Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Trykt med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1859 - 1863, IV: Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, s. 72 - 86, nr. 9: Attarsoattamik Ataarsuatsiamik / Om Attaarsuatsiaq (Attarsoattak).

Den danske oversættelse (med mindre afvigelser) er også trykt i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 97.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 98, ss. 446: Atarsuatsiak.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Ataarsuatsiaaq / Aataarsuatsiaq.

Blandt de mennesker, der boede i den nordligste del af landet, i Kangersuatsiaq, herskede der i gamle dage fjendskab. Især Aataarsuatsiaq og hans fire brødre var kendte som drabsmænd. Når de så en enlig kajakmand fra deres bygd, dræbte de ham. Dette vidste deres bopladsfæller ikke, for når en fanger udeblev, troede de altid, at pågældende var omkommet under fangsten. De vidste ikke, at Aataarsuatsiaq og hans brødre havde dræbt dem. Det skete, at bopladsfællerne forhørte sig hos Aataarsuatsiaq og hans brødre, om de havde set noget til den savnede fanger. Så lod de ham, der var kommet for at forhøre sig, vente, til kødet var kogt. Når kødet var kogt, bød de ham at spise med, idet de sagde: "Det er en sæl fra den nærmeste omegn!" (ímap qatdliup puisâ'. Jeg ved ikke, hvad 'qatdleq' betyder. Jeg ved ikke, om det har noget med 'qanittoq' (den ligger nær) at gøre. Det er et gæt - Chr. B.). Det viste sig, at det var en sæl, der var fanget af den, de havde dræbt.

Engang, før de vidste noget om disse drab, var en af bopladsfællerne ude

på fangst og var på vej hjem med en sortside på slæb. Forude så han en

kajakmand, der roede ind mod land. Han forsvandt bag et næs ved Kangersuatsiaq.

Han blev lidt urolig. På den anden side af næsset var der en stor klippehule,

som var så dyb, at det var mørkt inde i den. Fangeren kiggede derind. Han mente,

han kunne skimte noget hvidt, som lignede det, man plejede at have uden om den

forreste ende af kajakken. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at der var en

kajak derinde. Kajakmanden med en sæl på slæb roede bort fra klippehulen, fordi

han var urolig. Efter at han var kommet et godt stykke fra klippehulen, kiggede

han sig tilbage og så, at en kajakmand fulgte efter ham. Fangeren med sælen på

slæb gav sig til at ro hurtigt. Han opdagede, at den anden kajakmand halede ind

på ham. Han begyndte at ro endnu hurtigere, og nu fik han et forspring, selvom

han havde en sæl på slæb. Da forfølgeren blev klar over, at han ikke kunne

indhente ham, standsede han og drejede kajakken på tværs. Fangeren der blev

forfulgt, standsede ligeledes, han råbte til den anden: "Kom bare herhen."

Forfølgeren nøjedes med at vende hovedet imod ham og roede bort. På den måde fik

de kendskab til, at Aataarsuatsiaq måtte være drabsmand, uden at de dog

forvissede sig helt derom.

Engang var en af bopladsfællerne på besøg hos Aataarsuatsiaqs. Han kom med

hentydning om, at disse havde dræbt en af hans ældre familiemedlemmer ('sujulimi ilât - ordret: én af forfædrene til ham (selv), men det kan det vel næppe være? Men det er altså usikkert). Denne gæst kom til at bo hos dem og blev

gift med deres eneste søster. Han kom altså ind i familien, fordi kvinden

elskede ham. Han selv lod, som om han elskede dem. Han ville have bekræftet, at

de var drabsmænd. Så blev det efterår, og da hvidhvalssæsonen kom, begyndte hans

svogre, at komme hjem med hvidhvaler, men svigersønnen fangede ikke hvidhvaler.

Husherren, Aataarsuatsiaq, byggede kajakker til de andre i huset. Når han

overgav den nybyggede kajak til sin egen familie, skete det uden bemærkninger.

Men i forbindelse med overgivelsen af den nybyggede kajak til svigersønnen sagde

han: "En, der aldrig har fanget en hvidhval - én, som aldrig har dræbt et

menneske." Svigersønnen blev efterhånden vred på de andre i huset. Men det var

svært for ham at få lejlighed til at dræbe nogen af dem, fordi han endnu ikke

havde truffet nogen af dem alene. En dag, da Aataarsuatsiaq skubbede

svigersønnen (i kajak) ud i vandet, sagde han, som han plejede: "En som aldrig

fangede hvidhval - én som aldrig har dræbt et menneske!" Endelig traf han på

denne tur en af svogrene, der var alene. Han drev ham lidt længere væk og

harpunerede ham. Efter drabet flygtede han hjem til sin boplads uden at vende

tilbage til konens familie. Igennem ham fik man bekræftet, at Aataarsuatsiaq og

hans brødre var drabsmænd. Denne mand havde også opdaget, at drabsmændene havde

tatoveringer på panden, hvoraf der kunne aflæses, hvor mange drab hver enkelt

havde begået. På Aataarsuatsiaqs pande var der en hel række tatoveringsmærker.

Da de andre i bygden blev klar over dette, blev de fjender med

Aataarsuatsiaq og hans brødre. Mændene på bopladsen, Sioraq og andre, ventede

kun på en passende lejlighed til at dræbe dem. Hvis de traf en af dem, var de

besluttet på at dræbe ham. En gang, da de befandt sig i nærheden af deres

boplads, mødte de endelig en af dem. De omringede ham for at dræbe ham. Til at

begynde med var han svær at få ram på, da han hele tiden forsøgte at ro væk fra

dem. Men efterhånden fik de ham til at blive på stedet og sagde til ham: "Vi er

glade for at se dig igen, du skal ikke være urolig." ('taima isumalioqinak' - du

må ikke tænke sådan - Chr. B.). Da de begyndte at tale sådan til ham, holdt ham op

med at skæve så meget til dem. Nu drejede han blot hovedet langsomt skiftevis til

den ene og den anden side. Idet han drejede hovedet til den ene side, løftede Sioraq sin harpun for at kaste den imod ham. Denne nåede lige at opdage det og lod kroppen falde bagover, idet han gjorde dette, kastede Sioraq harpunen og ramte ham i rygraden ved halsen og knækkede det sted på harpunen, hvor man plejede at sætte

tommelfingeren, når man skulle kaste den (her noget uklart - Chr. B.). Han døde med det samme. Derpå tog de til Aataarsuatsiaqs boplads for at aflægge ham besøg.

Hos Aataarsuaqsiaqs blev man bekymret, da lillebroderen, ved gæsternes ankomst,

endnu ikke var vendt tilbage fra fangst, og da det var ved at blive aften.

Gæsterne sagde: "Aataarsuatsiaq er holdt op med at medbringe núkaminit

mâlagssaminik/ eller: mâtagssaminik (det kan jeg ikke få mening ud af - Chr. B.).

Det sagde de, selvom de havde dræbt lillebroderen. Det blev nat og lillebroderen

var stadig ikke kommet hjem. Man gav sig til at græde over ham. Den ene af

gæsterne græd med, men den anden, Sioraq, lod kun, som om han græd. Han så sig om

mellem fingrene og kiggede efter noget, han kunne bruge som våben. Ude i gangen

så han en temmelig lang narhvalstand (eller hvalrostand), og han ville i givet

fald bruge den som våben. Da de holdt op med at græde, bad de Sioraqs ledsager

om at mane ånder og finde ud af, hvad der var sket med lillebroderen. Da lamperne

slukkedes, gav denne sig til at mane ånder. Det viste sig, at han med vilje

undgik sin vej ('arqúnigôq uniorniariardlugo' - den rute, ad hvilken de kom?

Ch. B.). Han blev længe væk, så lod han, som om han gik ind i huset igen. Man

hørte ham sige: "Der er ikke længere nogen grund til at være bekymret for ham.

'Niviukípoq, (jeg kender ikke ordet - Chr. B.), han er kommet til Innersuit

('Ildfolket' - væsener fra den grønlandske folketro)." Nu ville en af

værtsfolkene afløse ham. Han begyndte at mane ånder. Under seancen lod han, som

om han forlod huset. Der gik lang tid, så lod han, som om han kom tilbage, og han

sagde: "Der er ikke længere nogen grund til at bekymre sig. 'Niviukípoq' (jeg

ved ikke, hvad det betyder)." Det viste sig, at han havde fulgt den samme vej som

den første, der manede ånder, og derfor ikke havde set den dræbte. Efter at

gæsterne var rejst, manede de endnu engang ånder og fandt ud af, at deres gæster

havde dræbt ham.

Efter denne hændelse byggede Aataarsuatsiaq, der havde fjender, et hus på

en af øerne vest for Upernavik, i området, hvor man drev sælfangst på isen. Hans

hensigt var at dræbe dem, der var på sælfangst. Da sæsonen for sælfangst fra is

var inde om efteråret, tog folk ud til området, hvor Aataarsuatsiaq boede. En af

dem, der var med, var den forældreløse Ikersaq, som drev sælfangst fra is allerede som barn. Han plejede at sove hos Aataarsuatsiaqs. En morgen, på det

tidspunkt han ventedes, sagde Aatarsuatsiaq: "Når Ikersaq kommer, vil jeg dræbe

ham!" Det sagde han, mens kvinderne hørte på det. En dag kom Ikersaq til stedet.

En af kvinderne gik ud til ham og sagde: "Når Aataarsuatsiaq kommer hjem, vil han

dræbe dig. Det er på de tider, han plejer at komme hjem. Løb af sted, du skal

ikke kvæles!"('ipísángilatit' - ipivoq, drukner, kvæles - eller: miste vejr?

Chr. B.). Ikersaq løb af sted med sin istuk i hånden. Han kiggede bagud engang

imellem. Han nærmede sig land uden at være blevet dræbt. Han nåede frem til

sin boplads. Kvinderne turde ikke fortie noget for Aataarustsiaq. Da han kom

hjem, og da han skulle til at tage sit overtøj af, sagde de til ham: "Ikeraq er lige taget af sted herfra." Så tog Aataarsuatsiaq sit overtøj på igen og gav sig til at forfølge Ikersaq for at dræbe ham. Han så imidlertid ikke noget til Ikersaq, og da han syntes, at han var ved at være for tæt på fastlandet, vendte han om.

Ikersaq voksede op og trænede til at blive en stærk mand med henblik på at

hævne sig på Aataarsuatsiaq, og han fik sig en kone. Efter at han var blevet

en stærk mand, ville han en dag tage til den boplads, hvor Aataarsuatsiaqs

elskerinde boede, for der at træffe Aataarsuatsiaq, når han kom for at ligge hos

elskerinden. De, der holdt med Ikersaq (her står egentlig: 'asassaisa', de, der

elsker Ikersaq), fulgte efter i konebåd. Det var om sommeren, og de kom til at bo

på bopladsen, hvor Aataarusatsiaqs elskerinde boede. Aataarsuatsiaq, som ikke

anede noget om disse ting, ville tage af sted for at besøge elskerinden. Han

ville have en ung mand med fra bopladsen. Den unge mand strittede imidlertid

imod at følges med Aataarsuatsiaq, som så skældte ham ud. En onkel til denne

unge mand opfordrede denne til at følges med Aataarsuatsiaq, idet han selv ville

følge efter i al hemmelighed. (meningen: uden at blive set af Aataarsuatsiaq).

Da de tog af sted dagen efter, fulgte onkelen dem, og han sørgede for, at ingen

af dem så ham, for han var sikker på, at Aataarsuatsiaq havde til hensigt at

dræbe den unge mand. De nærmede sig bopladsen, hvor de skulle hen, og onkelen var

ikke blevet set, fordi han roede langs kysten. Så hørte han Aatarsuatsiaq sige

(til sin ledsager): "Lad os gå i land og få noget at drikke." De gik i land

samtidigt. Da Aataarsuatsiaq var i færd med at komme op af kajakken tog han en

kniv, som han havde i kajakken og stak den ind mellem yder- og inderkamikken. De

gik op til en lille sø. De stillede sig overfor hinanden, ansigt mod ansigt og

drak vand. De rejste sig hurtigt op igen. Så sagde Aataarsuatsiaq: "Lad os

besørge vor nødtørft." De stillede sig over for hinanden og trak bukserne ned.

De havde lige sat sig på hug, så rejste Aataarsuatsiaq sig. Det gjorde også den

unge mand, der ledsagde ham. Alt dette iagttog onkelen, der sad i sin kajak og

holdt hånden på klippen (underforstået: parat til at gå i land). Da onklen

nåede til et lille næs, så Aataarsuatsiaq ham og sagde: "Der har vi en

kajakmand." Han sagde så til den unge mand: "Lad os gå ned." Da de kom ned til

deres kajakker sagde Aataarsuatsiaq: "Lad os bytte kajakker." Og de byttede

kajakker. Aataarsuatsiaq kom nu ned i den unge mands kajak, og onkelen til den

unge mand placerede sig straks på den rigtige side af Aataarsuatsiaq med den

hensigt at harpunere ham. Men han kunne ikke komme til det, da Aataarsuatsiaq jo

var i nevøens kajak. (Det fremgår ikke klart hvorfor onkelen ikke kunne harpunere

Aataarsuatsiaq, når han var i nevøens kajak. Det antyder næsten, at onkelen

ikke vidste, at de byttede kajakker - Chr. B. (Måske pga. kajakamuletterne? BS).

Det endte så med, at Aataarsuatsiaq nåede frem til den boplads, hvortil han var

taget hen, for at ligge hos sin elskerinde.

Da Aataarsuatsiaq kom til bopladsen, samlede Ikersaq udelukkende mænd

sammen i sit telt. Andre besøgte gæsten Aataarsuatsiaq. Fra Ikersaqs telt holdt

man gennem huller i skindteltet øje med, om Aataarsuatsiaq ville finde på at

tage af sted midt om natten. Efter at Aataarsuatsiaq var gået i seng, gik de

ned til konebåden og brækkede Aataarsuatsiaqs kajakredskaber i stykker og gemte

alle spidse ting, der var i konebåden, bort. Og i Aataarsuatsiaqs kajak lavede de

to store runde huller lige der, hvor han plejede at sidde. Så gik de tilbage til

Ikersaqs telt, og derfra holdt de øje med Aatarsuatsiaqs telt. Da solen var ved

at komme højere op på himlen, kom Aataarsuatsiaq ud af teltet med sin pels på,

klar til at tage af sted. Samtidig kom Ikersaq ud og lod, som om han var meget

søvnig. De nåede konebåden samtidig. Aataarsuatsiaq lod som om han ikke lagde

mærke til sine redskaber, der var brækket i stykker. Og i det han rejste

kajakken op, kiggede han ind i kajakken og så de store huller. Han sagde: "Haa,

jeg har glemt min halvpels." Nu gik han i retning af sit telt. Så snart

Aataarsuatsiaq vendte ryggen til, ordnede ('natsilugssaminit ârqeriardlune -

måske: rettede på sin pels - Chr. B.) Ikersaq sin sælskindspels og greb ham bagfra

uden om armene, så disse satte sig fast i hans ribben. Idet Ikersaq greb ham,

sagde Aataarsuatsiaq: "Lad os nu se. Lad os nu se." I dette øjeblik strømmede der

mange mænd ud af Ikersaqs telt og løb i retning af Aataarsuatsiaq. Da mændene

var ved at komme hen til dem, drejede Ikersaq Aataarsuatsiaq sådan, at hans

ansigt vendte imod mændene, mens Aatarsuatsiaq sagde: "Lad os nu se! Lad os nu

se!" ('atago' svært at oversætte. Det kan måske i denne forbindelse betyde: Vent

nu lidt, eller: Hold nu op). En af mændene trådte frem med en kniv i hånden.

Lige før han kom helt hen til dem, skubbede Ikersaq Aataarsuatsiaq bagfra imod

manden, og manden stak Aataarsuatsiaq i hjerteregionen. Aataarsuatsiaq sank i

knæ. Nogle ville dræbe ham med det samme, men andre ville ikke have at han

skulle dræbes, idet de sagde: "Spørg ham først ud om alle de mennesker han har

dræbt." Når han svarede bekræftende på et spørgsmål, skar mændene ham med kniv i

kinderne og sagde: "Skær I blot i ham, gør det ondt?" (Aqûmiînararaoq,

taimaitdlune aqûmisârtoq ('aqûmivoq' kan jeg ikke få mening ud af. Det kunne

tænkes, at det har med aquippoq, sætter sig på hug, at gøre?? Chr. B.). Hans

elskerinde kom ud af teltet med en kniv og en ulu i hånden. Dem ville hun give

sin elsker, så han kunne bruge dem som våben. Da folk så hende, råbte de:

"Qarnît, qarnît." (svært at finde ud af - Chr. B.). Du vil nok finde på at hævne

dig 'iserartartumik' ('iserartarpoq'- svømmer med hovedet over vandskorpen (om

en fugl). Mon der skulle have stået: isertortunik, hemmeligt? Chr. B.). Hun standsede og sagde: "Hvis vi var andre, ville ham dernede dræbe ham

('avdlâgútagoq' avdla, en anden. avdlauvoq, er anderledes, er en anden. Men

mærkelig forbindelse - Chr. B.). Lad dette blot ske (taimaitdliuna' - eller: Lad

det blot være sådan? Chr. B.)." Så dræbte de Aataarsuatsiaq. De hævnede sig på ham, fordi han var en stor drabsmand 'sujugdliuvdlune' ('sujugdliuvdlune' - som den første. Måske betyder det: at han dræbte uden grund? Chr. B.). Da de havde dræbt ham, parterede de ham led for led. Slut.

Var.: Var.: Ataarsuatsiaq / Aataarsuatsiaq