Introduktion
Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.
Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.
Download søgemanual som pdf her.
Søgning:
oaqlugtuaq Atârssuatsiâmik
Dokument id: | 281 |
Registreringsår: | 1861 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | Ekausak, Jonas |
Nedskriver: | Eliasen, Abraham |
Mellem-person: | Hansen, Einar |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oaqlugtuaq Atârssuatsiâmik |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 516 - 524, nr. 153 |
Lokalisering: | Niakornak / Niaqornat: Uummannaq |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.
Trykt med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1859 - 1863, IV: Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, s. 72 - 86, nr. 9: Attarsoattamik Ataarsuatsiamik / Om Attaarsuatsiaq (Attarsoattak).
Den danske oversættelse (med mindre afvigelser) er også trykt i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 97. Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 98, ss. 446: Atarsuatsiak.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Fortællingen om Ataarsuatsiaaq / Aataarsuatsiaq.
Blandt de mennesker, der boede i den nordligste del af landet, i Kangersuatsiaq, herskede der i gamle dage fjendskab. Især Aataarsuatsiaq og hans fire brødre var kendte som drabsmænd. Når de så en enlig kajakmand fra deres bygd, dræbte de ham. Dette vidste deres bopladsfæller ikke, for når en fanger udeblev, troede de altid, at pågældende var omkommet under fangsten. De vidste ikke, at Aataarsuatsiaq og hans brødre havde dræbt dem. Det skete, at bopladsfællerne forhørte sig hos Aataarsuatsiaq og hans brødre, om de havde set noget til den savnede fanger. Så lod de ham, der var kommet for at forhøre sig, vente, til kødet var kogt. Når kødet var kogt, bød de ham at spise med, idet de sagde: "Det er en sæl fra den nærmeste omegn!" (ímap qatdliup puisâ'. Jeg ved ikke, hvad 'qatdleq' betyder. Jeg ved ikke, om det har noget med 'qanittoq' (den ligger nær) at gøre. Det er et gæt - Chr. B.). Det viste sig, at det var en sæl, der var fanget af den, de havde dræbt. Engang, før de vidste noget om disse drab, var en af bopladsfællerne ude på fangst og var på vej hjem med en sortside på slæb. Forude så han en kajakmand, der roede ind mod land. Han forsvandt bag et næs ved Kangersuatsiaq. Han blev lidt urolig. På den anden side af næsset var der en stor klippehule, som var så dyb, at det var mørkt inde i den. Fangeren kiggede derind. Han mente, han kunne skimte noget hvidt, som lignede det, man plejede at have uden om den forreste ende af kajakken. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at der var en kajak derinde. Kajakmanden med en sæl på slæb roede bort fra klippehulen, fordi han var urolig. Efter at han var kommet et godt stykke fra klippehulen, kiggede han sig tilbage og så, at en kajakmand fulgte efter ham. Fangeren med sælen på slæb gav sig til at ro hurtigt. Han opdagede, at den anden kajakmand halede ind på ham. Han begyndte at ro endnu hurtigere, og nu fik han et forspring, selvom han havde en sæl på slæb. Da forfølgeren blev klar over, at han ikke kunne indhente ham, standsede han og drejede kajakken på tværs. Fangeren der blev forfulgt, standsede ligeledes, han råbte til den anden: "Kom bare herhen." Forfølgeren nøjedes med at vende hovedet imod ham og roede bort. På den måde fik de kendskab til, at Aataarsuatsiaq måtte være drabsmand, uden at de dog forvissede sig helt derom. Engang var en af bopladsfællerne på besøg hos Aataarsuatsiaqs. Han kom med hentydning om, at disse havde dræbt en af hans ældre familiemedlemmer ('sujulimi ilât - ordret: én af forfædrene til ham (selv), men det kan det vel næppe være? Men det er altså usikkert). Denne gæst kom til at bo hos dem og blev gift med deres eneste søster. Han kom altså ind i familien, fordi kvinden elskede ham. Han selv lod, som om han elskede dem. Han ville have bekræftet, at de var drabsmænd. Så blev det efterår, og da hvidhvalssæsonen kom, begyndte hans svogre, at komme hjem med hvidhvaler, men svigersønnen fangede ikke hvidhvaler. Husherren, Aataarsuatsiaq, byggede kajakker til de andre i huset. Når han overgav den nybyggede kajak til sin egen familie, skete det uden bemærkninger. Men i forbindelse med overgivelsen af den nybyggede kajak til svigersønnen sagde han: "En, der aldrig har fanget en hvidhval - én, som aldrig har dræbt et menneske." Svigersønnen blev efterhånden vred på de andre i huset. Men det var svært for ham at få lejlighed til at dræbe nogen af dem, fordi han endnu ikke havde truffet nogen af dem alene. En dag, da Aataarsuatsiaq skubbede svigersønnen (i kajak) ud i vandet, sagde han, som han plejede: "En som aldrig fangede hvidhval - én som aldrig har dræbt et menneske!" Endelig traf han på denne tur en af svogrene, der var alene. Han drev ham lidt længere væk og harpunerede ham. Efter drabet flygtede han hjem til sin boplads uden at vende tilbage til konens familie. Igennem ham fik man bekræftet, at Aataarsuatsiaq og hans brødre var drabsmænd. Denne mand havde også opdaget, at drabsmændene havde tatoveringer på panden, hvoraf der kunne aflæses, hvor mange drab hver enkelt havde begået. På Aataarsuatsiaqs pande var der en hel række tatoveringsmærker. Da de andre i bygden blev klar over dette, blev de fjender med Aataarsuatsiaq og hans brødre. Mændene på bopladsen, Sioraq og andre, ventede kun på en passende lejlighed til at dræbe dem. Hvis de traf en af dem, var de besluttet på at dræbe ham. En gang, da de befandt sig i nærheden af deres boplads, mødte de endelig en af dem. De omringede ham for at dræbe ham. Til at begynde med var han svær at få ram på, da han hele tiden forsøgte at ro væk fra dem. Men efterhånden fik de ham til at blive på stedet og sagde til ham: "Vi er glade for at se dig igen, du skal ikke være urolig." ('taima isumalioqinak' - du må ikke tænke sådan - Chr. B.). Da de begyndte at tale sådan til ham, holdt ham op med at skæve så meget til dem. Nu drejede han blot hovedet langsomt skiftevis til den ene og den anden side. Idet han drejede hovedet til den ene side, løftede Sioraq sin harpun for at kaste den imod ham. Denne nåede lige at opdage det og lod kroppen falde bagover, idet han gjorde dette, kastede Sioraq harpunen og ramte ham i rygraden ved halsen og knækkede det sted på harpunen, hvor man plejede at sætte tommelfingeren, når man skulle kaste den (her noget uklart - Chr. B.). Han døde med det samme. Derpå tog de til Aataarsuatsiaqs boplads for at aflægge ham besøg. Hos Aataarsuaqsiaqs blev man bekymret, da lillebroderen, ved gæsternes ankomst, endnu ikke var vendt tilbage fra fangst, og da det var ved at blive aften. Gæsterne sagde: "Aataarsuatsiaq er holdt op med at medbringe núkaminit mâlagssaminik/ eller: mâtagssaminik (det kan jeg ikke få mening ud af - Chr. B.). Det sagde de, selvom de havde dræbt lillebroderen. Det blev nat og lillebroderen var stadig ikke kommet hjem. Man gav sig til at græde over ham. Den ene af gæsterne græd med, men den anden, Sioraq, lod kun, som om han græd. Han så sig om mellem fingrene og kiggede efter noget, han kunne bruge som våben. Ude i gangen så han en temmelig lang narhvalstand (eller hvalrostand), og han ville i givet fald bruge den som våben. Da de holdt op med at græde, bad de Sioraqs ledsager om at mane ånder og finde ud af, hvad der var sket med lillebroderen. Da lamperne slukkedes, gav denne sig til at mane ånder. Det viste sig, at han med vilje undgik sin vej ('arqúnigôq uniorniariardlugo' - den rute, ad hvilken de kom? Ch. B.). Han blev længe væk, så lod han, som om han gik ind i huset igen. Man hørte ham sige: "Der er ikke længere nogen grund til at være bekymret for ham. 'Niviukípoq, (jeg kender ikke ordet - Chr. B.), han er kommet til Innersuit ('Ildfolket' - væsener fra den grønlandske folketro)." Nu ville en af værtsfolkene afløse ham. Han begyndte at mane ånder. Under seancen lod han, som om han forlod huset. Der gik lang tid, så lod han, som om han kom tilbage, og han sagde: "Der er ikke længere nogen grund til at bekymre sig. 'Niviukípoq' (jeg ved ikke, hvad det betyder)." Det viste sig, at han havde fulgt den samme vej som den første, der manede ånder, og derfor ikke havde set den dræbte. Efter at gæsterne var rejst, manede de endnu engang ånder og fandt ud af, at deres gæster havde dræbt ham. Efter denne hændelse byggede Aataarsuatsiaq, der havde fjender, et hus på en af øerne vest for Upernavik, i området, hvor man drev sælfangst på isen. Hans hensigt var at dræbe dem, der var på sælfangst. Da sæsonen for sælfangst fra is var inde om efteråret, tog folk ud til området, hvor Aataarsuatsiaq boede. En af dem, der var med, var den forældreløse Ikersaq, som drev sælfangst fra is allerede som barn. Han plejede at sove hos Aataarsuatsiaqs. En morgen, på det tidspunkt han ventedes, sagde Aatarsuatsiaq: "Når Ikersaq kommer, vil jeg dræbe ham!" Det sagde han, mens kvinderne hørte på det. En dag kom Ikersaq til stedet. En af kvinderne gik ud til ham og sagde: "Når Aataarsuatsiaq kommer hjem, vil han dræbe dig. Det er på de tider, han plejer at komme hjem. Løb af sted, du skal ikke kvæles!"('ipísángilatit' - ipivoq, drukner, kvæles - eller: miste vejr? Chr. B.). Ikersaq løb af sted med sin istuk i hånden. Han kiggede bagud engang imellem. Han nærmede sig land uden at være blevet dræbt. Han nåede frem til sin boplads. Kvinderne turde ikke fortie noget for Aataarustsiaq. Da han kom hjem, og da han skulle til at tage sit overtøj af, sagde de til ham: "Ikeraq er lige taget af sted herfra." Så tog Aataarsuatsiaq sit overtøj på igen og gav sig til at forfølge Ikersaq for at dræbe ham. Han så imidlertid ikke noget til Ikersaq, og da han syntes, at han var ved at være for tæt på fastlandet, vendte han om. Ikersaq voksede op og trænede til at blive en stærk mand med henblik på at hævne sig på Aataarsuatsiaq, og han fik sig en kone. Efter at han var blevet en stærk mand, ville han en dag tage til den boplads, hvor Aataarsuatsiaqs elskerinde boede, for der at træffe Aataarsuatsiaq, når han kom for at ligge hos elskerinden. De, der holdt med Ikersaq (her står egentlig: 'asassaisa', de, der elsker Ikersaq), fulgte efter i konebåd. Det var om sommeren, og de kom til at bo på bopladsen, hvor Aataarusatsiaqs elskerinde boede. Aataarsuatsiaq, som ikke anede noget om disse ting, ville tage af sted for at besøge elskerinden. Han ville have en ung mand med fra bopladsen. Den unge mand strittede imidlertid imod at følges med Aataarsuatsiaq, som så skældte ham ud. En onkel til denne unge mand opfordrede denne til at følges med Aataarsuatsiaq, idet han selv ville følge efter i al hemmelighed. (meningen: uden at blive set af Aataarsuatsiaq). Da de tog af sted dagen efter, fulgte onkelen dem, og han sørgede for, at ingen af dem så ham, for han var sikker på, at Aataarsuatsiaq havde til hensigt at dræbe den unge mand. De nærmede sig bopladsen, hvor de skulle hen, og onkelen var ikke blevet set, fordi han roede langs kysten. Så hørte han Aatarsuatsiaq sige (til sin ledsager): "Lad os gå i land og få noget at drikke." De gik i land samtidigt. Da Aataarsuatsiaq var i færd med at komme op af kajakken tog han en kniv, som han havde i kajakken og stak den ind mellem yder- og inderkamikken. De gik op til en lille sø. De stillede sig overfor hinanden, ansigt mod ansigt og drak vand. De rejste sig hurtigt op igen. Så sagde Aataarsuatsiaq: "Lad os besørge vor nødtørft." De stillede sig over for hinanden og trak bukserne ned. De havde lige sat sig på hug, så rejste Aataarsuatsiaq sig. Det gjorde også den unge mand, der ledsagde ham. Alt dette iagttog onkelen, der sad i sin kajak og holdt hånden på klippen (underforstået: parat til at gå i land). Da onklen nåede til et lille næs, så Aataarsuatsiaq ham og sagde: "Der har vi en kajakmand." Han sagde så til den unge mand: "Lad os gå ned." Da de kom ned til deres kajakker sagde Aataarsuatsiaq: "Lad os bytte kajakker." Og de byttede kajakker. Aataarsuatsiaq kom nu ned i den unge mands kajak, og onkelen til den unge mand placerede sig straks på den rigtige side af Aataarsuatsiaq med den hensigt at harpunere ham. Men han kunne ikke komme til det, da Aataarsuatsiaq jo var i nevøens kajak. (Det fremgår ikke klart hvorfor onkelen ikke kunne harpunere Aataarsuatsiaq, når han var i nevøens kajak. Det antyder næsten, at onkelen ikke vidste, at de byttede kajakker - Chr. B. (Måske pga. kajakamuletterne? BS). Det endte så med, at Aataarsuatsiaq nåede frem til den boplads, hvortil han var taget hen, for at ligge hos sin elskerinde. Da Aataarsuatsiaq kom til bopladsen, samlede Ikersaq udelukkende mænd sammen i sit telt. Andre besøgte gæsten Aataarsuatsiaq. Fra Ikersaqs telt holdt man gennem huller i skindteltet øje med, om Aataarsuatsiaq ville finde på at tage af sted midt om natten. Efter at Aataarsuatsiaq var gået i seng, gik de ned til konebåden og brækkede Aataarsuatsiaqs kajakredskaber i stykker og gemte alle spidse ting, der var i konebåden, bort. Og i Aataarsuatsiaqs kajak lavede de to store runde huller lige der, hvor han plejede at sidde. Så gik de tilbage til Ikersaqs telt, og derfra holdt de øje med Aatarsuatsiaqs telt. Da solen var ved at komme højere op på himlen, kom Aataarsuatsiaq ud af teltet med sin pels på, klar til at tage af sted. Samtidig kom Ikersaq ud og lod, som om han var meget søvnig. De nåede konebåden samtidig. Aataarsuatsiaq lod som om han ikke lagde mærke til sine redskaber, der var brækket i stykker. Og i det han rejste kajakken op, kiggede han ind i kajakken og så de store huller. Han sagde: "Haa, jeg har glemt min halvpels." Nu gik han i retning af sit telt. Så snart Aataarsuatsiaq vendte ryggen til, ordnede ('natsilugssaminit ârqeriardlune - måske: rettede på sin pels - Chr. B.) Ikersaq sin sælskindspels og greb ham bagfra uden om armene, så disse satte sig fast i hans ribben. Idet Ikersaq greb ham, sagde Aataarsuatsiaq: "Lad os nu se. Lad os nu se." I dette øjeblik strømmede der mange mænd ud af Ikersaqs telt og løb i retning af Aataarsuatsiaq. Da mændene var ved at komme hen til dem, drejede Ikersaq Aataarsuatsiaq sådan, at hans ansigt vendte imod mændene, mens Aatarsuatsiaq sagde: "Lad os nu se! Lad os nu se!" ('atago' svært at oversætte. Det kan måske i denne forbindelse betyde: Vent nu lidt, eller: Hold nu op). En af mændene trådte frem med en kniv i hånden. Lige før han kom helt hen til dem, skubbede Ikersaq Aataarsuatsiaq bagfra imod manden, og manden stak Aataarsuatsiaq i hjerteregionen. Aataarsuatsiaq sank i knæ. Nogle ville dræbe ham med det samme, men andre ville ikke have at han skulle dræbes, idet de sagde: "Spørg ham først ud om alle de mennesker han har dræbt." Når han svarede bekræftende på et spørgsmål, skar mændene ham med kniv i kinderne og sagde: "Skær I blot i ham, gør det ondt?" (Aqûmiînararaoq, taimaitdlune aqûmisârtoq ('aqûmivoq' kan jeg ikke få mening ud af. Det kunne tænkes, at det har med aquippoq, sætter sig på hug, at gøre?? Chr. B.). Hans elskerinde kom ud af teltet med en kniv og en ulu i hånden. Dem ville hun give sin elsker, så han kunne bruge dem som våben. Da folk så hende, råbte de: "Qarnît, qarnît." (svært at finde ud af - Chr. B.). Du vil nok finde på at hævne dig 'iserartartumik' ('iserartarpoq'- svømmer med hovedet over vandskorpen (om en fugl). Mon der skulle have stået: isertortunik, hemmeligt? Chr. B.). Hun standsede og sagde: "Hvis vi var andre, ville ham dernede dræbe ham ('avdlâgútagoq' avdla, en anden. avdlauvoq, er anderledes, er en anden. Men mærkelig forbindelse - Chr. B.). Lad dette blot ske (taimaitdliuna' - eller: Lad det blot være sådan? Chr. B.)." Så dræbte de Aataarsuatsiaq. De hævnede sig på ham, fordi han var en stor drabsmand 'sujugdliuvdlune' ('sujugdliuvdlune' - som den første. Måske betyder det: at han dræbte uden grund? Chr. B.). Da de havde dræbt ham, parterede de ham led for led. Slut.
Var.: Var.: Ataarsuatsiaq / Aataarsuatsiaq |
Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@. gmail.com