Oversættelse ved dels Chr. Berthelsen, dels Anna Berge (AB) på engelsk og videre til dansk ved Birgitte Sonne.

Hans Egedes fortælling

Det første jeg kan huske / første gang jeg kom til bevidsthed om mig selv (ilisimaqqarpunga) var de i færd med at svøbe min ærede bedstemor i ligtøj. Hendes hoved / hår var helt hvidt, da de dækkede hendes ansigt til. Egentlig undrede jeg mig bare over, at hun var besvimet, men hun var altså død. Og bagefter glemte jeg hende / det på en måde. Alligevel var jeg trist fordi jeg savnede hende. Det sagde de om mig, selv om jeg ikke rigtig kan huske hende. Så bagefter huskede jeg det lissom ikke. Så husker jeg (som det næste) en konebåd, og at være på sommerophold, efter sigende sammen med Rassersuaq og hans familie og at lære alle deres navne. Dem husker jeg helt klart. Jeg kan endnu høre den store råbe med høj røst oppefra: Var det ikke mig der nedlagde en stor renkalv? Og de gik ham i møde, de gik op til ham. Mens vi var fulde af forventning om den lækre talg vi skulle spise, kom de, og så havde han bare fået en lille bitte renkalv. Så det var nok den første ren han havde set. Men derefter begyndte han at jage rener.

På det tidspunkt da vi havde tilbragt sommeren (i telte) sammen og (senere) da det blev tøvejr (?), husker jeg et par gange, hvor jeg sagde at mit ben var brækket når jeg begyndte at blive træt. Og når jeg så faldt, lagde min far mig op, ovenpå sin byrde, selv om jeg løj af træthed. Det bagefter husker jeg lissom ikke. Men det jeg så husker var, at det var begyndt at blive mørkt, mens vi lå i lejr. Det må have været ved den tid, hvor vi kom ud (af fjorden) til Qaarsunnguit. Vi nåede til Uummannaarsuk i tide til at overvintre der, på samme boplads som immigranter / tilflyttere fra Sydgrønland. Det var Qingakkarsuaqs og Ittujuuqs. Dengang fangede man faktisk hvaler om vinteren og spiste mattak, men selv så jeg nu ingen hvaler.

Da vejret blev mildere, rejste vi sydpå og mod syd kom vi til Saqqaq. Men alle steder hvor vi teltede var der allerede sydgrønlændere. Jeg fulgte altid med mine forældre, når de gik på besøg. Ja, det skortede sandelig ikke på gamle folk. De af mændene der havde levet længst var disse: Kaasipassuaq, Maajaru og Ottorsuaq. Når Kaasipassuaq var inde trak han aldrig sine bukser op over lænderne, altid hang bukserne om hælene på ham. Jeg ved ikke hvorfor - måske fordi han var en gammel mand - ligemeget, hans fortællinger var uforglemmelige.

Og da vi tog derfra sejlede vi så til Itilleq. Der blev vi foråret over, hele foråret denne gang. Fra da det begyndte at tø / sneen blev hård (?) forlod vi ikke Itilleq.

Efterhånden som vi kom ind i fjorden gik det stik sydpå. Da vi denne gang roede derind fortsatte vi ikke hele vejen, men overnattede først, fordi min mor var syg.

På det tidspunkt teltede vi sammen med familierne Puuvi og Evald. Da vi så sejlede ud til Kangaamiut og slog lejr, stod et af husene dér tomt, fordi dets (vanlige vinter-) beboere var begyndt at overvintre i Amerloq. Derfor begyndte vi overvintringen dér alene mens vi satte huset i stand igen, fordi det endnu ikke var gjort.

Så ankom en umiak / konebåd med folk, som tilhørte Iigooq (? et navn eller blot ender har en umiak, en umialik? AB) De prøvede at få os til at overvintre med dem. De nævnte en vis grønlænder nordfra, Antonia, som skulle have slået sig ned i Timerleq. Da huset næste dag var færdigt (til indflytning) tog de ud i umiak på bærtogt, og min mor og jeg blev hjemme og passede på teltet. Min mor skrabede skind, og mens jeg legede ved siden af hende, hørtes en lyd helt tydeligt uden for. "Gå ud og se!", sagde min mor. Da jeg kom ud, var der denne umiak fuld af folk og en enkelt ledsagende kajak, der drejede ind i fjorden lidt syd for os.

Jeg vendte rundt, om mod teltåbningen og agerede umiak. Da min mor kom ud sagde hun: "De skyder fordi de ikke tror her er nogen, gør et eller andet så du blir set!" Mens jeg løb rundt og rundt oppe på hustaget for at blive set, og de hele tiden roede nærmere i deres umiak, og jeg hele tiden råbte 'umiak' over mod dem, begyndte de at gå i opløsning, og da endog den ledsagende kajakmand gik i stykker, så vi ikke andet end små stykker is. Det var mit livs første oplevelse af noget uforklarligt: For vi kunne ikke se det klart.

Senere kom der drivtræ flydende, flere og flere stykker, mange takkede stykker, store stykker. Og det var så bådens forstævn de fandt, men de fandt aldrig de øvrige dele, for der var kun tre kajakmænd til at fange (? på fortællerens boplads - og de kunne ikke nå så vidt omkring, BS ?).

Da vinteren kom, rygtedes det, at Antonia der havde slået sig ned i Timerleq, var en der virkelig havde noget at fortælle. Så de hentede ham i kajak, bandt hans kajak til deres egne. Han ændrede aldrig på sine historier. Jeg lyttede snart helt opslugt til dem. Han havde altså været helt nordpå til Upernavik. Han sagde også at han var kommet med umiak til Sigguk (Svartenhuk), hvor edderfuglene fælder, i den store sø.

På den tid vågnede jeg en morgen, da vores tre kajakmænd var taget til Maniitsoq (på indkøb) og næsten måtte give op på grund af den megen is. Da var det så, at Abraham havde bedt om at de måtte få en handelsassistent til bopladsen.

Ved den tid hvor vejret mildnedes, og vi kom ud af fjorden vi havde været i og skulle bo i Kangaamiut var der nogen der råbte 'umiak'! Nogle der var ude efter drivtræ / flydetræ kastede anker, og dem der havde kvinder med på rejsen gik i land, hvor de sladrede om, at vi skulle få en handelsassistent. Da blev folk ellers glade, og en umiak med folk der skulle overvintre (i Kangaamiut) ankom med Amos og hans familie og Niels Berthelsen, der skulle være vores kateket.

Da det blev vinter, kom der folk fra Timerliit for at sælge lidt spæk. Og engang kom en umiak der havde en meget gammel kone med, Maliit hed hun. Om hende blev det sagt, at hun for at vise sin glæde over at se mine forældre igen fortalte dem om sine første barndomsminder.

Det første hun blev bevidst om / kunne huske sagde hun, var da de første danske kom til Kangaamiut. Hun var faderløs, da hun begyndte at kunne huske, og huskede derfor kun sin mor. Moderen var allerede døbt, sagde hun, og da hun havde lagt mærke til, at den kære præst altid gik frem og tilbage med hænderne i siden, og mente det måtte skyldes det hans faste tro, og så at det gjorde moderen også, øjensynlig fordi hun også var troende, så vænnede Maliit sig også til, når hun fjernede sig fra folk, at gå med hænderne i siden for at få tro / blive troende. Efterhånden blev hun dog klar over, at både præsten og hendes mor åbenbart gik sådan fordi de havde smerter over hoften, mens hun havde efterlignet dem fordi hun altså mente det skyldtes den tro de havde.

Mens Maliit voksede til, havde hun fortalt, så hun, at flere og flere blev døbt idet de samledes til overvintring i Kangaamiut, fordi de ville lære mere og mere så de kunne blive døbt. Også Amaalissuaqs kom og slog sig ned for vinteren for atomvende sig, for Amaalissuaq, der ellers var angakok / shaman / angakkoq, ville opgive åndemaneriet. Han var gået til præsten, havde græd, fortalt om sit slette levned lige fra dengang han begyndte at oplære sig til åndemaner. Da han først var begyndt havde fortalte han løs til den lille præst, men da han så havde fortalt hele sin livshistorie, havde han bedt præsten om at gøre noget (til gengæld) fordi han ønskede at blive undervist og blive døbt sammen med hele sin familie. Og man sagde, at Amaalissuaq virkelig var utrolig lærenem. Da isen i vinterens løb for alvor lå fast, og de lod kajakkeren ligge og gik over isen (på fangst), og Amaalissuaq havde haft sin kajak med ude og lagt den på isen (?) - for når kajakmændene kom hjem blev kajakkerne bare lagt her - så satte midt om natten pludselig en heftig storm ind og brød isen op, hvorved mange kajakker gik tabt. Kun nogle få havde deres kajakker endnu, havde hun fortalt, og da nyisen var væk satte det ind med tø flere gange. Og da de der havde mistet deres kajakker måtte købe på kredit fik det så småt de følger, at dåbskandidaterne døde / forsvandt en efter en (usikkert, AB). Amaalissuaq var en af dem der døde og han skulle på dødslejet have sagt at han var taknemmelig for at intet havde fået ham til at glemme det han havde lært. For nu skulle han dø.

Senere, da Maliit var blevet en ung pige, ankom hvalfangere en fuldmånenat og lagde til kaj. De overvintrede i Kangaamiut, fordi vinteren faktisk tog til, da de kom, men om foråret sejlede de ud igen.

Denne Maliit boede også mange vintre i Appamiut, men senere da hun var her med nogen (sin mand) fra Uummannaq, Napasoqs Uummannaq, byggede de hus i Appamiut. Hun fortalte at engang efter indflytningen hvor hun arbejdede alene med det

(istandsættelsen), var der noget som en skibsstævn ved siden af hende. Hun vendte sig mod det og så en kvinde, der vendte ryggen til og gik (da hun var blevet set - usikkert, AB). Maliit skulle så bare have set hende gå mod syd, hvor hun forsvandt ud af syne ved et gammelt kødskur. Da Maliit kom hen til sine slægtninge, viste det sig, sagdes det, at en ung pige for lang tid siden var død og begravet på det sted mod syd.

Senere engang, da de overvintrede og delte hus med en meget gammel, begyndende dement mand som eftrhånden fast logerende, forklarede han, at han som barn delte briks med en ugift kvindelig angakkoq / shaman / åndemaner. En nat vågnede han så pludselig ved, at nogen sad op og pegede på gulvet, og han så to helt ens ting, sagde han, skindposer. Mens han rædselsslagen dukkede ned under sit tæppe, sagde hun: "Du skal ikke være bange for mit legetøj, og når du vågner nævner du dem ikke med eet ord." Også en anden gang vågnede han op af noget. Da havde hun en skygge / skyggeånd (tarrarsuaq) uden for.

Og den gamle mand tog også fat på en historie om sin mor. For når de andre var taget på renjagt / rensdyrjagt og de (mor og småbørn) var ladt ene tilbage, så, når maden var ved at slippe op, gav hun sig til at råbe højt, flere gange, om at få mad. Netop som hun råbte voldsomt højt, så de en tungt lastet kajak nærme sig. Hun sagde til børnene: "Det er jeres farbror der kommer. Gå ned og tag imod ham." Børnene gik mod ham. Og da han landede, var det bare et stort klippestykke som de havde troet var en kajak. Børnene gik op og når de sagde det til deres mor, råbte hun atter løs: "Anden gang / mad, mad" (aapatassaanik, dvs. åndesprogets ord for mad, BS. AB mener det er "Anden gang"). Snart strømmede folk op på siden af hende, en hel flok efterhånden, sagde han. En af dem gav hende tørret rensdyrkød. Og en af dem, en ung, ugift pige, der dukkede op med store muslinger der hang fast på hendes kamiksåler, sagde: Jeg kom nordfra, fra klipperne. Hende Kuppalisuaq, som, fordi de fjernede mig derfra med magt, ikke taler meget / ikke bryder mig om den slags mad." Men efter sigende spiste hun aldrig tørret kød midt på dagen. Kun om natten, og da hun begyndte at spise vækkede hun sin datter, som skulle se på at hun spiste det. Og så snart hun spiste af det, begyndte hendes mund at gå kaput, værre og værre, lige til hun døde af sindssyge.

Men da nu deres husfælle (den gamle mand) døde, sagde Maliit, så en dag, to dage efter at de havde begravet ham, hvor Maliit havde spændt det ene efter det andet skind ud til tørre, en hel masse, og havde samlet dem sammen igen om aftenen, da de var tørre, båret dem ned til båden og lagt dem under den, og så gik tilbage midt på stien, da stod han, som de havde begravet for to dage siden lige dér, hvor hun ikke kunne komme uden om ham. Ellers var hun straks flygtet, men nu gik hun så bare hen mod ham. Tættere på vendte hun nærmest ryggen til ham og kunne næsten røre ved ham mens hun kantede sig forbi. Hun var så bange, fortalte hun, først så bange, at hun skammede sig for at sige det, da hun kom ind i huset. Så sagde hendes husfælle:

"Maliit, hvad er der galt?"

"Vi har set et spøgelse!" hviskede hun.

Fra Appamiut flyttede de til Isortoqs Uummannaq, hvor Maliit snart efter fødte en datter, som de jo blev lykkelige for. Så snart vejret mildnedes, rejste de nordpå langs kysten og slog sig ned for vinteren i Ilulissat. Da de var kommet dertil, blev hun overrasket over alle de hvaler de dér fangede i våger / polynier. Stedet hvor de begyndte overvintringen og havde hus hed Allisoqqat, sagde hun. Om vinteren en dag, mens hendes mand var taget på ulkefangst, gik hun ned og nogen skød hende i benet. Det var skam den mellemste søn hvis kugle under ravnejagt havde ramt og var prellet af på hende.

Da det for alvor blev vinter, sagde hun, da det rigtig frøs, tog folk frit omkring, og hun var ude (på isen) og for første gang se dem fange hellefisk. En masse fiskere, der byggede snehytter. Hvor var det dog fornøjeligt. Men, sagde hun, lidt senere, da familien tog på besøgsrejse nordpå, synes de også selv at de ville lidt på besøg med hundeslæde. Men da de så først måtte købe en spant til opstænder på slæden, forlangte de (sælgerne) alt for meget, og de kom igen og igen, altså dem der ville sælge træet.

De folk de besøgte var gode fangere. Da aftenen faldt på, var det tydeligvis mændene man hørte, for de snakkede ikke om andet en fodbold og slædekørsel.

Første gang de kom ind på besøg fik de øje på et trist barn der sad alene lige over for dem. Da de så undrende på ham sagde værtsfolkene (?). Det er fordi han ikke ved hvad der er sket hans forsørger (adoptivfar), som gik ud over isen men ikke kom tilbage (usikker oversættelse, BS). Efter besøget gik de hjem og besøgte dem aldrig igen, fordi, havde Maliit sagt, de folk bedrev hekseri, og hun brød sig virkelig ikke om dem, når de snakkede om den slags, fordi præsten havde lært dem, at det skulle de ikke lytte til.

Da foråret for alvor kom, havde hun fortalt, se dog! så begyndte de at fange masser af hvid- eller narhvaler. Da de så roede ud på sommerophold tog de med dem til Nuugaarsunnguaq. Da de der syede amaat til sælskindsanorakkerne, syede Maliit også en fin en til søndagsbrug, men da hun var førdig og havde lagt den op på fisketørrestativet og var gået ind et øjeblik, så, da hun kom igen, havde hundene minsandten ædt den rub og stub. Der var også et år med dårlig fangst, hvor de gerne satte talerkenfulde med mad ud til hundene. Men da Maliit havde sat en tallerken ud, og hundene slikkede den, kunne hun ikke få fat i den, for der var bare ikke længere nogen tallerken.

De var en lille familie, sagde Maliit. Engang hun var alene, fordi kajakmændene var taget ud, lød det pludselig som teltforhænget blev åbnet, og da hun drejede hovdet, kom der en stor kvinde ind, som hun aldrig før havde set. Det var altså Qillaq som kom ind og sagde at hun skulle tigge om noget med ben i til nogen / en anden. Maliit var i færd med at flænse skind til inderkamikker, og normalt var Qillaq virkelig meget rar. Under besøget sagde Qillaq så til sin værtinde: "Gå lige ud!" Maliit tog sine kamikker og gik ud, og da hun havde været ude lidt og kom ind igen, rettede Qillaq der stod og flænsede sig op. Noget overrasket satte Maliit sig, men straks efter sagde Qillaq: "Maliit du skulle skamme dig!" Og så gik Maliit ud igen. Hun gik nok ud, men da hun kom ind (igen) og Qillaq rettede sig op fra sin flænsning, så Maliit, at hun stak lidt til side. Da Qillaq skulle gå efter besøget, gav Maliit hende det hun havde bedt om, og hun gik. Om natten da Maliit var gået i seng, pillaqaarani (?) vågnede hun op ved en stemme indefra. Hun havde fået næseblod så kraftigt som fra en spand der strømmer over med vand. Mens hun prøvede at komme i tøjet, kom Qillaq hen imod hende med afskårne stumper fra hendes kamikker og kødstumper i hænderne. Hun skar noget ud mens hun nærmede sig. - Hun brød sig ikke om at fortælle den historie, men til sidst gjorde hun det. - Da Maliit vågnede havde hun fået en ny (pitaariallarluni ??), og nogen, hun havde set komme ind, sagde: "Man siger, at Qillaq knækkede helt sammen da hun i nat faldt ned fra briksekanten. Dernede fik hun så næseblod!" Maliit fik det lidt efter lidt bedre, mens Qilaaq fik det værre og værre. Hun døde så sørgeligt.

Da det blev sommer, tog de sydpå, igen til Isortoqs Uummanaq, hvor de blev (?). Så nu er jeg færdig med mine Maliit - historier.

Men så mine forfædre, de rejste jo (som alle andre) her og der, og da min far første gang rejste med (sin) umiak boede han på Kangeq og det var mod land, sydover bare til Nuuk. Men da der var så megen is dér, kunne de ikke komme langt nordpå og måtte overvintre i Napasoq og først senere tilbragte de vinteren i Amerloq. Da de havde overvintret dér i nord tilbragte de sommeren i Isortoq. Mens de var der, ankom en umiak nordfra som slog lejr, en båd fuld af folk fra Ilimanaq sagdes det. Den ny bådejer var Kussukusuk, lillebror til Tiliisaq, en kvinde fra deres rejseselskab (fra?) Amerloq. De skulle være rige på gods men var frygtelig sultne da de slog lejr. Abraham selv og Soorunnguaq var familieoverhoveder, aataartunnguarooq ?OBS? så når de havde jaget og fået mange rensdyr og roede lidt ud fangede de straks noget og bugserede det til land. Det var fordi, sagde man, at Kussukusuks var så sultne fordi de stort set intet havde fanget da de kom hjem fra fangst og rejste af sted ?OBS?

Og min far, Abrahan fortalte historier, som jeg altid lyttede til. Hans mors historier, altså min ærede bedstemors, Tigaaqs yngste datter. Denne Tigaaq, siger man, startede med at jage med bue og pil og fangede ofte, men så snart hvalfangerne kom, købte han sig en bøsse.(Med den) tog han hævn over sine fjender og rejste så nordpå til Pisuffik. Min bedstemor, der stadig var udøbt, ja det var de faktisk alle i familien, hed Tartoq men Tapitta da hun blev døbt. Men denne Tigaaq, sagde man, døde i Nuussuaq uden at være blevet døbt. Hans døtre blev gift i Ilulissat, og da Tigaaqs søn, Amaalissuaq, blev døbt, fik han navnet Abraham, altså ham, der skriftede grædende for præsten op til dåben. Og min store bedstefar, Egede, sagde at han var født i Nuuk.

Da danskerne kom til Kangaamiut, flyttede Egedes familie til Kangaamiut med kun een fanger, for Egede fangede endnu ikke. Så, siges det, kom deres enlige fanger ikke hjem, og senere rygtedes det, at en af dem der sejlede langs kysten havde dræbt ham. Derefter havde de kun danskerne ilaqileqarpaat: at holde sig til / omgås / havde de kun dansk tøj at gå i (flere muligheder, AB). Da deres fanger udeblev og de faldt i sorg over ham, blev en af kvinderne, der jo også sultede, sindssyg. Men så giftede deres købmand / kolonibestyrer / handelsbestyrer / -assistent sig med Egedes ældre søstser. Og på den tid hun fik et barn, var Egede vagtmand / stod Egede brandvagt (på udkig efter hvaler, BS) og gik ikke tidligt i seng. Mange mænd stod uden for vinduerne. Så en nat da en mand som vanligt stod uden for huset, fulgte han (Egede) efter ham, men netop som han næsten nåede ham på stranden, kunne Egede pludselig ikke længere se ham, for dertil og ikke længere lod han sig se (muligvis underforstået en innersuaq, ildmand, en af strandens underboere, BS).

Efterhånden kom der flere og flere folk (til Kangaamiut). Da mængden tog til, giftede Egede sig. Han tog Tapitta, de fik en datter, og en sommer hørte de, at handelsbestyreren skulle flytte til Qaqortoq. Først nu skulle Qaqortoq have danskere (koloniseres). Deres kolonibestyrer (i Kngaamiut) skulle altså rejse, men Egede ville med. Derfor fulgte han ham i to konebåde, sydpå og på stedet tæt på Qaqortoq hvor de lagde til land, var der to forsamlinger af / grupper telte. Og tænk, en af grupperne var altså efterkommere af ham, der havde myrdet deres eneste fanger. Så rygtet gik jo, at Egede var kommet sydpå for at hævne mordet. Egede gik så op og ind i et af teltene, hvor så en mand kom ind, rystende over det hele, og da han havde sat sig sagde han, at de havde hørt, at Egede var kommet sydpå for at tage hævn, og at det var hamselv der var morderens efterkommer. Men Egede sagde, at det bestemt ikke var hans hensigt, for efter at de var blevet døbt, brød de sig ikke om at dræbe nogen. Da de efter et kort ophold i land  skulle af sted igen, kom morderens efterkommer ned med en ledsagende kajak og nogle paddelårer ned som en gave til Egede (kajakmand eller kun en kajak ?).

De sejlede derfra og var på udkig efter et egnet sted til Qaqortoqs store huse. Da kolonibestyreren havde fundet beboeligt land, måtte de jo vente på skibene. Så, endnu før de var blevet utålmodige kom skibene, og Egede roede ud til skibet med posten (som skibet skulle have med, BS). Straks de havde lagt til land begyndte de omgående at bygge husene.

Dengang Egede ankom i syd syntes han ikke, at der var så mange mennesker i området. Men da skibene lagde til, fortælles det, blev han for alvor klar over, hvor mange der var. De strømmede til i mængder, og man hørte ikke andet end snak om enten tobak eller nåle, for de var vilde efter små jernstykker. Det var næsten heller ikke til at sove med alle de tilrejsende mennesker, sagde man, så kolonibestyreren bad dem holde trommedans ved elvens bred. Nåda, hvor blev de henrykte, og de holdt trommedans ved elven . Nu var det jo sådan, at når folk samledes i store mængder, handlede de med alle mulige småting, lampevæger, tørrede småulke, for dog ikke at komme helt tomhændede hjem. Når kolonibestyreren så havde købt ganske ligegyldige sager, smed han dem ud, når sælgeren var gået. På det sted så Egede også en kajakmand komme, der var så gammel at han ikke kunne holde sig på ret køl. Han havde en ung kajakmand med som ledsager, der understøttede ham med sin åre, når han var ved at kæntre. Alligevel havde han en lille tørret mavesæk som last, sagde man (en slags redningsboble? Chr. B. En pooq-amulet mod kæntring? BS), og han kom fordi han aldrig havde set en dansker før.

Når skibene dengang skulle ud fra land, bad de en person (kendtmand) sejle med. Det blev så Oqaqqu, den forældreløse, Qaqqats plejesøn, der denne gang sejlede med. Egede så ham tage bort som kendtmand, væk fra sine egne, trist og grædende dér i agterstavnen. Tilmed sagde han: "hvor trist at Qaqqat ikke forbød mig at rejse over vandet / stakkels Qaqqat bad mig (ellers) ikke rejse over vandet (krydse havet)."

Da han var sejlet og det var efterår, var nogle kajakker kommet på besøg, og deres shaman sagde, at Oqaqqu var blevet dræbt af nogle soldater. Vinteren gik og sommeren kom, og endelig kom skibene, og der var minsandten Oqaqqu i fin jakke, flot blød hat, og han var blevet døbt. Han havde fået navn efter kongen, Christian og var vist blevet rig. Snart efter at han var kommet i land søgte han en der kunne vaske hans tøj. En af handelsmedhjælperne var sat til at vaske noget, og da Oqaqqu bad ham hente noget sæbe (qaqorsaat - hvidtemiddel), kom han med et stort stykke skrivekridt / tavlekridt. Da Oqaqqu sagde, at det var jo kridt, sagde han: "jamen, hvad er så sæbe for noget?"

Oqaqqu gik øjeblikkeligt i gang med at få sig en ny umiak, som han efter sigende ville betale rundhåndet.

Mens Egede var dernede i syd, fangede Sakkak en pukkelhval som var blevet harpuneret mange gange (af andre et andet sted? med en masse harpuner i? BS), og vinteren før han rejste nordpå havde Egede en grov karl som bofælle, der havde mange fortællinger. Om denne fortaltes det, at han een gang havde følt sig ordentlig mæt. Det var i blåbærsæsonen, hvor han var ude efter bær og da han nåede ud for sit bærsted og gik op, var det så blåt som aldrig før. Han gik derop, men fordi det var så besværligt at bukke sig helt ned og plukke og spise, og stedet var så skønt, lagde han sig ned, plukkede løs og guflede i sig. Og hver gang der ikke var flere, rullede han bare en omgang ned. Han var faktisk nået et godt stykke nedad, da han begyndte at mærke sin mave og tænkte: "måske har jeg endelig en gang forspist mig." Han kiggede lige på sin skygge og blev klar over, at hans fødder pegede nedad, hvorefter han rullede bagover og tog fat på at plukke og spise igen. Da hans mave endnu længere nede begyndte at gøre ondt og han atter ville se sin skygge, stødte han imod den (?? fordi han var nået helt ned ad bakken ? BS) og da havde han utroligvis fået nok! Mens han langsomt gik ned og kom til sin kajak, måtte han både skide og kaste op. Han kom til hægterne, men så tog han (dog) hjem.

I den tidlige vinter, hvor Egede havde fanget to spættede sæler, spiste den grove karl til han revnede. For så snart Egede havde sat maden frem, kom den grove med sin lille kiste og satte sig på den ved siden af Egede, og mens skindet kogte færdigt, åd han uafbrudt. Ud på aftenen revnede han (??) og blev syg. Langt om længe kom han sig.

Da vejret blev mildere, rejste Egede nordpå. Sent på efteråret nåede de Paamiut og overvintrede foreløbig dér, men da vejret blev mildere, tog de videre nordpå og kom til Kangaamiut. Mens de overvintrede i Kangaamiut, døde Egedes datter af længsel efter sin bedstefar / faster (?). Og så snart det blev mildere, tog Egede bare nordpå og blev et år i Ilulissat. Da den tredje vinter begyndte, og en slæde ankom nordfra, så Egede et ægtepar klædt fra top til tå i rensdyrskind. De kom kun for at få krudt og bly. Tobaksrygning kendte han ikke. Fordi hans hunde var så fortræffelige, ville bestyreren faktisk gerne udveksle dem for sine hunde plus en halv 'form' / stang (?) bly og en stor dåsefuld krudt. Men da gæsten ville til at tage imod det udbrød han: "Milde himmel, jeg elsker dem jo så højt!" og opgav handelen. Så det endte med at han rejste uden at have fået noget.

Og man siger, at snart efter så Egede Uteriitsoq komme, ham der hed Uteriitsoq, en enorm mand, meget sort, en værre ædedolk. Han fortalte anekdoter fra sin tur langs kysten nordpå, helt op til det frosne Polarhav / Ishavet. Undervejs dertil havde han mødt en gruppe mennesker der gik med åbenstående hætte (?), og det var med vilje, sagde de, fordi månen så på dem (og så ville blive bange, Chr. B.). De slog lejr og overnattede hos disse mange folk, og da de vågnede op om morgenen, var der en af de to ækle mænd, der gik ind og ud (det lyder underligt, BS) og gav ham et ordentlig skub med hånden bagfra (Chr. Berthelsen har: Da de overnattede hos disse mennesker, skete det, at en af dem der gik først ud om morgenen, blev overlistet og skubbet bagfra af en af de fastboende). Han var lige ved at gøre gengæld med et skub med hånden, da det viste sig, at det var deres skik når de så nogen for første gang. Han rejste fra disse folk videre mod nord til den faste is og fulgte iskanten og måtte slå lejr på den bare is. Og netop da var der mange hvidhvaler / narhvaler, så da de skulle slå lejr, fangede han en hval og så brugte de dens mattak som 'gulvtæppe' (ifølge Chr. B. AB's forslag er uforståeligt). Da de tog derfra lod de alt kødet ligge. Ved Ishavet, fortalte han, havde de lagt til ved en ø. Der var kun et enkelt hus med stødtænder (i stedet for træstøtter? BS) af hvalros og narhval og masser af fangstredskaber af narhvaltænder uden for huset. Inde i huset kunne han se hvad folk havde spist, et hoved, men ikke fra hvilket dyr, og der var ingen mennesker at se. Derfra vendte han tilbage sydpå.

Og Egede selv tog tilbage sydpå, da vejret bedredes, fordi han begyndte ikke kunne få Kangaamiut ud af hovedet. Men man siger, at skønt der i nord var masser af fangstdyr, var det nok på grund af den megen is, at han tog tilbage til Kangaamiut.

Mens Egede var i Qaqortoq fik han set en angakkoq / angakok / shaman / åndemaner, da de der overvintrede i nabolaget inviterede ham, og han gik derhen sammen med en anden. Tidligt om aftenen mens de endnu var på besøg, var det man sagde: Vores åndemaner herude vil bede om / skaffe en mand fangstdyr i aften (dvs. holde en seance)!" Snart efter råbte de højt uden for husene: "Man skal komme og lytte!" Da de kom hen til Egede, lod han sig ikke bevæge (til at gå med). Da de (værterne) havde været længe borte, sagde Egede til sin ledsager: "Der er vist ikke det den åndemaner ikke ved (han har meget at fortælle). Måske vi skulle gå hen og prøve at blive bemærket udefra." Da de gik ud, og da ingen bemærkede dem, sagde Egede: "Lad os hente en fangstsblære fra under umiakken / konebåden og lægge den i indgangen fra husgangen. Så opdager de os måske." De tog en, bar den op og lagde den i indgangen. De lyttede lidt til dem, men da de intet forstod, gik de tilbage og ventede på deres værter. Omsider, først hen på natten kom de. Nå, og de sagde: "Da det sluttede, og en af dem gik ud, kom han til at træde på den dér fangstblære. Da han bøjede sig efter den, og den viste sig at tilhøre den, der skulle skaffes fangstdyr til, sagde de andre, at han var vel nok heldig (Ifølge Chr. B. og Arnaq Grove. Jeg har fravalgt AB's tolkning, nemlig at det er angakokkens blære). Næste dag tog de hjem og senere hørte de, at den der skulle skaffes sæler til intet havde fanget den ganske vinter.

Egede rejste altså nordfra sydpå, dvs. han blev nu fastboende i Kangaamiut. Det var så da han kom til Kangaamiut at han fik en ny datter, Klara hed hun. Og senere fik en han en søn, der fik navnet Abraham. De kom altså til at opleve Habakuks vranglære. Abraham oplevede det godt nok, men forstod ikke et pluk af det. Dengang de begyndte, kom kajakpostmanden og fortalte, at folk var blevet dybt troende, for nu kunne de gense alle deres døde. De brast alle i voldsom gråd, og engang mens Klara var barn og ikke kunne græde som habakukkerne, gik hun ud i gangen sammen med en anden og sagde: "Måske kommer vi til at græde, hvis vi knalder hovederne sammen." Det gjorde de så, men græde kunne de ikke. Når kajakmændene kom hjem tog de straks afsted for at blive troende. Egede fulgte dem snart ind i fjorden (Kangerlussuatsiaq / Evighedsfjorden), men han blev skeptisk / kritiserede dem og brød sig ikke om deres skikke. Så han tog bare tilbage, han tog til Kangaamiut.

Habakuk lod så sige, at Egedes familie var onde, fordi de ikke ville troe, og at de nu kun havde brystet oven vande i den store elv (?? var de ved at gå til bunds i overført betydning? BS). Deres kvindelige hjælpere var ellers begyndt at tro, men Egede søgte at modvirke det ved at læse op for dem af den tykke bog.

Abraham var for lille til at kunne huske overflytningen af danskerne fra Kangaamiut til Maniitsoq. Dvs. da han blev bevidst (om sig selv) / stor nok til at kunne huske, stod en del af husets / kolonibygningens skorsten der endnu, og da han for alvor blev bevidst ankom to kajakmænd der fortalte, at man i Maniitsoq havde fanget to hvaler og inviterede Egede til at komme. Han kom på besøg med umiak men vendte hurtigt tilbage.

Egede havde en fortælling om danskerne, da de stadig var i Kangaamiut, at kajakpostmændene roede fra Kangaamiut til Nuuk/ for at købe knive (Rinks notat)/ engang var drevet til havs (AB).

Fra det tidspunkt han var blev sig helt bevidst hørte Abraham, at hans morbror plejede at komme på besøg fra Nuuk / at hans morbror (angni) fra Nuuk plejede at invitere på besøg. Så da de var på besøg tog de til Nuuk (ikke ret klart, BS. Chr. B. mener at det er Abrahams far der blir inviteret til Nuuk), så han vist adskillige gamle mænd, som skam var Egedes fætre på besøg. Så da de tog af sted, fulgte Egede dem ind i Nuuks fjord og blev der om foråret for at samle fedtsten. Det var første gang han havde set folk arbejde i fedtsten. Nogle lavede lamper, andre gryder til at hænge over lampen (muligvis stavefejl i håndskrift: qullissiut i stedet for qulissiut (gryde)). Hver gang en ting var færdig, fik de en lille mand til at se på / syne den. Efter det ophold tog de ud ad fjorden til Qooqu / Qooqqut (?). Dér tog en umiak afsted for at få fat i en qivittoq / fjeldgænger, der havde taget en kær gammel ugift kone med. De havde skam allerede bygget et hus, men et par fangere, der var ude efter spættede sæler havde fundet det. I Qooqqut ventede de bare til de kom med dem (fjeldgængerne), og da de havde set dem tog de nordpå til Kangaamiut. Da vejret efter overvintringen dér blev mildere, tog de til Amerloq efter fedtsten. Efter Amerloq tog de tilbage til fjorden bag Itilleq og slog lejr hos dem, der havde tilbragt foråret der, nemlig familierne Egede og Larsisuaq. Mens de lagde til land var der en der sagde: "Abraham! Ham glemmer man ikke! Han fortæller altid løgnehistorier!" Abraham troede det var ham de mente, men det var altså en navnefælle. Denne lod vente på sig, men endelig om aftenen dukkede han op, med ganske langsomme åretag. De var netop ved at begynde på en gang trommedans, da han altså lige pludselig kom. Og da han havde fanget både en stor remmesæl og en fuldvoksen spættet sæl, ville de først lige sikre sig fangstparter, selv om de (også) ville danse. Da remmesælsfangeren havde spist kom han ellers ud, tilsølet i blod, for han kom ud til trommedans i kjole og hvidt / skødejakke / blodig skjorte (mange gæt hos AB's hjælpere. Rinks note: kjole med skød). Det var de andre der sagde, at han løj.

Egede som de havde hørt om / ville komme, var nu endelig kommet på besøg. Nå, om vinteren fortalte han historier, om hvordan han var blevet udsat for hekseri: "Villads ville jo ellers have forhekset mig. Jeg havde det rigtig ubehageligt. Hver gang jeg prøvede at sove, hvad var det? nogen prøvede at røre ved mig. Da han så virkelig rørte ved mig, fik jeg det bedre. Men det siges, at før Egede var i bedring, tog de sydpå, og derefter har jeg ikke hørt mere om, at han rejste. Men (jeg har hørt) at han snart efter ikke kom sig, at Egede døde. Og lille Abraham var ikke engang begyndt at lære kajakroning.

Men jeg har også hørt Lisette fortælle: Bestyrerens afløser kom, han hed Jens, var grønlandsk gift, og en af hans folk hed Pele. Om denne sagde man, at han ikke kunne få orgasme og var slem til at stjæle. En dag mens Lisette og andre endnu var børn var de ude at gå med Pele. Pele gik lidt væk fra pigerne og trak sin penis frem, som han så viste pigerne, og nøj, hvor den skinnede! Da de så nærmere efter, havde han jo givet den fingerringe på fra bund til top! Et par af de unge piger spurgte: Hvor har du dem fra?" Pele sagde: "De er en gave fra bestyreren." Pigerne tog sig ikke noget særligt af det. Mens de spadserede videre gav Pele sig også til at spise brød med tykt smør på, og de spurgte: "Og hvor har du så det fra?" "Nåeh, det er en gave fra bestyreren." Da børnene kom hjem og fortalte om det, fik man mistanke og begyndte at lede, for også bestyreren var begyndt at savne ting og sager. En fandt et par brødforme i vindfanget, en anden et par halværmer proppet med smør under en umiak, og da en søgte i nærheden fandt han brød! Altså hans tyvekoster fra butikken alle til hobe. Da de forstod det, tævede de ham først og sendte ham så til Timerliit. Nå ja, da de slog ham, havde han skidt tyndt i bukserne, sagde man.

Da de store huse (kolonibygningerne) blev flyttet til Maniitsoq, og da så i Maniitsoq det store hus' loft brændte, blev bestyreren helt sodet til / sat fra bestillingen (ifølge Chr. B.). Jeg hørte Lars Berthelsen fortælle om det. Han var barn dengang og legede ved huset, mens handelsassistenten / handelsbetjenten og danskerne og tjenestedrengen var inde i butikken, da så drengen tændte ild med et fyrtøj, og gnisterne sat ild til det. Lars fortalte det sådan, at mens de legede, eksploderede det, så børnene faldt om og blev indhyllet i tyk røg. Store stykker træ landede ved siden af dem, og folk så vildt forskrækkede ud / råbene gjaldede i den vilde forvirring (Chr. B.). Da børnene kom til hægterne, kom de på benene og flygtede. Den stakkels tjenestedreng blev dræbt. Men handelsassistenten var efter sigende ok. Så dengang bestyreren ville forlænge den kirke de var ved at bygge, måtte de have skorstenen renset for sod / blev han sat fra bestillingen (Chr. B. - Ingen af forslagene giver umiddelbart mening, BS). Langt senere, da Abrahan var begyndt at fange fik han at vide, at en ældre assistent var kommet til landet og at det skulle være ham der havde antændt ilden. Han skulle være handelsbestyrer, og man sagde, at han var meget omhyggelig med sit arbejde, for han var aldrig kommet over den forskrækkelse han havde fået (fra "Langt senere ... og hertil: mest Chr. B., fordi ABs oversættelse ikke giver mening).

Da Abraham var i sine bedste år som fanger, var der ingen rensdyr. De tog gerne ind i fjorden, og de bedste jægere fik fem rener. Efterhånden lod dog flere og flere rensdyr sig se. En sommer de sejlede ind i fjorden var der så godt med rener, at efteråret var begyndt, da de tog ud af fjorden.

Så blev folk syge og mange døde. Tidligt i foråret hvor kajakposten skulle komme fra Amerloq, kom der ingen, og da der kom postmand fra Maniitsoq, hørte de at alle amerloq'erne var døde.

Derefter var det så, at renbestanden voksede, men da var Appamiut affolket, fordi de var flyttet til Amerloq. Og der var også tilflyttere til Amerloq sydfra og fra Napasoq. Det var så på den tid Abraham overvintrede i Amerloq for at deltage i hvalfangsten. Her døjede de om vinteren efter sigende igen med sult, fordi de kun fangede en enkelt hvalros og ingen grønlandssæler. Så snart det blev mildere, tog Napasok-folkene hjem, og det samme gjorde Abraham til Kangaamiut, hvor han blev.

Det vil sige han tog på renjagt, for nu var der ved at være mange rensdyr.

På det tidspunkt da Abraham fik egen konebåd, kom der ingen skibe til Grønland med varer. Dengang var han om foråret i Napasoq, og skønt han vidste, at der ingen varer var at købe, ville han alligevel med umiak / konebåd prøve at sælge noget spæk. Selv havde Abraham endnu en smule krudt, men da der jo ingen varer var til salg, købte han en vandbeholder til opblødning af kartofler (??) kokossaussangovak (??) af assistenten, men af bødkeren et lille stykke bly / tin. Han smeltede det og fik tre kugler ud af det. Det var hvad han købte, og da der ikke var mere at gøre / få dér, rejste han videre til Nuuk. Undervejs til Nuuk brugte han sine støbte kugler og nedlagde tre fuldvoksne rensdyr. Da han kom til Nuuk gav han køllerne til herrnhuterne i Noorliit og da han (til gengæld) fik et lille stykke bly smeltede han det og fik fem kugler ud af det. Og da præsten bad ham tage ind efter elletræ (rød el / evt. pil) rejste han med umiak ind efter det. Undervejs til Ameralik, hvor de kunne samle elletræ, tog Abraham på renjagt i flere dage og fik fem rensdyr. Da de var færdige med at samle elletræ var båden stopfuld. Da han kom tilbage, betalte præsten dem med tobak, så meget som en halv pegefingers længde til hver af roerskerne, men til Abraham en hel pegefingers længde. Hvor var det skønt!

Da han havde fået disse ting og ville nordpå igen, måtte de overvintre i Napasoq, fordi de ikke kunne komme videre pga. pakisen. Men om foråret hørte de, at der var kommet skonnerter til Maniitsoq, det sagde kajakposten. Og så tog de derop. Også inspektøren fra Nuuk og Nordgrønlands inspektør. De tog alle til Maniitsoq. Abraham købte ammunition og tobak og tog videre til Kangaamiut. Men senere, uvist hvor meget senere, da der kom skib til Amerloq, rejste alle Kangaamiuts kajakmænd til handselsstationen i Amerloq, og denne gang havde de købt / kunnet købe masser af ammunition og tobak. Så snart de var hjemme igen roede de ind i fjorden, og som sædvanlig når de tog derind fik de straks rener. Kun fuldvoksne bukke, for der var ingen små at se. Da de kom ud af fjorden igen tog de på overvintring i Amerloq.

Efter vinteren, da sommeren kom, tilbragte han sommeren sammen med folk fra Nordgrønland. Dem fik han til at fortælle historier.

Man sagde om den midterste af mange søskende, at han var helt til grin, fordi han påstod at han var læge. Han havde lært af de engelske læger (fra hvalfangerskibene), sagde han, om et apparat til åreladning. De var ikke vrede på ham. Da engang en begynder i kajak kæntrede lidt og kom på land, gik 'lægen' straks igang med at årelade ham, selv om han ikke fejlede det mindste. Ligeså da Judithe, en af dem fra Amerloq, blev syg, skulle han jo straks tage hendes puls, og da han slap hendes arm sagde han: "Du er ilde faren, du skal dø, din puls er ligesom mærkelig." Men hun døde nu først som meget gammel. Og efter hun var kommet sig, ville denne nar af en 'læge' have hende og tage hende med magt (men forgæves, BS). De (hendes?) mange søskende var store bjørnejægere, og den ældste fik engang tre bjørne (en hunbjørn med to unger, CB) på een gang.

Da de kom ud af fjorden (tilbage fra sommerpladsen, CB) roede Abraham nordpå med post. Da de forlod Sisimiut i retning mod Aasiaat traf de på folk, først en, så to umiakker / konebåde og ved mundingen af Amusivik to huse, Qoqqulissuuts og Unnussaqs huse. Man siger det var alle de mennesker han mødte / kun mennesker mødte han (?). Men da han nåede Aasiaat om natten, slog roerne lejr, og da de fandt det for mørkt til at trække den nyligt betrukne umiak op (på stativ? CB), og den bare blev liggende på land om natten, åd hundene betrækket, og også stenene, der holdt deres sovested (telt) på plads, havde de spredt og var nu i gang med at æde (teltskindet) med.

Så snart skibene kom i havn, tog de/han tilbage igen (til Sisimiut).

Han overvintrede i Uummannaarsuk, hvor nogle udøbte sydlændinge bosatte sig.

Et medlem af Nammijas familie, som var blind undrede ham meget, for han var meget god til at skære i ben og træ. Alle fangerne var håndværkere (AB) (Han lavede redskaber til alle fangerne, CB). Når han skar årer, kunne han lave dem lige ved blot at føle på dem. Også handelsassistenten fik ham til at bygge sig en båd, med køl, og til sin glædelige overraskelse fik han den også ud at sejle.

Det var hvad min far fortalte, men jeg husker ikke rigtig rækkefølgen, for det var ene og alene Hans Egede selv, der fortalte om de ting han havde set, da jeg begyndte at blive stor.

På vej ind i fjorden slog vi lejr i 'Kaitessovarsuk' (?), hvor der var to telte. I det ene telt boede Noas fra Qeqertarsuatsiaq og i det andet Assakaks. Om Noa fortælles det at han ofte fik fangst. I den korte tid vi var der, fik han to store, fuldvoksne rensdyr. Da han havde serveret sit rensdyr, og man begyndte at spise, og der så dukkede en stor sortside op lige ud for lejren, tog han straks ud og harpunerede den. Men den anden, Assakak - han var døbt Lars, men folk kaldte ham altid Assakak - var jeg inde hos sammen med hans børn. Og der hos Assakaks var der hans store kniv, en meget stor kniv, skinnende blank. Da Assakak og hans kone var gået ud, spurgte jeg børnene, hvor han havde fået den fra. Det var én der vist var fundet, svarede de. Jeg spurgte så, hvorfor den var så skinnende blank. Fordi Lars hele tiden sleb den, svarede de. Men hans anden kniv af hajtænder skulle jeg lige til at bruge som redekam, da Lars pludselig uventet kom ind og sagde: "Den slags gør ondt, for den har skrabe(nde tænder), og i gamle dage da en laksefisker med en sådan kniv blev fanget og siddende ført bort af en stor indlandsdværg (inoruseq), gav han sig af skræk til at save i dens hånd, og snart kastede den væmmelige fyr ham fra sig.

Men denne Assakak hørte jo ikke til de ivrigste jægere. Engang på renjagt og selv om der var masser af rener, klumrede han rigtig i det. Han lavede sig et skydeskjul og gav sig bare til at vente. Han skød ikke, selv om renerne var store / mange (?). Da de andre havde ventet og ventet på, at han skulle skyde, gik de så hen til ham og så, at han var i færd med stille og roligt at rense sin bøsse og bøsselås og at han, uden at kunne se området uden for skærmen, satte delene på plads. Da de så kom hjem, lod hans slægtninge ham forstå, at han hellere måtte lade sin søn bruge bøssen. Omsider sagde så Assakak noget: "Så travlt man har med den bøsse. I morgen tager jeg ud til kysten." Næste morgen tog Assakak så af sted på flere dages renjagt. Længe var han væk og kom faktisk hjem med en renbuk. Man siger, at da fedtet på suppen i gryden var stivnet næste morgen, og han ville ud og tisse for at komme tidligt af sted, havde han fedtet med i hånden og søbede det i sig mens han tissede.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 156 - 157.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Menighedens straffe.

   Markus Eliasen: Dengang det efter sigende ikke var almindeligt, at der fødtes børn udenfor ægteskab, fik min faster Inequnarneq (Den Sødeste), der var Pangoqs datter, et barn udenfor ægteskab. Med et tørklæde på hovedet og håret flettet prøvede hun på at få dem til at tro på sin forklaring. Og når bopladsens mænd tog på fangst, begyndte hun nu at få deres kvinder til at flette håret.

   Da hun så blev kendt som forkynder af vranglære *), og da alle i Tasiusaq var begyndt at tro på hendes lære, kom præsten i Upernavik (T.Mørch) og hentede hende. Dengang i gamle dage brugtes disse straffe: Man klippede deres hår og hejsede dem op i en mast og pryg-lede dem.

   Men senere rettede hun sig igen. Og efter at hun fik sig en mand, levede hun i fred i mange år.

*) Udfra noget, som jeg tilfældigt har hørt fra andre, skyldes den slemme straf hun fik, ikke kun, at hun ikke ville gå med hårtop. Men da hun fødte udenfor ægteskab, begyndte hun at tro, at det var et resultat af, at den Hellige Ånd havde været over hende og gjort hende gravid, så hun nu var blevet mor til Frelseren. Peter Freuchen har i sin bog "Solfjæld" bearbejdet historien til en fortælling.

Hist.: Historisk beretning. Falder ind under begrebet, profetbevægelser. Se Kleivan, Inge 1986 i Arctic Anthropology vol. 23 og 1999: Inuit Kultur og Samfund, red. Jørgen Lorentzen et al., Systime.

Redaktør: Lynge, Kristoffer

Det har ikke været muligt at identificere håndskriftet. Abraham fra Kangeq var en af Rinks fortællere. Rink fik kun een version, Hintriks / Hindriks, mens Rasmussen fik flere en generation eller to senere.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Kaannassuaq var en betydningsfuld mand, som havde fået flere svogre i Angisoq i den vestlige del af Kitsissut, og han tog ud på mange fangstture i kajak sammen med sine mange svogre. De levede og havde det godt og var glade og manglede ikke noget særligt. Det var dengang, da der ikke manglede noget i Kangeqs fangstområde.

Dengang havde der allerede længe været danskere i området. Engang blev det en meget dårlig vinter med ringe fangst, og alligevel blev de ved med at ro i kajak. Og så vendte vejret, så der blev meget mere nordenvind og meget mere is og frost.

Isen lagde sig overalt ved Kitsissut og frøs fast, så de ikke længere kunne tage nogen steder hen. De holdt op med at tage på fangst i kajak og endte med at måtte spise af deres vinterforråd; og efter at have gjort det et stykke tid, begyndte det at tynde ud i forrådet. Og selv om de hentede mindre og mindre derfra, var der en dag ikke mere at hente. Da der nu ikke var mere forråd, var der ingen steder at henvende sig, og hver dag blæste der enten en nordenvind eller en vestenvind.

Til sidst var nogle så afkræftede, at de ikke længere stod op. Og endelig blev alle sammen liggende. Kun deres svoger blev ved med at gå ud for at holde øje med vejret og havet.

Sådan blev det ved, og en morgen gik han ud og blev længe væk. Og så kom han ind og havde taget sin store kajakhelpels med ind, og da var det ved at være op ad dagen. Da han havde gjort sig klar, gik han ud. Og det havde blæst det meste af dagen, og det eneste han hørte var denne susen. Manden havde ikke andre steder at tage hen end ud østpå og syd om Attorsuit langs iskanten. Han tog af sted mod nord og roede direkte mod bagsiden af Ikkarluk. Han ville hen til fangstområdet der, som han dog ikke kunne se for snetykningen. Men da han nåede derhen, var der til hans overraskelse en stor flok måger. Da han var kommet derhen, stoppede han for at se sig godt om, og så overraskede han en hel flok unge grønlandssæler og en enkelt spraglet. Han satte sig til at vente på dem, og da ingen af dem lagde mærke til ham, ventede han, til de var kommet så tæt på, at han ikke kunne undgå at ramme, og så var han da også så heldig at få ram på en prægtig en med harpunen. Hurtigt dræbte han den og gjorde den klar til bugsering. Og da han var så optaget af den, nøjedes han med denne ene sæl og søgte læ. Da han kom tilbage til det sted, hvor han havde sat kajakken i vandet, trak han kajakken og fangsten op og gik mod vest. Og langt om længe nåede han da frem i nærheden af Angisoq.

Efter at han var taget af sted allerede om morgenen, var hans svogre blevet liggende uden at nogen af dem var stået op. Ud på eftermiddagen kunne de pludselig høre, at det rumsterede i indgangen. De kunne høre, hvordan han var på vej ind men fyldte så meget, at han ikke rigtigt kunne komme til. Og så lå de der og stirrede mod indgangen. Så fik de øje på hans bagdel, der dukkede op. Og mens de stirrede på den, løftede den sig, og han selv kom op og trak noget efter sig, og det viste sig, til deres overraskelse, at være en flot, ung grønlandssæl. Så snart han havde fået den trukket ind, kom de alle sammen ud på gulvet, og man hørte ikke andet end: "Hurtigt, skær den hurtigt op!"

Hans kone fik travlt og fik den skåret op, og hvem skulle mon have en bid først; og endelig havde de alle sammen fået et tilstrækkelig stort stykke og en bid lever til. Da kødet var kogt, spiste de knap nok noget af det, fordi de allerede havde forspist sig i spæk. Og om aftenen havde de endelig spist så meget, at de følte sig helt oppustede.

Næste morgen var det kun lige blevet lyst, da han igen tog af sted; og stadig blæste der en strid nordenvind. Igen ventede han at få øje på alle mågerne og nåede straks efter hen til området bag Ikkarluk, hvor han fik øje på dem. Her stoppede han op, og igen dukkede sælerne op, eeq, hvor var der dog mange unge grønlandssæler. Og snart fik han igen ram på en med sin harpun. Da han havde dræbt den, ville han gerne fange endnu en sæl, så han havde to, og han drejede og lagde sig op mod vinden og holdt øje med stedet, hvor han fangede den sidste sæl, og snart efter fik han ram på endnu en med sin harpun. Og så lod han de andre sæler være og regnede med, at de nok ville være der senere.

Nu havde hans mange svogre fundet ud af, hvordan han var, og som de nok havde ventet det, kom han denne gang med hele to. Og denne gang hujede de ad ham, fordi de ikke længere var forsigtige.

Og hver dag fangede han to sæler, og hans mange svogre begyndte så småt at stå op, efter at deres svoger havde reddet dem. Endelig begyndte de at leve som før, men de var stadig ikke begyndt at ro ud i kajak, for nordenvinden blæste stadig som før, og der var ingen bevægelse i isen.

En dag lå han som sædvanlig på lur efter et bytte og havde lige netop fanget den første sæl, da han pludselig kunne se noget blive mørkt i snefoget. Han ville undersøge, hvad det var, for han ventede ikke, at der kom nogen kajak, men så fik han øje på en kajak, der kom hen imod ham. Og han prøvede på at se, om han dog ikke kunne genkende manden, og det viste sig at være Kittoraq / Qitoraq, der var den ældste mand i Illorpaat og den dygtigste af en søskendeflok. Hvor var han dog bleg, og helt afmagret var han også, og han kunne ikke få øjnene fra den andens fangst, der var på slæb. Og så udbrød han: "Ii, det lader til, at der findes dyr med rigeligt spæk i dette vejr. Vi længes sådan efter spæk, for vi har ikke kunnet komme nogen steder på grund af isen. Ja, nu forsøgte jeg mig lidt med sælfangst ved at ro ad Itiversuaq. Og mine bopladsfæller er deroppe og er helt holdt op med at tage ud i kajak."

Da han simpelthen ikke kunne få øjnene fra Kaannassuaqs fangst, sagde denne: "Bliv nu lidt og få et stykke at tygge på. Jeg har lige skræmt en flok måger hen i læ. En hel flok unge grønlandssæler dukker snart op. Få dig nu først noget at spise, så dækker vi dem bagefter."

Så skar han et ikke ubetydeligt stykke fra forsiden af sin fangst. Og da han havde givet det til den anden, spiste han så hurtigt, så man skulle tro, han spiste sne. Da han havde spist godt og meget, sagde han til ham: "Kom så, nu må du hen at holde øje med dem."

Sammen roede de op mod vinden og prøvede at få øje på dyrene, og minsandten om ikke de var ved at nå hen til den store flok måger. Efter at de havde ligget i vindsiden et stykke tid, begyndte sælerne at dukke op. Og han sagde til Kittoraq / Qitoraq: "Kom nu, kast din harpun mod dem!" Han nærmede sig en smule mere og kastede så sin harpun, og snart efter havde han dræbt den. Da han havde bundet den godt fast, tog han sin fangstblære og begyndte at rulle sin harpunrem sammen. Men han var kun nået halvvejs med det, da han blev ramt af en brådsø, og han havde lige nået at gøre sig klar, da bølgerne slog ind over ham. Væk var han, og pludselig hoppede hans fangstblære op, inden man fik øje på den tilhørende kajak, og øjeblikket efter kom hans kajak da også til syne i god behold. Så roede han mod vinden op til sin fangstblære og fik fat i den, og igen gav han sig til at rulle harpunremmen sammen. Han var lige begyndt på det, da han igen blev ramt af en sø, og igen forsvandt kajakken helt. Den store fangstblære kom igen hoppende ud på læsiden. Da han havde vendt sig op mod vinden, roede han hen til Kaannassuaq og sagde til ham: "Kan du ikke gøre sælen klar til bugsering for mig, jeg kan ikke klare det, fordi jeg er så afkræftet, at jeg kun kan klare at se på den." Kaannassuaq svarede ham: "Kom bare med dine bugserredskaber."

Så overgav han tingene til ham, fordi han endnu var for svag til at klare arbejdet. Da han havde gjort sælen klar til bugsering, sagde han til ham: "Tag du også en ordentlig bid!" Da han blev ved med at nøde ham, skar han sig et stort stykke fra sælens forside. Og da han havde spist færdigt, bandt han endelig sælen forsvarligt fast, så der ikke skulle kunne ske noget, og så begav den stakkels mand sig af sted. Og langsomt forsvandt han ud af syne langt derude mod øst.

Efter at han var roet væk, lagde Kaannassuaq sig igen op mod vinden, og straks efter havde han igen harpuneret en sæl, og så valgte han at vende hjemad. Da han var kommet hjem, fortalte han sine svogre om det, der var sket.

På den måde fik han sine svogre til hægterne igen. Og derefter lagde nordenvinden sig. Det fortælles, at han begyndte at ro i kajak sammen med Kittoraq og jagede sammen med ham.

Et stykke tid efter blev det smukt vejr. Dagene blev længere, og kulden var ikke længere så streng, og der kom en masse lomvier. Alle fra Kangermiut og fra Illorpaat og fra Angisoq tog på lomviejagt bag Ikkarluk. Da lomvierne blev hurtigere til at flyve op og flygte, samlede de sig i større flokke, når der blev vindstille, og på den måde blev det lettere at skyde dem.

En dag da de var taget ud på lomviejagt, samlede lomvierne sig igen i store flokke. Da de havde skudt alle dem, de kunne få ram på og skulle til at lægge fuglene op på kajakkerne, havde nogle kajakmænd lagt kajakkerne ved siden af hinanden for at støtte hinanden og undgå at kæntre. Kaannassuaq var i færd med at lægge fugle op på kajakken og holdt en lille pause, da han opdagede, at en anden kajakmand nåede hen til ham og støttede sin åre mod hans kajak, og han opdagede, at det var Kittoraq. Da de var færdige med at lægge fugle op, og Kittoraq havde gjort sig fri fra sin støtte, følte han efter noget og trak nogle bugserredskaber op, der var lavet af stødtænder, og et stykke isbjørneskind at sidde på i kajakken, og disse ting lagde han på kajakdækket foran Kaannassuaqs kajakring og sagde: "Da jeg havde fanget sælen, som jeg så inderligt gerne ville have, og ikke magtede at gøre den klar til bugsering, ordnede du det for mig, og derfor skal du have disse ting som tak for hjælpen."

Kaannassuaq havde i forvejen sådanne ting og manglede dem ikke, så han undslog sig, men forgæves. Da den anden blev ved med at presse ham til at tage tingene, endte han med at tage imod dem. Og på den måde kom de endda godt igennem den frygtelige vinter.

Man kan stadig se Kaannassuaqs hus i Angisoq. Det ligger højt oppe. Og det er lige så langt som en harpunrem og har to udgange (husgange), og der er vist nok fem vinduer.

Var.: Kaannassuaq.

Hist.: En historisk fortælling fra slutningen af 1700-tallet (ifølge Hendriks version, fortalt 1867, var Kaan. Hendriks mors farfar og Qitoraq / Kittoraq hans mormors farfar.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 126 - 127.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Da min bedstefar Minalaaq boede i Saveerneq med sine tre børn Siina og Inger og sønnen Aabalaanguaq (Lille Abraham), som den mandlige forsørger, fik de sjældent kød at spise. Og det tænkte han på, da han en dag var ude at fiske. Så fik han helt ondt af dem og fik sin hjælpeånd til at hente sin bedstefar Ussuk, som han så nedlagde som bytte. Og først senere, da han ikke havde langt igen og skulle dø, fortalte han, at han havde fået ondt af sine børn og havde forvandlet sin bedstefar til en remmesæl og ladet dem spise den. Min bedstemor, der således havde spist noget fortryllet, plejede at sige, at hun fejlede noget indeni (at hun havde et dårligt indre). Og det siges, at fordi Minalaaq havde dræbt et menneske, blev han sindssyg, inden han døde.

Hist.: Otto Abrahamsen, f. 1897.

Historisk fortælling fra 1800-tallet:

Minalaaq blev født 1827, og hans far hed Ikkiitsoq, og hans mor hed Kigasi. Ikkiitsoqs far hed Ussuernersuaq. Minalaaq døde, da han var 61 år gammel. Og ud for hans navn på fortegnelsen over mennesker, står der, at han døde af hjernebetændelse.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Trykt med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1859 - 1863, IV: Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, s. 72 - 86, nr. 9: Attarsoattamik Ataarsuatsiamik / Om Attaarsuatsiaq (Attarsoattak).

Den danske oversættelse (med mindre afvigelser) er også trykt i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 97.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 98, ss. 446: Atarsuatsiak.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Ataarsuatsiaaq / Aataarsuatsiaq.

Blandt de mennesker, der boede i den nordligste del af landet, i Kangersuatsiaq, herskede der i gamle dage fjendskab. Især Aataarsuatsiaq og hans fire brødre var kendte som drabsmænd. Når de så en enlig kajakmand fra deres bygd, dræbte de ham. Dette vidste deres bopladsfæller ikke, for når en fanger udeblev, troede de altid, at pågældende var omkommet under fangsten. De vidste ikke, at Aataarsuatsiaq og hans brødre havde dræbt dem. Det skete, at bopladsfællerne forhørte sig hos Aataarsuatsiaq og hans brødre, om de havde set noget til den savnede fanger. Så lod de ham, der var kommet for at forhøre sig, vente, til kødet var kogt. Når kødet var kogt, bød de ham at spise med, idet de sagde: "Det er en sæl fra den nærmeste omegn!" (ímap qatdliup puisâ'. Jeg ved ikke, hvad 'qatdleq' betyder. Jeg ved ikke, om det har noget med 'qanittoq' (den ligger nær) at gøre. Det er et gæt - Chr. B.). Det viste sig, at det var en sæl, der var fanget af den, de havde dræbt.

Engang, før de vidste noget om disse drab, var en af bopladsfællerne ude

på fangst og var på vej hjem med en sortside på slæb. Forude så han en

kajakmand, der roede ind mod land. Han forsvandt bag et næs ved Kangersuatsiaq.

Han blev lidt urolig. På den anden side af næsset var der en stor klippehule,

som var så dyb, at det var mørkt inde i den. Fangeren kiggede derind. Han mente,

han kunne skimte noget hvidt, som lignede det, man plejede at have uden om den

forreste ende af kajakken. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at der var en

kajak derinde. Kajakmanden med en sæl på slæb roede bort fra klippehulen, fordi

han var urolig. Efter at han var kommet et godt stykke fra klippehulen, kiggede

han sig tilbage og så, at en kajakmand fulgte efter ham. Fangeren med sælen på

slæb gav sig til at ro hurtigt. Han opdagede, at den anden kajakmand halede ind

på ham. Han begyndte at ro endnu hurtigere, og nu fik han et forspring, selvom

han havde en sæl på slæb. Da forfølgeren blev klar over, at han ikke kunne

indhente ham, standsede han og drejede kajakken på tværs. Fangeren der blev

forfulgt, standsede ligeledes, han råbte til den anden: "Kom bare herhen."

Forfølgeren nøjedes med at vende hovedet imod ham og roede bort. På den måde fik

de kendskab til, at Aataarsuatsiaq måtte være drabsmand, uden at de dog

forvissede sig helt derom.

Engang var en af bopladsfællerne på besøg hos Aataarsuatsiaqs. Han kom med

hentydning om, at disse havde dræbt en af hans ældre familiemedlemmer ('sujulimi ilât - ordret: én af forfædrene til ham (selv), men det kan det vel næppe være? Men det er altså usikkert). Denne gæst kom til at bo hos dem og blev

gift med deres eneste søster. Han kom altså ind i familien, fordi kvinden

elskede ham. Han selv lod, som om han elskede dem. Han ville have bekræftet, at

de var drabsmænd. Så blev det efterår, og da hvidhvalssæsonen kom, begyndte hans

svogre, at komme hjem med hvidhvaler, men svigersønnen fangede ikke hvidhvaler.

Husherren, Aataarsuatsiaq, byggede kajakker til de andre i huset. Når han

overgav den nybyggede kajak til sin egen familie, skete det uden bemærkninger.

Men i forbindelse med overgivelsen af den nybyggede kajak til svigersønnen sagde

han: "En, der aldrig har fanget en hvidhval - én, som aldrig har dræbt et

menneske." Svigersønnen blev efterhånden vred på de andre i huset. Men det var

svært for ham at få lejlighed til at dræbe nogen af dem, fordi han endnu ikke

havde truffet nogen af dem alene. En dag, da Aataarsuatsiaq skubbede

svigersønnen (i kajak) ud i vandet, sagde han, som han plejede: "En som aldrig

fangede hvidhval - én som aldrig har dræbt et menneske!" Endelig traf han på

denne tur en af svogrene, der var alene. Han drev ham lidt længere væk og

harpunerede ham. Efter drabet flygtede han hjem til sin boplads uden at vende

tilbage til konens familie. Igennem ham fik man bekræftet, at Aataarsuatsiaq og

hans brødre var drabsmænd. Denne mand havde også opdaget, at drabsmændene havde

tatoveringer på panden, hvoraf der kunne aflæses, hvor mange drab hver enkelt

havde begået. På Aataarsuatsiaqs pande var der en hel række tatoveringsmærker.

Da de andre i bygden blev klar over dette, blev de fjender med

Aataarsuatsiaq og hans brødre. Mændene på bopladsen, Sioraq og andre, ventede

kun på en passende lejlighed til at dræbe dem. Hvis de traf en af dem, var de

besluttet på at dræbe ham. En gang, da de befandt sig i nærheden af deres

boplads, mødte de endelig en af dem. De omringede ham for at dræbe ham. Til at

begynde med var han svær at få ram på, da han hele tiden forsøgte at ro væk fra

dem. Men efterhånden fik de ham til at blive på stedet og sagde til ham: "Vi er

glade for at se dig igen, du skal ikke være urolig." ('taima isumalioqinak' - du

må ikke tænke sådan - Chr. B.). Da de begyndte at tale sådan til ham, holdt ham op

med at skæve så meget til dem. Nu drejede han blot hovedet langsomt skiftevis til

den ene og den anden side. Idet han drejede hovedet til den ene side, løftede Sioraq sin harpun for at kaste den imod ham. Denne nåede lige at opdage det og lod kroppen falde bagover, idet han gjorde dette, kastede Sioraq harpunen og ramte ham i rygraden ved halsen og knækkede det sted på harpunen, hvor man plejede at sætte

tommelfingeren, når man skulle kaste den (her noget uklart - Chr. B.). Han døde med det samme. Derpå tog de til Aataarsuatsiaqs boplads for at aflægge ham besøg.

Hos Aataarsuaqsiaqs blev man bekymret, da lillebroderen, ved gæsternes ankomst,

endnu ikke var vendt tilbage fra fangst, og da det var ved at blive aften.

Gæsterne sagde: "Aataarsuatsiaq er holdt op med at medbringe núkaminit

mâlagssaminik/ eller: mâtagssaminik (det kan jeg ikke få mening ud af - Chr. B.).

Det sagde de, selvom de havde dræbt lillebroderen. Det blev nat og lillebroderen

var stadig ikke kommet hjem. Man gav sig til at græde over ham. Den ene af

gæsterne græd med, men den anden, Sioraq, lod kun, som om han græd. Han så sig om

mellem fingrene og kiggede efter noget, han kunne bruge som våben. Ude i gangen

så han en temmelig lang narhvalstand (eller hvalrostand), og han ville i givet

fald bruge den som våben. Da de holdt op med at græde, bad de Sioraqs ledsager

om at mane ånder og finde ud af, hvad der var sket med lillebroderen. Da lamperne

slukkedes, gav denne sig til at mane ånder. Det viste sig, at han med vilje

undgik sin vej ('arqúnigôq uniorniariardlugo' - den rute, ad hvilken de kom?

Ch. B.). Han blev længe væk, så lod han, som om han gik ind i huset igen. Man

hørte ham sige: "Der er ikke længere nogen grund til at være bekymret for ham.

'Niviukípoq, (jeg kender ikke ordet - Chr. B.), han er kommet til Innersuit

('Ildfolket' - væsener fra den grønlandske folketro)." Nu ville en af

værtsfolkene afløse ham. Han begyndte at mane ånder. Under seancen lod han, som

om han forlod huset. Der gik lang tid, så lod han, som om han kom tilbage, og han

sagde: "Der er ikke længere nogen grund til at bekymre sig. 'Niviukípoq' (jeg

ved ikke, hvad det betyder)." Det viste sig, at han havde fulgt den samme vej som

den første, der manede ånder, og derfor ikke havde set den dræbte. Efter at

gæsterne var rejst, manede de endnu engang ånder og fandt ud af, at deres gæster

havde dræbt ham.

Efter denne hændelse byggede Aataarsuatsiaq, der havde fjender, et hus på

en af øerne vest for Upernavik, i området, hvor man drev sælfangst på isen. Hans

hensigt var at dræbe dem, der var på sælfangst. Da sæsonen for sælfangst fra is

var inde om efteråret, tog folk ud til området, hvor Aataarsuatsiaq boede. En af

dem, der var med, var den forældreløse Ikersaq, som drev sælfangst fra is allerede som barn. Han plejede at sove hos Aataarsuatsiaqs. En morgen, på det

tidspunkt han ventedes, sagde Aatarsuatsiaq: "Når Ikersaq kommer, vil jeg dræbe

ham!" Det sagde han, mens kvinderne hørte på det. En dag kom Ikersaq til stedet.

En af kvinderne gik ud til ham og sagde: "Når Aataarsuatsiaq kommer hjem, vil han

dræbe dig. Det er på de tider, han plejer at komme hjem. Løb af sted, du skal

ikke kvæles!"('ipísángilatit' - ipivoq, drukner, kvæles - eller: miste vejr?

Chr. B.). Ikersaq løb af sted med sin istuk i hånden. Han kiggede bagud engang

imellem. Han nærmede sig land uden at være blevet dræbt. Han nåede frem til

sin boplads. Kvinderne turde ikke fortie noget for Aataarustsiaq. Da han kom

hjem, og da han skulle til at tage sit overtøj af, sagde de til ham: "Ikeraq er lige taget af sted herfra." Så tog Aataarsuatsiaq sit overtøj på igen og gav sig til at forfølge Ikersaq for at dræbe ham. Han så imidlertid ikke noget til Ikersaq, og da han syntes, at han var ved at være for tæt på fastlandet, vendte han om.

Ikersaq voksede op og trænede til at blive en stærk mand med henblik på at

hævne sig på Aataarsuatsiaq, og han fik sig en kone. Efter at han var blevet

en stærk mand, ville han en dag tage til den boplads, hvor Aataarsuatsiaqs

elskerinde boede, for der at træffe Aataarsuatsiaq, når han kom for at ligge hos

elskerinden. De, der holdt med Ikersaq (her står egentlig: 'asassaisa', de, der

elsker Ikersaq), fulgte efter i konebåd. Det var om sommeren, og de kom til at bo

på bopladsen, hvor Aataarusatsiaqs elskerinde boede. Aataarsuatsiaq, som ikke

anede noget om disse ting, ville tage af sted for at besøge elskerinden. Han

ville have en ung mand med fra bopladsen. Den unge mand strittede imidlertid

imod at følges med Aataarsuatsiaq, som så skældte ham ud. En onkel til denne

unge mand opfordrede denne til at følges med Aataarsuatsiaq, idet han selv ville

følge efter i al hemmelighed. (meningen: uden at blive set af Aataarsuatsiaq).

Da de tog af sted dagen efter, fulgte onkelen dem, og han sørgede for, at ingen

af dem så ham, for han var sikker på, at Aataarsuatsiaq havde til hensigt at

dræbe den unge mand. De nærmede sig bopladsen, hvor de skulle hen, og onkelen var

ikke blevet set, fordi han roede langs kysten. Så hørte han Aatarsuatsiaq sige

(til sin ledsager): "Lad os gå i land og få noget at drikke." De gik i land

samtidigt. Da Aataarsuatsiaq var i færd med at komme op af kajakken tog han en

kniv, som han havde i kajakken og stak den ind mellem yder- og inderkamikken. De

gik op til en lille sø. De stillede sig overfor hinanden, ansigt mod ansigt og

drak vand. De rejste sig hurtigt op igen. Så sagde Aataarsuatsiaq: "Lad os

besørge vor nødtørft." De stillede sig over for hinanden og trak bukserne ned.

De havde lige sat sig på hug, så rejste Aataarsuatsiaq sig. Det gjorde også den

unge mand, der ledsagde ham. Alt dette iagttog onkelen, der sad i sin kajak og

holdt hånden på klippen (underforstået: parat til at gå i land). Da onklen

nåede til et lille næs, så Aataarsuatsiaq ham og sagde: "Der har vi en

kajakmand." Han sagde så til den unge mand: "Lad os gå ned." Da de kom ned til

deres kajakker sagde Aataarsuatsiaq: "Lad os bytte kajakker." Og de byttede

kajakker. Aataarsuatsiaq kom nu ned i den unge mands kajak, og onkelen til den

unge mand placerede sig straks på den rigtige side af Aataarsuatsiaq med den

hensigt at harpunere ham. Men han kunne ikke komme til det, da Aataarsuatsiaq jo

var i nevøens kajak. (Det fremgår ikke klart hvorfor onkelen ikke kunne harpunere

Aataarsuatsiaq, når han var i nevøens kajak. Det antyder næsten, at onkelen

ikke vidste, at de byttede kajakker - Chr. B. (Måske pga. kajakamuletterne? BS).

Det endte så med, at Aataarsuatsiaq nåede frem til den boplads, hvortil han var

taget hen, for at ligge hos sin elskerinde.

Da Aataarsuatsiaq kom til bopladsen, samlede Ikersaq udelukkende mænd

sammen i sit telt. Andre besøgte gæsten Aataarsuatsiaq. Fra Ikersaqs telt holdt

man gennem huller i skindteltet øje med, om Aataarsuatsiaq ville finde på at

tage af sted midt om natten. Efter at Aataarsuatsiaq var gået i seng, gik de

ned til konebåden og brækkede Aataarsuatsiaqs kajakredskaber i stykker og gemte

alle spidse ting, der var i konebåden, bort. Og i Aataarsuatsiaqs kajak lavede de

to store runde huller lige der, hvor han plejede at sidde. Så gik de tilbage til

Ikersaqs telt, og derfra holdt de øje med Aatarsuatsiaqs telt. Da solen var ved

at komme højere op på himlen, kom Aataarsuatsiaq ud af teltet med sin pels på,

klar til at tage af sted. Samtidig kom Ikersaq ud og lod, som om han var meget

søvnig. De nåede konebåden samtidig. Aataarsuatsiaq lod som om han ikke lagde

mærke til sine redskaber, der var brækket i stykker. Og i det han rejste

kajakken op, kiggede han ind i kajakken og så de store huller. Han sagde: "Haa,

jeg har glemt min halvpels." Nu gik han i retning af sit telt. Så snart

Aataarsuatsiaq vendte ryggen til, ordnede ('natsilugssaminit ârqeriardlune -

måske: rettede på sin pels - Chr. B.) Ikersaq sin sælskindspels og greb ham bagfra

uden om armene, så disse satte sig fast i hans ribben. Idet Ikersaq greb ham,

sagde Aataarsuatsiaq: "Lad os nu se. Lad os nu se." I dette øjeblik strømmede der

mange mænd ud af Ikersaqs telt og løb i retning af Aataarsuatsiaq. Da mændene

var ved at komme hen til dem, drejede Ikersaq Aataarsuatsiaq sådan, at hans

ansigt vendte imod mændene, mens Aatarsuatsiaq sagde: "Lad os nu se! Lad os nu

se!" ('atago' svært at oversætte. Det kan måske i denne forbindelse betyde: Vent

nu lidt, eller: Hold nu op). En af mændene trådte frem med en kniv i hånden.

Lige før han kom helt hen til dem, skubbede Ikersaq Aataarsuatsiaq bagfra imod

manden, og manden stak Aataarsuatsiaq i hjerteregionen. Aataarsuatsiaq sank i

knæ. Nogle ville dræbe ham med det samme, men andre ville ikke have at han

skulle dræbes, idet de sagde: "Spørg ham først ud om alle de mennesker han har

dræbt." Når han svarede bekræftende på et spørgsmål, skar mændene ham med kniv i

kinderne og sagde: "Skær I blot i ham, gør det ondt?" (Aqûmiînararaoq,

taimaitdlune aqûmisârtoq ('aqûmivoq' kan jeg ikke få mening ud af. Det kunne

tænkes, at det har med aquippoq, sætter sig på hug, at gøre?? Chr. B.). Hans

elskerinde kom ud af teltet med en kniv og en ulu i hånden. Dem ville hun give

sin elsker, så han kunne bruge dem som våben. Da folk så hende, råbte de:

"Qarnît, qarnît." (svært at finde ud af - Chr. B.). Du vil nok finde på at hævne

dig 'iserartartumik' ('iserartarpoq'- svømmer med hovedet over vandskorpen (om

en fugl). Mon der skulle have stået: isertortunik, hemmeligt? Chr. B.). Hun standsede og sagde: "Hvis vi var andre, ville ham dernede dræbe ham

('avdlâgútagoq' avdla, en anden. avdlauvoq, er anderledes, er en anden. Men

mærkelig forbindelse - Chr. B.). Lad dette blot ske (taimaitdliuna' - eller: Lad

det blot være sådan? Chr. B.)." Så dræbte de Aataarsuatsiaq. De hævnede sig på ham, fordi han var en stor drabsmand 'sujugdliuvdlune' ('sujugdliuvdlune' - som den første. Måske betyder det: at han dræbte uden grund? Chr. B.). Da de havde dræbt ham, parterede de ham led for led. Slut.

Var.: Var.: Ataarsuatsiaq / Aataarsuatsiaq

Sideløbende dansk oversættelse.

Oprindelig håndskrift Rink NKS 2488, II, nr. 280 eksisterer

ikke længere. Rink NKS 2488, II, nr. 151 er en afskrift heraf.

Fyldigt dansk resumé i Rink 1866-71, I, nr. 69: 206 - 207.

På engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 54(4), ss. 320 - 321: Encounter of Kaladlit ....

Resumé:

I Sydgrønland bekriger nordboerne og grønlænderne hinanden en

vinter, da der ligger is på indsøerne og langs strandkanten: En grønlænder

kommer hjem med to hvidhvaler og to unge unge piger, der om aftenen

går efter vand og ser spejlbilledet af røde ansigter i vandet, kommer

skrigende tilbage. Manden river i vrede sin harpunrem over, går ud,

ser nordoerne komme, og hans kone, der netop har født, giver sig til

at fremsige trylleformularer (serratit). De der flygter gennem husgangen blir

dræbt. Manden springer med sin kone og andre ud gennem vinduet. Han

går tilbage efter sin mor, der imidlertid er dræbt. De flygtende

gemmer sig, men manden ser sit snit til at se nordboerne trække hans

døde mor i en rem om hårtoppen over isen. I vrede befaler han de to

piger at løbe ud over isen, og at springe i havet, hvis nordboerne

skulle indhente dem. De løber grædende ud på isen, forfølges af

nordboerne, og da manden har sikret sig, at alle nordboerne er ude på

isen, sætter han efter dem med en lanse i hver hånd. Nordboerne kan

ikke holde balancen på den glatte is. Manden får dræbt dem alle,

inden pigerne har nået iskanten. På tilbagevejen stikker han alle de

dræbte i maven som hævn over sin dræbte mor.

Denne begivenhed skulle efter sigende være årsagen til, at europæerne

derefter anskaffede sig skøjter.

Var.: Qavdlunaitsanik. De hvide mænd, der blev dræbt på den glatte is. Qallunaatsiaat (Thule).

Hist.: Om nordbofortællingers pålidelighed se Kleivan 1982. Og Thisted 2001: on Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.

Rink har i sin ret tekstnære oversættelse (1859-63, IV) udeladt slutningen om

skøjterne, men taget fortællerens indledning med: Denne, der var

kateket i Niaqornaq, har læst nordbofortællingerne der blev trykt sydpå og iøvrigt hørt om nordboerne i sin barndom nær Uummannaq. Som voksen er han blevet klar over, at fjendtlighederne skyldtes grønlændernes indbyrdes fjendskaber, der bundede uvidenhed om kristendom og næstekærlighed. Skønt nordboerne gjorde deres bedste, kunne de ikke tale grønlænderne til fornuft.

med sideløbende dansk oversættelse, der også let revideret er trykt i

Rink 1866-71, I, nr. 98.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 281 eksisterer ikke længere.

Afskrift: Rink NKS 2488, II, 4', nr. 152.

Resumé:

Ud for Saqqaq handlede man med hvalfangerne, før

koloniseringen, og nogle købte bøsser og ammunition til fuglefangst,

mens andre, der endnu ikke kendte til brug af bøsser, holdt sig til

deres buer og pile, som de foretrak både til ren- og sæljagt:

En dag ankrer en hvalfanger op, men han vil intet sælge til de lokale. De ror

skuffede tilbage og bliver uventet klar over, at besætningen vil

angribe dem. En enkelt mand iført sin lille tarmskindsanorak går ned

på stranden, trækker de fremmedes båd ind ved dens jernring, og

stiller sig med ryggen til fjenderne, hvis bøsseskud alle kun rammer

tøjet, men ikke huden, skønt de skyder på tætteste hold. En anden

grønlænder, der holder sig bag ham, får et strejfskud i panden. Da

ammunitionen er brugt op, dræber de tililende lokale hele besætningen

undtagen een med deres buer og pile. Til sidst også den eneste

overlevende. Derefter skal to konebåde være flygtet op til

Qeqertarsuaq og ind i den store fjord, hvis munding siden har været

spærret af kalvis, fordi de flygtende, der aldrig kom ud igen,

spyttede rentalg i fjorden. En enkelt gang da det lykkedes at komme

derind med en slæde, så man hundespor men ingen mennesker. Men man

mener stadig, at der bor efterkommere af de flygtende derinde.

Hist.: Lokaliteten ligger i det område, som de hollandske hvalfangere

årligt frekventerede. Stedsangivelsen er nær Uummannaq, og isefjorden

er ifølge Rink Uummanaaq fjorden (1866-71, I: 365). En ø ved navn

Qeqertarsuaq ligger ud for mundingen, men hvilket sted, der menes med

Saqqaq, lader sig ikke nærmere bestemme vh. kortet idag. Med mindre lokaliteterne ligger længere sydpå i Ilulissats område?

Det er ikke plausibelt, at grønlænderne brugte bue og pil til

sælfangst, før de fik bøsser. Men det påstås ret ofte i sagnene om

forfædrene, at de først sent fik de kendte fangstredskaber: harpuner

og fangstblærer. I denne fortælling tjener påstanden imidlertid det

formål, at grønlænderne på afstand kan dræbe hvalfangerne uden at

komme i den slags nærkamp, som harpun og lanse ville have krævet.

Forestillingen om mennesker, der har overlevet i skjul dybt inde i

store fjorde, nærer mange grønlændere den dag i dag.