Introduktion
Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.
Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.
Download søgemanual som pdf her.
Søgning:
Anínguaq angumerâra
Dokument id: | 901 |
Registreringsår: | 1952 |
Publikationsår: | 1967 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Svendsen, Elêna |
Nedskriver: | Lynge, Hans |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Anínguaq angumerâra |
Publikationstitel: | Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 67 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik |
Note: | |
Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 74.
Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.
Oversættelse ved Signe Åsblom:
Elena / Elîna / Eliinna Svendsen (f.1887): Jeg nåede at møde Aninnguaq. Han var holdt op med at tage på fangst mange år forinden, og han var helt hvid. En sælskindsanorak og skindbukser var den eneste beklædning han havde, og selv om sommeren nægtede han at tage det af, uanset hvor varmt der var. Jeg tror han var meget gammel. Arnaqut, kvinden, der blev ramt af isstykket, var Ludvigs (Luutiviks) kone. Da hun kom til live igen, så hun noget: En stor port med en stor indskrift ovenfor. Hun sagde: Jeg var nær kommet et eller andet vidunderligt sted hen. Og det var Aninnguaq og hans mor Ineqinnavaaq, der reddede mig. Arnaqut levede uden skavanker i mange år, men da hun døde, og i det øjeblik hun holdt op med at trække vejret, blev hendes hoved væskende (gik i stykker).
Hist.: Fortælling om historisk begivenhed i sidste del af 1800-tallet. Ineqinnavaat, en kendt kvindelig åndemaner af blandet ry, er der en del fortællinger om. Søg på Ineqinnavaat.
Var.: Søg på Arnaqut |
Den fattige bedstemor
Dokument id: | 843 |
Registreringsår: | 1952 |
Publikationsår: | 1955 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Eliinna |
Nedskriver: | Lynge, Hans |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Den fattige bedstemor |
Publikationstitel: | Inegpait |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 90(2) |
Omfang: | side 46 + 48 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik |
Note: | |
Efter kirkebøgerne og Eliinna's, Martêraq's og Qupalorârsewk's oplysninger. Med sideløbende tekst på nordvestgrønlandsk: s. 47 + 49: ânaq pîtsoq. Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 109 - 111. Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 118 - 120.
Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.
Resumé: Man kan undre sig over, at Ineqinnavaat forblev fattig til det sidste, for alle hendes børn blev udmærket gift (alle ægtfæller nævnes) og kunne have sørget for hende. Hans Lynge mener, at man - især fordi man nu var døbt - frygtede hendes kunster som åndemaner og ilisiitsoq / heksekunstner. Men hun havde glæde af børnebørnene. Engang i fjeldet fortalte hun dem at tre sten ude i søen var kajakker i færd med at harpunere en hvalros. Børnene grinede, det var bare sten. Hun strøg dem så over øjnene, og nu kunne de se det hun så. Især var hun meget for den ældste datters børn: Íngili, Signe og Alersaq. Sammen med dem fandt hun engang midt ude i fjeldet, da Inngili havde klaget over sult, et stort frisk duftende stykke rugbrød, som de delte. Iingili, der som lille altid sov hos sin bedstemor, kunne fortælle at hun sommetider fik rysteanfald og blev helt borte. Engang skulle hun under et sådant anfald være set så langt mod syd som i Kingitteq (man har åbenbart ment hun evnede åndeflugt, BS).
Hist. In. var en kvindelig åndemaner / angakkoq i 1800-tallets Upernavik-distrikt. Der går mange fortællinger om hende: Søg på Ineqinnavaat. |
Den fattige mor
Dokument id: | 842 |
Registreringsår: | 1952 |
Publikationsår: | 1955 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Eliinna |
Nedskriver: | Lynge, Hans |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Den fattige mor |
Publikationstitel: | Inegpait |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 90(2) |
Omfang: | side 44 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik |
Note: | |
Med sideløbende tekst på nordvestgrønlandsk: s. 45: anânaq pîtsoq. Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 109. Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 118.
Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.
Resumé: Efter mandens død i 1841 flyttede Ineqinnavaat med sine børn til Upernavik, gik til dåbsundervisning, imponerede alle med sin evne til at lære udenad, hvorefter hun selv og de fem børn blev døbt. Selv fik hun navnet Johanne Benigne. (børnenes navne står også nævnt) In. bliver ikke rigere med årene, hendes anseelse vokser heller ikke, måske fordi hun er kvindelig åndemaner / angakkoq, og hun synes at have være genstand for en del beskyldninger for hekseri. En dag lykkes det hende, øjensynligt ud af den blå luft, at skaffe sin yngste søn et stykke brød med smør, som han har plaget længe om at få. Hvordan kan ingen forklare.
Hist. In. var en kvindelig åndemaner / angakkoq i 1800-tallets Upernavik-distrikt. Der går mange fortællinger om hende: Søg på Ineqinnavaat. |
En skinsyg hjælpeånd
Dokument id: | 841 |
Registreringsår: | 1952 |
Publikationsår: | 1955 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Eliinna |
Nedskriver: | Lynge, Hans |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | En skinsyg hjælpeånd |
Publikationstitel: | Inegpait |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 90(2) |
Omfang: | side 42 + 44 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik |
Note: | |
Med sideløbende tekst på nordvestgrønlandsk: s. 43 + 45: Tôrnaq sangiagtewq. Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 108. Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 117 - 118.
Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.
Resumé: I 1841, da Ineqinnavaats og Uumaakasiks yngste af fem børn er blevet 4-5 år gammel, får In. lyst til at færdiguddanne sig til stor åndemaner / angakkoq. Hun har afbrudt forløbet pga. af de mange børnefødsler. Hun skal ligge med sin europæiske hjælpeånd i en klippehule i fem døgn. Hendes mand modsætter sig med den undskyldning, at fem døgn er for længe, når hun endnu har et brystbarn (der altså er 4-5 år gl.) Kort efter får Uumaakasik under en renjagt et løsrevet klippestykke i hovedet og dør. Det var den europæiske hjælpeånds hævn, mente man. Familien, der i forvejen var ringe stillet med Uumaakasik som en mådelig forsørger, bliver nu vitterlig fattig.
Hist. In. var en kvindelig åndemaner / angakkoq i 1800-tallets Upernavik-distrikt. Der går mange fortællinger om hende: Søg på Ineqinnavaat.
Se også en anden tolkning af begivenheden: Lynge 1955, s. 84. |
Hendes alderdom
Dokument id: | 846 |
Registreringsår: | 1952 |
Publikationsår: | 1955 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Eliinna |
Nedskriver: | Lynge, Hans |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Hendes alderdom |
Publikationstitel: | Inegpait |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 90(2) |
Omfang: | side 50 + 52 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik |
Note: | |
Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 51 + 53: Utorqángornera. Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 112 - 113. Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 121 - 122.
Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.
Resumé: Kun to af Ineqinnavaats børn overlevede hende da hun døde ca. 1880, 76 år gammel. Hun var da affældig, var begyndt at gå i barndom og ganske forfærdelig fattig. Da hun et forår brød det rådne tag ned på sit hus og skulle skaffe sig nyt træ til at reparere det med, gik hun til fjelds og fik af sin europæiske hjælpeånd en granstamme, som hun med stort besvær slæbte hjemad. Men hun faldt, tabte den, og da hun ville ta den igen, var den forvandlet til et langt vissent marehalm. Som gammel samlede hun muslingeskaller og fandt sig ikke i at nogen af resterne fra hendes mad, knogler og den slags, blev smidt væk. Hun var altid god mod de børn, der besøgte hende, og hvis kolde fødder hun varmede på sit maveskind.
Kommentar: Fortællingen om åndemaneren, der af en hjælpeånd får en stor ønsket genstand, ofte en teltstang el. lign., der i den almindelige, synlige verden så viser sig meget skuffende blot at være en vissen plantedel, er almindelig udbredt. Den hæftes uden besvær på en åndemaner, mytisk eller historisk. Se fx Kaakaaq.
Hist. In. var en kvindelig åndemaner / angakkoq i 1800-tallets Upernavik-distrikt. Der går mange fortællinger om hende: Søg på Ineqinnavaat. |
Ineqínawait. Hendes kald
Dokument id: | 836 |
Registreringsår: | 1952 |
Publikationsår: | 1955 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Eliinna |
Nedskriver: | Lynge, Hans |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Ineqínawait. Hendes kald |
Publikationstitel: | Inegpait |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 90(2) |
Omfang: | side 36 + 38 + 40 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik |
Note: | |
Genfortalt af Hans Lynge. Med sideløbende tekst på nordvestgrønlandsk: s. 37 + 39 + 41: Angákúngornera. Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 105 - 106. Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 114 - 115. Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.
Resumé: Ineqinavaat, Den lille søde, var et øgenavn. Hun var ingen skønhed med en udpræget opstoppernæse og hun blev drillet voldsomt af andre børn. Som faderløs ville hun gerne vide, hvem faderen var, men for moderen var navnet endnu tabu. En dag får In. så en åbenbaring på et sted hun ellers kender ud og ind. Hun ser pludselig et hus med en stor affaldsdynge af ben og skaller uden for. Hun overvejer om hun skal gå ind. Det er ånder, der inviterer hende til at blive åndemaner / angakkoq, ved hun. Men hun kan også lade være, og det sker der ikke noget ved. Hun går dog ind. Der er to kvinder med hårtop og to mænd med skæg (europæere) plus en lille, nøgen dreng, som blir lykkelig over at In. gerne vil lege med ham. Han er opkaldt efter en ven, de engang kendte, og som de spørger In. om: Kujangewdlik / Kujangillik. Da In. senere spørger sin mor om hvem denne Kujangillik egentlig var, brister moderen i gråd: Det var In.s far. På et langt senere tidspunkt, da hun var døbt, har In. sammen med en veninde på en kampesten indhugget et stort billede af de ånder, som hendes far havde haft som venner. Hans Lynge tegnede billedet af.
Hist.: En af mange fortællinger om den store kvindelige åndemaner, Ineqinnavaat i Upernavik-distriktet, der blev født omkr. 1800 og døde som 76-årig.
Tolkning: Der var tabu mod at nævne den dødes navn, indtil han/hun var blevet opkaldt. Opkaldelsen viser sig så at være sket ifølge In. vision, hvor hendes fars navnefælle selvfølgelig er ellevild med hende. In. arver således ikke blot sin fars ånde-venner, men får også sig selv rehabiliteret med den fader, som de pågældende ånder har sat så meget pris på, at de har opkaldt et barn efter ham. Tilmed er barnets biologiske far åbenbart en europæisk. Selv får In. senere en europæer som hjælpeånd. |
Minalâq / Minalaaq
Dokument id: | 920 |
Registreringsår: | 1952 |
Publikationsår: | 1967 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Svendsen, Eliinna, Abrahamsen, Otto, Abrahamsen, Jens |
Nedskriver: | Lynge, Hans |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Minalâq / Minalaaq |
Publikationstitel: | Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 116 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik |
Note: | |
Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 125. Øvrige fortællere, søg på: Otto Abrahamsen; Jens Adamsen; Poul Hansen, Nukaaraq
Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.
Oversættelse ved Signe Åsblom:
Minalaaq.
Eliina Svendsen. Det fortælles, at Ussuks barnebarn Minalaaq først fik sig en kone, da han var blevet en gammel ungkarl. Hver gang de sagde til ham, at han burde få sig en kone, plejede han at svare: Kan kvinder dykke ned? Han tvivlede nemlig slet ikke på svaret. Han fik Ineqinnavaaqs datter Najannguaq til kone. Eftersom Minalaaq ikke havde nogen hunde, kom han, da han boede i Aappilattoq, på besøg til Upernavik med sin kone ved at have hende på slæden og skubbe den foran sig.
Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallet. Minalaaq blev født 1827, og hans far hed Ikkiitsoq, og hans mor hed Kigasi. Ikkiitsoqs far hed Ussuernersuaq. Minalaaq døde, da han var 61 år gammel. Og udfor hans navn på fortegnelsen over mennesker, står der, at han døde af hjernebetændelse.
Kommentar: Uklart hvad der menes med spørgsmålet om kvinder kan dykke ned. Måske drejer det sig om, hvorvidt kvindelige angakkut / kvindelig angakkoq / åndemaner kan rejse til Havkvinden. |
pawkerisewt
Dokument id: | 6 |
Registreringsår: | 1952 |
Publikationsår: | 1955 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Eliinna (Eliîna) |
Nedskriver: | Lynge, Hans |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | pawkerisewt |
Publikationstitel: | Inegpait |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 90(2) |
Omfang: | side 132 - 133 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik |
Note: | |
Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.
Fortælling der knytter sig til underholdende udfoldelser.
Resumé: Alle familier i en vid omkreds samlede halefjer (papit) af deres nedlagte fugle og mødtes en gang om året for at tælle, hvem der havde flest. Mest morskab opstod til slut, når det gjaldt om at finde de fjer, som kvinderne havde syet fast indvendigt på deres klæder. Det indebar megen latter, afklædninger og intime berøringer. Eliinna tilføjer, at da hun med familie bosatte sig i Aappilattoq i 1885 var kælderen under udstedsbestyrerboligen helt oversået med fjer. De unge blev forskrækkede, fordi de var så nært associerede til svundne tiders folk, der længst var døde.
Hist. Åbenbart en yndet erotisk leg, der velsagtens endte med konebytning i førkristen tid. |
Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@. gmail.com