Trykt i en kortere version (redigeret eller skrevet ved anden lejlighed af Jaakuaraq ?) i Atuagagdliutit 1935 - 36, nr. 6, ss. 42 - 43: Qungúsutaríssat.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Om den store åndemaner Imaneq.

Blandt de temmelig mange mennesker, der boede i Pituffik / Pisuffik syd for

Atammik, var der i gamle dage en åndemaner / angakkoq / angakok ved navn Imaneq.

Han, som var et lille menneske, kunne altid klare sig i stormvejr. Og

han var sine bofæller til stor hjælp i strenge vintre. Da han aldrig

manglede noget, sørgede han godt for dem, der intet havde, og han

optrådte ydmygt over for sine bopladsfæller. Hans faste fangstområde

lå langt uden for kysten. De andre åndemanere kunne ikke klare sig i

konkurrence med ham.

Engang han var kommet hjem fra fangst, kom en af hans bopladsfæller

ind og sagde: "Jeg skulle spørge fra dem, der skal lave en grav, om du

ikke kunne hjælpe dem?" Imaneq svarede: "Sig til dem, at jeg kommer

når jeg er klar." Så snart manden var gået, gjorde han sig hurtigt

klar og gik derop. I løbet af eftermiddagen lavede de en grav til en

af bopladsfællerne, der var død, og begravede ham/hende, hvorefter de

gik ned.

Da de vågnede næste morgen, var det pragtfuldt vejr uden den mindste

sky på himlen. Imaneq gjorde sig klar og roede som altid langt ud

forbi sine bopladsfæller, der var på fangst; og han lagde sig på lur

efter sæler i det yderste fangstområde.

Det var første gang, han måtte ligge så længe uden at harpunere en sæl,

fordi der ingen var i nærheden. Så opdagede han, noget der lignede en

strømhvirvel lige foran den forreste kajakspids. Mens han lå der og

kiggede på den, fordi han fandt den ejendommelig, dukkede der noget op;

og han genkendte straks, at det var hans avinngaq (egtl. en lemming), en

stor havmand. Han havde sådan en alvorlig mine på, at det så ud, som

om hans kinder var holdt nede, tøjret fast til noget.

Straks tog havmanden fat i kajakspidsen og sagde: "Du, som er

åndemaner - hvorfor er du roet så langt med kamikker, der ryger? Du

kommer til at ro stik imod strømmen i det store hav." Imaneq kom i

tanke om, at han var taget afsted i de kamikker han havde på, da de

lavede graven dagen før; han havde glemt at skifte. Efter dette

ubrud stak havmanden den ene hånd ned og trak noget op, der lignede en

stor vinge; det var en meget stor kniv.

I det samme gav han sig til at flække kajakken fra den yderste ende af

kajakspidsen og Imaneq selv, der sad i den, lige midt igennem. Imaneq

besvimede i det øjeblik hans hjerte blev flækket.

Da han langt om længe kom til sig selv, hørte han (nipe

masaerpalârssuaq) (? sang). Han mente, at lyden kom både forfra og

bagfra, så han kiggede fremefter og så, at hans bedstemor gik syngende

foran ham. Han kiggede bagud og så, at hans bedstefar fulgte efter

ham, syngende smukt, og at han førte ham ind imod land

(másartuvánguarlune; syngende?). Der var ikke noget land at se; han

befandt sig i det store hav. Langt om længe kom der mere og mere land

til syne. Imaneq kom hjem, lige før det blev morgen; de andre i huset

var på det tidspunkt ved at være bekymret for ham (egentlig: savne

ham). Da han kom hjem, lagde de andre mærke til, at han var blevet

mindre; for han havde været temmelig stor.

Efter at være blevet delt i flere stykker af havmanden, var han blevet

meget mindre. Når han sad på lampebriksen kunne hans fødder ikke nå

gulvet. Alligevel blev han aldrig hjemme fra fangst, lige meget hvor

meget det blæste; og han nøjedes ikke med at fange en enkelt sæl.

Derfor kendt alle omkringboende åndemaneren i Pisuffik af omtale - en

betydnigsfuld person, som aldrig kom tomhændet hjem fra fangst.

Da de engang var på vej sydover og slog lejr på Kangeq, undrede de,

der kendte ham fra før, sig over, at han var blevet så lille. De havde

ikke troet rygtet om, at havmanden havde delt ham i flere

stykker. Først da de så ham, troede de det. De var blevet inviteret

til Piffaaviks, og under besøget havde Imaneq sat sig på forbriksen,

men hans fødder kunne ikke nå gulvet - så lille var han.

Det fortælles, at Piffaavik altid spillede vigtig, og at han i sit

skryderi aldrig kunne nære sig for at komme med en eller anden dum

bemærkning.

Når han begyndte at prale alt for meget, plejede storebroren at slå

ham med forskaftet af en knækket lanse, så kom han til lidt mere

fornuft. (Det vi forstår ved (kaerqingnarâssumik) er at slå med duppen

af forskaftet på en lanse, der er knækket af. Sådan gjorde vi også på

en sæl, der var harpuneret, når vi ville undgå for mange sårmærker).

Piffaaq gjorde det, at han gik hen til Imaneq, der sad på forbriksen,

tog ham i skulderen og rystede ham grundigt, idet han sagde: "Så det

er ham, der er den store åndemaner, ham den fremragende!" Imaneqs

stedsøn, der sad ved siden af ham, hidsede sig langsomt op,

efterhånden som Piffaaqs drillerier tog til. Der var nemlig også andre

mænd blandt de besøgende. Da stedsønnen blev mere og mere flov på

stedfarens vegne, kunne han ikke længere beherske sig; og han sagde:

"I vinter, lidt inde i det nye år, rasede en voldsom

nordvestenstorm, der nåede helt til kysten. Naturligvis var der ingen

der tog ud på fangst, fordi de fuldvoksne sortsider holdt sig langt uden

for kysten. Kun denne lille mand tog hver dag ud på fangst længst uden

for kysten, og han kom en dag til at falde bagover (måske: var ved at dø, BS).

Alligevel kom han hjem hen på eftermiddagen med to fuldvoksne

sortsider på slæb." Dette lukkede munden på Piffaavik, og han gik ikke

mere hen (og hånede) Imaneq.

Senere rejste han sig uden et ord og rodede under briksen. Han trak et

stort vandskind frem og bredte det ud på gulvet. Han tog tøjet af

overkroppen og satte sig ned; og idet han viste sin store arm frem,

sagde ham: "Hvis du virkelig er så fremragende et menneske - så lad

os trække armkrog!" Imaneq ville først undgå ham, men tænkte så: Mon ikke

jeg skal forsøge mig! Han gik ud på gulvet, idet han satte sin lid til

sin store stedsøn. Han satte sig overfor Piffaavik; og da han satte

sin arm i Piffaaviks store krog, var hans lille hånd knap nok synlig.

Piffaaviks store arm var så tyk som midien på et smældfedt spædbarn.

Så gav de sig ellers til at trække krog. Først da Imaneq var ved at

gøre sig rund (angmalortisarnijalersoq, gøre sig hård ?), begyndte

Piffaavik øjensynligt at lægge kræfterne i for alvor. Idet samme

klemte Imaneq Piffaaviks store arm så hårdt, at den straks kom til

at sidde helt fast. Piffaavik gjorde nu et ihærdigt forsøg på at trække sin arm

ud, og det lykkedes ham at vriste den fri. Men den var rød over det hele,

fordi huden var blevet flået af. Udfordreren Piffaavik holdt sig tavs og

blev siddende uden at løfte hovedet. Da han stadig ikke sagde noget,

og gæsterne fandt det meningsløst at trække besøget længere

ud, gik de.

På det tidspunkt var der kommet missionærer til Grønland. Da

missionærerne begyndte at døbe folk, nægtede Pisuffiks åndemaner Imaneq

pure at blive døbt. Men engang midt i vinterens kulde i årets anden

måned, d.v.s. i februar, oplevede Imaneq for første gang at han var

søvnig hele dagen. Da han blev ved med at være søvnig, gik han i seng

tidligt på aftenen. Han sov uafbrudt og vågnede først op ad dagen. Det

viste sig at han havde drømt og derfor havde haft svært ved at vågne.

I stedet for at spise noget da han var blevet vågen bad han

overraskende de andre i husstanden gøre sig klar til at rejse til

Nuuk / Godthåb, og det til trods for, at det ikke var til at komme frem for tyk is, der lige havde lagt sig.

De andre var imod det, fordi ruten ikke var farbar. Så sagde han, at

der i drømmen var blevet sagt til ham, at hans vej ville blive gjort

farbar.

Trods den stærke kulde gjorde de sig så klar og tog afsted. Undervejs

sydover blev isen ved med at spalte sig, og de nåede Nuuk / Godthåb uden

vanskeligheder.

Da de kom til Ny Herrnhut, sendte Imaneq straks besked til missionæren

om, at de midt i vinterens kulde var rejst dertil med det ene

formål at blive døbt. Det fortælles, at den hvide mand først ikke

ville tro ham, da han havde hørt at han var en stor åndemaner. Han

sendte bud efter ham og sagde først følgende til ham: "Du må være

Pisuffikbeboernes store løgner." Så tog han ham ind til sig og

snakkede med ham. Først de Imaneq fortalte ham om sin drøm, og da han

sang en salme, som han huskede fra drømmen, blev missionæren

overbevist om, at han havde haft et syn. Han meddelte ham og hans ledsagere, at de skulle døbes. Ikke underligt blev Imaneq og hans ledsagere meget glade.

Efter dåben levede de hele livet i fred sammen med de andre gode kristne, og de opgav helt deres slette sæder.

Det fortælles, at Imaneq, der opnåede en høj alder, døde i fred og lykke.

Var.: Imaneq

Hist.: En historisk fortælling om Imaneqs omvendelse i 1760'erne.

Se Gulløv, H. C.: "The Rivival at Pisugfik in 1768. An Ethnohistoric Approach." Arctic Anthropology 23(1-2), 1986:151-175

Kommentar: Den gravalvorlige havmand må være fortælleren, Jaakuaraqs, ironi over den smilende havmand (Qungussutariaq), (søg), der straffede med døden, hvis man smilede tilbage.

Yderst kort dansk resumé s. 112.

Håndskriftet Rink NKS 2488, nr. 263 eksisterer ikke længere.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 173 - 174: Aappilattoq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 173 - 174: Aappilattoq.

Dansk version sammenstykket af denne plus to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 84.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 68, ss. 366 - 370: Augpilagtok.

Resumé:

Sydlændingen Aappilattoq rejser nordpå med sin familie og må

overvintre på det tidligere beboede Ikaarissat syd for Nuuk. Vinteren

bliver hård, A.s rigelige forråd slipper op, og isen lægger sig helt

ind i fjordsystemet, hvor han forgæves vandrer vidt omkring på

isfangst. Han må tilsidst slagte sin lille søns hund, som han æder et

stykke af råt. Han giver sin søn en anden bid af hunden med formaning

om at sulten truer.

Næste dag vandrer han ud over havisen mod sydvest og kommer til

Kangeq, hvor der både er beboet og kajakmændene fanger alke, fordi der

er åbent vand på den anden side af øen. Han kaster sig over frosne

alkeindvolde på møddingen, inviteres så indenfor og beværtes med

rigtigt kød til han er ganske forspist.

Da isen er gået, flytter A. med familien til Kangeq, hvor han efter

sin gamle skik fanger godt. Hans søn vokser til og får kajak. I

alkesæsonen advarer han sin søn imod kajakmændene, fordi nogle af dem

er irritable, når de jager alke. A. og sønnen kommer fra hinanden

under jagten og pludselig hører dog A. en masse mænd snakke.

De har omringet sønnens lille kajak, men A. får ombragt dem alle ved

sin lemming - amulet, som han varmer op i munden og kaster mod dem. Af

angst for hævn flytter A. med familie nordpå om foråret til Atammat,

hvor sønnen vokser sig stor og dygtig. Han følges gerne med den

midterste bror af en brødreflok, og da denne tre gange har søgt at harpunere

A.s søn, der behændigt kæntrer, dræber sønnen ham. Derefter fanger han

en sæl, som han lægger omvendt på kajakken. A. forstår tegnet, men

ikke brødrene, der får forklaringen af A.s søn: Den ligger omvendt,

fordi den blev dræbt næst efter et menneske, og det var i selvforsvar.

Brødrene græder, inviterer nogen tid senerer A. og søn på mad, og

viser med kropsholdningen deres vrede, men da et stykke af taget

smuldrer ned i fadet med kød, forstår de at A. har usædvanlige evner.

Dem demonstrerer han så yderligere ved at skære sin søns mave op og

hele såret igen. A. har således levet op til sit ry som sydlænding, og

ingen gør dem siden noget ondt.

Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq nr. 167 (til dels); Aappilattoq Jaakuaraq; oqalugtuaq Augpilagtuârssuk;

Hist.: Rink gør i sin note til fortællingen (1866-77, I) opmærksom på,

at dels er det uhyre sjældent at isen lægger sig i fjordene bag Nuuk,

og dels at de afstande A. tilbagelægger over isen i fjordsystemet

langt overstiger hvad mennesker normalt kan klare.

Knud Rasmussen har fejlagtigt anført Esaia som fortæller, men det kan ikke være andre end

Jaakuaraq Eugeniusen fra Nuuk / Godthåb: Håndskr. NKS 3536, I, 4', læg 8, ss. 1 - 13: oqalugtuaq qátâmik. Eller i dansk håndskrevet oversættelse (oversætteren kan ikke identificeres) i NKS 3536, II, 4', læg 18.

Trykt på grønlandsk i Lynge, Kr. Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II, 1939: 32 - 42.

Trykt første gang (ganske let redigeret), i Atuagagdliutit 1934 - 35, nr. 13, ss. 102 - 103 + nr. 14 ss. 108 - 109 + nr. 15, ss. 118 - 119 + nr. 16, ss. 123 - 124: Qátaq.

En oversættelse ved Apollo Lynge følger efter resuméet ndf.

Resumé:

Q. har flere sønner og en plejesøn, der alle fanger. Q. er en ivrigere

fanger end nogen anden, årvågen og altid i bevægelse efter

fangstmuligheder. En vinter, hvor havet er frosset til og isen kan

bære, men ingen våger er at øjne, bestiger han et bjerg og ser langt

ude i horisonten frostrøgen fra to våger, den ene bag den anden. Hans

sønner og plejesøn følger ham derud næste morgen. De fanger en mængde

edderfugle, vender næsen mod land og overfaldes af en fralandsstorm. De

driver til havs på en isflage, der blir stadig mindre. Q. trækker en

streg omkring deres tåspidser, hvorved isflagens afsmeltning standses.

Da de tørster, fremkalder han sødt drikkevand med et stød af sin tuk i

isen, drikker først og støder vandet tilbage, da alle har drukket. De

når Akilineq, springer i land, og da er isflagen blevet til blot en

skumklat. Langt inde i landet hører de en ravn skrige: dér må ligge en

boplads. De inviteres ind i det største hus og beværtes. Plejesønnen

spilder en dråbe vand på husherrens skinnende hvide pels. Denne lægger

et siddeskind på gulvet og alle undtagen husherren og gæsterne går ud på

taget. Han trækker arm med plejesønnen, der dør, da han får testiklerne

revet af. Husherren kommanderer liget hejst op gennemtaget med besked om

at gemme øjnene til ham selv. Q. giver nu

husherren samme behandling, efterligner hans stemme, og først da man

deroppe har parteret liget til fortæring, opdager man, at det er

husherren. Man lukker husgangen med sten, bryder huller i taget og

kaster urin og lanser ned mod de indespærrede. Q. ber om sin yderpels,

der hænger udenfor. Han får den, finder sin lemminge-amulet i kraven,

sutter den levende og sender den op på drab. Den vender blodig

tilbage, får fornyet liv i Q.s mund og dræber nu resten derude ved at

bore sig vej gennem dem fra rumpehul til mund. En piaaqqusiaq-klædt

dreng inviterer Q. og hans sønner over til et gammelt ægtepar, der er

blevet inden døre i et andet hus. Hér tømmer Q. en skål menneskehjerne

med lukkede øjne, tryller den fuld til hver af sønnerne, der også

tømmer den, og endelig til den gamle værtinde, der bliver sindssyg af den

stærke kost. Q. genopliver sin plejesøn, og de flygter alle ud til

kystklipperne, hvor Q. og hans sønner lader sig rutsje ned i havet. De

kommer alle op som bjørne i kraft af deres bjørneamuletter.

Plejesønnen tøver, men springer så og basker med armene. Han forvandles

til sin amulet, en snespurv. Undervejs hjem over havet hviler han sig

med mellemrum på bjørnenes hoveder. Hjemme på land ryster de sig og

forvandles tilbage til mennesker.

Oversættelse:

Fortællingen om Qattaaq

Det fortælles at Qattaaq var en meget aktiv fanger, selv om han var til års. Han kunne ikke holde sig hjemme, uanset hvordan vejret var. Selv om de unge i famlien holdt sig hjemme, tog den gamle ud på fangst, og han var aldrig til at nå om morgenen, for han vågnede altid meget tidligt. Sådan var han stadig, da der engang kom en hård vinter, og kulden blev stadig strengere. Da kulden begyndte, blev snefaldet til grødis, og islægget begyndte ude fra havet og trak stadig tættere mod land. Efterhånden var der mindre og mindre vand at ro i kajak i, og til sidst var der kun vand lige ud for deres boplads.

En morgen vågnede de og så, at hele havet var dækket af is, og da de ikke længere roede i kajak, blev den gamle endnu mere aktiv. Han undersøgte isen hver dag og gik ture i deres omegn, men han fandt ingen våger. Med tiden blev det godt vejr, og en morgen vågnede de til et pragtfuldt vejr uden skyer. Qattaaq stod op i den tidlige morgen, mens de unge endnu sov, og efter at have orienteret sig om vejret drog han ind i landet. Han udvalgte sig de højeste fjelde, som han besteg. Da han var kommet op på toppen beskuede han havområdet ud for sig, for om muligt at opdage noget, og han så nu derude i horisonten to tågeskyer, der lå ud for hinanden og som angav en tæt frosttåge. Han tog pejlemærker af deres beliggenhed og gik så ned fra fjeldet. Hjemme igen sagde han til de unge: "Her sidder vi og mangler fangstdyr; derude på havisen er der to tågeskyer der afgiver tæt forsttåge, og vågerne kan ikke bare være der af sig selv, men må holdes åbne af sødyr eller fugle; jeg vil prøve at se efter i morgen." Da han sagde dette blev hans børn ivrige efter fangst og begyndte at tage deres fangstredskaber ind i huset, og de brugte eftermiddagen til at gøre sig klar til fangst. Da det blev aften, gik de i seng. Om morgenen havde hans børn det som de lige var faldet i søvn, da de hørte puslelyde og kiggede ud og så, at deres far allerede var begyndt at gøre sig klar. De stod allesammen op, gjorde sig klar, og så tog de af sted.

De var af sted udefter længe før det blev dag, og da de efter en tid nåede ud til de yderste øer, begyndte dagen endelig at lysne. De blev ved at gå udefter, mens det blev lysere og lysere, og da de yderste landområder begyndte at løbe ud i et, fik de den nærmeste frosttåge i sigte. Da de mærmede sig den, så de at en masse edderfugle holdt vågen åben, og de gav sig til at fange dem med snare, så snart de var kommet hen til vågen, men netop som de frydede sig over fangsten, sagde deres far: "Se engang hvor meget I skal bære hjem," og de så at det var en større mængde. Så sagde faderen: "Nu må I holde op med at fange flere. Resten kan fanges en anden dag." Og det virkede som om de unge slet ikke havde lyst til at holde op. De fik alle et stort læs at bære på og gik så ind mod land. Og det fortælles, at Qattaaq havde for vane når han var på fangst, at han hele tiden var opmærksom på vejret og altid besigtigede alt, selv når det var godt vejr.

På et tidspunkt da han tog bestik af området ind mod land, opdagede han at de store fjelde, der lå længst inde i landet, var begyndt at fyge på grund af fralandsvind; han kiggede ofte på dem og så, at fygningen meget hurtigt bevægede sig udad. "Fralandsstormen vil komme over os, skynd jer indefter alt det I kan", sagde han til sine unge. Den gamle førte an i luntetrav uden ophør. Efterhånden som den kraftige snefygning nærmede sig, løb han hurtigere, og da fygningen nåede de yderste fjelde og den gamle stadig satte farten op, måtte han, når han kom for langt foran de unge, standse op og vente på dem. Han lagde end ikke sin store byrde ned, mens han ventede, og løb straks videre så snart de indhentede ham. Da der endnu, så vidt han kunne beregne, var langt til de yderste øer, stod den kraftige fygning ud fra fastlandet. Og da den nåede dem, følte det som var de kommet ind i tæt tåge. Nu var der ingen der sagde et muk, og de passede på ikke at komme væk fra hinanden. Mens de stadig var på vej indefter, så de ind imellem noget mørkt foran sig, og det var altid en stor revne, som de så sprang over. Da de så småt begyndte at regne med at være i nærheden af land, men uden den fjerneste sigtbarhed, og de samtidig hele tiden passede på hvor de trådte, mærkede de igen noget mørkt foran sig, og det var en meget bred revne. Den gamle sprang først over, og derefter sønnerne, men hans plejesøn nåede ikke at springe over. De forsøgte at finde et smallere sted, men da den store revne åbnede sig mere og mere, krummede den gamle sig sammen og sprang så tilbage, over til sin plejesøn. Da han var sprunget fulgte hans sønner efter, en efter en. De prøvede at finde et smallere sted til deres plejesøn, men revnen åbnede sig mere og mere. Nu hvor de intet kunne gøre, begyndte de at drive, mens den is de stod på blev mindre og mindre, og til sidst måtte de løbe for at holde balancen på isflagen på bølgeskråningerne.

Da de nu i denne situation var blevet ganske tavse, lød det pludselig fra den ældste søn: "Det siges at Qattaaq har megen visdom. Mon han vil lade os omkomme midt ude på havet." Det svarede den gamle overhovedet ikke på, men han tog sin tuk og stregede resten af isflagen ind i en stor rundkreds uden om dem, og så lagde han sin tuk tilbage. Der brækkede stykker af isflagen, men når de nåede hans afmærkning, brækkede de ikke længere af. Nu holdt de så til på en stor rund isflage, og da de var kommet så vidt, begyndte det at blive mere sigtbart igennem det vand, der blev pisket op af stormen. Da det blev klart i vejret kunne de ikke se land, for de var midt ude på havet. Da de intet kunne gøre, drev de videre på må og få. Efterhånden blev de meget tørstige, og igen var det jo den ældste søn, der sagde: "Det siges at Qattaaq har megen visdom, men han er ved at lade os tørste ihjel." Qattaaq sagde heller ikke denne gang noget, men han tog sin tuk, og han huggede til lige ned ved siden af sig. Da han trak sin tuk op, vældede det klare vand op. Men da sønnen bukkede sig for at drikke, for det ud af Qattaaq: "I må ikke drikke endnu, først når jeg har drukket må I drikke." Den gamle bukkede sig ned og drak længe og grundigt, og da han havde fået vejret igen og rejste sig, bød han dem at drikke. De smagte på vandet, og det smagte så vidunderligt, at det nærmest var sødligt. De de alle hver og een havde drukket nok og den sidste rejste sig, mens vandet stadig vældede op, tog Qattaaq sin tuk, vendte den om og stødte til. Og så kom der ikke mere vand op.

Langt om længe fik de land i sigte, og de begyndte at drive ind mod land. Da de var meget tæt på land, kiggede den gamle på de andre og sagde: "Når vi er drevet på land og den første træder i land, må han ikke se sig tilbage. Ingen af jer må se sig tilbage, når I er kommet i land. Først når jeg som den sidste er i land og siger til, må I se jer tilbage. De drev så ind mod land og strandede, og da hans sønner og plejesønnen var trådt i land, hørte de ham sige: "Se nu på jeres fartøj!" De vendte sig om og så, at det bare var en lille klat havskum, der lå ogvippede ved strandkanten.

Da de var kommet i land gik de vestover. Da de så ikke længere kunne se havet og gik igennem en længere slugt, kom en stor ravn skrigende til syne fra vest, og mens den skrigende fløj over dem, sagde den gamle: "Vi møder snart mennesker." Opmærksomt gik de videre mod vest, og så fik de øje på en hel del huse, som de gik ned til. Da de blev budt ind i det største af husene og kom ind, så de at det var fyldt med mennesker, og da de bød dem mad, spiste de. Plejesønnen blev meget tørstig, så sig om efter vand og opdagede så henne i den lange ende under en stor, kraftig mand på lampebriksen en vandbeholder af skind. Han gik derhen og ville til at drikke, da ham ved siden af begyndte at brumme. Han opdagede så at han var vred, fordi plejesønnen var kommet til at spilde en dråbe vand på hans ene kamik, og det fandt han uhumsk. Dengang de kom ind havde faktisk straks set, at hans tøj så meget nyt og ubrugt ud. Og mens de andre talte om vind og vejr, sagde den kraftige ikke en lyd; så brummede han igen, rejste sig, og efter at have rakt ind efter noget under briksen, trak han et stort vandskind frem og begyndte at klæde sig af. Imens gav så alle i huset sig til at strømme ud så kun Qattaaq-familien og den kraftige mand var alene tilbage.

Da han havde taget tøjet af og bredt vandskindet ud på gulvet, udbrød han: "Lad os trække armkrog!" Hans kraftige arm var bøjet, plejesønnen gik ud på gulvet til ham, og så begyndte de at trække krog. Den kraftige mand blev rød i hovedet, og plejesønnen begyndte at trække hans arm ind til sig. Netop som plejesønnen var ved at klemme hans kraftige arm ind mod sit bryst, strakte den kraftige pludselig sin tunge arm ud og langede direkte ud efter plejesønnens skræv. Han rykkede hans testikler ud ved roden, og plejesønnen rallede. Da han således havde dræbt ham, råbte han opefter: "Nu har jeg krammet på mine gæster, øjnene skal jeg ha', hit med en line!" Da han havde råbt blev en rem firet ned fra husets tag. Han bandt en løkke om halsen på den døde, som de med små skrig halede op oppe fra hustaget, og da de havde fået ham op, hørte man derefter ikke andet end skærende knivlyde. Men så hørte man een sige: "Vores husherre er så glad for øjne, lad mig skære øjnene ud til ham." Man kunne høre dem partere ham, og så blev der stille deroppe. For anden gang bøjede værten sin kraftige arm og sagde: "Lad os trække armkrog." Inden sønnerne nåede at træde frem, trådte Qattaaq ud på gulvet til ham. Han bøjede sin arm om hans arm, og inden Qattaaq var begyndt at anstrenge sig, var den anden godt svedt og blev dybrød i kinderne. Akkurat som den anden ville have gjort lod Qattaaq sin arm blive trukket ind mod brystet af modparten, og den anden blev meget ivrig efter at trække den ind. Og da først, da den anden ville trykke hans arm ind mod sit bryst, strakte han sin arm ud, og så langede han ud efter den kraftiges skræv, mens denne skreg af skræk, og endelig trak han hans testikler af og dræbte ham derved. Han spurgte sin ældste søn: "Hvad skal vi så gøre med ham?" "Råb op og prøv at efterligne hans stemme," svarede han. Så råbte han opad med falsetstemme: "Nu har jeg krammet på mine gæster, øjnene er til mig, hit med en line!" "Du lyder fuldstændig som ham," sagde sønnerne. Og i det samme blev en rem firet ned. Efter at have bundet en løkke om hans hals, trak de ham op med små råb. Da de havde fået ham op, hørte man ikke andet end lyden af knive mens de parterede ham. På et tidspunkt lød det så: "Vores husherre er så glad for øjne, lad mig skære øjnene ud til ham." Så, netop som de regnede med at han skulle være i gang med at skære den kraftiges øjne ud, hørte de manden skrige: "Vi er ved at partere vores husherre!" Og derefter blev der helt stille. De hørte nogle drøn henne fra husgangen, og da de blev mistænksomme kiggede de ud i husgangen og så, at de allerede var begyndt at fylde den op med sten, så man ikke kunne komme ud!

Da det blev deres situation, begyndte stedets beboere at lave åbninger i hustaget og derefter at tømme potter med gammel urin og lort ned gennem åbningerne, og når de så stak lænsere til sælfangst ned gennem åbningerne, var det med nød og næppe de undgik at blive ramt. De blev gennemblødte af gammel urin, og der blev stadig flere åbninger i hustaget. På det tidspunkt kom Qattaaq endelig i tanker om, at han havde en lemming i kantningen til pelshætten på sit udetøj som amulet (hjælpeånd). Med den tanke at de sikkert ikke ville adlyde ham, råbte han op til folkene: "Kom med mit udetøj, hvis I kan. Det hænger på stilladserne. Jeg vil bruge det som ligtøj!" ovenfra hørte man en af dem sige: "Han ber os om at få sit udetøj, der hænger ved stilladset, han vil bruge det som ligtøj." Straks stemmen havde lydt kastede de hans udetøj ned gennem en af åbningerne med bemærkningen: Lad tøjet blive hans redning." Da han havde taget tøjet, følte han efter i hættekanten, og jo, der var den. Han tog den, puttede den i munden, og først da den hele tiden forsøgte at smutte ud, spyttede han den ud, og idet han med sagte stemme sagde: "Nogle af dem", kastede han den derop. Han havde dårligt smidt den derop før de hørte nogen udbryde: "Han der falder om, og ham der falder også om!" Nu hørte man dem falde om en efter en, og til sidst blev der stille. Lidt efter faldt lemmingen ned oversmurt med blod. Han rensede den for blod og puttede den for anden gang i munden, og da den igen var blevet livlig, kastede han den opad med ordene: "Dem allesammen!" Det varede lidt, og da den lidt senere faldt ned, havde den næsten intet blod på sig. Han rensede den for blod og gemte den. De lyttede, men da der ikke var en lyd, prøvede de at komme op igennem en af åbningerne. Og da de kom op så de en masse døde mennesker ligesom grønlandssæler, der ligger pladask og soler sig på isen. De gik hen og undersøgte dem og så, at der ligesom kom lidt blod ud af deres mundvige.

De var dårligt kommet ind i et af husene og havde sat mad frem til sig selv, da en ung mand kom ind i skindtøj, hvor hårene i den ene side vendte opad og i den anden side nedad. Da han var inde rømmede han sig og sagde uden videre: "Nu er Apia deroppe blevet tosset, for hun sidder deroppe og laver sin søns hjerne til med hænder og fødder til gæstemad, og gæsterne skal komme på besøg!" Da han var gået formanede Qattaaq de unge mennesker: "Når vi kommer ind deroppe, vil I se et træfad fuldt af omrørt hjernemasse midt på gulvet. Når jeg så som den første træder ind fra opgangen går jeg hen til fadet, tager det op og begynder at slikke af det, mens jeg langsomt går rundt på gulvet med lukkede øjne, og først når jeg har slikket det helt rent, lægger jeg det tilbage på plads med bunden i vejret, og når det er gjort sætter jeg mig ned. En af jer tar det så, vender det om, og ser at indholdet ikke er rørt, og ligesom mig må I slikke det rent med lukkede øjne, mens I langsomt går rundt på gulvet med lukkede øjne, og når I har slikket det og stillet det tilbage på plads, sætter I jer samtidig med at I åbner øjnene." De gik ud for at gå op til det andet hus, og da de kiggede ind i huset ved trinet op fra husgangen så de, med Qattaaq som den første, at manden i huset sad bagved tranlampen, og at konen sad inden for på briksen. Hun sad langt inde på briksen med hånden under kinden, og de blev begge ved med at kigge udefter uden at sige noget. Nu så de da også, at der midt på gulvet stod et fad fyldt med rørt hjernemasse. Straks Qattaaq kom ind styrede han hen til fadet, tog det op og begyndte at slikke af det med lukkede øjne, mens han langsomt gik rundt på gulvet, og man hørte ikke andet end slubrelyde. De to, der havde budt på maden, kiggede ufravendt på Qattaaq. Han slikkede fadet helt rent, stillede det tilbage på plads, og først da han åbnede øjenene, satte han sig ned. En af hans sønner gik hen til fadet, og da han vendte det om, var indholdet urørt. Mens han lukkede øjnene og langsomt gik rundt på gulvet, slikkede han det rent, og idet han stillede det tilbage på plads, satte han sig ned. Da den sidste havde sat fadet tilbage og sat sig, så Qattaaq hen på værtinden og sagde: "Slik du nu fadet på samme måde!" Hun var mere end villig. Hun trådte ud på gulvet, gik hen til fadet, og da hun vendte det om, var indholdet urørt. Idet hun tog det op slikkede hun løs, mens hun hele tiden kiggede på sine gæster. Hun var dårlig begyndt, før hun begyndte at tale i vildelse og miste forstanden, og da hun styrtede sig hen over sin mand, flygtede Qattaaq og hans sønner i rædsel, så de stimlede sammen og spærrede husgangen for hinanden. Da de nåede ud, løb de allesammen af alle kræfter mod (havet i) øst.

Da de fik øje på det store hav, spurgte Qattaaq sin ældste søn: "Hvad har du som amulet?" Han svarede at han havde et lille stykke isbjørneskind som amulet. Han spurgte de andre, og de have alle et stykke isbjørneskind som amulet. Det fortælles, at han også havde vakt sin plejesøn til live, og han spurgte også ham: "Hvad har du så som amulet?" Han tav lidt og svarede så, at han havde en lille snespurv som amulet. "Stakkels dig, så bliver du nok spist af den dumme Apia," sagde Qattaaq. Da de ovenfra fik øje på et stort, glat klippestykke der førte ned i vandet og kom derhen, sagde Qattaaq: "Se nu på mig når jeg glider ned ad klippestykket, og prøv så at gøre som mig." Da han med tiltagende fart gled ned mod vandet, vendte han sig om på maven lige før han nåede vandet, og han kurede i havet med hovedet først. Der gik lidt tid, og så, ud for det sted han var dumpet ned, kom en stor isbjørn op, uden hår omkring snuden. Den strakte hovedet ret op og hældte vandet ud af sine store ører efter tur, og vendte så hovedet ind mod dem. Da han nu flød videre derude, kurede hans ældste søn nedad i fuld fart, og uden at bremse forsvandt han i vandet, og noget efter dukkede han op ved siden af sin gevaldige far og var blevet til en stor isbjørn. Da alle sønnerne efterhånden var nede i vandet, stod plejesønnen og gjorde mange forberedelser. Hver gang han så kom farende ned rettede han sig og op standsede lige før han nåede vandet. Så sagde de til ham derudefra: "Hvis du ikke glider ud i vandet bliver du bare spist af den dumme Apia. Hold op med at komme i tvivl. Når du er næsten nede ved vandet skal du strække dig opefter og prøve at flyve." Da de nu sagde sådan, fór han nedad med mere og mere fart på, og lige før han nåede vandet baskede han bare forsøgsvis med armene, og op fløj en lille snespurv; og da han fløj op dykkede de andre ned under vandet (så hurtigt) at han kun nåede at se alle deres mørke fodsåler. Oppe i luften fulgte plejesønnen de andre, og når han var lige ved at styrte i vandet af bare træthed, svømmede de store bjørne op i overfladen med hovedet oppe, og så satte plejesønnen sig bag et af bjørnenes store ører og hvilede sig. Først når han fløj op igen, dykkede isbjørnene.

Da de fik deres land i sigte og gik på land et lille stykke fra deres boplads, gik den første lidt ind på land, purrede op i sin pels og rystede den og så faldt en lille stump bjørneskind ned, som han tog op og gemte. Da alle de andre var kommet op på land og havde rystet deres pels, faldt der en lille stump bjørneskind ned. Deres plejesøn landede tæt ved, purrede op i sine fjer og rystede sin krop, og så faldt to snespurvevinger ned, som han tog op og gemte.

Efter at Qattaaq og hans sønner var drevet til havs i den kraftige fralandsstorm og der var gået flere dage, mistede de efterladte håbet om at se dem igen. Men til alles overraskelse kom de tilbage, sunde og raske. Det fortælles, at når de alle kom velbeholdne hjem var det udelukkende på grund af Qattaaqs store visdom.

Her ender fortællingen.

Var.: Qillarsuaq, Gamle Qattaaq, og en del flere. Søg på Akilineq

idet episoderne om den ufrivillige rejse til landet på den anden side havet, Akilineq, styrkeprøverne med kannibalerne derovre, og amuletten i halskraven har været meget populære.

Håndskr.: Befinder sig muligvis i Thalbitzers arkiv på det Kgl. Bibliotek. Det var Thalbitzer der opfordrede Jaakuaraq til skriverierne ifølge indledningen, ibid. s. 20. Jaakuaraq lægger ud med sin fødsel, opvækst, oplæring til fanger, årets cyklus som ung fanger og som udlært, og lidt småfortællinger om mennesker, der blev beskyldt for hekseri i hans ungdom.

Emner der tages op ind imellem fortællingerne er trommesange, hekseri, qivittut (fjeldgængere) og inuarullikkat / dværge ibid. ss. 75 - 76; sjæleran og angakkoq-uddannelse / åndemaner-uddannelse, ibid. s. 82 - 84; børnenes lege på stranden ibid s. 91 - 92; mænd fortæller hinanden historier, ibid. s. 92.

Jaakuaraqs version af Ataatsiaq er ikke oversat. Den nåede ikke med i tide. Egner sig glimrende til opdatering.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

Var.: Ataatsiarsuaq

En tilsvarende men kortere tekst, ligeledes af Jaakuaraq, er trykt i Atuagagdliutit 1934 - 35 nr. 10 s. 75. Han skrev den på Thalbitzers foranledning, og den er muligvis af tidligere dato end den til Rasmussen, der på håndskriftet har noteret, at umagen er betalt med 5,50 (kr). Desuden at disse (denne og den følgende, BS) forsvinder (ikke skal bruges ?) fordi de er alt for små).

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

I vor tid er der stadig mennesker, der tror på hekse / ilisiitsut og derfor taler om dem.

Der er virkelig også mennesker, der er gået til bekendelse om, at de er hekse, om de ulykker de har voldt andre mennesker og om de tilfælde, hvor forsøg på at bringe de andre i ulykke er lykkedes.

Jeg har selv set to personer, som man regnede for hekse. En tredje har jeg hørt om. Jeg skal her fortælle om, hvad disse har bedrevet.

Man fortæller at hun hed Sofie - hende fra Qassimiut, som jeg aldrig har set. Det var af hende, Eliit (?) og hendes datter Klara havde lært kunster. Sofie og Eliit (?) er nu døde. Klara lever endnu, men er ikke længere i besiddelse af denne kraft. (Jeg mener, det skal forstås sådan - Chr. B.). Forresten har jeg da også hørt om en mor og en datter, der regnes for hekse på Tullerunnat nord for Narsaq - et sted, der ligger ret langt fra det sted, hvor jeg bor.

En fra Qassimiut var blevet misundelig på en pæn og dygtig fanger og prøvede derfor på at bringe ham i ulykke. Hun hentede et hovedhår fra liget at en gammel kone i en grav for med det at bringe denne unge mand i ulykke. Om dagen kunne hun ikke gøre noget ved det, så hun arbejdede om natten, mens de og hendes egne fæller sov. Hun sendte sin onde hjælper hen til den unge mand, for hun kunne faktisk blive hjemme, når denne arbejdede for hende. Hun ville gøre et eller andet ved hans venstre fod. En synål som hun havde haft længe, og som hun selv havde brugt, stak hun ind i siden af hans hæl for at anbringe det hovedhår, som hun havde taget fra graven, tværs igennem den. (Sådan lyder det direkte oversat; men det er uklart hvordan det skal opfattes, Chr. B.). Hun havde held til at gennemføre sit forehavende. Men der var lys foran den unge mand, (eller var forsynet med lys fortil??) så han var klar over, hvad der foregik og døjede slemt. Af den grund var hun i tvivl om, hvorvidt dette for alvor ville skade ham for livet, idet hun tænkte, at hendes fjender støttede den unge mands liv. (Jeg ved ikke, om jeg har opfattet alt dette helt korrekt - Chr. B. Meningen kan være den, at heksen, da hun ser lyset og hører den unge mand give sig, slutter, at han støttes af hendes fjende, og at hekseriet derfor ikke vil skade ham så meget, som hun ønsker - BS).

Det fortælles, at den unge mand pintes, mens han sov, da han mærkede, at én tog ham i foden. Han lå dér uden hverken at kunne bevæge sig eller skrige, mens det smertede, mens et eller andet blev stukket igennem og trukket ud. Da han vågnede undersøgte han, om det virkelig var sket; men der var intet at se. Men nogle dage efter hævede foden, og det begyndte at gøre ondt. Derefter havde han smerter længe, for der gik betændelse i det. Da foden var ved at blive rask igen, kunne man se det sted, hvor han var blevet stukket, og på den anden side var der mærket af fingerspidser, der havde trukket redskabet (nålen) ud - jeg har selv set at det var sådan fat. Nu har han ingen gener af det; men når han har gået længe, kommer han til at halte af smerter.

Det fortælles også, at hun lod sin onde hjælpeånd optræde som en klapmyds, som lod sig harpunere af en fanger. Det lykkedes klapmydsen at få manden trukket ned så han druknede.  Det fortælles, at hun derefter gjorde følgende: Sammen med andre hekse skar hun den omkomnes tøj i ganske små stykker. Nogle puttede de i revner mellem murene og andre mellem stenene i en ur o.s.v. Jeg aner ikke hvorfor; for det er der ingen, der har fortalt mig. Engang blev hun pludselig irriteret på sin lille søn. Hun viste sig for ham i en tejsts skikkelse, fik ham til at falde i vandet, og dræbte ham på den måde. Også mange andre ting, hun havde gjort, havde voldt hende problemer og smerter. Det mest pinefulde var dog at hun havde dræbt sin lille søn.

Men de to - mor og datter - har bedrevet lidt af hvert, dog uden større held. Også de to har somme tider været efter mig om natten, voldt mig problemer og pint mig. Flere gange har jeg vækket mine husfæller af deres gode søvn. Og somme tider vågnede jeg ved, at jeg slog løs på puderne, og sagde: "Hvor er det dog forbandet irriterende." Jeg var nødt til at gå hen til dem og sige, at jeg vidste, de plagede mig. Jeg sagde: "Hvis I er ude på at ramme mig, så gør det, så kan jeg bedre kæmpe imod jer;" og jeg fortsatte: "Hvis det virkelig er jeres hensigt at skade nogen, kan I lige så godt opgive; det vil ikke lykkes." De svarede blot ganske sagte: "Det er jo egentlig slet ikke det vi vil." De vidste, at de ikke kunne gøre mig fortræd; alligevel gjorde de hvad de kunne, for at bringe mig i ulykke. Dette indrømmede de senere.

;

Det forlød også, at de to, mor og datter fra Tullerunnaq, havde den vane at skade folk ved hekseri. En gang havde de med noget ækelt stads i hånden rørt ved en ung mands ben men det resultat, at den ene halvdel af kroppen tog skade. Efter lang tids pine døde han. Det fortælles også, at de to kvinder skadede en dygtig fanger i knæet. Der gik betændelse i det. Jeg hørte folk, der behandlede såret, undrende snakkede om, at der kom sælskindshår ud af såret. Hver gang såret var ved at læges, gik der igen betændelse i det. Det kunne ikke læges; og til sidst døde manden af det.

Hist.: Historiske beretninger om hekseri. Andre findes i basen. Vedr. fortællinger herom søg heks* el. ilisiitsoq.

Ifølge Kr. Lynges grønlandske publikation Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I, 1938, af tilsyneladende ganske det samme håndskrift, er fortælleren Jaakuaraq. Søg Jaakuaraq og Manguaraq, hvor referencen til håndskriftet findes.

Samlingerne rummer ikke nogen variant fortalt af Esaias.

Resumé:

Manguaraq (Lille Rod) er søn af Manngorsuaq (Store Rod). M. drister

sig til at nedlægge et af Månens fangstdyr, en hvid hannarhval med en

sort plet under armen. Faderen spår sin søn Månens hævn og tænder lys

helt ud i husgangen. Månen ankommer uden for. Råber to gange på M.,

der snører sit tøj tæt om sig og går ud, da faderen befaler ham det.

Faderen følger lidt senere efter for at samle resterne af sønnen op,

men forbavses over en ligeværdig pralekamp mellem sønnen og Månen. De

nævner på skift alle deres førstefangster af forskellige fuglearter,

støder istukken i isen, så den splintrer som udtryk for jagtens

ophidselse dengang. Dernæst kommer turen til fiskene. M. fortæller om

sin første havkat. Da blir Månen spag. Han blev bange og flygtede fra

den første havkat da han så dens bidske fjæs over rælingen.

Månen inviterer derfor M. med hjem, flyver

op gennem luften med ham, advarer ham mod fjeldånden, der røver

indvoldene fra folk, hvis de ler af ulkene i hendes skræv og latterlige

bevægelser (Indvoldsrøversken).

M. holder sig gravalvorlig og fjeldånden fjerner sig med

en latter så lang, som der er luft i dens lunger. Hos Månen henter en

smuk kvinde, der bor i et aflukke i den ene ende af briksen, mattak og

tørret renkød til gæstens måltid. Hun viser sig at være hul i ryggen,

da hun atter forsvinder ind i skjul. Månen fortæller da om sin og

Solens oprindelse i en lampeslukningsleg, hvor han i ly af mørket

stjal sig til at ligge med sin søster. Hun havde dog sværtet ham med

sod, identificerede ham, da lyset tændtes, blev rød som dryppende blod

af skam, vædede en fakkeltørv i tran, tændte den og fløj til himmels.

Månen gjorde ligeså, men gav sig ikke tid til at få tørven i andet end

glød, og forfulgte hende. Han har endnu ikke nået hende, siger han,

skønt de bor i samme hus (bemærker fortælleren). På M.s spørgsmål om

hvorfor solen er varm og lysende, når den står op, men kold og

svagt lysende, når den går ned, svarer Månen, at det er fordi

mennesker er gode, når de har sovet en nat, men slette efter dagens

dont. Fjeldånden kommer atter på besøg og jages væk. Månen snitter

spåner af narhvalstand og åbner en lem i gulvet. M. ser husene nede

på jorden, hvor husgangene i det høje fugleperspektiv ser ud som om de kysser hinanden pga. afstanden. Månen smider spånerne ud, der falder ned som sne og dermed dæmper folks selvrådighed. De bringes til eftertanke. Næste morgen

rejser M. hjem.

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

Hist.: Kristen påvirkning er markant. Fx: Den, der sover synder ikke.

Se analysen i eksempel i "Fortolkningsmuliger": Før kristen religions og kristendom.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 55 ss. 295 - 300.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 463 - 465: Milortuaraq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 55 ss. 245 - 247 med dansk kommentar og resumé s. 338 - 339:

Resumé ved Kirsten Thisted i Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... s. 338-339:

Miliortuaraq var kun ganske lille, da hans far døde, han havde ingen søskende.

Om efteråret samler moderen en hel sækfuld bær og byder den til for

den, som vil bygge hendes søn en kajak. På den måde får M. sig en

kajak, selv om han ikke har nogen far. Næste forår får moderen

kajakken, sig selv og sønnen færget over til et sted, hvor der er godt

med stenbidere, og så bliver sønnen sendt på stenbiderfangst. Når han

kommer hjem øver moderen ham i kajakvending. "Ingen mand, men jeg, som

er en kvinde, har øvet dig!" siger hun, da han er fuldt uddannet. Og

derefter opfordrer hun ham til at blive noget ud over det sædvanlige,

ikke blot en mand, der lige klarer dagen og vejen. En senere episode

belærer dog M. om, at man på den anden side ikke skal være overmodig.

Da M. er blevet voksen og en stærk mand, har han sin foretrukne

overvintringsplads ved Attorsuit. Hver gang nogen kommer for at kappes

med ham, opgiver de på forhånd, når de ser hvilke bølger M. klarer at

tage ud på fangst i. Og når bølgerne engang imellem er så høje, at det

er umuligt at tage ud fra stranden, så kaster konen ham simpelthen ud

fra toppen af en høj skrænt.

       Ved den tid har M. for skik at tage ind

og holde sommer ved indlandsisen. Engang han er på vej ud af fjorden

slår han lejr ved herrnhuterne, men missionærerne bryder sig ikke om

at de udøbte blander sig med de døbte. En af missionærerne Johannes,

får øje på M.s to store bidske hunde og vil skyde dem. M. protesterer,

fordi de står forsvarligt bundet, men missionæren vil skyde dem

alligevel. Nu går så M. imellem missionæren og hundene, og

missionæren smider bøssen og griber fat i manden. Folk strømmer til

for at overvære brydekampen. Man regner med, at M. nok snart vil blive

kastet til jorden, for missionæren er en stor kraftig qallunaaq, men

det går lige omvendt. Missionæren kommer op igen og tager fat i M.,

men da han for tredie gang skal til at tage fat i ham, siger M.: "Jeg

er ikke døbt, og tager du fat i mig igen, slår jeg dig ihjel!". Så

opgiver missionæren, fordi han har fået respekt for den anden, selv om

han ikke er nær så stor. Bagefter kommer en af kateketerne og kalder M.

op til Johannes. Missionæren sidder med ryggen til og skriver, da M.

kommer ind. Så lægger han det han skriver og vender sig og ser på den

anden og siger:"Hvad mener du?" "Jeg har ingen mening," svarer M.

Hvorpå missionæren rejser sig, tager hans hånd og siger "Jeg tilgiver

dig !". M. takker og går sin vej med et stort stykke tobak og et stort

stykke brød, som pris for brydekampen.

Sidenhen blev M. døbt og fik navnet Thomas. Så blev han syg, og da han

havde været ude sidste gang, sagde han, at det urolige hav på

vindsiden af de yderste øer nu ikke så mere til ham. Fortælleren ender

med at konstatere, at M. endte sine dage på en god måde. Og slutter

med at fortælle, at han selv har mødt M.s barnebarn, Katrine-Lisbet,

som døde for ret lang tid siden.

Var.: Milortuaraq;

Hist.: Fortællingen virker helt autentisk og kan vel tidsfæstes til

ca. 1800. Bemærk at drab endnu frit kan begås af udøbte i kamp. Dette træk er undgået i den overordentlig lange variant fortalt af Esaia Martinssen en generation senere. En variant af Jaakuaraq er desværre ikke nået med i som oversættelse i denne base.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Håndskr.: Befinder sig muligvis i Thalbitzers arkiv på det Kgl. Bibliotek. Det var Thalbitzer der opfordrede Jaakuaraq til skriverierne ifølge indledningen, ibid. s. 20. Jaakuaraq lægger ud med sin fødsel, opvækst, oplæring til fanger, årets cyklus som ung fanger og som udlært, og lidt småfortællinger om mennesker, der blev beskyldt for hekseri i hans ungdom.

Emner der tages op ind imellem fortællingerne er trommesange, hekseri, qivittut (fjeldgængere) og inuarullikkat / dværge ibid. ss. 75 - 76; sjæleran og angakkoq-uddannelse / åndemaner-uddannelse, ibid. s. 82 - 84; børnenes lege på stranden ibid s. 91 - 92; mænd fortæller hinanden historier, ibid. s. 92.

Jaakuaraqs version af Milortuaraq er ikke oversat. Den nåede ikke med i tide. Egner sig glimrende til opdatering.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

Var.: Milortuaraq

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Dansk version sammenstykket af denne plus to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 84.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 68, ss. 366 - 370: Augpilagtok.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Aappilattuaarsuk.

Det fortælles om Aappilattuarsuk, at han yndede at overvintre ved Ikaarissat, der ligger lidt længere ude i fjorden mod vest. Han havde en søn, og til ham sagde han ofte, at der kunne indtræffe hårde vintre, hvor man sultede. Han sagde til sin søn, at han bare skulle fange så meget, som han kunne, uden at han syntes, at det var for meget. På nogle dage fangede de sæler, og på andre var de på alkejagt, og de fangede så meget, som om de blot havde opsamlet døde sæler og fugle. De havde et opbevaringssted til vinterproviant uden for bopladsen. Udbyttet fra deres fangstture landede de blot ved Niaqornaq. Mens de endnu fangede gav det sig til at sne - så voldsomt, at deres konebåd, der var sat op på et stillads, forsvandt under sneen. De havde kun den mad, der lå fremme, og efterhånden var der ikke ret meget tilbage. En dag (der står egentlig: 'aqaguane', dagen efter -   Chr. B.) slap provianten op. De begyndte at sulte meget, og en dag tog Aappilattuaarsuk af sted for at hente noget mad fra deres vinterdepot. Men provianten var helt utilgængelig pga. sne, så han vendte hjem med uforrettet sag. Da han kom hjem, blev han inde i huset, uden at have fået noget at spise. Så gik han ud og kom tilbage med deres kære hund. Den hængte han foran indgangen til rummet og slagtede den. Han skrabede håret og lod det falde ned på gulvet. Han skar et stykke kød fra siden og gav det til sin søn, men han ville ikke spise det. Han skar noget af kødet og gav kvinderne det at spise. De spiste råt kød. Da de havde spist, gik Aappilattuaarsuk i seng uden at sige et ord.

Dagen efter tog han af sted tidligt om morgenen, før de andre vågnede, for

at se, om der skulle være åndehuller i isen, som blev holdt åbne af sæler. I

Ameralikfjorden fandt han et åndehul, han ventede forgæves på, at der skulle

dukke en sæl op. Så drog han hjem. Da han kom hjem, tog han sin pels af. Han

tog kniven og tilbød sønnen noget at spise, men han ville ikke have noget. Han

og kvinderne fik noget at spise, hvorefter han gik i seng uden at mæle et ord.

Dagen efter tog han af sted, mens de andre sov. Han var inde ved

Kuussuaqfjorden for at kigge efter åndehuller. Han så ingen og tog hjem. Da han

kom hjem, tog han sin kniv frem. Det gjorde sønnen også, og han spiste sammen med

sin far. Endelig begyndte faderen at snakke og fortalte, at han havde været ude

for at kigge efter åndehuller, men at han ikke havde fundet nogen. De gik i seng

og dagen efter tog han af sted, mens de andre sov. Han var i Kangersuneqfjorden,

men heller ikke her fandt han et eneste åndehul, og han tog hjem. De spiste

resten af den lille hund. Dagen efter gik sønnen ud før faderen, og da han kom

ind, sagde han: "Hvis det var i gamle dage, ville føhnstormen bryde løs." Næste

gang han kom ud, gik han ned til stranden og kunne høre lyden af isflager, der

gned mod hinanden ('únerârssugpalulersoq' - unneraarsuit er væsener fra den

grønlandske sagnverden - Chr. B. Isfodens knagens strandånder? BS.). Næste gang

igen kunne han meddele, at isen var begyndt at brække. Hans far gik ud og

begyndte at grave i sneen omkring konebåden for at komme til kajakkerne, der lå

under konebåden. Kajakkerne havde ligget i læ af konebåden - et sted, hvor der

ikke var sne. Han tog kajakkerne frem, og de glædede sig til at tage ud på fangst

den efterfølgende dag. Dagen efter fik Aappilattuaarsuks søn ram på en alk med

sin fuglepil. Dette gentog sig, efterhånden som han kunne komme længere ud. Søn-

nen harpunerede også en fuldvoksen sortside. Da de kom hjem, kogte de alke, uden

først at have flænset sortsiden, for alke bliver hurtigt kogt møre. Næste dag

var de også ude og fangede meget - som om de blot havde samlet døde fangstdyr op.

Aappilattuaarsuk sagde nu, at han ville ud og træffe mennesker. De lastede

konebåden, så meget som den kunne rumme ('amitsualivât' - de lastede konebåden,

så meget, at vandet nåede op til amitsuaq - en lægte på siden af konebåden, som

holder betrækket adskilt fra op-... Chr. B. (?) B. S.), af deres fangstudbytte i de sidste tre dage. De tog af sted og traf mennesker. Faderen talte med sønnen om at huske, at han kun var tilflytter til stedet og at han, når han var på fangst, ikke skulle placere sig på vindsiden af de andre. Næste morgen tog de ud på fangst. Sønnen havde ikke roet længe ud mod vindsiden, da en sæl dukkede op. Han roede hurtigt imod den og harpunerede den. 'Âsît,

nániarniariartoraluarame angumeríngilâ' (det betyder: han var roet hen for at

give det nådesstødet, men nåede det ikke - måske skal det opfattes sådan, at

sælen var død med det samme, han harpunerede den - Chr. B.). Mens han gjorde sælen

klar til bugsering, hørte han støj. Da han vendte sig om, så han en, som havde

løftet armen for at harpunere ham. Han mente, at han sigtede lidt for højt og

lige i det øjeblik han væltede med kajakken til den side, hvor han var, fløj

harpunen hen over kajakken. Han rejste sig op igen og sagde til manden: "Du

kommer aldrig til at såre mig, så du kan lige så godt lade være med at kaste

harpun efter mig." Han sagde ikke noget herom, da han kom hjem.

Dagen efter var

vejret det samme. Han tog ud på fangst og den anden tog også af sted

('ingiatdlarpâ' egentlig: ledsagede ham - Chr. B.). Han harpunerede en sæl. Mens

han gjorde sælen klar til bugsering, hørte han støj, og han så, at den anden

løftede armen for at kaste harpunen imod ham. Han mente, at han sigtede for lavt,

og han væltede med kajakken til den side, hvor manden var. I det samme fløj

harpunen henover kajakken, så kun benknappen på enden af harpunen strejfede

kajakken. Han tog harpunen og knækkede den i stykker, idet han sagde: "Du kommer

ikke til at såre mig, så hold hellere op med at prøve at harpunere mig. Næste

gang du kaster harpunen imod mig, vil jeg gøre gengæld." Han roede hjem og da

han kom hjem, fortalte han sin far, at den mellemste af brødreflokken havde

gjort et par forsøg på at harpunere ham, og at han nok ville gøre gengæld, hvis

han skulle gøre det endnu engang. Hans far advarede ham. Næste dag trodsede han

igen vejret og tog af sted og den anden fulgte med. Aappilattoaarsuks søn

harpunerede en gammel fjordsæl. Han trak den til sig og gav den et kraftigt stød

med hånden. Han hørte støj bagved og så, at den anden endnu engang løftede armen

for at harpunere ham. I det øjeblik han væltede med kajakken med ryggen til ham,

ramte harpunen ham i helpelsen og lavede et hul i den. Han rejste sig op igen og

sagde til den anden: "Flygt fra mig. Nu vil jeg hævne mig på dig." Idet han

roede bort, kastede han harpunen og ramte ham gennem skulderbladet ('kiasigssua

akutdlorqutdlugo' - imellem skulderblad og hvad? Chr. B. - imellem skulderladene?

BS.). Han vendte hovedet imod ham og væltede med kajakken. Han slæbte ham til et

stort isfjeld og hængte ham op der, hvorefter han roede hjem. Da han var tæt på, sagde en af brødrene: "Aappilattuaarsuks søn er på vej ind." Denne sagde:

"Hvis I virkelig elsker jeres bror, kan I se efter ham, jeg efterlod ham efter at

have bundet ham (til et isfjeld)." Da Aappilattuaarsuk hørte dette, tog han en

stor hvalfangerkniv og gav sig til at slibe den. Dagen gik, og det blev aften.

Ved aftenstide blev der råbt ind: "Jeg skulle sige, at Aappilattuaarsuk og sønnen

skal komme på besøg." De kom på besøg, og der blev serveret netsidelever. Da

sønnen var blevet mæt, bad faderen ham rejse sig. Så tog Aappilattuaarsuk en

stor kniv op fra kamikkerne (kniven var stukket ned mellem yder- og

inderkamikken - Chr. B.), og han skar sønnens mave op med den. Sønnen sank i knæ. Så spyttede Aappilattuaarsuk i hænderne og strøg hånden over såret, så det heledes. Han gjorde dette to gange. ('mardlorarterame taimailiortardlune'). Slut.

Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq nr. 167 (til dels); Aappilattoq Jaakuaraq; oqalugtuaq Augpilagtuârssuk; Aappilattoq Kristian;

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Dansk version sammenstykket af denne plus to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 84.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 68, ss. 366 - 370: Augpilagtok.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Aappilattoq.

Mens Aappilattoq boede nede sydpå, hørte han om Kangeq, som var rig på fangstdyr. Han tog af sted for at se stedet, han havde hørt så meget om. Det blev efterår, mens de endnu var på rejse. De kom til et sted med ruiner. Her byggede de deres vinterhus, da jorden på det tidspunkt var begyndt at fryse. De var altså kommet til Ikaarissat, tæt ved Kangeq, som de stilede efter. Aappilattoq begyndte at tage ud på fangst. Han kendte ikke området og i løbet af efteråret fangede han så meget, at man skulle tro sælerne selv var kommet op på land. Når det var godt vejr, fangede han altid to. Aappilattoq var da også kendt som en dygtig fanger.

I det nye år indtraf der en periode med dårligt vejr, hvor nordenvinden

drejede i øst og blæste nærmere ved land. (Normalt blæser

nordenvinden langs kysten - uden for kysten - Chr. B.). Hos familien Aappilattoq

levede man nu udelukkende af de mange sæler, han havde fanget, og som tiden gik,

svandt det i dem. Sælerne var lagt hen udenfor, og da der kom så meget sne, at det

dækkede dem, tog han hele sælforrådet ind i huset. Endelig lagde nordenvinden

sig, men der kom grødis og havet frøs til langt ud fra kysten og langt ind i

fjordene. Der var intet hav at se.

På det tidspunkt var Aappilattoqs sældepot blevet spist op. Ligesom forrådet var blevet spist op, blev det klart vejr. Næste dag gav Aappilattoq sig til at lave redskaber til åndehulsfangst. Han lavede en lille harpunspids, og næste morgen tog han af sted til Ameralik for at søge efter åndehuller. Først gik han ind ad på solsiden (d.v.s nordsiden af fjorden - Chr. B.) af fjorden. Da han så var nået til bunden af fjorden, gik han ud af den på skyggesiden. Han kom hjem uden af have observeret åndehuller. Næste morgen tog han af sted ind til Kapisillit - igen for at søge efter åndehuller. Han gik først på solsiden af fjorden og da han ikke havde observeret et eneste åndehul, fortsatte han ud ad fjordens skyggeside. Også denne gang kom ham tomhændet hjem. Den tredje dag om morgenen tog han af sted uden at have spist noget, denne gang til Kangersuneq. Først gik han på fjordens solside, men da han ikke havde observeret et eneste åndehul, fortsatte han ud på skyggesiden af fjorden. Da han kom hjem uden at have set et eneste åndehul, gav han sig til at slibe sin kniv.

Aappilattoq havde en plejesøn, som var blevet ret stor. De havde også en stor nyfødt hundehvalp med hængeører. Aappilattoq gik hen til hundehvalpen og stak den, hvorefter han skar et stykke af den kødfulde del af hoftepartiet - med skind og det hele. Da han havde renset det fuldstændigt fri for hår, spiste han det råt. Først da resten var blevet kogt, fik han noget ordentligt at spise. Dagen efter blev han hjemme - efter at have spist hundekød. Næste dag igen gik han op på det højeste fjeld og så et stort havområde, som slet ikke var så langt borte. Den dag tog han ikke ud, da det var for sent. Næste dag travede han af sted, med sin kajak på hovedet med bunden i vejret. Han fulgte iskanten, og da han var kommet ned i sin kajak, roede han i nordpå langs iskanten, og da han var roet uden om et lille næs, fik han øje på en hel masse huse inde på land. Ved nærmere øjesyn viste det sig, at pladsen neden for husene var fuld af blod ('kigsârtoq' kender jeg ikke, men forståelsesmæssigt betyder det vist ikke noget - Chr. B.). Aappilattoq roede kraftigt til og da han lagde til, blev han venligt modtaget og straks budt op til husene. Han steg op af kajakken og gik opad. Faktisk havde han afbrudt sin rejse, lige før han nåede Kangeq, målet for hans rejse. På vej op gik han forbi møddingen, hvor der lå masser af frosne indvolde af alke. Dem kastede han sig over, og man kunne ikke få ham væk fra dem. Først da han havde spist alle indvoldene, gik han ind i et af husene, og han var stadig oplagt til at spise. Inde i huset fortsatte han nemlig med at spise og holdt først op, da han var blevet helt mæt.

Da han skulle af sted, fik han så meget forærende, at han knap nok kunne have det på sin kajak. Alt det fik han som gæst, uden selv at have været på fangst. Han roede hjem, og dagen efter rejste de til Kangeq - og det var i begyndelsen af det nye år.

Da de var kommet til Kangeq, begyndte Aappilattoq at fange meget, for nu var han jo kommet til Kangeq, som var rig på fangstdyr. Den ene dag var han på alkejagt og den anden dag på sæljagt. Hans søn var netop lige begyndt at øve sig i kajakroning. En dag da Aappilattoq skulle ud på fangst, sagde han til sin søn: "Tag du ud på alkejagt, men når du ikke er sammen med mig, må du endelig holde øje med kajakmændene. Nogle kajakmænd kan være utilregnelige (et forsøg på at oversætte 'imáinaq íneq ajormata' - Chr. B.), når de bliver irriterede, bliver de ophidsede (et forsøgt på at oversætte 'ajorquteqartarmata' - Chr. B.)." Dette lod sønnen sig mærke. Når han var på alkejagt alene - uden faderen - var han aldrig så optaget af at jage alke men mere af at holde øje med kajakmændene. Men når han var sammen med faderen, tænkte han kun på alke, og da fik han mange alke.

En dag han var på alkejagt, blev han helt optaget af at jage disse og en tid, havde han ikke øje for de andre kajakmænd. Pludselig opdagede han, at kajakmændene var på vej til Kangeq. Han drejede også sin kajak om i samme retning. Så så han en kajakmand ro ind imellem de andre. Han så nærmere efter og opdagede, at det var hans far, og at han var ved at blive omringet af de mange kajakmænd. Da han intet kunne foretage sig, lå han blot og kiggede på dem. Så så han, at en af kajakmændene kæntrede. Der kæntrede én til. Den ene kajakmand efter den anden kæntrede og til sidst var der ikke flere tilbage. Kun Aappilattoq og hans søn roede nu hjem og væk fra de mange kajakker. Aappilattoq var nu den eneste forsørger for de efterladte bopladsfæller, da alle dem, der var på alkejagt var blevet udryddet undtagen den, der ikke var ude på jagt.

Det viste sig, at det som sædvanlig var hans 'avinngaq' (lemmingeamulet - Chr. B.), der havde udryddet de mange kajakmænd. Denne avinngaq havde Aappilattoq i bræmmen omkring sin kajakpels. Aappilattoq var urolig ved at være på Kangeq, og til sidst rejste han væk - først til sin første vinterboplads, Ikaarissat. Mens han opholdt sig der, fik han at vide, at der var en rute inden om Kangeq. De rejste nord på uden at underrette folk i Kangeq. Undervejs talte Aappilattoq med sin søn og opfordrede ham til at træne sig stærk, for man kunne aldrig vide, hvad de kunne komme ud for, når de rejste videre nordpå.

Henimod efteråret nåede de Pisuffik og bosatte sig der. Der boede mange fangere, og Aappilattoqs søn var i mellemtiden blevet stærk. Han var i stand til at klare alt. Kun den mellemste af brødreflokken på stedet ledsagede ham, når han var ude på fangst i stærk blæsevejr.

En dag tog Aappilattoqs søn ud på fangst som sædvanlig, endnu før den mellemste af brødreflokken tog af sted. Han var på sælfangst langt ude mod vest. Han havde i nogen tid ikke kigget til den side, hvor solen var. Da han endelig kiggede den vej, opdagede han, at den mellemste af brødreflokken havde løftet armen for at harpunere ham. I samme øjeblik han bevægede armen for at kaste harpunen, væltede han i sin kajak til den side, hvor den mellemste af brødreflokken var. Harpunen røg tæt forbi sidelægten af hans kajak. Aappilattoqs søn rejste sig op igen og uden at tale med manden, roede han væk fra ham og hjemad - som sædvanlig med to sæler. Han sagde intet om det, da han kom hjem, men endelig kom det fra ham: "Jeg vil hævne mig på den mellemste af brødreflokken, han forsøgte at harpunere mig." Aappilattoq sagde til ham: "Lad være med at gøre gengæld, ellers får vi mange fjender." Aappilattoqs søn rettede sig efter det.

Aappilattoqs søn var den, der tog ud på fangst, mens faderen gik og nød

tilværelsen uden at tage på fangst længere. En dag sønnen som sædvanlig

var på fangst uden for kysten, havde han i nogen tid ikke kigget til den

side, hvor solen var. Pludselig opdagede han, at den mellemste af brødreflokken

havde løftet armen med harpunen imod ham. Det eneste der var at gøre var at vælte om med kajakken til den side, hvor fjenden var. Heller ikke denne gang ramte

han ham. Aappilattoqs søn gjorde som sidst. Uden at sige noget til ham, roede

han hjem med sine sæler på slæb. Han fortalte ingenting, da han kom hjem. Han sad

langt tilbage på briksen uden at sige noget, men endelig kom det fra ham: "Endnu

engang har jeg ikke gjort gengæld imod den mellemste af brødreflokken, men næste

gang han gør sådan, som han gjorde i dag, vil jeg gøre gengæld." Hans far gentog

sin advarsel, men det gjorde kun sønnen mere ophidset og han var fast besluttet

på at hævne sig.

En dag var Aappilattoqs søn igen ude på fangst derude mod vest. Han havde

solen i ryggen og var ganske tryg. Han havde i nogen tid ikke kigget til den

side, hvor solen var. Da han endelig vendte hovedet til den side, var den

mellemste af brødreflokken der igen og han havde løftet armen for at kaste

harpunen. Denne gang var han ganske tæt på ham. Der var ikke andet at gøre end

at iagttage ham, og i det øjeblik han bevægede armen, kæntrede han til den side,

hvor han var. Harpunen strejfede sidelægten. Han rejste sig på ret køl og så, at han vedholdende kiggede på ham samtidig med, at han rullede sin line sammen.

Aappilattoqs søn tog et par åretag. Så løftede han armen for at harpunere ham, og

han ramte ham neden for skulderen ('ersingínarsuatigut' - jeg kender ikke ordet.

Oversættelsen er fra den danske kommentar - Chr. B.). Han kæntrede, men han lå på

siden, da harpunen hindrede ham i at vippe helt ned under vandet. Han gjorde ham

klar til bugsering, og mand og kajak blev bundet til bagenden af den sæl, han

havde fanget, og blev slæbt ind mod land. Nord for bopladsen lå et stort isfjeld

med et hul i midten, der havde form som en portal. Han styrede imod dette

isfjeld. Han roede gennem hullet. Så bandt han mand og kajak rigtigt stramt til

isfjeldet. Da han var færdig, lagde han sælen bag på kajakken med hovedet vendt

imod kajakkens bagende - modsat det man normalt plejede at gøre. Sådan roede han

hjem, forbi bopladsen, og folk inde fra land pegede på ham og sagde: "Se nu dér,

Aappilattoqs fjollede søn har en sæl bag på kajakken i omvendt stilling.

Hvad skal det mon betyde?" Aappilattoq vidste besked og uden at kommentere det,

der blev sagt, fjernede han sig fra mændene. Han vidste udmærket, at han ville anbringe sælen sådan, når han havde suppleret den ene sæl, han havde fanget, med et menneske.

Aappilattoqs søn råbte nu ind til folk på land: "Hvis I bryder jer om (der

skulle måske have stået 'ungagigussiuk' - ungagaa - kan ikke undvære ham. -

ellers: ingagaa, synes det er væmmeligt - Chr. B. 'Ingagigussiuk - BS) jeres

mellemste bror, kan I hente ham. Han er tøjret fast til det store isfjeld lige nordfor. Nu har jeg endelig hævnet mig på ham, da han for tredje gang forsøgte at harpunere mig!" Mændene brast i gråd og gik ind i husene.

Herefter tog Aappilattoqs søn kun ud på fangst, når det blæste stærkt,

for Aappilattoq og hans familie var blevet utrygge, nu de havde fået fjender. Når alle de andre mænd var ude på fangst, blev Aappilattoqs søn hjemme. Ved

forårstide, mens de endnu boede på bopladsen, kom brødreflokkens kiffak / kiffaq og råbte ind til dem: "Jeg skulle be' Aappilattoqs om at komme på besøg." De gik derhen på besøg. Aappilattoq sagde til sin søn: "Nu skal du opføre dig rigtig frækt, når du går ind. Jeg går først ind, og midtvejs gennem gangen springer jeg op på tærskelen. Det samme skal du gøre." Aappilattoq sprang ind først og sønnen sprang ind på samme måde. Inde i huset så de kun mændenes fødder, der

stak frem fra briksekanten. De gik frem og tilbage på gulvet. Så sagde en af

mændende: "Spis noget sællever." Det gjorde de, mens de endnu gik frem og

tilbage. De spiste lever af en oval tallerken, der var lavet af træ ('nertaq' er

i de danske bemærkninger oversat til: oval af træ - jeg kender ikke ordet - Chr. B.).

Da de havde spist halvdelen, faldt der noget frossent jord fra rummets loft ned

over tallerkenen, som forsvandt under det ('miligdlugu' - milippaa = propper det

til - Chr. B. som dækkede tallerkenen, BS). Brødreflokkens far sagde: "Det stykke jord er ikke faldet ned af sig selv. Sydlændingene er blevet opdraget til lidt af hvert. I (vi) kan ikke klare dem. Lad dem være." Aappilattoq bad sin søn sætte sig ned. Så stak han ham i siden med sin kniv, så hans indvolde kom ud. Han stoppede dem ind igen og strøg hånden hen over såret, så det heledes. Sådan gik det også med hans far (jeg ved ikke hvordan dette skal forstås - Chr. B. ). Aappilattoq og hans familie tog sydover uden at blive såret, og de døde uden at være bleve såret. Slut.

Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq Jaakuaraq; oqalugtuaq Augpilagtuârssuk; Aappilattoq Kristian;

Kommentar: Aapp. har åbenbart angakkoq / åndemaner-evner til at hele sår og demonstrerer hermed at han lever op til brødrenes udsagn om at han som sydlænding har fået større evner end gennemsnittet. Hyppigt tillægger man folk i missionernes udkanter særlige overnaturlige ("hedenske") evner. En almindelig tilbøjelighed verden run

Trykt med en lidt anden ordlyd (enten redigeret eller nedskrevet igen af Jaakuaraq) i Atuagagdliutit 1935 - 36, nr. 7, ss. 51 - 54 + nr. 8, ss. 58 - 59: Quloroq.

Oversættelse ved Apollo Lynge, revideret af Signe Åsblom:

Fortællingen om Quloroq

I gamle dage, da der var mange fangstdyr omkring Kangeq, hørte Isiguaq om det rige Kangeq med den store mængde af fangstdyr. Da han ikke længere kunne nøjes med bare at vide det drog han i forsommeren med hele sin husstand til Kangeq for at overvintre.

De rejste og kom til Kangeq og så at der var et hus. Fra huset kom en meget kraftig mand ned til dem og bød dem meget hjerteligt velkommen. Det viste sig at være Quloroq, og han insisterede straks på at de skulle bo sammen med ham og ikke noget andet sted. "Man møder ikke mange andre mennesker her. Du skal ikke bygge dit eget hus for jeg vil være glad for at du bor sammen med mig," sagde han. Da Quloroq altså ikke ønskede at de skulle bo noget andet sted, og Isiguaq ikke kunne sige ham imod, flyttede de ind i Quloroq's hus.

Da Isiguaq nu var blevet bofast på Kangeq og opdagede fangstrigdommen, kunne han dårligt bestemme sig for hvilke fangstdyr han ville gå efter fra dag til dag. For eksempel var der masser af helleflyndere, og fordi Isiguaq kom inde fra fjorden var han særlig glad for nu at kunne spise dem. Der var (også) så talrige klapmydser og grønlandssæler at han kom i vildrede med hvad han skulle stile mod. Derefter gik tiden så hurtigt på grund af de rigelige mængder fangstdyr, at han knap nok opfattede / sansede sommeren. Da efteråret nærmede sig og sæltrækket begyndte, blev der endnu flere dyr at jage. Da grønlandssælerne begyndte at trække forbi i flokkevis, var det bare at trække fangsten i land. Når de havde fået sæler nok på slæb roede de hjemefter, og det virkede som om sælerne af sig selv kom op på stranden neden for huset. Hen på det sene efterår kom hvalerne nærmere kysten, og alle steder kunne man nu øjne skyer af deres blåst. Når de tog ud på fangst passerede pukkelhvaler og finhvaler forbi, og Quloroq lod som om han ikke så dem.

Langt hen på efteråret mens de endnu var fuldt optaget af al den fangst, vågnede de en morgen til en svag nordøstenvind og meget fint vejr. Da de var ved at gøre deres kajakker klar, så han sin husfælle montere en svær fangstline, som han ellers aldrig brugte, til sin harpun. Og denne gang tog han ikke fangstblæren med. Han bandt fangstlinen rundt om sin kajakring og trak linen ud under alle sine kajaktværremme. Heller ikke sin lanse tog han med, men nøjedes med en harpun og klemte en stor kajakkniv fast under sine tværremme. Han husfalle fattede ikke hvad de forberedelser skulle betyde, men spurgte ham ikke. De tog af sted sammen og var kommet forbi det lille skær, Ikkarlunnguaq, da de lidt syd for det store skær (Ikkarlussuaq) så en pukkelhval, der så vedholdende holdt sig oppe i vandskorpen, at den lignede et stort stykke træ. De roede derhenad og ville vel ind på den fra vindsiden, men hans husfælle roede bare direkte hen imod den. Quloroq roede hurtigere og hurtigere jo nærmere de kom hvalen, og da han var helt inde på den, sagtnede Isiguaq farten. Hvalen havde endnu ikke blæst ud, da Quloroq lagde an til kast, endda uden han havde sin fangstblære med. Han harpunerede den så hårdt på dens overside, at den kraftige harpun stod og vibrerede i hvalen. Den store hval udstødte nogle syngende lyde og viste stjerten. Den modige kajakmand blev trukket sidelæns hen mod den og videre ned under vandet. Så gav hans husfælle sig tålmodigt til at vente mens han langsomt roede udefter. Aftenen stundede til uden at Isiguaq havde forsøgt sig med noget fangstdyr, fordi han hele tiden var på udkig efter sin fælle. Og da det blev aften havde han ligesom ikke lyst til at tage hjem, fordi han havde så frygtelig ondt af den lille søn, der ville komme ned til stranden efter sin far og selvfølgelig spørge efter ham.

Da aftenen så småt faldt på var der dog ikke andet at gøre end at vende hjemad hvor meget han end følte det uoverkommeligt. Da han kom roende lige ved strandkanten og deres hus kom til syne, så han en kraftig mand der med ryggen til stille og roligt bearbejdede noget med en økse oppe på taget af husgangen. Da de

ikke havde andre bopladsfæller spekulerede Isiguaq på hvem, der mon var kommet på besøg. Endnu med det i tankerne fik han øje på en helt sort klipperyg på stranden neden for deres hus. Da han langsomt nærmede sig genkendte han sin husfælle, og efterhånden gik det op for ham hvad han så. At det var en pukkelhval der var ved at komme til syne i ebben. På det tidspunkt så Quloroq endelig på ham, slap det han huggede til og gik ned til ham. Da han var nået ned på stranden sagde Isiguaq: "Tidligere på dagen trak pukkelhvalen dig ned under vandet og hele resten af dagen har jeg kigget efter dig, men har overhovedet ikke set dig. Jeg kunne næsten ikke holde ud at ro hjem, fordi jeg havde så ondt af din lille søn, der ville spørge efter dig, hvis jeg kom alene tilbage, og kun med våben. Quloroq udstødte en kort latter og udbrød: "Det er nu min vane, at når jorden er blevet kold nok til at man kan fryse noget ned og hengemt mad ikke længere fordærves, sørger jeg for at fange en pukkelhval til frossent forråd. Tidligere på dagen så du, at jeg klemte en stor kajakkniv fast under mine tværremme. Så da hvalen trak mig ned under vandet, trak jeg mig tættere på den ved fangstlinen, og den trak mig så hen imod mit hus, mens jeg stak den ihjel, og den kom først op af vandet da den var død ud for mit hus."

Herefter havde de endnu rigere mængder af mad, og derudover adskillige hele grønlandssæler. Når de tog på fangst nøjedes de aldrig med kun at fange en enkelt, fordi de begge kunne klare sig i al slags vejr. Selv om Isiguaq var fjordbo, holdt et almindeligt stormvejr ham ikke hjemme, og mens de endnu havde rigeligt med fangst, begyndte dagene at blive længere, og der var også stadig masser af lomvier at fange. På det tidspunkt begyndte de fuldvoksne grønlandssæler så småt at trække længere ud. Så nøjedes de med at fange en enkelt grønlandssæl af gangen, og sortsider var der stadig rigeligt af.

En dag da Quloroq som sædvanlig kom hjem med en fuldvoksen grønlandssæl sagde han til sin kone: "Af skindet af min fangst i dag vil jeg have en uskrabet helpels. Konen lod så være med at skrabe skindet. Da hun var færdig med den, tog han og blødgjorde den grundigt ved at gnide den mellem hænderne, og så lagde han den under sin vinteroplagte konebåd, idet han klemte den fast bag sidelægterne og lod den blive dér. Isiguaq gjorde ikke straks som sin husfælle, men da han en dag kom hjem fra fangst med en fuldvoksen grønlandssæl sagde han til sin kone: "Skindet af min fangst skal bare skrabes en anelse." Hans kone syede ham så en ny helpels, der bare var skrabet ganske let. Da hun var færdig med den blødgjorde han den, og lagde den pænt sammnrullet under sin konebåd med den tanke, at han først ville bruge den når hans husfælle tog sin nye helpels på.

Tiden gik uden at de havde prøvet deres nye helpelse. Da dagene var blevet længere og deres fangst bestod af lutter sortsider, vågnede de en morgen til meget fint vejr med nordøstenbrise. Alt åndede fred og ingen fare. Quloroq gik ind under sin kondebåd og kom så ind i huset med sin nye uskrabede helpels, og Isiguaq kom også ind med sin nye helpels. Så sagde Quloroq: "Her går vi og mangler grønlandssæler, men længere derude på havet er der mange af dem. Nu har jeg tænkt mig at fange grønlandssæler." De tog deres nye helpelse på og satte af sted udefter, mens de undervejs bare roede mellem flokkevis af sortsider. Endelig kunne de se de yderste landområder som sammenhængende stykker land, men først var kun fjeldtoppene synlige. Ude i horisonten strakte isen sig hele vejen fra nord til syd; og da de kom nærmere så de noget mørkebrunt under disen, og så kunne de se at der var mængder af grønlandssæler, der aldrig dykkede særlig længe men bare kredsede rundt. Da de netop var ude for at fange noget harpunerede de begge hver to grønlandssæler og surrede dem fast bagpå og foran på kajakken. Da de så tog indefter, holdt Quloroq som sadvanlig udkig og han fik nu øje på enkelte skyer, der så småt voksede frem ude i vest og varslede nordenvind, og samtidig mærkede han, at havvandet begyndte at virke "blødere". Quloroq drejede hovedet mod sin fælle og sagde: "Skyerne vokser ikke op for sjov derude. Vi får snart en nordenstorm over os. Ro, ro indad alt hvad du kan." De havde kun roet kort tid da dønningerne begyndte at komme før nogen markbar vind. Stormskyerne drev så hurtigt at de var ved at nå hen over dem, og toppene af dønningerne begyndte at fyge før de selv mærkede vinden. Quloroq nærmede sig nu sin fælle og sagde: "Vi kan altid fange grønlandssæler end anden dag. Smid bare den du har foran dig på kajakken, det gør jeg også med min. Og så befriede han sig for sælen foran på kajakken. Nu havde hver een sæl tilbage bag på deres kajakker og fortsatte så hurtigt de kunne ind mod land, og ingen af dem sagde et ord.

Nu da stormskyen var henne over dem og der stadig ikke var nogen vind,

kunne stormens buldren så småt høres. Og nu kom vinden op mod dem, mens den formede vandet i bakker og dale. Da det var kommet så vidt nærmede Quloroq sig sin kajakfælle og sagde: "Vi kan altid fange grønlandssæler en anden dag, smid bare den du har på kajakken, det gør jeg." Idet han frigjorde den fra kajakken, kom stormen over dem som en stor tæt sky, og det var en vaskeægte nordenstorm. Men ingen af dem syntes at være i overhængende fare, og nu hvor de ikke længere havde noget oppe på kajakken fortsatte de støt mod land og holdt en rimelig god afstand til hinanden. På et tidspunkt hørte de gennem stormens tordenlyd en endnu kraftigere brølen, og det lød ligesom når et yderskind af et telt slæbes hen over ujævn stengrund. Med et blik over mod vindsiden så Quloroq, at en bølge uden ende fra øst til vest var på vej hen imod ham. Quloroq nærmede sig sin kajakfælle og mens han pegede med åren mod vinden råbte han: "Når sådan en bølge uden ende nærmer sig, kan man ikke flygte fra den. Nu skal du kigge på, mens jeg ror hen imod den, og bagefter skal du prøve at gøre ligesom mig." Derpå vendte han sig op mod vinden og begyndte at ro hen imod bølgen fra læsiden. Da han var kommet på et fuglepilkasts afstand fra bølgen klemte han sin sin kajakåre fast mellem sine kajaktværremme, tog et godt greb rundt om sin kajak og vendte bunden i vejret. Hans kajakfælle spejdede nu efter ham fra han læside, og langt om længe, netop da vandfoget på bølgens vindside var stilnet lidt af, stak hans kajakspids lidt op af vandet men forsvandt igen under vindskruningerne; efter lang tids venten endnu engang dukkede hans kajakspids op igen, og i det samme var han helt oppe med vinden mod sin højre side. Han ludede lidt mod højre med sin åre ude og roede derefter mod bølgen fra læsiden, så vandet sprøjtede omkring hans kajak da han gled over vandet på grund af medvinden. Fra hans læside kunne Isiguaq ikke gøre andet end at ro af alle kræfter mod bølgen, og da han satte sin åre fast mellem sine trværremme og ville til at vende kajakken, nåede bølgen lige at fange ham og komme over han, og så forsvandt kajakken. Quloroq spejdede nu efter sin kajakfælle, og da den store bølge efterhånden blev fladere på vindsiden, kom Isiguaqs kajakspids så småt til syne, og så dukkede kajakken op med bunden i vejret. Quloroq ventede lidt i den tro at han ikke ville bruge sin åre, men da han pludselig brugte den, var det som om han med hånden havde skubbet sig op fra bunden. Da Isiguaq havde rejst sig, flyttede han sig ikke af stedet og så ud som om han ikke havde det godt. Da Quloroq nåede hen til ham så han, at hans helpels af let skrabet skind fra en fuldvoksen grønlandssæl var revnet. Da Quloroq ikke kunne gøre andet, begyndte han at surre ham til rundt om overkroppen men opdagede, at Isiguaq sad og ømmede sig. "Hvorfor sidder du og bliver ved at ømme dig?" spurgte Quloroq. "Da bølgen var ved at komme over mig, stemte jeg den ene fod mod kajakkens sidelægte og kom derved til at sprænge min ene testikel." Og det var altså det han ømmede sig over.

På vej ind stødte de ikke på flere vanskeligheder og kom vel i land, men efter den tur tog de ikke senere så langt ud på havet på fangst.

Da de havde overvintret og det var blevet sommer tænkte Isiguaq først på igen at overvintre på stedet på grund af den rige fangst, som han ellers var så glad for, men da han tænkte at han nok ville ende med at miste begge sine testikler hvis han overvintrede endnu engang, fortælles det at han vendte tilbage til sin boplads.

Her ender beretningen.

Var.: Om venner 473 - 475

Hist.: Muligvis en historisk fortælling. Kangeq-områdets rigdom på fangst er legendarisk. Hertil kom mange sydlændinge, nogle fra sydøstkysten, og ligesom andre immigrerede sydlændinge sluttede de sig til herrnhuterne. Derfor genfinder man også ofte østgrønlandsk fortællestof i fortællingerne fra Kangeq, Noorliit (Ny Herrnhut)og Uummannaq - området (i Godthåbsfjorden). Varianten er fortalt af Hendrik fra Ny Herrnhut i 1860'erne.

Håndskr.: Befinder sig muligvis i Thalbitzers arkiv på det Kgl. Bibliotek. Det var Thalbitzer der opfordrede Jaakuaraq til skriverierne ifølge indledningen, ibid. s. 20. Jaakuaraq lægger ud med sin fødsel, opvækst, oplæring til fanger, årets cyklus som ung fanger og som udlært, og lidt småfortællinger om mennesker, der blev beskyldt for hekseri i hans ungdom.

Emner der tages op ind imellem fortællingerne er trommesange, hekseri, qivittut (fjeldgængere) og inuarullikkat / dværge ibid. ss. 75 - 76; sjæleran og angakkoq-uddannelse / åndemaner-uddannelse, ibid. s. 82 - 84; børnenes lege på stranden ibid s. 91 - 92; mænd fortæller hinanden historier, ibid. s. 92.

Jaakuaraqs version af Tusilartoq er ikke oversat. Den nåede ikke med i tide. Egner sig glimrende til opdatering.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

Var.: Singajuk / Singajik.

En del af denne tekst er i let forkortet oversættelse trykt i K. Rasmussen

1979, nr. 170-184. Rasmussen har ellers på håndskriftet noteret, at disse (denne og den foregående, BS) forsvinder (ikke skal bruges ?) fordi de er alt for små.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Ind imellem er der kristne, som tror fuldt og fast på meget forskelligt, der egentlig må anses for ikke at have nogen som helst betydning. Jeg vil her skildre noget af det, og jeg vil starte med skikke omkring fødsel - kun dem jeg har hørt og kan huske.

Når en fødsel trækker ud, kan det ifølge kvindens mor skyldes, at den fødende kvinde gemmer på en hemmelighed, som hun ikke vil ud med. Somme tider sker det så, at man må gribe til følgende: Man får kvinden til at sluge en krebs (i Rasmussens oversættelse 1979: en vandmand), der (jo) bevæger sig, nede i tidevandet ved stranden.

Når så barnet i moderens mave ser krebsen nærme sig ved at krumme sig, bliver det bange og vil ud. Så bliver det født.

Når barnet er blevet født, får moderen forbud mod at spise bestemte slags

mad. Her er et enkelt eksempel, jeg har hørt om: Moderen må ikke spise ryper, for ellers ville spædbarnets hud løsne sig over det hele.

Hvis man en dag opdager, at barnet ikke er helt raskt, skal man hælde urin fra baljen hele vejen rundt om huset. Hvordan det egentlig skal tolkes, fatter jeg ikke, for ingen har fortalt mig det. Man kan også, hvis barnet bliver sygt, affyre en patron, der har et stykke af barnets tøj som forladning. Det gør man, for at sygdommen skal forlade barnet. - Og når barnet eller et voksent menneske bliver syg, plejer man, hvis pågældende har en hund, omgående at aflive den, som erstatning for at ejeren skulle dø.

Hvis den syge, der er ved at blive rask, ønsker at vaske sit ansigt eller blot sine hænder, skal man ikke tillade dette, for eller risikerer han at blive endnu mere syg eller dø.

En af de kvinder, der er med til at betrække den første kajak, en mand skal have, lægger gerne en eller anden lille ting helt op i spidsen af den. Det gør hun, siger man, for at han skal blive stærk.

Hvis en sælfanger ikke længere fanger så meget som før, og mener at nogen har anbragt noget, der svækker ham i hans kajak, skal han lægge kajakken med bunden i vejret og ryge den ud gennem mandehullet, for at fjerne den eventuelle årsag til, at han ikke er så stærk længere.

Nogle fangere har den skik, at de, når de skal til at ordne fangsten til bugsering, åbner dyrets mund og spytter ned i den, for at den ikke skal blive levende igen. Og når de er på vej hjem med fangsten, kunne det aldrig falde dem ind at lægge til nogen anden boplads (end deres egen), for ikke at risikere at miste fangstlykke. - Når de under et besøg på en anden boplads fanger en sæl, sørger de altid for, at hovedet ikke bliver kogt hos værtsfolkene, og at det heller ikke bliver efterladt der. Det siger man jo er, for at sælhoveder ikke skal holde op med at vise sig, når han er på fangst i området ved sin egen boplads.

- Når man er på klapmydsfangst på skær eller is langt uden for kysten, og ikke kan få øje på nogen, har de den skik, at lægge kastetræet til harpunen på tværs af dækket foran kajakringen. Så er de sikre på, at de snart vil få øje på en klapmyds, der ligger på skær eller is, altså når de selv har leget, at kastetræet har lagt sig på dækket foran kajakringen, ligesom et sødyr på skær eller is.

Når en fanger bliver længe væk på fangst, og familien derhjemme er blevet bekymret og bange for, at han kunne være omkommet, prøver de at finde ud af, om han skulle være i live på følgende måde: Man forsøger at antænde et stykke af hans varme tøj. Hvis den kan brænde ved man, at han er i live og blot er ude længe. Men hvis tøjstykket ikke vil tændes, og kun knitre, anses den udeblevne for at være druknet.

- Det sker også, at fangerne forsyner deres redskaber med et eller andet mærkeligt vedhæng, selv om dette ikke gavner redskabet det fjerneste. Således holder man en overtro i hævd fra forfædrene, selv om de ikke selv har nogen erfaring for, om det er til nogen nytte. Nogle fangere overholder tabuer mod at spise en bestemt slags mad.

Jeg nævner her et par eksempler, som jeg har fået fortalt og kan huske: Man må ikke spise det parti ved hjertet af en klapmyds, hvorigennem den store blodårer går; for hvis man spiser af det, vil spydspidsen når man harpunerer en sæl, ikke kunne trænge igennem pelsen, og fangeren vil miste fangsten. - Det er endvidere en fanger forbudt - især en nybegynder - at spise en sæls storetå fra den yderste baglalle. Ellers sker der det, hvis han kæntrer, at hans råb om hjæp ikke vil blive hørt af kajakmænd, der befinder sig nærmest, men kun af dem der befinder sig længst væk, hvorfor manden drukner, mens de, der befinder sig længst væk, er på vej hen til ham.

Når storisen lægger til land om foråret, så at man ikke længere kan færdes (i kajak) på havet, prøver de på at skubbe isen ud ved at smide en sten fra gamle grave ned på isflagerne. Når stenene har ligget på flagerne i nogen tid, driver isen ud. Hvordan disse stens væsen skulle kunne drive isen ud, fatter jeg ikke; for ingen har fortalt mig det.

Når man på grund af vedvarende blæst ikke kan komme ud på fangst, "pakker man vinden ind". Man får vinden ind i en (vind)tæt kamik, et halværme eller en vante. Når "posen" er blevet "pustet op" af vinden, strammes åbningen til. Derefter skal posen tages ind og lægges mellem (det opstablede) sengetøj.

Nogle er yderst nøjeregnende med at overholde sørgetabuer. Når et familiemedlem er død - og somme tider allerede når det er blevet klart, hvor det bærer hen - nævnes navnet ikke mere. Jeg blev altid bare kaldt Jaakuaraq, også efter at jeg var blevet ret stor; men da min navnefælle døde, var der ikke længere nogen (undtagen mine forældre), der kaldte mig ved dette navn. Selv om navnet hos mig var spillevende (og selv om navnet jo fortsat var knyttet til den afdøde), forbød tabuet, at man nævnte navnet. Og i sådanne tilfælde nægter man at udtale navnet hele livet igennem, lige meget hvor indtrængende de bliver bedt om at sige det. I mange tilfælde nægter familien at overtage den afdødes ejendele. Man må da absolut heller ikke lade den afdødes ejendele overgå til den, der bliver opkaldt efter ham/hende, for eller risikerer pågældende at dø, ligesom den han/hun har navn efter. Derfor lægger man den dødes ejendele i hans grav, for at ingen skal bruge eller se dem.

Det at man også laver ammuletter til støtte for sit liv hænger sammen med alt dette. Selv har jeg bl.a. hørt om og set følgende ting: F.eks. må et stykke tøj til et barn - en skjorte eller en anorak - ikke have noget læg, og somme tider må der heller ikke være knapper på. Det sker også, at man syr et gammelt stykke på af en eller anden slags, som slet ikke passer sammen med det forrige. Jeg har også hørt om, at nogle har syet kløer af en sæl, en hale af en hund eller andre ting på småpigers eller smådrenges tøj. Såkaldte kristne bruger altså ganske ligegyldige ting til at beskytte deres liv med i ligegyldighed overfor ham, der har givet os livet, og som også er dets beskytter. Som jeg allerede flere gange har sagt: Det er besynderligt, at folk i en sådan grad viser tillid til og tror på ligegyldige ting. Troen (den kristne) kan umuligt rummes i deres hjerter.

Noget af det, som selv kristne tror på, er innersuit ("ildfolket"). De skulle efter hvad man siger, være mennesker, der engang er faldet ned gennem revner i jorden, og de skulle bo ved stranden i skrænter, der går stejlt ned til havet. Det er mennesker uden næser. Det påstås, at lyset fra deres lamper kan ses om aftenen. Man fortæller, at de snøvler, som om deres næse var stoppet. Alt hos dem, også deres kajakker, er hvide; og de kan ro sammen med almindelige mennesker, uden at disse kan se dem. Kun mennesker, der befinder sig længere væk, er i stand til at se dem. For kort tid siden indtraf følgende: Kateketen og hans familie hørte en aften ved nitiden, at nogen udenfor sagde noget med en ret dyb stemme og det mere end een gang. Samme nat drømte en af bopladsfællerne, at innersuit var kommet for at omvende sig (til kristendommen), men de var ikke kommet ind hos kataketen, fordi familien (endnu) var vågen.

Kommentar: Ikke fortællinger, men taget med fordi beskrivelserne understøtter tilsvarende elementer i forskellige fortællinger.