Brønlunds renskrift af egen nedskrift i notesbogen, der er arkiveret som:

A 245 på Arktisk Institut, Strandgade 102H, 1401 Kbh. K.

Nyligt udgivet på grønlandsk (Sisimiuni arfanniartarneq)og i dansk oversættelse (Hvalfangst ved Sisimiut) i: "Jørgen Brønlund. Optegnelser fra en ekspedition 1902-04 / Ilisimasassarisiornermit allattukkat 1902-04." Det grønlandske Selskabs Skrifter XXXV, Kbh. 2002. Red.: Stig Bjørnum, Arnaq Grove og Einar Lund Jensen. ss. 54 - 60 og 94 - 100.

Resumé:

Håndskr.: Brønlunds optegnelse i sin notesbog, der er arkiveret som:

A 245 på Arktisk Institut, Strandgade 102H, 1401 Kbh. K.

Renskrift: KRKB 1, 6(17). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: Merqusâq.

Nyligt udgivet på grønlandsk (Neqimi Meqqusaaq unikkava)og i dansk oversættelse (Meqqusaaqs fortælling i Neqi) i: "Jørgen Brønlund. Optegnelser fra en ekspedition 1902-04 / Ilisimasassarisiornermit allattukkat 1902-04." Det grønlandske Selskabs Skrifter XXXV, Kbh. 2002. Red.: Stig Bjørnum, Arnaq Grove og Einar Lund Jensen. ss.79 - 80 og 120 - 122.

Dette er fortællingen i 3. generation om Qillarsuaq, hans familie og andre medrejsendes immigration til Thule-området fra Baffinland.

En udførligere gengivelse en generation senere: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq og hans lange rejse fra Canada til Nordgrønland i 1860'erne. Det grønlandske Selskabs Skrifter, nr. XVII, Kbh. 1985.

Samme på grønlandsk: K'itdlarssuákúnik oqalualâq. Nuuk: Det grønlandske Forlag.

Resumé:

Qillarsuaq var en stor åndemaner, der fra ekspeditionsskibe havde hørt, at der boede mennesker ovre på den anden side af havet. Han holdt talrige seancer, og da han til sidst mente at have set det fjerne land og fik lyst til at tage på langfart, sluttede ialt 9 slæder sig til hans. De drog nordpå i to år med oversomring, hvor der var rigelig med fangst fra de medbragte kajakker. Derefter opstod der uenighed mellem Qillarsuaq og en anden gammel mand, Oqi / Okre, der med ialt 5 slæder drog tilbage mod syd. Qillarsuaq fandt under en seance frem til det mest egnede overgangssted over Smith Sound, når det frøs til. Man kom over, traf på forladte huse, men havde intet at leve af. Qillarsuaq fandt årsagen hos sin sønnekone, som han påstod havde haft en hemmeligholdt abort og beordrede hende indespærret i en isolationssnehytte og overgivet til sultedøden. Straks efter indespærringen kom man over en stor renflok og havde nu kød nok. To af de nærboende polar-inuit, Arrutsak og Agina kom på besøg, den ene, Arrutsak med træben, og baffinlænderne troede at alle folk i Thule havde et ben af træ. Gæsterne inviteredes på kød, men fulgte ikke baffinlændernes skik, når man vil spise sig sammen, ameqqatut: lade kødstykket gå rundt og hver tage en bid undervejs. Alle mænd, senere kvinderne, tog til Ar. og Ag.s boplads, Pitoravik, hvor glæden blev stor over besøget. Så stor at ingen lagde mærke til at den indlukkede sønnekone stærkt forkommen blev lukket ud igen af sin mand.

       Baffinlænderne lærte Thule-folkene at spise renkød, lave bue, pil, og lyster og at fange hhv. rener og laks / ørreder med disse redskaber. Indtil da havde man troet at renkød var giftigt. De lærte dem også at bygge kajak, en viden der var forsvundet, da en epidemi havde hærget og man tilmed havde begravet kajakkerne med de døde. Til gengæld fik baffinlænderne en ny slædetype, der var længere end deres egen og havde opstændere. De to folkegrupper blev blandet med hinanden, men på et tidspunkt ville Qillarsuaq tilbage og se sit gamle land inden han døde. Næsten alle baffinlænderne, undtagen en, der var nygift med en syg kone, rejste med. Men det blev en tragedie. Qill. døde den første vinter. Den næste blev en hungersvinter, hvor mange døde af sult, nogle af de overlevende forgreb sig på ligene og åd dem, især Minik, der var Oqqis søn, og Maktaaq. Minik prøvede endog at angribe fortælleren, Meqqusaaq, men denne blev reddet af sin bror og mistede kun et øje. De to kannibaler forsvandt op i fjeldet med hver sit lig, og man så dem aldrig igen.

       De to brødre med koner og den ældstes to børn (et var død af sult) besluttede at tage tilbage til Thule. Det blev en hård tur på gåben, fordi de måtte spise deres hunde, broderens kone for vild på en bræ og frøs ihjel, og først den femte vinter efter afrejsen fra Thule, nåede de tilbage.

       Meqqusaaq fortæller dernæst om alle dødsfaldene af sult, kulde, sneskred og sygdomme i sin brors familie med efterhånden fire koner efter hinanden og 15 børn ialt. Selv døde broren med kone og to børn under en snestorm i en iskold snehule, mens fire søgte at redde sig ned til Meqqusaaq. Det lykkedes for de tre. Selv har Meqqusaaq overlevet talrige livsfarlige situationer: men endnu er han stærkere end døden, som han udtrykker det.

Var.: I 1914 fik Rasmussen Kulapaks version om den mislykkede tilbagetur fra Thule. Knud Rasmussens Arkiv, 1. Thuleekspedition 1912 /1913/14, 3. notesbog, slutningen (upagineret): 14 smukt og tæt skrevne A6 sider, mest grønlandsk blandet med lidt dansk. Ligner ikke den hastigere notat-skrift Rasmussen ellers benytter. Er registreret men ikke oversat i denne base.

Kommentar: På s. 22 i Rasmussens "Nye Mennesker" indleder Meqqusaaq fortællingerne om Qillarsuaq med at fortælle, at han blev født under rejsen, at hans forældre hørte til de nordligst boende baffinlændere, at ingen hvide mennesker boede blandt dem, men at store skibe ofte anløb deres boplads, og at de fortalte om inuit, der boede på den anden side havet.

Hist.: Der er flere beretninger om og undersøgelser af kilderne til denne folkevandring. Se Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet "Grønland", og 2003: Meqqusaaq og hans møde med inughuit, Tidsskriftet "Grønland": 261 - 296, hvor såvel denne som andre overleveringer og historiske data bl.a. dokumenterer, at Qillarsuaq og Oqi / Oqqi oprindelig havde hjemme i den sydøstlige del af Baffinland. Herfra flygtede de nordpå til Pond Inlet efter et mord de havde begået ca. 1830. Efter en lille snes år ankom den dræbtes sønner på hævntogt. Qillarsuaq og hans bror måtte flygte i hver sin retning, broderen til Igloolik, Qill. selv over Lancaster Sound. Og nogle år senere besluttede Qillarsuaq og Oqi sig til den videre rejse mod nord.

       - Dvs. at Meqqusaaqs oplysning om at hans forældre kom fra det nordligste Baffinland, hvor han selv blev født, er sand nok. Men forhistorien er nødvendig, hvis vi skal forstå hvorfor mange af polar-inuits fortællinger - især Amaanaliks - minder så påfaldende om dem Franz Boas fik fra det sydøstlige Baffinland. Boas 1964 [1888: The Central Eskimo, ed. by H. Collins. Univ. of Nebraska Press, og 1901 - 07: The Eskimo of Baffin Land and Hudson Bay, I-II, Bulletin of American Museum of Natural History, 15, New York. Foruden R. Petersens litteraturliste til artiklen se også Rowley, S. 1985: Population Movements in the Canadian Arctic. Études/Inuit/Studies 9 (1).

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 233 - 234: "Qajamik pujoorisaneq", der dog rummer en del flere erindringer og detaljer end den danske oversættelse. Se Tilføjelser ndf.

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: 212 + 214 (dialekt) og 213 + 215 (engelsk).

Resumé af den danske tekst:

Mens Kirsten Jensen var barn havde gamle folk endnu for skik, når en mand en tid intet havde fanget, at tænde ild i tørt lyng under kajakhullet, banke kajakken og råbe ud! ud! ud! Kajakkens ejer måtte ikke vide det. Men han fangede altid godt igen bagefter.

      Undertiden, når en kajakmand havde hørt forskrækkende lyde i kajakken undersøgte han den nøje indvendig for et muligt forsøg på hekseri. Han fandt dog aldrig noget.

      KJ har aldrig selv set en qivittoq, men fandt fortællinger om dem uhyggelige. Hun bekræfter at fortællingen om Ikuunia er sand (men den fortælles ikke hér).

      Gamle Biibiat tog varsel af kamikhøet fra sin søn, Ujukkus kamik, hvis han blev for længe ude på fangst. Hun holdt det over lampen og åndede lettet op, når det tørre hø brændte. Hun fik nordenvinden til at lægge sig ved at holde sit kamikskaft op imod den. Og hun fik havisen brudt og i drift ved at placere et stykke af et isbjerg vendt mod havet på en høj.

Tilføjelser: oversat af Signe Åsblom fra den grønlandske udg. (se ovf.):

s. 234:

Men så var der altså en gang, hvor vi var taget på fangst ude ved de yderste øer, lad mig også bare fortælle om det. Altså, hvis nogen fangede en isbjørn, mens vi var ude på fangst (ufuldendt sætning), og denne Biibiaat havde en masse viden om overtro. Altså, når nogen som den første af fangede en klapmyds, mens vi var ude sammen, så skulle man, når klapmydsen lige var blevet trukket op af vandet, se meget overrasket ud og sige: Hent noget vand! Og så skulle man åbne klapmydsens gab og lade den drikke. Når de havde ladet den drikke, skulle de partere den, og så skulle der inviteres til spisning af brystkød / ribben ved at råbe ud i luften opad i retning mod gravene: "I mennesker i gravene, kom og spis brystkød  / ribben". Det var derfor de havde så meget dengang, har, har... ja, de inviterede de døde til spisning af brystkød/ribben. Og så fangede de virkelig en masse klapmydser(?).

   Og så var der en anden gang, hvor vi var taget ud på fangst, og Kaliimaat fangede en isbjørn, det var altså Mikaalis far. Igen blev der bøvl og besvær:

"Se, se, det er en hunisbjørn; hit med nogle kvinderedskaber, så isbjørnen kan få en efterfølger, og han igen kan fange en isbjørn!" En masse redskaber: griberedskaber (sleve? kødvendere?), syle, det var dengang man lavede huller til kamikremme og endda meget små huller, og så lavede man små kvindeknive, og man borede hul i øret på den og satte ørenringe i...

    Nå, men fordi det var en hunisbjørn, smykkede man den med kvindeting, og der var mængder af kvindeting, har, har, altså kvindeting. Hvis det var en han, smykkede man den med mænds redskaber. Jeg så engang en, der gjorde sådan noget, og imens stod fangstmanden jo ved siden af og morede sig. De stod jo der og ventede på at komme til at partere dyret, og den der smykkede dyret, var jo den, der styrede forløbet.

   Den først fangede isbjørn lavede de nemlig et stort traktement ud af. De kogte  maden ude i det fri og lavede suppe på kødet: "Nu er der noget til kvinderne, og her er der noget til mændene!" Det var nemlig et meget smukt område dér ved deres telt, dér sydpå; og dér sad de så og fejrede begivenheden. Mændene for sig selv "Noget for mændene", og kvinderne for sig selv: "Noget for kvinderne". Der sad de og spiste suppe sammen. Og kvinderne sad altså for sig selv.

   Og når vi var ude på et fangststed, og nogen fangede noget for første gang, spiste man mængder af kogt skind, man fyldte tallerkenerne med kogt skind. Det var skindet af det dyr, som fangeren

havde fanget for første gang (førstefangst), som blev skåret i stykker og behandlet med varmt vand, så man fjernede hårene, og det smagte jo så utrolig godt! Ah! Mændene fik brystkød og kød fra dyrets overkrop, og kvinderne fik noget for sig selv, og det kunne være ribben, og man kunne for eksempel fjerne hinden fra kødet og vedlægge kød fra skulderbladet/kød fra overkroppen.

Hist.: KJ var 75 år i 1965.

Lignende foranstaltninger og ritualer er righoldigt repræsenteret i Rasmussen 1979 (ed. Regitze Søby): 500 Leveregler, Gamle Ord og Varsler. Det Grønlandske Selskabs Skrifter XXIII. Ligeledes i de historiske fortællinger fra Østgrønland og i Søby, Regitze, 1969/70: The Eskimo Animal Cult, Folk, Vol. 11-12:43-78.

Bjørneritualer kendes fra hele eskimo-området og store dele af Sibirien. Hos sibiriske og japanske (ainu-folket) tamdyrholdere opdrættede man ofte en bjørneunge, der blev ofret som stor.

En del østgrønlandske beskrivelser er analyseret i GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere), hvor især modsætningen mellem land kontra hav og "det modsatte" (af skik og brug) er fremtrædende.

Var.: Ikuunia

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse).

Der var også andre, der drog med ekspeditioner nordpå, og min mor fortal-

om noget hun havde hørt og om nogle hun selv kendte. Det var Isannguiit

og Iaaraaq og så Uumaaq. Om den sidste fortalte man, at han var blevet qivittoq / fjeldgænger.

Selv om de ikke klart havde fortalt om deres overvintring, havde

min mor alligevel hørt, hvad Iaaraaq fortalte, og sammen med de tre deltog også en dansk koloniarbejder, som man kaldte Nappalik. Han hed Jensen.

Iaaraaq havde givet denne dansker skylden for at Uumaaq gik fra dem.

Denne dansker var forskellig fra andre danskere, fordi han ikke var særlig venlig mod grønlænderne, og han prøvede at udnytte dem. Og da ekspeditionsfolkene opdagede, at denne dansker prøvede at udnytte grønlænderne og kaptajnen opdagede, at Uum. var udmærket til at lave forskelligt snittearbejde af hvalrostænder, gav han ham ikke mere andre opgaver, men lod ham udelukkende snitte i hvalrostænder. Og N. var blevet misundelig og så havde han ret ondskabsfuldt drillet Uum. med at kaptajnen havde sagt, at en af eskimoerne skulle dræbes, og at man så ville lægge hans lig i vand, så tanglopperne kunne æde alt kødet. Og så ville de tage skelettet med tilbage til deres land. Og denne Uum. var meget bange for tanglopper, og det vidste N., og derfor drillede han ham ved således at lyve for ham.

Og det viste sig, at Uum. troede ham. Og efter at han havde fortalt N.'s ord videre til de andre grønlændere, gik han bort i nedtrykt sindstilstand. Ingen så ham tage af sted, og da det gik op for dem, at han var draget bort, prøvede de at finde ham, men de fandt ham ikke.

s.141:

Efter den tid kom der en koloniarbejder fra Godhavn til Upernavik. Han blev styrmand på fragtbåden og han hed Josef Ville Da han var kommet

til Upernavik, havde han deltaget i en sommerekspedition nordpå, og hos polareskimoerne havde han truffet en ung mand der hed Uumaaq. Og polareskimoerne havde fortalt Josef, at han var opkaldt efter en i Upernavik, en grønlænder, som var kommet med amerikanerne og som døde.       Efter at Uum. var forsvundet fandt en af polarskimoerne ham i en husgang. Han var da frosset ihjel.

Hvad denne Josef fortalte om den fortælling fra polareskimoerne, passede udmærket til hvad I. fortalte om deres tur.

Hist.: Søg Nappalik for flere beretninger om ham.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 87 - 88.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Tiltrækkeren 2.

Isak Jensen f. 1898. Der er en tilføjelse til fortællingen om tupilak-isbjørnen (søg på 'tupilak-isbjørnen' Hans Lynge 1967, s.50).

   En isbjørn havde dræbt mange børn, og selv om de havde ledt efter den, kunne de ikke finde den, fordi dens spor var forsvundet. Det fortælles, at en af deres bopladsfæller var en mand, der havde elendige hunde. Da dem der havde været ude at søge efter isbjørnen kom tomhændede hjem, slap denne mand sine hunde løs. Han lod hundene komme ind, og så gik de ud igen, og så løb de en omgang rundt om huset, og derefter satte de afsted opad. Da de havde været ude af syne et stykke tid, begyndte de at hyle op. Så gik han derop efter dem. Da han nåede derop og kunne se dem, viste det sig, at der stod en fuldvoksen ren-buk. De sendte manden med de dårlige hunde hen for at lade ham dræbe byttet med sin lanse. Han var endda venstrehåndet. Så stødte han lansen ind i den og dræbte den. Da de kom tilbage med dyret, opdagede de, at det dyr, som de lige havde anset for at være en renbuk, nu lignede en førerhund. Så forstod de, at den isbjørn de søgte efter måtte være en tupilak. Men nu vidste de ikke, hvem der havde lavet tupilakken. Da de ikke kunne finde ud af det, satte åndemanerne sig sammen og lavede en dukke, som folk skulle føle sig tiltrukket af. Og når den, der havde lavet tupilak-isbjørnen, kom hen til den, ville den kigge på ham.

   Da de var færdige med den, satte de den, hvor den skulle være, og så begyndte folk ellers at gå hen til den. Da alle havde været henne ved dukken, var der kun en gammel, dårligt gående mand tilbage. De opfordrede ham til at gå hen til dukken, men han svarede: Hvordan sku' jæ osse ku være sån én! Han ville altså ikke. Men så gik han allige-vel, og lige da han var ved at nå hen til den, kiggede den på ham. Så forstod de, at det var ham, der havde lavet tupilakken, og så slog de den sølle, gamle mand ihjel.

   Senere fik Anisoq sig en anden kone, og de fik et barn. Mens konen bar rundt på sit barn i posen på sin bærepels, tog han hende med på rejse derned på besøg. De havde ikke været længe undervejs, før de så store isbjørnespor, som de begyndte at følge. Han lod sin kone stå af hundeslæden, fordi han selv ville jage isbjørnen. Da han var kommet et godt stykke væk fra sin kone, begyndte isbjørnesporet at dreje rundt og tilbage i retning mod hans kone. Så fik han bange anelser og blev uhyggeligt til mode, fordi hans første kone var blevet dræbt af tupi-lak-isbjørnen. Han satte sine hunde i forventning med et: aaj! Og endelig nåede han så langt frem, at han kunne se hende stå der sammen med isbjørnen. Den stod og snusede til underdelen af bærepelsens bære-del bag på hendes ryg, og så skubbede den til den med snuden. Det viste sig, at han havde en kraftig trylleformular, der kunne gøre den svag. Og det lykkedes ham at slå den ihjel og få den som bytte.

Hist.: Usikkert om det er en historisk fortælling.

Kommentar: bemærk at der er flere åndemanere / angakkut om at afsløre tupilakmageren.

Brønlunds renskrift af Kleists nedskrift i den originale notesbog, der er arkiveret som: A 245 på Arktisk Institut, Strandgade 102H, 1401 Kbh. K.

Nyligt udgivet på grønlandsk (Qeqertarsuup amaroqarneranik tuttoqarneranillu)og i dansk oversættelse (Om rener og ulve på Disko) i: Jørgen Brønlund. Optegnelser fra en ekspedition 1902-04 / Ilisimasassarisiornermit allattukkat 1902-04. Det grønlandske Selskabs Skrifter XXXV, Kbh. 2002. Red.: Stig Bjørnum, Arnaq Grove og Einar Lund Jensen. ss. 60 - 62 og 100 - 102.

Resumé:

Ulve og rener på Disko. Spor på lerjord og sære hyl tyder på, at der var både ulve og rener på øen i 1800-tallet. Renerne ses aldrig nær folks fangstpladser, fordi de er væk, når folk kommmer til. De græsser hvor der er fæde nok. Ulvene er ganske få. De høres kun, men en mand har engang været angrebet af en hvid ulv, som han først mente var en hund. Hist.: Autentisk?

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 68 - 69: "Qivittoq"

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

MS oplevede som yngre med hånden på entredørens håndtag at blive skudt efter med bøsse af en qivittoq / fjeldgænger. Inde i huset hørte hendes far skuddet og spurgte hvad det var. MS var sikker på at det var en bestemt qivittoq / fjeldgænger, der havde det med gang på gang at vende tilbage. En gang til sin søster på et kort besøg, en gang til sin kone, der jog ham ud, og til sine børn, der skreg af angst. Og flere gange til deres loft, hvor han rumsterede. Konen flyttede med sine børn af samme grund. Han havde også boet i Amitsoq og fået (eller stjålet) mad der. To andre qivittut var kendt på egnen, den ene med uhyggeligt store øjne.

Hist.: Historisk fortælling. Også Isak Hansen nævner at qivittut i al hemmelighed kan få mad af folk.

MS var 81 år i 1963. Hun fortæller således om sig selv s. 67 i den grønlandske udgave:

   Sådan set har jeg ikke forladt Nanortalik, siden jeg blev født her. Et år overvintrede vi nede sydpå i Itilleq. Jeg er ganske enkelt blevet ved med at bo i Nanortalik lige til denne dag.

   Min afdøde bedstefar var kateket, ja, han var altså overkateket. Og netop her i dette hus blev jeg født. Og der var jo en hel søskende-flok... Og alle mine mange søskende blev også allesammen født her i dette hus, allesammen:

Indaleeraq (Henrik Lund, vores store digter, MV), Jens, Juthidda, to ved navn Louis, da den første Louis døde, hed den næste også Louis. Min mor døde i 1919. Min far døde først, og det var i 1916. Så arvede du altså huset? Jeg arvede det. Da min fars helbred efterhånden blev dårligere, sagde han til mig: Dine søskende vil alle være bedre stillet end dig, derfor skal du arve dette hus sammen med de få ting, der hører til. Men da de døde, delte vi søskende naturligvis lidt mellem os.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Den grønlandske tekst er ikke trykt.

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé: Isak Hansen mener at qivittut er virkelige. At de ofte i hemmelighed får mad af familie eller venner. Selv har han set en qivittoq et år efter at manden var forsvundet. IH fulgte efter ham et stykke, men var for skrækslagen til at få fat i ham. Det har siden undret ham, at han blev så viljeløs. Det mærkeligste var dog, at hans tanker umiddelbart faldt på denne qivittoq, dengang hans får blev pint.

Hist.: Historisk fortælling. IH var 70 år i 1963.

Kommentar: Fårenes pine beskrives desværre ikke.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 46 - 48: "Ersiorneq "Tarrat"".

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

Isak Hansen mindes de yngre år, hvor folk fik kraftigere kost, var stærkere og mere rørige, roede på sommertogter i konebåde sammen og fortalte om alskens spændende og uhyggelige oplevelser. Selv har han aldrig set noget af den slags, men den pludselige angst er han blevet slået af flere gange i kajak, og voldsomt engang på en slette ved et par store kampesten. De satte skræk i ham, hvorefter en skygge kom bagfra, kredsede om ham og bevægede sig længere ud på sletten, hvor den kredsede om sig selv, inden den forsvandt. Isak Hansen havde sin riffel skydeklar af skræk, og han bad til 'den højere magt', som han også taknemmeligt tyede til når han fik skræk i kajak.

Hist.: Historisk fortælling. IH var 70 år i 1963.

Kommentar: Tarraq, flertal tarrat, skygger, var en af de mange ånderacer. Men forestillingerne om dem er ofte vage og temmelig forskellige.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til sikker og fuldgyldig oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Tiisikoorsuaq er i denne fortælling en kæmpe, der med en arm ind gennem vidnuet prøver at stjæle et spædbarn fra et ægtepar mens de sover. Manden får hugget armem af kæmpen, der, viser det sig, falder om og forbløder. Da kæmpens kone kommer og spørger efter ham, nægter ægteparret at have set noget til ham.

Renskriveren Møller har en anden fortælling om Tîsi. Den er uden overskrift og indflettet mellem sange, egne salmer, og en beskrivelse af et kongebesøg i 1903:

Håndskr.: KRKB 1, 6(18). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Den handler om kvinder og piger, der går ud og finder børn på jorden, før de selv kan få børn. En af dem finder et væsen, som hun lader suge blod fra en vorte på sin krop (en brystvorte?) om natten. Utysket vokser sig stor og glinsende som en frossen klump kød. En af de andre opdager det en nat, og det ender med at man smider klumpen ud og lader den smelte i indgangen, der løber fuld af blod, mens dens "mor" er ude på bærtogt.

Jeg (BS) er ikke helt sikker på dette hastige referat i oversættelse, men det er tydeligvis en variant af Thule-inuits og de canadiske inuits fortælling om de første tider, da kvinderne fandt børn på jorden og en af dem af lutter lyst til at få børn i stedet tog en orm (larve eller puppe)til sig og diede den med sit blod. Den siger tsii, tsii, derfor navnet. Den diende orms forvandling til en glinsende frossen kødklump må være en reference til åndesproget hos canadiske inuit, hvor et foster hedder en geleret, koaguleret, 'frossen' klump blod, quac'iaq (Therrien, Michèle, Le corps inuit, SELAF 1987:128). Det er m.a.o. en myte om den første abort eller menstruation, der åbner for menneskers egen evne til biologisk at reproducere sig selv.

Alt tyder på at Møllers Tiisi skal spores til den (ikke helt tydelige / forståelige) version, som

Jørgen Brønlund fik under opholdet i Avanersuaq under den litterære Grønlandsekspedition. Det fremgår af den nylige udgivelse af hans dagbogsnotater:

"Jørgen Brønlund. Optegnelser fra en ekspedition 1902-04 / Ilisimasassarisiornermit allattukkat 1902-04." Det grønlandske Selskabs Skrifter XXXV, Kbh. 2002. Red.: Stig Bjørnum, Arnaq Grove og Einar Lund Jensen. ss. 72 - 73 og 112 - 114. (Orig. håndskr.: A 245, Arktisk Institut.)

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tissikoorsuaq (?)

Kommentar: husets fødselssymbolik genkendes i ormen der smelter til blod i husgangen, dvs. menstruationsblod i kvindens vagina. Se GTV

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 97.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

  De dødes efterladenskaber.

E. Da jeg begyndte som fanger, måtte man under ingen omstændigheder bruge en død persons ting til jagt på større dyr. Vigtigst var det ikke at bruge disse ting mod en hvalros, da den så ville blive ufatteligt gal og vred. Når man troede på disse regler, kunne de have følgende virkninger:

   Dengang min lille bedstefar Nulialik døde, viste det sig, at hans harpunspids havde tilhørt hans svoger Iisaarsuaq (Store Isak). Da jeg var ude at fiske om sommeren, styrede jeg med det samme hen mod ham. Og han fortalte, at han havde prøvet at harpunere en hvalros, men at han ramte forbi ind under den. Og som man kunne vente, sank den, og mens den sank, vendte den ryggen mere og mere til siden. Han viste mig sin harpunspids, og det var en lille uanselig, værdiløs sag. Og så sagde han: "Se, så godt kendte hvalrossen mig." Denne lille harpunspids havde tilhørt min lille bedstefar, og Nulialik havde lavet den til. Han havde skåret den løs og hakket i den. Og han havde ikke set hvalrossen igen. Han havde jo rigtignok advaret mig mod at bruge våben, der havde tilhørt døde mennesker.

Hist.: Historisk begivenhed fra 1900-tallet.

Kommentar: Det er uklart hvem der siger den sidste sætning: Fortælleren eller hans bedstefar.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 29, ss. 106 - 114.

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 74 - 76, nr. 34. Kvinden og

hajfiskens børn.

Resumé af uddraget:

Forældrene vil ikke tillade deres eneste datter at

gifte sig. Under foregivende af at tage på bærtogt ligger hun i med

en haj, føder ti hajunger og sætter dem ud i havet, hvor hajfar passer

dem og dagligt bringer hende en halv sæl. Hendes forældre blir gamle

og dør, mens ungerne vokser til og fanger til hende. Den ene, der

hedder Siutaaq, er meget hurtig og dygtig. Han bliver såret under en

tur nordpå til en dræbt hval, da han flænser sig et stykke til

moderen. Hun må langt sydpå efter et sårhelingsmiddel, en stump af en

urinbalje, som hun får af en kvinde dernede. Hun forbinder såret med

stumpen, omvikler det med hvalbarde, og lige siden har hajer lugtet

stærkt af urin. Sammen med de andre hajer hævner S. sig på den, der

sårede ham, blir dernæst en dristig fanger, men overmandes dog af en

kaskelothval, der bider halen og dernæst finnerne af kroppen. Da

mister S. bevidstheden.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 29, s. 326.

Var.: Haj som forsørger; Hajfisken som forsørger;

Hist.: Hendrik har hørt fortællingen af sin morfar, Isak, der døde

meget gammel.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik