Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Til indledning omtaler Kara Pudetas mor, en kvindelig angakkoq / åndemaner. Victor husker udmærket Pudeta (Bolette?) selv. Hun lå hen på briksen for slukkede lamper et helt år efter at hendes mand døde i efteråret 1934. Hendes 5 el. 6 børn levede ligeså i mørket, indespærrede, men fik dog nu og da noget kogt kød el. spæk fra Kulusuks fangere..

Men dengang europæerne (Konebådsekspeditionen) endnu ikke var nået frem, øvede Pudetas mor sin kunst i et stort fælleshus propfuldt af mennesker. Hendes hjælpeånder, tre menneskehænder, ramte på skift med sygdom og død, hvis man skrabede eller bankede med en hånd ligegyldigt hvor i huset. Hun havde allerede adskillige mord på samvittigheden.

Kara fortæller så videre om et (andet ?) stort fælleshus propfuldt at mennesker i Nunagitsek / Nunakitseq, hvor Aggu / Akku med familie overvintrede. Men sammen med sin ældste søn forlod han to koner og fire andre børn. Ikke langt derfra var et andet fælleshus i Akinnatsiaat. Hertil drog Pukararteq og Maratsi fra Sermiligaaq på i slæde om foråret i slutningen af sultevinteren. De ville se om Puks. kones yngre brødre, endnu ugifte (Pudokuto og Amitsukujo), havde overlevet. De nåede over fin is til Nortsit / Noortiit, hvor man endnu havde lidt lagret sæl og haj. Husherren Sakatsia måtte fortælle at der ingen overlevende var, hverken ved Akinnatsiaateller i Nunkakitsit. Så vendte de to rejsende tilbage.

Men om sommeren, da Pungujorto / Punngujortog i kajak fra en boplads nær Kuummiut / Kuummiit til Noortiit, men lagde ind ved Nunakitsit, var der alligevel et svar med svag stemme fra huset, da han råbte ind. Det var Ajatoq / Ajaateq. Lig flød overalt, der stank rædselsfuldt. Pung. kastede en lille spækklump ind, formanede hende til kun at spise yderst lidt straks og næste dag, og han lovede at man skulle komme efter hende. Han tog til Noortiit efter undervejs at have konstateret at der ingen overlevende var ved Akinnatsiaat. Han bad Sakatsia hente Ajaateq i umiaq og tog straks hjem igen til Quarmiit.

       Sakatsias konebåd nåede frem, men ingen ville hente Ajaateq, der måtte kravle på alle fire ud af huset og ned til båden, hvor Sakatsia bød hende vaske sig i havet inden hun fik lov at komme i båden. Fordi der sad en masse størknet blod på hendes hænder og på tøjet under armene, beskyldte man hende for at have spist menneskekød. Men hun nægtede hårdnakket. Hun var blevet beordret til at hjælpe en, der havde gjort, det med at skære kødstykker af. Da hun bagefter sad med hænderne oppe i armhuler af kulde, var noget af blodet tørret af dér. Senere, da man hentede tagbjælken, så man ganske rigtigt at der var skåret kødstykker af ligene.

Hun blev ordentlig vasket og kom langsomt til kræfter. Så først fortalte hun om hele forløbet, hvor hun havde overlevet ved at spise skind udblødt i vand, men havde haft svært ved at holde samværet med de mange døde i huset ud, fordi de om natten både rørte på sig og lød som om de trak vejret. På et tidspunkt havde hun talt med en fra Akaanis., der gik forbi og meddelte at endnu var hans bror levende dér, men at han selv agtede sig til sin onkel i Noortiit.

Der havde også været besøg af et væsen på fire, som hun smed sin ulu efter. Den fandt hun næste dag helt henne ved konebådsskelettet. Hun var ved at dø, da hun blev opdaget.

Var.: Rosing Ajaateq.

Hist.: Victor eller redaktricen Robert-Lamblin daterer sultevinteren til 1882 - 1883. Det samme gør - mindre præcist - Holm og Petersen 1921: 617: "... en halv snes år før koloniseringen (1894) .." i Medd. Grønland nr. 61. Allerede vinteren 1881 - 1882 var dog usædvanlig hård ifølge Mikkelsen 1934: De Østgrønlandske Eskimoers Historie Kbh.: Gyldendal, s. 45. Ibid. s. 46: Har Mikkelsen beregnet at 16% af Ammassalikkerne døde i løbet af årene 1881 - 1883. Jens Rosing 1963 nævner også en sultevinter på det tidspunkt.

Holm og Petersen er sandsynligvis den fælles kilde til flere af disse overensstemmelser. Men den sultevinter som de overleverede beretninger angår, daterer den første nedskriver, Kaarali Andreassen, til vinteren 1880 - 1881. Se Jens Rosing 1963, s. 108: Nunakitseq, boplads ved Kulusuk.

Iøvrigt stemmer denne og Victors versioner af fortællingen om Ajaateq fortræffeligt overens.

Årsagen til den tidligst kendte sultevinter i Grl. i beg. af 1800-tallet kan dateres til året efter udbruddet i vulkanen, Tambora, Indonesien, 1815 (den megen aske i stratosfæren skyggede for solen). Men den anden hårde periode i 1880'erne må have en anden årsag, idet det tredje store udbrud fra Krakatau-vulkanen først kom i 1883 (det andet var Galangau i 1822).

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Som ung pige så Kara og Odine / Odin, der dengang endnu var hjælper (kiffaq) hos hendes forældre, en is-tupilak ved Umiivik, dvs. en stor, aflang isflage med et sælhoved, der med eet formedes i elven og bevægede sig mod huset. Hjemme igen holdt Odin øje med den uden for, hvor Qartowat (Sabine's bror fra Tasiilaq) kom ud med sin bøsse. Men tupilakken var væk, forsvundet ned i jorden under huset.

Hist.: Forklaring på en bemærkelsesværdig isdannelse i elven, i slutningen af 1800-tallet.

Kommentar: Pubi: der menes muligvis en pupik, en paddehat, dvs. af lignende form?

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Kara's fars forældre havde ved hekseri befalet deres hund til som tupilak altid at (for)følge Kara's far, fordi de ville skille sig af med ham. Det lykkedes dog ikke hunde-tupilakken at dræbe ham (nogle folk er immune over for tupilakker), inden den faldt ned fra en skrænt i havet og druknede. Men den holdt sig stadig nær sit offer, under gulvfliserne, hvor den krattede hveranden nat, og engang i en sæls åndehul, som den stak snuden op i uden at Kara's far harpunerede den. Til sidst måtte Maratsi under en seance lade en af sine hjælpeånder finde hunden uden for i en kajak, dræbe og fortære den.

Karas farmor, der var tupilakmageren, døde sindssyg (af tilbageslag). Straks efter hendes mands død og begravelse i havet mistede hun forstanden i sit ensomme telt, hvor hun overholdt sørgetabu. På andendagen kom stormen inde fra land, piteraq'en, blæste teltet væk, og hun frøs ihjel.

Kara, der var opkaldt efter hende, mente at hun tænkte akkurat som sin farmor, når hun altid frygtede at fangerne, når de tog ud, ikke kom hjem igen. Det holdt først op da hun havde fortalt om sin skræk efter at hendes farbror, Qanangijuk (?), ikke var kommet hjem fra fangst. Delvis isblind var han vendt om og havde ladet de andre fortsætte ud over isen.

Hist.: Fortolkninger af historiske begivenheder i slutningen af 1800-tallet.

Kommentar: Et godt middel til selvforståelse / identitet var/er identificeringen med den (afdøde) person man er opkaldt efter.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Som reaktion på en fortællingen om Kara's fars tupilakhund (søg: Victor 1993, s. 380 - 382) giver Paoda et par lignende forklaringer på relativt nylige dødsfald til bedste. Alle Kristinas børn døde som små, et par tvillinger, en søn og til slut en datter. De havde pebet som små hundehvalpe og mens datteren lå døende havde det lydt som en hund under gulvfliserne. Årsagen var at Kristina havde ladet sin hjælpeånd tage hvad den ville i hendes cache de vivre (vagina?) som betaling for at kurere hende for en opsvulmet hånd. Hun måtte have været en heks.

Det samme måtte Iwa, James' kone være, fordi man kort før hendes død havde hørt en ravn skrige hendes navn ude på isen.

Hist.: Skønt det ikke er egentlige fortællinger viser disse to forklaringer på faktiske dødsfald, som man finder unormale, hvordan og i hvilken fortolkningsramme fortællinger bliver til.

Kommentar: Seksuelle forhold til hjælpeånder, der forekommer i flere østgrønlandske fortællinger, kan tydeligvis have fatale konsekvenser.

Resumé:

Jens Rosing fortæller om to besøg hos Kaakaaq, da han var femten år og

Kaakaaq ca. 75. Første gang er det vinter, han er sammen med sin far,

præsten Otto Rosing, og K. overvintrer på bopladsen Sermiligaaq. Hun

er blind, men passer sin lampe med sikre hænder. Man siger, hun har et

indre øje. Hun er helt indtørret, kun skind og ben, men glat i huden,

og hun beføler Jens over hele ansigtet for at "se" ham. De gaver hun

får af præsten, skrå, tobak og sæbe, gir anledning til en lille

ceremoni. Først vasker hun ansigt, hænder og underarme. Dernæst former

hun en lang cigar af skråen, der skæres itu og blandes med tobakken,

hvorefter hun ryger den i sin pibe og til slut putter den rygende skrå

i munden. Hun kommer i trance, synger og siger uforståelige ord, og

falder til sidst i søvn. Næste gang er i august, hvor K. er med sine

gifte børn på sommerfangst i Sermilik-fjorden. Hun har sit eget telt,

hvor Jens besøger hende alene. Hun genkender ham ikke, men gentager

vaske- og rygeceremonien med hans medbragte gaver og går atter i

trance. Mens hun gnider håndfladerne mod hinanden lyder der pludselig

et sus af fløjtende vinger over teltet og noget efter skrig af ravne.

K. blir øjeblikkelig klar i hovedet igen, snakker med Jens og

fremsiger en formular, der skal give ham en god hjemrejse. Hun takker

for gaverne og falder i søvn. Jens forlader hende.

Hist.: Kaakaaq (f. ca. 1865, døbt Karen / kara / Kaga 1917, død 1942).

Gift med Naajas sønnesøn, åndemaneren Kajammat (f. ca. 1863, myrdet

1890), og derefter med åndemaneren Imaakka (ca. 1875 - 1915).

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Barnebarnet fanger en remmesæl, flår skindet af, skærer det op til en lang rem, men da han strækker den mellem to stykker træ, springer den og rammer ham i øjnene. Han blir blind. Hans bedstemor ser en bjørn ved vinduet, henter hans bue og sigter for ham. Han rammer, hun lyver om det, flytter i telt og koger kun af kødet til sig selv og drengens lillesøster. Denne gemmer bidder af sin mad ved brystet til ham. På hans opfordring fører lillesøster ham ud til en sø og lader ham blive i tre dage. Der passerer en flok hættemåger, der ikke opdager ham. Næste dag passer en mindre flok, der får øje på ham. En af dem skider ham i øjnene og tørrer dem med sin vinge. Dernæst en til osv. Han kan nu skimte et hvidt lys. Næste dag kommer endnu en flok, der gentager kuren. Snart ser han et blændende lys. Til sidst ser han klart som før. Søsteren kommer og han nægter at han nu kan se. Undervejs ser han i korte øjeblikke skindet af sin bjørn hænge ude til tørre, en stor bjørnekølle under umiakken og en anden inde i huset under briksen. Han fortæller bedstemor at han har set alle disse ting i drømme. En mærkelig drøm du har haft, siger hun. Da åbner han øjnene og peger på køllen under briksen. Så må hun koge kød til ham, der omsider spiser sig stopmæt.

Næste dag melder bedstemor om et stort træk af narhvaler. Han fanger en fra stranden. Hun vil ha noget af den lækre mattak. Så kan hun selv fange en, siger han. Hun får harpunremmen om livet og ber ham harpunere sig en ganske lille narhval. Der dukker en sådan op, men han harpunerer en stor en ved siden af og bedstemor modstår ganske vist trækket men blir puffet i vandet bagfra af barnebarnet. Slæbt af sted af narhvalen råber hun med mellemrum på sin ulu. Narhvalen dykker og forsvinder.

Med i konebåden er foruden fortællersken, Johanne der siger, at når man ser en narhval med en kvinde på ryggen og hun råber 'min ulu, min ulu' ved man at der kommer mange narhvaler.

Kara vil fortsætte fortællingen, men Victor vil hellere skrive ned alt det han har hørt. Og det tar ham to timer.

Var.: Tutigaq; Den blinde dreng der genvandt synet; Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

I disse versioner slutter nogle med søskendeparrets rejse ud i verden, hvor de møder mennesker uden anus. Hos nogle inuitgrupper i Canada danner begge fortællinger optakt til myten om Solens og Månens oprindelse.

Hist.: Narhvalens lyde skulle minde om "ulukka", min ulu. Narhvalen var ny for dem af thulekulturens folk, der nåede til det østlige arktiske Canada og videre til Grønland.

The Grandmother who was Towed by a Narwhal

Resumé

The grandson catches a bearded seal, flays it and cuts the skin (spirally) into one long thong. However, when he stretches the strap between two pieces of wood, it snaps and hits him in the eyes, blinding him. His grandmother catches sight of a bear through the window. She fetches him his bow and takes aim for him. He hits the bear but she lies about it. She moves into a tent where she prepares the meat for herself and the boy's little sister, who saves morsels of food for him by her breast. Upon his request, he is led out to a lake by his little sister and left alone there for three days. A flock of black-headed gulls passes by without noticing him. The following day, a smaller flock passes by and they catch sight of him. One of them shits in his eyes and then wipes them with its wing. Then the next one does the same thing, and so on. Now he can vaguely see a white light. The next day, another flock comes and they repeat the treatment. Before long, he sees a brilliant light. Finally, he is able to see just as well as he could before. When his sister comes, he denies being able to see. On the way back, he catches glimpses of the skin of his bear hung out to dry, of a large bear leg under the umiak (woman's boat) and of another bear leg inside the house, under the platform. He tells his grandmother that he has seen all of these things in a dream. “What a strange dream you have had,” she says. With that, he opens his eyes and points to the bear leg under the platform. After that, she has to boil meat for him and he eats his fill. The next day, grandmother tells of a large pod of narwhals. He catches one of them from the beach. Grandmother would like some of the delicious muktuk (whale skin; W.Grl.: mattak). He says that she must catch one herself. She ties the harpoon strap around her waist and asks him to harpoon a very small narwhal. Just such a narwhal comes along, but he harpoons the larger one next to it. Grandmother actually manages to resist the pull, but is pushed into the water from behind by her grandson. As she is dragged away by the narwhal, she calls out periodically for her ulu (woman's knife). The narwhal dives and disappears.

Johanne, who is in the woman's boat along with the storyteller, says that whenever one sees a narwhal with a woman, who calls for her ulu, on its back, one can be certain that many narwhals are coming.

Kara wants to continue with the story, but Victor would rather write down everything that he has heard. It takes him two hours.

Var.: Tutigaq; The blind boy who regained his sight; the origin of the narwhal; how the narwhal became. Some these versions end with the siblings' journey into the world, where they meet people without anuses. For some Inuit groups, both of these stories form an introduction to the myth of the origin of the Sun and the Moon.

Hist.: The sound made by the narwhal apparently resembles the word “ulukka”, which means “my ulu”. The narwhal was new to those representatives of the Thule culture who reached the east Canadian arctic and traveled on into Greenland.

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

En vinter i det store fælleshus i Savangartik / Sivinganaartuk ?/ Sivinganaartoq ? får Kaga's / Kaakaaq's far, Appaarteq et stykke kød af en af sine nevøer. Han tager tavs imod med et nik, spiser en bid, og falder pludselig bagover på briksen, hvor han gir sig til at hyle og hulke. Længe er han syg med stadig hyppigere tilbagefald af sindssyge, hvor han liggende på ryggen spræller med arme og ben, springer rundt på briksen som en fanget laks i en snøre og undertiden ikke kan røre sig. Han tager heller ingen føde til sig og blir ganske mager. Den første aften springer han højt op, falder ned og besvimer. Måske er han blevet besat af en kiapa / kiiappak (et spøgelse) i stedet for alle hans sjæle, der har forladt ham, mener man. Efter en rolig nat tar det fat igen. En af husfællerne, Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak prøver at kæmpe ham ned, men blir slynget væk som en hund, der angriber en stor isbjørn. Under kampen taber Appaarteq sine husbukser, og man ser alle de blå mærker på hans magre, nøgne krop.

Man henter udenfor to aflange sten så tunge at der skal fire mand til at bære een. Til dem binder man hans ben på briksen. Han hyler stadig med mellemrum, og om natten lykkes det ham mellem to skrig at få stenene til at retombér / falde ned igen på briksen. Der går to uger på denne vis, inden han atter besvimer og man ordner ham til begravelse. Men han kommer atter til sig selv, sprænger syningen i ligskindet om sin krop, hyler, hulker og springer rundt. Da man får ham overmandet og bundet til hele tre store sten og tagbjælken hænger han der som et skind på en tørreramme. Da han atter besvimer bærer man ham ud på klippen ved havet og kaster ham ned. Han dukker op en enkelt gang, hylende med åben mund. Da han synker igen, går man hjem og begynder sørgedagene.

Var.: Victor fik senere Juntas fremstilling bekræftet af Kara ved Kangerlussuatsiaq.

Sandgreen, Øje for øje og tand for tand, 1987: Nalakkaaq mister forstanden.

Hist.: Åbenbart hed Kaakaaqs far både Appaarteq og Nalakkaaq. Bemærk også at Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak bor i samme fælleshus som den sindssyge ifølge Victors data. Ifølge Sandgreen kommer han til hjælp fra Ikkatteq. Trods forskellig stavemåde viser kortene hos Victor og Sandgreen, at der er tale om samme boplads ved mundingen af Sermilik på Ammassalik-siden.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Tidligere, fortæller Kara, var der torden så voldsom, at man i tide tog betrækket af kajakkerne for at de ikke skulle springe itu, satte teltene med åbningerne mod hinanden to og to, og limede tænderne i over- og undermund sammen, for at kæberne ikke skulle gå af led. Limen var kraftig størknet blod fra en særlig, sjælden, hårløs to-årig remmesæl.

En fortælling fra dengang beretter også om en åndemaner, der på en skyfri dag varslede torden, men kun kunne få een kajakfælle til at tro sig. De to skyndte sig hjem og tog alle de ovennævnte forholdsregler. Kun de to, kvinderne og børnene overlevede.

Var.: Torden-ånderne; torden; Tordenens oprindelse; The thunder spirits.

Hist.: Ritualet med sælblodet kan meget vel have fundet sted. Om torden var hyppigere i ældre tid er svært at vide. I dag er den sjælden.

Lyn og torden havde en oprindelsesmyte i mange versioner i Grønland og Arktisk Canada.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Angakkoq'en, åndemaneren Maratsi var en navnkundig åndemaner, men især afholdt som fortæller. Man elskede at få besøg af ham som fortæller. Men man drillede ham fordi han var en dårlig fanger.

Det siger formentlig Kara, der om Maratsi fortæller, at hans mor, en rigtig hun-kvinde, havde giftet sig med en 20 år yngre mand, der således var jævnaldrende med M. Men da hun hverken passede sin lampe eller kerede sig om at koge kød til sin mand, tævede han hende. Derfor fik M. sin fætter, Sanimuinnaq med på at dræbe ham. Det lykkedes med hiv og sving en dag disse tre var ude i kajak. M. nåede kun at harpunere sin unge svigerfar gennem kajaktræet ind i bagdelen, mens Sanimuinnaq, der var en bedre roer, blev den der efter flere forgæves forsøg på at komme på kastehold, fik sin harpun i ryggen på den flygtende (med fangstblæren efter sig i harpunremmen som en harpuneret sæl). Sanimuinnaq fik sin harpunspids skåret ud, Maratsi måtte nøjes med at skære remmen af, offeret lod de vende rundt og drukne. San. kom til at hade M. og planlagde at dræbe ham, fordi hanselv (San.) havde været nødt til at dræbe uden at ville det. Herefter fik San. besvær med at huske at kaste sin fangstblære ud, når han havde harpuneret en sæl og på et tidspunkt blev han trukket ned af en sådan sæl og druknede. Det var den dødes hævn.

Derefter fortæller Kara om Maratsis mors, Angmalilik's / Ammalilik's sørgelige skæbne efter at hun var blevet gift med Aggu / Avgo / Akku, og dennes andenkone, der var Angm.s egen datter, havde druknet sig ved lavvande under isen. Hendes lig blev skyllet op ved højvande. I 1884 el. 1885 om vinteren drog Aggu med andre fra Sermiligaaq til Ammassalik for der at se konebådsekspeditionens folk. Men Angm. kunne ikke følge med, og da Aggu ikke ville tage hende på sin slæde for ikke at sinke hele rejseselskabet, blev hun efterladt, siddende i sneen. Næste dag fandt en slædefører hende og bragte hende til Kuummiit. Men lige siden var hun lam i benene og efter to vintre begyndte kødet at falde fra hendes ben. Hun havde endnu kunnet gøre sig nyttig ved i eftersommeren at blive placeret i lyngen og plukke bær, men da man næste sommer skulle til Qinngeq på ammassætfangst blev hun efterladt i et lille ly, som hendes søn, Maratsi havde bygget. Hun blev efterladt uden vådt og tørt og gav sig sin skæbne i vold.

Var.: se Hist. ndf.

Hist.: Historiske begivenheder fra sidste halvdel af 1800-tallet. Aggu levede ca. 1843 til 1891. Se også Karas anden fortælling om Ammaliliks datters selvmord, Victor 1993:45 - 47; og Sâjôqs / Saajooq beretning om drabet på Maratsis svigerfar hos Jens Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: 270 - 271, og hævnen, ibid. s. 271 - 272. Hér hedder svigerfaderen Quarrajêq og skildres som en ældre mand. Desuden siges Aggu at have intrigeret med løgne for at få fat i Ammalilik.

Kommentar: Personnavnene er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

(Ånder på besøg)

Qidertanidi (?) lå og sov med sin kone Odarpi i sin højre arm, da han blev vækket af noget, der trak ham voldsomt i håret. Han fik fat med venstre hånd i en meget lille hånd, som det efter et ildevarslende angakkoq / åndemaner-fløjt lykkedes ånden, en dværg, iaajivatsiaq at få gjort tungere og trukket fri af grebet.

Både før og efter havde man om nætterne hørt dværgene holde sangfest på højene uden for.

Matadi (Maratsi ?) blev om natten berørt over hele kroppen af nogen, der forsvandt da hendes lille datter rørte på sig i søvne. Det var en skygge, taqajwecia / tarrajatsiaq (?), lidt større end en dværg.

Hist.: Fra slutningen af 1800 -tallet.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

I Qertewetsiak (Qêrtartivatsiaq ?, på Geodætisk Instituts målebordskort, Qeqertarsuatsiaq ifølge Jens Rosing, se Var. ndf.), (en ø over for Ammassalik - øen, ud for vestkysten af Sermiliks munding) er mange mennesker forsamlede i fælleshuset en aften med alle lamper tændt. Den endnu lille pige, Kulpora, ser, at hendes onkel bevæger sine ben og arme voldsomt og på et spørgsmål om han har ondt i knoglerne, siger, at det har han. Det betyder at en tupilakbjørn han har lavet har vendt sig imod hamselv.

Den ankommer så en aften, opdager en pige, der er sendt ned til vandet efter is og flygter op. Den snuser ved tarmskindsruden, og da den fjerner sig igen går Kulporas onkel og husets anden mand ud for at dræbe den. Men den er så kæmpestor at de vender om og flygter. Isbjørnen kommer efter dem, får flået pandehuden af den ene mand. Han flygter tilbage i huset, hvor han snart dør af blodtab. Bjørnen smækker dernæst kæberne om Kulporas onkel, bærer ham ud på isen, flår tøjet af ham med tænderne, lægger sig ved siden af den nøgne mand og æder ham op.

       Inde i huset gentager hans søster, der bare syr og syr: "Det gør ikke noget, det betyder ikke noget." Hun ved at hendes brors knoglesmerter betyder, at har fået sin egen tupilak på halsen.

       Da der nu kun er kvinder og børn tilbage i huset blir en af de større drenge sendt efter hjælp tværs over den islagte fjord til Sarpak / Sarpaq, hvor Umerinek / Umeerinneq bor og har en bøsse. Drengen løber hele vejen, fortæller i Sarpaq om ulykken men ber mændene vente med at nærme sig bjørnen før han har fået mænd fra andre bopladser med også. Det får han så fra de sydligere Ukivaj (?) og Ikkatteq. Alle drager i samlet trop over fjorden, Umeerinneq med sin bøsse, og en anden mand med to hunde. Da de angriber bjørnen, der ligger og fordøjer på maven, flygter den af skræk, men da den så blir såret af Umeerinneqs bøsse, vender den sig mod mændene, der flygter op på et isfjeld. En vis Qidingudu (Rotolupiks bedstefar) (Qileruluk ifølge Jens Rosing, se Var.: ndf.) får dog ikke ordentlig svunget sig op og glider ned igen. Men bjørnen er skræmt af de forfølgende hunde og af dem, der har sorte pletter på den ene side (?), farer lige forbi Qidingudu og blir endelig såret dødeligt i ryggen af Umeerinneqs næste skud.

       Bjørnen blir parteret anderledes end normalt, fordi det er en tupilakbjørn. Bedstemor til pigen, der så den først, får skindet, mens pigen selv får brystet, og jægerne underkroppen.

       Hvis tupilakmageren, den skyldige, ikke var gået ud til bjørnen, var den trængt ind til dem allesammen gennem vinduet (formentlig derfor søger søsteren at berolige alle med, at det ikke gør noget, at han er gået ud til bjørnen, BS).

       Som afslutning fortæller Kara om en smuk trommesang som denne tupilakmager, Kulporas onkel havde. En del år senere, da man fik lyst til at synge den, lød der pludselig hylen og bjørnebrummen under gulvplankerne.

Var.: Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: "Âtâq, ham, som bjørnen åd" / Aataaq.

Hist.: Historisk fortælling fra slutningen af 1800-tallet.

Fortællinger om tilbageslag fra tupilakbjørne tjente gerne som forklaring på angreb fra store dyr. Se tupilak / tupilakbjørn.