Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 246: Uden titel.

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

I Ane Klemensens barndom skulle man passe på ikke at blive harpuneret af innersuit og skulle derfor ro i en stor bue uden om Orsuinnguit på ruten til Qassimiut. En kajakmand med en stor remmesæl på slæb blev ladt alene af fællerne ud for Qunnertalik, hvor innersuits vinduer kunne ses. Han kom aldrig hjem. Ligså forsvandt her engang en konebåd fuld af voksne glade roersker.

Tilføjelse:

I den grønlandske udgave slutter AK denne fortælling således:

s. 246:

De plejede at fortælle, at der dagen efter var lidt nordenvind på dette sted, og der var ikke noget at gøre, for der var en stor spækplet og nutaarnimillu (?) fra (området ved) denne skrænt, hvor man mente, at der plejede at være Innersuit. Og det siges, at denne... at Innersuit...

   Det fortælles altså, at flere er kommet ud for dette. Og efter sigende kom en konebåd, som havde gode og ivrige roersker - de kom den vej, og de nåede heller aldrig frem, de dukkede aldrig op. De roede lastet med ammassætter. De nåede simpelthen aldrig frem. Det er ikke til at vide, hvad der skete med dem. Det er nok det eneste jeg kan fortælle om det, jeg har hørt om Innersuit.

Ja, det er nok alt jeg har hørt om innersuit.

   Ja, altså sådan noget som jeg selv har hørt/oplevet... vi boede jo i en lille bygd, og derfor levede vi nok i centrum af al denne overtro. Når julen nærmede sig, begyndte de gamle at konkurrere om at fortælle om åndemanere og qivittut, og det var dengang qivittut ikke var ikke var fremmede for dem.

Hist.: Historisk.

AK var 65 år i 1965. Gift med Abel Klemensen.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 6: 94 - 95: Torngit inuarugdligkatdlo sorssunerat.

Resumé:

De to ånderacer, indlandsboerne og dværgfolkene, kommer i kamp med hinanden. Kæmperne har et stort klippestykke og dværgene et lille til konebåd. Kæmperne drukner. Dog træffer dværgene senere et par af dem, der sover i et hus. De vågner

et par gange af pruttelugt. Dværgene kommer atter i kamp med

indlandsboerne, der flygter, da det lykkes en af dværgene at slå

brystet ind på en fjende og trække lungerne ud af ham. Dværgene

flytter ned til kysten, hvor de ser et hvalfangerskib med to nedlagte

hvaler på hver side sejle forbi. Det lugter stærkt af spæk, mens de

flænser hvalerne. Hele luften fyldes af spækstank.

Hist.: Dværgene, der viser sig stærkere end indlandskæmperne, er

muligvis typisk for vestgrønlænderne, mens associationen mellem dværge

og ildelugt er fremtrædende hos østgrønlænderne. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under

"Dværge". Kæmperne, der vågner ved dværgenes stinkende

tilstedeværelse, siger: "Bua, bua!", der må være østgrønlandsk udtale

af det danske, puha. Hvalfangerne er naturligvis europæere af en

slags. Stanken kunne henvise til deres udkogning af spækket til tran.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Ved Itaj / Ittaajik holdt Missuarniannga engang åndemaning, bundet, i mørke, med trommen på en vis afstand på gulvet, og et skind foran husgangsåbningen. En af hans hjælpeånder ankom og meddelte med kælderdyb røst, at Månens hund var på vej for at straffe beboerne for et tabubrud. Alle beboere flygtede i samlet flok over isen til Siarngarteq - boerne, men måtte først gemme Punngujooq, Abels første kone ved Tasiilaq, med hendes frosne fødder indhyllet i skind i den omvendte konebåd på stativet. En anden kvinde, Oqisa, der var dårlig til bens sakkede langt agterud, men blev hentet og båret af en behjertet person fra Siarngarteq. Da man vendte tilbage og af skræk havde bedt Siarngarteq - boerne tage med, var der nu intet sket med huset. Alt var som da man havde forladt det.

Var.: se Hist. ndf.

Hist.: Historisk beretning fra slutningen af 1800-tallet. Bekræftes af Jens Rosing 1963: "Overvintringen ved Nunakitseq", hvis informant altså stedfæster begivenheden til Nunakitseq, formentlig øen Nunakitsit nordvest for Kulusuk. Ifølge kortet i Victor skulle Itaj ligge ret langt mod nordøst for Kulusuk så nogenlunde hvor øen Itterajik ligger. Men Siarngarteq placeres på Victors kort på øen nordvest for Kulusuk, ret over for Nunakitsit. Alt taler for Nunakitsit som seancens sted.

Puungujooq blev, ifølge Jens Rosing ansat ved handelsstationen og gift med Abel dér.

Kommentar: I flere historiske fortællinger fra Østgrønland om skræmmeånder eller selve Månen, der kommer på besøg under en seance, efterlader gæsten huset i eet kaos. Indvånerne får således bevis på besøget, da de vender tilbage efter flugten. Se fx: Den straffende månemand; En månefortælling; Karrak;Måske har Missuarniannga ikke haft nogen assistent, der kunne rode i huset, mens alle var væk.

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 110 - 117; angakkortalissuit, 1990: 231 - 238: "Nunakitserajinni ukiinerat"

Resumé: Fortsættelse af "Punngujooqs skæbne".

   Om sommeren efter overvintringen ved Immikkeerteq, oplever

Punngujooq, der stadig bor hos Missuarniannga, drabet  på Piilakkaan / Piitakkaat i Ateqi / Attereq. M. tar så med familie til Nunakitseq for at overvintre. Det

efterår ankommer et skib, som man frygter vil hævne sig ifølge

overleverede myter om nordboerne. Men søfolkene, der overvintrer, blir

P.s redning, idet hun er blevet smidt ud af M. Aleqaajik har nemlig

tilbudt den pjaltede P. husly, men fortryder, de P. ankommer, fordi

A.s mand, Kilimii, er blevet syg. Da P. vender tilbage til M. er han

fornærmet over hendes bortgang og smider hende ud. Nu tilbyder Maratsi

på samme boplads hende husly, men hans svigermor vil ikke vide af

hende og smider hende ud. To unge søstre indretter så godt de kan et

hus til P. og gir hende lidt at spise, som hundene bryder ind og æder.

Senere kommer hundene ind og varmer hende, fordi hun har bedt sine

døde forældre om hjælp. En ung mand, Quvtuiaq, bringer hende lidt kød

og spæk. Kunnak fra Sermilik kommer efter hende, fordi han engang har

haft hende som roerske i syd. Men han opgir, da han ser hendes

tilstand og gir hende intet spiseligt. Quvtuiaq / Quttuiaq (?) overtaler hende om

foråret til at sætte sig ud i den varme sol, hvor de overvintrede

søfolk opdager hende og hjælper hende. Af den mad de jævnligt gir

hende, lægger hun det meste hen til forråd. Inden bopladsen spredes på

sommerfangst, flikker nogle halvstore børn et sølle telt sammen til

hende. Da det blæser bort i en storm, tages hun ombord på skibet, og

kaptajnen, der berejser distriktet i motorbåd, får omsider overtalt

Missuarniannga til at tage hende i hus igen. Tre dage efter skibets

afrejse kommer et nyt, der anlægger kolonien Ammassalik / Tasiilaq.

   P., der overvintrer hos M., er nær ved at omkomme under en af hans

seancer, fordi hun har mistet en del af sine tæer og ikke kan følge

med, da M. annoncerer, at månemandens hund kommer og alle flygter. Hun

anbringes under en konebåd uden for, men reddes af kvinde, der

fornærmet er vendt alene tilbage fra nabopladsen, fordi ingen har

givet hende del i festmåltidet dér. Om sommeren behandles P.s fødder

af Johan Petersen og missionær, pastor Rüttel, og hun flytter til kolonien, hvor hun overdrages arbejdet med at berede de indhandlede bjørneskind. Hun

bliver undervist, døbt, får navnet Magdalene, adopterer en pige og en

dreng, gifter sig med drengen, Abel, da han blir voksen, og da

Magdalene dør, gifter han sig og får børn med sin plejesøster, Malene.

Hist.: Skibet, der overvintrede fra 1893 - 94, var norsk, hed Ino.,

Kaptajnen, P. Michelsen, har gjort en god handel med de skind, som

østgrønlænderne havde gemt til handelen ved kolonien det næste år.

Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 6: 86 - 90.

Resumé:

Tid: I gamle dage, men efter missionens start ved Nuuk. Sted: Syd for

Ivittut.

Paammeq er en dygtig fanger, men også en slagsbror og massemorder. Han

harpunerer en kulsort sortside, hvis skind hans kone skal ha bukser

af, men han vikles ind i linen, trækkes ned af sælen og drukner. P. er

en angerlartussiaq og kommer ved sin døde bedstemors hjælp til

bevidsthed et helt andet sted ud for Kangersuaq (?). Han ror hjemad på

sit siddeskind, med besvimer og føres ud til havs, men længere ud end

før, fordi hans kone har løsnet sit hår. I næste forsøg ser han en rød

flamme af ildånder ved land, som han får lyst til at besøge. Men han

hindres heldigvis af sin amulet, en lampepind, der lyder som nogen

sætter ild på den. Han hindres dog også i at komme i land, fordi nogen

har hældt urin ud mod stranden. I tredie forsøg kommer han i land og

ind i husgangen, hvor to mænd kommer ud fra rummet og slås med ham. De

får rørt ved hans nøgne krop. Han besvimer, hans bedstemor vikler

fangelinen af ham, og han er udfriet fra døden. Lamperne tændes

samtidig og P. lever endnu to år, hvor han søger ensomhed, lægger sig

på lur og dræber alle enlige kajakmænd. En af dem får held til at

flygte fra P., der dermed er afsløret. Han blir dræbt under et besøg

på bopladsen, hvor alle undtagen en sneblind mand og en dreng ganske

vist er borte på ammassætfangst, men kaldes hjem i tide af drengen.

Man parterer liget af P., der er en stor åndemaner / angakkoq. Stykkerne spredes

over landskabet, men en kvindelig åndemaner får hans lillefinger at

sluge og hans ansigtshud, som hun tørrer. P. kommer delvis til live

igen, men opgiver, fordi han mangler sin lillefinger.

Var.: Pameeq.

Hist.: Historisk kerne. Fortællinger om angerlartussiat (GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) "Piaqqussuat...") tjener ofte til at levendegøre overgangen til kristendom. Se fx.

Akamilik / Akamelik og slutningen i eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. I Avangnâmioq årg. 1915 nr. 15-16(?), 21-22 og 34-38 findes Hendrik Storchs variant af Akamelik (endnu ikke registreret her på anden måde)

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 245: "Qassimiut"

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

Ifølge Abel Klemensen blev de første af egnens grønlændere døbt i Oqaatsormiut, som en overgang var et udsted, og som man ville gøre til koloni. Men havnemulighederne var for ringe. Det var de også i Qassimiut, som man dernæst tænkte på. Derfor endte det med at blive Qaqortoq.

      I Qassimiut lå et stort rundt hus, båret af tre kampestore bjælker, der var fastgjort i midten. En qassi.

Hertil strømmede folk fra fjern og nær og holdt fredelige fester med brydekampe.

      Ved missionens begyndelse var der nogle der protesterede. Bl.a. Levi (han må altså senere være blevet døbt, BS), der stillede sig op på en høj i det dejligste vejr og advarede mod havet, der var farligt denne dag, pga. af for mange ulke og alt for mange sæler der flød rundt!

Hist.: AK var 66 år i 1965.

Vedr. qassi, et festhus, som man kender fra inuit i canadisk Arktis og Alaska, er der en del oplysninger fra Grønland. Se Thalbitzer i Meddr. Grønland Bd. 40, 1941: 656 - 666, og Gulløv, H. C. 2003: Fra festhus til fælleshus. Tidsskriftet Grønland.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 243 - 245: "Qivittut", der fortsætter med flere episoder end dem i den danske udgave. Se ndf.

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: 224 (dialekt) og 225 (engelsk).

Resumé af den danske tekst:

Abel Klemensen har set mange qivittut, siger han. En af dem fortalte om sin forvandling i fjeldet, hvor han sultede og tørstede uden at kunne finde vådt eller tørt indtil den femte dag. Da spiste han som det første en ravn, og begyndte derfor siden altid sin tale med et krar- krar - krar. Hans støvler var lavet af rødder. Fra den femte dag kunne en qivittoq alt. Også flyve - mens de spyede ild. Aabaalakasik havde prøvet at skyde en flyvende qivittoq / fjeldgænger ned. Men den var usårlig. Det ene ben var bundet op. AK så selv sammen med andre børn engang en qivittoq der landede og blinkede til dem.

Tilføjelse: Den grønlandske tekst i oversættelse ved Signe Åsblom:

s. 243:

Engang var en lille dreng forsvundet, og de ledte og ledte... Selv om de ledte efter ham, kunne de ikke finde ham, og derfor sagde de til deres åndemanere... en åndemaner. De bad ham sige til ham... sagde til åndemaneren, at man skulle mane ånder for drengen. Åndemaneren kaldte længe på sine hjælpeånder: "Åh, de siger, at han er deroppe i byen (de store huse hos kæmperne i indlandet ? BS) og græder, den stakkel! De siger, at han græder!" Og drengens far blev dybt forbavset. "I morgen tidlig tager vi straks hen til ham".

   Så kom de derhen, men hvor var det egentlig? Stedet var helt fladt. Der var ikke andet end nogle grimme enebærbuske og dværgbirke, der var vokset hen over stedet. Da åndemaneren kom derhen, kiggede han omhyggeligt på stedet og sagde: "Her er indgangen!" Så gravede han dér og sagde: "Så kan I godt åbne!" Og sikke da en indgangsåbning! Åndemaneren gik ind sammen med manden for at hente dennes søn. Hans lille søn sad der og græd uafbrudt. Og da manden ville tage sin søn og fatte om hans hænder, opdagede han, at drengens hænder allerede var blevet fuldkommen sorte! Og det fortælles, at fordi han selv var døbt kunne han simpelthen ikke røre drengen. Derfor drejede han rundt og forlod uden videre drengen.

   Det var fordi drengen allerede var spoleret... og og det fortsatte sådan ... at han gav små lyde fra sig som et dyr. Det fortælles, at drengen hele tiden gned sine hænder mens han udstødte sine dyrelyde. Samtidig tudede / fløjtede han og begyndte så at græde igen. Det var altså ham de var kommet for at hente, og når han forsøgte at sige noget, stod der ild ud af munden på ham. Han var virkelig blevet ødelagt, og det var Djævelen selv, der havde boret sig ind i ham. Man kan sige: Når det er kommet så vidt, er Djævelen allerede blevet herre over den slags mennesker.

   Det forholder sig jo også på den måde, at qivittut ender med at kunne gøre alt. De flyver også gennem luften.

   Og denne Aabalaakasik var også noget af en fortæller. En gang tog de ud til nogle, der var på fangst ude på de yderste øer, og så var der en skrækkelig qivittoq... en forfærdelig qivittoq, der fløj, og den skød han. Men der skete overhovedet ingenting med den. Og efter sigende fløj den sådan: Med benene sådan: Den fløj med det ene ben bøjet opad under sig og holdt om det med begge hænder. Det siges, at det nærmest så ud som blålig ild, der ikke lyste. Og han gjorde altså sådan... og benet var omviklet, ikke med remme men med store rødder, og det (benet?) blev helt dækket til(?), når de skulle afsted.

   Vi... da jeg var barn, vi så dem derude, derude lidt syd for os, nedenfor Biinias hus. Han var omviklet her (viser det måske på sit ben?), og han var virkelig skinnende hvid, og han landede der lidt syd for os, og han stirrede virkelig. Han gjorde sådan her og kiggede herhen. Og vi var jo børn, og han fik os næsten til at flygte fra ham (?), det var virkelig forbløffende dengang! Sådan var qivittut. De forfærdelige qivittut... Sådan var de altså, dengang da der fandtes qivittut. Ja, det var jo foregået på denne måde... og Aabalaakasik sagde nemlig noget, der er rigtigt: At nogle af dem smilede stort. De kiggede til siden og smilede... det var, når de var ved at flyve henover deres telt! Sådan var disse qivittut, når de efterhånden havde lært at kunne alt.  Sådan var de, når de kunne klare alt. Men det siges, at det først skete på den sjette dag. Når de virkelig var ved at dø af sult, og de fandt noget at spise, måtte de have fat i det. Og hvis de spiste noget, som for eksempel en rype, så ville det første de sagde være "qaar-", når de mødte et menneske. Spiste de en ravn... Hvis det første de spiste var en and, ville de først sige lyde som en and og først derefter tale som et menneske. Og hvis de spiste en søkonge, ville de først sige som en søkonge, før de sagde andet. Sådan var de. Sådanne fortællinger er virkelig dejlige!

Var.: søg på qivittut; qivittoq. Tunerluk + varianter er den traditionelle fortælling om barnet der stjæles af indlandsboere og normalt hentes hjem igen af en angakkoq / åndemaner el. faderen.

Hist.: AK var 66 år i 1965.

Genfortolkningen af den traditionelle Tunerluk i kristent regi viser klart ændringen i opfattelsen af landets ånder, der mere eller mindre har veget pladsen for de ny qivittoq-forestillinger med forbindelse til kristendommens djævel.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 6: 91 - 93.

Resumé:

Sallukujak har hørt om sæler nordpå så mange, at de ligner regnskyl i havet.

Han betrækker konebåden med tre lag skind og familien drager nordpå,

langt, langt mod nord uden at ville overvintre på nogen boplads

undervejs. Når et af de ydre bådbetræk bliver gennemtrukket af vand,

skærer Sallukujak det fra og lader det dumpe ned i havet. Højt mod nord, hvor

der ikke længere er bopladser, træffer de i et enligt hus et ægtepar

med en lille datter. Dem overvintrer de hos, og Sal. fanger narhvaler.

De smovser i mattak, men da den lille pige kun spiser mattak af unge

narhvaler, der netop er blevet sorte, må han specielt fange en sådan

til hende. Efter måltidet er hun flere dage om at komme sig af sin

mavepine. Sal. forsørger dem alle og drager videre nordpå om foråret

efter de mange sæler. Hér i det øde nord kommer de ind i et område

med rødt hav, der tager kræfterne fra først roerskerne en for en og til

sidst Sal., da han med besvær får vendt båden. Længe ror de kun nu og da

med overfladiske åretag og når endelig ud af det røde hav. På

hjemturen overvintrer de atter hos familien, der ved afrejsen om

foråret viser sig i virkeligheden at bestå af bjørne. Sal. når hjem og

opgiver videre forsøg på at finde stedet med de mange sæler.

Var.: Egentlig ikke omend besøg hos bjørne i nord er et udbredt motiv.

Fx Alleruut.

Hist.: Om det røde hav har reference til bibelens Røde Hav er muligt,

men usikkert. I Arsuk, hvor fortællingen er fortalt, har man

tilsynelandende endnu ikke vidst, at der boede mennesker i

Thuleområdet. I traditionelle vestgrønlandske fortællinger er det kun

beboet af isbjørne. Men fortællingens rige forekomster af narhvaler

kan afspejle viden om ressourcerne i midt- og N.V. Grønland.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 247: "Qanga katsorsaatit (nakorsaatit)".

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: 226 (dialekt) og 227 (engelsk).

Resumé: AK's gamle moster, der var meget ordentlig, samlede meget mos til tørring til brug ved sygdom og fødsler. Da kusine Saras mor døde i barselseng kogte man mælke af torsk og lavede en sut af skind til den nyfødte.

      Nyfødte skulle gnides i spæk. Aldrig vaskes i vand.

      Et sår med hævelse blev kureret med sammenrørt krudt og gammel urin.

      Høj feber blev kureret med det sorte udkog stenlav. Det fremkaldte en masse spyt, men den syge blev feberfri.

Hist.: AK var 65 år i 1965. Gift med Abel Klemensen.

Historisk; lægekunst; sygdom, helbredelse.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 247 - 248: "Toqusogartillugu malittarisassat".

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: lige sider: 226 - 228 (dialekt) og ulige sider: 227 - 228 (engelsk).

Resumé:

Ved dødsfald var det helt afgørende at de efterladte ikke kom i berøring med sæler. Der var tabu mod at gå til fjelds og se på indlandsisen. Så blev det storm. Da Andalats søn døde af et vådeskud og Andalat kort efter skød en sæl fra stranden, fik han kroget den med harpunen. Men ifølge sine dødstabuer måtte ikke hente den ind. En gammel mand gjorde det for ham.

Vedr. hekseri fortæller AK, at en kvinde som hendes far vragede til gengæld for Anes mor, heksede hende et knæsår på. Hun var dengang otte år. Faderen fik efterhånden kureret det over et års tid. Ane haltede endnu. Da kvinden blev gammel blev hun sindssyg, og hun indrømmede at hun havde begået hekseriet af jalusi.

Hist.: AK var 65 år i 1965. Gift med Abel Klemensen.