Dokumentation og formidling af Danmarks historie i Grønland og Arktis

Introduktion

Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.

Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.

Download søgemanual som pdf her.

Søgning på Lund, Jakob gav 63 resultater.

Ajoqit tiguinnakkat

Print
Dokument id:2117
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Sørensen, Mathilte (Sørensen, Mathilde)
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajoqit tiguinnakkat
Publikationstitel:Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001
Tidsskrift:
Omfang:s. 68
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Ikke med i den danske udgave: Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001.

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom med forbehold for misforståede dialektale gloser:

 

Tilfældigt udpegede kateketer.

 

Haar (Hmm), h.. Det fortælles, at engang skete dette i én eller anden bygd - det var dengang, der var herrnhutter / herrnhuter - de havde ladet en ubetydelig lille ulærd mand blive kateket. Når han holdt gudstjeneste, lod han en rem hænge ned ved sin kones plads. Og når han begyndte gudstjenesten, tog han altså fat i denne rem. Og så trak han ellers i remmen. Da der nu var gudstjeneste, begyndte han igen at trække i remmen. Og mens han trak som bedst, forsvandt den; den var helt forsvundet. Han var nemlig kommet til at rive remmen midt over, så den forsvandt ned under briksen, ha, ha, ha... Da han så krøb ind under briksen, grinede kirkegængerne så overvældende, at de måtte gå ud. Den ene efter den anden gik ud, og til sidst var der ingen tilbage. Han holdt nemlig gudstjenesten i sit eget hus. Alle var gået ud, og kun hans kone var tilbage, og hun havde trukket sig længere tilbage på briksen! Og så satte hans ben sig pludselig i bevægelse, og han kom bakkende baglæns ud fra hulrummet under briksen. Og som han dog så ud, ha, ha, da han dukkede frem, hans hoved var fuldt af fjer! Ha, ha... han kiggede hen mod sine kirkegængere, men der var jo slet ingen, fordi de allesammen var gået, men så kiggede han på sin kone og sagde "Amen!"

Ha, ha...

Boas plejede også at fortælle om dengang, da de var taget til Sermilik for at fange ammassætter, og hvor de havde holdt gudstjeneste. Dengang var det nu afdøde Maqikasik, der var kateket, ha, ha... og midt under andagten knækkede tværbrættet under briksen, og kirkegængerne forsvandt allesammen ud af døren, allesammen var de væk, det eneste man så var kateketens store kamiksåler! Ha, ha... de grinede jo så utroligt. De myldrede simpelthen ud. Og hvordan mon kateketen opdagede, at kirkegængerne ikke længere var der. Ha, ha... Der var ikke én tilbage... alle var forsvundet! Ha, ha...

 

Hist.:

MS var 81 år i 1963. Hun fortæller således om sig selv s.67 i den grønlandske udgave:

   Sådan set har jeg ikke forladt Nanortalik, siden jeg blev født her. Et år overvintrede vi nede sydpå i Itilleq. Jeg er ganske enkelt blevet ved med at bo i Nanortalik lige til denne dag.

   Min afdøde bedstefar var kateket, ja, han var altså overkateket. Og netop her i dette hus blev jeg født. Og der var jo en hel søskende-flok... Og alle mine mange søskende blev også allesammen født her i dette hus, allesammen:

Indaleeraq (Henrik Lund, vores store digter, MV), Jens, Juthidda, to ved navn Louis, da den første Louis døde, hed den næste også Louis. Min mor døde i 1919. Min far døde først, og det var i 1916. Så arvede du altså huset? Jeg arvede det. Da min fars helbred efterhånden blev dårligere, sagde han til mig: Dine søskende vil alle være bedre stillet end dig, derfor skal du arve dette hus sammen med de få ting, der hører til. Men da de døde, delte vi søskende naturligvis lidt mellem os.

Allunnguaq

Print
Dokument id:86
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Allunnguaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 403 - 405
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 141 ss. 705 - 708.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 403 - 405: Oqaluttuaq Allunnguamik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:196 - 200.

 

Resumé:

Allunnguaq er en lille dreng, der ikke vokser og derfor opfordres af sin far til at træne sine kræfter i klippespalter, som Allu. efter sigende til sidst kan presse noget fra hinanden. Han bliver tillige en meget dygtig fanger. I en ny hvid anorak "frier" han til bopladsens mange brødres eneste søster, en ordentlig tamp af en dame, der foreløbig egenhændig har smidt alle granvoksne friere på porten (hovedkuls ud i husgangen). Men lille Allu. kan hun ikke klare. Han hjemfører den sprællende skude under armen, og såvel hun som hendes mange brødre falder til føje. Hun føder ham en søn, der efterhånden giver Allu. lyst til at få sig en ny konebåd. Familien tager ikke med de andre på sommerrejse. De bliver hjemme, hvor Allu. fanger sæler til konebådsskind. En gruppe sydlændinge slår sig ned. Deres husfar er en flink mand, der fanger sammen med Allu. hver dag. Men en dag rygtes det til Allu. at denne mand vil røve hans kone. Allu. bliver hjemme og står og pusler med sine redskaber ved sidebriksen, da konerøveren, en stor mand i hvidt skindtøj - han ligner en enorm måge - kommer farende ind og forgæves prøver at vælte Allu. omkuld i springet. Allu. fortsætter urokkeligt med sit pusleri. To gange forsøger sydlændingen at røve konen, der hver gang sender ham hovedkuls ud i husgangen. Tredje gang snupper hun ham i nakken, smider ham på gulvet og dænger ham til med alle de bådeskind, der ligger til afhåring i urinbaljen. Han ligger helt stille lidt, men får så viklet sig ud: Hans fine hvide skindtøj er ganske tilsølet.

Mens Allu. bygger konebåd leger hans lille søn med sin legeharpun ved siden af. Pludselig giver han et hyl fra sig over noget stort, han ikke kender. Det er en isbjørn, som så Allu. går løs på med de bare næver og til sidst får has på ved at snurre den rundt i luften og ned i jorden. Konen flænser lykkelig dyret, koger masser af kød og får i sin iver inviteret alle de hjemvendte fangere på spisning, inden Allu. får sagt noget. Også under spisningen tager hun minsandten ordet og fortæller stolt både om, hvordan Allu. overmandede bjørnen, og om hvordan han i sin tid fik krammet på hende, der hidtil havde kastet alle store mænd på porten.

 

Var.: Mikiassen Atdlunguaq;

En del meget forskellige fortællinger har en hovedperson ved navn Allunnguaq.

 

Hist.: Skønt der er historiske fortællinger om meget stærke kvinder, er denne det næppe. Dertil virker den for litterært velkomponeret.

Amerdlume Jokum Lennertip oqalualâva aussame 1902

Print
Dokument id:2161
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB Dagbøger 1, 6(17): Fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Lennert, Jokum
Nedskriver:Brønlund, Jørgen
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Amerdlume Jokum Lennertip oqalualâva aussame 1902
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:20 sider (A6)
Lokalisering:Amerloq: Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Brønlunds renskrift af egen nedskrift i notesbogen, der er arkiveret som:

A 245 på Arktisk Institut, Strandgade 102H, 1401 Kbh. K.

 

Nyligt udgivet på grønlandsk (Sisimiuni arfanniartarneq)og i dansk oversættelse (Hvalfangst ved Sisimiut) i: "Jørgen Brønlund. Optegnelser fra en ekspedition 1902-04 / Ilisimasassarisiornermit allattukkat 1902-04." Det grønlandske Selskabs Skrifter XXXV, Kbh. 2002. Red.: Stig Bjørnum, Arnaq Grove og Einar Lund Jensen. ss. 54 - 60 og 94 - 100.

 

Resumé:

Angákorssuarmik / Angakkorsuarmik

Print
Dokument id:481
Registreringsår:1916
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákorssuarmik / Angakkorsuarmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 14, side 72 - 79
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Oversættelse ved Apollo Lynge:

 

Om den store åndemaner

 

Der var engang en stor åndemaner, der kunne trodse al slags vejr og fange alskens fangstdyr. Han tog ikke på sælfangst andre steder end ude på havet. Engang han tog ud og netop havde gjort holdt på et fangststed, kunne man ikke mere se fjeldtoppene, og sneen begyndte at falde tæt i vindstille. Den store åndemaner manede for at få det til at klare op, men da det ikke lykkedes, begyndte han at ro ind mod land uden fast mål. Længe spejdede han efter land og blev til sidst noget urolig. Langt om længe så han land lige fremme og opdagede, at der på land kom to store mænd, den ene meget lys og med blåbærfarvede øjne, og den anden var så sort, at kun hans øjne lyste op i ansigtet.

 

Da den store åndemaner kom i land, kom de ham meget venligt i møde. Den meget mørke udbrød da: "Qaaluaq, karang, kom med op i mit hus." Da den store åndemaner begyndte at gå op mod huset, fulgte den store lyse med op som om invitationen gjaldt ham selv. Da værten selv først gik ind, fulgte de efter ham og så, at han og hans kone var alene. Da den store åndemaner sattes sig ned, satte den lyse sig lige op og ned af ham. Værten kiggede ind mod sin kone og sagde: "Qaaluaq, hent lændestykket af min allersidste fangst". Konen gik ud og kom tilbage med en frossent lændestykke af en sortside. Hun satte det frem og stak en kniv i den. Den store åndemaner havde stor lyst til det, og skulle lige til at tage sig for af retterne, da den store lyse ved siden af puffede til ham med albuen og sagde: "Qiioq, han er lige ved at bespise dig med lort." Den store åndemaner kastede et blik på den igen og så en sammenklemt menneskelort. Det viste sig at fordi det var en sidste afføring fra et menneske, umiddelbart før det døde, havde han gemt det i depotet og kaldte det 'min allersidste fangst'.

 

Anden gang sagde han til sin kone: "Kom med nogen andet mad". Konen gik ud og kom ind igen med en masse sortebær. Hun satte de mange bær, der endnu hang fast ved deres lyngplanter, frem. Endnu engang skulle han lige til at tage for sig, da sidemanden puffede til ham og sagde: "Qiioq, han har budt dig på tyndskid". Den store åndemaner kastede et blik på det igen og så, at det var tyndskid af sortebær. Da udbrød hans sidemand: "Qiioq, kom også på besøg hos mig".

 

Da han skulle til at gå ud sammen med ham, fulgte den første vært med, som om det var ham invitationen gjaldt. Han fulgte op til huset med sin vært, og den store åndemaner blev fyldt med undren, da han kom ind i huset. Da han bød ham at sidde og han satte sig, sagte værten til sin kone: "Qiioq, hent noget at spise". Konen gik ud og kom da ind igen med ørreder, og ih hvor så de lækre ud. Han skulle lige til at spise, da sidemanden, den store grønlænder, puffede til ham og sagde: "Qaaluaq, han er ved at bespise dig med ørreder". Den store åndemaner svarede bare: "Det er jo den slags vi plejer at spise". Da han havde spist ørred, sagde værten: "Qiioq, kom med noget andet at spise". Konen gik ud og kom tilbage med meget lækre blåbær, og han spiste sig mæt i blåbærrene. Mens han spiste, kiggede den store åndemaner sig betaget rundt i huset, for værten boede i et træhus. Da han kom ind havde han straks set en stor rund sten. Konen var efterhånden travlt optaget og åbnede det, som han troede var en stor sten, og så tændte hun ild og fyrede op inde i den, og snart hørte man ilden buldre. Da det var sket, tog hun også et stykke sten med en tud og et eller andet håndtag. Hun hældte vand i den og gik hen til det, der buldrede, åbnede det ovenpå og lagde stenen der. Kort efter at hun havde lagt den der, begyndte det at buldre endnu kraftigere og stenen begyndte nu og da at ryge. Så drejede hun noget rundt på en træboks, det knasede, og han mærkede nu, at det blev meget varmt inde i deres hus. Da det han troede var en sten begyndte at ryge hele tiden, tog hun den ting hun rørte rundt med og åbnede den; så fjernede hun toppen af det han mente var en sten, så fjernede hun noget træstykket ved at trække en skuffe ud og hældte indholdet i stenen, og da mærkede den store åndemaner en fremmed lugt, der duftede dejligt, og han anede ikke hvor den kom fra. Da det lod til at være kogt, tog hun det ned.

Den store åndemaner så faktisk også nogen mindre hvide sten ligge oven på hinanden på hylder på væggene. Da den store lyses kone tog dem ned lagde hun dem frem ved siden af den store åndemaner. Han syntes grangiveligt de lignede rav. Da hun havde hældt op, rejste den store lyse sig, tog et stykke rav i munden og hældte indholdet i det der faktisk var kopper med underkopper, hvorpå han begyndte at drikke af det og sagde: "Qiioq, tag for dig". Selvom den store åndemaner syntes det så ulækkert ud, hældte han noget op i underkoppen og tog hele munden fuld af de små sten. Og selvom han syntes de så ulækkert ud begyndte han at drikke, og så smagte det virkelig godt. Da han havde drukket to fulde kopper begyndte den store åndemaner ar føle sig rigtig udhvilet og tog til at svede over hele kroppen.

 

Nu hvor den store åndemaner rigtig havde fået mod på livet, tog hans vært et stort stykke tang, der havde en stor hvid bøjning i enden. Anden gang tog han et andet stykke tang frem, begyndte at skære noget af det og fylde det hvide stykke med det. Efter at have tændt den med ild og have suget på det, blev hans ånde hvid. Da blev den store åndemaner rigtigt overrasket. Da han havde åndet lidt med det, rakte han det til den store åndemaner. Da han så tog det, havde han knap suget på det, før han fik en hvid ånde. Men næppe havde den store åndemaner følt velvære ved det, før han følte sig underlig i hovedet. Han blev så småt svimmel, og det blev endnu værre, da han også fik en fornemmelse af at skulle kaste op, og så holdt han op med at suge af det, der gav hvid ånde. Han troede, han var blevet syg, men da det nu ikke blev værre, gik han udenfor og så, at vejret var klaret op, og han var kommet i land et godt stykke fra sin boplads.

 

Da han havde gjort sig klar og skulle afsted, gik hans værter ned til ham, og han bød dem farvel, da han stødte fra land. Da han begyndte at ro, var han kun nået et lille stykke væk, da han hørte ravne og mågeskrig. Han så sig tilbage og opdagede så, at han var stødt fra land på et sted, hvor der kun var et stejlt fjeld, og der var en måge og en ravn, der skiftevis fløj mod hinanden. Det gik da op for ham, at han havde besøgt en måge og en ravn i menneskeskikkelse.

 

Da den store åndemaner kom hjem og ikke kunne glemme det han fik at drikke, og sin oplevelse af at ånde hvidt, holdt han en åndemaning og fandt herunder ud af, at der syd for hans boplads ind i mellem kom en østgrønlænder (?) østerlænding til landet der handlede med sådanne ting. Det fortaltes, at den store åndemaner tog sydpå, da det blev sommer, og da østerlændingen kom til landet købte han mængder af kaffe og tobak, som han havde lært at kende af sine venner om vinteren. Herefter kunne man opleve den store åndemaner der åndede hvidt, efter at han havde drukket kaffe. Her ender historien.

Jakob Eugenius.

 

Var.: Talrige om besøg hos ravn, måge el. andre fugle - og dyr - i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Søg på ravn; måge; terne; bjørne. Ravn og måge + Kúsungmâlingmik.

 

Hist: En "moderne" version, der associerer ravn og måge med hhv. grønlænder og europæer. Betydningen af "østerlænding" alias europæiske handelsskippere, der anløb Sydgrønland østfra, er værd at overveje. Måske hentydes der til dem, der en overgang omkr. 1700 lagde ind om nær Kap Farvel for at fylde op med drikkevand - og handle.

Anguterpaanik / Om brødreflokken

Print
Dokument id:1852
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Lund, Jakob
Mellem-person:Lund, Jakob
Indsamler:Rink, H.
Titel:Anguterpaanik / Om brødreflokken
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 76h - 80v, nr. 329
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Ret udførlig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 77.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales

and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 61, ss. 341 - 346: The Sons who avenged their Mother.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Hos en brødreflok var moderen den eneste kvinde i huset. På samme

boplads boede der et ældre ægtepar med mange døtre og kun én søn. De

var altid sammen. Når brødreflokken tog ud på fangstrejse og slog lejr

på den anden side af fjorden, fulgte det ældre par med og slog lejr

lige vest for. Det skete så, at brødreflokkens mor døde. De begravede

hende, og hver dag tog de hen til hendes grav og græd over hende. Da

der ikke længere var en kvinde i huset, måtte den yngste af brødrene

tage sig af det huslige. - De ældre brødre tog den ene dag ud på

fangst og den anden dag til moderens grav for dér at græde over hende

hele dagen. Sådan blev de ved.

 

En gang da brødreflokken tog ud til

deres fangstplads på den anden side af fjorden, som de plejede, fulgte

det ældre ægtepar med og slog lejr lige vest for. Næste morgen tog

brødrene ud på fangst. Dagen efter tog de hen til deres mors grav for at

græde over hende, og de kom først tilbage om aftenen. Om morgenen tog

de ud på fangst og kom hjem med fangst. Næste dag tog de hen til

graven for at græde, idet de overlod flænsningen af fangsten til deres

yngre brødre. Da de efter at have grædt skulle til at tage hjem, lagde

de mærke til, at stenene på moderens grav havde ændret plads.

 

Dagen efter, endnu før det blev morgen, tog de over til stedet, hvor

moderens grav lå. De gik i land og skjulte deres kajakker, hvorefter

de gav sig til at vente på, om der ville komme nogen. Da det var

blevet helt lyst, så de en kajakmand sætte over fjorden vesten for

deres boplads. Ved nærmere øjesyn viste det sig, at det var den ældre

mand fra deres boplads. Han steg i land nedenfor sit lille hus. Da

han gik op, troede de, at han ville gå ind i sit lille hus, men han

gik forbi huset og videre op til graven og gav sig til at rode i den.

Brødrene sagde til hinanden:" Det er altså ham, der har det med at rode i

graven. Lad os dræbe ham i morgen".

 

Da den ældre mand havde rodet i graven, gik han ned og roede over fjorden

til den anden bred.

Brødreflokken roede tilbage, og næste morgen gik de hen til den ældre

mands telt. Den ældste af brødrene gik ind, og de andre fulgte med.

Den ældre mand var endnu ikke stået op, og den ældste af brødrene

sagde:" Der er naturligvis en anledning til vort besøg. Vi er kommet,

fordi der er blevet rodet med stenene på graven".

Den ældre mand sagde:" Hvordan skulle jeg kunne finde på at rode i den, - jeg,

som er en gammel mand, og som ikke en gang tør komme i nærheden af et

ubeboet hus." Til det sagde den ældste af brødrene:" Det var ellers dig,

vi igår så rode i graven!" Og med de ord slæbte han ham udenfor og dræbte ham.

 

Den ældste af brødrene gik tilbage ind i teltet og tog hans ældste datter, idet han sagde:

"Lad hende være prisen for hvad faderen havde gjort !" Han tog hende til

kone."

Dagen efter tog de ældste af brødrene ud på fangst. De yngste

blev hjemme og holdt øje med deres svigerinde. Når hun gik ud, gik de

også ud, fordi de forventede, at hun kunne finde på at tage hjem. Den

ældste af brødrene havde efterhånden haft hende et godt stykke tid;

men han havde endnu ikke rørt hende. Han kunne ikke få hende til at

lægge sig. Hele natten sad hun. Så fik konen den idé at dræbe sin

mand. Når manden kon hjem fra fangst, lagde han altid sig kniv foran

lampen. En aften da alle sov dybt og hendes mand lå på ryggen ved

siden af hende, snørede hun alt hvad der kunne snøres sammen på sit

tøj; så tog hun mandens kniv, og beredte sig på at dræbe ham.

Men så tænkte hun:" Hvis jeg stikker ham, vil han sprælle

og vække de andre, og så vil de dræbe mig, når de ser, at det er mig der

har gjort det. De dræbte jo min stakkels far og tog mig. Nå, ligemeget

om jeg bliver dræbt." Idet hun tænkte sådan, stak hun ham i

halshulningen over brystbenet. Han rørte sig en smule, men døde. Uden

at trække kniven ud, gik hun ud og gav sig til at løbe vestover. Da

hun trådte ind hos sin bror sagde hun:" Gør jer straks klar til at

tage afsted. Jeg har dræbt den ældste af brødrene !" De fik snart

konebåden i vandet, bragte deres ting om bord og tog af sted.

Drabskvinden satte sig på den forreste tofte og sagde til sin bror:" I

hvilken retning skal vi følge kysten ?" Svaret var :" Nordover". Så

sagde kvinden igen:" Når de vågner, vil de følge kysten nordover og

indhente os." Så drejede styreren konebåden rundt mod syd.

Kvinden spurgte igen:" I hvilken retning vil du følge kysten ?" Han

svarede:" Sydover." Kvinden bemærkede til dette:" Nå de efter at have

fulgt kysten nordover, ikke finder os, vil de følge os sydover og

indhente os; drej konebåden udefter."

 

Nu havde konebåden retning bort fra land. Kvinden, der sad forrest,

tog et åretag; og åren knækkede. Hun tog åren fra den, der roede bag

hende, satte den i åregaflen og tog et åretag. Også den knækkede. Hun

knækkede alle årerne på denne måde. Så sagde hun til styreren:" Giv

mig din styreåre." Denne sagde:" Hvad skal jeg så bruge som styreåre?"

Hun sagde: "Brug din paddelåre til det." Styreren gav hende

sin styreåre og tog i stedet sin kajakåre. Kvinden satte åren i

åregaflen og tog et åretag; og åren holdt. Der blev så kun roet i den

ene side af konebåden; og det gik udad. Da de på den måde havde drevet

konebåden udefter, sagde den gamle mor, der havde ligget på maven midt

i konebåden:" Nu kan man se mørke krusninger på havet, og I lever

endnu." Da hendes børn kiggede fremover, sagde de: "Land forude!"

 

Da de nåede frem til landet, sagde moderen til sin søn,

styreren:" I hvilken retning vil du uden om landet." Sønnen svarede:"

Nordenom." Moderen fortsatte:" Du skal sejle sønden om det og følge

solens bane." Så tog de retningen sønden om og videre nordpå. Da de

havde sejlet uden om landet, fik de øje på et næs, hvor der lå et hus.

De var nu på vej derhen. Der kom en mand og et par kvinder ud af

huset. De nåede stranden, uden at der kom flere ud. De gik i land og

blev budt indenfor. Det viste sig, at famlilien bestod af lutter

kvinder og én mand, ligesom de selv. Da de havde siddet dér et stykke

tid, sagde værtsfolkene:" Bliv her hos os." De blev der og boede i

samme hus; og de var sammen hele tiden.

 

Da brødrene vågende, opdagede de, at den ældste var død, og at der sad en stor kniv i halshulningen over brystbenet. De stod op og skyndte sig hen til den  ældre mands familie. Men de var væk. De vendte tilbage til deres lejr og tog

straks afsted nordover for at lede efter de flygtende. Når de traf

folk, spurgte de efter dem; men ingen havde set noget til dem. De

nåede højt mod nord. Men da ingen vidste noget om dem, vendte de om og

tog sydover. De sejlede forbi deres boplads og videre mod syd. De

spurgte efter dem, hvor de kom hen; men ingen kunne oplyse noget om

dem. De kom langt mod syd, men de måtte vende om. Det var blevet

vinter, da de nåede tilbage til deres boplads; og de blev dér.

 

Den efterfølgende sommer tog de afsted vestover og roede norden om landet.

De kom til mange mennesker i Akilineq.

De spurgte om de mennesker de søgte. Men ingen vidste noget om dem. De

tog ophold her og opgav deres eftersøgning. Da de, der flygtede, havde

boet hos deres værter i nogen tid, tog værten den næstældste pige hos

gæsterne, til kone; og det mandlige medlem af dem der var flygtet,

giftede sig med en søster til værten. Denne blev gravid og fødte en

søn; og faderen gav drengen navn efter sin far der var blevet dræbt.

Bedstemoderen sagde:" Hent min lille taske." Da man kom med den, gav

hun sig til at tømme den for dens indhold. Nederst fandt hun en lille

slibesten, der havde tilhørt dværge. Den tog hun og begyndte at slibe

sit barnebarn, der var opkaldt efter manden, for at gøre ham hårdfør.

Hun sagde hele tiden: "Du skal blive lige så hård som den." Først da

han blev tør ("panermat"), holdt hun op. Hver gang barnet fik nyt tøj,

sleb hun ham med den og sagde hele tiden:" Du skal blive lige så hård

som den."

 

Da manden, der flygtede, havde fået mange børn, sagde han: " Er der mon ingen andre heromkring?" En af beboerne sagde:" Nordpå bor mange mennesker; men vi plejer ikke at opsøge dem, for vi kender dem ikke."

Manden, der flygtede, sagde et par gange:" Lad os tage op til dem."

Men værten ville ikke, når han nu ikke kendte dem.

Den anden blev ved med at ville have ham med, og til sidst

indvilgede han.

 

De tog nordpå sammen i én konebåd. Da de var kommet langt med nord, sagde værtsfolkene: "Nu vil vi snart kunne se husene." De sejlede udenom et næs,

og inde i bunden af en indsø / lagune (i bunden af noget, der lignede en "qagsse" / qassi) sås mange telte. De slog lejr ved udløbet til indsøen. Næste morgen gik den flygtende op på en høj. Derfra så han en mand, der var på vej ned til sin kajak (for at komme i den "ikiartulermat"). Den flygtende ordnede

sin kajak og roede ud; og han kom til at følges med den fremmede

kajakmand. Mens de roede ud sammen, dæmrede det for den flygtende,

at den anden var en af hans gamle bopladsfæller, den

næstyngste af brødreflokken. På vej ud til fangstområdet stillede

den flygtende den anden følgende spørgsmål:" Belv du født

her?". "Ja, jeg blev født her", svarede den fremmede.

"Blev du dig rigtig bevidst her?"

"Jeg blev i virkeligheden hverken født eller blev mig

bevidst her. Jeg blev født og blev mig bevidst et sted østpå. Vores ældste broder

var blevet dræbt af kvinden, han lige var blevet gift med. Det var for

at lede efter mordersken, vi kom hertil."

Den flygtende fortsatte:" Er du gift ?" "Ja, jeg er gift", sagde den anden.

Han spurgte igen:" Er alle de andre også gift?" "Ja, alle er gift

undtagen den yngste af vores brødre," svarede den fremmede.

Den flygtende spurgte:" Har du børn?" "Ja, jeg har to sønner", svarede

den anden. "Har dine brødre børn?" spurgte manden, der flygtede. Den

anden svarede: "Ja, de har også kun sønner."

 

Hjemme igen fangstturen uden fangst hørte flygtningen nogen snakke uden for teltet. Så trådte den ene mand

efter en anden ind i teltet. Det var brødreflokken. Den, der nu var

blevet den ældste af brødrene, efter at storebroderen var blevet

dræbt, satte sig ud for sin tidligere svigerinde og sagde:

"Disse fremmede er jo gamle kendinge." Dertil sagde den

eneste mand i søskendeflokken, ham der var flygtet: "Hvis vi, der er fremmede,

er gamle kendinge, så er sådanne fremmede som jer så sandelig også genkendelige."

 

Den ældste af brødreflokken sagde: "Skulle vi mon lade dem leve, når vi nu

endelig har truffet dem?" Deres fjende, drabskvinden, var i færd med

at flette senetråd. Så sagde den eneste mand i søskendeflokken: "En

kvinde plejer jo ikke at forsvare sig sig over for en mand." Samtidig rodede han efter noget under briksen og tog en stor sabel

(Rinks kommentar: Stor kniv) frem. Han gav den videre til ded der nu

var den ældste i brødreflokken, og sagde: "Dræb først ham dér,

der er opkaldt efter min sølle far, som I dræbte." Sønnen stod på

gulvet og den ældste af brødrene stak ham; men han var hård, og våbnet

gled væk over kroppen "quajarqisidlugo". Han kunne ikke få våbnet

ind i kroppen og han opdagede, at spidsen var knækket.

Han leverede sablen/kniven tilbage til manden, og de gik ud

allesammen. Søskendeflokkens eneste mand gik udenfor og så, at

brødreflokken var ved at bryde op. Det samme gjorde de selv, og de

tog af sted samtidigt. Brødreflokken sejlede over det åbne hav østover

("ikârput" - de sejlede fra Akilineq imod Grønland), mens deres

fjender sejlede sydover til det sted, hvor de bosatte sig. 'Der boede

de, indtil de døde.

 

Hist.: På fortælletidspunktet havde mange kendskab til, at der boede stammefrænder på Akilineq, og ikke kun barbariske menneskeædere som i de traditionelle fortællinger. Lidt fjendskab er der dog tilbage i denne fortælling. Men drabene udløse ingen endeløs hævnkæde. Man nøjes med en udligning.

Vedr. blodhævn se Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.

Arnarpaajooq

Print
Dokument id:78
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Arnarpaajooq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 382 - 383
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 133 ss. 677 - 679.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 382 - 383: Oqaluttuaq Arnarpaajuumik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:139 - 142.

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 95.

 

Resumé:

Arnarpaajooq er en ung ugift pige, der får et tilrejsende handelsskibs kaptajns opmærksomhed og forelsker sig hovedkuls i ham. Da hun har overvundet den værste generthed og efterhånden overnatter hos ham på skibet, sover hun den halve dag hjemme til familiens store fortrydelse. Kaptajnen frier til hende, men da skibet skal afgå, og hun lige skal hjem og hente sine ting efter en søvnløs nat, snubler hun og falder i søvn. Skibet er kun lige synligt på horisonten, da hun fortumlet vågner. Hun græder og græder og falder atter i søvn. Da hun vågner taler en lille mørk kvinde i sorte klæder til hende. Hun inviterer Arnar. med hjem i sit lille hus og går i gang med både at gøre det rent og fortælle, men hun får kun lige taget hul på fortællingen om Noahs ark, da man udefra råber at fjeldet Asungarsunngarsuaq (ved Sisimiut / Holsteinsborg) er på vej ind mod land. Arnar. flygter ud, ser fjeldet helt indhyllet i tåge, mens en masse ravne svæver over hende. Det lille hus er forsvundet. Kun en jordtue ses, og fra den flyver en stor, sort ravn til vejrs. Det er den Arnar. har besøgt.

Siden forelsker Arnar. sig aldrig mere i en skibskaptajn.

 

Var.: Arnarpaajooq

 

Hist.: Sandsynligvis en fortælling fra hvalfangertiden nær Sisimiut, hvor hollandske skibe handlede frem til 1777. Eller måske senere, da britiske skibe snighandlede med grønlænderne.

Broderens hævn over kanofolket

Print
Dokument id:112
Registreringsår:1859
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Broderens hævn over kanofolket
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:99 - 101
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 14h - 15h, der er Kreutzmanns 2. gennemskrivning af fortællingen.

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 100 - 102: Umiarissanik akiniaaneq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 109, af Kreutzmanns 1. version, der er gået tabt i original. Afskriften er oversat af Chr. Berthelsen til denne registrant.

Afskrift af 2. gennemskrivning: NKS 2488, II, nr. 209.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157:

The two Brothers.)

 

Resumé:

To brødre bosætter sig overfor hinanden på hver side af en fjord. Broderen på skyggesiden har sin mor som husholderske. En aften hun er ude og besørge overværer hun i skjul en konebåd ankomme i fuld fart, mænd der løber ind huset og senere ned igen, hvor de springer i havet som sæler og svømmer bort. De har dræbt alle i huset. Den stakkels morlil tør ikke gå ind og løber i husbukser hele vejen til den anden søn, der først vil slå hende ihjel, men så får fat i en angakok / angakkoq / åndemaner, der sporer morderne til indlandsisen. Sammen tager de derind, møder først en enøjet kæmpe, der intet ved, så det er "dem der blinker lodret" (tukimut uisorisartut), der er de skyldige. Disse overvindes i en kamp med bue, pil og lanse.

 

Var.: De to brødre. Kristoffer nr. 145; Jakob Lund Nukariinnik; Mathæus nr. 110; Hintrik 1996;Om to fætre; Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Nukariinnik; Broderens hævn over kanofolket. Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat.

 

Kommentar: Folkene i konebåden (umiarissat), der forvandler sig til sæler oversættes til 'kanofolket', fordi udtrykket menes at have været brugt af inuit i Canada om indianeres birkebarkskanoer (Rink 1866-71, I:358, note 20, II:188). Beslægtede i mytologien er andre sælmennesker, der kaldes qajarissat. Deres kajakker er uden spids bagtil og giver måske klarere associationer til kanoer.

Åbenbart identificerer Kreutzmann umiarissat med iseqqat (ental: iseraq), der ligesom tukimut uisorisartut blinker lodret. Kleinschmidt har hørt, at isserqat (gl. retskrivning) er små smalle dværge, der kan gemme sig i jorden. Endelig undrer det, at sælmennesker skulle bo langt inde på indlandsisens nunatakker.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Blodhævn.

Den dygtige fjeldklatrer

Print
Dokument id:80
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den dygtige fjeldklatrer
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 389 - 390
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 135 ss. 686 - 688.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 389 - 390: Oqaluttuaq innallusuumik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:201 - 203.

 

Resumé:

En sydlænding, der er dygtig til at klatre i fuglefjelde efter æg, har ikke sin lige i syd, men hører så om en vældig klatrer et sted nordpå. Sydboen med familie rejser og rejser og når endelig højt mod nord til den berømte klatrer og udfordrer ham. Men den udfordrede indvilger kun på den betingelse, at han vælger tidspunktet. Det bliver efter en voldsom regn, hvor fjeldsiden er slibrig og glat af opløste ekskrementer. En rosenmåge skriger gang på gang, at den udfordrede bringer fjolset af en sydbo i ulykke. Det sker da også oppe ved kanten, hvor fjeldet buer indad. Den udfordrede svinger sig op, sydboen må bede om hjælp, men får den ikke og styrter ned. Han kunne bare havde ladet være med at tage den lange vej.

Familien rejser hjem.

 

Kommentar: Noget tyder på, at det er rosenmågens skrig: kukukujoq, fe-fejleren, der har inspireret til denne fortælling.

Den lille gamles søn

Print
Dokument id:57
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den lille gamles søn
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 314 - 316
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 110 ss. 993 - 995.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 314 - 315: Oqalualaarut utoqqannguup erneranik.

 

oversættelse i Rink 1866-71, I: nr. 158.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 132 - 135.

 

Resumé:

En åndemaner / angakkoq nær Kangaamiut tager under en seance ind i rensdyr-området i baglandet, som renerne har været forsvundet fra i den del år. Helt fra Nuuks til Kangerlussuaqs baglande har der ingen rener været i flere år. Åndemaneren ser efter lang tids søgen en enkelt græssende ren nær søen Tasersiaq, og da folk ikke vil tro, at renerne skulle være kommet igen, tager han næste eftersommer derind med sin familie, træffer een ren, nedlægger den og skønt der er spor af flere rener, tar de straks med konebåden tilbage for at føre dette bevis. Herefter tager man atter hvert år ind på rensdyrjagt bag Kangaamiut.

 

Et ældre ægtepar med søn og svigerdatter er noget senere på rensdyrjagt ved Tasersiaqs indre ende uden fæller. Sønnen er dygtig, men blir syg, dør og stensættes. Svigerdatteren hjælper med at bygge graven og får bange anelser da den bygges dobbelt stor og bekræftes heri, da hun beordres ned til sin døde mand inden den lukkes. Et lille hul holdes åbent ud for hendes side, men da hun fornuftigvis bytter om på sin egen og ligets pladser, er det liget, der om aftenen bliver stukket i gennem hullet med en lanse. Stadig klog, rolig og fornuftig griber hun om lansen og ryster den, som når et såret dyr ryster, og lader bevægelserne dø hen som når dyret dør. Næste aften, da ingen kommer til graven længere, og hun får mast sig ud, er lejren tom, ikke en bid madrest er at finde, og da hun er stærkt svækket må hun binde sålelæder om knæene og kravle på dem. Ved en lille sø fuld af kryb slukker hun tørsten og kommer lidt til kræfter. Videre frem drikker hun af alle vandløb hun træffer på og til slut, hvor hun nu og da kommer på benene, og det også omsider går ned ad bakke, lykkes det hende at nå den allersidste konebåd, der drager ud af fjorden. Dens familie bringer hende til hendes familie (altså næppe svigerforældrene? BS), hvor hun lever, til hun bliver gammel.

 

Var.: De gamles levende begravede svigerdatter ved Tasersiaq.

 

Hist.: Nedgangen i rensdyrbestanden efterfulgt af fornyet opgang sker med mellemrum. Biologer regner med en cyklus på ca. 100 år.

Stedsangivelserne er meget nøjagtige, og Aron har selv som rask og yngre været hele egnen igennem, kommenterer han. Men om fortællingen om den levende begravelse rummer en historisk kerne, borger den realistiske indlevelse i fortællingen ikke for.

En folkevandring

Print
Dokument id:11
Registreringsår:1903
Publikationsår:1905
Arkiv navn:
Fortæller:Meqqusaaq
Nedskriver:Brønlund, Jørgen
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En folkevandring
Publikationstitel:Nye Mennesker
Tidsskrift:
Omfang:ss. 26 - 35
Lokalisering:North Star Bay: Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskr.: Brønlunds optegnelse i sin notesbog, der er arkiveret som:

A 245 på Arktisk Institut, Strandgade 102H, 1401 Kbh. K.

Renskrift: KRKB 1, 6(17). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: Merqusâq.

Nyligt udgivet på grønlandsk (Neqimi Meqqusaaq unikkava)og i dansk oversættelse (Meqqusaaqs fortælling i Neqi) i: "Jørgen Brønlund. Optegnelser fra en ekspedition 1902-04 / Ilisimasassarisiornermit allattukkat 1902-04." Det grønlandske Selskabs Skrifter XXXV, Kbh. 2002. Red.: Stig Bjørnum, Arnaq Grove og Einar Lund Jensen. ss.79 - 80 og 120 - 122.

Dette er fortællingen i 3. generation om Qillarsuaq, hans familie og andre medrejsendes immigration til Thule-området fra Baffinland.

En udførligere gengivelse en generation senere: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq og hans lange rejse fra Canada til Nordgrønland i 1860'erne. Det grønlandske Selskabs Skrifter, nr. XVII, Kbh. 1985.

Samme på grønlandsk: K'itdlarssuákúnik oqalualâq. Nuuk: Det grønlandske Forlag.

Resumé:

Qillarsuaq var en stor åndemaner, der fra ekspeditionsskibe havde hørt, at der boede mennesker ovre på den anden side af havet. Han holdt talrige seancer, og da han til sidst mente at have set det fjerne land og fik lyst til at tage på langfart, sluttede ialt 9 slæder sig til hans. De drog nordpå i to år med oversomring, hvor der var rigelig med fangst fra de medbragte kajakker. Derefter opstod der uenighed mellem Qillarsuaq og en anden gammel mand, Oqi / Okre, der med ialt 5 slæder drog tilbage mod syd. Qillarsuaq fandt under en seance frem til det mest egnede overgangssted over Smith Sound, når det frøs til. Man kom over, traf på forladte huse, men havde intet at leve af. Qillarsuaq fandt årsagen hos sin sønnekone, som han påstod havde haft en hemmeligholdt abort og beordrede hende indespærret i en isolationssnehytte og overgivet til sultedøden. Straks efter indespærringen kom man over en stor renflok og havde nu kød nok. To af de nærboende polar-inuit, Arrutsak og Agina kom på besøg, den ene, Arrutsak med træben, og baffinlænderne troede at alle folk i Thule havde et ben af træ. Gæsterne inviteredes på kød, men fulgte ikke baffinlændernes skik, når man vil spise sig sammen, ameqqatut: lade kødstykket gå rundt og hver tage en bid undervejs. Alle mænd, senere kvinderne, tog til Ar. og Ag.s boplads, Pitoravik, hvor glæden blev stor over besøget. Så stor at ingen lagde mærke til at den indlukkede sønnekone stærkt forkommen blev lukket ud igen af sin mand.

       Baffinlænderne lærte Thule-folkene at spise renkød, lave bue, pil, og lyster og at fange hhv. rener og laks / ørreder med disse redskaber. Indtil da havde man troet at renkød var giftigt. De lærte dem også at bygge kajak, en viden der var forsvundet, da en epidemi havde hærget og man tilmed havde begravet kajakkerne med de døde. Til gengæld fik baffinlænderne en ny slædetype, der var længere end deres egen og havde opstændere. De to folkegrupper blev blandet med hinanden, men på et tidspunkt ville Qillarsuaq tilbage og se sit gamle land inden han døde. Næsten alle baffinlænderne, undtagen en, der var nygift med en syg kone, rejste med. Men det blev en tragedie. Qill. døde den første vinter. Den næste blev en hungersvinter, hvor mange døde af sult, nogle af de overlevende forgreb sig på ligene og åd dem, især Minik, der var Oqqis søn, og Maktaaq. Minik prøvede endog at angribe fortælleren, Meqqusaaq, men denne blev reddet af sin bror og mistede kun et øje. De to kannibaler forsvandt op i fjeldet med hver sit lig, og man så dem aldrig igen.

       De to brødre med koner og den ældstes to børn (et var død af sult) besluttede at tage tilbage til Thule. Det blev en hård tur på gåben, fordi de måtte spise deres hunde, broderens kone for vild på en bræ og frøs ihjel, og først den femte vinter efter afrejsen fra Thule, nåede de tilbage.

       Meqqusaaq fortæller dernæst om alle dødsfaldene af sult, kulde, sneskred og sygdomme i sin brors familie med efterhånden fire koner efter hinanden og 15 børn ialt. Selv døde broren med kone og to børn under en snestorm i en iskold snehule, mens fire søgte at redde sig ned til Meqqusaaq. Det lykkedes for de tre. Selv har Meqqusaaq overlevet talrige livsfarlige situationer: men endnu er han stærkere end døden, som han udtrykker det.

Var.: I 1914 fik Rasmussen Kulapaks version om den mislykkede tilbagetur fra Thule. Knud Rasmussens Arkiv, 1. Thuleekspedition 1912 /1913/14, 3. notesbog, slutningen (upagineret): 14 smukt og tæt skrevne A6 sider, mest grønlandsk blandet med lidt dansk. Ligner ikke den hastigere notat-skrift Rasmussen ellers benytter. Er registreret men ikke oversat i denne base.

Kommentar: På s. 22 i Rasmussens "Nye Mennesker" indleder Meqqusaaq fortællingerne om Qillarsuaq med at fortælle, at han blev født under rejsen, at hans forældre hørte til de nordligst boende baffinlændere, at ingen hvide mennesker boede blandt dem, men at store skibe ofte anløb deres boplads, og at de fortalte om inuit, der boede på den anden side havet.

Hist.: Der er flere beretninger om og undersøgelser af kilderne til denne folkevandring. Se Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet "Grønland", og 2003: Meqqusaaq og hans møde med inughuit, Tidsskriftet "Grønland": 261 - 296, hvor såvel denne som andre overleveringer og historiske data bl.a. dokumenterer, at Qillarsuaq og Oqi / Oqqi oprindelig havde hjemme i den sydøstlige del af Baffinland. Herfra flygtede de nordpå til Pond Inlet efter et mord de havde begået ca. 1830. Efter en lille snes år ankom den dræbtes sønner på hævntogt. Qillarsuaq og hans bror måtte flygte i hver sin retning, broderen til Igloolik, Qill. selv over Lancaster Sound. Og nogle år senere besluttede Qillarsuaq og Oqi sig til den videre rejse mod nord.

       - Dvs. at Meqqusaaqs oplysning om at hans forældre kom fra det nordligste Baffinland, hvor han selv blev født, er sand nok. Men forhistorien er nødvendig, hvis vi skal forstå hvorfor mange af polar-inuits fortællinger - især Amaanaliks - minder så påfaldende om dem Franz Boas fik fra det sydøstlige Baffinland. Boas 1964 [1888: The Central Eskimo, ed. by H. Collins. Univ. of Nebraska Press, og 1901 - 07: The Eskimo of Baffin Land and Hudson Bay, I-II, Bulletin of American Museum of Natural History, 15, New York. Foruden R. Petersens litteraturliste til artiklen se også Rowley, S. 1985: Population Movements in the Canadian Arctic. Études/Inuit/Studies 9 (1).

En fortælling om en brødreflok

Print
Dokument id:77
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fortælling om en brødreflok
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 377 - 379
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 131 ss. 671 - 674.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 377 - 379: Oqaluttuaq anguterpamik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 58.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:158 - 160.

 

Resumé:

Skønt en stor flok voksne brødre både har koner og andre kvinder i husstanden, vil de ikke gifte deres eneste søster bort. De holder for meget af hende, hun er så god til at passe alle husets børn og alt arbejde i huset. Frier efter frier bliver sendt på porten, til sidst også en som søsteren mere end godt kunne tænke sig. Men da han ikke kan flytte ind, fordi han selv kun har søstre og må forsørge dem og sine forældre, kan heller ikke det blive til noget. Da så søsteren nedtrykt en dag hører svigerinderne beklage sig over, at hun ikke passer deres børn ordentligt, går hun hjemmefra og bliver qivittoq, fjeldgænger. Med sig har hun bragt en lille orm, der vokser til, fanger til hende, gifter sig med hende og får en lille efterkommer, inden det lykkes brødrene, under en mislykket renjagt til indlandet (formentlig har kæmpeormen gjort kål på det meste af bestanden derinde, BS), at finde huset og deres søster. De slår kæmpeormen ihjel ved at lade den forfølge dem over en masse pilespidser, som de har stukket i jorden i en lange linie. Den bevæger sig hastigt fremad som en målerlarve, der når brødrene, i det øjeblik de alle besvimer af udmattelse og ormen udånder af blodtab. Den viser sig at bestå af lutter talg.

Søsteren fortvivler fordi ormen var hende sådan en god mand, men må tage hjem til brødrene med sit diende ormebarn, som de foregiver at elske for des nemmere at få fat i det og slå det ihjel. Atter fortvivler søsteren, men brødrene mener, at hvis den ormebaby slægtede faderen på, ville utysket blive til fare for dem alle. Hun gør sit bedste for at overkomme sorgen, men brødrene bliver alligevel bekymrede for hende og lader hende gifte sig.

 

Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker; Kvinden, der havde en orm til mand; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; Anguterpaanik Brødreflokken;

Kendt også fra inuit i Canada og via indvandringen fra Baffinland omkr. 1860 i Thule-området: søg på Brønlund Tiisikoorsuarmik; 'Dengang for længe, længe siden ...' af Arnaaluk og 'Kvinden der opammede en orm' af Taateraaq;  The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tissikoorsuaq (?).

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Slutningen på fortællingen er overordentlig blid sammenlignet med de øvrige (mere traditionelle) versioner

En fortælling om en halvvoksen dreng

Print
Dokument id:360
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fortælling om en halvvoksen dreng
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 298
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 235 s. 912.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 298: Oqaluttuaq nukappiatsinnguaqmik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 109.

Resumé:

 

EN FORTÆLLING OM EN HALVVOKSEN DRENG

En dreng får under rypejagt øje på et hus, går derhen og lister sig ind i husgangen, hvor han fløjter lidt og hører, hvordan et ægtepar derinde blir klar over, at der må være en dreng (med ulkefiskerstemme (?)) i nærheden. De skændes lidt om hvem der skal finde "ånden" ved qilaneq, og da konen gir sig, binder sit hårbånd om hovdet, og da manden "fisker" med stokken, klister drengen fast ude i husgangen. Det lykkes ham først at komme fri, da han spytter på væggen i det øjeblik manden kommer frem i opgangen med en stor kniv. Det lykkes drengen at undslippe og han vover sig aldrig siden ind i indlandet af skræk.

 

Kommentar: Indlandsboerne har muligvis været tornit, indlandskæmper.

Ulkefiskerstemme: måske en stemme der ikke er gået i overgang, eller en spag stemme, for så vidt som ulkefiskere ikke nød synderlig prestige.

En fortælling om enlige kvinder

Print
Dokument id:76
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fortælling om enlige kvinder
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 375 - 376
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 130 ss. 669 - 671.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 375 - 376:  Oqalualaarut Arnaannannguamik.

 

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 56.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 164 - 167

 

Resumé:

Da familierne på en boplads rejser på forårsfangst, efterlader de en enke med datter og lidt mad, som dog langt fra rækker sommeren over. I det store vinterhus skærmer de halvdelen af med et skind, og lader den ubeboede del henligge i mørke. I denne afdeling beder moderen sin datter om først at grave et dybt hul og dernæst at fylde det op med saltvand. En dag moderen lysker sin datter, hører denne, at det plasker omme i vandet. Det er en kæmpestor ulk, som datteren får besked på at fange ved at ramme den med sin mors slibesten / hvæssesten. Ulken mætter dem for den dag. Næste gang moderen lysker datteren, er det en stor netside, dernæst et marsvin, og endelig en hvidhval. Da kommer to kajakmænd, der er blevet bekymrede for de to, på besøg og bliver selvsagt dybt forbavsede over rigdommen af mad, som de får en masse kødgaver med af. Kvinderne fanger fortsat mere end rigeligt i deres hul, men da bopladsfællerne kommer tilbage, er det slut med fangster ad den vej.

 

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; De forladte børn, Kragh nr. 64;

 

Hist.: En ret mild, formentlig "moderne" version, hvor de bortrejsende faktisk prøver at sørge for de efterladte og tilmed kommer tilbage af bekymring for deres velbefindende. I de fleste versioner får de efterladte ingen proviant, og de besøgende er overbeviste om, at de efterladte må være sultet ihjel.

 

Kommentar: Muligvis associerer moderens lyskning af datteren forud for dyrenes opdukken i gruben på angakkoq'ens / åndemanerens mytiske rensning af Havkvindens hår (søg Havets mor). Lyskning er ellers en kærlighedshandling: konen lysker sin mand. Hvorfor en slibesten har særlige fangst-egenskaber er 'et godt spørgsmål.'

En fortælling om et par ægtefolk

Print
Dokument id:71
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En fortælling om et par ægtefolk
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 360 - 362
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 125 ss. 655 - 658.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 360 - 362: Oqalualaarut nuliariinik.

Forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 56,

s. 96.

 

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 127, s. 462: The Grateful Bear.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 120 - 123.

 

Resumé:

Et ægtepar bor mutters alene. Manden jager året rundt, i kajak og på isen i våger og senere isbjørn fra en snehytte på isen. De får en lille søn og synes straks, at de er blevet mange mennesker. Men i en periode hvor manden er ude i sin snehytte på isen, får han pludselig et syn af sin kone, splitternøgen. Han bebrejder hende: hvorfor har hun forladt deres søn? Han følger hende hjem, hvor hun minsandten ligger helt normalt og sover på briksen med sønnen i armene.

Manden bliver forvirret og går helt fra forstanden. Han blir så voldsom mod dem begge, at konen føler sig nødsaget til at flygte med sønnen i amaaten. Ude på isen løber hun mod sydøst, men på vej over en fjord brækker isen op og hun må springe fra flage til flage. Hun når med nød og næppe i land, laver sig en snehule, overnatter og fortsætter sultende og tørstende indlands i godt vejr, hvor det lykkes hende at ramme en rype med en sten. Hun går straks videre, mens rypen køler af, men så står hun pludselig overfor en isbjørn, som hun af forskrækkelse smider rypen hen til. Den fortærer den med glæde og gør hende intet.

Hun fortsætter over indlandet, får udsigt til et stort hav og finder et rigt bærsted, hvor hun bygger en snehytte dækket med grene. De lever af bær og ryper indtil en dag i kraftig nordenvind drengen opdager noget mørkt oppe i fjeldet, der viser sig at være en bejtende ren. Det lykkes kvinden under dække af kraftige snebyger at snige sig ind på renen og med sin ulu på et skaft at såre den så dybt, at den forbløder under sin flugt. Hun skynder sig hjem til sønnen med et lille stykkke talg, beder ham forholde sig roligt og får bjerget alt kødet i hus.

Deres næste forsyning af mad bliver en stor hval, der driver i land. Sådan bliver det ved at gå, indtil sønnen er vokset til og kan forsørge dem begge med fangst. Den rundhåndede giver af dyr, levende og dræbte, er den isbjørn hun gav sin eneste mad, den afkølede rype.

 

Kommentar: Det er tydeligvis ensomheden, især den over flere dage ude på isen, der fremkalder synet af den nøgne kone og gør manden sindssyg.

Muligvis spiller konens gave til isbjørnen på det kristne tema om den fattige enkes sidste skærv.

En historie om en talende alk

Print
Dokument id:81
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En historie om en talende alk
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 391
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 136 ss. 688 - 689.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 391: Oqaluttuaq appamik oqluumasumik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 94.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 106 - 108.

 

Resumé:

En sydlænding, der har hørt om en alk langt mod nord, der kan tale, rejser med sin familie langt, langt mod nord, hvor omsider folk på stedet bekræfter rygtet, og husherren lover at tage ham med derhen. Mange dage må sydlændingen bare følge med på fangstture, men en klar solskinsdag skal det være. Dybt inde i en fjord på et fuglefjeld kommer en alk uden skind fra øjne til nakke ud på en hylde, da værten banker på sin kajak, og siger: Nordfra og sydfra kommer de til mig. Gæsten bliver bleg, mister balancen og synger på alkens melodi, at så var der alligevel en alk, der kunne tale. Herefter kæntrer han og drukner, fordi værten er dybt irriteret over, at gæsten har rejst så langt for den slags.

 

Var.: Kuta, den vantro; oqalugtuaq Nakasungnaq; Tømrerens tre døtre; Apparluk;

 

Kommentar: bemærk at gæsten mister balancen af skræk

En historie om nogen som blev overrasket af storm

Print
Dokument id:64
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En historie om nogen som blev overrasket af storm
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 334 - 335
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 117 ss. 614 - 615.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 334 - 335: Oqalualaarut pitoraassanik.Dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 91.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 79 - 80.

 

Resumé:

En flok kajakmænd fra Kangeq bliver overrasket af en kraftig sydvest. De råber Uaa til hinanden for at holde sammen, men flere af dem ender forskellige steder, inden de kan vende hjem. Kun een kajakmand kommer ikke hjem. Det viser sig, at han var blevet blindet af kulden, der har frosset hans øjenlåg fast. Med mellemrum afkoder han vindretningen på sin vædede pegefinger og får styr på sin roning. Han havner i nord nær Napasoq, hvor to kajakmænd opdager ham og kommer ham, til hans store lettelse, til hjælp, men da de hører at han er fra deres gamle fjenders boplads, Kangeq, slår de ham uden medlidenhed ihjel. Bare fordi han var fra Kangeq, tilføjer Kangeq-boen Aron.

 

Hist. Ifølge Arons kommentar dateres begivenheden til efter angakkoq'en  (åndemaneren) Imaneqs omvendelse i Pisuffik, dvs. efter 1768, hvor nogle af hans tilhængere flyttede til Nuuk og andre til Napasoq.

Ifølge H. C. Gulløv, Arctic Anthropology Vol. 23, 1986, der er en etnohistorisk analyse af begivenhederne, boede der i 1768 to slags folk i Pisuffik, dem nordfra og de andre fra Kangeq hvortil Imaneq hørte. Da Pisuffik snart efter affolkedes, drog dem fra nord til Napasoq og dem fra syd til Nuuk. Der er åbenbart et (muligvis opdigtet) modsætningsforhold mellem de to folkegrupper, der er kommet til udtryk i denne fortællings hævndrab, som den kristne Aron opponerer kraftigt imod.

Blodhævn.

En historie om nogen som fik fnat

Print
Dokument id:72
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En historie om nogen som fik fnat
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 363 - 364
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 126 ss. 658 - 660.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 363 - 364: Oqalualaarut kilalersumik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 93

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:136 - 138.

 

Resumé:

En ældre mand bor med to små sønner (og kone) et lille stykke fra en folkerig boplads. Faderen mangler skind til kajakker til sine sønner, men de bliver efterhånden behændige rypejægere og kan forsørge deres forældre. På den folkerige boplads bliver man ængstelig for, at de ferme drenge vil tømme hele området for fangstdyr, når de vokser rigtig til. Derfor forhekser deres ældste kvinde drengene, så de får udslet over det hele af fnat og må holde sig hjemme.

Nu må faderen igen ud i kajak, men han kommer ofte tomhændet hjem. En dag ror han helt ind i fjordbunden, går i land og halvvejs ud på en landtange i en sø. Her flyver pludselig en islom op og anklager manden for at ville stjæle dens dejlige store æg. Nej, det vil han rigtignok ikke. Men han leder efter et middel mod sine sønners fnat. Det skaffer islommen ham ved at dykke et par gange til søbunden, hvorfra den kommer op med en laks. Dens lever, der præcis rummer smørelse til to drenge, skal han smøre dem med. Og de skal spise alt fiskens kød.

Han retter sig ganske efter islommens råd, drengene bliver raske igen, og faderen råder dem til at gå til fjelds og kalde på Kraftens Herre, en slags ræv i overstørrelse med en lang hale. Da den ankommer vikler den først sin hale om den ældste og slynger ham hen af jorden. Drengen tumler af sted. Tredje gang kan han lande på fødderne og hoppe til farten går af. Lillebroderen får samme omgang, og begge føler sig nu eventyrligt lette i kroppen. De er blevet bomstærke.

Siden sker der dem intet ondt, og de forsørger deres gamle forældre til det sidste.

 

Kommentar: Når islommen dykker flere gange er det muligvis for at få en laks i netop den størrelse, der gør at der intet vil blive tilovers af leveren til smørelse.

Bemærk episoden med Kraftens Herre, der ellers 'hører hjemme' i fortællingen om Kaassassuk.

Erluaraleeq

Print
Dokument id:88
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Erluaraleeq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 340 - 341
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 120 ss. 625 - 626.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 340 - 341: Oqalualaarut Erluaraliimik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 77 - 78.

 

Resumé:

Erluaraleeq er jævnt hen til grin, dels fordi hans endetarm, i overensstemmelse med hans øgenavn, har det med at falde ud, og dels fordi han fanger med høj hat på og i øvrigt er en elendig fanger.

Bopladsen har en herre, der bestemmer over al fangst, og selv skal være den første, der rammer et dyr man forfølger i flok. Erl. bliver hver gang opfordret til at være med, og han deltager gerne selv om hans fangstpart sjældent bliver andet end en stump endetarm af dyret. Under fangsten smigrer fangerne ham med, at han må være den første til at nedlægge det forfulgte dyr. De ved, at det hverken kan eller tør han. En dag må han under fangsten i land og skide. Hans endetarm falder ud, han kan ikke får stoppet den ind, skærer den derfor af og anbringer den på sin stævn, som om det var en fangstpart. Hjemme lægger han sig, skal ikke nyde noget af den lækre endetarm, som konen koger og mæsker sig med. Han røber at det er hans egen, hvorpå først han dør og derefter konen - af skræk.

 

Var.: Ingen i denne bases fortællinger. Den stærke der bestemmer over fangsten og kun giver bopladsens marginalpersoner en en stump tarm som fangstpart kendes fra fx Kunuk.

 

Hist.: Det sociale miljø er taget fra traditionel overlevering, men der spilles på forskellige betydninger af endetarm, der muligvis også associeres til mandens høje hat. Illustrationen viser, at det er en europæisk høj herrehat. Er det kolonisternes selvbestaltede autoritet der er skydeskiven hér?

Et mærkeligt syn

Print
Dokument id:2044
Registreringsår:1981
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Davidsen, Esikias (Eskias)
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Et mærkeligt syn
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 70
Lokalisering:Tasiusaq: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 77: "Takusaq eqqumiitsoq"

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: Lige sider: 126 - 130 (dialekt) og ulige sider: 127 - 131 (engelsk).

 

Resumé:

Fra Jakob Davidsen, der stammede fra Kap Farvel-egnen har ED en lille fortælling om en mand fra Saarloq, som gik en del på rævejagt. Rævesporene endte en dag ved en mærkelig sten, rødlig af ælde og af form som et menneske med en elefantsnabel. Han plantede sin stok nær ved som kendetegn, men da han havde hentet andre hjemmefra op for at de skulle se stenen, var kun stokken tilbage.

 

Hist.: Historisk fortælling. Der er hverken foto el. oplysninger om ED's alder.

Far og søn

Print
Dokument id:56
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Far og søn
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 380 - 381
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 132 ss. 674 - 676.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 380 - 381. Oqaluttuaq erneriinnik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 58.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 158 - 160

Resumé:

Både faderen og hans søn er stærke fangere, der klarer den kraftigste storm i kajak, men en dag de er ude i blikstille vejr, og faderen hører et fjernt Naa, Naa, bliver han klar over, at der er såkaldte kanofolk i nærheden. En ung kanomand kommer padlende og optager forfølgelsen af dem begge. De ror som gale indefter, men sønnen sakker hele tiden agterud, og til sidst må de søge tilflugt under en isskodse. Sønnen springer ud af kajakken, op på isskodsen og forfølges snart til fods af den unge kanomand over isflagerne. Dennes kanofar kommer nu padlende og overtager forfølgelsen, mens hans søn smider sig dampende på maven og puster ud. Da det lykkes kanofaderen, efter nogen tids søgen, at forcere en bred revne mellem isflagerne, som den forfulgte allerede en tid før er sprunget over og derfor næsten er reddet, bliver den forfulgtes far gal. Han nærmer sig forsigtigt den dampende kanosøn og harpunerer ham, og han dør med et mægtigt knald. Den dødes far hører knaldet, farer tilbage for forgæves at genoplive ham, mens den forfulgtes far får skubbet kanoparrets to kajakker langt ud i vandet og kommer ombord i sin egen. Far og søn ror af alle kræfter mod land i blikstille, men faderen ved at kanomanden, der nu ingen vegne kan komme, vil hævne sig med storm. Den fremkalder han ved at blæse i et lille sort rør, som han har i skaftet på sin kamik. Far og søn når dog hjem via bopladsens nærmeste ø i god behold.

 

Var. Brødrene, Rink 1866 - 71, Eskimoiske Eventyr og Sagn. bind I, nr. 20, s. 358. Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat.

 

Kommentar: Kanofolkene er en slags sælmennesker, enten qajariassat (som hér) eller umiarissat, men grunden til at deres fartøjer traditionelt oversættes ved kanoer, skyldes at de ingen bagstævn har og skulle være betrukket med birkebark. Se Rink 1866 - 71, Eskimoiske Eventyr og Sagn. bind II: 188.

Fortælling om en falk

Print
Dokument id:83
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Fortælling om en falk
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 396 - 397
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 138 ss. 696 - 697.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 396 - 397: Oqaluttuaq kissaviarsummik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 155 - 157.

 

Resumé:

Nogle sydlændinge på rejse nordpå overvintrer på en boplads, hvor folk om sommeren tager ind i fjorden på rensdyrjagt. Sydlændingene bliver ude ved havet. Fællerne kommer ikke tilbage, hvorfor sydlændingene næste sommer tager ind i fjorden, og finder teltene, men ikke et menneske. Familiefaderen går ind i landet, finder en ur under en klippe og alle de blegede knogler af fællerne mellem stenene. Oppe på skrænten finder han en rede med kæmpefalkeunger, som han slår ihjel. Deres mor kommer senere flyvende med to rener i næbbet. Dem smider den og forfølger ham, der må søge tilflugt i en hule under en sten. Kæmpefalken hugger sig ned gennem stenen. Manden flygter uden mulighed for at skjule sig. Falken er over ham, og han smider sig på maven, men falken river rygstykket af hans pels, og kommer senere tilbage. Denne gang bliver det forstykket. Manden er så nået på råbeafstand af familielejren, hvor man farer til hjælp med hujen mod falken, der tager flugten.

 

Var.: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk;

Episoden dukker oftest op i fortællinger om sørgende efterladte, der søger adspredelse i indlandet.

 

Hist.: Traditionel fortælling.

Fortællingen om to brødre

Print
Dokument id:1856
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Fortællingen om to brødre
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 309 - 313
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 240 ss. 954 - 962.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 309 - 313: Oqaluttuaq nukariinik.

 

Resumé i Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 41 ss. 143 - 147

 

og på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 26 ss. 208 - 214: The lonely Brothers.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972

 

Resumé:

To brødre bor alene og må klare alt husarbejde selv, men en dag de kommer hjem fra fangst ser de en unge kvinde inde på land. Den ældste løber efter hende, men hun undflyr. Så den yngste, der får fat i hende, fordi, som hun senere forklarer: hans tanke / vilje/ isuma, var ikke snoet som storebroderens. Trods hendes erklæringer om at ville blive hos dem er brødrene meget bange for at hun skal forsvinde igen. Det gør hun allerede, mens de ror hjem med hende, men da de når hjem sidder hun uden for teltet og ordner deres kamikker (et godt tegn på at hun vil blive, BS), og hun har allerede kogt kød og sat det frem til dem. Efterhånden tør de tage længere og længere ud og være længere og længere tid borte på fangst. Men da hun har født sin mand, lillebroderen et barn, blir hun underlig. Det viser sig at være af længsel efter at hendes mange brødre skal se den lille. Mand og svoger opfordrer gladeligt til en fælles tur til hendes brødre, der viser sig at bo langt, langt mod øst ved et andet hav (måske Østkysten?).

       En lille dreng der er ude med sin bedstemor, der spænder skind ud til tørre, genkender fasteren på lang afstand. Hun har ladet mand og svoger vente bagude. Men bedstemoren svarer hver gang vredt, at han godt ved at faster forsvandt ud af bagvæggen dengang alle mændene sloges om hende. Endelig ser hun op og genkendelsens glæde er stor, også med brødrene og hele bopladsen. Mand og svoger bliver vel modtaget og straks inviteret til at trække krog med svogrene. De trækker først krog indbyrdes med den ældste som uafbrudt sejrherre. Hvorefter den kvindens svoger, storebror, overvinder denne kraftkarl i et par snuptag.

       Om vinteren tager kvindens mange brødre på fangst langt ude på isen ved en våge, der holdes åben af alskens fangstdyr. Næste dag følge gæsterne, de to brødre, med dem ud og er meget, meget langsommere end svogrene under hjemturen. Svogrene finder dem sølle. Men næste dag tager de to revanche ved både at fange et par storsæler hver og - ved at løbe i en bue langs horisonten uden om værterne på hjemvejen - at komme hjem længe før dem. Deres fangst er både blevet kogt og tørret helt ind, inden de mange brødre når hjem, men alt er igen idel fryd og hyggeligt samvær.

       De to gæster længes hjem og ber lillebrors kone om at vælge hvor hun helst vil være resten af livet. Hun vælger at følges med dem hjem, og de hører aldrig siden noget fra hendes familie i øst.

 

Hist.:  En yderst fredelig fortælling, der dog overholder de traditionelle fortællingers regel om, at rigtige mennesker og "de anderledes" ikke blander samfund, selv om der her øjensynligt er tale om rigtige mennesker både i vest og øst. Afspejler måske integreringen af indvandrede sydøstgrønlændere, som Kangeq-befolkningen hovedsagelig nedstammede fra.

 

Kommentar: Ifølge Kirsten Thisted videregående tolkning af huset som en moderhule med husgangen som dens vagina, bliver bagvæggen, hvor liget kan tages ud, identificeret med anus. Denne tolkning stemmer fint overens med den østgrønlandske opfattelse af anus som tarneq - sjælens ud- og indgang. I Vestgrønland møder man udertiden den opfattelse, at tarneq slipper ud og ind gennem fodsålerne.

Fortællingen om to gamle mænd

Print
Dokument id:1855
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Fortællingen om to gamle mænd
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 307 - 308
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

 

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 239 ss. 951 - 954.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 307 - 308: Oqaluttuaq utoqqannguanik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 143 - 146.

 

Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 74.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 58, ss. 330 - 333: The old Men's revenge.

 

Resumé:

To ældre mænd med hver sin søn kan lægge fangsten på hylden og nyde livet, da deres sønner er blevet dygtige fangere, der kan klare sig i alskens vejr, altid fanger sammen og altid kommer hjem med fangst. Den ene fader lader sine fangstredskaber forfalde.

       En skønne dag bliver begge sønner myrdet af en massemorder nordfra, som fædrene så bekvemmer sig til at forsøge at hævne sig på. Den våbenløse laver sig en kluntet fuglepil med spids af en flækket lårbensknogle af en sortside og med en sidegren af dens ribben.

       De ror langt mod nord og derefter ud på udhavet (udenskærs), hvor de skærmet af solen kommer tæt ind på den store morder, der med solen i øjnene først opdager dem, da ene har kastet, men for sent. Den anden med fuglepilen skælder ud: hvorfor kastede han ikke før, da lejeligheden var der. Men ham med fuglepilen kaster så, og den ter sig ret besynderligt: skifter retning og vender om, og rammer så morderen præcist. De slæber kajak med lig ind mod kysten, hvor en af morderens døtre får besked om årsagen til drabet, og hun spiller både indforstået og imødekommende med invitationer. Da hun tilmed lægger sig nøgen på ryggen i strandkanten er den ene gamling med et stort smil parat til at ro ind. Men den anden advarer ham. I vrede splintrer kvinden en konebådsstøtte til smul i sine bare hænder, og da får de gamle travlt med at flygte. De når hjem og får nogenlunde fred i sjælen.

 

Hist.: Som en fortælling om blodhævn er denne i gammel stil, hvor drab blot gengældes og ikke fører yderligere gengældelser med sig. Se Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.

Isigaaseraaq

Print
Dokument id:74
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Isigaaseraaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 367 - 371
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 128 ss. 661 - 666.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 367 - 371: Oqalualaarut Isigaaseraamik.

 

Dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II, nr. 110.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:124 - 131.

 

Resumé:

Isigaaseraaq rejser nordpå, fordi han har hørt om hårløse fangstdyr deroppe. Rejsen er lang og stadig kender han alle de fangstdyr, som folk på de nordligere bopladser remser op. En dag hvor hans søn er roet i forvejen og, viser det sig, fået dræbt en narhval, er han selv blevet dræbt af fremmede, der har rejst liget ved hans harpun og anbragt hans testikler på kastetræets benpik. Faderen sørger længe. Sin elskede plejesøn kommer han til at hade. Men en dag ror han østpå, stiger i land og finder to sten ligesom to møllesten. Han gnider den mindste rundt på den store så længe, at en voldsom lyd får ham til at miste bevidstheden. Da han vågner, ligger han splitternøgen i en indtørret sø. Mens han løber af sted, kommer først hans anorak, siden hans bukser og så hans kamikker flyvende og klæder ham på af sig selv. Han gentager turen næste dag, hvor han havner endnu længere inde i land, nøgen i en indtørret sø med ædende småkryb, og da han denne gang atter er kommet i tøjet mærker han, hvor meget lettere hans krop er blevet, og hvor langt han nu kan se. Han kan faktisk se sin søns drabsmænds spor langt ude mod vest.

Næste dag ror han da mod vest sammen med sin plejesøn, der får skældud hver gang han vender sig for, at se hvor langt de nu er kommet fra land: først forsvinder de yderste øer af syne, så er det som om, landets bjerge er ved at falde bagover.

De kommer i land på den anden side havet på et sted med en masse fjer og dun, hvor de skjuler deres kajakker og fortsætter til fods over land til den vestvendte kyst. Neden for ser de tre huse og i skjul hører de, at alle (mændene) bliver inviteret på gribespil i det ene hus. Som forberedelse på opgøret slæber Isig. en kampesten op på højkant og beder sin plejesøn gøre ligeså. Da stenene ligner to mennesker, fanger de en ung mands opmærksomhed, da denne kommer ud af huset for at køle af. Han inviterer de to indenfor, men Isig. beder ham komme nærmere, hvor den unge mand fortæller årsagen til, at de morer sig så godt: Deres husherre har netop dræbt og opspændt en ung mand ovre på den anden side havet. Isig. opfordrer til en styrkeprøve på armkrog, som den anden modvilligt går ind på, hvorefter plejesønnen, som aftalt, hiver testiklerne ud af ham, i det øjeblik Isig. spiller overvundet og læner sig hen over den unge fremmede. Hele forløbet gentager sig med endnu en ung mand, hvorefter Isig. med plejesøn går på besøg og bliver hjerteligt modtaget - indtil man savner de to unge, går ud efter dem og finder dem både dræbte og spændt op på de to kampesten. Isig. og plejesønen får straks skylden for mordene og føres over i festhuset, der lukkes tæt med et kæmpestort skulderblad og en stor bunke sten. Dér kan de så sulte og tørste ihjel. Men Isig. slår løs på sit ansigt og kan et trick med at stikke fingrene ind ved mundvigene og krænge hele sin hovedhud af. Da han så beder plejesønnen invitere fjenderne ind og synger en tryllesang / serrat, kan plejesønnen uhindret gå over til de unge mænds sørgende bopladsfæller og invitere dem på besøg. De griber harmfulde deres våben, men en for en falder om og dør af skræk, da de kommer ind og ser Isig.s hudløse ansigt.

Dernæst dræber Isig. og plejesønen alle stedets kvinder og efter et gevaldigt måltid, ror de hjem, Isig. med både ro og ikke helt ro i sindet.

Herefter bliver Isig. gammel for anden gang, så gammel at han græder bare hans elskede tipoldebørn driller ham lidt. Isig. længes nu hjem sydpå, især efter et særligt fuglefjeld, hvis mange måger han plejede at skrige til af fuld hals. Han er nu så gammel og indtørret, at han kan rummes i et alkeskind, og da de når fjeldet må de unge lytte ihærdigt for at høre det lille pip som fra en tejsteunge, han kan svare fuglene med. Derefter dør han, hvilket man ser af et dun, man har placeret ved hans mund. Det bevæger sig ikke mere.

 

Var.: Isigarseraq, Isigarsoraq, Isigaaseraaq;

I modsætning til Hendriks Isigaarsigaaq har Arons integreret adskillige episoder, kendt fra andre fortællinger, i forløbet. Søg på: testikler; Akilineq; Qattaaq; søens troldbjørn; Ninnittaq; Ajijak 214; To små forældreløse brødre;

 

Hist.: Fortælleren har vist glemt at forberede tilhøreren på, at Isig. bliver så eventyrligt gammel. Denne høje alder synes at være blevet et fast træk ved personer, der rejser over havet til Akilineq i overleveringen på Arons tid og egn. Bemærk at landet på den anden side ikke hér kaldes Akilineq, måske fordi betegnelsen har en odiøs klang, der ikke passer med samtidens viden om, at der bor almindelige mennesker, stammefrænder derovre. Sammenlignet med traditionelle Akilineq-fortællinger er denne version da også ganske blid, uden kannibalske træk, voldelige angreb, gamle heksekyndige kællinger osv.

 

Kommentar: Bemærk i denne, som også i andre fortællinger fortalt eller illustreret af Aron, at landet på den anden side havet forestilles som en ø eller en tange, som de rejsende forholdsvis hurtigt forcerer til fods. Måske er det et gammelt billede, svarende til det af den lange tanges land, som Aua i Iglulik i Canada udpegede som et dejligt dødsrige for Knud Rasmussen under den store slæderejse (Rasmussen 1925 - 26. Fra Grønland til Stillehavet, bind I).

 

Isig.s selvlærte uddannelse til åndemaner / angakkoq, hvor han dog kun bliver synsk, virker som en blanding af en vestgrønlandsk metode (at lade sit kød fortære af kryb i en indtørret sø) og den østgrønlandske, hvor lærlingen, efter at have været ædt og kastet op af ferskvandssøens kæmpestore isbjørn (eller en stor hund; søg på: søens troldbjørn), vågner nøgen og får sine klæder flyvende tilbage. Netop denne mytiske initiation er i Østgrønland en forudsætning for at få det indre lys, der gør en synsk og synlig for ånderne.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Ivaniisaq

Print
Dokument id:66
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ivaniisaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 338 - 339
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 119 ss. 617 - 620.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 338 - 339: Oqalualaarut Ivaniisaamik.

 

Oversættelse i Rink 1866-71, II: nr. 9

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 81 - 83.

 

Resumé:

Indledningsvis fortæller Aron, at det er hans kusine Amalie, der har fortællingen fra sin nu (1867) afdøde mor om hendes oplevelser dengang hun, mens hun boede i Alluitsoq / Lichtenau, var på handelsrejse til øen Aluk (samlings- og handelsstedet i det sydligste Østgrønland for sydøst- og sydgrønlændere). Her kommer flere konebåde fra østkysten, som Amalies mor undrer sig over ligner dem selv så meget. Mest forunderligt er deres pinlige renlighed med alle deres redskaber og klæder. En mand skrubber straks sin kajak på det sted, en fremmed har rørt ved den. Han er ganske lille, men har alligevel to koner. Og når mændene skal i kajakkerne skifter de alt det tøj, de har haft på i land til noget andet, der ligger i kajakken.

De ankomne østgrønlændere bliver dog smittet og mange dør af epidemien. Ivaniisaq, en stor og stærk mand, der mærkeligt nok kun vil have een kone, bor også i telt med søster og små børn. Da Iva. blir syg søger man en angakkoq, åndemaner, men den slags findes ikke mere, siger de døbte fra Sydgrønland. Man tilbyder at synge salmer. Det tager konen med tak imod, mens søsteren ville have foretrukket en åndemaners tryllesange. Konen får lært noget om det kristne budskab og ønsker at blive døbt for i al evighed at kunne synge de smukke salmer i himlen. Det kan hun ikke blive på Aluk, men de døbte lover at frelseren også forbarmer sig over troende hedninge. Selv mener hun så frelsemidlet må være, at de døbte synger salmer for hende.

Da Iva. dør, besluttes det at sy ham ind i skind med alle sine kæreste ejendele og kaste ham i havet. Han kommer dog op til overfladen igen. Man har glemt hans yndlingskniv, viser det sig, og da den kastes ud, synker liget. Man begræder at tanglopperne nu mæsker sig med hans øjne. Også konen dør, men i troen på at hun skal se det store lys og synge salmer for evigt deroppe. Hendes spædbarn dier hende og dør selv, da hun dør. Efter eget ønske begraves hun på kristen vis og med salmesang (ikke i havet som manden) for at markere, at hun har ladt alle hedenske skikke bag sig.

 

Hist.: Uden tvivl en autentisk fortælling, hvor det fremhæves at østgrønlænderne ligner dem i syd, at de er renlige, at den store Iva. imod alle forventninger er monogam, og at hans kone bliver troende. De måder hvorpå østgrønlænderne lever op til kristne normer er kommet i fokus.

Ifølge oversætteren, K. Thisted, er lange passager nedskrevet af Aron på østgrønlandsk og oversat i parentes til vestgrønlandsk.

Foruden Arons families sydgrønlandske oprindelse tyder hans gode kendskab til østgrønlandsk også på kontinuerlige indvandringer fra Sydøstgrønland via herrnutternes Frederiksdal / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit og Lichtenau / Alluitsoq til Ny Herrnhut (og Kangeq).  (Ostermann, H.: De første efterretninger om Østgrønlænderne 1752. Geografisk Tidsskrift V(7). Se også H. C. Gulløv i Arctic Anthropology 1986; Kampen om sjælene. Grønland og oplysningstiden. Red. Henning Dehn-Nielsen. Kbh.: Nationalmuseet 1978. Gulløv og Kapel: Legend, History and Archaeology. A study of the Art of Eskimo Narratives. Folk 21-22, 1979/80:347-380.

Akkulturation, kulturmøde.

 

Kommentar: Den store renlighed skal sikkert afværge besmittelse fra de fremmede på fangsten. Ligeledes synes tabuet mod at blande noget fra land med noget fra hav at være blevet forstærket i de fremmede omgivelser i syd. Om der tillige har været tænkt på at undgå smitte ved renlighed er uvist.

Iviangersooq

Print
Dokument id:79
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Iviangersooq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 384 - 388
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 134 ss. 679 - 686.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 384 - 388: Oqaluttuaq Iviangersuumik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 59, ss. 97 - 98.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 128, s. 462: The Inhabitants of Akilinek.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 95 - 100.

 

Resumé:

Iviangersoq er sydlænding og en dygtig fanger, der elsker at spise og spiser enormt meget. Når han ikke kan bøje sig for sin tykke mave, placerer han fadet på maven og går rundt og spiser videre. Han rejser med sin familie nordpå til Kangeq med de mange fangstdyr og alke. Hans lillebror er endnu dygtigere, men han dør af et maveonde på vej videre nordpå. Ivi. nænner ikke at forlade graven og overvintrer uden at noget særligt sker. Næste forår går det videre mod nord. De træffer ingen mennesker, slår lejr, og Ivi. tager på recognoncering nordpå og ind i en fjord. Her fanger han sin første hvidhval, længere inde endnu een, og længst inde i fjordbunden træffer han mennesker i to huse. De er meget gæstfri, beværter ham rigeligt med tørret og kogt kød, og de to naboer insisterer på skift på, at han skal ligge med hver deres kone. Ivi. inviterer så begge familier med hjem, men da de ser, at han egenhændigt har slæbt først den ene store hvidhval, så den anden op over højvandsmærket, tør de ikke tage videre med ham.

Om vinteren må Ivi. opgive kajakken. Han vandrer langt ud over isen mod en våge, der holdes åben af netsider og har spor fra kanten, der fører videre mod vest. Dem følger Ivi. til landet på den anden side havet, hen over land og ned til et hus ved kysten på den anden side af landet. En mor med to døtre tager nølende imod ham hér, hvorimod faderen, der kommer hjem med fangst, bliver henrykt over besøget og beordrer mad sat frem til Ivi., der heller ikke her er kostforagter. Da de to trækker armkrog lader Ivi. sin vært vinde. Om natten tager Ivi. sig den frihed at lægge sig mellem de to unge døtre. De gør noget modstand men han er dem for stærk. Så er Ivi. blevet svigersøn i huset.

Næste dag følges han med svigerfaderen på fangst ved vågen, men sakker så langt agterud på hjemvejen, at de nykogte bryststykker af svigerfaderens fangst er blevet ulækkert kolde, og svigerfaderen selv er blevet temmelig misfornøjet med sin nye svigersøn. Men efter næste dags fangst lykkes det Ivi., i en stor bue uden om svigerfaderen, at nå hjem længe før denne og lade ham smage ulækkert kolde bryststykker. Ivi. bliver helt opslugt af livet med sin nye familie, men så får han hjemlængsel, siger pænt farvel og når hjem igen netop, som man har opgivet at se ham igen.

Ivi.´s søn er efterhånden blevet voksen og fanger. En dag langt ude på isen ved en bred, lang revne ser han på den anden side to unge mænd, den ene temmelig lille. Denne standses et par gange af den store i - med et gevaldigt tilløb - at nå over til Ivi.´s søn. De to parter finder ud af at de alle tre er sønner af Ivi., hvorefter de udveksler (ikke helt gennemsigtige) oplysninger om de fangstdyr, der findes på hver deres områder. Akilineq - boerne kender ikke ammassætter, viser det sig. Til gengæld har de mange harer. Hjemme igen fortæller Ivi.´s søn om mødet og revnen, der var for bred. Med årene får Ivi. så længsel efter sin hjemegn i syd, hvorefter familien tager hjem og ikke siden rejser nordpå.

 

Var.: Egentlig ikke, men en del beslægtede om besøg i Akilineq, der understreger et venskabeligt forhold frem for det traditionelt fjendtlige: Se Var.:  til Isigaarsigaaq.

 

Hist.: Kendskabet til at der bor stammefrænder (og ikke overleveringens kannibalske Akilineq - boere) på den anden side Davis Strædet er tilsyneladende overleveret ved netop denne fortælling (i tidligere varianter). Hans Egede rapporterer i Perlustrationen (1971,2:2) om dette kendskab med netop disse detaljer: en bred revne i isen langt ude mod vest, og at de to parter kun kan råbe til hinanden om forskelle i fauna på begge sider. Desuden at man forstår hinandens sprog, og at revnen trods alt ikke er bredere end at man fra hver side kan harpunere det samme dyr. Folk på Disko skulle disse oplevelser stamme fra. I andre fortællinger om dette slægtskab opfattes det ikke som oprindeligt, men som etableret af en stærk forfader, der - hvis fortællingen er af sydgrønlandsk proveniens - er rejst langt, langt nordpå, for at kunne komme over isen til den anden side. Herrnhuternes proselytter har kendt til stammefrænder derovre siden 1740'erne (Lidegaard 1999 i Tidsskriftet Grønland; og læsere af Atuagagdliutit siden Adam Becks beretninger derovrefra (Robert Petersen 2000 i Tidsskriftet Grønland

Kangerlussuakasiip paamiuinik / Om folk, der boede ved mundingen af en stor fjord

Print
Dokument id:990
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Lund, Jakob
Mellem-person:Lund, Jakob
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kangerlussuakasiip paamiuinik / Om folk, der boede ved mundingen af en stor fjord
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 99v - 99h, nr. 334b
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Ved mundingen af en stor fjord lå der et langt hus, som

var fuldt af mennesker. De mange mandlige beboere tog ud på fangst

hvorhen de ville. En af mændene roede en gang ind i bunden af fjorden

og udeblev. En anden af mændene roede derind for at søge efter ham,

men han kom heller ikke tilbage. Endnu en anden roede derind, men

vendte heller ikke tilbage. Ingen af de mænd, som ellers var vant til

at tage hen, hvor de ville, vendte tilbage efter en tur ind i fjorden.

Der var efterhånden kun ganske få mænd tilbage. Til sidst var der kun

én tilbage. Denne tilbageblevne havde to sønner, som endnu var små.

Da den ældste af drengene var blevet tilstrækkelig stor, byggede

faderen en kajak til ham. Han voksede op og var efterhånden i stand

til at tage ud på fangst langt væk fra bopladsen. Han var efterhånden

i stand til at ro helt ind i bunden af fjorden. Så tog faderen ham med

ind i bunden af fjorden. Da de nærmede sig den, roede der en kajakmand

ud; og i det samme kom der en kraftig blæst inde fra land.

Kajakmanden, der kom ud fra land, kæntrede. Manden fra fjordmundingen roede hen til ham. Han var lige roet væk fra sønnen, så kæntrede også sønnen. Han skiftede retning og roede i stedet hen til sønnen. Han rejste ham op og så, at han var død, og at han var blevet såret. Han begravede ham og vendte alene tilbage til sin boplads.

 

Da den yngste søn var blevet tilstrækkelig stor, byggede han en kajak til ham. Og efter at sønen havde vænnet sig til at tage ud på fangst langt fra bopladsen, tog faderen ham med i i bunden af fjorden. Også denne gang roede der en kajakmand ud fra land, da de nærmede sig bunden; og det begyndte at blæse kraftigt fra land. Kajakmanden fra land kæntrede, og far og søn roede hen til ham. Sønnen harpunede kajakmanden og dræbte ham. det viste sig at kajakmanden fulgte en gammel tradition (´pimarssoraluartoq')og kæntrede med den hensigt at dræbe dem under vandet. Det viste sig at være ham, der havde dræbt alle de andre mænd ved at kæntre med vilje og svømme hen til dem under vandet. Da sønnen havde dræbt manden fra bunden af fjorden, kunne kajakmændene frit ro ind til bunden af fjorden.

 

Var.: Qalulik / Kalulik, hvor den sidste tilbagevlevne kajakmand hævner alle de fæller, der en for en er blevet dræbt af et uhyre dybt inde i en fjord: Kajakmændene der udeblev, Qalulaajik; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

 

Kommentar: Den tradition der hentydes til går ud på, at man - ifølge fortællingerne - kunne opøve en så stor evne til at svømme under vandet, at man kunne svømme ud og uset ombringe kajakmænd til havs. Søg på: svømme under vandet.

Kasiagssamik / Qasiassaq

Print
Dokument id:267
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Lund, Jakob
Nedskriver:Lund, Jakob
Mellem-person:Nissen
Indsamler:
Titel:Kasiagssamik / Qasiassaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 428 - 439, nr. 137
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 61 ss.184 - 188 har Rink sammenstykket denne med en anden variant. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 50, ss. 291 - 297.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Om Qasiassaq.

Det fortælles om Qasiassaq, at han boede i Tuapammiut, i et langt hus sammen med andre familier. Han kom aldrig hjem med fangst fra sine kajakture, selvom hans kone Killassuk havde tallerkener af sælskulderblade. Når manden var
ude på fangst, gik hun ustandselig ud og ind i forventning om, at han ville komme hjem med fangst. Alle de andre på stedet kom hjem med fangst undtagen Qasiassaq. Qasiassaq havde reddet sig skulderbladene, når han spiste af andres fangst (uklart udtrykt - Chr. B.).
     
Engang Qasiassaq var ude i kajak, så han noget sort oven på et isstykke. Han roede derhenad og opdagede, da han var kommet tilstrækkeligt tæt på, at det var en netside. Sælen rejste sig ikke på højkant, og han roede til for at harpunere den, men han lagde sin harpun på plads igen, og idet han roede en smule baglæns, sagde han: "Det er en sæl, der er såret. Jeg kan forfølge den og tage den, når den ikke længere kan trække vejret." Idet han
sagde dette, råbte han, og sælen forsvandt fra isskodsen. Lidt efter dukkede den op lige ved siden af kajakkens forspids. Han råbte igen og sælen forsvandt under vandet. Da den var meget tam og ikke fjernede sig fra ham, gav han sig til at forfølge den. Men nu begyndte den at dukke op længere væk fra ham. Efterhånden fjernede den sig mere og mere, så han fik den ikke. Idet Qasiassaq roede bort fra den, sagde han: "Det er svært at få fangst, kom nu kun hen til mig".

En anden dag, Qasiassaq var ude at ro i kajak, så han noget sort oven på et stykke is. Da han kom nærmere, opdagede han, at det var en netside.Den rejste sig ikke, og han roede stærkt henimod den for at harpunere den. Hanløftede harpunen, men lagde den på plads igen, og idet han roede en smule baglæns, sagde han: "Det er en sæl, der er såret. Jeg vil forfølge den og tage den op, når den ikke længere kan trække vejret." Da han råbte, gled den ned ivandet, den dukkede op igen lige tæt ved kajakkens forspids. Han råbte igen, men den var så tam, at den hele tiden holdt sig i nærheden af kajakken. En anden gang han råbte, forsvandt den og dukkede op længere væk. Han roede efter den, men gav op, da den efterhånden fjernede sig langt væk. Han roede væk mens han lokkede: "Det er svært at få fangst, kom nu kun hen til mig." En dag da det var godt vejr og klar himmel, var fangerne ude på fangst.Qasiassaq lå yderst og var på lur efter en sæl. Han så, at en af dem, der lånærmere ved land, harpunere en sæl. De andre kajakker roede hen til ham, der havdeharpuneret, men Qasiassaq blev liggende samme sted og kiggede. Fangeren med sælen,bugserede sin fangst ind mod land. Qasiassaq så mandentøjre sælen til land og ro ud igen. Så begyndte Qasiassaq at ro udefter,væk fra de andre. Da han ikke længere kunne se dem, roede han hen til den sæl, der var tøjret ('siláinaK nimerdlugo' - jeg kender ikke udtrykket - Chr. B.). Han løsnede fortøjningen og tog den med på slæb indefter(hjemover). Der var mange benbeslag af hvalrostand på den line, sælen varfortøjet med. Qasiassaq kiggede hele tiden tilbage på den sæl, han bugserede. Han var så glad, for det var første gang, han prøvede at bugsere en sæl. Qasiassaqs kone kom kun sjældent ind i huset under mandens fravær, for hun håbede så inderligt, at han fangede. En gang, hun kom ud af huset, hørte de andre hende sige:"Der kommer en kajak." De andre kom også ud og så kajakken. Qasiassaqs kone, derkiggede ud med hånden over øjnene, sagde: "Det ligner den kære Qasiassaq. Hanror 'únákingallune'('únákingardlune eller ánákingardlune - jeg kender ikkeudtrykket. Der er ifølge Rinks kommentar, som jeg ikke kan læse - Chr. B.). I skal nok få jeres andel, I skal også nok få noget spæk." Da Qasiassaq kom hjem, spurgtehans kone: "Hør Qasiassaq! Hvorfra stammer linen til bugsertøjet?" Mandensvarede: "Det var så dejligt vejr, da jeg kom ud tidligt i morges. Jeg fik lysttil at fange en sæl og jeg tog det bugsereredskab med, som jeg længe har gemt."Hans kone kvitterede med et glædesudbrud (îmiînaarpoq - îmivok, kommer medet glædesudbrud - lidt mærkelig anvendelse. Gl. bem. siger: 'siger åh' - Chr. B.).Konen flænsede sælen, og der blev kun hovedet, bagkroppen og skindet tilbage,resten og herunder spækket, forærede hun væk. Qasiassaqs kone fortalte alle, der kom hjem fra fangst, og kvinder, der kom hjem fra tur, at hendesmand havde fanget en sæl. En af fangerne blev længere ude end de andre. Mens manventede på ham, satte Qasiassaq sig op på briksen længst imod bagvæggen. Manden kom hjem sent på aftenen. Da han kom ind i huset, sagde han: "Qasiassaq, hvor er mine bugserremme?" ('agdlunârtáka' - egentlig: 'linetøj' - Chr. B.) "Her har du dem", sagde hans kone og tilføjede: "Har du løjet?" Han svarede: "I morges, mens jeg var på lur efter sæler, så jeg en kajakmand harpunere en sæl. De andre roede hen til ham, men jeg gjorde det ikke. Da han havde bugseret den til land, fik jegfat i den." Konen sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq laver den slags." Han bøh'ede hende med et: "Paq", så hun var ved at lette af bare forskrækkelse.     En dag Qasiassaq var ude at ro i kajak, så han oven på en isflage nogetsort af store dimensioner. Han roede hen til isflagen og opdagede, at det var enstor sten. Han så hen til de andre og gav sig til at ro kraftigt modisflagen som, når man skal harpunere en sæl. Lige før han forsvandt bagisflagen, løftede han harpunen. Han steg op på isflagen, skyndte sig atbinde sin line omkring stenen og smed den ud i vandet, så det skummede. Derefterkom han igen ned i sin kajak og roede frem, så de andre kunne se ham. Så gav hansig til at råbe om assistance (til fangsten, BS). Da de andre kom hen til ham, var hans fangstblære væk. Qasiassaq sagde: "I kan lede efter den. Jeg vil ro ind for at fortælle om den glædelige nyhed." Og med de ord satte han indefter af allekræfter.     Som sædvanlig kom Qasiassaqs kone ud (for at kigge efter ham) og hun råbte:"Der kommer en kajak." I det samme vendte kajakken siden til bopladsen ogbegyndte at råbe om hjælp. Qasiassaqs kone råbte ind i huset: "Hør I derinde.Kajakmanden råber om hjælp." Da de andre var kommet ud, skyggede hun med håndenfor øjnene og kiggede ud. Hun sagde: "Kajakmanden ligner den kære Qasiassaq, der'ánakingardlune' (se mine bemærkninger tidligere - Chr. B.)." Såhørte man nogen sige: "Jeg harpunerede en stor hvalros og har mistetfangstblæren. Jeg er roet hjem for at fortælle om den gode nyhed." Konen løb indi huset og slog håndtaget af sin ulu (kvindekniv) i stykker. Hun sagde: "Detbliver dejligt at få et nyt håndtag til min ulu, nye beslag på gryden (beslag medhuller, hvorigennem føres remme til at hænge gryden op med - Chr. B.) og et nytstok til at rynke kamiksåler med (kammiut) fra tænderne på den hvalros, somQasiassaq har fanget." Qasiassaq blev hjemme, og hans kone fortalte alle denybegyndere i kajakroning, der kom hjem fra tur, om hvalrossen, som Qasiassaqhavde fanget (og som de andre ville komme hjem med). Hun fortalte den sammenyhed til kvinder, der vendte tilbage fra en lille tur. En af fangerne blev udelænge og Qasiassaq satte sig længst tilbage på briksen, så kun hans hæle sås.Sent på aftenen kom fangeren hjem, og idet han kom ind i huset, sagde han:"Qasiassaq, her er dine fangstblærer." Det viste sig, at hans fangstblærerbestod af sælmaver, der var forbundet med hinanden. Idet han afleverede dem,sagde han: "Den store sten var godt nok bundet fast med en line, men den vargået løs." Hans kone sagde: "Qasiassaq, har du nu løjet igen?" Han svarede: "Ja,jeg løj. Mens jeg lå på lur efter sæler imorges, fik jeg øje på noget sort på enisflage. Jeg roede hen til isflagen og opdagede, at det var en stor sten. Jegløj og sagde, at det var en hvalros." Konen sagde til ham: "Hvor er det flovt, nårQasiassaq lyver." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun varlige ved at lette af bare forskrækkelse.     En gang var Qasiassaq ude i kajak og opdagede ved land nogle områder medsand, hvor der lå en hel masse isstykker. Han roede derhen og gik i land. Tokvinder, der var ude at samle bær, iagttog ham ovenfra. Qasiassaq gav sig til atfylde kajakken med isstumper. Da han havde gjort det, trampede han ned på den i stumper og stykker ('nungutdluínardlugo' - så der ikke var mere tilbage - Chr. B.). Da den var smadret, gik han ud i vandet med sine pjaltede klæder på. Han forsøgte at svømme med kun hovedet over vandoverfladen. Da han kom op igen, 'tunume ilaitkârarpai' (tunu er bagside - ilait, nogle - qaarpaa, knalder det, også: smadre. Jeg har svært ved at få mening ud af det. Men jeg vil tro, at der erblærer på ryggen) ved at slå dem med sten (knaldede han løs på sin ryg med sten, BS?). Og han stak isstumper ind under tøjet. Så tog han af sted hjemover. Han kom ned i sin kajak (dette forstår jeg heller ikke, for kajakken var jo smadret? Chr. B.), som lå dybt i vandet.     Da Qasiassaqs kone som sædvanlig kom ud af huset, råbte hun: "Hør Iderinde, der er en lille kajak på vej ind ('imâKale' kan jeg ikke få mening udaf - Chr. B.). Hendes husfæller kom ud og Qasiassaqs kone skyggede med hånden forøjnene og kiggede. Så sagde hun: "Kajakmanden ligner den kære Qasiassaq, menarmene hænger langt nede." Nu kunne man se (der står egentlig: høre - Chr. B.), atQasiassaq rystede af kulde og høre ham tale: "Nogle isstykker fra et kælvendeisfjeld ramte mig ('iluliarpoq', blev ramt af isstykker fra kælvende isfjeld -ifølge Rinks kommentar lyder det sandsynligt. Jeg kender ikke ordet i den betydning, og det står ikke i ordbogen - Chr. B.)." Hans kone løb ned til ham, idet hun sagde: "Den lille Qasiassaq er blevet ramt af et isstykke fra et kælvende isfjeld." Hun kunne ikke få fat i hans kajak fra land. Qasiassaqs kajak begyndte at fare i alle mulige retninger og han blev ved med at sige: "Jeg blev ramt af isstykker fra et kælvende isfjeld, og jeg længes efter at komme hjem." Da hans kone ikke kunne få fat i kajakken, sagde hun: "Nu vil jeg tage lutter nyt tøj på og komme tilbage." Hun kom tilbage og sagde: "Jeg skal få dig til at ramme stranden her, hvor jeg står" (usikker - Chr. B.). Men når han begyndte at ryste af kulde, flyttede hun sig.- Langt om længe fik hun fat i kajakkens forspids og sagde: "Endelig fik jeg fat i den kære Qasiassaq." Da hun fik ham op af kajakken, faldt der isstumper ud af indersiden af tøjet. Da de kom op til huset jamrede Qasiassaq sig, for det gjorde ondt der, hvor han havde knaldet (punkteret - Chr. B.) blærerne (usikkert - Chr. B.). Fangere, der kom hjem fra fangst og andre, der havde været ude en tur, fik af Qasiassaqs kone fortalt historien om, at Qasiassaq havde været i fare, fordi han var blevet ramt af isstykker fra et kælvende isfjeld, og at han kun var nået hjem med nød og næppe (usikkert - 'angerlaarsummallu - Chr. B.). To kvinder, der kom hjem fra en tur sent på aftenen, fik også historien fortalt, men de sagde: "Det må være ham, som vi imorges så fylde sin kajak med isstumper på det store sanstrand under den store klint. Ja, han lignede Qasiassaq." Så sagde han kone: "Har du løjet, Qasiassaq?" Han svarede: "Ja, jeg løj som sædvanlig. Jeg var som sædvanlig ude på fangst imorges. Så så jeg en masse isstumper på en stor strækning med sand. Det var disse, som fik mig til at lyve - som sædvanlig." Hans kone sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq gør den slags." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun var lige ved at lette af bare forskrækkelse. Da Qasiassaq ikke længere havde en kajak, forærede konens bror ham den ene af sine to kajakkker. Nu rådede Qasiassaq igen over en kajak.     Engang besøgte Qasiassaq sin svigerfar. Han bar sin kajak op og da han komind i huset, sagde han: "I har ikke meget lampelys, så vil du ikke koge dettesølle hundehoved?" Svigerfaderen sagde, idet han pegede på sin søn:"Den stakkel er som altid så sulten, så lad os koge det. Vi har jo ikkeandet." Svigerfaderen var grædefærdig. Qasiassaq bemærkede frækt: "Igår ordnede min mor og jeg vores proviant i to køddepoter, som var fyldt op. Viflyttede om på hele sæler, således at de øverste kom længere ned og de nederstekom til at ligge øverst. Jeg er endnu øm i armmusklerne." Svigerfaderen sagde:"Dengang Qasiassaq blev forældreløs, var der ingen, der tænkte, at han villeblive så velstillet." I det samme begyndte svigerfaderen at græde og Qasiassaqgræd med ham. Men det hele var jo humbug fra Qasiassaqs side.     Da Qasiassaq dagen efter skulle af sted, sagde han til sin unge svoger: "Dukan følges med mig. Så kan du få noget mad med hjem." Svigerfaderen sagde tilsin søn: "Din kære svoger vil gerne have dig med hjem, så du kan bringenoget med hjem til os. Følg's du med ham." Da de kom til bopladsen,bar Qasiassaq sin kajak og sin line op. Inde i huset skrabede han bundfaldet afsin kones lampe og tog det ud for at bruge det som madding til ravne, som hanville fange i snaren. Han havde knap nok placeret sig ved vinduet, da han sagde:"Der var to - nå, den anden slap væk." Han gik ud, og da han kom ind igen, sagdehan til sin kone, at den (ravnen) skulle koges omgående. Hans kone kom igang medat koge den ('aitdlugo' - kender jeg ikke). Den unge svoger kom også ind i husetog blev bespist af andre beboere i (fælles)huset. Søsterens mand gav ham ingenting. Han troede ellers det var ham, der skulle byde ham noget at spise, når det nu var ham, der havde inviterede ham, så han kunne få noget mad med hjem.Han fik ikke noget mad med fra Qasiassaq og hans kone, da han næste dag skulleaf sted, men de andre beboere gav ham noget mad med hjem. Da hankom tilbage, spurgte moderen: "Er den mad fra Qasiassaqs?" Han svarede: "Nej, detvar fra andre beboere i huset. Jeg fik ikke noget mad fra Qasiassaqs." Moderenspurgte igen: "Fik du noget at spise hos Qasiassaqs?" Han svarede: "Jeg fikkun ravn at spise." Da sønnen sagde dette, skældte moderen ud på sin svigersøn, der ikke var til stede, ud, fordi han havde løjet så groft.     En gang rejste Qasiassaq på besøg hos nogle i Appatsivik, som lå øst forderes boplads. Han gik ind i huset og opdagede, at de sørgede over etdødsfald. Han spurgte en af dem i huset, hvad der var årsag til deres sorg.Denne svarede: "De sørger over, at de har mistet deres lille datter". Hanspurgte igen: "Hvad hed den lille pige?" Den anden svarede: "Hun hed Nipisaan-nguujuk." Qasiassaq hævede sin stemme og sagde: "Vi derhjemme har opkaldt voresdatter efter den afdøde. Vi kalder hende altid Nipisaannguaq." De sørgendesagde: "Det var vel nok pænt af dig at opkalde jeres datter efter den afdøde." Da de begyndte at græde, holdt Qasiassaq sine hænder for ansigtet, og lod som om hangræd, idet han kiggede rundt mellem fingrene. Da de havde grædt, gav deQasiassaq noget godt at spise som tak for, at han havde opkaldt sin datter efterden afdøde. Qasiassaq løj som sædvanlig, for hans kone kunne ikke få børn.Qasiassaq skulle af sted næste dag, og de der havde mistet deres datter, sagde:"Her er nogle perler, og her er hendes tallerken, de skal tilbage til den, der eropkaldt efter hende. Her er også nogle sælunderarmsben, som man skal ladebarnet smage." Da Qasiassaq skulle af sted med disse ting, sagde enaf mændene: "Sig til din boplads, at jeg har en gryde til at hænge over lampen,som jeg gerne vil bytte med en kajak." Qasiassaq svarede: "Lad mig få den, forjeg har en ny kajak derhjemme. Jeg har fedtet betrækket ind i nogen tid, men jeghar aldrig brugt den, fordi jeg synes den kæntrer så let." Den anden svarede:"Ja, tag den endelig." Da han havde fået gryden, tog Qasiassaq af sted hjemover.     Qasiassaqs kone gik som sædvanlig ud (for at kigge efter manden) og hunråbte ind: "Hør I derinde, der kommer en kajakmand med megen last bag på." Hunskyggede med hånden for øjnene og sagde igen: "Kajakmanden ligner den stakkelsQasiassaq. Han ror med armene hævet højt (efter de danske bemærkninger:'ánákingardlune' - Chr. B.)." Idet hun sagde dette, løb hun som altid ned tilham. Hun spurgte ham: "Hvor stammer alle de ting, du har bag på kajakken fra?"Manden svarede: "Der var forlist en konebåd og de har kastet alle de ting bortog efterladt dem på en isflage, derfra har jeg taget dem." Konen svarede: "Deter vel nok dejligt, at jeg får en ny gryde." Qasiassaq stak hånden ned bag ikajakken og tog en tallerken og perler frem. Hans kone blev henrykt. Hun gikop til huset og tog sin gryde, der hang over lampen, ned og smadrede den, og hunsmed de sælskulderblade, de brugte som tallerkener, ud. Da manden kom ind ihuset, havde hun allerede hængt hans medbragte gryde op, og hun var i færdmed at pynte sig med perler. Da hun var færdig, rystede hun pelsflippen('kinini', pelsflippen - efter de danske bem. - Jeg kender ikke udtrykket. - Mendet kan også være 'kiinnani': sit ansigt? Chr. B.), for hun var så glad forperlerne. Næste morgenen meddelte de, der havde været udenfor, at mangekajakker var på vej ind. Da Qasiassaq hørte dette, satte han sig helt tilbage påbriksen. Kajakkerne lagde til, og man hørte nogen sige: "Der er mad tilQasiassaqs (og hans kones) lille datter. Sig til dem, at de skal hente det." En af husfællerne sagde: "Qasiassaqs har ikke fået nogen datter." "Så sig tildem, at de skal bringe perler og tallerkener ned," blev der sagt nedefra. En afde fremmede sagde: "Spørg Qasiassaq, hvor kajakken, som jeg skal købe, erhenne." En af Qasiassaqs husfæller sagde: "Qasiassaq har ikke fået nogen nykajak." Manden svarede: "Så sig til ham, at han skal bringe gryden ned."Qasiassaqs kone måtte skære sine pelsflipper af, og hun måtte skære gryden ned fra opænget. Da de fremmede var taget af sted med alledisse ting, sagde Qasiassaqs kone: "Qasiassaq, har du nu løjet igen?" Qasiassaqsvarede: "Ja, jeg har som sædvanlig løjet. Da jeg i går under mit besøgerfarede, at de havde mistet et barn, sagde jeg til dem, at vi havde fået etbarn, og jeg fortalte, at jeg havde fået mig en ny kajak." Konen sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq laver den slags." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun varlige ved at lette af bare forskrækkelse.Engang var Qasiassaq ude at ro i kajak. Han blev længe ude og kom førsthjem sent på aftenen. Han fortalte: "Jeg har fundet en død hval. I morgen kan Itage derhen i konebåd østover." Næste morgen tog de af stedallesammen. De spurgte Qasiassaq flere gange: "Hvor er den så henne?" "Derhenne østpå." Hver gang de nåede til det af Qasiassaq udpegede sted, varder ingen hval. Da han blev ved med at føre dem længere og længere væk, dræbtede ham endelig. Det blev enden på Qasiassaqs løgnehistorier. Slut.Var.: Thalbitzer nr. 226 A: Qasiättak. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten.Hist.: En af overleveringens mest populære historier om løgneren der er så tåbelig at han ikke engang kan fange en sæl, der kommer helt hen for stille og roligt at lade sig fange.

Kitornagssamingnik erqasugtut / De som ønskede børn

Print
Dokument id:362
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Lund, Jakob
Mellem-person:Lund, Jakob
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kitornagssamingnik erqasugtut / De som ønskede børn
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 89h - 91h, nr. 332
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Ret fyldigt oversat i Rink 1866 - 71, I, nr. 66, ss. 196 - 198.

 

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 66, ss. 196 - 198.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 94, ss. 443 - 444: The Means for getting childen.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Et ægtepar ønskede sig stærkt et barn.

Til sidst tog manden af sted i kajak nordpå, for at forhøre sig

om, hvordan en kvinde, der ikke kunne få børn, kunne gøres gravid. Når

han på sin tur nordpå traf folk, spurgte han, om de havde et middel

til at gøre en barnløs kvinde gravid, men ingen kendte noget.

Han nåede højt mod nord; men da han ingen traf, der kendte til

det middel han søgte, vendte han tilbage til sin boplads. Han blev

der vinteren over; men om foråret tog han sydover for at forhøre sig

om et middel til at gøre en barnløs kvinde gravid. Han spurgte folk,

han traf, men ingen kendte noget til det. Når han udgik for

rejseproviant, fik han noget forærende; og han fortsatte sydover. Når

han ikke havde mere mad, tog han ophold på et beboet sted; og han

spurgte folk, om de kendte et middel til at gøre en barnløs kvinde

gravid; men ingen kendte noget til det. Han nåede langt mod syd; han

spurgte igen folk, om de kendte til det middel, han søgte. Da ingen

kendte noget til det, gik han ind i et hus, hvor der boede en lille

kælling. Han stillede det samme spørgsmål til hende. Til hans store

overraskelse svarede hun: "Jo, jeg har et middel. Det vil jeg give

dig." Hun tog sin taske frem og tømte den for alt indholdet. Fra

bunden af tasken tog hun to tørrede ammassætter frem - en hun med rogn

og en han. Den lille kælling sagde: "Hvis I ønsker en datter,

skal din kone spise rognen, og hvis I ønsker jer en søn, skal hun

spise hannen."

Da manden havde fået disse tørfisk, tog han af sted hjemover

til sin kone. På vej nordover, mens han endnu var langt

fra sin kone, slap provianten op; og han spiste rognen.

Under den videre tur mærkede han noget i sig og opdagede, at han var

blevet gravid. Maven voksede, så han til sidst knap kunne komme ned i

kajakken; og da han nåede frem til et beboet sted, blev han der. Den

stedlige jordemoder pålagde folk, der gik tur, at kigge efter en fod af en død rype. Endelig var der en der fandt en fod af en død rype,

og jordemoderen gav sig til at samle blå mider / skimmel under gulvstenene i teltet. Hun blev ved indtil hun havde fået samlet en hel masse.

Så kom det tidspunkt, hvor manden, der var gravid, skulle til at

føde. Jordemoderen kom og gned de blå mider og foden af den døde rype

imod hans skridt (ordret: "mellem benene") Så kom der en åbning, og

barnet, en pige, kom ud gennem dette hul. Han blev på stedet for at

fede det lille pigebarn op. Da hun blev tilstrækkelig fed, tog han af

sted hjem til sin kone.

 

Datteren voksede op på det sted, hvor hun blev født. Hun voksede op

uden at kunne sige noget, og hun var ved at være fuldvoksen, uden at

hun havde sagt noget. Da hun blev fuldvoksen, tog en enlig (den eneste

mand - kisernaaq = en ugift?) mand hende til kone, for hun var meget

smuk. Han snakkede til hende, men hun svarede aldrig; for hun var altså stum.

Når hendes mand kom hjem med en sæl, flænsede

hun den uden at sige et ord. Hun blev gravid uden at hun endnu havde

sagt noget. Hun fødte en pige; men stadigvæk kunne hun ikke sige

noget. Når hun skulle ned og flænse mandens fangst, overlod hun sit

lille barn til bedstemoderens pasning, og når hun var færdig med

flænsningen, gik hun tilbage til huset.

 

En dag flænsede hun som sædvanlig mandens fangst, mens denne var ude på fangst. Hun hørte barnet græde; og hun gik op til huset og så, at det lille barn var ved

at forbløde, og dets lillefinger var blevet skåret over. Hun spurgte

ikke bedstemoderen, der passede barnet, hvad der var sket

("ilimmaasianik" - "iliuusianili" eller: "ilimmarpoq", (åndemaneren)

rejser gennem luften under åndemaningen), for hun kunne ikke tale. Hun

forsøgte at standse blødningen (ordret: "passunniaraluarlugu"- forsøgte

at pusle om hende), men barnet forblødte og døde. Da manden kom hjem

spurgte han efter barnet, men ingen svarede ham; han vidste ikke hvor

barnet var blevet af, og til sidst faldt han til ro igen. Konen blev

gravid igen og fødte en pige. Når moderen skulle ned og flænse mandens

fangst, fik hun bedstemoderen til at passe barnet. En dag gik hun som

sædvanlig ned til stranden for at flænse sæler, mens manden var ude

på fangst; og bedstemoderen passede barnet. Også denne gang hørte hun

datteren græde. Hun skyndte sig op til huset og så, at den lille pige

havde det meget dårligt og var ved at forbløde; og hendes lillefinger

var skåret over. Hun kunne ikke forhøre sig om, hvordan det var gået

til; for hun kunne ikke tale. Hun forsøgte at pusle om hende, men

barnet forblødte og døde. Faderen kom hjem fra fangst og spurgte efter

pigen. Men heller ikke denne gang var der nogen, der svarede. Han

faldt til ro igen.

 

Tredie gang blev konen gravid og fødte en dreng. Faderen var helt vild

med barnet, fordi det var en dreng. Når han kom hjem fra fangst, havde

han barnet hos sig lige til han gik i seng. Og om morgenen havde han

barnet hos sig lige til han skulle afsted på fangst.

 

En dag han var ude på fangst, skulle konen som sædvanlig ned og flænse sæler; og hun fik bedstemoderen til at passe barnet. Midt under flænsningen hørte hun

barnet græde. Hun skyndte sig op til huset og så, at barnet var ved at

forbløde; og lillefingeren var skåret over. Igen forsøgte

moderen at pusle om ham på bedste vis, men han forblødte og døde.

Faderen kom hjem og spurgte efter barnet; men da ingen svarede, blev

han denne gang meget vred; og han sagde til konen: "Det passer sig

heller ikke, at den, der føder børn, ikke er i stand til at tale

("Pigaluaqaarmi" er svær at oversætte). Nu skal du ikke længere være

her i huset. Gå din vej, og kom aldrig tilbage." Konen gjorde sig klar

til at gå. Idet hun gik, så hun tilbage og sagde noget for allerførste

gang. "Grunden til, at de døde, var, at bedstemoderen havde skåret

lillefingeren af dem". Så gik hun og vandrede direkte ind i landet.

Hun var kommet langt ind i landet, da hun så et højt fjeld, og hun

begyndte at gå hen til det. Mens hun endnu var undervejs derhen fik

hun øje på tre ravne oven på en stor sten. Hun gik hen til dem, og da

hun var kommet ganske tæt på forekom det hende, at ravnene

lignede tre mennesker. Hun kom helt hen og opdagede, at det var

hendes tre børn. De to piger holdt deres lillebror i hånden, og de

spillede bold med deres lillefinger. Hun tog sin lille søn på ryggen og

sine to døtre i hånden og hun gav sig til at gå ned, tilbage til sin

mand. Da hun kom tilbage, levede mand og kone lykkeligt sammen, og

konen overvandt stumheden helt. Siden mistede de ingen børn.

 

Var.: Ingen i denne bases samling. En besynderlig fortælling. Om en gravid mand, besvangret af en anden mand søg: siamesiske.

Meqqisaalik

Print
Dokument id:89
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Meqqisaalik
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 283 - 287
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 231 ss. 869 - 877.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 283 - 287: Oqaluttuaq Meqqisaalimmik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 14 - 20.

 

Fyldig oversættelse af to sammenstykkede versioner i Rink 1866 - 71, I, nr. 37 ss. 134 - 137. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 24, ss. 197 - 202: The Reindeer-hunt of Merkisalik.

 

Resumé:

Meqqisaalik og hans kone er gamle. De har kun een søn til at forsørge sig. De telter altid alene om sommeren i en bestemt fjord, hvor sønnen dagligt jager rener i omegnen med stor dygtighed og godt udbytte.

En stor flok brødre, med deres ligeledes gamle forældre kommer i konebåd og kajakker, lægger til og bliver inviteret på kød. Meq. inviterer dem til at blive, og der bliver stor glæde over samværet. Også Meq.´s søn liver enormt op, da han kommer hjem.

Næste dag da de følges på renjagt, beordrer brødrene Meq.´s søn til at bygge sit skydeskjul yderst, hvorved han ikke får en eneste af de mange rener, klapperne har drevet hen mod brødrene. Meq.´s søn hjælper dem med flåning og partering, men får tilsyneladende ingen fangstpart. På hjemvejen går han først en stund for sig selv, inden han atter slutter sig til brødrene. Denne dag er det så brødrene, der inviterer på nykogt kød, og den mellemste bror håner Meq.´s søn: Der må sandelig være mange rener i området, hvis det virkelig kan lykkes Meq.´s søn at fange noget. Meq.´s søn bliver vred, men tier. Ligeså Meq. selv, der dog råder sønnen til at rette sig efter brødrene, for det er dem, der er flest.

Næste dag gentager  hele forløbet sig, men tredje dag beslutter Meq.´s søn, at gøre noget for selv at få bytte. Trods brødrenes højlydte irettesættelser er han hele tiden meget urolig i sit skydeskjul. Det ser den forreste ren, der standser op i god afstand, vender om og følges af hele flokken bort. Meq.´s søn sætter straks efter dem. Brødrene nøler noget, men følger så trop uden på nogen måde at kunne hamle op i hurtigløb med Meq.´s søn. Da de når frem, har han allerede dræbt alle dyrene, flænset nogle stykker, og beder dem tage som part alt det, de kan brække op og bære. Selv starter han hjemad med to hele rener over kors over ryggen og lades alene af brødrene med lettere byrder, fordi de mener, det vil tage alt for lang tid at følges med Meq.´s søn. Denne når dog hjem længe før brødrene og kan byde på kogt kød, der allerede er nået at blive koldt. Under måltidet er brødrene mærkbart tavse, og da deres gamle far bliver hængende efter de er gået, liver Meq. op og snakker løs. Brødrenes far får på anmodning meget velvilligt en knæskal af en ren til et nyt mundstykke til et drilbor, men han bruger det til hekseri over Meq.´s søn, der snart dør af en voksende byld på knæet.

Forældrene sørger så længe, at de er nær ved at komme for sent ud af fjorden før islægget, og tilbage på deres vinterboplads samler Meq. knogler af alskens fugle og dyr til en tupilak. Da han har fået liv i den og sendt den ned ad elven, dukker den først op som en lille søkonge. Men sådan vil Meq. ikke have den. Så dukker den op som en alk, osv. Efter fuglearterne er det sælarternes tur og til sidst hvalerne, hvor Meq. endelig erklærer sig tilfreds med en meget smuk hval, som han sender til hævn over brødrene.

Med jævne mellemrum får Meq. besøg af en slægtning, der bor på brødrenes boplads. Og hver gang kan slægtningen fortælle om en af brødrenes død, der er forårsaget af en køn hval, som har fristet til fangst. Da alle brødre er døde, sørger deres forældre sig næsten ihjel, og Meq. får næsten ro i sit sind.

 

Var.: Meqqusaalik

Naajarsuaq og Kuukajak

Print
Dokument id:359
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Naajarsuaq og Kuukajak
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 295 - 297
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

 

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 234 ss. 902 - 911.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 295 - 297: Oqaluttuaq Naajarsuaq Kuukajamillu.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 9 - 13.

 

Fyldig dansk version af denne sammensstykket med to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 80.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 64, ss. 354 - 358: Naujarsuak and Kukajak.

 

Resumé:

 

Naajarsuaq og Kuukajak

Naa. og Kuu. er bedstevenner, besøger hver dag hinanden og går på fangst sammen. Begge har store depoter af tørret kød. Mens Kuu. er inde i fjorden på rensdyrjagt åbner Naa. et hul i hans depot, og da Kuu. kommer hjem og længes voldsomt efter det tørrede kød, opdager han at ræve har været i depotet og ædt rub og stub. Folk fortæller at det er Naa. der har været på færde, men denne vedgår intet og spiller uskyldig da de ses. De har snakket en hel dag, da Kuu til slut kommer ind på miseren. Kuu. blir bitter og næste gang de er ude på lur efter sæler, men stadig kan ses fra land, harpunerer Kuu. Naa. bagfra og råber til folk på land, hvorfor han har gjort det. Naa.s far henter liget, de begraver det, og han opdrager sin sønnesøn til hævner, mens denne vokser op. Det gør han i nord, i Amerloq, hvor de rejser op, fordi Naa.s far ikke kan holde ud at være de steder hvor sønnen plejede at færdes. I Amerloq udvikler sønnesønnen sig til en habil hvalfanger og da tiden for hans hævn er moden, tager familien tilbage med en masse hvalbarder, som man jo ikke har hjemme i syd. Man kommer til bopladsen, hvor Kuu. endnu lever men ikke længere kan klare andet end at fiske ulke. Alle slægtninge og efterhånden mange andre kommer på besøg hos de hjemvendte og får hvalbarder i foræring til fiskesnører.

 

Naa.s søn ber sin bedstefar lave sig en passende stor harpunspids.  Det gør han af det midterste af en hvalkæbe, en ordentlig krabat af en harpunspids. Kuu. vil også gerne have barder, men tør ikke komme. Men da folk, der har været på besøg fortæller, at Naa.s familie ligefrem længes meget efter at se ham, forestiller han sig at de har glemt hans drab på Naa.. Modtagelsen er overstrømmende, ligeså beværtningen, men Kuu. får ingen barde, da han ror derfra. Han har næsten nået hjem i land, da Naa.s søn sætter den enorme harpunspids fast med et smæld, der kan høres vidt omkring, og sætter afsted efter Kuu. Lige før denne når i land, harpunerer Naa.s søn ham og råber til folk på land at det er som hævn for Kuu.s drab på faderen.

 

Var.: Mågen og sneglen; Kuukajak og Naajarsuaq; Naajarsuaq og Horaajuk; Naajarsuaq og Kuukajak (flere).

Nerdlerit tagpigssitãnik / Den blinde, som gæssene gjorde seende

Print
Dokument id:1838
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Lund, Jakob
Mellem-person:Lund, Jakob
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nerdlerit tagpigssitãnik / Den blinde, som gæssene gjorde seende
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 80h - 83v, nr. 330
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2 ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:

The Blind Man who recovered his Sight.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

To søskende - en ung mand, der var begyndt at fange

sæler og lillesøsteren, som endnu var lille - boede hos deres

bedstemor i bunden af en dyb fjord. De boede helt alene. Den unge

mand var en dygtig (nakuunermit - egentlig: stærk) fanger, og de led aldrig nød.

En gang fangede han en remmesæl, og bedstemoderen ville gerne have

skindet til en pels til sig selv. Men den unge mand (Ussuttoq - ham,

der fangede remmesælen) sagde: "Jeg skal have det til line".

Bedstemoderen blev dybt fornærmet. Hele tiden mens hun afhårede skindet tænkte hun kun på disse ord:

"Når han har skåret dig til, og begynder at sno dig, skal du briste og

ramme ham lige i ansigtet." Under arbejdet med at fjerne hårene

koncentrerede hun sig helt om denne tanke. Da hun var færdig,

begyndte barnebarnet at sno den (udskårne rem). Da den var snoet strakte

han den ud og strammede den. Pludselig brast den og ramte ham i øjnene,

så han mistede synet.

Efter at han ver blevet blind, holdt han op med at ro i kajak. Han

indtog sin plads på sidebriksen og flyttede sig ikke mere. De levede

af forrådet fra hans fangster; men det svandt ind

efterhånden. Da der var ganske lidt tilbage, gav bedstemoderen ikke

længere den unge mand noget af det kød, hun kogte. Der ikke var mere tilbage, sagde hun. Når kødet blev kogt og bedstemoderen og

pigen havde spist det, kogte hun et stykke skind til den unge mand,

som altså måtte nøjes med det. Den unge mand kunne godt lugte kødet, men han holdt mund fordi han generede sig for sin bedstemor.

 

Lige som kødet var sluppet op, sagde bedstemoderen en dag: "En stor

isbjørn er ved at spise 'igalaap erqutaa' (tarmskindsrudens ramme ?). Hun sagde

henvendt til sit blinde barnebarn: "Skyd den, jeg skal nok holde buen

sådan, at pilen sigter på den." Barnebarnet var villig dertil; han

fik sin bue og var klar til at skyde. Da pilen pegede imod bjørnen,

sagde bedstemoderen: "Skyd så!" Barnebarnet skød uden at kunne

se, hvad han sigtede på. Men da han hørte et isbjørnebrøl, sagde han:

"Det lyder som et brøl af en isbjørn, der er ved at dø". Bedstemoderen

sagde til ham:" Du ramte tarmskindet (erqutaa) på vinduet."

Bedstemoderen gik ud og så, at der ved husgangen lå en død isbjørn.

Hun begyndte at flænse den; og mage til så fed en isbjørn havde hun

aldrig set før. Bedstemoderen sagde til pigen: "Du må ikke sige det

til din storebror," sagde hun til pigen, "for kun vi to må spise af kødet."

Hun gav pigen en klump fedt fra isbjørnen. Noget af fedtet gemte pigen

inden for pelskraven; og hun gik ind og gav sin storebror det,

mens hun sagde: "Mage til så stor og fed en bjørn findes ikke." Hun

kom ud igen, og bedstemoderen gav hende endnu en klump fedt. Noget af

det gemte hun inden for pelskraven. Bedstemoderen troede, at

hun havde spist det hele; og hun gav hende endnu en klump fedt, idet

hun sagde: "Har du allerede spist det op ?" Når pigen gik ind, gav hun ham

fedtet, som ellers var beregnet til hende selv. Bedstemoderen var nu

færdig med flænsningen, og hun kogte et stykke kød. Bagefter kogte hun

et stykke gammelt skind - et stykke fra konebådens betræk, hvor

spænderemmene blev fastgjort. Da det stykke gamle konebådsbetræk var

blevet kogt, gav hun ham det at spise, mens hun og pigen spiste

isbjørnekød. Den unge mand kunne lugte isbjørnekødet, men sagde ikke

noget. Han holdt hurtigt op med at spise af skindet fordi han havde en

klump i halsen (han var gråden nær). Bedstemoderen blev ved

med at behandle ham sådan. Suppen fra den rigtige mad hun kogte,

hældte hun udenfor; ham gav hun skindsuppe at drikke.

 

En dag sagde den blinde til sin søster: "Jeg vil gerne ud en tur; tag

mig i hånden". Lillesøsteren tog ham i hånden og førte ham ud. Han bad

hende føre ham op på fjeldet; og da de kom derop, sagde han til

søsteren: "Du kan bare gå ned. Jeg bliver her." Da hun var væk,

hørte han lyden af gæs. De fløj oven over ham; og han håbede på,

at de ville få øje på ham. Men nej, de fløj videre. Midt i det hele

hørte han igen lyden af gæs; og efter lyden at

dømme, ville de flyve hen over ham. En af dem sagde tydeligt: "Hernede

er der et menneske. Lad os flyve ned til ham." Da de nåede ham,

sagde den blinde: "Man er kommet til at leve uden at kunne se verden

omkring sig." Gæssene sagde: "Vi er desværre kommet afsted uden

noget af det, vi ellers kunne bruge. Men læg dig alligevel

på ryggen". Da han havde lagt sig på ryggen, tabte fuglene deres tynde

fugleklatter på hans ansigt. Da alle havde gjort dette, tørrede de

hans øjne af med deres vinger. De sagde, at han skulle vente

med at åbne øjnene, til der var gået fem dage; altså måtte han først

åbne øjnene den sjette dag. Så fløj de bort. Næste morgen kom

lillesøsteren og bragte ham lidt af den mad, der var tildelt hende.

Lillesøsteren ville have ham med tilbage, men han ville ikke. Han

sagde: "Gå du bare ned, jeg bliver her". Næste morgen kom søsteren

igen og bragte lidt af den mad, hun havde fået tildelt. Da hun skulle

tilbage, ville hun have haft ham med, men det ville han ikke; og pigen

gik ned alene. I de fem dage, gik lillesøsteren op til ham for at se

til ham. Så var de fem dage gået, og den sjette dag åbnede han øjnene

og så verden omkring sig. Han var blevet seende! Han kiggede sig

omkring og fik øje på et hoved, der dukkede op lige nedenfor. Han

lukkede øjnene igen. Det viste sig, at det var søsteren han så. Da

søsteren kom, sagde han: "Du vil igen kunne få så meget at

spise, at du bliver dårlig af det; for mine øjne er blevet raske. Jeg kan se igen!" Søsteren troede ham ikke og sagde, at det ikke kunne

passe. Hun sagde: "Luk øjnene op". Hun så, at øjnene ikke fejlede

noget.

 

De gik nedefter. Bag huset så storebroderen et

isbjørneskind, der var spilet ud til tørre på jorden med pløkke. Oven på

husgangen så han en hel masse isbjørneknogler. Inde i huset så han

labberne af en isbjørn. Straks han havde set dem, lukkede han øjnene

igen og lagde sig ned på sidebriksen. Han lod, som om han sov. Efter

at have ladet som om han drømte, vågnede han og sagde: "Jeg drømte at

der var et isbjørneskind, der var spilet ud bag ved huset".

Bedstemoderen sagde blot: "ajuutikasiit pilingusaqaat" (det skyldes

dit handicap ?). Han lod igen, som om han sov; han lod som om han

vågnede og sagde: "Det var, som om jeg så en masse isbjørneknogler

oven på husgangen". Bedstemoderen gentog det hun sagde før. Da han

tredie gang havde ladet, som om han sov, og som om han vågnede, sagde

han: "Det var, som om der lå isbjørnefødder under briksen".

Bedstemoderen sagde: "Det skyldes dit handicap". Da bedstemoderen nu

igen havde gentaget dette, åbnede den unge mand øjnene og pegede på

dem, idet han sagde: "Jeg mener de her". Bedstemoderen så, at han

åbnede øjnene og sagde hvast: "Værsgo, spis dem her. Spis dem her."

 

Da han nu igen var blevet seende, vendte han tilbage til sin tidligere tilværelse

og begyndte at fange mange sæler. Så fik han lyst til at hævne sig på

sin bedstemor. En dag spurgte han sin lillesøster: "Hænger du meget ved din

sølle bedstemor ?" Lillesøsteren svarede ja. Han spurgte sin

lillesøster om det samme flere gange. Og da hun hver gang sagde ja, kunne han ikke fortage sig noget.

 

Endelig, da han begyndte at fange småhvaler, der trak langs kysten,

fra land, gjorde han sit bedste for at få søsterens samtykke til at

han bandt fangeremmen om bedstemoderens talje og brugte hende som

fangstblære. Da hun sagde ja til det, spurgte han bedstemoderen:

"Vil du være den, der holder igen på narhvaler/hvidhvaler ved at stå

fast på klippen ?" (unniulluaataannguarit) Til at begynde med ville

hun ikke. Men da han blev ved, sagde hun ja. Linen blev bundet omkring

hendes talje, og de stillede sig på en stejl klippe. Mens de

kiggede på hvalerne, der trak forbi langs kysten, sagde bedstemoderen:

"Harpunér nu en af de mindste." De så nogle større hvaler dukke op. Da

der dukkede en mindre hval op, sagde bedstemoderen: "Harpunér nu". Barnebarnet svarede: "Den er for stor. Jeg vil vente til der

dukker en anden, der er mindre op." Der dukkede en op, der

var meget større end de andre. Den harpunerede han. Da hvalen fór

afsted, slap harpunøren linen.

Bedstemoderen holdt igen ved at stemme imod en fremspringende kant med

fødderne. Hun trak til. Da hun godt kunne magte opgaven, og da hvalen

tilsyneladende var ved at være træt, men da han så løftede hende bagi,

sprang hun i vandet, og hvalen dykkede ned under vandet med hende.

Han spejdede efter hende. Hvalen dukkede op længere ude; og efter

hvalen dukkede noget sort op. Det var bedstemoderen, som blev ved med

at sige: "Kom med min kære ulu, kom med min kære ulu", idet hun

samtidig trak linen til sig. Hun forsvandt ned

igen mens hun stadig snakkede om sin lille ulu. Hvalen dukkede op

anden gang og efter den bedstemoderen, som var ved at nå frem til

hvalen. Hun snakkede stadigvæk om sin ulu. Hvalen dykkede ned tredie

gang med hende, og den dukkede op igen endnu længere ude, og da sad

bedstemoderen oven på hvalen, idet hun stadig råbte om sin ulu.

Siddende på hvalens ryg, kom hun ud af sigte. Da hun var kommet

udenfor synsvidde, gik de hjem. Bror og søster blev herefter alene.

 

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

 

Kommentar: Fælles østeskimoisk myte. Det fremgår af enkelte versioner, at bedstemoderens kalden på sin ulu ligner den lyd, som småhvalerne udstøder.

(In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105:

The Blind Man who regained his Sight.)

 

 

 

Two siblings, a young man who had started to catch seals and his younger sister who was still quite small, lived with their grandmother at the bottom of a deep fjord. The lived all alone. The young man was a skilled (nakuunermit  literally: strong) hunter and they never wanted for anything. One day, he caught a bearded seal and his grandmother wanted the hide to make a coat for herself. But the young man (ussuttoq- he who caught the bearded seal) said, “I am going to use it to make hunting lines.” His grandmother was deeply offended. The whole time he was unhairing the skin, she thought constantly of these words, “When he has cut you out and begins to twist you, you will snap and hit him directly in the face.” While he was working on removing the hairs, she was completely focussed on this thought.  When she (prbable error for he” or perhaps “it”) was finished, the grandson began to twist it (the line, which had been cut out). When it had been twisted, he stretched it out and pulled it tight. Suddenly it snapped and hit him in his eyes, causing him to lose his sight. After he had gone blind, he stopped kayaking. He sat down in his spot on the plank platform on one side of the house and never moved from there. They lived on their stockpile of food which he had previously caught, but that got smaller and smaller. When there was only a small amount remaining, the grandmother no longer gave the young man any of the meat she boiled. When the meat was cooked and the grandmother and the girl had eaten it, she boiled up a piece of skin for the young man and he had to make do with that. The young man could smell the meat, but kept quiet as he was embarrassed/shy in front of his grandmother. One day, just as the meat ran out, the grandmother said, “A huge polar bear is about to eat 'igalaap erqutaa' (the window frame). She said to her blind grandson, “Shoot it. I will hold the bow so that the arrow is pointing at it.” Her grandson was willing. He got his bow and was ready to shoot. When the arrow was aimed at the polar bear, the grandmother shouted, “Shoot now!” Her grandson shot the arrow, unable to see what he was aiming at. But when he heard the roar of a polar bear, he said, “That sounds like the roar of a polar bear that is about to die.” His grandmother said to him, “You hit the frame (erqutaa) of the

window.” The grandmother went out and saw a dead polar bear lying next to the entranceway. She began to flense it and had never seen such a fat polar bear before. The grandmother said to the girl, “You must not tell your big brother about this, because we two shall eat the meat.” She gave the girl a lump of fat from the polar bear. The girl saved some of the fat in her fur collar for her older brother. She went inside to give the fat to him and said, “That is the biggest and fattest bear ever.” She went outside again and was given another lump of fat by her grandmother. She hid some of it in her fur collar. Her grandmother believed that she had eaten the whole thing and gave her another piece, saying “Have you already eaten it all up?” When the girl went inside, she gave him some of the fat which was really meant for her. Their grandmother had now finished flensing the animal and she boiled up some meat. Afterwards she boiled up a piece of old leather which was the bit of the covering of the women's boat where the straps (the oars) are fastened (with straps). When the piece of leather from the woman's boat was cooked, she gave it to him to eat, while she and the girl ate polar bear meat. The young man could smell the polar bear meat but said nothing. He soon stopped trying to eat the leather as he had a lump in the back of his throat (he was close to tears). His grandmother continued to treat him in this way. The broth from the real food which she boiled was poured away outside, and she gave him leather broth to drink.

 

One day the blind man said to his sister; “I would like to go for a walk. Take me by the hand.” His younger sister took his hand and led him outside. He asked her to lead him up into the hills and when they got there, he said, “You can just go back again. I will stay here.” When she had gone, he heard the sound of some geese.  They sounded as though they were about to fly right over him. One of them said in a clear voice, “There is a person down there. Let's fly down to him.” When they reached him, the blind man said, “I have come to be in a situation whereby One cannot see the world around me. The geese said, “We have unfortunately set off without any of the things that we would otherwise be able to use. But lay down on your back nevertheless.” When he was lying down on his back, the birds did watery dropping on his face. When they had done that, they wiped his eyes clean with their wings. They said that he must wait five days before he opened his eyes. That is to say, he would be able to open them on the sixth day.  Then they flew away. The following morning, his younger sister came back and brought him some of the food that had been given to her. When she went home, she wanted him to come with her but he did not want to go, so she went by herself. In the next five days, the younger sister went up and tended to him. Then the five days had passed and on the sixth day he opened his eyes and looked at the world around him. He had regained his sight! He looked around and saw a head bobbing up and down below him. He shut his eyes again. It turned out to be his sister that he had seen. When his sister arrived, he said, “You will be able to eat so much that you will get sick because my eyes have been healed. I can see again!” His sister did not believe him, and said that it could not be true. She said, “Open your eyes!” She could then see that there was nothing wrong with his eyes.

 

They went down again. The older brother saw a polar bear skin behind the house, stretched out on the ground to dry and held in place with pegs. On top of the entranceway he saw a whole load of polar bear bones. Inside the house, he saw polar bear paws. As soon as he had seen them, he closed his eyes once again and lay down on the plank bed at the side of the house. He pretended that he had been sleeping. After he had pretended to have a dream, he awoke and said, “I dreamt that there was a polar bear skin stretched out behind the house.”  His grandmother just said, “ajuutikasiit pilingusaqaat” (it is because of your disability?). He pretended to sleep once more and then

page 3

 

pretended to wake up and said, “It was as though I saw a whole load of polar bear bones on top of the entranceway.” His grandmother repeated what she had said before. The third time that he had pretended to sleep and then wake up, he said, “It was as if there were polar bear paws under the bed.” The grandmother said, “It is because of your disability.” Because his grandmother said this once again, the young man opened his eyes and pointed to them, saying, “I meant these.” His grandmother saw that he had opened his eyes and said hoarsely, “Here you are. Eat these. Eat them.”

 

As he could now see once more, he returned to his previous existence and began to catch a great number of seals. Then he developed a desire to exact revenge on his grandmother. One day he asked his little sister, “Are you really very fond of your pathetic grandmother?” His little sister said yes. He asked her the same thing many times. And since she always responded by saying yes, he could not do anything.

 

Finally, when he had started to catch, from the beach, small whales that migrated along the coast, he did his very best to gain his sisters consent to tie his harpoon line around her waist and use her as a hunting bladder. When she agreed to this, he asked his grandmother,” Would you be the one who resists the pull of the narwhal/beluga by standing firmly on the rocks. (unniulluaataannguarit). At first, she did not want to. But when he insisted, she said yes. The harpoon line was bound around her waist and they positioned themselves on a steep rock. While they looked at the whales which migrated along the coast, the grandmother said, “Be sure to harpoon one of the smaller ones.” They saw some larger whales swim by. When a small whale came along, the grandmother said, “Throw your harpoon now!” The grandson replied, “That one is too big, I will wait until a smaller one comes along.” Then one came along that was much bigger than all the others. He harpooned that one. As the whale darted off, the harpooner let go of the line.

 

The grandmother held on by bracing herself with her feet against a protruding ledge. She heaved on the line. She was up to the task and the whale seemed to be tiring, but when he lifted her up from behind, she jumped into the water and the whale dived down into the depths with her. He looked out for her. The whale resurfaced further out followed by something black. It was the grandmother who kept on saying, “Give me my precious ulu, come with my precious ulu.” while she kept on pulling the line towards her. She disappeared from view once again, still talking about her little ulu. The whale surfaced for the second time followed by the grandmother who was closing in on the whale. She was still talking about her ulu.  The whale dived for the third time with her in tow and resurfaced further out. That time the grandmother was astride the whale, still shouting for her ulu. Riding on the back of the whale, she disappeared from view. When she had disappeared from their range of vision, they went home. Thereafter the brother and sister remained alone.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921: 312 317; Rasmussen 1925: 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

 

Comment: A myth common to the Eastern Eskimos. Some versions make it clear that the grandmother's cries resemble the sound emitted by small whales.

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Ninnittaq

Print
Dokument id:357
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ninnittaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 288 - 292
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 232 ss. 877 - 897.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 21 - 31.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, II: 288 - 292: Oqaluttuaq Ninnitamik.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 55 ss. 166 - 172 har Rink sammenstykket denne + en anden variant. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 36, pp. 238 - 247.

 

Resumé:

Ninnittaq rejser nordpå, op til nord for Upernavik, med sine børnebørn. Her lider de ingen nød i mange år, hvor børnebørnene bliver store, gifter sig og selv får børn. Men da en hård vinteren sætter ind, tar den ungdommelige og alerte Nin. affære. Han drager en meget tidlig morgen afsted til et højt fjeld, klatrer til tops og ser en tågeformation langt ude på isen. Det er sent før han når hjem, men næste morgen tidlig vandrer han ud til den våge fuld af sæler, som frosttågen signalerede, fanger en lille netside og kommer meget sent hjem, hvor børnebørnene forbliver på briksen og tigger om tyggebidder. Næste morgen tager Nin. dog igen alene ud og kommer hjem med en større sæl. Denne gang tager børnebørnene deres kamikker på (og går ud på gulvet til maden? BS).

       

Næste morgen må Nin. atter alene afsted. Dagens fangst er en endnu større sæl, og denne gang er børnebørnene begyndt at ordne deres fangstredskaber. De er da endelig styrkede og klar til at tage med bedstefar på fangst ude ved vågen næste morgen, hvor han advarer dem mod at fange større sæler end de kan bære hjem. Han når dog hjem længe før børnebørnene med deres langt lettere byrder. Nin. har ude ved vågen set slædespor, som han næste dag, da han er alene ude igen, følger langt mod nord (nok snarere ud fra land over isen, BS). Bjergene bagude i land forsvinder bag horisonten, han kommer til et nyt land, som han vandrer hen over til den anden side med et lille hus, hvor han går på besøg hos en kvinde med to døtre. De gir ham ingen mad. Men da husets mand kommer hjem med fangst og har prøvet kræfter i armkrog med Nin. (der lader den fremmede vinde), får han masser af mad og tilmed begge døtre som koner for natten. De to unge kvinder har fra det øjeblik faderen kom hjem, renset de skinnende hvide tarme fra hans dagsfangst og syet ham en tarmskindspels på ingen tid.

       

Næste dag følges Nin. med sin svigerfar på fangst ud til en stor våge, hvor svigerfar advarer Nin. mod at fange for meget pga. den lange vej tilbage. Men Nin. fanger ligesom sv.far en stor og en lille netside og han kommer hjem længe, længe efter sin svigerfar, der ikke længere synes så godt om Nin. pga. af hans langsomhed. Den er også skyld i, at tarmene i Nin.'s fangst er blevet kolde og slatne og ikke længere egner sig til den tarmskindsanorak han har sat næsen op efter.

       

Næste dags fangst foregår på samme måde, men undervejs tilbage får Nin. den idé ikke længere at følge nøjagtig i sin svigerfars spor. Og da han træder i sit eget går det så rask af sted, at han når hjem længe før sin svigerfar, får sig en nysyet tarmskindsanorak af de endnu varme og fedtglinsende tarme, som de unge koner syr på ingen tid, og svigerfaderen, der blir lykkelig over Nin.s åbenbare hurtighed, udbryder: Nu kan vi ikke undgå at vinde. Nin. forstår det først langt senere, da de har kappedes to gange med en anden boplads i boldspil.

       

Tidspunktet for boldspillet aflæses af månens stilling, svigerfar laver et boldtræ til dem hver af skulderblade af hvalros og kvinderne syr dem alle nyt tøj. Det tar de på i en fart, da nabopladsens folk viser sig om det nærmeste næs, og boldspillet kan snart begynde. Nin. har fået tydelig besked på hvordan han skal bære sig ad, når familiens medlemmer slår bolden fra den ene til den anden, men han beslutter sig for at kludre i det. Modstanderne vinder og kaster sig tilmed over Nin, trykker ham ned, fylder hans tøj med sne, og svigerfar må redde ham ud af bunken af mænd.

       

Snart er det Nin. og hans svigerfamilies tur til at spille på udebane hos vinderne, og denne gang retter Nin. sig efter instrukserne, og slår egenhændigt og gang på gang bolden så højt op og afsted, at han snart er forsvundet over bakkekammen med den og hjemad. Svigerfar jubler og hoverer.

       

Efterhånden længes Nin. tilbage til sine børnebørn, som måske ikke engang har klaret den hårde vinter, trods fangsten lige inden han tog afsted. Hver nat øver han sig på at springe ud fra briksen uden at nogen gør det mindste tegn til at vågne. Da det endelig en nat lykkes, springer han fra sted til sted, og ned under konebåden, hvor han har gemt et stramtsiddende sæt tøj, som han har ladet sine koner sy. Han tar det på og springer stadig rundt ud på isen, ind i land og i rundkredse, for at sporene skal vildlede evt. forfølgere. Til slut fylder han sit gamle tøj med lyng, stiller dukken op som en isfanger i en nybygget snehytte og gemmer sig, indtil forfølgerne har tosset rundt i hans spor, harpuneret dukken i hytten og er forsvundet igen. Da vandrer Nin. i eet stræk hjem til børnebørnene, der har det godt, og ligeså disses børn og børnebørn, hvorefter de alle tar tilbage til deres gamle boplads i syd. Hér lever Nin. videre til han dør som en helt indtørret olding.

 

Var.: Ninnittaq; Isigaaseraaq; Iseraasoraq

 

Hist.: Ikke en historisk fortælling. Men den afspejler en vis viden om N V Grønland (nord for Upernavik). Det fremgår ikke helt klart om den fremmede svigerfamilie bor i Akilineq (= Baffinland), det nordligste NV Grønland, eller Thule-området. Ifølge Rinks oversættelse efter to versioner, denne og Kristoffers i 1866-71, I, s. 167 fører slædesporene Ninnittaq ret ud til havs og over til Akilineq.

Niuvertoq pingassunik ernilik

Print
Dokument id:1504
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Petagassik (?)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Niuvertoq pingassunik ernilik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 78, 14 ss. i A6-størrelse
Lokalisering:Illuerunninneq: ?
Note:

Handelsbestyreren med de tre sønner.

 

Muligvis er stednavnet Illuerunneq, der ligger nær Godhavn. Eller Illuerunnerit / Håbets Ø, eller et sted i det sydligste Grønland: søg på: Jakob Hagen

 

Nedskrevet noget kortfattet.

 

Ikke oversat

Velegnet til opdatering

Nukarîngnik / Nukariinnik

Print
Dokument id:361
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Lund, Jakob
Mellem-person:Lund, Jakob
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nukarîngnik / Nukariinnik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 83h - 89h, nr. 331
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157:

The two Brothers.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Om storebror og lillebror.

To brødre rejste langs kysten sydover i hver sin konebåd

for at finde et godt sted med sæler. De slog kun lejr ved mundingen

af en fjord, som var helt åben - altså hvor der ikke var øer ved

mundingen. Blandt den yngstes rejsefæller var en mand uden kajak. De nåede en

åben fjord og blev enige om at slå lejr dér. Den yngste slog lejr på

solsiden, og den ældste roede over fjorden og slog lejr på

skyggesiden.

 

Næste morgen ventede den ældste med at tage ud på fangst,

til den yngste var taget afsted. Han fangede en sæl, så forsvandt de

andre sæler. Han roede hen til sin lillebror og spurgte ham: "Hvordan

går det med fangstdyrene hos dig?" Lillebroren svarede: "De

forsvandt, da jeg havde fanget én!" Storebror sagde til ham: "Lad

os tage videre sydover i morgen."

 

Næste morgen tog de afsted; og da de

kom til en åben fjord, slog Lillebror lejr på solsiden, mens

Storebror roede over fjorden og slog lejr på skyggesiden. Næste

dag om morgenen ventede Storebror med at tage ud på fangst, til

Lillebror var taget afsted. Da han havde fanget to sæler,

forsvandt de andre. Han roede hen til sin lillebror og spurgte:

"Hvordan går det med fangstdyrene hos dig?" "De

forsvandt, da jeg havde fanget to." Storebroder sagde da, at de

måtte videre den efterfølgende dag.

 

Næste morgen tog de afsted, og da

de kom til en åben fjord, slog de lejr - Lillebror på solsiden og

Storebror på skyggesiden. Næste morgen ventede Storebror som

sædvanlig med at tage ud, til Lillebror var taget

afsted. Han havde fanget tre sæler, så forsvandt resten. Han roede hen

til Lillebror og spurgte: "Hvordan går det med fangstdyrene hos

dig?" Han svarede: "De forsvandt, da jeg havde fanget tre."

Så ville han videre den efterfølgende dag, sagde Storebror.

 

Næste morgen rejste de sydover og slog lejr ved en åben fjord -

Lillebror på solsiden, og Storebror roede over fjorden til skyggesiden

(der står: "saqqamut", men det må være forkert) - sådan som de

plejede. Næste morgenen tog Storebror afsted på fangst, da

Lillebror var taget afsted. Han fangede fire, så forsvandt resten.

Han roede hen til Lillebror og spurgte: "Hvordan går det med

fangstdyrene i dag hos dig?" Denne svarede: "De forsvandt, da jeg

havde fanget fire." Som sædvanlig ville Storebror så videre

sydover den næste dag.

 

Næste dag tog de af sted og slog som igen

lejr ved en åben fjord - Lillebror på solsiden, mens

Storebror roede over fjorden til skyggesiden. Næste morgen tog

Storebror ud på fangst, da Lillebror var taget af sted. Da han

havde fanget fem forsvandt fangstdyrene. Han roede hen til

sin lillebror og spurgte: "Hvordan går det med fangstdyrene hos

dig?" "De forsvandt, da jeg havde fanget fem," svarede han. Som

altid foreslog Storebror, at de skulle fortsætte sydover.

 

Næste dag tog de afsted og slog lejr ved en åben fjord - Lillebror

på solsiden; Storebror var på vej til den anden side af fjorden.

Der var nærmest ufremkommeligt på grund af lutter sæler. Så såre de

havde banet sig vej frem mellem alle de mange sæler, lukkede deres

rute lige så hurtigt til igen. Det var som om hele den store fjord var

islagt - så mange sæler var der. Hen på aftenen gik de til ro og faldt

i søvn undtagen manden uden kajak hos den yngste bror. Da han ikke

kunne falde i søvn, gik han ud og satte sig ned lige oven for teltet.

Mens han sad der, viste der sig en konebåd lige vest for lejren.

Konebåden var sort hel igennem (uklart om det er konebåden, der er

sort, eller om besætningsmedlemmerne var sorte). Han ville rejse sig,

men besluttede sig til at vente med at gå ned til dem, til de var nået

ind til stranden. Lige før de nåede stranden, ville han rejse sig op.

Men han kunne ikke. Han forsøgte at råbe, men det kunne han heller

ikke. Konebåden lagde til ved stranden. Nu var folk fra konebåden på

vej op. Lutter mænd, og bevæbnede. Da prøvede han af al magt

at råbe og rejse sig; men det var helt umuligt. De nåede op til teltet og gav sig til at stikke med deres våben bagfra ind i teltet. Han forsøgte endnu en

gang at råbe. Så gik de ned fra teltet. Da de var kommet

ombord i konebåden, lykkedes det ham at rejse sig op. Nu kunne han

også give lyd fra sig. Han gik ind i teltet; og se! nede på gulvet

kunne man spejle sig i blod. Man kunne se, at husherren var trådt

ud fra briksen, men var blevet dræbt. Da han så, at han og alle de

andre var blevet dræbt, blev han meget bange for, at broderen skulle

tro, at det var ham, der havde gjort det.

 

Om morgenen ventede Storebror som sædvanligt på, at Lillebror

skulle tage ud. Men da det var ved være midt på dagen, uden at

Lillebror var taget afsted, satte han over ad

Lillebror til. Han kunne dårligt bane sig vej mellem sælerne; og

ruten bag ham lukkede til med det samme, så mange sæler var der.

Da Storebror var på vej til Lillebrors lejr, tænkte manden

uden kajak, at Storebror nok ville dræbe ham. Alligevel gik han

ned, da han nærmede sig stranden. Storebror lagde til og spurgte:

"Hvor er han?" (Lillebror). Manden uden kajak svarede: "Mens jeg

i nat befandt mig uden for, fordi jeg ikke kunne sove, kom nogle -

formentlig kanofolk - og dræbte ham. Han er deroppe i teltet." Dertil

svarede Storebror: "Mon ikke det var dig, der dræbte dem?" Manden

uden kajak svarede: "Måske skulle du gå op og med egne øjne overbevise

dig om, at han og alle de andre er blevet dræbt. Bagefter kan du så

dræbe mig." Storebror gik i land og gik op til teltet. Han så, at

teltskindet var blevet gennemhullet; og inde i teltet kunne han spejle

sig i blod. Da han så alt dette troede han den kajakløses ord. Han fik

manden uden kajak anbragt i Lillebrors kajak. Han bandt kajakken

fast til sin egen kajak og roede over fjorden med ham til sin lejr.

Fra nu af bestilte Storebror ikke andet end at lede efter disse

bevæbnede folk. Det gjorde han til søs i kajak og over land. Dagene

gik med eftersøgning skiftevis i kajak og over land. På denne måde

nåede han vidt omkring - også op på høje fjelde i sin søgen efter de

bevæbnede folk, som han gerne ville hævne sig på.

 

En gang, han kom op

på det højeste fjeld, kiggede han sig omkring og fik øje på en ø langt

ude. Han orienterede sig nøje om beliggenheden og hæftede sig ved

isfjelde, han kunne bruge som pejlemærker. Næste morgen tog han af

sted og roede mellem de isfjelde, han havde taget pejling af, ud til

øen. Der var ingen steder, hvor han kunne lægge til og gå i land. Han

roede rundt om øen og så til sidst en klipperevne, hvor han lagde til

og gik i land. Han kom op på øen; men da der intet var at bemærke,

roede han hjemad. En gang, på en af sine ture, gik han over en

bjergryg. Lige på den anden side stødte han på et stort menneske. Han

kom helt hen til manden, der var bevæbnet med en lanse. Han tænkte:

"Mon ikke det var ham, der dræbte min lillebror?" Da han tænkte sådan,

sagde det store menneske: "Jeg har ikke dræbt ham. Jeg er en enlig

mand, som ikke tænker på den slags; hvis du mangler følgeskab, vil jeg gerne

følges med dig." Han fik det store menneske til ledsager; og sammen tog

de afsted. Mens de gik, sagde manden, der ledte efter Lillebrors

mordere: "Her er spor af en isbjørn." Hans store ledsager bemærkede:

"Nu har du fanget en isbjørn." Den anden sagde: "Det er gamle spor."

Kæmpen var stædig og sagde: "Jo, du har fanget en isbjørn." Da kæmpen insisterede på, at han havde fanget en isbjørn, sagde han:

"Hvis jeg virkelig skulle have fanget en bjørn. Så dræb den da!"

"Det skal jeg nok, følg mig bare og træd i mine spor," sagde kæmpen. Med de ord vendte han rundt, og man så kun hans sorte fodsåler. Den anden fulgte nøje i hans

fodspor. Da han så ham igen, havde han dræbt isbjørnen, og han ventede

bare på ham. Da han nåede derhen, sagde kæmpen: "Her

har du din isbjørn."

"Da jeg hverken har set eller dræbt isbjørnen, kan den umuligt være min. Det var dig, der så den, så den må være din," sagde han.

"Hos os får den, der har set sporene, kroppen. Så det er kun dig, der skal ha' den. Jeg skal bare spise kødet," sagde kæmpen.

Da de havde flænset isbjørnen og havde sikret storebroderens part, ved at dække den til med sten, vadrede de ind i landet.

 

Mens de travede afsted, sagde kæmpen: "Hvor hurtigt løber du?"

Storebror svarede ham: "Jeg kan godt løbe landdyrene ind."

Kæmpen sagde: "Så løber du ikke så hurtigt, du må løbe hurtigt, for vi skal nu forbi eqqillit (hundemennesker), der parrer sig. Mit tilflugtssted er heroppe mod nord."

Storebror kiggede mod nord og fik øje på en stor klippehule i et

stejlt fjeld med en snefanen der skrånede ned under den. De stak i rend af alle kræfter derhenad. Nogle gange tog det

kæmpen et forspring; men så standsede han og ventede på

Storebror. Når den anden (Storebror) indhentede ham, løb han videre. Og inden eqqillit nåede dem, var de kravlet op i den store

klippehule. De var dårligt oppe, så kom eqqillit. Kæmpen stak dem ihjel i rask tempo med sin lanse. Da han havde dræbt en hel masse, sagde

Storebror: "Lad mig også dræbe nogen." Kæmpen sagde: "Hvis

du prøver på det, kravler de bare herop." Da kæmpen nægtede ham at dræbe nogen, lykkedes det alligevel Storebror at mase sig frem forbi ham, og så myrdede han løs på dem med sin lanse. Han ville fortsætte sit myrderi; men så sagde kæmpen: "Hold så op med det, der er snart ikke flere tilbage; jeg plejer jo at handle med dem."

Den anden (Storebror) svarede: "Lige lidt endnu!" Da Storebror ikke ville høre efter, masede kæmpen sig forbi ham. En af eqqillit viste sig.

Flere gange var han lige ved at stikke ham i ansigtet. Så forsvandt

han. Da eqqillit forsvandt, sagde det store menneske: "Nu flygter de,

og de kommer ikke igen. Kig engang ned." Storebror kiggede ned og så, at snefanen, som for ganske kort tid siden var bare sne, nu lignede land; så mange var de dræbte eqqillit.

 

De gik ned fra klippehulen og kiggede på de flygtende eqqillit. De sås som

"killavaartunnguit" (spredte rækker), så få var de blevet.

       

De gik videre, og da de på den anden side af en høj kunne se en stor slette

med et stort hus midt på, sagde kæmpen: "Det er vores

lille hus." Den store slette omkring huset glimtede ligefrem af hans

mange børn - de ældste gik rundt og de yngste kravlede rundt. Det

store menneske sagde til sin ledsager (Storebror): "Er der ikke osse

mange?" Da ledsageren sagde ja, fortsatte han: "Inden for er der

også mange." Inde i gangen, som de nu kunne se ind i, var hele

gulvet dækket af kravlende unger. Kæmpen sagde igen:

"Er der ikke osse mange?"

 Da ledsageren sagde ja, sagde han:

"Inden for er der også mange." De gik ind og så, at der kravlede unger rundt alle vegne - på gulvet, på briksen og på sidebriksen. Da Storebror var

inde, blev der sat mad frem. Så sagde kæmpen:

"Nu har vi for én gangs skyld fået gæster, og så er der ikke en

gang til at få ørenlyd. Jeg vil myrde dem." Straks myrdede han løs - først på dem, der var på briksen. Han gik ned i gangen og han gik ud. Udenfor er der heller ikke til at få ørenlyd for ungernes skrål. Så tav de. Da faderen kom tilbage, sagde han: "Du så, hvor mange de var. Nu har jeg dræbt dem alle sammen. Har du nogensinde hørt om Nakkaajooq?" Storebror svarede ja. Så sagde det store

menneske: "Det er mig, der er Nakkaajooq. Jeg har ikke så mange

efterkommere (kinguaassiorneq ajorpunga - jeg efterlader ikke børn),

fordi jeg dræber dem. Men når jeg bliver gammel, vil jeg sætte børn i

verden! (vil jeg lade dem leve). Da de om aftenen så småt skulle i

seng, gik det store menneske ud og kom ind igen med et isbjørneskind

og et rensdyrskind. Han redte et natteleje til gæsten på sidebriksen.

Her lagde han isbjørneskindet, som gæsten skulle ligge på, og han

skulle have rensdyrskindet til tæppe og han sagde: "Sov blot uden

frygt." Da Storebror  gik i seng, kunne han ikke falde i søvn, fordi

han ventede det værste. Først henimod morgen faldt han i søvn.

 

Midt i sin gode søvn fór han sammen og vågnede. Da var de stået op alle sammen. Han stod op, og han havde netop sat sig, så sagde kæmpen:

"Skal du hjem?" Storebror svarede: "Jeg ved det ikke rigtigt, men det

skal jeg nok." Kæmpen sagde: "Vent med at tage hjem. I dag

skal jeg på isbjørnejagt dér, hvor jeg plejer at jage. Tag med." Det

ville storebror gerne, og de tog afsted.

 

De gik indefter. Fra en høj

så de en udstrakt lavning, der strakte sig fra nord til syd og hvor

hele rækker af isbjørne var på vandring. Det var kun muligt at komme

ned til lavningen ved at springe ned. Kæmpen sprang ned i

lavningen og dræbte en isbjørn, som han så slyngede op (til det sted,

hvorfra han sprang ned). Han lænsede én til, som han også slyngede op.

Da han havde fanget fem, kom han op og sagde til storebror: "Nu er

det din tur til at stikke og fange isbjørne." Storebror sprang ned og

stak en isbjørn ihjel. Kæmpen sagde, at han skulle smide den

op. Det prøvede han; og han var lige ved at få den helt op, men den

faldt ned igen. Mens han om og om baksede med at smide den op, råbte kæmpen: "Pas på, en isbjørn, der, lige ved, stik den!" Han dræbte den; og han forsøgte nu at

slynge dem begge op. Så hørte han manden sige: "Endnu en, der, lige ved, stik den." Mens han baksede med at slynge tre isbjørne op, sagde den anden: "Se dig om i nord." Det gjorde han; og han opdagede, at hele den store lavning var fuld af isbjørne, som var på vej imod ham; og der fløj støv op i luften, når de

rodede i jorden (pujortuinarsuakasiussaraat paassorigamikkik). Kæmpen sagde: "Spring herop, nu!" Han sprang op og nåede lige op, men faldt ned igen. Han sprang op igen, men faldt atter ned. Han sprang op tredie gang, og han var lige ved at falde ned igen; men kæmpen nåede lige at gribe ham;

ellers var blevet ædt.

 

Da de mange isbjørne var kommet forbi, sprang det store menneske ned og smed de bjørne, som Storebror havde nedlagt, op. Nu skulle de hjem; og kæmpen sagde: "Tag du en af dine bjørne på ryggen, så tar jeg min fangst og to af dine på ryggen." Det store menneske arrangerede sin byrde sådan, at han havde sine fem foran og de to af Storebrors på ryggen. Han skulle altså bære syv isbjørne. Da han startede sagde han: "Jeg går i forvejen. Du skal bare gå samme vej tilbage." Med de ord vendte han ryggen til, (og gik så stærkt at)og man så kun hans sorte fodsåler. Da han kom ud af sigte, fulgte Storebror det brede spor, kæmpen havde trådt. Da huset blev synligt, opdagede han, at den nærmeste omegn ligesom bevægede sig; der var de ældre børn, der kastede med deres legetøjsharpuner. Da han kom ind i huset, fik han serveret mad. Mens han spiste, sagde kæmpen: "Du så i går, hvordan jeg dræbte mange af mine børn. Men se nu alle disse, der er blevet født i nattens løb."

 

Dagen efter skulle gæsten hjemad; og kæmpen sagde: "Jeg ville gerne købe din lanse, så får du til gengæld skind til at beklæde teltet indvendig med." De gik ind i kæmpens forrådshus. Her var der masser af skind til indvendig beklædning. Han tog dem ud og foldede dem ud, så Storebror kunne se dem: Skind af store og små

bjørne, skind af forskellige sæler, der hver for sig var færdigbehandlede

til indertelt. Mens storebror kiggede på dem, foldede det store menneske skind af netsideunger ud - ligeledes færdige til indvendig beklædning. Han kiggede skiftevis på disse skind og skind af isbjørneunger og kunne ikke hitte ud af, hvad han skulle vælge. Så sagde kæmpen:

"Han vil ikke have nogen. Jeg kan jo bare dræbe ham og få hans lanse."

Da blev Storebror konsterneret; og i stedet for de skind,

han helst ville have, pegede han på skind af store bjørne. Dem fik

han.

Han skulle så småt afsted, da kæmpen sagde: "Tag du det samme læs som i går. Jeg tager de andre bjørne og skindene til indertelt. Og også

den (tredje) bjørn derhenne, som du har fanget. Du skal bare gå den samme vej som herhen!"

 

Med de ord drejede han rundt, og gik nedad, så (hurtigt at) man kun så det sorte fra hans fodsåler. Storebror fulgte efter ham. Indimellem blev han træt og måtte hvile sig. Storebror var kommet et godt stykke ned.

Så mødte han kæmpen på vej hjem. Storebror spurgte, hvor

han havde lagt byrden. Han svarede: "Jeg har lagt dem ved dit lille

hus!" Storbror tænkte: "Han har sikkert narret mig. Så hurtigt kunne

han umuligt gå!" Storebror tænkte, at han nok ville finde dem et sted

undervejs. Nu kunne han se sit lille hus; og han nærmede sig det og

opdagede, at det var rigtigt nok. Det store menneske havde lagt sin

byrde bag huset. Efter dette holdt Storebror op med at lede efter de

bevæbnede folk; og siden fjernede han sig aldrig igen så langt fra

bopladsen.

 

Var.: De to brødre. Kreutzmann 1997 99 101; Kristoffer nr. 145; Mathæus nr. 110; Hintrik Om to fætre; Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Broderens hævn over kanofolket. To brødre på hver side af fjorden;

 

Kommentar: Episoden med kæmpen, der dagligt får og dræber et mylder af unger, er unikt i den grønlandske overlevering. Morderne i konebåden er et motiv, der bruges i såvel nordbofortællinger som fortællinger om sælmennesker, umiarissat el. qajarissat, der hævner sig.

Der er ingen tvivl om moralen i denne version af qajarissat-fortællingen. Storebror er alt for grådig. Det er end ikke nok med fem sæler i første forsøg.

Som modsætning præger myrderier hele fortællingen: af sæler, af eqqillit, af børn, af bjørne. Kæmpernes ressourcer og frugtbarhed forekommer endeløs. Hans børn "myldrer frem på jord" ?

Om en fra Takisoq

Print
Dokument id:65
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Om en fra Takisoq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 336 - 337
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 118 ss. 615 - 617.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 336 - 337: Oqalualaarut Takisormiumik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:110 - 111.

 

Resumé:

I sin tid var folk fra Pisuffik eminente kajakroere. Fortællingen skildrer (ikke helt klart), hvorledes en kajakmand fra Pisuffik og en fra Takisoq følges indad fra fangst i pålandsstorm, hvor de lader sig overskylle af hver enkelt bølge, ror til under den og kommer ud i perfekt balance på den anden side. Med eet går det galt, vist nok for Pisuffik-manden, der rives ud af sin kajak. Den anden prøver at komme ham til undsætning og siger at han ikke kan redde ham, men at han kan hægte sig fast bag på hans kajak, og se om det går. Det gør det faktisk. Men redningsmanden må tage ham med til sin egen boplads. Da den reddede kajakmand endelig når hjem bliver hans familie naturligvis ovenud lykkelige.

 

Hist.: Fortællingen virker autentisk, men som sagt er det uklart, hvem der redder hvem.

Om en qivittoq

Print
Dokument id:82
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Om en qivittoq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 392 - 395
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 137 ss. 369 - 704.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 392 - 395: Oqaluttuaq qivittumik.

 

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 60, ss. 98 - 101.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 129, s. 462 - 463: The Mother and Son as Kivigtut.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 147 - 154.

 

Resumé:

En kvinde med en lille søn sørger så dybt og længe over sin mands død, at hun går til fjelds med sønnen, da en mand prøver at indsmigre sig hos hende. Hun gemmer sig for dem, bl.a. sin bror, som prøver at finde hende og bygger så hus i en hulning helt inde ved indlandsisen. Der er bær og ryper hele efteråret. Da vinteren kommer med snefog, og de må blive inde, ser den lille søn noget stort bevæge sig oppe i sneen. Det er et rensdyr, der skovler sne væk for at finde føde. Kvinden får ram på den med sin lille ulu på et langt skaft ved at nærme sig, hver gang snefoget tykner til. Hun forfølger blodsporet og falder over den forblødte ren, som giver de to mad for lang tid. Men et fremmed væsen stjæler i mørket hver nat den portion moderen har sat frem til sønnen, når han vågner.

Moderen mener, tyven må være en mandlig qivittoq og beder sønnen om altid hade de grimme mænd, og ellers vente. Imens går hun ud og sporer tyven til et lille hus i en slugt i en nunatak. Men det er en gammel kone, der henrykt inviterer hende og sønnen til at bo i sit lune, skindforede hus. Med vilje har hun stjålet for at lokke dem til sig.

De lever godt sammen. Den gamle fanger rener, moderen efterhånden også og til sidst er sønnen vokset op til jæger. Da den gamle kone dør, lader de taget begrave hende og vender tilbage til deres første hus, hvor snart moderens bror, der har uddannet sig til angakkoq / åndemaner / angakok og sporet dem, kommer på besøg. Sønnen må beroliges for ikke at dræbe sin onkel, der jo er en styg mand i hans øjne. Broderen bliver glad for livet i indlandet, men da hans søster dør, savner de to mænd en kvinde. En sådan skærer morbroderen af enebærtræ, og hun klarer nu alt hus- og syarbejdet, hvorfor de lever fedt og godt igen af den jagt, de nu uhindret kan hengive sig til. Desværre overtræder nevøen forbudet mod at beklage sig over, at huset stinker af enebær når det bliver varmt. Straks trækker enebærkvinden kamikkerne af, lægger sig under skindet og forvandles tilbage til en trædukke.

Noget senere dør nevøen af sting, og skønt morbroderen begraver ham forsvarligt, bliver han i fem dage ved med at vende tilbage til livet. Dog ser han værre og værre ud og bliver mere og mere sindssyg og aggressiv. Endelig begraver onklen ham i huset ved at lade taget falde ned over ham. Selv flygter han ind i en hule for at sove, men den døde kommer ildsprudende flyvende derhen, prøver at lokke onklen ud og fortæller, hvordan moderen altid har opflammet ham til at hade alle mænd. Onklen ligger som lammet. Så lysner det. Den lysende døde forsvinder tilbage til sin husgrav, alt bliver mørkt, og nu kommer onklen på benene. Hjemme igen fortæller han ofte denne historie.

 

Var.: Der er mange qivittoq-fortællinger. Men denne er ikke helt almindelig.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Hist.: Vanskeligt at vide om de lysende døde skyldes kristen påvirkning. Der er også en righoldig lys - mørke symbolik i det traditionelle verdenssyn. Se GTV = (Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

 

Kommentar: Ikke alle qivittut er åbenbart dømt til at forblive borte, men onklen er jo også angakkoq. Nevøen er blevet som en af ånderacerne, der undertiden siges at kunne leve op igen fem gange, men altså ikke som dem leve et helt liv hver gang. Se også Tusilartoq, der pga. af sit ikke aflagte hedenskab heller ikke kunne dø ordentligt.

oqalugtuaq avdla / De to brødre ved fjordmundingen

Print
Dokument id:240
Registreringsår:1858
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mathæus
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq avdla / De to brødre ved fjordmundingen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 317 - 320, nr. 110
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157:

The two Brothers.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En anden fortælling.

To brødre fik hver sin vinterboplads ved mundingen af Kangerlussuaq, den yngste på skyggesiden og den ældste på solsiden. En aften gik den yngstes kiffak ud for at forrette sin nødtørft. Hun så en skinnende blank båd komme frem (fra den anden side af et næs). Kvinden forsøgte at rejse sig, men hun kunne ikke. Mange bevæbnede mænd gik i land og styrede direkte op til huset. Inde fra huset hørtes skrig og hyl. De kom ud igen med undtagelse af en enkelt. De løb ned til stranden og hoppede i havet. Det viste sig, at det var sortsider i menneskeskikkelse, der var kommet for at dræbe dem. Kiffakken tog af sted til broderen med det samme uden at vente på, at det skulle blive morgen. Hun måtte gå inden om fjorden. Da hun kom ind i huset, spurgte den ældste bror hende: "Hvad skal du her?" Kiffakken svarede: "Jeg flygtede, da alle de andre i huset blev dræbt. Tag først over og se dem selv, så kan du dræbe mig bagefter." Han tog over til broderens boplads og fandt dem. Storebroderen tog ikke mere ud på fangst, men var på rejse hele tiden.

En dag roede han i kajak østover. Da han ikke længere kunne se husene på

bopladsen, gik han i land og fortsatte mod øst over land med sin lanse.

Så fik han øje på et hus og gik derhen. Han kiggede ind gennem vinduet, og

derinde sad en mand med ét øje og puslede med noget. Manden med det ene øje så

ham og bad ham om at komme ind. Han kom ind og satte sig ganske tæt op ad ham.

Denne sagde: "Flyt dig lidt, ellers kommer jeg nemt til at snitte dig." Gæsten flyttede sig en smule. Den enøjede sagde nu: "Kom med noget mad." De tykmavede kvinder gik ud og kom tilbage med alle slags mad: tørret rensdyrkød, tørret sælkød og rentalg. Da de havde spist sig mætte,

bad værten kvinderne om at komme med noget, de kunne tørre hænderne med. Det var

den tyndeste del af rensdyrskind, som var ganske velegnet. Værten

sagde, at han ville følge ham ind i landet.

 

Da gæsten skulle i seng, sagde værten: "Sov kun roligt. Du skal ikke frygte noget."

 

Da han vågnede om morgenen, var værten i gang med at lave pile. Dem svøbte de ind i et stort sortsideskind og vandrede ind i land og nåede til randen af indlandsisen. Den enøjede sagde: "Stil dig ved kanten af indlandsisen og råb!"

Da han råbte, så man noget snefygning på indlandsisen. Så viste der sig tre store isbjørne. De dræbte dem alle tre. Den enøjede spurgte: "Morer du dig?" "Ja", svarede den anden. Den enøjede bad den anden råbe endnu engang.

Han råbte igen. Så myldrede det frem med mennesker. Den enøjede

sagde: "Stil dig bag mig, ellers bliver du ramt af deres pile." Det gjorde han,

og pilene ramte ved siden af. Da de ikke havde flere pile, kom turen til den enøjede. Han dræbte dem alle undtagen én. Den enøjede spurgte: "Er du blevet godt underholdt?" Dette svarede den anden bekræftende til.

 

Nu var de på vej hjemover. På hjemvejen fik manden fra kysten øje på sin følgesvends lanse og spurgte ham, om han kunne købe den. Det måtte han gerne.

 

De kom tilbage til huset, hvor den enøjede boede. Denne tog ham med ud til

forrådsrummet og viste ham en masse skind, der var beregnet til at beklæde det

indvendige af teltet med: Hvide skind med en tynd sort stribe på ryggen, som

skulle være havets albinoharer. Gæsten fik disse skind forærende, og den enøjedetilbød, at en af kvinderne kunne bære dem på ryggen. Det var flere

kvinder meget villige til. En af dem kom af sted med sin byrde

anbragt oven på maven. Hun gik så hurtigt, at manden fra kysten ikke kunne følge

med. Da han nåede hjem, lå skindene oven på huset. Efter denne tur fik manden

ro i sindet.

 

Var.: 1. episode: De to brødre. Kreutzmann 1997 99 101; Kristoffer nr. 145; Jakob Lund Nukariinnik; Hintrik 1996: 28. De to brødre ved fjordmundingen, Kreutzmann;

2. episode: Jeg har trampet det til.

oqalugtuaq avdla / Ernisuitsoq / Qûjavarssuk / Den ufrugtbare

Print
Dokument id:1069
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Dahl, Jakob (Dahl, Jacob)
Nedskriver:
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq avdla / Ernisuitsoq / Qûjavarssuk / Den ufrugtbare
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 628 - 632, nr. 178
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 19 ss. 93 - 96 har Rink sammenstykket 3 varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 13, ss. 148 - 154: The Barren Wife.)

 

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 33 - 35: En anden historie.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En anden fortælling (Qujaavaarsuk).

 

Der var engang en lille ældre mand, der havde mange sønner. Han behøvede ikke længere at tage ud på fangst. ('qajar- torneq ajulerdlune' betyder egentlig ordret, at han ikke længere kunne tage ud på fangst. chr.b). På stedet var der også en gift kvinde, der ikke kunne få børn. Manden var vild efter, at de skulle have et barn, så han sagde til sin kone, at hun, når den lille ældre mand var taget ud for at fiske ulke, skulle stille sig på stranden lige ud for ham. Hun stillede sig på stranden lige ud for ham, men da han ikke lagde mærke til hende ('ilagsíngímane' - ordret: da han ikke hilste på hende. chr.b), gik hun hjem. Manden spurgte hende: "Har han ikke lagt mærke til dig?" Konen svarede, at den lille ældre mand ikke havde lagt mærke til hende. Manden sagde, at hun, næste gang den lille ældre mand var ude at fiske ulke, skulle stille sig på stranden lige ud for ham. Heller ikke denne gang lagde den lille ældre mand mærke til hende, og hun gik bare hjem. Manden spurgte hende: "Har han ikke lægt mærke til dig?" Det havde han ikke bekræftede konen. Så sagde manden at hun skulle prøve en tredje gang.

 

Da den lill ældre mand nu så hende tænkte han: Mon kvinden derinde vil mig noget, siden hun flere gange har stillet sig op lige ud for mig? Han roede ind, gik i land og spurgte hende: "Hvorfor følger du altid efter mig langs stranden?" "Min mand har sagt at jeg skulle stille mig på stranden lige ud for dig, fordi han så gerne vil have et barn. Derfor er jeg gået herhen hvor du er." Så havde den lille ældre mand samleje med hende, hvorefter de tog hjem.

 

Da der var gået en tid blev kvinden gravid. En dag fik den lille ældre mand at vide, at hun skulle til at føde. Så gik han hen til sin bedstemors

grav og fjernede en halshvirvel. Han lagde halshvirvlen på en oval tallerken.

Han iførte sig sin helpels og roede mod vest uden for kysten. Her fangede han en

stor skarv og roede hjem. Da han kom hjem, blev denne skarv lagt på en tallerken

(eller måske: tallerkenen. CB) og bragt til kvinden, som havde svært ved at

føde. Der blev sagt til hende, at hun skulle spise fuglen og begynde

fra enden af tallerkenen. Så endelig fødte hun og det blev en dreng. Drengen fik

navnet Qujaavaarsuk.

 

Drengen fik skarven (skelettet ?) og halshvirvlen som amuletter.

Hans stedfar elskede ham meget højt og da han var blevet ret stor fik han bygget en kajak til ham. Han tog ham ud på fangst og en dag harpunerede drengen en sæl og faderen fik drengens første fangst ubeskåret. Med tiden blev Qujaavaarsuk en meget dygtigfanger og fangede meget for sine brødre. Til sidst blev brødrene misundelige på ham og de gav sig til at lave en tupilak. Da tupilakken var blevet levende,

begyndte de at kigge efter deres bror for at gå på jagt efter ham - når han var

ude på fangst og når han kom hjem. Den store skarv, som sad ved siden af ham,

hakkede tallerkenen med sit næb. En halshvirvel af et menneske spærrede dem vejen. Da de ikke kunne fange ham, kredsede tupilakken

omkring hans hus, når han kom hjem, men hver gang var den store skarv foran ham

og hakkede. Til sidst måtte de opgive at dræbe ham.

 

Engang hørte Qujaavaarsuk, at man i Amerloq (Sisimiut/ Holsteinsborg)

plejede at fange hvaler. Han tog til Amerloq med faderen og moderen som roere

for at skaffe sig noget fiskesnøre (af hvalbarde, BS). De roede nordpå og nåede til Paaraarsuk,hvor de kom til at bo hos en mand, som også hed Qujaavaarsuk. Her overvintrede de.

 

En dag råbte stedets leder ind i huset: "Nu kan man snart vente hvaler. Lad

os tage ud og fange noget, vi kan bruge til fangstblærer". De lavede sig til

og tog af sted. Lederen roede mod vest uden for kysten.

Qujaavaarsuk tog til Qipingasoq og der fangede han en spraglet sæl

('qasigiatsiaq' - Sch.L: småspraglet sæl. chr.b). Han tog hjem igen. Meget snart efter at han var kommet hjem, så kom lederen hjem med en

stor remmesæl. De krængede skindet af sælerne. Qujaavaarsuk råbte ind i lederens

hus og bad ham om at komme og se den fangstblære, han havde lavet (det kan også

opfattes: at se det skind, han skulle lave en fangstblære af. CB). Da lederen

kom ud og så fangstblæren sagde han: "Det er tvivlsomt, om den kan ses

på havet, når hvalen dykker (Det er nok det, der menes, men

'erssiserquvdlugo' kender jeg ikke. CB). Så bad han Qujaavaarsuk komme og se

sin fangstblære. Qujaavaarsuk gik derhen og fangstblæren lignede en båd, der lå

med bunden i vejret.

 

Da de blev færdige med fangstblærerne, tog de ud for at gå på jagt efter

sovende hvaler. Moderen sagde til Qujaavaarsuk: "Jeg måtte helt ned til stranden

for at blive gravid med dig (det er vist det der er meningen. CB), så du må hellere kigge efter hvalen i nærheden af stranden".

 

Næste morgen tog de afsted. Da de kom ud af Paaraarsuk, tog lederen mod vest. Lige udenfor Paaraarsuk, hvor Qujaavaarsuk befandt sig, dukkede hvalen op. Han roede hurtigt til og harpunerede den. Fangstblæren forsvandt ned i havet. Han råbte om hjælp.

Lederen råbte: "Hvorhen, hvorhen?" Qujaavaarsuk svarede ham: "Til stranden, til

stranden". Lederen råbte: "En hval, der er stukket vil aldrig flygte til

stranden". Lederen roede længere ud for at være dér, hvor han forventede hvalen

ville dukke op. Så så de hvalen dukke op lige ved stranden. Her råbte

Qujaavaarsuk at han skulle komme hen. Han kom og de stak løs i den for at aflive den. De dræbte den, efter at hvalen havde flyttet sig til

området lige uden for Paaraarsuk.

 

Qujaavaarsuk advarede sine roere mod at spise af hvalen. Men hans ledsagere gav sig straks til at spise, selvom han advarede dem. Qujaavaarsuk skar et stykke mattak og kød og sendte dem ind til sin mor med en kajak. Moderen kogte disse og da de kom hjem, lagde hun dem på en tallerken og tog dem ind i huset. I den ene hånd havde hun et stykke halshvirvel af en skarv og et menneske og i den anden hånd mattak og kød og dem delte hun til roerne. Da de havde spist halsstykkerne, begyndte de at spise det almindelige, nemlig mattakken og kødet. Efterhånden blev alle bopladsfællernes munde stive. Sådan var de hele vinteren.

 

Sommeren efter at han havde fanget hvalen ville han tilbage til sin boplads. Han lastede konebåden med hvalbarder, så den kom til at ligge dybt i havet. De tog af sted tilbage til deres boplads, for at moderen til sin tid kunne blive begravet dér.

     De nåede tilbage til Alluitsoq og han uddelte hvalbarder til sine mange

brødre. Han vendte aldrig tilbage til Amerloq. Slut.

     Jâkob Dahl

Var.: Qujaavaarsuk. Jakob Dahl synes at have misforstået enkelte passager og givet dem sine egne, ikke helt indlysende tolkninger. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

 

Hist.: Hvalfangsten nær Sisimiut, ved Amerloq, tiltrak mange sydlændinge i hvalfangst- og tidlig kolonitid. Efter en epidemi i 1800 flyttede mange sydgrønlændere hertil, især fra Paamiut.

oqalugtuaq Nukarîngnik / De to brødre ved fjordmundingen

Print
Dokument id:238
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Nukarîngnik / De to brødre ved fjordmundingen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 315 - 317, nr. 109
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om de to brødre.

 

To brødre bosatte sig i en fjord over for hinanden - den ældste på solsiden og den yngste på skyggesiden. Den yngste havde en ældre kvinde, sin mor, boende i huset som familiens kvindelige overhoved.

 

Det skete engang ved efterårstid, hvor der blev fanget mange sæler, at

den ældre kvinde om aftenen gik udenfor kun iført sine indebukser for at

forrette sin nødtørft. Så så hun en konebåd komme frem fra den anden side af et

lille næs og nærme sig hurtigt. Hun blev glad i forventning om at se fremmede.

Hun ville underrette de andre ved at råbe, at der kom en konebåd, men hun kunne

ikke få en lyd frem. Hun ville rejse sig, men det kunne hun ikke. Konebåden

lagde til og nu gik de i land og var på vej op mod huset med deres våben, der

glimtede. Hun kunne stadigvæk ikke få en lyd frem. De gik op på husets tag og

stak deres spyd ned gennem taget og spiddede beboerne. Derefter steg de ned fra

taget. Kvinden troede ellers, at de ville ind i huset. I stedet for gik de ned

til stranden, hvorfra de sprang ud i havet og blev til en stor stime sæler, som

nu svømmede i retning mod nord. Nu kunne kvinden pludselig rejse sig. Hun tænkte

på at gå ind i huset, men da der sikkert ikke var overlevende tilbage, tog hun

af sted midt om natten bare iført underbukser til den anden side af fjorden -

inden om bunden af fjorden, hvor der var en bræ. Hun slap helskindet fra

vandringen over bræen og nåede den ældste søns hus. Moderen fortalte sønnen, at

kanofolkene havde dræbt alle hendes husfæller. Det ville sønnen ikke tro på og

han beskyldte sin mor for at have dræbt alle i huset. Da de ikke kunne komme

overens om det, der var sket, tog sønnen ud til en boplads, der lå længere ude.

Der mødte han en åndemaner og ham bad han om at finde ud af, hvad moderen

eventuelt havde gjort ved den yngre broder. Åndemaneren manede ånder og pegede ivrigt efter noget. Han kunne følge dem indtil indlandsisen,

men måtte opgive at følge dem videre, da boblerne, som de lavede, når de

dykkede, ikke længere kunne spores. Dagen efter tog åndemaneren af sted sammen

med sin vært over land for at lede efter deres spor. De gik i land ved bræen og

gik ned medbringende bue og lanse. På en nunatak traf de et menneske med ét øje.

De forhørte sig om kanofolkene, men han kendte ikke noget til dem. De gik videre

og traf nogle mennesker, hvis øjne "kiggede på tværs". De kom ikke helt hen til dem.

De begyndte at skyde på dem med buen. Da de havde brugt alle deres pile, dræbte

de dem med deres lanser. Den ældre søn dræbte ikke sin mor, fordi han nu havde

hævnet sig ved at dræbe disse væsener, som havde øjne, der kiggede på tværs.

 

Var.: Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat; indledningen er også brugt i Kunuk; og en om "løberne" der undertiden er blevet associeret til nordboerne eller indianerne.

De to brødre. Kreutzmann 1997 99 101; Kristoffer nr. 145; Jakob Lund Nukariinnik; Hintrik 1996: 28. De to brødre ved fjordmundingen, Mathæus.

oqalugtuaq qavangnik nukarîngnik / To brødre på hver side af fjorden

Print
Dokument id:275
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Garnbådsmand, Kristoffer
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq qavangnik nukarîngnik / To brødre på hver side af fjorden
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 481 - 486, nr. 145
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157:

The two Brothers.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om to brødre - sydlændinge.

 

To sydlændinge, to brødre, rejste nordover, fordi de havde hørt, at der deroppe mod nord var mange fangstdyr. Da de var kommet ret langt mod nord, passerede de mundingen af en stor fjord, hvor der var mange fangstdyr. De sejlede derind og valgte sig et sted, hvor de kunne bo. Den yngste længere ude på fjordens skyggeside og den ældste længere inde i fjorden - dog ikke så langt fra hinanden. Den yngste af brødrene havde en stor husstand.

Da det blev vinter, begyndte de mange mænd i den yngre brors husstand at

fange mange sæler. En gang lige før mørket faldt, gik deres tjenestepige udenfor

for at tisse. Hun satte sig på hug ved huset, hvor der var mest skygge. Lige da

hun satte sig på hug, sejlede der en båd ('umiatsiakasît'(?) - Chr. B.) uden om et

næs. Da hun så båden, ville hun rejse sig op, men hun havde ingen kræfter til

det. Hun forsøgte at råbe: "Der kommer en kano ('umiariaq' forekommer i sagnene

og er vel først og fremmest betegnelse for et fremmedartet fartøj - Chr. B.)

bemandet med folk, der vil dræbe jer." Hun kunne ikke frembringe nogen lyd. Hun

hviskede kun. Hun kunne ikke gøre noget og forblev der, hvor hun var. Nu gik der

bevæbnede mænd op til huset - syv mænd, talte hun dem til. Da de gik ind i

huset, hørte hun skrig derindefra, men stadigvæk kunne hun ikke rejse sig op.

Efter at de var holdt op med at skrige inde i huset, kom de fremmede ud af huset

- men kun seks mænd. De gik om bord på deres båd og forsvandt bag ved næsset.

Lige da de var forsvundet bag næsset, rejste hun sig op uden vanskeligheder. Inde

i huset var samtlige beboere blevet dræbt - blandt dem en enkelt sølle sæl

('âtaukasik' - måske skulle der have stået: 'atausikasik' - en enkelt af de

fremmede' - Chr. B. (Det var vel sæl-mennesker, der havde været på hævntogt -

B. S.).) Da hun ikke længere kunne bo dér, tog hun, efter at det var blevet aften,

af sted til storebroderen, for der var ingen andre huse, hvor hun kunne bo. Hun

gik hele dagen og nåede storebroderens hus tidligt næste morgen. De spurgte,

hvorfor hun kom på besøg så tidligt om morgenen. Hun sagde: "Der kom en kano og

dræbte alle i huset, hvor jeg tjente. Jeg var den eneste, der ikke blev dræbt,

og jeg er flygtet hertil. Hvis jeg ikke havde været ude at tisse, var jeg også

blevet dræbt." Da de begyndte at bebrejde hende, brast hun i gråd, og hun bad

storebroderen om selv at tage derhen og se, hvad der var sket. Storebroderen tog

straks af sted, og da han kom til stedet og gik op til huset, så han, at alle var

blevet dræbt - samt en enkelt fra kanoen, som man havde hævnet sig på.

     Storebroderen blev meget vred og begyndte for det meste at tage ud på

rekognonceringsture i stedet for at tage ud på fangst. Han ville gerne spore sig

frem til kanofolkene, men vidste intet om, hvor han skulle lede efter dem. Han

spurgte også mange mennesker, om de kendte noget til kanofolkene, men ingen

kendte noget til dem. Han blev mere og mere vred.

     En dag da han var på vej hjem fra en rekognonceringstur, gik han i land et

sted, som var landfast med deres boplads. Han tænkte: "Det nytter ikke at lede

efter dem i kajak. Lad mig gøre forsøg på at lede efter dem over land." Han

bar sin kajak op og med sin lanse som det eneste redskab - for han havde ingen

bue - gav han sig til at gå ind i landet. Da han var kommet langt ind, gik han

op på en høj og kiggede sig omkring. Men der var ikke noget usædvanligt at se.

Da han var kommet endnu længere ind i landet, var han atter på udkig og så ud

over et smukt landskab. Nærmest ved enden af dette landområde fik han øje på et

lille hus. Han tænkte: "Endelig får jeg måske lejlighed til at træffe nogle af

disse kanofolk." Han ville gerne nå frem til huset, inden der kom nogen ud, så

han gav sig til at løbe. Det varede ikke længe, så var han nået derhen, for han

var en stærk mand og var let til bens. Han stillede sig udenfor huset og

lyttede, men da der ikke var tegn på, at der var mennesker, kiggede han ind

gennem vinduet og så en stor mand sidde på langsiden af huset, nærmest med

ryggen til. Han sad og var igang med at forarbejde et eller andet. Der var ingen

andre mennesker at se. Han mente ikke, manden så ham. Han skulle til at henlede

hans opmærksomhed på sin tilstedeværelse, så vendte han hovedet imod vinduet og

sagde: "Du derude, kom indenfor." Han gik ind og satte sig straks ved siden af

ham. Manden vendte hovedet imod ham og sagde: "Flyt dig lidt, så at jeg ikke

kommer til at snitte dig." Han flyttede sig et stykke fra ham. Han havde

stadigvæk ikke set andre mennesker, da han hørte nogle fnise. Da fik han øje på

nogle tykmavede væsener under briksen og under sidebriksen. De så på den store

mand og grinede af ham. Da de nu var blevet opdaget, kom de frem og satte noget

mad frem for ham.  Da han havde spist, spurgte den store mand ham: "Er du ude

for at få adspredelse?" Gæsten sagde ja og den store mand fortsatte: "Du kan

ledsage mig på en tur i morgen." Han kiggede ud og så, at det var blevet mørkt.

Der blev straks lavet natteleje til ham. Han gik i seng, men havde svært ved at

falde i søvn, for han var urolig for husets beboere, som var så livlige. Den

store mand sagde til ham: "Du kan sove uden at være bange for nogen. Ingen vil

gøre dig fortræd." Derpå faldt han i søvn. Da han vågnede næste morgen, var den

store mand i gang med at forarbejde noget. Han havde lavet en masse pile. Nu,

efter at gæsten var stået op, begyndte den store mand at gøre forberedelser. Han

bandt de mange pile sammen, så at de kunne bæres på ryggen. Den store mand var

nu klar til at tage af sted med sine pile og sin store bue. Gæsten tog sin store

lanse og fulgte efter den store mand, som nu var på vej ind i landet.

Sydlændingen, som var let til bens og som var en stærk mand, var i stand til at

følge trop med den store mand. De nåede et godt stykke ind i landet og den store

mand begyndte at løbe hurtigere, så det kneb lidt for sydlændingen at følge med.

Så standsede han og kiggede hele tiden fremefter. Sydlændingen kiggede også fremefter og opdagede, at de var kommet til indlandsisen. Den store mand lagde

pilene og buen ved siden af sig, og sydlændingen lagde også sin lanse ved siden

af sig og satte sig ned. Den store mand vendte sig imod ham og sagde: "Vend dig

imod øst og råb." Sydlændingen, som ikke fattede, hvorfor han skulle gøre det,

vendte sig mod øst og råbte. Han kiggede i retning af indlandsisen. Så viste der

sig tre store isbjørne. Den store mand skød samtlige isbjørne med sin bue og

dræbte dem. Så kiggede han igen på sydlændingen og sagde: "Du må endnu engang

vende dig imod øst og råbe." Det gjorde sydlændingen. Denne gang viste der sig

en masse mennesker med bue og pile, og sydlændingen blev bange. Den store mand

sagde til ham: "Stil dig bag ved mig og pas på, at du ikke viser dig frem. Ellers

bliver du ramt af en pil." Sydlændingen gemte sig bag ved den store mand og

rystede af rædsel. Han så de mange pile, der ramte jorden omkring dem, og ventede

bare på at blive ramt. Da der efterhånden blev langt imellem de pile, der ramte

jorden, rejste den store mand sig og greb sine pile. Så så sydlændingen, at de

mange mennesker var på flugt, fordi de havde brugt alle deres pile. Da den store

mand sprang op på indlandsisen, fulgte sydlændingen efter ham med sin lanse i

hånden. Den store mand skød på de mange mennesker med sin bue og sydlændingen

dræbte mange med sin lanse, og straks var der ikke flere mennesker tilbage.

Sydlændingen, som ellers blev bange for disse mennesker, deltog flittigt i

drabene sammen med den store mand. Nu var de på vej ned. Den store mand blev

opmærksom på sydlændingens lanse og spurgte ham, hvad det var for noget. Det var

første gang han så en lanse. Sydlændingen slog bare til, da den store mand ville

købe lansen, fordi han havde behandlet ham godt. Da de nærmede sig huset, kom

alle kvinderne ud og så til, at deres store mand og hans gæst kom hjem. De gik

ind i forrådshuset, og, som betaling for lansen, gav den store mand sydlændigen

skind af havets harer (albinoer til indvendig beklædning af teltet - Chr. B.) med

skinnende hvidt hår og med kulsort stribe på ryggen. Da sydlændingen fik disse

gaver, fik han ro i sindet. Siden tog han aldrig på rekognoncering efter

kanofolkene. Året efter at lillebroderen og hans husstand var blevet udryddet af

kanofolkene, vendte han tilbage til sit land.

 

Var.: De to brødre. Kreutzmann 1997 99 101; Jakob Lund Nukariinnik; Mathæus nr. 110; Hintrik 1996: 28. Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat.

Orunilik

Print
Dokument id:62
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Orunilik
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 329 - 331
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 115 ss. 607 - 611.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: 'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 329 - 331: Oqalualaarut Orunilimmik.

 

Oversættelse i Rink 1866-71, II: nr. 19.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 101 - 105.

 

Resumé:

Orunilik var fra Alluitsoq / Lichtenau og berømt viden om,  dels fordi han stammede, men især for sit resolutte talent for at skaffe sig store fangstparter. Når en klapmyds el. lign. stort dyr var harpuneret af andre, sprang han i vandet i springpels og med kniven i munden og dræbte dyret nedefra. Derefter krævede han, at man parterede dyret i vandet og ikke på land, hvorved han absolut fik broderparten fra sin favorable position i vandet.

Om ådselet af en pukkelhval fortæller man, at Orunilik først nåede frem, da der var tykt af flænsende mennesker ovenpå den. Han for imod dem med kniven mellem tænderne og op på hvalen, hvor mængden skiltes som en stime ammassætter. Da han havde skåret sig en stor part i fred og ro, opfordrede han de andre til at deles lige om resten. Det gik godt, indtil man kom op at toppes om den store underkæber, hvorfor Or. resolut skræmte alle væk, delte den i to, fordelte den ene halvdel ligeligt mellem alle til stede og beholdt den ene halvdel ubeskåret for sig selv.

Or. tog også affære, engang en gift mand havde taget sin steddatter til medhustru / andenkone. Or. mødte op i mandens hus, hvor kun kvinderne var hjemme, og da manden kom fra fangst om eftermiddagen, tog denne til at skælde ham ud på det groveste. De gerådede i klammeri, lamperne væltede, de tumlede udenfor og Or. sendte manden på ryggen ned ad skrænten med hovedet først. Han nåede at kaste sig til side inden isfoden og kom skældende og smældende op igen. Da manden klamrede sig fast ved den ene husgang (der var to) smuttede Or. ind gennem den, for ikke at vride hans skulder af led, og manden efter. Han flygtede dog hen i et hjørne, og Or. tog steddatteren med ud og hjem.

En sidste episode fortæller om Or.s kamp mod en isbjørn, som han nær havde tabt. Han gik imod den ude på isen, alene, kun bevæbnet med en kniv, og han fik slet ikke stukket den langt nok ind. To gange slæbte bjørnen ham ud og lagde ham fra sig på isen for at vente på, at han skulle blive kold (som den gør med sine dræbte sæler). Anden gang lå Or. stille længe nok til, at bjørnen blev så uopmærksom, at han stille kunne komme på benene og flygte hjemad, hvor folk stod parat og fik has på den med deres våben.

Or. måtte sys bagefter, for kødet på hans overarm hang og blafrede med vrangen ud. Under syningen blev dog håndfladen vendt opad.

Arons fortæller, der var sydøstgrønlænderen Sarahs bror, havde selv været i kajak med Or. og bemærket, at den vendte håndflade ikke hindrede ham i at ro og fange.

 

Hist.: Fortællingen virker autentisk og viser bl.a., at herrnhuternes Lichtenau var et sted de immigrerende sydøstgrønlændere kunne søge hen (og formentlig finde tidligere ankomne slægtninge).

 

Springpelsen gik af brug med hvalernes forsvinden fra de fleste egne i 15-1600-tallets tiltagende kulde.

Orunilik har mere eller mindre overholdt fangstdelingens regler ved sin uortodokse måde at dræbe harpunerede sæler på. Men han har tydeligvis også tillagt sig en usædvanlig autoritet med sin indgriben i såvel fangstdeling som umoral.

Paulina

Print
Dokument id:85
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Paulina
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 399 - 402
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 140 ss. 699 - 704.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 399 - 402: Oqaluttuaq Paulinamik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 44.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 32 - 39 (Pôrdlîna).

 

Resumé:

To brødre, Paulina og Qisuilaaq, har mange fæller på vinterbopladsen. Paulina er vennesæl og social, Qisuilaaq derimod dybt genert og holder sig altid for sig selv. Paulina er en dygtig angakkoq / åndemaner / angakok, der ofte holder seance, tager på åndeflugt og kommer tilbage med nyheder fra steder, andre ikke kan nå. Når han smutter ud ved vinduesstolpen, prøver Qisu. forgæves at følge efter. En dag når Paul. over indlandet til et hjerteformet fjeld på den anden side. Neden for er der huse. Han sniger sig hen til det nærmeste med lys i og ser er par store ægtefolk med en smuk datter, der bliver sendt ud med kødgaver fra en nyflænset sæl. Da hun kommer tilbage prikker Paul. hende i siden, så hun falder over dørtrinnet og dør. Faderen truer Paul. på livet, han beder om et par bukser. De når den store Paul. helt op under armhulerne. Da han har genoplivet pigen og kan lide hende og familien, gifter han sig med hende og bliver på stedet.

Qisu. træner for alvor til angakkoq. Endelig kan han selv smutte ud ved vinduet på åndeflugt, hvor han kan følge sin storebrors spor helt frem til huset, hvor han i skjul under sidebriksen gør tegn med øjnene til Paul. om at komme med uden for. Paul. driller sin kone med, at nu kan hun jo prøve at finde ham, hvorefter han forsvinder ind i en sten med sin bror, hvor de glæder sig over gensynet og snakker løs. Paul.s kone leder længe og hører dem til sidst derinde. Hun går grædende ind i huset, hvor forældrene trøster hende med at Paul. nok kommer, når han er færdig med sine angakkoq-kunster. Det gør han da også. Men lillebroderen kommer oftere og oftere på besøg. Til sidst hver dag. Paul. beslutter at hente sin familie og har til det formål brug for, at lillebroderen om foråret leger netside på isen, hvorfra han må springe op på Paul.s slæde, for at hundene ikke skal overfalde ham. Derhjemme har man så ofte drillet de gamle forældre med, at nu kom Paul. hjem, at det varer noget, inden de lader sig overbevise af råbet om hans hjemkomst. Hans tidligere kone har fået et barn med en gammel ungkarl. Det bliver sygt. Paul. skærer det op i maven, trækker alle indvolde ud og undersøger dem, uden resultat. Sårene heler han gesvindt. Så tager han fat igen med samme operation, men skærer denne gang også struben op, hvor noget sort sidder og generer. Paul. fjerner det, stopper indevoldene tilbage og heler alle sår. Straks bliver drengen helt sig selv igen.

       Da familien skal af sted beordrer Paul. sin bas til at dræbe ekskonen og den gamle ungkarl. Den får has på dem efter at have rodet dem ud fra bunden af bunken af alle husfællerne, der har smidt sig ovenpå hinanden.

Tilbage i øst bliver Qisu. endnu mere genert end før. En stor ugift kvinde, som alle mændene besøger efter fangstdagen, indynder sig forgæves hos ham. Qisu.s mor bliver irriteret, får ondt i sinde og hekser med kvindens og Qisu.'s afføring, som hun lægger ovenpå hinanden. Kvinden bliver gravid, og da alle mændene stimler sammen hos hende under fødslen, kan Qisu. trods alt ikke nære sig for at være med. Han stiller sig ved hendes lampe og hun får øje på ham. Straks bliver de begge til hver sin store lort. Moderen havde altså hekset kvinden gravid med en lort, men kom desværre til at gøre det af med sin søn også.

 

Var.: Palineq / Paalineq; ID 946; Paaleeq; Paulineq; Puulineq

 

Hist.: Også den samtidige variant gør grin med hekseriet. Men det ender mindre absurd. Desuden begrunder den bedre Paulinas bortrejse, idet konen allerede inden er ham utro med den gamle ungkarl. Alt i alt konstaterer man en kraftigere latterliggørelse af traditionen i Arons version.

 

Kommentar: Lars Møller Lund har læst hovedpersonens navn: Poorliina (se ovf.). Dvs. en der bare er poorlik eller på en angakkoq med pooq, en angakkoq puulik. Det synes også at være ideen i de østgrønlandske varianter: Puulineq

Pissassaq

Print
Dokument id:358
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Pissassaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 293 - 294
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 233 ss. 897 - 902.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 293 - 294: Oqaluttuaq Pissassamik.

 

Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 70.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 55, ss. 321 - 324: Pisagsak and the Kivigtok / qivittoq.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 66 - 69.

 

Resumé:

Pissassaq

Piss. har lavet sig en ny fuglepil, som han afprøver så længe, at han i kajak når langt væk fra kendte vande og kommer til en høj fjeldside med en lang rebstige fra top til bund. Han kan ikke nære sig for at klatre op og mister næsten pusten undervejs op. Heroppe møder han en qivittoq, der blir glad for selskab men han må fløjte sig til at komme i gang med menneskelig tale igen. Qiv. forsvinder næste dag på jagt, og Piss. må få tiden til at gå med kvindelige gøremål. Han tørrer alle værtens kamikker og koger kød til hans hjemkomst med to nedlagte rener, som han sender Piss. ud for at flå og partere.

       Efter en tid skaffer qiv. dem en ung, hvid pige (qallunaaq), som de røver ved de hvides vandhentningssted. Hun er længe om at falde til, men da hun så overtar husholdningen kan begge mændene gå på jagt og de lever godt og rigt. Senere synes qivittoq'en at Piss. også skal ha' en pige, men til hans store undren røver Piss. ved vandhentningsstedet ikke en af de unge, smukke, men en gammel grim kælling. Hun er ikke mere end en dag om at holde op med at længes hjem. Og med hele to kvinder i huset lever de endnu bedre.

       En dag ved qivittoq'en at nu kommer der en hel masse qallunaat, hvide, for at bekrige dem. Han og Piss. går sammen hen til rebstigen, hvor de hvide ankommer for neden, og da alle er kommet op ad stigen med den øverste synlig over kanten, vælter qivittoq'en hele molivitten i havet.

       Først da den gamle røvede kvinde er død, længes Piss. hjem. Qiv. gør ikke noget for at holde på ham, men gir ham besked om at meddele de hvide, at de ikke senere skal forsøge at bekrige ham, for så udrydder han dem allesammen. Piss. følger ordren og når hjem til sin forbavsede familie, der for længst har troet ham død.

 

Var.: Søg på nordbo.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Hist.: Den indledende episode er identisk med den, der indleder en af nordbo-fortællingerne, men i den skyder Piss. en nordbo der er kommet ned til stranden. Rebstigen kendes også fra andre versioner, men her flyttes en del af skylden for nordboernes udryddelse over på den ikke rigtige grønlænder, qivittoq'en. Denne røver en ung, hvid kvinde og sender alle de hvide i druknedøden. Piss. selv røver kun en gammel kvinde, der åbenbart ikke er ked af at få en ung mand.

Qallikaarsuk

Print
Dokument id:87
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qallikaarsuk
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 406 - 408
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 142 ss. 708 - 712.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 406 - 408: Oqaluttuaq Qallikkaarsummik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 95.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:176 - 180.

 

Resumé:

Qallikkaarsuk er en mådelig fanger, der kun fanger til husbehov, når der er mange dyr. En bopladsfælle derimod er stedse heldig og kommer altid hjem med fangst. Efter længe ikke at have fanget noget ror Qall. ind i en fjord, hvor han helt inde i bunden ser en mængde spættede sæler bevæge sig op på land. Netop som han vil harpunere en helt hvid spættet sæl, hører han nogen bag sig. Det er indlandsdværge, inorusit / inoruseq, der tilbyder ham en pegepind i bytte for hans kniv. Svinger man pinden rundt om hovedet medsols og peger på noget levende, dør det uden sår af hjerteslag. Betingelsen er, at han aldrig peger på noget menneske. Dværgene fanger fem sæler hver, Qall. prøver pinden og får to, den anden desværre den store hvide, som han ifølge dværgene ikke måtte dræbe. Det er den, der sørger for, at der altid er spættede sæler i den fjord. Dværgene inviterer ham med hjem til et fjernt fjeld på besøg. De bunker deres sæler plus ham op på ryggen, befaler ham at holde øjnene lukket, og gyngende når de til fjeldet på ingen tid. Efter en overnatning og endnu en tur til havet med samme fangster som dagen før, tager Qall. endnu engang med dem hjem og lader dem smage hans fangst. Det glæder dem meget, for de længes sådan efter at smage en andens fangst.

Vel hjemme igen med en hale af dræbte spættede sæler efter sig, kan han nu næsten konkurrere med den dygtige fanger. Dog får denne hver dag en sæl mere end Qall, der blir misundelig. En dag den anden har fået en mindre end Qall., men så alligevel fanger en kort før, man når land, retter Qall. pegepinden mod ham. Han synker sammen, kæntrer og er død. Qall. bemægtiger sig hans fangst. Men næste gang han kommer ind i fjorden kræver dværgene, der stadig fanger spættede sæler derinde, pegepinden tilbage og returnerer ham hans kniv med en streng reprimande. Herefter fanger Qall. ikke mere end han tidligere gjorde.

 

Var.: søg på: pegevåben

 

Kommentar: Indlandsdværgene har - ligesom i Østgrønland - den evne at trække sæler til land. Hér ovenikøbet op på land, i Østgrønland ofte op i elvene, modstrøms. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere)

Aron må rette en forglemmelse senere i teksten: forbudet mod at dræbe den store helt hvide sæl, som Qall. overtræder. Det får dog tilsyneladende ikke de alvorlige følger, som dværgene forudskikker, idet der stadig er spættede sæler i fjordbunden, da Qall. atter træffer dværgene derinde.

 

Hist.: Den effektive pegepind må være en åndemodel af europæiske bøsser.

Qasapi og Uungortooq

Print
Dokument id:2042
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Sørensen, Mathilte (Sørensen, Mathilde)
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qasapi og Uungortooq
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 64 - 65
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Den grønlandske tekst er ikke trykt.

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Qasapi vil hævne sig på Uunngortoq, der vist bor ved Alii (Aluk?), men må vente til vejret blive helt skyfrit. Det er en forudsætning. Ligså må han skaffe sig en pil, som er skåret af en ufrugtbar kvindes tørrestativ. Det får han så, og da han afskyder pilen mod Uunngortoq, siger den kak-kak-kak et par gange inden den borer sig ind i hans håndled. Uung. falder om og Qasapi håner den ellers uovervindelige Uunng, mens pilen løsner sig mere og mere og Uunng. begynder at komme til sig selv. Hans tjener Olaf kommer også til. Qasapi blir så bange for sit liv og dræber dem begge.

 

Hist.: Dette er en version af en af de grønlandske nordbofortællinger, hvor navnene måske er historiske. Ellers er der ikke megen tiltro til at fortællingerne afspejler begivenheder i nordbotiden. Se Inge Kleivan, Tidsskriftet Grønland 1982. Arneborg u.å.; 1993; og Thisted 2001: on Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.

 

MS var 81 år i 1963. Hun fortæller således om sig selv s.67 i den grønlandske udgave:

   Sådan set har jeg ikke forladt Nanortalik, siden jeg blev født her. Et år overvintrede vi nede sydpå i Itilleq. Jeg er ganske enkelt blevet ved med at bo i Nanortalik lige til denne dag.

   Min afdøde bedstefar var kateket, ja, han var altså overkateket. Og netop her i dette hus blev jeg født. Og der var jo en hel søskende-flok... Og alle mine mange søskende blev også allesammen født her i dette hus, allesammen:

Indaleeraq (Henrik Lund, vores store digter, MV), Jens, Juthidda, to ved navn Louis, da den første Louis døde, hed den næste også Louis. Min mor døde i 1919. Min far døde først, og det var i 1916. Så arvede du altså huset? Jeg arvede det. Da min fars helbred efterhånden blev dårligere, sagde han til mig: Dine søskende vil alle være bedre stillet end dig, derfor skal du arve dette hus sammen med de få ting, der hører til. Men da de døde, delte vi søskende naturligvis lidt mellem os.

Qeqertarssûp amaroqarneranik tugtoqarneranigdlo

Print
Dokument id:2166
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB Dagbøger 1, 6(17): Fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Kleist, Gerhard
Nedskriver:Kleist, Gerhard
Mellem-person:Brønlund, Jørgen
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qeqertarssûp amaroqarneranik tugtoqarneranigdlo
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider (A6)
Lokalisering:Qeqertarsuaq / Godhavn: Disko
Note:

Brønlunds renskrift af Kleists nedskrift i den originale notesbog, der er arkiveret som: A 245 på Arktisk Institut, Strandgade 102H, 1401 Kbh. K.

 

Nyligt udgivet på grønlandsk (Qeqertarsuup amaroqarneranik tuttoqarneranillu)og i dansk oversættelse (Om rener og ulve på Disko) i: Jørgen Brønlund. Optegnelser fra en ekspedition 1902-04 / Ilisimasassarisiornermit allattukkat 1902-04. Det grønlandske Selskabs Skrifter XXXV, Kbh. 2002. Red.: Stig Bjørnum, Arnaq Grove og Einar Lund Jensen. ss. 60 - 62 og 100 - 102.

 

Resumé:

Ulve og rener på Disko. Spor på lerjord og sære hyl tyder på, at der var både ulve og rener på øen i 1800-tallet. Renerne ses aldrig nær folks fangstpladser, fordi de er væk, når folk kommmer til. De græsser hvor der er fæde nok. Ulvene er ganske få. De høres kun, men en mand har engang været angrebet af en hvid ulv, som han først mente var en hund. Hist.: Autentisk?

Qimuunnguujuk

Print
Dokument id:2043
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Sørensen, Mathilte (Sørensen, Mathilde)
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qimuunnguujuk
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 66 - 69
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 70 - 73: "Unikkaartuaq. Qimuunnguujuk"

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: Lige sider: 148 - 154 (dialekt) og ulige sider: 149 - 155 (engelsk).

 

Resumé:

Qimmuunnguujuk er en dygtig ung fanger, der bor inde i Lichtenau fjorden (Alluitsup Kangerlua) med sin mor i et hus for sig på en boplads med en stor flok brødres fælleshus. Moderen formaner altid Qim. til at holde øje med tegn på en kommende hård vinter: uklart havvand og is i planterne om sommeren. Det ser han så en sommer og fanger så meget han overhovedet kan overkomme til forråd. Brødrene, som han advarer om kommende trængsler, er ligeså skødesløse som altid. Da vinteren kommer må Qim. og hans mor efterhånden hjælpe brødrene af deres forråd, men da de en overgang sner inde og Qim. omsider får banet sig vej ud og over til brødrene, ligger de for døden af sult. Mange dør af den smule mad han bringer dem. De øvrige overlever heller ikke. Kun to søstre overlever og blir inviteret over at bo hos Qim. og hans mor. Den ene søster dør også. Tidlig om foråret tar tre overlevende med konebåd og en masse forråd på slæden over land til Nuugaarsuk og derfra roende til Alluitsoq / Lichtenau. Her de redder alle beboerne fra sultedøden med deres forråd og Qim.s fangst. Det er moderen, der forstår at rationere den uddelte mad, så folk kan tåle den og langsomt kan tåle mere. Om foråret hjælper Qim. ligeledes en flok fangere fra den nærliggende bygd, Akuliaruseq med at nedlægge en stor klapmyds, som de ikke har kræfter til at stikke ihjel. Han fordeler blodet og kødet mellem dem og dem i Alluitsoq, der nu for første gang igen får lidt fersk kød.

Om sommeren gifter Qim. sig med de mange brødres overlevende søster, og til Alluitsoq-boernes sorg rejser de syd på og bosætter sig på de sydlige Kitsissut i skærgården. De får en søn, Qimmuunnguaq, og Qimmuunguujuks grav siges at ligge hér.

 

Var.: Angmalorssuaq, Den bredskuldrede;  

 

Hist.: Historisk fortælling.

MS var 81 år i 1963. Hun fortæller således om sig selv s.67 i den grønlandske udgave:

   Sådan set har jeg ikke forladt Nanortalik, siden jeg blev født her. Et år overvintrede vi nede sydpå i Itilleq. Jeg er ganske enkelt blevet ved med at bo i Nanortalik lige til denne dag.

   Min afdøde bedstefar var kateket, ja, han var altså overkateket. Og netop her i dette hus blev jeg født. Og der var jo en hel søskende-flok... Og alle mine mange søskende blev også allesammen født her i dette hus, allesammen:

Indaleeraq (Henrik Lund, vores store digter, MV), Jens, Juthidda, to ved navn Louis, da den første Louis døde, hed den næste også Louis. Min mor døde i 1919. Min far døde først, og det var i 1916. Så arvede du altså huset? Jeg arvede det. Da min fars helbred efterhånden blev dårligere, sagde han til mig: Dine søskende vil alle være bedre stillet end dig, derfor skal du arve dette hus sammen med de få ting, der hører til. Men da de døde, delte vi søskende naturligvis lidt mellem os.

Qingakkaaq

Print
Dokument id:68
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qingakkaaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 346 - 347
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 122 ss. 637 - 652.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 346 - 347: Oqalualaarut Qingakkaamik.

 

Kort uddrag i oversættelse i Rink 1866-71, II: nr. 53, s. 93: 'Kingakak'.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 112 - 114.

 

Resumé:

Qingakkaaq er så glad for vingetang, at han rejser længere og længere nordpå med sin familie for at finde et sted, hvor man har så rigeligt med vingetang, at forrådet rækker til hele foråret med. Han når omsider så langt mod nord, men rejser i sin grådighed alligevel endnu længere mod nord, hvor ingen bor, og de må overvintre alene. Næsten umætteligt æder Qing. vingetang på det sted, og skønt han har sørget for at fange noget forråd til vinteren, er den lang og snerig heroppe. Da der bliver smalkost, slår Qing. sit spædbarn ihjel, lader sin kone koge det til sig og befaler hende under dødsstraf at spise med. Efterhånden går det sådan med alle børnene, alle husfællerne og til slut konen, hvorefter Qing. graver sig ud, tager sydpå igen i strålende forårsvejr og fortæller alle, at hele hans husstand sultede ihjel deroppe i nord. Selv tager han aldrig siden nordpå.

 

Hist.: Ikke en autentisk fortælling. Giver blot et indtryk af en vis viden eller forestillinger om hvor lang og kold vinteren er længere mod nord. Om der specielt gror meget vingetang i nord kan vel undersøges.

 

Kommentar: Der blev spist en del tang, især om vinteren og især i Østgrønland. Men det blev kun betragtet som nød-mad. Der var tabuer forbundet med fortæring af visse tangarter, da der i østgrønlandske fortællinger kan rejse en storm fra havbunden, hvis man puster i dem. Fortællingens morale er da også tydelig hér: Ikke blot bringer Qing.s abnorme forkærlighed for tang ham uden for lands lov og ret, men også ud i en hungersnød, der ender med kannibalisme.

Qivaaqiarsuk

Print
Dokument id:69
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qivaaqiarsuk
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 348 - 357
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 123 ss. 637 - 652.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 348 - 357: Oqalualaarut Qivaaqiarsummik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 40 - 58.

 

Fyldigt dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 54, der er genoptrykt i Rasmussen, Knud, 1981: Inuit Fortæller, II, ss. 30 - 32.

 

Resumé:

Qivaaqiarsuk er fra Kangersuneqfjorden, bopladsen Illunnguit ved Karra i  Nuukområdet. Han er et sølle skrog, nærmest kun skind og ben, men en gevaldig fanger med en masse kvinder at forsørge. En dag fristes han over evne af forlydender om store fangstmuligheder vestpå. I vest træffer han masser af mennesker på Kangeq, der inviterer ham til at bo hos sig. Fangsten er rigelig, men en dag i storm omkommer alle øens fangere i kajak, mens alene Qiv. klarer sig tilbage og nu igen har en masse kvinder at forsørge. Han kommer dagligt hjem med en hel vifte af sæler på slæb.

Efterhånden kommer han til at længes hjem, specielt efter lyden af kælvende isfjelde i Kangersuneq. Han lokker skruppelløs bopladsen ud ved ebbe på en ø med rødtang og lader dem drukne derude, da vandet stiger. Senere på sommeren opdager han et isfjeld i en klippespalte. Han farer derhen, slår henrykt løs på det med sin fangeblære / fangstblære og får lyden af kælving frem, så det drøner vidt omkring. Da han atter har fået vejret og ror ud mod sin fangstplads, stiger en stor boble op foran hans kajak og af den en smilende kæmpestor havmand (Qungussutariaq). Qiv. smiler igen, bliver skældt ud - for det må man ikke - og får så at vide at hans kone er ufrugtbar, fordi hun er angakkoq / åndemaner i det skjulte. Hun bør åbenbare sine evner.

Men da han er kommet hjem med en masse fangst og har delt den ud (til hvem? de kvinder han tidligere forlod? BS), glemmer han budskabet. Gang på gang ror han til isfjeldet og slår løs på det. En dag dukker to fremmede kajakmænd op, en ældre med skæg og en yngre, i pinligt hvide kajakker. De er åndevæsener, men Qiv. inviterer dem med hjem og præsenterer dem som ikke rigtige mennesker, hvorfor de ingen mad får. Den ene skuler ondt til Qiv.s kone og hiver et lille stykke sort mattak frem fra sit kamikskaft med ordene: dette er et stykke af min fars uutuersat (til at fjerne arp med). Tilsvarende forærer den anden Qiv.s kone et stykke hvid mattak, der er hans fra hans bedstemors uutuersat. Qiv.s kone ser ikke engang på gaverne. Måske (siger fortælleren?) disse to stykker var noget til helbredelse (af barnløsheden?, BS). Gæsterne overnatter, følges med Qiv. på fangst næste dag og forsvinder, da han begynder at fange.

Da han kommer hjem med en mængde fangst, er hans kone døende. Da hun udånder, og inden hun sys i ligskind, skærer han hendes mavesæk ud, tørrer den og får nu en kridhvid fangeblære / fangstblære, der rummer den angakkoq - kraft, som hindrede hende i at få børn, fordi hun ikke ville ud med den.

Isfjeldets lyd bliver endnu flottere ved slagene med denne blære og hidkalder en stor kajakmand med fine benskæringer på redskaberne. Hvad det er for en støj? Jo, Qiv. har også med undren hørt den i nogen tid. Den fremmede slapper af, inviterer Qiv. med hjem lidt vestpå ved Uummannaq Hussted, hvor han bor med mange brødre og en eneste søster, som Qiv. naturligvis bliver varm på, men absolut forbydes at nærme sig. Brødrene kommer hjem med hvalrosser, som Qiv. aldrig før har set. De er sydlændinge, men har fjender både mod nord og i syd, ved Qarajat. Qiv. taler om aftenen alle i søvn, lægger sig hos pigen, og da hun er mere end villig, opgiver brødrene surmulende at hindre dem. Qiv. ligger også hele dagen med sin nye kone og mærker ikke tiden gå, men da svogrene om aftenen taler om nogle fangstdyr med store stødtænder, de har set, bliver Qiv. tilstrækkelig fristet til at tage med dem ud igen.

På denne fangsttur nedlægger han sin første hvalros, en stor rød hanhvalros, som det lykkes ham at dræbe med et eneste harpunkast, netop som den har rejst sig over ham foran kajakken. Svogrene bliver imponerede, men håner ham alligevel med en opfordring til at lade fangsten være, fordi han aldrig magter at bugsere den hjem alene. Men Qiv. bugserer naturligvis dyret hjem i rimelig fart.

Helt har han dog ikke glemt de mange uforsørgede kvinder. Han bringer dem en del fangstdyr til vinterforråd og opfordrer dem til selv at tage på ammassætfangst til foråret.

Tilbage hos sin nye familie bliver hans næste store dåd helt alene fra kajak at dræbe en stor hval ved at harpunere den i nyreregionen. Svogrene mener den vil tage flugten udefter, men Qiv. erklærer, at det er blevet ham spået, at alle hans førstegangsfangster skal svømme op ad den lille elv. Hvalen søger mod land og spræller lidt som en ammassæt i dødskamp. Atter opfordrer svogrene ham til at lade det alt for tunge bytte være, og de ror hånende i forvejen, mens han bakser med at få kæmpebyttet vendt rundt på slæb. Han tilkalder sin lakseamulet, der får kajakken til at glide langt lettere, og da han så vælger en skrap genvej, når han hjem længe før svogrene. En hvalros har han også fået. Konen deler masser af mattak ud og Qiv. får andre til at sy sig en flot hvid tarmskindsanorak af hvalrossens tarme. I den modtager han svogrene, der er kommet så sent, at det kogte kød er blevet koldt. Men de erklærer, at nu skal de nok vinde.

Qiv.s kone blir gravid og får en søn, som den ene af morbrødrene bliver ellevild med og tager sig af som var det hans stedsøn, med fangeruddannelse osv. Han blir en stor dygtig fanger.

Dem, som brødrene har fablet om at vinde over, viser sig at være modstanderne i syd, som de besøger og trækker armkrog med. Qiv. går ud af kampen som den absolutte sejrherre. Han har dog ikke lagt alle sine kræfter i, siger han, og prøver på ikke at få det til at lyde som pral. Dem har han kun brug for, når han slås med den store tuneq oppe bag sin gamle boplads i Kangersuneq.

Engang Qiv.s søn ikke vender hjem fra fangst, får han overtalt en af sine svigerinder, der ikke kan få børn og derfor formentlig er uåbenbaret angakkoq / åndemaner, om at bruge sine skjulte evner. Hun indvilger, holder seance, smutter ud af et hul i hjørnet af huset og følger den unge mands spor, der fører hen til de overvundne fjender ved Qarajat i syd. Hans kajak ligger knust udenfor. Hun lister sig til at se ind gennem vinduet: Alle sover. Kun et gammelt ægtepar holder både sig og fangen vågen. Næste dag tager Qiv. med angakkoq, svogre og et gammelt ægtepar derhen, hvor de gamle synger det gamle vogterpar i søvn derinde. Qiv. trænger ind, brækker alt der er spidst, befrier sin søn og slår dernæst alle de nu våbenløse indvånere ihjel. Udenfor har man sat den unge mands kajak i stand igen, og alle drager tilbage. Så har man fred for de fjender.

I den sidste episode har svogrene så længe plaget Qiv. om et besøg hos den omtalte stærke tuneq, at han en meget smuk, blikstille dag indvilger, omend med trusler om, at de nok ikke alle vender levende hjem. Tuneq'en bor på en helt flad slette i et lille hus, hvor han ligger på siden, da Qiv. ved vinduet inviterer ham ud for at hilse på sine mange svogre. Tuneq'en farer ud som en vind, stiller sig op med bøjet ryg og rumpen til, og da han derved blotter et hul i skrævet, hopper først Qiv. og dernæst alle svogrene igennem hullet. Dernæst giver Qiv. og tuneq'en sig til at slås, men skønt Qiv. har bedt svogrene rykke på afstand, bliver en af dem alligevel ramt af kæmpen og dør på stedet. Tuneq'en skammer sig, smutter ind i sit hus som en ulk, og Qiv. beklager på skrømt uheldet, idet han med vilje har villet give svogrene en lærestreg. Men de erklærer, at de altså ikke er blevet fjender. De begraver den døde, og på hjemvejen sender tuneq'en dem af sted med en voldsom østenstorm / fralandsstorm.

Atter længes Qiv. ind i Kangersuneq, hvor han stadig forsørger alle kvinderne (vist nok dér). Sammen med sønnen tager han derind, de bestiger Kingittorsuaq / Hjortetakken, hvor Qiv. beder sønnen gå ned i forvejen for selv at nyde udsigten lidt i ensomhed. Han giver sig da til at tisse. Han tisser og tisser. Sådan bliver isbræen til deroppe. Selv vender han aldrig siden hjem. Måske er han flygtet bort af skam.

 

Var.: Qivaaqiarsuk. Se også Arnaq Grove ndf.

 

Hist.: En traditionel fortælling med mange kendte episoder fra overleveringen, men også med visse unikke særheder.

Ifølge Arnaq Grove, der i sin Ph.D afhandling (2000, Inst. f. Eskimologi, Kbh. Univ.) har analyseret en meget yngre version fortalt i KNR (Grønlands Radio), betyder qivaaqiarsuk en ulk med tydelige falliske / seksuelle konnotationer. Denne yngre version går ud på at skaffe fangst til kysten og det lykkes overmåde. Det som de to stykker mattak skulle helbrede er, også ifølge den yngre version arp, altså en smudsig skorpe i hovedbunden, der, hvis den fjernes, muligvis vil afhjælpe kvindens sterilitet. Arnaq Grove associerer arpen til det snavs i havkvindens hår, som skal fjernes, hvis sælerne skal slippe ud til fangstfelterne igen (søg: havets mor).

I Arons version er det for så vidt ikke fangstdyr, der mangler, men Qiv. er klart en fantastisk fanger, der får endnu større held vha. sin afdøde kones mavesæk med hendes iboende angakkoq-kraft. Han har også en slags fælle i den store tuneq, der med sit hul i skrævet og evne til at fremkalde storm giver kraftige mindelser om indvoldsrøveren / indvoldsrøversken nær Månens hus. I Vestgrønland i 1700-tallet kunne denne identificeres med vejrets Sila, der var i stand til at vælte himmelstøtten. Han / hun synger om huller i sit skræv, hvor der hænger en fallisk ulk. Bemærk at såvel Qiv. som tuneq'en associeres til ulk. Qiv. ved sit navn og usselige statur, tuneq'en ved sine bevægelser: han smutter skamfuld ind i sit hus som en ulk.

 

Aron har næppe selv været bevidst om alle disse referencer til den før-kristne religion, og der har været flere versioner i omløb, som har afsat den yngste version fortalt i KNR i 1950'erne.

Qivittoq / Fjeldgænger

Print
Dokument id:2041
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Sørensen, Mathilte (Sørensen, Mathilde)
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qivittoq / Fjeldgænger
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 63
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 68 - 69: "Qivittoq"

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

MS oplevede som yngre med hånden på entredørens håndtag at blive skudt efter med bøsse af en qivittoq / fjeldgænger. Inde i huset hørte hendes far skuddet og spurgte hvad det var. MS var sikker på at det var en bestemt qivittoq / fjeldgænger, der havde det med gang på gang at vende tilbage. En gang til sin søster på et kort besøg, en gang til sin kone, der jog ham ud, og til sine børn, der skreg af angst. Og flere gange til deres loft, hvor han rumsterede. Konen flyttede med sine børn af samme grund. Han havde også boet i Amitsoq og fået (eller stjålet) mad der. To andre qivittut var kendt på egnen, den ene med uhyggeligt store øjne.

 

Hist.: Historisk fortælling. Også Isak Hansen nævner at qivittut i al hemmelighed kan få mad af folk.

 

MS var 81 år i 1963. Hun fortæller således om sig selv s. 67 i den grønlandske udgave:

   Sådan set har jeg ikke forladt Nanortalik, siden jeg blev født her. Et år overvintrede vi nede sydpå i Itilleq. Jeg er ganske enkelt blevet ved med at bo i Nanortalik lige til denne dag.

   Min afdøde bedstefar var kateket, ja, han var altså overkateket. Og netop her i dette hus blev jeg født. Og der var jo en hel søskende-flok... Og alle mine mange søskende blev også allesammen født her i dette hus, allesammen:

Indaleeraq (Henrik Lund, vores store digter, MV), Jens, Juthidda, to ved navn Louis, da den første Louis døde, hed den næste også Louis. Min mor døde i 1919. Min far døde først, og det var i 1916. Så arvede du altså huset? Jeg arvede det. Da min fars helbred efterhånden blev dårligere, sagde han til mig: Dine søskende vil alle være bedre stillet end dig, derfor skal du arve dette hus sammen med de få ting, der hører til. Men da de døde, delte vi søskende naturligvis lidt mellem os.

Qivittoq, En fjeldgænger

Print
Dokument id:2030
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Petrussen, Cisilie
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qivittoq, En fjeldgænger
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 18 - 21
Lokalisering:Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut

unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 20 - 23: "Qivittulersaarut".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: ss. 58 + 60 + 62 (dialekt) og ss. 59 + 61 + 63 (engelsk).

 

Resumé:

I Ikigaat boede et ægtepar, Inngliistinnguaq plus mand, med tre sønner, der forsvandt en efter en og mentes at være blevet fjeldgængere. Den første, der ikke kom hjem fra fangst, var blevet skældt ud af sin unge kone, Bulatta, der led af hjemlængsel og havde givet ham skylden for, at der en nat lå en masse nåle på deres lille søns soveplads på briksen. Da hendes mand udeblev, tog hun hjem. Den anden blev af sin far skældt ud for at have forlagt en økse ude i lyngen. Han leverede den senere tilbage med en bemærkning på afstand om, at nu var øksen der, som faderen foretrak for sin søn. Den tredje gik til fjelds af sorg over, at forældrene ikke brød sig om hans kæreste. Han besøgte hende en enkelt gang senere i det store fælleshus nord for Qaqortoq, hvor hun havde hjemme. Forældrene, der vågnede, hindrede vildmanden i at tage hende med. Senere fortalte tilflyttere fra østkysten at de engang under bærtogt havde mødt tre høje mænd med langt lyst hår, der havde vist dem noget som værn imod alt ondt, måske en bog. Og de havde forgæves søgt at lære dem en masse stednavne omkring Narsaq Kujalleq. Ved at høre om det mente man i Narsaq Kujalleq at det måtte være de tre brødre, der nu levede sammen som qivittut.

      Inngliistinnguaq, der blev blind, boede alene med sin datter og en kiffaq, der passede deres mange får og geder i Ikigaat. Datteren kom en dag ikke hjem fra vandhentning. Man fandt hende død ved elven. Muligvis voldtaget. Hun led øjensynligt af epileptiske anfald. Inng. ville blive Ikigaat. Men hun måtte til slut give op og flytte til Narsaq Kujalleq.

 

Var.: Niuvertoq pingassunik ernilik ?

 

Hist.: Historisk fortælling. CP var 46 år i 1963. Ifølge en note, leveret af Robert Petersen, kender man fra kilderne en dansk udstedsbestyrer i Ikigaat i 1820'erne, Jakob Hagen, gift med den grønlandske Inger Tabitza. De havde døtrene Jakobine og Maria, og sønnerne Hans Peter og Andreas. Der er ikke nedskrevet noget navn på en evt. tredje søn (der måske i tidens løb er blevet indføjet i fortællingen fra folkeeventyrene? BS).

Saalla og andre qivittoq-historier

Print
Dokument id:2102
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Jensen, Gustav
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Saalla og andre qivittoq-historier
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 221 - 223
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 228 - 230: "Ajoqi qivissimagaluartoq" (desuden fortælles om rorgængeren Sibuluaraq og Ikuunia).

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Saalla gik til fjelds / qivittoq pga. noget med en kvinde, og efter et par måneder i indlandet besluttede han sig til at blive rigtig qivittoq. Men en stemme fra oven bad ham kigge ned og se det sted, helvede, hvor han ville ende som død. Og lovede at han skulle blive kateket, hvis han gik hjem. En efterårsmorgen lå han så mellem folk fra Qassimiut i teltet, hvor de var taget ud på jagt på spraglede sæler. De havde ellers ledt efter ham hele sommeren. Saal. blev en ydmyg kateket, der formanede sine elever (bl.a. GJ) til aldrig at glemme den Helligånd.

 

Om to unavngivne qivittut fortalte man, at Jaakukasik havde mødt dem i fjeldet og truet dem med sin bøsse, nær Tasiilaq / Tasiusaq. De var ligeglade, men svarede heller ikke på hans spørgsmål.

      Selv kunne han også være blevet qivittoq, mener GJ, men da ville han højst have levet et halvt år måske. At qivittut lever evigt, som nogen mener, tror han slet ikke på. Alle er dødelige, kun ånden lever evigt.

 

Endelig ved GJ at fortælle om qivittoq'en Ikuunia, at denne fik tobak af Anguteeraq, som denne skulle lægge til ham på en sten. For Ik. mente han var blevet så ond, at ingen måtte røre ved ham. Hans tøj var godt og varmt af hare- og ræveskind. Hans kamikker af rodgrene. Han havde skæg i hele ansigtet og hans øjne var røde. Når han fløj tilbage til indlandsisen fra besøg ved kysten, kom der ild fra ham. Mange så det. Så det er nok sandt.

 

Tilføjelse til fortællingen om Saallat fra den grønlandske udg. Overs. Signe Åsblom:

s. 228. tassami eqquuppoq  ..

Det kom til at passe, han blev kateket. Ham Saallat, det var mens vi var børn at denne kateket døde, Salomonsen var det, han døde om efteråret mens vi var børn og gik i skole hos ham. Vi havde ingen seminarieelev dengang, og nogen kateket havde vi dengang heller ikke. Tuumannguakkuluks søn lærte os at læse, uuddannet var han, men han var vores læser. Og denne Saallat kom engang imellem dernedefra og holdt gudstjenesterne.

Styrmanden, det var Sibuluk, rorgængeren, Lille Sibuluk kaldte man ham, og der var også en suppleant for ham (Sibuluk). Jamen, de var ellers helt tæt på Qeqertarsuaaraq, den lå lige derovre i nærheden, men end ikke når han var med dér kunne han holde gudstjeneste. Det var altid ene og alene Lille Saallat der holdt den.

    Mens vi som børn gik  i skole, fortalte Saallat for os. Han fortalte os om alle mulige gode ting, ting at komme i hu, ting som man aldrig senere i livet skulle glemme: Han bad os aldrig glemme Hellligånden deroppe og altid have den i tankerne. For det var jo voldsomme oplevelser han havde haft; han var blevet rig på erfaringer. Han var kateket i mange år.

 

Tilføjelse til fortællingen om Jaakukasik fra den grønlandske udg. Overs. Signe Åsblom:

s. 229 - 230: Jaakukasip unikkaarisarpaa ...

Lille Jakob fortalte om sig selv dernede (i Sydgrønland), at da han var blevet forældreløs, ham Joorsuaraqs far, blev han optaget i deres familie, men selv sagde han, at der ikke var nogen der interesserede sig for ham, fordi han var forældreløs. Som barn havde han ikke ordentligt tøj, og derfor skete det om vinteren, midt i den koldeste vinter, når han var ude i kajak, at han var i bare anorak, og altså ikke havde andet på end anorakken. Det siges at det skyldtes, at han ikke selv mærkede kulde. Han sagde at han slet ikke mærkede kulden.

 

Engang mærkede han end ikke at en bjørn tog den fangst han havde på slæb. Som altid havde han kun sin anorak på, og han roede altid så stærkt, at sveden ligefrem drev af ham. Han var faldet i søvn, og måske lå han dér et eller andet sted med hovedet på en sten som pude, og dér lå han foroverbøjet over sin kajak. Han var altså faldet i søvn, og han sov virkelig så dybt som var han bevidstløs, og en isbjørn snusede til ham ... og at den var skrævet hen over ham, det havde nemlig heller ikke været særlig dybt, vandet ... Han mærkede altså slet ikke at den tog hans fangst fra ham.

 

Tilføjelse til fortællingen om Ikuunia fra den grønlandske udg. Overs. Signe Åsblom:

Ikuunia

Ikuunia var blevet fjeldgænger, han var virkelig blevet fjeldgænger. Da de ledte efter ham, fandt de kun hans kajak. Hans krop blev aldrig fundet. Anguteeraq gik engang en tur om vinteren, og så mødte han ham, og det viste sig, at Ikuunia havde prøvet på at overliste ham. Men fordi lyset dækkede Anguteeraq, kunne han ikke nå ham. Det fortælles, at så snart lyset forsvandt, kunne han se ham, og når han kom helt tæt på ham, dækkede lyset ham, så Ikuunia ikke kunne nå hen til ham. Han fortalte, at han havde mødt ham under en rypejagt.

   "Jeg havde godt nok tænkt mig at slå dig ihjel, men det er jo umuligt", havde Ikuunia sagt. "Det er jo umuligt at slå dig ihjel, når lyset dækker dig". Anguteeraq fortalte også, at han havde givet ham noget pibeudkrads (snus?). Ikuunia havde sagt, at han virkelig længtes efter noget tobak og gerne ville have noget snus/pibeudkrads. Og Anguteeraq fortalte, at han selv havde noget. Ikuunia havde sagt: "Læg det dér, så kommer jeg ikke hen til dig. Jeg kommer selv og tager det." Han havde allerede selv brugt af snustobakken... Han rev stykket over og tog det, som Anguteeraq havde givet ham lov til. Og han havde besluttet sig for at smide snusbeholderen ud. Ikuunia havde sagt: "Du har vist tænkt dig at smide snusbeholderen ud. Det skal du ikke. Selv om min hud er gået i stykker og væsker, er det slet ikke ensbetydende med, at jeg smitter."

   Men da han kom hjem, smed han naturligvis alligevel sin snusbeholder ud. Det var alt for væmmeligt.

   Det fortælles, at hans tøj var lavet af rødder, så det var altså bundet (ikke syet  ?) sammen.

Og det var meget varmt tøj, fordi det var lavet af bl.a. ræve- og hareskind. Og han stod og kiggede på ham, da han lettede. Ja, det fortælles, at han hævede sig op i luften med det ene ben bøjet, og dér startede hans motor altså, og der stod minsandten ild efter ham undervejs til Eqingasoq. Og så bar det af mod indlandsisen. Han fløj, og meget hurtigt forsvandt han ud af synsfeltet. Anguteeraq havde stået og set på det. Han fortalte, at Ikuunia var fløjet ind mod indlandsisen; det var nemlig dér, han boede.

 

Var. Søg på Saalla / Saallat og Ikuunia.

 

Hist.: GJ var 75 år i 1965.

Det er interessant at kristendommens "det onde" er blevet den særlige kraft ved qivittut, der er sort og kan smitte. Det går også som en fast vending igennem fortællingerne fra denne tids voksendøbte, at alm. mennesker udsender et hvidt lys, der hindrer qivittut i at røve deres nærmeste med sig ind i indlandet. Søg på qivittoq, hvidt, og sort.

Saliviaa

Print
Dokument id:70
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Saliviaa
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 358 - 359
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 124 ss. 652 - 655.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 358 - 359: Oqalualaarut Siliviaamik.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, II: 55.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller:'Âlup oqalualâve', 1972: 204 - 206.

 

Resumé:

Lille Saliviaa er med på rejse nordpå. Heroppe bliver der ved hele tre fjordmundinger råbt ud indefra: Giv mig lille Sal. som plejesøn.

Nej, svarer man i båden, lille Sal. er ikke for ingenting opdraget af sin bedstefar og bedstemor.

Den næste fjord er ikke ret dyb. Der tager man ind, hvor i forvejen en familie med dreng på samme alder som lille Sal. er på ørredfangst. Drengene får forbud mod at fange i den øverste del af elven nær en sø, hvor tornit har deres fiskeplads. Det frister lille Sal. over evne. Han lister sig til at komme helt derop, giver sig til at fiske, og må flygte over hals og hoved, da en stor tuneq dukker op og truer ham på livet. Gang på gang er tuneq'en lige ved at få tag i ham, men da lille Sal. snubler af udmattelse og besvimer, sker det samme med tuneq'en. Det opdager lille Sal. da han kommer til sig selv, og han beslutter at give tuneq'ens familie besked om dødsfaldet. Lidt længere inde i landet finder han deres hus, tager mod til sig, går ind og giver dem besked om, hvordan en af deres slægtninge er død. De forstår, at det ikke er et drab, og i taknemmelighed inviterer de lille Sal. på lækkert tørret mavekød af ren med talg. Men han har ikke nerver til at spise ret meget. Han tager i stedet noget med hjem, hvor han skynder på familien: De er nødt til straks at flygte, for tornit vil sikkert alligevel hævne drabet, mener han. De rejser hovedkuls ud af fjorden, og skønt de ville videre nordpå tager de tilbage mod syd, hvorfra lille Sal. aldrig siden vover sig nordpå. Men han har fået en god historie at fortælle.

 

Kommentar: Farerne lurer i det ukendte nord for sydgrønlænderne. Men de største oftest i indlandet bag fjordene.

Sáningassormiumik / Sanergassormiunik

Print
Dokument id:363
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Lund, Jakob
Mellem-person:Lund, Jakob
Indsamler:Rink, H.
Titel:Sáningassormiumik / Sanergassormiunik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 92v - 97v, nr. 333
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Der var engang et menneske (inuk), der elskede at bo ved

Sanningasoq syd for Pamialluk. Tidligt på foråret, når fangerne tog

ud til de yderste øer, blev han og hans kone tilbage på stedet. De

havde heller ingen børn. Bopladsfællerne blev længe væk. Først om

efteråret flyttede de tilbage til deres boplads. Når vinteren var

forbi, tog de igen ud til yderøerne. Kun ægteparret uden børn blev

tilbage på stedet.

 

De var blevet en del ældre, da konen blev gravid og

fødte en søn. Tiden gik meget hurtigt. Tiden fløj, og snart fik sønnen

sig en kajak. Han var blevet helt udvokset og stærk, da faderen døde.

Nu boede moderen alene med sønnen. Når bopladsfællerne om foråret tog

ud til fangstpladserne, blev mor og søn tilbage. En gang da sønnen

(kisermaaq = den enlige) var ude på fangst, fandt han et stykke tømmer

og slæbte det til land, for at bruge det til et konebådsskelet. Han

kom hjem med det og gav sig til at bygge en konebåd af det. Da han var

ved at være færdig, sagde han til sin mor: "Læg nogle skind i blød,

som vi kan bruge til betræk." Det gjorde hun, og da de var tilstrækkeligt bløde, var sønnen netop færdig med konebådsskelettet. Moderen syede så betræk helt alene, for hun havde ingen til at hjælpe sig. Da hun blev færdig, begyndte mor og

søn at betrække konebåden, og da de blev færdige måtte de vente til

betrækket blev tørt, før de kunne bruge konebåden. Da den til sidst var helt tør, sagde sønnen til sin mor: "Lad os tage ud til en fangstplads, for jeg vil for en gangs skyld gerne afkøle vores boplads i sommerperioden."(nillorserallassagakku - nillarserpaa - nillorserpaa, afkøler det. Mærkeligt. Det kan også betyde, at han først vil komme tilbage om efteråret, når det er blevet køligt ?? CB. Man luftede vinterhuset ud i sommerperioden ved at bryde taget ned, når man tog på sommerrejser. Det kan opfattes som en afkøling. De havde jo aldrig før forladt bopladsen for sommeren, BS)

Han satte konebåden i vandet; og han og moderen begyndte at gøre klar.

 

Da de blev færdige, tog de afsted, idet de skiftevis

roede på den ene og den anden side af konebåden (illupiartaallutik -

eller: roede med to årer på en gang??). De nåede til Illokoq og slog

lejr dér. Dagen efter om morgenen stod sønnen op og gjorde klar til at tage afsted. Moderen sagde: "Jeg vil gerne have vores boplads afkølet i sommerens løb." (betyder det at hun vil længere væk hjemmefra ? BS)

Da de havde gjort sig klar, tog de afsted og roede skiftevis på den ene og den

anden side af konebåden. Undervejs til Itilleq for at slå lejr

dér, sagde sønnen: "Skulle vi ikke tilbringe sommeren i Itilleq?"

Men næste morgen begyndte sønnen alligevel at gøre klar til afrejse. Moderen så

det og sagde: "Jeg troede ellers, at vi skulle tilbringe sommeren

her." Sønnen sagde: "Vi tager til Sorlaat for sommeren."

De gjorde, som han sagde og tog af sted, idet de roede på

skiftevis den ene og den anden side af konebåden. De slog lejr i

Sorlaat. Men allerede næste morgen begyndte sønnen at gøre klar til

afrejse. Moderen så til, men hun sagde: "Jeg troede ellers, du ville

tilbringe sommeren her." Sønnen svarede: "Jeg vil afkøle min boplads i

sommerens løb." Da han sagde dette, gjorde de klar til afrejse,

hvorefter de tog af sted og roede skiftevis på den ene og den anden

side af konebåden. Hen mod aften slog de lejr i Itillia. Næste morgen

begyndte sønnen at gøre klar til afrejse. Moderen troede, som de andre

gange, at de skulle tilbringe sommeren dér; men da sønnen ville afkøle

deres boplads i løbet af sommeren, tog de igen af sted. De roede som

de plejede (qanunguku - "som de plejede" er et gæt) skiftevis på den

ene og på den anden side af konebåden og nåede til Pamialluk. De

fortsatte på denne vis og tog af sted hver morgen; og de nåede til

sidst til Ikersuup Paa (mundingen af Ikersuaq). Da de kom dertil,

spurgte en af de lokale: "Hvor er du på vej hen?" Den

enlige søn svarede: "Jeg er på vej nordpå." Manden fra Ikersuup Paa

sagde igen: "Jeg tvivler på, at Sermiligaarsuk-beboerne vil lade jer

leve." Dagen efter tog de igen af sted nordover. Manden fra Ikersuup

Paa fulgte med i kajak. Han holdt dem med selskab under turen, han

overnattede dér, hvor de slog lejr og fulgtes med dem nordover. Da de

ikke traf en eneste kajakmand, vendte manden fra Ikersuup Paa om.

 

De andre fortsatte rejsen. De kiggede efter kajakker, og endelig, da de nåede

mundingen af fjorden Sermiligaarsuk, fik de øje på en kajakmand forude.

Kajakmanden nærmede sig dem, og de roede ham i møde.

Kajakmanden var nu fremme ved konebådens agterende. De ventede, at

manden skulle sige noget, men han sagde intet. De sagde heller ikke

noget til ham, fordi han var helt tavs. Endelig sagde den enlige søns

mor: "Hvor kommer du fra, hvorfra er du taget ud i kajak?" Manden

sagde ikke noget. Hun spurgte endnu en gang: "Hvor kommer du fra,

hvorfra er du taget ud i kajak?" Da han stadigvæk ikke sagde noget,

spurgte sønnen: "Hvor kommer du fra, hvorfra er du roet ud?"

Da han fortsat var tavs, kom han nærmere til ham og spurgte igen meget

højt: "Hvor kommer du fra, hvorfra er du roet ud?" Idet

kajakmanden vendte sig bort fra dem, sagde han endelig - for første

gang: "Jeg kommer herinde fra, jeg er taget afsted herindefra.

Desværre er ingen andre taget ud på fangst." Den enlige søn sad blot

og kiggede på ham, mens han fjernede sig fra dem. Så sagde han:

"Hvor virkede han dog utilnærmelig, den eneste kajakmand vi har

truffet." Idet han sagde dette, satte han sin kajak, der lå midt i

konebåden, ud i vandet og kom ned i den. Så roede han afsted. Da den

flygtende kajakmand kiggede bagud og så manden ro efter ham, vendte

han om og gav sig til at ro af alle kræfter direkte imod ham. De

nærmede sig hastigt hinanden. Den enlige søn gjorde klar til at kaste

harpunen. Den anden gjorde det samme. Hver for sig så de ud, som om de

skulle lige til at kaste; men de passerede tæt forbi hinanden,

uden at der skete noget. Igen vendte de sig imod hinanden og gjorde

klar til kast. Begge så ud som om de nu skulle kaste harpunen,

men de passerede bare forbi hinanden. Endnu en gang vendte de sig imod

hinanden og gjorde klar til kast. Lige i det øjeblik den fremmede

kajakmand skulle til at kaste harpunen imod den enlige søn, ramte

denne ham med sín harpun. Da han havde dræbt ham, fjernede han sin

harpunspids fra ham og roede hen til konebåden. Moderen sagde til ham:

"Har du smagt på ham, du har dræbt?" Sønnen sagde: "Nej." Moderen

sagde til ham, at han skulle ro hen til ham og få en bid af ham,

ellers ville den døde krybe ind i ham. Da sønnen kom hen til den

dræbte, rejste han kajakken op og ville smage på et stykke af ham. Men

han væmmedes og nøjedes med at slikke blod fra hans sår. Da han kom

tilbage til konebåden, spurgte moderen: "Har du smagt et stykke af

ham?" Sønnen svarede: "Nej, men jeg slikkede blod fra såret."

Moderen sagde: "Nu kan den dræbte ikke krybe ind i dig."

 

De fortsatte nordover og kom til et sted med mange mennesker; og dér

slog de lejr. Næste morgen, da den enlige søn stod op, gik han op til

udsigtspunktet og han så, at to mænd var gået ned for at tage ud

i kajak. Han gik ned og tog af sted sammen med dem. De roede ud og kom

til fangstområdet, hvor de lå og lurede på, at der skulle dukke en

sæl op. Her harpunerede den enlige søn en sæl. Da han havde dræbt

sælen, gjorde han den klar til bugsering, hvorefter han gav sig til at

ro ind mod land. De andre fulgte med. Undervejs begyndte de andre at

udspørge den enlige søn: "Har I ikke set en kajakmand i går, da I kom

den vej i konebåd?" Den enlige søn sagde, at de ikke havde set nogen

kajakmand. Så spurgte de ham endnu en gang: "Har I ikke truffet

mennesker i Ikerasuup Paa?" Den enlige søn sagde: "Jo, vi overnattede

der. Manden derfra ledsagede os et stykke af vejen. Efter at han var

vendt om, så vi en kajakmand hér." De andre sagde: "Dræbte du ham

ikke?" Den enlige søn svarede: "Hvorfor skulle jeg dog det?" De andre

blev ved med at spørge ham, om han ikke havde dræbt den kajakmand, han

traf. Endelig sagde han til dem: "Se hvordan min store harpunspids er

kommet til at se ud." I det samme opdagede hans ledsagere, at

harpunspidsen var helt sort af den dræbtes blod.

 

Da de nærmede sig

land, hørte de råb derindefra: "Nu antaster fjenderne den enlige søns mor!" Idet den enlige søn sagde: "Min stakkels mor, min eneste ledsager", roede han til medsin fangst på slæb. De andre kunne ikke længere følge med og bad ham

vente, idet de lovede, at de nok skulle hjælpe ham. Den enlige søn

standsede, og netop som de skulle slå følge, blev der atter råbt inde

fra land: "Din stakkels mor er ved at blive antastet af dine fjender."

Sønnen sagde: "Min stakkels mor, min eneste ledsager", og i det

samme roede han til. De andre, som var ved at sakke agterud,

råbte: "Vi skal være forbundsfæller, vi skal støtte hinanden." Da de

andre sagde dette, standsede han, og de andre roede hen til ham. Sådan

gjorde de hele tiden, og endelig nåede de til deres kære land. Den

enlige søn skulle til at gå i land, men måtte ro ud igen fordi

fjenderne kom ned mod ham. Han ville så i land et andet sted; men det

kunne han ikke, fordi fjenderne fulgte ham langs stranden hele tiden. Så

roede han længere ud, og herfra gav han sig til at ro meget kraftigt

imod land. Fjenderne så ham nærme sig, men de kunne kun

se kajakken. De ledte efter manden og opdagede, at han stod bag ved

folk. Det viste sig, at han var sprunget ind i land fra sin kajak hen

over folk; uden at fjenderne havde set det. Da fjenderne opdagede ham

stå bag ved folk, sagde de: "I går så man en konebåd på vej

ind, drevet frem ved at nogen roede skiftevis på den ene og den anden

side af den; og vores yngste kom ikke hjem fra fangst. Vi var ude at

lede efter ham og fandt ham med et stort sår. Har du dræbt ham?"

Den enlige søn svarede: "Nej, jeg har ikke dræbt ham." Selvom han

fortsat nægtede sig skyldig, begyndte man at angribe ham; og han

sagde: "Ja, jeg dræbte ham. I går, mens vi var undervejs, kom der en

kajakmand og lagde til ved agterenden af konebåden. Vi ventede, at

han skulle sige noget, men han tav. Jeg er jo en enlig mand; og jeg

plejer ikke at være den første, der indleder en samtale med en mand.

Min stakkels mor sagde til ham: "Hvor kommer du fra, hvorfra er du

roet ud." Da han ikke sagde noget, spurgte hun ham endnu engang; og

jeg spurgte ham derefter to gange. Han svarede ikke, men idet han

roede bort fra os, sagde han: "Desværre er ingen andre taget ud på

fangst." Da han sagde det kiggede jeg bare på ham i første omgang, og

så sagde jeg: "Hvor virkede han dog utilnærmelig - den eneste

kajakmand vi har truffet." Så satte jeg min kajak, der lå midt i

konebåden, ud i vandet og roede hen til ham og dræbte ham."

 

Da han havde fortalt alt dette, sagde han: "Jeg er ubevæbnet, og I må angribe mig

uden våben." Efter disse den enlige søns ord, rodede en af

de to, som lovede at hjælpe ham, ned i sin kajak og trak en stor sabel (Det er

jo nok snarere en stor kniv CB) frem. Den gav han til den enlige søn og

sagde, at han kunne bruge den som våben. Med dette våben sprang den

enlige søn frem til sine fjender og dræbte dem alle sammen ved at

dolke dem med våbnet.

 

Han tilbragte sommeren på dette sted. En dag roede han langs med

kysten nordover. På et tidspunkt roede han uden om et lille næs; og på

den anden side af det fik han øje på en hel masse mennesker, som var i

færd med at flænse en hval. Han anbragte sig et sted, hvor han ikke

kunne ses. Så gik han i land og gav sig til at iagttage dem. Der

var én, der fik øje på ham og sagde til ham: "Kom og flæns med." Han

gik tilbage til sin kajak, kom ned i den og roede hen til dem. Han så,

at de skulle til at flænse den indre del af hvalen. Han fik

lyst til selv at flænse hele den indre del. De andre var mest indstillet

på, at gøre det "atumikkisaallutik" (kender ikke ordet - i

fællesskab? CB). Men da den enlige søn insisterede på, at være alene

om det, gik de andre med til det, fordi de var bange for ham. Den

enlige søn flænsede det færdigt og sagde så bagefter: "Måske skal jeg

hente min lille konebåd, hvis der er én, der vil følges med mig." En

af flænserne sagde: "De dér er som sædvanlig skyldige." (pisuupput

pissuupput , er skyldige?? - men svært at vide, hvad der menes; eller:

pissapput? - skal med). Han tog afsted sammen med to andre. Mens de

roede sagde den enlige søn: "Det er første gang, jeg har været med til

at flænse hval; og jeg er syg efter at fortælle om det. Jeg vil derfor

ro så hurtigt jeg kan (imminut uuttuullunga - kan

formentlig forstås sådan: Efter det jeg er i stand til CB). De andre

sagde: "Bestem du bare din egen fart som du vil. Vi skal nok følge

dig." Den enlige søn satte farten voldsomt op. Hans ledsagere holdt

den samme fart. Hele vejen roede de for fuld kraft, så de nåede målet

uden besvær.

 

Da de var rejseklar, tog de af

sted. Den enlige søn var styrer, mens moderen og den ene af

ledsagerne roede. Den anden af ledsagerne skubbede til bagfra i kajak;

og de nåede frem til ledsagernes boplads. Da de havde losset

konebåden, sagde den enlige søn: "Nu skal jeg hente min flænsepart.

Jeg bør nok have hjælp til det. Bopladsfolkene sagde: "Datteren af

den lille kælling plejer at være god til at hjælpe til. Spørg, om hun

vil hjælpe dig." Der gik besked til hende, og hun kom ud. Hvilken

kvinde. Hvor var hun smuk. Den enlige søn havde allerede i tankerne

bestemt sig til, at få hende til kone. Med hende som roerske tog de hen, hvor flænseparten lå. Han rakte kødet over til hende, og

hun bar det ned til konebåden uden mindste tegn på besvær. Da de kom

hjem med kødet, sagde den enlige søns mor: "Mon ikke vi skal kalde på

din søde medhjælper, så jeg kan betale hende?" Sønnen

svarede: "Ja, betal du hende." Hun blev hentet; og da hun kom ind, rodede

den enlige søns mor ned i sin pose og tog et spraglet sælskind, et

skind af en klapmydseunge og et netsideskind frem; dem gav hun pigen som

betaling.

 

Senere fik sønnen lyst til at vende tilbage til sin boplads sydpå; og

han sagde til sin mor: "Jeg vil tage sydpå; bed moderen til min

medhjælper om at komme med." Moderen syntes ikke helt om tanken, men

gik alligevel med til det, da sønnen blev ved. Medhjælperen og hendes

mor kom med sydover, og den enlige søn fik datteren til kone. De

sejlede udenom det sted, hvor de egentlig ville have tilbragt sommeren

og befandt sig ved mundingen af Sermiligaarsuk; så sagde den enlige

søn: "Mon der lever efterkommere af dem, jeg har dræbt?" Idet

han sagde dette, drejede de ind i fjorden og slog lejr længere inde i

fjorden. Han fik øje på nogle telte og roede derhen. Han gik i land og

gik op til et telt, hvor der boede et gammelt ægtepar, der havde en

datter, som var enebarn. Datteren var meget smuk, og han tænkte, at han

ville have hende som medhustru / andenkone. Mens han var inde i teltet, sagde

den gamle mand: "Vent på de sølle (ikkunnguakasiit) derhenne. De er

meget stærkere end dem, du dræbte. Det er deres fætrene."

Ved de ord blev den enlige søn meget nervøs. Mens han var der voksede hans uro; og han sagde: "Jeg vil afsted inden det bliver for sent på aftenen."

(unnuutissasoralunga aallaanassqaanga). Med de ord greb han det gamle

ægtepars datter og fik hende ud af huset. Da han kom ned til sin

kajak, snørede han hendes ben fast omkring sin kajak. Så kom han ned

i sin kajak og roede bort. Kvinden skreg og råbte efter en kajak

(qaannameertuleqaaq) og forsøgte at vælte kajakken, hvortil hun var

snørret fast. Men manden, der havde hende bag på sin kajak, havde ikke

besvær med at holde balancen. Da den enlige søn nåede tilbage til

lejren, ville han straks videre. De gjorde sig klar og tog af sted.

Under turen sydover roede den første kvinde, som den enlige søn tog

til kone, stærkt til, for at dulme sin skinsyge: Boblerne fra hendes

åre sprøjtede op bag agterenden af konebåden. De rejste videre

sydover, og nåede til sidst deres boplads Sanningasoq, hvor de tog

fast ophold.

 

Var.: Ikke præcis i denne bases samlinger, der ellers rummer mange mere eller mindre historiske fortællinger om en sydlændinges rejser mod nord.

 

Hist.: Blodhævn hæfter ofte ved fortællinger om sydlændingenes faktiske rejser nordpå, for at handle eller bosætte sig deroppe.

Sofie

Print
Dokument id:2327
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Sofie
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 149-152
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

Et af Nappartuku og Atsivaqs børnebørn, Aleqaajik / Katrine der blev ansat ved kolonien, havde datteren, Atsivaq, der blev døbt Margrethe / Margarida  i 1901 og gift med Missuarnianngas tidligere plejesøn, døbt Jørgen. Som sin svigermor blev også han ansat ved kolonien, som tømrer. Da Margarida skulle føde sit første barn, og koloniens to fruer, Rüttel og Lund kom til hjælp med sakse i hånd, blev smidt ud. Katrine overholdt alle de gamle ritualer: slog håret ud, skar navlestrengen over med en muslingeskal, navngav barnet med en dråbe vand på sin guldebrand. Den faldt ned i munden på barnet mens Katrine holdt om dets guldebrand og fremsagde navnet: Sofie Marie. I 1914 døde både Katrine og Margarida, der netop havde født en dødfødt dreng af en influenza medbragt af forsyningsskibet Godthåb. Jørgen sad tilbage med Sofie og to yngre sønner, Henrik og Thomas. Imod Sofies vilje blev hun ikke gift men sendt på jordemoderuddannelse i DK. Hun distriktets første indfødte jordemoder og havde et fint samarbejde med den danske, Signe Vest. På et tidspunkt fik hun en datter med et eskpeditionsmedlem, ingen ved hvem. Datteren fik sin mormors navn, Margerida til hvem Sofie flyttede i 1966, dvs. til Kbh. Dødslejet på Rigshospitalet blev langvarigt. Hun beklagede sig over ikke at kunne blive hjulpet i døden på den før-kristne måde, med indsnøring af tøjet og anbragt i havstokken, hvor tidevandet tog den indsnørede. I den sidste tid fik hun besøg af mange af sine afdøde slægtninge, og også af Missuarniannga, der som Jørgens tidligere plejefar, mente at kunne rende familien på dørene. En værre plageånd. Men Sofie døde stille og fredeligt med datteren Margaridas hånd i sin, 3. april 1989.

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Taatsiarsuaq

Print
Dokument id:1853
Registreringsår:1863
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Taatsiarsuaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 303 - 305
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 237 ss. 928 - 936.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 303 - 305: Oqaluttuaq Taatsiarsuarmik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 62 - 65

 

Dansk version sammenstykket af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 81.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 69, ss. 370 - 372: The Angakok Ataitsak practicing his Art with the Benevolent Ingnersuit.

 

Resumé:

Taat. er storangakkoq / åndemaner. Han tar altid ud på fangst alene og aldrig langt ud fra bopladsen. Vil han have selskab tilkalder han sine hjælpeånder blandt innersuit og fanger sammen med dem.

En dag harpunerer han en stor sortside, der kæntrer ham så akavet at han må ud af kajakken for at komme oven vande. Først da han ryster af kulde husker han sine hjælpeånder, hvoraf een ankommer på et øjeblik og får ham vippet op på sin kajak. De andre støder til også deres bedste fanger, der sinkes af den fangst han har på slæb. Denne vender og tømmer hans kajak og tilbyder ham en dejlig mønstret sweater, som han nyligt sammen med en masse andet uldtøj har købt af de engelske hvalfangere. Innersuit bringer ham med hjemad, råber til dem inde på stranden at de medbringer ham, som de plejer at gå i læ hos. Vel i hus afklædes han alt sit tøj, farer pludselig nøgen rundt som en gal, får varmen, falder til ro og beværtes med alskens mad.

       Derefter ber man ham som åndemaner at finde ud af hvad der er i vejen med deres bedste erhverver, der ligger sygelig hen.

       Om aftenen holder Taat. så seance og ser mandens gamle tante tæt på den syge. Diagnosen er således stillet: hun er i færd med at forhekse ham. Under næste aftens åndemaning skal hun så fanges, dvs. harpuneres. Men først får Taat. hende til at snakke, og hun fortæller at hendes vrede mod den unge slægtning skyldes, at han tidligere har givet hende en rigelig kødgave efter rensdyrjagten, men sidste gang, hvor han endda både havde nedlagt ren og en stor hvidhval, fik hun intet. Taat. får nemt tilladelse af de andre til at dræbe hende og ber dem hjælpe med at holde harpunlinen efter kastet. Da hun ikke som håbet blotter sin front ved at læne sig bagover, men stikker hovdet ind under albuen, kan han ikke ramme hende ordentligt. Hun opdager hans hensigt, smutter væk, men bliver alligevel ramt i fodsålen. Taat. ber så om at man går hen og ser til tanten, der ganske rigtigt ligger død af blodtab fra såret i fodsålen.

       Taat. får talrige værdifulde taknemmelighedsgaver med hjem. Men undervejs vil de uafbrudt ud og væk fra kajakken og gaven af hvalrostænder stikker ham voldsomt. Han kommer dog hjem med det hele og hver gang så længe han fanger og han er ude slutter den unge innersuaq sig til ham og forærer ham et eller andet værdifuldt med hjem.

 

Var.: Ataatsiarsuaq; Ataatsiaq

 

Hist.: Det er en almindelig opfattelse i mange fortællinger om innersuit at de har meget gode handelsforbindelser med de europæiske hvalfangere.

       Fortællingens østgrønlandske baggrund virker iøjnefaldende:

hér er den almindelige forestilling om relationen mellem en åndemaner og hans hjælpeånder, at de varmer sig i hans indre (altså ikke blot søger læ hos ham) under seancen, når hans tarneq er på rejse og de på skift smutter ind i hans krop. Det samme gælder åndernes gavers uvilje mod at følge deres ny ejer. De vil hjem igen. Se fx Sandgreen 1987, Innartuaqboens himmelrejse.

Kommentar: Bemærk at Taatsiarsuk som optakt til sit ophold hos ånderne gennemgår en lille initiationsrite, hvor han nøgen mister besindelsen og farer rundt som gal. Forløbet minder stærkt om både den østgrønlandske lærlings opvågnen i nøgen frysende stand efter at have været ædt af isbjørnen eller kæmpehunden, og om hans "forløsning" i rasende omkringfaren: Se fx Sandgreen 1987, Den lille elv med det store dyr; og Jens Rosing 1963: Aggu / Akku.

Tîsikôrssuarmik / Tiisikoorsuarmik

Print
Dokument id:2229
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04
Fortæller:Olsen, Gaaba (Gaba / Gâba)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tîsikôrssuarmik / Tiisikoorsuarmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 24, 2 ss. A6-størrelse
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

 

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til sikker og fuldgyldig oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

 

Tiisikoorsuaq er i denne fortælling en kæmpe, der med en arm ind gennem vidnuet prøver at stjæle et spædbarn fra et ægtepar mens de sover. Manden får hugget armem af kæmpen, der, viser det sig, falder om og forbløder. Da kæmpens kone kommer og spørger efter ham, nægter ægteparret at have set noget til ham.

 

Renskriveren Møller har en anden fortælling om Tîsi. Den er uden overskrift og indflettet mellem sange, egne salmer, og en beskrivelse af et kongebesøg i 1903:

 

Håndskr.: KRKB 1, 6(18). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

 

Den handler om kvinder og piger, der går ud og finder børn på jorden, før de selv kan få børn. En af dem finder et væsen, som hun lader suge blod fra en vorte på sin krop (en brystvorte?) om natten. Utysket vokser sig stor og glinsende som en frossen klump kød. En af de andre opdager det en nat, og det ender med at man smider klumpen ud og lader den smelte i indgangen, der løber fuld af blod, mens dens "mor" er ude på bærtogt.

 

Jeg (BS) er ikke helt sikker på dette hastige referat i oversættelse, men det er tydeligvis en variant af Thule-inuits og de canadiske inuits fortælling om de første tider, da kvinderne fandt børn på jorden og en af dem af lutter lyst til at få børn i stedet tog en orm (larve eller puppe)til sig og diede den med sit blod. Den siger tsii, tsii, derfor navnet. Den diende orms forvandling til en glinsende frossen kødklump må være en reference til åndesproget hos canadiske inuit, hvor et foster hedder en geleret, koaguleret, 'frossen' klump blod, quac'iaq (Therrien, Michèle, Le corps inuit, SELAF 1987:128). Det er m.a.o. en myte om den første abort eller menstruation, der åbner for menneskers egen evne til biologisk at reproducere sig selv.

Alt tyder på at Møllers Tiisi skal spores til den (ikke helt tydelige / forståelige) version, som

Jørgen Brønlund fik under opholdet i Avanersuaq under den litterære Grønlandsekspedition. Det fremgår af den nylige udgivelse af hans dagbogsnotater:

 

"Jørgen Brønlund. Optegnelser fra en ekspedition 1902-04 / Ilisimasassarisiornermit allattukkat 1902-04." Det grønlandske Selskabs Skrifter XXXV, Kbh. 2002. Red.: Stig Bjørnum, Arnaq Grove og Einar Lund Jensen. ss. 72 - 73 og 112 - 114. (Orig. håndskr.: A 245, Arktisk Institut.)

 

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tissikoorsuaq (?)

 

Kommentar: husets fødselssymbolik genkendes i ormen der smelter til blod i husgangen, dvs. menstruationsblod i kvindens vagina. Se GTV

Ukutserpak

Print
Dokument id:84
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ukutserpak
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 398
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 139 ss. 697 - 699.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 397 - 399: Oqaluttuaq Ukutserpammik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 163 - 163

 

Resumé:

Ukutserpak vil kun eet bestemt sted hen på bærtogt, og til slut føjer man hende og tager derhen. Men hun plukker ikke rigtig noget. Hun stirrer hele tiden mod indlandet. De andre undre sig. Men der er noget stort, der bevæger sig, siger hun, hvorefter man ser, at det er en kæmpeorm (kæmpemålerlarve), der lynhurtigt skubber sig ned mod dem. De flygter hovedkuls ned i konebåden, men Ukut., der er noget gumpetung, får afbidt en del af sin bagdel og halesnippen på pelsen i springet ombord. De møder Qasigiaq, der med sin nye fuglepil dræber ormen. Ukuts. får under flænsningen fat i maven og får sin småfordøjede ende ud. Man syr den på hende, den heler straks, og derefter halesnippen. Derefter taber hun helt lysten til at komme på bærtur.

 

Var.: Ukursurbâk / Ukursurpaak.

Ulaajuk

Print
Dokument id:59
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ulaajuk
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 319 - 320
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 112 ss. 597 - 602.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 319 - 320: Oqalualaarut Ulaajummik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup Kangermiup oqalualâve', Godthåb: Det grønlandske forlag 1972: 75-76.

 

Resumé:

Dengang mange er blevet døbt af herrnhuterne, modsætter den tilrejsende sydlænding, Ulaajuk, sig trodsigt dåben, og da hans familie egentlig gerne vil, sørger han for ikke at komme til at overvintre i nærheden af Nuuk, men i Ikaarussat.

Engang han er i Nuuk, forelsker han sig i en ung kvinde, Pernille, og vil bortføre hende som sin andenkone, men det modsætter familien sig. Hun er så med på et bærtogt til nedenfor Kingittorsuaq, hvortil Ulaajuk også kommer roende, og man får snydt ham rigtig godt ved at lade Pernille skabe sig, som hun er syg og er blevet vanvittig. Da mister Ulaajuk lysten og hele selskabet opgiver bærplukningen og får sig gang på gang et hjerteligt grin på hjemvejen.

Hvis Ulaajuk er til stede, når de mest troende taler om verdens undergang, erklærer han højrøstet, at når det sker, vil han sidde oppe på toppen af Kingittorsuaq (Hjortetakken) og grine af hele hurlumhejet nedenfor.

Da han er døende, mens familien ligger i lejr under Kingittorsuaq, angrer han trods alt sin modstand og erklærer, at nu kan man fortælle, at her ligger han og venter på verdens ende med udsigt til Kingittorsuaq.

 

Var.: til episoden om verdens undergang og Kingittorsuaq, se Hans Lynge, 1978: Nûk. Hvad der i vore dage huskes fra Godthåbs fortid. Det Grønlandske Forlag, ss. 6-8. Søg på Ulaajuk. Navnet forbindes ofte med angakkoq / åndemaner-fortællinger.

 

Var.: I en anden mere sagnagtig fortælling i mange varianter, er hovedpersonen i nogle af dem Ulaajuk. Han er angakkoq, han røves af innersuit, får skåret næsen af og reddes af en af sine hjælpeånder.

 

Hist.: Fortællingen er historisk. Hans Lynge har en kortere version, som han muligvis selv har hørt, i: Nûk. Hvad der i vore dage huskes fra Godthåbs fortid. Det grønlandske forlag, 1978: 7-10.

Umiartuaqátáutunik / Umiartuaqattaattunik

Print
Dokument id:364
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Lund, Jakob
Mellem-person:Lund, Jakob
Indsamler:Rink, H.
Titel:Umiartuaqátáutunik / Umiartuaqattaattunik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 97h - 98h, nr. 334
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Dem der roede rundt i en konebåd

 

Nogle, der roede rundt i konebåd, fik pludselig øje på en

stor kajakmand, som styrede direkte imod dem og var kommet ganske nær.

Da den store kajakmand kom hen til dem, øste han konebåden op med sit

kastetræ, satte den ind under kajakstolen (et stativ til harpunlinen)

og roede bort med den. Kajakmanden nåede frem til sin boplads, og hans

store søn gik ned for, at tage imod ham. Faderen sagde: "Jeg har noget

legetøj med til dig." Den store søn sagde: "Han siger, at han har

noget legetøj med til mig." Faderen gav ham konebåden; og han gik op

til huset med den. Han satte konebåden ned i vandspanden og gav sig

til at lege med den. Faderen gik op til huset, efter at have ordnet

kajakken. Han havde kun været inde ganske kort, da sønnen fik

konebåden til at kæntre, så hele besætningen sank til bunds i spanden.

Hans far samlede dem op igen, og kun én fra besætningen druknede. Ved

aftenstid sagde sønnen: "Nu vil jeg dræbe hele den elendige

besætning." Faderen sagde: "Ikke i aften; det kan du altid gøre i morgen."

Så satte drengen konebåden på det sted, hvor man kom op i rummet fra husgangen (noget tyder på, at konebåden blev sat på briksen nærmest indgangen CB).

De gav sig til at græde over deres kammerat, der druknede i spanden.

 

Da alle i huset var faldet i søvn, tog de fat på at fire deres lille

konebåd ned. Den kom ned til sidebriksen og bagefter firede de sig

selv ned. Det lykkedes for dem, at få alle ned på sidebriksen. De

begyndte at slæbe konebåden hen over sidebriksen for at få den ned på

gulvet. De selv vadede dybt i hårene på det skind, der lå på

sidebriksen. De firede deres lille konebåd fra sidebriksen ned på gulvet

og bagefter firede de sig selv ned ligesom før. De begyndte så at

trække deres lille konebåd hen over gulvet. Selv måtte de udenom

sammenføjningerne mellem gulvfliserne. Endelig nåede de nedgangen til

husgangen. De firede deres lille konebåd ned i gangen og bagefter

sig selv, hvorefter de trak konebåden videre over husgangens gulv,

idet de selv gik uden om stenflisernes sammenføjninger. De var

halvvejs gennem gangen, da morgenen gryede. Så måtte de

sætte konebåden i et hulrum i væggen, og også selv krybe derind.

 

Da husets invånere vågnede og opdagede, at sønnens nye legetøj var væk,

gav de sig til at søge efter den med tændte fakler. De gik også ned i

husgangen; og konebådens besætning skælvede for, at de skulle

opdage dem. Men de indstillede eftersøgningen uden at finde dem.

 

De tilbragte hele dagen i hulrummet. Da husets beboere om aftenen var

faldet i søvn, tog de konebåden ud af hulrummet og trak den ad

gulvet til udgangen. De rejste konebåden op imod udgangen og måtte

kravle op langs med den som ad en fjeldvæg. Med

besvær fik de konebåden halet op og trak den så nedad til vandet. Men de

nåede kun halvvejs; så blev det morgen, og de måtte anbringe konebåden

i en hule og selv krybe deind i skjul. Husets beboere

ledte efter konebåden alle vegne, men måtte igen give op. Hele dagen sad de i hulen, men da hustes beboere var faldet i søvn, fik de konebåden

ud af hulen og trak den videre ned til vandet, som de nåede

frem til inden det blev morgen. Af sted kom de på flugt og langt ud,

uden at blive set. De roede videre og nåede til sidst frem til deres

boplads. Siden roede de aldrig rundt bare for sjov. Den, der gik til

bunds i spanden og druknede, var den eneste, der ikke nåede hjem.

 

Var.: Holtved Giant scoops up ...; Den store indlandsbo, der bortførte konebåden.

En anden type fortælling om det ulige størrelsesforhold mellem kæmper og mennesker er: Kamikinnaq.

Uujooq

Print
Dokument id:63
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Uujooq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 332 - 333
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 116 ss. 611 - 613.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 332 - 333: Uujuumik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 59 - 61.

 

Resumé:

Uujooq er fra Alluitsoq-egnen / Lichtenau. Som så mange andre er han opdraget til hævner og derfor både stærk, en dygtig fanger og morderisk. Han har to kajakker, en til magsvejr og en smal, strømlinet en til storm. Hver gang han har myrdet tatoverer han sig i hårranden, og da hans nye unge andenkone lysker ham, opdager hun mærkerne og spørger, hvad de skal betyde. Han farer op og slår hende med et enkelt slag ihjel. Da må han være ekstra forsigtig, nu han har fået sin svigerfamilie som fjender. Sønner har han ingen af, hvorfor han opdrager sine døtre til stærke mennesker.

Den eneste fjende, han har virkelig respekt for, er en vis Qallunannguaq. Hver gang de møder hinanden til havs, er det med løftet harpun, men hver gang glider de således truende forbi hinanden. En dag opdager Uuj. Qall.s kajak på et øde sted og bliver opsat på at dræbe ham i baghold. Men da han får øje på Qall., er denne i færd med at løfte kampesten så store, at Uuj. nærer sig. Senere afprøver Uuj. samme sten og erkender sine svagere kræfter. Derfor tilbyder han Qall., da de næste gang mødes i kajak, en snus tobak som tegn på fred. Qall. tager imod, giver en snus til gengæld, og derefter kan de færdes i fred for hinanden.

 

Aron tilføjer at det er Mannasi, sydøstgrønlænderen Sarahs nu (1867) afdøde bror, fortællingen stammer fra.

 

Var.: Sahras fortælling, Thisted og Thorning 1996: 352 - 354: Sarahs fortælling fortsat, d. 4. februar. Uujooq indgår desuden i forskellige fortællinger: Søg på Akamalik, Akamelik og Ujooq, Uujooq, Ujuuk.

 

Hist.: Fortællingen virker autentisk og viser bl.a., at herrnhuternes Lichtenau var et sted, de immigrerende sydøstgrønlændere kunne søge hen (og formentlig finde tidligere ankomne slægtninge).

Blodhævn.

Uumasut eqqumiitsut

Print
Dokument id:2118
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Sørensen, Mathilte (Sørensen, Mathilde)
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Uumasut eqqumiitsut
Publikationstitel:Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001
Tidsskrift:
Omfang:s. 69 - 70
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Ikke med i den danske udgave: Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001.

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom med forbehold for misforståede dialektale gloser:

 

Uumasut eqqumiitsut: mærkelige væsener.

 

Innersuit: ildfolket (væsener fra den grønlandske folketro).

Jeg hørte Malia  fortælle, at nogle ildfolk var til gudstjeneste i Illukasik, ja det sagde de altså. Hun sagde vist nok, at det skete i juletiden. Man fortæller, at disse ildfolk ikke har nogen næse, hi, hi...

 

s. 70: Iseqqat: Øjendværge.

 

Kaalinnguasik, som er Bertinnguasiks bedstefar, har engang boet her, og det siges, at han plejede at fortælle om dengang han var oppe at fiske ørreder i Tasermiut. Han havde trukket sine ørreder på sin fiskesnøre og bar dem på ryggen. Og da han mærkede, at noget blev ved med at trække i ham, så han sig tilbage og opdagede, at det var en iseqqat / iseraq, der trak i ham, hi, hi, hi...

   Disse iseqqat siges at have øjne der sidder meget tæt på hinanden og vender lodret. Ja, sådan fortælles det altså, at dværgvæsenerne ser ud, hi, hi, hi...

 

Hist.: MS var 81 år i 1963. Søster til digteren Henrik Lund.

Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@remove-this.gmail.com.