Orig. håndskr.: KRKB 5,1, læg 5. Illustreret.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Den magtesløse fjende.

Det fortælles om en kvinde, at hun ikke havde bopladsfæller men mange børn. De blev dog én efter én dræbt af deres fjender. Derfor opdrog kvinden den ene af sine sønner til at kunne leve i havet som en anden sæl.

Så skete det igen en dag at en hel flok fjender kom i kajak og ville slå ham ihjel. Da de nærmede sig, sagde kvinden til sin søn at han skulle gå ud i vandet. Og da kajakmændene så, at han han sprang i vandet, tænkte de at der ikke var nogen tvivl om, at de nok skulle fange ham. Men drengen flygtede, og kajakkerne fulgte efter ham. Og han holdt sig nede under vandet og flyttede sig som en sæl.

Efterhånden var de dog roet meget langt ud, og kvinden tog en rem og begyndte at piske på vandet med den for at skabe stormvejr.

Så blev det et fygteligt stormvejr, hvor alle kajakkerne gik ned, men hendes søn havde held til at komme i land, uden at hans fjender gjorde ham noget. Og han fortsatte med at være en god svømmer, og frem til sin alderdom var han en dygtig forsørger.

Billedtekster:

Billede 1: Hun prøver at fremkalde stormvejr.

Billede 2: Da det blev et forfærdeligt stormvejr, omkon kajakmændene.

Var.: søg på: svømme under vandet.

Kommentar: en noget bar og tam udgave af denne fortælling.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 75h - 77v (slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 195 - 198: Iliarsuit akiniaasut.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 228.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 44, ss. 151 - 153 har Rink holdt sig til denne variant og tilføjet afvigelser fra tre andre versioner (hvoraf en af Amos Daniel, der ikke har kunnet identificeres). Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 29, ss. 221 - 224: The Orphans.

Resumé:

Forældrene til en storebror og en lillesøster dør, og skønt de adopteres bryder plejeforældrene sig ikke om dem. De efterlades i vinterhuset, som tilmed lukkes og skoddes, da folkene tager på sommerfangst. Længe famler de rundt efter madstumper. Da de er ved at dø af sult, finder den ene et drilbor, som de med ihærdighed får lavet hul i taget med ved at stille sig op på flere sten oven på hinanden. Udenfor finder de lidt levninger på flænsestedet og dér tillige snuden af en remmesæl, som lillesøsteren strækker og strækker med sin kammiut og til sidst kan give storebroderen på som hylster eller ham, dvs. pooq. Med en tryllesang / serrat, hun har fra sin mor, styrker hun ham til at kunne dykke og svømme som en rigtig remmesæl. Selv har han engang fået en formular, der kan skaffe storm. Sommerbopladsen er synlig fra deres sted, og næste dag med blikstille vejr lokker storebroren som remmesæl alle mændene ud i kajakker, en del endog uden halvpels. Langt ude rejser han en storm med sin sang, og så mange mænd drukner, at bopladsen får brug for arbejdskraft, hvorfor de afhenter de to forældreløse, da disse, med voldsomme fagter, har fået gjort opmærksom på sig. Nu er der mad nok til dem, men drengens plejefar er alligevel ond i sulet på ham og tvinger ham til at sluge knæskallen af en ren. Det glemmer drengen ham ikke for. De to søskende tager med forbipasserende gæster nordpå, drengen udvikler sig til fanger, og de tager tilbage, hvor drengen tvinger sin nu ældede fjende til at drikke kogende tran. Denne styrter død om, og de to søskende har endelig fået fred i sindet.

Var.: Kragh nr. 61 og nr. 64. En uidentificerbar version af Amos Daniel.

Episoderne er iøvrigt meget udbredte og findes både som selvstændige fortællinger og dele af andre fortællinger. Endog i Holger Danskes barnebarn af europæisk oprindelse, fortalt af Sissi. Søg på: Den forladte kvinde med plejedatter (1. episode); Svømme under vandet som en sæl (2. episode); Tamagignik iliarssuk Lyberth (3. episode).

Hist.: Moral: Kreutzmann synes med især den sidste episode, der forekommer ret påklistret, at skulle begrunde den voldsomme hævn.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Nedskrevet af Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen: NKS 2488, VIII, 4', s. 59 - 62.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 240 - 241.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 250 - 251.

Resume:

Inik (Inuk, "menneske"?) fanger en ung remmesæl, af hvis skind han vil

lave sig remme, skønt hans bedstemor vil have det til brikseskind.

Under forarbejdelsen springer remmen og blinder hans øjne. Han hører

en bjørn nærme sig vinduet, får sin bedstemor til at sigte for sig og

nedlægger bjørnen. Bedstemoderen benægter, at han ramt den og gir ham

intet af dens kød at spise. Inik lader sin lillesøster lede sig op til

en stor slette, hvor han lægger sig, mens søsteren går hjem. En flok

vildgæs kommer flyvende, ynkes over ham, stryger ham over øjnene og

beordrer ham til at holde dem lukkede til han kommer hjem. Nu kan han

se. En stor stime narhvaler og hvidhvaler komme ind i fjorden. Inik

bruger sin bedstemor som fangstblære. Hun blir trukket bort af den

narhval han fanger. Inik og hans søster går ind i landet og gifter sig

med hver en "skygge", der ikke har rumpehul og suger saften ud af

ildelugtende kød. Inik's kone føder et barn med rumpehul. Dets

bedstemor synger af glæde: "Det har et dejligt hul i bagen". -Til sidst

får hun selv et hul i bagen og dør.

Hist.: Fortællingen lokaliseres til Kialineq i nord, hvor der findes store

sletter. Men den er ikke historisk.

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til.

English version: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, In Monographs on Greenland 39(5): 250-251.

Hist.: The tale is localised in Kialineq in the North, where there are large plains. However it is not historical.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Uluâ" / Uluaa."Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:185 - 187.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 39 - 41: "Uluâ" / Uluaa.

Resumé:

Bopladsen rejser på fangst og efterlader en blind mand, hans mor og

lillesøster. Moderen hjælper ham til at nedlægge en bjørn gennem

vinduet og påstår, at han ikke dræbte den. Hun giver ham intet af

kødet, kun musliger. Men lillesøsteren gemmer noget af bjørnekødet til

ham under halslinningen. Han ber hende føre sig op til en sø, hvor en

lom giver ham synet tilbage, idet den dykker to gange med ham så længe

under vandet, at han næsten taber vejret. Hjemme igen ser han

bjørneskindet. Moderen lyver fortsat om det, men vil tækkes sønnen og

tar med ham på hvidhvalsfangst, hvor hun med harpunlinen om livet

tjener som modvægt mod det harpunerede dyr. En lille hvidhval klarer

hun. Sønnen harpunerer så et stort eksemplar, der trækker hende ud i

havet, hvor hun råber på sin ulu, snor sit hår til en lang tand og

forvandles til den første narhval. Bror og søster drager ud i verden.

Mennesker med store klør fortærer lillesøsteren, hvis knogler broderen

tar på ryggen og bærer (som i en amaat ?), til hun bliver levende igen. De slår sig endeligt ned hos andre mennesker, der ikke har rumpehul. En gammel

kvinde vil stikke sig et hul i rumpen og dør. Storebroderens rumpeløse

kone må føde ved kejsersnit.

Var.: Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Den blinde; Narhvalens oprindelse;

Hist.: En fælles inuit-myte øst for isblokeringen i Nordvestpassagen,

hvor indvandrerne fra Nordalaska i 1100-tallet for første gang mødte

narhvaler.

Tolkning: Strukturelt svarer den unge mands blindhed til narhvalens

sorte farve. Han blir seende ved neddykning i en sø med en lom; den

onde moder forvandles til en sort hval ved neddykning i havet med en

hvidhval, som hun er bundet til ved harpunlinens "navlestreng".

English version: Rasmussen, Knud: A Record, The People of the Polar North, 1908: 162-172.

Sideløbende dansk oversættelse, der næsten enslydende, men med

afkortet slutning også er trykt i 1866-71, I, nr. 40, s. 142 - 143.

Orig. håndskr. findes ikke længere.

NKS 2488, II nr. 68 er en seminarieelevs afskrift.  

Steenholdts afskrift findes i NKS 2488, VI: 17v - 18v.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 42, pp. 264 - 265: About the Children of two Cousins.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 270. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999:

Taamma allattunga, Aron, I: 270: Illoriit.

Resumé:

To fætre med hver sin barnløse kone overvintrer sammen og ved sommerens begyndelse aftaler de at kappes om hvem, der først gør sin kone gravid. Den ene, der holder sommer med sælfangst, får en søn, og da han efter en tid vender tilbage til fætteren, der om sommeren driver renjagt, har denne ikke fået børn men opfostret en renkalv. Mens kalven og fætterens søn leger sammen og slås for sjov, men da drengen ikke kan klare sig og græder, dræber drengens far kalven med en pil. Kalvens fosterfar blir fortvivlet, dræber sin fætter, og den dræbtes søn rejser langt bort. Da han senere er blevet meget stærk og kommer tilbage, er farbroderen død. I stedet rejser den stærke nevø langt af led for at opsøge en rygtbar stærk mand, der stjæler andres koner. Denne stjæler også den nysankomne gæsts kone, men bliver dræbt af gæsten i en tvekamp. Alle berøvede mænd får deres koner tilbage.

Var.: Lyberth Igdlorik

En lidt kluntet eller temmelig kortfattet sammenstykning af flere hyppigt brugte episoder: De to fætre (Lyberth Igdlorik), en sælfanger og en renjæger, der bliver uvenner (ligfedt). Eller der kappes om at få dygtige sønner (Ulorpanna). Om dyr der opfostres hos mennesker men ikke kan integreres i samfundet (gift med en ræv). Og om helten der drager ud og nedkæmper en asocial stærk mand: (Kunuk; Ungilattaqi).

Orig. håndskr.: KRKB 5,1, læg 5. Illustreret.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

To fætre.

To fætre boede vinteren over på samme boplads. Deres koner havde endnu ikke fået børn. På et tidspunkt om foråret skulle til at drage hver til sit, og så sagde de til hinanden: "Hvem af vores koner bliver mon den første, der får et barn?"

Den ene dog sydpå, og da de nåede frem til overvintringsstedet byggede de et hus, hvor de havde det godt vinteren over, og hvor hans kone fødte et barn. - Men da drengen blev større ville de tilbage til deres gamle boplads og igen finde frem til deres slægtninge.

Hans fætter havde dog ikke fået noget barn. Og da han var på rensdyrjagt om foråret, fangede han en levende renkalv. Han tog den med hjem og begyndte at lære den alt. Og renkalven lærte alting så godt, at den endda lærte at forstå menneskesprog, og desuden voksede den rigtig godt.

Så drog de mod syd og nåede frem til bopladsen, hvor de to fætre igen mødte hinanden. Den ene fætter så en levende renkalv gå rundt foran teltet. Og hans søn begyndte at lege og slås med den.

Til sidst var renkalven blevet stærkere end drengen, og det fik drengen til at græde. Og da drengen en dag igen brast i gråd, fordi han ikke kunen klare renkalven, tog faderen sin flitsbue og skød renkalven ihjel, selv om hans fætter og dennes fæller var så forgabt i den.

Den barnløse fætter blev dybt fornærmet og sagde til fætteren, der havde dræbt renkalven, at han ksulle gå et stykke væk, for han havde tænkt sig at skyde ham med en pil på grund af drabet på renkalven. Så gik de et stykke væk fra hinanden og skød mod hinanden. Den barnløse skød sin fætter ihjel, og alligevel brast han i gråd over ham.

Den dødes søn flygtede langt væk og undgik derefter sin fars fætter. - Men da han langt senere var blev stor og stærk, vendte han tilbage. Da viste det sig at han fars fætter allerede var død.

Billedtekster:

Billede 1: Drengen og renkalven slås.

Billede 2: De to fætre sigter efter hinanden med bue og pil.

Var.: Om fætrene nr. 4; søg også på: kappes

Orig. håndskr.: KRKB 5,1, læg 5. Illustreret.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

De stakkels forældreløse søskende.

Det fortælles at der for meget længe siden var et søskendepar, der ikke havde nogen far, men de havde mange bopladsfæller. Og når de mange fangere havde fanget sæler, fik de forældreløse drenge kun lidt suppe. Kød kunne der ikke blev tale om. Når der blev kogt kød, mens de var til stede, nåtte de nøjes med den suppe de fik og derefter gå hjem. Og når de kom hjem til sig selv, sagde de gerne til deres lille mor: "kunne man dog bare få lidt kød at spise." Men deres mor sagde bare: "I kære små; bare I holder sunde og raske kan I en dag selv sørge for at få kød at spise. Der er en mening med, at der skabes drengebørn, og er I bare raske skal I se, at jeres tid også kommer."

Drengene havde en lille hund som de elskede højt og havde stor glæde af. Men en af deres skrækkelige bopladsfæller fik igen ondt i sinde, fordi de stakkels drenge altid kom på besøg. Og han gav sig til at spekulere på, hvordan han skulle få dem slået ihjel. En dag havde han været ude på kajakfangst, og da han kom hjem, kom drengene igen på besøg, og da de havde spist suppe og var gået ud, gik manden ud og ned til sin kajak, hvor han hentede sin store lanse. Så gik han op og stillede sig ved indgangen til de faderløses hus og råbte ind til dem: "Kom ud, I derinde, så skal I se hvordan jeg har tænkt mig at slå jeres fordømte hund ihjel." Da han råbte det, sagde de til deres mor: "Sig til ham at vi er så glade for at lege med vores hund og har så stor glæde af den, at vi meget nødigt vil, at han slår den ihjel." Da deres mor gik ud for at sige det, nåede hun kun at stikke hovedet ud af husindgangen, før den frygtelige mand havde stukket lansen i hende, så hun var død på stedet.

De arme drenge havde ikke haft andre end deres mor at støtte sig til, og nu da også hun var død, sørgede de dybt over hende. De græd og græd, og til sidst faldt de i søvn af udmattelse.

Da de vågnede næste morgen sagde den ældste til sin lillebror: "Ja, nu er der ikke andet at gøre end at lade være med at besøge nogen. Men hver dag må vi gå op oven for vores hus og arbejde. Og vi skal ikke glemme vores lille mor; vi skal tværtimod hævne hende." Lillebroderen var helt enig.

Derefter gik drengene hver dag op oven for huset, når de vågnede. Der arbejdede de hele tiden med sten og med at trække små buske op, som de skulle bruge til brænde. Og efterhånden blev de meget stærkere og kunne klare langt større småtræer.

Langt om længe var der så en af deres bopladsfæller, der sagde til sin kone: "Lad os tage de to forældreløse drenge til os. Drengebørn vokser jo ikke op til ingen nytte." Denne mand havde nemlig ondt af dem og plejede at give dem mad. De havde ingen sønner, og snart efter lod han dem flytte ind i sit hus. Da de var flyttet hen til ham, byggede han dem begge en kajak og begyndte at træne med dem, og til sidst blev de begge meget dygtige kajakroere. Og deres stedfar syntes at det var en helt behagelig ændring, når de havde held til at fange noget. De var oven i købet også meget villige til mange slags forskelligt arbejde, og desuden var de meget stærke. - Da de nu blev opfattet på den måde, forlod deres mors morder bopladsen og bosatte sig et andet sted på en ø, hvor han byggede sig et hus. Og fordi han hele tiden havde bange anelser, hængte han gamle knogler op i husindgangen. Når de hang der, ville folk der kom ind støde ind i dem, og så kunne det ikke undgås, at de raslede og lavede støj.

En dag havde drengene igen været på fangst i kajak, og de kom hjem med en narhval, som den ældste havde haft held til at fange. Da de lagde til land, blev det bemærket at den ældste ikke var som han plejede. Det viste sig at han var kommet i tanker om drabet på sin mor. Da de var færdige med at flænse hvalen, gik de allesammen ind i huset. Og den ældste begyndte at græde, da han satte sig ned. Det samme gjorde lillebroderen. De græd længe over deres mor, og da de holdt op og blev stille, sagde den ældste: "Vores lille mor havde levet den dag i dag, hvis ikke det frygtelige menneske havde dræbt hende. Hun plejede at give os lidt muslinger at spise. Men havde hun levet nu, havde hun sandelig fået rigeligt at spise af min fine fangst. Nu tager jeg afsted, omgående, og slår hendes forbandede morder ihjel!"

Deres stedfar så hvad de gjorde, men han sagde ikke noget. Så gjorde de sig klar og tog afsted.

Da de lagde til ved bopladsen, hvor deres mors drabsmand boede, var der ikke et menneske at se. Så gik de op og var hurtigt fremme ved hans hus. Og da de kiggede ind gennem viduet så de, at han lå og hvilede sig med ryggen vendt mod dem. Da han havde ligget stille et stykke tid, undersøgte han omhyggeligt vinduet og gangen og lagde sig så ned igen. Storebroderen sagde til sin lillebror: "Gå du ind til ham, så venter jeg på dig her." Da han havde fået øje på de mange knogler, sørgede han meget forsigtigt for ikke at komme til at røre ved dem. Og langsomt kravlede han ind under dem og nåede til sidst igennem indgangen til rummet fra gangen. Derfra sprang han hen til manden og tog et godt tag i hans ankler og kastede ham ud mod gangen. Så sprang han for anden gang på ham, tog fat og kastede ham ud. Hans storebror stod uden for og fik et ordentligt greb om hans ankler og slyngede ham ned mod stranden. Så løb han ned til ham og tog igen fat i ham og kastede ham ud i havet. Og det fortælles at da de kom hjem fortalte lillebroderen: "Det var som når vi fanger edderfugle og smider dem fra os; så let var han, da vi smed ham i havet oppe fra huset."

Billedtekster:

Billede 1: De arme faderløses mor bliver dræbt.

Billede 2: De kaster deres fjende i havet.

Var.: Ikke i denne bases samlinger, skønt det er en tam udgave af mange lignende fortællinger om forældreløses hævndrab.

Hist.: God protestantisk arbejdsmoral og nøjsomhed præger denne fortælling.

Blodhævn.

Orig. håndskr.: KRKB 5,1, læg 5. Illustreret.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Den lille forældreløses hævn.

Det fortælles at et stakkels forældreløst barn blev jaget ud af huset af sine husfæller, så han måtte bo i husgangen. De brugte ham så til at hente sne, og så sagde han en dag til sneen: "Kære sne, kan du ikke selv komme ind i huset til dem, der ustandselig vil have sne!"

Så flyttede sneen sig i store mængder, og sneens ånd fyldte huset, så alle husets beboere blev kvalt.

Billedtekst:

En stor mængde sne er ved at dække huset.

Var.: Ikke i denne bases samlinger

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift.

Originalen findes ikke længere. Heller ingen afskrift i Kraghs samling: NKS 2488, VI.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2, ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:

The Blind Man who recovered his Sight.)

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Manden, der brugte sin mor som fangstblære. (Orig. uden overskrift)

En enke havde en søn og en datter. Sønnen blev blind, og hans mor gav ham ikke noget at spise. Men søsteren gav ham noget at spise i hemmelighed. En dag kom der en isbjørn og stak hovedet ind igennem vinduet. Den blinde bad søsteren række ham

buen, og ved søsterens hjælp skød han bjørnen. Han kunne høre, at han ramte

dyret, men moderen sagde, at det var tværbjælken, han ramte. Moderen og søsteren

flænsede isbjørnen. Moderen ville ikke give ham noget kød, men det gjorde

søsteren i al hemmelighed.

Da det blev forår, lod den blinde sig føre af sin søster til en stor sø. Mens

han lå på ryggen ved bredden af den store sø, hørte han susen. Det var en fugl,

der fløj lige hen over ham. Den anden gang den fløj forbi, rørte den ved hans

ene øje og næste gang igen begge øjnene. Han nåede lige at få et glimt af

fuglen. Det var en rødstrubet lom. Da han gik tilbage til huset, så han et

isbjørneskind, der var strakt ud på jorden ved hjælp af pløkke. Han spurgte sin

mor, hvor skindet stammede fra, og fik at vide, at det var et, der var blevet

efterladt af nogen.

Da hvidhvalstrækket viste sig, sagde sønnen.: Bare man havde en fangstblære. -

Moderen sagde: Brug mig som fangstblære. Sønnen bandt sin line omkring livet på

moderen. - Moderen sagde til sønnen, at han kun skulle harpunere mindre hvaler.

Men da en stor hvidhval dukkede op, harpunerede sønnen den trods moderens

protester, og han skubbede moderen ud i havet. Hvidhvalen og moderen dukkede op

lige efter hinanden, og moderen råbte: Uluga (min ulu), og det gjorde hun hver

gang hun dukkede op. Moderen havde en pels, der var lavet af spraglet sælskind. Hun blev til en narhval og hendes udslåede hår til hvalrostænder. Narhvalen

stammer således fra denne kvinde.

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

Kommentar: Ned- eller afskriveren har vist sovet, da han forsynede narhvalen med hvalrostænder. Enkelte narhvaler har dog to tænder. Eller måske var han fra et område, hvor man aldrig så en narhval. Håret, der blir til tanden, er netop ikke udslået, men  - som det fremgår af andre versioner - snoet.

This handwritten text is a copy made by a student teacher. The original handwritten text no longer exists. Neither is there a copy in Kraghs collection: NKS 2488 VI)

In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105:

The Blind Man who regained his Sight.)

Detailed summary translated by Chr. Berthelsen:

The Man who used his Mother as a Hunting Bladder (The original version does not have a title.)

A widow had a son and a daughter. The son was blinded and his mother did not give him anything to eat. But his sister gave him food in secret. One day, a polar bear came along and poked its head in through the window. The blind man asked his sister to pass him his bow, and with help from his sister, he shot the bear. He could hear that he had hit the bear, but his mother said that he had hit a crossbeam. His mother and sister flensed the polar bear. His mother did not want to give him any meat, but his sister surreptitiously gave him some.

When the spring came, the blind man let his sister lead him to a large lake. While he lay on his back on the edge of the lake, he heard a whooshing sound. It was a bird flying directly over him. The second time it flew over, it touched one of his eyes. The time after that it touched both of his eyes. He just about managed to catch a glimpse of the bird. It was a red-throated diver. When he went back to the house, he saw a polar bear skin stretched out on the ground, held with pegs. He asked his mother where the skin had come from and was told that it was one that had been left behind by somebody.

When the migrating beluga whales came along, the son said, “If only I had a hunting float.” His mother said, “Use me as a hunting bladder.”  The son tied his line around his mother's waist. The mother said to her son that he should only harpoon small whales. However, when a large beluga surfaced, the son harpooned it in spite of his mother's protests, and then pushed his mother into the sea. The beluga and his mother surfaced (one just after the other) and his mother cried, “Uluga (my ulu).” She repeated this every time she surfaced. The mother was wearing a skin garment made from the skin of a common seal. She became a narwhal and her hair, which was loose, formed walrus tusks. Thus, the narwhal comes from this woman.

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

Comment: The person who wrote down or copied the story must have been asleep when he equipped the narwhal with walrus tusks! However, some narwhals do indeed have two tusks. Or perhaps he came from a region where narwhals had never been seen. The hair which forms the tusk, is actually not loose, but was  according to the other versions- twisted or wound up.

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Orig. håndskr.: KRKB 5,1, læg 5. Illustreret.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Sangens kraft.

Det fortælles om en gammel ungkarl at han var meget forskellig fra sine fæller, fordi han ikke brød sig om viser og sang. Og når han hørte at nogen sang, gik han sin vej.

En dag blæste der en ret kraftig østenvind, mens han var ude i kajak. Han hørte at nogen sang, og så så han en konebåd, der var på vej ind i fjorden i modvind. Men der var ingen, der roede. Det siges, at han fra det øjeblik begyndte at kunne se nytten af at synge. Da han hurtigt kom nærmere hen til konebåden, lagde han mærke til at den ind imellem hævede sig lidt op i luften for derefter at falde ned på vandet igen, selv om han så at roerne slet ikke roede. Til sidst syntes han at det så helt sjovt ud. Og fordi han havde set nytten af at synge, roede han hen til dem og sagde, at det kunne være rart at følges med dem. Styrmanden bad ham så holde sig fast i konebådens side.

Styrmanden sagde at det var i orden, at han ville følge med dem. Og så bandt de hans kajak fast til konebådens side og gav sig til at synge:

       "Lad os hæve os op -

       Lad os svæve,

       måske, ja.

       Aa, aa, ha!"

Straks svævede de op og begyndte at flyve gennem luften. Og snart nærmede de sig fjordens bund og nåede frem til land. Endelig havnede de på toppen af et stort fjeld, og da de havde hvilet sig lidt der, fløj de videre og nåede frem til deres hus, hvor de landede. De tømte konebåden foran husgangen, og da det var gjort gik de ind i huset sammen med den gamle ungkarl.

Mens han var hos dem lærte han både deres sange, magiske vers og formularer. Men omsider kom han i tanker om sine slægtninge og blev bekymret, fordi de kunne tro at han var omkommet i kajak. Derfor besluttede han sig for at tage hjem.

Da den gamle ungkarl skulle hjem, begyndte de at fylde hans kajak med alt muligt som han skulle have med. Og da de til sidst havde fyldt den helt op, kravlede kajakkens lille ejermand ned i den og begyndte at synge tryllevers. Så hævede kajakken sig, og han fløj hjemad den samme vej han var kommet. Da han kom til toppen på en fjeldryg holdt han hvil dér.

Så ville han videre, men pludselig kunne han ikke huske sangene. Det var helt synd for ham, og til sidst stod kajakken og vippede på den mindst mulige plads: "Måske, ja" .... Nej, sådan var det jo ikke. "Ulk ja jaa!" - - - Sådan var det åbenbart heller ikke - - -. Han prøvede at synge på alle mulige måder, og til sidst begyndte han bare at græde. Han var lige ved at falde ned ad den stejle klippevæg, og så ville han helt sikkert ramme stendyngerne. Men så huskede han pludselig:

       "Lad os hæve os op -

       Lad os svæve,

       måske, ja.

       Aa, aa, ha!"

Så svævede kajakken op, og i sidste øjeblik blev han reddet fra den visse død.

Endelig kunne han så småt genkende området omkring sin boplads. Hans bopladsfæller, der befandt sig uden for husene, havde troet at han var omkommet, og så hørte de lyden af sang og så en en kajak komme svævende gennem luften. Han blev siddende i kajakken og fløj simpelthen ind gennem husgangen, men da han landede på briksen, brækkede kajakspidsen af. Og det fortælles at han derefter ikke prøvede at flyve gennem luften igen. Han havde været alt for tæt på døden, dengang han glemte hvordan sangene skulle synges.

Billedtekster til de tilhørende illustrationer:

Billede 1: Den gamle ungkarl møder en konebåd.

Billede 2: En konebåd der flyver gennem luften.

Billede 3: Han har glemt sangene og er ved at falde ned.

Oversat af Signe Åsblom.

Var.: Den flyvende kajakmand.

Hist.: Gert Lyberth f. 1867 i Maniitsoq / Sukkertoppen, søn af fanger, Elias Lyberth. Ansat i 1883 som lærling i KGH. Udligger i Napasoq fra 1897, forflyttet til Itilleq ved Sisimiut i 1915 og i 1918 til Qerrortusoq øst for Sisimiut. Opsiger sin stilling og flytter til Maniitsoq i 1921, hvor han dør velhavende og som en anerkendt kunstner i 1929.

Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtait , Tønder

1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: qilalugaq qernertaq.

Resumé:

Ulitaq rejser nordpå med søster og mor til Ilulissat, hvor han ved et delvis uheld bliver blind. Hans mor har forhekset nogle remme, der ligger i blød i en balje urin og ved en fejltagelse sin søns remme dér. Da han arbejder med en af dem sprøjter det op i hans øjne. Hans mor bliver arrig over at han ikke længere kan fange og giver ham kun muslinger at spise. Men hans søster gir ham ordentlig mad, når moderen er væk eller sover. Alle deres naboer flytter. En isbjørn nærmer sig huset. Søsteren holder buen og sigter med pilen gennem vinduet for sin bror, bjørnen ramler død om, men moderen hævder at han kun ramte vinduesrammen. Hun gir ham stadig kun muslinger, og søsteren giver ham bjørnekød der bekommer ham godt. Han drømmer at søsteren fører ham til en sø, hvor en fugl ved at strejfe hans øjne med sin vingespids gengiver ham synet. Det realiserer han næste dag, og moderen bliver grundigt forskrækket, da hun opdager hans genvundne syn. I sæsonen for hvidhvaler, hvor søsteren hjælper sin bror med at holde harpunlinen, når hvalen er harpuneret, inviterer han en dag sin mor til at gøre det samme. Han harpunerer en stor hvidhval, hun trækkes ned mod vandet mens hun råber på at få sin ulu / kvindekniv for at overskære remmen. Men hun slæbes ud i vandet hvor hun flere gange dukker op med sit råb, og sidste gang med sit lange hår i en fletning, der bliver narhvalens tand. Sådan blev narhvalen til med sit ulugu, ulugu råb, som man kan høre den dag i dag.

Var.: Søg på: blinde. Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

Hist.: Bemærk at begivenhederne, skønt fortællingens proveniens er Qaqortoq, lokaliseres til Ilulissat som endemål for en rejse sydfra - dvs. til Diskobugtens handel og hvalfangst, og væsentligere: til et område hvor man hyppigere kan fange både hvidhvaler og narhvaler end i det sydligste Grønland.

not [republished as a reprography: Grønlandske Sagn/ Kalâdlit Oqalutait, Tønder 1973, translated into Greenlandic in the non-paginated final section of the book: qilalugaq qernertaq.

Summary:

Ulitaq travels with his sister and mother northwards to Ilulissat, where he is blinded, partially by accident. His mother had put a curse on some straps.  which were soaking in a basin of urine, accidentally putting a curse on her son's strap, which was also in the basin. While he was working on one of the straps, a liquid squirted up into his eyes. His mother was peeved because he was no longer able to hunt and gave him nothing but mussels to eat. However, his sister gave him proper food whenever his mother was outside or asleep. All of their neighbours moved away. A polar bear approached the house. His sister held his bow and aimed the arrow through the window for him. The bear fell down dead but his mother claimed that he had only hit the window frame. She continued to give him nothing but mussels, but all the while his sister gave him bear meat which he enjoyed very much. He had a dream in which his sister led him out to a lake where a bird gave him his sight back, by brushing his eyes with the tips of its wings. The very next day, he implemented what he had seen and his mother got something of a fright when she discovered that he had regained his sight. In beluga hunting season, his sister usually helped him to hold the harpoon line when he had harpooned a whale. One day, he invited his mother along to do the same thing and he harpooned a large beluga. She was pulled towards the water calling all the while for her ulu in order to cut the line. But she was dragged out into the water, where she resurfaced several times, always calling out the same thing. The very last time she surfaced, her long braided hair was transformed into the tusk of the narwhal. This is how the narwhal came to be  with its cry of ulugu, ulugu, which can still be heard to this day.

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

Hist.: Notice how the events, despite the tale's provenance being in Qaortoq, are localised in Ilulissat as the final destination for a journey from the south. i.e. to the trade sites and whalehunting grounds of Disko Bay, and more importantly, to an area where belugas and narwhals are caught more frequently than in the southernmost regions of Greenland.

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2 ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:

The Blind Man who recovered his Sight.)

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

To søskende - en ung mand, der var begyndt at fange

sæler og lillesøsteren, som endnu var lille - boede hos deres

bedstemor i bunden af en dyb fjord. De boede helt alene. Den unge

mand var en dygtig (nakuunermit - egentlig: stærk) fanger, og de led aldrig nød.

En gang fangede han en remmesæl, og bedstemoderen ville gerne have

skindet til en pels til sig selv. Men den unge mand (Ussuttoq - ham,

der fangede remmesælen) sagde: "Jeg skal have det til line".

Bedstemoderen blev dybt fornærmet. Hele tiden mens hun afhårede skindet tænkte hun kun på disse ord:

"Når han har skåret dig til, og begynder at sno dig, skal du briste og

ramme ham lige i ansigtet." Under arbejdet med at fjerne hårene

koncentrerede hun sig helt om denne tanke. Da hun var færdig,

begyndte barnebarnet at sno den (udskårne rem). Da den var snoet strakte

han den ud og strammede den. Pludselig brast den og ramte ham i øjnene,

så han mistede synet.

Efter at han ver blevet blind, holdt han op med at ro i kajak. Han

indtog sin plads på sidebriksen og flyttede sig ikke mere. De levede

af forrådet fra hans fangster; men det svandt ind

efterhånden. Da der var ganske lidt tilbage, gav bedstemoderen ikke

længere den unge mand noget af det kød, hun kogte. Der ikke var mere tilbage, sagde hun. Når kødet blev kogt og bedstemoderen og

pigen havde spist det, kogte hun et stykke skind til den unge mand,

som altså måtte nøjes med det. Den unge mand kunne godt lugte kødet, men han holdt mund fordi han generede sig for sin bedstemor.

Lige som kødet var sluppet op, sagde bedstemoderen en dag: "En stor

isbjørn er ved at spise 'igalaap erqutaa' (tarmskindsrudens ramme ?). Hun sagde

henvendt til sit blinde barnebarn: "Skyd den, jeg skal nok holde buen

sådan, at pilen sigter på den." Barnebarnet var villig dertil; han

fik sin bue og var klar til at skyde. Da pilen pegede imod bjørnen,

sagde bedstemoderen: "Skyd så!" Barnebarnet skød uden at kunne

se, hvad han sigtede på. Men da han hørte et isbjørnebrøl, sagde han:

"Det lyder som et brøl af en isbjørn, der er ved at dø". Bedstemoderen

sagde til ham:" Du ramte tarmskindet (erqutaa) på vinduet."

Bedstemoderen gik ud og så, at der ved husgangen lå en død isbjørn.

Hun begyndte at flænse den; og mage til så fed en isbjørn havde hun

aldrig set før. Bedstemoderen sagde til pigen: "Du må ikke sige det

til din storebror," sagde hun til pigen, "for kun vi to må spise af kødet."

Hun gav pigen en klump fedt fra isbjørnen. Noget af fedtet gemte pigen

inden for pelskraven; og hun gik ind og gav sin storebror det,

mens hun sagde: "Mage til så stor og fed en bjørn findes ikke." Hun

kom ud igen, og bedstemoderen gav hende endnu en klump fedt. Noget af

det gemte hun inden for pelskraven. Bedstemoderen troede, at

hun havde spist det hele; og hun gav hende endnu en klump fedt, idet

hun sagde: "Har du allerede spist det op ?" Når pigen gik ind, gav hun ham

fedtet, som ellers var beregnet til hende selv. Bedstemoderen var nu

færdig med flænsningen, og hun kogte et stykke kød. Bagefter kogte hun

et stykke gammelt skind - et stykke fra konebådens betræk, hvor

spænderemmene blev fastgjort. Da det stykke gamle konebådsbetræk var

blevet kogt, gav hun ham det at spise, mens hun og pigen spiste

isbjørnekød. Den unge mand kunne lugte isbjørnekødet, men sagde ikke

noget. Han holdt hurtigt op med at spise af skindet fordi han havde en

klump i halsen (han var gråden nær). Bedstemoderen blev ved

med at behandle ham sådan. Suppen fra den rigtige mad hun kogte,

hældte hun udenfor; ham gav hun skindsuppe at drikke.

En dag sagde den blinde til sin søster: "Jeg vil gerne ud en tur; tag

mig i hånden". Lillesøsteren tog ham i hånden og førte ham ud. Han bad

hende føre ham op på fjeldet; og da de kom derop, sagde han til

søsteren: "Du kan bare gå ned. Jeg bliver her." Da hun var væk,

hørte han lyden af gæs. De fløj oven over ham; og han håbede på,

at de ville få øje på ham. Men nej, de fløj videre. Midt i det hele

hørte han igen lyden af gæs; og efter lyden at

dømme, ville de flyve hen over ham. En af dem sagde tydeligt: "Hernede

er der et menneske. Lad os flyve ned til ham." Da de nåede ham,

sagde den blinde: "Man er kommet til at leve uden at kunne se verden

omkring sig." Gæssene sagde: "Vi er desværre kommet afsted uden

noget af det, vi ellers kunne bruge. Men læg dig alligevel

på ryggen". Da han havde lagt sig på ryggen, tabte fuglene deres tynde

fugleklatter på hans ansigt. Da alle havde gjort dette, tørrede de

hans øjne af med deres vinger. De sagde, at han skulle vente

med at åbne øjnene, til der var gået fem dage; altså måtte han først

åbne øjnene den sjette dag. Så fløj de bort. Næste morgen kom

lillesøsteren og bragte ham lidt af den mad, der var tildelt hende.

Lillesøsteren ville have ham med tilbage, men han ville ikke. Han

sagde: "Gå du bare ned, jeg bliver her". Næste morgen kom søsteren

igen og bragte lidt af den mad, hun havde fået tildelt. Da hun skulle

tilbage, ville hun have haft ham med, men det ville han ikke; og pigen

gik ned alene. I de fem dage, gik lillesøsteren op til ham for at se

til ham. Så var de fem dage gået, og den sjette dag åbnede han øjnene

og så verden omkring sig. Han var blevet seende! Han kiggede sig

omkring og fik øje på et hoved, der dukkede op lige nedenfor. Han

lukkede øjnene igen. Det viste sig, at det var søsteren han så. Da

søsteren kom, sagde han: "Du vil igen kunne få så meget at

spise, at du bliver dårlig af det; for mine øjne er blevet raske. Jeg kan se igen!" Søsteren troede ham ikke og sagde, at det ikke kunne

passe. Hun sagde: "Luk øjnene op". Hun så, at øjnene ikke fejlede

noget.

De gik nedefter. Bag huset så storebroderen et

isbjørneskind, der var spilet ud til tørre på jorden med pløkke. Oven på

husgangen så han en hel masse isbjørneknogler. Inde i huset så han

labberne af en isbjørn. Straks han havde set dem, lukkede han øjnene

igen og lagde sig ned på sidebriksen. Han lod, som om han sov. Efter

at have ladet som om han drømte, vågnede han og sagde: "Jeg drømte at

der var et isbjørneskind, der var spilet ud bag ved huset".

Bedstemoderen sagde blot: "ajuutikasiit pilingusaqaat" (det skyldes

dit handicap ?). Han lod igen, som om han sov; han lod som om han

vågnede og sagde: "Det var, som om jeg så en masse isbjørneknogler

oven på husgangen". Bedstemoderen gentog det hun sagde før. Da han

tredie gang havde ladet, som om han sov, og som om han vågnede, sagde

han: "Det var, som om der lå isbjørnefødder under briksen".

Bedstemoderen sagde: "Det skyldes dit handicap". Da bedstemoderen nu

igen havde gentaget dette, åbnede den unge mand øjnene og pegede på

dem, idet han sagde: "Jeg mener de her". Bedstemoderen så, at han

åbnede øjnene og sagde hvast: "Værsgo, spis dem her. Spis dem her."

Da han nu igen var blevet seende, vendte han tilbage til sin tidligere tilværelse

og begyndte at fange mange sæler. Så fik han lyst til at hævne sig på

sin bedstemor. En dag spurgte han sin lillesøster: "Hænger du meget ved din

sølle bedstemor ?" Lillesøsteren svarede ja. Han spurgte sin

lillesøster om det samme flere gange. Og da hun hver gang sagde ja, kunne han ikke fortage sig noget.

Endelig, da han begyndte at fange småhvaler, der trak langs kysten,

fra land, gjorde han sit bedste for at få søsterens samtykke til at

han bandt fangeremmen om bedstemoderens talje og brugte hende som

fangstblære. Da hun sagde ja til det, spurgte han bedstemoderen:

"Vil du være den, der holder igen på narhvaler/hvidhvaler ved at stå

fast på klippen ?" (unniulluaataannguarit) Til at begynde med ville

hun ikke. Men da han blev ved, sagde hun ja. Linen blev bundet omkring

hendes talje, og de stillede sig på en stejl klippe. Mens de

kiggede på hvalerne, der trak forbi langs kysten, sagde bedstemoderen:

"Harpunér nu en af de mindste." De så nogle større hvaler dukke op. Da

der dukkede en mindre hval op, sagde bedstemoderen: "Harpunér nu". Barnebarnet svarede: "Den er for stor. Jeg vil vente til der

dukker en anden, der er mindre op." Der dukkede en op, der

var meget større end de andre. Den harpunerede han. Da hvalen fór

afsted, slap harpunøren linen.

Bedstemoderen holdt igen ved at stemme imod en fremspringende kant med

fødderne. Hun trak til. Da hun godt kunne magte opgaven, og da hvalen

tilsyneladende var ved at være træt, men da han så løftede hende bagi,

sprang hun i vandet, og hvalen dykkede ned under vandet med hende.

Han spejdede efter hende. Hvalen dukkede op længere ude; og efter

hvalen dukkede noget sort op. Det var bedstemoderen, som blev ved med

at sige: "Kom med min kære ulu, kom med min kære ulu", idet hun

samtidig trak linen til sig. Hun forsvandt ned

igen mens hun stadig snakkede om sin lille ulu. Hvalen dukkede op

anden gang og efter den bedstemoderen, som var ved at nå frem til

hvalen. Hun snakkede stadigvæk om sin ulu. Hvalen dykkede ned tredie

gang med hende, og den dukkede op igen endnu længere ude, og da sad

bedstemoderen oven på hvalen, idet hun stadig råbte om sin ulu.

Siddende på hvalens ryg, kom hun ud af sigte. Da hun var kommet

udenfor synsvidde, gik de hjem. Bror og søster blev herefter alene.

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

Kommentar: Fælles østeskimoisk myte. Det fremgår af enkelte versioner, at bedstemoderens kalden på sin ulu ligner den lyd, som småhvalerne udstøder.

(In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105:

The Blind Man who regained his Sight.)

Two siblings, a young man who had started to catch seals and his younger sister who was still quite small, lived with their grandmother at the bottom of a deep fjord. The lived all alone. The young man was a skilled (nakuunermit  literally: strong) hunter and they never wanted for anything. One day, he caught a bearded seal and his grandmother wanted the hide to make a coat for herself. But the young man (ussuttoq- he who caught the bearded seal) said, “I am going to use it to make hunting lines.” His grandmother was deeply offended. The whole time he was unhairing the skin, she thought constantly of these words, “When he has cut you out and begins to twist you, you will snap and hit him directly in the face.” While he was working on removing the hairs, she was completely focussed on this thought.  When she (prbable error for he” or perhaps “it”) was finished, the grandson began to twist it (the line, which had been cut out). When it had been twisted, he stretched it out and pulled it tight. Suddenly it snapped and hit him in his eyes, causing him to lose his sight. After he had gone blind, he stopped kayaking. He sat down in his spot on the plank platform on one side of the house and never moved from there. They lived on their stockpile of food which he had previously caught, but that got smaller and smaller. When there was only a small amount remaining, the grandmother no longer gave the young man any of the meat she boiled. When the meat was cooked and the grandmother and the girl had eaten it, she boiled up a piece of skin for the young man and he had to make do with that. The young man could smell the meat, but kept quiet as he was embarrassed/shy in front of his grandmother. One day, just as the meat ran out, the grandmother said, “A huge polar bear is about to eat 'igalaap erqutaa' (the window frame). She said to her blind grandson, “Shoot it. I will hold the bow so that the arrow is pointing at it.” Her grandson was willing. He got his bow and was ready to shoot. When the arrow was aimed at the polar bear, the grandmother shouted, “Shoot now!” Her grandson shot the arrow, unable to see what he was aiming at. But when he heard the roar of a polar bear, he said, “That sounds like the roar of a polar bear that is about to die.” His grandmother said to him, “You hit the frame (erqutaa) of the

window.” The grandmother went out and saw a dead polar bear lying next to the entranceway. She began to flense it and had never seen such a fat polar bear before. The grandmother said to the girl, “You must not tell your big brother about this, because we two shall eat the meat.” She gave the girl a lump of fat from the polar bear. The girl saved some of the fat in her fur collar for her older brother. She went inside to give the fat to him and said, “That is the biggest and fattest bear ever.” She went outside again and was given another lump of fat by her grandmother. She hid some of it in her fur collar. Her grandmother believed that she had eaten the whole thing and gave her another piece, saying “Have you already eaten it all up?” When the girl went inside, she gave him some of the fat which was really meant for her. Their grandmother had now finished flensing the animal and she boiled up some meat. Afterwards she boiled up a piece of old leather which was the bit of the covering of the women's boat where the straps (the oars) are fastened (with straps). When the piece of leather from the woman's boat was cooked, she gave it to him to eat, while she and the girl ate polar bear meat. The young man could smell the polar bear meat but said nothing. He soon stopped trying to eat the leather as he had a lump in the back of his throat (he was close to tears). His grandmother continued to treat him in this way. The broth from the real food which she boiled was poured away outside, and she gave him leather broth to drink.

One day the blind man said to his sister; “I would like to go for a walk. Take me by the hand.” His younger sister took his hand and led him outside. He asked her to lead him up into the hills and when they got there, he said, “You can just go back again. I will stay here.” When she had gone, he heard the sound of some geese.  They sounded as though they were about to fly right over him. One of them said in a clear voice, “There is a person down there. Let's fly down to him.” When they reached him, the blind man said, “I have come to be in a situation whereby One cannot see the world around me. The geese said, “We have unfortunately set off without any of the things that we would otherwise be able to use. But lay down on your back nevertheless.” When he was lying down on his back, the birds did watery dropping on his face. When they had done that, they wiped his eyes clean with their wings. They said that he must wait five days before he opened his eyes. That is to say, he would be able to open them on the sixth day.  Then they flew away. The following morning, his younger sister came back and brought him some of the food that had been given to her. When she went home, she wanted him to come with her but he did not want to go, so she went by herself. In the next five days, the younger sister went up and tended to him. Then the five days had passed and on the sixth day he opened his eyes and looked at the world around him. He had regained his sight! He looked around and saw a head bobbing up and down below him. He shut his eyes again. It turned out to be his sister that he had seen. When his sister arrived, he said, “You will be able to eat so much that you will get sick because my eyes have been healed. I can see again!” His sister did not believe him, and said that it could not be true. She said, “Open your eyes!” She could then see that there was nothing wrong with his eyes.

They went down again. The older brother saw a polar bear skin behind the house, stretched out on the ground to dry and held in place with pegs. On top of the entranceway he saw a whole load of polar bear bones. Inside the house, he saw polar bear paws. As soon as he had seen them, he closed his eyes once again and lay down on the plank bed at the side of the house. He pretended that he had been sleeping. After he had pretended to have a dream, he awoke and said, “I dreamt that there was a polar bear skin stretched out behind the house.”  His grandmother just said, “ajuutikasiit pilingusaqaat” (it is because of your disability?). He pretended to sleep once more and then

page 3

pretended to wake up and said, “It was as though I saw a whole load of polar bear bones on top of the entranceway.” His grandmother repeated what she had said before. The third time that he had pretended to sleep and then wake up, he said, “It was as if there were polar bear paws under the bed.” The grandmother said, “It is because of your disability.” Because his grandmother said this once again, the young man opened his eyes and pointed to them, saying, “I meant these.” His grandmother saw that he had opened his eyes and said hoarsely, “Here you are. Eat these. Eat them.”

As he could now see once more, he returned to his previous existence and began to catch a great number of seals. Then he developed a desire to exact revenge on his grandmother. One day he asked his little sister, “Are you really very fond of your pathetic grandmother?” His little sister said yes. He asked her the same thing many times. And since she always responded by saying yes, he could not do anything.

Finally, when he had started to catch, from the beach, small whales that migrated along the coast, he did his very best to gain his sisters consent to tie his harpoon line around her waist and use her as a hunting bladder. When she agreed to this, he asked his grandmother,” Would you be the one who resists the pull of the narwhal/beluga by standing firmly on the rocks. (unniulluaataannguarit). At first, she did not want to. But when he insisted, she said yes. The harpoon line was bound around her waist and they positioned themselves on a steep rock. While they looked at the whales which migrated along the coast, the grandmother said, “Be sure to harpoon one of the smaller ones.” They saw some larger whales swim by. When a small whale came along, the grandmother said, “Throw your harpoon now!” The grandson replied, “That one is too big, I will wait until a smaller one comes along.” Then one came along that was much bigger than all the others. He harpooned that one. As the whale darted off, the harpooner let go of the line.

The grandmother held on by bracing herself with her feet against a protruding ledge. She heaved on the line. She was up to the task and the whale seemed to be tiring, but when he lifted her up from behind, she jumped into the water and the whale dived down into the depths with her. He looked out for her. The whale resurfaced further out followed by something black. It was the grandmother who kept on saying, “Give me my precious ulu, come with my precious ulu.” while she kept on pulling the line towards her. She disappeared from view once again, still talking about her little ulu. The whale surfaced for the second time followed by the grandmother who was closing in on the whale. She was still talking about her ulu.  The whale dived for the third time with her in tow and resurfaced further out. That time the grandmother was astride the whale, still shouting for her ulu. Riding on the back of the whale, she disappeared from view. When she had disappeared from their range of vision, they went home. Thereafter the brother and sister remained alone.

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921: 312 317; Rasmussen 1925: 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

Comment: A myth common to the Eastern Eskimos. Some versions make it clear that the grandmother's cries resemble the sound emitted by small whales.

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Oversætteren har ikke kunnet klare Amos Daniels ulæselige håndskrift.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2 ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter, måske inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105: The Blind Man who recovered his Sight.)

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse.

not [The translator was unable to decipher Amos Daniel's illegible handwriting.

(In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105: The Blind Man who regained his Sight.)

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924  tapiitsoq. The Origins of the Narwhal; How the Narwhal Came to Be.

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift.

Orig. håndskr. findes ikke længere.

Afskrift ved Steenholdt: NKS 2488, VI, ss. 40h - 43h.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2, ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:

The Blind Man who recovered his Sight.)

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Tutigaq. (Orig. uden overskrift)

Tutigaq og hans mor og hans

lillesøster tilbragte sommeren på Doqqat / Toqqat ved Aakuusaq, på en ø nord for

Upernavik. Der var mange telte på stedet, og Assuttuatsiaq (dette er vist et

personnavn, der kun forekommer én gang. Det kan også blot betyde "temmelig

meget/mange" chr.b.) var en dygtig fanger og fangede tit remmesæler. En dag var

Tutigaq i færd med at strække en rem, der skulle blive til en line. Men hans mor havde altså hekset over denne rem for at skade dens ejer. En blære fra remmen bristede, og vandet derfra sprøjtede og ramte begge hans øjne, så han

ikke længere kunne se det han lavede. Han vågnede dagen efter og var blind. Da

andre skulle tilbage til vinterbopladserne om efteråret, følte han sig uværdig

til at følges med dem. Han byggede sig et vinterhus på det sted, hvor de havde

tilbragt sommeren.

De tre boede der alene og levede bare af muslinger. Moderen gav Tutigaq

muslinger i en lille grydeske. Da de korte dage kom, sagde Tutigaq til sin

søster: Nu hvor dagene er blevet korte, går dyrene rundt alle vegne. Vil du

hente mine pile, der ligger i konebåden? Det gjorde søsteren, og Tutigaq gjorde

pilene klar og når han sov om natten, havde han dem liggende hos sig. En aften

skete det, at en stor isbjørn stak hovedet ind gennem vinduet. Tutigaq sagde til

sin søster: Giv mig mine pile, (buen er ikke nævnt chr. b.) og sørg for, at de

peger direkte imod bjørnens øjne. Det gjorde søsteren, og han sendte pilen af

sted uden at kunne se bjørnen. Der hørtes et brag, da han ramte bjørnen, og

Tutigaq sagde: Jeg har ramt dyret med min pil. Nej, sagde moderen, han

havde ramt ved siden af; men Tutigaq kunne høre, at dyret faldt om.

Det var måneskin, og moderen spurgte sin datter, om hun ville med ud og samle muslinger. Moderen havde sin ulu med. På vej ud af huset fortalte søsteren sin bror, at han havde ramt bjørnen. De flænsede bjørnen og kogte kød og muslinger ude i kogerummet i gangen. Da de kom ind med maden, sagde Tutigaq: Hvor kommer den dejlige duft fra? Moderen svarede, at duften skyldtes, at hun havde tilsat noget dryptran fra lampen til muslingerne. Da de havde spist, faldt moderen i søvn af mæthed. Så kom søsteren med noget bjørnekød til broderen og sagde, at han skulle spise det i smug. Hun forsynede broderen med kød, når moderen ikke så det, indtil der ikke var mere tilbage.

Da det blev forår, bad Tutigaq sin søster føre sig ind i landet. De kom til

en stor sø. Broderen satte sig ved søens bred, og søsteren gik fra ham. En

morgen hørte Tutigaq stemmer sydfra. Stemmerne nærmede sig

og nåede henover ham. Så var der én, der sagde: Hernede er der en, der

ikke kan se. Kig herop, og luk øjnene op. Det gjorde Tutigaq og mærkede noget

varmt i øjnene. Stemmen fortsatte: Nu må de ikke åbne øjnene. Da støjen fra

vingerne var ved at forsvinde, lukkede han øjnene op et øjeblik og nåede lige at

se, at et stort menneske var ved at hæve sig op fra den fjerneste ende af søen.

Så lukkede han øjnene igen. Da han næste gang slog øjnene op, kunne han se alt,

han var blevet fuldt seende. Han ventede på sin søster, og endelig viste hun

sig. Hun gik med hovedet dybt puttet ned i kraven. Han råbte: Lad være med at

gå sådan, min kære, jeg skal nok skaffe dig skind til en ny pels. Søsteren blev

meget glad, da hun opdagede, at han var blevet seende.

Da de nærmede sig huset, så Tutigaq et bjørneskind ligge på et stillads ved

huset. Moderen blev glad for at se dem. På Tutigaqs spørgsmål om, hvor

bjørneskindet stammede fra, svarede moderen, at det var ét, som nogle havde

efterladt et eller andet sted, og som hun havde taget med hjem.

Det var blevet forår, og Tutigaq var begyndt at fange hvidhvaler fra iskanten,

Han havde altid sin søster med. Han bandt linen omkring livet på hende. Når han

så havde harpuneret et dyr, trak de det op på isen i fællesskab. En dag spurgte

Tutigaq sin søster: Hænger du meget ved din mor? Søsteren svarede, at det gjorde

hun ikke. Så sagde Tutigaq, at han den efterfølgende dag ville have sin mor med (som hjælper).

Dagen efter tog moderen med ud til iskanten. Tutigaq bandt linen omkring livet

på hende. Moderen sagde til sønnen, at han skulle sørge for at harpunere det

mindste af dyrene. Der dukkede en hvidhval med en unge op. Imod moderens ønske

harpunerede sønnen den voksne hval, idet han sagde: Der tog jeg fejl. - Moderen

gjorde sig klar til at stå imod rykket fra hvidhvalen, men hun blev trukket ned

i havet. Hvalen og moderen blev under vandet et godt stykke tid. Så dukkede de

op - først hvalen og så moderen, der sagde: Min ulu. - Hun skar sit hår af med

ulu'en. På den måde blev narhvaler til. Tutigaqs mor blev til en narhval, og

håret blev til narhvalstanden. Hun havde en amaat (rygpose) af spraglet

sælskind. Denne amaat blev til mattak (hvalhud). Det fortælles, at de spraglede

sæler stammer derfra (en ejendommelig bemærkning chr.b.)

Da Tutigaq og søsteren var blevet moderløse rejste de ind i landet for at leve i

ensomhed som qivittut. Under vandringen blev søsteren tørstig. I det samme så de

et hus, og søsteren gik derhen, mens Tutigaq sad og ventede på hende. Da han

havde ventet tilstrækkelig længe på hende, gik han ind i huset og opdagede, at

hun var død. Han tog liget med sig og vandrede videre. Han mærkede, at der kom

liv i hende og satte hende ned på jorden. Hun blev helt rask igen. - Næste gang

de så et hus, gik de hen til det. Der er ingen mennesker at se i huset. Men

lamperne var tændt, og der var kød i gryden; og en tallerken, der lå foran

lampen, blev fyldt med mad fra gryden. Det viste sig, at de var kommet til

tarrajarsuit (skyggevæsener). Her fik Tutigaq sig en kone og søsteren en mand.

Men engang de var gået i seng, og Tutigaq skulle nærme sig sin kone, mærkede han

noget slimagtigt. Det viste sig, at hans kone var bristet.

De tog af sted igen. De så et hus med masser af kød omkring. Det viste sig, at

huset var beboet af mennesker, der havde tarmåbning i hånden. De levede kun af

suppe, idet de lod kødet komme ud igen. Når én havde besørget sin nødtørft uden

for huset og var gået ind igen, hentede de andre ekskrementet. De kyssede det og

brugte det som noget, der spredte gode dufte. Her fik Tutigaq sig en kone og

søsteren en mand. Tutigaqs fik et barn, der havde normal endetarmsåbning.

Bedstemoderen blev så glad, at hun stak sig med en ajassaat, en gaffel, dér hvor

endetarmsåbningen normalt skulle være. Hun døde af det.

Derfra tog de to søskende tilbage til deres boplads. Tutigaq var blevet en stor

åndemaner. En dag da han manede ånder, så han ild længere mod syd. Det viste

sig, at det var en anden åndemaner, der manede ånder. Tutigaq tog derhen, og da

han kom ind i huset, sagde han: Ved I hvem jeg er? - Ingen vidste, hvem han var.

Så fortalte han, at det var ham, der brugte sin mor som fangstblære. De tændte

lyset, og Tutigaq berettede om sin mor og om sin qivittoqtilværelse.

Dagen efter ved aftenstid tog Tutigaq af sted hjemover sammen med den anden

åndemaner, som skulle på besøg hos ham. Ved morgenstunden nåede de

vinterbopladsen. Der lod Tutigaq den anden åndemaner blive, mens han selv rejste

videre og var hjemme dagen efter. Den anden åndemaner blev på vinterpladsen natten over, for han var ikke nogen dygtig åndemaner. Derimod blev Tutigaq en

stor åndemaner. Han kunne rejse fra Aakuusaq til Amerloq på én nat.

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Kommentar: Forløbet virker uklart - som om fortælleren el. nedskriveren ikke selv har forstået sammenhængene. Se de andre versioner.

This handwritten text is a copy made by a student teacher. The original handwritten text no longer exists. Copied by Steenholdt: NKS 2488, VI, pp. 40h-43h.

In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105: The Blind Man who regained his Sight.)

Detailed summary translated by Chr. Berthelsen:

The tale of Tutigaq (The original had no title.)

Tutigaq and his mother and his little sister spent the summer at Doqqat/Toqqat near Aakuusaq, on an island to the north of Upernavik. There were many tents at the site and Assuttuatsiaq (this seems to be the name of a person, which only occurs once. It may also simply mean “rather a lot” chr.b.) was a skilled hunter who often caught bearded seals. One day, Tutigaq was stretching a thong, which was to be used as a harpoon line. However, his mother had put a spell on the thong so that it would harm whoever owned it. A blister on the thong burst and the water from it squirted out into both of his eyes so he could no longer see what he was doing. The next day he woke up blind. In the fall, when the others were leaving to go to the winter settlement, he considered himself unworthy to accompany them. He built himself a winter house in the same spot where they had spent the summer.

The three of them lived alone and survived on mussels alone. The mother gave Tutigaq mussels in a little ladle. As the days got shorter, Tutigaq said to his sister, “Now that the days are getting shorter, the animals are wandering around all over the place. Would you please fetch my arrows from the woman's boat?” His sister did as he asked and Tutigaq prepared the arrows and kept them by his side when he slept at night. One evening, it came to pass that a large polar bear poked its head through the window. Tutigaq said to his sister, “Give me my arrows, (the bow is not mentioned  chr.b) and make sure that they are aimed directly at the bear's eyes. His sister did his bidding and he fired the arrow without being able to see the bear. There was a thud as he hit the bear. Tutigaq said, “I have shot the bear with my arrow.” “No,” said his mother and claimed that he had missed, but Tutigaq could hear the bear falling to the ground.

In the moonlight the mother asked her daughter if she would like to accompany her on a trip to collect mussels. The mother took her ulu with her. On the way out of the house the sister told her brother that he had indeed hit the bear. They flensed the bear and boiled the meat and the mussels out in the cooking chamber in the passageway. When they came inside with the food, Tutigaq asked, “Where is that wonderful aroma coming from?” His mother replied by saying that the smell was due to the lamp oil which she had added to the mussels. When they had eaten, the mother fell asleep because she was so full. Then the sister came to give her brother some bear meat and said that he should eat it in secret. She supplied her brother with meat when her mother was not looking, until there was none left.

When the spring came, Tutigaq asked his sister to lead him inland. They came to a large lake. The brother sat down on the lake's edge and his sister left him there. One morning, Tutigaq heard voices which came from the south. The voices came closer and then were directly above him. Then one of them said, “Down there is one who cannot see. Look up here and open your eyes.” Tutigaq did this and felt something warm in his eyes. The voice continued, “Now you may not open your eyes. When the sound of wings had all but faded, he opened his eyes and could just about see a huge person heaving himself out of the far end of the lake. Then he shut his eyes again. The next time he opened his eyes he could see everything. He had fully regained his sight. He waited for his sister and at last she appeared. She was walking with her head buried deep in her collar. He shouted to her, “Don't walk like that, my dear! I will get you a skin for a new fur coat.” His sister was very happy when she discovered that he could see.

As they approached the house, Tutigaq could see the bear skin laid out on a scaffold by the house. Their mother was very pleased to see them. In response to Tutigaq's question about where the bear skin had come from, she said that someone or other had left it lying around and that she had brought it home with her.

It was spring and Tutigaq had begun to catch beluga whales from the ice edge. He always took his sister with him. He tied the line around her waist. Then when he had harpooned an animal, they dragged it out of the water together. One day Tutigaq asked his sister, “Are you very fond of your mother?” His sister replied by saying that she was not. Then Tutigaq said that he would take his mother along to help him the following day.

The next day, the mother accompanied him to the ice edge. Tutigaq tied the line around her waist.  The mother said to her son that he should be sure to harpoon the smallest animal.  A narwhal with young came along. Against his mother's wishes, the son harpooned the adult whale, while saying, “I made a mistake.”  The mother braced herself to resist the pull of the whale but she was dragged down into the sea. The whale and the mother remained under water for quite some time.  Then they resurfaced  first the whale and then the mother, who said, “My ulu.” She cut off her hair with the ulu. That is how the narwhal came to be. Tutigaq's mother became a narwhal and her hair became the tusk. She was wearing an amaat (anorak/parka with a large hood for carrying the baby) made of harbor seal skin. This amaat became the muktuk (mattak / whale skin). It is said that that is where the harbor seals come from (a strange remark  chr.b.).

As Tutigaq and his sister were now motherless, they travelled inland to live as qivittut (hermits). While they were wandering, the sister became thirsty. Just then, they saw a

house.The sister went towards it while Tutigaq sat down to wait for her. When he had waited long enough for her, he went into the house himself and discovered that she was dead. He took her corpse and kept walking. He felt that the life had returned to her body and put her down on the ground. She was completely well again. The next time they saw a house, they both went inside. There was no one to be seen in the house but the lamps were lit and there was meat in the pot. A plate, which lay in front of the lamp, was filled with food from the pot. It appeared that they had come to the tarrajarsuit (shadow beings). Tutigaq found himself a wife there and his sister found a husband. But once they had gone to bed and Tutigaq got closer to his wife, he felt something slimy. His wife appeared to have burst.

They left once again. They saw a house with plenty of meat around it. They found out that the house was inhabited by people whose bowel opening was situated in their palms. They survived on soup, as they allowed meat to simply pass through them. As soon as one of them had relieved himself outside the house and gone inside again, the others fetched the excrement. They kissed it and used it as something which gave off a delicious smell.  Tutigaq found himself a wife there and his sister found herself a husband. Tutigaq's wife had a child, who had a normal bowel opening. The grandmother was so happy that she stabbed herself with an ajassaat (fork) where her bowel opening ought to have been. She died as a result of this..

From there, the two siblings returned to their settlement. Tutigaq had become a powerful shaman. One day when he was conjuring up spirits, he saw a fire far away to the south. It turned out to be another shaman who was also raising conjuring up, Tutigaq went there and when he got to the house, he said, “Do you know who I am?” Nobody knew who he was. So he told them that it was he who had used his mother as a hunting bladder. They lit the lamp and Tutigaq told the tale of his mother and of his life as a qivittoq (hermit).

The next day in the evening, Tutigaq travelled home along with the other shaman, who was to come and visit him. In the early hours of the morning they reached the winter settlement. Tutigaq left the other shaman there, while he travelled on and arrived home the next day. The other shaman remained in the winter settlement over night, because he was not a powerful shaman. Tutigaq, on the other hand, became a very powerful shaman. He was able to travel from Aakuusaq to Amerloq in one night.

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; How the narwhal came to be.

Comment: The sequence of events seems somewhat unclear  as though the storyteller or the person who wrote it down has not understood the context. See the other versions.

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 71 - 74: Sønnen som brugte sin mor som fangeblære (fangstblære).

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 71 - 74: Erneq arnaminik avataqartoq.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2 ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:

The Blind Man who recovered his Sight.)

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En anden fortælling.

Der var engang en enke, der havde en søn og en datter. Da sønnen begyndte at fange, havde de megen gavn af ham. En gang ved efterårstid fangede sønnen en hvid remmesæl. Moderen ville gerne have skindet til brikseunderlag, men sønnen fandt skindet egnet til at lave rem af, og derved blev det.

Moderen ville minsandten skade ham ved hekseri. Da hårene fra

skindstrimlerne var blevet fjernet, spændte han dem ud for at fjerne narven ved

at skrabe det med en lille muslingeskal. En lille blære på narven brast, og

vandet derfra ramte begge øjnene. Dette svækkede hans syn og til sidst blev han helt blind. Om vinteren slap provianten op, og de levede kun af muslinger.

Engang, midt i vinterens kulde, kiggede en stor isbjørn ind gennem vinduet

og rev tarmskindsruden i stykker. Moderen og lillesøsteren flygtede og tog plads

på den bageste del af briksen imod husets bagvæg. Den blinde sagde til sin

lillesøster: "Giv mig min lille bue - man ved aldrig." Han spændte buen og sagde

til lillesøsteren: "Sigt med pilen på bjørnen." Da lillesøsteren mente,

at pilen nu sigtede på bjørnen, sagde hun: "Skynd dig nu." Han skød og det lød

akkurat, som når han ramte et dyr - dengang før han blev blind. Bjørnen

var på vej væk fra huset, men faldt død om. Moderen sagde til ham: "Du ramte

vinduet." Men lillesøsteren hviskede til ham: "Du ramte bjørnen."

De levede af bjørnekød om vinteren. Men når moderen havde kogt bjørnekød,

gav hun sønnem muslinger at spise. Hun holdt ham i uvidenhd og lod ham ikke

smage kødet. Men når moderen gik udenfor huset, gav lillesøsteren ham et stykke

bjørnekød og han slugte det i største hast. Sådan gjorde lillesøsteren hele vinteren.

Det blev forår og dagene blev længere. En dag sagde lillesøsteren til sin bror: "Det var så dejligt den gang, dengang du kunne se, og jeg kunne komme med på dine lange jagtture." Broderen svarede: "Ja, lad os gå en tur. Jeg holder fast i dig bag på." Dagen efter gik de ud en tur. Ligeså de følgende dage og de blev væk hele dagen, idet søsteren samtidig samlede brænde. En dag kom de til en stor slette. Han sagde til hende: "Gå du bare rundt saml' brænde. Jeg lægger mig og venter på dig." Mens han lå på jorden, hørte han en flok gæs deroppe. Da de befandt sig lige over ham, hørte han én af dem sige: "Kan I se den unge mand dernede. Han kan ingenting se. Bare man kunne gøre ham seende."

Liggende på jorden i samme stilling hørte han høre fuglene nærme sig. Så mærkede han noget varmt, det var en af gæssene, der tabte en klat på begge hans øjne. Han blev stadig liggende i samme stilling, og så kom fuglen og tørrede øjnene med sine vinger. Først da fuglenes vingeslag næsten ikke kunne høres længere, slog han øjnene op. Han kunne se. Han så sig omkring og så sin søster gå og samle brænde. Han råbte grædende til hende:

"Hør, Najattaaq" (en ny lillesøster, han har fået - Chr.B), sådan kaldte han hende, "når det bliver sommer, vil jeg være i stand til at skaffe dig skind til bukser, for nu kan jeg se." Søsteren gik derhen og så, at han var blevet

seende. Nu gik de hjem, og lige før de kunne se huset, tog han fat i søsteren bagpå, som om han stadigvæk var blind. Han havde været inde et stykke tid. Så gik moderen ud, og han fulgte efter. Moderen opdagede, at han var blevet seende og

sagde: "Næh, er du blevet seende, du kære? Her er den bjørn du skød." Hun pegede

på skindet, der lå på jorden - spilet ud. Han kiggede hen til det sted, hvor de

remme, han havde lavet, skulle være. De lå stadigvæk samme sted. Han gjorde nogle af dem klar til brug.

Dagen efter tog han sammen med sin søster ud til iskanten, hvor hvidhvalerne trak forbi på denne årstid. Han bandt den ene ende af

linen omkring lillesøsterens midje. Når han havde harpuneret en hvidhval, halede

de i fællesskab fangsten op på isen. Han fangede mange hvidhvaler på denne måde.

En dag da de var på vej hjem fra iskanten, spurgte han lillesøsteren: "Hænger

du meget ved din kære mor ?" (eller: "Holder du af din mor?" - Chr.B.). Hun svarede ikke i første omgang. Så gentog han spørgsmålet. Hun sagde: "Jeg holder mindre af hende end af dig. Det er blevet sådan, at du er den eneste, jeg holder af." Dertil sagde broderen: "Imorgen vil jeg bruge vores mor som fangstblære - som en hævn, fordi hun gjorde mig blind." Søsteren bifaldt, og da de kom hjem

sagde de til deres mor: "Hvor blev vi trætte i dag af hele det tunge læs, vi

bar hjem på ryggen." Og henvendt til moderen sagde sønnen: "Jeg synes, vi skal lade Najattaaq hvile ud i morgen. Må jeg brude dig som fangstblære i morgen?" Moderen var helt med på den og skyndte sig at tørre sine kamikker.

Dagen efter gik mor og søn ud til iskanten. Da sønnen gjorde klar til at

harpunere en hvidhval, sagde moderen: "Vælg den mindste." Sønnen rettede sig

efter moderen og harpunerede en hvalunge. Næste gang han gjorde klar til

harpunering, sagde moderen som før: "Vælg den mindste." Sønnen undgik denne gang

at harpunere hvalunger. Han ramte i stedet en stor hvidhval. Han hjalp

moderen med at trække hvalen, så de kom længere væk fra iskanten. Men så sagde

han: "Med denne hval vil jeg hævne mig på dig." Så slap han linen, idet han sagde:

"Der var engang, du gjorde mig blind. Det her er min hævn." Hvidhvalen trak

hende nu hen til iskanten. Så drejede hun hovedet imod sønnen og sagde: "Min ulu

(kvindens krumkniv), min ulu. Det var mig der engang tørrede (der

står egentlig: skrabede det væk - Chr.B.) dit tis." Så faldt hun i vandet med et

plump. Sønnen kiggede efter hende og hun dukkede op efter nogle hvaler. Hun

sagde igen: "Min ulu, min ulu. Der var engang, jeg fjernede dit væmmelige tis." Så

forsvandt hun igen. Da sønnen ikke længere kunne se hvidfiskene, tog han hjem.

Han og søsteren græd over tabet af deres mor, for det var jo hende, der havde

opdraget dem. De kunne ikke holde ud af være i deres hus. De blev bange og ved

aftenstide drog de af sted - ind i landet. På deres lange vandring nænnede

broderen ikke at fange en enste fugl. Det var jo en fugl, der gjorde ham seende.

Kun en eneste gang gjorde han en undtagelse, idet han fangede en svane efter

søsterens ønske. De boede på en nunatak, indtil de blev meget gamle. De

besluttede sig til at søge efter mennesker for at tilstå, hvad de havde gjort.

Hver gang de forsøgte at gå ind i et hus, hvor der også boede en åndemaner / angakkoq, begyndte denne at mane ånder (men ikke på ægte vis - ifølge Kirsten Thisteds oversættelse, se ovf.). Så opgav de.

Engang blev broderen opmærksom på et hus, hvor der også boede en åndemaner. Han ventede med at gå hen og lade sig se, til åndemaneren begyndte at mane ånder - det var første gang, han ville overvære (en rigtig) åndemaning. Allerede da han nærmede sig huset, begyndte åndemaneren midt i sin åndemaning at beklage sig og sagde: "I risikerer at blive dræbt af en hjælpeånd. Der står et meget stort menneske udenfor." Denne store mand, der stod udenfor, råbte ind: "Har I nogensinde hørt om en mand, der brugte sin mor som fangstblære?" Da ingen svarede, gentog han spørgsmålet. En af de gamle koner sagde: "Jeg har godt hørt om, at en bror og en søster engang brugte deres mor som fangstblære." Manden udenfor råbte ind: "Det er mig - Jeg har brugt min mor som fangstblære. Jeg er kommet her for at tilstå. Det er første gang, jeg har set en åndemaner, som er Ilaarsiuitsoq (én, som aldrig efterligner nogen?). Kom udenfor og se på mig."

Alle - også åndemaneren - kom ud. Det var måneskin, og man så

ham stå ved en konebåd, der var sat op på stilladset. Håret var helt hvidt, som

om han havde en hue af et hareskind, men ansigtet var helt sort. Han fortalte,

at søsteren ikke længere kunne bevæge sig, og at de boede i en lille hytte på en

nunataq / nunatak. Han fortalte endvidere, at de havde en husfælle, der så forfærdelig ud, fordi han havde et hoved som en sæls. Til sidst sagde han: "Herefter vil intet menneske få mig at se. Jeg har tilstået, det jeg gerne ville, nemlig det, at jeg brugte vores kære mor som fangstblære, da jeg harpunerede en hvidhval." Med de ord gik han, og ingen har set ham siden.

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til.

not [This handwritten text is a copy made by a student teacher from a handwritten text which cannot be traced.

Translated by Kirsten Thisted in : Kreutzmann, Jens : Fortællinger & akvareller. Ed. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 71-74: Sønnen som bugte sin mor som fangeblære (The son who used his mother as a hunting bladder) Transcribed into the modern Greenlandic orthography by Arnaq Grove in: Kreuzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Eds. Kirsten Thisted and Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 71-74: Erneq arnaminik avataqartoq.

In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105:

The Blind Man who regained his Sight.)

Detailed summary translated by Chr. Berthelsen:

Another tale:

Once upon a time there was a widow who had a son and a daughter. When the son began to hunt, they benefited a great deal from his skill. Once, in the fall, the son caught a white bearded seal. His mother wanted very much to use the hide as a bed covering, but the son thought that it was better suited to making a strap, and so it became a strap. The mother then actually wanted to hurt her son with witchcraft. When the hairs had been removed from the strips of skin, he stretched them out in order to remove the grain by scraping it with a little clam shell.  A little bubble on the grain of the skin burst and the water from it hit him in both eyes. This impaired his sight until eventually he was totally blind. In the winter their supplies ran out and they lived on mussels. One day, in the midst of the cold winter, a large polar bear looked in through the window and tore the window, made from intestine, to shreds. The mother and little sister fled and positioned themselves in the innermost part of the plank bed, up against the back wall of the house. The blind man said to his little sister, “Give me my small bow  you never know…” He drew his bow and said to his little sister, “Aim the arrow at the bear.” When his little sister thought that the arrow was aimed at the bear, she said, “Hurry up, shoot now.” He shot the arrow and it sounded exactly like the times when he had hit an animal before he had gone blind. The bear was about to flee from the house, but then

it fell down dead. His mother said to him, “You hit the window.” But his little sister whispered to him, “You hit the bear.”

They lived on bear meat that winter. However, when the mother had boiled the bear meat, she only gave her son mussels to eat. She deceived him and did not let him taste the meat. But whenever their mother left the house, his little sister gave him a piece of bear meat which he hastily swallowed. His little sister did this for the whole winter.

The spring came and the days grew longer. One day the little sister said to her brother, “It was so wonderful back in the days when you could see, and I could accompany you on your long hunting trips.” Her brother replied, “Yes, let's go for a walk. I will hold on tight to your back.” The next day, they went out walking. They did the same thing in the days that followed and stayed out for the whole day, and the little sister collected fire wood at the same time. One day they came to a broad plain. He said to her, “You just go on and collect firewood. I will lie down and wait for you.” While he lay on the ground, he heard a flock of geese up above him. When they were directly over him, he heard one of them say, “Can you see the young man down there? He cannot see a thing. If only we could make him see again.”

As he lay on the ground in the same position, he heard the birds approaching. Then he felt something warm. It was one of the geese doing a dropping in both of his eyes. He still remained lying down in the same position. Then one of the birds came along and wiped his eyes with its wings. He did not open his eyes until the sound of beating wings had almost faded into the distance. He could see. He looked around and saw his sister walking around collecting firewood. He called out to her tearfully, “Listen, Najattaaq (a little sister that he has got-chr.b),” which was what he called her, “when the summer comes, I will be able to get new skins for your trousers, because I can see again.” His sister went over and saw that had regained his sight. Then they went home and just before they caught sight of the house, he grabbed his sister from behind, as though he was still blind.  When he had been indoors for some time, his mother went out. He followed her. His mother discovered that he could see and said, “Oh my! Can you see again, my dear? Here is the bear that you shot.” She pointed to the skin, which lay stretched out on the ground. He looked over to the spot where the straps that he had been making ought to be. They were still in the same place. He prepared some of them for use.

The next day, he went with his sister to the edge of the ice, where the migrating beluga whales passed by, at that time of year. He tied one end of the line around his little sister's middle. Whenever he harpooned a beluga, they pulled it up on to the ice together. He caught many belugas in that way. One day, on the way home from the edge of the ice, he asked his little sister, “Are you very fond of your dear mother?” At first, she did not answer him so he repeated the question. She responded by saying, “I am less fond of her than I am of you. Nowadays you are the only one I really care about. “To that, her brother replied, “Tomorrow I will use our mother as a hunting bladder  as revenge because she blinded me.” His sister approved of the plan and when they got home, he said to their mother, “Oh, how tired we are from the great load we carried home on our backs.” The he said directly to their mother, “I think we ought to let Najattaaq rest tomorrow. May I use you as my hunting bladder tomorrow?” Their mother readily agreed to the idea and hurried to dry out her kamiks (boots). The next day, the mother and her son went out to the edge of the ice. As the son was preparing to harpoon a beluga, his mother said, “Choose the smallest one.” The son obeyed his mother and harpooned a whale calf. The next time he was getting ready to throw his

harpoon, his mother said once again, “Choose the smallest one.” This time the son avoided

harpooning the young whales. Instead, he hit a large adult beluga. He helped his mother to drag the whale ashore so they were further in from the edge of the ice. But then he said, “With this whale, I will exact my revenge on you.” Then he let go of the line, and said, “Once, you blinded me. This is my revenge.” The beluga dragged her over to the edge of the ice. Then she turned her head to her son and said, “My ulu, my ulu. It was I who once wiped up (the literal translation from the Greenlandic is: scraped away chr.b.) your pee.” Then she fell into the water with a splash. The son looked for her and saw that she had popped up behind some whales. She said once again, “My ulu, my ulu. There was a time when I cleaned up your disgusting pee.” Then she disappeared once again. When the son could no longer see the white whales, he went home.

He and his sister cried over the loss of their mother as it was, after all, she who had raised them. They could not stand to be in their house. They became afraid and in the evening they left to travel inland. During their long hike, the brother did not have the heart to catch a single bird. It was, after all, a bird that had restored his sight. He made just one exception, when he caught a swan according the wishes of his sister. They lived in a nunatak* until they were very old. One day, they decided to seek out some other people, so that they could confess to what they had done. Each time they entered a house where a shaman (angakkoq) also lived, the shaman began to conjure up spirits, (but not for real according to Kirsten Thisted's translation) so they gave up.

One day, the brother noticed a house, where a shaman also lived. He waited until the shaman began to conjure up spirits before he went over and allowed himself to be seen. It was the first time he had seen a true shamanic séance.  As soon as he approached the house, the shaman began to complain, in the throes of his shamanic ritual, “You are in danger of being killed by a helping spirit. A very large man is standing outside.” The large man who was standing outside called in to them, “Have you ever heard of the man, who used his mother as a hunting float?” As there was no reply, he repeated the question. One of the elderly women said, “I have indeed heard of a brother and sister, who once used their mother as a hunting float.” The man outside called in to them, “It is I  I used my mother as a hunting float. I have come here to confess. It is the first time that I have seen a shaman who is Ilaarsiuitsoq (one who never imitates?). Come outside and look at me.”

Everyone, including the shaman, went outside. In the moonlight, they saw him standing by a women's boat (umiaq) which was up on a scaffold. His hair was completely white, as though he was wearing a cap made of hare skin, but his face was completely blackened. He told them that his sister was no longer able to move and that they lived in a little hut in a nunatak. He continued his story by saying that they had a housemate who looked dreadful because he had a head like a seal's. Finally, he said, “Henceforth, no one will set eyes on me. I have confessed that which I intended to, that is, that I used our dear mother as a hunting bladder when I harpooned a beluga whale.” With that, he left them, never to be seen again.

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

*[Nunatak (or nunataq): a hill or mountain completely surrounded by glacial ice. See Merriam-Webster.--CM

Fortællingen er illustreret af Lyberth. Det er fortællingen om prutmesteren, (søg på: prutmester og Storfjærteren), men da der mangler et par sider i håndskriftet, er den ikke blevet oversat. Navnet synes af være en fordrejning af prutmester: milillaqqissoq. BS

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 152ff.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 262 - 263. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 262 - 263: Oqaluttuaq Tutigarmik.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2 ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99 - 105:

The Blind Man who recovered his Sight.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Tutigaq.

En åndemaner manede ånder i overværelse af de andre, der boede i huset. Han indledte med at sige: "Gid jeg foreløbig kunne undgå andres opmærksomhed." Mens han endnu manede ånder, hørte man en mand sige fra husets indgang: "Hvem tror I, jeg er?" De, der var tilstede, mente, at han måtte være en af bopladsfællerne. De nævnte samtlige navne på dem, der boede på bopladsen; men de kunne ikke gætte hvem manden var. Så grinede manden og sagde: "I har formentlig aldrig hørt om én, der brugte sin stedmoder som fangeblære?" "Jo, det har vi," sagde de i huset. Så fortalte manden følgende historie:

Jeg fangede engang en ung remmesæl. Min stedmor ville bruge skindet til

brikseskind, men jeg skar i stedet for skindet til rem. I ved, at det skind, man

har skåret til rem, først bliver lagt i blød i urinbaljen. Når man så strækker

det til, danner der sig blærer på skindet. Det skete for mig, at en sådan blære

bristede, og at vandet fra den ramte mit øje, så jeg blev blind. Det viste sig,

at min stedmor lod dette ske ved hekseri. Den vinter fik jeg kun muslinger at

spise - bortset fra den smule normal føde, som min søster gav mig i al

hemmelighed.

En aften kom der en isbjørn og stak sit hoved ind gennem vinduet. Jeg bad min

søster række mig min bue, der lå under briksen. Jeg var på det tidspunkt blevet

så afkræftet, at jeg måtte bede min søster hjælpe mig med at stramme buestrengen til og derefter at spænde buen. Hun måtte også hjælpe mig med at tage sigte efter

bjørnen. Det lød, som om jeg ramte dyret; men min stedmor sagde, at det var en

bjælke jeg ramte. Men min søster hviskede til mig, at jeg ramte dyret, og det

faldt død om lige uden for vinduet. Min stedmor flænsede dyret og kogte kød. Men

hun gav mig kun muslinger at spise; men i al hemmelighed skaffede min søster mig

et stykke kød.

Da det blev forår gik jeg en tur sammen med min søster. Vi kom til en slette, og

dér efterlod hun mig. Mens jeg lå på ryggen, hørte jeg nogle gæs flyve hen

over mig. Jeg hørte den ene af dem sige: "Herunder ligger der et menneske, der er

blind." Bagefter kunne jeg så høre, at fuglene fløj i en bue som solens bane

rundt omkring mig. Jeg kunne høre en af dem dale ned; og så mærkede jeg, at den

tabte tyndskid i mine øjne, og jeg hørte den sige: "Du må først lukke øjnene op,

når du ikke længere kan høre os." Endnu engang fløj fuglen henover mig og tørrede

mine øjne med den ene vinge. Jeg kunne derefter høre, at den fløj nordover. Jeg

snød mig til at blinke med øjnene og mærkede lyset; men først da jeg ikke

længere kunne høre dem, åbnede jeg øjnene. Da så jeg min søster komme. Hun gik

med den ene arm trukket op i ærmet og med hovedet puttet dybt ned i kraven. Jeg

syntes, det var synd for hende; og jeg lovede at skaffe hende skind til en ny

pels, når det blev sommer. Da vi nåede hjem, var min stedmor i gang med at

blødgøre skindet af den bjørn, som jeg havde fanget. Selv om jeg lod, som om jeg

stadig var blind, kunne hun mærke på mine bevægelser, at der var sket en ændring;

og hun sagde: "Min kære, du kan jo se igen." Jeg gik ind uden at svare på det hun sagde. Jeg lagde mig ned på gæstebriksen, som jeg plejede. Da hun kom ind i

huset, sagde jeg: "Det déroppe ligner bjælker."

(formentlig uafsluttet: stedmor bruges som fangstblære -> "Narhvalens oprindelse". Også originalen der er næsten ulæselig slutter med sætningen om bjælkerne)

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

The Blind Man who regained his Sight.

Detailed summary translated by Chr. Berthelsen:

The tale of Tutigaq.

A shaman conjured up spirits in the presence of the other inhabitants of the house. He commenced by saying: “If only I could escape the attention of the others for the time being.” While he was still raising the spirits, a man's voice could be heard saying, “Who do you think I am?”, from the entrance tunnel to the house. Those who were present thought that it must be one of the other inhabitants of the settlement. They named each the settlement's residents in turn, but could not guess who the man was. Then the man laughed and said, “Perhaps you have never heard of the one who used his stepmother as a hunting bladder?”  “Yes, indeed we have,” said the people in the house. Then the man told the following story:

Once upon a time, I caught a young bearded seal. My stepmother wanted to use the skin as a bed covering, but instead I cut it into a strap. As you know, skin which has been cut into a thong is at first left to soak in the urine basin. Afterwards, when it is stretched out, blisters are formed in the leather. In this case, one such blister burst and the water from it spurted into my eye, blinding me. Later, it became apparent that my stepmother had caused this to happen with sorcery. That winter I ate only mussels, apart from the small amount of normal food which my sister gave to me in secret.

One evening, a polar bear came along and poked its head in through the window. I asked my sister to pass me my bow, which lay under the plank bed. At that point in time I was so weak that I had to ask my sister to tighten the bowstring and then to draw the bow. She also had to help me to take aim

at the bear. It sounded as though I had hit the bear, but my stepmother said that I had hit a rafter. However, my sister whispered to me that I had hit the animal and that it had fallen down dead just outside the window. My stepmother flensed the animal and boiled the meat. However, she gave me only mussels to eat, though my sister surreptitiously managed to get hold of a piece of meat for me.

When the spring came, I went walking with my sister. We came to a plain, and she left me there. While I lay on my back, I heard some geese fly over me. I heard one of them say: “Beneath us lies a person who is blind.” Afterwards, I could hear that the birds were flying around me in a curve which resembled the movement of the sun. I heard one of them descend and then I could feel it dropping shit into my eyes. Then I heard it say: “You may only open your eyes when you can no longer hear us.” Once again a bird flew over me and dried off my eyes with one of its wings. After that I could hear that it flew northwards. I blinked gingerly and sensed the light but only opened my eyes when I could no longer hear them.  Then I saw that my sister was coming. She was walking with one arm held up (inside the anorak, but out of the sleeve) and with her head tucked deep into her collar. I felt sorry for her and promised to provide a new skin for her when summer came. When we arrived home, my stepmother was in the process of softening the skin of the bear that I had caught. Although I pretended that I was still blind, she could tell by my movements that something was different, and she said, “My dear, indeed you can see again.” I went inside without responding to what she had said. I lay dawn on the guest bed just as I usually did. When she came into the house, I said, “That up there looks like a rafter.”

(Presumably unfinished: stepmother is used as a hunting bladder -> “The origin of the Narwhal”.)

Var.: Search for: blind/blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved no. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the Narwhal; how the narwhal came to be.

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En rigtig fortælling (En kvinde der forsøgte at dræbe sin søn ved hekseri)

Det fortælles at et ældre pjok havde en søn og en datter. Datteren var ældst og sønnen den yngste. Efter faderens død havde de kun deres stakkels mor tilbage. Sønnen voksede op og blev en dygtig fanger, der med lethed fangede både sødyr og landdyr. Da sønnen efterhånden fangede godt, fik den dumme mor den idé, at sønnen ville forvolde hende skade. Så en dag, da sønnen blev hjemme og lavede en fangstline af udspændte strimler af remmesælskind, listede moderen sig ind på ham bagfra og kastede skindsplinter i hans øjne. Derved skadede hun begge hans øjne, så han ikke længere kunne åbne dem. Hans søster gik så hen til ham, tog ham i hånden og førte ham hjem. Og da han nu ikke kunne åbne øjnene, kunne han heller ikke længere tage ud på fangst.

Da det nu var sådan fat med sønnen, gav moderen ham kun en enkelt mundfuld, når hun kogte kød af det han (tidligere?) havde fanget, og hendes dygtige søn fik ikke længere nok at spise. Skønt storesøsteren syntes det var synd at moderen ikke ville give han mad nok, sagde hun ikke noget, for hun var bange for den sølle kone.  

Så en vinterdag sagde storesøsteren til ham: "En renko med kalv er på vej herhen fra øst. Lillebroderen svarede: "Giv mig min bue og pil, og spænd buen når dyrene er inden for skudvidde. Når du så sigter med pilen på renkoen må jeg vel kunne skyde den som jeg plejer." Netop som dyrene var ved at standse op inden for skudvidde, sigtede storesøsteren med pilen på dem, og idet de standsede sagde hun: "Nu!" Hendes lillebror sendte pilen afsted som han plejede, og man kunne høre at den trængte dybt ind. Lillebroderen sagde: "Det lød som dangang jeg kunne åbne øjnene, når en pil ramte et rensdyr." Den dumme mor, der stod henne ved huset, råbte med lille stemme: "Du ramte erqo (? Bagdelen af dyret, CB). Men storesøsteren sagde: ""Du ramte renkoen, og den faldt." Han fik også kalven på samme måde.

Storesøsteren og den dumme mor flænsede dyret og bragte det hjem - naturligvis også kalven. Og så fik den sølle mor ellers travlt med at koge kød. Da det var kogt og den dygtige søn ordentlig skulle guffe i sig, fik han selvfølgelig kun een eneste mundfuld.

Den dygtige søns blindhed blev et større og større problem for ham hvad angik den fangst, han ellers kunne have drevet. Så en morgen de vågnede spurgte storesøsteren, om han ville med når hun skulle ud og samle bær. Næste morgen tog de afsted. Da de kom til et sted med mange bær, sagde storesøsteren at han bare kunne blive dér og famle sig frem til at spise bær, mens hun gik lidt længere væk og kom tilbage, når hun var færdig med at plukke. Da hun var gået, lagde han sig ned på ryggen og ønskede sig én, der kunne hjælpe ham: "Bare der var én der kunne gøre mig seende igen!" Og så snart han tav hørte han vingesus nærme sig inde fra øst, og da fuglen nåede helt frem sagde den: "Jeg vil stryge dine øjne tre gange med mine vinger. Lig nu bare helt stille!" Minsandten! Den strøg ham over øjnene. Første gang de blev strøget fornemmede han lyset; anden gang åbnede han øjnene sagdlerujugput (? på klem; en sprække ? BS); og da de tredje gang blev strøget følte han at han var kommet til at se klarere end normalt. Jamen, hvor var det skønt! Han fik øje på fuglen i sidste øjeblik før den forsvandt østover. - Hvor var han taknemmelig.

Da de kom hjem, bad han sin storesøster om foreløbig ikke at sige det til moderen. Senere passerede rensdyrene igen stedet hvor de boede, og han fik dem med bue og pil. Hans usle mor var igen ubehøvlet nok til ikke at unde ham ret meget kød fra hans egne rener. Men så sagde sønnen, at hun aldeles ikke behøvede at være så nærig med det, for det var ham, der havde nedlagt dyret.

Så blev det vinter med islæg. En morgen, da sønnen gik op på udkigsbakken så han at der var hvidhvaler ude i en våge. Han gik ned, og da hans redskaber til hvidhvalsfangst allerede var gjort klar, ville han af sted og bad storesøsteren og sin usle mor om at ta med og holde igen på linen, når han havde harpuneret en hval. De nåede frem til vågen, og sikke det larmede sådan som de gned mod hinanden i den trange våge. Han blev så ivrig at han omgående harpunerede de to første, og da han havde givet dem det dræbende stød, trak han og hans storesøster dem op i fællesskab. Tredje gang han skulle harpunere én sagde han til sin sølle mor, at han ville binde linen omkring hende. Hun sagde at han ikke måtte vælge den største hval. Men hver gang de små hvaler dukkede op, syntes den dygtige søn, at det nu var for småt igen, og han kiggede efter én, der var større. På et tidspunkt lykkedes det ham så at harpunere sanerqut qutdlungneq (? folden på dens side ? BS). I det samme begyndte den dumme mor, der havde en amaat-lignende hætte over hovedet, at glide ud mod vågen altimens hun bad sønnen være med til at holde igen i linen. Men han svarede blot: "Det er prisen for at du har været så nedrig. Hvis ikke du havde kastet skindsplinter i øjnene på mig, ville jeg nok havde haft medlidenhed med dig. Kom så, træk til!" Da hun nåede den snefri is fortsatte hun ud over iskanten ud i vågen med et stort plump, og hun forsvandt ned i havet. De kiggede efter hende, og da den harpunerede hval dukkede op i en anden våge, der lå lidt vest for, dukkede hun op sammen med den anîtaralugu (?), og da hun var på vej ned igen og kun den amaat-lignende hætte var synlig, råbte hun: "Jeg har ellers altid skrabet dit tis fra bukserne." Herefter hørte man kun boblerne der steg op. Således, siger man, ved at fæstne hende til en hvidhval, straffede han sin usle mor, der ikke var blevet ham til andet end skade. Endelig kunne bror og søster frit spise sig mætte i mattak og kød. For den, der ikke undte dem maden, var nu forsvundet.

Var.: Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

Hist.: Ofte snor moderen den amaatlignende hætte, der blir til hannarhvalens lange tand. Således opstod narhvalerne. Men dem findes der ingen af i det sydligste Grønland, hvor denne version er fortalt.

not [

Translation by Christian Berthelsen:

A true/real story (A woman who tried to kill her son using witchcraft)

It is said that a weak old woman had a son and a daughter. The daughter was the eldest of them and the son the youngest. After the death of their father they had only their poor old mother. The son grew up and became a skilled hunter, who could easily catch both land and sea creatures. Since her son had become such a skilled hunter, the stupid woman somehow came to believe that he would cause her harm.  Then one day when the son stayed at home to make a line, by stretching out strips of bearded seal skin, his mother sneaked up on him from behind and threw shards of skin into his eyes. In this way, she damaged both of his eyes, so that he was no longer able to open them. Then his sister went over to him, took him by the hand and led him home. Since he could no longer open his eyes, he could no longer not go hunting either.

As the son was in this state, his mother gave him but a single spoonful of the boiled meat which he had (previously?) caught , and therefore her skilled son no longer got enough to eat. Although his older sister felt sorry for him because their mother would not give him enough to eat she did not say anything, as she was afraid of the wretched old woman.

Then one winter's day, his older sister said to him, “A female caribou and its calf are on their way over here from the East.” Her little brother replied, “Give me my bow and arrow, and draw the bow when the animal is within range. If you aim the arrow at the female caribou, I ought to be able to shoot it as I usually do.” When the animals came within shooting distance, and were about to come to a halt, his little sister aimed the arrow at them. As they stopped she said, “Now!” Her younger brother sent the arrow flying as he usually had done, and they could hear it penetrating deeply.  The younger brother said, “It sounds just like the times when an arrow hit a caribou when I could still open my eyes.” Their stupid mother, who was standing by the house called out in a weak voice, “You hit erqo (?The rear end of the animal-CB). But his older sister said, “You hit the female caribou and it fell down.” He brought down the calf in the same way.

The older sister and the stupid mother flensed the animal and carried it home  and of course the calf too. Then the wretched mother got busy boiling the meat. When it was cooked and the clever son should have eaten his fill, he was, of course, only given a single mouthful.

The clever son's blindness became an increasingly grave problem for him in relation to the hunting he otherwise should have undertaken. So one day when they awoke, his older sister asked him if he wanted to accompany her when she went out to collect berries.  They left the following morning. When they came to a place with many berries, his big sister said that he could just stay where he was and grope around to find berries to eat, and meanwhile she would go further away and come back when she was finished picking berries. When she had gone, he lay down on his back and wished that there was someone who could help him. As soon as he was quiet, he heard the sound of wings coming closer to him from the East, and when the bird arrrived it said, “I will brush your eyes three times with my wings. Just lie completely still now!” My word!  It brushed his eyes. The first time they were brushed, he could sense the light; the second time he was able to open his eyes sagdlerujugput (?a crack, half-opened? BS); and the third time they were brushed he felt as though he could see even better than usual. Oh, how wonderful it was! He caught a glimpse of the bird at the last minute, just before it disappeared off into the East. He was very grateful.

When he got home, he asked his big sister to keep it a secret from their mother for the time being. Later, some more caribou passed by the place where they lived, and he brought them down with his bow and arrow. His miserable mother was so ill-mannered that she only allowed him a small amount of meat from his own caribou. But then her son said to her that she really ought not to be so stingy with it, since it was he who had brought the animal down.

 Then the winter came, and there was a layer of ice. One morning when the son went up to the look-out hill, he saw that there were belugas out in an opening in the ice.  He walked down again and as his whale hunting implements were already prepared, wanted to leave right away. He asked his big sister and their wretched mother to accompany him and hold on to the harpoon line when he harpooned a whale. They reached the opening in the ice and there was a tremendous noise when they rubbed against each other in the overcrowded area of open water. He was so keen that he harpooned the first two immediately and after he had administered the death blow, heaved them up with help from his older sister. The third time that he was about to harpoon one of them, he said to his pathetic mother that he wanted to tie the line around her. She said that he must not choose the largest whale. However every time the smaller whales surfaced, the clever son thought that they were too small and looked for a larger one. At one point, he was able to harpoon sanerqut qutdlungneq (? the fold on its side ? BS). With that, the idiot of a mother, who had an amaat-like hood covering her head, began to slide toward the opening in the ice all the while pleading with her son to help her to pull the line. But he simply replied, “That is the price you have to pay for being so mean. If you hadn't thrown shards of skin into my eyes, I might have felt some sympathy towards you. Come on now, pull harder!” When she reached the snow free ice, she continued over the edge of the ice with a loud splash and disappeared into depths of the sea. They looked for her and when the harpooned whale appeared in another hole in the ice a little to the West, she appeared along with it anîtaralugu (?). As she was going under again and only her amaat-like hood was still visible, she cried, “I always scraped the pee from your trousers, you know.” Thereafter bubbles could be heard coming to the surface. Therefore, it is said that he punished his wretched mother, who had only ever caused him harm, by attaching her to a beluga whale. At last he and his sister could eat their fill of muktuk / mattak and meat. For the one who would not let them to eat meat had now disappeared.

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The Origins of the Narwhal; How the Narwhal Came to Be.

Hist.: The mother often twists the amaat-like hood, which becomes the narwhal's long tusk. Thus came the narwhal into existence. However, they are not found in the southernmost part of Greenland, where this version was told.

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Orig. håndskr.: KRKB 5,1, læg 5. Illustreret.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Om Sungersuusaq.

Det fortælles at Sungersuusaq giftede sig og flyttede hen til sine svigerforældre, hvor der boede flere mænd. Hans store svigerfamilie holdt meget af ham, fordi han var modig, dristig og en heldig fanger. Men fordi han havde giftet sig med husstandens eneste kvinde, holdt han helt op med at tage ud i kajak og holdt i stedet øje med konen og kissemissede med hende dagen lang. Sådan gik dagene helt frem til aftenstunden. Og efterhånden belv dagene meget kortere uden at Sungersuusaq var kommet ned i sin kajak. Imens tog svogrene på og fangst og kom hele tiden hjem med bytte. Og når de ind imellem sad og pustede sig op og pralede, ville Sungersuusaq som regel være den dominerende. Til sidst kunne hans kone ikke så godt lide ham mere, fordi han ikke var til nogen nytte udover til at spise.

En dag var alle svogrene taget ud på kajakfangst, men de kom hjem én efter én uden at have fanget noget. De havde ikke set en eneste sæl.

Da de nu slet ikke kunne fange nogen sæler, blev deres svoger virkelig ivrig. Om aftenen gjorde han sine redskaber klar. Næste morgen var han allerede taget afsted, da de andre vågnede. Ingen af hans svogre tog på fangst, fordi de jo allerede dagen før havde fundet ud af, at der ikke var noget at fange.

Sungersuusaq roede mod nord, og inden han nåede hen til det sted, hvor han plejede at ligge på lur efter sæler, var der en fuldvoksen sortside, der blev ved med at dukke op foran ham for at ånde. Han harpunerede den og den var død med det samme. Så gjorde han den klar til bugsering og begyndte at ro ind mod land med den. Men han havde knap nok flyttet sig fra stedet, før en anden sæl også begyndte at dukke op af vandet foran ham. Han kunne jo ikke bare lade den være, så han harpunerede også den. Så han besluttede sig for at nøjes med de to og roede hjem, selv om andre sæler også dukkede op af vandet.

De andre var slet ikke begyndt at vente ham hjem endnu, da Sungersuusaq kom til syne ud for det lille næs og havde noget på slæb. Hele svigerfamilien kom ned og tog imod ham, da han var ved at nå ind til kysten. Og fordi det var så svært at finde sæler, havde de ikke forventet, at han havde andet med på slæb til dem end noget drivtømmer, og det ville de hjælpe ham med at få båret op. Men da han kom nærmere så de, at han faktisk havde to sæler på slæb. Så nåede han da helt ind til land, og han havde alså fanget hele to fuldvoksne sortsider. Oven i købet tykke og fede.

Da de havde flænset sælerne, bad han dem tage hver deres del af fangsten. Selv tog han kamikkerne af og satte sig på briksen og ventede på, at kødet skulle koge færdigt. Så kaldte han på mændene og satte brystkødet frem og sagde: "Det er ikke længere hverken svært eller besværligt, og spis nu godt af brystkødet." Og så kan det nok være at man hørte lyden af knivene. Det viste sig at det var, hvad han ville gøre fremover.

Dagen efter tog alle mændene ud på fangst, men efterhånden kom de allesammen hjem uden at have fanget noget. Men Sungersuusaq kom igen hjem med to sæler. Han havde nær fanget for mange med sine to. De andre mente jo ikke, at der var noget at fange.

En morgen lysnede det, og der viste sig at være stærk vestenvind. Sungersuusaq havde ellers skyndt sig at gøre sig klar, men på grund af isen, var det umuligt at komme nogen vegne, så han blev hvor han var.

Han hyggede sig godt sammen med sin svigerfamilie, selv om blæsten susede og hvinede så meget derude, at man næsten kunne gå hen og blive urolig. Det blev ved i det uendelige, og til sidst blev det aften. Næste morgen vågnede de og opdagede, at det nu var nordenvind, og at der ikke længere var den mindste smule hav at se, fordi der nu lå is overalt. De blev godt nok temmelig skuffede, men da de jo havde tilstrækkelige mængder forråd, affandt de sig med det. Da der var gået nogle dage, kunne det lade sig gøre at gå på isen, og da den efterhånden belv tykkere og tykkere, begyndte de nu udelukkende at gå på åndehulsfangst.

Nu kunne Sungersuusaqs svogre igen let fange noget, og så holdt han igen op med at tage på fangst og hyggede sig i stedet for.

Langt om længe da det en morgen lysnede, kunne man endelig se at der ude vestpå var spredte mørke pletter, som det nok kunne forventes at bølgerne ville gøre noget ved. Og da de næste morgen vågnede så de da også, at isen ude vestpå ikke længere gik helt ind til kysterne. Deres boplads lå så langt inde, at de ikke uden videre kunne se havet. Men de ville allesammen afsted uden overhovedet at tage kajakker med. Da de nu alle ville afsted, begyndte Sungersuusaq at gøre sig klar, fordi også han ville med. Netop som de skulle afsted ville de mange svogres yngste bror, der endnu ikke havde kajak, også så gerne med, at han gav sig til at græde. Først forbød de ham det, men til sidst tog de ham så alligevel med. Det var jo også et vidunderligt og helt stille vejr. Endelig nåede de én efter en frem til iskanten. Mewn der var ikke andet at fange end edderfugle, der til gengæld var lette at fange. Så gav de sig til at jagte edderfugle, og da de syntes at de havde fanget rigeligt og havde lavet bærebylter af dem, skulle de til at gå ind mod land, da Sungersuusaq sagde: "Vent lige lidt; lad mig lige se på det her." Da han sagde det kiggede han først nøje på himlen i alle retninger, og så lavede han et hul i isen og kiggede ned igennem det. Hurtigt rejste han sig op og lignede en, der har fået prygl. Men så sagde han: "Nu er der ikke tale om at gå langsomt ind mod kysten men tvært imod et spørgsmål om at skynde sig." Så pegede han på knægten mellem dem og spurgte: "Hvad med den lille dér?" Og han forsatte: "Det bliver alvor, når der sker noget. Det er som om havet strømmer indad. Den kommende storm er allerede begyndt at trække i isen. Nu kommer der virkelig føhnvind. Er I uenige med mig kan I selv se efter." Hans svogre kiggede efter tur ned gennem hullet i isen, men de kunne ikke se noget. Og selv om Sungersuusaq skyndte på dem, var der ikke én af dem, der troede ham.

De tog byrderne på nakken og begyndte én efter én at gå ind mod land. Inden de var kommet ret meget længere væk fra iskanten, lagde Sungersuusaq sit læs fra sig og lavede igen et hul i isen, som han kiggede ned igennem. Og nu virkede han endnu mere urolig end før og tog drengen og satte ham op ovenpå bylten på nakken. Derefter tog han teten. - Da de havde gået lidt længere var de godt nok kommet kysten lidt nærmere. Men så kom føhnvinden over dem som en voldsom storm, og straks begyndte isen at revne og knække. Så fik de ellers travlt og smed deres bylter fra sig i alle retninger for på den måde at komme hurtigere frem. Mens de løb, revnede isen jævnligt foran dem, så de måtte springe for allesammen at komme over.

Det blev mere og mere mørkt, og samtidig tog stormen til i styrke. Til sidst blev det meget vanskeligt for dem at komme frem. Selv om de var ganske tæt på land, befandt de sig nu på en lille afbrækket isflage uden at kunne kmme videre. Dér var de så og kom ikke derfra, og rundt om dem var der bare hav. De fjernede sig mere og mere fra land, og til sidst blev det helt mørkt, mens det stadig blæste forfærdeligt. Sungersuusaq talte sine fæller, og de var der da stadig allesammen. Dér drev de omkring på et lille stykke havis, og da de kom ud på det åbne hav, blev isen overskyllet, og det begyndte at gynge og vippe frygteligt, så der var fare for, at de kunne blive hældt ud i havet. Og skulle isstykket brække i to dele, ville de allesammen omkomme. Isstykkets sider blev tykkere og højere efterhånden som vandet løb over iskanten og frøs til, og snart lignede det en tallerken. Til sidst blev de ikke længere overskyllet af vand, og de havde det helt varmt. Sådan drev de afsted ude på havet, og det blev så småt lysere. Så sagde drengen: "Jeg skal sådan tisse." Sungersuusaq svarede: "Det kan ikke lade sig gøre, før vi kommer i land. Hvis du tisser på isen smelter den, og så er det ude med os allesammen."

Til sidst begyndte nogle af mændene også at sige, at de trængte temmelig meget til at tisse, og her og der lød det: "Også mig"; "det skal jeg også." Allesammen skulle de tisse. Efterhånden var deres yngste så tissetrængende at han blev helt skæv, og så sagde Sungersuusaq: "I kan faktisk komme til at tisse, hvis eller I opmuntrer jeres nederste dele ordentligt. Se nu her hvordan I skal gøre." Så trak han bukseklappen ned og begyndte at tisse, mens han bøjede kroppen så meget tilbage, at han på den måde tissede opad og over den forhøjede iskant. Og han var så omhyggelig med at stoppe i tide, at han ikke spildte en dråbe på isen.

De andre mænd efterlignede ham, og alle gav sig til at tisse. Alle gjorde nøjagtig som Sungersuusaq og bøjede sig langt bagover og tissede. Og Sungersuusaq var vældigt tilfreds med, at ingen spildte en dråbe til sidst.

Da de allesammen var færdige, skulle den lille yngste tisse. Han kunne ikke bøje sig bagud, og fordi han sikkert ikke ville kunne tisse over iskanten, løftede de ham op ved at støtte ham under balderne, og det lykkedes for ham uden at en dråbe gik ved siden af. Sungersuusaq var meget tilfreds og sagde: "Det var dog utroligt så dygtige alle er. Jamen, kæreste, det var virkelig prima."

Omsider blev det lyst, og det blæste ikke særlig meget. Men det var ikke til at se land nogen steder. Så var det ved at blive aften for anden gang, men så kunne man pludselig se land. Og lige da det var ved at blive mørkt, drev de endelig i land. De kravlede op på land fra den lille strand, og da de havde set sig om på deres anløbssted, viste det sig at de bare var drevet i land på en stor ø, som de slet ikke kendte, og længere oppe kunne de skimte fastlandet.

Da de ikke kunne blive stående til ingen verdens nytte gik de afsted derudaf. De frøs meget og havde gået en rum tid, da de pludselig fik øje på to huse. Det ene lå længere op end det andet, og de var oven i købet temmelig store. De gik hen mod det øverst liggende og tog deres ydertøj af ved de store stilladser. Derefter gik de ind. Da de var kommet ind så de, at der var adskillige mænd derinde. Der var ikke særlig hyggeligt inde i huset, og det virkede ikke som om de levede særlig meget af sødyr. Efter et stykke tid derinde begyndte husets beboere at gå ud én efter én, og når de var gået ud, kom de ikke ind igen. Sungersuusaq og hans fæller blev ved med at kigge på alt i huset, og så opdagede de nogle skrækkelige menneskehoveder under briksen. De var lagt til gæring, og på nogle af dem var hovedhårene endda ved at løsne sig. Nu troede de så at de havde set alle husets beboere, men da de kiggede hen i husets bageste del, så de en rigtig gammel heks der sad og gnavede i et stort hvalrosskulderblad. Ved siden af hende sad også en meget gammel mand. Og ingen af dem sagde den mindste lyd.

Langt om længe begyndte den gamle heks at tage kamikker på. Hun rømmede sig gevaldigt og gik hen til gangåbningen, hvor hun satte det store afgnavede skulderblad for indgangsåbningen, så man ikke uden videre kunne flytte det, og så gik hun ud. En af Sungersuusaqs fæller gik hen til husgangen og forsøgte at fjerne skulderbladet, og han forstod at de ikke længere ville kunne komme ud den vej. Så gik han hen og kiggede på vinduerne. Dem havde de allerede gjort noget ved udefra, for at forhindre at de kom ud den vej. Og de havde allesammen bar overkrop. Nu var der kun den gamle mand tilbage sammen med dem i huset, og de så at han begyndte at tage tøjet af overkroppen. Så gik han ud på gulvet og begyndte at rode med noget under briksen og trak så et stort afhåret sælskind frem. Det bredte han ud på gulvet og satte sig på det. Så lod han øjnene løbe hen over de enkelte mænd og slog sin vældige arm ud mod dem og sagde med en meget dyb stemme: "Lad os trække armkrog." Men da der ikke var nogen der ville ud på gulvet, stødte Sungersuusaq let til sin ældste svoger med albuen. Straks tog han den gamles arm. Så gav de sig ellers til at trække arm. Og det så ud som om Sungersuusaqs svoger egentlig godt kunne vinde over den anden, men at han bare ikke lige kunne trække hans arm til sig. Da han på et tidspunkt ville trække ordentlig til, rettede den gamle pludselig sin arm ud og lagde sig over ham. Og det eneste han rodede efter var mandens skræv. Et øjeblik efter kunne man høre at Sungersuusaqs svoger hev lidt efter vejret. Og det viste sig at den gamle havde rykket hans testikler af helt fra roden. Da han nu havde dræbt ham råbte han ud med en meget dyb stemme: "Kom med en rem; kom med en lang rem!" Så kunne man ellers høre hvordan de begyndte at kravle rundt oppe på taget. Og da de havde lavet en åbning i taget, hejsede de en lang rem ned med en løkke på. Da den gamle havde lagt løkken om halsen på den mand han havde dræbt, råbte han op: "Nu er det klart!" Så trak de den døde op, og man kunne høre hvordan de gav sig til at partere ham. Og ellers hørte man kun, at én sagde: "Lad mig lige fjerne hans dejlige øjne til vores gamle." Endelig blev de færdig med at partere ham, og der blev stille. Så sagde deres ældste for anden gang: "Lad os trække armkrog!" Da en anden af Sungersuusaqs svogre ville til at gå ud på gulvet, hviskede Sungersuusaq til ham: "Vent, lad ham lige se mig an først, så kan I komme bagefter. Ellers gør han det samme ved os allesammen og får gjort ende på os." Så satte han sig ved siden af den gamle og lagde sin arm om hans. - Da han ikke havde problemer med at klare ham, trak han hurtigt hans arm til sig og lagde sig ind over ham. Samtidig kastede alle hans svogre sig også over den gamle. Sungersuusaq prøvede på at rive hans testikler af, men i første omgang rev han dem bare i stykker. Omsider lykkedes det ham at rykke testiklerne helt af. Og den gamle hev bare lidt efter vejret og var død. Da de nu havde dræbt ham sagde de: "Men hvad skal vi nu gøre?" En af svogrene sagde: "Sungersuusaq, det var dig der dræbte ham, gør nu som du synes. Måske skulle du efterligne hans stemme og råbe og bede dem komme med en rem." Sungersuusaq gav sig til at råbe af sine lungers fulde kraft og anstrengte sig virkelig for at få sin stemme til at lyde så dyb som muligt: "Kom med en rem; kom med en lang rem!" De andre sagde: "Du lød meget som ham. Du lød nøjagtig som ham." Så hørte man at de kom i sving derude, og så blev en lang rem minsandten hejset ned. De tog fat i den og lagde løkken om den dræbtes hals. Og igen råbte Sungersuusaq: "Så er det klart!" Så trak de ham op, og igen kunne man høre hvordan de gav sig til at partere. De var godt gang med at flænse den gamle, da man hørte en sige: "Lad mig lige fjerne hans dejlige øjne til vores gamle." Man hørte hvordan han arbejdede på sagen, og at han pludselig sagde: "Men er det da ikke vores gamle!" Så begyndte de ellers at snakke i munden på hinanden: "Jo det er virkelig vores ældste. Vi er jo i fuld sving med at partere vores ældste!" Så kunne man høre at nogle lo og andre græd. Og nedenunder rykkede de sammen og frygtede det værste.

Der var stille et stykke tid deroppe, men så begyndte de ellers at snakke: "I forbandede kryb dernede. I tror måske at I overlever." Så blev der igen stille. Sungersuusaq sagde til sine fæller: "Gad vide hvad de finder på at gøre ved os?" Mere nåede han ikke at sige før de gav sig til at lave huller overalt på huset og hælde vand ind gennem alle åbningerne. Da begyndte Sungersuusaq og de andre ellers at løbe og springe rundt derinde i huset. Ind imellem var der små pauser, hvorefter der igen blev hældt så meget vand ind, at det bare brusede. Til sidst frøs de så meget, at de tvivlede op om de ville kunne klare mere, og så råbte Sungersuusaq ud og håbede bare på, at de ville høre efter: "Kom lige med min helpels der hænger på stativet, så jeg kan få den på som ligklæde!" De lyttede uden at ane om det nyttede noget. Men til deres store overraskelse blev helpelsen virkelig kastet ind gennem et af husets åbninger. Sungersuusaq tog den og råbte ud: "Den kunne gå hen og blive hans redning!" Så snart han havde fået fat i helpelsen begyndte han at rode ved inderpelsen. Det fortælles nemlig at han havde en lille lemming som amulet i pelsens foer. Og da han havde fået fat i den tog han den i munden et øjeblik, og så kastede han den mens han sagde: "Tag én eller anden!" Så snart han havde kastet den ud hørte man, at nogen derude sagde: "Se nu dér, ham dér er væltet om, og det er han også." Så hørte man at folk begyndte at falde omkuld derude, og at andre flygtede. Til sidst blev lemmingen træt og faldt ind i huset gennem et af hullerne. Og den var helt indsmurt i blod. Dens ejermand tog den, rensede den for blod og kastede den ud igen med ordene: "Det er lige meget, bare tag dem allesammen!" Det varede ikke længe før den kom tilbage til sit menneske og havde gjort ende på dem allesammen med undtagelse af den gamle heks og en budbringer, der befandt sig inde i et hus.

Sungersuusaq tog sin helpels på og sagde til sine fæller: "Hvad skal vi dog her? Lad os se at komme ud!" Da de kom ud kom en mand, der åbenbart var budbringer, løbende i fuld fart hen mod dem. Han var uhyggeligt skeløjet og fuldstændig skaldet bortset fra et enkelt langt hår forrest på hovedet. - Da han nåede dem sagde han: "Apia har fundet på noget underligt. Hun roder i sin søns hjerne med både fingre og tæer, og nu sidder hun deroppe og blander det hele sammen på en tallerken." Så snart han havde sagt det, forlod han dem og satte i løb hen mod det øverste hus, hvor han gik ind. Efter et stykke tid kom han igen ud og hen til dem og sagde det samme. Og så gik han ind i huset igen. Sungersuusaq undrede sig over hvad der foregik. Fordi han havde sagt noget ubegribeligt, sagde en af hans svogre: "Det siges at Tiggaaq ved besked, og det er dig han henvender sig til. Det drejer sig nok om den gamle heks, der sad og gnavede i hvalrossens skulderblad, da vi først kom ind. Hende, der blokerede indgangsåbningen. Måske er hun ved at lave mad til dig. Hun må være en rigtig heks. Men nu skal jeg give dig et godt råd: Når du kommer ind og hun kommer hen med fadet og siger, at du skal spise, skal du lukke øjnene og lade som om du slikker fadet. Og når du synes at det er nok, skal du vende fadet på hovedet foran dig. Når heksen så vender fadet om, opdager hun at maden ikke er rørt, og så vil hun igen opfordre dig til at spise. Men så skal du sige til hende: Spis det selv på samme måde som jeg gjorde det. Og når hun så spiser det begynder hun at sige alt muligt, og så dør hun. "Kom nu, gå derop. Vi skal nok gå med."

Og de blev ret forbavsede da de så de mennesker, som Sungersuusaqs hjælpeånd Avinngaq / Lemming havde dræbt. De lå og var faldet om på hustaget og rundt omkring på jorden og havde blødt ud af munden. Lemmingen var nemlig smuttet ind gennem deres bagdel og var bagefter kommet ud af deres mund.

Så gik de op til det øverste hus og kom ind, og der sad heksen alene. Ved siden af hende var der et lille fad med hjernemasse, der virkelig så lækker ud. Så tog hun fadet og gav det til Sungersuusaq og sagde: "Spis det!" Sungersuusaq tog fadet og lukkede øjnene og lod så som om han slikkede indholdet i sig. Da han syntes at det måtte være nok, lagde han fadet ned med bunden i vejret. Heksen vendte fadet om og opdagede at indholdet var urørt. Så sagde hun igen: "Spis det!" Sungersuusaq svarede: "Spis det selv på samme måde som jeg gjorde det!" Hun var ikke særlig villig men gav sig alligevel til at slikke fadet med vidtåbne øjne. Så brød hun ud i snak og straks dejsede hun omkuld og var død. - Det viste sig at hun havde villet forhekse Sungersuusaq og derved dræbe ham som den første, og bagefter havde hun tænkt sig at dræbe de andre. På den måde reddede den mellemste af svogrene sine fæller.

Da de kom ud derfra, ville de prøve at komme hjem den samme vej de var kommet. Deres fine fartøj nåede de selvfølgelig ikke at få fat på, for det var drevet til havs. Og da de nåede ned til havet, hvor sneen gik helt ned til vandet, spurgte Sungersuusaq sine fæller: "Hvilke amuletter har I?" De svarede at de allesammen havde et lille stykke fra en isbjørn som amulet. Da de så spurgte deres yngste svarede han, at han havde en lille snespurv som amulet. Sungersuusaq blev godt nok ret skuffet men sagde så bare: "Det gør ikke noget; så må du ind imellem hvile dig lidt bag vores ører." Da han havde sagt det lod han sig glide ned ad snevolden, og de andre fulgte efter, den ene efter den anden. Hver gang én ramte vandet, blev han til en stor isbjørn. Den yngste var først lidt tilbageholdende, men så begyndte han endelig at glide ned. Og lige før han ramte vandet, løftede han sine små lillefingre og blev til en lille snespurv, der kvidrende fløj afsted. Sådan svømmede de fleste af dem afsted som isbjørne mod deres boplads. Og det fortælles at de allesammen nåede hjem til deres boplads i god behold. Kun én døde, og det var ham, som den gamle mand dræbte.

Billedtekster:

Billede 1: De fanger sæler gennem sælernes åndehuller

Billede 2: Isen revner og knækker, og de får travlt.

Billede 3: De hjælper den lille yngste til at tisse.

Billede 4: Sungersuusaqs hjælpeånd Avinngaq dræber dem.

Billede 5: De er blevet til isbjørne og er på vej hjem.

Oversat af Signe Åsblom.

Var.: Tiggaaq; Qilaasuaq; Amos Daniel 161 Alluunnguaq; Sungersuusaq;  Qiláituaq, Qiláussuaq; Qátsâq; Asalooq; Qilaasuaq og Allunnguaq.

Søg også på Akilineq

idet episoderne om den ufrivillige rejse til landet på den anden side havet, Akilineq, styrkeprøverne med kannibalerne derovre, og amuletten i halskraven har været meget populære.

Hist.: Kendskab til de virkelige mennesker i Akilineq - Baffinland og længere mod syd viser sig i andre fortællinger om rejser til Akilineq.

Håndskr.: KRKB 5,1, læg 5.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Engang havde Inik været ude på fangst og havde fanget en remmesælunge. Han havde egentlig tænkt sig, at hans bedstemor skulle lave et brikseskind af skindet. Men han endte med at beslutte sig for, at det skulle bruges til en harpunrem. Det viste sig så, at han på den måde havde fornærmet sin bedstemor. Og da skindet blev skåret op til harpunremme, ramte nogle sprøjt hans øjne og gjorde ham blind. Og det viste sig at det var hans bedstemor, der på den måde havde forhekset ham.

       En dag sad Inik på briksekanten og sagde: "Det lyder som om en isbjørn står uden for døren; kom med min bue!" Så hjalp hans bedstemor ham med at sigte mod isbjørnen, og derefter fyrede han pilen af. Isbjørnen døde og væltede omkuld. Inik sagde: "Jeg tror faktisk jeg ramte den." Bedstemoderen svarede: "Nej, du ramte forbi." Og når hun kogte noget af isbjørnekødet fik Inik ikke noget.

       En dag sagde Inik så til sine lillesøster: "Kan du tage mig i hånden og følge mig ind i landet?" Og snart efter var de på den store slette, og da han havde sat sig ned, forlod lillesøsteren ham der.

       Et øjeblik efter hørte Inik, at en stor flok gæs kom flyvende hen over hovedet på ham. Selv om det lød som om de var fløjet væk, kunne han høre hvordan nogle af dem kom flyvende tilbage og hen til ham. Og en af dem sagde pludselig: "Her er der et stakkels lille menneske." Samtidigt strøg den hen over Iniks øjne med sin vinge og sagde så: "Lad endelig være med at åbne øjnene før du kommer hjem." Og da Inik kom hjem og åbnede øjnene, kunne han se igen.

       Dagen efter gik han hen langs med iskanten og opdagede en hel flok narhvaler og hvidhvaler, der dukkede op for at ånde ud for isen. Så snart han havde set dem gik han hjem, og der sagde han til sin bedstemor: "Kom med mig i morgen ud til de mange hvidhvaler, så er der en chance for, at jeg kan fange noget. Jeg er nemlig nødt til at have en erfaren person med, Vil du ikke være rar at følge med?" Hun undslog sig bestemt ikke, og dagen efter fulgte hun ham derud. Da han havde harpuneret én ville han harpunere en anden, men først bandt han sin særdeles modvillige lille bedstemor til harpunremmen som fangeblære, og defter kastede han harpunen. Først blev hun slæbt hen ad isen, men til sidst ramte hun vandet med et plask. På den måde hævnede han sig på sin bedstemor, fordi hun jo havde gjort ham blind ved at forhekse ham.

       Det fortælles at da Inik og hans lillesøster blev alene, begav de sig ind i landet. Og da de nåede frem til et sted med mange telte slog de sig ned hos dem. Inik fik sig en kone blandt dem og lillesøsteren fik sig en mand. Og begge fik børn.

Billedtekst:

Han bruger sin usle bedstemor som fangeblære / fangstblære.

Oversat af Signe Åsblom.

Var.: Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330.

Hist.: En meget udvandet og tandløs version i forhold til de fleste ældre versioner.

In English:

One day, Inik had been hunting and caught a young bearded seal. He had actually planned that his grandmother would use the skin to make a bed cover. But in the end he decided to use it to make a harpoon line. It turned out that he had offended his grandmother. And when the skin was being cut up into harpoon lines, some liquid sprayed into his eyes and blinded him. It became evident that it was his grandmother who had cursed him in that way.

       One day, Inik was sitting on the edge of the plank bed and said, “It sounds like there is a polar bear outside the door; pass me my bow.” So his grandmother helped him to aim at the bear and then to shoot the arrow. The polar bear died and fell to the ground. Inik said, “I actually think I hit it.” His grandmother replied, “No, you missed.” And when she cooked some of the bear meat, Inik did not get any.

       Then one day Inik said to his little sister, “Would you take me by the hand and lead me inland.” Soon afterwards, they were on the great plain and when he had sat down, his younger sister left him there.

       A moment later, Inik heard a flock of geese fly over his head. Although it sounded as though they had flown away, he could hear that some of them had flown back and over to him. And suddenly, one of them said, “Here is a pitiful little person.”  At the same time it swept down, brushed over Iniks eyes with its wings and then said, “Be sure to wait until you get home before you open your eyes.” And when Inik arrived home and opened his eyes, he was able to see again.

       The next day he walked along the edge of the ice and discovered a whole pod of narwhals and belugas which came up to breathe along the edge of the ice. As soon as he had seen them, he went home. When he got there, he said to his grandmother, “Come with me tomorrow when I go out to the many belugas and then there will be a chance that I will catch something. In fact, I need an experienced person to accompany me. Would you please come with me?” She certainly did not decline and the next day she accompanied him when he went out. When he had harpooned one, he wanted to harpoon another one but first he tied his extremely reluctant little grandmother to the harpoon line as a hunting bladder and then threw the harpoon. At first she was dragged across the ice, but eventually she fell into the water with a splash. Thus he exacted his revenge on his grandmother, because she had after all blinded him by putting a curse on him.

       It is said that once Inik and his younger sister were alone, they set off inland. Furthermore when they reached a place where there were many tents, they settled down with them. Inik found himself a wife among them and his little sister found herself a husband. Both of them had children.

Caption: He uses his pathetic (could also be miserable/despicable- Luci) grandmother as a hunting bladder / hunting bladder.

Translated into Danish by Signe Åsblom.

Tutigaq, Aron 356; RinkII 62; Uluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no.330.

Hist.: A very watered down and tame version compared to most of the older versions.

Transl. into English by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Orig. håndskr.: KRK 5,1, læg 5. Illustreret.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Drengen der havde mistet både sin far og sin mor

Det fortælles om en forældreløs dreng at han måtte gå rundt hos alle for at prøve at få noget at spise. Og når han havde været inde det ene sted gik han jo straks ind i et andet hus. Når han ikke legede bestilte han ikke andet end at besøge folk for at få noget at spise.

En dag var han igen gået på besøg og kom ind et sted, hvor en mand spiste rensdyrkød. Da han havde spist kødet gav han den forældreløse rensdyrets store knæskal og sagde, at han skulle sluge den. Drengen sagde at han ikke kunne sluge den, og så tog manden en stor kniv og holdt den helt tæt ind mod drengens side og sagde: "Hvis du ikke vil sluge den, stikker jeg dig med denne store kniv!" Da han sagde det gjorde drengen alt hvad han kunne for at sluge den, og til sidst gled den da ned.

Så gik han hjem, og da han kom ind blev han ved med at sige: "Hvad med min endetarm. Jeg slugte en stor rensdyrknæskal. Hvordan i alverden skal jeg nu kunne skide?" Han blev ved med at sige: "Hvad med min endetarm?" Længe gik han rundt med bange anelser, men forstoppelse fik han dog ikke i endetarmen.

Da han blev større (skriften ulæselig, men det er nok meningen, S.Å.) og begyndte at tage på rensdyrjagt og nedlægge rener glemte han ikke, at han ville hævne sig. Manden der engang tvang ham til at sluge knæskallen var nu også blevet gammel og bevægede sig ikke så meget mere. Og en dag havde den forældreløse nedlagt et rensdyr og bad dem sætte kød over, og da det var kogt, inviterede han den gamle over. Da han kom ind, bad han ham sidde. Og uden at lade gryden dampe af og køle ned gav han den til ham og sagde, at han skulle spise suppe. Den gamle var dog meget betænkelig fordi det stadig kogte i gryden. Men da han ikke ville spise, tog den forældreløse en stor kniv og holdt den helt tæt ind til den gamles side og sagde: "Hvis du nægter at drikke af suppen, stikker jeg dig med denne store kniv." Den gamle prøvede at drikke og faldt så sidelæns om og var død. Det fortælles at det var på denne måde den forældreløse hævnede sig på ham.

Billedtekster:

Billede 1: Den lille forældreløse der er ved at sluge en stor knæskal.

Billede 2: Han er på vej til at forbrænde sig på rensdyrsuppe.

Var.: Episoderne med knæskallen og den skoldhede suppe forekommer i en del fortællinger, men dér som led i et længere forløb af andre begivenheder.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 59 - 64.

Resumé:

En bedstemor bliver ladt alene med sine to børnebørn. Det ene

af børnene er en blind dreng, det andet en lille pige.

En dag kom en bjørn hen til deres hus. Den lugtede til vinduet. Da

bedstemoren så dette, sagde hun til sin blinde barnebarn: "Prøv om du

kan skyde den, jeg henter buen og sigter for dig." Der lød et kæmpe

brag. Bedstemoren sagde, at han havde ramt væggen. Han vidste at hun

løg, fordi han havde ramt bjørnen lige i brystet. Bedstemoren gik

udenfor sammen med den lille pige. Hun sagde til hende: "Lad os trække

bjørnen et andet sted hen, så kan vi spise den der. Din bror er blind,

så han behøver ikke at spise så meget." De trak bjørnen væk, for at

flænse den. Men bagefter sagde pige til sin storebror: "Du skød en

bjørn, nu har vi nok at spise, bedstemor flænser den et andet sted, og

jeg må ikke fortælle det til dig." På den måde behandlede bedstemoren

ham.

Bedstemoren og pigen begyndte at spise bjørnen. Idet de spiste lod

pigen noget kød falde ind under sit tøj, og dette kød bragte hun til

sin bror. Dette gjorde pigen, hver gang hun og bedstemoren spiste af

bjørnen, fordi bedstemoren ikke ville give drengen noget at spise.

Den blinde dreng var blevet tørstig. Han bad sin søster føre sig ned

til søen. Det gjorde hun, men hun græd bitterligt. Nede ved søen sagde

broren til hende, at hun skulle gå hjem igen, og at hun skulle

stable sten i små bunker hele vejen hjem. Hun gik, stadig grædende,

og gjorde som han havde sagt.

Broren sad nu ved søens kyst, han var meget tørstig, men kunne ikke

komme hen til vandet. Da hørte han en frygtelig hvislen, og en stor

fugl kom hen til ham, den sagde: "Hold fast om min nakke!" Det gjorde

drengen, og fuglen dykkede ned i søen, hvor de forblev i lang tid. Da

de endelig kom op til overfladen, var drengen helt udmattet. Fuglen

spurgte, hvordan han havde det. Drengen havde det fint. Fuglen sagde,

at han skulle holde fast en gang til, så dykkede de igen. De dykkede

længere og længere tid, og for hver gang de havde været nede, fik

drengen mere og mere af sit syn tilbage. Drengen kunne nu se. Fuglen

fløj, idet den sagde, at den ville sende ham noget, som han kunne

spise.

Drengen fandt de stenbunker, som hans søster havde lavet, og han

fulgte dem. Da han næsten var nået hjem, så han et bjørneskind et

stykke fra huset. Bedstemoren og pigen var hjemme, og da han trådte

ind, sagde han, at han havde set et bjørne-skind på vejen. Bedstemoren

sagde, at det havde de fået af Peersorsuaq. Så blev de inde i huset,

og der skete ikke noget særligt.

En dag fik han øje på nogle hvidhvaler, der svømmede lige ud for

kysten. Han gjorde sin harpun klar, og lod lillesøsteren hold fast i

harpun-linen. På den måde blev hun hans fangst-partner, og dermed fik

hun ret til halestykket. Han harpunerede en hval med linen bundet til

sin søster. Da bedstemoren så det, ville også hun bindes til

harpun-linen, så hun også kunne få part i den næste hval, som drengen

fangede. Drengen adlød, og på den måde blev også hun

fangst-partner. Den næste hval han harpunerede var mor til de to

hvaler, som han allerede havde fanget. Bedstemoren begyndte at trække

linen ind, og selvom hun fik fat i sit barnebarns kamik, trak hvalen

hende med ud.

Hvalen trak hende med ned under vandet. Hun råbte efter sin ulu, for

at kunne skære linen over, men hvalen trak hende med. Hun blev

forvandlet til en sort narhval-han med en lang stødtand.

De to børn blev ved huset, men begyndte at længes efter andre

mennesker. De begyndte at vandre. De så en lille spurv, som var ved at

føde, det var svært for den, fordi dens vagina var helt udtørret.

Pigen spyttede på sine fingre og rørte ved spurven. Da den havde

født, var de meget glade, de to spurve. De forærede børnene en hvid

hund, et stort stykke træ og et stykke forarbejdet træ. Børnene tog

tingene med sig, og gik videre.

De så et stort hus, og eftersom broren var ved at blive tørstig,

spurgte han søsteren, om hun ville gå ind i huset, for at spørge om

han kunne få noget at drikke. Pigen gik hen til indgangen til huset og

spurgte: "Kan min bror få noget at drikke?" "Kom ind, kom ind!" lød

det inde fra huset, hvor man kunne høre, at den ældste i huset bevægede

sig imod hjørnet, fra den anden ende af sove-briksen.

Pigen blev ved med at spørge om vand til sin bror, og den ældste i

huset blev ved med at sige, at hun bare skulle komme ind.

Til sidst gik pigen ind. Broren hørte hende skrige inde fra huset, og

han gik ind efter hende. Idet han gik ind i huset, blokerede han

indgangen, og han så klo-troldene slikke resterne fra hans

lille-søsters knogler. Han blev så gal, at han tog det stykke træ, som

han havde fået af spurvene, og jog det i maverne på troldene, så de

alle faldt døde om. Han dræbte også en kvinde og et lille

trolde-barn, som var faldet ned på gulvet.

Han græd bitterligt, da han samlede knoglerne fra hans søster op i sin

sælskindjakke. Han bandt dem på ryggen. Da han begyndte at gå,

forvandlede hunden sig til en hunde-figur, det forarbejdede træ til et

blad og træ-stykket til et græs-strå.

Han gik, mens han hele tiden sang med søsterens knogler på ryggen.

Da han havde gået et stykke tid, følte han at knoglerne blev tungere

og han hørte søsterens stemme sige: "Store-bror, kunne jeg blive

ordnet lidt?"

Han satte knoglerne i orden, tog dem på ryggen og gik videre syngende

og grædende. Dette gentog sig, og til sidst, da knoglerne var blevet

for tunge at bære på, sagde hun: "Store-bror, kunne jeg komme ned og

gå?" Broren sagde, at hun skulle vente. Til sidst fik hun sin vilje,

og hun kom ned at gå. Hun blev meget hurtigt udmattet, så broren måtte

bære hende igen. Hun plagede ham om at komme ned at gå, og så fik hun

lov til det.

De gik og gik. Et sted så de en mængde runde stykker rensdyr-talg. De

lugtede til dem, for at blive klar over om de faktisk lugtede af møg. Det var

ekskrementer. Efter et stykke tid kom de til en stor flok mennesker.

Da søsteren så dem, gemte hun sig bag broren.

Menneskene spurgte, hvorfor hun gemte sig. Broren svarede, at det var

fordi hun var blevet spist af mennesker. Menneskene forsikrede, at de

ikke var menneske-ædere, og at de ikke behøvede at være bange.

Menneskene var indlands-boere, og de havde ikke nogen anus.

Når de spiste, blev deres ekskrementer til rensdyr-talg, som de havde

i munden. De tissede ud af en tap i hånden.

Hos disse indlands-beboere slog broren og søsteren sig ned.

Søsteren giftede sig, og blev gravid. En indlands-beboer var også

gravid. Da indlands-beboeren skulle til at føde, skar den ældste mand

maven op og tog barnet ud, derefter voksede maven sammen igen.

Da søsteren skulle føde, ville den ældste også skære hendes mave op,

men broren sagde, at hun godt kunne føde selv. Et stykke tid efter

fødte hun. En gammel kvinde opdagede, at barnet havde et anus, og hun

sagde: "Se mit barnebarn har et anus, hvor er min kødpind, hvor er

min kødpind?" Da hun havde fundet den, stak hun den op i sig,

fordi hun ville have en anus. Der lød et brag, da det brast. På den

måde døde hun, fordi hun ville have et anus, ligesom sit barnebarn.

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Var. af "Den blinde som fik synet igen."

Grl.titel: Oqalugtuaq Tutigkamik.

Resumé:

Tutigaq, der er storfanger, lever sammen med sin mor og lillesøster.

Han fanger en remmesæl, hvis skind han skærer ud til remme og forærer

til sine bopladser. Mens remmene ligger i blød i urinbaljen, hekser

hans mor over en af dem, der blinder T. med urinstænk. Fællerne rejser

bort på forårsfangst og T. med familie må leve af muslinger. En dag

kommer en bjørn til vinduet, som lillesøsteren hjælper T. med at

nedlægge. Moderen lyver om drabet, gir ham fortsat muslinger, og

svælger selv i bjørnekød. Når hun sover, koger lillesøster kød til T.

Han ber hende føre sig op mellem fjeldene, hvor fugle klatter på hans

øjne og tørrer dem rene igen med vingerne. Nu kan han se. Han afslører

moderens løgn, beordrer hende med på narhvalfangst, binder hende til

harpunlinen, harpunerer en stor narhval og lader den trække hende ud i

havet. Hun har sin ulu med, men råber alligevel "min ulu, min ulu!",

og fletter sit hår til en lang pisk. Fra den stammer narhvalens lange

stødtand.

   De to søskende går ud i verden, hvor de først kommer til

"skyggerne". To af dem vil øjensynligt gerne giftes med gæsterne, men

da de ikke kan materialisere sig, går storebror og lillesøster

irriteret videre til folk, hvis mødding flyder med friskkogt kød.

Her gifter de sig. Lillesøster føder et drengebarn, som til folks

forbavselse både har et rumpehul og skider interessant lugtende

lorte. Selv har de intet rumpehul og kan kun drage næring af kødsuppe.

Kødet smider de ud. Lillesøsters svigermor dør, da hun prøver at lave

sig et rumpehul. De to søskende kan ikke holde de rumpeløse ud og

rejser hjem.

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

Tolkning: Moderens hekseri er ikke motiveret, og fortælleren må have

misforstået det med ulu'en, som moderen i andre varianter ber om for

at kunne skære fangelinen over. Ulua minder om narhvalers lyde.

Var. of The Blind Man Who Got his Sight Back.

Greenlandic Title: Oqalugtuaq Tutigkamik

Summary

Tutigaq, who was a great hunter, lived with his mother and younger sister. He caught a bearded seal and cut its skin into straps*, which he gave away to people in his settlement. While the straps were soaking in a basin full of urine, his mother bewitched one of them so that it would blind Tutigaq with urine droplets. The others from the settlement travelled away for the spring hunt, and Tutigaq and his family were forced to live on mussels. One day, a bear came to the window and the younger sister helped Tutigaq to kill it. His mother lied about the kill, continued to give him mussels and gorged herself on bear meat. When she was asleep, the little sister boiled some bear meat for Tutigaq. He asked her to lead him up into the hills, where some birds did droppings in his eyes and wiped them clean again with their wings. He could see once again. He exposed his mother's lies and ordered her to accompany him to hunt narwhals. He tied her to the harpoon strap, harpooned a large narwhal and allowed it to drag her out to sea. She had her ulu with her, but in spite of this she shouted, “My ulu, my ulu, my ulu!” and braided her hair into a long whip. That is where the narwhal's long tusk comes from.

The siblings travelled out into the world, where they first came upon the “shadows”. Two of them seemed to want to marry their guests, but as they were unable to materialise the siblings got annoyed and went on, only to meet a group of people whose scrapheap overflowed with freshly boiled meat. They got married there. The younger sister gave birth to a boy who, to everyone's amazement, had an anus and produced interesting smelling shit. They did not have anuses themselves and could only take nourishment from broth. They threw the meat away. The younger sister's mother-in-law died when she attempted to give herself an anus. The two siblings could not endure the people without anuses and went home again.

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

Interpretation: The mother's witchcraft is unmotivated, and the storyteller must have misunderstood about the ulu, which the mother asks for in other variants, in order to cut the hunting line. Ulua resembles the sound made by the narwhal.

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

*["Smaller beluga whales were caught with strong nets as well as by harpooning. In western Alaska, long nets made of bearded seal straps were strung out from the beach to catch whales swimming close to shore. Once tangled in the nets, the whales were speared from kayaks (single man hunting boats) or umiaks (larger boats that carried several people)."  --Don C. Barnett   --CM

Orig. håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, Eskimoiske sagn.

Oversat resumé: Uluaa

Engang ønskede en meget gammel kone, Uluaa sig en kone for at spille rollen som mand, og hun gjorde sin søn, der havde en kone, blind og tog hende til kone. Men da sønnen senere blev seende igen og opdagede, hvordan moderen var, brugte han moderen som fangstblære til en narhval (eller hvidhval ?) han harpunerede, og således blev moderen en narhval med en stor stødtand.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.:

Det fortælles at Uluaa, en farlig gammel kone, der havde en søn, pludselig ønskede sig en kone. Da hun nu ønskede sig en sin svigerdatter til kone, gjorde hun sin søn blind og tog hans kone til kone. Men da hun jo var kvinde og således ikke udstyret med en penis, brugte hun sin lampepind som penis. Engang da sønnen allerede var blevet blind, fik de besøg af en stor isbjørn. Da den store bjørn kiggede ind af vinduet og stak sit store hoved ind gennem ruden, og hun selv som kvinde ikke var i stand til at bruge buen mod isbjørnen, gav hun den store bue til sønnen, så han kunne skyde bjørnen med buen. Da sønnen skød sin pil mod ruden, hørte han en lyd som når en pil rammer et dyr, og han hørte at isbjørnen brølede. Så råbte bueskytten op, fordi han huskede så klart. Da han råbte, sagde moderen spottende: "Du ramte ikke isbjørnen men rudens skindkant," og hun sagde det for at snyde sin søn og således blive den, der havde nedlagt isbjørnen. Senere da sønnen endelig var begyndt at gå udenfor, fløj en stor fugl hen over ham, og det viste sig at være en rødstrubet lom. Og da fuglen gav luftning til hans øjne, åbnede han dem og kunne igen se. Da han åbnede sine øjne så han, at moderen og hans kone var sammen på briksen, og at moderen havde samleje med hans kone med en lampepind som penis.

Da han var blevet seende igen og narhvalerne (el. hvidhvalerne?) en dag var kommet, sagde han til moderen, at han ville prøve at harpunere én, og at moderen skulle holde igen i fangstlinen. Moderen indvilgede i, at sønnen forsøgte at harpunere én, og at hun selv skulle holde igen i hans kraftige fangstline. Sønnen bandt fangstlinen om livet på hende, og efter at have bundet den harpunerede han den største af narhvalerne. Da sønnen havde harpuneret hvalen, begyndte moderen at trække i fangstlinen, og da gav sønnen hende et ordentlig skub bagfra. Så forsvandt moderen under vandet, og da hun dukkede op igen råbte hun: "Min ulu / kvindekniv!"  Næste gang hun dukkede op, råbte hun det samme, mens hun snoede sit hår rundt. Hun råbte sådan hver gang, hun dukkede op, og til sidst blev hun til en narhval med en stor stødtand. På den måde blev der mange narhvaler med store stødtænder!

Jeg har hørt fortællingen fortalt således, hver gang den er blevet fortalt.

Kommentar: Det må være hvidhvaler sønnen jager (hvid- og narhvaler hedder det samme), og moderen bliver således den første narhval med den snoede tand, som kun hannarhvaler har. Sammenblandingen af de to fortællinger, "Den blinde der fik synet igen" (Var.: Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq) og Ukuamaaq om den lesbiske svigermor, er ikke almindelig. Men den kan begrunde, at det er en kvinde, der forvandles til et handyr. Bemærk tillige, at hendes råb om sin ulu har smittet af på hendes navn. Normalt hedder hun Ukuammaaq, og fortællingen findes i mange versioner. Christian Poulsen, Aadaarutaa, fortalte Thalbitzer (se: 1923, 260 C), at denne kvindes unaturlige handling viste, at arvesynden var kommet ind i verden. Hun var en tidlig efterkommer af Adam og Eva, mente han.

Var.: Denne specielle sammenblanding af Ukuamaaq og Den blinde, der fik synet igen (Søg på: blind / blinde), blev også fortalt i Upernavik-distriktet: Uluâmieq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

Hist.: Sammenblandingen af de to fortællinger i både Østgrønland og NV Grønland kunne gå tilbage til før det tidspunkt i 1400-tallet, da en vandring fra NØ Grønland nordom til NV Grønland fandt sted - ifølge arkæologer og lingvister. Se: Vort sprog - vor kultur, red. af Jørgen Rischel og Robert Petersen. Nuuk, Pilersuiffik 1986.

not [Original handwritten text: KRKB 3: Record from the Danish Literary Expedition to Greenland 1902-04, Eskimo legends.

Translated summary: Uluaa

Once there was a very old woman, Uluaa, who wanted to have a wife so that she, Uluua, could play the role of a husband. She blinded her son and took his wife as her own. However, when the son later regained his sight and found out what his mother was really like, he used his mother as a hunting bladder when he harpooned a beluga/narwhal. Thus his mother became a narwhal with a long tusk.

It is said that a dangerous old woman called Uluaa, who had a son, suddenly wished for a wife of her own. As she wanted her own daughter-in-law to be her wife, she blinded her son and took his wife as her own. However, as she was a woman and so did not have a penis, she used the wick trimmer* from her lamp as a penis. One day after her son had gone blind, they were visited by a large polar bear.  Because the great bear peered in and poked its head through the window; and because she, being a woman, was unable to use a bow against a polar bear, she gave the bow to her son so that he could use it to shoot the bear.  As he shot his arrow towards the window, the son heard a sound just like the sound made by an arrow hitting an animal, followed by a bellow from the bear. The marksman gave a cry because he could remember it so clearly. As he cried out, his mother said derisively, “You hit the leather edge of the window pane instead of the polar bear.” She said this in order to cheat her son so that she could claim to be the one who had brought down the bear.  Later, when the son had finally begun to go outside again, a huge bird, which turned out to be a red-throated diver [red-throated loon, flew right over him. Once the bird had aerated his eyes, he opened them and was once again able to see. As he opened his eyes, he saw that his mother and his wife were in bed together and that his mother was having intercourse with his wife, using the lamp's wick trimmer as a penis.

One day after he had regained his sight, the narwhals/belugas came along and he said to his mother that he would try to harpoon one of them. He said to her that she should hold on to the harpoon line. The mother agreed that her son should try to harpoon one and that she would attempt to resist the pull on the strong hunting line all by herself. Her son bound the hunting line round her waist and once he had tied it tight, he harpooned the largest of the whales. When the son had harpooned the whale, his mother began to pull hard on the harpoon line. Just then, her son shoved her hard from behind. Then the mother disappeared under the water, and when she resurfaced she cried, “My ulu!” The next time she surfaced, she cried out the same thing, while twisting and winding her hair. Each

time she appeared, she called out the same thing. This is how there came to be so many narwhals with long tusks!

I have always heard the story told in this way, whenever it is recounted.

Comment: The son must be out hunting belugas (belugas and narwhals have the same name in Greenlandic) and therefore the mother becomes the first narwhal to have a helix-shaped tusk, which only the males have. The combination of the two tales “The Blind Man who regains his Sight” (Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq) and Ukuamaaq, the lesbian stepmother, is not unusual. This could explain why it is a woman that is transformed into a male animal. It should also be noted that her cry for the ulu has rubbed off onto her name. She is usually known as Ukuammaaq, and there are many versions of this tale. Christian Poulsen, Andaarutaa, told Thalbitzer (see: 1923, 260 C) that this woman's unnatural actions were proof that original sin had come into the world. He believed that she was an early descendant of Adam and Eve.

Var.: This particular combination of Ukuamaaq and The Blind Man who regained his Sight (search for blind /blinde), was also told in the Upernavik district: Ulâmieq. The Origins of the Narwal; How the Narwhal came to be.

Hist.: The combination of the two tales in both East Greenland and NW Greenland could date back to before the period of time in the 1400's when (according to archaeologists and linguists) a northbound migration took place between North East Greenland and North West Greenland. See: Vort sprog & vor kultur, eds. Jørgen Rischel and Robert Petersen. Nuuk, Pilersuiffik 1986

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

*[Literally, "lamp stick" but this is actually the lamp trimmer. This "stick" or taqquti refers not to the seal oil lamp itself but to the lamp's wick trimmer, made of soapstone or wood, which was traditionally used by Inuit women to adjust the height of the flame in the stone lamp.  This trimmer, used by the mother as a sex toy, closely resembles an erect penis, while the stone lamp itself resembles female genital

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413: "Ninganilât

najagît kanganisaranilo". Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424:

"Ningãnilât" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Resume:

En ung mand og hans lillesøster lever alene sammen med deres

bedstemor. Han fanger en hvid, ung remmesæl, som hans bedstemor vil ha

bukser af. Han har brug for remme og får sin vilje, men mens hun

bereder skindet befaler hun det at blinde ham, når han skærrer det ud.

Det sker. Næste forår hjælper hun ham med at nedlægge en stor

hanbjørn, der er kommet tæt på huset. Hun lyver om, at han har dræbt

den, mæsker sig i kødet og gir kun en smule til pigen, som hver gang

gemmer lidt til sin storebror. Han ber hende en dag føre sig ud på en

bjergtop og hente ham efter tre dage. Mange fugle flyver forbi, men en

flok på seks vildgæs slår sig ned hos ham, fortæller ham sandheden om

hans blindhed, og gør ham seende igen, idet de efter tur klatter på

hans øjne og tørrer skidtet væk med vingen igen. Da søsteren har hentet

ham, og bedstemoderen i huset spør til hans tilstand spiller han stadig

blind, men siger at han i en drøm har set den bov, det skind, og det

lår af bjørnen, som han netop har set på vej ind. Bedstemor mener, at

det må være bjørnen, der har forhekset ham. Han peger da på skinken

under briksen, afslører at han er seende og bliver tilbudt kødet. Det vil han ikke røre og går ud, hvor en flok hvidhvaler netop passerer.

Han fanger en af dem, men da bedstemor vil hjælpe ham med flænsningen,

afviser han hende med bedsked om, at hun selv må fange en. Det er hun

med på og får fangelinen om livet. Imod hendes ønske harpunerer han en

meget stor hanhval, der trækker hende ud i dybet. Hver gang den

kommer op, har hun halet sig længere ind på den og råber forgæves på

sin flænsekniv (ulu, til at skære remmen over med). Dyret forsvinder med

hende.

Tolkning: Mange varianter har drengens moder i bedstemoderens rolle.

Mens hvalen fører hende bort, appellerer hun da til drengens følelser

med råb om, at hun har givet ham die og fjernet hans afføring som

lille. Ofte forvandles hun derefter til en narhval. Bedstemoderen

repræsenterer ikke så tæt en relation til drengen, og hans hævn virker

derfor ikke så stødende.

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

not [Original handwritten text : KRH box 52, no. 2, notebook 413: najagît kanganisaranilo”. Transcript: KRH, box 52, no. 2, notebook 424: “Ningânilât” (With linguistic corrections to the West Greenlandic by Hendrik Olsen or ?)

Summary

A young man and his younger sister lived alone with their grandmother. He caught a young, white bearded seal which his grandmother wanted to use to make a pair of trousers. However, he needed straps and got his own way, but while she was preparing the skin, she commanded it to blind him when he cut it up. That is what happened. The next spring, she helped him to kill a large male bear, which had come close to the house. She lied about his killing the bear and gorged herself on the meat, giving just a little to the girl, who always saved some for her big brother. One day, he asked her to lead him up onto the top of a mountain and to come back for him after three days. A number of birds passed by, but a flock of six wild geese landed beside him and told him the truth about his blindness and gave him his sight back by doing droppings in his eyes and then wiping them with their wings, one after the other. When his sister came to fetch him, and their grandmother back at home asked how he was, he pretended that he was still blind, but said that he had dreamt of the shoulder, the skin and the leg from the bear, which he had actually seen on the way into the house. His grandmother believed that the bear must have bewitched him. Then he pointed to the leg which lay under the bed, revealed that he could see and was offered some meat. However he did not want to touch the meat and went outside where he saw a pod of beluga whales passing by.

He caught one of them, but when his grandmother offered to help him to flense it, he rejected her offer by saying that she had to catch one of her own. She was willing and tied the hunting line around her waist. Against her wishes, he harpooned a huge male beluga which dragged her out into the depths. Every time she surfaced she was a little closer to the whale and she cried out in vain for her ulu (to cut the line). The animal disappeared along with her.

Interpretation:

Many variants have the boy's mother in the role of the grandmother. In these variants the mother often appeals to the boy's feelings by shouting that she had breastfed him and cleaned up his faeces when he was a baby. She is often then transformed into a narwhal. The grandmother does not represent such a close relationship to the boy, and therefore his revenge does not seem so shocking.

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]