Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 63: uvanga tugtûvunga.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 41 - 42.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 46.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Det skyldes den skindstump af et renhovede, som Eevateeraq blev gnedet over det hele med som nyfødt, at han overlevede alle børnesygdomme - i modsætning til alle sine tidligere fødte søskende. Han opførte sig også som et rensdyr som barn og som ung kunne han løbe en renko op. Moderen gemte længe skindstumpen, og selv om den senere bortkom, fortsatte dens virkning længe.

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallet.

Interlineær dansk oversættelse. (Et brudstykke).

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 44 (arnagkajugtoq)

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 49 (Arnakkajuttoq).

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Et brudstykke af myten om sjælen, der tog bolig i det ene dyr efter det andet, fortæller at hos tejsterne får han aldrig sovet, hos renerne aldrig sovet om morgenen. De spiser frossent kød, men sælerne, som han senere bliver en af, leger på toppen af det høje græs. Under denne leg bliver han fanget ved et åndehul.

Var.: Sjælen der gennemvandrede alle dyr; Navagiaq; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq.

Kommentar: Det er uklart hvorfor de planteædende rener spiser frossent kød og hvad det "høje græs" betyder. Måske ålegræs? Måske er det blot fordi 'sjælen' rejser i den "anden verden" hvor man undertiden forestiller sig at alt er omvendt.

Redaktør: Lynge, Kristoffer.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 100 - 113.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Beretningen om Aataarsuaqs mærkelige søn

Det fortælles at Aataarsuaq havde en stor brødreflok som fjender, og skønt han jagede dem efter bedste evne, magtede han ikke at komme dem på drabshold. Det fortælles videre at Aataarsuaq var eneste søn og at hans kone ikke kunne få børn. For nu bare at prøve begyndte Aataarsuaq at gå i seng med sin kone, og så var det som om hun begyndte at vente sig. Da han nu mærkede sig hendes tilstand, holdt han sig ikke længere tilbage fra hende. Hurtigt voksede hans kones mave, og da den med tiden blev meget stor, skulle hun føde. Da hun fødte, var det en stor prægtig dreng.

Faderen kunne dårligt vente, til fødselshjælpersken havde bundet navlestrengen, men så snart det var sket, tog han sin nyfødte søn, gik ud af huset og løb omgående ned til stranden, og han dyppede straks sin søn ned i en strandsø med hovedet først, indtil han knap kunne få luft. Han løb op med ham igen og nåede at komme ind i huset, mens han endnu trak vejret. Minsandten om ikke faderen gjorde sådan hver eneste dag. Når han vågnede om morgenen, tog han sin stakkels søn, der endnu sov, op fra hans leje og med ned på stranden. Altid dyppede han han med hovedet først ned i en strandsø. Lidt efter lidt kunne sønnen holde vejret under vandet, og da han begyndte at stolpre rundt, kunne han holde vejret under vandet lige så længe som en edderfugl. Nu blev faderen endnu ivrigere med at tage ham ned på stranden, straks han vågnede tidligt om morgenen. Efterhånden som han var blevet en lille purk, og faderen stak hans hoved ned under vandet i strandsøen, var det først efter lang tids venten og når der steg luftbobler op, at faderen gav ham mulighed for at ånde.

Da sønnen havde fået denne egenskab, var faderen engang på jagt og fangede en småspraglet sæl. Da han kom hjem sagde han til sin kone: "Du skal skære den sådan op, at du kun laver en åbning ved hjertet og krænger skindet af ligesom et skind, der skal bruges til fangstblære, og lade dets forluffer og bagluffer sidde på skindet." Hans kone skar sælen op, som hendes mand havde bedt hende gøre: hun lavede en åbning ved hjertet, krængede sælens krop ud af skindet, og da hun var færdig og gik ind, sagde hun til sin mand: " Nu er det klart og ligger derude." Manden lod skindet bringe ind og lod spækket grundigt skrabe af, og han udstoppede det gennem åbningen, så det struttede, og hængte så den udstoppede sæl op til tørring. Mens han ventede på at den tørrede, fortsatte han som han plejede med sin stakkels søn: så snart han stod op, gik han ned til stranden med han, og først efter at have ladet ham holde vejret længe under vandet, gik han tilbage til huset med ham.

En morgen da faderen vågnede så han, at skindet af den småspraglede sæl var blevet helt tørt, og så vækkede han sin stakkels søn som sædvanligt ret så brutalt: "Stå nu op, for du skal have din nye dragt på, lille du." Sønnen skyndte sig op, og da han var stået op greb han øjeblikkeligt fat i skindet af den småspraglede sæl. Da han gik ud med skindet på, gik han på den måde, at han satte sine fodspor ved siden af hinanden, og med sin far efter sig. Da han kom ud, gik han med det samme ned mod stranden. Da sønnen gik hurtigere og hurtigere ned mod stranden, kiggede faderen ind imellem hen på ham undervejs til sin kajak. Så plumpede sønnen i vandet. Faderen skyndte sig at bære sin kajak ned og satte sig i den. Så roede han hen til det sted, hvor sønnen var plumpet i vandet og kiggede derned. Men da han endnu ikke havde set sin søn, selv om han gennemsøgte havbunden, blev han til sidst ængstelig. Han angrede dybt og tænkte: "Hvor var det dog rigtig dumt af mig, at jeg lod ham gå i vandet, for nu er jeg skyld i min kære søns død. Han var helt opslugt af sine selvbebrejdelser, da han pluselig hørte et kalderåb og kiggede udefter, hvor han så, at sønnen langt derude havde stukket hovedet op af vandet. Så snart han fik øje på ham, vendte han kajakken og roede hen mod ham af alle kræfter. Sønnen så bare på ham uden tilsyneladende at tænke på at dykke. Da faderen efterhånden syntes det var synd for sønnnen, gjorde han sin blærepil, som han altid havde foran på kajakken, klar til kast, og sønnen blev ved med at kigge på ham. Og så netop som faderen gjorde en bevægelse for at kaste blærepilen efter ham, nåede han kun lige at høre sønnen bruge lufferne til at dykke med, og faderen ramte kun det sted, hvor sønnen havde været. Faderen tog sin blærepil op og fulgte uden den store lyst forsøgsvis sønnens kurs udefter. Han fulgte ruten længe, men stoppede til sidst op nu og da, og da sønnen havde været nede alt for længe, blev han til sidst urolig for ham. Så standsede han helt og gav sig i stedet til bare at spejde, men da han pludselig hørte hans kalderåb, kiggede han rundt og så, at han var dukket op langt, langt derude og bare lå og så på ham, og da han nu igen igen fik øje på ham, roede han hen mod ham af alle kræfter. Da han kom nærmere, ville han først kaste sin blærepil efter ham, men tænkte så: Jeg kan da prøve at komme helt hen til ham. Lige før han nåede ham bremsede han kajakken med åren og lagde hånden på sin søns hoved og sagde: "Lille du, det var dog utroligt så længe du kan blive under vandet, hvor er du dygtig til at blive under længe, svøm nu indefter, så hurtigt du kan, så følger jeg efter." Da faderen sagde det, hørte man kun et skvulp, da sønnen smuttede ned. Hans far vendte kajakken, satte af sted indefter af alle kræfter og holdt farten det bedste han kunne. Mens han stadig syntes, der var langt til land, hørte han sønnens kalderåb, og da han kiggede efter så han, at han var dukket op lige ved strandkanten. Så meget var han kommet forud. Da sønnen var så dygtig til at holde sig under vandet, overvejede faderen nu at bruge ham mod sine fjender.

Næste dag da Aataarsuaq var på fangst, fik han øje på de mellemste af den store brødreflok, der også var på fangst, og Aataarsuaq havde solen på sin rigtige side. Inden hans fjende opdagede ham, gemte han sig i solens genskin på vandet og begyndte at jage ham mod sin skyggeside. Umiddelbart før han fik sin fjende på så nært hold, at han kunne harpunere ham, brød denne ud fra solens genskin og begyndte at ro væk i stor fart. Aataarsuaq fulgte efter, og da de længe havde roet kraftigt til, stoppede den anden så småt op, og Aataarsuaq vendte nu forenden af sin kajak hen imod ham og opdagede, at han selv havde mistet fordelen ved solens genskin på havet, og at hans fjende nu vendte sin kajak imod ham. Aataarsuaq prøvede at flygte, men hans fjende halede hurtigt ind på ham bagfra, og Aataarsuaq blev dræbt. Da den mellemste af brødrene kom hjem fortalte han, at Aataarsuaq havde jagtet ham, mens han gemte sig i solens genskin på vandet, men at han selv havde dræbt ham, da han uforvarende var kommet ud af dette genskin, og at han nu ville opsøge hans familie og dræbe dem.

Det fortælles at Aataarsuaq havde en slægtning blandt brødreflokkens bopladsfæller, og da slægtningen hørte om deres planer, lod han som om, han intet havde hørt. Nu ventede han bare på at hans bopladsfæller skulle gå til ro for natten. Først da de allesammen var faldet i søvn, tog han over til sine slægtninge for at røbe sine bopladsfællers planer, og da han kom ind i deres hus sagde han: "Den mellemste af brødreflokken har i dag dræbt jeres eneste voksne mand i huset, og de har planer om at komme i morgen og udrydde jer allesammen." De blev naturligvis helt ulykkelige.

Næste morgen begyndte de at spejde ud af vinduet med jævne mellemrum. Da det blev op ad dagen, og da sønnens mor på et tidspunkt kiggede ud af vinduet, så hun, at kajakker var ved at runde næsset, og det var sandelig mange kajakker. Moderen trak sig tilbage til briksen og vækkede sin søn og sagde: "Din stakkel, hvordan kan du sove. En hel masse kajakmænd har rundet næsset for at udrydde os allesammen." Hendes kære søn rejste sig helt oplivet over ende, og da han var stået op, begyndte han at rode med skindet af den småspraglede sæl. Da han havde taget det på, bad han ivrigt sin mor om at skynde sig med at sy åbningen til. Da hun var færdig med det, skyndte han sig ud og så, at kajakmændene nu ikke var ret langt borte, og der var sandelig mange. Netop som han stillede sig op på taget af husgangen, var der én, der sagde: "Dér kommer han ud, fræk og frejdig, som om han ikke om lidt skulle have våben strittende ud over det hele." Aataarsuaq's søn lod som han ikke hørte det og begyndte at gå ned mod stranden for at tage imod kajakmændene. Da han begav sig ned hørte man igen et råb: "Han deroppe er jo kun et lille sølle barn, se, nu går han ned for at tage imod os, som om han om lidt ikke vil være spækket med fangstvåben; lad os se hvem der først får ram på ham og sårer ham." Og så begyndte de at ro om kap hen mod ham, og ingen af dem ville være den sidste. Derinde på land blev han, der gik dem i møde, mere og mere ivrig. Da de første kajakker var meget nær ved land, nåede han stranden og forsvandt ned i vandet. Alle kajakmændene satte nu farten yderligere op, mens de sagde: "Hvor mærkeligt! Han faldt i vandet!" Da de kom til stedet spejdede de ned i vandet mens de kommenterede: "Det var lige her, han faldt i, han må være dernede, søg nu efter ham." Da de allesammen gav sig til at lede, gemte Aataarsuaq's mærkelige søn sig langt inde i tangskoven. Han tog dem nu nøjere i øjesyn med kun det ene øje fri af tangen, og han så, at to af dem var meget dårligt udstyrede, at den ene var så skeløjet, at han kun kiggede på sin næserod, mens den andens øjne var så urolige, at de ligefrem blinkede som stjerner. Disse to havde overhovedet ingen fangstredskaber og kun en kølle fastklemt under tværremmene på kajakken, og de var begge helt opslugt af at kigge ned. Til sidst kunne han ikke nøjes med at kigge på dem, men fulgte så den skeløjede under kølen og dukkede op ved forenden på hans kajak, hvor han så, at han var helt væk i at stirre ned, mens øjnene skelede alt det, de kunne, og han ikke kunne sige andet end: "Det var dog mærkeligt, hvor bliver han af, man kan ellers tydeligt se hele bunden." Mens han sagde det, så han ham foran sig ud af øjenkrogen. Han greb sin store kølle, mens han råbte: "Hér er han jo!" Og da Aataarsuaq's søn forsvandt ned i vandet, var han lige ved at ramme ham i hovedet med køllen. Så skældte han ud på sig selv: "Jeg idiot, midt mens jeg er opslugt af at stirre ned, opdager jeg, at han længe har kigget på mig fra forenden af min kajak, og så når jeg ikke at ramme ham med køllen." Og nu havde han ikke øje for andet end forenden af sin kajak. Aataarsuaq's søn nåede rundt nedenom hans kajak, dukkede op ved dens lændestøtte og så, at den skeløjede kun havde øje for sin kajaks forende, hvor han var klar til at slå til.

Alle kajakmændene stimlede sammen ved den skeløjede, både forfra og bagfra, klar til at kaste harpunerne med kun dette ene for øje. Den skeløjede gav sig igen til at skælde ud på sig selv: "Nu ter han sig nok helt uventet, fordi vi alle er parat." Nu havde den skeløjede øjnene overalt og holdt sig parat til at slå enten forover eller bagover. Til at begynde med holdt Aataarsuaq's mærkelige søn bare øje med dem nedefra, men så svømmede han længere ud, dukkede op langt ude og så, hvor mange kajakmænd der holdt sig parat med løftede harpuner. Da han derudefra kaldte på dem, lød det: "Ih du forbarmende, dér er han jo, helt derude!" De kastede bare deres fangstredskaber fra sig og roede så om kap hen imod ham, og ingen af dem ønskede at være den sidste. De hurtigste kajakker nærmede sig. Han så bare på dem mens han ind imellem rejste sig lidt højere op af vandet. Én af kajakmændene havde nu sin blærepil klar til kast, men han blev bare ved med at kigge på dem. Og netop som manden gjorde en lille bevægelse for at kaste, lød der bare et lille svup! Han var allerede nået dybt ned, da mandens blærepil ramte det sted, hvor han lige havde været.

Nu begyndte Aataarsuaq's søn at lade dem forfølge sig udefter. Mens de søgte at følge hans rute under vandet, opdagede de hele tiden, at han var langt foran dem. De mange kajakmænd sagde uafbrudt: "Han opfører sig nu helt uventet, man skulle tro han fik åndenød, men han lader os forfølge sig i den forkerte retning." Nogle af dem trøstede de andre: "Vi kan ikke undgå at fange ham. Når først han får åndenød, skal han nok blive mere nærgående." Til sidst kom de langt ud på havet.

Da de var nået langt ud på havet, så de et isfjeld med glat overflade. Aataarsuaq's søn fortsatte stadig med at dykke og svømme og svømmede hen mod isfjeldet. Da de nærmede sig, forblev Aataarsuaq's søn længe neddykket. Næste gang de fik øje på ham, var han dukket op lige ved siden af isfjeldet. Mens de så til, begyndte han at klatre op på det. Så roede de om kap derhenad: "Se, nu hvor han har fået åndenød, prøver han at redde sig op på isfjeldet; nu kan vi ikke undgå at fange ham!"

Da Aataarsuaq's søn var klatret op på isfjeldet kunne man kun lige ane ham. Og da kajakmændene nåede det, omringede de det og føjede deres kajakker sammen med årerne stukket under hinandens tværremme, så han ikke havde noget vand at falde ned i. De lavede trin på isfjeldets side, og sikken masse mænd der nu klatrede op efter hinanden! Det fortælles, at det til alt held for Aataarsuaq's søn lykkedes ham at finde en løs klump is ovenpå isfjeldet, og den skubbede han hen til kanten, så den var lige til at skubbe ned. Først da issen på den første dukkede op over isfjeldets øverste kant, lod han klumpen falde. Og så begyndte alle de mange mænd at trimle ned langs isfjeldet, så isen bare skurrede. Da det skete, sagde de: "Hvis vi bliver sådan ved, bliver vi udryddet. Lad os flygte allesammen." Og med et rædselsråb tog de alle flugten og roede lynhurtigt væk, mens de nu og da kiggede sig tilbage. Først da de var kommet et godt stykke væk, lod Aataarsuaq's søn sig falde ned langs isfjeldets væg. Man kunne nu høre de mange mænd råbe: "Se nu, han har allerede ladet sig falde ned, og nu kan han ikke undgå at indhente os." Så kunne man kun høre vandets plasken fra pagajerne, da de satte farten yderligere op for at komme væk, og hvem skulle nu være forrest? Aataarsuaq's søn tænkte først på at begynde med de mærmeste, men ombestemte sig: "Det ser ud til, at de forreste så inderligt ønsker at redde sig." Han passerede de nærmeste, der var sakket agterud, en for en, selv om de så gerne ville nå op til de forreste. Og da han nåede frem til dem, tog han pagajen fra den forreste, så kajakken vendte bunden i vejret, og da begyndte dem bagved at skodde og flygte alt det, de kunne i alle retninger. Nu sagde de allesammen: "Sådan vil han gøre ved os allesammen, vi bliver udryddede." Og de roede endnu stærkere. Så begyndte Aataarsuaq's søn for alvor at rive deres årer fra dem og var snart i fuld gang med at udrydde de mange kajakmænd.

De to af kajakmændene, der kun havde en kølle som redskab på deres kajakker, den skeløjede og ham med de evindeligt flakkende øjne, fór endnu mere forvirrede rundt efterhånden som der blev færre og færre af deres mange kajakfæller. Hvor skulle de nu flygte hen? Når de fulgte efter deres kajakfæller, og de forreste blev frataget deres årer, skyndte de sig i en anden retning med ordene: "Vi fjolser ville selvfølgelig også være med, og det er da helt sikkert, at han også får fat på os. Hvor flovt at vi tog med, når vi kun har en kølle som våben, og så viser det sig tilmed at Aataarsuaq's søn ikke er til at hamle op med. Vi kunne have fortsat vores gode liv, men nu har vi forspildt det." " Ro nu ikke for langt væk, kom tættere herhen," sagde den skeløjede gang på gang til sin fælle. Til slut var de de eneste tilbage: "Vi har kun at beklage vores endeligt!" De lå nu tæt sammen, og når de vendte sig mod hinanden udbrød de: "Hvor er det dog skrækkeligt!" Da de to nu snakkede mere end godt var, og netop som den ene ville tage et åretag, havde Aataarsuaq's søn knap nok taget fat om spidsen af hans åre og holdt den mellem sin tommel- og pegefinger, før manden råbte: "Så, nu sker det, nu trækker han mig ned, kom skynd dig at støtte mig med åren, skynd dig!" Da den anden ville til at klemme sin åre fast under tværremmene på hans kajak, slap Aataarsuaq's søn sit tag, og det var med nød og næppe, han kunne rette sin kajak op, og med et gevaldigt suk sagde han: "Lad os nu bare holde sammen og sætte vores årer fast under hinandens tværremme." Og det gjorde de så med en sådan iver, at det rungede i kajakkerne. "Jeg tager ikke et åretag mere", sagde den ene til den anden, "og selv om vi driver ud på det åbne hav, hvis vi ikke ror, så skidt med det, for hvis pålandsvinden sætter ind, driver vi i land. Men hvornår kommer der en brise mod land? Den kan vi komme til at vente længe på. Du skeløjede, prøv om du kan padle med albuen, inden vi kommer alt for langt ud, jeg skal nok holde mig parat til at holde fast ved din kajakring." Netop som den skeløjede dyppede sin albue i vandet, tog Aataarsuaq's søn ham let om den, og den skeløjede skreg: "Du godeste, nu igen! Nu kan han ikke undgå at tippe mig rundt, træk i mig alt det du kan." Da den anden begyndte at hale i den skeløjede, slap Aataarsuaq's søn ham, og manden rettede sig op: "Åh, det var dog forfærdeligt, han var lige ved at rive armen af mig. Du har ikke prøvet noget endnu, prøv om du ikke kan padle med dit lange hår, jeg skal nok være parat til at hale i dig." Så fór det ud af ham med de evigt flakkende øjne: "Han vil da helt sikkert trække mig ned ved håret, for det er jo nemt at holde fat i." Den skeløjede sagde så: "Prøv nu bare, jeg skal nok være klar til at hale i dig, prøv nu." Da ham med de urolige øjne dyppede håret ned i vandet tog Aataarsuaq's søn fat om hårspidserne og holdt fast med sin tommel- og pegefinger. Manden skreg i vilden sky: "Så, nu er det altså alvor, nu trækker han mig ned!" Aataarsuaq's søn morede sig så kosteligt over dem, at han blev helt kraftesløs. Han slap taget i manden med de flakkende øjne, og da denne havde fået balancen igen, sukkede han dybt og udbrød: "Det nytter ikke at padle mere, jeg gør det ikke mere! Lad bare strømmen tage os med ud." Dér sad de så med hovederne højt løftede og armene over kors, og da de gav sig til at plapre i munden på hinanden, dukkede Aataarsuaq's søn op ved kajakkens forende ud for kastetræet, og bedst som de plaprede løs, råbte de begge to: "Jamen, dér er han jo, lige ved siden af!" De havde fået nok og nægtede pure at se på ham, og de løftede hovederne så højt og lænede sig så meget tilbage, at nakken lagde sig på dækket bag kajakringen.

Så var det Aataarsuaq's søn sagde: "Jeg vil ikke gøre jer noget. I kan løsne kajakkerne fra hinanden og ro hjem og fortælle jeres bopladsfæller, at ingen herefter skal komme herhen; for jeg er ikke bange for dem; og fortæl dem, at jeg hver gang vil udrydde dem, der kommer. Frigør I bare kajakkerne og ro hjem." Den vindøjede skelede først hen til ham og udbrød: "Vi risikerer jo bare, at du tager vores årer, så snart vi begynder at ro." Nu opfordrede de så på skift hinanden til at være den første til at ro. Det endte med, at det blev den skeløjede, der skulle tage det første åretag, og han sagde gang på gang til sin sidemand: "Hold dig parat til at sætte din åre fast under mine tværremme. Nå, lad os nu bare prøve." Og så strejfede han bare vandet med sin åre. Han vendte sig mod den anden med et slags smil og sagde så: "Det gik fint for mig. Prøv de nu med et åretag." Ham med de evigt flakkende øjne tog til genmæle: "Han har ladet dig være bare for at kunne lege med stakkels mig, hold dig nu parat til at fastgøre dig til mig, så vil jeg forsøge." Han tog et åretag, og det gik også fint. Efterhånden som de kom væk fra Aataarsuaq's søn roede de hurtigere og hurtigere, mens han råbte: "Fortæl dem at de aldrig mere skal gøre noget forsøg på at komme her for at udrydde os allesammen; jeg er ikke bange for dem og jeg skal dræbe hver og én."

Det fortælles at Aataarsuaq's søn kun lod de to med køllerne leve, og det fortælles også at Aataarsuaq's søn levede lige til sin naturlige død uden at være blevet såret af noget våben.

Her ender beretningen.

Var.: Svømme under vandet som en sæl.

Tolkning vedr. indledningen: Den traditionelle overbevisning, at fosteret kun vokser hvis det får næring fra faderens sæd, er åbenbart levende endnu på fortælletidspunktet.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 64 - 65.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Straffen for ikke at overholde taburegler.

Månemanden (qaamatip inua).

Denne "under-overskrift" er taget fra fortællingen på s.94 og placeret her, da de to fortællinger med meget små undtagelser er identiske, uden at det giver nogen som helst betydningsmæssig forskel. Derfor oversætter jeg ikke fortællingen "Månemanden" (Qaamatip inua) på s.94-95., for det siger sig selv, at den allerede oversættes her (Signe Åsblom).

 En åndemaner ledte efter sin forsvundne lillesøster, og en dag tog han også til månen på besøg i den anledning. Uden at han havde nævnt sin lillesøster, tog månemanden noget fra siderummet i sit hus og spurgte: Hvis er det? og viste det frem. Han genkendte det som sin søsters kvindeanorak, der var syet af spraglet sælskind. Og selv om han ikke kunne se sin lillesøster, forstod han, at månemanden havde taget hende. Månemanden havde været på hundeslæde og havde truffet hende undervejs, og så havde han skovlet hende op med sin øse.

   Hvis man mødte månemanden, når han kom kørende på sin hundeslæde, var han let at kende, fordi der var hår på hundenes skagler.

   Efter at have vist ham hans lillesøsters kvindeanorak af skind, viste han ham også, hvordan folk nede på jorden sov inde i huset. En af de sovende var en kvinde, der lå på ryggen og sov med spredte ben. Så sagde månemanden til ham: Du kan se, at denne kvinde ligger og sover med spredte ben. Det er fordi hun endnu ikke bløder. Nu skal du se mig få hende til at menstruere.

   Og efter at have dyppet sin pegefinger i blod, dryppede han ovenfra en enkelt dråbe blod ned i skridtet på hende. Og i søvne krummede hun sig sammen, fordi hun fik muskelsammentrækninger. Og da hun følte efter på sig selv, opdagede hun, at hendes hænder var helt blodige.

Og månemanden sagde: Det er sådan man får dem til at menstruere.

Efter at have vist ham dette, lod han ham også se ned på dem, der spillede bold. Og han kiggede på boldspillet. En af de stakkels spillere faldt hele tiden, lige inden han nåede hen til sine med-spillere. Og hver gang han faldt, forlod de andre ham. Månemanden spurgte ham: Hvad tror du, der sker med ham?

   Da åndemaneren sagde, at han ikke vidste det, sagde månemanden: Mens han levede på jorden, begyndte han at spille gribespil, mens han stadig skulle have overholdt tabureglerne, og derfor er han blevet sådan.

   Han så også en anden stakkels mand, der, hver gang han var ved at nå hen til sine medspillere i boldspillet, tog et skridt for at bringe orden i udførelsen af sine taburegler. Og hans medspillere blev ved med at løbe væk fra ham. Månemanden sagde: Mens han levede på jorden og skulle have overholdt tabureglerne, forbrød han sig mod dem (han spiste for tidligt af de tabuerede stykker sælkød), og derfor er han blevet sådan.  

(Her slutter også fortællingen om Månemanden på s.94-95).

-  -  -  -  -  

M. Uusaqqaq (som vi så godt kender gennem Knud Rasmussen) har jeg set nogle gange. Hans væsen var ikke, som det skulle være, og han var skeløjet, og hans underkrop var misdannet. Det fortælles, at det skyldes, at hans mor havde danset rundt, mens hun var gravid!

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

Kommentar: De boldspillende mennesker befinder sig ikke på jorden, men i himmelrummet under månen. De kan kun være afdøde mennesker, der er kommet til dødsriget i himlen, hvor de spiller bold - oftest med et hvalroskranium - og dermed frembringer nordlys. At overtrådte tabuer giver "livsvarige" gener, især kropslige, i dødsrigerne, forkommer hyppigt i fortællinger om åndemaneres besøg dersteds og er muligvis en traditionel forklaring på de lidelser de kristne må udstå i det hinsidige for deres synder på jorden. Med deres særlige ekspertise i helbredelse kan dog visse angakkut, angakokker, åndemanere helbrede også de døde: se: Maratsi besøger de døde i underverdenen

mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Det fortælles, at skikkene i Appamiut er således:

Når de forventede, at Strandens Ånd (Unneraarsuk) kom for at drikke vand, fyldte de to store vandpøser helt op med vand. Når Unneraarsuk så kom, drak den længe, og når den var færdig med at drikke, nikkede den flere gange og gik så ud igen, og det siges, at det var den måde, den takkede for vandet på. Det fortælles også, at Unnertaarsuk takkede ved at give mange mange sæler. De lod den komme for at drikke vand meget ofte. Desuden fik de én, der var glad for at tygge og sutte fedtet af fugleskind, for at affedte og blødgøre dem, til at komme og gøre dette med edderfugle- og andre fugleskind. Alle de mange skind blev bredt ud, og når de var blevet tørre, foretog deres åndmaner en rejse gennem luften ved åndemaning, og når han var færdig, sagde han: Tænd lys for den, og efter en lille stund lød der et bump, og ind kom væsenet, og dens ben lignede ladestokke, så sorte som de var. Når den kom ind, gjorde den tegn med armene, og folk begyndte at give den gaver. Når væsenet var gået ud igen med sin overflod af gaver, gik folk ud efter den: Når den gik op ad fjeldet og kom til en lille fjeldvæg, åbnede den fjeldet og smækkede så åbningen hårdt til efter at være gået ind, og væsnet viste sig ikke mere. Det fortælles også, at de lod væsenet gøre dette ret ofte. Og da Kavlunaitsâk (qallunaatsaaq) ville komme og dræbe så mange som muligt af befolkningen, og de alle flygtede til de andre bopladset længere ude i fjorden, kom de omtalte væsener ikke mere. Efter at de havde bosat sig i Ukiivinnguaq, blev der engang fundet en stor død hval. Da de gjorde sig klar til at tage af sted for at flænse den store døde hval, var der én af kvinderne i Quiagi (stednavn), der, efter at have taget sin amaat (bærepels til barn) på, stod og manglede noget at slukke lampen med, og så skar hun et stykke af sin mands fangeline og brugte den til at slukke lampen med. Det fortælles, at hun havde navnet efter dette: "Quijagi (morsom).

Her ender fortællingen

Skrevet af Salomon Bech, en af fangerne i Timerliit.

Kommentar: Kavlunaitsât er omtalt i den næste fortælling i det grønlandske håndskrift. Den er dog ikke sendt til oversættelse, fordi den kun består i en halv sides uafsluttet fortælling. På denne halve side kan man dog ikke nå at opfatte, hvad begrebet står for. Søg iøvrigt på qallunaatisaq / qallunaatsiat, som nedskriveren muligvis her har ment.

Den grønlandske fortællemåde "det fortælles at" kan ofte udelades i dansk oversættelse, fordi den på dansk bliver enerverende og alt for gentagende. På grønlandsk er den naturligt led i fortælleformen.

Oversat af Apollo Lynge, revideret af Signe Åsblom.

Trykt, med en lidt ændret ordlyd (tilsyneladende redigeret), i Atuagagdliutit 1935 nr. 13, ss. 111 - 112 + nr. 14 ss. 114 - 115: Âlánguaq.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Historien om Aalannguaq

Aalannguaq, der boede på vinterbopladsen Terraanaa lidt syd for Qipingasoq, plejede at overvintre sammen med sin sølle fætter. Om Aalannguaq fortælles at han var en meget dygtig fanger i al slags vejr, mens der var langt mellem fætterens fangster. Engang begyndte fætteren at overveje at flytte til et andet sted, selv om han blev så godt underholdt hos sin slægtning. Skønt han følte sig underlegen over for sin fætter, fortalte han ham at han ville overvintre i Poorusia på nordsiden af Atammik. Aalannguaq søgte at tale ham fra det, fordi han var hans fangstfælle i husholdet. Det lykkedes dog ikke og han måtte resignere.

Da fætteren havde bygget sit vinterhus i Poorusiaq gik der ikke lang tid mellem Aalannguaqs besøg, hvis der gik lidt (for) lang tid mellem fætterens besøg, og sådan havde de det med hinanden. Langt om længe begyndte der at komme nyis, og så holdt de da op med at besøge hinanden. Da Aalannguaq nu var alene, blev han endnu mere fangstivrig og bearbejdede og lagrede forråd til vinteren. Derudover havde han mange hele sortsider gjort klar for vinteren. Da kulden blev strengere kort efter vintersolhverv og sneen faldt hver dag, begyndte havisen langsomt at lukke til. Aalannguaq roede ud så længe han kunne, men til sidst var det ikke længere muligt at ro i kajak. Hver dag var der kraftigt snefald, og Aalannguaq var meget urolig for sin sølle fætter, for det tegnede til en meget streng vinter, og så så det sort ud for fætteren. Hver morgen de vågnede var vejret det samme som den foregående dag. Aalannguaq sagde da til sine husfæller: "Hvis vejret forsætter sådan, ser det sort ud, så lad os få bragt vores vinterforråd ind i huset, for sådan et vejr er ikke til at færdes ude i." De bragte da hele sortsider og den tørrede proviant ind i huset. Først prøvede de at færdes ude ind imellem, men til sidst måtte de holde sig inden døre, da vejret ikke var til at være ude i. Aalannguaq satte den længste teltstang op ved husindgangen og borede den ned ved døren, så den ikke kunne vælte.

Da de ikke længere gik udenfor, gik de ud i husangen når de vågnede om morgenen og lyttede til den store teltstang, og de hørte da stormens hylen og rasen og vidste, at det fortsat var voldsomt uvejr. Til sidst havde de næsten spist hele deres store forråd op. Hans kone søgte så vidt muligt at spare på reserverne, men da forrådet var det eneste der kunne holde dem varme, svandt det ret hurtigt ind. Til sidst måtte de nøjes med et par mundfulde om dagen. Da det kom så vidt, følte Aalannguaq at han ikke længere havde sine kræfters normale brug. En tid var han oppegående, men snart måtte han holde sengen. Til sidst var det konen alene der var på benene. Da hun ikke længere havde noget at dele ud af, var hun opsat på at høre hvordan vejret var, når hun vågnede om morgenen. Men når hun gik ud i husgangen hørte hun stadig stormens hylen. En dag så hun længe på sin mand inden hun gik ud i husgangen og lyttede til teltstangen. Endelig, omsider var der ikke en lyd at høre. Hurtigt gik hun ind i huset og søgte efter et redskab. Da hun havde bundet sin kamikstrækker og sin grydeslev sammen i forlængelse af hinanden gik hun ud og begyndte at udhule sneen ved siden af teltstangen. Efter lang tids besvær begyndte det så småt at lysne. Langsomt blev lyset stærkere og endelig blev der et hul ud til det fri, og det klare lys trængte ind. Langsomt gjorde hun hullet så stort at det passede til hendes hoved. Hun udvidede det endnu mere og gik ud hvor hun opdagede, at det var blevet fralandsvind og dejligt vejr, og ved havet var der begyndende ebbe. Fordi vandet var begyndt at falde var isstykkerne kommet op på højkant. Da hun ikke havde andre steder at gå hen, gik hun derned til stranden for at søger efter en smule tang mellem isstykkerne. Mens hun gik der og kiggede efter tang fik hun øje på en strandplet med noget der lignede tørv. En mængde strandryler var landet der og stod og pippede. Da hun fik dem til at flyve op flygtede de ikke, men fløj bare et lille stykke væk og kom så og landede igen, så de helt dækkede den lille strandplet. Da hun så det skyndte hun sig op i huset.

Den foregående sommer havde hun samlet pileurterødder for at være forberedt på alt. Hun tog nogle rødder og lavede hurtigt en snare, og efter at have taget et stykke skindreb gik hun igen ned til stranden og frygtede at fuglene nu skulle være væk. Men da hun kom derned var de der stadig. Hun fik dem til at flyve op, satte snaren op, og næppe var hun kommet af vejen, før de landede. Da hun trak i snaren fangede hun en af fuglene. Hurtigt aflivede hun den og skyndte sig op i huset. Da hun kom ind kaldte hun på sin mand: "Aalannguaq!" Manden svarede derindefra mens han bevægede sig lidt. "Jeg har fanget en flot strandryle!" sagde hun, og manden kom et et udbrud af glæde derindefra. Konen skyndte sig at plukke fuglen, og da hun skar den op lod hun blodet dryppe ned i en muslingeskal. Blodet fyldte lidt efter lidt hele muslingeskallen. Så holdt blodet endelig op med at dryppe. Konen slikkede en del af blodet op og gav sin stakkels mand resten at drikke. Nu skar hun strandrylen på langs i to dele, selv hovedet. Hun gav halvdelen til sin mand og spiste selv halvdelen. Da manden havde fået noget af blodet og halvdelen af strandrylen, fik han svedperler på næsen og begyndte at bevæge sig rykvist på brisken. Det siges, at han opførte sig som en gal. Efter et stykke tid faldt han dog til ro og begyndte nu at se nogenlunde normal ud og kunne sidde op. Næste dag fangede konen to flotte strandryler, og dem delte de. Nu kunne manden stå op og gå lidt rundt på gulvet. Da han var blevet i stand til at gå udenfor, gik han ud og opdagede, at det åbne vand var lige ved at nå op til deres boplads nordfra.

Nu hvor solen var kommet højt på himlen og dagene var blevet længere, ville han afprøve sig selv. Han tog sine fangstredskaber ind i huset og begyndte at reparere dem med den smule kræfter han havde. Da han havde ordnet dem var han tilfreds. En morgen vågnede de så op til smukt vejr med svag nordøstenvind. Aalannguaq gjorde sig klar og roede ud i kajakkem med sine fangstvåben. Mens konen så til fra land, forsvandt han ud af syne. Da Aalannguaq kom til sit fangstområde og holdt kajakken op mod vinden efter sit pejlemærke, varede det ikke længe før en blåside stak hovedet op af vandet for at ånde ikke så langt fra ham. Han nærmede sig sælen og kastede sin harpun efter den. Langt om længe lykkedes det at få den aflivet, og han begyndte at bugsere den hjemefter.        

Lige siden manden var forsvundet ud af syne havde konen spejdet efter ham. Da han nu kom i sigte så det ud som om han roede meget langsomt. Da han kom nærmere opdagede hun, at han havde en sæl på slæb, og så havde han jo fanget en flot blåside. Endelig havde de masser af mad, og fra da af begyndte han igen at komme hjem med fangst.

Da dagene var blevet lange og vejret godt og stabilt, tænkte Aalannguaq hele tiden på sin fætter. Han havde flere gange sagt at fætteren nok ikke havde klaret vinteren, fordi den havde været så streng. Men han havde endnu ikke kunnet få sig selv til at tage til fætterens vinterboplads for at rive huset ned over de døde.

En morgen vågnede han og sagde til sin kone: "I dag tager jeg over til de overvintrende ved Poorusia og river deres hus ned. De har sikkert ikke overlevet denne forfærdelig strenge vinter." Han havde ingen forventninger om at hans fætter havde kunnet overleve, fordi han var en dårligere fanger end han selv. Så tog han afsted. Da han kom til Poorusia og roede ind i vigen hvor han kunne se huset, kunne han ikke forstå at isen ved stranden neden for huset var så rød, at man skulle tro den var helt rød af blod. Da han kom nærmere opdagede han, at isen var aldeles gennemvædet af blod. Så fik han øje på og genkendte sin fætter, der kom ud af huset og spejdede udefter for derpå at gå ned for at tage imod ham. Fætteren blev meget glad da han genkendte sin slægtning derude på havet. Da fætteren kom ned til stranden og han selv kom i land sagde han: "Hvem havde ventet at se dig igen, og jeg som ellers var kommet for at rive huset ned over jer!" "Kom nu op i huset, jeg har noget at fortælle dig", sagde fætteren. Hurtigt fik han sin kajak op på land og sikret den, og så gik han op til huset, hvor han blev overrasket over så store mængder forråd de havde.

Da de kom ind i huset hengav de sig i glæden over gensynet, og Aalannguaq fortalte om det langvarige uvejr, og at hans kone havde reddet ham ved at fange en strandryle, da han var blevet sengeliggende. Han havde derfor ikke været i tvivl om at fætteren og hans husstand måtte være omkommet af sult, og derfor var han kommet for at rive huset ned. "Vi har næsten ikke oplevet uvejr hele vinteren", sagde fætteren, "men nord for Nasaasaq var der sort som natten. Der har været langt imellem kraftige snefald på vores boplads og slet ingen kraftige vinde. Tilfældigvis har jeg også i år haft meget let til fangst, og jeg har sjældent måttet nøjes med en enkelt sæl. Men da der nord for os hele tiden var dækket af skyer og snefog, var jeg meget urolig for jer." Efter at have glædet sig over gensynet der på stedet tog Aalannguaq hjemover sent om eftermiddagen. Ved hjemkomsten fortalte han sine husfæller at hans fætter havde det godt, og havde overvintret under meget gode kår.

Da sommeren kom arbejdede Aalannguaq og hans husstand alt det de kunne for at samle forråd til den kommende vinter. Og den sommer samlede de alt der kunne gemmes og opbevares til vinteren. Tørret sælblod begyndte de at lægge til side i sortsidemaver, men da de senere fandt ud af, at maverne ikke var gode nok, krængede de skindet af sortsider og opbevarede tørret sælblod i dem. Siden kom de ikke ud for så strenge sulteperioder som de oplevede den vinter.

Slut.

Hist.: Lyder autentisk

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 62 (Sinagtut

erqûtut) Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 68 (Sinnattut eqquutut).

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Fortællerens bedstefar f. 1854, der var barnebarn af Ineqinnavaat, forstod sig noget på trolddom (heksekunst, ilisiinneq?). Han drømte engang at han besøgte dværge, inorutsit. Deres telte vendte åbningen ind mod land (modsat menneskers telte) og de lovede ham en kødgrav fuld af sæler til vinter. Han fandt det angivne sted, spiste lidt af en sæl, gik hjem og vendte næste dag tilbage sammen med sin søn for at hente kød hjem. Men da lå kun den sæl han havde spist af tilbage. Han skulle have husket at spise af hver og en af dem. Så var de ikke forsvundet.

Hist.: Den grønlandske tekst nævner ikke glosen for 'trolddom'. Der er svært at vide hvordan drøm og virkelighed hænger sammen i denne fortælling.

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04:  "Amârsiniôq".

Trykt på vestgrønlandsk i:

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I: 64 - 70.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 75 - 80.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 124.

Resumé:

En storfanger og hans kone får en datter, som deres ældste datter

passer. Barnet græder meget. En aften hun har fået det til at sove og

vendt sig mod andre gøremål, opdager hun, at barnet er forsvundet.

Forældrene vil slå hende ihjel. Hun foreslår at hente en åndemaner på

nabopladsen mod syd. Han hentes, får ingen mad, befales at holde

seance, før det er mørkt, kan intet opdage, og jages hjem midt om

natten. Da han kommer hjem, blir alle opbragte over den behandling,

han har fået, og man foreslår, at skulle de komme igen efter nogen,

kan de få stedets gamle ungkarl med. Det sker. Ungkarlen er lam i

begge hofter. Heller ikke han får noget mad og må holde seance, før

det mørkner. Men han ser barnet oppe hos Amaarsiniooq på

indlandsisens østligste nuntak. Faderen bugserer ungkarlen ind i

bunden af fjorden, hvorfra ungkarlen let til bens vandrer alene op

til barnerøverskens hus. Det har ingen indgang, men det damper

voldsomt op af loftsventilen. Ungkarlen synger en serrat / formular / trylleformular, der får

hende til at lægge barnet fra sig på briksen og falde i en dyb søvn.

Han henter barnet og flygter. A. vågner og indhenter ham som en falk.

Hun putter dem begge i sin store amaat. Ungkarlen husker, at han

har en stenkaster som hjælpeånd. Denne kommer til stede og angriber

uden effekt A. Endnu en hjælpeånd tilkaldes. Det er en falk, der

sammen med stenkasteren tar pippet fra A. Hun løsner sin amaat,

ungkarlen smider barnet ud, hopper selv ud og flygter med det ned

til kysten, hvor faderen venter. Faderen overtar barnet, ror hjem, og

ungkarlen følger først efter, da han ser faderen vel fremme. Barnet

græder stadig utrøsteligt. Ungkarlen holder en ny seance og ser dets

sjæl efterladt deroppe i A.s hus. Han henter sjælen, lægger den ved

barnets side, og næste dag er de blevet til eet. Han får som tak

storfangerens datter og blir forsørget resten af sine dage.

Var.: Tunerluk (to versioner); ham som kun var qilaamasoq; Angangujuk; Amaarsiniooq; Amarsissartoq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 54 - 55.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 At tiltrække sig.

Eqiunnguaq (Bendt). Når julen nærmede sig, satte Ersaatsoq ("den der er skæv i den ene side af ansigtet på grund af lammelse") sin datter Arnaviaq til at sy, mens han "vågede" over hende. Hun skulle sy med nålens spids ovenfra og ned *). Og når hun havde syet et stykke tid, sagde han til hende: Læg sytøjet og gå ud og gå rundt om huset i samme retning, som verden drejer (solret, sila malillugu). Og lige når hun var ved at gå ud, sagde han til hende, at hun skulle gå rigtigt ind af husindgangen, når hun skulle ind. Det var af frygt for, at hun skulle komme til at tiltrække en død person. Og først når hun havde lagt sit sytøj fra sig og var gået i seng, ville faderen lægge sig.

   Og så skete der alligevel det, at Arnaviaq, mod sin fars vidende, gav sig til at sy, mens han sov. Det var da Ersaatsoqs brorsbarn Angittalliks barn var død. Og det fortælles, at da hundene begyndte at hyle op, lagde hun sytøjet fra sig og gik ud. Det viste sig, at hund-ene gøede over noget ved gravene. Da faderen vågnede op af det og spurgte hende ud, nåede hun kun lige at sige, at hundene gøede af den person, der var blevet "gravlagt" (begravet) om dagen, før faderen klagende sprang op og fulgte med sin datter ud til graven. Det for-tælles, at da de nåede derhen, var den døde dukket op af graven og havde rettet sig op. Faderen sagde hårdt til sin datter: Det er dig, der er årsag til dette her, nu må du bringe det i orden! Da hun havde lagt den døde i graven igen, sådan som det skal gøres, forlod de gra-ven.

Derfor ville Arnaviaq aldrig nogensinde lade min mor sy om afte-nen. Det var hun blevet afskrækket fra.

*)HL: Når nålen bliver stukket i skindet, kommer den ud på den anden side. Og hvis man i lang tid syr på den måde, får denne handling en egen kraft til at få de døde, der er dækket til, til at komme frem fra deres grave. Dengang man havde taburegler, var det derfor aldeles forbudt at sy, når der lige havde været et dødsfald.

   Især nord for Upernavik har man troet på denne form for tiltræk-ning (af døde). Og nogle af de mennesker, som jeg talte med, var meget omhyggelige med ikke at forbryde sig mod denne taburegel.

Hist.: Historisk fortælling (ikke daterbar) om før-kristen forestilling, der også kendes fra Østgrønland og formentlig tidligere var gældende blandt de fleste inuit.

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 57 + 59: Ilivernit aarnewalik / aarnuaq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 38 - 39.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 42 - 48.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé: Pûve / Puuvi får som nyfødt af sin farmor, Liisa, en amulet fra en grav, der tillader ham ustraffet at begå tabubrud ved dødsfald. En dag han som lille purk går tur med sin storesøster, Itaakasik, og de kom til en gammel grav, tager han et spoleben dér til fuglepil, og dernæst et andet til en vis Usuusaq, som senere viser sig at være en lille dreng længere sydpå, der også har en amulet fra en grav.

       Under en epidemi-agtig sygdom går Puuvi helt fri som den eneste i familien. Han spiser alene uden døre ved et lille bål, og da storesøster en dag vil se til ham, opdager hun til sin rædsel at hans tallerken er et menneskekranium, hvor tænderne endnu sidder fast. Således skærmer drengen ubevidst sig selv mod sygdommen under indvirkning af sin amulet.

Hist.: Historisk beretning fra Upernavik-distriktet i 1800-tallet. De omtalte personer blev senere døbt.

Interlineær dansk oversættelse

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 121 - 125

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 131 - 135.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Da Ang. flyttede til Qattarmiut i den nordlige del af Upernavik-distriktet blev han budt på kaffe hos Ajassaatilik (hende med gaffelen). Skråen han havde lagt fra sig mens han drak, var væk bagefter. Alle søgte, også Ajass., men væk var den. Om sommeren, da Ang. roede fra bopladsen et langt stykke og så over et bredt sund så han højt oppe på en klippeskrænt en ren. Den forsvandt og viste sig flere gange. Det var en forvandlet kvinde, der sagde: "Jeg har ikke kun en gaffel men også en øse. Jeg har din skrå i hånden." Hvorefter Ang. hjælpeløst blev trukket mod land i sin kajak. Uden andet til hjælp længere (efter dåben) fremsagde han Fadervor, men to gange gik han i stå ved "i fristelse". Tredje gang huskede han det hele, det voldsomme træk i kajakken slappedes, og han roede hurtigst muligt hjem for straks at fortælle alt. Pludselig havde han glemt det hele, blev syg af voldsomme hævelser i ansigtet, men endelig kureret, da man ved at anbringe ryggen af en bog langs hans rygsøjle fik hans hukommelse tilbage, og han endelig kunne fortælle alt.

      Senere fik han endnu et anfald af sindsforvirring, der havde en spinkel association til rener. En tid efter at han atter var blevet rask fik han ondt af den enlige gamle heksekunstner og gav hende plads på sin vinduesbriks, hvor imidlertid hans skarveskindspels helt af sig selv fløj fra sin krog hen over til konen og faldt ned på hende. Hun døde og måtte transporteres til nærmeste kateket, uden kiste, men bundet og svøbt i skind. Undervejs satte slædemederne sig urokkeligt fast i isen. Man fulgte et gammelt råd med at gå solret omkring slæden og tisse i sine egne spor. Videre kom man, men flere gange løsnede så bindingerne sig og skulle bindes igen. Tredje gang truede Ang. den døde med, at nu ville han omsider hævne sig og sænke hende gennem isen, hvis hun ikke makkede ret. Det gjorde hun så og blev endelig begravet i Qattarmiut.

Hist.: Begivenhed fra 1800-tallet (?). Fortællingen berører nogle af de problemer mangelen på amuletter og serratit / tryllesange afstedkom i de første kristne årtier (missionen begyndte 1825, men uden gennemgribende ændringer de første mange årtier.)

Kommentar: Det antydes undervejs at det måske ikke var lutter næstekærlighed, der motiverede Ang.s indbydelse til Ass. om at flytte ind og blive forsørget af ham på hendes gamle dage.

      Bemærk at ikke blot Fadervor, men en trykt tekst (bogen) med blev opfattet som huskestof, ligesom de kristne læresætninger man skulle lære at læse og huske udenad. Derfor virker bogryggen befordrende på Ang.s hukommelse.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 73.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Åndemaneren i butikken.

Det fortælles også, at Itakillik engang var kommet ind i butikken i Aappilattoq for at handle. Han ville have 20 kvint *) kaffe, og da han kun gav købmanden en skilling, gav denne ham kun 20 kvint uden at fylde posen helt op. Da købmanden havde øst kaffen op i posen og skulle veje mængden af ved at hælde den op i beholderen (skæppen), sagde Itakillik: bli nu læt lætteræ! Han kunne nemlig ikke tale rent. Og så kan det nok være, at købmanden måtte fylde op. Hver gang han havde fyldt posen, hældte han den op i skæppebeholderen *). Og den stakkels købmand holdt øje med kvintene og prøvede at trykke godt ned i beholderen. Da skæppebeholderen var ved at være fuld, begyndte køb-manden at mumle arrigt. Da det udviklede sig på den måde, grinede Itakillik, og dermed lød der et bump fra skæppen, der endelig nåede ned. Og så kan det ellers være, at købmanden måtte øse kaffe op. Da han nåede op til modvægten, var der ikke meget kaffe tilbage.

*) 1 kvint = 5 gram

*) 1 skæppe = 17,4 liter.

Hist.: Historisk fortælling fra sidste halvdel af 1800 - tallet.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 84- 85.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

  Åndemaneren Siffiaq.

E. Åndemaneren Siffiaq kunne man absolut ikke gøre grin med. Og det siges, at han var til stor nytte med sin åndemaning. En dag var nogle nybegyndere ude at ro i kajak, og de kom hjem med en af dem, der var væltet rundt i sin kajak og var druknet. På det tidspunkt var ånde-maneren selv ude at ro i kajak.

   Eftersom han var død, begyndte de at svøbe ham ind i ligskindet. Og på det tidspunkt kom åndemaneren tilbage. Da de fortalte ham om, hvad der var sket, sagde han til dem, at de bare skulle lade den døde ligge og ikke lægge ham i graven.

   Åndemaneren var urolig og gik op til huset og bad andre om at bære hans kajak op. Da han kom ind, tog han sin kajakhelpels af og var på vej ud igen. Men da han nåede hen til husets kogerum, blev der sagt derindefra: Gå ikke hen til ham uden at have noget koldt eller tæt beklædning med dig!

   Det der mentes med det var, at han ikke ville kunne genoplive den døde uden at have den kajakhelpels på, som han havde haft på ude på havet. Så gik han ind igen og tog igen disse klædningsstykker på. Og han gik hen til den døde og bad folk om at gå, fordi han ville miste sin kraft, hvis der var andre til stede (det var fordi han stadig havde en trylleformular, som imidlertid ville miste sin kraft, hvis andre hørte den). Vendt mod morgengryets retning begyndte han at arbejde med den døde, mens han mumlede.

   Efter ganske kort tid var den døde vågnet op igen og havde sat sig op, og efter at have bedt dem bringe noget mad ind og give det til den genoplivede, var åndemaneren gået hjem. Da han kom ind, havde han sagt, at fordi han var nået hjem om morgenen, havde han bearbejdet ham om dagen, og havde han ikke nået det, mens det var lyst om dagen, havde han været tvunget til at vente med at gøre noget ved den døde til dagen efter, når det var ved at blive helt mørkt.

   På grund af disse handlinger viste åndemanerens landsmænd ham stor respekt.

Hist.: Historisk fortælling fra 1800 - tallet.

Kommentar: emneord: angakkoq, genoplivelse

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Om den store åndemaner

Der var engang en stor åndemaner, der kunne trodse al slags vejr og fange alskens fangstdyr. Han tog ikke på sælfangst andre steder end ude på havet. Engang han tog ud og netop havde gjort holdt på et fangststed, kunne man ikke mere se fjeldtoppene, og sneen begyndte at falde tæt i vindstille. Den store åndemaner manede for at få det til at klare op, men da det ikke lykkedes, begyndte han at ro ind mod land uden fast mål. Længe spejdede han efter land og blev til sidst noget urolig. Langt om længe så han land lige fremme og opdagede, at der på land kom to store mænd, den ene meget lys og med blåbærfarvede øjne, og den anden var så sort, at kun hans øjne lyste op i ansigtet.

Da den store åndemaner kom i land, kom de ham meget venligt i møde. Den meget mørke udbrød da: "Qaaluaq, karang, kom med op i mit hus." Da den store åndemaner begyndte at gå op mod huset, fulgte den store lyse med op som om invitationen gjaldt ham selv. Da værten selv først gik ind, fulgte de efter ham og så, at han og hans kone var alene. Da den store åndemaner sattes sig ned, satte den lyse sig lige op og ned af ham. Værten kiggede ind mod sin kone og sagde: "Qaaluaq, hent lændestykket af min allersidste fangst". Konen gik ud og kom tilbage med en frossent lændestykke af en sortside. Hun satte det frem og stak en kniv i den. Den store åndemaner havde stor lyst til det, og skulle lige til at tage sig for af retterne, da den store lyse ved siden af puffede til ham med albuen og sagde: "Qiioq, han er lige ved at bespise dig med lort." Den store åndemaner kastede et blik på den igen og så en sammenklemt menneskelort. Det viste sig at fordi det var en sidste afføring fra et menneske, umiddelbart før det døde, havde han gemt det i depotet og kaldte det 'min allersidste fangst'.

Anden gang sagde han til sin kone: "Kom med nogen andet mad". Konen gik ud og kom ind igen med en masse sortebær. Hun satte de mange bær, der endnu hang fast ved deres lyngplanter, frem. Endnu engang skulle han lige til at tage for sig, da sidemanden puffede til ham og sagde: "Qiioq, han har budt dig på tyndskid". Den store åndemaner kastede et blik på det igen og så, at det var tyndskid af sortebær. Da udbrød hans sidemand: "Qiioq, kom også på besøg hos mig".

Da han skulle til at gå ud sammen med ham, fulgte den første vært med, som om det var ham invitationen gjaldt. Han fulgte op til huset med sin vært, og den store åndemaner blev fyldt med undren, da han kom ind i huset. Da han bød ham at sidde og han satte sig, sagte værten til sin kone: "Qiioq, hent noget at spise". Konen gik ud og kom da ind igen med ørreder, og ih hvor så de lækre ud. Han skulle lige til at spise, da sidemanden, den store grønlænder, puffede til ham og sagde: "Qaaluaq, han er ved at bespise dig med ørreder". Den store åndemaner svarede bare: "Det er jo den slags vi plejer at spise". Da han havde spist ørred, sagde værten: "Qiioq, kom med noget andet at spise". Konen gik ud og kom tilbage med meget lækre blåbær, og han spiste sig mæt i blåbærrene. Mens han spiste, kiggede den store åndemaner sig betaget rundt i huset, for værten boede i et træhus. Da han kom ind havde han straks set en stor rund sten. Konen var efterhånden travlt optaget og åbnede det, som han troede var en stor sten, og så tændte hun ild og fyrede op inde i den, og snart hørte man ilden buldre. Da det var sket, tog hun også et stykke sten med en tud og et eller andet håndtag. Hun hældte vand i den og gik hen til det, der buldrede, åbnede det ovenpå og lagde stenen der. Kort efter at hun havde lagt den der, begyndte det at buldre endnu kraftigere og stenen begyndte nu og da at ryge. Så drejede hun noget rundt på en træboks, det knasede, og han mærkede nu, at det blev meget varmt inde i deres hus. Da det han troede var en sten begyndte at ryge hele tiden, tog hun den ting hun rørte rundt med og åbnede den; så fjernede hun toppen af det han mente var en sten, så fjernede hun noget træstykket ved at trække en skuffe ud og hældte indholdet i stenen, og da mærkede den store åndemaner en fremmed lugt, der duftede dejligt, og han anede ikke hvor den kom fra. Da det lod til at være kogt, tog hun det ned.

Den store åndemaner så faktisk også nogen mindre hvide sten ligge oven på hinanden på hylder på væggene. Da den store lyses kone tog dem ned lagde hun dem frem ved siden af den store åndemaner. Han syntes grangiveligt de lignede rav. Da hun havde hældt op, rejste den store lyse sig, tog et stykke rav i munden og hældte indholdet i det der faktisk var kopper med underkopper, hvorpå han begyndte at drikke af det og sagde: "Qiioq, tag for dig". Selvom den store åndemaner syntes det så ulækkert ud, hældte han noget op i underkoppen og tog hele munden fuld af de små sten. Og selvom han syntes de så ulækkert ud begyndte han at drikke, og så smagte det virkelig godt. Da han havde drukket to fulde kopper begyndte den store åndemaner ar føle sig rigtig udhvilet og tog til at svede over hele kroppen.

Nu hvor den store åndemaner rigtig havde fået mod på livet, tog hans vært et stort stykke tang, der havde en stor hvid bøjning i enden. Anden gang tog han et andet stykke tang frem, begyndte at skære noget af det og fylde det hvide stykke med det. Efter at have tændt den med ild og have suget på det, blev hans ånde hvid. Da blev den store åndemaner rigtigt overrasket. Da han havde åndet lidt med det, rakte han det til den store åndemaner. Da han så tog det, havde han knap suget på det, før han fik en hvid ånde. Men næppe havde den store åndemaner følt velvære ved det, før han følte sig underlig i hovedet. Han blev så småt svimmel, og det blev endnu værre, da han også fik en fornemmelse af at skulle kaste op, og så holdt han op med at suge af det, der gav hvid ånde. Han troede, han var blevet syg, men da det nu ikke blev værre, gik han udenfor og så, at vejret var klaret op, og han var kommet i land et godt stykke fra sin boplads.

Da han havde gjort sig klar og skulle afsted, gik hans værter ned til ham, og han bød dem farvel, da han stødte fra land. Da han begyndte at ro, var han kun nået et lille stykke væk, da han hørte ravne og mågeskrig. Han så sig tilbage og opdagede så, at han var stødt fra land på et sted, hvor der kun var et stejlt fjeld, og der var en måge og en ravn, der skiftevis fløj mod hinanden. Det gik da op for ham, at han havde besøgt en måge og en ravn i menneskeskikkelse.

Da den store åndemaner kom hjem og ikke kunne glemme det han fik at drikke, og sin oplevelse af at ånde hvidt, holdt han en åndemaning og fandt herunder ud af, at der syd for hans boplads ind i mellem kom en østgrønlænder (?) østerlænding til landet der handlede med sådanne ting. Det fortaltes, at den store åndemaner tog sydpå, da det blev sommer, og da østerlændingen kom til landet købte han mængder af kaffe og tobak, som han havde lært at kende af sine venner om vinteren. Herefter kunne man opleve den store åndemaner der åndede hvidt, efter at han havde drukket kaffe. Her ender historien.

Jakob Eugenius.

Var.: Talrige om besøg hos ravn, måge el. andre fugle - og dyr - i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Søg på ravn; måge; terne; bjørne. Ravn og måge + Kúsungmâlingmik.

Hist: En "moderne" version, der associerer ravn og måge med hhv. grønlænder og europæer. Betydningen af "østerlænding" alias europæiske handelsskippere, der anløb Sydgrønland østfra, er værd at overveje. Måske hentydes der til dem, der en overgang omkr. 1700 lagde ind om nær Kap Farvel for at fylde op med drikkevand - og handle.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 70.

Samme: Hans Lynge 1955, s. 183 nr. 4 og s. 185 nr. 4.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Man siger at af to der lærte til åndemaner sagde den ene til den anden: Skal vi se hvem af os der blir den største heksekunstner / ilisiitsoq. (Dermed mente Marteeraq at alle, mænd som kvinder, kunne blive både angakkut (åndemanere) og ilisiitsut (heksekunstnere).

Kommentar: mange grønlændere af denne og forrige generation er overbeviste om, at hekse kun var kvinder. Såvel dette som andre udsagn viser at det også ofte var mænd, og at utilregnelige eller ældede åndemanere ofte blev beskyldt for hekseri.

Vedr. hekseri se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 149 - 150.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

De sidste åndemanere.

E. Da jeg var helt lille, fortalte man, at nu var den sidste åndemaner i Ippak død. Hans storebror Napasu døde først, da jeg var blevet vok-sen.

   Det fortælles, at da de om foråret flyttede ud af vinterboligerne ud til Qeqertaasat, var der to enker, der havde meget små børn, og den ældste dér på sommerstedet var fra Ippak. Og netop da isen var ved at bryde op, blev manden fra Ippak syg. De fornemmede, at hans tilstand hele tiden blev værre. Han blev svag og afkræftet men kunne dog stadig tale.

   Hans kone blev også syg, men hun sagde ingenting. Da de syntes, at den gamle fra Ippak forandrede sig, sagde de to unge enkers mor, at de skulle rejse til Kangersavatsiaat i en båd og bede hans storebror om at hente ham.

    Da de andre var rejst, var der kun kvinder tilbage på stedet. Og lige da de var taget afsted, blev han fuldkommen vanvittig. De gamle kvinder på stedet var Aaneeraq og Nukartaakassak.

   Jeg har hørt Aaneeraq fortælle således om, hvad der foregik: Selv fik hun ham til at falde til ro ved at læse for ham fra den Hellige Skrift. Han snakkede nemlig usammenhængende om alt muligt. Og han ville have, at man skulle rulle hans harpunrem ud, så han kunne få fat i noget varm mad gennem den yderste ende af denne. Da han fik det så-dan, forstod de, at han var åndemaner. Når han blev anderledes og larmede og lavede lyde, kom der fuldkommen enslydende gensvar over fra den anden side. Og hun mente, at hans hjælpeånd måske var på vej hen til ham. Men denne frygtelige stemme var så skrækkelig, at den ikke var til at høre på.

   Og når han ville til at gå ned til stranden (det virkede, som om han ville gå derned), var han så bange, at han ville have, at hans datter holdt om ham bagfra, og så gik han langs skrænten og fulgte den, ligesom han krøb ned under skrænten på stranden. Og efter at have gjort det, gik han rundt oppe på land bag teltene med fråde om munden.

Og når de kom hen mod ham, gik han et andet sted hen. Og når hun fulgte efter ham, begyndte han at råbe efter hende.

   Samtidig med at dette foregik, lod robåden vente på sig i tre dage, fordi det ikke var til at komme frem for storisen. Og mens de ventede på båden, opførte han sig på den måde uden overhovedet at sove.

   Så nåede de da frem nede fra Kangersuatsaaq for at hente hans lillebror. Men da de forsøgte at få ham ombord i robåden, ville han ikke med hjem. Han ville blive på land. Hans storebror bandt ham fast, som man gør med et barn i en båd, og fik ham ombord i båden, selvom han strittede imod.

   Og da de havde bragt ham til Kangersuatsaaq, nægtede han at gå op på land fra båden. Så hans storebror måtte igen kæmpe med ham for at få ham op. Da han nu var kommet til Kangersuatsaaq, døde han.

   Da de året efter var flyttet ud af vinterboligen og var flyttet ud til fangstpladsen, så de en stor fugl komme flyvende over fra den modsatte side. Da de så den komme flyvende hen over sig, troede de, at det var en stor måge. Og en fanger sagde: Der kommer en stor måge flyvende! Men da den kom nærmere og fløj nedad, mente de, at det måtte være en lille ride. Og mens den nærmede sig stranden, blev den mindre og mindre. Og da den nåede helt hen til stranden, var den ligesom en lille fisk, der kun lige kunne ses. Da den var nået helt hen til strandkanten, skyndte de sig derhen, men den var simpelthen forsvun-det. Den var som sunket i jorden. Og måske var det ganske enkelt en af hans hjælpeånder.

   Derefter prøvede de at slå telt op på dette sted nogle gange, men fordi det altid spøgte så frygteligt, blev det umuligt, så fremover boede de ikke længere i telt der.

Hist.: Fortælling med en historisk kerne.

Kommentar: Der er en del historiske fortællinger om sindssyge. Søg på sindssyge, og se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Angángûjuk".

Trykt på vestgrønlandsk i Lynge, Kr. 1938-39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo,II: 30 - 32, og

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 139 - 141: "Angángûjuk" / Angannguujuk.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 125.

Resumé:

A. er baby / spædbarn og eneste søn af et enligt ægtepar. A. røves i hemmelighed,

og den fortvivlede far vil slå sin kone ihjel. Hun ber ham først

tilkalde en åndemaner til identificering af barnerøveren. Flere

åndemanere hentes efter tur uden held. De får ingen mad under besøget.

Endelig hentes en berømt åndemaner, hvis hjælpeånd straks fortæller

ham, at barnet er røvet af indlandsboere. Forældre og åndemaner følges

op til indlandsboernes hus, hvor beboerne skændes om drengen og

ikke kan lokke mad i ham, fordi han længes hjem. Åndemaneren synger

dem alle i søvn og henter sammen med forældrene drengen, hvis tøj må

stages ned højt oppe fra tørrestativet. De når hjem, entrer konebåden

og når ud fra land, inden indlandsboerne dukker op og smadrer deres

hus. Familien flytter ud i skærgården og bosætter sig aldrig siden på

fastlandet.

Var.: Tunerluk (to versioner); Amarsissartoq; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1) 128; Matakatak; qilaamasoq.

Interlineær dansk oversættelse

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 79

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 86 - 87.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

En gammel mand og hans lille datter bor i et lille hus som nabo til et stort hus med mange mænd og stor velstand. En tid giver de pigen noget mad med hjem, når hun kommer på besøg, men det slutter. Den gamle far skærer derefter to dukker og et spise-fad til at sætte mellem den. Han bringer det hele ud, kommer ind igen og ber sin datter med mellemrum se over til naboerne. Hun spejder ind af deres vindue og forskrækkes hver gang mere og mere: først spiser de deres affald under briksen, så brikseskindet og til slut hinanden. Den gamle og datteren lever siden højt på de selvfortærende onde mænds forråd.

Kommentar: en særdeles moralsk fortælling, hvor man identificerer sig med den, der udøver hekseriet.

Vedr. hekseri, ilisiinneq, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 51ff.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Manden der blev som en død kvinde.

Timuutta: Jeg havde for vane at blive en anden udelukkende gennem mine drømme, og jeg lærte mennesker at kende, som jeg ellers ikke kendte, og som jeg heller aldrig havde mødt. En person blev jeg ved med at drømme om i over et år.

   Først drømte jeg, at jeg var en kvinde, og at jeg ikke havde nogen mand. Da vi skulle til at tage afsted i konebåd, var der to kvinder med udover Eva fra Aappilattoq, der var Palannguaqs søster. Vi tog afsted og kom så til Aappilattoq. På vejen tilbage lå vi vejrfast og kom ingen vegne på grund af vejret. Der var meget sne, og vi var for-frosne af kulde. Jeg tog en kvinde på skødet og blev ved med at klappe på hende for at prøve på at holde hende varm, men hun døde ganske enkelt af kulde. Da det blev lyst, fortsatte vi rejsen, hvor flere mænd sluttede sig til os, og vi kom frem til et beboet sted og havde taget den person med, der var frosset ihjel undervejs.

   Kort tid efter følte jeg, at jeg havde en mand. Og igennem drømmene forstod jeg, at Makkunnguaq var min mand. Jeg havde ikke set hans kone, for hun var død, da de var flyttet til Kullorsuaq (Djævelens Tommelfinger), men Makkunnguaq kendte jeg godt.

   Jeg fik et barn, og da barnet døde, fik jeg et andet, og det var Ole. Derefter har jeg også fået børnene Rasmus, Johanne og Agathe. Da jeg derefter igen blev gravid, var vi i Naajaat. Og en dag ankom Lud-vig, der var Makkunnguaqs bror. Det var, da vi skulle til at flytte til Kullorsuaq. Makkunnguaq havde givet nogle af sine hunde til Otto fra Aappilattoq, og det bebrejdede jeg ham, fordi jeg havde planlagt at børnene skulle have varmt tøj af de hundehvalpeskind, som han nu havde givet væk. Makkunnguaq sagde til mig, at hvis vi skulle leve sammen på en ordentlig måde, måtte vi være enige og også give gaver til andre mennesker.

   Da jeg nu var blevet sådan, som jeg var - og det forstod jeg først senere - viste det sig, at jeg havde haft nøjagtig den samme slags tøj på, som hun havde haft på netop denne dag. Jeg havde endda næsten givet hendes storesøster hjerteslag, fordi det viste sig, at det jeg fortalte var så helt i overensstemmelse med hendes opførsel, dengang da hun levede.

   Dengang jeg begyndte at drømme om hende, var jeg fanger og havde bestemte sælgarnspladser, og så skete det endda, at jeg ikke kunne finde frem til stederne, når jeg tog ud for at røgte garnene.

   I begyndelsen, hvor jeg lige var begyndt at drømme om hende, kom hun ind og lagde sig på maven ovenpå mig, mens jeg sov. Og det havde den virkning, at når jeg vågnede, var jeg blevet så afkølet, at jeg ikke kunne få varmen, selv om solen skinnede. Luften i mit synsfelt blev ligesom dirrende og helt lyst og klart.

   0g når jeg var ude at jage sæler, der soler sig på isen og krav-lede på knæ for at komme nærmere hen mod sælen, blev jeg fuldkommen forfrossen over knæene, hvor sneen kom ind over kanten på mine kvindekamikker, og når jeg så prøvede på at ramme sælen, smuttede den ned i vandet. Det var bestemt heller ikke let at ro i kajak. Og at være gravid og være på jagt og skulle skyde, det var virkelig svært, for det gjorde ondt.

   Da Makkunnguaq havde slået sig ned her (han ankom hertil den som-mer, hvor jeg om foråret var begyndt at drømme om kvinden), og jeg begyndte at fortælle ham om hende, lyttede han naturligvis grædende til mig. Når han sad og drak en varm drik, gav han mig et stykke sukker, som han havde i munden, eller han gav mig et stykke af det kød, som han sad og spiste af, for at få mig til at føle mig godt tilpas.

   Mens jeg var gravid, havde jeg mange smerter over lænden. Når jeg ville sætte mig godt tilrette, kunne jeg kun finde hvile ved at sidde sidelæns og støtte på albuen.

   Makkunnguaq ville gerne have Marianne (Maaliaanna) til kone. Hun var Makkorsuaqs kone, der boede her på stedet (det var før hun fik sin mand). Og hver gang jeg så hende, blev jeg meget vred. Når jeg var vågen, plejede mine hunde ikke at gø særlig meget, men når jeg faldt i søvn, "gøede" de sommetider så meget, at jeg oven i købet vågnede af det.

   Det var meget svært at sove, når man havde veer. Og når man gik, smertede det i skridtet.

   Jeg lærte endda de mennesker at kende i Aappilattoq, som jeg ellers slet ikke kendte, og jeg blev helt fortrolig med bygden Naajaat, som jeg aldrig havde været i. Og det skulle vise sig, at mit kendskab til bygden svarede fuldstændig til virkeligheden. Da jeg senere kom til Naajaat, hvor bygden var blevet nedlagt, kunne jeg med det samme ud-pege et af de gamle huse og sige, at der havde jeg boet. Og det gav de mig ret i.

   Kvinden, som jeg drømte om, sagde, at når "hun gik hen til mig", plejede hun ikke at gå ind af hoveddøren, men hun gik ind ved husets sokkel. Og når hun kom ind, så hun ud som en død.

   Jeg har kun set hende en enkelt gang i virkeligheden. En (anden?) gang havde vi inviteret dem, men da hendes fæller kom, var hun ikke med, fordi hun var gravid. Kun hendes familie kom. Derefter har jeg ikke truffet hende.

   Og hun sagde, at hvis jeg ikke fortalte om hende, ville jeg dø.

Herefter er det en anden fortæller, dvs. sikkert Hans Lynges egen kommentar:

   Måske forstod vi bedre denne mands optræden som kvinde, da han havde fortalt os om sine oplevelser. Når man hører fortællingen, forstår man, at han har haft en sygdom i flere år. Allerede inden han fyldte 50 år, lignede han en meget gammel mand, og på det tidspunkt kunne han ikke længere klare sig selv. Han havde hverken kajak eller hundespand. Hans store, sorte skæg var slet ikke grånet, og når man så ham, tænkte man derfor, at han lignede en mand, der var syg i hovedet uden dog at være farlig. Da han flyttede til Kullorsuaq og hørte, at der skulle komme en kateket, flygtede han med sine børn til en lille bygd, "fordi han havde ondt af børnene". Selv kunne han hverken læse eller skrive. Dér i denne lille bygd fik han det meget værre end før. Og da han flyttede til Nuussuaq / Kraulshavn, byggede han et lille, elendigt hus, der ikke var egnet til menneskebolig. Jeg så dette hus, da jeg kom dertil i 1949. Senere hjalp myndighederne ham, så han fik et nyt hus, der til dels var betalt af Røde Kors. Da han blev gammel, havde han det virkelig godt. Selv havde han ni børn, og alligevel fik han i sin fødedygtige alder også børn med Makkunnguaq, da han var hans kone. Det er helt ubegribeligt.

Hist.: Historiske begivenheder fra begyndelsen af 1900-tallet.

Kommentar: Det hændte ikke helt sjældent at drenge blev opdraget som piger eller omvendt. Men det store skæg tyder ikke på at Timuutta var en pige der var opdraget til fanger. Måske har han blot været homoseksuel og haft tilhørende fantasier og tilbøjeligheder.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Fortællingen om en stor brødreflok der drog nordpå.

Det fortælles, at en stor brødreflok tog afsted nordpå, og at de havde en søster med. De tog hjemmefra og rejste hele dagen, og da det var blevet aften, rundede de et lille næs og så mange telte inde i bunden af en lille bugt. Så snart deres konebåd viste sig, gjaldede det, at der var en konebåd på vej. Da de var på vej ind mod stranden, kom der mange mennesker ned til stranden. De lagde til ved stranden, og da alle var steget i land, tog de fat i deres konebåd, og efter at have trukket den lidt op på stranden, løftede de hele konebåden op i land uden at have tømt den for deres ting. De bar den op til et sted, hvor de kunne slå deres telt op. Først da de havde sat konebåden ned, tømte de den for deres ejendele.

Så snart de havde slået deres telt op, begyndte der at komme mange besøgende ind i teltet, og da de alle var kommet ind, var teltet propfuldt af folk. Brødrene lagde mærke til en ældre mand, der så lidt sølle ud, og det viste sig, at han var ungkarl. Efter et stykke tid begyndte de mange gæster at gå ud af teltet. Da alle efterhånden var gået, var der kun den ældre mand tilbage. Han havde altså bare ventet på, at de andre besøgende skulle gå, så han kunne sige til brødrene, at han meget gerne ville have deres eneste søster til kone. Noget efter at de andre var gået, sagde han så: "Jeg vil gerne have jeres eneste søster til kone; jeg har længe ønsket mig at få en kone, men kvinderne mener ikke, der er noget ved mig og vil ikke have mig." Efter de ord, gik brødrene med til det. Han var meget taknemmelig over, at de gik med til det. Fra da af havde han så brødrenes eneste søster til kone.

Brødrene overvejede først at overvintre på deres nye svogers boplads, men da de havde lyst til at søge efter et sted med mange flere fangstdyr, ville de fortsætte deres rejse nordover. Da de en morgen skulle af sted, var deres eneste søster meget opsat på at rejse med sine brødre. Fordi hun så gerne ville, fik hendes brødre ondt af hende og inviterede hendes mand til at rejse med. De drog af sted fra bopladsen, og søsterens mand var med. Efter at de havde rejst hele dagen, slog de lejr, da det var ved at blive aften. Da det var godt vejr den næste dag, fortsatte de nordover, og efter at have rejst hele dagen, slog de lejr. Dagen efter tog brødrene ud på kajakfangst. Hen på eftermiddagen kom de tilbage og havde alle fået fangst. Da de havde fundet ud af, at stedet var godt, begyndte de at bygge vinterhus på stedet. Da huset var færdigt, tog de ud på fangst til de yderste kyster. Mens de var dér, fangede de rigtig mange sæler. Til sidst holdt de endda op med at flå skindene af grønlandssælerne. Deres stakkels svoger havde ikke nogen kajak og havde kun som opgave at bære sine svogres fangstredskaber op. Efter en tid på denne fangstplads, og da de havde fanget grønlandssæler nok, begyndte de at fragte dem til deres vinterboplads, og så fyldte de en række kødgrave til vinteren.

Nu skulle de overvintre på dette sted, og det var tidligt om efteråret. Men så satte det ind med vedvarende dårligt vejr. Eftersom vejret var blevet dårligt, tog brødrene ikke ud på fangst. Da de nu gik hjemme uden at tage på fangst, begyndte de jævnligt, når deres stakkels svoger var ude af huset, at tale med hinanden: "Lad os dræbe vores usle svoger, han laver ikke andet end at spise." Engang da han var gået ud, begyndte de at tale om at dræbe ham. På vej ind i huset hørte han deres snak om at dræbe ham, og skyndte sig ind i huset, og straks han kom ind, sagde han: "Vent med at dræbe mig; det er ikke vinter endnu, og det er første gang I skal prøve at overvintre her nordpå." Da han sagde det, sagde hans svogre: "Det er bare noget, vi siger for sjov."

Med tiden begyndte sneen at falde, og der kom så meget sne, at alt det, der ragede op, forsvandt. Ja, der kom så meget sne, at deres hus blev helt sneet inde. Nu kunne de ikke længere komme ud af huset, og de blev allesammen liggende på briksen. Derefter var det kun deres sølle svoger, der med møje og besvær var i stand til at stå op.

En dag de vågnede, stod svogeren alene op, tog en teltstang og gik ud i husgangen. Husgangen var helt lukket til af sne, og han begyndte at udhule den med teltstangen. Derefter lavede han en smal åbning, og så masede han på for at komme ud. Da han efter megen møje kom ud, opdagede han, at det stadig sneede kraftigt. Så råbte han til de andre: "Det er dejligt at være ude i den friske luft."

Med de ord gik han ned mod konebåden, og derhenne tog han en af sine svogres vandskindspels og hans kajakåre og vendte tilbage til huset. Tilbage ved husgangen, begyndte han at rydde sneen ved husgangen med en kajakåre, og da han også havde ryddet sne ved vinduet, gik han ind i huset med vandskindspelsen i hånden. Da han kom ind, spurgte hans svogre ham: "Hvad vil du nu?" Deres sølle svoger svarede: "Jeg kommer ind med vandskindspelsen, fordi jeg vil søge efter spiselig tang til jer nede på stranden." Da han sagde det, udbrød hans mange svogre: "Nu da det er blevet vinter, er du vel i stand til at komme hjem med fangst." Det svarede han ikke på, men gik bare ud.

Da han gik ud og kom hen langs konebåden, løftede han en svogers kajak op og bar den i armen. Derefter roede han direkte udefter, og det var første gang han skulle på en sådan kajaktur. Han roede vestpå uden at standse og nåede den vestligste fangstplads hvor han opdagede, at nordvestenvinden var ved at trække indefter, men uden at standse fandt han sig et sted, hvorfra han kunne ligge på lur efter sæl. Han var dårligt standset op med stævnene op mod vinden, da en remmesæl dukkede op lige foran ham. Så roede han hurtigt hen imod den, og før sælen opdagede ham, harpunerede han den. Da han havde harpuneret den, og netop som den var begyndt at stramme fangstlinen, havde han allerede halet den hen til sin kajak ved linen. Han stak den ihjel med lansen, og så begyndte han at ro indefter med sælen på slæb. Han nåede hjem ved at lade sig bære på en enkelt dønning. Da han var kommet op af kajakken, slæbte han sin fangst op til huset og forsøgte at få den ind gennem husgangen.

Mens hans svogre ventede på at få spiselig tang, kom deres stakkels lille svoger ind i huset slæbende på en remmesæl. Da de så, hvad han slæbte på, skreg de af glæde ved synet af det, de skulle have at spise. Kvinderne, der blev opsat på at flænse en sådan fangst skyndte sig at slibe deres kvindeknive og kom ud på gulvet. Men tænk, de var så svage, at deres håndled knækkede sammen, når de forsøgte at flænse sælen. Da nu ingen af dem kunne klare sælen, måtte svogeren selv flænse den. Da han havde flænset den, gav han sine husfæller spækstykker at sutte og tygge på, og begyndte selv at koge mad. Da han havde kogt maden, gav han alle tilpas at spise uden at overdrive, og han selv spiste noget mere end de andre.

Næste dag tog han også af sted, før de andre var stået op. Da han var roet ud til den vestligste fangstplads og netop havde placeret sig med stævnen op mod vinden, dukkede en remmesæl op lige foran ham. Han roede hurtigt hen imod den, og først da han var ved at ro ind foran den, harpunerede han den, og han fik den halet ind til sig, før den nåede at stramme fangstlinen. Da han havde dræbt den med lansen, gjorde han den klar til slæb, og begyndte at ro op mod vinden. Så dukkede en anden sæl op af vandet lige foran ham, og da den kom op af vandet harpunerede han den. Han nåede også at få den halet ind til sig, inden den havde strammet fangstlinen: Da han havde gjort den klar til slæb, roede han hjemefter med to fangne sæler, og igen nåede han land ved at lade sig bære frem af een dønning.

Da han havde landet de to sæler, han havde på slæb, slæbte han dem op efter tur, og da han kom ind gennem husgangen med dem, råbte hans mange husfæller igen op af glæde. Denne gang flænsede husets kvinder sælerne, fordi de havde fået lidt flere kræfter.

Det fortælles, at deres stakkels lille svoger forsørgede dem hele foråret med sin fangst. Det fortælles også, at de tog sydpå igen, da det blev sommer, og at de siden aldrig tog nordpå igen.

Her ender fortællingen.

Var.: Sungersuusaq; Amerdlangitsunguamik. En fortælling af en vidt udbredt type (á la Askeladden) om den sølle fyr, der først viser sine (næsten) overnaturlige kræfter, da alle andre må give op.

Den østgrønlandske fortælling (Kaarali) om en ræv som snu svigersøn er skåret over samme læst.

Interlineær dansk oversættelse

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 126 (fra linie 4)

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 135 (Aninnguaq fra linie 4).

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Kvinden Arnaqewt fiskede ulke ved isfoden og faldt ned og slog sig ihjel. Man tilkaldte i fortvivlelse Ineqinnavaats søn, Aninnguaq, der nok mener sig i stand til at genoplive en mand, men måske ikke en kvinde. Hans mor lover at stå ham bi, og det lykkes An. at få kvinden til live igen. Han giver hende brystbenet af en tejst som amulet og hun lever til en høj alder. Da hun dør brister hendes hoved. An. selv får som løn en ny kajak og en ny hund.

Var.: Se også Lynge, Hans, 1967, s. 66 - 67 (= 1991, s. 73 - 74.)

Hist.: Fortælling om begivenhed midt i 1800-tallet.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 74.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Elena / Elîna / Eliinna Svendsen (f.1887): Jeg nåede at møde Aninnguaq. Han var holdt op med at tage på fangst mange år forinden, og han var helt hvid. En sælskindsanorak og skindbukser var den eneste beklædning han havde, og selv om sommeren nægtede han at tage det af, uanset hvor varmt der var. Jeg tror han var meget gammel.

   Arnaqut, kvinden, der blev ramt af isstykket, var Ludvigs (Luutiviks) kone. Da hun kom til live igen, så hun noget: En stor port med en stor indskrift ovenfor. Hun sagde: Jeg var nær kommet et eller andet vidunderligt sted hen. Og det var Aninnguaq og hans mor Ineqinnavaaq, der reddede mig.

   Arnaqut levede uden skavanker i mange år, men da hun døde, og i det øjeblik hun holdt op med at trække vejret, blev hendes hoved væskende (gik i stykker).

Hist.: Fortælling om historisk begivenhed i sidste del af 1800-tallet. Ineqinnavaat, en kendt kvindelig åndemaner af blandet ry, er der en del fortællinger om. Søg på Ineqinnavaat.

Var.: Søg på Arnaqut

Orig. håndskr.: NKS 2130, 2', læg 3, 42 sider: Oqalugtuaq Aqigssiamik, der er

Esaias egen nedskrift, mens s. 8 - 36 er nedskrevet / renskrevet af Hendrik Olsen, dernæst 1½ s. atter Esaia, så 1½ s. stikord nedskr. af Knud Rasmussen, hvorefter fortællingen afsluttes i maj 1921 af Esaias.

Robert Petersen forstår processen således: Esaias er ikke blevet færdig i første omgang, men da Rasmussen i travlhed med at færdigredigere Myter og Sagn fra Grønland inden afrejsen på 5. Thuleekspedition 1921, har han fået Esaias til at blive færdig (pers. medd.).

Trykt på grønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I: 79 - 133.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 23 - 42.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981: Inuit fortæller, II: 120 - 121.

Resumé:

Tid: I gamle dage. Sted: Ved Ilulissat / Jakobshavn.

En stor boplads har en åndemaner / angakkoq / angakok og en leder, der hver har et hold mænd under sig. Holdene spiller ofte bold, og da lederens hold som

regel vinder, bliver åndemaneren misundelig. Hans første forsøg på at

skade lederen korporligt mislykkes og i stedet tilbyder han lederen

sin datter til kone. Hun føder ham ialt tre sønner, hvoraf den ældste

udvikler sig mærkbart hurtigt og snart gør sit til, at hans fars hold

stedse vinder over hans bedstefars. I sin misundelse dræber

åndemaneren dette barnebarn. Barnets far gør sig sammen med sine to

sønner rede til at tage hævn, og morderen, der forventer hævnen,

bryder hul i sit tag, sætter sig under det med en spand vand som spejl

foran sig og en kniv på knæene, der stikker ham, hver gang han sænker

hovedet af søvnighed. Fjerde gang han falder i søvn, smider hævnerne

ham i kæde gennem husgangen, ud på møddingen og stikker ham ihjel.

Hele bopladsen stikker derefter i liget. Det parteres, og stykkerne

begraves langt fra hinanden i forskellige områder af landskabet. Af

frygt for blodhævn rejser lederen med familie i fire dage og tre

nætter mod øst, dvs. mod indlandet, og derefter mod syd i mange dage.

De bygger vinterhus, og da det er et godt fangststed, bliver de på

stedet sommeren over. Lederens kone føder om efteråret en søn, der får

navn efter bedstefaderen: Aqissiaq. Drengen vokser sig hurtigt stor og

bliver ved træning snart stærkere end sine brødre. Da hans kræfter

også overgår faderens, og denne bliver betænkelig, lokker han A. til

at rejse mod syd og prøve kræfter med en berømt mand, Ikersuarmiu med

egennavnet Qorrukutsuk, der er lille af vækst men ejer stor styrke. Q.

driver kun isfangst og fisker om vinteren hellefisk fra et snehus på

sydsiden af fjordisen. Q. gennemrystes pludselig af angst et par

gange, før han ser A. komme langt borte fra i hurtigt løb, først som

en ravn, så som en ræv og endelig som menneske. A. meddeler sit

ærinde, og de to løber om kap over isen til Q.s fjerne boplads,

tilbage til snehytten og tilbage til bopladsen igen. De er nøjagtig

lige hurtige. Q. inviterer hele bopladsen på fællesspisning. A.

placeres på gæstebriksen, der er dækket med skind af bjørneunger. De

skinner som kobber og messing. Q. ejer en mængde knive, som han deler

ud til måltidet. Derefter trækker han og A. krog. Q. vinder med højre

arm, men taber til A. med venstre. De står atter lige, og A.

underholder med sine meritter:

  1. Under en sultevinter øjner A. fra en bjergtop frostrøg fra to

våger bag hinanden, langt ude, hvor han næste dag sammen med sine

brødre fanger edderfugle i den nærmeste våge så langt ude, at de

yderste øer ikke er synlige. På tilbageturen over isen overfaldes de

af en snestorm, der river isen op, og de må springe over en bred

revne i land. Her må de søge ly hos ægte indlandsboere, der beværter

dem godt med tørret renkød. Husherren kaldes ud af en grydemand, en kæmpe med ildsted el. gryde på skulderen, der

vil have hans datter. Vejret klarer samtidigt op, og A. og hans brødre bryder op.

De orienterer sig i landskabet, og mens de går hjemad, ser de nu og

da tilbage på forløbet af den forrygende slåskamp mellem den ægte

indlandsbo og grydemanden. Indlandsboen dræber grydemanden, der er en

af de største indlandsboere.

  2. A. besteg engang egnens højeste fjeld. Herfra fortsætter han mod

syd og møder en grydemand på en høj fjeldkant ved en fjord. De to kappes i stenkast. Grydemanden overtaler A. til at kaste mod en fjern

kajakmand, der rammes og dør. A. angribes bagfra af grydemanden, men

kaster angriberen ned af klippevæggen i afgrunden. A. har da dræbt to

mænd på een dag. Det har han aldrig gjort før eller siden.

  3. A. bestiger atter et højt bjerg og træffer på vej ned to mænd, en

gammel og en ung, der stirrer ud over havet mod nord. Den unge har

hørt en fjern lyd af en pustende hval. Den gamle lokker den på A.s

opfordring ind med en lokkesang for gråfisk og kan forudsige, at den

vil dukke op langt fremme i en elv. A. løber derhen i forvejen, men

hvalen svømmer ud igen, fordi en mand under dødstabu har harpuneret

den fra elvens anden bred. Den gamle, der er nået frem med den unge,

bruger atter sin lokkesang. Hvalen kommer atter op ad elven, passerer

forbi og standser, hvor elven er udvidet til en sø. A. harpunerer den

til døde. Mange mennesker strømmer til flænsningen. Desværre har A.

glemt sin flænsekniv, men han når alligevel at løbe den lange vej hjem

efter den, vække sine brødre, og nå tilbage, inden folk har taget fat

på flænsningen. Han skærer halvdelen af hvalen af til sig selv,

overlader den anden halvdel til de andre, men må redde den gamle, der

er ved at blive kvalt i mængden, og skære fangstparter ud til ham. A.

og hans to brødre bærer den halve hval udelt hjem.

  4. A. går over land mod syd. På solsiden af en elv fra

Tasersiaq-søen ser han ovre på skyggesiden en mængde dværge, der

ligesom han får øje på en kæmpelaks i elven. Begge parter harpunerer

den samtidigt. A. stemmer hårdt imod en fjeldknold for at hale laksen

til sig. Men han besvimer, og dværgene har halet den over til sig, da

han vågner. Han sætter i løb omkring søen, må op og ned ad mange

kløfter på skyggesiden, men når frem, inden dværgene har fået taget

sig sammen til parteringen. A. skærer midterstykket ud til sig selv.

Det vejer lige så meget fem spraglede sæler. Han bærer det hjem, og

hans familie har mad til lange tider.

  Efter A.s fortælling befaler hans vært, Q. sine husfæller at hente

flere messinggyldne bjørneskind til A., for A. er ikke noget rigtigt

menneske, mener Q. Q. tør ikke straks lægge sig til at sove, og han

vågner også længe før A. for at holde øje med ham. Men Q. har intet at

frygte. Til afsked forærer han A. to barder og to narhvalstænder, og

A. inviterer Q. på genvisit, inden han løber bort over fjorden, langt

hurtigere, end da han løb om kap med Q. A. holder sig hele livet i

indlandet, fordi han i sin tid dræbte en kajakmand.

Var.: Aqissiaq.

Hist.: Fortællingen gør omhyggeligt rede for

mange ældre skikke, afspejler behovet for hvalbarder og introducerer

de nye metaller, kobber og messing, i bjørneskindenes farve.

Tolkning: Aqissiaq, der betyder "rypekylling", er født i indlandet og

bliver stærkere og hurtigere end sin familie, der er blevet en slags

indlandsboere. Strukturelt ligestilles han med ægte indlandsboere, der

kun jager rener og ikke er ham fjendtlige. Og ligesom A. overvinder

deres husherre en af de største indlandsboere, en grydemand. A.

ligestilles også i styrke og hurtighed med kystboen ved fjordmundingen

(Q. = Ikersuarmiu'en), som ikke har kajak, men kun driver isfangst. En

anden landrace, dværgene, og hvalfangerne ved elven, der vist er

almindelige mennesker, er ham langt underlegne. Men de ægte kystboere,

dvs. slægtninge til hans bedstefar og dem til kajakmanden, som

grydemanden lokker ham til at dræbe, frygter han. A. er m.a.o. hverken

et rigtigt menneske (kystbo) eller en ægte indlandsbo. Han er et

menneske født i indlandet med overmenneskelige kræfter til lands og

over is. Moralsk er A. et godt menneske, skønt potentielt så farlig

for sine egne, at hans far mener det nødvendigt at lade ham erkende

sin styrkes begrænsning i kappestrid med Q. A. afbalanceres da først i

forhold til Q. og dernæst til den ægte indlandsbo, der begge er gode.

Grydemanden er ond og besejres. Og A.s morfar, som han har navn efter,

blir ond af misundelse og starter den blodhævn, som A. genoptager

under grydemandens onde indflydelse. Men blodhævnen udvikler sig ikke

yderligere, fordi A. aldrig siden vover sig ned til kysten.

Redaktør: Søby, R. M. og renskriver: Otto Sandgreen.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "arnagtartoq" / arnattartoq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Den, der drømte om de døde / Den der tog ophold i det ene hunvæsen efter det andet.

Det berettes om et menneske, at da han døde kunne han ikke længere huske hvem hans kvinde var.

Så blev han en hund og fik ofte mad fra husene, hvor han varmede sig og derefter stjal mad fra. Da folk blev trætte af ham, kastede de ting efter ham. Og da han så for alvor blev ramt, så han et voldsomt lysglimt. Så ville han ikke være hund mere.

       Han forvandlede sig så til et rensdyr. Men ikke til en ren, der var hurtig til bens. De (andre rensdyr) gav sig så til sidst til at lære ham op med den besked, at han skulle prøve at strejfe himlens navle med sine klove. Han begyndte så så småt at komme efter det. Han løb snart lige så hurtigt som sine fæller, og de lærte ham hvad han skulle spise, nemlig jordens lave vækster, rensdyrlav. Det spiste han så af og begyndte af få talg på kroppen.

       En stor ulv gav sig til jage rensdyret, der vadede ud i havet, hvor kajakmænd fangede det. De gemte dets kød i en kødgrav af sten. Her levede han så sin gravtilværelse. Da det blev vinter begyndte han at længes efter at blive afhentet, og da de hentede kødet blev han meget glad. De fjernede kødgravens dæksten og gav sig til at skære i det for at spise marven i dens ben. Da han kom ud af kødgraven blev han en ulv.

       Så begyndte hans liv som ulv. Heller ikke denne gang var han specielt hurtig til bens. Hans fæller var i gang med at æde af det de havde fanget, inden han nåede frem. Til sidst spurgte han dem: "Hvordan bærer I jer ad med at løbe så hurtigt?"

"Ved at sparke til kimingen med vores bagben."

       Så vandt han frem, kom foran og kunne indhente renerne.

       "Nu gider jeg ikke mere være ulv", og så blev han en hvalros. I starten kunne han kun svømme nær overfladen, så han blev meget sulten og efterhånden døden nær, fordi han ikke kunne dykke i dybet.

       Så fortalte de andre (større) dyr ham: "Du skal sparke mod himlens midte."

Han sparkede så kraftig mod himlens midte at han ramlede lige med hovedet mod havbunden. Men så vidste han ikke hvad den skulle spise. Muslinger, sagde de andre hvalrosser.

       Så spiste han ellers alt det den kunne. Til sidst, da havisen blev meget tyk, forlod de andre dyr ham, og han dykkede op og ned via sit åndehul.

       Senere blev han til en sæl. Da begyndte han at opdage mennesker, der var på åndehulsfangst. Han kunne nu se lapningerne på det menneskes kamiksåler, der var på åndehulsfangst. Han dukkede så kun en smule op (idet han kun holdt fast?) med sine forluffers lillefingre, og da han var en stor åndemaner / angakkoq gemte han sig gang på gang under storetåneglene på åndehulsfangerne.

       Men til sidst, engang han lige kiggede op, var det et menneske uden negl på storetåen, som fik øje på ham, harpunerede og fangede ham. Mennesket tog sælen med hjem og bragte den ind i huset.

       De gav sig til at flænse sælen. Da mennesket kastede dens lunger til side, fulgte han med og blev til et foster i fangerens kone. Derinde boede han så, det blev hans hus, med navlen som vindue og hendes kønsdele som husgang, og man siger at han havde sin vandbeholder oppe over husgangen.

        Mens han opholdt sig inde i mennesket rensede han gang på gang dets indre. Og mens han var derinde så han en stor hund, der gang på gang dukkede op i husgangen. Det var altså fordi de havde samleje.

       En anden gang fik han øje på en stor krabbe, og det vist sig at være kvindens amulet.

       Da flygtede han og kom til at vælte vandbeholderen, og det var jo fordi han nu endelig blev født.

Oversat af Apollo Lynge.

Var.: Navagiaq; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 44 - 45.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 49 - 50.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Fortællerens kones mor, Perqewk (Peqquk) var som voksen udsat for arnangneq / arnanneq. Det var fortællerens faster og hendes mands barn, der var taget på besøg i hende. Barnet døde før det blev et år, og Peqquk drømte at hun var et spædbarn, der længtes så forfærdeligt efter "sine forældre" at hun hverken kunne spise eller drikke. Men hun var flov over at det var sket hende så gammel hun var, og først da hun var ved at dø og gik til bekendelse, fik hendes gamle mor givet besked til det døde barns forældre. De kom med vand og noget af deres egen mad. Peqquk drak og spiste med glæde, fik flere foræringer og kom sig endelig helt igen.

Hist.: Historisk fortælling fra ca. 1900.

Kommentar: Bogstaveligt betyder arnangneq snarest "det at søge sig en mor". Samme tankegang går igen i myten om Navagiaq og i navneopkaldelsen.

se: Navagiaq; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3.

Oversættelse af renskriften ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Fortællingen om den gamle kone og hendes datter.

Det fortælles, at der i gamle dage boede en gammel kone og hendes datter på nordsiden af Inussuk lidt nord for Ilimanaq / Claushavn. De havde andre bopladsfæller, og de ernærede sig udelukkende ved bopladsfællernes fangst. Et forår lod alle bopladsfællerne dem tilbage alene på stedet for, at de skulle sulte ihjel. Da de efterlod dem, kunne datteren ikke gøre andet end at gå hen til bopladsfællernes forrådsgrave for at søge efter noget spiseligt. Da hun fandt noget, tog hun det med hjem for at koge det. Hun gik ned til stranden efter saltvand, og da hun ville øse noget op, kom der en haj ind til hende, og da den nu var kommet, blev hun bare stående. Så sagde hajen: "Jeg vil gerne være jeres fanger." Hun gik op for at give sin mor besked, og da moderen gik med til det, gik hun ned igen til hajen og sagde: "Jeg skulle sige, at du godt kan være vores fanger." Hajen gik op og kom ind i huset. Næste dag tog den på fangst og kom tilbage med en sæl, den havde fanget, og konen og datteren blev glade, for nu skulle de ikke sulte ihjel. Snart lagde de kød op fra fangsten, og da det var blevet til en hel del, sagde hajen: "Lad os tage over til den lille ø dernede og tørre kødet." "Jamen vi har ikke noget at ro derover i," sagde dens kvinder. "I har jo mig. Bring nu kødet ned til stranden," sagde hajen. Kvinderne bar kødet derned, og hajen gik i vandet, flød i vandskorpen og sagde, at de skulle læsse kød på dens ryg. Så fyldte kvinderne dens ryg op med kød, og hajen brage det over til øen uden at dykke, og det gjorde den flere gange. Da den havde bragt det hele over sagde den: "Jeg skal også fragte jer over." Først bragte den den gamle kone over og derefter datteren. Så tog de fat på at tørre kød, og først på det tidspunkt, hvor de havde en stor bunke kød, begyndte deres bopladsfæller at sige til hinanden: "Måske er den gamle kone og datteren allerede sultet ihjel, kom, lad os tage hen og se til dem." Så tog to kajakmænd af sted for at se til dem, og da de nærmede sig stedet så de, at de havde det godt. Da kajakmændene ankom tog kvinderne meget venligt imod dem og bad dem straks op på noget at spise, og de gik med op og spiste sig mætte. Kvinderne fortalte nu, at de ikke manglede noget, fordi en haj fangede for dem, og da kajakmændene kom hjem, fortalte de, at dem de havde tiltænkt sultedøden havde masser af mad, fordi de fik hjælp af en haj; bopladsfællerne tog nu hjem.

De to kvinder tog tilbage til fastlandet igen, og nu holdt bopladsfællerne meget af dem, fordi de blev klar over, at deres fanger kunne klare al slags vejr, selv en kraftig storm. Da det var ved at blive efterår, holdt hajen sig nu og da hjemme, fordi de nu havde kød nok til forråd. En aften hvor hajen var hjemme og lå og gassede sig på briksen mellem sine kvinder, blev den urolig og begyndte at kigge ud, selv om der var mørkt derude. Så ramte en pil den i siden, og det gjorde forfærdelig ondt, da den gamle kone prøvede at trække pilen ud, men da så datteren fik trukket den ud, gik hajen udenfor, og da kvinderne fulgte efter ham ud, så de at to inorutsit / inoruseq'er / landånder / indlandskæmper tog flugten. Så forfulgte hajen dem, nåede dem, slog dem omkuld med sin hale og dræbte dem begge. Derefter kom den hjem. Derefter fangede den godt hele vinteren.

Vinteren gik, foråret stundede til, og da foråret kom, ville bopladsfællerne slet ikke forlade dem, for nu havde de jo én til at fange for sig. De nød godt af hajens fangst, når det stormede kraftigt, og hele sommeren havde de overflod af mad. Da efteråret var på vej, blev hajen efterhånden trist til mode, og da kvinderne spurgte ham hvorfor, sagde han ikke et ord. Men da de blev ved at at spørge ham, svarede han: "Det siges, at kaskelotterne / kaskelothvalerne snart vil æde mig, og det er derfor jeg sørger af medlidenhed med jer." En dag han tog på fangst kom han ikke tilbage, for kaskelotterne havde ædt ham, og kvinderne sørgede inderligt, fordi de nu ikke længere havde en til at fange for sig, og da de derefter ingen maddepoter havde, led de meget og sultede langsomt ihjel.

Var. søg på: Hajfisken som forsørger.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 99.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

  Den feminine mand.

M. Denne mand opførte sig fulstændig som en kvinde, og når de unge kvinder havde brug for hjælp med noget, som for eksempel med syning, henvendte de sig til ham, fordi han kunne hjælpe dem ved at forklare, hvad de skulle gøre ved tilskæring af skind til kvindepelse eller kvindeanorakker af sælskind. Og når de manglede skind til skindbroderi eller flettet senetråd, henvendte de sig bare til Arnaasaq.

   Det fortælles, at når Arnaasaq tog sin pose op og ledte efter det, som de manglede, kunne han altid finde det til dem, fordi han altid sørgede for at have noget i reserve.

   Og når han sov om natten, rørte han aldrig de unge kvinder, selv om de sov lige ved siden af ham. Men han kunne ikke altid lade de unge mænd være i fred, hvis de sov i nærheden af ham. Efter at han var død, blev det efter et godt stykke tid skik blandt især de yngre fangere, at de, når de var på vej på fangst og gerne ville have et godt udbytte, vendte sig i retning mod hans grav og gjorde samlejebevægelser og råbte til ham: Arnaasaq, vi kommer for at have samleje med dig! Og så hændte det at de fik held med jagten.

   Det siges, at Arnaasaqs grav befinder sig i Ueerteq, nord for Tasiusaq.

Hist.: Historisk begivenhed fra 1800-tallet.

Kommentar: Seksualitet og fangst var tæt forbundne. En almindelig tanke var den, at kvinder tiltrækker fangstdyr. Ligeså at døde mennesker kan skaffe de levende fangst. Her er det så en død homoseksuel mand, som man lokker for, for at han skal skaffe dem fangstdyr. Der er meget få fortællinger om homoseksuelle mænd og lesbiske kvinder. Det siger intet om, hvor mange der procentvis var eller om hvordan man så på den slags. Denne fortælling her er jo ganske munter.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 158 - 159: Qimugsimik arssáutut, fortalt af Martêraq.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Fortælling der knytter sig til underholdende udfoldelser.

Resumé:

Det ene hold søgte at køre den sandfyldte sælskindspose så langt væk, at det blev mest muligt besværligt for det andet hold at bringe bolden hjem igen.

En deltager forsynede engang sine hunde med så brede seler, at han kørte fra alle med bolden, også sit eget hold, så længe mod nord at ingen til sidst turde følge ham. Man gættede på, at han var nået fra Kingittoq ved Upernavik 350 km. nord på til Kullorsuaq.

Hist.: Formentlig en historisk hændelse. I vestgrønlandske fortællinger fra den sydlige kyststrækning placerer man gerne boldspil af denne slags langt nordpå - også langt nordligere end grænsen for kørsel med hundeslæder (Sisimiut). Måske var denne leg mellem bopladser mere udbredt i det nordlige Grønland - i det mindste i 1800-tallet.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Atdlarneq nerrersôrssuaq".

Trykt på vestgrønlandsk i Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 21 - 23 og i

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 144 - 146: "Atdlarneq nerrersôrssuaq" / Allarneq nerrersoorsuaq.

Resumé:

Allarneq ("klaringen") har let til fangst. En dag ror han sydpå og

standser ved et næs, hvor han ser et hus. Mens han venter i skjul,

kommer en kvinde ud med gult topbånd og gule sømme på klæderne. Lidt

senere kommer endnu en og til sidst en tredje kvinde ud af samme

udseende. De bærer alle tre et fad i hænderne. Han går inden for og

beværtes rigeligt, men gemmer sig bag skindtapeterne, da kvinderne

udtrykker ængstelse for deres erhverver, der er på vej hjem. Denne

lugter A., der må give sig til kende. Manden har kinder af kobber og

truer A. med at tæve ham med dem, hvis han ikke spiser en overdådig

mængde mad, der sættes frem for ham: En sæk ammassætter med spækket af

en halv sortside, en halv råfrossen sortside, en hel tørret sortside,

og til hver servering en hel spand vand. A. føler sig endelig rigtig

vel tilpas og mæt, men havde ædt sig ihjel, hvis han ikke forinden

havde slugt et græsstrå. Efter nattesøvnen ror han hjem.

Var.: Allarneq.

Hist.: Kobberet eg dets gule farve præger denne variant, der kan være

påvirket af "prinsesse Guldhår og de tre bjørne" og norske

folkeeventyrs trolde, der lugter kristenblod.

Mest sandsynligt er fortælleren Niels Mikiassen identisk med Nis Mikias fra den danske menighed i Nuuk.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Indledning.

Det fortælles, at hedningene lavede tupilakker (tupilak) ved at sammensætte forskellige knogler. De satte knogler fra alle slags sæler sammen med knogler fra alle slags fugle. Så prøvede de at vække dem til live efter at have anbragt dem ved bredden af en elv. Når de blev levende, sagde de navnet på den person, de bar nag til, eller som var deres fjende, og som de gerne ville have dræbt, og de lod dem tage af sted, ikke for at fange, men for at dræbe. På den måde dræbte de ikke-kristne / udøbte deres stakkels medmennesker ved deres slette vaner.

Desuden øvede de sig i at blive åndemanere (åndemaner / angakkoq), så de kunne udøve trolddomskunster. De kunne udøve deres kunster, når et menneske blev sygt, for at det skulle blive rask. Når disse mennesker blev raske, betalte de åndemaneren med forskelligt de kunne skaffe. Sådanne åndemanere udnyttede deres uvaner og løj for deres medmennesker. Nogle af dem sagde, at de havde været et helt andet sted, og andre sagde, at de havde været på andre bopladser. Og andre havde en masse planer. Endvidere var der andre, der øvede deres kunst, når de kom ud for misfangst, ved at sige, at de tog ned til Havets Mor, hvor de fik forskellige ting af hende og stak deres stakkels fæller en masse løgne.

Men der fandtes også rigtige åndemanere, der blev hjulpet af Toornaarsuk (her vist i betydningen djævelen, den onde, AL.), da denne havde givet dem magt. Jeg har også selv hørt, hvor man opøvede sig til åndemaner, og hvor vi selv, tre personer, var med til at fremlokke en råben, som vi blev bange for og flygtede fra. Det var et sted i en stor sø.

Hist.: Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.

Bemærk fortællerens skelnen mellem ægte åndemanere med forbindelse til kristendommens djævel, og de andre, der bare lyver og bedrager.

s. 188v

De udøbtes vaner og overholdelse af taburegler / Nalusut ileqqut aamma allernik.

Det fortælles, at en mor fastede når hun havde født en dreng. Hun holdt næsten op med at spise, kun en enkelt bid om dagen og dertil drak hun meget lidt vand i en muslingeskal, og familien hentede kun vand, mens de andre endnu sov. For at drengen skulle få det let med fangstdyrene, udstyrede de ham med forskellige amuletter af forskellig ben eller sten, forskellige smågenstande, og da de troede så meget var de så heldige heldigvis at nyde godt af dem.

s. 188v: De forsøger også at opklare anngiaq / aama anngiarsiortarput.

Hvis en kvinde blev gravid uden for ægteskab og aborterede, når fosteret først lige var bgyndt at vokse i hendes mave, kunne hun fortie dette for sin familie og andre mennesker. Og åndemaneren / angakkoqen begyndte at mane ånder og forsøgte at afsløre det skjulte. Åndemaneren gik hele vejen rundt inde i huset og greb noget som han holdt ind mod sig og spiste noget af, og derefter kastede han resten mod denne kvinde. Genstanden ramte hende lige på issen og viste sig at være en stor klump blod. Denne kvinde blev så nødt til røbe sin hemmelighed om, at hun havde været gravid uden for ægteskab, og det fortælles da også, at kvinden derefter blev meget skamfuld, når hendes hemmelighed var blevet afsløret.

Kommentar: En del fortællinger i denne base: søg på anngiaq.

s. 188h.

Qilaamaannartut: Dem der brugte qilaneq-metoden.

En der kunne afsløre det skjulte gjorde således: Hans hoved blev bundet ind sammen med en genstand som man kunne bruge som en slags løftestang (en kammiut / støvlestrækker (ifølge andre fortællinger, AL)). Man forsøgte så at få hans hoved til at bevæge sig ved at løfte stangen flere gange. Når personerne så begyndte at kunne "se" skjulte forhold, blev det svært at bevæge hovedet. Så fortalte personen hvor man kunne finde det, som man søgte efter. Og når de så fandt genstanden, beundrede og priste de andre sådanne medier.

Kommentar: Kendt diviniationsteknik fra hele eskimoområdet. Om hovedet skal føles tungt eller let for at bekræfte en formodning, veksler fra sted til sted. Men det er usædvanligt at man, som her, udtrykkeligt nævner at metoden er et middel til at "se" det der er skjult for andre (angakkoqens mest karakteristiske evner ifølge alle eskimoer).

s. 188h.

Nerfallartuumasut : Dem der altid lægger sig på ryggen (med et dække over og arbejder sig op i trance. Se Kaaralis tegning i Tahlbitzer 1941 (The Ammassalik Eskimo, II, MoG bd. 40:710).

Nogle åndemanere / angakkoq / lå på ryggen når de manede ånder, og det fortælles at når de gjorde det kunne de finde ud af og finde frem til mange ting. Nogle ting kunne være taget med til et andet sted, så man ikke længere vidste hvor de var. Liggende på ryggen kunne åndemaneren så se genstandene fra det skjulte. På den måde fik de da nytte af sådanne personer til at opsøge genstande som var blevet væk for en.

Kommentar: Metoden brugtes også i Ammassalik-området, fx af Kaakaaq, ID. 1260, ID 1702, og ifølge Holm 1972: 127 af alle angakkut om sommeren (hvor mørkelægning dårligt lod sig gøre)

188h-189v

De brugte også amuletter

Forskellige almindelige ting som sten, ben, træ og bark brugtes som amuletter. Det fortælles også at de desuden brugte deres afdøde bedstemoder som amulet. Nogle havde deres amulet på halskanten af pelsen og fik hjælp af den hvis de mødte en fjende, der ville dræbe dem ude i kajak. Andre brugte amuletterne til at dræbe andre med som de mødte, og som ville øve vold eller det der var værre mod dem, og sådan blev de reddet fra deres (voldsmændenes) greb.

189v

Deres åndemanere plejede at gøre følgende:

Det fortælles, at de under åndemaning forsøgte at øge andres dygtighed til forskellige gøremål på forskellige måder: Nogle ville de gøre til bedre fangere ved at lade dem sluge en harpunspids, mens andre trak i dens fangstline. Når en armslængde blev trukket op, placerede de sig med den i en mørk krog og "fødte" den del som de stadig havde i maven, og derefter satte ejeren den på igen. Sådan blev denne mand bagefter i stand til at fange endnu flere sæler. Den åndemaner / angakkoq der plejede at gøre sådan hed Amitsukujooq (den lange, smalle), og det fortælles at han plejede at udføre forskellige kunststykker. Det fortælles også at han siddende på stranden fremsagde sit ijajaa, ijajaa, og på den måde fik de kroge til at vende tilbage som han havde mistet, da de sank.

Kommentar: Kunststykket med harpunspidsen forekommer i flere fortællinger, men altid med åndemaneren som den der sluger og "føder" (eller tisser) den (ud) igen.

s. 189

Det berettes også at de sang nidviser mod hinanden (ivertut).

De sang nidviser eller (rettere, de) mødtes til festlige sammenkomster. De ankom til en anden boplads enten med konebåd eller, hvis bopladsen lå på samme land som deres eget sted, gående over land. Når de kom frem sang de først nidviser mod dem ude fra bådene (eller uden for huset, ? BS), og først derefter gik de ind til dem i huset. Når de kom ind blev de modtaget meget godt og blev budt på dejlig mad. Først efter det hyggelige samvær gik de udenfor huset eller teltet og, når de havde fået modstanderen til sæde på jorden, tog de fat på sangkampen. Modstanderen lagde ud ledsaget af sin husstand med en sangdans til eget trommeakkompagnement og han sang den nidvise han havde digtet om sin modstander til lejligheden. Den førstes husstand samledes for sig, og det samme gjorde modstanderens husstand. Udfordreren havde opsamlet og sat melodi til sin sang om modstanders uheldige sider og egenskaber, som han havde hørt om og fundet frem til, og når han nu sang, måtte modstanderen vedkende sig sine svagheder. Når de nåede frem til de mindst flatterende sider, og modstanderen nægtede at vedkende sig sine "værste" sider, gik en anden ind i sangkampen og tog det på sig at vedkende sig selv disse sider.

Når udfordreren ikke havde flere nidviser, svarede den udfordrede på samme vis ved i sin sang at blotlægge de værste egenskaber hos sin modstander. Sådan, siges det, sang man hinanden på og overfusede hinanden. Mennesker, der således sang nidviser mod hinanden, kaldte man sangkampfæller.

Hist.: Stedfortræderen der påtager sig den udfordredes værste sider er en usædvanlig oplysning. Se ellers Inge Kleivan: Song Duels in West Greenland, Folk Vol. 13, 1971, og Jens Rosing: Kimilik, Kbh.: Gyldendal 1970.

189v-190v

Hedningenes forskellige slette vaner.

De prøvede sig hele tiden frem med nye metoder, hvad enten de prøvede at få flere dyr i havet eller på land eller at jage dem bort fra land eller hav. Det siges, at dengang den sydlige del af landet var meget rigt på rensdyr, mens den nordlige landsdel var fattig på dem, kunne nordgrønlænderne ikke gøre andet end at lave en lille slæde af træstiverne fra en grav og slæbe den nordover, hvorved  rensdyrene fulgte med og blev trukket nordover, og den sydlige landsdel blev tømt for rensdyr mens den nordlige blev meget rig på dem. Ja, man må undre sig over de forskellige ting hedningene foretog sig.

Hist.: Det står ikke ganske klart om grænsen mellem syd og nord er den mellem de to inspektorater (ved Sisimiut), eller en sydligere.

I 1700-tallet havde det sydligste Grønland og ligeså Nuuk-egnen rige bestande af rener. Senere forsvandt renerne totalt fra det sydligste Grønland.

Kommentar: Det er interessant at lokal-etniske forskelle bruges som forklaring på ændrede naturforhold.

Det afhænger i høj grad af situationen om dele fra en grav menes at tiltrække eller skræmme vildtet.

s. 190v

Også om morderes skikke

Når de havde begået et mord ude i kajak skar de den myrdede i stykker ved leddene og spiste en bid af den myrdedes lever for at den myrdede ikke skulle krybe ind i morderens krop. Når de undervejs hjem fangede en sæl, lagde de den op bag på kajakken med hovedet pegende agterud, og på den måde vidste bopladsfællerne at vedkommende havde begået et mord.

Når en kajakmand føst kom hjem efter mørkets frembrud var husfællerne nysgerrige efter at se, hvordan vedkommende ville komme ind i huset. Hvis han kom ind med bagdelen først over tærskelen fra husgangen, drak de af spæklampens brændetran for ikke at blive hjemsøgt af den myrdedes ånd. Så vidste husfællerne at de havde dræbt et menneske.

På denne måde dræbte hedningene deres stakkels medmennesker, ligesom dyrene gør det.

Kommentar: Ritualerne svarer til beskrivelser i andre kilder fra Vest- og Østgrønland. Om Mikiassen har læst sig til sin viden eller fået den gennem mundtlig overlevering, kan ikke afgøres.

I slutningen af teksten veksles der noget uklart mellem ental og flertal. Men det må være morderne der kommer baglæns ind og sikrer sig med indtagelse af lampe-tran.

Den bagvendte manér genkendes også fra østgrønlandske beskrivelser af en "hjemvendt" (fra at have været savnet i kajak i flere dage), en angerlartoq. Se spec. Victor.

Redaktør: Lynge, Kristoffer.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 80 - 86.

Trykt første gang i Atuagagdliutit 1934 - 35, nr. 16, s. 124 + nr. 17, ss. 134 - 135 + nr. 18, ss. 139 - 140: Augpilagtoq.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Beretningen om Aappilattoq

Dagene var ved at blive lidt længere med rigtigt frostvejr og sne hver dag, og vinden lagde sig. Først dækkede grødsneen havet og så frøs det til. Aappilattoq fortsatte med at ro i kajak så længe, det kunne lade sig gøre for isen. Da han holdt op med det, manglede de ikke mad, fordi de havde hans store reserver af grønlandssæler at leve af. Langt om længe blev dagene rigtig lange, og nu begyndte det at knibe med madreserverne, og Aappilattoq kunne ikke holde sig hjemme i ro. En morgen de vågnede ville han søge efter fangstdyr i den nordligere store fjord, og han tog af sted før daggry. Han fulgte fjorden langs den nordre kyst på solsiden, og da han nåede bunden af fjorden, fulgte han skyggesiden udefter, men uden at se et eneste dyr. Han kom hjem langt ud på aftenen, og den dag fik de så intet at spise. Næste morgen stod han endnu tidligere op. Den dag nåede han helt ind til bunden af den store sydligere fjor, Ameralikfjorden, og denne gang så han heller ikke et eneste dyr. Da han kom hjem og skulle til at aflive sin gamle hund, glædede han sig så meget til at spise, at han skar sig et stykke af hundens side, mens den endnu var levende, og fik sig sådan en forsmag på kødet. De spiste hunden, da den var blevet kogt. Næste morgen tog Aappilattoq nordpå, fordi han endnu ikke havde forsøgt sig på deres nordside. Da han nåede den nordlige kyst, fulgte han denne mod vest, og da han skulle til at runde et lille næs, mærkede han en stærk duft af kogt mad. Da han rundede næsset og så en lille vig, var der en masse huse. Beboerne dér så ikke ud til at lide af mangel på mad: Isfoden neden for husene var helt rød af blod. Da beboerne i de mange huse blev alarmeret, strømmede de ud og begyndte straks at kalde ham op og invitere ham ind i deres huse. Aappilattoq så en masse lomvietarme, der var smidt på deres møddinger, og da han spiste løs af dem, hørte man ikke andet end slubrelyde, og det selv om man sagde, at det var affald, og at han hellere måtte komme ind og få noget rigtigt at spise; men det var som om han intet sansede. Han kom først til besindelse, da de kaldte højlydt på ham. Da han var kommet ind i et hus, og de satte mad frem, kunne han kun spise lidt, fordi han allerede var blevet mæt af alle lomvietarmene. Da han skulle hjemad fra sit gæsteri på stedet, sagde de så: "Flyt nu hertil." Han kom derfra med al den mad han kunne bære. Da han var roet sydpå og kommet hjem, sagde han til sine husfæller: "Her sidder vi i nød og mangler mad. Lige nord for os bor der mange mennesker, og deroppe mangler de bestemt ingenting."

Næste dag gjorde de sig klar og flyttede op til dem, og da de var kommet til Kangeq manglede de ikke længere mad. De der havde lyst til at jage sæler, fangede sæler, og de der ville jage lomvier, fangede lomvier. De mærkede ikke engang, at dagene blev længere, da der aldrig manglede fangstdyr.

Engang da foråret nærmede sig, overvejede Aappilattoq først at tage på sælfangst, men da han tænkte sig om, tog han af sted på lomviejagt sammen med sin unge søn, der først for nylig var begyndt at ro i kajak. Da de sammen med mange andre kajakmænd fra Kangeq nåede ud til de mange lomvier og var kommet godt i gang med at fange dem, skræmte Kangeq-mændene en lomvie, så ingen af dem kunne ramme den. Hvem mon ville ende med at ramme den? Hver gang lomvien havde stukket hovedet i havet tog den en anden retning. Og når de kastede fuglepilen uden at ramme, padlede den rask af sted med fødderne og drejede rundt om sig selv, og den padlede hen imod Aappilattoq og søn. Da så Aappilattoq's søn fik held til at få den foran sig, lykkedes det ham at ramme den med fuglepilen. Da blev alle de andre kajakmænd helt tavse: ingen af dem sagde en lyd mere. Langsomt begyndte de at afskære Aappilattoq og hans søn vejen. Der var ikke længere nogen kajak nær dem, da kajakmændene dannede en stor rundkreds om dem i en stor radius, og langsomt,lavmælt og vredt brummende kredsede sig ind mod dem. Aappilattoq's søn flygtede hen til ham og ville kun være lige op og ned af ham, og Aappilattoq havde helt ondt af ham. Da kajakmændene aldeles havde omringet dem og helt sikkert ville dræbe dem, følte han efter det, han bar i pelskanten på sin hætte, og han fandt den og puttede den i munden. Først da den absolut ville ud af hans mund, spyttede han den ud og kastede den mod de mange kajakmænd, mens hans sagte hviskede et eller andet. Dårligt havde han sagt det, så begyndte alle kajakmændene at vende bunden i vejret efter tur, og da de væltede rundt fra de nærmeste af, var Aappilattoq og hans søn til sidst de eneste kajakmænd tilbage. Da hans amulet, en lille lemming, havde dræbt dem alle, sprang den hen til hans kajak og var oversmurt med blod. Han tog den, rensede den for blod og gemte den. Så var de blevet fjender med halvdelen af mændene på Kangeq, men da der ikke var anden udvej tog de hjem alene. Og nu hvor de var blevet fjender med deres bopladsfæller, holdt de sig på afstand.

Mens de spændt afventede hvad der ville ske, vågnede de op en dag, hvor kun stormens tordnende og susende lyde kunne høres. Da Aappilattoq gik ud så han, at stormen kom fra nordvest, og at havet gik i stærke dønninger. Op ad dagen hørte man én gå ind ad husgangen, og ind kom en stor dreng. Da han var inde sagde han: "Jeg skal sige, at Aappilattoq og hans søn skal komme på besøg i huset med de tre vinduer." Da han var gået, måtte Aappilattoq og hans søn gøre sig klar, og da de havde strammet alt, der kunne strammes, gik de ud. På vej hen mod huset de skulle ind i sagde Aappilattoq: "Når vi går ind, vil du se en trætallerken fyldt med lutter netsidelever, og det er, hvad vi skal spise. Når jeg kommer ind og går hen til den, tager jeg et stykke fra fadet og spiser det, mens jeg langsomt går rundt på gulvet. Sådan må du også gøre." De kom så ind i det store hus med de tre vinduer, hvor både endebriksen og vinduesbriksen var fyldt med mænd, og de så også en trætallerken midt på gulvet fyldt med lutter netsidelever. Straks Aappilattoq var inde, gik han hen til tallerkenen, tog et stykke og spiste det, mens han langsomt gik rundt på gulvet sammen med sin søn, der også spiste et stykke, og ingen i huset sagde noget. Lige da de kom ind så de faktisk en meget gammel mand, der lå på maven og kiggede udad, og hvis hoved var helt dækket af hvidt hår. Mens alle stadig tav, faldt et stort sykke af loftsbeklædningen af muldjord ned, så den helt dækkede trætallerkenen fuld af lever. Da det skete, og før nogen andre sagde noget, sagde den gamle mand, som den eneste i huset, efter at have kigget rundt på sine husfæller: "Sådan som sydlændingene er, bør man ikke efterstræbe dem, for de bliver ikke opdraget på helt almindelig vis. Når loftet, der er stivfrossent, falder ned helt af sig selv, risikerer I bare at blive dræbt allesammen. Hold nu op med at efterstræbe dem, for de sydlændinge kan ikke være opdraget som alle og enhver." Derefter var der ingen der sagde noget. Aappilattoq og hans søn fortsatte med at gå rundt på gulvet, men da ingen andre sagde noget, gik de til sidst ud af huset. Derefter ventede de forgæves på, at et eller andet ville ske, men til sidst stundede foråret til, og Aappilattoq gik i gang med at ordne redskaberne til sin konebåd.

En dag vågnede de til et strålende vejr. Da bopladsfællerne var taget på fangst, skyndte de sig at gøre deres husgeråd klar og tog af sted nordpå. Når de havde rejst hele dagen slog de først lejr langt ud på aftenen. Når det var godt vejr rejste de så længe, det var lyst, og de slog først lejr langt ud på aftenen. Det fortælles, at da Aappilattoq flygtede, fordi han havde fået for mange fjender, fandt han sig først en vinterboplads oppe ved Aasiaat, og det fortælles videre at Aappilattoq ikke siden blev udsat for fjendtligheder, men først døde, da han han var blevet gammel og tiden var inde til det.

Her slutter fortællingen.

Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq nr. 167 (til dels); oqalugtuaq Augpilagtuârssuk; Aappilattoq Kristian; se også episoden med amuletten i fx Tiggaaq, Rejsen til Akilineq

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 72.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Den store åndemaner i Aappilattoq.

Dengang Itakillik boede i Saveerneq, var en af hans husfæller rejst på besøg i Aappilattoq og havde taget sin kone og et par børn med.

   Saveerneq var almindeligvis et strømskåret område, og ofte var det umuligt at bruge nogle af hundeslædevejene. Da det var på tide, at denne hundeslæde skulle ankomme fra Aappilattoq til Saveerneq, var det blevet umuligt at lægge til nedenfor huset, hvor man ellers plejede at komme op. Stedets ældste, Itakillik, der havde holdt øje med stedet og ventet på, at de skulle komme, sendte nogle derned for at råbe til dem, at de skulle lægge til et andet sted, og de opdagede, at man ikke længere kunne bruge slædesporet, og at isen nu drev afsted med dem. De løb efter dem og råbte efter dem for at få dem til at lægge til et an-det sted, men slæden faldt ned, og disse mennesker kom ind under isen.

   Da de skulle til at græde over de døde, forbød Itakillik dem det, fordi han først ville være alene på det sted, hvor de faldt i vandet, og først hvis der ikke var noget at gøre, skulle de græde over de døde. Han lod alle sine fæller gå op til huset for selv at være alene ved ulykkesstedet.

   Da Itakillik var blevet alene dernede, kunne de høre ham sige noget, og Saveerneqs fjeld, Inussugaarsuks fjeld og Akunnaarsuks fjeld, der ellers lå langt fra hinanden og ikke kunne give ekko, begyndte så at svare utydeligt igen, når han sagde noget. Hver gang de kunne høre Itakillik sige noget, hørte de fjeldene svare ham. Da han råbte til sine fæller, at de forulykkede var reddet, kom de og så, at han havde fået dem allesammen op. Og ingen af dem havde lidt overlast. Han forbød dem at tale om det skete, fordi flere af dem allerede var døbt. Derfor tav de. Og først senere begyndte de at fortælle om det, der var sket.

   (Da Itakillik blev døbt, fik han navnet Samson. Han døde i 1872, og dengang mente de, at han var omkring 62 år gammel).

Hist.: se ovf.

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 103 + 105: Awalâp syuligtêwtai.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 73 - 74.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 81 - 82.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Fortællerens bedstefar, Awalaq / Avalak var åndemaner og giftede sig med Akewiaq / Akuia med et dårligt rygte. Det kunne hun gøre til skamme, sagde han, ved at føde ham seks drenge og en pige. Hvilket hun så gjorde omkr. midten af 1800-tallet.

Awalak blev en anden gang bedt om at hjælpe fortællerens forældre under en børnesygdom, der havde ramt deres to døtre og eneste søn. Awalak gav moderen mulighed for at vælge en af dem, som han kunne få til at overleve. Under det pres valgte hun den ældste, drengen, hvorefter Awalak gjorde og sagde som om han overførte drengens sygdom til pigerne. De døde, drengen overlevede.

Da moderen igen blev gravid, sagde Awalak, at hvis det blev en pige med en klonegl på storetåen skulle hun hedde Angajagdleq. Hvilket skete.

Var.: Marteeraqs egen nedskrevne version: Avangnâmioq 1955: Avalak.

Hist. Historisk fortælling fra begyndelsen af 1900-tallet.

Kommentar: Der findes en længere fortælling om Angajagdleq / Angajalleq. Søg på denne. Vedr. navngivning se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 19 (genfortalt af H.Lynge)

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 21.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Fordi Juuntaat var af blandet herkomst og hans plejefar Makkorsuaq mente, at det var skadelig for hans fangst at komme i berøring med ublandede europæere, blev Juuntaat allerede som 14-årig sat til at klare al handel med europæerne.

Hans Lynge giver derefter en karakteristik af blandingsfamilien, der var stolte af deres danske afstamning, havde stor selvfølelse og var næsten mere konservativt grønlandske end alle andre.

Hist.: Historisk.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 157 - 158 (forkortet version fortalt af Martêraq: tigdluûneq / tilluunneq).

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Fortælling der knytter sig til underholdende udfoldelser.

Resumé:

Som et eksempel på arrangerede boksekampe fortælles der om en, som Kujangiwdlik (Ineqinnavaats far) inviterede til. Den stærke ældre kone, Nakewaq's to sønner, som hun havde fået til at træne sig stærke, deltog: Qungaseq (Kunngaseq ?) og Agpángewaq (Appannguaq). Boksekampe indledtes med kvindernes afsyngning af kendte nidviser og styrkeprøver. Selve mandeboksningen bestod i, at den ene tævede løs på den andens rygvendte skuldre. Qungaseq fik således smadret den ene skulder på Kujangillik, der havde styrke nok til at bede om endnu et slag. Qungaseq svarede med kun et svagt slag, hvorefter Kujangillik kunne trække sig tilbage med æren i behold. Derefter udfordrede Kujangilliks gamle svigerfar Qungaseq. Qungaseq slog  også denne gang meget let, hvorefter den gamle brød alle regler og lynhurtigt kradsede Qungaseq til blods med sine negle. Han løb fra stedet og latteren tog brodden af situationen, hvor Qungaseq's hidsige gemyt kunne have givet sig uheldige udslag. Denne sang i stedet et pralevers om sin lille kraftige venstre. Næste dag havde Kujangillik armen i bind, men udtrykte ikke vrede over Qungaseq, der undskyldende spurgte til hans tilstand. Men Kujangillik inviterede igen senere til boksekamp, og da rygtet gik, at han denne gang ville slå med en sten i næven, undskyldte Qungaseq sig med, at raske mænd ikke slår på invalider (der har fået skulderen smadret).

Hist. Historisk beretning fra første halvdel af 1800-tallet.

Med sideløbende tekst på nordvestgrønlandsk: s. 41 + 43: Nukigdlârnermit

náparsimasewq ajerungnaersitaq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 107.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 116.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Mange i samtiden ville ikke anerkende Ineqinnavaat som åndemaner / angakkoq, fordi hun mentes at have skadet flere end hun havde gavnet. Men hun fik engang helbredt sin veninde for resterne af en børnelammelse ved massage og en serrat / tryllesang / magisk sang. Mawsaligtoq hed veninden, der var gift med en dansk handelsleder. Han modsatte sig konens ønske om at prøve helbredelse hos In., og hun måtte vente til en dag han var borte på laksefangst. Datteren fandt det dengang ikke mærkeligt, at moderen pludselig blev rask. Først som voksen kom hun til at beundre In. for helbredelsen.

Hist. In. var en kvindelig åndemaner / angakkoq i 1800-tallets Upernavik-distrikt. Der går mange fortællinger om hende: Søg på Ineqinnavaat.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 151 - 152: ivngerutit.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Fortælling der knytter sig til underholdende udfoldelser.

Resumé:

Aângewaleq / Aanngualeq ? var nær veninde med Mawsaligtoq / Massalittoq ?, der var blevet døbt, for at hun kunne gifte sig med tjenestemanden Philip Petersen. Trods dåben fungerede hun dog stadig som åndemaner / angakkoq, og hun dyrkede ofte trommesang med sin veninde. Denne, Aanngewaleq, blev så udfordret til trommestrid af manden Itakewdlik / Itakerlik ?, og skønt hun vægrede sig ved at synge mod en mand, pressede han hende til at give efter. Han hånede hende for at omgås de danske og være veninde med en, der var gift med en dansker. Hvorefter Aanngewaleq svarede i sin sang, at han måtte have udfordret hende, fordi han ville fri til hende i den tro, at hun var en ganske anden end den ubetydelige kvinde, hun faktisk var. Publikum jublede over dette udsøgte svar.

Selve trommesangen er inkluderet i teksten.

Hist.: Mawsalittoq / Mavsaligtoq blev gift med Petersen i 1839.

Efter kirkebøgerne og Eliinna's, Martêraq's og Qupalorârsewk's oplysninger.

Med sideløbende tekst på nordvestgrønlandsk: s. 47 + 49: ânaq pîtsoq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 109 - 111.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 118 - 120.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Man kan undre sig over, at Ineqinnavaat forblev fattig til det sidste, for alle hendes børn blev udmærket gift (alle ægtfæller nævnes) og kunne have sørget for hende. Hans Lynge mener, at man - især fordi man nu var døbt - frygtede hendes kunster som åndemaner og ilisiitsoq / heksekunstner. Men hun havde glæde af børnebørnene. Engang i fjeldet fortalte hun dem at tre sten ude i søen var kajakker i færd med at harpunere en hvalros. Børnene grinede, det var bare sten. Hun strøg dem så over øjnene, og nu kunne de se det hun så. Især var hun meget for den ældste datters børn: Íngili, Signe og Alersaq. Sammen med dem fandt hun engang midt ude i fjeldet, da Inngili havde klaget over sult, et stort frisk duftende stykke rugbrød, som de delte.

Iingili, der som lille altid sov hos sin bedstemor, kunne fortælle at hun sommetider fik rysteanfald og blev helt borte. Engang skulle hun under et sådant anfald være set så langt mod syd som i Kingitteq (man har åbenbart ment hun evnede åndeflugt, BS).

Hist. In. var en kvindelig åndemaner / angakkoq i 1800-tallets Upernavik-distrikt. Der går mange fortællinger om hende: Søg på Ineqinnavaat.

Med sideløbende tekst på nordvestgrønlandsk: s. 45: anânaq pîtsoq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 109.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 118.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé: Efter mandens død i 1841 flyttede Ineqinnavaat med sine børn til Upernavik, gik til dåbsundervisning, imponerede alle med sin evne til at lære udenad, hvorefter hun selv og de fem børn blev døbt. Selv fik hun navnet Johanne Benigne. (børnenes navne står også nævnt)

  In. bliver ikke rigere med årene, hendes anseelse vokser heller ikke, måske fordi hun er kvindelig åndemaner / angakkoq, og hun synes at have være genstand for en del beskyldninger for hekseri. En dag lykkes det hende, øjensynligt ud af den blå luft, at skaffe sin yngste søn et stykke brød med smør, som han har plaget længe om at få. Hvordan kan ingen forklare.

Hist. In. var en kvindelig åndemaner / angakkoq i 1800-tallets Upernavik-distrikt. Der går mange fortællinger om hende: Søg på Ineqinnavaat.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 113 - 133.

Håndskrevet dansk oversættelse ved ? : NKS 3536 II, 4', læg 27.

Grønlandsk udgave: Lynge, Kristoffer, red.: Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I, Nuuk 1938: 18 - 38.

Oversat og kommenteret af Thisted, Kirsten: "Som perler på en snor." PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ. 1993. Oversættelsen i afhandlingens Tekstsamling, s. 130 - 142, følger Kristoffer Lynges let reviderede version med kommentarer vedr. afvigelserne fra såvel håndskriftet som fra Rasmussens oversættelse i Myter og Sagn fra Grønland, II, 1924.

Ndf. følger resuméer af oversættelserne hos såvel Rasmussen som Thisted.

Resumé af oversættelsen i Rasmussen 1924:

Stedet er Qooqqut, kløfterne nord for Kangeq ved Nuuk (?). Alle K.s ældre

søskende er døde som små, og da forældrene heller ikke tror K. vil

leve, giver de ham navnet Kaassassuk. Forældrene blir syge og dør. Den

bedste fanger i huset adopterer ham, men overlader ham til et andet

ægtepar, fordi K. skider for meget og ikke vil vokse. Det er som om

han skal af med al sin moders mælk. Da K. har været adopteret af alle

familierne efter tur, smider man ham ud i husgangen, hvor en

gammeljomfru i kogerummet adopterer ham. Når K. vil ind i husrummet

til fællesmåltid, trækker man ham op ved næseborene og gir ham et

enkelt ribben med meget lidt kød på. Blir han hurtigt færdig og vil ta

et nyt stykke, undersøger man hans mund, og er der kommet en tand,

trækker man den ud. En enkelt mand i huset har medlidenhed med ham og

gir ham en lille kniv at spise med. K. plages også af sine

jævnældrende legekammerater, endog af de unge piger, der kaster ham

omkuld og fylder hans næsebor med lort. Leger de andre drenge med

deres små harpuner og K.s ven har lavet en sådan til ham, knækker

drengene den. Vennen opfordrer K. til at vandre op bag Qooqqut til

Talorsuit og kalde kraftens herre i øst. Drengene og de unge piger

falder over ham, da han går afsted. Da de forlader ham, brækker han

sig for at rense mund og næse. Undervejs prøver K. forgæves at trække

små, tynde pile op med rode. Kraftens herre, der kommer, ligner et

landdyr med menneskeansigt. Han lader K. gribe fat i sin tykke pels og

slynger ham i kolbøtter hen ad jorden. En masse legetøj falder ud af

K. De var årsagen til, at han ikke kunne vokse. Kraftens herre

gentager behandlingen een gang og to gange næste dag. Færre og færre

stykker legetøj falder ud, K. får vældige kræfter, og sidste gang slår

K. ingen kolbøtter, men kan holde balancen hoppende hen ad jorden.

Ånden befaler ham at holde sine kræfter skjult og lover ham to

lejligheder til at afsløre dem. Første gang er ingen fuld afsløring.

Mændene er kommet hjem med en enorm stamme af drivtømmer, som de må

lade ligge i stranden til næste morgen. K. henter den om natten,

rammer den i jorden bag huset med hældning mod det. Den vælter. K. når

at gribe den, rammer den påny i jorden, og denne gang med hældning

bort fra huset. Den falder med et brag om natten. Næste morgen tror

man, at stammen er drevet bort, men finder den så og undrer sig. Hvem

har mon gjort det? Alle de stærkeste mænd nægter. Næste lejlighed

kommer med tre bjørne, en han, en hun og en unge på et isbjerg i

nærheden. Ingen tør nærme sig. K. låner sin plejemors kamikker. For

sjov ber hun tilgengæld om skind til under- og overdyne. Da K. blir

angrebet af hannen, gør han sig hård, griber den ved benet, og slynger

den mod jorden. På samme måde med hunnen og ungen. Hans ven får ungen,

plejemoderen de andres skind til sengetøj. Hun parterer dem og

inviterer til fællesspisning.

K. stiller sig afventende inderst i husgangen. Hans ven må trække ham

op ved næseborene. Alle er blevet hans venner. Han ber om vand at

drikke. To piger henter straks frisk vand. Han knuser dem begge ihjel

som tak og undskylder. Han vidste ikke, at de var så skøre. Prøver

sine kræfter på en stærk mand, der falder død om. Alle flygter til

bagvæggen. K. udrydder dem alle undtagen sin ven, dennes kone og sin

plejemor. Vennen lærer ham at ro i kajak. K. blir en dygtig kajakmand

og fanger, og han dræber alle fremmede kajakmænd, får den stærke Qaassuk / Qaasuk som fjende, men må alligevel søge ind hos ham i stormvejr. Q.

modtager ham venligt, men blir efterhånden ordknap af bekymring for

sin søn, der er ude på fangst. Denne er dog, fortæller man, ude i sin

slankeste kajak uden sideribber. Da sønnen kommer hjem med to

hvalrosser, bærer K. dem uden videre op. Sønnen antaster ham ikke. Om

aftenen binder han Q. og sønnen til husstolpen og ligger med Q.s

datter. Således blir han svigersøn i huset.

En del år senere hører K. om den stærke Usussusaermiarsunnguaq langt

mod nord og vil prøve kræfter med ham. Efter en lang rejse møder han

U., der  er lille og undselig at se til. Efter en hel dags kamp løfter

U. endelig K. op, snurrer ham rundt og kaster ham ud i søen. K.

dukker endelig op dækket af mudder og mos. På hjemvejen viser han folk

han møder en sort sten, klemmer den aflang og siger, at så stærk var

U. Selv sammenligner han sig med en hvid sten, som han klemmer til

smul. Siden tar K. aldrig ud for at udfordre andre mænd.

Resumé af Thisteds oversættelse:

Kaassassuks første tid som kæledægge hos sine forældre, hvis tidligere børn alle er døde, får en brat ende, da begge forældre blir syge og dør. Alle vil gerne adoptere ham, husets stærkeste mand får ham, men da Kaass. ikke kan holde plejemoderens mælk i sig og skider ganske forfærdeligt, smider manden ham ud. Par efter par prøver på samme vis en adoption, men må give op. En gammel kone, der bor i husgangens kogerum tager ham til sig som plejesøn.

       Kaass. pines og plages af både husfæller og jævnaldrende drenge og piger. Husfællerne trækker ham altid indenfor i husrummet ved hans næsebor til spisning og slår enhver ny tand ud af hans mund, hvis for han for hurtigt spiser sit kødstykke, en lille bid fra maven. Drengene knækker alle de drengeharpuner, som en mand, hans eneste velynder i huset, laver til ham. Pigerne vælter ham omkuld, trækker han bukser ned, tisser på ham og fylder hans store næsebor med lort.

       En gammel mand får medlidenhed med ham og råder ham til at gå op bag bostedet ved Qoqqut til Talorsuit - dalene inde østpå, kalde på Kraftens Herre og prøve ikke at blive alt for bange. Kaass. følger rådet, den tilkaldte er en kæmpehund med menneskeansigt (en slags kæmpe - eqqilik ? BS), der vikler ham ind i sin hale og slynger ham hen ad jorden, så han en overgang mister bevidstheden. En masse legetøj af sælknogler o.l. er slynget ud af ham: Derfor har han ikke kunnet vokse. Slyngningen gentages, og Kaass. føler sig meget lettere og stærkere, da han går ned. Han sparker sten i stumper og hiver pilebuske op med rode. Men han siger ikke noget og finder sig i stadige mishandlinger fra både husfæller og jævnaldrende. Da han anden gang atter blir slynget to gange af kæmpehunden og der ikke falder mere legetøj ud af ham, giver hunden ham besked om fortsat at holde kræfterne hemmelige, men at den vil sende ham et enormt stykke drivtømmer og senere tre isbjørne at vise kræfterne med.

       Drivtømmeret slæbes i land af mange kajakker og de må tøjre det ved stranden til næste dag, fordi opslæbningen er et for tidkrævende arbejde. Kaass. slæber det op om natten, rejser det bag huset, griber det da det er lige ved at vælte, lader hældningen gå væk fra huset, og da det balancerer går han ind. Hen på natten falder det alligevel om med et brag. Ingen vil næste dag vedkende sig at have bragt tømmeret op, som man derefter splitter op til alskens formål.

       Isbjørnene er en stor han med en stor hun og en unge, som er klatret op på et isbjerg uden for bopladsen. Kaass. låner sin plejemors kamikker, strammer alt sit tøj med remme, sætter i løb mod bjørnene så hurtigt, at han på det nærmeste tar benene på nakken (det grønlandske udtryk kunne være en slags oversættelse af det danske: at tage benene på nakken, BS.). Han hugger trin i isbjergets side, klatrer til vejrs, modstår slag fra bjørnene ved at vende ryggen til og gøre sig hård, griber først hannen om bagbenene og klasker den ihjel, dærnæst hunnen og til slut ungen, som han kaster ned til flænsning. De to voksne bjørne bærer han hjem til sin plejemor med besked om at her har hun til underlag og dyne. Hun blir stum af forbavselse.

       Kaass. inviteres ind til fællesspisning, ingen vil hive ham op ved næseborene, og hans velynder må klare det. Man kappes om at give ham den bedst mulige kniv (en foldekniv! som det første tilbud), og han langer til fadet også anden gang. Da han ber om vand blir to småpiger sendt af sted. De kommer lynhurtigt tilbage, han drikker og under dække af at ville takke den ene pige med et knus, klemmer han livet af hende. Det samme sker med den anden pige, dernæst med en muskuløs mand og efterhånden alle undtagen velynderen, dennes kone og den gamle plejemor. Med de tre lever han videre. Han udvælger sig en passende kajak, og en dag han øver sig i roning blir han revet ud af kurs i dårligt vejr. Han havner neden for Qaassuks hus, en af hans fjender, men blir alligevel godt modtaget, da han ikke har andre steder at søge ly for stormen. Qaassuk beværter og underholder sin gæst, blir så pludselig fåmælt af bekymring for sin søn, der endnu er ude, men beroliges ved at høre at sønnen er ude i den kajak der er lutter køl (?). Denne kommer hjem med to hvalrosser, en unge, som folk maser med at få op og en stor hun, som Kaass. ene mand hiver op. Qaassuks søn skuler til ham og søger senere at kommandere med ham. Kaass. skal hænge hans harpunline til tørre, beordrer han. Kaass. "kommer til" at rive den i stumper og stykker. Den var nok bare rådden må den slagne Qaassuks søn hellere indrømme. Ved sengetid tilbydes Kaass. plads på bjørneskind på sidebriksen, men da husets datter gør sig rede til at gå i seng, hiver Kaass. både far og søn ud på gulvet, binder dem til husstolpen og boller datteren. Derefter er han svigersøn i huset.

       Da Kaass. hører om en stærk mand langt mod nord, Ususaarmiarsunnguaq, rejser han op for at prøve kræfter med ham. Denne er meget undselig af ydre, men da han for alvor lægger kræfterne i efter en længere kamp, slynger han Kaass. ud i en nærliggende sø. Denne dukker op dækket med vandplanter til tilskuernes rungende latter. Kaass. forsvinder ind i sit telt, smutter næste dag og til illustration af hvordan tvekampen gik, fremviser Kaass. siden en sort sten, som han klemmer lidt flad - det var Ususaarmiarsunnguaq, og en hvid sten som han klemmer til smul: det var ham selv, Kaassassuk.

Var.: Kaassassuk

Hist.: Dette er en af de versioner, hvor Kaass., i modsætning til de tidligste varianter, resocialiseres ved til slut at møde sin overmand. Arons version 1½ generation tidligere har samme slutning.  

Vedr. hist. og tolkning af de vestgrønlandske Kaassassuk-varianter: se

Thisted 1993 og GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Sila".

Qoqqut med baglandets Talorsuit ligger inde i fjorden øst for Nuuk. Om dette land hedder Kangeq ligesom øen vest for Nuuk kan ikke ses af kortet.

Bemærk foldekniven, der er temmelig nymodens, "benene på nakken", der ikke er typisk grønlandsk, og et klart ukendskab til isbjørnes adfærd: Hannen danner ikke familie med hun og unger: Voksen og unger sammen vil altid være en mor med unger. Man har næppe mødt mange isbjørne ved Nuuk på Jaakuaraqs tid.

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Maskinskrevet manus. på dansk: NKS 3536, IIIa, III; og i NKS 3536, IIIb: maskinskrevet manus., et på dansk og et på grønlandsk.

Trykt på vestgrønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 52 - 67.

Søby, R. (red.) Oqalugtuat oqalualâtdlo, 1981 - 82, I: 43 - 54.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 121 - 122.

Resumé:

Qaassuks søn bor ved Ikamiut (nær Appat) hos sine mange svogre, der holder

meget af ham. Han fanger godt, er stærk, og klarer sig i al slags

vejr. En dag i optrækkende uvejr kommer han til alles lettelse endelig

hjem, men efter et kort skænderi med sin kone, sætter svogrene sig op

imod ham, og det ender med knivstikkeri. Hårdt såret og nøgen lykkes

det Q.s søn at slippe ud og løbe fra svogrene til Appat, hvor man med

glæde modtager og adopterer ham. Efter vinteren ændrer han væsen

(bruger ikke længere sine vaner). Man spørger ham om årsagen. Jo, han

ville så gerne besøge sin far oppe i Qassit nær Amerloq. Man

tilskynder ham til rejsen. Q. der på lang afstand ser sønnens ændrede

væsen, får beretningen om svogrenes mordforsøg, inden sønnen går i

land, og Q. vil prompte på hævntogt. De ror hastigt sydpå med en

stormvind i ryggen og når Ikamiut allerede om natten. Q. synger alle

beboerne i dyb søvn, haster ind, og har dræbt alle mændene, inden

sønnen når ind. Sammen dræber de alle kvinderne. Herefter myrder Q.

alle de kajakmænd, han møder.

"Dengang i gamle dage, da der var mange folk ved Amerloq", begynder

den næste fortælling om Q. og hans søn: en gammel og en ung kajakmand

fra Amerloq havner i en snestorm uheldigvis ved Q.s boplads. Men han

tar vel imod dem, beværter dem og underholder dem med fortællinger. Q.

ængstes dog for sin søn, der endnu er ude på fangst, men beroliges, da

han erfarer, at sønnen er ude i den kajak, der kun har køl og ingen

spanter. Sønnen kommer hjem med en hvalros, og da han undervejs ind

hører, at gæsterne er havnet der ufrivilligt, gør han dem heller intet

ondt. Næste dag belæsses de med kødgaver og får besked om, at deres

fæller derhjemme vil blive dræbt, hvis de vover sig på besøg hos Q.

Det gør de alligevel. De får næsten ingen mad, slet ingen kødgaver og

undervejs hjem omkommer de alle i et uvejr, som Q. sender over dem. En

gammel mand, der således har mistet sin eneste søn, beslutter sig for

hævn, de andre tilslutter sig med ham som leder, og han får en gammel

ven med undervejs. De to gamle kommer usete i land ved Q.s hus, fordi

Q. kun har øje for de øvrige kajakmænd, der nærmer sig synligt ude fra

havet. Q.s islom (amulet) advarer ham forgæves med høje skrig. Den

gamle dræber Q. fra baghold med en bue og pil af specielt udsøgt

drivtømmer (fra syd og nord), og alle hævnerne gør derefter fælles sag

med ham, stikker i liget, parterer det og spreder stykkerne langt fra

hinanden. Man foretrækker at flygte, før Q.s søn kommer hjem fra

fangst. Ved et senere besøg er han forsvundet og huset faldet sammen.

  I gamle dag gik man på renjagt i Nordre Strømfjord: Man ser to mænd

langt borte. På råbet om, hvem de er, svarer de, at de er Q.s

efterkommere. Renjægerne flygter straks hjem, og ingen har siden jaget

rener i det område.

Var.: Qaassuk / Qaasuk

Hist.: En udbredt fortælling i Grønland. Lokaliseringen her til Midtvestgrønland borger jo ikke for nogen autencitet.

Tospoproget udg.: Nordvestgrønlandsk: s. 87 + 89: serqat maningêwt (serrat), og

dansk.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 72.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 79 - 80.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Genfortalt efter Iserdleq.

Resumé:

En dag alle mændene fra to nu nedlagte bopladser, Saattit og Isua, var på besøg på en tredje boplads, kom en hvalros helt ind til Isua. En enke dér opfordrede sin søn, en nybegynder i kajak, til at harpunere den med løfte om, at hun nok skulle berolige den. Med en serrat bad hun den først tage sit tynde skind på. Sønnen tog mod til sig og harpunerede den. Dernæst sang hun, at hun ville styrte afsted (efter hjælp) som en ravn, fór afsted, kom tilbage før fangstblæren var kommet op igen, og snart kom mændene hjem og hjalp drengen med at få hvalrossen dræbt.

Hist. Muligvis en historisk fortælling med usikker datering.

Kommentar: Det er en flot førstefangst som den faderløse dreng her får retten til.

Med sideløbende tekst på nordvestgrønlandsk: s. 43 + 45: Tôrnaq sangiagtewq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 108.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 117 - 118.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé: I 1841, da Ineqinnavaats og Uumaakasiks yngste af fem børn er blevet 4-5 år gammel, får In. lyst til at færdiguddanne sig til stor åndemaner / angakkoq. Hun har afbrudt forløbet pga. af de mange børnefødsler. Hun skal ligge med sin europæiske hjælpeånd i en klippehule i fem døgn. Hendes mand modsætter sig med den undskyldning, at fem døgn er for længe, når hun endnu har et brystbarn (der altså er 4-5 år gl.) Kort efter får Uumaakasik under en renjagt et løsrevet klippestykke i hovedet og dør. Det var den europæiske hjælpeånds hævn, mente man. Familien, der i forvejen var ringe stillet med Uumaakasik som en mådelig forsørger, bliver nu vitterlig fattig.

Hist. In. var en kvindelig åndemaner / angakkoq i 1800-tallets Upernavik-distrikt. Der går mange fortællinger om hende: Søg på Ineqinnavaat.

Se også en anden tolkning af begivenheden: Lynge 1955, s. 84.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 52 - 53

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 57 - 58 (disse to henvisninger minder om

sidste halvdel af fortællingen, men fortælleren er her Peqîsiwik's bror,

Sukataussaq).

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Fortælleren, Juuntat (hvis fafar var en matros fra et forlist skib og hed Villads Petersen) fortalte om sin far Aalut, at denne tidligt blev kajaksvimmel og måtte holde sig langs kysten, hvor bunden var synlig. En dag han blev lokket noget længere ud af nogle edderfugle fik han pludselig en besynderlig skræk for at se en kone, Qulusuk, fra sin boplads, der altid havde været god ved ham. Men han fik ret. Hun viste sig nøgen med udslået hår under hans kajak. Med nød og næppe kom han hjem og garderede sig på sin næste kajaktur med tre kammerater. Han fik en stor gammel fjordsæl, som de med besvær bragte til land for at hente den senere. Den var svundet noget ind, da de ville hente den, havde knyster overalt, blev grimmere undervejs til bopladsen og her blev den smidt for hundene. Aalut havde overladt det til en af vennerne at bugsere den hjem, og senere mente han dette misfoster var en tupilak lavet af Qulusuk, som man engang havde grebet i at danse med tromme ved sit barnebarns grav. En højst lasteværdig opførsel.

Hist.: Kajaksvimmelhed giver sig udslag i de uhyggeligste oplevelser. Begivenheden fandt sted omkr. 1900.

Kommentar: Hekseri: se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 137 - 139.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 147 - 148.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Ved Søndre Upernavik havde der tidligere boet folk i store fælleshuse. De flyttede sydpå. Blandt dem der senere bosatte sig i S. Up. (flere navne nævnes) traf en af dem engang en af de tidligere beboere i Uummannaq. Han fortalte om en af deres åndemanere / angakkut dengang, Itarsiwaq / Itarsuaq, at han engang spurgte sin kone hvorfor en kvinde med et barn på skødet længere henne på briksen så så sort ud. Det spørgsmål stillede så hans kone, hvorefter kvinden med barnet rejste sig, kylede barnet ud i husgangen, råbte hvad hun skulle stille op med det og smed sig på briksen, hvor hun bevægede sig som under et samleje. Det er Ilakasiks barn, sagde hun flere gange (en af de gifte mænd i huset). Itarsuaq gik udenfor, hvor minsandten Månen og hjælpeånden Inegtôq stod og skændtes. Månen var vred fordi kvinden tilhørte ham og nu ville han dræbe hende, men Inuttooq ville forhindre det. Kvinden, der var blevet sindssyg (perlerortoq), sagde: Hvilken dejlig serrat / tryllesang. Da Itarsuaq kom ind igen erklærede han, at det var et held hendes elsker ikke var hjemme. Da var også han blevet sindssyg. Men nu hvor alting var opklaret, blev den sindssyge kvinde rask.

Hist.: Historisk fortælling fra ca. 1775 - 1780.

Kommentar: Hjælpeånden, Inuttooq, eller Inupaaq, Kæmpen kendes fra hele Grønland tilføjer Hans Lynge. Den optræder i det mindste i flere tekster fra Østgrønland, BS).

Perlerortoq, sultesyg, ville, mente man, give sig udslag i lyst til at æde sine nærmeste. Søg på: sindssyg / sindsyg.

Interlineær dansk oversættelse

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 137 (aviutitsineq)

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 146 - 147.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

"Træd nærmere, spis alt hvad du kan, drik alt hvad du kan, og giv mig til gengæld noget frisk kød." Det er hvad man skal sige, når det ringer for ørerne, og vendingen stammer fra engang en åndemaner overhørte nogle samtaler mellem to døde, en bedstemor og hendes barnebarn. Den lille sulter og får det råd at lade levende menneskers trommehinder svinge, hvis de spiser uden at give den døde mad. Det gør den lille, men da det ringer for husets ældste kones ører beordrer hun blot den brændende lampe båret ud. Da den lille kommer tilbage med uforrettet sag, går bedstemoderen i lag med de samme mennesker, og det ender med at den ældste kone i huset dør af øresmerter. Siden har man så (formentlig på åndemanerens opfordring) fremsagt vendingen når det ringer for ørerne.

Hist.: Forestillingen om at ringen for ørerne er de dødes henvendelse om mad kendes fra det meste af Grønland. Se fx Malarsivaq. Forventningen om at den døde gengælder mad- og drikofre med god fangst er fælleseskimoisk.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 81, l. 5 - sidste

linie. Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 88, l. 5 - side 89.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Fortællerens plejefar, Makkorsuaq, var en vinter blevet for gammel til at fange, han søn, Simon, var blevet sløj, så familien overlevede på de ulke, som fortælleren fangede gennem den tykke havis.

Senere forstod man, at en vis Marmaré, efter hvis far Simon var opkaldt, havde hekset over ham, fordi hun så ofte tiggede tobak af ham, at han erklærede at han ikke længere ville være hendes far. Fornærmet havde hun taget familiens hundelænker, bundet sælskind i begge ender og lagt dem i en gammel grav.

      Samme Marmaré havde et dårligt ry. Da hun sammen med sin unormale datter var blev overladt til at sulte af sin egen svigersøn, der ikke kunne udstå hende, ville hun skære sig stumper af konebådens skind for at spise det. Men den var forsynet med ravneklør som forsvarsamuletter og M. for tilbage i huset, så angst at hendes øjne glødede.

      Frederik, sønnen til en mand, Pulu, der forbarmede sig over de to og tog dem i hus, så et uhyre suse forbi, da de to kvinder var rejst. Det var nok noget af Marm., der var blevet hængende og nu endelig forlod dem.

Hist.: Begivenheder fra omkr. 1900.

Kommentar: Ifølge navneskikkene ville Simon, skønt sikkert yngre end Marm. men opkaldt efter hende far, også være hendes far.

Vedr. hekseri, ilisiinneq, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 64 - 65.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 70 - 71.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Fortælleren har sikkert været Kiinnguits datter, Nuliannguaq. Hendes far havde arvet Siwpiaqs / Sippiaqs to europæiske hjælpeånder, som han engang lod vise sig langs slædevejen, hvor han kørte efter en mand, der havde brudt sit løfte om at give Kiinnguit en hundehvalp. Løftebryderen blev betænkelig, holdt stille, spurgte Kiinnguit hvad det var, da denne nåede frem, og han svarede at det bare drejede sig om den lovede hundehvalp. Straks løste manden den største hvalp, en velvoksen krabat af sit spand og gav den til K. der herefter sagtens kunne følge trop. De to ånder blev stående og kiggede efter dem. Den ene holdt et våben i hånden, en sten, der kunne gløde og som engang, da den blev kastet mod en heks, afslørede hendes onde forehavende. Det kurerede hende ved fra siden at se de to ånders ejer dengang, Sippiaq / Sivpiaq, i øjnene (for dermed at forhekse ham, BS).

Hist.: Historisk fortælling fra slutningen af 1800 og begyndelsen af 1900-tallet.

Kommentar: Det er ganske forbavsende hvor populære europæere, i første omgang formentlig skotske hvalfangere fra slutningen af 1700-tallet, var som hjælpeånder i Upernavik-distriktet.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

At overvære trommedans

Jeg hører også, at når mennesker samles der hvor de går på hvalrosfangst, plejer de som en fast bestanddel af gensynet ved samlingen om sommeren at arrangere sanglege mellem Naajartalimmiut, Nuviarmilut, og Qeqertarmiut. Når de samles gør de det, at mange mennesker mødes midt på en lille slette og midt i gruppen af en masse mænd samles mange kvinder. Midterst placerer fem kvinder sig og een mand, der stiller sig over for disse kvinder. Disse fem kvinder, der står fremme, har vanter på af helt hvide skind, og de er meget spændende at følge, fordi de skifter pladser samtidig med at de rører hinanden, så de næsten ser ud som om de spiller orgel i den bare luft. Og manden kommer ikke helt hen til dem. Men kvindernes stemmer lyder som fluernes summen; det kan ikke sammenlignes med andet, nej ikke med nogen anden lyd. De mange mennesker uden om dem laver ikke andet end at nogen af dem lægger sten på jorden i udkanten af denne slette, og andre indhegner den lille slette, og når de er færdige med det, rejser de to telte inde på sletten. Der udøver de så de slette glæder, men jeg og englænderne kiggede bare på dem fra der, hvor vi stod for os selv. Der på sletten brødes de også, dvs. to af gangen mand mod mand hele raden rundt. Da naajartalimmiut blev sejrherrer, gav englænderne sig også til at udfordre hinanden, og da konkurrencen var slut, samledes alle og udstødte høje, flotte råb. Det er deres skik når de genser hinanden, fortæller man.

Hist.: Adam Beck var i 1860'erne både med på en ekspedition til Baffinland med et par års ophold på Blacklead Island i Cumberland Sound som tolk, arbejdsformand og muligvis missionær, og på en af eftersøgningerne efter Franklin. Formentlig er det første strækning af den sidstnævnte, der skildres her. Kvinderne med de hvide vanter opfører åbenbart en dans, som de nynner til, måske som en slags indledning til samværet med hinanden, og tilsyneladende også med engelske hvalfangere.

Den fælles hvalrosfangst tyder på, at denne aasivik foregår i Thule-området, som også Becks foregående fortælling: Om en rejse nordpå, skildrer, og at gensynet indebærer en lampeslukningsleg.

se Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Tospoproget udg.: Nordvestgrønlandsk: s. 89 + 91: serqwdlewne anerimik

qatsersaisewq (serrat), og dansk.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 37 - 38.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 41 - 42.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Genfortalt ifølge Uvigdlawaq's fortælling

Resumé:

Uvigdlawaq fortalte til Hans Lynges fortæller, Evateeraq, hvordan engang alle de voksne fangere var kommet hjem, mens de unge endnu var ude og en af dem, Uillagaqs søn, havde harpuneret en gammel snu hvidhval, der var vanskelig at nedlægge, nær et skarvefjeld. De råbte om bistand. Ui. vendte om ved stranden, da han hørte om råbet, og det var netop som en snestorm brød løs. Snart gik åndemaneren Ikerpaq ud  i stormen, besteg en rokkesten, fremsagde en serrat / tryllesang med høj røst, men som ingen kunne høre et forståeligt ord af. "Der smed man den serrat væk", sagde han bagefter. Straks efter lagde stormen sig, og de unge nåede velbeholdne hjem med hvidhvalen, som Ui. havde dræbt med et så kraftigt kast af sin lanse, at flere af dens ribben var brækkede.

Hist. Historisk fortælling fra midten af 1800-tallet.

Kommentar: Serratit blev gerne fremsagt med meget lav stemme. Hvis andre hørte en serrat, mistede den sin virkeevne. I Ikerpaq's tilfælde åbenbart også, selv om ingen kunne høre, hvad han sang. Men han har sikkert skrålet den for at øge virkningen. At han bruger rokkestenen som ståsted også interessant. En kampesten, der som denne kunne rokkes af et barn, symboliserede silas (vejrets og verdens) let påvirkelige balancegang.

Vedr. serratit og balance se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Med original på nordvestgrønlandsk: s. 183 - 185: Kalâtdlisut Oqardluautit.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 159 - 160.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 167 - 169.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

En rodekasse af 28 forskellige mindre hændelser, vendinger, skikke, tabuer o.l.

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 49 + 51:

Nungutsiartortugssanut ersineq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 111 - 112.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 120 - 121.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé: Nungutsiartortussat betyder "frygt for at blive udslettet ved et bagholdsangreb", og nye lyde, som fx. den af en motorbåd, kunne sagtens vække skræk for et sådant angreb. Hans Lynge nævner flere eksempler her og der fra vestkysten, men i Ineginnavaats tilfælde drejede det sig om en motorbåd, som hun beslutter angribe med sin berømte danske hjælpeånd, da man endnu kun hørte den nærme sig. Hun erklærede at ville lade hjælpeånden skyde båden med en kanon, noget ingen i hendes omgivelser vidste hvad var. I sidste øjeblik fik hun dog den lykkelige tanke, at det kunne være venner, der nærmede sig så støjende. Man hørte dem snart tættere på tale muntert grønlandsk sammen. Det var kolonibestyreren med mandskab på et af sine sjældne besøg i Aappilattoq. Ineqinnavaat, der var ven med alle danske, blev inviteret til embedsbolingen hus, beskænket med mange gaver, som hun rørt sagde tak for. Mest takkede hun dog for, at de havde talt så højrøstet sammen undervejs ind og dermed undgået at blive udslettet hver og een.

Hist. In. var en kvindelig åndemaner / angakkoq i 1800-tallets Upernavik-distrikt. Der går mange fortællinger om hende: Søg på Ineqinnavaat.

Knud Rasmussen har fejlagtigt anført Esaia som fortæller, men det kan ikke være andre end

Jaakuaraq Eugeniusen fra Nuuk / Godthåb: Håndskr. NKS 3536, I, 4', læg 8, ss. 1 - 13: oqalugtuaq qátâmik. Eller i dansk håndskrevet oversættelse (oversætteren kan ikke identificeres) i NKS 3536, II, 4', læg 18.

Trykt på grønlandsk i Lynge, Kr. Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II, 1939: 32 - 42.

Trykt første gang (ganske let redigeret), i Atuagagdliutit 1934 - 35, nr. 13, ss. 102 - 103 + nr. 14 ss. 108 - 109 + nr. 15, ss. 118 - 119 + nr. 16, ss. 123 - 124: Qátaq.

En oversættelse ved Apollo Lynge følger efter resuméet ndf.

Resumé:

Q. har flere sønner og en plejesøn, der alle fanger. Q. er en ivrigere

fanger end nogen anden, årvågen og altid i bevægelse efter

fangstmuligheder. En vinter, hvor havet er frosset til og isen kan

bære, men ingen våger er at øjne, bestiger han et bjerg og ser langt

ude i horisonten frostrøgen fra to våger, den ene bag den anden. Hans

sønner og plejesøn følger ham derud næste morgen. De fanger en mængde

edderfugle, vender næsen mod land og overfaldes af en fralandsstorm. De

driver til havs på en isflage, der blir stadig mindre. Q. trækker en

streg omkring deres tåspidser, hvorved isflagens afsmeltning standses.

Da de tørster, fremkalder han sødt drikkevand med et stød af sin tuk i

isen, drikker først og støder vandet tilbage, da alle har drukket. De

når Akilineq, springer i land, og da er isflagen blevet til blot en

skumklat. Langt inde i landet hører de en ravn skrige: dér må ligge en

boplads. De inviteres ind i det største hus og beværtes. Plejesønnen

spilder en dråbe vand på husherrens skinnende hvide pels. Denne lægger

et siddeskind på gulvet og alle undtagen husherren og gæsterne går ud på

taget. Han trækker arm med plejesønnen, der dør, da han får testiklerne

revet af. Husherren kommanderer liget hejst op gennemtaget med besked om

at gemme øjnene til ham selv. Q. giver nu

husherren samme behandling, efterligner hans stemme, og først da man

deroppe har parteret liget til fortæring, opdager man, at det er

husherren. Man lukker husgangen med sten, bryder huller i taget og

kaster urin og lanser ned mod de indespærrede. Q. ber om sin yderpels,

der hænger udenfor. Han får den, finder sin lemminge-amulet i kraven,

sutter den levende og sender den op på drab. Den vender blodig

tilbage, får fornyet liv i Q.s mund og dræber nu resten derude ved at

bore sig vej gennem dem fra rumpehul til mund. En piaaqqusiaq-klædt

dreng inviterer Q. og hans sønner over til et gammelt ægtepar, der er

blevet inden døre i et andet hus. Hér tømmer Q. en skål menneskehjerne

med lukkede øjne, tryller den fuld til hver af sønnerne, der også

tømmer den, og endelig til den gamle værtinde, der bliver sindssyg af den

stærke kost. Q. genopliver sin plejesøn, og de flygter alle ud til

kystklipperne, hvor Q. og hans sønner lader sig rutsje ned i havet. De

kommer alle op som bjørne i kraft af deres bjørneamuletter.

Plejesønnen tøver, men springer så og basker med armene. Han forvandles

til sin amulet, en snespurv. Undervejs hjem over havet hviler han sig

med mellemrum på bjørnenes hoveder. Hjemme på land ryster de sig og

forvandles tilbage til mennesker.

Oversættelse:

Fortællingen om Qattaaq

Det fortælles at Qattaaq var en meget aktiv fanger, selv om han var til års. Han kunne ikke holde sig hjemme, uanset hvordan vejret var. Selv om de unge i famlien holdt sig hjemme, tog den gamle ud på fangst, og han var aldrig til at nå om morgenen, for han vågnede altid meget tidligt. Sådan var han stadig, da der engang kom en hård vinter, og kulden blev stadig strengere. Da kulden begyndte, blev snefaldet til grødis, og islægget begyndte ude fra havet og trak stadig tættere mod land. Efterhånden var der mindre og mindre vand at ro i kajak i, og til sidst var der kun vand lige ud for deres boplads.

En morgen vågnede de og så, at hele havet var dækket af is, og da de ikke længere roede i kajak, blev den gamle endnu mere aktiv. Han undersøgte isen hver dag og gik ture i deres omegn, men han fandt ingen våger. Med tiden blev det godt vejr, og en morgen vågnede de til et pragtfuldt vejr uden skyer. Qattaaq stod op i den tidlige morgen, mens de unge endnu sov, og efter at have orienteret sig om vejret drog han ind i landet. Han udvalgte sig de højeste fjelde, som han besteg. Da han var kommet op på toppen beskuede han havområdet ud for sig, for om muligt at opdage noget, og han så nu derude i horisonten to tågeskyer, der lå ud for hinanden og som angav en tæt frosttåge. Han tog pejlemærker af deres beliggenhed og gik så ned fra fjeldet. Hjemme igen sagde han til de unge: "Her sidder vi og mangler fangstdyr; derude på havisen er der to tågeskyer der afgiver tæt forsttåge, og vågerne kan ikke bare være der af sig selv, men må holdes åbne af sødyr eller fugle; jeg vil prøve at se efter i morgen." Da han sagde dette blev hans børn ivrige efter fangst og begyndte at tage deres fangstredskaber ind i huset, og de brugte eftermiddagen til at gøre sig klar til fangst. Da det blev aften, gik de i seng. Om morgenen havde hans børn det som de lige var faldet i søvn, da de hørte puslelyde og kiggede ud og så, at deres far allerede var begyndt at gøre sig klar. De stod allesammen op, gjorde sig klar, og så tog de af sted.

De var af sted udefter længe før det blev dag, og da de efter en tid nåede ud til de yderste øer, begyndte dagen endelig at lysne. De blev ved at gå udefter, mens det blev lysere og lysere, og da de yderste landområder begyndte at løbe ud i et, fik de den nærmeste frosttåge i sigte. Da de mærmede sig den, så de at en masse edderfugle holdt vågen åben, og de gav sig til at fange dem med snare, så snart de var kommet hen til vågen, men netop som de frydede sig over fangsten, sagde deres far: "Se engang hvor meget I skal bære hjem," og de så at det var en større mængde. Så sagde faderen: "Nu må I holde op med at fange flere. Resten kan fanges en anden dag." Og det virkede som om de unge slet ikke havde lyst til at holde op. De fik alle et stort læs at bære på og gik så ind mod land. Og det fortælles, at Qattaaq havde for vane når han var på fangst, at han hele tiden var opmærksom på vejret og altid besigtigede alt, selv når det var godt vejr.

På et tidspunkt da han tog bestik af området ind mod land, opdagede han at de store fjelde, der lå længst inde i landet, var begyndt at fyge på grund af fralandsvind; han kiggede ofte på dem og så, at fygningen meget hurtigt bevægede sig udad. "Fralandsstormen vil komme over os, skynd jer indefter alt det I kan", sagde han til sine unge. Den gamle førte an i luntetrav uden ophør. Efterhånden som den kraftige snefygning nærmede sig, løb han hurtigere, og da fygningen nåede de yderste fjelde og den gamle stadig satte farten op, måtte han, når han kom for langt foran de unge, standse op og vente på dem. Han lagde end ikke sin store byrde ned, mens han ventede, og løb straks videre så snart de indhentede ham. Da der endnu, så vidt han kunne beregne, var langt til de yderste øer, stod den kraftige fygning ud fra fastlandet. Og da den nåede dem, følte det som var de kommet ind i tæt tåge. Nu var der ingen der sagde et muk, og de passede på ikke at komme væk fra hinanden. Mens de stadig var på vej indefter, så de ind imellem noget mørkt foran sig, og det var altid en stor revne, som de så sprang over. Da de så småt begyndte at regne med at være i nærheden af land, men uden den fjerneste sigtbarhed, og de samtidig hele tiden passede på hvor de trådte, mærkede de igen noget mørkt foran sig, og det var en meget bred revne. Den gamle sprang først over, og derefter sønnerne, men hans plejesøn nåede ikke at springe over. De forsøgte at finde et smallere sted, men da den store revne åbnede sig mere og mere, krummede den gamle sig sammen og sprang så tilbage, over til sin plejesøn. Da han var sprunget fulgte hans sønner efter, en efter en. De prøvede at finde et smallere sted til deres plejesøn, men revnen åbnede sig mere og mere. Nu hvor de intet kunne gøre, begyndte de at drive, mens den is de stod på blev mindre og mindre, og til sidst måtte de løbe for at holde balancen på isflagen på bølgeskråningerne.

Da de nu i denne situation var blevet ganske tavse, lød det pludselig fra den ældste søn: "Det siges at Qattaaq har megen visdom. Mon han vil lade os omkomme midt ude på havet." Det svarede den gamle overhovedet ikke på, men han tog sin tuk og stregede resten af isflagen ind i en stor rundkreds uden om dem, og så lagde han sin tuk tilbage. Der brækkede stykker af isflagen, men når de nåede hans afmærkning, brækkede de ikke længere af. Nu holdt de så til på en stor rund isflage, og da de var kommet så vidt, begyndte det at blive mere sigtbart igennem det vand, der blev pisket op af stormen. Da det blev klart i vejret kunne de ikke se land, for de var midt ude på havet. Da de intet kunne gøre, drev de videre på må og få. Efterhånden blev de meget tørstige, og igen var det jo den ældste søn, der sagde: "Det siges at Qattaaq har megen visdom, men han er ved at lade os tørste ihjel." Qattaaq sagde heller ikke denne gang noget, men han tog sin tuk, og han huggede til lige ned ved siden af sig. Da han trak sin tuk op, vældede det klare vand op. Men da sønnen bukkede sig for at drikke, for det ud af Qattaaq: "I må ikke drikke endnu, først når jeg har drukket må I drikke." Den gamle bukkede sig ned og drak længe og grundigt, og da han havde fået vejret igen og rejste sig, bød han dem at drikke. De smagte på vandet, og det smagte så vidunderligt, at det nærmest var sødligt. De de alle hver og een havde drukket nok og den sidste rejste sig, mens vandet stadig vældede op, tog Qattaaq sin tuk, vendte den om og stødte til. Og så kom der ikke mere vand op.

Langt om længe fik de land i sigte, og de begyndte at drive ind mod land. Da de var meget tæt på land, kiggede den gamle på de andre og sagde: "Når vi er drevet på land og den første træder i land, må han ikke se sig tilbage. Ingen af jer må se sig tilbage, når I er kommet i land. Først når jeg som den sidste er i land og siger til, må I se jer tilbage. De drev så ind mod land og strandede, og da hans sønner og plejesønnen var trådt i land, hørte de ham sige: "Se nu på jeres fartøj!" De vendte sig om og så, at det bare var en lille klat havskum, der lå ogvippede ved strandkanten.

Da de var kommet i land gik de vestover. Da de så ikke længere kunne se havet og gik igennem en længere slugt, kom en stor ravn skrigende til syne fra vest, og mens den skrigende fløj over dem, sagde den gamle: "Vi møder snart mennesker." Opmærksomt gik de videre mod vest, og så fik de øje på en hel del huse, som de gik ned til. Da de blev budt ind i det største af husene og kom ind, så de at det var fyldt med mennesker, og da de bød dem mad, spiste de. Plejesønnen blev meget tørstig, så sig om efter vand og opdagede så henne i den lange ende under en stor, kraftig mand på lampebriksen en vandbeholder af skind. Han gik derhen og ville til at drikke, da ham ved siden af begyndte at brumme. Han opdagede så at han var vred, fordi plejesønnen var kommet til at spilde en dråbe vand på hans ene kamik, og det fandt han uhumsk. Dengang de kom ind havde faktisk straks set, at hans tøj så meget nyt og ubrugt ud. Og mens de andre talte om vind og vejr, sagde den kraftige ikke en lyd; så brummede han igen, rejste sig, og efter at have rakt ind efter noget under briksen, trak han et stort vandskind frem og begyndte at klæde sig af. Imens gav så alle i huset sig til at strømme ud så kun Qattaaq-familien og den kraftige mand var alene tilbage.

Da han havde taget tøjet af og bredt vandskindet ud på gulvet, udbrød han: "Lad os trække armkrog!" Hans kraftige arm var bøjet, plejesønnen gik ud på gulvet til ham, og så begyndte de at trække krog. Den kraftige mand blev rød i hovedet, og plejesønnen begyndte at trække hans arm ind til sig. Netop som plejesønnen var ved at klemme hans kraftige arm ind mod sit bryst, strakte den kraftige pludselig sin tunge arm ud og langede direkte ud efter plejesønnens skræv. Han rykkede hans testikler ud ved roden, og plejesønnen rallede. Da han således havde dræbt ham, råbte han opefter: "Nu har jeg krammet på mine gæster, øjnene skal jeg ha', hit med en line!" Da han havde råbt blev en rem firet ned fra husets tag. Han bandt en løkke om halsen på den døde, som de med små skrig halede op oppe fra hustaget, og da de havde fået ham op, hørte man derefter ikke andet end skærende knivlyde. Men så hørte man een sige: "Vores husherre er så glad for øjne, lad mig skære øjnene ud til ham." Man kunne høre dem partere ham, og så blev der stille deroppe. For anden gang bøjede værten sin kraftige arm og sagde: "Lad os trække armkrog." Inden sønnerne nåede at træde frem, trådte Qattaaq ud på gulvet til ham. Han bøjede sin arm om hans arm, og inden Qattaaq var begyndt at anstrenge sig, var den anden godt svedt og blev dybrød i kinderne. Akkurat som den anden ville have gjort lod Qattaaq sin arm blive trukket ind mod brystet af modparten, og den anden blev meget ivrig efter at trække den ind. Og da først, da den anden ville trykke hans arm ind mod sit bryst, strakte han sin arm ud, og så langede han ud efter den kraftiges skræv, mens denne skreg af skræk, og endelig trak han hans testikler af og dræbte ham derved. Han spurgte sin ældste søn: "Hvad skal vi så gøre med ham?" "Råb op og prøv at efterligne hans stemme," svarede han. Så råbte han opad med falsetstemme: "Nu har jeg krammet på mine gæster, øjnene er til mig, hit med en line!" "Du lyder fuldstændig som ham," sagde sønnerne. Og i det samme blev en rem firet ned. Efter at have bundet en løkke om hans hals, trak de ham op med små råb. Da de havde fået ham op, hørte man ikke andet end lyden af knive mens de parterede ham. På et tidspunkt lød det så: "Vores husherre er så glad for øjne, lad mig skære øjnene ud til ham." Så, netop som de regnede med at han skulle være i gang med at skære den kraftiges øjne ud, hørte de manden skrige: "Vi er ved at partere vores husherre!" Og derefter blev der helt stille. De hørte nogle drøn henne fra husgangen, og da de blev mistænksomme kiggede de ud i husgangen og så, at de allerede var begyndt at fylde den op med sten, så man ikke kunne komme ud!

Da det blev deres situation, begyndte stedets beboere at lave åbninger i hustaget og derefter at tømme potter med gammel urin og lort ned gennem åbningerne, og når de så stak lænsere til sælfangst ned gennem åbningerne, var det med nød og næppe de undgik at blive ramt. De blev gennemblødte af gammel urin, og der blev stadig flere åbninger i hustaget. På det tidspunkt kom Qattaaq endelig i tanker om, at han havde en lemming i kantningen til pelshætten på sit udetøj som amulet (hjælpeånd). Med den tanke at de sikkert ikke ville adlyde ham, råbte han op til folkene: "Kom med mit udetøj, hvis I kan. Det hænger på stilladserne. Jeg vil bruge det som ligtøj!" ovenfra hørte man en af dem sige: "Han ber os om at få sit udetøj, der hænger ved stilladset, han vil bruge det som ligtøj." Straks stemmen havde lydt kastede de hans udetøj ned gennem en af åbningerne med bemærkningen: Lad tøjet blive hans redning." Da han havde taget tøjet, følte han efter i hættekanten, og jo, der var den. Han tog den, puttede den i munden, og først da den hele tiden forsøgte at smutte ud, spyttede han den ud, og idet han med sagte stemme sagde: "Nogle af dem", kastede han den derop. Han havde dårligt smidt den derop før de hørte nogen udbryde: "Han der falder om, og ham der falder også om!" Nu hørte man dem falde om en efter en, og til sidst blev der stille. Lidt efter faldt lemmingen ned oversmurt med blod. Han rensede den for blod og puttede den for anden gang i munden, og da den igen var blevet livlig, kastede han den opad med ordene: "Dem allesammen!" Det varede lidt, og da den lidt senere faldt ned, havde den næsten intet blod på sig. Han rensede den for blod og gemte den. De lyttede, men da der ikke var en lyd, prøvede de at komme op igennem en af åbningerne. Og da de kom op så de en masse døde mennesker ligesom grønlandssæler, der ligger pladask og soler sig på isen. De gik hen og undersøgte dem og så, at der ligesom kom lidt blod ud af deres mundvige.

De var dårligt kommet ind i et af husene og havde sat mad frem til sig selv, da en ung mand kom ind i skindtøj, hvor hårene i den ene side vendte opad og i den anden side nedad. Da han var inde rømmede han sig og sagde uden videre: "Nu er Apia deroppe blevet tosset, for hun sidder deroppe og laver sin søns hjerne til med hænder og fødder til gæstemad, og gæsterne skal komme på besøg!" Da han var gået formanede Qattaaq de unge mennesker: "Når vi kommer ind deroppe, vil I se et træfad fuldt af omrørt hjernemasse midt på gulvet. Når jeg så som den første træder ind fra opgangen går jeg hen til fadet, tager det op og begynder at slikke af det, mens jeg langsomt går rundt på gulvet med lukkede øjne, og først når jeg har slikket det helt rent, lægger jeg det tilbage på plads med bunden i vejret, og når det er gjort sætter jeg mig ned. En af jer tar det så, vender det om, og ser at indholdet ikke er rørt, og ligesom mig må I slikke det rent med lukkede øjne, mens I langsomt går rundt på gulvet med lukkede øjne, og når I har slikket det og stillet det tilbage på plads, sætter I jer samtidig med at I åbner øjnene." De gik ud for at gå op til det andet hus, og da de kiggede ind i huset ved trinet op fra husgangen så de, med Qattaaq som den første, at manden i huset sad bagved tranlampen, og at konen sad inden for på briksen. Hun sad langt inde på briksen med hånden under kinden, og de blev begge ved med at kigge udefter uden at sige noget. Nu så de da også, at der midt på gulvet stod et fad fyldt med rørt hjernemasse. Straks Qattaaq kom ind styrede han hen til fadet, tog det op og begyndte at slikke af det med lukkede øjne, mens han langsomt gik rundt på gulvet, og man hørte ikke andet end slubrelyde. De to, der havde budt på maden, kiggede ufravendt på Qattaaq. Han slikkede fadet helt rent, stillede det tilbage på plads, og først da han åbnede øjenene, satte han sig ned. En af hans sønner gik hen til fadet, og da han vendte det om, var indholdet urørt. Mens han lukkede øjnene og langsomt gik rundt på gulvet, slikkede han det rent, og idet han stillede det tilbage på plads, satte han sig ned. Da den sidste havde sat fadet tilbage og sat sig, så Qattaaq hen på værtinden og sagde: "Slik du nu fadet på samme måde!" Hun var mere end villig. Hun trådte ud på gulvet, gik hen til fadet, og da hun vendte det om, var indholdet urørt. Idet hun tog det op slikkede hun løs, mens hun hele tiden kiggede på sine gæster. Hun var dårlig begyndt, før hun begyndte at tale i vildelse og miste forstanden, og da hun styrtede sig hen over sin mand, flygtede Qattaaq og hans sønner i rædsel, så de stimlede sammen og spærrede husgangen for hinanden. Da de nåede ud, løb de allesammen af alle kræfter mod (havet i) øst.

Da de fik øje på det store hav, spurgte Qattaaq sin ældste søn: "Hvad har du som amulet?" Han svarede at han havde et lille stykke isbjørneskind som amulet. Han spurgte de andre, og de have alle et stykke isbjørneskind som amulet. Det fortælles, at han også havde vakt sin plejesøn til live, og han spurgte også ham: "Hvad har du så som amulet?" Han tav lidt og svarede så, at han havde en lille snespurv som amulet. "Stakkels dig, så bliver du nok spist af den dumme Apia," sagde Qattaaq. Da de ovenfra fik øje på et stort, glat klippestykke der førte ned i vandet og kom derhen, sagde Qattaaq: "Se nu på mig når jeg glider ned ad klippestykket, og prøv så at gøre som mig." Da han med tiltagende fart gled ned mod vandet, vendte han sig om på maven lige før han nåede vandet, og han kurede i havet med hovedet først. Der gik lidt tid, og så, ud for det sted han var dumpet ned, kom en stor isbjørn op, uden hår omkring snuden. Den strakte hovedet ret op og hældte vandet ud af sine store ører efter tur, og vendte så hovedet ind mod dem. Da han nu flød videre derude, kurede hans ældste søn nedad i fuld fart, og uden at bremse forsvandt han i vandet, og noget efter dukkede han op ved siden af sin gevaldige far og var blevet til en stor isbjørn. Da alle sønnerne efterhånden var nede i vandet, stod plejesønnen og gjorde mange forberedelser. Hver gang han så kom farende ned rettede han sig og op standsede lige før han nåede vandet. Så sagde de til ham derudefra: "Hvis du ikke glider ud i vandet bliver du bare spist af den dumme Apia. Hold op med at komme i tvivl. Når du er næsten nede ved vandet skal du strække dig opefter og prøve at flyve." Da de nu sagde sådan, fór han nedad med mere og mere fart på, og lige før han nåede vandet baskede han bare forsøgsvis med armene, og op fløj en lille snespurv; og da han fløj op dykkede de andre ned under vandet (så hurtigt) at han kun nåede at se alle deres mørke fodsåler. Oppe i luften fulgte plejesønnen de andre, og når han var lige ved at styrte i vandet af bare træthed, svømmede de store bjørne op i overfladen med hovedet oppe, og så satte plejesønnen sig bag et af bjørnenes store ører og hvilede sig. Først når han fløj op igen, dykkede isbjørnene.

Da de fik deres land i sigte og gik på land et lille stykke fra deres boplads, gik den første lidt ind på land, purrede op i sin pels og rystede den og så faldt en lille stump bjørneskind ned, som han tog op og gemte. Da alle de andre var kommet op på land og havde rystet deres pels, faldt der en lille stump bjørneskind ned. Deres plejesøn landede tæt ved, purrede op i sine fjer og rystede sin krop, og så faldt to snespurvevinger ned, som han tog op og gemte.

Efter at Qattaaq og hans sønner var drevet til havs i den kraftige fralandsstorm og der var gået flere dage, mistede de efterladte håbet om at se dem igen. Men til alles overraskelse kom de tilbage, sunde og raske. Det fortælles, at når de alle kom velbeholdne hjem var det udelukkende på grund af Qattaaqs store visdom.

Her ender fortællingen.

Var.: Qillarsuaq, Gamle Qattaaq, og en del flere. Søg på Akilineq

idet episoderne om den ufrivillige rejse til landet på den anden side havet, Akilineq, styrkeprøverne med kannibalerne derovre, og amuletten i halskraven har været meget populære.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 61 - 62.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 67.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Vitte var en hjemkommen (fra dødsriget, angerlartoq), dvs. opkaldt efter en søsken, der var død som lille. Du lever stik imod alle reglerne, sagde man af den grund til ham, for at intet ondt skulle ramme ham.

Vittes far døde af ligfald, fordi han engang havde grædt under åben himmel. Den elskelige morbror, Mamarsuaq, tog ham og moderen i hus, men der var talrige ritualer og tabuer der skulle overholdes. Ingen rypefjer eller bare ben måtte komme i nærheden af en sæl, der lå på gulvet til flænsning. Rypefjer skulle kastes væk bag om huset.

Vinterhusets husgang blev indviet til sælerne med saltvand, når man flyttede i hus.

Saltvand måtte aldrig øses op med en gryde. Det kunne straffes "dernedefra" af den lunefulde Havkvinde, havets inua / menneske.

Under kajakfangst måtte ingen inde fra huset kigge ud gennem vinduet, og ingen kvinde løsne eller sætte sit hår. Under bjørnejagt måtte ingen skrabe skind, og en bjørn fanget af en kvinde (? eller en hunbjørn blev fanget) fik den ofre af perler og strimler af såleskind.

Hist.: Slutningen af 1800-tallet.

Kommentar: Havkvinden, imap inua ifølge den grønlandske tekst, synes at have været relativt vigtig i Upernavik-distriktet.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 61 - 62.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 67.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Vittes far fik ligfald og døde, fordi, mente man, han havde grædt uden døre. Selv var Vitte / Vitti en angerlartoq, en hjemkommen, dvs. en ældre søsken, der var død og kommet hjem fra dødsriget. Derfor sagde man altid til Vitte: Du lever modsat reglerne.

       Vittis morbror, Mamarsuaq, en rar mand tog dem i hus og han var af den gamle skole med mange tabuer der skulle overholdes. Der nævnes adskillige, heriblandt at det var forbudt at øse saltvand op med en fedtstensgryde, fordi det kunne irritere den lunefulde havkvinde / Havkvinden / Havets Mor / Moder.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Denne åndemaner havde lært hos åndemaneren Sigfiaq / Siffiaq. Da Kiinngivit var blevet åndemaner, havde Sigfiaq / Siffiaq sagt, at når han døde, skulle Giinngivit arve de to danske hjælpeånder, han havde.

Og da Siffiaq døde, arvede Giinngivit disse to danske hjælpeånder.

Siffiaq var i den grad åndemaner, at han ikke kunne dø. Så til sidst

druknede han sig ihjel. Siffiaq havde fået sin søn til at fange for

sig, men nogle, der var misundelige, dræbte ham, og faderen sørgede

i den grad, at han blev på briksen. Ingen anede noget, da han sad i den

inderste krog. Og der kom folk, som det senere viste sig, ville have

dræbt han. De to mænd kom på besøg, efter at de havde talt indbyrdes,

om at de ville dråbe Siffiaq. Da de kom ind, var det umuligt at se, at

de havde våben med sig, og ingen af Siffiaq's husfæller fik mistanke.

Men de havde regnet med, at de, når de gik, ville tage Siffiaq med sig

og dræbe ham udenfor huset, fordi han nu, hvor han havde mistet sin søn,

ikke havde nogen til at forsvare sig. Mens de lod som ingenting, hørte man pludselig en dansker tale fra krogen, et sted ovenover Siffiaq.

Og Sigfiaq hang med hovedet, som om han ikke hørte noget. Husfællerne

vidste, at den danske hjælpeånd ikke ville sige noget for ingenting, så

en af husfællerne spurgte Siffiaq: 'Hvad snakker han for? Det er aldrig for ingenting, han taler. - Det varede noget, inden Siffiaq svarede: Det er måske fordi han så gerne ville leve lidt endnu, at han taler om en hund, der skal aflives, d.v.s. at han kaldte sig selv for en hund. Da han havde sagt det, kiggede de to mænd, der var kommet for at dræbe ham, på hinanden uden at sige noget. Og de gik ud af huset.

En dag, mens Siffiaq sad der i krogen, og der ikke var nogen, der kiggede på ham, tog han en kniv og snittede sig i struben, så at han faldt død om. Og husfællerne kiggede forskrækkede på ham. Men så var det, at man fra snittet i struben, hørte en dansker tale. Og da man havde hørt det, heledes såret i struben, hvorefter Siffiaq begyndte at trække vejret igen. Og således reddede den danske hjælpeånd ham.

Efter den tid tog Siffiaq ud i kajak under det påskud, at han skulle fiske. Men da han var nået udenfor de andres synsfelt, kæntrede han og forblev der, indtil han druknede. Det er muligt, at hans danske hjælpeånd ikke kunne svømme.

Man siger, at Siffiaqs grav ligger på Usugtussoq / Usuttusoq, på en del af Qagsserssuaq / Qassersuaq øen ved siden af, hvor folk fra Sisuarssuit / Sisuarsuit samlede bær. Ved enden af Sisuarssuit er der et næs, hvor bærsamlerne slog telt op, som man kaldte for Usuttussoq. Og dér er der en gammel grav lige ved en bratning. Og man siger, at det er denne åndemaner, Siffiaq's grav.

Da Siffiaq døde, arvede den store åndemaner Giinngivit de to danske hjælpe-

ånder, som han havde fået lovet. Nu hørtes, når Giinngivit holdt åndemaning / seance, de to danskeres stemmer, som uafbrudt snakkede med hinanden under hele åndemaningen. Giinngivit blev altid godmodigt drillet af en af deres bopladsfæller og somme tider også for hans egenskaber som åndemaner. Han tog det imidlertid aldrig ilde op, fordi han aldrig blev irriteret over godlidende drilleri.

En dag, da de var ude, var den anden med, der drillede åndemaneren, og han sagde, at de skulle se, hvem af dem, der først kunne fange en sæl. Åndemaneren var ikke nogen god fanger, og det var ikke hver dag, han fangede en sæl.

Og han sagde, at det kunne han ikke, fordi den anden var en god fanger, mens han selv var en middelmådig. Og så sagde han, at vennen skulle prøve at vædde med en anden. Men vennen svarede, at hvis han selv var åndemaner, så ville han ikke have vanskeligheder ved at fange sæl. Og så sagde Giinngivit:

'Ja, prøv nu om du kan fange en sæl før jeg kan', og som sædvanlig sagde han det med et smil. Næste dag tog de afsted i kajak. Og da de kun havde været væk i kort tid, kom åndemaneren tilbage med en sæl på slæb. Men vennen, som havde indgået væddemålet, kunne nu ikke fange nogen. Der gik så lang tid, inden han fangede noget, at han fik mistanke om, at det var åndemaneren, der havde fjernet hans jagtlykke. Og da han så beskyldte åndemaneren for det, så grinte åndemaneren og sagde: 'Ja,nu kan vi jo se, om du kan fange en sæl før mig. Du er jo en dygtig fanger.' Og sådan drillede åndemaneren sin ven.

Men så skete det en dag, at vennen fangede en sæl. Og da det først var sket

fangede han atter sæler, som han plejede.

Der var også en af deres bopladsfaller, Itertajâq / Itertajaaq, som var ungkarl, og han havde hørt, at der mellem Kiinngivit's hjælpeånder var en kvindelig hjælpeånd. Og åndemaneren plejede også ofte at drille ham, og i denne forbindelse navnede han tit, at denne var ungkarl. Men pebersvenden svarede igen og drillede ham med hans åndemaner-egenskaber og bad ham om at vise sig

hans kvindelige hjælpeånd, hvis det altså var sandt, at han havde en kvin-

delig hjalpeånd. Og da han selv var ungkarl, og derfor ikke var bundet tii nogen kvinde, så ville han give hende tilfredsstillelse. Og åndemaneren plejede at grine ad hans drillerier. Så var det en dag, da Itertajaaq var ude i kajak og roede langs med stranden. Og mens han roede, opdagede han en lækker kvinde inde på kysten. Og da han så det, kom han ganske automatisk ind til stranden. Han kom ud af sin kajak, trak den op på land, og gik op. Og da han nåede hende, var det en kvinde i ualmindeligt fint tøj. Hun havde en pels af spraglet sælskind. Hun smilede Itertajaaq ind i ansigtet, men sagde ikke noget. Itertajaaq fik en sådan lyst til hende, at han sprang efter hende for at tage hende. Men i samme bevægelse greb kvinden ham om begge håndled, og hun var meget stærk. Itertajaaq prøvede at trække sine arme til sig, men det kunne han ikke, for kvinden, der hele tiden smilede, havde et meget fast greb om hans håndled. Og selv om han prøvede at komme løs, kunne han ikke rokke sig af stedet. Da der var gået et stykke tid, lykkedes det dog Itertajaaq at befri sig for grebet, og han løb ned til sin kajak. Og inden kvinden tog ham igen, kom han i kajakken og stødte fra stranden. Så tog han et par kraftige åretag for at slippe væk fra hende, men han opdagede, at han ikke kom ud af stedet. Og da han kiggede ind mod land, blev kvinden ved med at stirre på ham. Pludselig kom han

dog igang, og kunne ro fra stedet. Og han skyndte sig hjem. Da han kom

hjem, lod han som ingenting, og han roede ganske langsomt. Han steg i land, hvor han plejede at stige i land og anbragte kajakken på den sædvanlige plads. Da han gik op, kom han forbi åndemaneren, der sad uden for sit telt og lavede et eller andet. Og da han gik forbi, kiggede han på åndemaneren uden at sige noget, og han så, at åndemaneren uden at sige noget grinte af ham. Og Itertajaaq sagde ikke andet end: 'Dit utyske.' Og Giinngivit / Kiingivit grinede så uden at svare ham.

Engang lovede en af deres bopladsfaller Giinngivit en hund, når hans ældste tæve havde fået hvalpe og hvis det blev gode hvalpe. Hans tæve fik hvalpe, men da det var gode hvalpe, som voksede meget hurtigt, syn-

tes han alligevel, at de var for gode til åndemaneren. Så han beholdt

dem. Og da åndemaneren nævnte det for ham, sagde han, at de voksede så godt

at han hellere ville beholde dem. Åndemaneren sagde ikke noget. Og hval-

pene blev store. Og da de var udvoksede, nævnte åndemaneren det igen, fordi den anden jo havde lovet ham en af hvalpene.

Men den anden syntes nu, at de trods alt var ham for værdifulde. Og

selv om han havde givet ham det løfte, ville han alligevel ikke give ham

den. Samme vinter skulle den mand, der havde lovet åndemaneren en hvalp,

med slæde fra Tasiussaq / Tasiusaq til Augpilagtoq / Aappilattoq på besøg.

Og han spurgte så Giinngivit om han kunne tænke sig at køre med. Og de kørte derfor begge to afsted. Dengang var der ingen beboede pladser mellem Aappilattoq og Tasiusaq. De to slæder kørte således at Giinngivit var bagest. Og da de var ved at nærme sig Qagsserssuaq / Qassersuaq, kørte den anden et stykke foran åndemaneren. Og han kom ret tæt på et lille næs ved dan nordlige munding af Qasserssuaq og han kiggede tilfældigt på næsset og så, at der var to mennesker. Han kiggede så på sin kammerat, der blot kørte frem, og så satte han hen imod de to mænd. De to mænd stod på isfoden, og da han var kommet dem ret nær, opdage-

de han, at det var to danskere. Og så kom han i tanke om, at man sagde, at Kiinngivit, åndemaneren, havde to hjælpeånder, der var danske. Han standsede

for at vente på Kiinngivit, og da Kiinngivit nåede op til ham, sagde han: 'Gad vide, hvad de to der taler om.' Så sagde åndemaneren, at de sikkert talte om den hund, som den anden havde lovet ham. Han havde næppe sagt det, før den anden svarede med høj røst: 'Nu skal jeg give dig en. Nu skal jeg give dig en.' Og han løb hen til sine hunde og løsnede den ældste hundehvalp fra slæden og gav den til åndemaneren. Og nu da åndemaneren havde fået en stor hundehvalp til sine andre hunde, kunne han køre sammen med sin kammerat uden at sakke bagud.

1955: 256 - 257

Dengang var der jo flere åndemanere, der var mege vennesæle, og selv om nogle havde det med at drille dem, plejede de alligevel at fortælle om de mærkelige ting, de gerne oplevede sammen med dem. Og på den måde fortalte Itertajãnguaq / Itertajaannguaq om sin store lyst. Også om dengang han opdagede, at han ikke kunne klare den store kvinde, således at han med nød og næppe kom fri af hendes garn, det fortalte han selv. Og den anden fortalte om, hvad han med egne øjne havde set: To danskere dér, hvor der ingen danskere skulle være. Han har flere gange senere fortalt om det, og nu har jeg altså fortalt om dem.

Giinngivit døde som en gammel mand efter at han var blevet døbt og havde fået navnet Tobias.

      Men den slags historier drejer sig ikke alene om åndemanerne, for andre undrede sig over tryllesange, der tilhørte folk, der egentlig ikke var åndemanere.

Og når de syntes, at disse tryllesange havde haft en virkning, så fortalte

de det. Men sangene var ikke hverdagssange og blev kun sunget ved passende lejligheder. Og sangene var sammensat af gamle ord, som tilhørerne ikke med det samme kunne forstå. Og først når man havde øvet sig og gentaget dem, kunne man lære dem.                    

      Da Amitsualaaq døde levede min farfar, Tuutigaaq, også i Inugsuk / Inussuk, så ham omtaler jeg også i denne forbindelse. Og da det blev forår, mens han boede der, så fulgte han med folk ud til fangststedet. Han kom til Putugua, og det var i uuttoq-tiden / krybefangst-tiden, men det varede noget, inden han kunne fange noget. Når han nærmede sig en opkrøbet sæl, og han var i passende afstand, kom der gerne en ravn, der fløj over stedet og henimod sælen, der derfor hoppede ned i åndehullet. Og da det gentog sig hver gang han var på fangst, kunne han ikke komme hjem med sæl i lang tid. Og selv om han egentlig ikke havde smerter nogle steder, mærkede han en dag, at han var ligesom afkræftet. Det tog til med denne afkræftelse, og til sidst kunne han ikke tage på uuttoq-fangst. Og så lånte han sine hunde ud til en af de unge. Selv stillede han sig på næsset nede ved Putugua, fordi der her var åbent vand, og der ventede han på sæler, bevæbnet med en riffel. Det blev jo opsøgt af sæler, selv om det ikke var ret

mange. Så en dag, da uuttoq-jægerne var taget ud, sad han der og ventede på sæler sent på formiddagen. Da kom en af de gamle fra fangststedet,

Taka, det var den frygtløse mand, der var gået hen til den sindssyges grav.

      Han kom hen til ham, og uden at spørge ham, sagde han så: 'Jeg har mistanke om, at det ikke er din egen skyld, at du har det sådan, cg jeg prøver at gætte, uden at vide noget rigtigt, men sådan noget skal man betale for. Så hvis du har noget, så giv du mig til det.' Tuutigaaq lovede at give Taka en rulle tobak, som han havde i sin kiste. Og da Taka havde fået det løfte, stillede han sig ret op og ned bagved den siddende Tuutigaaq, og først vendt mod nord, fremsagde han en trylleformular. Og da han var færdig vendte han sig mod syd og gentog tryll1eformularen. Da han havde sunget, sagde han ikke mere, men gik ind i teltet. Og Tuutigaaq tænkte på ordene i tryllesangen. Taka havde jo sagt, at den skulle rettes mod noget, som han ville ramme. Men da han fremsagde formularen, lød det ikke som om det var rettet mod nogen bestemt, og der var enkelte ord, han kunne huske, og han mente, de lød sådan:

'niarqugkut ikiligssamik siggungnigdlo augssualingnik / niaqqukkut ikilissamik siggunnillu aassulinnik / Således at der kommer sår på hovedet og blodbesudlede læber.'

Da Tuutigaaq gik hjem om aftenen, fortalte han en af de unge, hvad han havde oplevet, men fik ham til at love, at han ikke ville sige det til andre.

Der skete ikke noget den næste dag. Men den tredje dag om aftenen, efter

uuttoq-fangerne var kommet hjem, opdagede de en hundeslæde, der var på vej fra Upernavik. Da han kom, fortalte han, at mens Inequngnavãt / Inequnnavaat og hendes familie, der stammede fra Augpilagtoq / Aappilattoq, var på fangstpladsen ud for Søndre Upernavik på Kingatak øen, var hendes mand gået med deres søn på rensdyrjagt, og at der for to dage siden var faldet en sten ud af en klippe, der havde ramt manden i hovedet, hvorved det knustes, så at han døde med det samme. Og der var sendt bud til Upernavik dagen før, og nu bragte han nyheden videre. Og man sagde, at stenen ikke var kommet fra en stejl klippeside, men af den bare klippegrund. Man sagde også, at den kvindelige åndemaner Inequnnavaat / Ineqinnavaat havde en ravn til hjælpeånd. Og efter den tid skete det mærkværdigvis, at Tuutigaaq fik det bedre. Og endnu inden isen var helt forsvundet, blev han helt rask.

Kommentar: Vedr. citatet fra trylleformularen på grønlandsk står der på tryk augssialingnik, men da det ikke giver rigtig mening, har Robert Petersen rettet det til augssualingnik i overensstemmelse med versionen hos Hans Lynge 1967: Inugpait.

Var.: Hans Lynge: søg på Kiinnguit, Tuusingaaq, og Siffiaq (de forskellige fortællinger, registrerede hver for sig

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 51 + 53: Utorqángornera.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 112 - 113.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 121 - 122.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Kun to af Ineqinnavaats børn overlevede hende da hun døde ca. 1880, 76 år gammel. Hun var da affældig, var begyndt at gå i barndom og ganske forfærdelig fattig. Da hun et forår brød det rådne tag ned på sit hus og skulle skaffe sig nyt træ til at reparere det med, gik hun til fjelds og fik af sin europæiske hjælpeånd en granstamme, som hun med stort besvær slæbte hjemad. Men hun faldt, tabte den, og da hun ville ta den igen, var den forvandlet til et langt vissent marehalm. Som gammel samlede hun muslingeskaller og fandt sig ikke i at nogen af resterne fra hendes mad, knogler og den slags, blev smidt væk. Hun var altid god mod de børn, der besøgte hende, og hvis kolde fødder hun varmede på sit maveskind.

Kommentar: Fortællingen om åndemaneren, der af en hjælpeånd får en stor ønsket genstand, ofte en teltstang el. lign., der i den almindelige, synlige verden så viser sig meget skuffende blot at være en vissen plantedel, er almindelig udbredt. Den hæftes uden besvær på en åndemaner, mytisk eller historisk. Se fx Kaakaaq.

Hist. In. var en kvindelig åndemaner / angakkoq i 1800-tallets Upernavik-distrikt. Der går mange fortællinger om hende: Søg på Ineqinnavaat.

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk, s. 77: qingmit ârnawagdlit /

(aarnuaq).

Martêraq har genfortalt Nuliannguaqs fortælling og muligvis også givet depersonoplysninger om Siimuk, der står som indledning.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 39 - 40.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, s. 44.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Åndemaneren / angakkoqen Kîingewit / Kiinnguit var så uheldig engang han netop havde forladt huset gennem røghullet på åndeflugt at blive standset af hundenes gøen og lande på enderne af en konebåds rælinger oppe på et højt stillads. Man måtte hjælpe ham ned. Hundenes gøen havde lydt som: Han lander, han lander. Hundene viste sig da også at have en blå blomst, oqaasat, den tungelignende (saxifraga?) som amuletter.

Hist.: Historisk fortælling fra midten af 1800-tallet. Den oprindelige fortæller var Kiinnguits datter. Han lod sig døbe som 46-årig, men fortsatte sin praksis som angakkoq. Han havde overtaget to danske hjælpeånder fra Sivpiak / Siwpiaq da denne døde (H. Lynge 1955: 18 - 19).

Kommentar: Måske er årsagen til åndemanerens afbrudte åndeflugt enten det, at planter ikke kan bevæge sig omkring, eller blot det at disse ligner tunger og har givet hundene mæle.

Iøvrigt mente Martêraq følgende om hunde:

at når grønlandske hunde går rundt om sig selv og tramper på jorden før de lægger sig ned, stammer det fra deres fjerne oprindelse på stepper med højt græs. Hans Lynge 1955, s. 111.

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk, s. 73 + 75: Ilasiap inúngornerata sujornatigut kingornatigutdlo pisimassut.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 67 - 68.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 74 - 75.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Sukasik og hans kone, Juuliaannersuaq havde mistet det ene barn efter det andet som små, men blev så hjulpet af kateketen og åndemaneren / angakkoq Simon (f. ca. 1770). Han anbefalede Juul. at gå ned til stranden om morgenen, samle et eller andet op, lægge det i forsnippen på sin anorak, bære det hjem som et skattet væsen og sige til husfællerne: Jeg har netop fundet en dejlig dreng. Og de skulle være instruerede i at byde den lille velkommen. Juul. blev da gravid, fødte en søn, som Sukasik bestemte skulle hedde Ilasiaq (plejesøn) og han overlevede, også fordi Juul. overholdt Simons påbud: Hun måtte aldrig drikke friskt vand og skulle altid smide sønnens aflagte klæder i havet. Det fortsatte Ilasiaq iøvrigt med resten af sit liv. Kateketen og angakokken Sîmuk bragt også den nyfødte en amulet, en panserulk, til hans fremtidige kajak.

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallet.

Tolkning: Man hører oftere at åndemanere kunne skaffe børn fra Månen end fra Havkvinden. Men måske er det fordi Juul. ikke er steril. Det er blot børnene hun føder, der skal styrkes til at leve.

Der er muligvis en ide-sammenhæng mellem havkvinden eller dødsriget i dybet og tabuet mod at drikke andet end smeltet is. Rindende vand hører landet til og måske mente man at alle de døde søskende var den samme person, der havde hjemme i dødsriget under havet. Valget af navn til drengen tyder på, at man forsøgte at komme uden om denne lidet livsduelige person. Panserulken er klart associeret til havet, idet det er en dybhavsfisk.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

Om fætrene.

Der fortælles om to fætre, der aldrig kunne forlade hinanden. Når de var på rejse eller fangst, var de altid sammen. De fandt sammen, allerede da de var små, og de blev voksne og storfangere, og deres sammenhold forblev det samme.

På et tidspunkt fik de lyst til at få sig en kone efter, at de på skift havde opfordret hinanden til det. Noget senere fik den ene fætter sig da en kone. Da han fik sig en kone, fik den anden fætter lyst til at gøre som sin fætter, men hans familie rådede ham fra det. Han sagde: "Når min fætter kan få sig en kone, vil jeg også have mig en kone." Det fortælles, at disse fætre efterlignede

hinandens gøren og laden. Når den ene fætter gjorde noget, efterlignede den anden ham til punkt og prikke. Derfor forlod de selvfølgelig aldrig hinanden. Da den ene af fætrene havde fået sig en kone, begyndte han at opfordre den anden til også at få sig en kone, og han fortalte fætteren, hvor godt han havde det efter at have fået sig en kone. Da den anden nu havde opdaget sin fætters lykke, fik han sig også en kone.  Nu da de begge var blevet gift, blev de endnu tættere knyttet til hinanden.

Engang da de var taget på fangst, kom den ene fætter tilbage hen under aften. Derefter ventede de på, at den anden fætter skulle komme tilbage, men det blev aften, og han kom ikke, og hans fætter sov ikke den nat. Den næste dag ventede de også på ham, men han kom ikke tilbage. Den næste dag var fætteren så ked af det, at han var helt ude af sig selv.

En dag gik fætteren en tur i håb om bare at finde sin fætters fangstsager. Han gik og kom til et sted, hvorfra han fik øje på en stor bjørn, der lå sammenrullet, og pladsen omkring den var fuld af blod. Da han var sikker på, at den havde ædt hans fætter, blev han meget vred. Først tænkte han på at skjule sig for bjørnen, men så gjorde han den opmærksom på sin tilstedeværelse. Da den opdagede ham, kom den farende hen imod ham. Da fætteren så den komme, gav han sig til at vente på den. Først da bjørnen var lige ved at nå ham, greb han den om de vældige forpoter og slyngede den fra sig ned på jorden, så blodet flød fra den. Da han havde dræbt den, åbnede han dens mave og genkendte straks sin fætters hoved i dens mave. Da han havde genkendt sin fætter, blev han så vred, at han skar bjørnen i småstykker og smed delene rundt omkring. Da han var færdig med det, tog han hjem.

Næste dag tog han på vandretur igen. På et tidspunkt fik han øje på en stor ulv, der lå sammenkrøbet, og straks råbte han til den. Da ulven fik øje på mennesket, rejste den sig straks og viste tænder og fór hen imod ham. Da blev han stående og ventede på den. Da den kom nærmere snerrede den, og den var åbenbart meget sulten. Da den var ved at nå ham, gjorde den sig straks parat til at bide ham, men han kom den i forkøbet og greb den i forpoterne og slyngede den hen ad jorden, så blodet flød. Da han havde dræbt den, gjorde han som tidligere og skar den i småstykker og smed delene rundt omkring. Da han var færdig med ulven, tog han hjem igen, og da han kom hjem, sagde han heller ikke denne gang noget. Nu holdt fætteren helt op med at tage på kajakfangst og jagede udelukkende landpattedyr.

En dag tog han igen på vandretur. Så fik han øje på en kæmpestor orm, der lå på en stor brink. Da ormen fik øje på mennesket, satte den efter ham. Det fortælles, at dette menneske havde fyldt et skind af en grønlandssæl med mange pile, da han skulle af sted. Da ormen havde fået øje på ham, fulgte den efter ham. Så spændte han sin bue og skød den en pil efter den anden efter ormen, og efter mange pile dræbte han den. Da han havde dræbt den, skar han den op og så, at den indeni udelukkende bestod af talg. Så skar han et stykke af fra de bedste dele og tog en bid af det og opdagede at ormen smagte helt godt. Så spiste han af den og blev ved, til han følte sig helt mæt. Da han havde skåret et stykke af, som han kunne bære, begyndte han at gå hjemefter. Da han kom hjem, fortalte han først sin historie. Hans familie blev meget overrasket over den, fordi han ikke havde fortalt om sine tidligere fangster. Hans husfæller spiste nu en del af ormen, da de havde set den, og mens de spiste, sagde de, at den smagte godt, for sådan noget havde de aldrig spist før. Næste morgen tog de af sted for at hente talg. Da de nåede frem til ormen, blev de dybt forundrede over dens størrelse. De satte sig ned ved ormen og begyndte at spise. Da de havde spist og følte sig mætte, begyndte hjemturen. Mens de gik, kastede nogle af dem op, og det fortælles, at deres rute hjemover var dækket med opkast, og det siges også, at mange af dem fortsatte med at kaste op, da de var kommet hjem. Da de var gået i seng, var der om natten hele tiden nogen, der skulle ud og forrette sin nødtørft udenfor huset. Næste morgen fortalte de alle sammen, hvordan de havde måttet forrette deres nødtørft natten igennem, og så fik de sig en god latter. Det fortælles, at ormen varede vinteren over, og foråret begyndte endda at nærme sig, uden at ormen var blevet spist helt op.

En aften inde i huset, hørte de, at nogen var på vej ind gennem husgangen. Så kom der en stor mand ind, der svedte over det hele. Da han var kommet ind, spurgte de ham: "Hvad vil du?" "Det er ikke for ingenting, at jeg er kommet herhen, for jeg har brug for at få nerverne i ro." Husstandens mænd spurgte, hvordan det kunne være. Han fortalte, at da hans fætter ikke kom tilbage, rejste han alle mulige steder hen for at berolige sine nerver. Mændene spurgte: "Men hvor bor du egentlig?" Da han nævnte områdets navn, forstod de ham ikke. Da de ikke forstod ham, sagde han ikke mere. Hans vært sagde så: "Nu skal du høre, da min fætter var blevet ædt af en stor bjørn, kunne jeg heller ikke mere tage ud på kajakfangst. Om dagen var jeg kun på jagt efter landpattedyr, fordi landpattedyrene var blevet mine fjender." Så fortsatte han videre: "Fortæl nu noget." Da værten sagde det, begyndte manden at fortælle. Da han var igang, sagde værten til sin kone, at hun skulle koge mad. Mens hun satte mad over, fortalte gæsten løs. Værten sagde: "Spis nu først, så kan du fortælle, når du har spist." De serverede noget af ormen for ham på et aflangt træfad, så det var fyldt helt op, men så havde de stillet fadet, så det hældede mod vest, og da gæsten stirrede på det, begyndte han at lude mod udgangen og faldt så ned i husopgangen, mens han sagde sådan: "Sådan noget vil jeg helst ikke se, for fadet hælder mod vest." og samtidig faldt han ned i husopgangen, og straks efter hørtes kun hans fodtrin udenfor. Så skyndte hans vært sig at tage sin skindanorak på. Og da han gik ud, så han, at manden var ved at nå hen til strandkanten nedenfor huset. Det var sådan, at de havde en stejl affaldsplads. Og værten sprang nu ned på affaldsbunken og begyndte at følge efter gæsten. Mens han fulgte efter ham, gik gæsten ud på isen. Værten fulgte efter ham. Og til sidst kunne han ikke længere se kysten. Så fik de øje på en stor kajak ved iskanten, og så kom de til mange isskodser. Manden tog nu sin store kajak og begyndte at springe fra isskodse til isskodse, og forsvandt til sidst ud vestpå.

Det fortælles, at manden var en af vestkystens store kajakfangere. Det fortælles også, at værten ved sin hjemkomst fortalte, at det store menneske var meget hurtig til bens. Det siges også, at da værten var kommet hjem, varede det meget længe, inden han tog på kajakfangst igen, fordi han stadig gik på jagt efter landpattedyr. Først da han, som erstatning for sin fætter, syntes at have fanget tilstrækkeligt mange landpattedyr, holdt han op med det, og derefter jagede han ikke flere landpattedyr. Det siges, at han derefter fik fred i sindet.

Her slutter fortællingen.

Var.: ID 1431, 1782, 1788, 1977, og 2329, hvor varianterne sammenlignes. Kommentar: Gæsten der mister balancen og falder ned i husgangen, fordi fadet hælder, er ifølge varianterne et halvmenneske, en illukoq. Sammenstillingen af episoder er ualmindelig og ikke umiddelbart forståelig. Måske har adskillelsen af det uadskillelige fætterpar ledt tanken hen på noget halvt: kun jage til lands, og besøg af et halvmenneske som i de andre "fadet hælder jo!" -versioner. søg også på: fadet hælder;halvmenneske; illukoq; illuinnaq.

Kommentar: Gæsten der mister balancen og falder ned i husgangen, fordi fadet hælder, er ifølge varianterne et halvmenneske, en illukoq.

Sammenstillingen af episoder er ualmindelig og ikke umiddelbart forståelig. Måske har adskillelsen af det uadskillelige fætterpar ledt tanken hen på noget halvt: kun jage til lands, og besøg af et halvmenneske som i de andre "fadet hælder jo!" -versioner.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side  59 - 60.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Den sidste tupilak i Illorsuit (bygd på Ubekendt Ejland).

E. Martin Mørch var kateket i bygden Illorsuit, der hører ind under Uummannaq kommune. Da kan kom på besøg hos sin bror Tobias Mørch i Upernavik, var jeg tolv år gammel, og dengang hørte jeg ham fortælle historier. Da han var blevet en ældre gråsprængt mand, kom han en gang sammen med Usaangassuaq og Iisaakassak, der kom med post, og overnattede hos os i vores hus i Kangaarsuk, hvortil vi var taget hen på jagt. Han fortalte, at dengang han var ung, plejede han at tage på jagt i kajak sammen med storfangeren Aarsuatsiaq, der boede i Illorsuit. Og denne tog ham ikke med for at lære ham op men derimod for at have ham med som hjælp til bugsering af fangsten. For når han havde fanget noget, overlod han fangsten til ham, så han kunne tage dyret på slæb, og så efterlod han ham og roede videre for at jage videre.

   Det fortælles, at denne fanger altid fangede noget; og det var naturligvis på den tid, hvor der var mængder af sæler at fange. En dag roede de på jagt i kajak mod øst. De nærmede sig fjeldet Qinngusaaq, der ligger øst for Illorsuit, og da de kom nærmere til land, kunne de høre en ræv gø dér højt oppefra, og de kunne høre, at den løb nedad mod havet.

   Da den nærmede sig vandet, begyndte den at lave lyde som mange forskellige slags dyr. Til sidst begyndte den ene af mændene at føle sig utryg ved, at den lavede alle mulige lyde, da den kom nærmede ned til vandet. Selv var han så bange, at han knap kunne bære det længere.

   Så sagde hans fælle: Den kan jo ikke gøre noget. Lad os nu bare se! Og med det samme roede han hen i retningen af den. Og da han ikke syntes, at han kunne lade storfangeren ro alene, fulgte han efter ham. Men selv om de kunne høre dyret være helt tæt på sig, hvor det skreg på stranden, kunne de overhovedet ikke se det.

   Til sidst hørte de noget ude fra vandet: aar, aar, ee!, der på den måde gjorde opmærksom på sig selv. De så sig om og fik øje på en stor sæl, der trygt lå i vandskorpen! Storfangeren kastede harpunen efter den, men sælen var for langt væk. Og igen lød det: aar, aar, ee! Så snart den skreg sådan, roede fangeren hurtigt frem for at kunne harpunere den, og så kastede han harpunen. Han havde vistnok ramt sælen, men den var ikke til at se. Og med et: Øv, hvor er den dog irriterende! trak han harpunremmen til sig og lukkede vanten om harpunspidsen efter at have spyttet i vanten. Da sælen igen dukkede op tæt ved ham, roede han hen mod den og kastede harpunen mod den, og denne gang dræbte han den. Og naturligvis sank den med det samme. Storfangeren kaldte på ham, og da han kom derhen, var han langsomt ved at trække den op. Og det var tydeligt, at han ikke var særlig tryg ved situationen, og at det var derfor, han bevidst var så lang tid om at trække den op. Og sikke dog en elendig stakkel af en sæl. Det fortæl-les, at dens luffer sad omvendt på, og den var så mager, at det så ud, som om fangerens pilespids var limet til siden på den. Og dens skind lignede mest af alt et gammelt kasseret brikseskind. En del af det havde en smule hår på, men resten var helt bart.

   Så vendte de da hjemad med sælen på slæb. Da de nærmede sig bygden og kom tæt hen forbi to ældre fiskere, sagde den ene af dem: Nå, det er da første gang Aarsuatsiaq kommer hjem uden fangst.

   Aarsuatsiaq svarede: Nejda, men denne gang har jeg fanget en tupilak. Og den gamle svarede: Du har godt nok mistet forstanden! Pas på, for han er ved at blive tosset! Og det fortælles, at da de kom op af kajakkerne, kom der en masse mennesker ned på stranden for at se på sælen. Efter at have samlet en hel flok hunde, smed de sælen hen til dem, men selv om de flænsede i den med tænderne, fik de den ikke revet i stykker. Da hundene nu ikke kunne klare sælen, tog de den fra dem og skar den i stykker. Og så fandt de ud af, at der hverken var kød eller spæk på den, og hele dens indre bestod nærmest af en slags rødder. Dens knogler var et sammensurium af alle slags dyrs knogler. Og den havde formodentlig også menneskeknogler, for da den svømmede ud i havet, fik den stemme som et menneske. Man skulle have troet, at den ikke ville kunne leve. Det siges, at den nok ikke var beregnet på fangeren, og at det nok var derfor, at den ikke gjorde ham noget.

Måske var det den sidste tupilak i Illorsuaq og omegn.

Hist.: Fortælling om historisk begivenhed omkr. 1900.

Håndskr.: KRKB 1, 4(12), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:  "Igdluvigaq (inuk igdlua pîgaq)".

Trykt på vestgrønlandsk i:

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 26 - 30.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 102 - 105.

Kort dansk resumé i Rasmussen, K. 1981, Inuit Fortæller, II: 125.

Resumé:

Et gammelt ægtepar bor alene ved en fjordmunding et godt stykke syd

for en stor boplads. De lider ingen nød. Manden fanger sæler, fisker

havtorsk, og konen ammassætter om sommeren. Men de er året rundt alene

og længes efter selskab. Midt om vinteren på den tid, hvor

vestenvinden blæser, får de besøg af en "halvside", der straks

underholder dem med fortællinger, men flygter, da de serverer

halvrådden, kogt torsk. Med sin kajak hopper han let over isflagerne

og fortsætter ud til havs i kajak. De gamle ærgrer sig. Halvsiden går

på besøg på den nordre boplads i et hus med et sovende gammelt ægtepar

og ellers lutter vågne unge. Kun de unge vil han fortælle for, og de

skal servere ham rå lever, ikke fisk, hvis dunster genåbner hans sår.

Dem fik han engang, da kvinderne i et ellers fredeligt fælleshus kom

op at skændes om en enke med en lille datter. Skænderiet endte i et

vildt knivdrama, hvor alle blev involveret. Men halvsiden så sit snit

til at slippe bort fra kampens sindssyge og har siden levet alene uden

fast bosted.

Var.: ID 103, 1782, 1788, 1977, og 2329, hvor varianterne sammenlignes. Hist.: I denne variant mangler halvsidens udbrud i de ældre varianter: "Men fadet hælder jo!" Dette traditionelle symbol på ubalance / manglende balance og gæsten er ofte en stjernemand (der jo altid er på farten - ikke har noget blivende sted). Tolkning: Ifølge Hans Egedes Perlustration 1971,2: 123 lever de blege stjerner af nyrer og de røde stjerner af lever, altså indmad. Det er åbenbart hvad kun de (opvakte/vågne) unge (fangere) kan servere. Gamle mennesker enten sover eller fanger kun fisk. Se iøvrigt GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Det hele menneske" og "Dværge". I denne variant er kvindernes fredelige sameksistens kontrasteret med både voldens massepsykose, der berøver manden hans halve side og ligevægt, ensomhed kontra fællesskab med flere familier, og gamle versus unge. Søg også på: halvmenneske; illukoq; illuinnaq.

Hist.: I denne variant mangler halvsidens udbrud i de ældre varianter:

"Men fadet hælder jo!" Dette traditionelle symbol på ubalance / manglende balance har måske mistet sin aktualitet.

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Det hele menneske" og "Dværge". I denne

variant er fredelig sameksistens kontrasteret med både ensomhed og

voldens massepsykose. Og det er kun de unge, der er modtagelige for

belæring.

Orig. håndskr.: NKS 3536, I, 4', læg 14, ss. 62-66.

Håndskrevet oversættelse til dansk: NKS 3536 II 4', læg 18.

Trykt på grønlandsk i Lynge, Kr. 1938-39, I: 70 - 74.

Resumé: I. mister sine koner, den ene efter den anden. Hver ny kone, han får,

dør inden et år. Han besøger altid svigerfamilien og begræder tabet.

Han får Masaanaq til kone. Hun er mange brødres eneste søster på en

nordlig boplads. Han giver hende kronede dage, masser af mad og lader

hende end ikke hente vand. Da hun er blevet smældfed, beføler han

hende oftere og oftere og mumler, at hun endnu ikke er fed nok. M.

fatter mistanke. En morgen I. er taget på fangst, flygter hun

vraltende og efterlader sig to parallelle slæbespor i sneen. Hen mod

aften er hun endnu ikke nået hjem til brødrene og kan vente, at I. vil

optage forfølgelsen. Hun set et tykt stykke drivtømmer, flækker det

med en formular, skjuler sig i det og lader det lukke sig med en anden

formular. I. følger sporene til træstammen, ærgrer sig over ikke at ha

spist M. i tide, kiler en sten ned i en revne og hamrer løs på den. M.

gør stammen hård som sten med endnu en formular. I. undrer sig, går

hjem og udsætter videre forsøg til næste dag. M. når hjem til

brødrene, der forstår hvorfor I. altid mister sine koner. De graver et

skjulested under gulvbrædderne til M. I. kommer, græder over tabet og

trøstes af brødrene: "Derved er intet at gøre, det er således livets

gang, at de, der skal dø, dør!" Man opfordrer I. til at glemme sorgen

og synge glædessange. I. danser og blir ganske kåd. Pludselig lyder

en stemme: "I. æder sine koner!" I. holder forskrækket inde: "Hvem har

sagt det?" "Det har M.". M. kommer frem, og brødrene dræber I.

Var.: Igimarasussuk; Iimarasussuk.

Hist.: Som med de fleste af Jaakuaraqs fortællinger er der ikke meget

af de ældre varianters dramatik tilbage. Følgende episoder er gledet

ud: I.s drab og fortæring af M.s lillebror, hendes udstopning af sit

eget tøj som en dukke, der narrer I., hendes amuletter, der forvandler

hende til træ og musling (missionen forbød amuletter), og hendes

ophold i broderens fælde (overgang til fornyet status af ugift

søster).

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 156 - 157.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Menighedens straffe.

   Markus Eliasen: Dengang det efter sigende ikke var almindeligt, at der fødtes børn udenfor ægteskab, fik min faster Inequnarneq (Den Sødeste), der var Pangoqs datter, et barn udenfor ægteskab. Med et tørklæde på hovedet og håret flettet prøvede hun på at få dem til at tro på sin forklaring. Og når bopladsens mænd tog på fangst, begyndte hun nu at få deres kvinder til at flette håret.

   Da hun så blev kendt som forkynder af vranglære *), og da alle i Tasiusaq var begyndt at tro på hendes lære, kom præsten i Upernavik (T.Mørch) og hentede hende. Dengang i gamle dage brugtes disse straffe: Man klippede deres hår og hejsede dem op i en mast og pryg-lede dem.

   Men senere rettede hun sig igen. Og efter at hun fik sig en mand, levede hun i fred i mange år.

*) Udfra noget, som jeg tilfældigt har hørt fra andre, skyldes den slemme straf hun fik, ikke kun, at hun ikke ville gå med hårtop. Men da hun fødte udenfor ægteskab, begyndte hun at tro, at det var et resultat af, at den Hellige Ånd havde været over hende og gjort hende gravid, så hun nu var blevet mor til Frelseren. Peter Freuchen har i sin bog "Solfjæld" bearbejdet historien til en fortælling.

Hist.: Historisk beretning. Falder ind under begrebet, profetbevægelser. Se Kleivan, Inge 1986 i Arctic Anthropology vol. 23 og 1999: Inuit Kultur og Samfund, red. Jørgen Lorentzen et al., Systime.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 57.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

  Familiens beskytter.

Eqiunnguaq (Bendt). Det fortælles, at en kvinde dræbte Massaluttoqs mor. På sine gamle dage var hun blevet svagelig. Og en gang hvor de var ude at plukke bær, havde hun skjult sin kvindekniv i bæreposen på sin amaat (bærepelsens plads til barnet). Og hun dræbte hende ganske enkelt ved at hugge hende med kvindekniven.

   Massaluttoq (der blev døbt Caroline Jakobine) var derfor ikke helt almindeligt opdraget. Hun havde en isbjørn som amulet. Og den omfat-tede hele familien. Den var både et varsel om ulykker og en beskytter. Hver gang der var ved at ske noget, også når nogen skulle dø, viste den sig. Og da Massaluttoq var ved at dø i Aappilattoq, fortælles det, at man kunne høre den langt derude på isen. Hele natten brølede den, og først ud på morgenstunden, da hun holdt op med at trække vejret, tav den.

   Og nu er Lena, én af hendes slægtninge, syg, og har det ikke særlig godt.

   (Én af de dage mens jeg var der, døde hun om natten. Da vi kort tid efter gik forbi dér, var der helt friske, store isbjørnespor lige udenfor hendes vinduer. Isbjørnen var gået over fjeldet. Det var svært at se, mens det var mørkt, men det var tydeligt, at den var fulgt efter os, kort tid efter at vi havde gået der, for da jeg gik der første gang, var der ingen spor. Det var ærgerligt, for det havde været interessant at se en tupilak-isbjørn. H.L.)

Hist. Historisk fortælling, måske fra slutningen af 1800-tallet.

Kommentar: Amulet eller tupilak? Forestillingerne smelter ligesom sammen her.

Genfortalt efter Sákaliarse.

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk, s. 75 + 77: Ilasiaq samánga / samannga .....

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 68 - 69.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 75.

Evateeraq genfortæller Sákaliarse's (Sakarias) fortælling.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Ilasiaq var Sakkaliarsis storebror, der engang reddede ham i sidste øjblik, da han var kæntret i kajak. En kort overgang, mens S. var ved bevidsthed bad Il. ham se på en genstand som et stort stykke drivtræ med børster. Sak. kom til sig selv på stranden, hvor Il. havde tændt et bål, men intet sagde. Sak. var overbevist om, at Il., der stammede dernedefra (Havkvindens område, se s. 72 - 74: Ilasiaqs fødsel), havde tryllet tingesten op dernedefra, hvor han kunne hente  hjælp og således givet sin lillebror førstehjælp.

Hist.: Historisk fortælling fra midten af 1800-tallet. Sakkaliarsi f. 1830 var yngste søn af Sukasik. Træstykket med børster, sikkert en skrubbe af en slags, kunne stamme fra en af de britiske / skotske hvalfangerne fra den periode.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Iliarssúnguit".

Trykt på vestgrønlandsk i Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 23 - 26 og i

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 146 - 148: "Iliarssúnguit" / Iliarsunnguit.

Resumé:

To små forældreløse drenge går dagligt på rypejagt med bue og pil. En

dag opdager de i en kløft et hus, hvor den lille dreng leger "kajak"

inde i huset. Han er alene og bange, men beroliges af de to. De takkes

og bliver rigeligt beværtet med tørret ræve- og renkød af den enlige

mor, da hun kommer hjem fra jagt. I bytte for et sæt af de

forældreløses pile, som hendes dreng ønsker sig, får de store kødgaver

med hjem. Deres husfæller finder kødet meget lækkkert og, skønt den

enlige mor har forbudt andre at komme for at sælge pile, laver de en

mængde pile og presser drengene til at vise dem huset. Det er

forsvundet, og drengene går aldrig siden på rypejagt.

Var.: Hyppigt tema: hjælp fra ånderne til et eller to mennesker (som her) kan ikke udvides til deres fæller. Fx: Kartulukkunnut pulartut; Pissarsiorniasagit; Den eenøjede indlandsbo på Kingitsoq-fjældet.

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Manden der smadrede gravmennesket.

For ikke så forfærdelig mange år siden havde en mand i Kitsissut (de vestlige øer) en eneste søn. Et sted på hans ø var der en grav, hvor der ind imellem kom nogen op og tilintetgjorde mennesker. En dag gik mandens søn en tur. Da han undervejs kom til graven, hvorfra et menneske undertiden havde det med at komme op, begyndte en af gravens sten at bevæge sig. Da de bevægede sig, steg gravmennesket op af graven. Skrækslagen ville manden flygte. Men så snart han stak i rend, dukkede gravmennesket op af den bare jord lige foran ham og gav sig straks til at slås med ham. Den unge mand forsøgte hele tiden at komme løs, og da det langt om længe lykkedes ham at komme væk, tog han hjem, men blev straks syg og fortalte, at gravmennesket havde slåsset med han og fordærvet ham. Til sidst stank han ligeså fælt som fluelarver og døde. Da han døde blev faderen rasende på gravmennesket, der havde det med at komme op af graven.

Så en dag ganske kort efter sønnens død gik han hen til den forbistrede grav. Lige før han nåede derhen, kom gravens menneske som sædvanlig op, og i samme øjeblik skjulte manden sig og tog den flade sten frem, som han ville bruge som kasteskyts. Da han trak stenen frem, kiggede han frem fra sit skjul og så, at gravmennesket ligesom lignede en fangstblære. Han gik frem, og lige før han nåede gravmennesket, kastede han af al kraft stenen på det, som straks forsvandt ned i jorden. Da han kom hen til graven, kiggede han ind i den. Da han ikke bemærkede noget særligt, undersøgte han den nøjere. I gamle dage begravede grønlænderne mennesker, når deres tid kom, i en allerede brugt grav, således at der kunne være flere i én og samme grav. Også i denne dumme grav lå der flere begravede mennesker. Da han undersøgte den nøje så han, at han havde kastet sin sten på et af kranierne, et afbleget et, og ramt det lige over ørebenet så stenen sad fast dér, og det var altså dette kranium, der plejede at dukke op og smadre folk. Det fortælles, at gravmennesket herefter ikke mere kom op og gjorde det af med folk. Og således fik faderen hævn for sin søn over gravens menneske.

Hist.: Sikken med at begrave flere i samme grav, efterhånden som de døde, er bekræftet af arkæologerne.

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 44: Familien går til dåben.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 108 - 109

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 118.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé: Året efter mandens død i 1841 blev Ineqinavaat og børnene døbt. Hun forbavsede alle ved at kunne dåbsteksterne udenad og blev døbt Johanne Benigne. Også børnenes dåbsnavne nævnes.

Hist.: Historisk

Interlineær dansk oversættelse

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 113 (Jens Adamsen.

"tássane..") er som side 163: "tatjane..." - 164: "toqunine angewdlingo..."

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 123.

Kommentar: Dette er den fulde nedskrevne tekst til Qupaloraarsuaqs fortællinger om Ineqinnavaat, hvoraf Hans Lynge har brugt de to ss. 48 - 52 om hendes alderdom og efterladenskaber. Flere af de øvrige versioner af fortællingerne om Ineqinnavaat, ss. 36 - 47, har andre fortællere.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé: In. og hendes bror har en fattig barndom, men vokser alligevel til. Broderen dør tidligt. Hun uddannes af en åndemaner til heksekunstner / ilisiitsoq. Hun gifter sig, og da hendes mand dør bliver hun fattig selv om hendes ældste datter har giftet sig godt. Hun hjælper ikke sin mor.

Det nævnes at kolonibestyrer Hilberg med mellemrum kommer til Aapilattoq, hvor In. bor, og måske skal det underforstås at det er af ham hun får noget vellugtende rødt medicin. Med denne helbreder hun sin betændte øreflip. Ifølge eget udsagn har hun fået medicinen af sin europæiske hjælpeånd.

       En aften begynder denne hjælpeånd at tale ned gennem røghullet. Husfællerne vil vide hvad han siger. Jo, at han vil give In. en kugle, som hun kan udrydde alle mennesker med. De ber hende ikke tage imod den, hvorfor hun siger nejtak.

       Engang skal hun reparere sit tag, og da en af tagbjælkerne knækker prøver hun at skaffe sig en granstamme hos sin europæiske hjælpeånd. Undervejs hjem med den snubler hun og taber den, men da hun vil samle den op igen, er den forvandlet til blot et stift græsstrå. Hun må da reparere taget temmelig ubehjælpsomt.

       Den gamle kone, Quppaasaq, bliver hjemløs og flytter ind hos In. Qup. har fast arbejde som dunrenser for udliggeren ved en kampesten nær In.s hus. Der er også et røgeapparat til renkød på stenen. En morgen, da Up. vil på arbejde og stopper sig en pibe, tigger In. om lidt tobak, men får afslag: Hun der intet arbejde har burde slet ikke ryge! In. ønsker over hende at hun må blive stum. Hvilket sker kort efter, da Up. med fagter synes at gøre folk begribeligt, at hun har set noget (uhyggeligt) dukke frem fra stenen. Up. forbliver døvstum resten af livet.

       In. går efter brænde med sit barnebarn ind i landet til en sø, hvor barnebarnet ser en mærkelig krusning på vandet. Det er blot kajakker, siger In. Men det benægter barnebarnet, indtil Bedste har klemt fingeren mod først sit eget og så barnebarnets øje. Da ser også barnebarnet store kajakker med noget tungt på slæb.

       Børnebørnene fabler om en mulig krig, der skal udrydde dem alle, og for at berolige dem leger In. en lille leg med dem ved en kampesten, som det lykkes hende at gemme sig så grundigt bag, snart her, snart der, at børnebørnene mener hun er aldeles forsvundet. Jeg var inde i stenen, siger In. da hun er kommet til syne igen. Sådan vil hun også kunne gemme sig hvis der blir krig.

       Et efterår ude en mørk aften ser de en ild, der tændes og slukkes langt ude, og da alle fangerne er kommet hjem, blir man atter bange for en udryddelseskrig. Dette er fortællingen om dengang In. undlod at udrydde Hilberg med mandskab i samme version som ss. 48 - 51 i H. Lynge 1955.

       In.s barnebarn Inngili / Inger arver In.s uldne topbånd, som fortællersken har set hende bruge til at udglatte et oprørt hav (samme fortælling samme version som ss. 52 og 53 i H. Lynge 1955.)

Hist. In. var en kvindelig åndemaner / angakkoq i 1800-tallets Upernavik-distrikt. Der går mange fortællinger om hende: Søg på Ineqinnavaat.

Genfortalt af Hans Lynge. Med sideløbende tekst på nordvestgrønlandsk: s. 37 + 39 + 41: Angákúngornera.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 105 - 106.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 114 - 115.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Ineqinavaat, Den lille søde, var et øgenavn. Hun var ingen skønhed med en udpræget opstoppernæse og hun blev drillet voldsomt af andre børn. Som faderløs ville hun gerne vide, hvem faderen var, men for moderen var navnet endnu tabu. En dag får In. så en åbenbaring på et sted hun ellers kender ud og ind. Hun ser pludselig et hus med en stor affaldsdynge af ben og skaller uden for. Hun overvejer om hun skal gå ind. Det er ånder, der inviterer hende til at blive åndemaner / angakkoq, ved hun. Men hun kan også lade være, og det sker der ikke noget ved. Hun går dog ind. Der er to kvinder med hårtop og to mænd med skæg (europæere) plus en lille, nøgen dreng, som blir lykkelig over at In. gerne vil lege med ham. Han er opkaldt efter en ven, de engang kendte, og som de spørger In. om: Kujangewdlik / Kujangillik. Da In. senere spørger sin mor om hvem denne Kujangillik egentlig var, brister moderen i gråd: Det var In.s far.

På et langt senere tidspunkt, da hun var døbt, har In. sammen med en veninde på en kampesten indhugget et stort billede af de ånder, som hendes far havde haft som venner. Hans Lynge tegnede billedet af.

Hist.: En af mange fortællinger om den store kvindelige åndemaner, Ineqinnavaat i Upernavik-distriktet, der blev født omkr. 1800 og døde som 76-årig.

Tolkning: Der var tabu mod at nævne den dødes navn, indtil han/hun var blevet opkaldt. Opkaldelsen viser sig så at være sket ifølge In. vision, hvor hendes fars navnefælle selvfølgelig er ellevild med hende. In. arver således ikke blot sin fars ånde-venner, men får også sig selv rehabiliteret med den fader, som de pågældende ånder har sat så meget pris på, at de har opkaldt et barn efter ham. Tilmed er barnets biologiske far åbenbart en europæisk. Selv får In. senere en europæer som hjælpeånd.

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 53: Ineqinawaip

kingornússagssiai.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 113.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 122 - 123.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Barnebarnet Inngili er den eneste, der arver noget efter sin ludfattige bedstemor, Ineginnavaat. Det er et topbånd af uld, og fortælleren har engang set hende standse et oprørt havs bølgegang med det. Hun dyppede det i brændingen, der gik uden om hende, og snart var der havblik.

Inngili får også på dødslejet en tand af sin bedstemor. Men der følger ingen brugsanvisning med. Bedstemoderen dør stilfærdigt, og Inngili smider tanden bort.

Hist. In. var en kvindelig åndemaner / angakkoq i 1800-tallets Upernavik-distrikt. Der går mange fortællinger om hende: Søg på Ineqinnavaat.

Side 54 har Hans Lynge ført hendes slægtstavle frem til efterkommere, der levede endnu omkr. 1950.

Med sideløbende tekst på nordvestgrønlandsk: s. 41: Ineqinawaip angákîsernernga syugdleq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 106 - 107.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 115 - 116.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé: Ineqinnavaat fik som ung en hudlap så stor som et terneæg på den ene øreflip og blev kraftig drillet. En dag erklærede hun at ville besøge sin europæiske hjælpeånd (i det ubeboede). Hun blev længe borte og kom hjem uden hudlap med blot et lille hvidt ar tilbage.

Hist. In. var en kvindelig åndemaner / angakkoq i 1800-tallets Upernavik-distrikt. Der går mange fortællinger om hende: Søg på Ineqinnavaat.

Manuskriptet er maskinskrevet. Det har ikke været muligt at identificere fortællingen i håndskrifterne.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Innersivaq (innersuaq)

Pallianaa siges at have været så stærk, at der ikke var nogen, der kunne måle sig med ham, og han var søn af en gammel kone. Det virkede som om han var den eneste rigtige kajakmand! Når han tog på fangst, kom han tilbage inden dagen var omme, dvs. når han ikke havde flere bugserremme til sælerne.

       Hans mor var meget glad for ham, fordi han var så stærk, og hun ville så nødigt miste ham. En dag skete der alligevel det, at han var taget ud i kajak og det blev aften uden at han endnu var kommet hjem. Han udeblev i flere dage, men moderen græd endnu ikke over ham, for hun ville så nødig miste han, og hun håbede så inderligt, at han kom hjem igen. Men da hun langt om længe havde mistet håbet, begyndte hun at græde over ham. Kajakmænd, der var ude, hørte Pallianaas stemme, der græd, og lyden kom fra en stor, stejl fjeldvæg, der lå tæt ved hans boplads.

       Hans mor gik grædende ud, og hun gik i samme retning som den, han havde taget. Og mens hun græd råbte hun: "Kære, kære Pallianaa, hvor er du henne?"

       Man hørte, at sønnen begyndte at svare hende med et par ord, men så snart han begyndte at sige noget, lukkede nogen for hans mund. Men engang efter megen lang tid hørte man fra området ved den store fjeldvæg, at nogen råbte Pallianaa og bugserråbet: "Pallianaa bugserer noget stort!" Det hørte bopladsfællerne også.

       Det siges at Pallianaa var kommet til innersuit og levede videre som en af dem. Og man hørte ikke mere til Pallianaa efter han var blevet en af innersuit / ildfolkene / strandens underboere.

       Jeg slutter fortællingen her - jeg kender ikke mere af den.

Var.: Adskillige fortællinger handler om mennsker der bliver røvet af strand- eller landånder. En angakkoq / åndemaner med stærke hjælpeånder kan klare sig og kommer hjem igen. Almindelige mennesker er normalt fortabte.

Kommentar: Det er Pall.s bopladsfæller, innersuit, der råber om hans ankomst med storfangst.

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3.

Oversættelse af renskriften ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.:

Det fortælles at for ikke så forfærdelig mange år siden var én af beboerne i Avannarliit (Nordre Huse ved Claushavn / Ilimanaq) en gammel kvinde med en eneste søn, og at denne søn, uden at bopladsfællerne vidste det, var en meget stærk mand. Engang da han var taget på fangst i nærheden af Eqi, var moderen på udkik efter ham foran husene på en lille fjeldknold, fordi han jo var hendes eneste forsørger. Det viste sig så, at bopladsfællerne troede, at denne gamle kone var en heks. Mens hun var på udkik efter sin søn, listede de sig ind på hende bagfra, og en af dem skubbede hende ud over den lille fjeldafsats hvor hun sad, så hun faldt ned og slog sig ihjel. Og ikke en af dem værdigede hende et blik, der hvor hun var faldet. Senere holdt man udkik efter sønnen, og der kom han så med kurs fra Eqi. Da han var på vej forbi ud for Avannarliits huse, råbte de til ham: "De har dræbt din lille mor ved at skubbe hende ned bagfra, og her ligger hun død!" Da sønnen hørte at hans mor var død, sagde han ikke en lyd og gik i land nedenfor stedet. Og da han var kommet i land, tog han sin mor og lavede en grav af meget store sten til hende ved siden af stedet, hvor hun døde. Han begravede hende et lille stykke ud for Avannarliits huse. Det er imponerende hvor stærke grønlændere kunne være i gamle dage. Det er imponerende at se, hvor store stenene er, og de er endda lagt dér af en enkelt mand. Men han hævnede sig ikke på drabsmanden for sin mors død.

Hist.: Måske er der tale om en større stensætning i lighed med den såkaldte "bjørnefælde" på Nuussuaq-halvøen, der i overleveringen undertiden bliver tilskrevet Kaassassuk.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 44 - 45.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse:

iparaatamik aarnualik.   Med en pisk som amulet.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

  M. (Da fortællingen om Kallaq er lang og desuden skal fortælles senere, er den her kun i et lille uddrag). Kallaq plejede at få de døde ud ved at slæbe dem ud. Og en dag slæbte hun igen en død ud, og helt uventet hørte hun, at der dernedefra tydeligt og klart flere gange blev sagt: Hej, du derinde, hjælp mig op! Hun kiggede i hus-gangen, men der var ikke nogen at se. Så tog hun kamikker på og gik ud, og da det fortælles, at månen skinnede helt vidunderligt, havde hun ikke øje for andet end den skinnende overflade. Hun var kommet helt derud, hvor man smed gammelt affald hen, og hvor var det dog langt væk. Måske havde piskens snert trukket ham til sig.

   M. Den person, der på et tidspunkt (kom på slæde og) ville (hente og)hjælpe hende, kunne ikke komme over på grund af højvandet. Derfor vendte han om og tog hjem men sagde, at han ville komme tilbage dagen efter. Da det igen blev lav-vande, og man igen kunne komme over, gik Kallaq mod Aappilattoq for at søge redning der, ved at følge slædesporene fra sin boplads på Qeqertaq. Og det fortælles, at hun ikke engang nåede så langt som til Sarpaq, før hun ikke længere kunne mærke jorden under sine fødder. Det eneste hun fornemmede var den hvislende lyd i sine ører. Det siges, at hun måske var kommet op at køre på sin pisk. Hun havde nemlig en pisk (som amulet). De, der kom for at redde hende, havde kun været indenfor et øjeblik, da de hørte hende komme, og da de gik ud til hende, var hun netop nået frem. *)

*) Fortællingen om Kallaq findes i sin helhed på s. 97 (i Lynge 1967)

Var.: søg på Kallaq.

Kommentar: Det er også pisken, der måske har trukket den døde ind i husgangen.

H. Lynge har udtaget denne begivenhed for at illustrere virkninger af personlige amuletter / aarnussat. Kallaq var en kvindelig åndemaner / angakkoq / angakok / shaman.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. el. evt. afskrift: NKS 2488, II, nr. 269 eksisterer ikke længere.

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 81 - 83, nr. 15 med et dansk resumé ibid. s. 118.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 214 - 216: Ipiutaarsuk Naparulu.

Oversættelse ved Apollo Lynge (se ndf.)

Ipiutaarsuk og Naparu.

Resumé:

Ipiutaarsuk og Naparutaq er venner, der bor hver sit sted, men (tilsyneladende) er de ofte på fangst sammen. En dag de er ude i kajak opfordrer Nap. sin ven til at de skal kappes. Først gælder det at få sig en kone, så en søn, så at blive angakkoq / angakok / åndemaner. Nap. forlanger sig blot en kone, Ip. tar en forældreløs pige som ingen har krav på. Nap.s kone får en datter, Ip.s en søn. Ip. kender intet til angakkoq-uddannelse, man da han følger sin svigermors råd om at gå indlands og bygge rævefælder - for ræve er bedre at få end ingenting - og finder en god dæksten, der skal graves fri, afsløres et hus med tre trappetrin. Han går forsøgsvis ned, blir angst, går op igen, men befales af en stemme til at gå helt ned. Da vil han få styrke som hele tre åndemanere. På det tredje trin besvimer han, vågner nøgen mens hans døde bedstemor behandler ham og hans døde bedstefar befaler ham at tage hjem. Hans hjælpeånd vil sende hans tøj tilbage, lover Bedste, da han gør indsigelser. Tøjet kommer flyvende: først kamikker, så bukser, så overpels / anorak. Næste dag fanger han en sortside og om aftenen holder han sin første seance med præsentation af sine hjælpeånder uden døre: en stor hvalros og senere tre kajakmænd (innersuit), som han følger med hjem på besøg. De gir ham narhvals- og hvalrostænder. Ingen af dem skal de være bange for, har Ip. beroliget sine fæller med. Nap. kommer på besøg, og Ip. (forud)ser Nap. komme i det fjerne allerede dagen før Nap. tager hjemmefra. Ip. tar så med Nap. til dennes nordligere boplads, hvor de konkurrerer om at vise de største angakkoq-evner. Nap. har tre indlandskæmper som hjælpeånder, der prøver at ramme Ip. med deres løsgjorte arme som kasteskyts. Ip. lader folk gå ud og se sine innersuit komme som tre ildlys, som ingen skal frygte, siger han. Hans (døde?) bedstemor dukker op ved dørtrinnet, hvor Nap. hjælpeånder dræber hende, til stor fortrydelse for Ip.s hjælpeånder, fordi det er hende de plejer at varme sig ved. Da de skilles tager Nap.s hjælpeånder ind i indlandet, mens Ip.s innersuit følger ham sydpå, og minsandten også hans døde bedstemor, der flyver hen over dem med sine lillefingre som vinger. Ip. får status af angakkoq'ernes herre i syd.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Det fortælles, at Ipiutaarsuk og Naparu var gode venner. Engang de var ude på fangst i kajak, sagde Naparu: "Lad os kappes om at være den første til at få sig en kone." Da de kom hjem, sagde Naparu: "Jeg vil have en kone." Naparu fik sig hurtigt en kone. Da Ipiutaarsuk aldrig havde været i nærheden af en kvinde før, giftede han sig med en faderløs pige, der ikke var blevet lovet bort til anden side. Da de engang var ude at ro i kajak, sagde Naparu: "Lad os kappes om at være den første til at få en søn." Da de kom hjem opdagede de, at Naparus kone havde fået veer. Og det blev aften uden at hun havde født. Næste dag roede de af sted i kajak, og da de kom hjem, fik de at vide, at Ipiutaarsuk´s kone havde fået en søn, og at Naparus kone havde fået en datter.

Da alle kajakmændene var ude at ro i kajak den næste dag, sendte Naparu bud: "Sig til Ipiutaarsuk, at han skal opøve sig til at blive åndemaner, og sig til ham, at jeg kommer på besøg, når dagene bliver korte." Da Ipiutaarsuk ikke vidste, hvordan man uddanner sig til åndemaner, sagde hans flinke svigermor til ham, at det måske nok kunne være lige meget, om han blev åndemaner, men hun rådede ham til at færdes inde på land og langs stranden, og ligeledes til at jage ræve og sætte rævefælder op.

Da han havde bygget sin rævefælde og nu søgte efter en faldlem til den, gravede han foran en stor firkantet stenblok langt ned i jorden. Så så han, at der gik tre trin nedefter, og at der var kulsort dernede. Han ville gå derned, men han blev bange og gik op igen. Så sagde en stemme et eller andet sted fra: "Ipiutaarsuk, gå nu ned, og du vil blive åndemaner med tre åndemaneres kundskaber." Så gik han ned og var ved at træde på det tredje trin, da han mistede bevidstheden. Efter lang tids bevidstløshed, var han ved at komme til sig selv og opdagede, at han var helt nøgen, og da han kiggede frem for sig, opdagede han, at hans bedstemor var der og kaldte ham tilbage til bevidsthed, og at hans bedstefar sagde bagfra til ham, at han skulle forsøge at komme hjem. Ipiutaarsuk sagde: "Jeg har intet tøj på." Bedstemoren svarede: "Din hjælpeånd har taget det; dit tøj vil følge efter dig."

Ipiutaarsuk gik ud for at tage hjem. Så kunne han pludselig høre en kraftig susen i luften, og da han kiggede sig tilbage, så han, at hans kamikker fulgte efter ham. Han lagde sig på ryggen på jorden og fik sine kamikker på. Mens han gik videre, hørte han en stærk susen igen, og da han kiggede efter lyden, så han, at hans skindpels fulgte efter ham; og da han rakte armene frem, fik han den på. Det fortælles, at dette gentog sig tre gange. Da han kom hjem, sagde han ikke noget. Næste gang han var på fangst, kom han hjem med en fuldvoksen sortside. Da han nu var kommet hjem, sagde han, at husets beboere skulle slukke lamperne, og så blev lamperne slukket.

Mens han var i gang med sin åndemaning, sagde han til husfællerne: "Prøv at gå uden for." Da de gik ud, kunne de ikke undgå at se en stor hvalros, der udstødte sine lyde; og da de kom ind igen, sagde de; at de havde set en stor hvalros. Han sagde til dem: "I skal ikke forsøge at harpunere den, for den er én af mine hjælpeånder."

Så sagde han for anden gang: "Prøv at gå uden for," og efter at have været ude, fortalte de, at der var tre kajakmænd på vej til deres boplads. Ipiutaarsuk sagde, at de var ganske fredelige. Da kajakmændene ankom, så husets beboere, at det var tre underjordiske mennesker. Da gæsterne tog af sted igen næste dag, tog Ipiutaarsuk med dem. Da de kom til deres boplads, gav de ham narhvaltænder og hvalrostænder, og da han kom hjem, bar han gaverne op til huset. Da han havde været inde og kom ud igen, så han, at Naparu var på vej sydover for at besøge ham. Da han havde set ham og vidste, at det ville vare et stykke tid, inden han nåede frem, tog han på fangst i kajak, og efter at han var hjemme igen med to nedlagte sortsider, nåede Naparu frem til bopladsen. Da han var kommet, spurgte de ham, hvornår han var taget af sted hjemmefra, og Naparu svarede, at han var taget hjemmefra, da det var blevet lyst om morgenen.

Naparus slægtninge sagde: "Vores husherre sagde allerede i går efter at have været ude, at du var på vej hertil," men Naparu sagde ikke noget. Da Naparu tog hjemefter, fulgtes Ipiutaarsuk med ham, og da de var kommet hjem til Naparus hus, spiste de først, og da det blev aften, begyndte de at mane ånder. Først kom der tre meget store mennesker, og det var Naparus hjælpeånder. Da de var kommet ind, begyndte de at hviske sammen, og da den ældste af dem lod som om han ville harpunere én af de andre, sprang denne fladt ud på gulvet for at undgå at blive ramt. Broderen hentede da sin arm (som han brugte som kastevåben) og satte den på igen. Da den næste skulle til at kaste noget efter ham, væltede han sig bagover, så broderen kastede lige over ham, og kun lige strejfede ham. Nu begyndte Ipiutaarsuk at tale med sine åndemanere (hjælpeånder?) og sagde: "Prøv at gå uden for," og da de kom uden for, så de tre brændende bål. Da de kom ind igen, sagde de, at der var tre bål på vej, hvortil Ipiutaarsuk svarede, at der ikke var noget at være bange for. Da Ipiutaarsuks rare gamle bedstemor dukkede op for enden af husgangen, tog Naparus hjælpeånder hende og dræbte hende. Ipiutaarsuks hjælpeånder kom ind og sagde: "Hvad vil de nu med det rare væsen, som vi søger at varme os hos?"

Efter at de havde været der et stykke tid, og Ipiutaarsuk ville vende hjem, fulgte hans hjælpeånder ham på vej. Naparus hjælpeånder drog af sted ind over land. Mens de var på vej, hørte de en kraftig susen, og da de kiggede op, så de, at Ipiutaarsuks bedstemor fulgte efter dem, idet hun brugte sine lillefingre som vinger. Ipiutaarsuk tog hjem, og da han kom hjem, blev han, dernede sydpå, den største af alle åndemanere.

Nedskrevet af Enok Boasen.

Var.: Tvende Fættere; Ulorpanna. Ulorpannaq.

Vedr. lærlingens initiation søg på: uddannelse til åndemaner og søens troldbjørn.

Hist.: En lidt kortfattet version af fortællinger om angakkoq-konkurrencer mellem folk fra syd og folk fra nord. Ved de store sommerstævner har der givet været angakkoq-konkurrencer, men selve fortællingen har næppe anden historisk kerne.

Moralsk fremhæves den gode angakkoq (Ip.) til fordel for den skræmmende og aggressive (Nap.) og parallelt hermed strand/havånder overfor landånder. Når den sejrende Ip. tilmed tildeles status af 'overangakkoq' ligger der heri en accept af fortidens angakokker.

       Fortælleren, en fanger, der var søn af kateket Albrecht Beck fra Sisimiut, synes ligesom faderen (se Akamelik) at have hørt en del fortællinger i de herrnhutiske grønlænderes versioner. Disse minder i mange vendinger om dem fra Østgrønland, hvor sikkert mange af herrnhuternes sydlændinges forfædre stammede fra. Det gælder fx forestillingen om at hjælpeånderne bliver afhængige af deres angakkoqs kropsvarme, de stærkt lysende innersuit med deres lette adgang til hvalrostænder, og tøjet der kommer flyvende stykvis til den nøgne angakkoq, da han er blevet initieret via besvimelsen. Udtrykket, at bruge sine lillefingre som vinger, forekommer i en sydgrønlandsk version af myten (Qujaavaarsuk) om angakkoq'ens, sydlændingen Tuttus Kones, rejse ned til Havkvinden, sødyrenes moder, som den døde bedstemors opholdssted dernede (i det undersøiske dødsrige) således (intertekstuelt) refererer til. Som Thisted kommenterer har Aron med sin tegning af tre stiger i hullet formentlig misforstået fortællerens lidt uklare formulering, der også kan betyde tre trin. De tre trin (opad eller nedad) forekommer hyppigst i østgrønlandske fortællinger(se fx fortællingen om Aggu / Akku, der rejser til himmels)

       Da Sisimiut var den nordligste koloni i den administrative landsdel, Sydgrønland, afspejles muligvis også et (lokalpatriotisk) modsætningsforhold mellem de to landsdele i denne som i talrige andre fortællinger fra landsdelen Sydgrønland.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

I gamle dage var der mange mennesker i Alluitsoq.

De mange mennesker boede sammen og blandt dem mange fangere. Til trods for at de var så mange, var de allesammen meget stærke fangere. Hos én familie boede en enke og hendes datter, og de blev forsørgede af denne familie, og det blev de i mange år.

En vinter gik det så henimod forår, og glade blev de; men så mærkede de at det efterhånden blev køligere. Så kom de op på mærkerne og begyndte at følge med i solens højde. De så og fornemmede at solhøjden blev lavere. Jo, den blev faktisk lavere. Nu blev de allesammen dybt foruroligede og skrækslagne, fordi solen igen varslede vinter. Da de følte sig helt sikre på at det var tilfældet, holdt de op med at spise af det forråd de havde samlet. Det de nu oplevede var, at de mange fjordes is uden isskruninger efterhånden bredte sig fra kysten langt vestpå, og at det blev klarere i vest. Da blev de skrækslagne og rådvilde. Til sidst snakkede de med hinanden om det og enedes om at spare på deres forråd. De drev så udelukkende isfangst, fordi de dengang i gamle dage også var meget vant til at drive fangst på fast is uden isskruninger (glatisfangst, BS). Til sidst kunne de heller ikke gøre det, fordi det ikke længere blev lyst. I den situation begyndte de at tære på deres forråd, der holdt meget længe men efterhånden svandt ind. De spinkede og sparede, men på et tidspunkt slap forrådet op. Nogle ganske få havde dog stadig noget. Men i den situation ville de ikke af med noget til deres bopladsfæller. Fællerne måtte betale dyrt for at få noget, og nogle af dem der havde noget til salg, kunne ikke engang få betaling for det. Til sidst begyndte de mange dygtige mænd at hentæres, og det blev stadig ikke lysere. Endelig en dag begyndte det en gang imellem at klare op nær ved stranden, efter at det havde været dårligt vejr i mange dage. Omsider kunne heller ikke kvinderne færdes omkring længere, selv om de var mange mennesker.

Da det begyndte at blive lyst opdagede de, at der var fast is uden isskruninger. Da de så det blev de meget ængstelige, for de havde jo ikke noget at spise. Alligevel genoptog de deres vante skikke og gav sig til at tale om, hvem der var den største åndemaner / angakkoq, der kunne drage langt ud og ned til havbunden. Der blev stor forvirring, og nogle af åndemanerne sagde, at de ikke var godt nok uddannede og andre, at de kunne jo spørge den der mor og datter, der var åndemanere. Og de spurgte dem: "Kan I heller ikke klare at rejse derned til havbunden?" De svarede ikke, fordi de var kvinder og fordi de følte sig lidt flove. Den næste formiddag gik, og det blev middag. Så var der bud fra enken og hendes husfæller: Betalingen skulle være et stykke tørret kød og et stykke spæk. Det tørrede kød skulle være smalt (i tykkelse) og to hænder bredt og en hånd lang, og ovenpå det skulle der ligge to mundfulde spæk. De tilskyndede så moderen og datteren (det kom de med ? BS). Moderen sagde: "Så giv mig det da." Da hun havde fået det, hviskede hun til sin datter, og datteren nikkede bekræftende. "Læg det under lampen," sagde datteren. "Hvis jeg ikke magter opaven, bliver det leveret tilbage". "Giv mig min skindpose, der ligger henne i hjørnet," sagde moderen. Datteren gav hende den, og da hun stak hånden ind i den tog hun et par kamikker ud, hvor pelsen var plukket af, kvindebukser af ringsælskind samt en anorak af skind, altsammen helt nyt. Datteren tog det hele på og skulle til at gå ud, da moderen sagde: "I kan godt kigge på hende, hvis I vil."

Da hun gik ud, gik de allesammen med. Hun gik ned til den helt jævne is med det tykke snelag. Der strøg hun iskanten med hånden fra tommelfingersiden. Selvfølgelig bevægede den sig ikke. Så strøg hun den for anden gang, og den knirkede lidt. Tredje gang åbnede isen sig faktisk en anelse, men lukkedes brat. Hun pustede på sine hænder og strøg isen for fjerde gang, og endelig åbnede den sig, og hun skulle lige til at smutte ned i åbningen, da den pludselig lukkede sig igen. Igen pustede hun på hånden og strøg isen, som nu åbnede sig på vid gab, og hun smuttede ned i åbningen, der hurtigt lukkede sig igen. Tilskuerne blev urolige og satte sig ned.

Denne unge pige begyndte så vandringen mod havets største dybde. Da hun nåede derned kom hun ind imellem mange dyr. Nogle af dem havde menneskeansigter med uhyggelige og frygtindgydende kroppe. Da hun så det, blev hun bange og stoppede ind imellem op. Men når hun så kom i tanke om sine bopladsfæller og sin mor, gik hun videre. Da hun kom langt, langt ud kunne hun se et kæmpestort hus. Da hun nærmede sig det fik hun øje på en stor hund, der lå på hustaget med det ene forben strakt fremefter, på nippet til styrte sig over hende. Hun blev bange, sagde noget for at berolige den, og dens ører faldt langsomt til ro og lagde sig ind til hovedet. Da den lagde sig ned, gik hun derhen. Da hun nærmede sig huset kunne hun høre én råbe op derinde, én der sagde: "Hvorfor kommer hende derude når hun er så ung og spæd, og hvad vil hun dog; hun kan da vist ikke ordne noget for mig, sådan et lille skvat." Trods denne frygtindgydende snak nærmede pigen sig åbningen til husgangen. Da hun kiggede derind opdagede hun en stor elv med en tordnende strøm. Hun prøvede at finde en passage. Det opdagede hun så midt i elven, en sti der ikke var bredere end en knivsryg, og faktisk var det den eneste vej ind. Da der så ikke var andet at gøre begav hun sig indad, til trods for at den gamle derinde besværede sig over hende. Kvinden virkede særdeles utilnærmelig, men alligevel nåede pigen endelig frem til opgangstrinnet. Derhenne kiggede hun lige ud, fordi kvinden lød så vred: Sin anorakhætte / amaat havde hun taget over hovedet, og pigen så, at der sad forskellige små tangdyr, tang og andre havbundsdyr klistret fast på hendes amaat. Hvad skulle hun gøre? Hun nåede lige at tænke på det, da kvinden derinde udbrød: "I forgårs rensede Utakkaaraq mig, men hvordan vil du kunne gøre det? Du er jo så spæd endnu. Alle store åndemanere har søgt at håndtere mine mærkværdigheder." Så sprang pigen frem og greb fat i kvindens hår, og begravede alle sine fingre i det helt op til armene. Da slyngede den gamle kvinde pigen udefter. Den unge pige var lige ved at miste grebet, men det hun havde filtret om sin ringfinger hjalp hende til at bevare grebet. Hun rejste sig og begravede igen sine fingre i håret. Da kvinden gav sig til at sænke hovedet gjorde pigen sig så hård som hun kunne, for ved siden af kvindens åbning fra husgangen havde hun set et mørkt, bundløst svælg, og så begyndte hun at mane ånder det bedste hun lavde lært. Kvinden forsøgte forgæves at slynge hende fra sig flere gange, fem gange, men alle sine anstrengelser til trods kunne hun (Havkvinden / Havets Moder) ikke klare pigebarnet. Pigen tog nu fat på at rense kvinden, først hendes ansigt rundt oppe fra toppen af hendes amaat og så helt ned til hendes ben. Hendes husgulv blev fyldt med skidt, og endelig trådte hun ned under hendes ben. Og mens kvinden stadig skældte hende ud, blev hun færdig med hele hendes gulv. Hun lod alt skidtet falde ud i den store elv ved at pøse elvvand på det. Endelig var alt skidtet i husgangen væk, og undervejs ind så hun, at både husgangen og gulvet var blevet rene. Kvinden derinde holdt da også op med at være vred, og derindefra lød nu kun taknemmelige ord. Da hun kom ind (igen) så hun, at det var en smuk kvinde. Og denne sagde: "Jeg kan ikke gengælde dig med andet end at du flytter sydsiden af min bette lampe udefter." Pigen tog fat i hendes kæmpe lampe af alle kræfter. Da hun fik lampen flyttet, åbnede det slusen, og hun så en et mylder af dyr og fugle, og til sidst var der ikke flere. Så sagde Havkvinden: "Flyt den også indefter." Alle de mange dyr begyndte at springe ud på gulvet; det var en utrolig mængde, der blev ved med at springe ud, men endelig holdt det op. Havets matrone sagde så: "Stil min lampe på plads." Pigen stillede lampen tilbage på dens plads, og Havets Moder sagde: "Hvad skal jeg dog give dig personligt? Tjaeh, og dog, du kan jo åbne for slusen på nordsiden af min lampe." Pigen lagde igen alle sine kræfter i og flyttede lampen, og der sprang et helt sort dyr ud. Den store kvinde sagde så: "Skynd dig at kradse den mellem øjnene, så du fjerner nogle af dens hår." Pigen kradsede den, og dyret forsvandt ud mod husgangen. Den store kvinde sagde: "Det er en spraglet sæl som er til dig, når du er hjemme igen. Når den bliver fanget, lader du dem dig bringe den. Når du så får den må du kigge på dens næserod, og der vil du se en rift. Og når du ser den skal du sige: "Den dér er tiltænkt mig, hende dernede, som jeg tog ned til, sagde at den skulle jeg have. Hvis fangeren ikke vil af med den, vil denne fanger aldrig mere fange sæl så længe han lever."

Så var det tid at forlade den dybt taknemmelige kæmpekvinde. Da hun var på vej ud sagde kvinden: "Jeg skal hjælpe dig fordi du har hjulpet mig så godt." Da hun havde sagt farvel skiltes de, og så gik hun endelig. Da hun kom i tanke om hunden på taget kiggede hun derop. Det var en meget underdanig hund hun så; som om den ville sige: "Tak fordi I har hjulpet mig så godt, jeg vil også hjælpe jer." Så gik hun da, men kom så i tanker om alle de uhyggelige skabninger; men hun så ikke nogen.

Den anden dag om aftenen, da der ikke længere kom nogen ud af huset, dukkede hun op i husgangen. Da de så hende undrede de sig meget, fordi isen jo havde lukket sig over hende ude på havet, og fordi et menneske, der kommer ud for den slags, ikke kan overleve det. Moderen blev inderligt taknemmelig. Hun gav hende det tørrede kød og spækket. Datteren tog det og spiste det sammen med moderen.

Lige siden pigen rejste til dybets matrone, havde én af mændene på bopladsen hver morgen råbt med høj stemme: "Og dette skulle være det hav og det vejr, der er bragt i orden; og hvilke ændringer er der så sket? I skal ikke tro enkens datter." Dette varede ved, til pigen kom tilbage. Da han næste morgen igen gik ud, lød det udefra: "Nææh, hvor fantastisk, dernede ved stranden er der hav." Isen var faktisk begyndt at åbne sig der, hvor pigen var gået ned. Den åbnede sig mere og mere, og snart var der fyldt med fugle. Den dumme mand, der havde råbt op, begyndte at gøre sin kajak klar. De andre frarådede ham det, men han var ligeglad. Det isfri stykke voksede hurtigt, og til sidst bad pigen de andre sige til manden, at han skulle vente med at ro ud til det blev isfrit. Men han roede ud, og selv om der var så mange fugle, fangede han ikke nogen.

Næste morgen gik de ud og så at det isfri hav dækkede et enormt område. Pigen sagde: "Hvis I fanger fugle, skulle jeg sige at jeg skal have dem alle, og hvis I fanger sæler, skal jeg også have dem allesammen. Først den næste fangst er jeres." Endelig stod de mange kajakker ud. Snart havde ingen af dem plads til mere fangst på deres kajakker, og de gav fangsten til enken. Den usle mand, der havde råbt op, gjorde som sine fæller og gav dem én alk og en selvdød fugl, som han havde fundet. Da det igen blev morgen, lå isen langt ude i syd, nord, og vest. Alle kajakmændene tog ud igen. De fangede mange sæler og gav dem til enken. Først senere fangede de til sig selv.

Endelig begyndte det pludselig at blive forår. Der var ikke mere is, og de roede nu omkring alle vegne som de plejede. Så hørte man at der ved Akuliaruseq var fanget en spraglet sæl. Pigen sagde: "I skal hente den, for det er bestemt, at jeg skal havde den. Hvis fangeren ikke vil af med den, vil han ikke mere fange sæl hele sit liv; men hvis han afleverer den, bliver han en meget stærk og mægtig mand. Kajakmændene hentede den straks, og da de kom med den havde den jo en rift mellem øjnene, og skindet var meget smukt. Dem der havde set sælen, hilste pigen overmåde venligt, og de sørgede for pigen og hendes mor så længe de levede. Den store dernede blev ikke senere søgt formildet og redt, men disse mennesker, mor og datter, blev elsket så længe de levede.

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor. Qujaavaarsuk. De to små forældreløse. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone. Ikarlitsuarsuk; Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor

Kommentar: Oversætteren har ofte brugt den i Østgrønland gængse betegnelse, havets moder, for kæmpekvinden / Havkvinden på havets bund. Nedskriveren veksler mellem ningioq (husmor, husholdets kvindelige overhoved, madmor), tassamasarsuaq (den store dernede) og sassumarsuaq (en store dernede)

Hist.: Måske en variant af: Den gang to vintre fulgte efter hinanden. Dvs. i 1816, da asken fra det enorme udbrud i vulkanen Tampora, Indonesien, 1815, skyggede så meget for solens stråler den følgende sommer, at store dele af den nordlige halvkugle ingen sommervarme fik. Dette kunne forklare solens forsvinden, bortset fra at det ikke kan have haft noget med solhøjden at gøre.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 157 - 158.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Dengang det blev forbudt at synge nidviser.

E. Da Liikkeersuaq, der var fra Sioraq, ikke kunne føde, kom Kiinngivik og manede ånder over hende, så hun kunne føde. En gang da de var i Kangersuatsaaq, kunne man en aften høre nidviser. Da de altså viste sig at være i færd med at synge nidviser, kom deres kateket hen til dem. Det var dengang da Ijasilaat var kateket, og hun var gift med den bygdebestyrer, som grønlænderne kaldte Sanasoq (Tømreren).

   Det fortælles, at hun stillede sig ved husindgangen, og derinde havde de det så varmt, at de havde taget vinduet ud, og de var i fuld gang derinde, hvor huset var propfyldt af mennesker. Paninnguaq var i færd med at synge over denne Liikkersuaq og mane ånder for at få hende til at føde.

   Noget fra Paninnguaqs vise lød som følger:

   Måske når hun hører

   når vores lille leder *) hører!

   mon i så ikke længere får disse ting

   kaffe, der dufter

   sukker, der smelter

   og så disse brød'er.

   Aldrig tidligere var deres kateket blevet så bedrøvet. Og hun havde sagt: Nå, det er sådan de er! Når præsten kommer, vil jeg endelig for-tælle noget.

   Og det fortælles, at da præsten det år kom til Sioraq, ville han ikke lade dem gå til alters. Men denne Paninnguaqs datter blev ved med at græde så meget af misundelse, at han lod hende deltage.

*) Her mente hun deres kateket. En af straffene var nemlig: Når vinteren blev slem og sulten begyndte at melde sig, måtte de ikke få den offentlige hjælp.

Hist.: Historisk beretning om problemer under overgangen til kristendom

Redaktør: Lynge, Kristoffer

Det har ikke været muligt at identificere håndskriftet. Abraham fra Kangeq var en af Rinks fortællere. Rink fik kun een version, Hintriks / Hindriks, mens Rasmussen fik flere en generation eller to senere.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Kaannassuaq var en betydningsfuld mand, som havde fået flere svogre i Angisoq i den vestlige del af Kitsissut, og han tog ud på mange fangstture i kajak sammen med sine mange svogre. De levede og havde det godt og var glade og manglede ikke noget særligt. Det var dengang, da der ikke manglede noget i Kangeqs fangstområde.

Dengang havde der allerede længe været danskere i området. Engang blev det en meget dårlig vinter med ringe fangst, og alligevel blev de ved med at ro i kajak. Og så vendte vejret, så der blev meget mere nordenvind og meget mere is og frost.

Isen lagde sig overalt ved Kitsissut og frøs fast, så de ikke længere kunne tage nogen steder hen. De holdt op med at tage på fangst i kajak og endte med at måtte spise af deres vinterforråd; og efter at have gjort det et stykke tid, begyndte det at tynde ud i forrådet. Og selv om de hentede mindre og mindre derfra, var der en dag ikke mere at hente. Da der nu ikke var mere forråd, var der ingen steder at henvende sig, og hver dag blæste der enten en nordenvind eller en vestenvind.

Til sidst var nogle så afkræftede, at de ikke længere stod op. Og endelig blev alle sammen liggende. Kun deres svoger blev ved med at gå ud for at holde øje med vejret og havet.

Sådan blev det ved, og en morgen gik han ud og blev længe væk. Og så kom han ind og havde taget sin store kajakhelpels med ind, og da var det ved at være op ad dagen. Da han havde gjort sig klar, gik han ud. Og det havde blæst det meste af dagen, og det eneste han hørte var denne susen. Manden havde ikke andre steder at tage hen end ud østpå og syd om Attorsuit langs iskanten. Han tog af sted mod nord og roede direkte mod bagsiden af Ikkarluk. Han ville hen til fangstområdet der, som han dog ikke kunne se for snetykningen. Men da han nåede derhen, var der til hans overraskelse en stor flok måger. Da han var kommet derhen, stoppede han for at se sig godt om, og så overraskede han en hel flok unge grønlandssæler og en enkelt spraglet. Han satte sig til at vente på dem, og da ingen af dem lagde mærke til ham, ventede han, til de var kommet så tæt på, at han ikke kunne undgå at ramme, og så var han da også så heldig at få ram på en prægtig en med harpunen. Hurtigt dræbte han den og gjorde den klar til bugsering. Og da han var så optaget af den, nøjedes han med denne ene sæl og søgte læ. Da han kom tilbage til det sted, hvor han havde sat kajakken i vandet, trak han kajakken og fangsten op og gik mod vest. Og langt om længe nåede han da frem i nærheden af Angisoq.

Efter at han var taget af sted allerede om morgenen, var hans svogre blevet liggende uden at nogen af dem var stået op. Ud på eftermiddagen kunne de pludselig høre, at det rumsterede i indgangen. De kunne høre, hvordan han var på vej ind men fyldte så meget, at han ikke rigtigt kunne komme til. Og så lå de der og stirrede mod indgangen. Så fik de øje på hans bagdel, der dukkede op. Og mens de stirrede på den, løftede den sig, og han selv kom op og trak noget efter sig, og det viste sig, til deres overraskelse, at være en flot, ung grønlandssæl. Så snart han havde fået den trukket ind, kom de alle sammen ud på gulvet, og man hørte ikke andet end: "Hurtigt, skær den hurtigt op!"

Hans kone fik travlt og fik den skåret op, og hvem skulle mon have en bid først; og endelig havde de alle sammen fået et tilstrækkelig stort stykke og en bid lever til. Da kødet var kogt, spiste de knap nok noget af det, fordi de allerede havde forspist sig i spæk. Og om aftenen havde de endelig spist så meget, at de følte sig helt oppustede.

Næste morgen var det kun lige blevet lyst, da han igen tog af sted; og stadig blæste der en strid nordenvind. Igen ventede han at få øje på alle mågerne og nåede straks efter hen til området bag Ikkarluk, hvor han fik øje på dem. Her stoppede han op, og igen dukkede sælerne op, eeq, hvor var der dog mange unge grønlandssæler. Og snart fik han igen ram på en med sin harpun. Da han havde dræbt den, ville han gerne fange endnu en sæl, så han havde to, og han drejede og lagde sig op mod vinden og holdt øje med stedet, hvor han fangede den sidste sæl, og snart efter fik han ram på endnu en med sin harpun. Og så lod han de andre sæler være og regnede med, at de nok ville være der senere.

Nu havde hans mange svogre fundet ud af, hvordan han var, og som de nok havde ventet det, kom han denne gang med hele to. Og denne gang hujede de ad ham, fordi de ikke længere var forsigtige.

Og hver dag fangede han to sæler, og hans mange svogre begyndte så småt at stå op, efter at deres svoger havde reddet dem. Endelig begyndte de at leve som før, men de var stadig ikke begyndt at ro ud i kajak, for nordenvinden blæste stadig som før, og der var ingen bevægelse i isen.

En dag lå han som sædvanlig på lur efter et bytte og havde lige netop fanget den første sæl, da han pludselig kunne se noget blive mørkt i snefoget. Han ville undersøge, hvad det var, for han ventede ikke, at der kom nogen kajak, men så fik han øje på en kajak, der kom hen imod ham. Og han prøvede på at se, om han dog ikke kunne genkende manden, og det viste sig at være Kittoraq / Qitoraq, der var den ældste mand i Illorpaat og den dygtigste af en søskendeflok. Hvor var han dog bleg, og helt afmagret var han også, og han kunne ikke få øjnene fra den andens fangst, der var på slæb. Og så udbrød han: "Ii, det lader til, at der findes dyr med rigeligt spæk i dette vejr. Vi længes sådan efter spæk, for vi har ikke kunnet komme nogen steder på grund af isen. Ja, nu forsøgte jeg mig lidt med sælfangst ved at ro ad Itiversuaq. Og mine bopladsfæller er deroppe og er helt holdt op med at tage ud i kajak."

Da han simpelthen ikke kunne få øjnene fra Kaannassuaqs fangst, sagde denne: "Bliv nu lidt og få et stykke at tygge på. Jeg har lige skræmt en flok måger hen i læ. En hel flok unge grønlandssæler dukker snart op. Få dig nu først noget at spise, så dækker vi dem bagefter."

Så skar han et ikke ubetydeligt stykke fra forsiden af sin fangst. Og da han havde givet det til den anden, spiste han så hurtigt, så man skulle tro, han spiste sne. Da han havde spist godt og meget, sagde han til ham: "Kom så, nu må du hen at holde øje med dem."

Sammen roede de op mod vinden og prøvede at få øje på dyrene, og minsandten om ikke de var ved at nå hen til den store flok måger. Efter at de havde ligget i vindsiden et stykke tid, begyndte sælerne at dukke op. Og han sagde til Kittoraq / Qitoraq: "Kom nu, kast din harpun mod dem!" Han nærmede sig en smule mere og kastede så sin harpun, og snart efter havde han dræbt den. Da han havde bundet den godt fast, tog han sin fangstblære og begyndte at rulle sin harpunrem sammen. Men han var kun nået halvvejs med det, da han blev ramt af en brådsø, og han havde lige nået at gøre sig klar, da bølgerne slog ind over ham. Væk var han, og pludselig hoppede hans fangstblære op, inden man fik øje på den tilhørende kajak, og øjeblikket efter kom hans kajak da også til syne i god behold. Så roede han mod vinden op til sin fangstblære og fik fat i den, og igen gav han sig til at rulle harpunremmen sammen. Han var lige begyndt på det, da han igen blev ramt af en sø, og igen forsvandt kajakken helt. Den store fangstblære kom igen hoppende ud på læsiden. Da han havde vendt sig op mod vinden, roede han hen til Kaannassuaq og sagde til ham: "Kan du ikke gøre sælen klar til bugsering for mig, jeg kan ikke klare det, fordi jeg er så afkræftet, at jeg kun kan klare at se på den." Kaannassuaq svarede ham: "Kom bare med dine bugserredskaber."

Så overgav han tingene til ham, fordi han endnu var for svag til at klare arbejdet. Da han havde gjort sælen klar til bugsering, sagde han til ham: "Tag du også en ordentlig bid!" Da han blev ved med at nøde ham, skar han sig et stort stykke fra sælens forside. Og da han havde spist færdigt, bandt han endelig sælen forsvarligt fast, så der ikke skulle kunne ske noget, og så begav den stakkels mand sig af sted. Og langsomt forsvandt han ud af syne langt derude mod øst.

Efter at han var roet væk, lagde Kaannassuaq sig igen op mod vinden, og straks efter havde han igen harpuneret en sæl, og så valgte han at vende hjemad. Da han var kommet hjem, fortalte han sine svogre om det, der var sket.

På den måde fik han sine svogre til hægterne igen. Og derefter lagde nordenvinden sig. Det fortælles, at han begyndte at ro i kajak sammen med Kittoraq og jagede sammen med ham.

Et stykke tid efter blev det smukt vejr. Dagene blev længere, og kulden var ikke længere så streng, og der kom en masse lomvier. Alle fra Kangermiut og fra Illorpaat og fra Angisoq tog på lomviejagt bag Ikkarluk. Da lomvierne blev hurtigere til at flyve op og flygte, samlede de sig i større flokke, når der blev vindstille, og på den måde blev det lettere at skyde dem.

En dag da de var taget ud på lomviejagt, samlede lomvierne sig igen i store flokke. Da de havde skudt alle dem, de kunne få ram på og skulle til at lægge fuglene op på kajakkerne, havde nogle kajakmænd lagt kajakkerne ved siden af hinanden for at støtte hinanden og undgå at kæntre. Kaannassuaq var i færd med at lægge fugle op på kajakken og holdt en lille pause, da han opdagede, at en anden kajakmand nåede hen til ham og støttede sin åre mod hans kajak, og han opdagede, at det var Kittoraq. Da de var færdige med at lægge fugle op, og Kittoraq havde gjort sig fri fra sin støtte, følte han efter noget og trak nogle bugserredskaber op, der var lavet af stødtænder, og et stykke isbjørneskind at sidde på i kajakken, og disse ting lagde han på kajakdækket foran Kaannassuaqs kajakring og sagde: "Da jeg havde fanget sælen, som jeg så inderligt gerne ville have, og ikke magtede at gøre den klar til bugsering, ordnede du det for mig, og derfor skal du have disse ting som tak for hjælpen."

Kaannassuaq havde i forvejen sådanne ting og manglede dem ikke, så han undslog sig, men forgæves. Da den anden blev ved med at presse ham til at tage tingene, endte han med at tage imod dem. Og på den måde kom de endda godt igennem den frygtelige vinter.

Man kan stadig se Kaannassuaqs hus i Angisoq. Det ligger højt oppe. Og det er lige så langt som en harpunrem og har to udgange (husgange), og der er vist nok fem vinduer.

Var.: Kaannassuaq.

Hist.: En historisk fortælling fra slutningen af 1700-tallet (ifølge Hendriks version, fortalt 1867, var Kaan. Hendriks mors farfar og Qitoraq / Kittoraq hans mormors farfar.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificers.

Maskinskrevne manuskripter på grønlandsk og dansk i NKS 3536, 4', IIIa og IIIb.

Trykt på vestgrønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 94 - 110

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 58 - 72: Kamigdlánguaq.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 122 - 123.

Resumé:

Kamillannguaq bor ved Illutsiaat syd for Qarajat. Hans eneste søn er storfanger,

vægrer sig længe mod at gifte sig, men henter så i en forrygende

nordenstorm på en boplads mod nord en enkes datter, der er så dygtig

til at sy for folk, at de to altid har rigeligt med mad. De kan endog

undvære til andre i trangstider. Enken giver sit tilsagn, fordi K.s

søn efter sigende er så dygtig, at han aldrig vil lade hendes datter

lide nød.

To gamle mænd gæster i trangstider K. og beværtes godt, omend med koldt kød

i første ombæring. Den ene gamle blir fornærmet og hekser alt for stor

frugtbarhed over K.s sønnekone. Hendes mave vokser og vokser. Måske

vil hun ikke overleve fødslen, men som amuletter til barnets

overlevelse anbefaler K. sin søn at skaffe et skarveskelet og en klump

fedtsten, som solen aldrig har skinnet på (med association til "nord",

BS). Han finder skelettet, og under søgningen efter fedtstenen træffer

han en kvindelig qivittoq, der inviterer ham hjem til sit hus. Hun

beværter ham med lækkert renkød, og fortæller ham, hvordan hun blev

qivittoq af skam over sin plejemors skældud. Med en eqqilik fik hun to

eqqilik-sønner, der jager til hende. Hun giver ham til slut den

ønskede fedtsten. Hans kone føder tilinger, fem sønner og fem døtre,

der alle overlever. Af ærgrelse laver den gamle mand en tupilak mod

børnene, der ser den komme op i elven som først en alk, dernæst en

tejst og dernæst en ringsæl. De jager den hver gang, og den siger av!,

da de rammer den som ringsæl. Tupilakken ømmer sig, venter til det

blir mørkt, men da har K. ladet tænde lys helt ud i husgangen, og

børnenes amuletter ikke bare hindrer den i at komme ind. De tilføjer

den også adskillige smertende sår i siden, i issen og i begge

øjenkroge. Øm og sulten vender den tilbage til sin skaber, den gamle,

der sidder med lukkede øjne mod solen og synger tryllesang. Tupilakken

æder hans indvolde, rammes af skam, over hvad de andre tupilakker vil

sig, og flygter langt ud til havs.

Hist.: Det er næppe troligt, at man havde fortalt så muntert om en

tupilak i traditionel tid. Thisted (1993) tolker versionen som en

fortælling for børn.

Fortællingen kan tillige tolkes som en slags fortsættelse af den østgrønlandske Aloruttaq. Se:  Sonne i Tidsskriftet Grønland årg. 2001

Sted: Illutsiaat ligger syd for Nuuk ved kysten mellem Buskefjorden og

Ameralik.

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 25 + 27 + 29: Kawdlaq / Arnaq inûsugtoq toqorarnerssuarme amiákûssoq. Toqorarnerssûp nalâne pisimassut.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 97 - 99

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 106 - 108.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Ifølge Matêraqs moder, Itâkasiks beretning:

Resumé: En slem epidemi, måske slutningen af 1700-tallet, lægger en sommer mange bosteder øde i Upernavik-distriktet. Det er lykkedes åndemaneren / angakkoq Qupanew / Qupaneq med familie at undfly sydpå, og de overintrer i Aappilattoq, hvor familien udæsker spændingen ved at opfordre Qup. til at fortælle om tupilak-bjørnen, nanniaq. Den kommer straks til stede, selv om han fortæller med lav stemme. Man ser tarmskindsruden bule indad og to store, skinnende isbjørnetænder i bulen. Qup. beordrer sin søn, Qingmiewt / Qimmiut at gå ud og se efter. Han nøler, men går så ud, og da er der intet at se.

En anden aften under Qup.s fortællinger falder noget tungt ned på taget og bevæger sig hen til ventilen, som Qup. har forsynet med en hvirvelknogle af en hval, der kan lukkes udefra med en træprop. Væsenet fjerner proppen, puster damp ned gennem hullet tre gange, propper til igen, og så lyder det som en fugl der letter. Måske har en åndemaner villet undersøge, hvordan de havde det, mener man. Sandsynligvis Tuluwaq / Tulugaq / Ravnen fra Kídersaq / Kittersaq ?

Da frosten sætter ind rejser Qup. med sin søn ud for at finde overlevende. Nær Qeqertaq råber han fra isfoden op til øens hus, der er mørkelagt, og til sin overraskelse blir der svaret af en ung pige, Kallaq, der har overlevet ene menneske. Højvande hindrer Qup. i at hente hende ned på slæden, han lover at komme tilbage senere, men Kallaq syr sig i månelyset et par bukser af noget gammelt skind og vandrer afsted så snart ebben kommer i slædesporet. Undervejs slipper hun med fødderne og flyver over sundet til Sarpaq / Sarfaq. Det er hendes hjælpeånd, piskesnerten, der har været til hjælp. Hun når udmattet frem kort efter Qup.s hjemkomst, og hun får ikke lov at komme ind, før Qup. har sunget en serrat / tryllesang over hende, hun er blevet vasket, og har fået nyt tøj på. Kallaq kan ikke sove tre nætter i træk. Qup. synger igen over hende, hvorefter hun sover to døgn i træk, vågner frisk og kan berette om sine trængsler. (Se "Kawlaqs egen fortælling").

Hist.: Hans Lynge mener ibid. s. 15 at kunne tidsfæste epidemien til ca. 1790, men det er nok snarere den kendte i 1814.

De to episoder med tupilak-bjørnen og besøget af en åndemaner på åndeflugt, kan have været iscenesat af Qupaneq, der som åndemaner må have kunnet et og andet trick. Sønnen, der sendes ud for at se bjørnen, blev født 1789.

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 29 + 31: Kawdlap nangmineq

oqalugtuâ.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 101 - 102.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 110.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Folk dør en for en under epidemien i huset på Qeqertaq, og Kallaq slæber ligene udenfor. Den sidste overlevende har dog tryglet hende om at blive slæbt udenfor inden døden indtrådte. Hun gør det, men han dukker hørligt op i husgangen igen. Heldigvis sørger hendes piskesmæld-ånd for at få ham smidt ud og et godt stykke forbi møddingen. Selv har Kallaq dog dræbt en overlevende, en lille pige, som hævn for dennes faders mord på en af hendes (Kallaqs) slægtninge.

Dette fortæller hun først, da hun går til dåbsforberedelse. I dåben får hun navnet Bolette.

Marteeraq afslutter herefter fortællingen: Kallaq lider ingen nød i sin ensomhed, da alle husfæller er døde af epidemien. Der er forråd af mange narhvaler og hun har ild i lampen. Den slukkes dog af hundene en dag hun er gået nordpå for at lede efter andre overlevende, men er blevet standset af en stor revne i isen. Hun må så klare sig uden lys. Tørret sælkød er der meget af, men hun blir for tørstig af at spise det (og har velsagtens sparsomt med drikkevand, fordi hun ikke kan smelte sne ved lampen, ? BS). Således befinder hun sig da Qupaneq finder hende (se "Kawdlaq. En ung kvinde ...").

Hist. Historisk fortælling, der er fortalt af Kallaq selv og overleveret via Oqimaitseq. Epidemien har muligvis været den forløber for den kendte, der rasede i 1814 i Upernavik-distriktet.

Kâlat, der var 80, da H. Lynge var i felten i 1951, kendte Bolettes søn og sønnesøn og kunne fortælle, at huset, hvor hun overlevede havde været tæt beboet. Flere navne blandt beboerne nævnes.

Redaktør: Lynge, Kristoffer.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4', læg 14, ss 53 - 61: Kiviumik.

Trykt første gang i Atuagagdliutit 1935 - 36, nr. 9, ss. 69 - 70 + nr. 10, ss. 75 - 76: Kivio.

Oversættelse efter håndskriften ved Apollo Lynge:

Om Kiviu

Engang besluttede Kiiviu / Kivioq sig for at ro ud på det åbne hav. Da han havde fået den ide at ro ud på det åbne hav, betrak han sin kajak med to lag skindbetræk og begyndte at samle en masse udtjente kajakvanter. Da han syntes, at han havde fået samlet et rigeligt antal, så han en morgen på vejret og begyndte så at gøre sine forberedelser. Da han var færdig satte afsted ud fra land. Der var ikke en sky på himlen. Længe kunne han se landskabet, men til sidst kun fjeldtoppene. Han roede udefter, og mistede til sidst landet af syne. Længere ude kunne han nu forude se, at havoverfladen var fuldkommen fri og strakte sig hele vejen fra syd til nord. Han nærmede sig det røde område, og da han kom nærmere så han straks at det var en mængde havlus. Da det ikke var andet at gøre, roede han ind imellem dem. Da begyndte de at bide sig fast i hans kajak. Kiviu roede nu alt hvad han kunne for at komme fri af dyrene. De havde allerede ædt det yderste lag af hans kajak, så resterne af det faldt af. Da Kiviu nu ikke kunne gøre andet, begyndte han at smide de udtjente vanter ud til dem. Da han havde smidt den sidste vante ud var han endelig fri af havlusene.

Han fortsatte udefter og begyndte at få land i sigte og på nærmere hold så han, at det var ret lavlandet. Henne ved landet begyndte han at ro langs kysten vestpå. Til sidst rundede han et lille næs og fik øje på et hus, og der kom røg op fra huset, men der var ingen mennesker. Da Kiviu lagde til nedenfor huset, tænkte han: Hvis huset er beboet, kommer der nok nogen ud. Ham gemte sig der og afventede, at nogen skulle komme ud. Efter en rum tid kom en ung pige ud for at lægge læstenene til rette. Efter at havde rettet dem til, gik hun ind i huset igen. Nogen tid efter, kom der en ældre kone ud for at tømme en natpotte. Da hun var gået ind, kom det ikke flere ud. Der var åbenbart ikke andre i huset, og Kiviu gik derop, og lige da han var på vej ind, kastede han et blik på de stykker der kogte i gryden og genkendte straks menneskehænder, der var krummet sammen som i krampe. Da han fortsatte og kom ind, var de to alene. Da han trådte op i indgangspartiet (fra gangen op i rummet) sagde hende, det viste sig at være moderen: "Nææh, der har vi en gæst, kom dog nærmere og sæt dig." Da han satte sig, tog hendes datter et fad og gik ud. En tid efter kom hun ind, og fadet var helt fyldt op. Hun satte fadet frem på gulvet og sagde:" Vær så god at tage fra, menneskekød samt menneskehænder og menneskefødder". Kiviu tav lidt længe og sagde så: "Såden noget er tabu for mig". Da sagde datteren, idet hun skulle til at tage fadet væk: "Hvad er han nu for en." Efter at have taget fadet væk, gik hun ud og kom tilbage med noget tørkost og satte det frem. Da hun havde rodet lidt under sin lampebriks tog hun en mavesæk frem. Hun begyndte at hælde noget af indeholdet ud i en trætallerken, og det var helt klart. Hun sagde: "Det er meget klart, fordi det er fedtet fra et barn". Kiviu blev stille lidt og sagde så: "Den slags er tabu for mig." Igen tog hun fadene væk og sagde: "Hvad er han for et menneske." Og hun satte ikke mere noget frem.

Kiviu beyndte nu at være opmærksom på, hvad der var i huset. Under deres sidebrikse opdagede han så menneskehoveder, som de havde til gæring, og Kiviu blev endnu mere årvågen. Kiviu fik ikke noget at spise til aften. Da de skulle i seng om aftenen, og Kiviu fik besked at lægge sig på sidebriksen, havde han sine anelser - Kiviu havde lært et og andet - og i skjul tog han sin gamle slibesten frem, og efter at have gnedet hele sin krop med den, lagde han sig på sidebriksen. Ikke så snart mor og datter havde lagt sig, begyndte de at snorke. Kiviu lod som om han sov. Så snart han snorkede på skrømt, tav datteren pludseligt. Han rørte sig ikke og fortsatte med snorkeriet. Så sprang datteren lydløst ned på gulvet. Da hun landede, lod Kiviu som om han var ved at vågne, og uden en lyd sprang hun tilbage, op på briksen og begyndte straks at snorke. Da Kiviu atter snorkede løs, blev datteren, der snorkede meget, helt stille. Da hun begyndte at lytte, og Kiviu lod som om han snorkede, sprang hun lydløst ned på gulvet. Kiviu fortsatte sin snorken uden at bevæge sig, og så stak datteren sin bagdel ud mod ham. Mens Kiviu så på hende, begyndte et stort kobberstykke at stikke frem fra hendes endetarm. Og så lød der pludselig en stor knækkelyd, da hun sprang op midt på livet af den liggende Kiviu. Hun nåede lige op på ham, før hun faldt ned på gulvet, trak vejret dybt ind og sagde: "Usorsis´s haleben er knækket, det der skaffede os rigelig mad blev knækket, hendes store kniv, hendes ulu, hendes store stikkevåben knækkede han." Kiviu skyndte sig at komme i tøjet og fór ud, mens moderen forfulgte ham. Han nåede sin kajak og kom ned i den, og lige da han kom ud i vandet, kom hun løbende til strandbredden med sin ulu i hånden, og mens hun lod, som om hun skar i noget mod hans side, sagde hun: "Gid jeg således kunne spise hans kinder," begyndte Kiviu krænge over mod hende. Ved at vrikke med sin pagaj lykkedes det lige Kiviu at rette sin kajak op. Nu blev Kiviu vred og forbitret og dér, ud for hende, vendte han sin kajak mod hende og sagde, mens han tog sin fuglepil: "Gid jeg kunne ramme hende sådan med min fuglepil". Og da hun begyndte at gå hen mod ham, jog han derudefra sin fuglepil i hende.

Efter at have dræbt dem begge to lod han dem ligge, og da han var kommet langt bort fra det sted, hvor han var begyndt at ro langs med landet vestpå, rundede han engang et lille næs, og endnu en gang lå der et enligt hus. Da han lagte til nedenfor huset, gemte han sig og ventede på, at nogen skulle komme ud. Noget senere kom en ung pige ud og rettede på læstenen til kogerummets røglem og gik ind igen, og der kom ikke flere ud. Endnu senere kom der en ældre kone ud, og da der ikke kom flere ud, gik han op til huset og forbavsedes over deres maddepoters omfang. Han gik hen mod indgangen og kom ind i huset, hvor han straks blev åbent og venligt modtaget. Datteren fik nu travlt og gik ud med et fad. Da hun kom ind igen viste det sig, at hun kom med kød af en lille sæl, der skinnede blåt, da hun satte det frem. Da Kiviu var blevet meget sulten, begyndte han at spise som en vanvittig. Da han tog fat, fortalte mor og datter ham: "Selv om vi ganske vist bor alene uden mandfolk, mangler vi ikke noget. Mødte du ingen mennesker på din vej? " "Jo", sagde Kiviu, "undervejs hertil var der en skrækkelig mor og hendes datter, som jeg dræbte begge to, fordi de lige var ved at dræbe mig." Ved de ord udbrød de: "Godt du dræbte dem. De uslinge fik dræbt alle vore mandfolk, så vi kvindfolk blev alene tilbage, men vi lider nu ikke nød. Du kan nok se disse mange bugserblærer. Når det bliver lavvande i havet, fæstner vi bugserblærer til mange sæler og så snart vi er færdige, og vandet igen begynder at stige, går vi op på land igen. Når vi er oppe og inde i huset igen, blæser det aldrig op med andet end mild pålandsvind. Når sælerne så er drevet til land, er det bare at slæbe dem i land." Kiviu følte sig helt hjemme hos dem.

Næste dag begyndte det at blive lavvande, og det blev ved. Mens havet var på vej ud af syne, kiggede datteren ud gennem ruden. Hun vendte sig og sagde, at det kun var halvvejs lavvande. Til sidst kunne man ikke længere se havet. Så kiggede hun igen ud og sagde da: "Det er nok nu", og de gjorde sig klar. Da Kiviu begyndte sine forberedelser for at følges med dem, spugte kvinderne ham: "Kan du løbe landdyrene op?" Kiviu sagde: "Nogle kan jeg lige løbe op, men andre har jeg svært ved at løbe op." Da sagde de: "Når der lyder et drøn langt borte fra, og vi sætter i løb, må du løbe alt hvad du kan."

Efter at ha' samlet en mængde bugserblærer gik de ned, og da de begyndte at gå ud, var der rigtig nok mange ting at se på den tørlagte havbund. Mens kvinderne satte bugserblærer / fangstblærer fast på en hel masse sæler, og Kiviu fulgtes med dem og satte bugserblærer fast, gik han lidt væk fra dem og fik øje på noget meget smukt uden at genkende det. Han skulle lige til at fæstne en blære til det fordi han syntes at det var så smukt, men så lød det fra kvinderne: "De der, sådanne lader vi være, det er en Unneraarsuk fra underverdenen." Han lod den være og fortsatte med sit forehavende og hørte egentlig nok et drøn langt borte fra. Og så lige med ét kom han til besindelse og kiggede efter kvinderne, der allerede var begyndt at løbe. Han satte i løb af alle efter dem. Han kunne ikke indhente kvinderne og da han på et tidspunkt så sig tilbage, var havet i hælene på ham så højt som en klint. Han blev vildt opskræmt og løb alt det han kunne, og mens havet var på nippet til at nå ham bagfra, nåede kvinderne op på land, og Kiviu fulgte efter, op på land mens vandet allerede slog ham om fødderne. Netop som de kom op på land, kom den milde pålandsvind. Så begyndte alle de dyr, de havde sat bugserblærer på, at drive i land, og de kunne nøjes med at slæbe dem op. Hver dag fangede de så mange sæler, at når man så deres maddepoter var det som om de havde flere mandfolk til at fange hos sig.

Mens Kiviu stadig boede hos dem, kunne han på et tidspunkt ikke længere få dem han forlod ud af tankerne. Engang sagde han så til kvinderne:" Jeg føler nu mig meget knyttet til jer, men da jeg har familie østpå, og jeg ikke længere kan glemme dem, vil jeg tage hjem til dem." Kvinderne kunne ellers dårligt forestille sig at undvære ham. Efter at Kiviu havde taget turen hjemover, roede han ikke mere vestpå.

Her ender historien.

Var.: Kivioq / Givioq

Kommentar: Kvinden med knivhalen må være en mytisk humlebi i kæmpestørrelse, som det fremgår af visse sagn fra inuit i Canada. Søg på bi og humlebi. Tidevandsfangst.

Unneraarsuk nævnes andetsteds som et havvæsen, der belønner offergaver med fangst. Søg på: Unneraarsuk

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 65: Kûngaseq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 42.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 47.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé: Kûngaseq, der var søn af den danske bødker, Christian Lynge, og opkaldt efter dennes ven, det sidste mord-offer i distriktet, havde sin pooq, sejrsskjorte, som amulet. Den beskyttede ham engang en isbjørn havde angrebet og væltet ham omkuld. Han gemte sig i posen, fortalte han bagefter sin søn, der var med, som forklaring på, at bjørnen pludselig standsede op, kiggede sig forvirret omkring og luntede væk. Sejrsskjorten havde gjort ham usynlig.

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallet. Kuungaseq var født 1835.

Tolkning: Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. Om K.s pooq fik Hans Lynge endnu en fortælling: se s. 64

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 65: Kûngasip pûa

ajequtausimangoq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 43 - 44.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 48.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Marteeraq genfortæller Kuungaseqs egen fortælling om dengang han havde plaget sig til at låne Nulooqs kajak i bytte for sin egen plus noget ekstra, men helt havde glemt, at hans sejrsskjorte - amulet, hans pooq lå i kajakkens bagstavn. Nulooq var ikke døbt, så den virkede voldsomt på ham. Han roede rundt i alle mulige retninger, blev helt vild med at ro ud selv om det så ud som om, sagde folk, at han befandt sig i en pose (pooq). Få dage efter døde Nulooq, og da først huskede den døbte Kuungaseq sin pooq og blev skamfuld.

Kommentar: En pooq som amulet kan gøre en usynlig for dyr og ånder. Men fordi en amulet ikke kan bruges af andre end sin ejer, virker den helt modsat på Nulooq, der ganske mister orienteringen og sin forstand. søg puulik og se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

OBS: Rasmussens oversættelse hér bygger på Jaakuaraqs version, hvor slutningen er erstattet med den i Arons version (Thisted 1993:91 - 93).

Håndskriftet til Arons version eksisterer ikke længere.

Heller ikke Jaakuaraqs egen nedskrift lader sig finde, men den er trykt i Atuagagdliutit, 1934 - 1935, nr. 18 - nr. 22. Og en renskrift, formentlig foretaget af Hendrik Olsen, findes i KRH, kasse 52, 2, hæfte 419. Den afviger noget fra den trykte version, men den trykte og afskriften har klart samme forlæg.

Arons version er trykt på grønlandsk med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1959 - 63, I, nr. 7,

og på grønlandsk i Kr. Lynge 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II.

For en senere oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 1-13.

Genoptrykt i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 106 - 114: Den lille forældreløse Kunuk.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 106 - 114: Oqaluttuaq Kunummik iliarsunnguamik.

Resumé:

Kunuk og hans lillebror er forældreløse men vellidte på bopladsen, hvor

de går alle til hånde med stor iver. En dag de henter vand, ser de

spejlbilleder af såkaldte "løbere" i søens vand. Husfællerne tror dem

ikke. Heller ikke anden gang de har været ved søen. Brødrene gemmer

derfor deres lillesøster i husgangens kogerum, dækker hende med

savsmuld / træspåner og hægter sig selv op i bjælkerne under hustaget. Løberne

udrydder alle husfællerne og stikker søsteren et par gange gennem

savsmuldet. K. og hans lillebror flygter ind over land med den sårede

søster, der dør og begraves ved "Hjertefjeldet". De går videre, opøver

deres kræfter undervejs og lillebror blir snart stærkere en K. De går

tværs over en tilfrosset sø frem til havet, hvor en mængde remmesæler

er krøbet op på isen. De fanger og fylder en skyggefuld kløft med dem.

Et godt stykke længere fremme ser de i skjul en mængde kajakmænd på

hvalrosfangst, og at ingen kaster harpunerer, før en mand i hvid

halvpels har ramt et dyr. Det bugseres ind, parteres, og alle får

rigelige fangstparter undtagen en gammel mand, der kun får et tyndt

ribbensstykke og et stykke indvold af en underarms længde. Kajakkerne

ror mod vest langs med kysten til deres teltlejr, hvor K. og lillebror

planter lederens harpun med blære dybt i jorden ved lejrens vandsted.

Langt op ad næste dag i flot fangstvejr kalder lederen til fangst, men

kan ikke finde sin harpun. Ingen ror ud, før en kvinde finder den, og

man har været nødt til at grave den fri.

Om aftenen går brødrene ind i den gamles telt. De får hans to døtre til koner. Den gamle er selv flygtet for løberne, og hans søn er blevet dræbt af bopladsens leder. K., der udfordres af lederen, pisker en udstoppet hare i stumper og

stykker, skønt lederen har forbudt det. Lederen pisker ham. Men K.

gør sig hård, lederen flygter, K. indhenter ham, og han pisker huden

af hans ansigt. Mens ansigtet læger tar ingen på fangst. K. får sin

svigerfars kajak, øver sig og blir ferm. Han tar med på fangst og

drister sig til at nedlægge en hvalros, før lederen har ramt den.

Denne får af K. samme fangstpart som tidligere K.s gamle svigerfar.

Langt henne på foråret hentes depotet af remmesæler i kløften.

Lillebror styrer sin svigerfars konebåd. Lederens mor ror forrest i

hans konebåd, mens lederen og K. ledsager dem i kajak. K. morer sig

med at kaste sin harpun højt hen over begge både. Lederen forsøger det

samme, men spidder sin mor ved hætten til forstavnen, så hun falder

bagover. Lillebror ser Hjertefjeldet, gribes af sorg, men undertrykker

den og sprænges i sit indre. Da K. sørger og trænger til adspredelse,

nedlægger han en af de aggressive røde hvalrosser. Dernæst fortæller

hans svigerfar ham om Ungilattaqi oppe nordpå. U. røver alle mænds

koner og dræber deres mænd. K. og hans kone rejser derop på slæde, går

ind i et hus med lutter mænd, der er stedsønner af U. De støtter ham i

trommestriden mod U., hvor U. efter sin sang to gange kaster sin kniv

mod K., der gør sig bittelille. Første gang springer han op, idet U.

kaster, og næste gang springer han ind i skridtet på U. K.s

medsammensvorne tar kniven fra U., gir den til K. og synger en vise

for K., der derefter kaster og spidder U. til vinduesbriksen. Stor

tumult følger. K.s kone, som U. straks røvede, får tag i K. bagfra.

Hun er barbenet. På vej fra huset gribes han bagfra af U.s hjælper,

ham med bagdel både bagpå og forpå. K. brydes længe med den

"dobbeltrøvede" på glatis, løfter ham op og smadrer ham på isen foran

tilskuerne. En anden stærk mand, der forsøger sig med K. på et sted

med mange spidse, frosne hundelorte, lider samme skæbne, og en tredje

mand med ben så lange som en konebåd flækker K. hoften på mod en

stendynge. Folk takker begejstrede. K. blir bedt om at kigge ind til

den døende U., der ligger på en pude af sine mange koners underbukser

og indsnuser duften af sine yndlingskoners underbukser, der ligger

over hans ansigt. K. smiler da for første gang. Hans sidste

adspredelse blir en vågefangst på narhvaler i en våge ved denne

nordlige boplads. Derefter tar han hjem og falder til ro.

Var.: Kunuk

Hist.: "Løberne" (arpattut) bruges på fortælletidspunktet ofte om

nordboerne, men kan ligeså vel blot betegne "indlandsboerne".

Trykt, med en lidt ændret ordlyd (tilsyneladende redigeret), i Atuagagdliutit 1935 - 36, nr. 12, ss. 97 - 98: Kugsungmâlik.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Om Kussummaalik (om ham der stadig har lidt tilbage).

Engang drog en stor åndmaner nordpå og ønskede undervejs at træffe andre mennesker. Det begynde at blive efterår, og endnu havde han ingen truffet. Da det ikke så ud til, at han skulle komme til at træffe andre mennesker, sagde han en dag til sin husstand: "Vi træffer nok ingen andre mennesker, så lad os finde en vinterboplads, inden det bliver for sent på efteråret." De søgte så efter et egnet område og slog lejr på et godt sted, hvor der var godt med fangstdyr, og der begynte de at bygge vinterhus. Når den store åndemaner tog ud i kajak harpunerede han sæler efter at have roet bare et lille stykke ud. Da deres hus var færdigt og åndemaneren kunne ro som han ville, roede han langt omkring fra morgen til aften for at træffe andre mennesker. Han regnede med at møde en anden kajak, hvis der var andre mennesker i deres nærmeste område. Da han stadigvæk ikke traf andre, svandt hans forventninger og han passede derefter alene sin fangst. Da han ikke vidste noget om vinteren der på stedet, samlede han så meget vinterforråd som muligt, og lidt efter lidt havde han fanget og samlet så meget, at det uden for huset så ud, som om dyrene selv var kommet up af havet og lagt sig foran huset. De traf ikke andre mennesker hele vinteren.

Men en dag roede åndemaneren igen ud og rundede et lille næs lidt nord for deres boplads, og der så han et stort hus med tre vinduer. Han blev meget forbavset, fordi han tidligere havde været rundt i hele området uden at møde andre mennesker. Han besluttede at lægge til nedenfor huset, da han nu endelig kunne komme til at møde andre mennesker. Der kom mange mennesker ud af det store hus og de kom løbende ned mod stranden. Da han lagde til hilste de ham hjerteligt: "Endelig træffer vi et andet menneske, skynd dig med op". Åndemanderen ordnede sin kajak, selvom de skyndede på ham. Da de var så hjertelige i deres velkomst, og skyndede så meget på ham, gjorde han sig i en fart færdig med sin kajak. Han gik så op sammen med dem og fulgte efter dem ind i huset, og straks slog husets varme imod ham. Da han kom ind, var de mange mænd meget venlige og hjertelige. De bød ham sætte sig ved husets langside og da han havde sat sig, begyndte de at sætte fade frem. Når et fad blev fjernet blev straks et andet sat frem. De mange mænd var så venlige og imødekommende, og deres munde var så bevægelige, at de lignede noget, der var blevet blødgjort.

Lige da Åndemaneren kom ind havde han lagt mærke til en meget kraftig mand midt på den store sovebriks; han var så kraftig at han lignede en stor rund og fed sild. Han sad lænet langt tilbage mod bagvæggen bagved sin store lampe, så meget bøs ud og hang med hovedet. Han sagde ikke et ord og stirrede ufravendt på ét punkt. Da fadene blev stillet tilbage, blev de mange mænd endnu venligere og endnu mere underholdende. Pludselig sagde en af dem:" Nu da vi endelig har fået en gæst, har vi ikke engang noget at byde på." De andre mænd begyndte også at sige: "Nu har vi endelig fået fremmend på besøg, har vi ikke længere noget at byde på".  Da dette efterhånden var blevet gentaget fra flere sider, begyndte den store mand, der sad i midten, at flytte sig frem. Da han begynte på det, blev de andre mænd endu mere snaksomme. Da så den store mand havde rodet lidt under briksen, trak han en stor tobaksvarmer op. Da blev de mange mænd endnu venligere: vi andre er desværre udgået for noget at byde på.

Næste gang den stor mand rodede under briksen, trak han en hel rulle tobak frem. Da hviskede sidemanden til åndemaneren: "Han vil dele snus ud til alle. Når han gør det, skal du huje og skrige ligesom os." Åndemaneren kiggede nu hele tiden på den store mand. Da han rullede tobakken ud, målte han først en underarmslængde ud, og anden gang han rullede den ud, målte han knap en underarmslængde og skar derefter næsten to armlængder af. Da han havde skåret tobakken over og i stykker, kom han al tobakken i sin tobaksvarmer. De mange mænd blev nu endnu mere snakkesalige. Efter at have kommet tobakken i tobaksvarmeren tog han af og til en prøve af den. Derefter rodede han igen under briksen og trak det store låg til kværnen frem, hvorefter han begynte at tage tobaksstykkene ud af tobaksvarmeren. Da han havde fyldt kværnen, begyndte han at kværne løs uden at sige noget, og stadig så han bøs ud i ansigtet. Jo mere han kværnede des venligere blev de mange mænd. "Desværre har vi andre ikke andet at byde på, nu hvor vi endelig har fået en gæst". Mens de kiggede på den store mand i midten, der kværnede, blev han da endelig færdig og begyndte at fylde sin ene hånd, og ind imellem pressede han det han havde i hånden. Sidemanden hviskede til åndemaneren. "Nu deler han snus rundt, og så må du huje og råbe til ham af alle kræfter ligesom os".

Mens åndemaneren så til fyldte den store mand sin ene hånd med sammenpresset snus og lukkede den med den anden hånd. Uden et ord trådte han ud på gulvet og sprang straks op. Så begyndte han at springe rundt og dele snus ud. Samtidigt råbte så alle de mange mennesker i huset: "Ham, der har lidt tilovers, deler lidt ud af det!" og langsomt steg råbet i styrke. Springende rundt delte han snus ud til alle de mange mennesker i huset efter tur, selv til åndemaneren. Og hele tiden blev der råbt:" Ham, der har lidt til overs, deler lidt ud af det!" Åndemaneren troede først, at han selv sad og bare hørte på, men det gik op for ham, at han uafbrudt råbte med af sine lungers fulde kraft. Da han havde sprunget rundt delt snus udtil alle i huset, satte han sig ned på sin plads, og pludselig overraskede han med et latterudbrud uden at ændre ansigtsudtrykket det mindste. Efter latterudbrudet rodede han rundt under briksen og trak på en rulle tobak frem. Så rullede han den ud og målte først en armslængde og anden gang en halv armslængde af. Efter at ha' skåret den af rakte han tobakken til åndemaneren, idet han sagde noget for første gang: Dette er din snus. Åndemaneren blev benovet over at få tobak. Efter at have været gæst der på stedet tog han hjem og fortalte sine bofæller om sin undren over, at han ikke tidligere havde opdaget, at der beode mennesker så nær ved deres boplads. Sener ville åndemaneren / angakkoq / angakok igen gæste sine værter, men da han rundede næsset ved de store hus med tre vinduer hvor han for ikke så længe siden havde været gæst, var der intet hus. Åndemaneren kunne ikke finde sine værter. Åndemaneren mente herefter at han uforvarende havde været gæst hos de underjordiske innersuit. Her ender historien.

Varl: Angákorssuarmik / Angakkorsuarmik

Hist: Innersuit havde ry for at kunne tilhandle sig flere og bedre varer end mennesker.

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Arnaq kuvdlugíssamik nâlungiartârtoq / kullugissamik naalungiartaartoq.

Resumé:

En barnløs kvinde, hvis mand blir træt af hende, går ud for at finde

et barn. Hun finder først en bi, men opgiver den, og dernæst en orm,

som hun lader die af sit blod og skjuler i et halværme under briksen.

Den siger sivse-e-e, når hun kalder den frem. En dag hun er ude slår

husfællerne den ihjel, og blodet flyder ud i husgangen. Kvinden sørger

over tabet, som var den et rigtigt barn.

Oversættelse ved Apollo Lynge af renskriften:

Kvinden som adopterede en orm.

En af kvinderne, som ikke selv havde nogen børn, tog en orm til sig som sit spædbarn. Da hun således havde fået et spædbarn, begyndte hun at amme det, og hun lod den endda drikke sit blod. Efterhånden blev ormen så stor, at den blev lige så stor som hendes bryst og mave, og så gav hun den en stor kamik at være i. Engang da hun lagde den på briksen efter at have ammet den og gik ud, blev en af husfællerne bange for den og lagde den ind under briksen. Da hun kom tilbage, søgte hun efter den og tog den. Når plejemoderen sagde kærlige ord til den store orm, lyste dens øjne af glæde. Engang da plejemoderen igen var på besøg og husfællerne var bange for ormen, tog de den med ud og kastede den væk med en sådan kraft, at blodet sprøjtede ud! Den var jo ved at tømme sin plejemoder for blod.

Jonasine Nielsen, Saattoq.

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tiisikoorsuarmik (Tiisi er et onomatopoetikon på lyden: sissii el. tsissii).

Kommentar: Det er uklart om Jonasine Nielsen er fortæller eller renskriver, men renskriften er tydeligvis en forkortet udgave af originalen.

Tolkning: Skulle symbolikken med blodet, der flyder ud i husgangen

(alias menstruationsblod), ske fyldest, burde kvinden herefter blive

frugtbar.

Interlineær dansk oversættelse

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 99 (fra næstsidste

linie) - 101. Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 108 (fra 5. sidste

linie) - 110.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Kallaq bor i et meget stort hus ved Qeqertaq, hvor først en, så den ene efter den anden af de talrige beboere bliver syg og dør. Da Kallaq har slæbt den sidste døde ud og givet ham til sine hunde, indretter hun sig i et hjørne, og da frosten kommer holder hun øje med isen gennem vinduet. Dér kommer neden for huset to slæder fra Aappilattoq. Hun går ud og råber, at hun er den eneste overlevende, men kan ikke komme med slæderne pga. højvande. Kuskene lover at hente hende senere, men hun sætter snart efter dem til fods (i slædesporet) og når deres hus på meget kort tid. Hun bliver bedt om at smide alt sit tøj væk inden hun får lov til at komme ind - for ikke at vække (ånders) vrede (fx Sila? el. Månen?, BS). Inde i huset får hun anvist plads under briksen, hvor i forvejen en masse mænd har deres pladser. Her får hun en mand, som hun senere forlader, da "Den store enøjede" bliver enkemand og inviterer hende op til sig. Den forladte mand dør snart af sorg.

Hist.: Historisk fortælling fra den store epidemi i 1814. Var.: Kallaq. Versionen her har Hans Lynge trykt i overensstemmelse med udtalen i fortællerskens særprægede dialekt, der taltes på Tussaaq.

Kommentar: qinnganarpoq, til at vredes over / rynke på næsen over, er Sila's (især i betydningen vejrets) reaktion på tabubrud i Vestgrønland og Månens i Østgrønland.

Tospoproget udg.: Nordvestgrønlandsk: s. 83: Lîsap serratâ / (serrat), og dansk.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 35 - 36.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 39.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Lîsas vise s. 82

Resumé:

Fortælleren Marteeraqs oldemor, Liisa, f. ca. 1800, fortalte at hun een gang havde sunge serrat, tryllesang, med det formål at helbrede en af sine sønner, da han som lille led af en lammelse i det ene ben. Lammelsen skyldtes hekseri, var man blevet enige om, og serrat'en sendte hekseriet tilbage til afsenderen. Denne viste sig senere at være Oqimaatsoq / Oqimaitsoq (eller en i hendes familie: hendes far var angakkoq / åndemaner, BS ?), hvis velnærede datter døde i løbet af en nat. De opholdt sig tre dagsrejser borte, og en af husfællerne havde tilmed hørt sangen sunget af en klar kvindestemme, da han var ude et smut. Liisas søn kom sig hurtigt efter.

Var.: Marteeraqs egen nedskrevne version, søg på Lisa.

Hist. Historisk fortælling fra begyndelsen af 1800-tallet.

Kommentar: Vedr. hekseri se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side  155 - 156.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Den første Lynge *)

M. Dengang englænderne og vores danskere virkelig kom op at slås mod hinanden og allesammen blev påbudt at rejse hjem, besluttede et par af de første danskere, Den Store Bødker (Napparsisoq) Christian Lynge og Kunitsi (Halsøe), at blive deroppe i nord. Og det siges at kongen havde sagt noget til dem, for det var dengang området omkring Uperna-vik var frygtet af danskerne. Og de havde placeret danskere der, der ikke var bange for at sige noget til andre danskere. Denne Lynge havde en stor buet næse, og det har hans efterkommere efter ham.

   Lynges kone hed Dorthea.

   Deres børn: Ole Larsen Lynge (Kuungasoq) f. 1835.

   Deres datter Utukkaaq (Den Gamle) (Margrethe) døde i Upernavik, da hun var 99 år gammel. Jeg har selv truffet hende. Deres far var ikke underkuet, og derfor var de det heller ikke. M.

   Kuungasoq kom til at hedde sådan efter en mand, som Ilalik, Minannguaq og Angajulleq dræbte. Han havde meget fine hunde og fangede ofte hvalrosser. Han døde i Kingittoq og havde fem sønner og tre døtre. Hans yngste søn var Ilingasukassak (Den Lille Krølhårede), Thomas.

   Utukkaaq, Margrethe Petersen døde i 1913, 80 år gammel. Hendes mand var en grønlandsk fanger, og hun havde fem sønner men ingen datter. Hendes mand var Ikisoq (Andreas Petersen).

   To af Lynges sønner, Lauritz Henrik og Christian Gabriel, faldt i 1856 gennem isen og druknede samtidigt.

   Kuungasoqs søn Mathias (Makeqqi) boede i Tussaaq, og da jeg første gang var ude på langtur, så jeg hans kone, Karen Lynge, der var blevet en meget gammmel dame. H.L.

   Vi har rigtigt mange slægtninge oppe nordpå.

*) Christian Hansen Lynge, død 1872, da han var 74 år gammel.

Hist.: Lynge-slægten i Upernavik distriktet.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 91 (majorarsineq)

Ny retskrivning:  Nuuk 1991, side 100 (Majorarsineq).

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Fortællerens bedstefar, Nulialik hørte engang ude i kajak sortsider lege og hoste højlydt, og altså således var de nemme at komme på fangsthold. Men lydene flyttede sig, først hen til kysten, dernæst op på land, og N. blev pludselig bange for at blive lokket i fordærv af dem, hvorfor han sporenstregs roede hjemad og end ikke turde tage turen uden om næsset, men bar kajakken over det til fods.

Hist.: Historisk oplevelse.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 97 - 98.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Makkorsuaq igen.

Juuntaat (Jonatan). Han var meget omhyggelig med sine fangstvåben. Han ville under ingen omstændigheder bruge døde menneskers våben. På den anden side ville han altid gerne prøve noget nyt, og derfor havde han engang lånt en kajak, som en død mand havde ejet, og den roede han rundt i, fordi han gerne ville se, hvad der kunne ske ved det. Og det kan nok være, at han nær havde fået sin sag for, da han stødte på en rigtig aggressiv hvalros. Alle hans bopladsfæller så til, mens han var oppe at slås med den rasende hvalros. Den svømmende ind under kajakken og klemte sammen om den, så man kun kunne se dens luffer, og så ødelagde den kajakken. Da den nu havde ødelagt hans kajak, fik han fat i sin harpunrem og svømmede væk fra den. Takket være fangstblæren kunne han holde sig ovenvande. Og hans søn roede ud til ham og fik ham op.

   Iisaaq fortalte således om begivenheden:

   Han havde købt kajakken af Bidstrups far. Og mens han roede i den, kom de op på linje med hvalrossen, så de så den nede i vandet, lige før den så dem. Og lige før han ville vende om, råbte han til sin søn: Så, nu får den øje på os! Og han var stadig ved at vende om, da hval-rossen nåede ham og fejede hen ad kajakken uden at lave hul i den. Da den dukkede op for anden gang, tog den om kajakken med sin luffe, så kajakkens stævn blev trukket ned i vandet og vippede rundt. Da kajak-ken vippede op igen, fløj fangstblæren hen over den og landede på den anden side. Hvalrossen dukkede op på siden af kajakken med fronten mod den. Makkorsuaqs søn skreg til den af sine lungers fulde kraft om at holde op. Og hvalrossen forsvandt bare ned under vandoverfladen uden at gøre mere ved ham. Han mente, at kajakken var årsagen til det, der skete. Fordi fangstdyrene lagde mærke til, at det var døde menneskers ting.

Hist.: Historisk begivenhed, der angår tabuer ved død. Tidligt 1900-tal?

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 50.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Dengang Maalia levede for en anden.

Frederik Danielsen. Jeg lod min datter Maalia (f.1939) få navn efter min afdøde søster Maalia. Da hun var to år gammel og først lige var begyndt at tale, var det meget mærkeligt at høre hende fortælle om dengang hendes storesøster Karoline (f.1936) skulle fødes. Hendes mor havde på det tidspunkt en anden samlever, og hun var ved at få veer og havde været ude at stå på ski ude i fjeldet. Hun var faldet og havde slået sig og havde grædt i stride strømme. Dengang havde den nu afdøde Maalia været med ude at stå på ski og havde bekræftet historien. Det viste sig altså, at min datter som toårig havde "iklædt" sig sin faster. Især fordi hun fik fuldstændigt samme stemme som sin faster, da hun fortalte historien.

Oversat af Signe Åsblom.

Hist.: Historisk begivenhed fra 1941.

Kommentar: Et markant eksempel på reinkarnation ved opkaldelse, der var en helt almindelig forestilling hos alle inuit.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 66.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Andre påbud.

Frederik (f.1911). Når min morfar Usukkaatsersuaq (Makkorsuaq) havde nedlagt en isbjørn, lagde han disse ting inde i huset: et drilbor, et lille stykke såleskind og en lille klump spæk. Og når det drejede sig om en hunisbjørn, lagde han også et fingerbøl og en nål midt inde i huset.

   Og når han havde nedlagt en isbjørn og ankom med den, tog han ikke trækselerne af sine hunde. Og han tillod ikke, at bundfaldet fra tran-lampens spæk blev kastet ud udenfor huset, fordi hundene skulle dø af det, hvis de åd det. Jeg ved, at to hunde døde, fordi Nukarsuaq havde hældt noget ud udenfor, som de så havde ædt.

Hist.: Visse gamle mennesker overholdt åbenbart de gamle tabuer endnu langt ind i 1900-tallets første halvdel i Upernavik-distriktet. De nævnte genstande i første afsnit er gaver til hhv. en han- og en hunbjørns "sjæl" eller "liv", som bjørnen kunne bruge i sin næste bjørne-reinkarnation. Bjørne var de dyr der lignede mennesker mest.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, s. 66: "Qavdlunâtsiainit qimâssoq" / qallunaatsiat qimaasoq.

Resumé:

Nordboerne trænger ind i et hus ved Arpatsivik midt om vinteren, hvor

alle går nøgne i den indendørs varme. En af beboerne ser sit snit til

at flygte. Han har svært ved at holde fodfæste op og ned af de glatte

fjelde, men først da han kommer ud på Tasiusaasuk mærker han kulden,

og over den nærliggende bugt når han glad frem til bopladsen, hvor

hans krop knækker over af frosten, da han bøjer sig for at krybe ind i

husgangen.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, s.  67 - 69: "Najamik aigdlerdlune Akiliniliartoq"

Resumé:

Ved Sermiligaarsuk bor et ægtepar og mandens søster alene. Da søsteren

bliver røvet af en mand på slæde, skaffer hendes bror sig trækdyr: Et

vildt dyr med klør på ryggen (kukiffaajooq, foreslår fortælleren.

Oversætteren mener det er en jærv.), og en gammel bjørn. Begge tæmmes

og fodres med hhv. landdyr og sødyr. Han kører over isen til Akilineq,

fortsætter langs kysten ad slædespor og ser sin søster komme ud af et

hus. Hun holder af sin mand nu, men tillader sin bror at dræbe ham.

Manden, der kun har ét øje, er en dygtig fanger, og han kaster med

lethed isbjørnen op i luften, men dyret med klør på ryggen smider ham

til vejrs og dræber ham med sine klør. Broderen rejser hjemad med sin

søster, mens "indianerne" hyler i misundelse efter dem.

Var.: oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk Akilineq søster; Manden, som for over til landet på den anden side. Fortælling om Ungilattaqi;

Hist.: Om slædekørsel over is har man vel hørt fra nord eller øst.

Akilineqboerne opfattes åbenbart ikke som stammefrænder.

Redaktør: Lynge, Kristoffer.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 45 - 54.

Trykt første gang i Atuagagdliutit 1934 - 35 nr. 23, ss. 179 - 183: Erdlavêrsiniôq / Erlaveersiniooq / Indvoldsrøversken kalâtdlit ogalugtuatoqât.

Oversættelse ved Apollo Lynge efter orig. håndskr.:

Det berettes at Mangorsuaqs søn, Manguaraq, var meget stærk. Alskens fangstdyr kunne han hamle op med, og når narhvalerne kom, var det tydeligt, at det var dem, han var bedst til at fange. For når han nåede en flok narhvaler, udsøgte han sig uden videre den størst mulige.

Så engang narhvalerne var kommet, og han jo holdt helt op med at fange sortsider/grønlandssæler for udelukkende at fange narhvaler, så, en af de gange, der kom en flok, og han jo kiggede efter den største, fik han øje på en gevaldig een, der var helt hvid og virkede langt større end (normale) fuldvoksne hannarhvaler. Bag dens imponerende forluffer var der en kulsort plet. (Mon ikke det skulle være hvidhvaler ? BS) Den så ud som om den var limet på. Nu var det den eneste i hele flokken, han var ude efter. Så da den (Store) hele tiden var længere væk end de andre, og eftermiddagsolen begyndte at dale, måtte han lade sig nøje med at harpunere en almindelig narhval.

Hjemme igen og hen på aftenen sagde han omsider: "I dag var jeg faktisk meget opsat på fange en stor narhval med en stor kulsort plet på siden, men da det blev for sent om eftermiddagen, måtte jeg nøjes med at harpunere en almindelig narhval." Da udbrød hans far: "Godt det samme du ikke harpunerede den, for havde du gjort det, havde den fæle Månemand taget din sjæl. Man siger, det er Månemandens særlige fangstdyr. Så hvis du ser den igen, må du endelig ikke jagte den." Og da faderen ikke sagde andet, og sønnen intet svarede, gik de til ro for natten.

Næste morgen da Manguaraq tog ud på fangst og ikke kunne glemme det pragtfulde, han havde set dagen før, gav han sig begærligt til at lede efter den. Hver gang han så en flok narhvaler roede han derhen, men når han ikke så den store mellem dem, roede han væk igen. Men en skønne dag, da han kom på en stor flok og fik set nærmere på den, var den der. Den og ingen anden ville han fange, og da han på et tidspunkt kom på ret hold, sendte han harpunen i den. Han stødte lansen i den et par gange, og da den var død, riggede han den til til bugsering og vendte kursen hjemefter.  

Da sønnen kunne ses (derude), holdt hans strenge far fra tid til anden øje med ham, og hvor roede han dog langsomt, for selv når han havde en fuldvoksen hannarhval på sleb, plejede han ikke at ro så langsomt. På nærmere hold kunne faderen nu så småt se, at det han havde på slæb rakte langt bagud. Da han var tæt på, gik faderen ned til ham, og da han lagde til land, opdagede faderen den ækle plet, der lå over vandskorpen og lignede en tyk sodplet. Da sagde han truende: "Det er nok forgæves, jeg har advaret dig. Du har åbenbart fanget Månemandens private fangstdyr. Vent bare, du har selv været uden om det."

Da de havde parteret den store narhval, og den gamle far allerede ud på eftermiddagen lod alle lamper tænde, selv ude i husgangen, så man knap kunne ane skygger, forholdt man sig afventende. Da der omsider ud på aftenen var faldet ro over familien, og Manguaraq sad og arbejdede på en stor narhvalstand, han havde fisket op af kassen, og havde fået gulvlampem til at lyse godt på sit arbejde, gik det mod midnat derude, hvor månen uafladeligt gled om bag skyerne og kom til syne igen. Så blev det for alvor dyb nat. Så lød der knirken derude i den frosne sne, og en stemme råbte ved vinduet: "Et ækelt fjols har været så åndssvag at fange mit helt private fangstdyr, som ingen ellers nogensinde må fange; tror han virkelig han skal overleve det. Du derinde kom ud og slås!" Da Manguaraq overhovedet ikke svarede, lød det for anden gang ,men endnu kraftigere: "Ham, der har fanget mit private fangstdyr, som ingen nogensinde må fange, kan du så komme ud og slås!" Da sønnen (stadig) lod som ingenting, sagde hans vrede far: "Du har selv været ude om det, gå så ud til ham." Manguaraq slap sit håndarbejde, begyndte at gøre sig klar, og mens han snørrede alt, der kunne snøres, stramt til kroppen, kom der mere fut i ham, og beslutsomt gik han ud. Da han var gået ville hans gamle far bare lade ham være, men tænkte så, at han lige så godt kunne følge efter for i det mindste at samle stumperne af sin søns skelet sammen, og da han i hast havde gjort sig klar, var kommet ud og havde set sig omkring, så dér, lige uden for isfoden vendt mod land og støttet til sin ishakke (tuk), høh, sikken bamsebasse!

Inde på land havde Manguaraq også grebet sin tuk, var gået ud mod den anden og var kommet op på isfoden, og straks løftede kæmpen lige nedenfor sin tuk truende mod land og udbrød: "Dengang jeg var en lille knægt og havde fået en lille snespurv med et stenkast, milde himmel, hvor var jeg da rundtosset af stolthed!" Og med de ord gik han et par skridt frem, mens han stødte sin tuk i isen, så issplinterne sprang til alle sider. Når det var sagen, løftede Manguaraq sin tuk, og med armen løftet var det nu pludselig ham, der sagde: "Dengang jeg var en lille knægt og første gang fik ram på en vipstjert, milde himmel, hvor var jeg da rundtosset af stolthed!" Og med de ord gik han et par skridt frem, mens han stødte sin tuk i isen, så issplinterne sprang til alle sider. Ingen af dem ville stå tilbage for den anden, og mens de kom tættere og tættere på hinanden, remsede de alle de småfugle op de havde fået.

Da de var nået til ende med fuglene og skulle til fiskene, løftede Manguaraq sin tuk og sagde: "Dengang jeg, som lille dreng, var med ude i konebåd på fisketur, og man (jeg) hev en stor havkat indenbords, milde himmel, hvor var jeg da rundtosset af stolthed!"

Månemanden løftede godt nok sin arm til hug, men sagde yderst spagfærdigt: "Dengang jeg, som lille knægt, var med ude i konebåd og fiske og sad og fiskede i den ene side, var der en af vores fæller ovre i den anden side, der sagde: " Nu haler jeg en havkat op." Jeg lod snøre være snøre for at vende rundt og se det, og der kom den så op over vandet med opspærret gab. Tænk, jeg blev så forskrækket, at jeg flygtede helt hen i den anden ende af båden. Du har fanget noget, jeg aldrig har kunne klare. Kom nu og besøg mig, så følges vi." Nu var de nået helt ind på hinanden og fulgtes småsnakkende ind mod land. Og Mangorsuaq, der var gået ud for at redde stumperne af sin søns skelet, kunne bare stå der tilbage og glo.

Mens Manguaraq lyttede opmærksomt på sin meget underholdende ledsager, fik han på fornemmelsen, at han ikke længere havde fast grund under fødderne. Da han så efter, jamen så var han på vej væk fra hele landet dernede, og de steg tilvejrs svævende mellem himmel og jord. Til sidst forsvandt hele det store land ud af syne. Langt om længe fik de så et (andet) land i sigte. Og først da de skulle til at lande, plumpede det ud af månemanden: "Nu sker der jo nok et og andet ikke helt ufarligt undervejs. Et sted kommer det der dumme bjergs person (inua) hen på klods hold med sin fjottede træskål i hånden og det der elendige skår af en ulu inden i; og hun siger ikke andet end: 'Min store bukseskræv uden bund i begge ender og med små ulke lidt ud gennem hullerne, porporpoo!, og da må du end ikke indvendigt så meget som bare have lyst til at smile. Bare antydningen af et smil, så æder hun dine indvolde. Hvis du vil hjem igen, må du end ikke indvendigt have lyst til at smile."

Efter den advarsel landede de, og de fik øje på det dumme bjergmassiv, de skulle forbi. Så hørte de hendes stemme, skraldgrinende lige til vejret slap op, og så ordene: "Mit store bukseskræv uden bund i begge ender og med små ulke lidt ud mellem hullerne, porporpoo!" Så skraldgrinede hun igen, lige til hun ikke havde mere luft.

Hun nåede helt frem og fulgtes med dem, mens hun kredsede om dem, og da Manguaraq kiggede på hendes bukseskræv, var det gået helt op i sømmen og en tyk ulk (med en meget lille mund: puukullaq, AL) var ustandselig ved at komme ud af skrævet. Da Manguaraq sandelig gerne ville hjem igen, følte han ikke den mindste lyst til at smile, end ikke indvendigt. Hun holdt sig hos dem et stykke tid, men da hun ikke kunne påvirke dem, gik hun igen, og lidt efter lidt fortabte latteren sig i de fjerne.

Da hun var væk fik Manquaraq undervejs øje på et hus længere fremme. Da de nåede det, gik månemanden først ind, og da Manguaraq var fulgt efter, så han, at den ene side af rummet henlå i mørke og var helt afskærmet. Månemanden satte sig bag den nederste lampe, og da Manguaraq havde sat sig på endebriksen sagde Månemanden bare: "Den der har rejst langt, må vist være sulten. Kom med noget mad!" Men der var da ikke det mindste menneske at se!

Mens Manguaraq kiggede og kiggede rundt, så kom der en strålende smuk kvinde ud derinde fra det afskærmede sted, og han kunne slet ikke få øjnene fra hende. Men da hun bøjede sig ned mod husgangen, var hendes bagside luttet afbleget rygrad.

Hun blev længe ude, men så kom hun ellers ind med narhvalsmattak. Da hun bare havde lagt det fra sig, hun kom ind med, kom hun igen slæbende med lækre talgskinnende bugstykker af tørret ren, - lige til at sætte tænderne i - ikke mindst da hun lagde dejligt færdigkogt talg oven i. Da hun efterhånden havde serveret dem det hele, gik hun derind i skillerummet og viste sig ikke siden.

Manguaraq prøvede kun lige mattakken, for den slags kunne han selv skaffe sig, men det tørrede renkød, det svælgede han rigeligt i sammen med den dejlige kogte talg. Månemanden fortalte løst og fast, mens de spiste, og da de var færdige, begyndte Manguaraq rigtigt at høre efter, hvad spændende Månemanden havde at fortælle. Og da var det han fortalte: "I forgangne dage, da vi endnu levede ligesom jer nede på jorden, plejede vi unge, lutter unge, gerne at lege lampeslukningsleg inde i det store hus. Når så lamperne en for en blev tændt igen, sad vi der og hang med hovedet, og kunne ikke få os selv til at sige noget.  

Så var der jo engang, hvor vi netop skulle igang med lampeslukningslegen, og jeg blev lidt rigelig optaget af min lillesøster. Jeg var godt igang med nøje at bemærke mig hendes klæder, da man begyndte at slukke lamperne. Da det blev mørkt, jagtede jeg efter hende, for nu var det hende og ingen anden, jeg ville have. Men minsandten om ikke min lillesøster vidste, det var mig, og smurte mig med sod uden at jeg mærkede det. Da de så tændte lamperne, og vi sad der ganske mundlamme, var der pludselig een blandt os, der sagde helt højt og tydeligt: Der er da vist nogen, der har smurt Aningaasersuaq (Aningaasersuaq-aasit: den evig og altid opsatte Aningaaq, AL). Da det blev sagt, kiggede jeg bagom på min lillesøster, og da var hendes ansigt som dyppet i blod helt om bag ørerne, så flov blev hun. Lidt efter lidt skubbede hun sig helt frem til (ende)briksen (med lampen) og uden tanke for at sige noget, tog hun sit tøj på og rodede så efter noget inde under briksen. Hun trak en stor klump lampemos frem, dyppede den godt og grundigt i lampen, tændte den og ud gik hun. Jeg stod lidt og gloede, men da jeg så fik travlt med at komme i tøjet og dyppede en stor klump mos i lampen, gav jeg mig tid nok til at tænde den, men ikke nok, for da jeg allerede var langt bagud for min lillesøster og blev utålmodig, fik jeg den kun til at gløde. Jeg optog forfølgelsen, men endnu har jeg ikke nået hende. Det er så min lillesøster, der er solen." - Det fortælles endda, at de boede i samme hus!

Indtil da havde Manguaraq egentlig bare lyttet, men spurgte så: "Hvordan kan det så være, at solen er så strålende og dejlig varm, når den står op om morgenen, men når den så når det sted, hvor den går ned ikke lyser så kraftigt mere og bliver kold?" Til det svarede Månemanden så: "Jo, det ved jeg godt. For når solen lige er stået op, lyser den stærkt og varmer dejligt, fordi den endnu befinder sig over gode mennesker. Men når den når hen over det sted hvor den går ned, lyser den ikke længere så kraftigt og bliver kold, fordi den nu befinder sig over onde mennesker."

Så forstod Manguaraq det endelig. Stadig småsnakkende åbnede (Månemanden) sin kasse, tog en stor narhvalstand op, satte sig hen ved gulvlampen, som han ordnede, så den lyste godt på tanden, og gav sig så stille og roligt til at snitte i den, mens han gav flere historier til bedste. Netop som Manguaraq rigtigt hyggede sig og var lutter øren, lød der en hånlatter derude fra, lige hen langs husets forside. Det var hende derude, der ville have dem til at le af sit tossede skræv. Nu var hun inde i husgangen og skubbede sin fjottede skål ind, så den kurede langt ind over gulvet. Øjeblikkelig brummede Månemanden arrigt, og mens han råbte: "Hvordan er det, det fjols ter sig, når man nu endelig engang har fået gæster!", gik han hen og sparkede skålen ud, så hendes elendige ulu raslede og skramlede inde i den. Da gjaldede den fjogede bjergpersons hånlatter endnu højere, men lidt efter lidt fortabte den sig i det fjerne.

Da hun var væk, bunkede han (Månemanden) de efterhånden ikke så få snittespåner sammen, som han bare havde ladet falde ned ved siden af sig. Han tog bunken op og gik hen mod husgangen for åbenbart at smide dem ud, men i stedet bøjede han sig ned over gulvet og åbnede en lille lem på vid gab. Flere gange stirrede han med rynkede bryn ned gennem åbningen og kaldte så Manguaraq derhen. Han stillede sig hen ved siden af Månemanden, der bad ham kigge ned, og så kunne han ganske tydeligt se den hele jord med bopladserne, der lå så tæt, at det så ud som om husgangene kyssede hinanden. Da Månemanden havde ladet ham nyde synet en stund, lod han sine spåner dale ned, og da de spredtes i faldet, så man til sidst ikke længere kunne se jorden, lukkede han lemmen.

Netop som han havde sat sig rigtigt godt til rette, gik Månemanden    

igen hen og åbnede lemmen, og da han nøje havde taget det hele i øjesyn, kaldte han Manguaraq hen. Han stillede sig op ad Månemanden, kiggede ned og opdagede at jorden var synlig igen, men ligesom overtrukket med et tyndt hvidt lag, fordi der var faldet sne. Omsider sagde så hans store ven: "Hver gang jordboerne bare gør, hvad de vil og lader stå til, lader jeg sneen falde sådan. For når jeg har dækket det hele med sne, skal de nok besinde sig og tage det mere med ro.

Det var temmelig sent da de gik til ro, og da Manguaraq tidligt næste morgen gjorde sig klar og brød op, fulgte Månemanden ham på vej. Det fjottede kvindemenneske kom selvfølgelig igen for at få dem til at le.

Man fortæller, at da Månemanden drog af med sønnen, ventede Mangorsuaq ikke nogensinde at se ham igen. Men næste dag kom han hjem i god behold.

Man siger (også), at fordi Manguaraq havde fanget netop det Månemanden var oprigtigt bange for, tilgav han ham. Det er ikke godt at vide, hvad der ellers ville være sket: Om det faktisk var Manguaraq, der var blevet den lille (i duellen), eller måske Månemanden var blevet overvundet.

Her slutter fortællingen.

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

Fortælleren er af Knud Rasmussen fejlagtigt identificeret som Esaia Martensen.

Orig. håndskrift: NKS 3536, II, 4', læg 21, hvor Ignatius Joelsen er nedskriver.

Ifølge renskriften NKS 3536, I, 4', læg 16 og Kr. Lynge, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I,

1938 er fortælleren Ignatius Joelsen og renskriveren Hendrik Olsen.

Resumé:

Tidspunktet er meget gamle dage. M. er ugift, storfanger, meget stærk,

bor ved Napasortuut på Nuuks nordland, og har kun sin mor til at ro

konebåden. Hun opfordrer ham til at gifte sig. Næste forår i marts

står han en tidlig morgen op, bringer sine teltstænger op på udsigten,

skraber dem rene og vil ikke med på fangst, da alle andre tar ud. Da

de er ude af syne, vækker han sin dybt sovende mor, laster i hast

konebåden til forårsrejse, kommer ind igen og befaler moderen at rulle

alle deres skind sammen. De skal straks afsted. Nede i båden ser hun

to årer og glæder sig over, at sønnen vil hjælpe hende med at ro. Hun

ser ham gå ind i mange brødres hus. Han kommer slæbende ud med deres

eneste søster, en stor kvinde, under venstre arm, bærer hende ned i

båden, støder fra, og må kalde hende til orden, fordi hun raser, så

båden er ved at kæntre. De ror i stor hast nordpå, passerer boplads

efter boplads og sent om aftenen slår de lejr. Derhjemme vil den

mellemste af brødrene, der er ugift og har sin søster til hjælp,

afsted efter hende. De andre brødre må slå følge, men da man på

nabopladsen fortæller, hvor tidligt Manniks båd er passeret i stor

hast, ror brødrene hjem, og udsætter rejsen til næste dag. Så langt

mod nord, at Mannik mener sig sikker for brødrene, overnatter man på

en stor gæstevenlig boplads. Ganske tidligt næste morgen røver M. en

af deres kvinder, en fed dame, med ned i båden, der er klar til

afrejse. Også hun skaber sig og må kaldes til orden og årerne. Dette

gentager sig så ofte, at M. må bygge endnu en båd til sine mange

koner. Hen på efteråret slår M. med sine mange koner sig ned for

vinteren langt mod nord ved en lille naturhavn i et stort forbjerg

uden skærgård. Man må bygge to huse. Mannik bor i det nederste med sin

førstekone og flere andre. I det øverste bor lutter kvinder. Han

fanger fortræffeligt. Ingen lider nød, og M. har megen gammen af alle

sine villige koner. Om vinteren, da isen kan bære, rejser han ind i

fjorden, der er så dyb, at det bliver aften, inden han når bunden. Han

ser et hus så oplyst, at det ligner en boble på nippet til at briste.

Der er ingen hjemme, men han finder halvråddent kød under briksen til

sig selv og sine hunde. Den ældste hund har han taget med ind. Om

natten begynder både den og hundene udenfor at gø. Den gamle hund ser

ufravendt på ham og tar så flugten ud af huset. M. hører fodtrin

knirke, en byrde falder ned ved vinduerne og en stemme siger: "Et kært

lille menneske har taget plads i et hus, som ellers ikke længere

bebos. Det er mig, der har udryddet alle dets beboere". M. styrter ud

og gemmer sig i kogerummet. Genfærdet slæber sine ligskind efter sig

gennem husgangen. Straks det er passeret springer M. ud, op på slæden

og af sted. Han søger tilflugt i en hule i et isfjeld og lader sig

ikke lokke ud af genfærdets snak om, at nu fejler hun ikke noget mere.

I morgenlysningen forsvinder det. Han når frem til en stor boplads,

bliver budt ind i det nederste hus, hvor en mand fra et større hus

overfor henter ham. Manden er klædt i omvendt tøj (som en piaaqqusiaq,

BS). Huset har to husgange. Der skal serveres mad for gæsten. En stor

kvinde med en vældig hårtop i den nordlige ende, tar sit topbånd af,

og fisker først et bundt tørret kød, dernæst en enorm pose spæk op af

den nordre husgang. En lille kvinde med stor hårtop fisker tørret laks

og en stor levende helleflynder op af den søndre indgang med sit

topbånd. Helleflynderen koges og det er det bedste, M. nogensinde har

smagt. En af mændene forhører sig, om M. har set spøgelseshuset. Jo,

han har sovet der. Genfærdet viser sig at være mændenes mor, der var

blevet sindssyg. Nu er huset beboeligt igen. M. får som tak en mængde

gaver og røver selv to kvinder med hjem næste morgen. Den ene er den

lille mørke, der kan skaffe ham helleflyndere.

Brødrene, der er rejst

ud efter deres søster, ankommer til bopladsen syd for forbjerget, hvor

de hører om M. og hele hans menageri. De beslutter, at kun den ugifte

bror og en gammel ungkarl skal rejse op til M. De blir vel modtagne,

søsteren er glad for at se sin bror, og ungkarlen får lov at muntre

sig med alle konerne i det øvre hus uden mænd i hele to nætter i træk.

Han er ganske udmattet af mangel på søvn, men mere end glad og

tilfreds, han får tilmed nyt tøj af M. og begge gæster et læs af

gaver. De tar tilbage til brødrene, der tror dem døde, bliver glade,

og opgiver at få deres søster igen. Men ungkarlen bliver frataget alle

sine gaver. M. bliver boende ved sit forbjerg resten af sit liv.

Var.: Til dels: Pukkitsulik. Vedr. genfærdet af den sindssyge: Savinnguarniaq; Gravene er de dødes hus; De mange brødres eneste søster, som blev gal;

Kommentar: I Hendriks ældre variant ID 1802, rejser Mannik selv tilbage sydpå og afleverer alle sine røvede koner undervejs, bortset fra den første, som han beholder. I Ignatius variant bliver Mannik boende livet ud i nord, mens man ikke hører noget om, hvorvidt de mange koner gør det samme.

Tolkning: Det mandsparadis M. skaber sig i nord (hvor?), skyldes hans

gode kræfter, dygtighed i fangst, hurtighed og årvågenhed.