Dokumentation og formidling af Danmarks historie i Grønland og Arktis

Introduktion

Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.

Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.

Download søgemanual som pdf her.

Søgning på Mathiassen, Kristen gav 56 resultater.

Akaak

Print
Dokument id:1767
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Akaak
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 284 - 285, nr. 70
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 70, ss. 352 - 354.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 113 - 114, nr. 82.

 

Resumé af uddraget: Ipatinnguaq fra Salliat nær Nuuk bliver ven med en

af de mange brødre, der ikke vil bortgifte deres eneste søster, den smukke

Nalikkaaq.

Men I. får tilbuddet af sin nye ven, gifter sig med hende, og hun får

først en datter, Salak, og dernæst en søn, Akaak, som hun opdrager

til angerlartussiaq / bestemt til at vende hjem (kan søges).

Da denne drukner kommer han dog ikke hjem igen,

fordi de døbte på Kangeq har fundet hans lig siddende i kajakken. Da

Nalikkaaq hører om fundet jamrer hun højt, sørger sig fordærvet den

ganske sommer ovre ved Qaquk (Nipisat Sundet), dør og begraves. En tid

efter ser man hende nu og da sidde som en ørn på sin grav og hører

hende skrige som en måge.

 

For kommentarer til Rinks version af origanalteksten se Thisted og Thorning 1996;

nr. 70, s. 346.

 

Hist.: Kristen påvirkning: Dåben neutraliserer ganske virkningen af de

ritualer, som N. har udført for at gøre sin søn til en, der vil vende

hjem igen. For "angerlartussiaq" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Piaaqqussiat".

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Akamalik / Akamelik

Print
Dokument id:2039
Registreringsår:1980
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Kristen
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Akamalik / Akamelik
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 53 - 57
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 49 - 56: "Akamalik"

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: Lige sider: 166 - 172 (dialekt) og ulige sider: 167 - 173 (engelsk).

 

Resumé:

Akamalik boede i Illorsuatsiaat og købte knive i Sissarissoq, da man dér havde fået butik. Han var berømt for at have deltaget i mordet på Usulissuaq, men det passede ikke. Us. var Akam.s gamle slægtning, der boede alene nær Qerrortuut med en plejesøn, den forældreløse Uujooq. De levede af fisk. Akam. besøgte med mellemrum Us. med medbragte lækkerier og blev hos ham en tid, hvor han fangede til den gamles vinterforråd. Engang under et sådant besøg, hvor Us. vil hente frisk kvan i Qerrortuut (hvor?), det lækkeri han kunne skaffe til gengæld. Akam. tar samme dag på fangst og blir ud for Isua (Kap Farvel) advaret om at mænd fra Illorpaat er på vej for at dræbe Us. Akam. når lige netop ikke frem til Qerrortuut i tide. Rasende skærer han en luns af ligets fede bagdel og noget af dets lever, som han med hævet kniv tvinger morderne til at spise af, for som han siger: 'Vi dræber kun for at få noget at spise!' Han parterer også ligets hoved og placerer stykkerne forskellige steder. Derfor blev Akam. i eftertiden regnet for medskyldig i drabet. Tilbage på teltpladsen smider Akam. Us.s lille kniv over til Uujooq med ordene: 'Mon du nogensinde vil glemme dette her?' Samme Uujooq blev senere en frygtet lystmorder, der altid dræbte med denne lille kniv. Akam. henter derefter Us.'s mest værdifulde ejendel frem under konebåden, en lang fiskesnøre af hvalbarde til dybhavsfiskeri. Om det er den morderne ville ha' fat i? Om den var årsag til drabet? I deres kamp om den lykkes det Uujooq at bemægtige sig den. Akam. tager Uujooq med sydpå, mener man. Her huserer Uuj. senere som en frygtet morder. KM. har selv efter eget ønske set den teltplads Us. brugte som gammel ved Illorpaat.

 

Tilføjelser: Dele af den grønlandske tekst, der ikke er kommet med i den danske følger her i Signe Åsbloms oversættelse med forbehold for misforståede ord på fortællerens dialekt:

 

s.58 nederst - 59 øverst i grlsk. udgave: (Aasaleraasaaninngaanniitt...)

Han roede gevaldigt til, selvom forenden af kajakken helt op til kajakstolen lå dybt i vandet. Forenden blev skubbet frem af bølgerne, så kajakspidsen lå under vand. (Ja, sådan plejede kajakken at være dækket af vand helt op til ?. Det var jo på den måde de øgede deres fart. Ligesom min onkel Andaliarsi, der var kateket, fortalte, at de plejede at være tre om at kappes, og det var ham selv, Unoorsi og Ujuaarsuasik, der kom dér sydfra, og ingen af dem kunne klare det. Og det var, fordi han stille og roligt lod sin kajak flyde op. Kajakspidsen var nemlig kommet til at ligge lige dybt nok. Han roede lidt og brugte både armene og livet, så kajakken løftede sig, og åretagene modvirkede, at kajakkens ende dukkede ned under vandet. På den måde brugte Unoorsi og Ujuaarsuasik måske armene for meget, så de fik bagenden af deres kajakker til at dukke ned under vandet. Og når bagenden af kajakken på den måde stak ned i vandet, gik de i stå. Og uanset hvor hurtige de ellers var... overhalede han dem.

 

midt på s. 60:

Så opdagede de, at det var Akamalik, der var kommet, og senere dukkede Matiisinngivasik også op. Det var nemlig Matiisinngivasik, der havde hentet Akamalik. Det var altså omkring det tidspunkt, hvor han blev døbt. I Alluitsoq... Der kom missionærerne jo først.

 

sidste linie s. 60:

Måske skyldtes det, at de havde været så misundelige på denne mand, dengang han var storfanger, at de nu dræbte ham, da han var blevet gammel og ikke længere kunne bevæge sig så meget rundt. Sådan må det være, fordi man gjorde sådan på

den tid.

 

Var.: Uujooq indgår i flere forskellige fortællinger: Søg på Akamalik, Akamelik og Ujooq, Uujooq, Ujuuk.

Om Akamalik verserer også en anden fortælling - om hans omvendelse i en drøm (søg denne).

 

Hist.: Historisk fortælling. KM var 80 år i 1981. Hans fortælling om Akamalik afviger fra andre i ikke at nævne hans drøm, ønske om dåb og rejse til herrnuterne i Nuuk. Rink mener det er den denne begivenhed Cranz (Historie von Grönland) beskriver for året 1743. Det kan ikke rigtig passe med, at gamle Sahras mor havde fået i opdrag at føre hus for Uujooq og hans mindre brødre, der endnu alle var kajakløse, efter at deres far var blevet myrdet. Sahra var gammel i 1860'erne og selv med tre generationer når man næppe bagud til ca. 1740.

Om Uujooq er der også en del fortællinger, der stemmer mere eller mindre overens med visse af oplysningerne i denne fortælling af KM.

 

Kommentar: alle medskyldige skal stikke i den myrdede, være med til parteringen og spredningen af stykkerne. Denne del af mordritualerne skulle hindre den døde i at samle sig sammen og trænge ind i morderen. Dette besværligjordes yderligere når flere blev gjort delagtige i mordet, foruden at flere medskyldige fratog eventuelle slægtninge til offeret i at tage hævn.

Men forklaringen på Akamaliks initiativ til dette ritual lyder besynderlig og fratager ikke Akamalik for mistanke: at fortæringen skulle tjene til påmindelse om at man dræber dyr, ikke mennesker. Måske har fortælleren ikke kendt det gamle mordritual.

Se de andre fortællinger om Akamalik. Vedr. ritualer ved mord søg på: Iisimmardik mord og mordritual.)

ãma erqarungnârissaisa ilagât / Nogle flere erindringer

Print
Dokument id:1953
Registreringsår:1957
Publikationsår:1957
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:ãma erqarungnârissaisa ilagât / Nogle flere erindringer
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:s. 270 + 282 - 284
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

En af de ting man plejede at fortælle om, var en engelsk (muligvis

skotsk) skibbrudden. En sommer kom der to bådelag med engelske skibbrudne

nordfra til Upernavik, og da skibet fra Danmark ikke var kommet endnu, fik kolonibestyreren dem til at blive i Upernavik, så de kunne tage hjem med skib. Nogle af disse englændere blev så anbragt i grønlandske huse, og min fars forældre havde så en englænder til plejesøn. Og det skal have været en af de fornemste. Da han boede hos dem, havde han vist dem sin kiste og vist hvad den indeholdt. En af disse ting var en kløvet hvalrostand, og han havde sagt, at han havde fået den af en af polareskimoerne. Og han havde kaldt den mand, af hvem han havde fået hvalrostanden for Kalutina (muligvis Qulutina, RP). Han havde fortalt, at de, efter at skibet var gået til bunds og de kom til polareskimoerne, at han havde boet hos dem, indtil han skulle sydpå igen. Og han boede hos Kalutina, og han talte meget godt om Kalutina og hans kone. Og denne hvalrostand, der var kløvet på langs, var kløvet med en slags sav, der kun havde to tænder. Og han havde så købt denne hvalrostand og denne sav, idet han havde betalt ham med forskellige redskaber. Og det var sandt, at denne sav, der var brugt til at kløve hvalrostanden med, kun havde to tænder.

Han havde også vist skindtøj, som Kulutina's kone havde syet og forskellige ting, som hendes mand havde lavet. Og han havde også givet dem lidt forskelligt, og min far plejede at fortælle, at det var en meget god englænder de havde. Og en af de personer han fortalte om blandt de amerikanske skibbrudne, der kom nordfra, var Naparsissortâq / Napparsisortaaq (Den nye bødker). Det er deres betegnelse for Carl Petersen.

 

1957, ss. 282  284:

Denne Napparsisortaaq, Carl Petersen, var dansker og bødker i

Upernavik. Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik. Og denne bødker var grønlandsk gift. En sommer var N. taget med amerikanerne, der skulle til Nordpolen. De sejlede, og ingen hørte mere til dem. Året efter var der stadig intet nyt. Og denne dansker, der var grønlandsk gift, var meget god mod grønlænderne og også mod børnene. Han havde et lystigt sind og legede med børnene, der var mægtig glade for ham. Og derfor havde børnene også savnet ham, da han udeblev. Og de havde stor medlidenhed med hans søn Poul, når de legede med ham, fordi der intet nyt var hørt, siden faderen var sejlet nordpå.

En dag henimod efteråret begyndte folk at råbe op. Og da man undersøgte

sagen, viste det sig, at der var flere både, der kom nordfra. Og det var

klart nok skibbrudne. De kom til land ved Iterdlánguaq / Iterlannguaq,

og folk gik derned.

Og da de var nået ned, begyndte de at råbe Napparsisortaaq..., fordi de

faktisk havde opgivet ham, og nu genså ham. Og da de råbte det, så løb bør-

nene ned for at hilse på N. Men til at begynde med kunne ingen genkende

ham, fordi disse nysankomne skibbrudne havde mægtige skæg, der nåede

helt ned til deres navle, og hår, der hang helt ned til skuldrene. Og bør-

nene var halvvejs bange far dem. Først dagen efter viste N. sig, klippet

og barberet, og først da kunne børnene hilse på ham, som de plejede.

Og disse amerikanere, som han sejlede med, var efterhånden blevet så vant

til grønlandsk mad, at de lige da de kom iland slog teltet op og begyndte

at koge bryststykker af remmesæl. Det var en remmesæl, som N. havde fanget.

Da de kom var de så tørstige, at de skyndte sig hen til tønderne. Og tappene på dem var efterhånden blevet snavsede. Men de de havde så travlt med at drikke at de fik skidtet ned i vandet. Det viste sig også, at de havde sejlet det sidste ret lange stykke vej, uden at komme iland. N. havde, efter at han var komme tilbage, fortalt sine bekendte om polareskimoerne, og det var en af de

ting min far plejede at fortælle.

Da de langt nordpå mistede skibet og måtte forlade det, prøvede de at

komme sydpå. Men da det var så sent på efteråret og havet var ved at blive

islagt, standsede de på en ø. Det viste sig, at der ikke var noget vildt på

denne ø. N. jagede for dem og havde regnet med at fange sæler,

når isen kom. Men da isen kom, gik det op for ham, at han kun kunne regne

med fangst en sjælden gang imellem. Og det han kunne fange var ræve. Kulden tog til og var meget stærk. Og eftersom han var den eneste der jagede, var han også den eneste der rejste rundt. Han satte høje fælder, og når han så havde fanget ræve, som ikke havde taget nogen skade, så undlod han sommetider at dræbe den, men bandt en besked på et stykke papir om dens hals og lod ræven gå igen. Således at ræven, hvis den blev fanget i den danske del af Grønland, kunne føre til at brevet blev læst, og så ville folk opdage, hvor de var henne. På den måde kunne folk så vide, hvor de skulle søge efter dem. Engang røgtede han rævefælderne, og den kolde blæst fik øjnene til at løbe i vand, som randt ned af kinden og frøs til. Han begyndte at varme dem, og begyndte at snakke med sig selv: 'Det er godt lille Poul, at du ikke kan se tåren, som er frossen på din fars kind.'

Midt på vinteren havde de ikke mere mad. Og når han så havde jaget for

gæves, og måtte tage tilbage uden fangst, og disse amerikanere havde tabt

humøret pga. sult, så begyndte N., der var en lystig fyr og kristen,

at opmuntre dem og tale om Gud, der vågede over de rejsende, og som var

klar over, hvor de var henne, især hvis de stolede på ham, fordi han var

almægtig og kunne hjælpe dem og befri dem fra deres lidelser. Og når han

havde talt til dem på den måde, så var det, selvom de var sultne, at de

begyndte at fortælle hinanden historier og snakke sammen, og så blev han mere rolig. Og derfor havde han hele tiden opmuntret dem indtil han traf eskimoer. Endelig en dag, mens han var ude på fangst, mødte han nogle eskimoer, som boede deroppe. Og til at begynde med sagde han ikke noget til sine kammerater om de folk han havde mødt, fordi han syntes det ville være farligt for eskimoerne, hvis han røbede deres eksistens overfor sine sultne kammerater. Men han følte sig styrket ved at træffe dem, fordi hvis disse ekimoer begyndte at fange meget, så ville han fortælle det til sine fæller. Og han var bange for, at hvis han fortalte det til sine kammerater på det tidspunkt, at de så ville

røve maden fra dem. Så han sagde til disse eskimoer, at de endelig ikke

måtte komme og besøge dem, før han sagde til. Og derfor begyndte han at

sælge lidt forskelligt til disse eskimoer, og når han så kom hjem med lidt

kød, så fortalte han sine kammerater, at han havde fanget noget. Og først

da han på denne måde havde fået sine kammerater over den værste sult, for-

talte han dem om de ekimoer han havde mødt, og at de så ville hente

dem henimod foråret med slæde, og at de også ville hente bådene til dem.

Deroppe var der en kvinde, der havde en søn, og N.'s fornavn var Carl,

og folkene kaldte ham for Kale. Og en af disse kvinder opkaldte sin søn efter den grønlandske form for Carl, Kale / Kaali.

 

I 1903-04, da Knud Rasmussen og hans fæller tog til polareskimoerne,

var der en grønlænder fra Upernavik distrikt, Gabriel Olsen med, og han overvintrede med dem. Og et af de mennesker han mødte deroppe, var en meget gammel mand, der hed Kâle / Kaali, og sandsynligvis N.'s søn. Og Gaba fortalte, at han, dengang han overvintrede deroppe, ikke havde truffet andre, der bar det navn.

      Nu har jeg altså fortalt nogle af disse historier, som min far plejede at fortælle og det sted, hvor jeg tilbragte min barndom. Itilliarsuk, forlod jeg da jeg blev konfirmeret, og jeg vil lige fortælle om forskellige hændelser der skete inden jeg blev voksen.

Dengang min far døde, boede syd for os min mors lillebror Jan Sørensen

ved Tugssâq / Tussaaq, og da vinteren var gået og næste år var kommet, kom han med umiak / konebåd efter os .........  (s. 284, ¾ spalte: en beretning om en ond tante).

 

Hist.: Søg på Carl Petersen, der spiller en rolle i flere beretninger. Bl.a. om den sidste indvandring fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860.

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Ammússineq

Print
Dokument id:883
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Eqiunnguaq (Eqiúnguaq / Bendt /Pequusivik)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ammússineq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 49 - 50
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 54 - 55.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 At tiltrække sig.

 

Eqiunnguaq (Bendt). Når julen nærmede sig, satte Ersaatsoq ("den der er skæv i den ene side af ansigtet på grund af lammelse") sin datter Arnaviaq til at sy, mens han "vågede" over hende. Hun skulle sy med nålens spids ovenfra og ned *). Og når hun havde syet et stykke tid, sagde han til hende: Læg sytøjet og gå ud og gå rundt om huset i samme retning, som verden drejer (solret, sila malillugu). Og lige når hun var ved at gå ud, sagde han til hende, at hun skulle gå rigtigt ind af husindgangen, når hun skulle ind. Det var af frygt for, at hun skulle komme til at tiltrække en død person. Og først når hun havde lagt sit sytøj fra sig og var gået i seng, ville faderen lægge sig.

   Og så skete der alligevel det, at Arnaviaq, mod sin fars vidende, gav sig til at sy, mens han sov. Det var da Ersaatsoqs brorsbarn Angittalliks barn var død. Og det fortælles, at da hundene begyndte at hyle op, lagde hun sytøjet fra sig og gik ud. Det viste sig, at hund-ene gøede over noget ved gravene. Da faderen vågnede op af det og spurgte hende ud, nåede hun kun lige at sige, at hundene gøede af den person, der var blevet "gravlagt" (begravet) om dagen, før faderen klagende sprang op og fulgte med sin datter ud til graven. Det for-tælles, at da de nåede derhen, var den døde dukket op af graven og havde rettet sig op. Faderen sagde hårdt til sin datter: Det er dig, der er årsag til dette her, nu må du bringe det i orden! Da hun havde lagt den døde i graven igen, sådan som det skal gøres, forlod de gra-ven.

Derfor ville Arnaviaq aldrig nogensinde lade min mor sy om afte-nen. Det var hun blevet afskrækket fra.

 

*)HL: Når nålen bliver stukket i skindet, kommer den ud på den anden side. Og hvis man i lang tid syr på den måde, får denne handling en egen kraft til at få de døde, der er dækket til, til at komme frem fra deres grave. Dengang man havde taburegler, var det derfor aldeles forbudt at sy, når der lige havde været et dødsfald.

   Især nord for Upernavik har man troet på denne form for tiltræk-ning (af døde). Og nogle af de mennesker, som jeg talte med, var meget omhyggelige med ikke at forbryde sig mod denne taburegel.

 

Hist.: Historisk fortælling (ikke daterbar) om før-kristen forestilling, der også kendes fra Østgrønland og formentlig tidligere var gældende blandt de fleste inuit.

Angakorssuarmik umiariarqajartitumik / angakkorsuarmik umiariaqqajartitumik

Print
Dokument id:1944
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV. 4'
Fortæller:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Angakorssuarmik umiariarqajartitumik / angakkorsuarmik umiariaqqajartitumik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 591 - 592, nr. 109
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Resumé ved Kristen Thisted:

 

En stor angakkoq er samtidig en dygtig og meget gavmild erhverver. Derfor tiltrækker han mange folk til sit sted. Engang han er ude på fangst og har dræbt en sæl hører han tydeligt sælerne i en stor stime tale om at de vil komme og hævne sig. Da angakkoq'en kommer hjem befaler han imidlertid husfællerne at tømme urinbaljerne ud ved stranden og at besørge dér, hvor man lægger til. Om aftenen kommer en umiaq bemandet med sortsider og blåsider. Da de ser alt det fedtede der driver ud i en bred stribe fra stranden, springer de fra borde og bliver til almindelige sæler igen. Hvis ikke bopladsen havde haft så stærk en åndemaner, var den blevet udryddet.

 

Var.: Søg på umiariaq, umiarissat, kano, kanofolk, qajariaq, qajarissat

ángiaq / Anngiaq, barnet, der var født i dølgsmål

Print
Dokument id:1601
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Brandt, Jan (Brandt, Jani)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:ángiaq / Anngiaq, barnet, der var født i dølgsmål
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 180 - 183
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 24 -

25: "ángiarssuaq" / Anngiarsuaq.

 

Resumé:

En flok brødre vil ikke tillade deres eneste søster at gifte sig. Hun

blir gravid ved en gammel ungkarl, og føder en dreng i dølgsmål om

vinteren. Drengen vågner op om sommeren, finder vinterbopladsen tom og

sætter i et hundekranium med et hunderibben som åre efter beboerne,

der er taget ind på renjagt. Han skræmmer renerne bort, tar bue og pil

fra en af jægerne og skyder en ren. Ingen kan se ham, men pilen i

renen afslører, at en anngiaq må være på spil. Han følger om efteråret

med til vinterbopladsen, hvor han ror med ud på fangst og kæntrer en

for en alle sine morbrødre. Flere åndemanere holder seance, men

anngiaqen smutter ud for dem. Under tredie seance får de fanget og

dræbt den. Den føres hen over alle de unge mænds hoveder i eet hus,

men ungkarlen er der ikke. Den føres over alle de unge kvinders

hoveder i et andet hus og brister over sin mors hoved. Hun må gå til

bekendelse.

 

Var.: søg på: anngiaq

 

Hist.: Før kristen moral blev gældende, var en anngiaq normalt en

hemmelig abort. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): anngiaq

Aqissiaq / Rypekylling

Print
Dokument id:2040
Registreringsår:1981
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Kristen
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Aqissiaq / Rypekylling
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 58 - 62
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 61 - 66: "Aqissiaq"

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: Lige sider: 156 - 166 (dialekt) og ulige sider: 157 - 167 (engelsk).

 

Resumé:

Indlandskæmpen Aqissiaq, der bor bag en stor elv, får en vintermorgen i højt humør lyst til at fange sæler med snare på isen ved kysten. Han vandrer bagom Piserajik (på fastlandet nord for Nanortalik) frem indtil Tasermiut (fjorden, der munder ud syd for Nanortalik) bliver synlig, derfra til Amitsoq (ø ud for Lille Sermiliks munding, nord for Nanortalik) og op på øens nordlige fremspring, Niaqornakasik. Her får han øje på en lille kystbo, som han med en serrat, tryllevise, får trukket hen til sig. Hele tre gange prøver Aq. at fange manden i sin favn, men denne smutter ud og undflyr. Aq. fanger slukøret en masse sæler og bærer dem hjem.

En aften, midt i en meget streng vinter, hører han nogen kalde på sig i det fjerne. Han går ud og løber den samme rute som før nævnt. Forsøger sig først med oplyste huse på Amitsoq. Det er ikke dér. Derimod fra det mørkelagte fælleshus på Ammalortoq-øen overfor. Store Aq. får med besvær mast sig ind gennem husgangen og ser i rummet den lille kystbo, der i sin tid smuttede fra ham. Han hedder Quluqutsuaraq (den hvidhårede fader hedder Qulutsorsuaq), og har kaldt på Aq. for at se om han var åndemaner og for at kappes med ham. Næste morgen, efter en dejlig nattesøvn på lutter bløde skind af isbjørneunger, kappes Aq. og Qul. i kast og løb. Qul. der hver gang er en anelse bedre end Aq. erklærer dem for ligemænd og foreslår at de holder inde før nogen af dem kommer noget til.

 

Alle de andre fortællinger man kender om Aqissiaq har han selv fortalt til et gammelt ægtepar, som han med sine brødre søgte ly hos engang. De var blevet overfaldet af en storm under edderfuglejagt på havisen, og nåede kun lige i land ved at springe over en bred revne. Aq. kastede byttet over først, sprang så, og fik halet sine brødre over. De var betænkelige ved at søge hjælp hos kystboere, men blev vel modtagne, dels fordi de gamle trængte til underholdning efter et nyligt tab af deres eneste søn, og dels fordi byttet af edderfugle kom på et tørt sted.

 

Tilføjelse: Et par tekststumper der kun forekommer i den grønlandske udgave følger her i Signe Åsbloms oversættelse (med forbehold for dialektale misforståelser)

s. 64: (Tassagooq...)

   Aqissiaq forstod, at han ikke kunne klare den lille mand, og tre gange kæmpede de meget hårdt mod hinanden, og den tredie gang var det virkelig alvor, og for at tage det hele med, kappedes de om at springe ved isfoden, og sikke da noget, igen sprang den lille mand højest. På trods af at Aqissiaq gjorde sit bedste. Så forstod han, at han ikke kunne vinde over den lille mand. Derfor kæmpede de heller ikke mod hinanden i brydekamp, de kom overhovedet ikke i brydekamp. De prøvede kun at løbe om kap og at konkurrere i pileskydning. De fandt ud af, hvor gode ben og arme de havde.

   Aqissiaq tabte, men han rejste lettet hjem, hi, hi, hi...

 

nederst s. 64:

   Aqissiaq er et sagn. Vi kommer til at høre om, hvor han har været fortæller, og på den måde har vi grønlændere fået ham at fortælle om, og således er det blevet vores fortællinger. De mennesker, han har fortalt historierne til, har nemlig genfortalt dem og derved spredt dem ud. Jeg tror, at det er foregået dernede sydpå ved Taateraakasik. Og jeg mener virkelig, at de har slået sig ned inde et sted på nordsiden af Ikerasaarsuks bredder. Og derfra, fra området ovenfor Kuussuaq, er han gået ned til Pujortat lidt nord for Naajat sammen med sine to storebrødre.

 

Var.: Aqissiaq. (Netop denne version af Aqissiaq forekommer ikke ellers i samlingerne. Men de øvrige episoder kan læses i andre varianter. KM har måske ikke orket at fortælle det altsammen.)

 

Hist.: KM var 80 år i 1981. Fortællingen er ikke historisk. Mener man at den afspejler en fjern forhistories kontakter med folk i et indland, kan det ikke påvises.

Men KM regner den klart for historisk og har udtænkt hvorfor man kan fortælle den uden at nedstamme fra Aqissiaq.

 

Kommentar: Aqissiaq er en kæmpe i indlandet. En kystbo er åndesprogets / åndemanersprogets betegnelse for et menneske i Øst- og Sydgrønland. Aqissiaqs rute fra et ubenævnt udgangspunkt i indlandet til Amitsoq er ikke indlysende for den, der ikke er lokalkendt og kun har kortet at ty til.

Bemærk at Aq. som sig hør og bør for en indlandsbo, fanger sæler (og edderfugle) isnarer, eller rettere med remme, måske lassoer, som indlandsånder i Østgrønland.

Besøg på månen

Print
Dokument id:1812
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Besøg på månen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 81 - 84
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 418. Nedskrevet af

Knud Rasmussen på dansk.

 

Resumé:

Åndemaneren Missuarniannga / Mitsivarniannga indbyder til en seance, hvor han

rejser ud over havet og fra horisonten over slettelandet til Månens

hus, der vogtes af hunde både ude og inde i husgangen. Den i husgangen

er vanskeligst at passere. Månen vredes over besøget, men formildes

straks, da gæsterne tilbyder at rense hans hus for skidt, der

forvandler sig til alskens sødyr, fugle, bjørne og ræve. Husets

bagside er en dyb, sort, grænseløs sø, hvorfra det regner ned på

jorden, og hvor åndemaneren fortabes, hvis den vrede, voldske Månemand

kaster ham ud i den. På gulvet foran indgangshullet drejer to store

sten larmende rundt, når en kvinde på jorden bryder sine tabuer.

Hendes arme vokser helt op til månen. Han kan ikke udholde larmen.

Han løfter så den ene sten. Der er hul under den. Man kan se

bopladsens små huse som hunde om et ædetrug, mens hundelortene dernede

ligner store uformelige dynger på nippet til at vælte ned over folk.

Derfor er månen så bange for hunde. Under den anden sten ser man alle

fangstdyrene dernede: mange fjordsæler og bjørne, men kun få

hvalrosser og narhvaler. Miss. rejser hjem igen efter således at have

skaffet sine fæller fangstdyr.

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Hist.: Missuarniannga var Kaarali Andreassens far. For en analyse af

evt. kristen påvirkning se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under Månen og Dødsriger + Sonne 2000.

 

Kommentar: slåskampen med Månen foregår i de allerfleste varianter på jorden, hvor Månen er ankommet for at straffe sin senere gæst, der har fanget et af hans (Månens) fangstdyr. Kampen og renselsen i Månens hus i Kaaralis variant forekommer stærkt påvirket af myten om angakkoqens / åndemanerens rejse til og renselse af Havkvinden.

De dødes land i himlen

Print
Dokument id:1818
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:De dødes land i himlen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 72 - 77
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 418. Nedskrevet af

Knud Rasmussen i notater på dansk.

 

Resumé:

Den berømte åndemaner, Aggu / Akku, har været de fleste steder på

åndeflugt, men endnu ikke i himlen, hvor han agter sig op under en

seance. Han ifører sig strømper, trommer, indtil

trommen går af sig selv, og tilkalder sine mange ånder, der taler med

forskellige stemmer. Samlet rejser de afsted men efterlader den gamle

Titigaq, en hjælpeånd, der er blevet lam i hofterne og har fået vredet

sin mund af led, engang han fløj for hurtigt mod luftpresset. Han

taler nu og da og sørger for, at intet ondt tilstøder tilhørerne, mens

åndemanereren er væk.

  Aggu med følge flyver ud til horisonten og kæmper sig med stort

besvær op ad tre høje trin, der flyder med blodet fra de døde. De skal

af med deres safter, dvs. al deres ondskab. Det tar et år og de må

kravle under et stort skind. Aggu modtages af sin far, der bedrøves

over, at hans kone og Aggu's lillebror blev kastet i havet (til det

nedre dødsrige), da de døde. Straks bryder dog faderen ud i sang og

forklarer den undrende Aggu, at man ikke tynges af sorg i himlen og

synger meget.

Han møder derefter sin lillesøster, som faderen i sin tid dræbte af

medlidenhed, fordi hun var født med sælører. Hun har i alle årene

samlet mange bær til Aggu nede på jorden. Aggu's far viser ham

skindet, som de døde kravler hen under som orme for at komme af med

deres safter. Kun de, der dør som børn, kommer hurtigt igennem. Aggu

tvivler på om faderen er rigtig død. Faderen lader ham tage sig om

håndleddet. A. mærker knoglerne, der forsvinder og klemmer så hårdt til

at faderen beder ham holde op, hvis han ikke skal dø igen.

Himmelboerne lever kun af bær og ravne. Her er ingen sæler. Men

ravnene, der smager godt, er lette og morsomme at fange. Nogle drenge

fanger dog ørreder i en elv, bortset fra de drenge, der ikke har fået

deres fangstgrej med i graven. A.s arvede hjælpeånd, Ajaqqisaaq, der

fra mange tidligere ture er velkendt med himlen viser rundt. A.

erfarer dernæst, at drikkevandet er iskoldt og dejligt. Og

himmelboerne fordriver tiden med lystige sangfester og sangkampe.

Blandt de syngende ser han en del folk fra fremmede lande i klæder,

han aldrig har set. Faderen sender ham afsted, inden det blir lyst, og

A. møder ingen vanskelige overgange på vejen hjem. Han fortæller sine

fæller om himlen.

 

Hist.: Aggu der levede ca. 1843 til 1891 og var endnu aktiv åndemaner mens Holm var i Ammassalik. Ifølge Rasmussens

notat i håndskriften skulle Aggu være Kaarali Andreassens far. Det var

han ikke. Han var Kaaralis fars onkel. Søg på Missuarniannga.

For en tolkning af kristen påvirkning og Aggu's evner se GTV: (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere), Sonne 2000; og eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Rasmussens indledning til den trykte tekst antyder at Aggu tog på åndeflugt til himlen. Men det står ikke i nedskriften, og ingen af teksterne om Aggu tyder på, at han kunne flyve. Derimod mestrede han den såkaldte glideflugt hen over havets overflade. Den vej kunne han komme ud til horisonten og op ad de besværlige trin til himlen.

De dødes land i underverdenen

Print
Dokument id:1324
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:De dødes land i underverdenen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 78 - 81
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 418. Nedskrevet af

Knud Rasmussen på dansk.

 

Resumé: Aggu / Akku vil en tur ned til dødsriget under havet og får sig syet

sig skindstrømper og en tarmskindsanorak til rejsen. Hans arvede hjælpeånd,

Ajaqqisaaq, vil først ikke med, fordi A. aldrig kan komme helt ud til

Havkvinden / havets moder / sødyrenes mor, hvis han først besøger de døde.

 

Aggu overtaler sin hjælpeånd, Ajaqqisaaq, til at være med i følget af hjælpeånder. De går langs havbunden, hvor A. føler at han blir gennemblødt af finregn. De må ned af flere glatte skråninger frem til elven med tre spidse, glatte overgangssten, der

danner grænsen til underverdenens land. Aggu nøler, men sætter endelig

over som den sidste, da han ellers aldrig siden vil kunne overskride denne

grænse. Det fortæller Aj. Vejen fører videre op ad en stejl skrænt, der er

glat af de dødes safter, når de med besvær maser sig op mod dødsriget.

Her møder A. en afdød åndemaner med kun et øje (Karrak, Karraq / Uitsaleqanngitseq BS), der også

bebrejder A. at han ikke først er taget til Havkvinden og nu har sat

sin grænse ved dødsriget. A. undrer sig over en kajak på tværs over en

sortside. Men denne sæl har kæntret og druknet kajakmanden, fortæller

man. En anden sæl øver de nyankomne døde sig på at fange. Den lever op

igen hver gang den er dræbt.

   En masse døde er ved at gå i forrådnelse, fordi deres efterladte

sørger for meget over dem. A. hører pustene fra alle slags sødyr ude i

de dødes hav, men kan ikke se dem, fordi han endnu ikke er død. Da A.

skal hjem inden daggry bliver han spurgt om, hvor han helst vil være, i

himlens sletteland eller i kystlandet under vandet. Han afprøver så

drikkevandet. Det er lunkent. Himlens iskolde vand er bedre. Men

bliver han bisat i havstokken, vil han frit kunne skifte mellem de to

steder efter sin død. Han møder ingen vanskelige overgange på

hjemvejen, og fortæller sine fæller om sine oplevelser.

 

Hist.: Aggu, der levede fra 1843 (ca.) til 1891, var endnu aktiv åndemaner mens Holm var i Ammassalik.

Kommentar: Søg Rejsen til havkvinden, der er talrige varianter.  

For en fortolkning af kristen påvirkning og Aggu's evner se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Dødsriger"; eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor; Sonne: Heaven Negotiated...", i Études/Inuit/Studies 2000, hvor det søges påvist, at grønlænderne før kristendommen havde temmelig vage forestillinger om dødsrigerne, især det himmelske, fordi de mest så hen til efter døden at blive opkaldt, dvs. genfødt.

Den stædige / Uterîtsoq / Uteriitsoq / Besøg hos månemanden

Print
Dokument id:596
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Susanne (Napa)
Nedskriver:?
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den stædige / Uterîtsoq / Uteriitsoq / Besøg hos månemanden
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 144 - 146
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Uterîtsoq". Nedskrevet på dansk af Knud Rasmussen.

Eng. udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland  legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 58 - 60, "Uterîtsoq / The obstinate one".

 

Resumé: Den stædige ville ikke lade sin kone overholde sine tabuer

efter hendes barns død (de "uvidendes" skik, som fortællersken også før

dåben måtte følge). Han tvinger hende til at sy sin kajak ved

stranden. Månens hund dukker op af vandet for at straffe hende. Den

stædige slår den ihjel. Månen ankommer selv. Overvindes af den stædige,

der vil kvæle Månen. Månen ber for sit liv: Hvis du dræber mig, vil

der aldrig mere blive ebbe og flod. Sælerne vil ikke mere yngle. Det

vil aldrig mere blive dag. Den stædige giver slip af ulyst til at leve

videre i mørke. Månen genopliver sin hund, smider den og sine andre

hunde op i luften og rejser afsted på slæde gennem luften. Den

stædige får lyst til at besøge Månen, der siger ja og advarer ham mod

at køre langs solsiden af et højt fjeld deroppe. Den stædige må to

gange smide sine hunde i havet, for at de kan blive rene nok til at

kunne rejse gennem luften. Han vælger at køre langs solsiden af

fjeldet og får sine indvolde skåret ud af Indvoldsrøveren. Kørte så

bag om fjeldet til Månen, der henter hans indvolde, stopper dem i ham

igen, og viser ham sit udsyn gennem gulvet til jorden, hvor den

stædige ser sin kone bryde sit sorgtabu mod at flette senetråd. Hun

damper, og den stædige bliver vred på hende. Månen viser ham en mængde

levende hvalrosser i en grube under dørtrinnet, men ber ham styre sin

lyst mod at fange dem med et løfte om part i hans (Månens) egen nylige

fangst. Men den stædige er stærk og fanger to hvalrosser. Efter

hjemturen tvang den stædige aldrig mere sin kone til at arbejde under

sorg.

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Hist.: I denne version bliver der delvis gjort op med en del af det prækoloniale verdensbillede. Ulrik Rosing har tidligere nedskrevet en anden version fra Sydgrønland til Rink, hvor der ligeledes sættes kraftig ind mod den tidligere så frygtede Måne og alt hans væsen.

 

Den voksendøbte immigrant fra Sydkysten, Susanne, henviser

utvetydigt til før-kristen tid som den, hvor man levede i uvidenhed

(om kristendommen). Denne uvidenhed associeres ofte til mørke og kan

være grunden til, at Månen i denne variant identificeres med

dagslysets kilde. Hvalrosserne i gruben under dørtrinnet bryder ikke

med traditionen, men forekommer ikke i andre grønlandske varianter af

"Besøg hos Månemanden", og hvalrosserne hér kan afspejle den

udvidede betydning af Djævlen og den korsfæstede (dræbte) Jesus, som

hvalrossen nogle steder fik i tidlig kristen tid. Se fx. fortællingen om Imaneq,

Innersuaq (den store ild), og Akamelê (Akamalik). Månen som underviser

i tabuer er traditionel, og det er først da den stædige oppe fra, med

den "anden verden"s syn, ser sin kone dampe (dampen skræmmer dyrene

bort), at han forstår konsekvensen af tabubrud.

Ee toqoqarter / De første døde

Print
Dokument id:1015
Registreringsår:1906
Publikationsår:1923
Arkiv navn:
Fortæller:Aleqaajik
Nedskriver:Thalbitzer, William
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ee toqoqarter / De første døde
Publikationstitel:The Ammassalik Eskimo , Second Part
Tidsskrift:Meddr. Grønland 40(3)
Omfang:side 406, nr. 217
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid., s.407.

Håndskrift: Nedskrevet og trykt med fonetisk skrift på østgrønlandsk af Thalbitzer. Håndskriftet befinder sig formentlig i Thalbitzers (kaotiske) Arkiv på Det kgl. Bibiliotek.

 

Resumé af Thalbitzers engelske oversættelse:

I begyndelsen (urtiden, BS) kan mennesker ikke dø. Der blir alt for mange børn. Han (?) overvejer at gøre noget ved det og fremsiger en morgen, hvor han kommer ind i huset en formular, der bevirker at folk blir til skum mens de sover. Nogle af dem dør. Den første døde har en besværlig vej at gå op til himlen ad en stejl bjergside med "omvendte" trin, og han må kæmpe sig gennem "aterqat" (? åndehuller eller tabuer ?, BS), men han bliver lykkelig, da han ser hvordan der er i himlen og bryder ud i denne sang:

Folk har nu fået en ny vane

De dør nu fra tid til anden (når tiden er inde)

Hugger sig små trin

Folk dør fra tid til anden

Efter at de er kommet igennem store hindringer.

 

Kommentar og Hist.: Thalbitzers oversættelse til engelsk af toquca´rpun: "De dør nu fra tid til anden", oversætter han andetsteds (ibid. s. 289) i en sang, der også tilskrives den første døde, med: "De er nu holdt op med at dø". Og det er sikkert den rette oversættelse (Jørgen Rischel, pers. medd.). At de nu er holdt op med at dø, giver dog ikke mening i forhold til fortællingens indledning, der refererer til den mytiske urtid, hvor folk ikke kunne dø og derfor blev for mange. I Vestgrønland og hos polar inuit fortalte man en kort myte om, hvordan man fik lys og død ind i verden, i stedet for urtidens mørke og evige liv. Men der er ikke indsamlet nogen version af den i Østgrønland. Måske er der dog en forbindelse mellem død og lys i "De første døde", fordi den lægger vægt på, at det er børn, der blir for mange af, og en fremherskende forestilling om nordlysene var i Østgrønland, at det stammede fra dødfødte, dræbte og aborterede spædbørn, der spillede bold med deres moderkage i himlen.

       Kristen påvirkning er dog også mulig, idet fortællersken af "De første døde" mente, at den stammede fra syd - fra Pitsaat (?), dvs. muligvis fra et område, hvor man fra missionen ved Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal havde hørt det glade budskab om de kristnes liv i himlen. I så fald er oversættelsen: "er holdt op med at dø" i overensstemmelse med det kristne budskab: Efter at være nået igennem hindringerne dør den døde ikke men lever videre i himlen.

For denne tolkning taler også det faktum, at man traditionelt havde to dødsriger, et undersøisk og et i himlen. Men "De første døde" undlader at tage stilling til efterlivet i det undersøiske, der i kristen tolkning identificeredes med helvede, mens det i det traditionelle verdensbillede var et godt sted at være.

       Vi ved ikke hvordan fortællingen har lydt i den sydligere version, og måske har den været delvis uforståelig for ammassalikerne. I det mindste opfattede Mitsuarniannga / Missuarniannga det hele lidt anderledes: Han mente, at fordi folk var holdt op med at dø på et tidspunkt, var der blevet for mange mennesker i himlen og kun få mennesker på jorden. Den sang han kendte lød:

"Deroppe, hvor jeg havde det held at komme, var folk holdt op med at dø".

Sangen stammede fra en mand, der havde levet for to generationer siden (dvs. ca. 1840), kom til himlen efter døden og stadig sang denne sang, da en åndemaner / angakkoq under et besøg i himlen på et senere tidspunkt hørte den af ham (Thalb. 1923: 289). Måske er det kristne budskab om evigt liv i himlen, der tolkes således af Missuarniannga.

Om historiske åndemaneres rejser, der mest ligner undersøgelsesrejser (hvordan var der egentlig?), til de to dødsriger, Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67.

En flyvende qivittoq

Print
Dokument id:2066
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Isaksen, Peter
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:En flyvende qivittoq
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 139 - 140
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Fortællingen er ikke trykt på grønlandsk.

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

Ude ved Avalliit så PI som barn sammen med andre en flyvende qivittoq med det ene ben bøjet og bundet op under sig (qivittut har meget med remme) og ildgnister ud af munden. Den sagde ikke noget. Det var den slags man selvfølgelig kunne se i 1800-tallet. En gang (overgang?) troede PI ikke på qivittut og var altid i stand til at berolige sig selv, når han var ude alene og blev lidt bange.

Qivittut må træne længe for at lære at flyve, enten af en angakkoq / åndemaner eller en anden qivittoq. Nogle qivittut fortryder at de er gået til fjelds, men så er det for sent.

 

Hist.: Tolkning af oplevelse. PI var 69 år i 1965, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Aappilattoq, Nanortalik kommune.

Den flyvende qivittoq har muligvis været en komet. Sådanne blev ellers hyppigt opfattet som åndemanere på besøg fra Østgrønland.

Qivittut synes i tiltagende grad at have fået en mere central placering i forestillingsverdenen i kristen tid, hvor åndemaneri og forestillinger om ånder blev officielt forbudt.

En forældreløs

Print
Dokument id:1837
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Nikolai
Nedskriver:Rosing, U.
Mellem-person:Rosing, U.
Indsamler:Rink, H.
Titel:En forældreløs
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 74h - 75v, nr. 328
Lokalisering:Illutuaarsuk: Sydøstgrønland
Note:

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador.

Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.

 

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

 

En forældreløs kaldet Kavsasak (Kaassassuk, BS) voksede op uden at være elsket af nogen. Bedstemoderens klæder brugte fyren når han gik ud. Fruentimmerne ringeagtede ham idet de strøg deres fingre under næsen på ham efter at (de) havde været med dem på et uskønt sted.

       En dag spankede han omkring og opdager at en af slægtningene havde fanget en hvidfisk (hvidhval). Han fik sig også et flænsestykke og efter at have spist sig mæt lagde han resten hen på et afsides sted så at ingen opdagede den. Men alligevel fik en af hans husfæller snuset det gemte op, og han der fandt det trak derpå Kavsasak ved næseborene og førte ham ind i huset, kastede ham derpå hen på sidebriksen. Kavsasak fik for meget at spise efter husfolkenes mening, og desårsag blev tænderne trukket ud af munden på ham. En stund efter denne plage opdagdes det at han alligevel spiste dygtig, hvorfor han blev han visiteret i munden; der fandtes da jern på gummerne, men blev disse atter borttagne. Til straf eller som en ondskab af de andre måtte Kavsasak ikkun nyde knoger (knogler ?) og drikke suppe så kogende hed den var. - Engang fandtes et stort stykke flydetræ (drivtømmer) liggende uden for deres telte; nogle mente at det var Kavsasak som havde ført stykket dertil. Herover blev fyren atter taget ved næseborene og bragt ind på sin plads.

       En vinter blev der engang set bjørne på isen og krøb disse senere ind i en fjeldhulning. Ingen turde nu gå hen til dem undtagen Kavsasak der ikke betænkte sig længe; med et bjørneribben til våben gik han hen til bjørnene inde i ishulen og sparkede dyrene ihjel. Den ene bjørn gav han nok til de andre og beholdt selv den anden og bragte den hjem. Senere blev han en dygtig erhverver, men uagtet sine husfæller langt overlegen betalte han dem ikke ondt med ondt.

 

Var.: Kaassassuk

 

Hist.: En stærkt amputeret version (muligvis blot oversætterens referat?) af Kaassassuk, der både har udeladt den episode, hvor han får store kræfter af et væsen i indlandet, og den hævn han normalt tager til slut over alle bopladsfæller undtagen den eller dem, der har søgt at afhjælpe hans elendighed noget. Den moralske slutning på Nikolaijs version skyldes sandsynligvis kristen påvirkning fra herrnhutmission ved Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal.

En fristelse

Print
Dokument id:972
Registreringsår:1904
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Nikoline (Majuvartariaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En fristelse
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 189 - 194
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Eng. udg.: H. Ostermann: Meddr Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938, s.140 - 143.

Resumé:

Nikoline / Majivartariaq / mjuartariaq er ikke begejstret for at opfylde Knud Rasmussens ønske om at fortælle om sit tidligere udøbte liv på sydøstkysten. Hun vil helst glemme det hele, især trommesangene, som hun har oplevet stadig har et kraftig tag i hende. Det skete da en konebåd kom på handelsrejse fra hendes gamle hjemegn og dens åndemaner  med følge sang de kendte trommesange. Nikoline flygter, men da hun får at vide, at det ikke er syndigt at lytte til dem, og atter slutter sig til tilhørerne, oplever hun hvordan hun straks rykkes tilbage til hele tiden før dåben derhjemme. Hun vil glemme det hele, for det er et bedre liv som kristen. Især det at hun efter døden skal se sine kære igen. Søsteren, der døde som døbt, savner hun allermest.

       Da hun er flyttet med familie til Frederiksdal og går til dåbsforberedelse, kan hun intet lære. Hun tror det er hendes hang til trommesange, som til stadighed står hende i hovedet, der er årsagen. Men da det ikke hjælper at bekende det for præsten, og han spørger om hun ikke kan komme i tanker om andet, dukker det endelig op: som halvstor pige prøvede en gammel åndemaner at få hende som lærling. Hun og en veninde legede "skyggeleg", dvs. for rundt efter hinanden i et tomt, mørkt hus og skiftevis udråbte hinanden til skygger (en type af ånder, der somme tider identificeres med dværge, sommetider med spøgelser el. dødninge, BS). Da kom den gamle ind, hånede dem og inviterede dem til at opleve noget virkelig spændende. I et mørkt hjørne gned han en sten mod en anden, rundt og rundt venstre om, "imod det onde" (se kommentar ndf.), og fremmanede derved adskillige hjælpeånder, der lod sig høre både oppe og nede. Derefter lovede han den skrækslagne Nikoline at tage hende med op til en sø, hvor en kæmpehund ville dukke op af vandet og æde dem begge led for led og bagefter kaste dem op igen. Den var uhyggelig, men man skulle ikke være bange. Nikoline skulle ikke nyde noget. Allerede dengang havde hun en idé om engang at blive døbt. Hun får ellers endnu en invitation til en åndermanerkarriere, da en uhyggelig kraftig stemme kalder på hende fra en stensætning en dag hun er ude at plukke bær. Men hun blir rædselslagen og skal ikke nyde noget.

      Da hun har fortalt alt dette til præsten, kan hun pludselig lære det hele.

 

Hist.: Sydøstgrønlandsk selvbiografi fortalt i 1904.

 

Kommentar: Gnidningen med stenen skal normalt foregå med verdens gang (sila malillugu), dvs. med solen, el. solret (med uret). Hvorfor man mener at den bevægelse går mod venstre, skal jeg ikke kunne sige.

      Bemærk understregningen af, at man som døbt får mulighed for at gense sine kære efter døden. Det burde man strengt taget også kunne ifølge de før-kristne forestillinger om dødsrigerne, et i himlen og et under havet. Måske har forestillingen om at komme tilbage til det jordiske liv via navngivningen af en nyfødt været mere fremherskende end den logiske slutning om gensynet. Se Sonne 2000: "Heaven negotiated..." Etudes / Inuit / Studies. og GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

 

Var.: Der er talrige versioner af fortællingen om Ferskvandets isbjørn eller hund, der fortærer lærlingen. Se fx : Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr.

... søens troldbjørn. Søens uhyre. Mislykket uddannelse. Teemiartissaq. Rasmussen 1938: 110: Åndemaners selvbiografi.

Det interessante ved to - tre versioner er dog, at læremesteren demonstrerer forløbet eller i Nikolines tilfælde tilbyder at de sammen kan lade sig æde og kaste op igen.

Forløbet var en initiation til at kunne tiltrække hjælpeånder ved det indre lys den installerede i lærlingen. Førløbet symboliserer en død og genfødsel over samme model som et fangstdyr, der blev dræbt, kødet fortæret, og knoglerne kastet i havet til en ny reinkarnation.

Søens bjørn eller hund har tilmed falliske konnotationer: den rejser sig, stiller sin sult, og kaster op. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

En sjæleraners saga

Print
Dokument id:952
Registreringsår:1904
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Nukarajua
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En sjæleraners saga
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 169 - 172
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal
Note:

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret.

 

Resumé:

Iisimmardik / Îsímardik / Ilisimartoq er fra Ammassalik-egnen og undervejs på en handelsrejse til Vestkysten gør han ophold på Sydøstkysten ved Illuluarsuit (mødestedet for øst- og sydøstgrønlændere), hvor han dræber to unge brødre ude i kajak: Quperneq og Ukugssulik / Ukussulik. Selv siger Ii. intet derom, men han kommer hjem med Up.s hårprydelse og fangst og han benægter heller ikke drabene. Da Ii. atter hvæsser sin harpunspids af jern som han kun bruger til mord på mennesker, bliver bl.a. hans to svogre, Igsiavik / Issiavik og Isângassoq / Isaangasoq, bekymrede over igen at skulle få nye fjender. Sammen med to andre mænd planlægger at myrde ham en dag, hvor alle fem følges ud til en ø. Ii. går i land for at hvæsse sin harpunspids. De andre bliver i deres kajakker og synger trommesange. Men da Ii. aner uråd og ror bort alene, må den ene svoger fremsige eller synge en formular, der får Ii. til at vende om, komme tilbage, gå i land, sætte sig og hvæsse videre. Igsiavik lister sig ind bagfra, skyder med en bøsse gennem skulderen og ud gennem hovedet. Men den sårede Ii. er stærk. Han slynger de fire mænd fra sig, stryger sig over såret, hvorved det heler. Det var den Onde selv der hjalp ham, kommenterer den relativt nydøbte fortæller.

       Man får så gnedet spæk i såret og dermed genåbnet det. Og mens to mand holder ham fast stikker en tredje sin fuglepil langt ind gennem endetarmen og kører rundt i tarmene. Da dør Ii. Man parterer ham i alle led og smider hovedet, indsvøbt i en fangstblære / fangeblære ned i en dyb spalte i indlandsisen. Længe efter kan man høre ham brøle dernedefra. Så stor var han magt (fortællerens omkvæd til alle de utrolige hændelser).

       Da Igsiavik får medlidenhed med sin søster, der nu er blevet enke, standser broderen hans gråd med en trussel om at myrde ham også.

 

Var.: Rosing 1960: Iisimmardik / Îsímardik. Ostermann 1938, Meddr Grønland 109(1): Iisimmardik. Victor 1993. Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100.

 

Hist.: Historisk fortælling om mordet på masse- og lystmorderen Iisimmardik i 1890. Fortælleren, der var kommet fra sydøst- til vestkysten omkr. 1890 og blevet døbt dér, har fortællingen på 2. hånd. Versionen hos Rosing 1960, der er oversat fra Otto Rosing 1990: 27 - 71 (Angakkortalissuit, Nuuk: Atuakkiorfik), er mindre "magisk" og tættere på de faktiske begivenheder.  Nukarajua har i sin kristne forståelse af hændelserne formentlig selv tilføjet flere før-kristne træk:

Formularen der kan trække Ii. tilbage, og sårhelingen, som var et af åndemanernes almindelige tricks. Ligeså var spæk en effektiv før-kristen modgift mod alskens ånder og åndemaning. Men Iis. var ikke åndemaner.

Kommentar: Bemærk at Knud Rasmussen i sin oversættelse ikke har tænkt over, at de grønlandske retningsbetegnelser har modsatte betydninger på vest- og østkysten: Han lader således Iis. rejse nordpå fra Ammassalik til Vestkysten. Avannaamut, nordpå (egtl. til højre med front mod havet) på vestgrønlandsk, betyder sydpå (ligeledes: til højre med front mod havet) i Østgrønland.

Et besøg hos Akilinek-Beboerne

Print
Dokument id:1346
Registreringsår:1884
Publikationsår:1888
Arkiv navn:
Fortæller:Angitinnguaq (Angitinguak)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Holm, G. F.
Titel:Et besøg hos Akilinek-Beboerne
Publikationstitel:Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Tidsskrift:Meddr. Grønland 10(5)
Omfang:side 312 - 313, nr. 33
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

MS: NKS 2488, VIII, 4', s.240 - 243.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 280.

Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 288 - 89.

 

Resumé:

Af fem brødre "her på egnen", bliver de tre borte en efter en.

Den ældste bror går alene ud med sin sorg på et næs. En af hans døde

brødre henter ham. De rejser over vandet til "den anden side", videre

langt over land med slæde til en sky, der er et hus på stolper i

luften. Her bor de døde brødre hos Akilineq-folkene, der serverer og

sammen fortærer en hel sildepisker. De skuffes over den netside deres

gæst forærer dem til gengæld: "Sikke en smule, vi skal have!" Efter

måltidet kaster de alle op. Storebror rejser hjem og kan fortælle,

hvor de døde brødre er.

 

Hist.: Måske kristen påvirkning. GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67.

Ifølge Holm identificerede ammassalikkerne Akilineq med Island, dvs. med det land de mente måtte befinde sig under en fjern fast skydannelse i horisonten.

Vedr. ammassalikkernes forestillinger om Akilineq-boerne søg: Kamikinnaq

Fanden plager dem

Print
Dokument id:956
Registreringsår:1904
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Susanne
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Fanden plager dem
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 196 - 202
Lokalisering:Illukasik: Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: Diverse løse optegnelser: Notater på dansk. Muligvis ikke nedskrevet på grønlandsk.

 

Resumé:

Susanne fortæller om hvordan hun som ung, gift og relativt nyligt ankommet fra østkysten (hvor hun har boet allevegne fra syd til omtrent Ammassalik i nord), to gange drømmer om en hvid mand i sælskindspels, der første gang spørger efter en længst afdød østgrønlandsk angakkoq / åndemaner, og anden gang kysser en ung pige, Sofie, der bagefter beretter at hun vågnede ved kysset. Samme Sofie får anfald af vildelse undervejs på et bærtogt. Man haster hjem med hende, hvor anfaldene tager til, hun svulmer op og Susanne selv undrer sig og kan dårligt holde hendes ene arm nede. Kateketen, Silas, tilkaldes, samme mand som Susanne så i drømme. Han taler Sofie til ro.

       Noget senere komme to kajakker hjem fra handel i Iluiteq. Begge kajakmænd, Lille David og Ananias er fra forstanden, dog ikke pga. af druk, slutter man, da vanviddet fortsætter og mange mennesker, der samles i deres hus også bliver grebet af forvildelse. De tilstår alskens forsyndelser (især mod kristen moral), bl. a. forsøg på hekseri. Det lykkes en kone at franarre Ananias både kajak og riffel, fordi hendes hekseri mod ham ikke var lykkedes, og han derfor skylder hende sit liv. Bekendelserne fortsætter. Til slut rækker David hænderne mod himlen, ser himmelstigen og erklærer sig syndefri og ren, hvorefter han giver sig til at prædike til kateketens forfærdelse. Denne beslutter at David skal føres til missionsstationen i Frederiksdal. Djævelen har nu fået så stor magt over David og alle de andre, at de er blevet helt sorte i ansigterne, noget Susanne, der hele vejen igennem som nyankommen ikke helt fatter situationens alvor (at selveste Djævelen er på spil). Roerskerne vil ikke sidde i konebåd med David, der så med hiv og sving må bugseres i kajak til Narsaq Kujalleq. Hér nægter han at gå ind til missionærerne og løber op mod fjeldet, hvor han ser et stort hvidt slot med lysende vinduer, kredsende fugle og engle, der vinker ham til sig. Men så kommer missionæren ud og henter ham ind.

Den slags har Susanne trods alt aldrig oplevet på østkysten, slutter Susanne.

 

Hist.: Historisk fortælling om en slags kortvarig profetbevægelse omkr. 1885 i Illukasik. Det står ikke klart om der er andre årsager til at hysteriet bryder ud end vanskeligheden ved at forlige præ-kristen med kristen tankegang og adfærd.

En tidligere profetbevægelse i området, 1853-54, der også blev kvalt af de herrnhutiske missionærer i Narsaq Kujalleq, er beskrevet i Ostermann: Den grønlandske Missions og Kirkes Historie. Kbh. 1921: 243. Og af H. Rink i sin kommentar til Kreutzmanns version af Habakuk-fortællingerne: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: 367, hvor Rink ser de klare paralleller mellem de to begivenhedsforløb.

Akkulturation / kulturmøde.

 

Kommentar: Flere gange undervejs har Susanne svært ved at tage både anfaldene og hurlumhejet med skriftemålet alvorligt, men hun skifter mellem to modstridende begrundelser: 1. Nok har hun været hele veje op og ned ad den beboede østkyst til nær Ammassalik, men ingen steder har hun oplevet noget lignende. 2. Det der foregår - indtil syndsbekendelserne tar fart - har hun ofte oplevet tilsvarende tilfælde af på østkysten i forbindelse med bl.a. åndemanernes seancer. Måske er det da kun det vilde skriftemål hun aldrig har oplevet mage til, men dog ikke bliver mere forskrækket over end at hun morer sig over alle dem, der bliver blå i hovederne.

Fortællinger om store angakokker, heriblandt Quaatsiaq der endte sine dage som kristen missionær

Print
Dokument id:226
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Fortællinger om store angakokker, heriblandt Quaatsiaq der endte sine dage som kristen missionær
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:164 - 172
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 58h - 63v (slutning mangler, ses i afskriften)

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 164 - 172: Angakkorsuarnik oqaluttuat, Quaatsianissaaq ajoqersuisunngorluni toqusumik.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 197.

 

Oversættelse af afskrift i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 109, ss. 299 - 303.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 99, ss. 446 - 447: Among the last Angakut at Kangerlugsuatsiak.

 

Resumé:

 

Qapiarsuaq er angakkoq /  åndemaner ved Kangerlussuatsiaq, ligeså hans kone, og de følges hver dag ud på rypejagt, uden at de dog kommer hjem med bytte. De spiser heller aldrig noget derhjemme. En dag får et af børnene efter meget plageri lov at følges med dem og overværer, hvordan Qap. borer hul i de stejleste af alle klipper med en stok og med sin kamikrem fisker mattak op af hullet. Dernæst fisker hans kone et helt frisk stykke bugkød op med sit hårbånd. De to guffer i sig og giver til sidst også barnet lidt. Han glæder sig til at fortælle om det, men da han lige inden hjemkomsten beordres af Qap. til at spise en tørret tangspræller (en fisk), glemmer han alt, indtil mange år senere, hvor han er blevet fanger. Årsagen er den, at Qap. ikke kommer hjem fra fangst og er helt "blødgjort" da man finder ham. Da vender mindet tilbage.

 

Den næste historie skulle være fra et senere tidspunkt: Tre brødre som er dygtige fangere ved Kangerlussuatsiaq, Evighedsfjorden, er altid ude sammen i kajak. Den ældste, Quaatsiaq, er angakkoq / åndemaner  / angakok, de yngre hedder Usuinnaq og Ippak. Deres lille fætter, Inussunnguaq, er også angakkoq. Han er ikke så evnerig, men frygtløs. Det bliver da også ham, der ene mand får holdt en flok angribende sælmennesker, umiarissat, i skak så længe, at kun deres sorte knogler er tilbage på toppen af et isbjerg. Senere kommer en havmand (den smilende havmand, Qungussutariaq. BS) op af vandet til hans kajak, en meget venlig og nysgerrig en, der får sit ønske opfyldt om at få noget af en ræv. Inu. har tilfældigvis en rævehale i kajakken til at opsuge bundvandet med. Havmanden bliver hængende og vil vide alt om Inussunnguaqs fangstgrej. Da Inu. så kommer til at benævne nogle beviklinger forkert, synker havmanden bagover og forsvinder, mens han gentager ordet: "Qilaavakka (mine bindinger / bånd)." Inu. forstår ikke hvorfor, han har valgt dette forkerte ord.

Senere bliver Usuinnaq røvet af innersuit, ildfolk, og skønt det næsten lykkes ham, bl.a. ved den åndemanende Qua.´s hjælp, at vriste sig fri af deres tiltrækning, standses han af lillebror Ippak, som Qua. selv har sendt ud for at lede efter ham. Qua. prøver forgæves fem dage i træk at få Usu. hjem igen, hvorefter han sørger i lange, lange tider. Omsider, da han første gang igen slutter sig til mændenes fællesmåltid om aftenen, bærer hans kone og alle husets andre kone lækkerier ind. Så skal der festes. Men midt under det hele kaldes Qua. væk af noget, der viser sig at være alliarutsit (de nederste innersuit). De er kommet til stranden for at få ham til at åndemane og finde en fælle, der er forsvundet. Men Qua. har for at hævne sig på disse, der har røvet hans bror, dræbt denne fælle, der var hans hjælpeånd, og skal ikke nyde noget. Ånderne ved det godt og kommer gang på gang for at hævne sig. Men Qua. mærker dem altid komme og får standset dem ud for næsset i tide.

Senere drømmer Qua., at en kvinde fra en grav fører ham ham langt ind i landet til et dødsrige, hvor flere af hans forfædre og afdøde bekendte er. Da de spiser, må han intet få. Ellers kommer han ikke tilbage. En af hans forfædre spørger til sine efterkommere. Jo, de har det godt. De bor jo hos Qua., siger han. Tilbage i sit legeme besvimer han. Da han atter vågner hører han at den døde ledsagerske var hans mor, der døde i barselseng. De døde i dette dødsrige hedder 'dem der skulle bagom' (formentlig et ord på åndesproget noterer Thisted med reference til Robert Petersen).

Næste episode, hvor Qua. gentagne gange møder Usu. i kajak ude til havs, forklarer Usu. ham, at det er pga. af noget ufjerneligt sort noget under kajakstolen, at han ikke kan komme tilbage til mennesker.

Sidste episode beskriver Qua.´s omvendelse efter meget kraftig og langvarig modstand mod at blive døbt: I et mareridt ser han et kraftigt lys over sin datters hoved. Straks efter bryder familien op og tager hjem til Kangilleq, hvor han målrettet opsøger missionær Berthel Laersen, bliver døbt, og bliver endog selv kateket.

 

Hist.: Der er tydeligvis tale om historiske fortællinger. Berthel Laersen virkede i området fra 1757 til sin død i 1782.

Der er en del overensstemmelser mellem fortællingen om innersuits eller alliorutsits røveri af Uit. og østgrønlænderen, Georg Qúpersimâns fortælling om et tilsvarende røveri af hans bedste ven (Qúpersimân 1982: 165 - 170).

Placeringen af dødsriget langt inde i selve indlandet er meget usædvanligt. Det har måske noget at gøre med udtrykket: dem der skulle bagom: tunusaliarsuarnut, rejse langt mod bagsiden (Østgrønland?). Vedr. dødsriger søg på Sonne 2000.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Imanermik / Om Imaneq

Print
Dokument id:506
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Imanermik / Om Imaneq
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 61 - 65, nr. 10
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Kort dansk resumé s. 113 - 114.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, II, nr. 264 eksisterer ikke længere.

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 61 - 66 med et dansk resumé ibid. s. 113 - 114.

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 114.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 175 - 178: imaneq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 175 - 178: Imanermik.

 

Resumé: Imaneq er en stor og yndet åndemaner i Pisuffik. Folk strømmer

til hans seancer fra hele omegnen, og han helbreder alle, der bliver

syge.

 

Engang deres barnepige bliver syg, lykkes det ham dog ikke at helbrede

hende. Hendes time er kommet. I. overholder sørgetabuerne i fem dage

sammen med fællerne, og den sjette dag tar de på fangst og spredes på

havet. Pludselig dukker den smilende havmand (Qungussutariaq) op og irettesætter I., fordi han har de kamikker på han havde på ved begravelsen, og fordi han

ikke straks pigen blev syg, gik igang med at helbrede hende. Disse

overtrædelser skaffer tåge i luften og derfor vil havmanden partere

ham. Det gør han så, godt og grundigt, med en kniv, der ligner en

fuglevinge. Både kajakken fra bagenden til den lille dup på spidsen og

I. selv flækker han på langs, skærer I. yderligere op og sænker

stykkerne under vred brummen. De andre kajakmænd kan intet gøre, tar

hjem og fortæller den skrækkelige nyhed, men familien, der ved at I. er

en angerlartussiaq / en der er bestemt til at vende hjem, lægger blot nye hårede skind på gulvet og tænder lamper på det i forventning om, at han kommer tilbage.

 

I. kommer til bevidsthed, husker at han blev sønderlemmet, men mærker

at hans døde bedsteforældre støtter ham underneden. De fører ham mod

land og advarer ham undervejs mod at drikke smeltevand af en isskodse,

ellers når han ikke hjem. Tæt ved land lugter han svedent hår og

besvimer. Bedsteforældrene er der endnu, da han vågner igen, og de

fører ham til land ved en naboboplads, hvor han også er ventet. De

lader ham ligge uden ret meget mad og vand i 5 dage, giver ham nok at

spise den 6. dag og bringer ham hjem, hvor man netop har opgivet ham.

 

Derefter lykkes I.s seancer ikke længere. Et stort lys østfra kommer

hver gang i vejen og blænder ham. Det er frelseren, der har vendt sig

til ham. I. falder ofte i svime, udånder og er en enkelt gang nær gravsat,

men vågner igen og fortæller om forunderlige syner af livet i himlen,

hvor han har fået sangens gave og lært salmer. I. beslutter at lade

sig døbe og opfordrer de andre til det samme. Ialt fire kajakker tar

afsted, det er endnu vinter med islæg, men isen kløves foran dem, og

de når via Kangeq til Nuuk, hvor to melder sig til dåbsforberedelse

hos de danske og to hos de tyske missionærer. I. hos de sidste, hvor

han får navnet Merigiuk. Om foråret bliver alle Pisuffik-boerne døbt.

 

Var.: Imaneq

 

Hist.: Pisuffik-bevægelsen kan dateres til 1768.

Ifølge H. C. Gulløv, Arctic Anthropology Vol. 23, 1986, der er en etnohistorisk analyse af begivenhederne, boede der i 1768 to slags folk i Pisuffik, dem nordfra og de andre fra Kangeq hvortil Imaneq hørte. Da Pisuffik snart efter affolkedes, drog dem fra nord til Napasoq og dem fra syd til Nuuk. Der er åbenbart et (muligvis opdigtet) modsætningsforhold mellem de to folkegrupper, der er kommet til udtryk i denne fortællings hævndrab, som den kristne Aron opponerer kraftigt imod.

 

Kristen påvirkning af et traditionelt tema: For at blive

omvendt må åndemaneren Imaneq igennem en dødsproces til et fornyet

liv, der meget minder om den, der førte til den højere østgrønlandske

åndemanergrad: puulik. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. Den forestilling ligger også bag Arons illustrationer til fortællingen, hvor Imaneq har sin fangstblære som pooq over hovedet. Fortælleren er da også fra Kangeq, der overvejende var beboet af efterkommere af sydlændinge med aner i Østgrønland. I Hendriks Kaannarsuarmik kommer denne som angerlartussiaq tilbage med sin fangstblære over hovedet. Aron har set ligheden mellem de to fortællinger.

Immap Ukûa / Ukuua / Havets moder

Print
Dokument id:1354
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Immap Ukûa / Ukuua / Havets moder
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 95 - 99
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 420.

 

Resumé:

Åndemaneren / angakkoqen / angakokken Uitsataqanngitsoq, "Den Blinde", Karrak / Karraq / Uitsaleqanngitseq rejser til

Havkvinden, havets moder for at skaffe fangstdyr under misfangst. Sammen med sine

hjælpeånder følger han de dødes vej under havet, men drejer til

venstre, hvor vejen deler sig for at komme længst ud - til Havkvindens

hus. To gange undervejs spærrer en strid elv med spidse, glatte

overgangssten vejen. Han kommer dog over efter sine hjælpeånder. Endnu

en elv i Havkvindens husgang løber indad. Derfor kan dyrene ikke komme

ud til fangstfelterne af hendes hus.

Oppe i huset må han slås længe med den vrede kone og passe på ikke at

blive slynget ned i det kvælende mørke bag hendes briks. Hjælpeånderne

søger at hviske hende beroligende ord i øret om, at man kun er kommet

for at rense hende. Hun hører det først, da hun er blevet træt. Hun

falder til føje. Den blinde reder snavs ud af hendes hår, der er to

favne langt. Snavset forvandler sig til bjørne, ræve, klapmydser,

remmesæler, fjordsæler, sortsider, spraglede sæler, hvalrosser,

narhvaler og alle slags fugle. De føres med elven ud, fordi dens strøm nu

er vendt. En ung sortside, hvis ansigt er hvidt i den ene halvdel og sort i den

anden, smiler til åndemaneren. Havkvinden / havets moder takker ham, fordi han ikke kun har tænkt på mad, men besværet sig med at rense hende. Hun

forklarer ham, at tabubrud ved fødsel og død sviner hende til. Ber ham

formane sine fæller om at overholde tabuerne, og han skal iøvrigt

komme ned hvert år for at rense hende. Han rejser hjem uden at møde

hindringer, formaner fællerne til ikke kun at tænke på mad, men

overholde tabuerne, og at de, når det snart vil regne og en sydvest

bryder isen op, kun må fange een sæl hver de første tre dage. Selv

fanger han en smilende sortside. Een mand, der fanger mere end een

sæl, fanger siden kun een sæl, når de andre fanger så mange de kan

overkomme.

 

Hist.: De gentagne formaninger mod altid kun at tænke på mad (på det

timelige i stedet for det åndelige, dvs. frelsen) skyldes kristen

påvirkning og virker aldeles ulogisk i denne sammenhæng, hvor formålet

med rejsen er at skaffe mad.

Det samme gør Havkvindens opfordring til Den Blinde om både at

formane sine fæller til at overholde tabuerne og hvert år komme ned og

rense hende. Det skulle vel være unødvendigt, hvis alle overholder

tabuerne. Tanken er nok den blandede traditionelle og kristne, at man

skal føle medlidenhed med den stakkels Havkvinde / havets moder og ikke kun tænke på sig selv.

 

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor. Qujaavaarsuk. De to små forældreløse. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone; Ikarlitsuarsuk. Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor.

Inugtujussumik / Inuttujusoq

Print
Dokument id:500
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Inugtujussumik / Inuttujusoq
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 27 - 51, nr. 4
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Ultrakort dansk resumé s. 107 - 108.

Orig. håndskrift, Rink NKS 2488, nr. 258 eksisterer ikke længere.

 

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 76.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 60, ss. 337 - 341: Inugtujusok.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 91 - 93: Inuttujusoq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 91 - 93: Inuttujusumik.

 

Resumé:

Ikke langt fra mange brødre bor en enke med en smuk datter,

som den yngste bror forelsker sig i, og ofte besøger. Brødrene blir

endnu venligere mod enken med datteren, som de sørger godt for med

kødgaver. På en nærliggende boplads bor den fæle åndemaner,

Inuttujusoq, der ikke ynder forbindelsen mellem de to unge og lægger

sig på lur i en snehule af den slags man tidligere brugte som

rævefælde. Snehulen, som han må udvide lidt, ligger på ruten mellem de

to kærester, og en morgen, da pigen følger sin elskede på vej, springer

I. frem, truer pigen på livet, hvis hun ikke vil lade som hun

forfølger sin kæreste. Det gør hun så og I. dræber den unge mand.

Pigen siger intet hjemme, heller ikke da brødrene kommer for at

forhøre sig om den yngste bror og bryder hul på vinduerne. Først da de

begynder at nedbryde taget, fortæller hun alt.

 

I. flygter nordpå af angst for sine fjender. Deroppe får han en søn,

som han opdrager til stærk mand og storfanger. Da sønnen til sidst

kan klare selv de største og farligste dyr, rejser de hjem.

Brødrene, der hører om I.s komme, flytter hen til hans boplads, og en

af dem har lavet et særdeles holdbart bælte af hvalbarder tre håndsbredder bred, fordi han sprænger bælter af remmesælsskind, når han spænder sine muskler. I.opdager at brødrene har slået sig ned på hans boplads og bosætter sig derfor

i stedet på brødrenes plads. Brødrene holder en tid deres hævnlyst i ave af

angst for I.s stærke søn. Men en dag et af deres børn bliver syg,

sender de bud efter I., der kommer i den tro, at brødrene har glemt

hans udåd. Brødrene bemærker, at I. er blevet temmelig gammel. Det

bekræfter han blot. Han bliver godt beværtet, holder seance, og barnet

får det straks meget bedre. Han tager imod invitation til at

overnatte, men da han næste morgen vågner alene i huset, fatter han

mistanke. Næppe er han kommet ud, før han bliver slået omkuld og

dræbt, dog ikke af den bror med bæltet af hvalbarde. I.s søn kommer

farende i kajak med rejst stævn for at hævne drabet, men lader sig

overbevise om at lade hævnen fare, fordi udligningen af I.s drab var

retfærdig. Med en bemærkning om, at en dræbt mand gerne viser sig at

have mange slægtninge (hævnere), ror sønnen bort.

 

Hist.: Mulig kristen påvirkning: Det traditionelle ideal mht. mord var ganske vist

udligning (Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.); men det er formentlig nyt at blodhævnen kan standses ved fornuftige argumenter.

Ivaniisaq

Print
Dokument id:66
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ivaniisaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 338 - 339
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 119 ss. 617 - 620.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 338 - 339: Oqalualaarut Ivaniisaamik.

 

Oversættelse i Rink 1866-71, II: nr. 9

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 81 - 83.

 

Resumé:

Indledningsvis fortæller Aron, at det er hans kusine Amalie, der har fortællingen fra sin nu (1867) afdøde mor om hendes oplevelser dengang hun, mens hun boede i Alluitsoq / Lichtenau, var på handelsrejse til øen Aluk (samlings- og handelsstedet i det sydligste Østgrønland for sydøst- og sydgrønlændere). Her kommer flere konebåde fra østkysten, som Amalies mor undrer sig over ligner dem selv så meget. Mest forunderligt er deres pinlige renlighed med alle deres redskaber og klæder. En mand skrubber straks sin kajak på det sted, en fremmed har rørt ved den. Han er ganske lille, men har alligevel to koner. Og når mændene skal i kajakkerne skifter de alt det tøj, de har haft på i land til noget andet, der ligger i kajakken.

De ankomne østgrønlændere bliver dog smittet og mange dør af epidemien. Ivaniisaq, en stor og stærk mand, der mærkeligt nok kun vil have een kone, bor også i telt med søster og små børn. Da Iva. blir syg søger man en angakkoq, åndemaner, men den slags findes ikke mere, siger de døbte fra Sydgrønland. Man tilbyder at synge salmer. Det tager konen med tak imod, mens søsteren ville have foretrukket en åndemaners tryllesange. Konen får lært noget om det kristne budskab og ønsker at blive døbt for i al evighed at kunne synge de smukke salmer i himlen. Det kan hun ikke blive på Aluk, men de døbte lover at frelseren også forbarmer sig over troende hedninge. Selv mener hun så frelsemidlet må være, at de døbte synger salmer for hende.

Da Iva. dør, besluttes det at sy ham ind i skind med alle sine kæreste ejendele og kaste ham i havet. Han kommer dog op til overfladen igen. Man har glemt hans yndlingskniv, viser det sig, og da den kastes ud, synker liget. Man begræder at tanglopperne nu mæsker sig med hans øjne. Også konen dør, men i troen på at hun skal se det store lys og synge salmer for evigt deroppe. Hendes spædbarn dier hende og dør selv, da hun dør. Efter eget ønske begraves hun på kristen vis og med salmesang (ikke i havet som manden) for at markere, at hun har ladt alle hedenske skikke bag sig.

 

Hist.: Uden tvivl en autentisk fortælling, hvor det fremhæves at østgrønlænderne ligner dem i syd, at de er renlige, at den store Iva. imod alle forventninger er monogam, og at hans kone bliver troende. De måder hvorpå østgrønlænderne lever op til kristne normer er kommet i fokus.

Ifølge oversætteren, K. Thisted, er lange passager nedskrevet af Aron på østgrønlandsk og oversat i parentes til vestgrønlandsk.

Foruden Arons families sydgrønlandske oprindelse tyder hans gode kendskab til østgrønlandsk også på kontinuerlige indvandringer fra Sydøstgrønland via herrnutternes Frederiksdal / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit og Lichtenau / Alluitsoq til Ny Herrnhut (og Kangeq).  (Ostermann, H.: De første efterretninger om Østgrønlænderne 1752. Geografisk Tidsskrift V(7). Se også H. C. Gulløv i Arctic Anthropology 1986; Kampen om sjælene. Grønland og oplysningstiden. Red. Henning Dehn-Nielsen. Kbh.: Nationalmuseet 1978. Gulløv og Kapel: Legend, History and Archaeology. A study of the Art of Eskimo Narratives. Folk 21-22, 1979/80:347-380.

Akkulturation, kulturmøde.

 

Kommentar: Den store renlighed skal sikkert afværge besmittelse fra de fremmede på fangsten. Ligeledes synes tabuet mod at blande noget fra land med noget fra hav at være blevet forstærket i de fremmede omgivelser i syd. Om der tillige har været tænkt på at undgå smitte ved renlighed er uvist.

Kâgssagssungmik / Kâgssagssuk / Kaassassuk

Print
Dokument id:352
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Povelsen, Johan
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:Motzfeldt, Peter
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kâgssagssungmik / Kâgssagssuk / Kaassassuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 763 - 774, nr. 210
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der må være identisk med ID 269. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

 

Oversat af Thisted, Kirsten: Som perler på en snor. PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ. 1993, Tekstsamling s. 109 - 115.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.

 

Resumé:

Kaassassuk er en forældreløs dreng i Tuapammiut ved Nanortalik og har sin gamle faster (eller bedstemor) som plejemor. Han bor i husgangen mellem hundene og får derfor tæv sammen med dem hver gang folk skal ud eller ind. Ikke alle er lige slemme, men svogeren der er gift med hans storesøster er storeslem.

Kaass. får lyst til at blive stærk. Han vandrer langt ind i indlandet og kalder på Kraftens Herre, der kommer i skikkelse af en kæmpehund. Den vikler sin hale om ham og slynger ham hen ad jorden, så alt muligt legetøj, også dukker han har skåret til husets småpiger, klirrende falder ud af ham. Selv mister han bevidstheden. Efter anden gang bemærker et barnløst par, at han er vokset. De ønsker at adoptere ham men hindres af husets autoritære overhoved. Et par andre (de mellemste ? BS) har også altid behandlet ham godt og altid givet ham lidt af de ammasætter de henter ind fra forrådet. Ialt fem gange går Kaass. til fjelds og blir slynget, og for hver gang rasler færre og færre stykker legetøj ud. Efter fjerde gang gemmer to barnløse par jævnligt levninger til ham og han havde gerne givet dem nogle rester til gengæld. For hver slyngning afreagerer han med stadig voksende styrke sit had mod storesøsteren, der ikke tager sig af ham men synger kælesange for sin egen lille søn. Han sparker fastfrosne sten i stumper. Han sparker til klipper så hans fødder trænger helt ind i stenmassen. Endog sit hoved kan han afsætte hulninger i klippevæggen med. Femte og sidste gang han slynges lykkes det ham at holde sig ved bevidsthed og fast til kæmpehundens hale.

I hemmelighed slæber Kaass. en nat et enormt stykke drivtømmer, som man blot har tøjret ved stranden, op til huset. Man får sine anelser og giver ham mad i større omfang end før. Kun hans fæle svoger vil trække ham op i husrummet ved næseborene. Men når han spiser for hurtigt finder man søm i hans mund, smider dem væk og beordrer ham til at spise helt op.

Tre bjørne, en mor og to unger, nærmer sig bopladsen og søger op på et isfjeld. Han låner sin plejemors kamikker til gengæld for et løfte om at han skal skaffe hende sengeunderlag og dyne. Kass. overhører sin svogers advarsler, hugger trin i isbjergets side med næverne, klatrer op og slynger bjørnene en efter en ned i døden. Fællerne får den ene lille bjørn som part, det barnløse par en kølle af den største, og den onde svoger, der hurtigt fjerner sig i skræk, får ingenting.

Da Kaass. inviteres op til fællesspisning på kødet er det den rare barnløses mand, der, da ingen tør hive ham op ved næseborene, til sidst rækker ham sin hånd at komme op ved. Kaass. græder rørt. Samme mand kan også som den eneste overtale Kaass. til at sætte sig nær sig i stedet for ved indgangshullet. Alle vil give ham knive at spise med. Efter måltidet får Kaass. sin lille nevø på skødet. Han klemmer barnet ihjel og gør det derefter af med alle i huset undtagen det barnløse par, der har været gode imod ham.

Kass. får lyst til at rejse. Han tar langt nordpå i sin kajak med kun fuglepile som våben. Et sted går han ind i et hus med klirrende hvalrostænder på snor i husgangen (en slags advarende "dørklokke", BS). Her bor den stærke Qaassuk / Qaasuk, der bare blir liggende ugæstfrit på briksen. Men da Kaass. har bundet ham til en stolpe, atter løst ham og sat ham tilbage på briksen, må Qaas. igang med at undeholde sin gæst. Kaass. forlanger mad. Husets datter skynder sig ud efter det, men da hun har måtte opgive at få den ind, en hvalroslalle, der er frosset fast i jorden, må Kaass. selv ud og rive den løs.

Da Qaas.' søn kommer hjem og viser sig i opgangen med spændt bue, advarer faderen ham. Gæsten er stærk! Kaass. får sin vilje med at ligge med Qaass.s datter, bliver svigersøn og overgår med blot sine fuglepile langt sin svoger i fangst af de farlige røde hanhvalrosser og senere af isbjørne. Men Qaass får has på ham ved at skabe en sort tupilak-bjørn af Kaass.' eget lort. Svogeren er blevet advaret mod den sorte, men Kaass. går til den og bliver således kvalt i sit eget lort.

 

Var.: Kaassassuk

 

Hist. + kommentar: Der er gået kuk i persongalleriet under forløbet. Undertiden er der to, men oftest kun et barnløst par. Det forbliver også uklart hvorfor Kaass. udrydder alle til slut. Nogle har hele tiden givet ham ammassætter, andre har senere givet ham mad. Og hvad med plejemoderen?

Samme indtryk af en meget rodet fortalt gengivelse af forløbet giver også Kirsten Thisted udførligt rede for i sin kommentar til fortællingen: Thisted, Kirsten: Som perler på en snor. Fortællestrukturer i grønlandsk fortælletradition. PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ.: 1993, s. 161-165. Heraf fremgår det at nedskriveren, Peter Motzfeldt, har følt sig foranlediget til at rette op på uklarhederne med sin version (se denne), og at han på forskellig vis også kan have blandet sig i Povelsens version, bl. a. med visse nordgrønlandske elementer (slædehunde fx, som man ikke har i Sydgrønland) fra sin barndomsegn og tidligere arbejdsplads i Ritenbenk (Saqqaq) ved Ilulissat.

 

Det afsluttende besøg hos Qaassuk / Qaasuk gentages ord til andet i Motzfeldts version. Dennes slutning afviger fra andre versioner, der enten slutter med udryddelsen af bopladsfællerne eller med, at Kaass. resocialiseres da han lider nederlag mod en stærk mand i nord. Men hos Motzfeldt bukker han under for en tupilak, tilmed i skikkelse af en sort bjørn! I Sydgrønland har man kendt betegnelsen for brune bjørne, allaq, formentlig via kommunikation med herrnhuterne i Labrador. Men i teksten er det en nanoq qernertorsuaq (en kulsort isbjørn) der er tale om. I min tolkning konnoterer den sorte farve noget djævelsk i kristen forstand: Kaass. får løn som forskyldt og kan takke sig selv for, at det "hedenske" hekseri med hans "affald" virker.

Kârnartok aneralâq / Qaarnartoq Aaneralaarlu

Print
Dokument id:1329
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kârnartok aneralâq / Qaarnartoq Aaneralaarlu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 18 - 20, nr. 13
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Kort resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 365 :

"Qarnartoq og Aanaralâq"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Qaarnartoq og Aaneralaaq.

Der var engang en storfanger, der havde to koner. Den ene af konerne

var fattig. Hendes mand fangede ganske vist meget, men hendes

medhustru var så jaloux, at hun ikke gav den anden noget. Derfor ejede

hun næsten ingenting. Engang manden var på vej tilbage efter en langvarig fangsttur, gik begge konerne som altid ned for at tage imod ham. Manden havde noget på slæb og det var en pæn netside, han havde fanget. Manden sagde til Qaarnartoq:

"Værsgo, det er din." Hun tog imod den med glæde og taknemlighed. Hun

parterede den; men hun skrabede ikke skindet lige med det samme. Da

hun ville skrabe det dagen efter, kunne hun ikke finde det. Så blev

Qaanartoq meget vred, men hun sagde ikke  noget. Hun besluttede at

blive fjeldgænger. Hun gjorde sig klar og samlede de ting hun skulle

have med: Nåle, sener, fingerbøl og såleskind samt barnets dukker. Så

tog hun af sted.

 

Hun gik meget længe. Så dukkede et stort forbjerg op,

og hun fik øje på et stort skær. Oven på det var der mange måger

(nâjârpassuit - egentlig: mågeunger). Så nærmede hun sig og da hun kom

derhen var det en stor hval. Hun satte sit lille barn ned på jorden

fra sin amaat (qitornángurane niutdlugo) og gav sig til at bære

stykker af hvalen længere ind i landet. Det gjorde hun i flere dage og

tænkte, at hun ville kunne have proviant til flere år. Hun begyndte at

bygge et hus, og hun brugte hvalribbenene som tværbjælker i huset.

Endelig blev hun færdig med det. isararpoq (? med en del af dens store

skind). Der boede hun så. Hun fangede også mange ræve og harer.

Skindene brugte hun til dyner og underdyner og til at beklæde

væggene med.

 

Hun var godt tilfreds med, at hun ikke længere boede dårligt, og hun

boede der længe. En dag hendes lille barn skulle lege med dukkerne,

hældte de dem ud af tasken. Og se, dukkerne løb af sted. Barnet

undrede sig og udbrød: "Nogle af mine dukker begynder at

løbe." Moderen sagde blot: "Det skal du ikke ta dig af." Hun legede

med sine dukker, men opgav det. Hun legede med dukkerne gentagne

gange. Til sidst blev alle dukkerne levende. Oven i købet begyndte

dukkerne at synge nidviser og mane ånder. En gang da en af dukkerne

havde manet ånder, sagde den: "Din far kommer, når det er

blevet aften, er blevet morgen og nat igen." Det lille barn gik dybt

forundret hen til sin mor og sagde: "Jeg vidste da ikke, at jeg havde

en far. Min dukke siger, at min far vil komme, når det er blevet

aften, er blevet morgen og aften igen. Moderen sagde: "Du har ingen

far. Hvis du havde en far, ville vi ikke være alene." Så tav barnet

stille.

 

Mens storfangeren endnu levede af at fange og pludselig ikke havde kunnet

finde sin kone ville han finde ud af, hvad vej hun var gået. Han

fandt den og fulgte efter hende. En aften kom han til dem; akkurat som

barnets dukke havde sagt. Da han havde ordnet sine hunde og var på

vej ind, standsede han ved indgangen, da han ikke kunne få døren op.

Så fik han en klump i halsen (? han begyndte vel at græde). Først da

lukkede konen døren op. Da han kom ind, sagde det lille barn: "Hvem er

han?" Moderen svarede: "Det er din far." Det var første gang, barnet

fik at vide, at det havde en far. Nu boede de sammen dér. Manden ville

have konen med hjem. Hun sagde først nej, men da han blev ved og ved, gik hun

alligevel med til det. De rejste hjem.

 

Manden blev skilt fra sin Aneralaaq, så han kun havde Qaarnartoq som

kone. Hun var nu ikke længere utilfreds med sin tilværelse.

 

Var.: Hvalfangersken. Episoden med dukkerne der blir levende findes også i andre fortællinger.

 

Hist.: I forhold til de gængse qivittoq-fortællinger er denne usædvanlig, fordi qivittoq'en her uden videre kan vende hjem. Desuden får hun rigeligt med mad og skind "af sig selv" ligesom andre fortællingers forladte kvinder og børn. Den mangler også det skær af lidelse og fortabelse, der er over mange, især de sydgrønlandske versioner: En kristen omtolkning af den traditionelle forestilling fx, at et menneske, der blir taget af innersuit og ikke har stærke hjælpeånder, ikke kan vende hjem til sine egne.

Kâvêraq / Kaaveeraq

Print
Dokument id:1896
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Eva
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kâvêraq / Kaaveeraq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, I
Tidsskrift:
Omfang:side 136 - 137
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Kâvêraq".

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Det fortælles at Kaaveeraq var en meget heldig fanger, der også havde en samleverske.

Langt om længe blev hans samleverske gravid. Og en dag tog Kaaveeraq ud på sæljagt i kajak og var så heldig at fange en halvstor hval. Han roede indad for at lægge til land med den.

Da han var næsten inde ved land, tog hans samleverske selvfølgelig de kamikker på, som havde de bedste såler.

Da nu hvalen var så stor, var det umuligt at få den op på land, så de gav sig til at afvente højvande. Efter højvande blev det igen lavvande, og da vandet stod som lavest, begyndte de at flænse hvalen.

Hun var iklædt ny anorak, nye kamikker med sælskindsbroderi foran, og det store hårbånd, der var så grønt, at det så ud som grønne alger. Da hendes fødder efterhånden blev helt smurt ind i spæk, var hun flere gange ved at glide og falde. Og lige så hurtigt som hun skar med sin kvindekniv ned igennem spækket, lige så hurtigt var hendes samlever der og tog stykker fra.

Langt om længe blev de store stykker spæk båret op, og fordi hendes fødder var så indsmurt i spæk, gled hun og faldt. Det eneste der hørtes, var et stort smæld, og så var hendes mave revnet, og barnet lå ved siden af hende.

Hendes samlever blev så forfærdelig ked af det, at han helt holdt op med at tage på fangst.

Engang, mens han stadig holdt sig hjemme og ikke tog på kajakfangst, sov han om natten og led så frygteligt af savn, at han drømte, at det buldrede udenfor. Hurtigt kiggede han ud af vinduet, og straks genkendte han sin samleverske.

Og hvor hendes øjne dog udtrykte længsel! "Måske kunne man lægge sig lidt hos Kaaveeraq! Men hvis jeg lægger mig, bliver jeg nok helt afmægtig!"

Hun kom ind og svævede hen over ham og sagde: "Å, jeg lægger mig bare hos Kaaveeraq! Å, hvis jeg lægger mig, bliver jeg nok helt afmægtig!"

Da hun gik ud, buldrede det gevaldigt. Han vågnede og var blevet helt glad, og så tog han på sælfangst. Da han kom hjem, havde han sin gamle vane tro fanget en sæl. Kvinderne udviste venlighed og kogte kødet og lagde sælens hoved på dets skind inde under briksen. Omsider var de imødekommende. Om aftenen lagde Kaaveeraq sig på sit sted på briksen. Og nu var hans samleverske endnu tidligere på færde om morgenen. Igen kiggede hans samleverske ind gennem vinduet, og nu sagde hun: "Kaaveeraq har sandelig fanget en sæl igen. Dér under briksen er kødet og skindet jo helt friskt. Måske skulle man spise noget af Kaaveeraqs fangst."

Derude dundrede det, da hun var på vej ind. Hun kom ind og bukkede sig ned under briksen. Og så sagde hun: "Måske skulle man spise noget af Kaaveeraqs fangst. Men hvis jeg spiser, bliver jeg nok helt afkræftet."

Da hun gik ud, lød der en buldren derudefra. Lige da hun var gået ud, vågnede Kaaveeraq og følte sig endnu gladere end før. Og på sin kajaktur fangede han to grønlandssæler. Hans bopladsfæller undrede sig nu over, hvorfor Kaaveeraq havde forandret sig. De kogte kødet og fyldte alle fadene. Om aftenen gik de i seng, og som sædvanlig tænkte de ikke på, at der overhovedet kunne ske noget.

Denne morgen var hans samleverske endnu tidligere på færde. Hun kiggede hen over skillevæggen og sagde: "Måske skulle man tage og lægge sig hos Kaaveeraq!"

Efter at have taget kamikkerne af lagde hun sig. Kaaveeraq vågnede om morgenen, og hvad i alverden var det, der trykkede sig ind til ham - hans samleverske lå sammen med ham. Han blev utrolig forbavset! Og hans fæller blev endnu mere forbløffede. Og det fortælles, at hans husfæller forståeligt fik bange anelser i begyndelsen, fordi han jo havde genoplivet sin samleverske. Derefter levede han sammen med hende som sin kone. Og efter at hans samleverske var revnet, havde han aldrig mere nogen samleverske.

Her ender historien.

 

Oversat af Signe Åsblom.

 

Hist.: Kristen morale: Man bør gifte sig og ikke bare leve på polsk.

Kvinden, som hævnede sin ældre broder

Print
Dokument id:1886
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Andreas
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, som hævnede sin ældre broder
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 171 - 174
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskr.: NKS 2130, 2', læg 8, ss. 18 - 20: Oqalugtuaq.

 

Resumé:

Tre forældreløse, en pige og to storebrødre, bor hos mange brødre. Den

mellemste bror vokser ikke, men den ældste udvikler sig tidligt til så

dygtig en kajakfanger, at brødrene blir bange for hans kræfter og

beslutter at få ham dræbt. De vil ud til en ø for at jage en farlig

kæmpehvalros. Drengen, hvis navn nu oplyses, Aaversuakaaq,

"kæmpekæmpehvalros", vil selvfølgelig med. Han lokkes til at forsøge

sig alene med dyret, der såret farer over ham og kløver både ham og

kajakken i to. Brødrene holder drabet hemmeligt og håner søsteren, der

derefter træner til åndemaner og modvilligt går ind på at holde sin

første seance. Hun kaldes nu "Den ganske store kæmpehvalros". Under

seancen opdager hun hurtigt, hvad der er sket med storebroderen og

tager øjeblikkeligt hævn, idet hun ønsker at gulvet vil revne. Alle

brødrene falder da ned i afgrunden.

 

Var.: Ingen i denne bases samlinger.

 

Tolkning: Om kæmpehvalrossen se Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Hist.: I kristen tid har hvalrossen undertiden fået konnotationer af djævelen. Kæmpehvalrossen kendes også fra andre eskimo-kulturer. Fx på Nunivak. Se Sonne 1988: Agayut.

La mort d'Imaka / Imakas død

Print
Dokument id:1927
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu (Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq)
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:La mort d'Imaka / Imakas død
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 89
Lokalisering:Tiderida / Tineteqilaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Kâgâ / Kaakaaq, angakkoqen / åndermanersken, der var blind i 1937, ville af uransagelige grunde ikke fortælle Victor noget, da han besøgte hende. Det blev så hendes søn Kukkujooq, døbt Apulu, der fortalte, hvordan hans stedfar, Imaakka, engang havde lavet en tupilak imod ham ved at bygge den op omkring tungen af en hvalros, som Apulu havde dræbt. Imaakka / Imãka var ond i sulet og misundelig på Apulu. Ranet af tungen blev opdaget i så god tid, at moderen, Kaakaaq, fik afværget tupilakangrebet med sine særlige evner. Tupilakken vendte sig derfor mod Imaakka, der var den første til at opdage en hvalros ud for sommerteltpladsens næs, Kagadi / Kakalik (Ifølge Jens Rosing skulle det være Ajangitaq, se ndf.). Han roede ud som den første i fuld fart, men blev angrebet af hvalrossen, der først dykkede og vendte kajakken rundt nedefra, og da Imaak. kom på ret køl igen, sænkede den begge sine stødtænder i hans ryg. Senere så man blot den tomme kajak med bunden i vejret og en masse blod omkring den. Liget blev ikke fundet. Hvalrossen havde taget det med sig.

 

Var.: Sandgreen, Øje for øje og tand for tand, 1987: Imaakka dør. Jens Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: Hvad der i folkemunde går om Kâkâq / Kaakaaq.

 

Hist.: Historisk beretning om Imaakkas død d. 3. marts 1915.

 

Kommentar: Der er i tidlig kristen tid ofte noget djævelsk over store hvalrosser, ligesom også hvalrossen i førkristen tid absolut ikke var et dyr man havde lyst at identificere sig med. Fortælleren antyder en vis ekstra hævn ved at understrege, at denne hvalros tog den onde stedfar med sig ( i dybet; til helvede?).

 

Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Malarssivaq / Malarsivaq / Malarsuaq

Print
Dokument id:590
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Markus
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Malarssivaq / Malarsivaq / Malarsuaq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 106 - 110
Lokalisering:Igdlukasik / Illukasik: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(12). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Malarssivaq".

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, side 39 - 42, "Malarssivaq".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 71 - 74: "Malarssuaq" / Malarsuaq.

 

Resumé: Malarsivaq har to søstre. Den ældste passer hus og tøj, men

en dag blir hun borte. Malarsivaq gifter sig og de får et barn, men da det

er en dreng opkalder Malarsivaq ham ikke efter søsteren. Malarsivaq

vil finde sin søster. Med kone, barn og en mængde forråd kører de mod

øst om vinteren. Kommer til de store fjorde. På den anden side af en

af dem er der en vrimmel af orme. De kører uden om. Kommer til en

boplads, hvor Malarsivaq finder sin søster i det nordligste, øverste

hus. Hun er gift med en firskåren ormejæger. Alle de andre på

bopladsen jager ikke orme, men spiser mennesker. Svogeren bliver meget

venlig  mod sine slægtninge. Serverer ormekød og advarer dem mod at

skære sig. De andre vil kunne lugte blodet. En skeløjet kommer tre

gange på besøg. Tredje gang dræber svogeren ham. Den dødes mor kommer

og blir henrykt over at sønnen er dræbt. Malarsivaq går på besøg med

kone og barn og oplever uhyrligheder ved menneskeæderiet. I et hus

bliver konen lidt længere end Malarsivaq og lader folk beholde barnet.

Malarsivaq får det at vide, de skynder sig tilbage, men barnet er

allerede dræbt og hovedet skåret af. Nu vil de hjem. Skærer sammen med

svogeren alle surringerne over på bopladsens slæder, men glemmer en af

dem og de andre optager forfølgelsen til fods. Malarsivaq dræber en af

dem, der når hans slæde. De andre kaster sig over liget. Malarsivaq og

kone slipper nu let af sted og imod svogerens advarsel passerer de

ormene, som de kun med nød og  næppe slipper fra og hjem. Siden rejste

de aldrig ud igen.

 

Hist.: Navngivning tog oprindeligt ikke hensyn til den dødes

og den nyfødtes køn. Kristen påvirkning.

 

Var.: se Maledok, Malaasi, Manutooq.

Mánguaraq / Manguaraq, der besøgte månemanden

Print
Dokument id:1394
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Mánguaraq / Manguaraq, der besøgte månemanden
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 25 - 34
Lokalisering:Ny Hernhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Ifølge Kr. Lynges grønlandske publikation Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I, 1938, af tilsyneladende ganske det samme håndskrift, er fortælleren Jaakuaraq. Søg Jaakuaraq og Manguaraq, hvor referencen til håndskriftet findes.

Samlingerne rummer ikke nogen variant fortalt af Esaias.

 

Resumé:

Manguaraq (Lille Rod) er søn af Manngorsuaq (Store Rod). M. drister

sig til at nedlægge et af Månens fangstdyr, en hvid hannarhval med en

sort plet under armen. Faderen spår sin søn Månens hævn og tænder lys

helt ud i husgangen. Månen ankommer uden for. Råber to gange på M.,

der snører sit tøj tæt om sig og går ud, da faderen befaler ham det.

Faderen følger lidt senere efter for at samle resterne af sønnen op,

men forbavses over en ligeværdig pralekamp mellem sønnen og Månen. De

nævner på skift alle deres førstefangster af forskellige fuglearter,

støder istukken i isen, så den splintrer som udtryk for jagtens

ophidselse dengang. Dernæst kommer turen til fiskene. M. fortæller om

sin første havkat. Da blir Månen spag. Han blev bange og flygtede fra

den første havkat da han så dens bidske fjæs over rælingen.

Månen inviterer derfor M. med hjem, flyver

op gennem luften med ham, advarer ham mod fjeldånden, der røver

indvoldene fra folk, hvis de ler af ulkene i hendes skræv og latterlige

bevægelser (Indvoldsrøversken).

M. holder sig gravalvorlig og fjeldånden fjerner sig med

en latter så lang, som der er luft i dens lunger. Hos Månen henter en

smuk kvinde, der bor i et aflukke i den ene ende af briksen, mattak og

tørret renkød til gæstens måltid. Hun viser sig at være hul i ryggen,

da hun atter forsvinder ind i skjul. Månen fortæller da om sin og

Solens oprindelse i en lampeslukningsleg, hvor han i ly af mørket

stjal sig til at ligge med sin søster. Hun havde dog sværtet ham med

sod, identificerede ham, da lyset tændtes, blev rød som dryppende blod

af skam, vædede en fakkeltørv i tran, tændte den og fløj til himmels.

Månen gjorde ligeså, men gav sig ikke tid til at få tørven i andet end

glød, og forfulgte hende. Han har endnu ikke nået hende, siger han,

skønt de bor i samme hus (bemærker fortælleren). På M.s spørgsmål om

hvorfor solen er varm og lysende, når den står op, men kold og

svagt lysende, når den går ned, svarer Månen, at det er fordi

mennesker er gode, når de har sovet en nat, men slette efter dagens

dont. Fjeldånden kommer atter på besøg og jages væk. Månen snitter

spåner af narhvalstand og åbner en lem i gulvet. M. ser husene nede

på jorden, hvor husgangene i det høje fugleperspektiv ser ud som om de kysser hinanden pga. afstanden. Månen smider spånerne ud, der falder ned som sne og dermed dæmper folks selvrådighed. De bringes til eftertanke. Næste morgen

rejser M. hjem.

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Hist.: Kristen påvirkning er markant. Fx: Den, der sover synder ikke.

Se analysen i eksempel i "Fortolkningsmuliger": Før kristen religions og kristendom.

Nogle få hændelser / Pissaetut ilaminíngue

Print
Dokument id:1280
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Nogle få hændelser / Pissaetut ilaminíngue
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 376 - 385, nr. 45
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 143 - 151

 

Resumé: Kukkujooq har det med at blive træt og miste humøret.

Missionen er kommet, men det kommer ikke rigtig ham ved. Han er vel

blot blevet træt af den daglige trommerum. En af de begivenheder, der

for alvor gør ham mismodig, er den tortur man i fælleshuset udsætter

en ung, febersyg pige for med den begrundelse, at hun skulle have

lavet tupilak mod sin egen far. Rygtet er sat i omløb af en ældre

kvinde, som hun har vundet over i kastespil / ajagarneq. Den unge pige blir syg

straks efter, og skønt ingen i begyndelsen tror på beskyldningen, får

den tag i flere og flere. Moderen plager hende om at gå til

bekendelse. Så faderen. Endelig, da de andre hælder gammel urin i

ansigtet på hende, tilstår hun. Men K. kan høre at det ikke er sandt.

Under en senere tur til Tasiilaq kommer den unge pige ikke med

tilbage. Hun har fortalt præsten sin skrækkelige historie, er kommet i

pleje hos andre og modtager nu dåbsundervisning. Da præsten kommer på

besøg får han hendes forældres tilsagn om, at hun må blive og blive

døbt. Under besøget inviteres præsten indenfor hos Umeerineq, der

gerne vil undervises og døbes, men mister modet, fordi han i så fald

ikke må beholde begge sine koner. Derefter holder præsten gudstjeneste

med sine roersker. Kukkujooq synes bedst om deres salmesang og mener

også, at han vil kunne klare at lære og huske de svar, som roerskerne

giver præsten på hans spørgsmål. Men endnu falder det ham ikke ind, at

dåben skulle være noget for ham.

 

Hist.: Tiden burde være inden for pastor Rüttels periode fra 1894 -

1904, men i 1894 var Kukkujooq kun 8 år og han var næppe hverken

blevet gift eller træt af den daglige trommerum allerede som 18 årig i

1904. Sandgreen har byttet rundt på fortællingernes kronologi i

overensstemmelse med sit eget budskab om kristen næstekærlighed.

Om Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263 -

264: "Drengen Piisui".

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Nukappiara'luk

Print
Dokument id:2021
Registreringsår:1901
Publikationsår:1904
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Thalbitzer, William
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Nukappiara'luk
Publikationstitel:A Phonetical Study of the Eskimo Language
Tidsskrift:Meddr. Grønland, Vol. 31
Omfang:s. 276 - 277
Lokalisering:Saattut: Uummannaq
Note:

Orig. håndskr. skal man lede efter i Thalbitzer samlingen på Det kgl. Bibliotek.

Resumé:

En bette purk

En mand har to koner, en på hver sit sted. Kone nr. 2 ved ikke noget om den første, men da manden ofte forsvinder ud af syne under fangst, går hun derhen, hvor han blir borte og finder et hus med en lille dreng og en masse kød. Hun genkender sin mands harpunrem derinde, forstår sammenhængen og hænger en løkke af remmen op over indgangshullet, hvor drengens mor, da hun vender hjem fra bærplukning, fanges og dør. Kone nr. 2 tager drengen med hjem, men da manden kommer hjem efter at have fundet sin første kone hængt, skælder han ikke andenkonen ud, fordi hun har ladet sønnen leve.

      Sønnen vokser op til en stor og stærk fanger og fisker, og det gør et dybt indtryk på ham, da han fra faderen hører om sin biologiske mors død. Da han har fanget sin allerførste hvidhval og man har nydt af dens mattak (hvalhud), river han i raseri sin harpunrem fra fangsten i små stumper, siger at en sådan rem også kan bruges som snare, der kan få den fangne til at åbne munden (dø). Han underskylder sig med at han bare ville rulle remmen op.

 

Hist.: Helten der stækker sin hævnlyst, kunne tyde på kristen påvirkning. Men han viser at han sagtens kunne have taget den, idet der skal enorme kræfter til at rykke en så tyk rem itu. Også det kristne forbud mod flerkoneri har sat rammen anderledes end i ældre fortællinger.

Men iturykningen er et hyppigt udtryk for stor vrede i traditionelle fortællinger

Okalluktoak Akamalimik / Fortællingen om Akamalik

Print
Dokument id:491
Registreringsår:?
Publikationsår:1859
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Beck, Albrecht
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okalluktoak Akamalimik / Fortællingen om Akamalik
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, I
Tidsskrift:
Omfang:11 sider, nr. 6
Lokalisering:Amerloq: Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Sideløbende dansk oversættelse, der næsten enslydende også er

trykt i Rink 1866-71, I, nr. 105.

 

Originalt håndskrift eksisterer ikke længere.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: 'Således skriver jeg, Aron', I: 190 - 193: Akamalik. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: 'Taamma allattunga, Aron', I: 190 - 193: Oqaluttuaq Akamalimmik.

 

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 105, ss. 282 - 292.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 86, ss. 434 - 437: The Dream and Conversion of Akamalik.  

 

Resumé: Akamaliks elskede fætter dør, og da hans kone ingen børn

kan få, der kunne navngives efter fætteren, sårer han hende med sin kniv i vrede.

Da en kvinde på en anden boplads får en søn, der opkaldes efter

fætteren, bliver A. så glad at han ikke sover i fem døgn. Da han

endelig den sjette nat sover, drømmer han:

 

En kvinde beder ham komme med sig til Ussulikso / Ussulissuaq, der har fanget en hvalrosunge, for at få en flænsepart. Denne U. har A. engang været med til at myrde.

Kvinden fører ham over en slette så stor som et hav, der skråner opad

hvor det blir stadig lysere, mens sten i mængde kommer rullende

nedad som en elv. Det lykkes ham at komme op over stenene efter kvinden

til en ny slette, hvor de døde leger med et hvalroshoved. A. vil gerne

blive hos dem, men kvinden fører ham videre i raske spring op ad tre

trin til en ny slette med en sø, hvor smukt klædte mennesker flænser en

hvalros ved bredden. Blandt dem genser han U. og disse døde kan læse

hans tanker. De bliver kaldt til gudstjenste, vasker sig, og A. følger

med. Han må nølende springe over en endeløs sort stribe fra nord til

syd, og dernæst en afgrund, hvor der brænder en stor ild. Han får

anvist en plads lidt borte fra forsamlingen, fordi han ikke er døbt.

Jesus holder gudstjenste ved et alter, der flyder med sød mælk.

Menigheden drejer i en række efter størrelse med solens gang. Jesus

nævner salmenummeret, og alle slår op i salmebogen. De synger

flerstemmigt, mens A. ser op mod lyset og blændes af en stor ild, der

bevæger sig og tabes af syne. Jesus læser teksten, menigheden svarer

syngende. Jesus siger fadervor og der sluttes med en salme.

A. gemmer alle ordene i sit hjerte. Jesus tager så A. i forhør og

bebrejder ham både hans hustruvold og medvirken i drabet på U. Skønt

U. og andre myrdede personer var hedninge tog Jesus dem til sig, fordi

de ligesom han blev uskyldigt dræbt. Jesus fortæller så først om

korsfæstelsen og viser A. sine sår, der stadig volder ham smerter og

skal forblive åbne til dommedag, dernæst om sin jordiske mor og

himmelske far, og udpeger faderen som det lys, som A, troede var

solen. Jesu legeme er kun sjæl og uden mangler, siger Jesus, ligesom

A.s legeme kun er sjæl men med mangler. Jesu legeme skinner som solen.

Jesus tager A. med hen til afgrunden med den store ildmand,

'dømmestedet', og spørger A. om der er djævle, toornaarsuit, nede på

jorden. "Ja", svarer A., "der er mange og nogle har flettede og hullede

huer på." "Nej!" præciserer Jesus, "der er kun én djævel" og peger på

det fæle menneske nede i afgrunden. Hvis A. ikke vil havne der, skal

han tage til Nuuk og melde sig enten hos herrnhuterne eller den danske

mission.

A., der nu skal tilbage, frygter afgrunden, men blot han følger Jesus,

hindrer intet ham i at komme over den. Hjemme igen væmmes A. ved sit

maddikefyldte legeme, der raver rundt i sindssyge. Han må dog ind i

det, besvimer, og kommer til bevidsthed og fornuft igen. Han angrer

sit ryggesløse liv, rejser til Nuuk, søger til herrnhuterne og

forstår, at hans drømmesyn stemmer overens med deres lære. Han bliver

en sand kristen.

 

Var.: Akamalik; Akamelik; i Avangnâmioq årg. 1915 nr. 15-16(?), 21-22 og 34-38 findes Hendrik Storchs variant af Akamelik (endnu ikke registreret her på anden måde)

 

Hist.: Historisk fortælling. Skønt den er indsendt fra Sisimiut,

stammer den fra Sydgrønland, hvorfra Akamalik / Akamelik er rejst til

Nuuk. Ifølge Rink 1866-71, I: 365 skulle det være sket i 1743. Det er en formodning. Ifølge en beretning fra Sydgrønland, hvor drabet på Ujooq (måske identisk med Ujulissuaq) fandt sted, var netop Akamalik ikke indblandet: ID 2039.

Herrnhuternes lære, der lagde vægt på Jesu sår og lidelser, kan nemt

være bragt med hjem af sydlændinge, der undevejs på deres handelsrejser har gjort ophold hos herrnhuternes døbte sydlændinge.

Fortælleren nævner, at han har hørt fortællingen af en vis Tobiannguaq

i 1835.

Vedr. "toornaarsuk" se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.+ GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere). Bemærk at Djævelen, toornaarsuk, også kaldes 'Den store ild' ligesom i Kreutzmanns version af fortællingen om 'Den store ild', en traditionel mytisk skikkelse.

Okalugtuak Kagssungmik / Oqaluttuaq Qaasummik / om Qaassuk / Qaasuk

Print
Dokument id:489
Registreringsår:1858
Publikationsår:1859
Arkiv navn:
Fortæller:Kristian Hendrik
Nedskriver:Kristian Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okalugtuak Kagssungmik / Oqaluttuaq Qaasummik / om Qaassuk / Qaasuk
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, I
Tidsskrift:
Omfang:8 sider, nr. 4
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Sideløbende dansk oversættelse, der let forkortet også er trykt i

Rink 1866-71, I, nr. 88.

Orig. håndskrift, NKS 2488, III, nr. 244, eksisterer ikke længere.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 154 - 156: Qaasuk. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 154 - 156: Qaasuk.

 

Oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 88, ss. 245 - 249.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 85, ss. 431 - 434: Kagsuk.

 

Resumé: Qaassuk / Qaasuk, der er en stor uovervindelig morder, overvintrer

engang nær Amerloq, og hans søn gifter sig med mange brødres eneste

søster i Saattoq (Saattormiut ?) nær Maniitsoq. En aften denne og

konen skændes og han puffer lidt til hende, overfalder svogrene ham og

stikker ham med en kniv. Men Q.s søn kan hele såret og han nedkæmper

alle svogrene.

 

Senere flygter han en mørk nat til fods over isen bag

om Maniitsoq nordpå til Appamiut, hvor han deltager i hvalfangsten og

imponerer ved sin hurtighed i kajak. Derefter ror han på een dag til

sin fars sted ved Amerloq og fortæller om svogrene, som Q. straks vil

hævne sig på. De tar straks afsted om natten til Saattoq, hvor de

udrydder alle undtagen to små børn. Derefter blir Q. for alvor

massemorder. Han dræber endog alle sine husfæller. Q. og hans søn

skiftes af sikkerhedsgrunde til at være ude i kajak hver anden dag.

Kun når det stormer er de begge ude.

 

En dag det blæser op og kun Q. er

hjemme, kommer to vildfarne kajakmænd fra Amerloq til land neden for

huset og tror sig prisgivet. Men Q. inviterer dem inden for,

underholder dem længe med fortællinger, men ængstes for sin

udeblivende søn. Han beroliges dog, da husfællerne kan fortælle, at

sønnen er ude i den kajak med den smalle køl. Da sønnen kommer,

afværger Q., at han dræber de to gæster, og sønnen, der har fanget en

hvalros, inviterer dem til at spise med sig. Gæsterne sover længe,

vækkes af Q., fordi stormen har lagt sig, og han sender dem hjem med

rigelige kødgaver. En del andre amerloq'er vil nu også på besøg, skønt

Q. har frabedt sig det med trussel om mord. De kommer og han dræber

dem. To gamle mænd, der derved har mistet deres sønner, får deres

fæller med på en snedig plan, og da Q. advares af sin amulet, en

islom, om de mange ankommende kajakker ude på havet, opdager han ikke

de to gamle, der allerede har sneget sig i land og i baghold. De

skyder ham ned bagfra med bue og pil. Man frygter herefter Q.s søns

hævn, men det viser sig langt senere, at han er flyttet til

Ilulissat-egnen, hvor nogen træffer hans efterkommere: tre store mænd.

 

Var.: Qaassuk / Qaasuk

 

Hist.: Qaassuk er en udbredt fortælling (se også Kaassassuk) hvorfor de omhyggelige stedsangivelser ikke borger for nogen autenticitet.

Tidspunktet siges at være dengang man endnu jagede hvaler med

blæreharpun. Bemærk det mytiske træk: De ufrivillige gæster, der får masser af kødgaver med hjem med besked om, at ingen andre skal tro de kan komme og få tilsvarende gaver. Normalt er det ånder, der således forsyner en sultende hovedperson med besked om, at ingen andre vil få held til at få tilsvarende gaver. Da andre alligevel møder op, er ånderne forsvundet, og hovedpersonen har således mistet sine godgørere:

Qaassuk er dog ingen ånd (fortælleren er kristen og regner fortællingen for historisk), men aggressiv og kan overlistes - trods sin (hedenske) vagt-amulet.

Okalugtuak Ungilagtakimik / Fortælling om Ungilattaqi

Print
Dokument id:494
Registreringsår:?
Publikationsår:1860
Arkiv navn:
Fortæller:Kristian Hendrik
Nedskriver:Kristian Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okalugtuak Ungilagtakimik / Fortælling om Ungilattaqi
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, II
Tidsskrift:
Omfang:12 sider, nr. 4
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Sideløbende dansk oversættelse.

Orig. håndskrift, Rink NKS 2488, II, nr. 251, eksisterer ikke

længere.

Trykt i gammel retskrivning i Kr. Lynges "Kalâtdlit qalugtuait oqualâvilo", II, nr. 13.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 157 - 161: Ungilattaqi. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 157 - 161: Oqaluttuaq Ungilattaqi.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink en oversættelse af en Akilineq-fortælling af Kreutzmanns med tilføjet en kommentar om Kristian Hendriks og to andre varianter. Måske er Kristian Hendriks denne Ungilattaqi-fortælling.

Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

 

Resumé: En storfanger har to sønner, den ene uægte med sin kones

søster. Han opdrager dem til dygtige fangere og på hans opfordring

træner de til stærke mænd. Han formaner dem gang på gang til aldrig at

begå mord. Selv er han heller ingen morder.

 

De to sønner rejser langt

nordpå for at prøve at fange hvidhvaler, bliver taget i hus på en

venlig boplads, og driver isfangst med slæde, da hele havet fryser

til. En dag kommer en ældste bror ikke hjem fra fangst. Lillebror

søger og sørger, skaffer sig en bjørn og en aafaffaq (et dyr med korte

ben og et horn på næsen eller ryggen) som slædehunde, tæmmer dem, og

drager over isen mod vest, hvor han opdager broderens slædespor sammen

med et andet slædespor ved kanten af noget åbent vand.

 

Næste dag rejser han med sin kone helt over til Akilineq, kører i land

gennem en dal, og videre op ad en skrænt, hvor de først ser havis på

den anden side af øen eller tangen og dernæst et stort hus, som de

modtages venligt i. Men værtinden er lumsk. Hun trommesynger og kaster

en blodig kniv efter gæsten, der forstår at dukke sig og springe op

i kastet to gange. Hendes mand kommer gående hjemad med en hvalros og

dens unge, og gæsten afværger alle yderligere angreb ved at gå ham i

møde og dræbe ham ved isfoden.

 

Den dødes hustru, der er Ungilattaqis datter inviterer det besøgende

ægtepar med sydpå til sin far. Hun går ind i sin fars hus med fem

store vinduer. Gæsterne nærmer sig det nederste hus, hvorfra folk

flygter af skræk for hans slædehunde. De overtales dog til at fodre

dem, tager gæsterne i hus og advarer gæsterne imod Ungilattaqi.

Her afbryder Rink oversættelsen, fordi resten af teksten så nogenlunde

følger en tilsvarende, som Aron har nedskrevet om helten Kunuks kamp

med Ungilattaqi og dennes hjælpere. Men hele teksten er dog trykt på

grønlandsk.

 

Var.: til episoden med de mærkelige slædehunde: "Bjørn, knivhale og savryg"

og til rejsen til Akilineq: Kreutzmann 1997 102 107; Ely Fontain nr. 213; Peter Justus 1999 207. Der er i øvrigt talrige fortællinger om rejser til Akilineq

 

Hist.: Kristen påvirkning: Kristian Hendrik var herrnhutisk kateket og

Arons far, men åbenbart en del frommere end Aron. Det viser sig bl.a.:

1. Kr H.s gentagne moraliseren om ikke at myrde nogen.

2. Placeringen af den onde Ungilattaqi i Akilineq, hvortil vejen minder stærkt om den de døde fulgte til det traditionelle undersøiske dødsrige. Dette blev

af missionærerne identificeret med helvede, hvor Havkvinden / havets mor boede. Hun blev identificeret med djævlens oldemor eller datter, og det kan være

derfor at Ungilattaqi i Kr.H.s version er blevet tilskrevet den onde

datter, der har gjort det af med heltens storebror. Denne må så være

den uægte søn, som heltens far har fået med sin kones søster, dvs. et

illegalt barn i kristen forstand. Det begrunder,

at han ikke kan klare Djævlens datter. Denne datter siger iøvrigt til

afsked med den sejrrige gæst: "Du har både dræbt min store / væmmelige

mand og min store / væmmelige far." Se, det er en rigtig helt, der har

overvundet både djævlen og dennes svigersøn.

3. Gæsten inviteres som vanligt i Ungilattaqi- fortællingen til at se ham dø. Men det morsomme billede af Un. med sine koners duftende underbukser over næsen har

Kr.H. fundet det mest passende at udelade.

Okuamaaq / Ukuamaaq / Den unaturlige svigermoder

Print
Dokument id:581
Registreringsår:1914
Publikationsår:1923
Arkiv navn:
Fortæller:Kuannia
Nedskriver:Thalbitzer, William
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Okuamaaq / Ukuamaaq / Den unaturlige svigermoder
Publikationstitel:The Ammassalik Eskimo , Second Part
Tidsskrift:Meddr Grønland 40(3)
Omfang:side 513 - 514, nr. 260 C
Lokalisering:Pamiälluk / Pamialluk / Ilua: Nanortalik
Note:

Fortælling til en sang, se: Thalbitzer, ibid, s. 234 - 235. (2 versioner).

 

Resumé:

Det er en efterkommer af Bibelens syndige Adam og hans familie, en kvinde, der uddanner sig i kajakfangst og fanger en grønlandssæl helt ude på det ydre fangstfelt. Hun håner sin søn og mener sig at være en bedre fanger end ham og derfor berettiget til at bortføre sin kommende svigerdatter. Med hende lever hun som sælfanger og mand. Sønnen finder huset, bliver af konen opfordret til at gemme sig bag skindtapetet og herfra ser han sin mor komme hjem, dampende af sved i mandstøj, med mandsamuletter på brystet og en penis af en kajakspids. Hun har samleje med sin svigerdatter, der jamrer sig af smerte. Derefter parteres den hjembragte sæl, kødstykker koges og i dampen, der animerer moderen til at padle i kajak (hun svæver vist rundt som i en kajak i luften båret oppe af dampen, BS) og synge sin sang om den grønlandssæl hun har fanget langt udenskærs. Sønnen dræber sin mor, hvorefter han beundrer hendes smukke fangstgrej med fine harpunspidser af hvalrostand. Men lidt senere er det bare tørre kvan / angelika stængler, som moderen havde forvandlet vha. sine angakkoq - evner / åndemaner / angakok. Han dræber så også sin kone, fordi han ikke kan udholde hverken at forlade eller jage hende bort, og han begraver mor og kone oven på hinanden i en stensætning.

 

Var. Ukuamaaq.

Versionerne A og B: søg: Thalbitzer 1923: 234 - 235.

Versionen 260 DX (s. 515) er blot fortælleren, Molättes kortfattede forklaring til sin version af Ukuamaaqs sang. Molätte er oprindelig fra Timmiarmiut, Sydøstgrønland.

 

Hist.: Fortælleren, Kuannia, der er voksendøbt kristen, opfatter tydeligvis den lesbiske svigermors handlinger som dybt syndige. Det ses både af hendes direkte nedstamning fra arvesyndens indstifter, Adam med familie, og af hendes status af angakkoq, der hørte djævelen og hans værk til i missionærernes fortolkning. Fordi hun er angakkoq kan hun både forvandle sig til mand, ligesom indlandskæmper bruge damp (lig tåge) som transportmiddel i stedet for kajak, og ligesom de fleste landånder forvandle tørrede planter til redskaber (Det er et almindeligt træk ved de gaver som mennesker får af ånder, at de i den synlige verden forvandler sig til visne planter). Thalbitzer (1923: 211 - 212) mener at fortællerens association til syndefaldet skyldes østrønlandske misopfattelser af visse vestgrønlandske ord i sen førkristen tid.

Vedrørende seksuel ejendomsret, piger opdraget som drenge til fangst og drenge til kvindearbejde se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Kønsrelationer.

Om en qivittoq

Print
Dokument id:82
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Om en qivittoq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 392 - 395
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 137 ss. 369 - 704.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 392 - 395: Oqaluttuaq qivittumik.

 

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 60, ss. 98 - 101.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 129, s. 462 - 463: The Mother and Son as Kivigtut.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 147 - 154.

 

Resumé:

En kvinde med en lille søn sørger så dybt og længe over sin mands død, at hun går til fjelds med sønnen, da en mand prøver at indsmigre sig hos hende. Hun gemmer sig for dem, bl.a. sin bror, som prøver at finde hende og bygger så hus i en hulning helt inde ved indlandsisen. Der er bær og ryper hele efteråret. Da vinteren kommer med snefog, og de må blive inde, ser den lille søn noget stort bevæge sig oppe i sneen. Det er et rensdyr, der skovler sne væk for at finde føde. Kvinden får ram på den med sin lille ulu på et langt skaft ved at nærme sig, hver gang snefoget tykner til. Hun forfølger blodsporet og falder over den forblødte ren, som giver de to mad for lang tid. Men et fremmed væsen stjæler i mørket hver nat den portion moderen har sat frem til sønnen, når han vågner.

Moderen mener, tyven må være en mandlig qivittoq og beder sønnen om altid hade de grimme mænd, og ellers vente. Imens går hun ud og sporer tyven til et lille hus i en slugt i en nunatak. Men det er en gammel kone, der henrykt inviterer hende og sønnen til at bo i sit lune, skindforede hus. Med vilje har hun stjålet for at lokke dem til sig.

De lever godt sammen. Den gamle fanger rener, moderen efterhånden også og til sidst er sønnen vokset op til jæger. Da den gamle kone dør, lader de taget begrave hende og vender tilbage til deres første hus, hvor snart moderens bror, der har uddannet sig til angakkoq / åndemaner / angakok og sporet dem, kommer på besøg. Sønnen må beroliges for ikke at dræbe sin onkel, der jo er en styg mand i hans øjne. Broderen bliver glad for livet i indlandet, men da hans søster dør, savner de to mænd en kvinde. En sådan skærer morbroderen af enebærtræ, og hun klarer nu alt hus- og syarbejdet, hvorfor de lever fedt og godt igen af den jagt, de nu uhindret kan hengive sig til. Desværre overtræder nevøen forbudet mod at beklage sig over, at huset stinker af enebær når det bliver varmt. Straks trækker enebærkvinden kamikkerne af, lægger sig under skindet og forvandles tilbage til en trædukke.

Noget senere dør nevøen af sting, og skønt morbroderen begraver ham forsvarligt, bliver han i fem dage ved med at vende tilbage til livet. Dog ser han værre og værre ud og bliver mere og mere sindssyg og aggressiv. Endelig begraver onklen ham i huset ved at lade taget falde ned over ham. Selv flygter han ind i en hule for at sove, men den døde kommer ildsprudende flyvende derhen, prøver at lokke onklen ud og fortæller, hvordan moderen altid har opflammet ham til at hade alle mænd. Onklen ligger som lammet. Så lysner det. Den lysende døde forsvinder tilbage til sin husgrav, alt bliver mørkt, og nu kommer onklen på benene. Hjemme igen fortæller han ofte denne historie.

 

Var.: Der er mange qivittoq-fortællinger. Men denne er ikke helt almindelig.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Hist.: Vanskeligt at vide om de lysende døde skyldes kristen påvirkning. Der er også en righoldig lys - mørke symbolik i det traditionelle verdenssyn. Se GTV = (Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

 

Kommentar: Ikke alle qivittut er åbenbart dømt til at forblive borte, men onklen er jo også angakkoq. Nevøen er blevet som en af ånderacerne, der undertiden siges at kunne leve op igen fem gange, men altså ikke som dem leve et helt liv hver gang. Se også Tusilartoq, der pga. af sit ikke aflagte hedenskab heller ikke kunne dø ordentligt.

Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse: besøg af hvalfangere)

Print
Dokument id:1947
Registreringsår:1957
Publikationsår:1957
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse: besøg af hvalfangere)
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 152 - 153 + 171 - 173
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

 

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse). (Fortællinger om hvalfangere).

 

Dengang da grønlænderne havde samvær med hvalfangerne var der enkelte i Upernavik distrikt, der blev rost for deres kendskab til hvalfangernes sprog. Det var Iterfik og Nôrdleq / Noorleq. Det var to brødre. Iterfik der egentlig hed Søren var min morfar, og hans lillebror Noorleq, hed egentlig Pele. De havde en søster, da deres far døde. De boede hos deres mor efter at faderen døde og fik forskelligt at lave hos deres bopladsfæller. Og ind imellem fik de forskellige ting i betaling. Og et forår da hvalfangerne kom til Upernavik, skulle en umiaq / umiak ud til hvalfangerne for at handle, og de spurgte de to brødre, om de ville med som roere. Det var de vældig glade for,

for selv om det netop var det de gerne ville, kunne de ikke tillade sig selv at spørge først, om de måtte komme med. Da de var kommet ud til skibet, kom de andre ombord med forskelligt de havde at faldbyde. Og de to brødre blev ombord i umiaq'en og ventede på deres kammerater, idet de ikke turde gå ombord i skibet uden at blive opfordret til det. Så kom der en hvalfanger deroppe og da han så børnene sagde han noget til dem, idet han pegede på sin mund. Da de ikke forstod ham, kiggede de smilende op på ham. Og da han forsvandt igen, sagde de: 'Gad vide hvad det var han sagde.'

      Lidt efter kom en af deres kammerater ombord igen i umiaq'en og skulle anbringe forskellige ting, han havde fået i bytte. Så kom hvalfangeren igen og gentog åbenbart, hvad han havde sagt, men

som børnene stadig ikke forstod, og den der var med sagde: ' Nik til ham

så han forstår, at I siger ja. Han spørger om I vil have noget at spise.'

De gav et nik til svar. Så forsvandt han igen og viste sig igen med en pakke.

Og da han gav dem den, åbnede de den og opdagede, at det var brød og forskellige grisespækstykker og en del dåsemad. Og der sad de to brødre så i umiaq'en og spiste. Så sagde N. til sin storebror: Det er godt, at den tredje af os forstår, hvad hvalfangerne siger. Og så sagde storebroderen, at de skulle huske hvad hvalfangerne sagde, så de kunne forstå det senere. Denne hændelse kunne N. ikke glemme, og heller ikke hvad hans storebror havde sagt, og da I. sagde det, var hans øjne helt blanke, så glad var han for de gaver, de havde fået. Og på den måde kunne han regne ud, at broderen ønskede, at han skulle prøve at lære det ukendte sprog.

Efter at de to brødre var blevet voksne og havde giftet

sig, kom et skib der var på ekspedition nordpå. Og da det kom til Upernavik, bad de N. om at tage med. Han sagde ganske vist ja, men broderen sagde nej, og mente at det var bedst hvis N. blev i Upernavik. N. var ked af det fordi han selv havde sagt ja, men broderen tog kolonibestyreren med til skibet for at have med ham som støtte og havde så talt med kaptajnen. I. var betænkelig ved at sende sin bror, fordi broderen var en god fanger, bedre end han selv, så han havde meget nytte af hans fangst. De delte hus, og broderen hjalp ham meget med spæk og kød. Og dengang kunne man ikke regne med butikken som støttemiddel for mad, og man kunne ikke købe spæk til opvarmning af husene fra butikken. Ikke dengang. Og kun hvis der var noget til rest af butikkens beholdning, efter at de danske havde købt deres, kunne grønlænderne købe noget.

Kaptajnen prøvede forgæves at tale I. fra hans påstand, og til sidst sagde

han: Det er som at tale med en kælling fra junglen. Hun får også altid sin

vilje. Og på den måde standsede I. sin bror i at tage med nordpå.

Min mor fortalte mig, hvor dygtig hendes farbror var til at tale med

hvalfangerne. I 1864 da Danmark og Tyskland var i krig regnede man ikke

med at der ville komme skib til Upernavik, og netop som man ventede hvalfangerskib, blev det tåge, så man ikke kunne se ret meget (ret langt).

En dag henimod aften lettede tågen lidt og så pegede man på en båd, der

blev roet mod land og som ikke var så forfærdelig langt fra Upernavik. Man

mente det var skibbrudne. Da de nærmede sig, gik det op for dem, at det

var hvalfangere, og dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, -  før

han blev præsteviet - og hans svigerfar råbte til ham: "Kateket, hvis der er nogen af dem, der taler dansk, så spørg, hvordan det går med krigen."

Mørch gik ned mod stranden, langsomt, og N. stod udenfor sin husgang og

kiggede mod båden, der ikke var så langt fra kysten, men alligevel et stykke ude. Så gik det op for folk, at N. råbte til skibet på engelsk, og da en af hvalfangerne svarede tilbage, oversatte N. hans svar: Krigen blev standset i løbet af vinteren og vi har breve med fra Danmark. Og så begyndte grønlænderne at råbe, og alle grønlænderne og danskerne løb frem og tilbage, og de hørte, at der ville komme skib med fragt. Det viste sig, at hvalfangerskibet havde ligget stille og ventet på at tågen skulle lette, og da den lettede lidt, havde kaptajnen sendt en båd ind med breve til kolonibestyreren. Og så roede en masse umiaq'er ud til skibet i bevidsthed om, at der ville komme et skib i løbet af sommeren.

Og amerikanerne holdt meget af N., fordi han talte engelsk. Det fortalte

min mor også om, nemlig, at når amerikanerne anløb Upernavik, så besøgte flere af dem N. Og der var engang, da et skib var sejlet fra Upernavik og skulle ligge stille ved Godhavn, kom der to både med skibbrudne nordfra efter at de var sejlet. Da de var kommet, sendte kaptajnen Josef med fragtbåden sydpå. Efter at han var sejlet blev Nôrdleq / Noorleq syg og døde på tredjedagen. Josef havde indhentet skibet i Godhavn og vendte med dem tilbage til Upernavik. Og da N. skulle begraves og man havde båret hans kiste ind i kirken, kom amerikanerne til kirken, og nogle af dem havde ikke engang siddeplads og knælede ved kisten. Og det skulle have været et meget betagende syn, og også et trøstende syn for familien. Efter at præsten havde talt gik hans (N.'s) sønner og slægtninge hen til kisten for at bære den. Men nogle af amerikanerne sagde til præsten, at de gerne ville vise den afdøde, der talte så godt engelsk, taknemmelighed ved at

bære kisten til kirkegården. De sagde at præsten skulle gå i forvejen,

så de kunne følge efter ham. Og da de (familien) sagde ja, blev hans kiste båret af amerikanerne til kirkegården.

(171  173:)

Jeg har selv set tre af N.'s sønner, og en af dem fortalte i rosende vendinger om sin fars kendskab til engelsk. Således var der engang kommet skib til Upernavik, og de havde lagt til ved iskanten ved Sarqârssuk / Saqqaarsuk. Mens byttehandelen var igang, kom der vind fra syd, som begyndte at bryde isen op, og skibet blev så liggende, åbenbart fordi det ikke kunne komme ud for isflagerne. Og pludselig begyndte en af hvalfangerne at råbe ind mod land, men ingen sva-

de ham, da de ikke kunne forstå ham. N.s søn var barn dengang, og han blev stående nogen tid, men så kom han i tanke om, at det var meget sjældent, at hans

far ikke kunne forstå, hvad der blev sagt på engelsk. Nu var faderen hjemme, og så løb han hjem efter ham. Da han hørte om det, gik han ned mod skibet, og da de så ham råbte de igen. Og da han råbte, spurgte N. de ældre mænd, idet han pegede på en lille vig ind til en lille dal,

Sarqârssuk / Saqqaarsuk: 'Jeg skulle spørge, hvor mange favne denne vig er. Kan skibet ligge der?' Og den gamle sagde, at den var meget dyb og svarede, at skibet sagtens kunne ligge der.  Så svarede han igen på det sprog, og så blev skibet placeret der, og på den måde kunne de handle med dem i længere tid.

 

Engang kom der skibbrudne  til Upernavik og ventede på skibslejlighed dér. Og ham Sakæus, N.'s 3. søn var ude at lege sent på aftenen, da en af

hvalfangerne kom hen og talte til dem og gestikulerede. Men da de

ikke kunne forstå, hvad han sagde, sagde Sakæus, at han ville følge ham hen

til sin far, for faderen skulle nok forstå ham. Han gik hjem, og da de kom ind, da sov hans forældre. Og han vækkede sin far og sagde, at de ikke kunne forstå, hvad denne hvalfanger sagde. Og så sagde faderen, at der var en kvinde, der havde vasket denne hvalfangers tøj, og hvis hun var færdig med vasketøjet, ville han gerne have det tilbage. Og hvis vi kunne finde hvem det var, skulle hun give os tøjet, og så ville han betale hende for det.

Da vi gik ud, prøvede vi at finde ud af hvem det var og fandt hende til

sidst og bragte vasketøjet til denne hvalfanger. Og så fik vi noget brød

som betaling og skulle også bringe noget til den, der havde vasket tøjet.

Og så fik de også brød på den måde, mens de legede.

Før hvalfangerskibene fik maskine, blev de sommetider i temmelig lang

tid på et sted, mens de ventede på gunstig vind. Og på den måde kunne folk,

der kunne huske, lære meget af deres sprog. Min mor fortalte også om briter, der kom for at begrave en afdød. Det var en officer, som de viste den sidste ære. Det var meget fint vejr med blikstille hav og solskin. Alle skibets ni både blev bemandet, dog én kun med en rorgænger og der stillede man så kisten. Den placerede de bagest, og de andre 8 der var fuldt bemandede, forbandt de med et slæbetov til hinanden. Netop som de begyndte at ro mod land, begyndte de at synge. Og det skulle have været en meget smuk sang. Da de kom i land og bar kisten op til kirkegården, fulgte mange mennesker efter dem fordi de gerne ville se hvordan briterne sagde deres døde farvel. Og man kunne se mange af de voksne med tårer i øjnene ved at se disse hvalfangeres farvel til en af deres egne. Sådan fortalte min mor om hvordan hvalfangerne engang kom med en af

deres egne, som var død, men hun sagde ikke noget om, hvornår det var.

 

Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik, nogle af dem havde grønlandske koner, og man gav disse koloniarbejdere tilnavne, ligesom man gjorde det med grønlænderne, og når de nævnte de forskellige lød det meget sjovt.  Mange af disse danske koloniarbejdere, som var gift grønlandsk, drev isfangst, men kun nogle af dem havde hunde. Mange af dem gik ud til fods både for at hænge garn ud og røgte det samt på uuttoq-fangst.

Og min far fortalte, at nogle store drenge havde fået den vane, at når en af disse koloniarbejdere var på fangst og ikke var kommet endnu, så holdt man udkig efter ham. Og når man så ham komme, gik man ham i møde. Og sommetider havde han flere sæler på slæb. Og så hjalp man ham med at trække sælen eller bære noget af det han havde. Og så fik de betaling for det. Sommetider et stykke rugbrød og sommetider et stykke af sælen, af baglallen, leveren og stykke spæk. Det var jo fordi de havde set grønlænderne gøre således, at de også brugte disse skikke.

Og en af de ting, som min mor fortalte med glæde, var når danskerne fra Upernavik og omegn gik i kirke Skærtorsdag. Og der kom også flere grønlændere fra omegnen med slæde, både gamle og unge. Og min mor boede ved Qattarmiut dengang og fortalte, at det var meget morsomt dengang, når de kom.

Dengang skulle folk, der gik til alters, fremsige noget, idet de skulle sige sakramentets ord udenad. Og min mor snakkede både om min bedstemor, som hun kaldte for Lîsâq / Liisaaq / Lisa, sin farmor, som havde en masse trylleviser dengang hun var udøbt, og om en gammel kone fra Augpilagtoq / Aappilattoq, Nalúnge / Nalunngi, og hun roste dem begge for deres gode hukommelse, fordi de dengang, for at sikre sig at de kunne huske hele sakramentet, fremsagde alle dets ord udenad og på den måde, at de spurgte hinanden og svarede hinanden. Min mor gentog ikke det hele, men fortalte, at dengang på et tidspunkt da bedstemoderen spurgte den anden, svarede hun med et gammeldags udtryk: ....(nalorqúsungnartítarâtigut ajortuliagkavtínik pîarsimassunik). Og min mor gengav disse ord for os børn efter ordlyden i den gamle katekismus. Dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, senere blev han præsteviet.

Han var ganske ung. Og på præstens befaling havde han hørt de altersøgende

i deres kundskaber, og efter at have hørt dem, sagde han: 'Et af de børn jeg underviste, Martin, havde en god hukommelse.' Det var nok fordi han slægtede sin mor på. Hans mor havde kunnet sige meget, hvis hun havde fået undervisning fra sin barndom. Det var min farmor og Amârtúnguaq / Amaartunnguaq. Og min mor havde også engang set en gammel mand, Minannguaq, blandt de altersøgende fra Augpilagtoq / Aappilattoq. Han havde i sin før-kristne tid engang dræbt en mand og var derfor forment alterets sakramente. Og mens andre glædede sig til altergangen, gik han alene tilbage til Aappilattoq, og da var han meget ynkværdig. Og det var til trods for at han både som kristen ønskede at deltage i altergangen, og fordi drabet var begået, mens han var hedning. Det lader til at en del af kirkens tjenere dengang var for strenge. Det er som om de har tvivlet på disse Jesu ord: 'Jeg er kommet for at kalde på syndere, ikke de retfærdige, for at synderne skal blive omvendt.' Jeg synes, at så streng en kurs var til skade. Man har i vore forfædres første kristne tid været alt for høje herrer, og det til trods for at de ønskede at være blandt de kristnede, der nu havde lært noget om kristendommen, og dermed ønskede at aflægge deres slette skikke og deres hedenskab. Det er muligt at missionærernes strenghed skyldtes tendenser hos de nye kristnede til at vende tilbage til gamle skikke. Og så det, at hvis det blev regnet for ubetydelige småting af missionærerne, kunne det måske få nogen til at tvivle på at det var det rigtige.

Men blandt de danske koloniarbejdere, som jeg før omtalte, blandt dem der

havde grønlandske koner, har jeg selv set børn fra disse ægteskaber, der var ved at blive gamle, da jeg fik min forstand. Jeg har også nævnt, at en af disse danskes søn, Alexander Halsøe Tassaq blev han kaldt  ham hørte jeg fortælle engang mens jeg var barn. Han fortalte, at han talte dansk til danskerne, fordi hans far var dansker. Men at det engang nær havde ført til at han blev dræbt. Dét var engang da han fulgte med amerikanske skibbrudne, der sejlede i to både fra Upernavik til Prøven, idet han var med som kendtmand, og de havde nær dræbt ham. Efter den tid holdt han op med tale dansk. (Muligvis betyder Qavdlunatut her udover dansk også europæisk).

Han var blevet bange for de hvide. De skibbrudnes skipper var på

det tidspunkt allerede taget med andre sydpå til Prøven, og Tassaq skulle

så sejle med styrmanden, idet de skulle sejle med to både fra Upernavik og ville tage indenskærsruten, dvs. de sejlede indenom øerne. Det

viste sig senere, at i den ene båd var der 9 jødiske brødre, som havde en

anden til styrmand. Mens de roede der, begyndte de på den anden båd at

slås med deres styrmand, og fra den anden båd, hvor Tassaq var med, prøvede

de ikke engang at komme hen og skille dem fra hinanden. De var sandsyn-

ligvis bange for dem. Til sidst trykkede de den mand de sloges med

mod bunden af båden og slog ham sådan og sparkede til ham med deres træ-

sko, at man hørte ham bede til himlens beboere. Og da de begyndte på

det, skyndte den styrmand, som Tassaq sejlede med, at styre sin båd mod land og gav med øjnene tegn til Tassaq om at han skulle flygte iland. Nu var offeret blevet tavs, og Tassaq så, at da en af brødrene begyndte at øse bundvandet op, var det blandet med blod. Den båd, hvor T. var med, var nærmest land, og da styrmanden ønskede at redde han, gav han igen tegn til at han skulle flygte i land. Da de var kommet lige udenfor stranden, sprang T., der jo kunne svømme, ind mod land. Og en af matroserne prøvede at få fat i ham med bådshagen, men styrmanden, der skældte ham ud, råbte til ham, og han opgav forsøget. Og styrmanden drejede så båden udefter, og han kom således iland, da der ingen folk var i nærheden. Det var det, at T. sikkert ville fortælle om det han han havde set, og da amerikanerne var bange for at han ville sigedet, ville de have dræbt ham. Men styrmanden havde så reddet ham. Det hacde T. i hvert tilfælde selv hørt dem tale om. Da den angrebne tav stille, var der en der øsede blodblandet vand ud af båden. Der var et stejlt stykke dér, hvor T. nåede land, og han så da båden, hvor mordet blev begået, vende mod land og styre i retning mod ham. Og da han var kommet et godt stykke videre, så han ikke længere kunne se stranden han var kommet fra, forsvandt båden ind mod land. Og så rullede han en stor sten ned i den retning for at give dem en forskrækkelse, idet han ville forhindre dem i at komme i land. Han havde jo mistanke om, at de så ville prøve at forfølge ham over land. Da T. var blevet fri, og da han vidste i hvilken retning Prøven lå, gik han til fods til et sted uden for øen, idet han derfra ville give signal til kajakfangere. Han søgte efter en hule, hvor han kunne holde til, og da han havde tilbragt tre dage der, kom der to kajakker fra Prøven

på udkig efter ham. Og de traf ham og reddede ham. Det viste

sig, at da de to både var kommet til Prøven, var ingen folk i Prøven klar

over, at der havde været en grønlænder med. Men en af amerikanerne,

der i hemmelighed og øjensynlig var godt ængstelig, gav tegn til de

voksne om, at han havde noget at sige, og mange af de voksne kunne jo forstå engelsk. Og da han fortalte, at der var en grønlænder, de havde efterladt efter at han var kommet i land, søgte de straks efter ham og traf ham, inden han begyndte at sulte. Amerikanerne havde begravet den dræbte på land inden de nåede Prøven, og det sted hvor amerikanerne havde begravet liget, kalder man Sisujasoq (Stedet der er tilbøjeligt til jordskred), og grunden til det er, at der jævnligt sker jordskred der. Idet man regnede med, at der lå en hvid mand der, havde de gamle prøvet at tage varsel af det.

Når rejsende om sommeren enten i kajak eller på bærtogt, kom i nærheden

af graven om sommeren og hørte nogen tale engelsk, så ville det aldrig

slå fejl, at der kom skib til Prøven den dag. Alexander (Tassaq) var

blevet bange for at træffe de andre i Prøven, og han undgik dem så. Men

folk havde dog en dag set, at kaptajnen og styrmanden talte med åbenbart

den ældste af brødrene ude i det fri, og det var især kaptajnen der talte

til ham. Og da kaptajnen begyndte at tale uafbrudt, samtidig med at han

pegede op mod himmelen, holdt den anden op med at svare igen og begyndte

at græde, og så gik styrmanden fra dem. Han havde åbenbart fortalt om,

hvad disse brødre havde gjort. Året efter havde T. hørt, at de brødre, da

de var kommet til Amerika, var blevet lukket ind i et mørkt sted. Dengang

da han sov i en hule overfor Prøvens ø, så han i sin drøm to gamle mænd,

der sad på hver sin side af hulens åbning, idet de vendte ryggen til ham.

Og i al den tid han var i den hule, drømte han hver gang han sov om de to

voksne. Den ene var grønlænder den anden europæer. Og da han var kommet til et beboet sted holdt han op med at drømme om det. Og han syntes således, at det sikkert var hans bedstefædres sjæle. Han havde selv aldrig set sine bedstefædre, hverken sin farfar eller morfar.

I min barndom har jeg jævnligt set Tassaq, da han boeåe ved Tasiussaq / Tasiusaq, og jeg så ham både sommer og vinter. Han kom jævnligt på besøg hos sin gifte datter (?), som boede ved vores boplads. Og dengang var kateketen i Tasiusaq også en hvis far var

dansk koloniarbejder i Upernavik. Mine forældre kaldte hans far for

Nakungasoq (den skeløjede). Han hed Olsvig. Det var meget klart at han og T. havde boet sammen i deres barndom, fordi de havde meget at fortælle når de traf hinanden, og de havde mange sjove ting at fortælle. Denne kateket Niels Olsvig døde i Augpilagtoq / Aappilattoq som udstedsbestyrer efter at jeg var blevet voksen. Andre Tasiusaq-boere fortalte at engang om vintereren, da de var ude på det vante udkigssted, begyndte de at tale om, at fangeren Enok, som var gift med T.'s storesøster, og som var taget til Upernavik, nok ville komme tilbage. Og T. sagde: 'Åh, bare Enok kommer med en flaske brændevin. Og Olsvig, der stod ved siden af sagde: 'Så ville han nok slå dig i hovedet med sin store nøgle.' Og så sagde den anden med et grin: 'Hvis han slår mig i hovedet, så kaster jeg ham i jorden.' Og når de traf hinanden, så snakkede de på den måde med hinanden. Niels Olsvig var storfanger til trods for at han var kateket. Og han har fortalt mig, at engang han var kateket i Tasiussaq fangede en ung, fuldvoksen netside-han. Og han havde aldrig set magen til stor netsidehan. Det var ved et sted indenfor Tasiusaq, de kaldte for Tasinngortoq (Den indelukkede sø), men nu har isen trukket sig tilbage, så nu er den ikke mere indelukket. Alene da han solgte spækket fra den sæl, fik han 9 kr og 40 øre. Det var 235 pund, så efter målene idag, ville det være 117 kg. Og læserne kan så selv regne ud hvor meget spæk til nedsaltning kostede pr. kg.

Og her slutter jeg så de fortællinger, jeg har fået fortalt. Der kunne

måske være mere, men jeg sender en hilsen til læserne.

 

Kuvdlorssuaq Maj 1957.

 

Martin Nielsen.

 

Hist.: Ifølge prof. em. Robert Petersen er Marteeraqs oplysninger om Tassaqs slægtninge næppe korrekte. Enok var gift med hans søster, og Tuuaaqs far hed Kornelius og ikke Aviu.

Når Marteeraq desuden omtaler Tuuaaq som Paangus yngste søn, er han på vildspor, idet Tuuaaqs efterkommere hed Eliassen, dvs. at et af dennes navne var Elias. Men Paangus yngste søn havde ikke Elias blandt sine navne.

oqalugtuaq Usorqôrtumik / Kuisimángitsut oqalugtuât

Print
Dokument id:135
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Smidt, Lars Abelsen
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Usorqôrtumik / Kuisimángitsut oqalugtuât
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 67 - 68, nr. 27
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af Kraghs afskrift: NKS 2488, VI, ss. 74 - 75 (Rinks paginering).

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Usoqqortoq. En fortælling fra før-kristen tid.

Usoqqortoq, der rejste nordover, tog på renjagt og fik et dyr. Han bad sin

kone tørre noget af kødet. Ved afrejsen traf de folk, der havde deres vinterhuse

på yderkysten, men som nu ville på renjagt.

Usoqqortooq var på besøg hos dem. Efter måltidet tog ungkarlen Ukikasik sin tromme frem og dansede trommmedans, idet han sang: "Usoqqortooq, du har ikke fået noget rensdyrkød at spise." Der blev hujet.

Usoqqortooq inviterede kystboerne, og Ukikasik med, ind hos sig. Da de havde spist tørret rensdyrkød, tog Usoqqortooq sin tromme og dansede, idet han sang til: "Ukikasik, du har ikke fået noget hvalkød at spise." Så blev der hujet.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

 

Hist.: Kan være historisk. Udgangspunktet for rejsen nordpå røbes ikke, men kan jo være Aasiaat.

 

Kommentar: Der spilles på kontrasten mellem landjagt og havfangst og muligvis mellem fjordboere og havkystboere. Jeg forstår ikke hvorfor drilleriet fremkalder hujen, BS

Pângo ilaqutailo

Print
Dokument id:1946
Registreringsår:1949
Publikationsår:1949
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Pângo ilaqutailo
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 113 - 116 + 127 - 128
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

 

Oversættelse:

 

Pângo / Paangu og hans slægt.

Jeg vil lige fortælle om et par gamle mennesker, jeg kender fra min

barndom. Og derfor vil jeg først lige fortælle om, hvor jeg til

bragte min barndom. Da jeg fik min forstand boede vi i Upernavik norddistrikt lidt nord for udstedet Tasiussaq / Tasiusaq på en boplads der kaldes Itivdliarsuk / Itilliarsuk.

Dengang boede vi sammen med Paangu og hans kone, der var meget gamle, og

deres børn. De to gamle, der var holdt op med at tage nogensteder hen (rejse), havde i den tid, jeg kan huske, 8 børn. 4 sønner og 4 døtre. Alle sønner var fangere og havde hver deres hus. Og de to gamle boede hos deres yngste søn. Når Paangu ville besøge en af de andre børn bar man ham på ryggen, men åbenbart var hans kone noget yngre, for hende førte man ved hånden.

De to gamle havde været hedninger før, og var først blevet døbt som

voksne. Efter dåben var de holdt op med at følge vore forfædres tro eller

tabuskikke, og man kunne ikke høre dem tale om sådan noget. De havde

fuldstændig opgivet forfædrenes skikke, og vi hørte heller ikke noget fra

deres børn om forfædreskikke, og jeg har ikke noget at fortælle i den ret-

ning.

Da Paangu endnu var udøbt, hed han Avio / Aviu, og da han blev døbt fik han navnet Gabriel. Men dengang jeg kan huske, var man begyndt at kalde ham Paangu. Og man havde givet ham det tilnavn, fordi han havde boet på øen Paangutsit lidt nord for Tasiusaq. P. havde været en ualmindelig dygtig fanger i sin ungdom, og hans sønner var også storfangere. Hans sønner var egentlig 5, men den ældste døde som ganske ung, da han sammen med en af sine yngre brødre var på jagt og blev ramt af vådeskud. Han døde endnu inden jeg blev født. Jeg ved ikke om Paangu havde morsomme historier, men i min barndom var jeg ikke særligt interesseret i, hvad han kunne have at fortælle.

Så derfor er ikke meget jeg kan huske om ham, men jeg kan alligevel for-

tælle to historier som han har fortalt til min far, og de lyder som følger:

Paangu kunne regne sig selv for en medskyldig i mord, idet han som barn

og før de blev døbt havde set nogen blive dræbt. Det var sansynligvis i 1812 (jvfr. Avangnâmioq 1932 nr. 7. Kolonien Uummannaq s.59, hvor man omtaler drabet på Neruaq). Han havde set det drab blive begået på Saattut i Uummannaq distrikt. En mand kom på et tidspunkt fra en af deres nabobopladser på besøg hos sin gifte steddatter, der boede ved Saattut. Og da han skulle køre hjem, kom blandt andre mænd den mand som skulle dræbe ham hen til ham.

Han havde begge armene inden i pelsens krop. Det viste sig at han havde en stor kniv inde under pelsen, og den havde han i hånden. Den mand der skulle køre, havde hunde, der havde fået skåret deres trædepuder i forårssneen og gik dårligt. Da han skulle rejse, var der nogen af de tilstedeværende der trak lidt bagud i hans slæde. Og han fattede ikke mistanke, men gik hen til en af hundene, der skulle ordnes. Og da han gjorde det, trak morderen begge armene ind i ærmerne, så kniven blev synlig, og så løb han bagfra ind på manden, greb ham om livet, kastede ham på isen og kastede sig over ham. Og hans arme bevægede sig sådan, at man skulle tro han plukkede græs. Han stak ham i forskellige dele af kroppen, og under alle disse stik, skreg offeret i vilden sky.  Man ved ikke rigtigt i hvilken del af kroppen der blev stukket, men det var ikke til at glemme lige med det samme.

Da han var blevet dræbt, skar de ham over i to dele og efterlod ham på isen. Og han (Paangu) der var dreng, ventede sammen med en anden dreng til det var blevet aften, og om aftenen da de voksne var faldet i søvn, gik han hen til offeret for at se nøje på det. Og det der slog ham var, at bugmusklerne var så tykke. Det var den historie om det han så som hedning, og en anden fortælling fortalte han fra en tid efter at han var blevet kristen, døbt, og boede ved Paangutsit. Og den lyder således:

Som voksen og gift flyttede han nordpå og boede på en ø lidt udenfor Tasiusaq på Panguteq, idag kaldet Pângutsit / Paangutsit. Dengang, midt om vinteren, kørte han nordpå på bjørnejagt, idet han havde et hundespand på l0 hunde. For han plejede at finde det antal tilstrækkeligt. Efter at han var kommet et stykke nordpå, begyndte han at løbe et stykke ved siden af slæden. Og mens han gjorde det, begyndte hundene at få fært af noget længere fremme, og straks kunne han ikke indhente dem og springe på slæden. Da hans hunde var dresseret til bjørne jagt, var han klar over, at det var en isbjørn, de kunne lugte, og inden længe, løb han også på bjørnespor. På den strækning var sneen tykkere, og hundene begyndte at have besvær med bjørnesporene, fordi de trådte i dem. Og da de kørte noget langsommere, indhentede han dem og sprang på slæden. Sporet blev friskere,

og han var klar over, at bjørnen ikke var så langt væk. Til sidst begynd-

te han at løsne de hunde, som han plejede at tage ud, når han var i nærhe-

den af bjørn. På det tidspunkt var han ikke klar over, at det var en me-

get sulten isbjørn, han havde foran sig, og at den kun ventede på at der

skulle komme levende væsener i nærheden, så den kunne æde dem.

Da han havde løsnet hundene, fór de rask af sted uden tøven og uden at

tvivle på at han ville nedlægge bjørnen, løsnede han flere hunde. Da han

kunne se bjørnen, var han stadig ikke klar over hvordan det var fat og han løsnede derfor resten af hundene. Sådan plejede han jo at gøre. Først da han var kommet nærmere bjørnen, gik det op for ham, at han denne gang var kommet ud for en bjørn, der ikke tænkte på flugt. Da den første løsnede hund nåede op til  bjørnen, vendte  bjørnen  sig mod den og angreb den, dræbte den og begyndte at æde den. Og så skete det, at Paangus flintebøsse tilfældigvis ikke ville skyde, idet krudtet blot fusede af uden at knalde.

Bjørnen angreb nu hundene og løb også efter ham. Og da han ikke

kunne være til megen nytte, tænkte han nu på flugt. Og da han ikke kunne

få hundene væk fra bjørnen, og han kun havde en bøsse, der ikke kunne sky-

de, vendte han ryggen til og stak i løb hjemefter.

Efter at have løbet et stykke kiggede han sig tilbage, og da han

havde overbevist sig om at bjørnen ikke fulgte efter, fortsatte han med at løbe. Til sidst kunne han ikke mere se bjørnen og hundene. Og da han

var kommet mere end halvvejs til nogle små øer, som

kaldtes Sãtúnguit / Saattunnguit, lagde han sig på maven på isen med ansigtet mod det sted han kom fra og fik vejret. Og da han rejste sig derfra, løb han uden at standse hjemad og nåede hjem. Den strækning, som Paangu løb dengang på flugt var omkring 6-7 mil. Da ingen af hundene kom hjem, tog han afsted med nogle af husfællerne, for at se hvordan det stod til, og hvor bjørnen var taget hen. Da de var fremme i nærheden, så de at bjørnen ikke havde flyttet sig, og at resten af hundene stadig løb omkring den og gøede af den. Paangu havde først troet at det var en lille bjørn, sådan tænkte han på det, men nu kunne de se, at det var en kæmpe-bjørn. Den var nu mæt, og havde strakt sig, og nu kunne de altså se, at det var en kæmpestor bjørn.

Den havde dræbt 5 af hans hunde, og havde så ikke gjort noget ved de 5

andre. Og bjørnen så ud som om den havde rødlige hår om hovedet, men det

var blod. Da hans kammerater ville skyde på den, sagde Pângo, at han ville

være den første til at skyde, fordi bjørnen havde givet ham sådan en forskrækkelse dagen før. Og da de gav deres samtykke, skød han den

før de andre. Og da han skød, faldt bjørnen på stedet. Han havde ramt den lige i hjertet. Isbjørnen havde været meget sulten og var kæmpestor, og den havde ædt 5 hunde før den blev mæt.

Den første hund havde den ædt således, at der kun var hovedet og halen

tilbage, og selv knoglerne havde den tygget igennem. Men resten havde

den kun ædt kødet af og havde levnet knoglerne. Og da var den blevet

på stedet og var begyndt at fordøje, muligvis for at den derefter kunne

æde resten af hundene. Men de nåede frem inden og dræbte den. Da

Paangu tænkte på gårsdagens hændelser, kom han i tanke om, at bjørnen, da

den begyndte at løbe efter dem, ikke bare løb forbi slæderne men standsede ved den, og han så hvordan hans slædeskind blev forstyrret rodet rundt af den. Og da han så nærmere efter viste det sig, at den også havde ædt et stykke af hans slædeskind på det sted, hvor han plejede at sidde. Da bjørnen var ordnet, begyndte de at køre hjemefter til de tilbageblevne der var temmelig ængstelige. Og da de kom i nærheden af bopladsen, kørte en af husfællerne i forvejen for at give dem besked om at de havde skudt isbjørnen. Da han kørte op foran huset, traf han ingen mennesker. Og da han standsede foran huset, fik han lyst til at drille dem først. Han gik fra hundene, løb ind i huset, og da han stak hovedet fra husgangen ind i husrummet, råbte han: 'Isbjørnen har ædt alle de andre. Jeg er den eneste tilbage, og nu er jeg kommet tilbage.' Og så gik han ud i husgangen igen.

Og da han nåede ud til hundene, hørte han en mærkelig lyd. Og da han

lyttede, blev han ikke spor forbavset over at høre dem græde inde i huset.

Da ingen kom ud, gik han ind igen og prøvede at trøste dem, og sagde at

han bare drillede dem, for de havde jo skudt og dræbt bjørnen. Nogle af dem tav straks, men nogle af dem følte sig så trøstede, at de også måtte græde over det. Og resten af aftenen havde de en meget hyggelig og morsom aften. Og først dagen efter repeterede de gårsdagens begivenheder, og da fik de sig et billigt grin.

Det var de to fortællinger jeg kender af dem Paangu fortalte.

 

Da jeg fik min forstand, boede de to gamle sammen med deres børn. Og den

ældste af deres børnebørn var på det tidspunkt blevet gift. De to af

deres ældste sønner, Aron, der kaldtes Erssaatsoq, og Enok var storfangere, som jævnligt fangede isbjørne. Vi boede sammen med dem og jeg var jævnaldrende med Enoks yngste barn. Først da min far og Enok døde skiltes vi. Vi flyttede til Tuvssâq / Tussaaq, og når jeg så traf vore vore venner fra min barndom, sludrede vi løs og havde det hyggeligt med hinanden.

De to gamle, Paangu og hans kone, døde da jeg kunne huske godt. Og jeg

blev født i 1883 og Paangu døde sikkert i 1888 eller 89, og hans kone

synes jeg, jeg kan huske, døde 1891 eller 92. Det er meget muligt, at de

to gamle havde meget at fortælle, men da Paangu plejede at drille mig, og

hans kone plejede at tage mig i forsvar, var jeg i min barndom ikke me-

get for at være sammen med Paangu. Og på den måde hørte jeg ikke så mange

af hans fortællinger, og det har jeg tit senere været ked af.

Jeg har nævnt, at de ældste af hans sønner var storfangere. På den

tid plejede de om foråret at tage til fangstpladser på øer udenfor Itiv-

dliarssuk / Itilliarsuk, for dér jagede de narhvaler og tørrede kød. Erssaatsoq havde ikke på den tid store sønner, idet hans søn var en af hans yngste børn.

Og da hans ældste datter var ved at blive en stor pige og hun kunne hjælpe

ham meget, havde han vænnet hende til at køre med hundeslæde og fik megen

hjælp af hende, når han kørte ud til fangstpladsen, idet han lod hende

køre en anden slæde og på den måde fik hende til at bringe en del af

deres sager frem. Og hun jagede ulke og hellefisk for ham og var en ud-

mærket skytte, så hun ikke alene kom hjem med fugle, men somme tider

endog med sæler og var sin far en stor støtte. Sådan fortæller man det. Jeg

skal lige fortælle hvad jeg har hørt om denne kvinde.

Denne Erssaatsoq's datter, Elisabeth, vi kaldte hende for Arnaviaq, blev

engang hentet af sin far. De var på det tidspunkt nået frem til

fangstpladsen, og Erssaatsoq var kørt ud til iskanten og kom nu tilbage efter sin datter for at hun kunne hjælpe ham med at få kødet med hjem af en narhval, han havde skudt ved iskanten. Da de skulle køre i en anden

slæde, tog Arnaviaq sin lillebror med. Dengang var lillebroderen be-

gyndt at bruge bøsse, og da de kom til iskanten, begyndte de at flænse

narhvalen i mindre stykker. Netop som de var igang med flænsningen, så

de nogle hvidhvaler komme langs med iskanten imod dem, og faderen sagde

at de skulle tage bøsserne og flytte sig til et sted, hvor hvidhvalerne ville passere. Han havde jo to rifler. Da faderen sagde det, placerede de sig ved iskanten og ventede på hvidhvalerne. Og så kom de ud for dem, indenfor skudhold, og da de kom op, råbte faderen, at når de dukkede op næste gang, skulle de skyde på den nærmeste, den hvide. Og da de begyndte dukke op, og da den hval som faderen anviste dukkede op, skød Arnaviaq først og derefter lillebroderen. Og man skulle ikke tro, at hvidhvalen hørte deres skud, så hurtigt skød de, og den kom op med forluffen øverst.

Faderen havde sin kajak parat og kom i den. Han roede til og harpune-

rede dyret, og det gav ikke engang med et ryk i den. Den var jo dræbt i

forvejen. Da han bugserede den ind, blev de to, der skød den, vældig glade

og råbte op og "kyk'ede" (signalerede ved at råbe kyk). Og netop midt i glæden så de at der kom en slæde. Og de blev endnu mere glade ved at sidde og hygge sig og ind imellem løbe lidt frem og tilbage. Og midt i det var faderen gået hen mod slæden. Og da den standsede, råbte han: Arnaviaq har skudt en knald-hvid hvidhval. Hun har skudt den sammen med sin lillebror. Han var jo klar over at det var datteren der havde knaldet den

i første skud. Da faderen råbte således, begyndte Arnaviaq at skamme sig

over sig selv. Hvordan måtte det ikke være, når folk i nabolejrene hørte,

en kvinde havde skudt en hvidhval, og over hvor mærkværdigt det ville lyde.

Men da hun tænkte således, kom hun til at græde af undseelse, og se

om hun ikke havde været så glad for det lige forinden. Hun satte sig ned

på slæden og tudbrølede. Og ved siden af lå det, hun græd over, den knald-hvide hvidhval. Og naturligvis var hun allerede blevet glad igen, inden de kørte hjem,

fordi faderen og farbroderen havde talt trøstende til hende, og også fordi hun og lillebroderen var to om det. Senere, da hun giftede sig med en storfanger, holdt hun op med at gå på jagt, men da hun blev enke, begyndte hun igen at fange for sig selv, især ved kystfiskeri, og på den måde fik hun megen nytte af det hun havde vænnet sig til i sin ungdom. Men senere, da hun var blevet fødselshjælperske, holdt hun op med at tage på fangst, og hun døde efter at have opgivet fangsten. Denne Elisabeth, Arnaviaq, blev kort efter 1900  oplært i fødselshjælp af læge A. Berthelsen i Uummannaq og mange af Uummannaq-boerne vil endnu kunne huske hende.

Paangu's allerede nævnte ældste børn, Erssaatsoq og Enok, var storfangere, som ofte kom hjem med isbjørne. Dengang jeg (var blevet gammel nok til at, BS) kunne huske godt, faldt den ældste, Erssaatsoq, gennem isen, engang da de boede lidt indenfor Itivdliarssuk / Itilliarsuk ved Ikerasârssuk / Ikerasaarsuk. Han faldt gennem isen og druknede. Hans lillebror Enok boede vi sammen med indtil han døde, og jeg var jævnaldrende med hans yngste børn. Før jeg blev voksen døde Enok, men på det tidspunkt var hans ældste sønner blevet fangere. Og vi boede i nogen tid sammen med dem. Først da min far døde, skiltes vi, idet vi flyttede tit Tuvssâq / Tussaaq, da min mors lillebror hentede os.

I den første tid efter at vi skiltes fra dem, savnede vi dem meget,

for de var gode og venlige naboer. Men det viste sig, at den sommer vi

flyttede til Tussaaq, flyttede også Enoks børn til Nutaarmiut, som var

et beboet sted på den samme ø, hvor vi boede før. På det tidspunkt var

Enoks to ældste sønner gift og havde børn. Efter at vi skiltes, har jeg

ofte husket dem meget, og når vi traf hinanden et eller andet sted, talte

vi om gamle dage og om hvad der var sket i mellemtiden. Da jeg rejste

fra dem, var jeg konfirmeret, og da jeg i min barndom også havde fået

mangen godbid hos dem, ønskede jeg ikke blot at se dem, men også at hø-

re om dem. Og da jeg efter at jeg i Upernavik i 1906-08 havde læst til ka-

ket hos en præst og blev stationeret nordpå som kateketskoleuddannet kateket og flyttede nordpå, flyttede jeg til steder i nærheden af Paangu's slægts bopladser. Og jeg traf dem jævnligt, og jeg fulgte i det hele taget deres liv. Og så vil jeg lige fortælle om et par mærkværdige

ting, de havde været ude for.

Efter at jeg var flyttet nordpå igen og boede ved Saattoq, boede Enoks

tre sønner, alle fangere, endnu ved Nutarmiut, lidt indenfor os. Og så

hørte jeg en dag, at de engang om efteråret havde fanget en fuldvoksen hvalroshan med tre stødtænder. Jeg så desværre ikke selv kraniet

på denne hvalros. Jeg skulle have set den, men da de havde brug

for tænderne, havde de trukket dem ud, så jeg så dem ikke. De fortalte

at den midterste stødtand var lige så lang som de to andre, men var

noget smallere og mindede om en narhvaltand og var snoet på samme måde.

Det var kedeligt, at de der fangede den, ikke havde lagt den tilside,

så folk kunne have set den, for sådan en sjælden fangst ville være værd at

se.

 

(127 - 128:)

Kort efter, måske omkr. 1915, plejede vi at tage ind til to

huse, der lå indenfor Saattoq. Og der boede folk om efteråret og jagede

narhvaler derfra. Og vi kom derhen for at få fangstparter. De fangede

sommetider flere narhvaler om dagen, og vi kom der temmelig ofte.

Engang var jeg kommet med en anden til stedet for at vi kunne få fangst-

parter, og efter at vi havde sovet der og vågnede om morgenen, det var

endnu temmelig tidligt, gjorde vi os klar og begyndte at vente på lyset.

Men da kom narhvalerne, og da der ikke var andet at gøre, så tog vi ud i

kajakkerne, selvom det ikke var lyst endnu. En grålysning var netop

blevet mærkbar. Så vi roede tæt ved de forskellige isflager, idet vi

valgte hver sin isflage. Mens vi ventede der, hørte vi en narhval sove

lidt indenfor os. Og en af kajakkerne tog så i den retning. Kort efter

hørte man plask i vandet, og efter denne plasken, råbte han til os: Jeg

fik ellers harpunen i den. Det var jo mørkt endnu på det tidspunkt,

og hvis man harpunerede noget, ville det være meget tvivlsomt, om

man nogensinde ville gense harpunblæren, og derfor hørte man meget tvivl i

råbet fra den der harpunerede. Men vi roede i forskellige retninger i

håbet om at finde den. Og jeg var kommet i nærheden af en kajak, og de

viste sig at det var det sted, hvor den ville dukke op. Den kom op sam-

men med fangstblæren et sted mellem os, og vi plejer jo at prøve at ned-

lægge det ved hjælp af kasteredskaberne alene. Og på een gang sendte

vi lanserne i den. Og inden den var kommet ret langt, dræbte vi den.

Da vi begyndte at flænse den, gik det op for os, at den havde fostre.

Men det var tydeligt nok på det tidlige tidspunkt af drægtigheden, fordi

den ikke var særlig stor og var meget mørk endnu. I lystighed bugserede

vi den ind, idet vi ville kunne nå at flænse den tids nok til at

vi kunne komme ud igen i dagens løb. Da vi var kommet ind til kysten,

trak vi bare kajakkerne et stykke ind, og inden vi fik narhvalen helt

ind på land, kunne vi ikke trække den mere op, for den var meget tyk og tung.

Til sidst åbnede de bughulen, og den der stod nærmest ved fostret sagde:

'Jeg er den nærmeste ved fostret, så det skal jeg have.' Og da han havde

sagt det, åbnede han fosterhinden med et snit, og så trak han straks fo-

stret ud. Og så sagde han: Fosterhinden er så stor. Jeg vil lige se efter

om der skulle være flere. Efter at have sagt det, stak han hånden ind i

hullet i fosterhinden og sagde: 'Her er en til.' Og så trak han endnu

et foster ud. Og så råbte vi om tvillingefostre. Efter at have truk-

ket de to fostre ud, sagde han - det var ellers bare for sjov, sagde han senere - : 'Jeg vil lige prøve, om der ikke skulle være flere.' Med de ord stak han hånden ind i fosterhinden, og så sagde han meget

ophidset: 'Minsandten, der er også en lille halefinne!' Og så trak han endnu et lille foster ud. Naturligvis forsøgte han at finde flere fostre,

men naturligvis fandt han ikke noget. Selvom vi vidste, at der var blevet fanget forskellige dyr med tvillingefostre, så var det første gang vi hørte om et dyr med trillingefostre. Det er den eneste narhval jeg har set med trillingefostre. Men det må jo være rigtigt, at de kan få tre unger. Det største af de fostre jeg har set var lige så stor som en stor uvak, og de andre lidt mindre.

De næste en tomme mindre end den store, og den mindste igen en tomme

mindre. Den der fik fostret var også en af Paangu's efterkommere, hans

dattersøn. Han er (stadig fanger og ?) lever endnu, men han er nu gammel og svagelig og er holdt op med at jage. Men Enoks sønner, som jeg før har omtalt, der fangede en hvalros med tre stødtænder, er nu døde. Men flere af deres søstre er blevet meget gamle. Den af Enoks børn, der nok blev ældst, så jeg sidste gang, da hun var meget gammel. Hun hed Karen, men før jeg genså hende, døde hun 81 år gammel. Af Paangu's 8 børn, som levede i min barndom, døde allesamnen uden at nogen af dem blev særligt gamle.

Men hans børnebørn blev gamle og der er flere af dem der lever endnu

nord for Tasiussaq / Tasiusaq. Disse Paangu's slægtninge var de første, der befolkede stederne nord for Tasiusaq nord for Upernavik. Og det var især hans sønner, som, efter at have boet ved Tasiusaq, var blevet gift og begyndt at jage for sig selv, flyttede nord for Tasiusaq. Og det er dem, jeg kan huske. Før den tid havde vore forfædre ganske vist boet nord for Tasiusaq, men man siger at en epidemisk pest engang udryddede befolkningen. Og overalt nordpå blev bopladserne affolket. Det var sand-

synligvis i år 1700. Og derfor kan man stadig huske tidligere bopladser

der omkring. Mens jeg var barn, så jeg at en af vore bopladsfæller

fandt to narhvaltænder. Det var Enok's ældste søn, der døde mens jeg

endnu var barn. Engang da de om sommeren tog på sælfangst-togt nord

for Itivdliarssuk / Itilliarsuk, og det plejede de, så, efter ankomsten til stedet (fangstlejren), var han en dag ude i kajak. Og da han et sted så hustomter fra vore forfædre, gik han i land der. Han kiggede på hustomterne og gik rundt forskellige steder og skulle til at gå over et fladt stykke bagom en hus- tomt, et græsklædt stykke. Og da han trådte på noget, der ligesom åbnede sig og virkede anderledes, kiggede han nærmere efter og fandt to narhvaltænder, der var lagt tæt ved siden af hinanden. De var ganske ubeskadigede og spidserne var ikke engang brækket. Det sted kaldte man for Qutdlerqorssuaq / Qulleqqorsuaq, der er et navn fra gamle dage. Overfor det sted ligger Itilliarsuk, og da folk for første gang i vor tid kom dertil, havde man også fundet noget. Det har sikkert være fangstlejr for dem fra Qulleqqorsuaq.

 

Mens jeg var barn hørte jeg en gammel mand fortælle at han havde

været med det første hold, der kom til Itilliarsuk fra Tasiussaq / Tasiusaq på fangsttur. Han fortalte, at de havde fundet et telt, der bare var væltet om, og på jorden lå teltstængerne og forskellige genstande. Og de fandt også en kobbergryde, der lå på et ildsted af sten, og den havde ligget så længe, at det havde sat mærker. Og inde i hulen fandt de tørklæder, der var foldet sammen. Disse var ganske vist pæne at se på, men når man tog dem op faldt de fra hinanden i foldningerne. Og de fandt også en stor hvid skål, der var fyldt med glasperler. Dengang det var beboet, havde de jo haft kontakt med hvalfangerne, og de har sikkert også fået pesten fra hvalfangerne, og ved den følgende affolkning måtte disse sager være blevet efterladt. Vi kender jo historier om, at egnen der omkring var blevet affolket, fordi befolkningen døde af sygdom. Men uden for disse øer var der en ø, der hed Qeqertaq, hvor en mand var blevet alene tilbage, da alle hans bopladsfæller var døde. Ham traf man, og han var rask endnu på det tidspunkt, og jeg har flere gange set hans hustomt, der dengang endnu var ganske tydelig (Se fortællingen om Nulooq, BS).

Således har jeg nu fortalt om gamle folk jeg har set i min barn-

dom. Paangu og hans kone og deres familie. Selv om fortællingen er gan-

ske overfladisk. Men de ivrige læsere vil jo alligevel nok

læse det og finde det morsomt. Og måske vil forskellige personer,der-

selv har noget at fortælle, lade os høre andre historier.

Forskellige notater, der er tilføjet af  enten RP el. Keld Hansen:

 

Note fra Tidsskriftet Grønland, 1965 nr.l0, 2. oktober, side 356,

"Bjørlingmysteriet af dr. phil Dan Lauersen".

Sommeren 1891 foretog han alene en rejse langs Grønlands vestkyst

med den grønlandske handels skibe. Han nåede helt op til Prøven

og Upernavik, hvorfra han i en lejet robåd, roet af grønlændere fortsatte

op til den sydligste del af Melville bugten. Ved Tasiussaq / Tasiusaq traf han kateket 01svig, der i 1883 havde været med Nordenskiöld til

Kap York som tolk. Olsvigs far havde i 1860 været med Hayes som

tolk og slædekører. Bjørling nåede så langt nordpå som til Holms

Ø, hvor han foretog en primitiv kortlægning af øerne nord for

Djævelens tommelfinger / Kullorsuaq, og bl.a. gav navn til De Geers øer og

Hayes gletcher, og samtidig foretog han botaniske indsamlinger.....

Efter hjemkomsten skrev han en beretning om rejsen, der blev trykt

i det svenske tidsskrift "Ymer"

 

Ryder. Med.o.Gr. bd. 8 nr. 7. s 232.

...... I de følgende dage besøgte vi de to beboede steder Sãtoq / Saattoq

og Itivdliarssuk / Itilliarsuk på 73 gr. 31 min. nord. Der bor de nordligste grønlændere på den danske del af vestkysten, og herfra til egnen omkr.

Kap York er kysten ubeboet. Såvel ved Saattoq som Itilliarsuk

som senere på hjemturen ved Tasiusaq blev de fleste af de her-

boende grønlændere underkastet antropologiske målinger.

s 243:  Itivdliarssuk er hovedsageligt beboet af en familie, der om vin-

teren navnlig har en god indtægt af bjørnejagten. Familiens ho-

ved, gamle Gaba, eller Gabriel Aviu, som han almindeligvis kaldes,

er nu aflægs. Han er 70 år eller deromkring. Han er en fortrin-

lig type på en gammel grønlænder, har et udmærket godt humør, og

fortæller endnu med stor livlighed sine erindringer fra tidligere

tider. Navnlig holder han af at fortælle om sine mange jagter på

isbjørne, af hvilke han har nedlagt en mængde. Hvad han også for-

talte som noget særligt interessant var, at han som ung, mens de

fleste endnu var hedninger, havde været vidne til at to grønlæn-

dere p.g.a. blodhævn harpunerede en tredje. Hans sønner Enok og

David Aron er nu familiens forsørgere. Det er dristige bjørnejæ-

gere, dygtige fangere og gode økonomer, men de er jo også temmelig

fjernede fra civilisationens skadelige indflydelse.

 

Hist.: Ifølge prof. em. Robert Petersen hersker der nogen uklarhed om Paangu og hans kones yngste søns dødstidspunkt, idet kirkebøgerne giver divergerende oplysninger. Det kunne skyldes at de fik endnu en søn, der fik flere af de samme navne som den afdøde. Desuden er det besynderligt at Marteeraq har tidsfæstet epidemien til 1700. Det må langt snarere være den koppeepidemi der hærgede i 1814, idet Nulooq først døde i 1858-59 og jo var både gift og far da epidemien ramte (RP).

Qatingak / Qatingaq

Print
Dokument id:1830
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Nikolai
Nedskriver:Rosing, U.
Mellem-person:Rosing, U.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qatingak / Qatingaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 61v - 63v, nr. 320
Lokalisering:Illutuaarsuk: Sydøstgrønland
Note:

Kort resumé i Rink 1866 - 71, I, nr. 133, s. 329, og i tillæg hertil: II, nr. 122.

 

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

 

Qatingaq var en pusling og blev båret i amaaten (rygposen) af sin moder; men fyren begyndte at blive fed, så hun ikke længere kunne bære ham. En fanger hentede ofte tang ved et strømsted i nærheden, men (det) gav han ikkun de andre i huset; Qatingaqs moder fik derimod aldrig noget. Sønnen af hende voksede nu de andre små i huset over hovedet, og gik da drengen ene ned til strømstedet, hentede tang til moderen og sig. Ligesom moderen havde nydt af denne tang, var drengen ikke længere i stand til at gå, og blev han helt gammel i denne tilstand. Kravlende kunne han ikkun samle bær på landet, med det var også det eneste nyttige som han kunne foretage sig. Ofte blev han drillet af de halvvoksne, blev puffet og stødt til og endte det gerne med at der blev balliaret (danset).

       Om efteråret engang rejste de alle til hobe på bærsamling bort fra stedet og lod Qatingaq blive tilbage i familiens telt. Som han nu der sad stille, hørte han med ét fra en grav, ej langt derfra, knogler og ben røre sig og slå imod stenene; fyren blev bange, krøb hen til et andet forladt telt. Desuagtet hørte han herfra larmen endnu og hørte tilmed et barn skrige: "Jeg er så tørstig, så tørstig!" "Aja!" svarede en anden stemme, som kunne være moderens, "vi tørste, her i teltet vil vi drikke." Qatingaq ønskede nu blot at de ville gå hen til et andet telt; men så at moderen kom, ledende barnet, henimod teltet hvori han sad og rystede af angst. Kangajuk så nu ind i teltet, opdagede Qatingaq og talte: "Er det et menneske? Lad os drikke histoppe", talte hun til barnet, idet hun lod forhænget falde til igen. Qatingaq hørte hvorledes hun og barnet slukkede deres tørst af vandspanden i det andet telt. Atter kom hun og lettede på forhænget, men gik så, og tyst blev der. Af bare forskrækkelse kunne fyren knap ånde, og havde desuden presset et (af teltets) sideskind ned over sig, ganske tæt. Da det mørknede hørte han teltfolkene tale udenfor og kom de snart efter ind. Qatingaq fortalte dem at Kangajuk havde været i det andet telt og drukket af deres vandspand. De så til denne og fandt en mængde orme i den.

       Qatingaq fik sig dog en elskerinde, som betænkte ham med perler. De halvvoksne drillede ham atter derover, som endte med balliaren, hvornæst de gik deres vej, idet der blev sagt til krøblingen: "Gå og lav tran til lamperne."

       Som han nu atter sad alene, begyndte sideskindene langs med teltmuren at give sig, hvorover han gerådede i stor angst. Han så sin moder, som for mange år tilbage var død, komme tilbage og talte: "Du lille stakkel", sagde hun til sønnen, "du er ene;" derpå så(s) Qangajuk komme ind med amaat på og hvori var et barn, og til sidst kom en stor mængde igen oplivede mennesker ind. På venstre side af teltet sad alle de afdøde mandfolk, på højre side ? (ulæseligt) qvindfolk. Hele sideskindet på væggene faldt nu ind og teltet opfyldtes af mennesker. To jomfruer kom også ind og trådte hen til Qatingaq. Denne passede just på sin broderdatter, som også var kommen med de andre, og holdt dette barn i armene. Qatingaq, uagtet sin fortrolighed med barnet, kunne ikke andet end være bange, og nødsagedes herover til at åbne agterbatteriet (pruttede eller/og sked). Den ene jomfru talte: "Sig intet om det som her passerer til dine landsfolk når de kommer." Qatistgaq el. Qativtgaq (?) forsikrede at han nok skulle tie. "Se så bliver du rask", sagde den anden jomfru, "og vil kunne fange."

       Da det begyndte at dages, gentog jomfruerne til ham: "Dersom du fortæller til de levende at vi har været her og hvad der er sket her, bliver du atter dårlig og kan ikke længere gå igen." Moderen kom imellem og beklagede sig over at hun havde spist den forbudte tang; thi hun fortalte at dette ene var årsag i sønnens ulykke. Snart efter blev der talt om at folk kom hjem, hvisårsag alle fór ud bag vægskindet; men Qatingaqs broder kom i klemme et sted så at benene fra ham blev set af den først indtrædende, der råbte: "Se! ja nu smutter de nok", til de andre, der alle derpå med forundring kom ind og lyttede til Qatingaqs glade fortælling at der om natten havde været så mange hos ham, og at nu var han rask, kunne komme til at ro i kajak og fange. "Det var rart,", sagde hans husfæller, "at du således kommer dig."

       Om aftenen, som han om dagen havde gået omkring, klagede han over sit hoved. Dagen dernæst stod han ikke op. Hovedet hovnede på han, og vedblev det at hovne på ham så at en perosiq (?) ikke var i stand til at gå over hovedet på ham, og kunne ikke flytte, langt mindre løfte det. Nu opfordrede hans husfæller ham til en balliardans, men der blev ingen dans dennegang.

       Atter rejste teltfolkene bort på bærsamling og efterlod sig den syge, til hvem de sagde at nu kom nok Kongajuk (sic.) og hentede ham for godt. Just som han blev alene hørte han atter en støj, der kom ham mere og mere nor (?). Forhænget blev virkelig løftet op og (nu) genkendte den syge i den indtrædende at være hans fader. Briksen løftedes nu pludselig op så Qatingaq dumpede på gulvet, han ville gribe efter husstøtten, men den gav efter som den kunne have været af sne. Faderen tog sin søn op og talte: "Her er du en vedblivende stakkel, jeg vil bringe dig med histop til himlen, men idet du kommer derop vil du blive til et fruentimmer." Vor Qatingaq gik og heden og blev til et kønt fruentimmer. Da hans husfæller kom hjem så de ikke den syge mere. "Ja", sagde de i munden på hverandre; Kongajuk har nu holet ham." Efter at være kommet til himlen, blev Qatingaq såmænd aldrig mere smudsig, var altid ren, en mand fik han sig og fødte senere en dreng, men hvor denne er må himlen vide.

 

Var.: Rasmussen 1981 III: 133 - 134.

 

Hist.: Det er uklart om Kungajuk / Kongajuk (? Qungajuk) er en traditionel eller en ny skikkelse. Men det er absolut nyt, at de døde reproducerer sig selv i himlen. Dette er heller ingen kristen tankegang. Når Qatingaq forvandles til en kvinde efter døden, hænger det sandsynligvis sammen med hans lammelse, idet stilstand, i modsætning til mandens omkringfaren på fangst, gerne associeres til kvinder.

Qattaamik / Qattaaq

Print
Dokument id:1775
Registreringsår:1862
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Sigismund
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Qattaamik / Qattaaq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 72 - 73 nr. 11
Lokalisering:Qoornoq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', s. 31 - 33, nr. 11.

 

Rink 1866-71, II, nr. 21, s. 51 - 53 er en tekstnær oversættelse.

 

Kortfattet engelsk resumé i

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 46, s. 279 - 280, dvs. den midterste fortælling af tre under overskriften: The Kayakers in Captivity with the Malignant Ignersuit.

Resumé: Qataaq, der er åndemaner og aldrig bruger fangstblære, røves

af de fæle innersuit, da han trækkes ned under vandet af en lille

sæl. Innersuit skærer næsen af Q. og hænger ham op i en rem.

Q. tilkalder sine hjælpeånder, bl.a. sin Equngasoq, der dræbes, og tre

innersuit af den venlige type. De knaser fingerleddene på de fæle

innersuit og overvinder dem. Q. genopliver sin Equngasoq ved pustning,

og denne skaffer ham til gengæld hans næse tilbage på plads. Remmen,

som de fæle innersuit bandt Q. med, bruges senere i mindre stykker som

effektive amuletter til små drenge, der skal lære kajakfangst.

 

Var.: Kuvitsina hos innersuit; Maqio; Ujúnguaq, åndemaneren fra Tuapait; Sydlændingen Ulaajuk; Taatsiarsuaq; Vennerne 256v nr. 350;

 

Hist.: I en note forklarer Rink (1866-71, II: 188 og 1868) om de to forskellige slags innersuit:

de som bor øverst, ved højvandsmærket, og de som bor nederst, under

lavvandsmærket. Mens angakkut erhverver de øverste som hjælpånder, er

de nederste ondartede, det er dem som ingen næser har, og som derfor

har den kedelige vane også at skære næserne af menneskene. De røver

menneskene ned til sig og piner og plager dem og holder dem bla.

fangen ved at lade tanglopper æde kødet af deres ben, så de ikke kan

løbe deres vej. De øverste innersuit har næser, men deres øjne er

røde, som mågers. Det er kun angakkut de redder fra at omkomme i

kajak, når disse har dem som hjæælpeånder og tilkalder dem, når de er

i vanskeligheder, men også almindelige mennesker nyder godt af deres

hjælp, fordi de af og til hjælper med at såre en harpuneret sæl.

Bagefter kan man så se sår, der er mindre og slet ikke passer til

fangernes våben. Forklaringerne har Rink fra Hendrik; Rink bemærker,

at Hendrik selv har set dette på en fangen sæl. Innersuit hjælper

altså også de døbte, konkluderer Rink.

 

Forestillingerne om de to typer

innersuit skyldes muligvis kristen påvirkning (onde djævle nederst)

 

Også andre ånderacer end disse innersuit lader forskelligt kryb æde kødet af deres tilfangetagne menneskers ben. se fx: Kvinder flygter til indlandet nr. 39

Qivittut

Print
Dokument id:2125
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Jensen, Gustav
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qivittut
Publikationstitel:Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001
Tidsskrift:
Omfang:s. 230
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Ikke med i den danske udgave: Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001.

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom med forbehold for misforståede dialektale gloser:

 

s. 230: Qivittut: Fjeldgængere.

 

   Det fortælles jo også, at han gerne roede nordpå i kajak, da han efterhånden blev i stand til det, og om vinteren tog han op til Kitsissut Avalliit for at fange spraglede sæler, som for eksempel nordpå - op til Kitaamiut var der jo virkelig langt, og han roede i kajak over Tasiisaq. Engang, da han var dernede, var han uheldig at komme ud for søndenvinden, og på vejen sydpå opdagede han to qivittut / fjeldgængere foran sig. Og de klæbede til ham på en frygtindgydende måde. Han så, at de var klædt fra top til tå i afhåret sælskind.

   Han fortalte, at han havde sagt til dem, fordi han bar et ladet gevær, at hvis han ellers havde tænkt sig at dræbe nogen, kunne han skyde dem begge to. Men selv dét var de ligeglade med. De gik hver til sin side og stillede sig så op overfor hinanden. Så gik de i den ene retning og indkredsede ham, og når han gik i en anden retning, indkredsede de ham. Og det fortælles, at han sagde til dem: at han selv var døbt (altså kristen) og derfor ikke skulle slå nogen ihjel, og hvis de havde tænkt sig at stå i vejen for ham, agtede han bare at gå videre. Han ville i hvert fald ikke lade dem standse ham. Og sådan fortsatte det længe, men da han fik øje på Kitaamiuts boplads, forlod de ham, og de skiltes. De sagde ikke et ord, og derfor fortalte han ikke noget om, hvad de sagde. Det var kun ham der havde sagt noget til dem. Han havde endda spurgt dem, hvem de var, men de svarede ikke. Og han havde fået det klare indtryk, at de hørte til blandt dem på hans egn (?), for vestgrønlændere var de ikke. Og begge var klædt i afhåret sælskind. Derfor var han overbevist om, at de var qivittut / fjeldgængere. De måtte jo have været fjeldgængere. Det kan jeg selv slet ikke modsige. Jeg kunne jo selv blive fjeldgænger. Men denne... Jeg kunne nok ikke overleve meget længe, sådan plejer jeg at sige. Hvis jeg gik til fjelds, ville der ikke engang gå fjorten dage, før jeg var så afkræftet, at jeg døde.

   Nogle siger, at fjeldgængere ikke kan dø, men det er jeg altså ikke enig i. Et menneske kan jo ikke leve evigt, kun sjælen lever evigt. Jeg er virkelig modstander af den tankegang, fordi jeg sammenligner dem med mig selv. Et hvilket som helst menneske ville jo blive udsultet her, især når det er dårligt vejr, også selv om det befinder sig i en klippehule, for når det får for lidt at spise, bliver det efterhånden udsultet.

 

Hist.:

Mistro til forestillinger om qivittut i en fortælling om en oplevelse.

GJ var 75 år i 1965.

qivítulerssârnernik

Print
Dokument id:828
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Christian ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:qivítulerssârnernik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:6 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Qivittoq fortællinger. (1. Ikuunia)

 

Helt frem til vor tid har man hørt om folk, der er blevet fornærmede på deres

medmennesker og er rejst bort for at leve som qivittoq i områder, hvor

der ikke bor mennesker. Jeg vil fortælle om nogle af tilfældene, som

jeg selv har fået fortalt.

 

En mand der blev kaldt Ikuunia var blevet overfaldet af fire mænd,

mens de var på laksefangst. Han klarede sig ellers godt i

slagsmålet; men med tiden følte han sig mere og mere stødt over den

behandling, han havde været udsat for. Da de var på vej hjem fra

ammassætfangsten, fulgtes han med konebåden i kajak og kom på et

tidspunkt foran dem. De andre, der passerede en lille ø senere end

han, så på øen hans kajakstol og ovenpå kajakstolen hans fangestblære.

På fastlandet længere henne lå hans kajak med bunden i vejret.

De gik naturligvis ud fra, at han måtte befinde sig på fastlandet. De

ledte efter ham og råbte efter ham; men de fandt ham ikke, og deres

råb blev ikke besvaret. Derfor blev de klar over, at han måtte have

gemt sig for at leve som qivittoq, og at han ikke var død. Tre - fire

år efter tog hans gamle bopladsfæller ind i fjorden på ammassætfangst.

En af kvinderne fik en nat mareridt og så, at Ikuunia kom

hen til hende og sagde, at han gerne ville møde sin søn, når det blev

dag; og han sagde: "Beviset på, at det virkelig er mig vil være

følgende: Den, der står op i morgen tidlig for at varme noget (for at

lave te eller kaffe), vil finde en død havterne liggende på stenene

omkring ildstedet. Den har jeg lagt som et bevis."

 

Næste morgen gik der én ud for at varme vand (til te eller kaffe), og

det første hun så, var en havterne på stenene omkring kogestedet.

Da de andre var taget ud til arbejdet (formentlig med

ammassætterne), vågnede en af mændene, som ikke havde hørt noget om

mareridtet, og gik ud på jagt. Han kom til jagtområdet og begyndte at jage ryper i ro og mag. På et tidspunkt jagtede han en hare, der dog løb fra ham. Da han vendte tilbage til stedet, hvor ryperne lå, var de væk. Mens han gik og ledte efter

dem, fik han indre uro, som om han var bange for noget. Så hørte han lyd i

nærheden, som gjorde ham bange. Ind imellem kunne han

ikke rokke sig fra stedet, som om hans såler klistrede fast til

klippen. Lige ved siden af sig fik han øje på noget skræl der havde løsnet sig fra klippen og hvirvlede rundt i luften, selv om der slet

ikke var nogen vind. Han sprang i sved af skræk og blev helt våd.

Han magtede ikke at flytte sig fra stedet og blev stående.

Umiddelbart efter opdagede han at der stod et stort menneske lige til venstre for ham. Han havde ikke bemærket ham før.

Omsider gav han lyd fra sig, der lød som ravneskrig. Det var jo så fordi hans første måltid, efter at han var taget af sted

hjemmefra og var blevet sulten, bestod af ravneunger. Derfor kom det

første han sagde, til at lyde som en ravns skrig.

Derefter fortalte han om det, han var blevet fornærmet over, og som vi

har hørt om. Han fortalte, at han tidligere flere gange havde

gjort forsøg på at komme hen til ham, som han nu havde

truffet; men det var aldrig lykkedes. Da han nu endelig var

kommet hen til ham, ville han fortælle ham noget.

Han fortalte, at han græd meget i den første tid, han var gået

hjemmefra. Han bad ham lægge mærke til, at han var hudløs under

øjnene, og at han havde lagt forbinding på det med hareskind. Han

viste ham også sine håndflader, som var helt hudløse. Han sagde, det

var fordi han brugte dem til at frembringe lyde for at lokke fangstdyr

til sig. Det skete også, at han, da han nævnte det, han var blevet

fornærmet over, blev så vred, at han gned hænderne voldsomt mod

hinanden, så det knirkede og knagede. Han fortalte, at han ikke fik

noget at spise i de første mange dage, han var ude, fordi han ikke

kunne få fat i noget spiseligt. Men som vi har hørt, lykkedes det

til sidst at få fat i ravneunger, som han så spiste. Flere gange

forsøgte han at drikke vand fra elve og søer. Men så snart han bukkede

sig ned for at drikke, forsvandt vandet. Kun lyden af vand, der løb

under jorden, kunne man høre. Det vand, der blev tilbage i søerne var

udrikkeligt. Det smagte bittert. Når uvejret brød løs søgte han efter

et tilflugtssted mellem stendynger eller i klippehuler. Men så såre

han kom til mulige tilflugtssteder, blev de jævnet med jorden, så man

ikke kunne komme i ly. Flere gange skete det, at han mistede

bevidstheden fordi han var så sulten og tørstig og samtidig frøs så

voldsomt. Først efter lang tid kom han til bevidsthed.

Efterhånden vænnede han sig til disse fortrædeligheder; og han

generedes ikke længere af dem. Da han var nået så langt, blev han

i stand til at klare alt. Han bad manden fortælle sine brødre, at han

havde kamikker, der var laver af bark og syet med rodgren i stedet for

senetråd. Han skulle også hilse og sige, at han sammen med flere andre

boede i et hus på en nunataq. Når disse indvånere faldt i snak

om, hvorfor de var gået hjemmefra, og så begyndte at

stikke hinanden med knive, plejede det at være rigtig uhyggeligt. Selv flygtede han så altid ud af huset. Han fortalte også, at han savnede

sin familie. Og fordi han ikke evnede at gå ind i deres hus og

se dem dér, gik han hen for at se til dem, når de boede i teltet på

deres fangstplads. Han gik hen til dem om natten. Så fremsagde han

nogle trylleord og fik dem til at falde i søvn. Så løftede han teltets

bagvæg (skindene) og kiggede på dem ovenfra. Når han havde gjort

dette, følte han sig tilfredsstillet; og han plagedes ikke længere af

længsel efter at se dem. Og han sagde, at hans legeme var dødt, og det

kun var ånden, der styrede ham. Han udtalte endvidere med stor vægt,

at der var én ting, som disse qivittut var bange for, og som de ikke

kunne glemme - nemlig at de vidste at der var en frelser til. Det, de

gruede og frygtede for, var, at denne frelser ville komme for at dømme.

(Da han sagde dette, fik manden, som han snakkede med, en forfærdelig medfølelse med ham; og han opdagede, at han fik tårer i øjnene. Han opfordrede

qivittoq'en til at vende tilbage, og lovede, at han nok skulle ledsage

ham). Han svarede, at det ikke kunne lade sig gøre.

Endelig fik han sagt, at der var én ting, han hele tiden havde savnet

- og det var pibeudkrads til skrå, som manden han traf, måske kunne

give ham. Manden gav ham lov til at tage noget pibeudkrads. Han tænkte

at han nok ikke fik sin tobakspung tilbage. Men den anden sagde: "Du

skal nok få den (imakûsivine, sin pibeudkradspung)

(ajortúngornaviángilak - der sker den ikke noget). Læg den her oven på

stenen, og gå lidt væk. Jeg kan ikke gå helt hen til dig. Det er

farligt på grund af min ånde." Manden gjorde, som der blev sagt.

Endelig sagde qivittoq'en, at nu ville han tilbage til det

område, hvor han boede. Han bøjede det ene ben; så lod han, som om

han roede i kajak. Han drog af sted med mægtig fart hen over land,

idet han fulgte de små fordybninger, ind i landet, som ikke så særlig

indbydende ud.

 

Var.: Søg på Ikuunia. Vedr. forstillinger om qivittut, der sine steder er blevet stærkt farvede af kristen dæmonisering - søg på qivittoq; qivittut.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Hist.: Ikuunia var en såre berømt qivittoq i Kap Farvel området, hvor man endnu i 1950'erne fortalte om ham. Overensstemmelser i detaljer mellem denne og flere af de sydgrønlandske tyder på, at fortælleren må have nære forbindelser til folk i dette område.

Sákumik pissagssáungitsoq

Print
Dokument id:897
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Sákumik pissagssáungitsoq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 65
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 71.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Han der ikke kunne tages med våben.

 

Kiinngiviks datter Nuliannguaq, der var barnløs enke, var meget glad for mig, da jeg var barn, og hun plejede at fortælle mig historier om disse åndemanere. Hendes lillebror Saalimon er først død for nylig. Hans far havde fået lavet ham, så han ikke var helt uden evner. Når en kniv eller noget andet skarpt blev vendt mod ham, når han sov, fik han altid mareridt. Det fortælles, at selv hans børn morede sig over deres far, når staklen sov. Han var på sådan en måde, at ingen nogensinde ville kunne komme til at slå ham ihjel i smug. Og hans kone plejede at kigge alle knivene efter, før hun gik i seng. Da han døde, var det mig, der begravede ham.

 

Hist.: Fortælleren Marteeraq var overkateket og Hans Lynges hovedinformant og en ældre mand omkr. 1950. Hans stilling hindrede åbenbart ikke at man gerne fortalte ham historier af ældre før-kristen observans.

Selvmord

Print
Dokument id:933
Registreringsår:1902
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Alina
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Selvmord
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 35
Lokalisering:Ikkamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret.

 

Resumé:

Syltindens blodsten ved Ikamiut.

Det spidse fjelds røde farve stammer fra en gravid kvinde, Panoona, der styrtede sig ned, fordi hendes mand, der ofte havde stukket hende med en kniv, til sidst jog sin takkede hvalkniv i hende. En sang fortæller historien.

 

Hist.: Om hustruvold i før-kristen tid se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Simon fra Qaersoq / Qaarsoq

Print
Dokument id:1962
Registreringsår:1955
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Simon fra Qaersoq / Qaarsoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 146 - 148 + 166 - 167
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

 

Oversættelse:

 

Sîmuk Qaersormio / Qaarsormiu.

En af de personer, man fortalte historier om fra den tid, hvor kristendommen blev indført ved Upernavik, var Simon fra Qaersoq. Nu vil jeg fortælle lidt om ham, idet jeg forsøger at følge, hvad jeg selv har fået fortalt om ham.

Da mine forældre begge var børn i Upernavik, kendte de ikke alene lokali-

teterne omkring stedet, men de kendte også til, hvad der var fortalt om

forskellige personer i omegnen. Og de fortalte gerne om dem, og jeg hu-

sker nogle ting, som jeg her vil fortælle om. Jeg kender ikke Simons navn

før han blev døbt, jeg har aldrig hørt om det. Han havde boplads på syd-

siden af Qaersorssuaq / Qaarsorsuaq og havde et hus der foruden et hus i Naujât / Naajaat hvor han kom for at gå på fangst derfra. Han plejede at komme til Naajat midt om vinteren, hvorfra han drev kiggefangst lige ved en af de små øer ved Kingigtoq / Kingittoq (lige nord for Upernavik). Man kan endnu se hustomten efter ham. Simon var blevet storfanger, havde giftet sig og havde børn, som han holdt meget af; men engang døde et af børnene. Og det var i det bedste forårsvejr.

Simon sørgede meget og undlod helt at gå på fangst og blev hjemme. Da tabu-

dagene var omme, tog han på uuttoq-fangst, indenfor deres ø, hvor de boede. Efter at have fået fangst tog han hjem, selvom det ikke var blevet aften endnu. Og da der nu var dødsfald blandt hans børn, gik han bort fra land, da han nåede til Lomviefjeldet ved Kingittoq, som ligger på en del af Qaarsoq-øen. Det var et fuglefjeld, som han havde hørt, man skulle holde sig væk fra, når man var under tabu, og han var da ikke værdig til at være i nærheden. Det var ved den tid, hvor alkene og lomvierne var kommet. Da han var ud for lomviefjeldet og kiggede mod det på lang afstand, så han at hele isen nedenunder fjeldet vrimlede af lomvierne. Men da han så dem, tænkte han: Ja, normalt ville jeg gå derhen og fange alle de lomvier, jeg kunne få fat i, men nu er det "piungnaitsoq" (et ord man brugte om en, der på grund af tabu måtte holde sig fra visse ting), og jeg kan ikke gå derhen. Men til næste år ved denne tid, da vil jeg kunne fange dem. Idet han gik og tænkte sådan, hørte han ligesom nogen bagved sige: "Det er den slags man bare kan fange, så meget man vil". Han kiggede sig bagud men fandt ingen. Han fik standset sine hunde, stod af slæden og kiggede rundt til alle sider men så ingen. Så forstod han, at der ikke var noget der bandt ham til at holde sig fra fuglefjeldet, for han hørte godt ordene og forstod dem, nemlig,

at man havde lov til at fange dem, hvis man havde lyst. Så lagde han hvad

han havde på slæden ned på isen, og kørte så mod fuglefjeldet.

Da han kom nedenfor det, bandt han sine hunde til et isskruningsstykke, og først da han havde fået lomvier nok, kørte han tilbage til det sted, hvor han havde lagt sine ting og læssede dem på igen. Og da han kom hjem til Qaarsoq, blev hans familie forskrækket. Men da Simon havde fortalt dem det han havde hørt fra luften, og da de stolede på hans ord, så beroligede det dem helt.

Senere end denne begivenhed var Simon med nogle andre på slæde ned til

Uummannaq for at handle. Der var danske i Uummannaq, og da de var kom-

met frem, hørte Simon nogle gange kolonisterne tiltale en af dem ved navn, og så syntes han, at han aldrig havde hørt sådan et smukt navn før. Det var en, som de andre kolonister kaldte Løvstrøm (han var svensker). Og så tænkte han, at hvis han nu fik en søn, så ville han kalde ham ved det navn.

Og det passede godt, for da han rejste hjemmefra, var hans kone gravid.

De tog tilbage til den aftalte tid, og da han kom i nærheden af bopladsen, kom der folk for at hilse på dem, og de fortalte, at han havde fået en søn, mens han var væk. Og da Simon kom ind og så drengen, som man havde kaldt Tujormiaq, så gav han ham selv tillige det navn, som han syntes om, Løvstrøm.

Og denne Tujormiaq blev forfader til de familier i Upernavik-distrikt, hvis familienavn er Løvstrøm. Det fortælles at Tujormiaq, da han blev døbt,

fik dette europæiske navn til efternavn.

Min nor plejede at sige, at da hun fik forstand, var der to gamle men-

nesker, en mand og en kvinde, der begge hed Tujormiaq. Og hun havde altid hørt, at vore forfædre opkaldtes efter en bestemt person, og at man

opkaldte børn efter afdøde uden at tænke på, om det var en mand eller en

kvinde, der havde båret navnet.

Simon var storfanger og samlede tilstrækkeligt vinterforråd, så der ikke

alene var nok til hans familie, men også til hans bopladsfæller, så han

var afholdt, især fordi han hjalp de forældreløse i den strenge vintertid.

Og når det begyndte at knibe med spæk om vinteren, så fik han dem til at

flytte ind til sig, for at de kunne få varmen. Og så kunne de altid vende

tilbage til deres respektive huse ved forårstid. Og derfor skete det, når

han havde samlet forældreløse og andre, der havde svært ved at klare sig

i deres huse, at der kunne være så mange mennesker i huset, at han selv

dårligt kunne sove roligt om natten og få udsovet for alle de mange mennesker dér på briksen. Og ind imellem satte han sig op, og i den stilling ventede han på morgenen. Og ind imellem, når de havde samlet en masse mennesker på den måde, og de skulle spise, og de tog frossent kød ind, så skar han det i stykker. Og hver gang havde skåret et stykke, så gav han det til en anden, ind imellem et godt stykke frossent kød, så der ikke var noget tilbage, og ingen lagde mærke til, om han selv havde spist. Men de smuler, der smuttede ud fra delingen, puttede han i munden og slikkede sin kniv ren og stak den så fast i loftbjælken. Og når hans kone så sagde til ham, at han skulle tage et andet stykke ind og spise selv, så svarede han altid, at når han havde bespist så mange sultne mennesker, så følte han sig selv mæt ved det og ikke længere sulten. Derfor var der mange mennesker der holdt af Simon, og man troede ham på hans ord. Og det var både børn, forældreløse og ældre mennesker han hjalp.

Da der kom danske til Upernavik og der kom missionærer, var Simon en af

de første, der blev døbt. Da han var døbt, vendte han tilbage til

Qaarsoq, sin boplads. Da han skulle hjem, overtalte man ham til at blive kateket og undervise børn og voksne på bopladsen, og da han åbenbart var lærenem, blev han kateket på sin boplads. Men han var kun kateket ganske kort tid, for da Upemavik blev forladt på grund af den store krig, og alle danske forlod stedet, og selv missionæren rejste hjem, holdt Simon op med at undervise. Og mens han var udøbt, havde han været en "hovedvipper" / hovedløfter, qilassartoq. Og da nu missionæren var rejst, blev han hovedvipper igen. Men der gik nogen tid, og så kom der atter danskere til Upernavik, og han blev da kateket for anden gang. Og denne gang opgav han sin

hovedvipning for alvor, fordi det ikke var nogen kristen skik.

Det siges, at han var meget omhyggelig i sin undervisning, og at han plejede at undervise børnene om morgenen før gry, mod dagningen, fordi de endnu havde livet foran sig. Men de gamle underviste han henimod aften, fordi deres liv ligesom gik mod aften.

Mens Simons børn voksede op, boede han sammen med dem ved Qaarsoq. Men da

de var blevet gift og havde fået børn, fik han børnebørn, som han holdt

meget af. Og en vinter døde et af hans børnebørn. Dengang var Simon ble-

vet gammel, og var holdt op med at gå på fangst. Om foråret, da vejret var

ved at blive varmt, og solen skinnede og varmede uden for om dagen, gik han ud af huset og op til sit barnebarns grav og satte sig ved siden af den, og dagen lang sad han der ved siden af, ligesom om han "ledsagede barnet". Og først om aftenen gik han ned. Engang mens han sad dér som sædvanlig, og alene, var det som om nogen bagved ham sagde: "Nu har du kun to dage tilbage at leve i." Ordene var meget klare, og han lyttede lidt, om der skulle komme mere. Så rejste han sig og kiggede rundt, men han så ingen. Han syntes dog han havde hørt noget ligesom vingeslag, efter at ordene var blevet sagt. Efter forgæves at have kigget sig omkring gik han atter ned til huset. Og da han var kommet indenfor, fortalte han de andre, hvad han havde hørt, og sagde så: Nu er jeg rask. Jeg vil måske dø, når der er gået to år. Det siges, at hos Herren er et år som en dag. Prøv at læg mærke til hvor mange år jeg endnu lever. Og Simon døde, da der netop var gået to år.

Simon døde på bopladsen Inugsuk / Inussuk, som dengang var beboet. Han var meget gammel, og da han blev syg der, blev han ind imellem ligesom væk og kom til sig selv igen. Og når han kom til sig selv, læste han op for sine slægtninge af Bibelen, og også for nogle af deres bopladsfæller. For nogle af bopladsfællerne var endnu hedninge. Ind imellem blev han ramt af sindsforvirring, og han rejste sig fra sit leje og grinte lidt, som om han grinte af noget i luften. Og når hans husfæller tog fat om ham og lagde ham ned, sagde han: Når de forældreløse, som jeg havde ondt af, når de frøs om fingrene, og jeg gav dem varme, og de genkendte mig og kom mig smilende imøde, så havde jeg det godt. Og ind imellem navnte han navne. Men det var navne på

personer, der var døde for flere år siden. Og da Simon skulle dø, var det

sidste han sagde: "Jeg går hen til et sted, hvor der er det evige liv."

Dengang havde man sagt til folk i Upernavik distrikt, at når forholdene

ikke forhindrede det, og en kristen døde, så skulle de bringe vedkommende

til Upernavik, for at vedkommende der kunne blive begravet i indviet jord.

Da Simon døde som kristen, gjorde man to slæder klar, og der var ikke så

langt fra Inussuk til Upernavik. Således kunne de ved daggry bringe hans

afsjælede legene dertil, og fordi det var en person, de havde haft tillid

til, mens han var i live. Og henad morgenen startede så slæderne.

Mens de kørte mod Upernavik, var der i et hus i Upernavik et ægtepar,

Tuua og Uvsupi / Ussupi, der vågnede tidligt om morgenen. Og Tuua fortalte sin kone, hvad han havde drømt: Jeg drømte, at jeg kom ud af huset, og da jeg kiggede mod havet og isen, så kom der fra næsset derhenne to slæder, og den ene med et lig. Da jeg gik ned for at høre, hvad det var, sagde de, at det var Simon, der var død. Og derfor var de kommet med hans lig. Da de sagde, at jeg skulle gå op til præsten for at give ham besked blev jeg betænkelig, for jeg turde ikke rigtig gå ind hos danskerne mens de sov. Men da jeg alligevel gerne ville meddele ham Simons død, fik jeg en idé. Jeg gik hen til koloniens klokke og gav den to slag. Og så kom præsten ud, hvorefter jeg gik hen til ham og fortalte, at Simon var død. Og drømmen var så klar, at jeg blev lysvågen, straks jeg vågnede.

Da han havde fortalt om sin drøm, tog han tøj på, og da han var kommet ned

på gulvet, hørte de klokken slå to slag. Ingen af dem sagde noget, men Tuua

og hans kone kiggede på hinanden, for hvem ville dog ringe så tidligt om

morgenen.

Tuua gik hen til vinduet og kigge ud. Da han havde stirret en passende tid, dukkede to slæder op ude ved næsset, den ene med læs på. Og mens han rejste sig fra vinduet sagde han til sin kone, at der kom to slæder, den ene med læs på. Så hans drøm blev virkelighed.

 

ss. 166 - 167

Så kom slæderne med Simons afsjælede legeme. Men da de prøvede at

finde ud af, hvem der havde slået de to klokkeslag, fandt de ikke ud

af det. Således kom Simons afsjælede legeme til den kristne kirkegård og

blev lagt til hvile der.

Min mor havde kendt både Tuaa og hans kone, og hun sagde, at Tuua's kone,

Ussupi, var hendes faster, hendes fars storesøster, og hun skulle flere gange have hørt dem selv fortælle om det.

Min mor havde også set Simons sønner, Tujormiaq, og hans lillebror, Uvigdluaq / Uilluaq, mens de levede i Qaarsoq. Og hun havde selv besøgt dem i sin barndom.

Og nu vil jeg lige fortælle om en slædekamp, hun havde fået fortalt om af Tujormiaq: Han havde et europæisk navn allerede før han blev døbt, Løvstrøm.

Engang fulgte han sin far til Naajat / Naajaat på kiggefangst. Og det var om foråret, da de lyse nætter var begyndt, at der kom folk til huset for kappes i boldspil. Og der kom folk med slæde både fra Upernavik og egnene for at spille bold ved Naajaat. Og det var som sædvanlig et sælskind, der var fyldt med noget tungt til at spille ude på isen med. Tujormiaq og andre  børn, store børn i samme alder, gik rundt mellem de forskellige slæder og så mændene gøre slæderne og hundene klar til dysten.

Der kom også en mand nordfra, og da de gik hen til ham, så de, at hans små hunde havde skagler, der virkede alt for store til dem. Og hundene var også magre.

Og skaglerne var så store, at nogle af hundene var lige ved at glide ud af dem. Men manden, der havde dem, klappede dem, og klarede skaglerne og sagde til hundene, at de skulle være klar. Og så råbte han pludselig til de andre slæder, som han havde fulgtes med nordfra, at de skulle prøve at komme med bolden herover på hans slæde. Og da han havde råbt det, opdagede folkene sydfra, at hans bopladsfæller, til trods for at de havde meget bedre hunde, prøvede at anbringe bolden på hans slæde. Det lykkedes også for en af dem, der kom nordfra, efter nogen dysten at bringe bolden ud af en klynge. Og endnu inden han blev indhentet af nogen af de andre, nåede han manden, hvis hunde havde for store skagler og lagde bolden på slæden. Straks kørte manden nordpå. De forskellige slæder kørte nu alt hvad remmer og tøj kunne holde nordpå. Og man regnede med, at de snart ville vende tilbage med bolden.

Men der gik nogen tid. Lidt syd for Tasiusaq ligger nogle øer, som nu kaldes Erqordlikut / Eqqorlikkut, men som dengang kaldtes for Navssât / Nassaat. Først langt hen på natten vendte slæderne tilbage, og de havde ikke fået fat i bolden, fordi den var blevet kørt fra dem nordpå. Og de, der vendte tilbage til Naujât / Naajaat, fortalte, at de lige efter starten nok havde kunnet holde afstanden. Men da de nåede ud for Navssat / Nassaat, så spredtes hundene, hvis ejer havde bolden på slæden, og der stod ligesom tåge af snestøvet efter hundene. Og man kunne på sporene se, at de tog større og større spring. Og man kunne også se,  at slæden kom længere og længere foran. De standsede så allesammen på isen og nød at se en god slædekører fare nordpå. Og inden længe forsvandt slæden helt ud af syne. De havde aldrig før set hunde, der kunne løbe så hurtigt, og som var så udholdende. Han måtte være en af dem, der havde hemmelige signaler til hundene.

Det var jo normalt blandt vore forfædre, at man ikke fortalte noget videre om nogen, der kunne klare mere end de andre, selvom disse selv ønskede at vise sig. Og de plejede jo også at vente med at vise sig, til de virkelig kunne vise sig.

 

Var.: Hans Lynge 1967: s. 56 Qilaneq

 

Hist.:

Ifølge "Uddrag af Martêraqs selvbiografi" ved Regitze Søby, Tidsskriftet Grønland 1973: 309-319, var hans far født i 1845 og mor i 1850, begge Upernavik.

 

Ifølge prof. em. Robert Petersen (pers. medd.) giver de ældste kirkebøger fra Upernavik uklare oplysninger om denne Simon, hvis grønlandske navn Marteeraq åbenbart ikke kendte. Der nævnes to Simon'er, en (Ungaaq) der i 1827 var 54 år, fra Kingittoq, og døbt i 1783 som 10-årig, - og en anden (hedensk navn ikke nævnt), der i 1834 var 52 år og boede på Inuksuk. Der kan være tale om samme Simon, selv om de to nævnte ikke har ganske samme alder. Deres koner hedder det samme, men ikke deres børn (med mindre de hver havde flere navne og er benævnt forskelligt i arkivalierne, se ndf.). Desuden er det kun Simon fra Inuksuk har en søn ved navn Tiormiaq / Tujormiaq.

For ingen af disse to Simon'er kan det dog passe at han (som mindreårig) skulle have været spåmand (qilasartoq ved qilaneq-metoden) før dåben.

      Vedr. navngivning har Martêraq - stadig ifølge Robert Petersen -  selv følgende udredning i sin (selvbiografi): Mêraugatdlarama oKakugpalârsiáka, 1952: 200-202:  

Det første navn et barn fik tog ikke hensyn til om barnets og den dødes køn var det samme, men græd barnet og fortsatte med det, fik det navne fra døde af sit eget køn. Barnet beholdt alle disse navne, men det navn, der havde stoppet gråden, blev kaldt for dets rette navn: atavia.

Síngajiks Slægtssaga / Singajiks slægtssaga

Print
Dokument id:1450
Registreringsår:1919
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:Esaia + Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Síngajiks Slægtssaga / Singajiks slægtssaga
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 276 - 354
Lokalisering:Ny Hernhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: NKS, 3536, II, 4', læg 22, side 1 - 138 + læg 23, side 139 - 163 (Esaia og Hendrik Olsen har skiftevis skrevet fortællingen ned).

Renskrevet 1. gang af Hendrik Olsen i: NKS 3536, II, 4', læg 24 - 27.

Der findes tillige et Håndskr. i: KRKB 1, 4(12), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Síngajik", med Knud Rasmussen som nedskriver (foa)

 

Trykt på grønlandsk i Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, III: 32-123.

 

Resumé:

Singajik / Singajuk er ugift, fra Arsuk og flygter for blodhævn nordpå til Kangeq, hvis

rige fangster han har hørt om. Geografien beskrives meget omhyggeligt

det sidste stykke til øen som også senere for sommerrejser efter rener

og andet. S. modtages overmåde gæstfrit på øens sydside, og da frosten

allerede er gået i jorden inviteres han med følge i hus hos en mand,

der ikke har mange slægtninge. Han opfordrer senere S. til et besøg på

en boplads, Illupaat, nordvest for Kangeq, (på Håbets Ø), hvor man i

det store hus hos Qitoraq og hans mange brødre holder af at fordrive

vinteren med fortællinger og ynder besøg. Under opholdet dér bliver S.

inviteret rundt til alle og til slut til en ældre kone, der ynder

sydlændinge, elsker at høre deres dialekt og serverer sydlændinges mad

for ham: kød og skrabespæk, mamit. Hun har en datter, som S. forelsker

sig i og beslutter sig for at fri til på et senere besøg. Moderen gir

sit tilsagn på den betingelse, at S. flytter ind hos dem. Det gør han

så. Hans kone Marnilik blir gravid og føder for tidligt en søn under

et ophold langt inde i fjorden på renjagt. Han svøbes i

edderfugleskind, men er længe om at tage brystet og komme i vækst. Da

de unge piger spotter M. bag hendes ryg, fordi hun prøver at holde liv

i det lille skravl, gennemfører hun et ritual for at fremme dets

vækst. I fem dage faster hun, ber så S. ro den lange vej ud af fjorden

efter en saltvandssæl, som ingen andre må røre ved, og fra den spiser

hun de følgende dage et lille tyndt stykke ribbensbrusk, et stykke

tarm kortere end en overarm og lidt tynd blodsuppe af en muslingeskal.

Derefter trives sønnen. Omsider når familien tilbage til Illorpaat

længe efter de andre og i sidste øjeblik, inden isen lægger til. S.

tilbyder sin kone, at hun opkalder barnet, men M. mener det må være

S.s ret, der har avlet det. Han kalder det Tusilartoq (den døve) efter

sin far, der blev meget gammel. S. har lyst til at flytte tilbage til

Kangeq og får langt om længe sit ønske opfyldt, da M.s mor er død og

foråret kommer. Øen er tæt bebygget men S. finder plads på solsiden af

en vig på sydsiden. M. føder endnu en søn, som S. gør til en

angerlartussiaq. Tusilartoq får kajak, blir dygtig og udvokset,

hvorfor hans ældede mor opfordrer ham til at gifte sig. T. forholder

sig tavs og afventende, men en dag i en strid nordvest, hvor han kan

regne med, at Qitoraq og alle hans brødre ved Illorpaat holder sig

hjemme, ror han derop, ber om deres eneste søster og får deres

tilsagn. T. tager hende straks med hjem på kajakken i stormen, og på

hans brikseplads raser hun, indtil S. beroliger hende med, at de nok

skal være gode ved hende. Næste dag, da stormen er løjet af, kommer en

af hendes brødre for at høre, om hun er kommet vel gennem stormen med

T. T.s kone får efter knap to år en søn, som S. får lov til at opkalde

efter sin farbror, Aqajarorsuaq (stormave). Han udvikler sig prægtigt,

bliver fed og aldrig syg, men får børneormm og græder så utrøsteligt,

at T. af fortvivlelse over at skulle miste ham, skærer flænger i sin

kones fodsåler. Hun går om natten ned og drukner sig. Hendes brødre

får først besked flere dage senere, ikke af T. men af deres halvfætter

på T.s boplads. De blir nu T.s fjender for livet.

T. er med sine gamle forældre på renjagt ved Isortoq, hvor han, en dag

de ligger stille, tar ud på sælfangst og møder en fornemt udstyret

kajakmand, der hverken vil hilse eller indlade sig med T. T. opdager

at vandet omkring den fremmedes kajak er i kraftig bevægelse af hans

indre ophidselse, og T. når at myrde ham, inden han selv blir

harpuneret. T. ror hen til et egnet sted med liget og sænker det med

tunge sten i kajakken. T.s mor, der bliver klar over hans ugerning,

spør om han har spist af den dødes lever. Da T. siger nej, lader hun

ham drikke spildetran fra lampen af den store muslingeskal, som hans

ble blev skrabet med første gang, han havde tisset som spæd. Det vil

hindre den dødes sjæl i at trænge ind i ham. T. får herefter en

ubetvingelig lyst til at dræbe alle fremmede kajakmænd, han møder.

 

Sammen med Aqajarorsuaq og en plejesøn ror T. på handelstogt ud til et

skib, der viser sig ikke at være noget handelsskib. Dets besætning vil

røve og bortføre dem. Kaptajnen prøver forgæves at drikke dem fulde,

og de tre kommer både ud af den aflåste kahyt, hvis anden dør er

spærret med tilsømmede brædder, og får overvundet alle matroser ved

deres kræfters hjælp. T. klarer de fleste konfrontationer alene, men

sønnen A. må klare smadringen af den tilsømmede dør. De får ikke blot

lov at ro uskadt bort, men hele besætningen råber også hurra for dem

fra rælingen.

 

Nogle år senere overfaldes T. på havet af en voldsom storm, hvis

forvarsler over egnens fjelde beskrives yderst detaljeret. Mens han

kæmper sig frem med en sortside på slæb, får han øje på en måge

omkranset af blikstille vand. Den synger en sang, som han lytter til

og lærer og afprøver med held: Efter et par vindpust blir der

blikstille omkring hans kajak. Under en senere pludselig storm søger

alle fangerne til det nærmeste land undtagen T., der med to store

sortsider på slæb tar turen ind om dem, råder dem til at blive, fordi

sådan en storm som regel stilner i løbet af en dag, og ror hjem, hvor

han sidder foran sin husgang og arbejder med noget træ, da de andre

vender hjem. Han foretager derefter ofte lange rejser, kommer vidt

omkring og får mange fjender. Nogle dog delvis uforskyldt, fordi

mangen en gammel mand eller kone forsøger sig på de fremmede steder

med hekseri mod hans kajak. Dens amuletter dræber dem.

På en af sine rejser nordpå driver T. en sommer fangst ved Ilulissat

/ Jakobshavn, hvor tiden løber fra ham. Han er nødt til at overvintre,

og beslutter sig til at gøre det på Qeqertarsuaq / Disko, som han

aldrig har set. På øens nordside, der er ubeboet, slår han sig ned et

egnet sted og er spændt på, om der er sæler. Der er rigeligt. Om

vinteren lærer han sig selv åndehulsfangst og om foråret

småhvalsfangst i isens revner. Da han vender hjem, opfordrer han alle,

der har lyst til at leve i overflod, at tage til Disko.

T.s søn Aqajarorsuaq, hvis farbror har taget sig af ham som en mor,

hører under sin opvækst om faderens ugerning mod moderen, der begik

selvmord. Farbroderen vil ikke bekræfte rygtet, men A. kan aldrig

siden glemme det.

T. gifter sig igen efter mange år som enkemand. En dag hans kone

lysker ham og opdager hele rækker af tatoveringer under hårranden,

spør hun, hvad det er og får et puf af T.s albue, der sender hende

bagover i døden. Hver tatovering betegner nemlig et mord, som T. har

begået.

A. får en dag af en gammel slægtning bekræftet, hvad han har hørt om

sin moders død. Han betragter herefter sin far som sin fjende og får

gang på gang en næsten ubetvingelig lyst til at dræbe ham, mens han

sover. Det lykkes ham dog hver gang at komme på bedre tanker.

T., hans mor og søn blir døbt hos herrnhuterne ved Nuuk / Godthåb. T.

får navnet Moses, A. navnet Ignatius og Marnilik døbes Engel.

A. plejer at jage rener om sommeren ved Kangersineq / Kangersuneq i

bunden af Godthåbsfjorden og kommer først hjem igen, når han har fået

det antal rener, han ønsker.

Hvert år på årets korteste dag plejer folk fra omegnen at samles til

fest på Kangeq i deres stiveste puds. Ingen må på denne dag gå på

fangst. Men T.s bror kan ikke modstå fristelsen, skønt T. advarer ham,

fordi hele skyer af alke passerer inden for synsvidde. Han udebliver,

og da han er en angerlartussiaq, venter man på ham i fem dage. Men da

han ikke vender hjem i det tidsrum, opgiver man ham.

Under en renjagt i bunden af Godthåbsfjorden får T. smerter. A. må

bryde op i utide. T.s smerter forværres, og han dør under hjemrejsen,

men bliver ved at gå igen, fordi man, efter T.s eget ønske mens han

levede, skal begrave ham i indviet jord, hvis han ikke skal skræmme

dem til døde. Den første nat kryber han op ad teltdugen og må pirkes

ned indefra af A., og de følgende dage må A. gang på gang slå ham

ihjel igen med åren, fordi T. rejser sig op i båden i sine ligskind.

Endelig når man Nuuk og får ham begravet på Guds Ager hos

herrnhuterne.

A. opgiver nogle år efter denne oplevelse sine renjagter til

Kangersineq. Da han genoptager dem og er på vej hjem, får han lyst til

at overvintre på fastlandet (Nordlandet) over for Nuuk. Da han sammen

med husholdets kvinder har udbedret en gammel hustomt, ror han den

korte vej til Nuuk, tilhandler sig hvid mands mad ved

herrnhutstationen og ror hen til kolonihavnen, hvor en mængde

sydlændinge skiftes til at invitere ham på mad. Han inviterer

til gengæld dem, der vil med hjem, på renkød. En ældre sydlænding

Alugulooq tager med og har mange fortællinger at underholde med. Til

slut fortæller han om dengang, man i hans hjem ved Arsuk fik besøg af

en angerlartussiaq og lod en, der forstod sig på qilaneq, prøve at få

ham til live igen. Det lykkes med et længere ritual, men da Alugulooqs

gamle bedstefar insisterer på at kende den fremmedes herkomst og

hører, at det er en af Singajiks efterkommere, beordrer han ham

dræbt, fordi S. var deres fjende. Efter lang tøven udfører sønnerne

den gamles ordre, og alle skal gøres medskyldige i drabet. Endog

smådrengene skal stikke i liget.

Aqajarorsuaq sveder ophidset ved denne beretning om mordet på sin farbror og navnefælle men behersker sig,

fordi han nu er døbt, og han takker fordi han endelig har fået klarhed på sin

elskede farbrors død og ber de fremmede sove roligt i hans hus om

natten. De flygter dog af skræk for hævn, mens alle sover.

A. har også arvet en anden fjende. Det er morbroderen Qitoraq, som han

ofte møder på havet. Da de er lige årvågne lykkes det aldrig den ene

at komme bag på den anden, og de byder blot hinanden høfligt på en

snus. En dag får A. heldet til at komme bag på Q. og kaster, men

rammer en sæl, der netop dukker op imellem dem. Q. vender sig

forskrækket om, men A. tilbyder fred, fordi de vist længe har gjort

hinanden tilstrækkeligt ondt og desuden er døbte. De blir venner for

resten af livet. Da A. skal dø, er der to ting, han især glæder sig

over: At han modstod fristelsen til at dræbe sin far, og at han var

blevet venner med Qitoraq.

 

Hist.: Ved hjælp af denne og en ældre variant har Gulløv og Kapel

(Folk: 1979/80) kunnet lokalisere og udgrave Singajiks første hustomt på

Håbets Ø nordvest for Kangeq. Fortælleren Esaia var tipoldebarn af

Aqajarorsuaq og A.s far, Hendrik, fortalte den første version til Rink

(ibid. og Knuth 1963). Om ændringer i opfattelsen af blodhævn fra

før-kristen til kristen tid Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.

Singajuk som kom sydfra

Print
Dokument id:50
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Singajuk som kom sydfra
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 429 - 437
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 16, ss. 42 - 49.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 429 - 437: Singajuk qavanngarnisaq; og i

Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 16 ss. 81 - 88, og 94 - 100, med dansk kommentar s. 320.

 

Forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 1.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 111, ss. 453: Singajuk and his Descendants.

 

Fuldstændig oversættelse i Rink 1866 - 71, II: s. 1 - 9, nr. 1.

Resumé: Sydlændingen Singajuk, der er kommet til Kangeq og blevet gift,

får med sin kone tre børn, der alle dør som små. Det fjerde, sønnen

Mangilaq, bliver født for tidligt, og en naboerske håner forældrene

for, at ville holde liv i det. Singajuk beordre da sin kone en længere faste

til fremme for sønnens overlevelse. Den virker, Mangilaq vokser til, får

kajak, som S. forsyner med kraftige amuletter. En gammel kone, der vil

forhekse kajakken, dør med hovedet inde i den. M. udvikler sig og

bliver både vismand og storfanger. En dag træffer han en flot ukendt

kajakmand, som han vil byde hjem på rensdyrtalg. Men da denne er

uvenlig og vil dræbe M., kommer M. ham i forkøbet og sænker senere

liget med kajakken ved en bratning nær Uummannaq (på Nuuk-egnen). M.s

mor beklager sig over, at M. ikke har husket at spise af den dødes

lever (som værn imod den dødes hævn) og lader ham som modgift drikke

tran fra en muslingeskal. Da man intet hører fra den dødes slægtninge,

må den myrdede have været en innersuaq. Derpå tydede også hans fangstblære og

klæder af skinnende hvidt skind og hans lyse øjne. De var ligeså lyse

som en qallunaaqs øjne. M´s mor får efterhånden endnu tre levedygtige

børn, to sønner og en datter. Senere træffer M. under en storm ude til

havs en måge, der lærer ham en sang til at stilne stormen med.

Den bruger han med held og bliver så ivrig en kajakroer, at han bliver

døv og derfor får øgenavnet Tusilartoq. Snart efter bliver han, på sin

mors opfordring, gift, men konen bliver syg, sygner hen og dør, og

Tusilartoq besøger hende ofte i graven, hvor hun med ham deler den mad,

folk har givet hende. Under et besøg giver hun ham et visdomsmiddel,

nemlig en muslingeskal med spildtran fra lampen. Han drikker det, ser

udgangen lukke sig, besvimer og vågner op ude ved siden af sin kajak.

Fra nu af besøger han ikke længere graven (han har fået de dødes

"klarsyn". BS) T. gifter sig igen og får sønnen Aqajaroq. T. tager

nu på rejse nordpå. Imens bliver en af hans to brødre dræbt derhjemme

under en alkejagt. Morderen er Qitoraq, der lader alle sine mandlige

slægtninge gøre sig til medskyldige. Først nu begynder T. at tænke på

drab. Han bliver dog skyldig i sin anden kones død, fordi han en aften,

da han ikke kan sove for sønnen Aqajaroqs gråd, beklager sig over det.

Fornærmet begår konen selvmord, og T. kommer til at afsky sin søn, der

senere bliver bange for sin far og tyr til sin farbror.

Denne drukner imidlertid under en alkefangst, hvor han er taget ud

alene, og da han er en angerlartussiaq, kommer han til live og i land

igen, men desværre hos sin fars fjender i Sydgrønland. De genopliver

ham, forhører sig om hans slægt og dræber ham. Dette får Aqajaroq

senere at vide af morderfamilien, der er på rejse til Nuuk, men ikke

ved at A. er den myrdedes nevø. A., der er døbt Ignatius, må tage sig

sammen for ikke at hævne sig. Han fortæller om slægtskabet og søger at

berolige sine gæster. Men de flygter om natten.

Ignatius får en dødelig byld på skulderen, men kommer sig. Og han

får sig sat i respekt hos sin gnavne far, engang denne under

sommerrejsen beklager sig over regnvejr. I. demonstrerer tavs sin

enorme fysiske styrke, hvorefter Tusilartoq holder bøtte med sine

beklagelser. T. bliver døbt Moorsasi, men kun af navn. Han kan heller

ikke dø rigtigt, hans åndedrag kan ikke fare opad, kun nedad med et

brøl, og han er ved at skræmme livet af sin familie, hver gang han

kommer til live igen. De får ham dog transporteret til Ny Herrnhut /

Nuuk / Godthåb og forsvarligt begravet i Guds Urtegård dér.

Man hører end ikke det mindste fløjt fra ham sidenhen. Senere ligger

Ignatius selv for døden af en byld på ryggen og takker af hjertet for,

at han ikke dræbte sin og faderens fjende, Qitoraq. Det havde han

engang været på nippet til, men havde i stedet harpuneret en sæl,

hvorefter Qitoraq var flygtet.

 

Var.: Singajik / Síngajik / Singajuk / Síngajuk

 

Hist.: Historisk fortælling, en saga om en af de mange sydlændinge, der kom til Kangeq, og hans efterkommere. Ved hjælp af denne og en yngre variant har Gulløv og Kapel, (Folk 1979/80), kunnet lokalisere og udgrave Singajiks første hustomt på

Håbets Ø nordvest for Kangeq. Se Esaias version.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Om ændringer i opfattelsen af blodhævn fra

før-kristen til kristen tid se Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.

Sydlændingen Ulaajuk

Print
Dokument id:1779
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Sydlændingen Ulaajuk
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 438 - 440
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

 

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 17 ss. 50 - 54.

 

Let forkortet oversættelse i Rink 1866-71, II, nr. 22.

 

Ultrakort version uden slutning på engelsk i

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 46, s. 280, dvs. den sidste fortælling af tre under overskriften: The Kayakers in Captivity with the Malignant Ignersuit.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 438 - 440: Ulaajoq qavanimioq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 17, ss. 89 - 92, med kommentarer s. 320:

 

Resumé: Under en fangst forlades Ulaajoq / Ulaajuk af sin fætter Tupittannguaq,

da denne har fået fangst, og U. røves derefter af de onde innersuit,

der bor i et meget langt hus under et skær. U. får sin næse skåret af,

bliver hængt op under loftsbjælken, tilkalder blandt sine blandt sine

hjælpeånder først sin Equngasoq, der straks dræbes af innersuit, og

derefter sine egne innersuit, der hører til de "Øvre", dvs. gode

ildfolk under lavvandsmærket. De overmander de onde innersuit, fører

U. med sig ud, og U., der genopliver sin Equngasoq og får sin næse

tilbage af denne. Han kommer hjem med stærke smerter og modtages af

Tupittannguaq, der løsner remmen, som U. var blevet hængt op i under

loftet. U. sælger stykkker af remmen til kajakdrenge for god

betaling.

 

Var.: Kuvitsina hos innersuit; Maqio; Ujúnguaq, åndemaneren fra Tuapait; Qattaaq; Taatsiarsuaq;  Vennerne 256v nr. 350;

 

Hist.: Hendrik oplyser, at han har fortællingen fra Tupittannguaqs

søn, sydlændingen Conrad, der i på fortælletidspunktet er død. Kristen

påvirkning: Gode og onde innersiut: se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "innersuit".

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Tasiusarmiorsuaq / Den store Tasiusarmioq

Print
Dokument id:1740
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Enevold, Thomas
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Tasiusarmiorsuaq / Den store Tasiusarmioq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 66 - 68, nr. 9
Lokalisering:Qoornoq: Nuuk / Godthåb
Note:

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 9, ss. 25 - 28.

Rink 1866-71, II: s. 51 - 53, nr. 20.

 

Resumé af Rinks tekstnære oversættelse:

 

Den store Tasiusaqbo er åndemaner / angakkoq, men har endnu ikke

afsløret sig offentligt. Hans kone føder lutter døtre, men de

dør som små, og konen bebrejder ham, at det er fordi han altid nedlægger

renkalve. Fornærmet går han hjemmefra og møder en qivittoq / fjeldgænger, der

fortæller ham sin historie: Hans far beklagede sig engang over,

at han kun havde fået sønner. Fornærmet gik drengen hjemmefra,

mødte forskellige dyr i menneskeskikkelse og til sidst nogle

tornit (indlandskæmper), der gav ham fangstpart i en enorm

hanren. Han stegte kødet, spiste det og sov for første og

sidste gang. Nu var han fortabt. Han hørte verdens yderkanter

skælve, og han opfordrer T. til at vende hjem og blive frelst. T. vender

ganske forstyrret hjem, men får efterhånden fortalt om sin oplevelse

og bliver rask. Derefter går han aldrig mere på renjagt.

 

Hist.: Kristen påvirkning er tydelig på forestillingerne om

qivittut, der i traditionelle fortællinger oftest optages blandt

enten ånder eller fremmedartede mennesker, for senere kun at komme

tilbage på et enkelt besøg.

Nu er qivittut i kristen forståelse fortabte, og hér er endog dommedag nært

forestående.

 

Tasiusaq er et almindeligt stednavn, men det kan være bopladsen nær

Nanortalik, hvor man endnu i 1700-tallet jagede rener.

 

K. Thisteds kommentar til Rinks oversættelse:  En ret tekstnær oversættelse,

men efter møderne med hhv. harerne og rævene i menneskeskikkelse, står

der vistnok ikke, at de hoppede af sted, lystige at se til (Rinks

oversættelse), men noget i retning af "Så forstod man jo hvordan det

hang sammen!" (Silalli eqiiallannannguarsi! Så blev man pludselig rigtig vågen; qivittoq'ens fortællerkommentar).

Turen til Østgrønland (6. Thuleekspedition)

Print
Dokument id:2062
Registreringsår:1947
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Benjaminsen, Abia
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Turen til Østgrønland (6. Thuleekspedition)
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 131 - 134
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 147 - 150: "Tunuliarneq".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

Abia Benjaminsen var med som gast på en af de tre motorbåde på 6. Thuleekspedition langs Sydøstgrønland, der blev ledet af Knud Rasmussen i 1931. Affart 7 juli, hjemkomst 17. september, en hel sommer med dagssejlads og/eller vardebygning og måling af solhøjde forskellige steder langs kysten fra 6 morgen til 6 aften. Man har ingen vanskeligheder forbi Puisorteq / Puisortoq, når derefter Timmiarmiut og Takisoqs Uummannaq. Her får Abias båd, Dagmar, med Gabriel Jørgensen som leder, motorskade, og det varer en hel uge før man atter er forenet med de to andre både, Gerda og Varbu / Valborg (?). Derefter går for Abia videre med Gerda. Man ligger fast i lejr mens Knud Rasmussen er nordpå og kommer tilbage. Han gir punch samme aften. Også Therkel Mathiassen støder til. Han hyrer Abia til sine udgravninger undervejs. En lang, drøj sommer.

 

Hist.: Historisk fortælling. AB var 60 år i 1947, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Aappilattoq, Nanortalik kommune, hvortil faderen, storfanger Nioqanngitsoq, var immigreret fra Østgrønland, før Abia blev født.

Rasmussens egen rapport fra ekspeditionen står i Geografisk Tidsskrift, Bd. 35(4), 1931: 169-197; i The Geogrphical Review Vol. 23(3), 1933: 385 - 393, og er genoptrykt i Tidsskriftet Grønland 1983: 164 - 176 med intro. af Regitze Søby.

 

Kommentar: Beskrivelsen af ruten fremstår uklar, fordi man aldrig blir sikker på om der i såvel den grønlandske tekst som den danske oversættelse er taget højde for at 'kujamut' betyder 'mod syd' på vestkysten, men 'mod nord' på østkysten (kujamut, dvs. man har kysten til venstre og havet til højre i sejlretningen uanset om man er på vest- eller østkysten).

Uiarnianik / Om nogle som ville sejle udenom

Print
Dokument id:1789
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Uiarnianik / Om nogle som ville sejle udenom
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 124 - 126, nr. 27
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 27, ss. 97 - 101.

 

Uddrag  i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 33,

ss. 73 - 74.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 120, s. 458: Iviangersook travelled all around the Coast of Greenland.

 

Resumé: Iviangersuk rejser landet rundt, først sydpå langs vestkysten

og rundt om Kap farvel til Aluk i sydøst, derfra langs østkysten nordpå til det

forestillede sund fra østkysten til Ilulissat, og sluttelig atter mod

syd langs vestkysten.

I nordøst fanger I.s bror en stor hvidhval, som han deponerer oppe på

en ø, hvorefter de træffer "blandinger" med lyse øjne. Disse

tilbyder deres koner til låns, men de rejsende afslår med en

bemærkning om, at den slags gør de ikke. De rejsende er stærkere end

"blandningerne" i vægtløftning, og blandingerne flygter for dem, da de

næste dag får forevist den store hvidhval, som I.s lillebror har

fanget. Undervejs sydpå fra Ilulissat dør I.s bror og begraves ved

Nuuk.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 27, s. 325 - 326.

 

Hist.: Hendrik oplyser, at han har fået historien fortalt af Christian / Kristian

Hendrik fra Kangeq, Arons far, som igen har hørt den af en mand, hvis

navn begynder med Ata- (resten er ikke til at læse.) (K.Th.). Forestillinger om efterkommere af nordboere på østkysten, går formentlig tilbage til kolonisternes første teori om, at Østerbygden måtte findes på østkysten. Den blev endelig elimineret med Konebådsekspeditionen i årene 1884/85.

Kristen påvirkning ses i afslaget på invitationen til

at låne koner, som man tilbød gæster det i førkristen tid.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Ukuamaaq

Print
Dokument id:2061
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Mouritzen, Martin
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ukuamaaq
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 125 - 130
Lokalisering:Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 142 - 146: "Ukuamaaq".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: 176 - 182 (dialekt) og ulige sider: 177 - 183 (engelsk).

 

Resumé: Ukuamaaq er blevet enke og lever alene med sin søn i Kakilisat nord for Aluitsup Paa, Sydprøven. Forgæves opfordrer hun gang på gang sin søn til at gifte sig. Da han omsider efterkommer ønsket kan de to unge ikke være i fred for hende. Hun kigger hver gang de vil elske. Den unge kones bror, hendes mands gode ven, kommer på besøg. Uk. beordrer den unge kone at hente vand langt væk, fordi det smager så godt. Pigen har netop fyldt vandspanden, da svigermor kommer farende og løber bort med hende fordi de to svogre er kommet op og slås og vil dræbe hende, siger hun. Sønnen fatter ikke, hvor de er blevet af. Han leder forgæves og får onde tanker, efterhånden onde nok til at få overnaturlige evner. Langt inde på en slette finder han deres hus med en sten for indgangen, der åbner og lukker sig som en rævesaks. Og der flyder vand ud af indgangen. Ved sine nye evner kommer han ind, bliver af konen gemt bag skindtapetet med to udskårne huller til øjnene. Uk. kommer hjem, blir længe uden for, hvor hun synger en hånlig vise om sønnens ringe fangstevner og sine egne store ditto. Hun kommer så ind med en enorm sortside, større end sønnen ville kunne slæbe. Uk. lugter mennesker men beroliges af svigerdatteren, som hun ber flænse og koge kød af sælen. I dampen flyver Uk. op vha et skrabebrædt og en støvlestrækker, og flyver rundt. Sådan ror hun i kajak, siger hun. Hun går så hen til urinbaljen og tisser i den som en mand. Da får sønnen nok. Han kommer frem, slår hende ihjel, og da han vil ta' sin uskyldige kone med hjem men så opdager at også hun har sorte hænder, dvs. er smittet af det onde, dræber han også hende og begraver hende sammen med moderen i et hul i jorden. Han går ud, og huset lukker sig om ligene som en klippe. Uk. var åbenbart en stor, ond åndemaner, for kun den slags har en sådan bidende indgang, der flyder med vand.

 

Var.: Ukuamaaq

 

Hist.: MM var 47 år i 1965. Boede tidligere i Illorpaat.

Denne version viser klart en kristen opfattelse af ikke blot fortællingen, men især af fortidens angakkut / åndemanere som værende i pagt med djævelen. Desuden er beskrivelsen af det hus, som Havets Mor / Havkvinden bor i, smittet af på den af Uk.s hus.

 

Kommentar: Uk. flytter langt ind i landet med sin svigerdatter. Hun blir ikke desto mindre storfanger, der henter sin fangst langt borte og ror i kajak i dampen fra kogemaden. Hun har mao. fået evner som indlandskæmpe, der også rejser med tåge og ikke har kajak.

Åndemaneren fra Qutdligssat / Qullissat

Print
Dokument id:1598
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Aqajak (Ambrosius)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Åndemaneren fra Qutdligssat / Qullissat
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 172 - 176
Lokalisering:Ujarasussuk: Qeqertarsuaq / Godhavn
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 4(10). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition

1902-04: "angákoq Qutdligssarmio".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 50 -

54: "angákoq Qutdligssarmio ingnerssuautilik" / Angakkoq Qullissarmiu innersuaatilik.

 

Resumé:   Tid: Før de hvide kom til Grønland.

En åndemaner / angakkoq / shaman har to hjælpeånder, en, der taler som en hvid mand og en strandånd / innersuaq.

Om innersuit fortælles, at de ikke bryder sig om navnet. De er bange for Inersuaq, den store ild. Selv er de ikke farlige, foretrækker

navnet, alliarutsit (underboerne), og kalder mennesker qaamiut

(overboerne). De har ingen næser, men er dygtige kajakroere, deres

grej er smukt forarbejdet og de, der har helpelse pyntet med udskåret

hvalrostand, har den balance i kroppen at de kan kæntre og rejse sig igen. Åndemaneren kommer altid op at slås med sin hvide hjælpeånd uden for huset. En aften midt om vinteren, hvor han beder den om fangstdyr, støder den en lanse gennem ham. Da hans fæller trækker den ud, heler han nemt såret. Under

fortsat misfangst besøger han sin innersuaq under stranden og blir

indbudt til en munter sangfest, som han kun med udsigt til at skulle

blive der altid kan bekvemme sig til at forlade inden solopgang.

Festen skal ellers vare i fire døgn. Om sommeren vil han besøge dem

igen, men mødes af sin innersuaq og en fælle, der hindrer det, fordi

alle innersuit er stærkt ophidsede og parat til at dræbe ethvert

menneske. De tre ror sammen afsted, fanger sortsider, og herefter er

åndemaneren heldig med sin fangst. Ophidselsen har lagt sig noget ved

næste besøg, hvor han beværtes med kaffe og skibskiks, som innersuit

har købt sammen med et par blå bukser hos hvalfangerne. Folk kommer

ind og begræder en ung mand, der snart skal dø, fordi han har mistet sinfangstblære / fangeblære. Innersuit begræder aldrig deres fæller, når de først er

døde. Da der oprettes en handelsstation ved Ritenbenk og åndemaneren

tar derover for at handle, forstår han ikke bestyreren, der kun taler

dansk til ham. Beskæmmet og trist til mode holder han sig derefter

borte fra stationen.

 

Hist.: Under kristen påvirkning blev den store ild ofte identificeret

med Djævelen. Innersuits foretrukne navn i denne fortælling,

alliarutsit, er på den baggrund forståelig, men rimer ikke med Rinks

oplysning om dette navn. På hans tid betegnede alliarutsit de

nederste, aggressive og ondskabsfulde innersuit. Den dansktalende

hjælpeånd er i denne fortælling den aggressive ånd, der tilmed nægter

sin åndemaner de ønskede sæler. Den modstilles af de venlige, men

lejlighedsvis ophidsede innersuit, der traditionelt kunne skaffe

fangst, men ofte røvede enlige kajakmænd. Det gør de åbenbart ikke

længere. Blot kan man stadig risikere aldrig at komme hjem fra dem.

Forestilingen om innersuits handel med de hvide var vidt udbredt. Om

innersuit, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Ildfolket ..." , innersuit

Tricket med at hele sår under en seance er fælleseksimoisk. Kampe under seancen med en aggressiv hjælpeånd er især kendt fra Ammassalik: se fx Karrak

Åndemaners selvbiografi

Print
Dokument id:966
Registreringsår:1919
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg ?
Nedskriver:Rosing, Christian ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Åndemaners selvbiografi
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 110 - 114
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Ed. by H. Ostermann.

 

Det har ikke været muligt at identificere fortællingen i håndskrifterne. Stammer muligvis fra Chr. Rosings indsamlinger.

 

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

 

Resumé:

Fortællerens motivation for at blive angakkoq / åndemaner er den, at han er faderløs og at hans mor er andenkone hos den ondskabsfulde Noortiit (eller er det bopladsen på Kulusuk?), der gang på gang dolker hende i lår og underliv og desuden håner drengen nårsomhelst. Den onde mand smider dem omsider til ud, de kommer til Sermilik, og der begynder drengen sin træning ved en sø langt inde i landet nær indlandsisen. Han kaster sten i vandet, længe, blir træt, men netop som han vil give op kommer der en voksende bevægelse i vandet. Han kaster oplivet flere sten og råber, hvorefter søens kæmpebjørn, der er hvid men med korte lemmer og lang snude, dukker op med ryggen til. Drengen får skræk men bliver med vilje stående, og han besvimer før han blir ædt. Han vækkes af to dværge med det vanlige råb, går splitternøgen hjemad og hans klæder kommer i to omgange flyvende til ham bagfra. Han vil fortælle alt når han kommer hjem, men det tør han alligevel ikke. To gange til gentager han denne proces med søens bjørn. Herefter får han en del hjælpeånder blandt innersuit (ildfolket) og timersit (kæmperne).

Samme bjørn hjælper denne dreng på et senere tidspunkt, hvor han  og en kammerat, som han søger efter hjælpeånder sammen med (den der ser en ny ånd først, får retten til den), er ude i kajak sammen. Her får fortælleren harpuneret et skaldet, nøgent, rødt menneske på et skær (der dukker frem ved lavvande). Utysket farer under vandet afsted med harpunspidsen i sig og fangstblæren efter sig op i en elv og videre op til en sø. Drengene prøver forgæves at indhente den, hvorfor fortælleren kalder på bjørnen. Den fanger den skoldede skaldede, giver fortælleren hans fangstblære tilbage, åbner en kløft ned til en boplads, og smider umennesket derned med en bemærkning om at 'den slags smager dem godt, dernede.' Og fortælleren glæder sig over at have fanget en lækkerbid til sine hjælpeånder.

            En anden gang afprøver de to drenge deres angakkoq-evner til at bevæge sig hurtigt gennem hvadsomhelst. Ved et roligt vandløb smider de tøjet og hopper i, først kammeraten, så fortælleren, og en rivende strøm fører dem lynhurtigt afsted ud i havet og hen på en strand, hvor de aldrig har været før.

 

Hist.: Dette må være den første trykte version af en del af Georg Qúpersimâns selvbiografi.

Georg var kendt for ikke altid kun at fortælle sine egne oplevelser, men også tilskrive sig selv dem han havde hørt fra andre.

 

Den røde, skaldede og nøgne ånd, som fortælleren får bugt med hjulpet af søens bjørn, hører ikke hjemme i det vanlige galleri af åndetyper. Det kunne være billedet på en (kristen) djævel, der havde været udsat for en ligeså voldsom varme, som drengen, der ifølge en østgrønlandsk myte blev slugt af en stor bjørn, men fik skåret sig ud af bugen og fremstod skaldet og skoldet af heden derinde. Eller det er blot en af de nederste innersuit, der boede længst nede (eller ude) på undersøiske skær og blev opfattet som decideret ondskabsfulde. Det er ikke klart hvilke hjælpeånder nede i kløften, innersuit eller kæmper (timersiit), fortælleren har skaffet en godbid.

 

Kommentar: Det er ikke nævnt, at Georg Quppersimaan er fortælleren, men det kan næppe være andre.

 

Var.: Ifølge Georgs selvbiografi fortalt til Sandgreen (1982) blev hans far (og purunge farbror) myrdet af Iisimmardik, mens Georg endnu var spæd. Hans mor blev andenkone hos Kilimê (hed han også Noorsiit / Noortiit, eller boede han dér en overgang?), der ofte stak hende i lårene med sin kniv. Mor og søn blev dog hos Sandgreen ikke smidt ud, men flygtede nordpå til moderens slægtninge i Sermilik-fjorden, hvor Georg søgte efter hælpeånder sammen med en ven, der var Kunnak's søn. Denne søn omkom senere i kajak.

            Fortællingen om søens bjørn er yderst kortfattet hos Sandgreen, mens den her hos Rasmussen nøje følger hele forløbet i de fleste varianter (den østgrønlandske lærlinge-fortælling, der forekommer hyppigst og varierer mindst). Se: Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr.  ... søens troldbjørn. Søens uhyre. Mislykket uddannelse. Teemiartissaq.

            De to fortællinger om den røde ånd og lynrejsen ned ad det ellers rolige vandløb forekommer ikke hos Sandgreen.

            Det gør til gengæld fortællingerne om Georgs toornaarsuk, der svarer ret nøje til dem i Rasmussen 1938: 114 - 117. Se: En åndemaners toornaarsuk.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@remove-this.gmail.com.