Dokumentation og formidling af Danmarks historie i Grønland og Arktis

Introduktion

Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.

Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.

Download søgemanual som pdf her.

Søgning på Missuarniannga gav 33 resultater.

Aqättiaq and the Ingalilik / Aqissiaq og grydemanden

Print
Dokument id:1090
Registreringsår:1905
Publikationsår:1923
Arkiv navn:
Fortæller:Missuarniannga (Mitsuarnianga / Mitsivarniannga / Andreas)
Nedskriver:Thalbitzer, William
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Aqättiaq and the Ingalilik / Aqissiaq og grydemanden
Publikationstitel:The Ammassalik Eskimo , Second Part
Tidsskrift:Meddr. Grønland 40(3)
Omfang:side 414 - 418 (3 sider), nr. 219 A
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid. s.415ff.

Håndskrift: Nedskrevet og trykt med fonetisk skrift på østgrønlandsk af Thalbitzer. Håndskriftet befinder sig formentlig i Thalbitzers (kaotiske) Arkiv på Det kgl. Bibiliotek.

 

Resumé af Thalbitzers engelske oversættelse:

Hos Aqättiaqs (far og søn) begynder man at sulte. Far og søn tar ud i kajak til et stort isbjerg som de bestiger. Langs væggen af et hul i isbjerget hugger de trin, som A. klatrer ned ad med et reb om livet, som sønnen holder i den anden ende. Han haler A. op, da denne har fanget en lille almindelig sæl dernede. De vender hjem og spiser sælen. De gentager turen flere gange, og A. fanger hhv. en stor, almindelig sæl, en stor, ung remmesæl, og en narhval. Næste (femte) gang de er ude fanger A. igen en narhval, men den blir stjålet af en kæmpe, en grydemand / ildstedsmand der er dukket op og uden videre putter den i sin gryde og løber mod indlandet. På den næste fangsttur stjæler grydemanden igen den nyfangne narhval, men denne gang overmander A. og søn kæmpen og stikker ham ihjel.

       Nu venter hævnen fra grydemandens fæller. A. og hans søn lægger sig til at sove i husgangen. De vågner, da hævnerne kommer og en for en blir dræbt og smidt ud. Derefter kan A. og søn vente yderligere hævnere, men denne gang foretrækker A. og søn selv at drage ind til kæmperne i indlandet, hvor deres hus er så enormt stort, at det tager lang tid bare at komme ind gennem husgangen og op i rummet. Kæmperne ligger på gulvet. En af dem, som de kravler hen over, har tæer så store som bjerge med smalle passager imellem. Med et råb forsvinder så kæmperne ned i jorden. A. og hans søn er ene tilbage. A. beordrer nu sin søn at efterligne sig, når han snart efter flygter, og A. udstøder nogle lyde og en latter, som han siger han plejer at udstøde når han tilkalder en af de små dværge fra kysten som hjælpeånd. A. springer afsted, og sønnen springer efter, men han synker dybt ned i jorden, hvor kæmperne stikker ham nedefra. Begge (ser det ud til) kommer dog videre til et hus, hvor et par gamle forældre (stadig kæmper?) ser dem komme og spørger hvem de er. A. kommer ind i husangen og gentager dette med at tilkalde den lille kystdværg. Den store gamle mand i indlandet (stadig kæmpen i huset?) berømmer A. for hans evner, når han (den gamle kæmpe) sårer sig i knæet. A. og hans søn når endelig hjem.

       Igen sulter man hos A., men denne gang går turen til indlandet, hvor han hos nogle (andre?) kæmper ved qilaneq (hovedløftning og udspørgning) finder ud af hvad deres lille pige fejler. Han udsteder et spisetabu af et døgns varighed, og vender hjem med store gaver af tørrede ammassætter. Dem overlever man så på den vinter.

 

Var.: Aqissiaq

 

Hist.: En ikke ganske gennemskuelig traditionel fortælling om Aqissiaq, der ikke som den vestgrønlandske Aqissiaq er indlandsbo, men en kystbo, dvs. et rigtigt menneske. Om denne østgrønlandske Aqissiaq er mere "oprindelig" end den vestgrønlandske, er et åbent spørgsmål. Slutningen der genspejler fortællingen om indlandskæmper eller Amaarsiniooq der røber en lille pige, virker noget umotiverret i denne sammenhæng. Se Tunerluk.

Avko / Aggu / Akku lader sig bortføre

Print
Dokument id:1683
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Avko / Aggu / Akku lader sig bortføre
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 245 - 247
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, Angákortaligssuit, Godhavn: Det grønlandske Forlag, 1957 - 61, I: 112 - 116: Avgo pôrtoq; angakkortalissuit, 1990: 111 - 114: Aggu poortoq.

 

Resumé: Fortsættelse af Kaaralis fortællinger om Aggu.

 

I 1879 - 80 overvintrer Aggu i Nortsiit / Nortiit, og på hans vante boplads,

Kangaartik diskuterer man om A. eller Maratsi er den største

åndemaner. De, der mener M. er den største, karakteriserer A.s

åndemaneri som barneleg.  A. sender bud. Han vil lade sig bortføre af

kæmpebjørnen og kæmpehvalrossen. Jo, man vil gerne komme og se A. lege

som barn.

   Under forberedelser afskærmes hovedbriksen og den østvendte

sidebriks med et rækværk af teltstænger, der beklædes med et med

kighuller gennemstukket skind. A. sætter sig og kalder sine ånder til

hjælp mod alle dem, der ikke tiltror ham større evner. Trommen tar til at

larme. A. beordrer straks lamperne slukket, hvorefter det ryster og

knager i alle stængerne. Pludselig blir alt stille. Efter en tid

fremkalder A. tre øredøvende brag med passende mellemrum. Kæmpebjørnen

ankommer i husindgangen, flænger forhængsskindet og er synlig i

fuldmåneskinnet. Aggu er væk, men slæbes så skrigende ud af bjørnen.

Nogle mænd, der erstatter skindene med nye, får fodsålerne tilsølet i

blod. En siger: "Nu leger Aggu ikke mere som barn." Trommen kaldes

i gang igen af tilskuerne. Hjælpeånden Ajaqqisaaq kommer, standser

lyden, fortæller at Aggu nærmer sig, og man hører stadig Aggus skrig

komme nærmere. Under gulvet lyder nu hans eneste ledsager,

toornaarsuks "ululuu, ululuu". Trommen går atter i gang,

skindtapeterne rasler i lufttrykket, Ajaq. meddeler Akkus ankomst med fryd. Det er lige som dens forrige, fantastiske herre. Så forsvinder Ajaq. og i en regn af gnister kommer Akku flyvende ind og rundt i rummet. Alle lyde forstummer. Aggu kommer til sig selv, spørger om det var ham selv eller kun hans ånde, der rejste.

Han har klaret turen, hans krop er blå af underløbet blod. Kun hans fodsåler er uskadte og han stiger i alles agtelse.

 

Var.: En ganske kort beskrivelse af denne historiske seance findes hos: Holm, Gustav: Ethnologisk Skizze / Skitse af Angmagsalikerne 1888: 133 (Meddr. Grønland X) = 1972: 132 (Konebådsekspeditionen, red. J. Meldgaard) og på engelsk i Holm 1918: 98f.

Med andre hovedpersoner, søg: Naaja puulik; Kaakaaq puulik; Georg puulik og Missuarniannga puulik.

 

Hist.: Akku levede fra ca. 1843 til 1891.

 

Tolkning: Aggu har klaret at blive en "puulik": Se Vejledningens eksempel på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Besøg på månen

Print
Dokument id:1812
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Besøg på månen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 81 - 84
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 418. Nedskrevet af

Knud Rasmussen på dansk.

 

Resumé:

Åndemaneren Missuarniannga / Mitsivarniannga indbyder til en seance, hvor han

rejser ud over havet og fra horisonten over slettelandet til Månens

hus, der vogtes af hunde både ude og inde i husgangen. Den i husgangen

er vanskeligst at passere. Månen vredes over besøget, men formildes

straks, da gæsterne tilbyder at rense hans hus for skidt, der

forvandler sig til alskens sødyr, fugle, bjørne og ræve. Husets

bagside er en dyb, sort, grænseløs sø, hvorfra det regner ned på

jorden, og hvor åndemaneren fortabes, hvis den vrede, voldske Månemand

kaster ham ud i den. På gulvet foran indgangshullet drejer to store

sten larmende rundt, når en kvinde på jorden bryder sine tabuer.

Hendes arme vokser helt op til månen. Han kan ikke udholde larmen.

Han løfter så den ene sten. Der er hul under den. Man kan se

bopladsens små huse som hunde om et ædetrug, mens hundelortene dernede

ligner store uformelige dynger på nippet til at vælte ned over folk.

Derfor er månen så bange for hunde. Under den anden sten ser man alle

fangstdyrene dernede: mange fjordsæler og bjørne, men kun få

hvalrosser og narhvaler. Miss. rejser hjem igen efter således at have

skaffet sine fæller fangstdyr.

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Hist.: Missuarniannga var Kaarali Andreassens far. For en analyse af

evt. kristen påvirkning se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under Månen og Dødsriger + Sonne 2000.

 

Kommentar: slåskampen med Månen foregår i de allerfleste varianter på jorden, hvor Månen er ankommet for at straffe sin senere gæst, der har fanget et af hans (Månens) fangstdyr. Kampen og renselsen i Månens hus i Kaaralis variant forekommer stærkt påvirket af myten om angakkoqens / åndemanerens rejse til og renselse af Havkvinden.

Da Migssuarnianga / Missuarniannga var med til at lave en tupilak

Print
Dokument id:1810
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Da Migssuarnianga / Missuarniannga var med til at lave en tupilak
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider, nr. 54
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

(Kun titlen: Da Missuarniannga var med til at lave en tupilak, er tilføjet af Rasmussen på dansk. Resten er grønlandsk.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Mens de som sædvanlig boede på Immikkoortoq, aborterede

Missuarnianngas mor.

I den anledning overholdt Mitsuarniannga / Missuarniannga

tabureglerne, selv om det virkede trættende på ham. En gang traf han

åndemaneren Uiaq. Denne sagde til ham: "Er du endnu ikke blevet træt

af at overholde taburegler. Vil du stadig ikke hævne al den

afholdenhed (du må lide under)?"

Missuarniannga svarede: "Jeg er nok træt, men jeg kan ikke finde ud

af, hvad jeg skal gøre ved det." Uiaq bemærkede dertil: "Hvad  med, at

du hjælper mig med at lave en tupilak ud af din mors abort?"

Mitsuarniannga var villig.

 

Dagen efter om morgenen, tog de hele aborten, som ellers var blevet

gravsat. De førte den til det sted, hvor man plejede at gravsætte de

døde på Immikkoortoq og gav sig til at ordne den; men de savnede et

bedre egnet sted, hvor de kunne lave en tupilak. Mendes de ledte efter

et bedre sted til formålet, fik de øje på to store sten, der lå

ganske tæt ved hinanden og en tredje sten, der lå et stykke fra de

andre. I det samme viste der sig to dværge, og Uiak gav sig til at

mane med dem (angákûsilerpoq). Under denne handling begyndte de at

puste til de store sten, og de tre store sten flyttede sig nu nærmere

til hinanden. Da de nærmede sig hinanden, satte Uiak sig ned

imellem dem; og idet stenene rørte ved Uiak, standsede de pludseligt.

Da sagde Uiak (til Mitsuarniannga): "Tag og

hent mig følgende, der skal bruges som ingredienser: En snespurv, der

er blevet rådden (marniliortoq, er betændt), en levende strandsneppe

(ryle) og et stykke sene af Peqqissorpiks fangst. Du skal gøre sådan her for at få fat på det stykke sene: Du skal tage din venstre

arm ud af ærmet. Så skal du råbe højt gennem ærmet af din anorak og

kalde på senen."

 

Efter denne besked fra manden, der ville lave en tupilak, gik han og var så heldig at finde (egentlig: møde, naapippaa) en

snespurv, som han tog op.  Han gik videre og så en strandsneppe, som

han også tog op. Så råbte han efter et stykke sene. Knap var han holdt

op med at råbe, så hørte han en stærk susen nærme sig ovre fra Immikkoortoq.

Da denne susen hen imod ham ham holdt op, mærkede han

et eller andet i sit ærme. Han fandt ud af, at det var et stykke sene.

De ting, han havde fået fat på, gav  han videre til Uiak. Uiak lagde

snespurvens vinger oven på spædbarnet og gav sig til at puste (der

står egentlig: de gav sig til at puste).

Midt mens han pustede, satte vingerne sig fast på spædbarnets

skuldre. Så fjernede han spædbarnets ben og satte strandsneppens ben

på det ved at puste til dem; og det stykke sene forsvandt (Jeg mener

der, står: morsoratánguarpoq) ned i ryggen af spædbarnet. Så var det arbejde gjort.

 

Så gik han i gang med at ville gøre tupilakken levende. Han mumlede i hast nogle trylleformularer, og straks blev den levende.

 

Og straks efter begyndte den at vræle som et spædbarn. Nu skulle han

til at sende den afsted. Tupilakken bevægede sig væk fra det

sted, hvor den havde været. Den bevægede sig nedad, og derfra fløj

den; og siden så man ikke mere til den.

 

Efter denne hændelse var han (formentlig Missuarniannga) engang ude på

fangst. Han fangede ikke noget og tog ind mod land. Da han

var gået i land, gik han rundt og ledte efter noget, han kunne

beskæftige sig med (pínguagsangminik, noget han kunne lege med).

Han fik øje på en lille gråsisken. Det lykkedes ham at tage den

hvorefter han dræbte den. Da han havde dræbt den, forsynede han den

med ben bestående af nogle af de propper af træ, som han havde lavet -

beregnet til anbringelse i sælens sår. Så sendte han den af sted.

Efter at have gjort dette, tog han hjem.

 

Hist.: Historisk fortælling fra omkr. 1900.

Missuarnianngas søn, Kaarali Andreassen har tegnet denne tupilak. Se Ib Geertsen, 1990: Kârale Andreassen, En østgrønlandsk kunstner. Herning

De dødes land i himlen

Print
Dokument id:1818
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:De dødes land i himlen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 72 - 77
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 418. Nedskrevet af

Knud Rasmussen i notater på dansk.

 

Resumé:

Den berømte åndemaner, Aggu / Akku, har været de fleste steder på

åndeflugt, men endnu ikke i himlen, hvor han agter sig op under en

seance. Han ifører sig strømper, trommer, indtil

trommen går af sig selv, og tilkalder sine mange ånder, der taler med

forskellige stemmer. Samlet rejser de afsted men efterlader den gamle

Titigaq, en hjælpeånd, der er blevet lam i hofterne og har fået vredet

sin mund af led, engang han fløj for hurtigt mod luftpresset. Han

taler nu og da og sørger for, at intet ondt tilstøder tilhørerne, mens

åndemanereren er væk.

  Aggu med følge flyver ud til horisonten og kæmper sig med stort

besvær op ad tre høje trin, der flyder med blodet fra de døde. De skal

af med deres safter, dvs. al deres ondskab. Det tar et år og de må

kravle under et stort skind. Aggu modtages af sin far, der bedrøves

over, at hans kone og Aggu's lillebror blev kastet i havet (til det

nedre dødsrige), da de døde. Straks bryder dog faderen ud i sang og

forklarer den undrende Aggu, at man ikke tynges af sorg i himlen og

synger meget.

Han møder derefter sin lillesøster, som faderen i sin tid dræbte af

medlidenhed, fordi hun var født med sælører. Hun har i alle årene

samlet mange bær til Aggu nede på jorden. Aggu's far viser ham

skindet, som de døde kravler hen under som orme for at komme af med

deres safter. Kun de, der dør som børn, kommer hurtigt igennem. Aggu

tvivler på om faderen er rigtig død. Faderen lader ham tage sig om

håndleddet. A. mærker knoglerne, der forsvinder og klemmer så hårdt til

at faderen beder ham holde op, hvis han ikke skal dø igen.

Himmelboerne lever kun af bær og ravne. Her er ingen sæler. Men

ravnene, der smager godt, er lette og morsomme at fange. Nogle drenge

fanger dog ørreder i en elv, bortset fra de drenge, der ikke har fået

deres fangstgrej med i graven. A.s arvede hjælpeånd, Ajaqqisaaq, der

fra mange tidligere ture er velkendt med himlen viser rundt. A.

erfarer dernæst, at drikkevandet er iskoldt og dejligt. Og

himmelboerne fordriver tiden med lystige sangfester og sangkampe.

Blandt de syngende ser han en del folk fra fremmede lande i klæder,

han aldrig har set. Faderen sender ham afsted, inden det blir lyst, og

A. møder ingen vanskelige overgange på vejen hjem. Han fortæller sine

fæller om himlen.

 

Hist.: Aggu der levede ca. 1843 til 1891 og var endnu aktiv åndemaner mens Holm var i Ammassalik. Ifølge Rasmussens

notat i håndskriften skulle Aggu være Kaarali Andreassens far. Det var

han ikke. Han var Kaaralis fars onkel. Søg på Missuarniannga.

For en tolkning af kristen påvirkning og Aggu's evner se GTV: (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere), Sonne 2000; og eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Rasmussens indledning til den trykte tekst antyder at Aggu tog på åndeflugt til himlen. Men det står ikke i nedskriften, og ingen af teksterne om Aggu tyder på, at han kunne flyve. Derimod mestrede han den såkaldte glideflugt hen over havets overflade. Den vej kunne han komme ud til horisonten og op ad de besværlige trin til himlen.

Den store Ulîvaitsiaq / Uliivaatsiaq / Ulivaatsiaq, der straffede Kâgtagtuks / Kaattattuk's søn / Kaassassuks søn / "Skindstumpen"

Print
Dokument id:1014
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den store Ulîvaitsiaq / Uliivaatsiaq / Ulivaatsiaq, der straffede Kâgtagtuks / Kaattattuk's søn / Kaassassuks søn / "Skindstumpen"
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 187 - 194
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 408, side 1 - 13, nr. 73,

"Ulîvaitsiaq"

 

Resumé:

Ul. er så stor som de yderste indlandsboere. Han er ikke gift,

bor hos sin gifte søster og har ingen kajak. Han fanger sæler i garn,

som han spænder ud i smalle sund. Han lader ofte kvinder, der vil

plukke bær, komme med i konebåde, når han skal se til sine garn. En

lille pige forsvinder under et af disse togter.

En dag får Ul. den idé, at hun må være hos kæmperne på indlandsisens

nunatak, hvor han engang har besøgt dem: Fem kæmper og deres søster.

Han lover at tage derind under en åndemaning, men udsætter rejsen

vinteren over, indtil dagene begynder at længes.

Han får syet sig en lang anorak, der går helt ned til fødderne, af

stift remmesælsskind, der kun er tygget blødt under armene og omkring

albuerne. Pigens forældre tager med. Undervejs flækker Ul. store sten

med sine bare næver og rykker sten op af leret med to fingre. Da

kæmpernes hus bliver synligt går Ul. selv derhen, ser gennem

loftsventilen kæmperne omkring søsteren, der har pigen på skødet i

fosterstilling. De spørger om hun er sulten, tørstig, vil forrette sin

nødtørft, eller længes efter sin familie. Hun svarer kun ja til det

sidste spørgsmål og får lovning på at komme hjem. Det er løgn. Ul. gør

tegn til pigens forældre. De kommer derhen og får besked på at følge

Ul. gennem husgangen, bliver stående i den ved indgangshullet, griber

pigen, når han kaster hende til dem, og flygte hjemad med hende.

Undervejs gennem husgangen spærrer den ene flade sten efter den anden

passagen. UL. puster på dem. De drejer sig som døre, der åbnes.

Indenfor åbningen hænger bjørnetænder på en udspændt snor. De vil

larme, hvis han går ind. Ul. springer ind med et sæt, flyver over til

kvinden, slår hende ihjel, kaster barnet ud til forældrene og over

faldes af kæmperne. En af dem tygger hans hætte blød og drejer den

rundt for at kvæle ham. Ul. har næsten mistet vejret, da han slår

kæmperne ihjel en for en med sine bare næver. Den sidste leger han med

og dræber ganske langsomt for at pine ham.

Da de gamle med datteren mellem sig i hver hånd ser Ul. komme, tror de

at han er en af kæmperne og styrter videre. Han indhenter dem og de

når hjem. Ul. får pigens fars kajak og redskaber, øver sig og bliver

snart en dygtig kajakmand.

 

En besøgende fortæller om Kaassassuks søn, der slår alle ihjel, der

besøger ham. Ul. ror derhen trods sine bopladsfællers advarsler.

Det nederste hus har to indgange, Kaas.' og hans søns. Ul. vælger

tilfældigt Kaas.' indgang. Kaas. tager venligt imod, underholder med

fortællinger og opfordrer indirekte Ul. til at rejse, da sønnen kan

ventes hjem fra fangst. Ul. bliver. Kaas. spørger da sin søns kone,

hvilken kajak dene er ude i. Hun svarer: "Den der først af alle blev

lavet til ham." "Så må du hellere skynde dig herfra," siger Kaas. til

Ul. Men Ul. bliver.

Da Kaas.' søn er på vej mod land med en hvalros på slæb, går Ul. ned

med hans kone om livet. Kaas.' søn bliver jaloux, ror rasende til

land, trækker fangsten op på et ujævnt sted og går op for at skifte

tøj. Ul. slæber hvalrossen hen til et endnu mere ujævnt sted og hiver

den på land, så dens nakkeskind rives op. Kaas.' søn kommer tilbage,

finder omsider hvalrossen, slæber der tilbage gennem vandet og trækker

den på land igen. Ul. går ind af Kaas.' husindgang. Dennes søn går ind

af den ene og ud af den anden. Det bliver han ved med. Griber endelig

et stort ophængt bensttykke med træskaft og retter flere slag imod

Ul., der hver gang parerer. Da Ul. får et ondt slag på sin ene hånd,

flår han våbenet til sig, presser Kaas.' søn ned, holder hans arme og

ben fastspændt mellem sine ben, og torterer ham i øjne og ansigt med

det spidse våben. Ul. går op til det andet hus, hvor han med mellemrum

sender en lille forældreløs dreng ned til Kaas. for at forhører sig om

sønnens tilstand. Først er denne helt ophovnet. Næste gang er han

svimmel og forvirret. Dernæst er han ved at udånde. Men sidste gang er

han ved at komme sig. Ul. rejser hjem, og Kaas.' søn opfører sig siden

som et skikkeligt menneske.

 

Var.: Det stjålne barn hentes hjem: Søg på Tunerluk;

Rasmussen, Knud 1921-25, I: 187-194. Den store Ulîvaitsiaq. Og 228-230: Manden som fangede sæler i garn ...

Søg iøvrigt på Ulivaatsiaq / Uliivaatsiaq / Ulîvaitsiaq.

 

Tolkning: Fødsel er symbolet, der spilles på, i beskrivelsen af

kæmpernes hus, hvis husgang er spærret flere steder, og hvor kæmpernes

søster foregiver, at pigen er hendes foster. Ul. baner fødselsvejen

for pigen, der som foster ikke har andre behov end at komme ud til sin

familie. Fødsel-symbolikken forbindes yderligere med det nærliggende

pooq-kompleks' symboler: Bjørn (tænderne på snor i kæmpernes hus),

remmesæl (Ul.s beskyttende dragt), hvalros (Kaas.' søns fangst),

molesteringen af hans øjne og ansigt, hans ophovning, svimmelhed,

aftagende åndedræt og endelig bedring i overgangen til et nyt,

fredsommeligt menneske.

 

Var.: se Kommentar ndf.

 

Hist: Thalbitzer mener at fortællingen afspejler kontakter mellem nordboere og østgrønlændere. Ulivaatsiaq skulle således svare til en sydgrønlandsk traditions Olauwaarsuaq (Oláfr på islandsk + -arsuaq el. -suaq), der var ven med Uunngortoq (Yngvarr, forelsår Thalb.) Fortællerens far, Missuarniannga mener, at østgrønlænderne i ældre tid endnu ingen kajakker havde, og først begyndte at få dem på Ulivaatsiaqs tid. Der er næppe tale om andet end spekulationer. Derimod er det muligt at net af hvalbarder tidligere har været brugt til sælfangst. Thalb. anfører her Porsild, Morten, Meddr. Grønland, 51, 1915:176-179. Thalb. bemærker iøvrigt, at en kølle af den størrelse, der må være

tale om, og som bruges til hvalrosser, sæler og måske mennesker, er

fundet på forladte bopladser længere nordpå, og beskrives i (The

Ammassalik Eskimo, I, 1909: 442, 105).

 

Kommentar: der er ingen umiddelbar forklaring på at disse fortællinger er blevet koblet sammen i Ammassalik. Begyndelsen var gjort før Konebådsekspeditionen.

Se: Kunuk; Uiarteq; Kaassassuk; Uliivaatsiaq

Drabet på Símujôq og Pîlákân / Simmujooq, Piilakkaan / Piitakkaat

Print
Dokument id:1658
Registreringsår:1934
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Tiardukku (Tiarduko)
Nedskriver:Rosing, Otto
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Drabet på Símujôq og Pîlákân / Simmujooq, Piilakkaan / Piitakkaat
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 152 - 155
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 85 - 90; angakkortalissuit, 1990: 209 - 214: "Simmujuup Piitakkaallu toqutaanerat"

 

Resumé:

Tid: 1893. Tiardukku er så småt begyndt at fange, da hans far, dør af

sygdom. Med sine fire yngre søskende må Tiardukku flytte til deres ældste

søster, Kukkarnaaq, der er gift med Simmujooq. Simmujooq og Missuarniannga er

gode venner, men Piilakkaan ophidser Missuarniannga til at være med til at dræbe

Simmujooq, som P. påstår har dræbt Missuarnianngas yngste barn ved hekseri. Ajukutooq kan

fortælle hvem, der har begået mordet, og Tiardukku får selve handlingen

bekræftet, da han finder Simmujooqs hoved nedgravet i sandet ved

stranden. Drabsmændene har udført drabsritualer på det. Ajukutooq

hjælper Tiardukku med at gravsætte det på land. Tiardukku besøger næste dag

Naaqqortooq. Naaqqortooq advarer ham mod Piilakkaan, der frygter Tiardukkus hævn og uden tvivl vil ombringe ham. Tiardukku og hans søskende flygter til Maratsis teltsted i Ammassalik-fjorden, hvor de tages i hus og får hans beskyttelse. Tiardukku møder dog Piilakkaan under fangst og trues, men P. opgiver, da en anden

kajakmand dukker op. P. fortæller, at han tar til Agdereq / Ateqi / Attereq,

hvor familierne Naaqqortooq, Pukaaqarteq, Amattanneq og Ajukutooq for

tiden bor. Piilakkaans følgesvend, Ningavaan, kommer ikke Tiardukku på nært hold. Tiardukku gir besked om Piilakkaan til alle Ateqis fangere efterhånden som de vender tilbage fra fangst og følges ind med den sidste. Mændene er enige om

at dræbe Piilakkaan. Ajukutooq går først alene ind i det telt, hvor Piilakkaanbefinder sig og kæmper med ham. De andre støder til og slæber ham bevidstløs ud

med flere knivstik i ryggen, hvorefter han får en kugle for panden.

Fællesdrabet på Piilakkaan skyldes, at han har dræbt hele fire mænd og flere

af dem endog uden grund.

   Kaarali Andreassen har fortalt Otto Rosing om, hvordan hans

(Kaaralis) far Missuarniannga om efteråret blev truet af brødrene

Tiardukku, Kuuitsi og Peqilaq for sin medvirken i drabet på Simmujooq.

Ved en fejltagelse dræber de som varsel om deres hævn en hund, der

tilhører Missuarnianngas bopladsfælle, Kalia. Missuarniannga går direkte til Kuuitsi og hans brødre, men har ikke i sinde at hævne sig. Brødrene opgiver da hævnen over Missuarniannga.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.

Ee toqoqarter / De første døde

Print
Dokument id:1015
Registreringsår:1906
Publikationsår:1923
Arkiv navn:
Fortæller:Aleqaajik
Nedskriver:Thalbitzer, William
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ee toqoqarter / De første døde
Publikationstitel:The Ammassalik Eskimo , Second Part
Tidsskrift:Meddr. Grønland 40(3)
Omfang:side 406, nr. 217
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid., s.407.

Håndskrift: Nedskrevet og trykt med fonetisk skrift på østgrønlandsk af Thalbitzer. Håndskriftet befinder sig formentlig i Thalbitzers (kaotiske) Arkiv på Det kgl. Bibiliotek.

 

Resumé af Thalbitzers engelske oversættelse:

I begyndelsen (urtiden, BS) kan mennesker ikke dø. Der blir alt for mange børn. Han (?) overvejer at gøre noget ved det og fremsiger en morgen, hvor han kommer ind i huset en formular, der bevirker at folk blir til skum mens de sover. Nogle af dem dør. Den første døde har en besværlig vej at gå op til himlen ad en stejl bjergside med "omvendte" trin, og han må kæmpe sig gennem "aterqat" (? åndehuller eller tabuer ?, BS), men han bliver lykkelig, da han ser hvordan der er i himlen og bryder ud i denne sang:

Folk har nu fået en ny vane

De dør nu fra tid til anden (når tiden er inde)

Hugger sig små trin

Folk dør fra tid til anden

Efter at de er kommet igennem store hindringer.

 

Kommentar og Hist.: Thalbitzers oversættelse til engelsk af toquca´rpun: "De dør nu fra tid til anden", oversætter han andetsteds (ibid. s. 289) i en sang, der også tilskrives den første døde, med: "De er nu holdt op med at dø". Og det er sikkert den rette oversættelse (Jørgen Rischel, pers. medd.). At de nu er holdt op med at dø, giver dog ikke mening i forhold til fortællingens indledning, der refererer til den mytiske urtid, hvor folk ikke kunne dø og derfor blev for mange. I Vestgrønland og hos polar inuit fortalte man en kort myte om, hvordan man fik lys og død ind i verden, i stedet for urtidens mørke og evige liv. Men der er ikke indsamlet nogen version af den i Østgrønland. Måske er der dog en forbindelse mellem død og lys i "De første døde", fordi den lægger vægt på, at det er børn, der blir for mange af, og en fremherskende forestilling om nordlysene var i Østgrønland, at det stammede fra dødfødte, dræbte og aborterede spædbørn, der spillede bold med deres moderkage i himlen.

       Kristen påvirkning er dog også mulig, idet fortællersken af "De første døde" mente, at den stammede fra syd - fra Pitsaat (?), dvs. muligvis fra et område, hvor man fra missionen ved Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal havde hørt det glade budskab om de kristnes liv i himlen. I så fald er oversættelsen: "er holdt op med at dø" i overensstemmelse med det kristne budskab: Efter at være nået igennem hindringerne dør den døde ikke men lever videre i himlen.

For denne tolkning taler også det faktum, at man traditionelt havde to dødsriger, et undersøisk og et i himlen. Men "De første døde" undlader at tage stilling til efterlivet i det undersøiske, der i kristen tolkning identificeredes med helvede, mens det i det traditionelle verdensbillede var et godt sted at være.

       Vi ved ikke hvordan fortællingen har lydt i den sydligere version, og måske har den været delvis uforståelig for ammassalikerne. I det mindste opfattede Mitsuarniannga / Missuarniannga det hele lidt anderledes: Han mente, at fordi folk var holdt op med at dø på et tidspunkt, var der blevet for mange mennesker i himlen og kun få mennesker på jorden. Den sang han kendte lød:

"Deroppe, hvor jeg havde det held at komme, var folk holdt op med at dø".

Sangen stammede fra en mand, der havde levet for to generationer siden (dvs. ca. 1840), kom til himlen efter døden og stadig sang denne sang, da en åndemaner / angakkoq under et besøg i himlen på et senere tidspunkt hørte den af ham (Thalb. 1923: 289). Måske er det kristne budskab om evigt liv i himlen, der tolkes således af Missuarniannga.

Om historiske åndemaneres rejser, der mest ligner undersøgelsesrejser (hvordan var der egentlig?), til de to dødsriger, Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67.

Igsiavik's trommesang

Print
Dokument id:577
Registreringsår:1884
Publikationsår:1888
Arkiv navn:
Fortæller:Issiavik (Igsiavik)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Holm, G. F.
Titel:Igsiavik's trommesang
Publikationstitel:Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Tidsskrift:Meddr Grønland 10(5)
Omfang:side 330 - 333, nr. 49
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift ?): NKS 2488, VIII, 4', side 297 -305.

 

2. udg. Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik, Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 294 - 296.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I,  Meddr Grønland, 39(5):302 - 303.

 

Resumé: Læseren der er interesseret i skilsmisser og gengifter i Ammassalik-distriktet i førkristen tid, henvises til selve teksten, hvor et rigt udvalg præsenteres med Missuarniannga og Issiavik som hovedpersoner. Under selve sangen, hvor Issiavik tilbageviser beskyldninger om at ville dræbe Akenatsiaq / Akinatsiaq (?), driver han alskens løjer med Missuarniannga, der får en stopklods i munden, spæk stoppet i halsen og en rem bundet fra sin mund op i loftsbjælken. Miss. lader dog som ingenting (som han bør) under alle løjerne.

 

Kommentar: Kun undtagelsesvis er nogle få trommesangstekster inkluderet i denne registrant. Righoldige udvalg findes I Jens Rosings "Kimilik", 1970; Rasmussen, Knud 1921 - 25: Myter og Sagn fra Grønland, I; Thalbitzer 1923: The Ammassalik Eskimo, Second Part, Meddr Grønland 40(3): 318 - 378; Thisted, 1997: Jens Kreutzmann.

Ingmíkêrteq / Immikkeerteq, boplads på en ø inde i fjorden Angmagssalik

Print
Dokument id:1648
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Ingmíkêrteq / Immikkeerteq, boplads på en ø inde i fjorden Angmagssalik
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 115 - 118
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 22 - 27; angakkortalissuit, 1990: 150 - 153: "Immikkeerteq (Qeqertaq Quarmiut eqqaanniittoq)"

 

Resumé:

Hér overvintrer i sultevinteren disse nært beslægtede og dygtige fangere med

deres familier: Peqitissaq, Nuttanneq, Uviaq, Ippartikajik,

Uitsalikitseq, Missuarniannga.

   Man holder yderst fornuftigt hus med de få sæler, man fanger, og da

Ilipaaq fra Umiivik stjæler Peqitissaqs lille forråd, ønsker denne

død over ham. Ilipaaq dør som ønsket den følgende sommer. Man sulter

en tid frem til marts, hvor det lykkes Missuarniannga ved ihærdighed

og i yderste livsfare at fælde en angribende bjørn. Ved dens kød

kommer man til kræfter og fanger med jævne mellemrum resten af

vinteren. En berygtet tyv, Kaanngitsukkaaq, der er smidt ud fra sin

boplads, kommer på besøg, stjæler, og tvinges ved kvælertag til at

rykke ud med, hvor han har gemt tyvekosterne. Han får lov at blive,

indtil han stjæler igen og tampes ud af huset.

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Kúnuk, Kâgssagssuk og Ulîvâtsiaq/ Kunnuk / Kunuk, Kaassassuk og Uliivaatsiaq

Print
Dokument id:434
Registreringsår:1919
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Rasmussen, Knud?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kúnuk, Kâgssagssuk og Ulîvâtsiaq/ Kunnuk / Kunuk, Kaassassuk og Uliivaatsiaq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side. 165 - 218
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Redaktør: Søby, R.M.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres. Manuskript på grønlandsk: KRKB 5', sidst i pakken.

Notater på dansk i KRH 52,2, hæfte 420: Kunuk med tilnavnet Uiartoq, Jordomsejleren.

 

Maskinskrevet manus (71 ss.) med en del rettelser af H. Ostermann i hans arkiv: nr. A 301, Arktisk Institut. Ostermann har noteret til slut, at oversættelsen hovedsagelig skyldes Johan Petersen, tidl. handelsbestyrer i Ammassalik / Tasiilaq. Dette har været R. M. Søbys forlæg til den danske udgivelse.

 

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

and Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 73 - 105: Kúnuk, Kâgssagssuk and  Ulîvâtsiaq.

 

Resumé: Først fortælles om Kunuk, dernæst om Kaassassuk, så igen om

Kunuk, der tager hævn over sin families morder. Derefter møder de

to heroer hinanden i styrkeprøver, hvorefter Kunuk omrejser jorden og

skifter navn til Uiarteq (jordomsejleren). Endelig lægger Uliivaatsiaq

navn til heroen i fortællingen om indlandskæmperne, der røver et

menneskebarn. Ul. mødes med Kaassasuks søn og overvinder ham i en

styrkeprøve, der forvandler Kaas.' søn til et skikkeligt menneske.

 

Kunuk

Da Kunuk og hans fætters fædre altid bor sammen, vokser de to fætre

op sammen og er nært knyttede til hinanden. Ved et uheld kommer K.

under leg med Nuerniagarnakajiks søn, Nuerniagakajik, til at såre

denne let med en kniv. Drengen N. giver det udseende af, at K. har

villet dræbe ham, hvorfor faderen N. udrydder hele K.s familie. Kun

K. og hans fætter, der begge har gemt sig, og hans lillesøster, der er

blevet skåret op i maven, overlever. K. forbinder sin søster og

flygter med hende og fætteren. Søsteren dør ved et højt fjeld, hvor

drengene begraver hende.

Ved en isfjord ser de to mennesker på kiggefangst i bunden af fjorden.

Det er et gammelt ægtepar. De adopterer drengene, og konen beder K.

hente sne til vandsmeltning, mens manden beder K.s fætter hjælpe til ved

isfangsten. Manden byder straks K.s fætter mad. Konen udfører et ritual, et

adoptionsritual: Hun tager K. på skødet som et lillebarn, luller ham i

søvn, tryller over ham, ber ham træde ud på gulvet og fremtryller til

ham "nyanskaffelsesspise": spæksyltede bær. Derefter trakterer manden

med en hengemt sæl, og konen formaner drengene til altid at huske, at

de er flygtet af frygt. Glemmer de det, vil de altid være bange for

dem, de frygter.

I den følgende tid holder K. sig hjemme som den gamle adoptivmors

medhjælper, mens hans fætter tager ud på fangst med den gamle mand. Om

aftenen er drengene sammen og øver deres kræfter udendørs. K. fætter

bliver snart den stærkeste. Skønt K. ikke er misundelig, ønsker han

ikke at fætteren bliver meget stærkere end ham selv.

Begge drengene får kajak, bliver snart dygtige fangere, og de tager

altid ud sammen. En dag, hvor K.s kajak er for våd, tager fætteren

ud alene, imod K.s ønske, og kommer ikke tilbage.

 

Nuerniagarnakajik kommer på besøg. Han mener at kunne genkende K., men

plejemoderen holder stædigt fast ved, at K. hedder Qaqipilivarterajik

og er hendes fosterbarn. N. opgiver, tager hjem, og man erfarer siden,

at det er ham der har dræbt K.s fætter.

 

Da den gamle mand er død (gætter fortælleren, Kaarali, der undrer sig

over, at man ikke hører om denne død), flytter K. med sin plejemor

til en anden boplads og gifter sig med en usædvanlig smuk pige. Han

sørger ikke længere så meget over sin fætters død, dvs. han bliver

hård, livsglad og derfor sine fæller en god kammerat.

 

Konerøveren Ungilagtaqut (Ungilattaqi), der aldrig forfejler sit

kastemål, inviterer K. til trommestrid for at dræbe ham med en

tveægget kniv under sangkampen og frarøve ham hans smukke kone.

K. får gode råd af sin plejemor om, hvordan han skal klare U. ved blot

at brug sin vuggevise, gøre sig lille og springe til vejrs første gang

U. kaster kniven og lade ham hente kniven, selvom eventuelle tilhørere

der tager parti for ham, vil opfordre K. til selv at tage kniven.

Næste gang U. kaster, skal K. gøre sig stor og bukke sig for kastet,

dernæst tage kniven fra U., når U. henter den anden gang, og samtidig

snuppe hans tromme for ikke at skulle over gulvet efter den. Derefter

skal han først fremsige sin vuggevises ord uden sang og tromning,

bagefter synge U.s sang til tromme, og når den er slut straks kaste

kniven mod U.s strube uden at tage sigte først. Hvis han rammer, skal

K. derefter dræbe en hunhund og tage sig en af U.s smukke koner.

 

K. følger nok anvisningen, men det er tilsyneladende kun sin vuggevise han

synger flere gange og lader tilhørerne synge. Han danser stadig

heftigere til, og indimellem akkompagnerer han med trommen (har Kaarali

i hastværket glemt, hvad han tidligere skrev? BS) Da U. er spiddet i

struben, tager K. den smukkeste af U.s koner, der beder ham aldrig at

vende hende ryggen ret længe af gangen. For det tåler hun ikke.

 

K. forlader huset gennem husgangen foran sin førstekone og med sin

anden kone i armene som et lille barn. Ved udgangen får K. to gange

et voldsomt puf af en lille mand med skuldre, der går i eet med hans

hals. K. sender sine koner ned til båden for frit at kunne brydes med

modstanderen. De brydes meget længe. K. snubler og er ved at miste

balancen, da han træder på en sten, som en hund er bundet til. Derved

klemmer K. den lille mand så kraftigt, at denne skider i bukserne og

bliver svimmel som en, der har mistet sin forstands fulde brug. Han

viser sig at være selve Usugssamiarssúnguaq (Usussamiarsunnguaq), der

erklærer, at den gang han kæmpede med indlandsboen, sked han ikke i

bukserne (K. var altså stærkere end denne kæmpe i indlandet, BS).

Hjemme igen har K.s plejemor siddet ved stranden, siden han tog afsted

(for at støtte hans forehavende, BS). Hun trækker hans kajak i land og

på spørgsmålet om han også fik hunden, må K. svare nej. Det glemte

han. "Det gør ikke noget, lad det være således!" siger hun.

 

Kaassassuk

Den forældreløse Kaas. bor hos sin bedstemor i et lille hus og er nabo

til et fælleshus med mange mænd, deriblandt en halvonkel, der vil ham

det godt. Kaas. leger med sælknogler fra lufferne. I modsætning til de

andre børn bliver han aldrig træt af at lege. Når Kaas. inviteres til

spisning trækkes han indenfor af to mænd, der efter tur tager fat i

hans næsebor, løfter ham op og ryster ham. Han søger at få sig lidt

kød v.h.a. sine negle. Man skærer dem af så de bløder. Hans plejemor

skjuler næste gang en lille kniv mellem hans lang- og ringfinger og

puster på dem. Ingen kan nu opdage kniven, og Kaas. bliver for en

gangs skyld mæt.

Da han senere inviteres på fællesspisning af kødet fra tre bjørne,

tvinger den ene af hans plageånder ham til at sluge en knæskal, den

anden til at drikke skoldhed suppe. Kaas. formindsker knæskallen og

afkøler suppen med sine blotte ord.

Kaas.' næse vokser, men hans krop forbliver lille som en dukkes. Hen

på efteråret sørger hans halvonkel for, at han får halvdelen af en

remmesæl, som halvonkelen fanger. Efter dennes anvisning har Kaas.

nemlig råbt qee, qee (kajakfangerens råb om assistance til fangst af

større dyr, BS) fra stranden, da sælen dukker op. Den retter sin

opmærksomhed mod Kaas. og halvonkelen kan ubemærket fange den bagfra i

kajak. Fangstparten lægges i et skjult depot. Kaas. og hans bedstemor

nyder en tid godt af den, men de to plageånder opdager og skjuler

resten.

Nu opfordre bedstemoderen Kaas. til at søge (et åndemiddel) i

oplandet. Han går derind og råber gang efter gang: "Hvem vil dog

børste mig af?" Ingen kommer. Han hidser sig op, råber igen og bliver

endelig bange. "I den tilstand han var, var der ikke den ting, som ikke

åbenbarede sig for hans indre syn. Dette var en følge af, at han

ganske bestemt ventede spøgelser." Angsten tager af, han råber kun

vagt, men nu dukker en kæmpe op, der børster ham ned over forbredden,

hvorefter sælluffeknogler falder ud af ham, hans forside vokser, og

han hælder kraftigt bagover. Kæmpen snurrer ham rundt fire gange: Nu

kan han vokse. Kæmpen anbefaler ham med held at rokke en kampesten og

erklærer: "Du vil med tiden få lige så stor styrke som jeg."

Hjemme igen går Kaas. til sengs, hvor han vokser og vokser, mens

bedstemoderen holder børn borte, der inviterer ham ud til leg med

sælluffeknogler, med en løgn om, at han er syg til døden.

Man finder en vældig stamme drivtømmer, som ingen magter at trække op

på land. Om natten trækker Kaas. den hemmeligt op og lægger den

spærrende foran husgangen. Man beder næste morgen hånligt Kaas. om at

bære den ned igen. "Han kan jo dårligt ånde mere," svarer

bedstemoderen. Om natten bærer Kaas den hemmeligt tilbage.

 

En morgen jager man bjørn, tre dyr i følge. Kaas. der er blevet

voksen af skikkelse låner sin bedstemors anorak og kamikker, der er alt

for små. Han er klædt på som kvinde, råber pigerne hånligt. Kaas. sparker de

tre bjørne ihjel efter tur og erklærer, at deres skind skal være ham

til klæder, bukser og kamikker. Halvonkelen får fangstpart. Alle

inviteres på kogt bjørnekød. Kaas. hiver sine to plageånder op ved

næseborene og ryster dem. Den ene truer han til at sluge en knæskal af

bjørnen, den anden til at drikke skoldhed suppe. De forsøger ligesom

Kaas. med deres blotte ord at hhv. formindske knoglen og afkøle

suppen, men uden virkning. Begge dør. Et par unge piger retter senere

anklage mod Kaas. for disse mord. Dem dræber han også. Ingen i miles

omkreds tør siden binde an med ham.

Kunuks hævn

Undervejs på hævntogt efter Nuerniagarnakajik passerer Kunuk sin søsters

grav, overfaldes atter af sorg er nu i den rette stemning til hævn.

På en sommerplads bor en del i telt, men de fleste under deres på langs

rejste konebåde. N. bor her også viser det sig. Han kommer hjem med en

narhval. K. trækker den på land med et snuptag, vrider

tanden ud og kaster den langt ud i havet. K. beder N.s søn om at låne

hans kniv. Denne nægter. Længe diskuterer de. K. siger da, at han vil

slå N. ihjel med den. Da føjer N.s søn sig beredvilligt. Kniven er

lavet af en sabelklinge. K. løfter eet for eet alle bådenes forhæng op

og afdækker fornærmede ansigter. Ingen af dem er N.s I tusmørket ser

han endelig en fjern tingest, der viser sig at vært N. og dennes kones

"telt"-båd. K. løfter forhænget op, nævner een for een alle sine

slægtninge, som N. har dræbt og stikker i ham for hver navn, for at N. skal

lære smerten at kende. Da K. kommer til sine forældres navne, stikker

han dybere sår, og med sin fætters og søsters navne stikker han N. ihjel.

 

Med en ven (som man intet har hørt om før, BS) starter K. en

jordomsejling. De ror uafbrudt. Vennens kone og K.s anden kone har

hver et spædbarn. K.s kones spædbarn overlever, fordi hendes bryster

kan nå over hendes skuldre til barnet i amaaten. Vennens kones barn

dør. De overholder ingen dødstabuer og kommer til en kraftig

hvirvelstrøm ved en klippehule, hvor vennens båd suges ind som straf. K.

klarer sig igennem.

Nær land springer en af hans hunde af længsel efter land i vandet.

Dens lår bliver ædt af en stor ulk. K. kommer til en teltplads med kød

til tørre af: Mennesker, en orm, bjørn, hvalros og mattak. K. søger

bag om teltene langs kysten, bærer båden over land til den anden kyst

og føler sig dybt lettet. Men nu har han mistet sin "medlidenhed" / medfølelse / empati.

Han dræber alt på sin vej: Sæl, narhval, bjørn, hvalros og menneske

bliver det samme for ham.

Undervejs passerer han de savtakkede fjelde, Qillavaasuit, som han

finder meget smukke, og kommer til landets ende, hvor en rype kagler

inde fra land, hver gang der dukker sæl op: Hér er altså lige mange

ryper og sæler.

K. dræber stadig uskyldige kajakmænd uden bagefter at skænke dem en

tanke. Endelig møder han på havet en stor kajakmand. Gang på gang gør

de sig rede til at dræbe hinanden. Til slut foreslår K. at de i stedet

mødes i trommestrid. Den store mand er Kaassassuk. K. gør ophold i sin

rejse og digter bl.a. en sang om de smukke savtakkede fjelde i syd,

som han har været ked af at forlade. Kaas. kommer til K.s boplads

ved islæg. K. har frosset armen af en narhval fast i isen. Den skal

Kaas. trække op, hvis han vil have noget at spise og ikke blive til

grin i en sang. Kaas. magter det ikke. K. bøjer sig, griber i

narhvalsarmen, men Kaas. søger bagfra at presse K. ned, og K. retter

sig op i vrede, slynger samtidig "armen" mod Kaas., der når at springe

til side og kun strejfes. Kaas. forstår at den mindre K. ikke er til

at spøge med. Inden sangkampen trækker de krog. Kaas. taber, skønt

hans arme er tykke som en spraglet sæls og runde som kvinde-arme. Det

blev de fordi han voksede ud uden at udvikle sine kræfter. K.s arme er

som en fuldvoksen hunbjørns.

Af nidviserne citerer fortælleren, Kaarali, kun en af K.', der

hentyder til, at K. i sit fysiske overmod var blevet vred på de

sydligst boende, som han forlod, da han kom sejlende rundt fra læsiden

i syd. Kaas. kalder K. "Den, der runder næsset", Uiarteq.

Derfor er der ingen tvivl om, at Kunuk fra da af kom til at hedde

Uiarteq (Uiartoq)".

Snart efter kommer K. til Kaas.' boplads på genvisit. Han trækker

uden besvær den hvalros-arm op, som Kaaas. har frosset fast i isen til

ham. Man spiser, holder sangkamp, og ved afrejsen pudser Kaas. sine

store hunde på K.s små og snavsede hunde, som K. har tryllet over. De

river tarmene ud af alle de store hunde, Kaas. pisker ørerne af de små

hunde. K. kæler for dem og beroliger dem.

De har sikkert holdt sangkamp mange gange. "Vi som er kommet efter

plejer at tænke, at de holdt sig i ro i lang tid skønt boende ikke

langt fra hinanden. Vi har altid tænkt os, at de har haft deres boplads

omkring Ikersuaq, lidt nord for Ammassalik. Deres redskaber til

bjørnefangst kan vi endnu, om vi vil, se den dag i dag, nemlig: 1) En

bjørnefælde, 2) et redskab til kvælning, der er indrettet til at falde

ned.

Gennem fortællinger har vi hørt, at da Kaassassuk blev gammel, boede

han ved Suunikajik og havde sin søn som forsørger. Om Kunnuk (Uiarteq)

har vi ingen fortællinger eller efterretninger længere end til hans

trommestrid."

 

Uliivaatsiaq og Kaassassuks søn

Den unge, stærke Ul. har ingen kajak, men med konebåd driver han

garnfangst på sæler, endog remmesæler, i sundene om efteråret. Han

inviterer kvinderne med. De går på bærtogt. En lille pige forsvinder.

Forældrene udlover en kajak som dusør.  Ul. erklærer sig rede til at

søge efter pigen hos fem nunatak-kæmper og en kæmpekvinde, men først

når dagene længes. Forældrene vil med, da han tager afsted iført en

lang anorak af stift remmesælsskind (som en slags harnisk, BS), der

kun er blødgjort ved armhulerne. I hætten er der løbegang med

skindsnor.

Undervejs øver han sine kræfter på klippehuler, som styrter sammen.

Sten trækker han op af leret med fingrene. Nær kæmpernes hus lader han

de gamle vente på afstand, ser gennem loftventilen den grædende lille

pige, som kæmpekvinden har som "foster" på sit skød og søger at trøste

med tilbud om mad, vand og mulighed for at forette sin nødtørft. Nej,

pigen har ingen behov. Hun lider af hjemlængsel. Hun skal nok komme

hjem engang, lover kvinden. Ul. vinker de gamle til sig. På vej gennem

husgangen spærrer flade sten med mellemrum passagen. Ul. puster til

dem en efter en, de vender sig på langs (som døre, der åbnes).

Ved indgangs hullet hænger bjørnetænder, der vil støje og tiltrække

sig de fem kæmpers opmærksomhed, hvis Ul. og de gamle går forbi. Ul.

springer alene ind, river tænderne ned, farer forbi mændene, griber

pigen, smider hende ud til forældrene, slår kvinden ihjel og får efter

lang kamp bugt med kæmpemændene, der har smøget hans hætte ned og

vredet den rundt i forsøg på at kvæle Ul. Ul. slås længe med den sidste

kæmpe for at pine ham.

De gamle, der er flygtet med datteren, kan pludselig ikke komme ud af

stedet, da Ul. haler ind på dem. Sammen fortsætter de så, men vejen

spærres af fem kæmpemænd. Ul. og de gamle prøver forgæves at løbe uden

om dem. Ul. løber da ufortrødent imod dem, og de forsvinder hen ad

jorden (som skygger, BS). Det var de fem kæmpers sjæle. Kvinden havde

Ul. åbenbart dræbt på både legeme og sjæl.

 

De når velbeholdne hjem og ser, at Ul.s anorak er blevet ganske blød i kanpens tummel. Ul. får den lovede kajak og beslutter at besøge Kaassassuks søn, som

alle frygter, fordi ingen af hans gæster nogensinde kommer levende

tilbage. Bopladsen har to huse. I det nederste advarer folk Ul. mod

at gå op i det øvre, der er Kaassassuk-familiens. Ul. går derop. Det

har to indgange. Ul. vælger den venstre til Kaas.s del af huset. Kaas.

er sur, men bløder op efterhånden. Over indgangen hænger en kølle af

hvalrosskind med bjørnetænder. Det er Kaas.' søns drabsvåben. Kaas.'

søn er på fangst. Dennes kone svarer Kaas. på hans spørgsmål om,

hvilken kajak sønnen er ude i: "Den, der tørner hårdest imod!" Kaas.

siger lavmælt: "Orsiisuakulaagiukumaadarpusi"(?). Ul. følger med konen

ud, da Kaas.' søn kommer mod land med flere nedlagte hvalrosser på

slæb. Ul. tager konen om livet og trækker hende med ned til

modtagelsen. Kaas.' søn bliver rasende af jalousi. Han går op for at

skifte anorak. Hans kone følger med. Ul. trækker hvalrosserne gennem

vandet til et ujævnt sted, hvor han trækker dem næsten på land og

derved flænger nakken på den ene hvalros. Kaas.' søn kommer tilbage,

leder, finder fangsten, trækker den med besvær tilbage og får den på

land. Ul. vender tilbage gennem Kaas.' indgang . Sønnen går uafbrudt

ind og ud af de to husgange. Kaas. underholder med fortællinger. Ul.

holder upåagtet øje med sønnen. Denne snupper pludelig sin kølle og

langer ud efter Ul., der parerer. Det gentager sig mange gange. Til

sidst tager Ul. køllen fra sønnen og lægger ham på ryggen som var han

et barn, klemmer hans ben fast mellem sine egne og martrer hans ansigt

med køllens bjørnetænder til det bliver helt opsvulmet og vandklart.

Ul. går uskadt ned til det nederste hus, hvor man modtager ham med

glæde og lettelse. En lille forældreløs dreng sendes med jævne

mellemrum op til Kaas. for at forhøre sig om sønnens tilstand.

Først da denne er i bedring, rejser Ul. hjem.

Siden begår Kaas.'s kun een utyskestreg. Han binder alle stedets mænd

til husstolperne og ligger med deres koner på skift, mens de ser på.

Derefter bliver han mild og vennesæl, tænker aldrig mere på drab, og

tilbyder endog sin kone til de unge mænd, når han tager på fangst.

"Dette er, hvad vi ved om Kaassassuk, og her plejer vi at slutte. Nu

er vinteren til ende. Nu er der herlig sommer!"

 

Var.: Bl.a. til fortællingen om de barnerøvende indlandskæmper: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amarsissartoq; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1) 128; Ululina; qilaamasoq.

Dette er en sammenstykningen af fortællingerne om Kunnuk / Kunuk, Uiarteq, Kaassassuk og Uliivaatsiaq, der hver findes i mange vestgrønlandske versioner. Men sammenstykningen er bemærkelsesværdig.

Den er ikke Kaaralis egen opfindelse. Der findes en tidligere version hos Holm. Søg på: NKS, 2488, VIII, 4', Uutuaq, Holm, Uiartek / Uiarteq, hvor der er flere kommentarer til sammenstykningen.

 

Hist.: Sammenstykningen må bunde i rejser til (og evt. fra) Vestgrønland syd om Kap Farvel. Elementet: bjørnefælden, findes i enkelte vestgrønlandske versioner. Jens Rosings hypotese om to forskellige Thule-kulturs folk, der har mødtes i Ammassalik-området, kunne også finde næring i denne sammenstykning.

Men foregår rejsen nordenom eller søndenom (via Kap Farvel)? Spejlvendingen i vores betydninger af verdenshjørne-retninger fra Vest- til Østgrønland, gør afgørelsen usikker. Sml. med fortællingerne om Uiarteq, der synes at rejse nordenom.

 

Fortælleren, kataketen Kaarali, holder en vis afstand til nogle

af fortællingens før-kristne træk og søger at forklare enkelte brist i

fortællelogikken. Men Kaarali holder fast ved forestillingen om, at

personerne er historiske, ligesom hans far Missuarniannga / Mitsivarniannga

identificerede Uliivaatsiaq med Matakatak (Holm 1957: 246 - 247), der er

helten i en kortere variant hos Holm, bortset fra at denne Matakatak

ikke rejser på besøg hos Kaassassuk og hans søn. Den afgørende

"historiske" begivenhed for Missuarnianngas identifikation er indførelse af kajakker i Ammassalik-distriktet i en bestemt fortid,

hvor man indtil da drev garnfangst på sæler (Thalb. 1914: 430 - 431).

En selvstændig variant af "Matakatak" hos Rasmussen fra 1919, hvor

helten ikke navngives, indledes med en længere udredning om denne

begivenhed, og det fremgår at det er overdækkede kajakker man

tidligere har manglet (Rasm. 1921: 228). Åbne kajakker fra

thulekulturen, er fundet flere steder i Arktisk Nordamerika.

Det bliver arkæologernes opgave at påvise, om den "historiske

begivenhed" har en historisk kerne. Derimod er der stor sandsynlighed

for, at ammassalikkerne tidligere drev garnfangst i net knyttet af

hvalbarder og udspændt mellem øer eller i smalle sund.

 

Kommentar: bemærk den socialpsykologiske karakteristik af en hensynsløs massemorder: en der har mistet sin medfølelse. Den østgrønlandske glose, som Kaarali har brugt, kan ikke efterspores, eftersom en grønlandsk nedskrift ikke er fundet.

Le chien de la lune / Månehunden

Print
Dokument id:1930
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Le chien de la lune / Månehunden
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 93 - 94
Lokalisering:Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Ved Itaj / Ittaajik holdt Missuarniannga engang åndemaning, bundet, i mørke, med trommen på en vis afstand på gulvet, og et skind foran husgangsåbningen. En af hans hjælpeånder ankom og meddelte med kælderdyb røst, at Månens hund var på vej for at straffe beboerne for et tabubrud. Alle beboere flygtede i samlet flok over isen til Siarngarteq - boerne, men måtte først gemme Punngujooq, Abels første kone ved Tasiilaq, med hendes frosne fødder indhyllet i skind i den omvendte konebåd på stativet. En anden kvinde, Oqisa, der var dårlig til bens sakkede langt agterud, men blev hentet og båret af en behjertet person fra Siarngarteq. Da man vendte tilbage og af skræk havde bedt Siarngarteq - boerne tage med, var der nu intet sket med huset. Alt var som da man havde forladt det.

 

Var.: se Hist. ndf.

 

Hist.: Historisk beretning fra slutningen af 1800-tallet. Bekræftes af Jens Rosing 1963: "Overvintringen ved Nunakitseq", hvis informant altså stedfæster begivenheden til Nunakitseq, formentlig øen Nunakitsit nordvest for Kulusuk. Ifølge kortet i Victor skulle Itaj ligge ret langt mod nordøst for Kulusuk så nogenlunde hvor øen Itterajik ligger. Men Siarngarteq placeres på Victors kort på øen nordvest for Kulusuk, ret over for Nunakitsit. Alt taler for Nunakitsit som seancens sted.

 

Puungujooq blev, ifølge Jens Rosing ansat ved handelsstationen og gift med Abel dér.

 

Kommentar: I flere historiske fortællinger fra Østgrønland om skræmmeånder eller selve Månen, der kommer på besøg under en seance, efterlader gæsten huset i eet kaos. Indvånerne får således bevis på besøget, da de vender tilbage efter flugten. Se fx: Den straffende månemand; En månefortælling; Karrak;Måske har Missuarniannga ikke haft nogen assistent, der kunne rode i huset, mens alle var væk.

Les Eesprits de la maison, iikadiit/ Husets ånder, møddingånder

Print
Dokument id:2010
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Johanna
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Les Eesprits de la maison, iikadiit/ Husets ånder, møddingånder
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 385
Lokalisering:Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Møddingånderne sover aldrig, og leger med alt muligt affald møddingen lige uden for huset.

Den i 1937 nyligt afdøde Kulpora var en dag kommet ind i huset med lukkede øjne. Hun havde ikke set en tupilak, som man troede, men et oplyst underjordisk husrum under huset og med en ekstra udgang lige under det mystiske hul under det fjerneste hjørne af bagbriksens fodende.

Samme sted var iøvrigt engang to mænd, der havde forvildet sig ind i det underjordiske hus, kommet ud igen.

Og engang var to arme kommet op derfra og med udbruddet: levninger!, tilranet sig indholdet af et kødfad.

 

Hist.: Fortolkning af historisk begivenhed i slutningen af 1800-tallet, krydret med forestillinger fra fortælleverdenen.

 

Kommentar: Forbindelsen mellem møddingånderne og Kulporas syn fremgår ikke af teksten. Som udenforstående kan man vanskeligt undgå at associere til Alaska-eskimoernes halvunderjordiske kazigi'er (mands- og ceremonihuse) med underjordisk vinterindgang og en forestillet tilsvarende indgang neden under til underverdenen (fx Fienup-Riordan 1994: 253).

En klar parallel til det mystiske hul under briksens fodende er det mørke svælg, som angakkoq'en / åndemaneren risikerer at falder ned i hvis han mister grebet i den arrigt svingende Havkvindes hår: Søg på Havkvinden. Ligeledes i månemandens hus, dog kun ifølge Missuarniannga.

Liv blandt Fjeldånder

Print
Dokument id:2283
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Liv blandt Fjeldånder
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 22 - 34
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskr. KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 418, ss. 1 - 44. Knud Rasmussen har nedskrevet fortællingen på dansk, men i den trykte version er den noget forkortet og flere episoder er udeladt. Til sammenligning har jeg her renskrevet Rasmussens nedskrift.

Kaarali, søn af Missuarniannga, har formentlig dikteret fortællingen på vestgrønlandsk, idet Rasmussen med mellemrum noterer lidt på grønlandsk og nu og da går over til telegramstil:

Åndemaneren Migssuarnianga / Missuarniannga og hans læretid.

 

M. mistede som halvvoksen sin fader og tog sig hans død meget nær. Han elskede sin fader og havde selv været sin faders øjesten. Som forældreløs følte han alleslags savn, thi faderen havde været en meget dygtig fanger. Han sultede nu hver dag, og frøs, da han ikke længere havde varme klæder. Når han slet ikke kunne holde det ud, gik han op i fjeldene og græd der hele dagen igennem. Han kunne blive ved med at gå hen og græde til han ikke længere havde tårer og var helt udmattet.

En dag kom åndemaneren (angakkoq) Aggu / Akku på besøg til bopladsen, og da han skulle hjem mødte han den forgrædte dreng.

(M. var opkaldt efter Aggus stedfader og denne kaldte ham derfor: angutingúvara (min lille forsørger ?).

Aggu kom hen til ham og da han så hans røde øjne sagde han:

"Nu har du igen været ude og begræde din fader."

Drengen sagde ingenting!

"Du har igen været ude at græde over din faders død. Du gør ikke ret i at begræde ham så meget. Selv har du intet udbytte af gråd og du gør det blot svært for din far at komme ind på i (sic) de dødes land, når dine tårer sådan holder ham igen. Du skulle hellere se at blive åndemaner / angakkoq / angakok. Så vil du kunne se din fader igen og du vil ikke længere være så fattig."

"Jeg ved ikke hvordan jeg skal bære mig ad, og jeg er også bange for at blive åndemaner!"

"Jeg skal lære dig det."

"Du skal gå op i fjeldene og søge efter en sten, der er hvid på den ene side, sort på den anden. Derefter skal du opsøge en sø; den skal du komme til fra dens vestre side, thi solen viser sig først på den østre side. Så skal du stryge [gnide den sten du har fundet, på en qârsoq / qaarsoq / klippeflade, du skal stryge den ind imod dig, således at du stryger i samme retning som solens bane. Stryger du ud fra dig selv, vil du stryge hjælpeånderne bort fra dig, i stedet for ind til dig.

Således skal du stryge. Mærker du ikke noget, skal du gå ned til havet og der søge dig en sten ud; også denne sten skal være sort og hvid, men den skal ligge låledes at den aldrig ligger tør af havet. Du må vade ud til - . Stenen skal være således at der sidder meget tang og havplanter på. Når du har taget denne sten op skal du vaske dig over hele kroppen med tang, og du skal derefter atter vandre tilbage til søen. Når du har vasket dig med tang, vil det "lysne" for dig, det som før var mørkt omkring dig vil blive lyst, og du vil blive mere (?) seende. Hjælpeånden vil komme til dig. - Dette skal du først gøre. Siden skal jeg fortælle dig mere."

Drengen fik af alt dette stor lyst til at blive åndemaner, men det var ikke muligt at foretage fjeldvandringen, fordi de boede på en lille ø. Vinteren faldt ham derfor meget lang - han længtes meget efter fastlandet og fjeldene.

Først hen på efteåret flyttede de til et større land, det var ikke fastlandet, ganske vist, men en del af Kulusuk-landet, hvor der er høje fjelde, og som er kendt som stedet, hvor åndemanere har mødt overnaturlige ting.

Såsnart de kom hertil vandrede han ind i landet mellem fjeldene, op til Qalerangnenerup (Qalerujooneq ?) qulequtâ / qulequtaa (øverste del). Han havde ikke svært ved at finde den sten han skulle stryge med, den lå lige for ham ved en sø. Han overholdt nøje alt, hvad Aggu havde sagt, nærmede sig søen fra venstre, og satte sig ved en qaarsoq (klippeflade) og gned hele dagen. Han mærkede slet intet usædvanligt og gik bedrøvet hjem: Thi han troede ikke at han kunne blive åndemaner.

Dagen efter gik han langs med havet, helt ude i det, for at finde en sten, sort og hvid, som han nu kunne stryge med. Han fandt den hurtigt, så den var overgroet med havplanter.

Næppe havde han funde denne sten - og var på vej op mod søen i i fjeldene, før han traf en inuarigdligoq / inuarulligaq (târajuatsiaq / taarajuatsiaq angakkoqglose eller: iâjiatsiaq / iaajivatsiaq / dværg.

Den lille mand slog følge med ham.

"Hvad hedder du?" spurge drengen.

"Jeg hedder Qataitsâq / Qataatsaaq / Diskant."

Drengen rørte nu ved ham og den blev hans taartoq / hjælpeånd

Dværgen fortalte nu drengen alt det, som Aggu / Akku allerede havde fortalt ham og fulgte ham omtrent helt op til søen. Her forsvandt han.

Drengen begyndte nu at stryge stenen rundt, og han havde ikke strøget ret længe før vandet i søen begyndte at bevæge sig. Han blev meget bange, han ville meget gerne (flygte?), men holdt sig dog tilbage, fordi han meget gerne ville blive åndemaner.

Så begyndte en hvirvel at rejse sig midt ude i søen, det ligesom kogte i en strøm, der drejede rundt, så dannedes der ligesom en fordybning dér, hvor hvirvlen havde stået, og vandet i søen hævede sig op sank, havde sig og sank, og søerne slog op på bredderne. Og nu viste der sig et uhyre midt ude i søen, noget, der lignede en bjørn, men dog også mindede om en hund, - og uhyret vendte ryggen til ham: Atter tænkte han på at flygte, men nu kunne han ikke røre sig af stedet. Bjørnen drejede sig langsomt til højre og vendte sig om imod ham og kom så svømmende. Hans krop lå fast, men så var det som om øjnene alene forsøgte at flygte. Da bjørnen rører ved ham, vælter han om imod den, men da den løfter forpoterne er han oppe igen. ?? skifter han fra den ene stilling til den anden. Hver gang den sætter fødderne på jorden / land, vælter han om imod den, men han rejser sig atter, hver gang den løfter benene. Uhyret så meget frygtindgydende ud. Halsen var lige så bred som selve kroppen. Han havde også hørt omtale at bugen var hul og åben, men dette var ikke tilfældet. Den havde blot langt hår på bugen.

Da uhyret nåede ham, væltede han om imod det; han kunne slet ikke holde sig tilbage; så mærkede han blot den varme ånde og et bid i nakken, der gjorde forfærdelig ondt, og så besvimede han.

Hvorlænge han lå bevidstløs ved han ikke selv, men han vågnede ved sang, - og genkendte stemmen: det var dværgen Qataatsaaqs stemme. Han opdagede da, at han lå fuldtstændig nøgen og at han var fuldstændig udmattet.

Bange for sin mor - komme hjem uden tøj - men går dog alligevel hjem over, da han ikke kan andet.

Sunaissukarsâmik (?) inuk ilisarnagitsorssuaq: qimaniaraluarpoq (hvad var det? et menneske der virkede kendt: den var ellers flygtet): hans trøje, den standser lige foran ham. Tager den på. Siden på samme måde kamikker og bukser, der kommer løbende.

Han holdt alt hemmeligt ved sin hjemkomst, men besøgte bjørnen tre gange ialt. -

 

Der gik nogen tid og siger moderen til ham:

"Du skulle gå til Sapusat (i nærh. af Norsiit / Noortiit) for at fange laks!"

Og så gik han til Sapusat for at fange laks. Da han kom i hærheden af elven så han en ravn sidde der og fiske.

Den vil vi forsøge på at ramme med en sten, tænkte drengen.

Og så listede han sig ind på den idet han søgte dækning bag en fjeldkam. Men da han kom frem fra fjeldkammen og skulle kaste sin sten, var ravnen blevet til et menneske, et lille bitte menneske, en dværg.

Han gik hen til ham og spurgte:

"Hvad hedder du?"

Jeg hedder Anaavoq og jeg bor bag Tissungasoq" (Titsingaleq ?), og så fangede de laks sammen.

Da drengen skulle til at gå hjem, sa ---

"Hvorfor skulle jeg ikke give dig den halve af denne store laks, jeg har fanget?"

Og så skar han laksen over og gav drengen den.

"Men hvad skal jeg nu sige til min mor, når jeg kommer med en laks der er skåret midt over?"

"Du kan jo bare sige, at det var én ravnene havde spist af, og så skar du den over!"

Så rørte drengen ved Anaavoq og dværgen blev hans hjælpeånd.

 

Nu tænkte han kun på at få sig en angiut (fil, gnidemiddel). Dette er en lille fjordsæl, som åndemanerne kan kalde til sig, og som kan fortælle om, hvem der har fanget og hvem der er syg. Han gik da atter tilfjelds og gav sig til at gnide og stryge en sort-hvid sten rundt på en qaarsoq. Han sad længe og gned og strøg - og tilsidst var det da som om fjeldet han strøg den mod pludselig blev helt blødt, det føltes slet ikke mere som hårdt og samtidigt gik den ligesom ned i fjeldet. Han løftede nu stenen op og opdagede, at der havde dannet sig et hul i fjeldet, et hul, der gik helt igennem, ned i dybet, og som ganske lignede et åndehul på isen. Da han tog stenen væk, kom der et væsen og stak hovedet op af hullet; overkroppen var ganske som en sæls, men hovedet var uden sener og kød, som en dødnings. Den så meget uhyggelig ud.

Såsnart den fik hovedet op gav drengen sig til at tale med den, og dens tale var som et menneskes. Da han havdet fået at vide, det som han ønskede, hvem der havde fanget og hvem der var syg, satte han atter stenen for hullet og gik hjem.

Denne åndesæl opsøgte han tre gange og den var derefter hans ejendom, hans hjælpeånd.

 

Nu ville Missuarniannga gerne have en tornârsuk / toornaarsuk til hjælpeånd. Toornaarsuk er den af alle hjælpeånder der kommer hyppigst til åndemaneren, og regnes gerne for tornat nalagait / toornat nalagaat / hjælpeånders herre. Kan de øvrige hjælpeånder ikke klare en sag op, kalder åndemaneren på toornaarsuk. Kun equngasoq regnes for større end toornaarsuk, men det er kun meget sjældent, at en angakkoq kan få den som hjælpeånd.

Equngasoq samanersuaq siorâne / sioraani nunaqarpoq (bor dybt neden for stranden, BS) og kommer altså ikke fra havet, når man kalder på den.

M. ville nu altså gerne have en toornaarsuk, men tiltrods for at han gik og gik oppe mellem fjeldene, ville der ikke vise sig noget overnaturligt for ham.

Så møder han en dag Aggu, og Aggu spørger ham om han nu har fået en toornaarsuk.

Nej, han havde da ikke fået nogen t. endnu, og han havde dog gået meget om mellem fjeldene.

"Det tager også altid tid at få en toornaarsuk, sagde Aggu, man må gå meget efter den; den er svær at få fat på. Men du skal holde ud, giv ikke op, men gå bort i ensomhed mellem fjeldene."

Så gik M. atter om for at møde noget overnaturligt, for at opleve noget, men det var som om han aldrig skulle få nogen toornaarsuk.

Aggu havde fortalt ham, hvordan han skulle bære sig ad med at få en:

Han skulle gå ned i nærheden af havet, da ville det en gang hænde at toorn. ville vise sig. Han skulle da tage en lille hvid sten og kaste den på t. med sin venstre hånd, og når han så ramte den, blev den hans toornaarsuk.

"Hvordan skal jeg kunne ramme noget med venstre hånd?"

"Du skal se. Det går af sig selv," havde Aggu sagt.

Så var det en dag at Missuarniannga sad på en fjeldknaus i nærheden af en lille vig; han tænkte den dag slet ikke på toornaarsuk - og så var kom (sic) der pludseligt noget levende op af vigen, han så en mægtig ryg, og så siden et ansigt, der var midt mellem et dyr og et menneskes, - og dette ansigt kom op af havet og smilte til ham.

Det er sandt, du skal jo ramme den med en sten! - tænkte M.

I samme øjeblik så han en lille hvid sten lige ved siden af sig, - og idet t. atter dukkede ned og kun viste sin ryg, greb han den hvide sten med sin keite / kejte / venstre og kastede. Stenen ramte uhyret lige i ryggen, og uhyret gik langsomt under vandet - i retning bort fra ham.

M. rejste sig nu for at gå hjem, men da var t. vendt om og svømmede ind under land, gennem klippe i jorden (? klippegrund ? BS). Da den kom ind under ham, var det som om han blev så underlig let og ??? i kroppen - han følte sig så underlig, som om han ikke rigtig gik på jorden - og således var det på hele vejen hjem, fordi t. fulgte ham under jorden. Først da han kom omtrent helt ned til husene, forlod t. ham, og da var det som om han fik et tryk på skuldrene. Han blev så pludselig tung. Det var fordi t. ikke længere opholdt sig under jorden, lige under ham.

Således fik M. en t. Han søgte den ikke op flere gange, thi det er nok når man en gang har mødt en toornaarsuk og ramt den med en lille hvid sten. Da blev den for stedse ens hjælpeånd.

 

Nu var han så vidt at han begyndte at tænke på at få sig en ajumaaq. En ajumaaq er en hjælpeånd der er halvt menneske, halvt hund. Kroppen er et menneskes, men den har kun tre fingre og tre tæer. Hovedet ligner en hunds, men ser ellers meget uyggeligt ud. Den har sorte arme og ben og svæver hen over jorden. Den går ikke, den svæver uden at berøre jorden. Alt hvad den rører ved må rådne og dø.

Så gik han til fjelds og gik og tænkte bare på dette ene, at han gerne ville have sig trolden ajumaaq til hjælpeånd. Han besteg et fjeld, men var dog ikke længere inde i land end at han kunne se havet. Han satte sig på fjeldet i nærheden af en kløft og blev pludselig betaget af en ubestemmelig angst. Han rystede over hele kroppen af angst, og vidste dog ikke hvad det var han var bange for. Så gik frygten lige så pludselig over som den var kommen, og med et var det som om kløften begyndte at bevæge sig; kløftens rand begyndte at bevæge sig, og han hørte ganske svagt nede fra kløftens dyb:

"agtungara aujumârtoq!/ attungara aajumaartoq"

"Hvad jeg rører ved må rådne dø."

Stemmen var fjern og ganske svag. Han ventede længe på at den skulle blive stærkere, men så kom han til at tænkte på, at dette ikke ville ske. - Stemmen ville ikke blive stærkere, før han selv havde gentaget ordene:

"agtungara aujumârtoq!"

Da kom stemmen igen, men højere end første gang han hørte den. Og så råbte han igen, højere igen, og for hver gang han gentog det, des højere skreg trolden:

"agtungara aujumârtoq!"

Han stirrede ufravendt mod kløften, og så kom trolden ganske langsomt frem. Den så forfærdelig ud. De sorte arme var strakt frem imod ham, han så den klolignende hånd med de tre fingre, og hovedet, der var spidst og skarpt, noget som en hunds, men uden hår, og med store stikkende øjne. Han så ufravendt på trolden, der langsomt og lydløst svævede hen imod ham, og da var det ham så nær, at han kunne mærke dens varme ånde, faldt han sammen og besvimede. Han mærkede blot at ajumaaq gik hen over ham.

Da han kom til sig selv igen så han straks hen mod kløften. Men der var intet mere at se. Trolden var forsvunden.

Siden besøgte han stedet endnu to gange, og da han havde set ajumaaq tre gange, blev den hans hjælpeånd.

---

Selv en åndemaner-lærling der får en ajumaaq må også se at få sig en amoo - der kan indfinde sig, når de laver angakkoq-kunster og det bliver mørkt i huset. Der var ingen der havde lært ham, hvordan han skulle bære sig ad og han gik derfor blot op i fjeldet - rundt om, og nede ved havet, stadig alene, i ensomhed.

       

Det følgende i parentes hører ifølge Rasmussens note i margin til fortællingen om Kangialeq, BS:

(En dag var han, som han havde fået for vane, ude at gå, og den gang tænkte han slet ikke på at få sig nogen amoo. - Han var bare ude for at gå og havde lagt sig i en kløft ved en elv - på et meget frodigt sted, et smukt sted, hvor han bare lå ned og så på strandbredden eller bare var et lille stykke fra ham (???))

 

Mens han opholdt sig på en skråning ud mod havet hørte han pludseligt imap nunavdlo akornanit (fra midten mellem hav og land, havstokken), svagt, næsten hviskende: amoo.

amoo.

Han ventede længe på at høre lyden igen, men da den ikke blev gentaget, kom han til at tænke på at det var skik? og brug, at åndemanerlærlingen selv skulle gentage ordet. Og så sagde han:

amoo - amoo!

Straks voksede tonen - og da han blev ved med at gentage ordene, blev det tilsidst til et vældigt råb:

amoo - amoo!

Og nu så han pludselig en trold komme op fra dybet. Øjnene var store og runde, næsten som ild skinnede de imod ham, de blev ved med at se på ham, idet den skød op af vandet. Hovedet var vældigt, næsten bare hoved og en lille krop, små ben, men nogle lange, lange arme, der blev rakt op imod ham. Aldrig havde han set så lange arme, og ligesom ajumaaq havde denne kun tre fingre, en vældig klo var det, der blev rakt op imod ham.

Så mistede han bevidstheden, og da han kom til sig selv igen, lå han helt nede ved højvandsbæltet. Det var amoo der havde trukket ham derned.

Amoo så han kun denne ene gang, og dermed var den hans hjælpeånd.

---

Ved Itilleq (i nærheden af Kulusuk) - en grøn frodig plet - var en elvkløft. ??? mødte han en dværg, inuarulligaq, en lille mand med spraglet-skinds benklæder, spragle-skinds støvler, blålig anorak.

"Hvor kommer du fra?"

"Umîviup timânit! nunarssuit ingê kunigssârtigdlingit tikigtunga / Umiiviup tmaanit! nunarsuit ingii kunissaartillungit tikittunga. (Fra Umiiviks indland. Jeg kom herhen ved at lade det store lands venusbjerge kysses, (dvs. presse bjergene sammen for at mindske afstanden. Rasmussen)

I sin venstre hånd bar han noget der lignede en hul pind, inde i den stak der noget frem, der lignede tre fingerspidser. Det var hans våben. Han fortalte at han havde stjålet en del tørret kød ved Umiivik og at den mand han havde stjålet det fra hvde været så rasende over tyveriet at han havde råbt:

"ángiortoq saqúnerdle!" / anngiortoq saqunnerli  (kom til syne, den der kommer som en tyv om natten, BS)

Så havde dværgen, vred over råbet, vist sig (for) manden og peget på ham med sin pind, og da var manden død med det samme.

Denne lille dværg glemte han at berøre og derfor blev han ikke hans hjælpeånd.

---

Så kom den tid da han fik sig en kajak og begyndte at færdes på havet. Da var atter hans toornaarsuk hos ham og hjalp ham, hvis han kom i fare.

Nu var det hans højeste ønske at få sig en innersuaq (en af ildfolket, BS), men mange gange måtte han ro til havs forgæves. Der viste sig ingen for ham. Så var det en gang, at han besøgte et sted ved Ikerasak, hvor der var en gammel hustomt, mens han var her ser han en kajak vesten for sig, uden for sig. Den kom hen mod ham og han opdagede da: ingen kinder, ingen næse - Det var nu ikke rigtigt at sige, at han ingen næse havde: ??? qâkiviaq / qaakiviaq, meget, meget lille næse.

De kom i snak med hinanden.

"Hvad hedder du?"

"Nagkalia" / Nakkalia (den der er skabt til at falde ned, Rasmussen)

"Hvor har du land?"

"Henne ved det skær! Du skulle komme og besøge os. Vi er kun ene to, min kone og jeg."

Han gik derefter på besøg. Den underjordiske gned hen over stenene ved fjæren med sin hånd, og så løftede landene sig, og de så ind i en smuk, frodig dal, hvor de havde et hus, et smukt lille hus.

Da inn. gik ud af sin kajak opdagede han, at han var sigfîtsoq / siffitsoq (en med hoftelammelse), - igdligtut / illitut (i begge sider).

Han fortalte at han havde forsøgt at trylle sygdom over en anden, men at hans fjende havde været stærkere og havde slået ham med den sygdom, som han forsøgte at trylle ham med.

Inde i huset var alt fint og rent, alt træværk skinnede hvidt. Et skind var hængt op over indgangsåbningen og rullet op, det var tegn på at Nakkalia var en ivrig åndemaner.

Han fortalte at han havde haft 5 sønner, men at de alle var dræbt af fjenden.

"Når er du født?"

"I forgårs"

Dvs. itsarsuaq (ikke rigtig læseligt, BS) - for længe siden.

"Hvor længe lever I"

"atanigte / atanitti naggatat nalunarpoq" (Man kender ikke ophøret af tilknytningen (til livet). Dvs. vi kender ikke til at dø , Rasmussen).

Man siger om en åndemaner: ikiâgsigtoq / ikiaassittoq: når han besøger en innersuaq (?? ikke sikker på læsningen. BS).

 

Han fik intet at spise, dertil var han endnu ikke tilstrækkelig stor åndemaner. Fik han da noget at spise, ville han glemme sin hjemrejse.

Da (han) siden afsluttede sit besøg og tog hjem mærkede han slet ikke at han kom inde fra jordens indre.

Denne innersuaq besøgte han kun én dag, og dermed var Nakkalia hans hjælpeånd.

Da han således havde fået sin første innersuaq, varede det ikke længe før han fik en til. Han var ude i kajak da han opdagede en anden kajak, der kom roende gennem vandet uden at man kunn se vandet røre sig for kajakken: minittorneqanngitsoq.

Da han kom nærmere, så han nøje efter om hans kajakpels var kantet med rødt; det betyder at manden er farlig. Så snart han så at linningen om hans pels var blå, roede han ham rolig i møde.

"Hvor bor du?"

"sangnît timane! / sanniit timani (i landet nedenfor kysten , BS ?)

Han havde også en lille broder, der også var ude at ro i kajak.

"Rør ved mig", sagde manden, hvis havn nu er glemt.

Så rørte han ved ham, og mødte ham siden endnu to gange.

Dermed var også denne innersuaq hans hjælpeånd.

---

Engang skulle han fra Amitsuarsuit / Amitsivartik til Tasiusaq / Tasiilaq; da han paserer nakatákat itínerat / nakatakkat itinnerat (rypernes lavning, Rasm.) hører han oppe i luften en vældig susen, og går derpå i land for at undersøge det nærmere. Han tog med sig sin kniv og et stykke spæk og gik op i land. Ved en lille sø så han en stor mand ligge ned - magelig henslængt med hånden under kinden. En gang imellem klappede han på græstørven ved siden af sig, og det var det der gav den mærkelige lyd oppe i luften.

Da kæmpen, der var en timerseq af de middelstore, det vil sige - af sagdlêt / salliit, de der bor yderst mod havet, så, at han kom bærende med en kniv og et stykke spæk, vinkede han med hånden for at lade ham forstå at han skulle lægge det. Manden var så stor at han (M.), selv bevæbnet, ikke ville kunne gøre ham noget, og han lagde derfor både kniv og spæk.

Mandens navn er glemt. De talte sammen, og indlandsboen spørger ham om, hvordan det går med hans angakkoq-kunster. Jo, det gik meget godt.

Har du lært: "asíkut angalaneq"*, at flyve - at færdes gennem luften? (BS: udtrykket bruges i Østgrønland også om at færdes til fods i indlandet / det øde / den anden verden i søgen efter hjælpeånder).

"Nej, det er der ingen der har lært mig!"

"Det skulle de have lært dig. Nu skal jeg lære dig det!"

Så blæste (pustede) han ud over fjorden og en fin tynd røgsky blev synlig fra Kiliglâjuit (? Kigdluisâjuit / Killuisaajuit, ifølge den trykte tekst) over mod Akugdlêt / Akulliit. Så bøjede indlandsboen benene, samlede dem under sig og fløj hen over den smalle røgsky. Det så ganske ud som en glidebane på nyis. Denne fulgte indlandsboen til Akulliit og kom tilbage den samme vej.

"Sådan færdes vi!" sa' han. "Sommetider, når I ser tågeslør op over fjeldene, så er det os, der er på luftfart. Rør nu ved mig, så skal jeg siden blive din hjælpeånd."**

Og så rørte M. ved ham og indlandsboen blev hans hjælpeånd.

Denne indlandsbo opsøgte han kun denne ene gang, og så ham ikke mere.

Men han forstod nu den kunst at flyve - gennem luften.

 

Siden gik der lang tid og han oplevede intet mærkeligt, men så var det hans farbror, Kiajkaq (?), der boede ved Amitsivartik ved mundingen af Ammassalik-fjord, bestemte sig til at rejse sydover for at handle ved Pamiua (Pamialluk?) Missuarniannga  boede den gang selv ved Nunakitsut ved Sermiligaaq. Hans onkel havde ønsket at se ham, inden han rejste ud på den lange handelsfærd, der ville tage flere år, og han begav sig derfor på vej i kajak, idet han lagde sin rute bag om Ammassalik-fjord.

Da han passerede Êrqua / Eeqqua / Eeqi hørte han en stadig (?) fløjten og hvislen ovre fra den anden side. Han bestemte sig straks til at ro over og undersøge hvad det var. Da han roede over så han en vældig kæmpe oppe på land. Han sad ned og fløjtede, og hver gang han havde udstødt et fløjt, slog han med hånden - daskede han med hånden på jorden ved siden af sig.

Han (M.) tog sin kniv og begyndte at arbejde sig ud af kajakken. Men da han havde fået benene halvt ud og så, hvor stor kæmpen var, gøs det i ham, og han var lige ved at ro bort igen. Men så skød han modet op i sig og krøb helt ud af kajakken. Han havde sin kniv i hånden, men så snart kæmpen så dette, vinkede han til ham og lod ham forstå, at han skulle lade kniven blive tilbage.

Så gik han op til ham.

Så snart han var oppe, sagde kæmpen:

"Mig skal du ikke være bange for. Jeg ligger bare her og nyder udsigten (alianâr...lunga (?)).

Han havde netop sagt dette, da der viste sig en endnu større og vældigere kæmpe, der kom oppe fra fjeldet.

De lignede mennesker men var blot ganske blå i klæderne.

Og denne sidste kæmpe smilede til ham og han var derfor ikke bange for den.

Så kom der en tredie øst fra, han kom krybende og skulende og så meget alvorlig ud. Han var helt rød om anorak-linningen, og det var tegn på, at han var meget farlig. Han fik ikke tid til at blive bange for denne, thi så hurtigt efter ham kom der endnu en kæmpe, den største af dem alle sammen, nede fra hans kajak. Denne gang var han lige ved at flygte, så forfærdelig, så umådelig så denne kæmpe ud, - men da han kom smilende frem, gik hans angst hurtig over.

"Mig skal du ikke være bange for - Jeg er den ældste af os. Vi er brødre. Der er kun ham dér, sa' han, og pegede på den tavse og alvorlige. Han kan sommetider ikke ?? sindet."

De sad nu der alle og talte sammen. Og en af dem sagde:

"Maratsi kommer meget hyppigt forbi her; han bor ved Nunakitsut / Nunakitsit, men hvor meget vi end fløjter, kan vi ikke tildrage os hans opmærksomhed. Han hører os ikke. Han er ikke åndemaner nok. Men så snart vi begyndte at fløjte ad dig, voksede dine øren ud ad og blev umådelige, de strakte sig helt over os til, og du hørte os øjeblikkeligt."

De sad atter noget og talte sammen. Så siger de:

"Skal vi se hvem af os der kan se længst?" Og dette blev de enige om.

Den mindste af kæmperne har de bedste øjne og opdager en kajak langt ude i fjordens munding. Lidt efter lidt får brødrene også øje på den, men Missuarnianngaq kan slet ikke få øje på den.

Da stryger den yngste af kæmperne ham over øjnene, og da er det pludseligt som om hele verden bliver lys - han bliver klart seende og langt, langt ude får han nu øje på kajakken.

--

Derpå gjorde han sig klar til at rejse videre. Og berørte nu den største og den mindste, der begge blev hans hjælpeånder.

"Skal vi ?? dig hurtigt frem til boplads?" sp. de -

"Det behøves ikke, sa' M. - jeg har min toornaarsuk." Og så gik han i sin kajak og roede bort.

Et stykke ude i fjorden så han tilbage for at se hvad der var blevet af kæmperne, og han så da at de alle med samlede knæ og krumme ben havde hævet sig op i luften og de sang alle højt, ivngertorsûvdltik / inngertorsuullutik - idet de hævede sig op over fjeldene og forsvandt.

Selv kom han også hurtigt frem. Thi hans toornaarsuk holdt sig lige under hans kajak og gjorde den let, og således nåede han Amitsuarsuk inden aften.

 

Da hans farbror senere for sydover for at drage på handelsrejse, fulgte han konebåden helt ned til Ikersuaq, hvorfra han vendte ?? tilbage. Da han kom til øen (akuut) Angiit (Angiitit ?) syd for Sermilik-fjorden så han to kajakker forude. Der lå storis mellem ham og kajakkerne, og den lå således at de ville være skjult for ham lige til han havde passeret storisen, men da ville han også møde dem klos ind på livet. Han roede derefter frem, kom gennem isen, og så straks at det ikke var rigtige mennesker, det var innersuit. Hans kajak havde en sådan fart på, at han gled lige hen til dem. Den nærmeste af mændene havde blå anorak-linning, mens den som var længst borte fra ham havde røde linninger både om hætte og håndled, og således var meget farlig.

"Er du bange for os? Ja, han der", sagde den nærmeste og pegede på ham de de røde linninger, "kan være meget ondsindet, slår også meget gerne mennesker ihjel, myrder, overfalder, men det er min lille bror, så jeg er ikke bange for ham, og du kan derfor være rolig. Han (hedder?) Tunuigât / Tunuigaat."

De lå nu sammen mellem isen og talte samamen, og da de skulle skilles, rørte han ved ham med de blå linninger.

"Vil du ikke også røre ved mig?" spurgte så menneskedræberen.

Jo, så M. berørte ham, og således fik han de to underjordiske til hjælpeånder. De havde land ved den østre side af Angiitit-øen (??). M. søgte dem ikke oftere op, da de med det samme var blevne hans hjælpeånder.

 

Kort tid efter var han ude i kajak på solsiden af Angiitit-øen. Silagik, silagik: dejligt vejr, dejligt vejr! seqínanik, seqínanik: solskin, solskin!

 Så hører han en summende lyd som fra en flue, og lidt efter:

"ee - ee- ee! jeg kommer ikke op!"

"Kom du kun op hvis du kan", siger han.

Og så kom hun op! Det var en kvinde fra innersuit, og hun kom op med bortvendt ansigt.

Hun sagde. "Tidligere var her mange sæler på denne tid af sommeren, der var så mange, at man ikke kunne se ende på alle dem der kom op for at puste. Men siden Ulutaaq roede her forbi, skønt hun var paqúnartoq - havde været med til stensætningen af en død - forsvandt alle sælerne."

"Men hvem er Ulutaaq?"

"Hun kaldes også Aleqaaja!"

Så vidste min fader (fortælleren Kaaralis far, Missuarniannga, BS), hvem det var. Han kendte blot ikke det første navn.

"Besøg mig," sagde kvinden.

Og da M. ikke rigtig vidste, hvad han skulle gøre, sagde hun:

"Jeg er ikke farlig. Vi er kun to i husene, jeg og så min plejesøn."

Så strøg hun med en finger hen over en kløft, og så kom der straks land tilsyne, der steg en boplads op fra havet, fra fjæren, og de så et stort hus med fire vinduer.

"I bor da ikke alene i det store hus?"

"Jo, nu skal du bare se!"

Ved husgangen så han et skinnende hvidt stykke træ. Det lignede ribbenet af en hval.

"Det der er noget jeg skal bruge til at købe mig en ulu for", sagde hun. Og så gik de ind i huset.

"En gang var vi mange, mange mennesker i dette hus", fortalte konen. "Men de mennesker, der bor østen for os, har dræbt dem alle sammen. Der bor to brødre ikke langt herfra, de er de eneste der bringer os kød."

Det må være Tunuigaaq og hans brødre, tænkte (min fader (overstreget af Rasm.)) M.

Så viste der sig et ansigt for vinduet og straks sagde kvinden:

"De har opdaget at jeg har en gæst - nu må du straks flygte, for ellers bliver du dræbt!"

Han ville springe ned i husgangen, men den gik sammen, groede sammen, så han ikke kunne komme ud. Derefter sprang han til det første vindue, også det groede sammen, lukkede sig for ham - og så det næste, alle udgange lukkede sig for ham, så ofte han forsøgte at komme ud. Først ved det alleryderste vindue slap han ud med besvær og flygtede derefter bort af alle kræfter, og han blev ved med at ro og ro lige til han nåede til Amitsivartik ved mundingen af Am.-fjorden.

Dette var meget farlige folk at besøge, og længe efter kunne han mærke skrækken i livet.

 

Lang tid efter disse begivenheder roede M. sammen med den nu døde søn af åndemaneren Aggu / Akku til ammassætpladen for at hente tørrede fisk.

På tilbagevejen gav de sig til at synge inngerutit, - og de roede da under sang - de sang, og de sang idet de passerede Kúarmiut / Quarmiit ?, Pitsiulleq (?), Kigdagdoq (?), It-tala (Ittaajik ?), - tilsidst var de nåede til sydsiden af Ujarasussuit, og da de sluttede af her, svaredes der inde fra land, således som der svares af tilhørere, når en trommesang afsluttes.

De sang igen en vise, og idet de afsluttede den, gentog det samme sig, der svaredes af tilhørere inde fra land.

Så blev de enige om, at de ville synge endnu en sang og så slutte den af ganske pludseligt. Dette gjorde de, - og stemmerne inde på land, da de ikke var forberedte på denne pludselige afslutning, kom således til at lyde ganske tydeligt.

Så roede de ind til land for at se, hvad det var.

aunámagûsakasime-ilâ(?), råbte de og fik øje på en inuarulligaq / dværg, sigsfigsoq igdlagtut, ãma kiasiga (?) --- krum. pukkelrygget (tosidet hoftelam og pukkelrygget, BS).

"Hvorfor er du sådan på kroppen?"

"Jeg har forsøgt at hekse folk til med sygdom, men jeg har ikke været stærk nok i min trolddom og derfor har jeg selv fået alle de sygdomme jeg har tiltænkt andre."

"Hvad er det I har på kajakkerne?"

"Det er qingersâqat! (qeersaqat / havkat ?)

"Smager det godt?"

"mamaqaaq" / det smager dejligt

"Hvor bor I?"

"It-talap timaani / i It-talas indland. Men næste år vil jeg tage ind og fange ammassætter. Hvorfor giver I mig ikke nogle? Og lidt spæk (aammaqqaaq!). Jeg er ikke angakkoq og derfor fattig. Jeg bor ene med min kone."

Og derpå fløj dværgen bort gennem luften op mod fjeldene bag It-tala. Og han istemte en sang så vældig, at hele verden (silarsuaq tamarmi) genlød af sangen.

Denne dværg så M. ikke mere. Han var ikke angakkoq og duede derfor ikke som hjælpeånd.

 

Han havde nu allerede mange slags hjælpeånder og var således i færd med at blive en stor angakkoq, men manglede endnu en død, et lig, en dødning, "qarlimaatsoq".

Hvorledes han skulle bære sig ad med at få en sådan i sin magt vidste han ikke, og ofte gik han derfor forbi grave, gamle grave, for at den døde skulle vise sig for ham. En dag var han ude at gå, på vandring, og da han kommer forbi en grav, hører han inde fra graven en susende lyd: surrrr - surrrr - surrrr!

Lyden kom stærkt og tydeligt, og så snart han hørte det, standsede han og lyttede. I samme øjeblik kom den døde farende ud af graven, det gik så hurtigt, at han ikke en gang kunne komme til at dækkke sig, og i samme øjeblik han berørtes, mistede han bevidstheden.

Da han langt om længe kom til bevidsthed igen, var dødningen borte, og han selv var ganske udmattet havde slet ingen kræfter. De vendte først langsomt tilbage.

Denne dødning berørte ham kun én gang. Han så den ikke mere, men det var også tilstrækkeligt, thi nu var den hans taartoq / hjælpeånd.

 

Der var gået nogen tid efter dette - han var ved Noortiit på en tur ?? over Vardefjældet. Her lagde han sig til at sove, og hørte nu gennem søvnen, langt borte, langt, langt borte et spædbarn skrige, så snart han hørte dette mistede han bevidstheden. Han havde lige fået tid til at se, at det havde sorte arme. Da han kom til sig selv igen lang tid efter, sad han endnu med ansigtet vendt mod det sted, hvor han havde set spædbarnet.

Siden besøgte han endnu 2 gange stedet, to gange uden at sove imellem, og så spædbarnet tre gange.

Derefter blev også dette hans hjælpeånd.

 

(Den gamle innersuaq og hans søn med den skæve mund - står der i margin - som oversskrift, BS). Er den skævmundede equngasoq, BS?)

saqilerpoq. Orsûlerviap tunganut ilangormiut tikilerdl: qaqortuvatsianguaq. / Han var ude i kajak. I retning mod Orsuulervik kom han til Ilangormiut: en lille skinnende hvid (ikke sikker på oversættelsen, BS) Men han betragter den for at blive klar over, hvad det kan være: Sarqiseq / en kajakroer (? BS) med større fart bagfra: en gammel innersuaq! M. ikke bange, blå kant. - "Det er min søn der forude! Skæv mund, flænget helt op til ørene. Han kan kun tale i hæse småråb og klynk." Den gamle fortæller, at det er tupilakken han har lavet, som er gået retur. Selv har han været for stærk, og så har de hævnet sig på sønnen.

Opsøger og rører dem tre gange, så bliver de hans hjælpeånder.

 

Angalerpoq Amitsuarsuup / Amitsivartiip timaanut. ilivertoqarsuaq. Tassani angialerpaa / Han tager ind i Amitsuarsuks bagland. Der er en gammel grav. Den giver han sig til at gnide på med en sten. Så hører han derindefra en lyd: he - e - e - e! Stenene uvaasut / bevæger sig / slingrer. Pludselig bliver der synlig en lille lysstribe, at se som en regnbue, en regnbue, der farer fra solen og ned til graven; ned i graven.

Gravstenene åbnes på den side der vender mod vest. Og en kvinde rejser sig fra graven; hun vender ryggen til. Sort i ansigtet - og over hele kroppen hentørret over det hele.

Hun vender sig langsomt og vugger i hofterne henimod ham. Da besvimer han og vælter henimod hende.

Silatsûlerpoq / silatsuulerpoq: sang! ingerpalainguaq / inngerpalaanguaq. Det var Qataatsaaq / Diskant, der vækker ham med sang.

"Hvorfor er du her?"

"Dødningen er nu din hjælpeånd, hun har budsendt mig, for at jeg skulle vække dig."

Han så kun dødningen denne ene gang.

(Med denne episode afslutter Rasmussen den trykte gengivelse, hvor han lader genfærdene, som M. møder til slut i nedskriften hér, både anvise M. graven, hvis lig han får som hjælpeånd, og bestille Qataatsaaq til at vække ham igen. BS)

 

("Åndemanerne der påkalder stående" - står der i marginen som overskrift. Men Rasmussen har ikke stykket med i den trykte tekst, BS)

Norseine únuarsiordlune (?). saqivdlune seqineq nuilerssoq tikivdlune. ivnerpoq. Alle kvinderne til sælerne. ene i teltet. Artulerpoq. Hører: ungaa - uua - uaa! aggerpaligtoq bag fra teltet, pamut perpatiligpoq. artulerpoq: iseriarp: naulungiarsuk kîsame inerqinartoq ersisangivdluiqaqaoq. Aggerfigînalerpa. misigssuleriarâ: hudløs i hovedet. Op på briksen til ham.

(Han har hygget sig om aftenen i Norsiit. Da han roende når hjem er solen stået op. Der lyder sang (?). Alle kvinderne er ude for at flænse sæler. Han bliver afmægtig. Hører spædbarnelyde. Det lyder som det nærmer sig bag fra teltet, det støjer ved ?. Han magter det ikke: den kommer ind. Han undersøger den: hudløs i hovedet. Den klatrer op på briksen til ham. BS)

Da høres pludselig stemmer ude, kvinderne kom snakkende og leende tilbage fra flænsningen. Og i samme øjeblik kilumut pularoq (smuttede den ned ved fodenden, BS).

Han anede ikke hvad dette skulle forestille, men fik senere af Aggu at vide, at det var aqerdlorsainatdlit / aqerlorsaanallit - de største og stærkeste af alle åndemanere - taartut! / hjælpeånder dvs.: åndemanere nikorfavdlutik tivavdlutik tôrnisatut / nikorfallutik tivallutik toornisartut / der maner ånder stående og svajende fra side til side.

 

(Dværgfolket på vandring. (Dette afsnit er også udeladt fra den trykte tekst, BS))

Angalârdlune Porulortusume nasivdlune talerpa oqalúpaluk / angalaarluni Porulortusumi nasilluni / Under en tur er han taget op på P. (Puulortuluk ?) på udkig.

ser sig omkring. kommer vandrende små bitte dværge, lidt højere end en finger. Der var en gammel mand med et langt, langt  skæg, og en kvinde med amaat.

Den gamle: Agtornianga! / attornianga / rør ved mig.

De andre gik videre, men den gamle blev stående og fortalte:

"Der boede en gang en storfanger her ....., vi stjal, vi plejede at stjæle af hans kødforråd. Han har nu forladt stedet, og siden har ingen boet her, der fangede så godt. Og det lider vi meget under.

Vi så dig i går herfra, du lå da ved Amitsivartik på den anden side fjorden; da vi har set dig i går kommer vi (til?) dig for at blive din hjæpeånd.

Nu er vi på vej til en naboboplads - de andre fået et stort forspring, og jeg må løbe efter dem for at nå dem."

Og så løb den lille mand afsted så hurtig han kunne og blev borte mellem stenene, der var store som fjelde for ham.

 

Ved Amitsuarsuk / Amitsivartik ind over land findes en stor kløft, der kaldes Uvarsat / Uersat / Uersaq. her findes en qârsoq / qaarsoq, angiutilik / en stenflade, et gnidested.

Tass. angialerpoq / her gir han sig til at gnide. Fløjt og hvislen fra kløften. Han vedbliver med at stryge stenen. Pludselig kommer en splitternøgen mand ud af kløften. Besvimer så snart han ser ham. Langt om længe kommer han til sig selv, frysende. Hvor? inde i mørke, frysende, afklædt, kraftløs.

Han vækkes som sædv. af Qataatsaaq, der synger for ham. Hans tøj ligger ved siden af ham. hjem. Ser Uversat / Uersaq ialt tre gange og får ham som hjælpeånd.

Det er uersap inua, der skærmer hans liv mod tupilakker, og vækker ham til live igen, når en død har rørt ved ham.

 

Han ror i kajak fra Immiikoortooq / Immiikeerteeq og idet han kommer gennem Ikerasaq, omtrent ved det sted, hvor han i sin tid traf Nakkalia, hører han latter i nærheden. Straks derefter to kajakker, to afdøde (note i margin: nunaniîtsut qardlimaitsut / de døde der er begravet på land

kan i midsommer vende tilbage til deres grav og leve der, mens der er varmt og skønt på jorden). Det var ?? den ene af dem var i kajak efter sin død og derfor turde han ikke forlade ham. Så nær holdt han sig ved land, at han fik sin åre ind i en lille kløft og nær var kæntret derved. Og det var det de lo af.

 

De kommer ind i en lille bugt, og da misigilerpa silane ivsulasoq / luften dirrer. her finder de et hus. smukt. ingen torsût / husgang. De kommer ind: Kingûngajassimasoq samia tungâne ûngalik / ?. Ingen kone. Den anden har kone. Midt imellem sidder en gammel mand.

Gryderne ophængt i snore, der når helt op til himlen.

Den gamle fortæller:

Vi lider af tagdryp nogen har leget ved vort hus og borttaget nogle af stenene.

- giver ham kød at spise (note i margin): sigende: "du er nu en så stor ang. / angakkoq, der har set så meget overnaturligt at du godt kan spise dødes mad." Hårdkogt, men ikke tungt at sluge.

Det kan spises tre gange. vokser ud på benet igen.

tarkua târtârtâingilai, pulârfigiînarpai.

Da han ikke kan lære mere, men har hjæpånder nok - får han en dag hovedpine, - det er som om hans hjerne buldner op inde fra

vældige kræfter presser på inde fra

kisiane sarqimerdlune

(endnu enkelte stikord på grønlandsk)

 

I den trykte oversættelse er de sidste notater blevet til en lang tekst, der her blot resumeres:

Disse genfærd blev ikke hans hjælpeånder men udpegede ham den grav hvor han gned en død kvinde op af graven. (det ser ud til at være Rasmussens egen sammenkobling af denne episode med den tidligere om den døde, han gnider op af graven, BS).

 

"På den her skildrede måde øgedes for hvert år åndernes store følge for Missuarniannga. Han kom i kontakt med alt det skjulte liv oppe mellem fjældene, som viser sig for mennesker, der søger ensomheden ude i naturen. Alt fik væsen og skikkelse og kom til ham som skabninger af kød og blod. Men ingen vidste det; hans læretid var foregået i dybeste hemmelighed."

 

De sidste hjælpeånder han får er alle dødninge, som regnes for stærke. De blir levende af lys, der strømmer ind i dem, når han kommer til dem, og de stiger op fra gravene som nordlys.

 

Miss. er nu parat til at stå frem, nu hvor han har fået alle de færdigheder en åndemaner har brug for: han kan hente syges sjæle hjem, rejse til månen efter godt fangstvejr, til den farlige Havkvinde, havets mor efter hvaler, hvalrosser og sæler. Og hans equngasoq kan føre ham til de dødes land med deres storfangster og sangfester.

 

En morgen vågner han med vilde smerter i hovedet osv. (se ovf.). Han må holde åndemaning for ikke at blive vanvittig / sindssyg / sindsyg. Under seancen, hvor han er bagbundet, kommer trommen i bevægelse af sig selv og da den berører hans hæl er det som om det første hvide daggry viser sig for ham. Da den berører hans hofter er det selve dagen der viser sig. En senere aften når trommen hans skuldre og da ".. vældede solen med alt sit lys frem for hans åsyn og alle jordens lande samlede sig i kreds foran ham. Alle afstande og al fjernhed var ikke mere.

Missuaarniannga var bleven alvidende og havde samlet hele verden i sig selv.

En ny angakkoq var opstået blandt menneskene."

Var.: søg på åndemaner uddannelse og/eller initiation. Se også søens troldbjørn.

 

Kommentarer:

Mitsuarniannga / Missuarniannga følger det ideale uddannelsesforløb i Østgrønland.

Bemærk at toornaarsuk i nedskriften ikke tildeles helt samme evner som i Rasmussens trykte tekst. T. er i nedskriften ikke den stærkeste af alle hjælpeånder (equngasoq og de særlige hjælpeånder, der selv er angakkut / angakokker og tilkalder ånder stående med kroppen i svingninger, siges at være de stærkeste). Og i nedskriften klarer toornaarsuk det op, som andre ikke kan klare op / gennemskue. I Rasmussens trykte tekst "klarer" han det andre hjælpeånder ikke kan klare. Kaarali er den eneste kilde til toornaarsuks rolle som hjælpeåndernes herre.

 

Der er et par logiske brist: Aggu / Akku råder Miss. til at søge toornaarsuk ihærdigt og længe mellem fjeldene, men Aggus andet råd går ud på at søge denne hjælpeånd ved havet.

Det evige liv, eller den manglende evne til at dø, som er tolkningen af Nakkalias udtalelse om, at han ikke ved, hvornår hans / deres forbindelse med livet slutter, rimer dårligt med drabet på hans 5 sønner.

 

Uersaq / Uisaq kaldes i den trykte tekst for de uægtefødtes herre. I andre forløb optræder denne ånd ikke som en splitternøgen mand, men som et tvekønnet væsen, der enten tilskynder lærlingen til at stå frem som åndemaner eller betegner en dobbeltkønnet tupilak eller tjener som hjælpeånd. Søg på: Uersaq.

 

Rasmussens udeladelser af episoder: Den ene af dem om en tosidet hoftelam innersuaq (gentagelser keder?). Den om den lange række bittesmå dværge (myrer?).

Den om hjælpeånder, der i egenskab af åndemanere påkalder ånderne stående, svajende fra side til side.

Sidstnævnte forekommer beslægtet med Aqartivínalik / Aqartivinnalik, der ifølge Jens Rosing er en åndemaner der kun har een hjælpeånd, en kælevisesynger, og som påkalder ånder ved sang og dans. Hos Jens Rosing beskriver Asiineq Aqartivínalik / Aqartivinnalik som en sjælden slags åndemaner fra en fjern fortid, og effektiv til bekæmpelse af tupilakker (1963: 303 søg på Aqartivinnalik). Dette bekræftes af en fortælling, ibid. s. 304 (er registreret, kan søges).

 

Rasmussens indføjelser af tekststykker, der ikke er med i nedskriften, dækker især slutningen. I indhold afviger de ikke fra det, der karakteriserer andre østgrønlandske åndemaneres første seance. Formentlig er Kaarali fortælleren også til disse episoder. Ordvalget i oversættelsen forekommer dog mere kristent påvirket end normalt: Se Jens Rosing: Sagn og Saga 1963: Aggu; Ajijak; Hvordan det gik Maratse / Maratsi og Sandgreen 1987: Naajas første seance.

 

Stednavnene er ikke alle med på kommunekortet i det ny atlas: Grønland, Pilersuiffik, 1989.

Manden, som fangede sæler i garn og brugte konebåd i stedet for kajak

Print
Dokument id:314
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Manden, som fangede sæler i garn og brugte konebåd i stedet for kajak
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 228 - 230
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Håndskr. har ikke kunnet identificeres.

 

Resumé:

Tidspunktet er dengang, da der ikke var større forskel på

kajakker og konebåde. Kajakkerne var ikke overdækkede, og de manglede de små

spanter (tipiit), der holder kølen fast til overdelen. Derfor var de

nok lavet af et helt stykke træ. Man havde heller ikke kastetræ, kun

små tværpinde til at give harpunen mere fart. Man satte pegefingeren

imod tværpinden, når man skulle give afsæt. Det krævede stor øvelse,

og på et højt skær ud for Naaajaannguit ved Kap Dan øvede man sig i at

kaste sin harpun over skæret. Kastetræet blev en stor forbedring.

Harpunen fik langt større fart.

En ung, stærk mand foretrækker konebåd for den åbne kajak og fanger

sæler i garn knyttet af tynde sælskindsremme. Garnet spænder han ud i

det smalle sund, og han får rigelig fangst.

En lille pige, der er enebarn, får lov at følge med ind i sundet og gå

i land. Hun røves af indlandsboerne, mens manden røgter sine garn. Han

beslutter at hente hende og får til formålet sin kone til at sy en

dragt af stift, tykt remmesælsskind med tætsluttende hætte og kun

blødgjort i kantningerne for at lette syningen.

I denne dragt vandrer han ind i landet, kommer til indlandsboernes

hus, råber ind gennem vinduet og forlanger pigen tilbage. Men

indlandsboerne mener, at hun har været så længe hos dem, at hun må

være deres. Tre af dem kommer ud. Han kvæler dem en for en ved at sno

deres anorakhætter rundt og rundt. Kæmperne kan ikke gøre det sammme

ved ham, fordi hans tætsluttende hætte er for stiv, da de endelig får

den smøget ned. Han henter pigen i huset, og da han kommer hjem, ser

man, at hans dragt er blevet ganske blødgjort i den hårde kamp med

indlandsboerne.

 

Var.: Uiarteq; "Uliivaatsiaq", er en variant over samme historie, og hos Holm

(1957: 246 - 247) hedder garnfangeren Matakaták. Missuarniannga / Mitsivarniannga identificerede denne Matakaták med Uliivaatsiaq (Thalb. 1914:).

 

Hist.: Det må være arkæologernes opgave at påvise eller afvise om

ammassalikerne engang hverken havde den overdækkede kajak eller

kastetræet.

Matakatak / Et barn, røvet af Timersek'erne

Print
Dokument id:1117
Registreringsår:1884
Publikationsår:1888
Arkiv navn:
Fortæller:Quttuluk (Kutuluk)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Holm, G. F.
Titel:Matakatak / Et barn, røvet af Timersek'erne
Publikationstitel:Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Tidsskrift:Meddr. Grønland 10(5)
Omfang:side 271 - 273, nr. 12
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen: NKS 2488, VIII, 4', s. 111 - 117.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 246 - 247.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 256 - 257.

 

Resumé:

I gamle dage fangede Matakatak sæler i garn knyttet af

hvalbarder og udspændt inde i fjorden. Han tager derind i konebåd, og

roerskerne samler bær og tullerunnat, rosenrod, mens han røgter sine

garn. I dem fanger han remmesæler, spraglede sæler og netsider.

Engang naboens lille søn er med, bliver han borte. Hans forældre

sørger dybt. M. har set røg fra et hus inde i land og mener derfor, at

indlandskæmperne, timersit, har taget ham. M. lader sin kone sy sig

en anorak af dobbelt remmesælsskind så stiv, at den kun kan bøjes ved

armene.

Han rejser sammen med drengens forældre ind til indlandskæmpernes hus.

Undervejs slår han hule sten itu med sin knyttede næve. Fremme ved

huset kigger de alle tre ned gennem dets røghul, og de ser en gammel

kæmpe vugge drengen med hovedet nedad på sit skød. Drengen vil intet

nyde af længsel efter sin familie. Han får løfte om at komme hjem

næste dag. M. flytter en stor sten foran husgangen og vender ialt tre

spærrende sten undervejs gennem den, hvor forældrene følger ham.

I åbningen ind til rummet hænger bjørnetænder og benstumper, der vil

klirre, hvis han går ind. Han trækker dem klirrende til side, springer

ind, slår kæmpen med barnet i maven, kaster barnet ud til forældrene i

husgangen. De flygter, mens kæmperne forgæves søger at kvæle M. ved at

dreje hans anorakhætte rundt. Han undslipper, men uden for får tre

kæmper så store som konebåde fat i ham. Han slår dem ihjel med sine

knyttede næver. Han indhenter forældrene, tager barnet for at lette

dem og løber ind i de tre kæmpers sjæle (på størrelse med almindelige

mennesker), der blot viger til side for ham. Alle kommer velbeholdne

hjem.

 

Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; qilaamasoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Missuarniannga / Mitsivarniannga identificerede denne Matakaták med Uliivaatsiaq (Thalb. 1914).

Mitsivarniánga / Missuarniannga

Print
Dokument id:1313
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Mitsivarniánga / Missuarniannga
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 252 - 258
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 97 - 105; angakkortalissuit, 1990: 97 - 104.

Resumé:

Aggus hævn over Ilinngivakkeeq ("Avkos hævn"), som Missuarniannga

overværede, gjorde dybt indtryk på ham. Som åndemaner var han dybt

seriøs, søgte nye veje og fortolkninger, men blev aldrig så stor en

åndemaner som sin svigerfar Aggu / Akku. Til gengæld var M. meget dygtig til

fangst og håndværk og hans kone en pertentlig syerske. Familien var

derfor rig og velklædt.

   M.s ældste søn Kaakkajik, døbt Kaarali Andreassen, var otte i 1898,

da M. holdt den ene af de to seancer, der næsten tog livet af ham. Ved

dens afslutning sender hans hjælpeånd, Tunivia sin skræmmende Ajumaaq

mod M. med et hvinende sus. M. besvimer, trommen tier, længe tror man

ham død. En af hjælpeånderne forsikrer dog om, at han stadig er i

live, og endelig lykkes det den at besjæle M.s legeme, der atter

kommer til live. Tunivia ville hævne sig på M., der havde røbet, at

den ville røve et menneske.

   Den anden seance finder sted i tiden mellem M.s kones og søns dåb i

1899 og hans egen i 1901. M. har manet ånder to aftener i træk og set

et stærkt lys nærme sig ude fra havet. Tredje aften når det frem som

skyggen af en bjørn med bulder, brag og rysten så de nye glasruder

sprænges, og M. falder livløs om. Denne gang tar det endnu længere

tid, før det lykkes M.s åndedræt at komme så vidt tilbage, at en af

hans hjælpeånder, en kæmpe, kan få liv i ham igen. I mellemtiden

fjerner M.s kone forhængsskindet, der lader fuldmånens lys trænge ind

og afsløre M.s ligblege krop, og angsten blir uudholdelig, da trommen

senere går i gang, for så at stoppe igen. Kæmpen tæver og puster på

M., mens lydene fra forhæng og tromme blir hørligere og stærkere.

Under gulvet høres M.s hjælpeånderne og den ledende stemme: ululo, ululoo. M.s stemme blir hørlig langt ude

fra fjordmundingen og nærmer sig - kæmpen går. Med besvær får M. sin

stemme (og åndedræt) ind i kroppen, sætter sig over ende med

overkroppen svingende frem og tilbage, rejser sig og vakler hen på

briksen, hvor han efter tre dage blir sig selv igen.

   M. melder sig derefter til dåb, blir døbt april 1901, fanger godt

den følgende sommer, men blir så syg i det ene ben og sengeliggende.

En af hans hjælpeånder har formodentlig hævnet sig. Kort efter

midvinter dør M.s kone Piseerajik under en dødfødsel. Sønnen K. gør

sit bedste for at holde modet oppe hos faderen, passer sin moders

lampe og læser sin ABD. En aften, da den syges far som så ofte før

besættes, ser K. et forfærdende spædbarn i briksens fodende. Det har

M. set i meget lang tid og han tilstår for sin svoger, Ajukutooq, at

det er en tupilak, der er vendt tilbage mod ham.  M. beslutter nu at

presse sit åndedræt ned og væk, dvs at dø. Han ligger bevidstløs i ca.

en halv time, hvorefter M. må opgive og bedrøvet lade sit åndedræt

komme tilbage.

   Hele forløbet af de to seancer og det mislykkede selvmord skildrer

hvordan M. må lide, mens han lidt efter lidt mister magten over sine

hjælpeånder.

 

Hist.: Missuarniannga, der blev døbt som voksen, levede fra ca. 1862 til 1910. Ilinngivakkeeq / Ilinnguakki / Ilinguaki (ca. 1830 - 1893) var en af Naajas sønner. Det samme var Kãvkajik / Kaakkajik / Kakasik (ca. 1835 - 1885), der var

M.s sangkampven og som M. opkaldte sin søn efter i 1890.

 

Tolkning: Adskillige historiske fortællinger beretter om de lidelser,

det kostede åndemanere at blive døbt og skille sig fra deres

hjælpeånder. Også Kukkujooq angribes således af et aggressivt

lysfænomen, der dog ikke rammer ham (Sandgreen 1987: nr. 53, s. 443 - 444).

I fortællingen om M. svarer ilddød og åndedrættets bortførelse ud over

havet under seancen ved en skyggebjørn til initiationerne ved såvel

ferskvandets bjørn til det "indre lys" som puulik. Det samme gør det råb, hvormed hjælpeånderne arriverer, da han er nået tilbage: ululo, ululoo. Det er sandsynligvis remmesælens parrings kald, mating call. Se også eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor og Sonne 2017: Worldviews of the Greenlanders, chap. 5.

Kommentar: Som man ser forstod Miss. sig på at lave tupilakker, dvs. heksekunst, ilisiinneq, samtidig med at han var angakkoq / åndemaner.

Mitsivarniángas / Mitsivarnianngas beretning om sit besøg ved Akínâtsân / Akinnaatsaan

Print
Dokument id:1652
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Missuarniannga
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Otto
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Mitsivarniángas / Mitsivarnianngas beretning om sit besøg ved Akínâtsân / Akinnaatsaan
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 132
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 45 - 46; angakkortalissuit, 1990: 170 - 171: "Mitsivarniannga aamma oqaluttuarallassaaq".

 

Resumé:

Missuarniannga undersøger forholdene ved Akinnaatsaan i juni efter sultevinteren og kan bekræfte det sørgelige syn af de fire døde brødre, af ligene af

Baaliks lille søn sammen med sin mor, der alle er skæmmede af ravne.

Det samme er fem mennesker, der er faldet næsegrus om på taget i

solvarmen, mens Putsaanaq er den eneste han genkender af alle de mange

døde på briksene inde i huset, da han kigger ind gennem vinduet.

Stanken derinde fra afholder ham fra at gå inden for. Det mærkeligste

syn er en varmt påklædt kone, der er død nær stranden af forspisning i

et stykke spæk, som der endnu er rester af i hendes hånd og ved hendes

side.

Ajaatteq

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Niwaangiaq / Niwagiaq / Navagiaq

Print
Dokument id:1089
Registreringsår:1906
Publikationsår:1923
Arkiv navn:
Fortæller:Missuarniannga (Mitsuarnianga / Mitsivarniannga / Andreas)
Nedskriver:Thalbitzer, William
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Niwaangiaq / Niwagiaq / Navagiaq
Publikationstitel:The Ammassalik Eskimo , Second Part
Tidsskrift:Meddr. Grønland 40(3)
Omfang:side 410 - 411, nr. 218
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.411.

Håndskrift: Nedskrevet og trykt med fonetisk skrift på østgrønlandsk af Thalbitzer. Håndskriftet befinder sig formentlig i Thalbitzers (kaotiske) Arkiv på Det kgl. Bibiliotek.

 

Resumé af Thalbitzers engelske oversættelse:

Niwagiaq dør, og da han er død og kommer til bevidsthed igen, kryber han først ind (søger sig en mor, arnappoq, BS) i sin hund, hvor han intet får at drikke, tæves, hyler og bindes, hvorfor han forlader hunden, der dør. N. smutter derefter ind i et græsstrå, men der blir han træt af dens svajen for vinden og skifter til en ravn. Som ravn stjæler han så alt for meget, at han foretrækker at skifte til en sortside. I den skikkelse kommer han altid bagud for de andre sortsider, når de dykker på flugt fra fangerne. Sortsiderne lærer ham da at sætte af med himmelhvælvingens skillelinie (horisonten) som mål, og nu kommer han forrest i den dykkende flok. Til sin næste eksistens vælger han en fjordsæl, netside, og blir harpuneret af en fanger, der har gjort sig usynlig for ham med en amulet. Fanget i den nedlagte sæl dør han ikke, og da fangerens kone skal partere sælen inde i huset, undersøger hun først med fingrene sælens anus ("sjælen"s ind- og udgang, BS), og skærer dernæst sælen op fra anus til strube. Da hun når struben, smutter N. ind i hendes underliv og renser ud derinde, hvorefter konen er nær ved at dø af blodtab (menstruation). Hun, der hidtil ikke har fået børn, blir gravid, og da fødslen går i gang, blir hun umedgørlig og truer husfællerne med tæv, hvis de ikke skynder sig ud. Barnet blir født og skriger sit navn, vedholdende, indtil man omsider har forstået det og genkendende nævner det klart og tydeligt. Efter denne (gen)navngivning trives N. og får styrke. Som gammel fortæller han sin historie, og således er den blevet fortalt gennem alle slægtled sidenhen.

 

Var.: Nivagiaq / Navagiaq / Sjælen der gennemvandrede alle dyr; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq

 

Kommentar: Thalbitzer oversætter det, der "søger sig en mor" med "sjæl". Men et ord for sjæl findes ingen steder i fortællingens tekst. Der står kun Niwagiaq eller "han". I håndskriftet til versionen hos Knud Rasmussen (Navagiaq) bruger nedskriveren, Sofie Jørgensen, glosen "anerneq", dvs. "ånde" eller "åndedræt".

 

Thalbitzer nedskrev i fragmenter også Mahre's version, hvoraf enkelte forklarende elementer indgår i Thalbitzers oversættelse. Desuden kommenterede Aleqaajik fortællingen: N. tar først ophold i en lakseørred og når med den op ad en elv til en ferskvandssø. Og det N. renser ud af konen er sne, som altså kommer ud som blod. Dette er en rodfæstet forestilling i Østgrønland, at sterile kvinder har is eller sne i underlivet. Menstruationer opfattes altså som en slags tøbrud, der baner vej for frugtbarhed. Fødselsforberedelse fordrede ligeledes et ritual til udrensning af den is, der havde samlet under graviditeten.

 

Hist.: Dette er en vidt udbredt østeskimoisk myte om forskellige dyrs vaner og navngivningen, der understreger identifikationen mellem den døde og den levende navnefæller og forskellen i netop navnet på mennesker og dyr. Det er det udtalte navn, der gør barnet til et menneske i modsætning til dyr, der ikke har navne. Kun hunde navngives som regel

Overflod og hunger

Print
Dokument id:2322
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Overflod og hunger
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Overflod og hunger
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:ss. 125 - 130
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

1879 bød på en overdådighed af fangst. Sælerne kunne lokkes op med trommespil. De stod lodret og vuggede til rytmen. Men nedlagde så mange man havde lyst til. Næste vinter blev den store sultevinter, der gik over i den næste vinter uden sommer imellem. I marts lykkedes the Missuarniannga under dramatiske omstændigheder at nedlægge en bjørn, som han blev overfaldet af. Fæstet til lansespidsen var frosset og da han endelig fik den anbragt spidsen og gik til modangreb flygtede bjørnen. Miss. måtte opgive og fortsatte til nærmeste boplads for at søge ly. Men så dukkede bjørnen op igen og gik til angreb. Den kurede det sidste stykke på den glatte sne. Miss. kastede sig imod den med sin harpun, og da han trak i harpunlinen væltede bjørnen om, død. Miss. fik slæbt sig hjem med et mindre stykke kød og fortalt de andre, hvor den kunne hentes. Et par dage efter fandt man en gæst, Kaangitsukaaq, egnens værste tyv, i dyb søvn på briksen. Kødet var væk. Han var netop smidt ud fra sit forrige opholdssted pga tyveri. Under dødstrusler måtte han tilstå, det nedgravede kød blev lagt for en dag, og man var storsindede nok til at lade tyven blive og få del i de små daglige rationer.

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Overvintringen ved Ingmíkêrteq / Immikkeerteq

Print
Dokument id:1660
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Punngujooq (Púngujôq)
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Peter ?
Titel:Overvintringen ved Ingmíkêrteq / Immikkeerteq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 156 - 157
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 109 - 110; angakkortalissuit, 1990: 230 - 231: "Immikkeertimi ukiineat"

 

Resumé:

Fortsættelse af "Pungujooqs skæbne".

   Punngujooq, hendes bror og mor overvintrer hos Missuarniannga på

Immikkeertoq, hvor hendes bror dør, og hendes mor i tynde bomuldsklær

dør under forsøget på at lempe liget ned i isrevnen. P. kan ikke få

nogen til at hjælpe sig, fordi ingen ønsker at komme under dødstabuer.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.

Overvintringen ved Nunakitsâjik / Nunakitsaajik

Print
Dokument id:1661
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Punngujooq (Púngujôq)
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Overvintringen ved Nunakitsâjik / Nunakitsaajik
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 157 - 161
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 110 - 117; angakkortalissuit, 1990: 231 - 238: "Nunakitserajinni ukiinerat"

 

Resumé: Fortsættelse af "Punngujooqs skæbne".

   Om sommeren efter overvintringen ved Immikkeerteq, oplever

Punngujooq, der stadig bor hos Missuarniannga, drabet  på Piilakkaan / Piitakkaat i Ateqi / Attereq. M. tar så med familie til Nunakitseq for at overvintre. Det

efterår ankommer et skib, som man frygter vil hævne sig ifølge

overleverede myter om nordboerne. Men søfolkene, der overvintrer, blir

P.s redning, idet hun er blevet smidt ud af M. Aleqaajik har nemlig

tilbudt den pjaltede P. husly, men fortryder, de P. ankommer, fordi

A.s mand, Kilimii, er blevet syg. Da P. vender tilbage til M. er han

fornærmet over hendes bortgang og smider hende ud. Nu tilbyder Maratsi

på samme boplads hende husly, men hans svigermor vil ikke vide af

hende og smider hende ud. To unge søstre indretter så godt de kan et

hus til P. og gir hende lidt at spise, som hundene bryder ind og æder.

Senere kommer hundene ind og varmer hende, fordi hun har bedt sine

døde forældre om hjælp. En ung mand, Quvtuiaq, bringer hende lidt kød

og spæk. Kunnak fra Sermilik kommer efter hende, fordi han engang har

haft hende som roerske i syd. Men han opgir, da han ser hendes

tilstand og gir hende intet spiseligt. Quvtuiaq / Quttuiaq (?) overtaler hende om

foråret til at sætte sig ud i den varme sol, hvor de overvintrede

søfolk opdager hende og hjælper hende. Af den mad de jævnligt gir

hende, lægger hun det meste hen til forråd. Inden bopladsen spredes på

sommerfangst, flikker nogle halvstore børn et sølle telt sammen til

hende. Da det blæser bort i en storm, tages hun ombord på skibet, og

kaptajnen, der berejser distriktet i motorbåd, får omsider overtalt

Missuarniannga til at tage hende i hus igen. Tre dage efter skibets

afrejse kommer et nyt, der anlægger kolonien Ammassalik / Tasiilaq.

   P., der overvintrer hos M., er nær ved at omkomme under en af hans

seancer, fordi hun har mistet en del af sine tæer og ikke kan følge

med, da M. annoncerer, at månemandens hund kommer og alle flygter. Hun

anbringes under en konebåd uden for, men reddes af kvinde, der

fornærmet er vendt alene tilbage fra nabopladsen, fordi ingen har

givet hende del i festmåltidet dér. Om sommeren behandles P.s fødder

af Johan Petersen og missionær, pastor Rüttel, og hun flytter til kolonien, hvor hun overdrages arbejdet med at berede de indhandlede bjørneskind. Hun

bliver undervist, døbt, får navnet Magdalene, adopterer en pige og en

dreng, gifter sig med drengen, Abel, da han blir voksen, og da

Magdalene dør, gifter han sig og får børn med sin plejesøster, Malene.

 

Hist.: Skibet, der overvintrede fra 1893 - 94, var norsk, hed Ino.,

Kaptajnen, P. Michelsen, har gjort en god handel med de skind, som

østgrønlænderne havde gemt til handelen ved kolonien det næste år.

Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.

Púngujôqs /Punngujooqs skæbne

Print
Dokument id:1659
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Punngujooq (Púngujôq)
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Púngujôqs /Punngujooqs skæbne
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 155 - 156
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 107 - 109; angakkortalissuit, 1990: 229 - 230: "Punngujooq"

 

Genfortalt efter Pûngujôqs fortælling til Peter Rosing

Resumé:

Som barn er Punngujooq familiens kæledægge, der får de smukkeste skind

til klæder og lækker mad. Familien bor nær Kap Farvel, men følger

Gustav Holms konebådsekspedition til Uummannaq på den nordlige del af

sydøstkysten, hvor den slår sig ned. Noget senere dør Punngujooqs far og med

sin mor og brødre flytter hun til Ammassalik-distriktet, hvor moderen

blir gift og hele familien flytter atter til sydøstkysten. Manden

skiller sig snart fra moderen, tre af P.s brødre er døde, og moderen

flytter atter til Ammassalik med P. og den yngre bror. De bor hos

Aliitsaakkaan den følgende sommer og vinter, men lider stor nød i hans

hus ved Noortiit, hvor ingen gir dem klæder og mad. Næste forår,

sommer og vinter bor de hos Piilakkaan / Piitakkaat, der smider dem ud, da han tar

på sommerfangst. De hentes af Missuarniannga, hvis kone, Piseerajik

vil have hjælp til teltsyning. Hos M. får de mad og kommer sig.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.

Puukaaqarteq. Drabet på Piitakaaq

Print
Dokument id:2320
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Maratsi's efterkommere
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Puukaaqarteq. Drabet på Piitakaaq
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:ss. 120 - 122
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Puukaaqarteq, dattersøn af Napartuko og Atsivak, og lillebror til Maratsi, blev kaldt ved forskellige nanve, Aqqi, Seernaq og altså Puukaaqarteq. Han var slem til at rapse mad. En sultevinter, hvor det var lykkedes Maratsi under en seance at få isen til at forsvinde, og man derefter havde fanget godt, endte det alligevel med smalhals, fordi det var svundet betænkeligt i det hengemte spæk. Under en qilaneq-seance udpegede Maratsi Puukaaqarteq som tyven. Denne gik til bekendelse med den undskyldning at han så ofte uberettiget var blevet beskyldt for både det ene og det andet tyveri. Sammen med Maratsi og Ajukutooq var han med i drabet på Piitakaaq, da denne efterhånden havde fire mord på samvittigheden. Nogle var begået på mistanke om hekseri, bl.a. da Piitakaaqs kone døde af sygdom efter Ryder-eskpeditionen i 1892. Simujooq blev udset som den skyldige, også tildels i vennen Missuarnianngas kones nyfødte datters død. Piitakaaq og Missuarniannga dræbte så i fællig Simijooq, der efterlod sig flere ganske unge halvsvogre: Tiardukko, Kuuitse, Peqilaq og Iippik. Ifølge reglerne skulle de være med i hævnen. Det omfattende hævntogt fandt sted, da det ude på fangstfeltet rygtedes at Piitakaaq var taget på besøg hos en ven i Addereq. I samlet flok stævnede kajakkerne mod stedet, og det blev Ajukutooq, Maratsi og Puukaaqarteq, der forrettede drabet inde i teltet, mens resten ventede uden for. Da Piitakaaq faldt sammen fik han en kugle for panden med en riffel indkøbt af Umeerineq på handelstogt til Pamialluk i Sydgrønland.

 

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Qasiättak, The big Liar / den store løgner

Print
Dokument id:1100
Registreringsår:1905
Publikationsår:1923
Arkiv navn:
Fortæller:Missuarniannga (Mitsuarnianga / Mitsivarniannga / Andreas)
Nedskriver:Thalbitzer, William
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qasiättak, The big Liar / den store løgner
Publikationstitel:The Ammassalik Eskimo , Second Part
Tidsskrift:Meddr. Grønland 40(3)
Omfang:side 440 - 441, nr. 226 A
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.441 - 442.

 

Resumé:

Qasiättak er en dårlig kajakfanger, der aldrig fanger noget. En dag, hvor kvinder fra bopladsen går ud på bærplukning, ser de at Qas. punkterer sin fangstblære / fangeblære og sænker den. Han fortæller hjemme, at han har mistet den, dvs. at et stort sødyr, som han foregiver at have harpuneret, er stukket til havs med den. Man tror ham, indtil bærplukkerskerne kommer tilbage og afslører hans løgn. Hans kone udtrykker sin misbilligelse og den udskammede Qas. kyser hende med et bøh. Tilsvarende forsøger Qas. sig næste gang med at smadre sin kajak, fylde den med isstumper, slå sig selv halvt til invalid ved at rulle flere gange ned ad en bjergside, komme hjem i en ynkelig forfatning og forklare den med, at et isbjerg kælvede ned over ham. Bærplukkerne har igen været vidner, osv. I sidste omgang skærer Qas. (der er barnløs) en dukke af træ og opkalder den efter en nyligt afdød dreng på en naboboplads. Han besøger de sørgende forældre med den glade nyhed. De giver ham en kniv og et skind som gaver, men da de efterkommer hans invitation og opdager snyderiet, bliver de dybt forargede. Og det samme gør hans kone.

 

Var.: Thalbitzer nr. 226 B. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten.

Qernertivardik

Print
Dokument id:1655
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Qernertivardik
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 139 - 146
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 54 - 64; angakkortalissuit, 1990: 179 - 190: "Qernertuarsummiut"

 

Resumé:

Følgende fangere med familier besluttede at overvintre ved Qernertivartik: Milatteeq med sønnerne Addiartertoq og Angakkertaan. Ujoqqaaqq, Angisseq med

sønnerne Kunnitsi og Sanegujuk. Neeqanngitseq, Oqqisaaq. Men da

Neqanngitseeq er nærig med den remmesæl han fanger om efteråret,

flytter Milatteeq- og Ujoqqaaq-familien til Ikasaagivaq / Ikasaattivaq.

Noget senere flytter Kunnitsi, der er gift med Neqanngitseqs dater,

Aanganni, alene til Kingitsaajik. Isen lægger sig fast om øen, og da

solen vender, véd alle, at de skal dø. Angiseeq falder i søvn til

døden, da han har fortæret en kødgave fra en nyfanget sæl, som

Neeqanngitseq har givet ham i slutningen af januar. "Fang den igen",

siger A. til N., inden han spiser kødet. Neeqangitseqs kone, husets

ældste kvinde, Qilagassaq, beordrer A. slæbt ud af huset, inden han

udånder, fordi han ingen blodsslægtninge har til at tage sig af liget.

I februar begynder sultedøden at hærge. En af N.s og Q.s svigersønner

går til sin familie i Sermilik-fjorden, vender afkræftet tilbage med

et lille stykke spæk, som hans kone modtager ude på isen, hvor hendes

mand ber hende drukne sig gennem et hul i isen, som hun først skal

hugge ud. Da N. er stærkt afkræftet flytter Q. ham med magt over på

sidebriksen, hvor han dør, efter at et par besøgende forhindres i at

give ham en kniv til selvmord. Da Q. gang på gang taler om alt det kød

(menneskekød), hun skal koge, forlader svigerdatteren, Oqqisaaq

bopladsen alene, men hendes afkræftede mand Kajmiteq følger efter

hende. Derefter begynder Q. menneskeæderiet sammen med sin datter,

Aanganni. Kødet smager som bjørnekød. Også to små sønner spiser med,

men ikke Aangannis søster, der væmmes, dør og blir spist. Q. er en

gammel klog kone med mange formularer, som hun bruger på ligene for at

undgå hævnende gengangeri. Først spiser man Neeqanngitseq. Dernæst

henter Aanganni kødet af sit døde barn. Efterhånden er alle de døde

spist undtagen Angiseeq og hans kone, der ikke er blodsbeslægtede, og

hvis slægtninges hævn de kan frygte. Også denne frygt overvindes til

slut. Inden da kommer Missuarniannga i maj på besøg med noget kød og

får som gengave noget hemmelig viden om et middel til at beskytte sig

mod fjenders angreb. M. bruger det senere med held mod Kuuitsi og hans

brødre. Da Q. og Anganni kan flytte ud i et telt, har de længe ikke

haft flere at spise. De to små drenge er afkræftede, efterlades i

huset, dør og fortæres. De to kvinder overholder dog stadig deres

dødstabuer, som Q. må fjerne med formularer, da A. vil ned til

stranden efter muslinger. A. kommer tilbage med tang og en mængde

forskellige muslinger. Mens de ordner dem kommer Missuarniannga og

Peqitissaq med kødgaver, som de ikke vil have noget til gengæld for.

Langt om længe kommer endelig A.s mand, Kunnitsi efter dem og tar dem

med til ammassætpladsen Qinngeq, hvor Q. straks åbent bekender overfor

Neeqanngitseqs halvfætre, at hun har spist ham, og at hun forstod

hvorfor N. var morgenmand. Hans milt var nemlig meget lille.

Tilståelsen eliminerer slægtningenes hævnlyst. Nogle få år senere dør

alle Qinngeq-boerne af sygdom og Anganni så ud til at have døjet

frygtens gru på det sidste.

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevintere 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

 

Kommentar: Kunnitsi er en af de familiefædre der lever op til tesen om, at i jægerkulturer er det de blodbeslægtede man er nærmere knyttet til en kone og børn. Kunnitsi svigter kone og børn og overlever hos blodsslægtninge. Men kun få gifte mænd opfører sig sådan denne sultevinter. Er det fordi de overvintrer sammen med deres brødre el. far? Det kræver en længere analyse af slægtsrelationer. Enkelte kvinder stikker også af til andre bopladser denne vinter. Se Oqqisaaq ovf. og i: Ikâsagdivaq / Ikaasatsivaq, hvor hun når frem.

Qilaatuaq / Qilaasuaq

Print
Dokument id:1099
Registreringsår:1905
Publikationsår:1923
Arkiv navn:
Fortæller:Missuarniannga (Mitsuarnianga / Mitsivarniannga / Andreas)
Nedskriver:Thalbitzer, William
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qilaatuaq / Qilaasuaq
Publikationstitel:The Ammassalik Eskimo , Second Part
Tidsskrift:Meddr. Grønland 40(3)
Omfang:side 434 - 438 (3 sider), nr. 225 A
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk tekst, engelsk oversætelse ibid, s.435-440 (3 sider)

 

Resumé:

Qilaasuaq med søn, sønnekone og en stor, gevaldig svoger (eller svigersøn), der er på isfangst med hundeslæde, sendes til havs af en fralandsstorm på et isbjerg. De spiser først hundene, dernæst opfordres Qilaasuaq af først sin søn, så sin svoger til at bruge sin særlige viden. Q. indrømmer at han har nogen viden i forbindelse med en kroget vandøse, og han snitter to par dukker, en mand med kort hår og en gammel kone, og en mand med langt hår og en ung kone. Han udhuler et hul i isbjerget og lægger parrene der natten over, hvor de bytter koner. Hullet er da fyldt med vand, som sønnen straks drikker af, hvorefter ikke en dråbe er tilbage. Q. må lægge parrene i et nyt hul og næste dag skubbe den store svoger til side for at drikke først. Det er betingelsen for at vandet ikke slipper op efter første drikning. Senere indrømmer Q, at han har noget viden i forbindelse med den slags, der er bestemt til at komme tilbage, hvis de dør (drukner, dør i utide, angerlartussiaq). Han lader sig glide i havet og kommer op som en isbjørn. Han søn og svigerdatter gør ligeså. Svogeren nøler, men indvilger så og kommer op som en slags hvalros. Han må dog dykke tre gange for at opnå rigtig lighed med en hvalros. De svømmer mod Akilineq og nær på kommer folk strømmende for at jagte isbjørnene, der skynder sig i skjul og forvandler sig tilbage til mennesker. De inviteres venligt på mad, men bopladsens ældste, Meetaanaain / Mitaanaat (?) serverer menneskehjerne for dem. Q. kan tåle kosten, men M. blir sindssyg da han tvinger noget af den i hende. Hun går ud, hvor man parterer hende.

       Folk i huset hævner sig på Q.s svoger, der besvimer og skæres i stykker uden for. Q. og søn klarer sig i første omgang med en ræveamulet fra Q.s støvlebånd / kamikrem, men i næste omgang er det hans ravneamulet fra pelskraven på hans bjørneskindspels. Den trækker indvoldene ud på alle fjenderne undtagen en dreng, som Q. opfordrer til at være styrmand for dem næste dag. Drengen synger (til de døde?) om at blive til en tupilak eller en anngiaq, der kan hævne sig. Han sover over sig, følger efter båden, men Q. får bukket begge ender sammen på ham, så han taber bevidstheden og dør. De når velbeholdne hjem.

 

Var.: Thalb. nævner nogle få afvigelser fra denne version i en anden, som han indsamlede hos den dengang 15-årige Kaarali.

Se ellers: Qilâssuaq, Qiláituaq, Qiláussuaq, Qátsâq med lemmingamuletten, Qattaaq, Sungersuusaq, Sungersûssaq; Asalooq; Tiggaaq; Qilaasuaq og Allunnguaq.

 

Hist.: Fortællingens hovedperson er ikke identisk med den historiske Qilaasuaq fra Baffin Island, der med familie indvandrede til Thuleområdet omkr. 1860.

 

Kommentar: den 'krogede øse' må være en forkert oversættelse af ernguming nikisimatime (transskriberet fra lydskrift). I Saatooqs version, som Jens Rosing fik og oversatte, er nikisimadûn en konebytningsformular og ernguming (erngumik) må ganske enkelt være til (at skaffe) vand (op fra jorden).

Sofie

Print
Dokument id:2327
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Sofie
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 149-152
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

Et af Nappartuku og Atsivaqs børnebørn, Aleqaajik / Katrine der blev ansat ved kolonien, havde datteren, Atsivaq, der blev døbt Margrethe / Margarida  i 1901 og gift med Missuarnianngas tidligere plejesøn, døbt Jørgen. Som sin svigermor blev også han ansat ved kolonien, som tømrer. Da Margarida skulle føde sit første barn, og koloniens to fruer, Rüttel og Lund kom til hjælp med sakse i hånd, blev smidt ud. Katrine overholdt alle de gamle ritualer: slog håret ud, skar navlestrengen over med en muslingeskal, navngav barnet med en dråbe vand på sin guldebrand. Den faldt ned i munden på barnet mens Katrine holdt om dets guldebrand og fremsagde navnet: Sofie Marie. I 1914 døde både Katrine og Margarida, der netop havde født en dødfødt dreng af en influenza medbragt af forsyningsskibet Godthåb. Jørgen sad tilbage med Sofie og to yngre sønner, Henrik og Thomas. Imod Sofies vilje blev hun ikke gift men sendt på jordemoderuddannelse i DK. Hun distriktets første indfødte jordemoder og havde et fint samarbejde med den danske, Signe Vest. På et tidspunkt fik hun en datter med et eskpeditionsmedlem, ingen ved hvem. Datteren fik sin mormors navn, Margerida til hvem Sofie flyttede i 1966, dvs. til Kbh. Dødslejet på Rigshospitalet blev langvarigt. Hun beklagede sig over ikke at kunne blive hjulpet i døden på den før-kristne måde, med indsnøring af tøjet og anbragt i havstokken, hvor tidevandet tog den indsnørede. I den sidste tid fik hun besøg af mange af sine afdøde slægtninge, og også af Missuarniannga, der som Jørgens tidligere plejefar, mente at kunne rende familien på dørene. En værre plageånd. Men Sofie døde stille og fredeligt med datteren Margaridas hånd i sin, 3. april 1989.

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

The Sun and the Moon / Solen og Månen

Print
Dokument id:1085
Registreringsår:1906
Publikationsår:1923
Arkiv navn:
Fortæller:Missuarniannga (Mitsuarnianga / Mitsivarniannga / Andreas)
Nedskriver:Thalbitzer, William
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:The Sun and the Moon / Solen og Månen
Publikationstitel:The Ammassalik Eskimo , Second Part
Tidsskrift:Meddr. Grønland 40(3)
Omfang:side 398, nr. 215 A
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.399.

 

Resumé: En aften besøger månen sin søster i huset, ligger med hende, og da hun delvis genkender ham, smører hun sod fra lampen i ansigtet på ham. Ved daggry gennemvæder hun noget lampemos med spækolie, sætter mosset på en stav, tænder det, skærer sit bryst af, og kaster det til broderen med ordene: "Fordi du vil ha' mig, fordi du eftertragter mig, så tag' det her. Hvorefter hun går ud og tar afsted i fuld fart. Månen gennemvæder ligeledes en klump og fæstner den til en stav, men tænder den med en alt for lille glød, da han farer efter hende. Han når hende aldrig, for hans fakkel går hele tiden ud og må pustes i glød igen. Når solen får et stort forspring plejer månen at standse lige her i nærheden.

 

Var.: Fælles eskimoisk myte. Søg på Solen el. Sol; Solen og månen; Månen og solen; sun el. Sun.

 

For tolkning se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Månen og solen.

The Sun and the Moon / Solen og Månen

Print
Dokument id:1086
Registreringsår:1906
Publikationsår:1923
Arkiv navn:
Fortæller:Missuarniannga (Mitsuarnianga / Mitsivarniannga / Andreas)
Nedskriver:Thalbitzer, William
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:The Sun and the Moon / Solen og Månen
Publikationstitel:The Ammassalik Eskimo , Second Part
Tidsskrift:Meddr. Grønland 40(3)
Omfang:side 398ff, nr. 215 B
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s. 399-400.

 

Resumé: En aften under en lampeslukningsleg ligger Måne / månemanden med sin søster, Solen der, da hun fornemmer hvem det er, rører ham med sit håndled. Ved de tændte lamper næste morgen afsløres de sodpletter hun har afsat på ham, at det faktisk er hendes ældre bror, hvorfor hun gennemvæder en klump lampemos i spækolie, fæstner den på en stav og tænder mosset. Da det brænder kraftigt, fordi ilden aldrig skal slukkes, river hun sit bryst af og kaster det til sin bror med ordene: "Tag dette siden du har sådan en appetit på mig." Hun løber ud og afsted. Månen laver sig en tilsvarende fakkel og farer efter hende. Men desværre går hans fakkel hele tiden ud. Gang på gang må hans standse op og puste den i glød. Hver gang så solen når langt forud, standser han lige her i nærheden. Det er derfor at månen er nærmest jorden, når solen er længst borte fra den.

 

Var.: Fælles eskimoisk myte. Søg på Solen el. Sol; Solen og månen; Månen og solen; sun el. Sun.

 

Tolkning: se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Månen og solen.

The woman who married a dog / The origin of the three peoples of the earth

Print
Dokument id:1084
Registreringsår:1905
Publikationsår:1923
Arkiv navn:
Fortæller:Missuarniannga (Mitsuarnianga / Mitsivarniannga / Andreas)
Nedskriver:Thalbitzer, William
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:The woman who married a dog / The origin of the three peoples of the earth
Publikationstitel:The Ammassalik Eskimo , Second Part
Tidsskrift:Meddr. Grønland 40(3)
Omfang:side 395 - 396, nr. 214 C
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Se referatet af Maratte's / Maratsi's version, side 397. Original tekst s.394 - 395.

 

Resumé: Kvinden der blev gift med en hund / Verdens tre folkeslags oprindelse.

 

En datter bliver gift gang på gang, men hun kan ikke klare ægteskaberne. Faderen tilbyder hende sin hund til mand. Han løsner og binder den flere gange. Første gang sker der ikke noget. Anden gang går den ind i huset. Tredje gang ind i huset og helt op på briksen, hvor den blir datterens mand. Hun føder ialt fire børn og flytter over på en ret stor ø med dem. Derovre plejer bedstefaderen at komme med kødgaver når han er ude på fangst. Hunden henter kød hos sin svigerfar i et par af hans bukser. En anden gang fylder svigerfaderen sten i bukserne og lægger kød øverst. Hunden er på svømmeturen tilbage ved at drukne, men redder sig med nød og næppe i land ved hjælp af en tryllesang. Hans kone blir rasende og beordrer hundebørnene til at slikke bedstefaderen ned (få ham til at synke i sin kajak), næste gang han kommer. Det gør de, hvorefter hun sender dem ud i verden på kamiksåler. Nogle giver hun besked om at blive dygtige til at arbejde med hænderne, andre til fangst, og et tredje hold til at hævne sig, altsammen i modsætning til deres fader, der hverken var dygtig til håndværk, fangst eller hævnede sig. Tilføjelse: Af disse hundebørn blir nogle til europæere (qallunaat), andre indlandskæmper (timersit), andre til ildfolk under fjæren (innersuit), og nogle til hundemennesker i indlandet (eqqillit).

 

Var.: Kvinden og hunden; Kvinden der blev gift med en hund. Hunden der tog en kvinde til kone; Tartuneqi; Tartitsinnaaq; Kvinden, som fik en hund til mand.

 

Hist.: "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat" og "Kvinden og hunden ..."

uden titel

Print
Dokument id:1994
Registreringsår:1935
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Iialikki (Eiriki)
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:uden titel
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 363 - 364
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

(Besøg hos dværge)

Eiriki / Iialikki fortalte at han som 15-årig havde besøgt et dværgeægtepar sammen med Missuarniannga ved højlys dag. De boede ved et bjerg, manden Pingicu' bød dem indenfor, hvor konen, Cenara sad og syede skindtøj.

Samme sommer, men alene, var han blevet budt indenfor gennem en indgang, der åbenbarede sig under noget revlingelyng til Taaqi med kone, Taaqi's nevø med kone og en gammel mand med kone midt på briksen. Den gamle sagde at deres gæster altid var så bange. Det blev Ieriki / Iialikki også for en fæl hund uden for da han ville gå. Men da han af skræk kom ind igen blev den gamle vred, slog ham tre gange og kastede ham tværs gennem huset så han fløj som en fugl. Også disse var dværge, iaajivatsiaat.

 

Kommentar: Fortællingen tyder på, at Eiriki som dreng har været i åndemanerlære hos åndemaneren / angakkoqen, Missuarniannga. Lærlinge bliver ofte ret groft behandlet under deres første besøg hos deres hjælpeånders husfæller. Se fx Naaja, Sandgreen 1987: De store ildfolk / innersuit.

Det vides ikke om 'læreren' normalt tog lærlingen med på besøg hos sine hjælpeånder. Christian Poulsen, Aadaarutaa, fortalte gerne, at hans lærer demonstrerede for ham, hvordan man blev ædt og kastet op igen af ferskvandets kæmpebjørn / troldbjørn (søg på Aadaarutaa).

Bemærk at hjælpeånderne havde egennavne ligesom mennesker (og sommetider hunde).

Uleewaaitsiaq / Uliivaatsiaq

Print
Dokument id:1098
Registreringsår:1905
Publikationsår:1923
Arkiv navn:
Fortæller:Kaarali (Kaaralik)
Nedskriver:Thalbitzer, William
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Uleewaaitsiaq / Uliivaatsiaq
Publikationstitel:The Ammassalik Eskimo , Second Part
Tidsskrift:Meddr. Grønland 40(3)
Omfang:side 432, nr. 224
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.433.

 

Resumé: Ulivaatsiaq har ingen kajak, men et garn til sælfangst. Et barn fra

bopladsen forsvinder. Forældrene udlover en kajak til den, der kan

finde hende. Ul. mener at de er fanget af indlandsboerne (kæmper, BS) og får syet sig en anorak af stift remmesælsskind, der

skal gøre ham usårlig. Ul. svarer henholdende på opfordringer til at

holde denne seance, hvor han vil rejse op til indlandsboerne. Endelig

rejser han, og barnets forældre tager med. Hver gang de kommer til en

stor sten (?) puffer de til den med næven.

I kæmpernes hus bor fire mænd og en kvinde. Ul. går langsomt ind

gennem husgangen, springer fra indgangen til kvinden, griber barnet,

dræber kvinden og overfaldes af de fire mænd, som han dræber. Ul.,

barnet, og forældrene når velbeholdne hjem.

 

Ul. rejser til sangkamp med Kaassassuks søn. Denne er på fangst da Ul.

ankommer. Kaas. tager imod Ul. og opfordrer ham noget senere til at

rejse væk. Ul. bliver. Kaas.'s svigerdatter meddeler, at nu kommer

Kaas.'s søn hjem med fangst. Med to hvalrosser. Kaas.'s søn går ud og ind af

husets to husgange. Til sidst griber han sin kølle, søger at ramme Ul.

bagfra, men denne parerer med sin ene arm. I hans næste forsøg fra den

anden side griber Ul. køllen, presser Kaas.'s søn ned med sin venstre

hånd, og presser køllen mod hans øjne. Ul. går over til nabohuset og

sender to gange en dreng hen for at forhøre sig om Kaas.' søns

tilstand. Første gang er han meget opsvulmet. Anden gang har hævelsen

fortaget sig.

 

Var.: Rasmussen 1921-25, I: Ulîvaitsiaq; Rasmussen 1981, III: Ulîvâtsiaq. Gustav Holm: Ulivatsiaq.

Fortællingen om indlandskæmperne (tornit; indlandsboere; timersit) der røver et menneskebarn er vidt udbredt i Vestgrønland, søg: Tunerluk. Ligeså den anden episode om den stærke der vender hjem med to nedlagte hvalrosser men overvindes af gæsten: fx. Qaassuk / Qaasuk el. Qaassuks søn. Iøvrigt skulle Uliivaatsiaq ifølge Thalbitzer være identisk med Mattukataaq / Matakatak, om hvem der er mange, især sydgrønlandske / sydøstgrønlandske versioner.

 

Kommentar: Varianten er yderst kortfattet, fordi fortælleren, den 15-årige

Kaarali, endnu er uvant med at fortælle. Jvf. fyldigere

version hos Rasmussen 1921-25, I: Ulîvaitsiaq, der formentlig skyldes en noget ældre Kaarali.

 

Hist.: Thalbitzer mener at fortællingen afspejler kontakter mellem nordboere og østgrønlændere. Ulivatisiaq / Uliivaatsiaq skulle således svare til en sydgrønlandsk traditions Olauwaarsuaq (Oláfr på islandsk + -suaq), der var ven med Uunngortoq (Yngvarr, foreslår Thalb.) Fortælleren hér, Kaaralis far Missuarniannga, mener, at østgrønlænderne i ældre tid endnu ingen kajakker havde, og først begyndte at få dem på Uliivaatsiaqs tid. Der er næppe tale om andet en spekutationer. Derimod er det muligt at net af hvalbarder til sælfangst har været brugt i tidligere tid. Thalb. anfører som bevis: Porsild, Morten, 1915, Meddelelser om Grønland 51:176-179.

Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@remove-this.gmail.com.