Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 90 - 91

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller nu om amuletter:  Nogle amuletter blev givet til børnene allerede ved fødslen, andre fik først deres amuletter senere i livet. Alt kunne bruges som amulet. Selv havde G.Q. en som var et stykke ben i enden af en harpunrem. Det var det eneste han havde arvet fra sin far, og den skulle gøre ham lige så dygtig en fanger som han, der havde været ret dygtig.

Det var ikke kun mennesker, men også rejsefartøjer som havde amuletter, og dette var vigtigt, for at der ikke skulle ske ulykker, hvis en heks for eksempel ville forårsage skævhed i en konebåd (og således gøre den tilbøjelig til at kæntre, BS).

Man kunne også sende en "forfølger" efter en dygtig fanger, som forlod en boplads med sin familie mod bopladsfællernes vilje. Folk ville jo nødig af med en dygtig fanger, fordi han skaffede meget mad.  Sådan en forfølger kunne bringe ulykke over fangeren og hans familie, hvis de ikke med en tilbagesendelses-trylleformular kunne sende den tilbage. G.Q. slutter af med at fortælle, at man dengang skulle være meget forsigtig, og at der var mange ting, man skulle tage vare på.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Vedr. en samling af østgrønlændernes amuletter, deres betydninger og brug se Rosing, Emil:

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, Angákortaligssuit, Godhavn: Det grønlandske Forlag, 1957 - 61, I: 112 - 116: Avgo pôrtoq; angakkortalissuit, 1990: 111 - 114: Aggu poortoq.

Resumé: Fortsættelse af Kaaralis fortællinger om Aggu.

I 1879 - 80 overvintrer Aggu i Nortsiit / Nortiit, og på hans vante boplads,

Kangaartik diskuterer man om A. eller Maratsi er den største

åndemaner. De, der mener M. er den største, karakteriserer A.s

åndemaneri som barneleg.  A. sender bud. Han vil lade sig bortføre af

kæmpebjørnen og kæmpehvalrossen. Jo, man vil gerne komme og se A. lege

som barn.

   Under forberedelser afskærmes hovedbriksen og den østvendte

sidebriks med et rækværk af teltstænger, der beklædes med et med

kighuller gennemstukket skind. A. sætter sig og kalder sine ånder til

hjælp mod alle dem, der ikke tiltror ham større evner. Trommen tar til at

larme. A. beordrer straks lamperne slukket, hvorefter det ryster og

knager i alle stængerne. Pludselig blir alt stille. Efter en tid

fremkalder A. tre øredøvende brag med passende mellemrum. Kæmpebjørnen

ankommer i husindgangen, flænger forhængsskindet og er synlig i

fuldmåneskinnet. Aggu er væk, men slæbes så skrigende ud af bjørnen.

Nogle mænd, der erstatter skindene med nye, får fodsålerne tilsølet i

blod. En siger: "Nu leger Aggu ikke mere som barn." Trommen kaldes

i gang igen af tilskuerne. Hjælpeånden Ajaqqisaaq kommer, standser

lyden, fortæller at Aggu nærmer sig, og man hører stadig Aggus skrig

komme nærmere. Under gulvet lyder nu hans eneste ledsager,

toornaarsuks "ululuu, ululuu". Trommen går atter i gang,

skindtapeterne rasler i lufttrykket, Ajaq. meddeler Akkus ankomst med fryd. Det er lige som dens forrige, fantastiske herre. Så forsvinder Ajaq. og i en regn af gnister kommer Akku flyvende ind og rundt i rummet. Alle lyde forstummer. Aggu kommer til sig selv, spørger om det var ham selv eller kun hans ånde, der rejste.

Han har klaret turen, hans krop er blå af underløbet blod. Kun hans fodsåler er uskadte og han stiger i alles agtelse.

Var.: En ganske kort beskrivelse af denne historiske seance findes hos: Holm, Gustav: Ethnologisk Skizze / Skitse af Angmagsalikerne 1888: 133 (Meddr. Grønland X) = 1972: 132 (Konebådsekspeditionen, red. J. Meldgaard) og på engelsk i Holm 1918: 98f.

Med andre hovedpersoner, søg: Naaja puulik; Kaakaaq puulik; Georg puulik og Missuarniannga puulik.

Hist.: Akku levede fra ca. 1843 til 1891.

Tolkning: Aggu har klaret at blive en "puulik": Se Vejledningens eksempel på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 121 - 123

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller om en dag, han var på kajakfangst. Mens han kiggede efter sæler, fik han øje på en islom, som søgte efter føde. Han blev  interesseret i fangstdyret, men vidste hvor sky den var. Alligevel gik han i land med sin fuglepil og nærmede sig fuglen. Da han var kommet i land skjulte han sig og ventede på, at fuglen skulle dukke op af vandet. Mens han ventede, hørte han en lyd, der ikke kom fra fuglen. Det viste sig, at lyden kom fra et menneske. Dette menneske sagde til ham, at islommen var til glæde for menneskene, og hvis han satte pris på sit liv skulle han ikke eftertragte fuglen. Så forsvandt mennesket, og også islommen var væk. Derefter roede G.Q. hjem, og advarslen resulterede i, at han mistede lysten til at fange. G.Q. slutter sin fortælling med at sige, at det eneste fremmedartede ved mennesket var, at hans ben var meget tynde.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 123 - 127

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at han det følgende efterår mærkede en ny følelse af at miste glæden af og til, selvom han stadig havde det store mod og en stigende kunnen. Indimellem havde han lyst til at stoppe sin søgen efter rædselsvækkende ting, men følelsen varede ikke længe, og tanken om moderens blod fik ham til at fortsætte søgningen.

Den næste sommer tog de til Íkáteq / Ikkatteq og en dag gik han en tur ud til enden af øen. Solen var lige gået ned, og vejret var lidt diset. Det var med et bestemt mål, at han gik derud, og efter hensigten kom han til en gammel grav, som stammede fra gammel tid. G.Q. lagde sig oven på graven og pustede tre gange. Derefter satte han sig på toppen af gravhøjen, hvorfra han fik øje på en rund sort sten, som han samlede op. Det viste sig at være sådan en sten, som "gnidende" åndemanere brugte, til at kalde på de døde og søge deres hjælp.

Han tog stenen i venstre hånd og begyndte at gnide. Da hørte han en lyd, som blev mere og mere tydelig, og så begyndte graven at ryste. Nu stak han sin arm ned i graven og mærkede, at nogen tog fat i hans hånd. Så slap liget sit tag, men han beholdt sin arm nede i graven. Så tog liget igen fat i ham, men kunne dog ikke komme til at røre hans hånd, som han havde trukket op i sit kajakærme, for at liget ikke skulle røre hans kød.

Endelig trak liget sin arm til sig, men så hørtes pludselig lyde fra graven. G.Q. kaldte og liget dukkede op krumrygget og jordslået. Det fortalte, at det havde savnet kontakt med mennesker og tilbød at være G.Q.s hjælpeånd.

G.Q. afrunder sin fortælling med at sige, at disse gravboere ikke var rigtige hjælpeånder, men alligevel blev benyttet af åndemanerne som kaldte dem "mit eget lig" og disse hjælpeånder havde de samme evner som de rigtige og var i øvrigt de mest rædselsfulde man kunne tænke sig.  

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Gnidningen i solret kreds med en sten mod en flad kampesten nævnes oftest som den indledende metode til at tilkalde en fremtidig hjælpeånd. Søg på: gnide / gnid o.l.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 148 - 152

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at der blev snakket meget om den sædvanlige sommerplads Angmâq / Ammaaq, hvortil alle fra forskellige steder kom, og en dag tog de af sted, men G.Q. og den jævnaldrende Auvârtik / Auaartik blev tilbage. Da de dog ikke vidste, hvad de skulle lave alene, tog de alligevel efter de andre, og da de nåede Maqe- / Maqi-familiens konebåd ville han følges med dem, mens Auvârtik / Auaartik ville ro hen til sin familie.

Nogle af hundene i Mage- / Maqi-familiens konebåde gav sig til at slås, og da faldt en kiste med tøj og tobak over bord. G.Q., som var glad for tobak, gav sig til at samle tobakken op som det første, og det viste sig, at det var tobak, som hans kones søster gemte, for at bruge det til gaver. Nu fik G.Q. noget af det, da det alligevel ikke længere kunne holdes hemmeligt.

Da konebåden var stor og tungt lastet, sakkede familien hele tiden agterud. Efter en pause besluttede man, at se hvem der først kom frem til Angmâq / Ammaaq og G.Q.begyndte at skubbe Maqe- / Maqi-familiens konebåd bagfra, idet han håbede, at hans hjælpeånd vingesneglen ville komme og hjælpe.

Selv om G.Q. gjorde god gavn, sakkede konebåden atter bagud, fordi den var så stor og tung. Endelig kom vingesneglen, og den trak eller skubbede G.Q.s kajak frem, så konebåden fik fart på. På denne måde indhentede de de andre konebåde en efter en. Da de nærmede sig Angmâq / Ammaaq og G.Q. var sikker på, at de andre ikke længere kunne indhente dem, slap han konebåden og vingesneglen forsvandt ned i dybet.

G.Q. fortæller, at han følte sig rigtigt i sit es, fordi han hjalp sin nye kone på en pæn måde.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Kommentar: Vingesneglen var G.Q.s toornaarsuk. Søg på den.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 58 - 63

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at hans mor mente, at ånderne kunne lide ham, og hun bad ham søge efter noget usædvanligt inde i landet.

G.Q. begyndte da at gå ture ind i landet. En dag han bevægede sig langt væk fra teltet, kom han til en sø og begyndte at slå smut. Pludselig kom der en stor hund op af vandet, og G.Q. blev så bange, at han besvimede.

Senere blev han vækket af sang fra sine to første hjælpeånder (de to spurve var blevet hans hjælpeånder, fordi han ikke havde fortalt nogen om dem). G.Q. var nøgen og let. Han løb hjemad, og på vejen mødte han sit tøj, som løb af sig selv. Af nysgerrighed gik han igen op til søen, og det samme skete igen. Tredje dag gik G.Q. igen til søen, og det samme skete endnu engang, dog bad spurvene ham blive lidt. De fortalte, at når han besvimede, flygtede hans tøj, og hunden åd hans kød, så kun knoglerne blev tilbage. Det var spurvene, der vækkede ham til live igen.

Inden G.Q. gik hjem, bad spurvene ham om aldrig

mere at vende tilbage til søen, for så kunne de ikke vække ham. G.Q. fortsatte med at strejfe om, men ikke til søen.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Kommentar: opvækker-dværgen bruger åndesprogets glose for døgnets overgange, naarta el. naartaq (mave, bug) Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk. Fortælleren identificeres ikke i manus, men den ligner ganske meget Georgs fra dennes selvbiografi: se var.: ndf.

Resumé:

En åndemaner / angakkoq / angakok fortæller hvordan han oppe fra et udsigtspunkt så en bevægelse i havet nær kysten. Det viste sig at være en skikkelse med ryggen til med hoved og krop ud i et og lemmer der lignede arme og ben. Den vendte sig, de så hinanden an, fortælleren var uforklarligt lige ved at springe på den, da den styrtede sydpå med ham efter sig. Han nåede den og fik den som hjælpeånd.

Denne toornaarsuk var ham to gange til hjælp i nød. Første gang kom han i sin kajak i klemme mellem drivis og vinteris. Toornaarsuk kom til og standsede isens bevægelse sålænge at fortælleren kunne redde sig op på isen. Anden gang mistede han sin kajakåre, da han havde harpuneret en tyndhåret sæl og kæntrede. Da fik han sin tililende toornaarsuk at støtte hånden på og sætte af fra op på ret køl.

Rasmussen tilføjer dernæst en om, at har en lærling først fået en toornaarsuk, vil han snart få fjender der vil angribe ham med en tupilak. Det må være en henvisning til den tyndhårede sæl, som toornaarsuk'en redder fortælleren fra.

Hist.: Dette må (mit kvalificerede gæt, BS) være den første trykte version af en del af Georg Qúpersimâns selvbiografi.

Georg var kendt for ikke altid kun at fortælle sine egne oplevelser, men også tilskrive sig selv dem han havde hørt fra andre.

Var.: Sandgreen 1982: Tôrnârssuk

Kommentar: Om toornaarsuk se denne og GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 127 - 131

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at hans glade og triste stunder skiftede oftere og oftere, og at hans søgen blev mere og mere anstrengt.

En dag han var på fangst i kajak, roede han ind mod land til Kûgssuaq / Kuussuaq og tanken strejfede han, at han ville være længe væk.

Han var fortsat opsat på hævn, men havde intet fundet, som kunne bruges.

Han begyndte at gå og kom til en ret stor sø. Mens han gik langs bredden, så han noget, som lignede en fugl. Fuglen fløj mod ham og tilbød sig som hans hjælpeånd.

Derefter gav fuglen ham besked på at lægge sig på maven. Da den kom nærmere, så han at vandet farvedes rødt, fordi der dryppede blod fra dens mundvige. Så mærkede han et stik og tabte bevidstheden. Da han igen kom til bevidsthed, løb han i forskellige retninger, og fuglen var kommet tilbage til sin plads.

Fuglen fløj så mod ham igen og gav ham besked på at spise noget fra vandet, for ellers var det sket med hans liv. G.Q. spiste noget fra vandet og fik da at vide, at nu ville han ikke bløde indvendigt, når han blev såret af en lanse.

Så gik han tilbage til sin kajak.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Kommentar: En blødende ånd tjener den undertiden som indvielsesånd til selveåndemanerkarrieren. Mange indvielsesånder er kraftigt associeret til blod, ligesom også lærlingen kunne bløde kraftigt fra ansigtets bløddele som en første afsløring eller tilkendegivelse: Forløsningen (Se bl. a. Ajijak, Naaja, og endelig Aggu / Akku (som ikke blødte).

Initiation / initiation

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 58h - 63v (slutning mangler, ses i afskriften)

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 164 - 172: Angakkorsuarnik oqaluttuat, Quaatsianissaaq ajoqersuisunngorluni toqusumik.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 197.

Oversættelse af afskrift i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 109, ss. 299 - 303.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 99, ss. 446 - 447: Among the last Angakut at Kangerlugsuatsiak.

Resumé:

Qapiarsuaq er angakkoq /  åndemaner ved Kangerlussuatsiaq, ligeså hans kone, og de følges hver dag ud på rypejagt, uden at de dog kommer hjem med bytte. De spiser heller aldrig noget derhjemme. En dag får et af børnene efter meget plageri lov at følges med dem og overværer, hvordan Qap. borer hul i de stejleste af alle klipper med en stok og med sin kamikrem fisker mattak op af hullet. Dernæst fisker hans kone et helt frisk stykke bugkød op med sit hårbånd. De to guffer i sig og giver til sidst også barnet lidt. Han glæder sig til at fortælle om det, men da han lige inden hjemkomsten beordres af Qap. til at spise en tørret tangspræller (en fisk), glemmer han alt, indtil mange år senere, hvor han er blevet fanger. Årsagen er den, at Qap. ikke kommer hjem fra fangst og er helt "blødgjort" da man finder ham. Da vender mindet tilbage.

Den næste historie skulle være fra et senere tidspunkt: Tre brødre som er dygtige fangere ved Kangerlussuatsiaq, Evighedsfjorden, er altid ude sammen i kajak. Den ældste, Quaatsiaq, er angakkoq / åndemaner  / angakok, de yngre hedder Usuinnaq og Ippak. Deres lille fætter, Inussunnguaq, er også angakkoq. Han er ikke så evnerig, men frygtløs. Det bliver da også ham, der ene mand får holdt en flok angribende sælmennesker, umiarissat, i skak så længe, at kun deres sorte knogler er tilbage på toppen af et isbjerg. Senere kommer en havmand (den smilende havmand, Qungussutariaq. BS) op af vandet til hans kajak, en meget venlig og nysgerrig en, der får sit ønske opfyldt om at få noget af en ræv. Inu. har tilfældigvis en rævehale i kajakken til at opsuge bundvandet med. Havmanden bliver hængende og vil vide alt om Inussunnguaqs fangstgrej. Da Inu. så kommer til at benævne nogle beviklinger forkert, synker havmanden bagover og forsvinder, mens han gentager ordet: "Qilaavakka (mine bindinger / bånd)." Inu. forstår ikke hvorfor, han har valgt dette forkerte ord.

Senere bliver Usuinnaq røvet af innersuit, ildfolk, og skønt det næsten lykkes ham, bl.a. ved den åndemanende Qua.´s hjælp, at vriste sig fri af deres tiltrækning, standses han af lillebror Ippak, som Qua. selv har sendt ud for at lede efter ham. Qua. prøver forgæves fem dage i træk at få Usu. hjem igen, hvorefter han sørger i lange, lange tider. Omsider, da han første gang igen slutter sig til mændenes fællesmåltid om aftenen, bærer hans kone og alle husets andre kone lækkerier ind. Så skal der festes. Men midt under det hele kaldes Qua. væk af noget, der viser sig at være alliarutsit (de nederste innersuit). De er kommet til stranden for at få ham til at åndemane og finde en fælle, der er forsvundet. Men Qua. har for at hævne sig på disse, der har røvet hans bror, dræbt denne fælle, der var hans hjælpeånd, og skal ikke nyde noget. Ånderne ved det godt og kommer gang på gang for at hævne sig. Men Qua. mærker dem altid komme og får standset dem ud for næsset i tide.

Senere drømmer Qua., at en kvinde fra en grav fører ham ham langt ind i landet til et dødsrige, hvor flere af hans forfædre og afdøde bekendte er. Da de spiser, må han intet få. Ellers kommer han ikke tilbage. En af hans forfædre spørger til sine efterkommere. Jo, de har det godt. De bor jo hos Qua., siger han. Tilbage i sit legeme besvimer han. Da han atter vågner hører han at den døde ledsagerske var hans mor, der døde i barselseng. De døde i dette dødsrige hedder 'dem der skulle bagom' (formentlig et ord på åndesproget noterer Thisted med reference til Robert Petersen).

Næste episode, hvor Qua. gentagne gange møder Usu. i kajak ude til havs, forklarer Usu. ham, at det er pga. af noget ufjerneligt sort noget under kajakstolen, at han ikke kan komme tilbage til mennesker.

Sidste episode beskriver Qua.´s omvendelse efter meget kraftig og langvarig modstand mod at blive døbt: I et mareridt ser han et kraftigt lys over sin datters hoved. Straks efter bryder familien op og tager hjem til Kangilleq, hvor han målrettet opsøger missionær Berthel Laersen, bliver døbt, og bliver endog selv kateket.

Hist.: Der er tydeligvis tale om historiske fortællinger. Berthel Laersen virkede i området fra 1757 til sin død i 1782.

Der er en del overensstemmelser mellem fortællingen om innersuits eller alliorutsits røveri af Uit. og østgrønlænderen, Georg Qúpersimâns fortælling om et tilsvarende røveri af hans bedste ven (Qúpersimân 1982: 165 - 170).

Placeringen af dødsriget langt inde i selve indlandet er meget usædvanligt. Det har måske noget at gøre med udtrykket: dem der skulle bagom: tunusaliarsuarnut, rejse langt mod bagsiden (Østgrønland?). Vedr. dødsriger søg på Sonne 2000.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 31 - 37

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at de denne sommer under hans opvækst flyttede til Tiniteqilâq / Tiniteqilaaq for at samle forråd af laks. Der var kun et telt Qunínges / Quninnges.

En dag var mændene på kajakfangst. G.Q. var det eneste barn. Han var uden for og i færd med at lave en legetøjsharpun til sig selv, da han hørte en lyd som brummen fra en bjørn på lang afstand. G.Q. havde på det tidspunkt aldrig set eller hørt en bjørn.

Kort efter så G.Q. tre edderfugle svømme i nærheden af teltpladsen, og han henvendte sig til en af de voksne, for at høre, om det ikke var edderfugle. Hun svarede, at det var bjørne og kvinderne besluttede at forfølge bjørnene i konebåden. Hvis de råbte samtidig, kunne de måske påkalde sig mændenes opmærksomhed. Kvinderne tog en riffel med, og den fik G.Q. lov at holde. G.Q.ramte moderbjørnen i andet forsøg, de to unger brummede og flygtede, men konebåden forfulgte dem. En ældre mand, som var med i sin kajak, forsøgte at ramme en af ungerne med sin lanse, men hans skulder gav et knæk, og G.Q. indså, at han måtte skyde. Han ramte de to bjørneunger, og konebåden vendte hjemad i langsom fart  da de jo havde tre bjørne på slæb.

G.Q.s mor solgte noget af skindet og købte noget

dansk stof og tøj til G.Q., som indtil da kun havde gået i skindtøj.

Hist.: Selvbiografi. Men oplevelsen er fri fantasi, dvs. med stærke associationer til Kaassassuks bedrift, nedlæggelse af tre tilsvarende bjørne. Sara Helms, pers. medd.

Selvbiografien er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 51 - 57

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at de foråret efter hans førstefangst tog til Inigssalik / Inissalik og senere til Ilarqat / Ilaqqat. G.Q. ville gerne med sin moster nordpå, men denne mente, hans mor havde brug for ham.

G.Q. var ked af ikke at være kommet med, og hans mor tog ham derfor med ud i fjeldet for at samle rosenrod. Her satte hun ham til at finde spurveunger, for at få ham til at glemme sin lyst til at komme nordpå. G.Q. fandt en død unge uden fjer og en rede fuld af levende unger med fjer. Han glemte sin lyst til at komme nordpå og ville blot have liv i den døde spurveunge igen.

G.Q.s mor spurgte, om der ikke var noget, der gjorde ham bange, da han begyndte at sanse sine omgivelser, og jo han blev meget bange dengang. Hans mor ville have ham til at gøre noget som modvægt. Derfor skulle han søge efter noget unaturligt, og gøre sig tiltrækkende mod dette. G.Q. pustede derfor liv i den døde spurveunge, og fuglens mor kom i skikkelse af et lille bitte kvindemenneske. Hun var meget taknemmelig og spurgte, om G.Q. var åndemaner, eller måske hans mor?

Kvindens mand kom også til stede, og han gav G.Q.

et græsstrå at spise, der kunne gøre ham i stand til at vække de døde til live igen. Han fik også noget at fange sæler og bjørne med.

G.Q. fik af sin mor at vide, at han ikke måtte

fortælle nogen om det. Herefter havde han ikke længere så meget lyst til at lege med de andre børn, men begyndte i stedet sin åndelige udvikling.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 114 - 117

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller om, da han var ved at blive mand og for længe siden var begyndt at fange godt. Han var ikke længere bange for de mennesker, der ellers ville gøre ham bange, og han var opsat på at hævne sig på den mand, som havde gjort ham bange, og som havde gjort hans mor så meget ondt (Kilimii).

Når han begyndte at tænke på hævnen, blev hans mod og kunnen dog mere usikkert.

G.Q. fortæller, at han holdt af Isortoq- og Sermilik-egnen, mens han anså Kulusuk-egnen for sin fjendes land, idet han kun havde oplevet ondt der. Han havde ikke lyst til at se Kulusuk-egnen igen, men ønskede at hævnen skulle ske deroppe. Han vidste dog endnu ikke, hvad hævnen skulle være, og besluttede derfor at lede efter noget endnu mere "frygteligt".

En dag var han ude i kajak med sin onkel og en anden mand, og onklen foreslog, at de skulle ro mod Kulusuk og prøve at møde en kajakmand dér. G.Q. ville dog ikke hævne sig på denne måde, fordi han ikke havde nogen til at forsvare sig; i stedet besluttede han at tage hævn ved at synge nidvise mod den ondskabsfulde Kilimii, men han vidste endnu ikke, hvordan det skulle realiseres. Derfor besluttede han at fortsætte med at søge.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 143 - 148

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at han om sommeren havde for vane at sove ude i det fri, men når det blev vinter eller dårligt vejr tyngede virkningerne af livet som forældreløs, skønt han var meget lykkeligere end før.

Han fangede godt, når fangstdyrene ikke gemte sig med vilje, og han havde mange andre evner  også nogle han ikke kendte endnu. Problemet var at få formuleret en nidvise.

Så en sommer kom Maqe- / Maqi-familien i konebåd, mens de var i Inigssalik / Inissalik (?), og G.Q. blev inviteret til at komme på besøg og endda sove hos familien, når han fik lyst. Dette gjorde han dog ikke, men en dag kom datteren ham i møde og sagde, at han skulle flytte ind hos dem, og det viste sig, at pigens mor ville have, at de to unge skulle have hinanden.

G.Q. følte sig lykkelig, og pludselig kunne han komme videre med sin nidvise. Han fangede også sæl den dag og roede derefter ivrig og lykkelig hjem, men han var meget genert overfor familien.

Således gik han til Maqe- / Maqi-familiens telt efter det var blevet mørkt og han regnede med at familien sov, men datteren var stadig vågen og ventede på ham.

Det var meningen at han ville stå op og forlade teltet, inden familien vågnede næste morgen, men han sov tungt og vågnede først, da alle andre var oppe. Nu turde han ikke stå op, men moderen sagde, at han ikke behøvede at genere sig, og hun bød ham at blive og tage hendes datter til kone.

Først da følte han trang til at leve sammen med en kvinde, men der gik mange år, før han fik lyst til at røre hende og avle børn med hende. Han ville heller ikke forhindres i sin opgave.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Kommentar: Den omtalte opgave er hans uddannelse / udvikling til åndemaner, som han åbenbart mener kræver en koncentration, der ikke må forstyrres af sex.

Dette afsnit er ikke taget med i den danske udgave: Min eskimoiske fortid. 1982

Oversættelse ved Signe Åsblom:

I vores hus.  

"Er det her?"

   (Sandgreen:) Da jeg en dag sad og ventede på, at Quppersimaan igen skulle dukke op og fortælle historier for mig, kom han ind og sagde sådan til mig, og jeg kunne overhovedet ikke forstå, hvad han mente. Da jeg slet ikke forstod hans spørgsmål, smilede han lidt og sagde til mig: Sådan sagde vi engang til hinanden, især når vi så hinanden efter ikke at have set hinanden i længere tid; det er en hilsen. Vi svarede den, der sagde sådan, med et: Ii, ja, det er her! Og efter at have svaret på den måde, spurgte vi lidt efter: Og er det virkelig dig? Og han svarede: Ii, ja, det er virkelig mig.

   Da han nu lagde ud med dette, udnyttede jeg situationen og spurgte ham om, hvilke brugsgenstande de mon havde i deres hus, og om det fortalte han mig følgende:

   Da jeg fik Maqis datter til kone, flyttede jeg ind hos dem  og når de havde lyst til at overvintre et eller andet sted, boede jeg sammen med dem dér, og der, hvor de ville være om sommeren, boede jeg også i telt sammen med dem. Kort efter at vi var blevet døbt, det var det år, hvor Maqi døde, var det første år, hvor vi boede for os selv. Og da jeg nu havde en kone, fik vi vores egne ting, selv om vi også boede sammen med andre. Brugsgenstandene havde naturligvis ændret sig, fordi man nu kunne købe forskellige ting i butikken. Jeg havde allerede oplevet at folk havde sådanne fremmedartede ting, fordi nogle folk var taget ned og havde rundet sydspidsen og været på Vestkysten, og nogle havde endda været endnu længere nordpå / sydpå* for at handle. Vi levede dog meget længe med vores gammeldags brugsgenstande. Vi havde udelukkende skind som sengetøj. Skind fra klapmyds brugte vi som underdyne på briksen, for det meste med græs og hø som underlag, og så havde vi skind fra ringsæl som overdyne.

De vigtigste af vores brugsgenstande i huset var lampen og gryden, som nogle også kaldte kødtilberederen. De var begge fremstillet af fedtsten. Vi hentede fedtsten i Ikerasaarsuk på vejen til Isortoq og i Tungujortoq (lidt syd for Ammassalik), og jeg har også tidligere lige nævnt, at vi forarbejdede stenene dér i Parpaluffik (på hamrestedet). Men der på stedet gjorde vi bare stenene lettere og tog dem så med hjem til det sted, hvor vi skulle bo, og først der bearbejdede vi dem færdigt. Man var nødt til at være meget omhyggelig, når man fremstillede en gryde, for vi ville gerne have dens sider ret tynde og bunden tykkere end siderne. Da jeg begyndte med at lave gryder oplevede jeg mere end en gang, at et stykke fedtsten løsnede sig fra dens sider og faldt af. Man bandt en ophængsrem i gryden, og hængte den op i husets tværbjælke.

   Det var nemmere at lave lampen. Selv kvinderne lavede dem. Lampen stod på et lille underlag af udhulet træ, der var udstyret med tre ben, så den kunne stå lidt hævet ovenpå endebriksen. Lamperne var udstyret med et lys (en lampepind), der var lavet af et lille stykke træ, og vægen bestod almindeligvis af lidt tørv / mos ?, der var let at skille ad, og som først var blevet tørret, hvorefter man tog et lille bundt af og rullede det lidt på langs og derefter brugte det som væge. Vi samlede tørv / mos? til vægerne i løbet af sommeren til vinterens forbrug, og om sommeren havde vi det med, når vi var på ture i konebådene, det vil sige, når vi boede i telt. Men når det begyndte at blive vinter, og vi flyttede ind i husene, bar vi tørven / mosset? ind.

   I sommerens løb samlede vi blandt andet muslinger, der også kunne bruges om vinteren: som skeer, som værktøj og som skrabere til skind, og når man skulle skrabe brikseskindet, fordi et barn havde tisset på det og til meget andet.

   Vi brugte meget forskellige typer spæk til lamperne, og kun meget sjældent var der nogen, der fik fat på spermacetolie fra hvaler. Når man ikke havde ret meget spæk tilbage, brugte man spækskrabet fra skindene, og dryptrannet blev også genbrugt.

   På samme måde havde vi små træstykker som tændstikker, og det var drivtømmer, som vi sagde gav genskin (det var hvidt). Det var blødt i træet og havde ikke mange fibre eller årer. Da dette træ var let at bearbejde og ikke var særlig tungt, brugte man det ikke kun til tændstikker men også som træ til konebådene. Andet drivtømmer, som for eksempel rødved, var fiberrigt og hårdt og blev ikke brugt til tændstikker, for det var heller ikke så nemt at få ild i. Det hvide drivtømmer var fuldt af små huller og fordybninger på overfladen, og fordi det var så blødt, kunne man sommetider lave et hul i det på et øjeblik og på den måde meget hurtigt starte en ny ild. Når man havde taget et lille stykke træ og holdt et andet stykke træ mod den samme slags hvide, porøse træ, viklede man et lille tyndt stykke rem om den lille opretstående pind, så remmen snoede sig en enkelt gang om denne pind, og så drejede man den rundt, og man skulle naturligvis dreje hurtigt rundt. Så stod en anden person ved siden af og var parat med en stump vægetørv. På grund af omdrejningen og trykket ned på det andet stykke træ, begyndte den runde pind at give en lille lyd fra sig, når der var ved at gå ild i den, og den, der holdt vægemosset / lampemosset, sagde nu: "Du har virkelig noget at bore i!" Og efterhånden som træet blev varmere, holdt hjælperen sig klar og pustede på træet, og når det begyndte at gløde, blev han ved med at puste og holde vægemosset derned, og et øjeblik efter plejede det at begyndte at brænde.

   Sådan nogle tændstikker efterlod man naturligvis aldrig nogen steder. Så snart man havde brugt dem, lagde man dem op ovenover lampen. De skulle nemlig holdes tørre.

   Vi havde tallerkener (niiluppik = "det man spiser på"), der var lavet af ganske tynde træplader. Så snart man havde skåret dem til, lagde man dem i blød i noget vand for at gøre dem bøjelige. Så lavede man en rund ring af dette træstykke og lod enderne mødes og lappe lidt ind over hinanden, og her satte man enderne fast til hinanden. Og først derefter satte man en træbund i fadet. Selv om fadene var lave, var de ganske store, og på nogle kunne der endda ligge en hel sæl. Og når man ville tage kød op, brugte man et stykke træ at spidde det med. Andre gange et ribben fra en isbjørn eller en remmesæl.

   Vore andre brugsgenstande var også lavet af drivtømmer, som for eksempel vandspanden "imeq". Den blev lavet ved, at man tog smalle stykker træ og stillede dem helt tæt ved siden af hinanden, og hver især blev stykkerne naglet fast til bundstykket. Og øverst oppe satte man hvert sammenstillede stykke træ sammen ved hjælp af et smalt stykke ben eller delte træet lidt, så samlingerne ikke kunne gå fra hinanden. Andre steder kunne man binde sammenføjningerne sammen med tynde remme for at forhindre, at de delte sig. På indersiden af nogle af disse opretstående stykker træ var der et hult rør, der gik nedefra og op, hvor der var monteret en benspids oppe øverst, som man brugte som drikketud, når man ikke kunne bruge en vandøse i karret. Nogle af disse vandøsekar havde håndtag.

   De store vandkar var ikke pyntet på ydersiden med udskåret ben, men det var de mindre vandkar.

   På samme måde havde vi et urinkar at tisse i, der var fremstillet af opretstående stykker træ, og ligesom på vandkarret var samlingerne øverst sat sammen med et lille stykke ben, for at forhindre at de gik fra hinanden. Nogle kar var store, andre mindre. Der var også andre kar, der brugtes til at vaske hår i.

   Tørrestativerne var anderledes, og de var ikke forskellige.

   En af de mere brugte brugsgenstande inde i huset var en slags kasse, der var lavet af træ, som vi opbevarede vores tøj i. Den havde trænagler og håndtag af korte remme, og låget havde en slags lås af ben og en løfteanordning. Og så var der en mindre æske, der blev brugt til at opbevare mindre brugsgenstande i.

   Af andre mere gammeldags brugsgenstande kender jeg disse: Man havde hammere af sten, der var både runde og aflange, og de var hverken for brede eller for lange. Nogle af dem havde skafter af træ, andre brugte man som hammer uden skaft. Så var der lavet en fordybning i siden på hammeren, hvor man skulle holde.

   Hajtænder var gode som knive. Man skar dem af i passende længde og satte håndtag på. Også kiselskifer, en sort sten, blev brugt til knive, når man havde høvlet dem tyndere. Kvindernes knive ("ulu") blev også fremstillet af disse materialer.

   Man havde nåle af ben, som man havde gjort meget fine og tynde, og dem opbevarede man i nålepuder, det vil sige et lille stykke skind, der var hængt op på en støttepille i huset. Nogle gange brugte man et stykke veltørret remmesælskind som fingerbøl, andre gange en stump knogle. Fingerbøllene blev opbevaret i en beholder af ben, et lille stykke af isbjørnens lårben, der foroven var tredelt, og som i den smalle ende kun bestod af et enkelt rør. Så lavede man et hul til en krog i midten, og fingerbøllene blev så lagt i hullerne i hver side. Denne beholder blev også hængt op på en støttepille, hvor man også havde hængt en kam op, der også var lavet af isbjørnens lårben. Den havde en krog, der var lavet af flettede senetråde, der var stukket igennem perler.

   En af kvindernes meget brugte redskaber var kamikstokken, kamikstrækkeren "kammiut", der blev brugt til kamikker og forskellige slags skind. Og dette redskab blev i det hele taget flittigt brugt til alt, der skulle blødgøres.

   Da jeg for lidt siden fortalte om muslingeskaller, der kunne bruges som skeer, glemte jeg, at vi jo også havde skeer af udhulet træ, og de blev kaldt "de rummelige" ("imartuut"), og det var fordi vi brugte dem, når vi spiste suppe.

Oversat af Signe Åsblom.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan. Bødkerteknikken er formentlig lært via europæiske trækar og tønder.

De her beskrevne genstande kan ses på nationalmuseerne i hhv. Nuuk og København.

*oversætteren er vant til vestgrønlandsk og har ikke tænkt på at vore betegnelser for verdenshjørner bliver spejlevendte på østkysten.

Stikord: redskaber, brugsgenstande, materialer.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972, s. 188 - 193.

Resumé:

Georg Quppersimaan fortæller, at de, efteråret efter hans digt var færdigt, var i Angmâq / Ammaaq, og Erqitsúmat / Eqqitsummat var stadig interesseret i hans kone. Sent på året tog de til Akornínaq / Akorninnaq for at overvintre dér, og Eqqitsummat kom til at bo hos dem. Denne forandrede sig i løbet af vinteren og blev høflig og venlig. Senere fik han en kone, som han dog efter kort tid forlod igen.

I Akorninnaq boede de mange mennesker i samme hus, så de savnede aldrig underholdning. En af husfællerne var Usornaq-familien og Usornaq var en sjov mand, som sang og fortalte.

En dag efter mørkets frembrud gøede hundene, og Eqqitsummat gik ud, men næsten med det samme kom han ind igen og så helt forandret ud, som om han var blevet syg. Han svarede heller ikke, da hans kone spurgte, hvad der var galt, så G.Q. gik ud for at se, hvad det var. Det viste sig at være Eqqitsummats tupilak, og G.Q.blev så bange, at han gik rundt om huset følgende solens bane. Derefter var han ikke bange mere og fik nu jaget tupilakken væk. Da den flygtede så han, at nogen havde harpuneret den, men han vidste ikke hvem.

G.Q. forklarer, at fordi hans digt og hævnplaner var færdige, var det forbi med hans hjælpeånder, og derfor kunne han ikke få dem til at jagte tupilakken.

Da det blev sommer igen, var Eqqitsummat sammen med en anden mand ude på kajakfangst, da de så tupilakken, og Eqqitsummat var ved at kæntre. Han fortalte så den anden, at han havde lavet tupilakken, mens han endnu var fuld af ondskab, og at den som han var ond på, skulle have harpuneret den, men han ville ikke sige hvem.

Hvad der derefter skete med tupilakken, ved G.Q. ikke. Han giver sig i stedet til at fortælle et sidste par beretninger om tupilakker, som laves lige godt af mænd og kvinder: Hen på efteråret gik en ældre kvinde ofte ud at plukke bær, men hun kom altid hjem næsten uden bær. En dag gik hun ud uden at komme tilbage, og folk regnede hende til sidst for at være omkommet inde i landet.

Senere observerede man ravne og måger over et bestemt punkt, og da nogen gik derop fandt de hende. Hun havde prøvet at lave en tupilak, men da hun ville lade den suge liv af sig, var livmoderen blevet krænget ud.

En anden gang var en fanger gået i land med sin kajak og havde hørt fremmedartede lyde. Han opdagede da en mand, som var ved at lave en tupilak, og han overhørte, at manden gav tupilakken besked på at tage til den familie, for hvem den lyttende mand var overhoved. Da den lyttende hørte dette, slog han sin kamik i jorden og råbte, så både tupilakken og han, der havde lavet den, blev så forskrækkede, at de døde af det.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Stikord: hekseri

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, 1957-61, I: 42 - 70;

Angakkortalissuit, 1990: 45 - 52, "Ilisimmarteq".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Otto Rosing: Angakkortalissuit, 1990, side .

Resumé:

Iisimmadik forlader Ammassalik-distriktet.

Med sine to brødre, Narsingattak og Sanimuinnaq og deres familier drager Ii. med familie sydpå langs kysten. Undervejs hindrer Sanimuinnaq ved et tilfælde Ii. i at dræbe en mand ved navn Eeqilak. Senere skilles de tre brødre. Ii. bliver ved Illuluarsuk / Ittiluartik /Igdiluardik fjorden på bopladsen Sagdiariseq / (?), hvor han overvintrer med flere andre familier. Sanimuinnaq er tidligere stoppet op for overvintring ved Pikiideq / Pigität / (?), mens Narsinngattak, der vil til butikken ved Kap Farvel for at handle, overvintrer længere mod syd.

Under losningen af konebåden undgår Ii.s svigerfar på et hængende hår at få smadret hovedet af en teltstang, som Ii. svinger. Svigerfar forføjer sig til en anden boplads. De har ellers boet sammen i flere vintre.

Ii. får sig en anden-kone, der smisker og sladrer om første-konen, Akkitsikujooq, på måder, der hidser Ii. op til at overså hende med knivstik. Hendes far, der kommer på besøg, blir lamslået, siger nejtak til mad og tar straks afsted. Det holder han ikke til at se på. Han kommer aldrig siden på besøg.

Næsten invalideret af sine mange sår beslutter Akkitsukujooq at drukne sig. En enke i huset får hende overtalt til at forsøge flugt til bopladsen Qimisaaq, hvor hun dybt udmattet når frem og må nøjes med sidebriksen, da man frygter at Ii. vil hævne sig på den, der af barmhjertighed inviterer hende ind på hovedbriksen.

Tredjedagen dukker Ii. op, og det lykkes ham at få hende med hjem til de grædende børn, der blir jublende glade. Og Ii. holder sig for en tid til Akkitsukujooq.

På bopladsen har man indbudt til sangfest, hvor Ii. er en bærende kraft, og to gæster, den unge Quppersima / Quppersimaan og hans lillebror bliver helt henne i sangen. Det foruroliger Qupp.s  kone, der efter mange tilråb advarer ham om, at han er Ii.s næste drabsemne. Al sang forstummer, Ii. stirrer gennemborende på Qupp.s kone, og gæsterne tager hjem.

Efter midvinter tager Ii.s dårlige humør til igen. Husfællerne frygter ham, hans hidsige væsen, og den storkniv han altid har med og stikker ind i stolpen ved sin briksebås. En dag mistænkes han for at have dræbt en af husfællernes unge søn ude på havet, men denne kommer dog til alles lettelse blot meget sent hjem, fordi bugseringen af en stor remmesæl har sinket ham. Men alle er til stadighed på vagt. Og en nat hvor Ii. tilsyneladende i søvne sniger sig langs bagvæggen med bevæbnet med sin kniv, lykkes det - kun i kraft af hendes gode nerver og mod - en af kvinderne at berolige Ii. og stryge ham så længe over ryggen, at han vågner, kommer til sig selv, og forskrækkes over hvad han har været i gang med. Herefter blir han ganske blid over for sine husfæller. Kun første-konen må lider under hans blodtørst.

Da dagene blir lange og en dag tager Ii. alene ud i kajak og kommer først hjem langt ud på natten. Det viser sig senere, at han har dræbt Quppersimaan og dennes lillebror. Ii.s andenkones bror, Issiavik, var sammen med dem, og han trodser Ii.s forbud mod at røbe dobbeltmordet, der snart rygtes overalt.

Var.: Søg på Iisimmardik. Jens Rosing har også genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100.

Hist. periode: 1880 - 1892

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972:  s. 7 - 8.

Resumé:

Georg Quppersimaan indleder med sine fødselsdata, 1889, ca. oktober, i Illuluarsuit nær Skjoldungen, og alle de navne som hans forskellige slægtninge tiltalte ham med hver især. Det navn han regner for sit egentlige navn, Qipinngi, fik han mens han lærte til åndemaner / angakkoq af sin onkel. Det navn havde enten en forhenværende stor åndemaner eller en hjælpeånd båret (søg: Qipinngi).

Han opfatter de navne han har fået som gaver fra sine slægtninge, der har givet ham noget af sig selv.

G.Q. mistede sin far som lille, og han og hans mor flyttede en del rundt og endte på bopladser i Sermilik-fjorden.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan. Vedrørende navnet Qipinngi se ID 1240

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 65 - 68

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at da han og hans mor ikke havde nogen husfader, tog de med hvem som helst, der vil have dem, når sommeren kom.

De fleste af G.Q.s barnekammerater havde nu kajakker, men da han selv ingen far havde, havde han ingen kajak. Dette var han mismodig over.

En sommer kommer G.Q.s onkel Qârtuaq / Qaartuaq, for de var barnløse og ville give G.Q. en kajak.

Samtidig lærer G.Q. at lave kajakker selv, og senere byggede han sine egne kajakker.

Qârtuaq / Qaartuaq lærte G.Q. at sejle i kajak. Når G.Q. tænkte på, at hans far blev myrdet, mens han var i kajak, gjorde det ham dog både bange og gav ham mod, og han blev snart dygtig med sin kajak.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972, s. 198 - 203.

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at han har oplevet skikke og vaner, som de troede var uforanderlige, men som efterhånden blev erstattet af andre gennem mission og dåb. Han giver sig dog til at fortælle om nogle flere af de gamle skikke, fordi de har haft betydning for hans liv: Dengang regnedes sjæleraning for at være årsag til sygdom og død, og opdagedes sjæleraning, resulterede det i hævn.

G.Q. fortæller at Kilimês / Kilimiis kone døde, fordi nogen havde taget hendes skygge, og Kilimii selv døde af vådeskud.

Ikke kun mennesker, men også dyr kunne rane sjæle, derfor var der forskellige regler for, hvordan dyrene skulle behandles.

Det var ikke kun gengæld som hævn, der praktiseredes, men også som tak og G.Q.giver forskellige eksempler. Han siger senere, at det var meget underligt, da missionærerne begyndte at sige til dem, at disse skikke var til ingen nytte, for det var jo skikke, de ikke mente de kunne opgive. De var dog nødt til at opgive dem, hvis de ville døbes. Derfor fortalte G.Q. missionærerne om sine forskellige hjælpeånder, dog ikke om snespurven, som var den første han mødte, da han ikke troede, det havde betydning.

En tid efter at de var blevet døbt, blev G.Q. imidlertid syg, og et af hans børn undrede sig over, hvorfor der var en snespurv, der hver aften sad over deres vindue. Da G.Q. kom i tanke om sit første møde med snespurven, fortalte han således dette og fik det straks meget bedre.

G.Q. fortæller, at efter de var blevet døbt, blev de klar over, hvor besværligt og ubehageligt deres liv havde været, men det var svært at frigøre sig fra de ting, de havde levet med hele livet og at få dem stemplet som nyttesløse. Dog følte han sig lykkelig, da han ikke længere var uvidende om Gud.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Tolkning: Missionærerne forlangte af dåbskandidaterne, at de fortalte alt om deres tidligere "hedenske" handlinger og forestillinger. Hvis ikke alt blev fortalt mente man, at det glemte efter dåben før eller siden ville volde uheld, sygdom, død. Den døbte Kukkujooq / Apulu / Abudu blev ligeledes ramt af en forglemmelse: Apulu får et knæk.  

Fortællingen om G.Q.s første møde med snespurven: Hvad mor lærte mig.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 91 - 96

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at det var almindeligt at lege med sten, for at styrke sine muskler. Dette gjorde han imidlertid ikke selv, i stedet øgede han sine kræfter ved at gøre alt det arbejde, der blev ham pålagt, også det han ikke mente, han havde kræfter nok til.

G.Q. skjulte sine kræfter også overfor vennen Qâtdluatdlak / Qaalluallak, som ellers sloges med han for at gøre ham stærk. Engang løftede G.Q. en stor sten op på en klippe, hvor der ellers ikke var nogen sten, men Qâtdluatdlak /Qaalluallak ville ikke tro på, at det var ham, der havde gjort det. Så hentede G.Q. stenen ned for at bevise det og bad derefter Qâtdluatdlak / Qaalluallak om at bære den op igen, men han var ikke stærk nok og måtte opgive. Så bar G.Q. selv stenen op igen, så den kunne ligge på klippen, og fordi der ikke var andre sten på det sted, så det netop ud som om, nogen havde brugt den til at træne muskler med.

Mange år senere lå stenen der endnu, fordi ingen var stærk nok til at skubbe den ned igen.

Efter at G.Q. havde båret stenen op på klippen igen, begyndte der at gå rygter om hans styrke.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

En af G.Q.s helte synes at være Kaassassuk, der blev kolossalt stærk og nedlagde hele tre bjørne, en mor med to unger, på een gang. Det samme gør G.Q., der var kendt for ofte at pynte på sin selvbiografi (Sara Helms; Pierre Robbe, pers. medd.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s.68 - 84.

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at han efter at have fået Navtãnguaq / Nattaannguaq begyndte at tænke på hævn. Han begynder dog at tale om Kúnak- / Kunnak-familien, før han vender tilbage til at tale om sin hævn:

Denne familie var så stor, at den havde to telte. G.Q. og hans mor boede forskellige steder, men mest hos Kunnak, der sædvanligvis opholdt sig i Ikkatteq. Der oplevede G.Q. meget, hvad angår hekse og åndemanere.

Engang lavede Kunnak en tupilak, fordi han var træt af, at der altid var nået andre kajakker frem på de steder, hvor han skulle på sælfangst. Det var meningen, at en af kajakmændene skulle harpunere tupilakken og komme af dage.

Kunnaks søn Nángajak / Nanngajak og G.Q. opdagede Kunnak, og Nanngajak tilkaldte sin hjælpeånd, så den kunne ødelægge tupilakken, før den nåede at lave ulykker, og bad sin far gå sin vej, for overværede han destrueringen ville han ikke leve længe. Faderen adlød og hjælpeånden gjorde det af med udyret.

G.Q. fortæller videre om, hvordan man kan lave tupilakker, og hvor farlige de kan være også for den, der har lavet dem.

Han fortæller også mere om Kunnak, som havde taget sig en medhustru Qivi, fordi dennes oprindelige mand  var en dårlig fanger og tilmed tilbøjelig til at stjæle andres ting. De to mænd lavede derefter en nidvise om hinanden, og endte med at blive sang-venner.

Til sidst fortæller G.Q. om Kunnaks tobakshunger. En dag Kunnak var gået ud for tobak, hvilket ofte skete, besluttede han at tage ud til to af sine fætre, som var brødre og som aldrig gik ud for tobak. Det var efterår, og der var høje bølger, men det generede ikke Kunnak, som ville have tobak. Først dagen efter hen imod aften kom han hjem.

Kunnak mistede flere familiemedlemmer og var ofte tynget af sorg, og Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller om engang hvor han mistede en søn, og var fuld af sorg. På det tidspunkt G.Q. så en præst for første gang, han var lige kommet til østkysten og kom til Kunnaks familie, efter besøget mildnedes deres sorg.

Var.: Nikkooq; Nikooq; Tupiwdliseq; søg også på: tupilak / tupilakmager; en del af Qujaavaarsuk er fortællinger over samme tema

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Ifølge denne og andre kilder til Kunnak er han tydeligvis kyndig i såvel hekseri (ilisiinneq) som åndemaneri. Det er en fasttømret opfattelse i dagens Grønland, at der var et skarpt skel imellem heksekyndige og angakkut. En anden sejlivet forestilling om fortidens heksekyndige i Grønland er den, at de alle var kvinder. Kilderne støtter ingen af disse opfattelser.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 155 - 160

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan begynder at fortælle om en anden begivenhed, som skete, mens de var i Akornínaq / Akorninnaq: Dengang havde han været gift i flere år. Han og hans kone havde haft kontakt med missionærerne og lært så meget, at de snart skulle døbes.

En dag var han ude på fangst, da det begyndte at blæse piteraq / orkan fra land, og han måtte gå i land på en ø, for at tage sin kajakpels på før han tog hjemad. Vandfygningen gjorde dog, at han ikke kunne se noget, men på grund af sin kajakpels følte han sig alligevel sikker. Før han troede det, var han hjemme, hvor hans kone fortalte ham, at folk havde været bekymrede for ham. Også Maqe / Maqi havde været bekymret og gav ham besked på at passe på, når han var ude, for Maqe / Maqi ville nødigt miste ham. Denne bekymring var G.Q. slet ikke vant til som forældreløs.

Maqe /Maqi gav sig også til at give gode råd om, hvordan G.Q. skulle færdes i hård vind, for han vidste at G.Q. ikke tidligere havde fået sådanne anvisninger.

En dag var han så ude at ro uden at have sin kajakpels med, og da det så ud til at blive voldsom storm, bandt han sin halvpels godt fast og roede af sted. Da han skulle passere et smalt sund, mærkede han, at der begyndte at komme vand over kanten på hans halvpels og ned i kajakken. Derfor gik han i land et sted, hvor han alligevel hurtigt kunne gå til deres teltplads. Igen havde svigerfamilien dog været bekymret for ham.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Resumé:

Åndemaneren Kitdermersertoq / Kittermersertoq ber Amari om at få

dennes unge søn, Maratsi i lære. Amari indvilger. K. tar M. med til

stranden, fylder en vante med havvand, bærer den langt ind i landet,

hælder vandet i en jættegryde, dækker den til med en flad sten og

gnider den med en gnidesten. En lille vingesnegl ses i vandet, da han

fjerner dækstenen, og den samme snegl i overstørrelse (på størrelse med ærmet på en tarmskindsanorak) med store øjne ser de derefter nede ved stranden. Den skal M. se tre gange, og ligeså alle de hjælpeånder, han senere erhverver sig. Fjerde gang viser de sig ikke for ham.  M. er så langt i sin udvikling, da hans far dør, at

han ved, at Uviak har sjæleranet hans far under en sangkamp.  M. sørger for at få ligeså mange heksemidler som hjælpeånder. Kommer den ene slags i overtal vil

han dø. M. øver sig to gange hemmeligt i at mane ånder. Første gang i

en klippehule nær toppen af et højt fjeld og anden gang i sin nu

afdøde læremesteres forladte hus. Det lykkes begge gange. Første gang

han får sin kajakstol, som han bruger som tromme, til at vugge og sit

siddeskind, som han bruger som forhæng, til at blafre. Anden gang

kommer i alt tre ånder, en kvinde, en ubeskrevet ånd og en mandlig ånd i en pels der var gulbrun af ælde. Alle tre er dødningeånder og de takker ham bagefter fordi de nu ved, hvem de skal komme til for at få varmen.

M. blir indviet af et uhyre til sin første seance. Han kalder det frem med stenkast i et vandfald i en elv,

der giver sig til at løbe opad. Uhyret har form som et telt, er blåt og det er slimet. Det kryber hen over ham. M. vågner op nede i strandkanten. Det gentages

endnu to gange.

Var.: Jens Rosing har genfortalt beretningen i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.) 1993: 109-110.

Hist.: Maratsi levede ca. 1854 til 1923 og var fætter til Sanimuinnaq

og Narsingarteq. Saajooq/Odin Maratsi 1905-74, ældste søn af Maratsi.

Forløbet svarer stort set til det som andre

østgrønlandske angakkoq-lærlinge gennemgår: søg på: uddannelse til åndemaner og initiation.

Afbalanceringen af angakkoq-midler med heksemidler er et genkommende krav i de østgrønlandske kilder. Måske fordi det mere eller mindre er de samme personer, som kildernes nedskrivere har interviewet.

Tolkning: Det sidstnævnte uhyre i elven svarer til ferskvandets bjørn,

der oftest initierer lærlingen i østgrønlændernes fortællinger. Både

bjørnen og M.s teltlignende uhyre synes at konnotere penis og eller sort vingesnegl. Sidstnævnte var Maratsis initiationsånd. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Bemærk sammenligningen med den forstørrede vingesnegl og ærmet på en tarmskindsanorak. Den associerer metaforisk til den pooq, som en angakkoq puulik kunne gemme eller pakke sig ind under rejser til beskyttelse mod farlige ånder.

I udseende minder denne arm af en tarmskindsanorak mest om larven af en vandkalv, minngua, et rov-insekt (Brehm: Dyrenes Liv, III, 1907:298ff), der undertiden æder lærlingen ligesom Ferskvandets bjørn eller hund under den første initiation

Georg Quppersimaan har muligvis taget denne beretning til sig som sin egen. Søg på ham + vingesnegl.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 138 - 143

Resumé:

Otto Sandgreen vælger her i korthed at fortælle om de hjælpeånder Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan havde. At søge og prøve at møde disse hjælpeånder kunne først lade sig gøre, når man var bange, og alle ånderne virkede forfærdende første gang, man mødte dem. Lidt en passant fortæller Georg at han har fået pooq, er blevet en angakkoq puulik, men ikke under en offentlig seance. Ånden Amoo hentede ham ud i husgangen til en gammel ruin, hvor bjørnen ventede og slæbte ham ned til hvalrossen. De to dyr sendte ham afsted i en sådan fart over havet, at han troede han skulle dø. Han græd snot og var siden ikke længere bange for at nogen skulle myrde ham.

En af de andre hjælpeånder, Otto Sandgreen fortæller om, er Navtorneq / Nattorneq, som boede i og levede af kvanrødder. Denne hjælpeånd kunne fange tupilakker, som fór under jorden, fordi den boede her.

Så fortsætter G.Q. sin fortælling og fortæller om nogle af de evner han fik: En gang kravlede han op af en stejl klippe for at hente rosenrod. Før han klatrede op, spyttede han på sine fingerspidser, og det var ligesom klippen blev blød, så han kunne bore sine fingre ind i den.

var.: initiation

Kommentar: initiationen til angakkoq puulik, se Akku, er ellers en dramatisk affære, som angakkoq'en kan opnå en vældig prestige ved at gennemføre offentligt. Måske er det en af de fortællinger om andre, som Georg har levet sig ind i og gjort til sin egen. Hans forklaring på den sikkerhed han hermed har opnået, passer kun delvis med de gængse forklaringer. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.479-489

Thalbitzers oversættelse kan kun resuméres med stor usikkerhed, idet Thalb. ikke rigtig har kunnet tyde hvad Teemiartissaq har sagt til fonografen.

Resumé:

Teemiartissaq indleder med sin opfattelse, at det er til trøst for dem der frygter døden og for at helbrede de syge at vi (østgrønlænderne) lærer os selv op til angakokker.

      En åndemanerlærling opsøger med stor ihærdighed og omhu sine fremtidige hjælpeånder ved hjælp af sin toornaarsuk. Hver ånd man knytter til sig, skal man opsøge ialt tre gange. I havet finder de nogle. Alle søger og finder også en spørgeånd, en apeqqitek / apeqqiteeq, og så den særlige ånd i ferskvandet, Nilersoq / Niilersoq? "æderen", som fortærer hver kødtrævl på lærlingen. Skelettet får atter kød på, men lærlingen vågner nøgen. Hans klæder kommer af sig selv flyvende tilbage mens de skriger kia ka ka ka! (Med det samme råb opildner eller tilkalder tilhørerne hjælpeånderne når åndemaneren under seancen er i fare eller skal kaldes til bage til livet, BS).

      Falkeånder tilkaldes af lærlingen med et ke, ke, ke. De jordboende iaajivatsiat, dværge, kan forsyne en med midler til at fremstille en tupilak.

      Lærlingen søger menneskers naboer, ånder, der bor i jordens indre, når sommeren sætter ind. De belærer ham og inviterer ham hjem på besøg.

      Endelig er der Niimilaa, som Teem. el. Thalbitzer opfatter som en kvindelig ånd, en skræmmeånd, der bor i en hule og arbejder på at fremstille en stor ulu / kvindekniv. Teem.s bror kunne få hende til at flygte. Hun sank ned i en sø, mens han løb langs søbredden og kaldte med hendes eget råb, niimilaa. Hun lignede af form en konebåds forstævn, var helt udmarvet og råbte: gid man kunne få nogle menneskelunger at spise. Hun løb så uset forbi ham og tilbage til sin hule: Se et menneske deroppe på toppen af det stejle bjerg! / Eller: hulen befinder sig øverst på det stejle bjerg (Thalb. er usikker).

      Da angakkoq'en (Teem.s bror?) nu er parat indledes hans første seance med at Niimilaa kommer og kyser alle, selv små børn ud af huset. Hun river skindtapeterne ned af væggene i jagt på mennesker hun kan æde og trykker angakkoq'en ned i jorden, hvor hun også selv dykker ned. Dernæst kommer tarajuatsiat, skyggerne, der ifølge Thalb. skulle være de samme som iaajivatsiat, dværgene, og efter dem indlandskæmperne, timersit, både de nærmere, der kaldes omstrejferne, og de fjernest boende.

      Angakkoq'en (stadig under den første seance) mister bevidstheden, genvinder den, fæstner forhængsskindet tæt til indgangshullet, trommer med sin trommestik med udskåret menneskehovede på (kanten af) trommen for at give den liv, og puster på sin smældeskive (makkortaq) af remmesælsskind i hånden mens han udstøder bestemte lyde: aala-laa-laa-laa-auci-witci-witci-witci-wit.

Når hans ånder kommer for første gang mumler han aataa-taa-taa. De kommer så alle, hans falk, hans toornaarsuk, hans skræmmeånd, der prøver at trække mennesker til sig med sit amoo...h, amoo...h!

Da han ikke genkender dem spørger han sin apeqqerteeq / apeqqitek / apeqqiteeq om hvem de er. Men det er, mens hans hjælpeånder blandt de nærmest boende dværge er inde, at trommen tager til at danse og hoppe op på hans ryg. Da er det han får sin synske evne (silanippoq, alverdens viden - i andre versioner, BS). Han synker (derefter?) med et håi, håi, håi, ned i jorden, hvor han samtaler med sine hjælpeånder på bjergtoppene af underverdenen. Med samme råb kommer de tilbage, og tilhørerne spørger ham ud om den syge (som han åbenbart er sat til at kurere under sin første seance).

Denne, en gammel kone, har mistet en sjæl, viser det sig. Publikum spørger om den kan hentes tilbage, og det kan den sagtens, siger angakokken, hvis den ikke har lidt skade.

      Teemiartissaq skildrer dernæst hjælpeåndernes livsbetingelser. De gifter sig får børn, sønner og døtre, men vokser ikke. De blir hverken syge eller gamle og småpigerne gifter sig og får børn i ti-årsalderen. Når en hjælpeånd blir syg (alligevel? BS), besøger de (angakkut?) deres hjælpeånder (glosen er åndesprog for hjælpeånder, BS), og da kan hjælpeåndernes (eller angakoq'ens?) husfæller ikke rigtig fange noget.

      Det skyldes en tupilak, som åndemaneren lover at fjerne. Man kan fjerne den ved at stjæle en stump af tupilakmagerens fangst og bekæmpe tupilakken med denne stump.

      Denæst beskriver Teemiartissaq hvordan man laver en tupilak af stumper af alle mulige dyr og fugle og gerne noget af et dødt menneske. Det hele skal helst sys ind i skind, der stammer fra tøjet af den man vil ramme. Tupilakken gøres levende ved at man lader den sutte på ens kønsdele. Tupilakmageren udstøder da et langt faldende eeeh. Tupilakken spørger hvor den skal hen, får besked og sendes afsted mod den nævnte person.

      Denæst skildres åndemanerens fangst og tilintetgørelse af en tupilak, der har hindret en bestemt fanger i at fange. Den fanges vha. hjælpeånden falken, der lidt efter lidt æder tupilakken, og jo mere den æder af den, des raskere bliver den person, den har angrebet. Åndemaneren udpeger (måske vha. en af sine hjælpeånder) den skyldige, tupilakmageren, der straks tilstår, hvorefter der følger en uforståelig reprimande om at gøre ugerningen god igen.

      Angakoq'en sender sine ånder bort og kommer til sig selv med nogle bestemte lyde: Håi, håi, herrn, herrn. (De mange forskellige udråb under forløbet signalerer for tilhørerne, hvad der foregår i mørket, oplyser Thalb.). Tilhørerne udtrykker til slut deres taknemmelighed til angakoq'en.

Var.: En mindre besværet fremstilling er formuleret af Thalbitzer i "Grønland nu og før." Nordisk Tidsskrift för Vetenskap, Konst och Industri, 8, 1932.

Hist.: Teemiartissaq fortæller Thalbitzer hvad hun mere generelt har hørt og oplevet om åndemanerens uddannelse med søgen efter hjælpeånder, hans initiation, helbredelses-seancer og seancer til udryddelse af tupilakker.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på uddannelse og initiation.

Kommentar: Ganske som de øvrige Teemiartissaq-tekster er heller ikke denne synderlig klar. Andre langt tydeligere fremstillinger hjælper en del på forståelsen:

Vedr. de forskellige hjælpeånder se: Rosing, Jens 1963: 173 - 194, der er en oversættelse af Kaarali Andreassens fremstilling, trykt på grønlandsk i Rosing, Otto: Angákortaligssuit, I, 1957. Også genoptrykt i ny retskrivning. (Afsnittet er ikke registreret i denne base).

Vedr. ferskvandsånden, der æder lærlingens kød, søg på fx. Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr;  ... søens troldbjørn; Søens uhyre; Mislykket uddannelse; Rasmussen 1938: 110: Åndemaners selvbiografi; Aadaarutaa; Georg Quppersimaan.

Vedr. Niimilaa, der af Sandgreen eller hans informant opfattes som en mandlig ånd, søg på Sandgreen og Niimilaa.

Den første seance, initiationen til angakkoq, saqqummerneq, er beskrevet flere gange: Naaja's hos Sandgreen, Ajijak's og Aggu's / Akku's hos Jens Rosing.

Fremstillingen af en tupilak er her klart beskrevet og svarer ganske til andre beskrivelser fra Ammassalik.

Bemærk det særlig tætte forhold, der ifølge Teemiartissaq består mellem mennesker og deres naboer blandt ånderne, dværgene (de bor i jordhuler nær kysten) og innersuit (ildfolkene under stranden). De deler land/egn/omegn/sila med mennesker, kystfolkene i åndesprog. De er deres naboer, nærmeststående.  

De evner der tillægges forskellige arter af hjælpeånder, dværge, kæmper osv. kan variere ganske meget. Det nytter således ikke selv at generalisere ud fra eet eller et par udsagn, - og heller ikke at stole blindt på fortælleres generaliseringer.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: 46 - 49

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at han under sin opvækst sultede periodevis. Han fortæller om en af de længste sulteperioder:

Det var den første vinter i Tovqutaq / Toqqulaq, og en storm blæste i mange dage. Det var ikke langt fra, at de spiste menneskekød, men de undgik det ved at spise næsten alle deres hunde.

Kúnak / Kunnak, som var deres vise mand, hvad angik heksekunster og traditioner, gik op på et udkigspunkt for at "blødgøre" stormen, og senere blev det stille vejr.

G.Q. gengiver en af de gamles historier om en sultvinter ved Inigssalik / Inissalik. Denne vinter døde mange af sult, og de overlevende endte med at spise menneskekød: Når folk sultede, og de havde spist deres køddepoter og hunde, begyndte de at spise andet, som var næsten uspiseligt fx deres skindtøj.

Det var ofte de voldsomme storme, som var årsag til hungersnøden, for så kunne

fangerne ikke tage på fangst.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 27 - 31

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at han stadig sultede meget, men havde det bedre end hos Kilimê / Kilimii. Han legede meget med de andre børn. Nogle gange 'tegnede' de omrids af huse, konebåde og kajakker af sten i rækker på jorden. Når de blev sultne, tog drengene ud på sælfangst og kom hjem med kogt og tørret sælkød. Deres kæreste leg var boldspil. Også de voksne legede. De legede bl.a. en leg, hvor det gik ud på at gøre sig selv bange.

Alle lys blev slukket, og så hviskede og råbte folk for at kalde ånder og spøgelser ind. Så kom de, og folk slog i luften, indtil én råbte, at de skulle prøve at tænde ild. Når ilden så blev tændt, var spøgelserne væk. De var forsvundet under den lange tid, det tog at tænde bål.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 50 - 51

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller om det år, han fangede sin første sæl:

Han var taget med to mænd ud til iskanten på fangst. Der var mange sæler og G.Q.skød én med Qardligpagtâliks /Qarlippattaaliks riffel, skønt han kun havde skudt med riffel én gang tidligere. Hans mor var glad og stolt, for hidtil havde G.Q.kun levet af andres gaver, men nu kunne han selv fange sæler.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 160 - 163

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at en anden fanger - Erqitsúmat / Eqqitsummat - var blevet interesseret i hans kone:

Det var den sommer de var kommet til Angmâq /Ammaaq, mens de roede om kap i konebådene. Da de ankom til sommerbopladsen, gav Eqqitsummat sig til at hjælpe med at tømme Maqes / Maqis konebåd, og G.Q. blev så skamfuld over, at han var ved at tage en kvinde til kone, som en anden mand var interesseret i, at han ikke kom familien til hjælp med tømningen. Han gik heller ikke hen til dem, da teltet skulle rejses, men blev hos en anden familie. Eqqitsummat derimod gik til Maqi-familiens telt da de skulle sove, men G.Q.s kone afviste ham. Da det blev nat gik G.Q. endelig hen til Maqi-familiens telt, og hans kone fortalte, at det var ham, der skulle være hos hende, og at hun havde afvist Erqitsummat.

En dag da G.Q. var ude på fangst og havde fanget en klapmyds, så han pludselig en anden kajakmand nærme sig. Denne mand tog sin hætte på, og det var tegn på, at han ville myrde G.Q. Det viste sig, at denne mand var Eqqitsummat. G.Q. skyndte sig at frigøre sin harpunrem fra klapmydsen og gøre sin harpun klar. Selv om han da ikke følte sig så bange, tænkte han alligevel på (sin nære hjælpeånd) Navtãnguaq / Nattaannguaq. Eqqitsummat vendte dog om, og kort efter dukkede Nattaannguaq op for at høre hvad G.Q. ville. Det viste sig dog, at Nattaannguaq allerede vidste, at Erqitsummat ville myrde G.Q. og kunne berolige ham med, at han nok skulle beskytte ham.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Stikord: konerov; mordtrussel; hjælpeånd

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 85 - 89

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at hans mor døde i begyndelsen af efteråret et årstid efter at han havde fået sin kajak. Hun var ikke så gammel, men led af noget i sit indre og var i det hele taget syg, måske på grund af sine hårde prøvelser.

Kort tid efter at hans mor blev syg, kaldte G.Q. på sin hjælpeånd, som prøvede at få sygdommen ud af moderens krop, men det hjalp ikke. Moderen prøvede selv med en trylleformular at drive sygdommen ud, men heller ikke dette hjalp.    

Da hans mor døde var G.Q. for alvor forældreløs.

Lige før moderen døde, blev alt bragt ud af huset, og i tre dage fra hendes død var alt ude af huset, og reglen var, at den nærmeste familie skulle overholde en række forbud.

G.Q. fortæller om taburegler: For kvinder var det værst. Hvis eksempelvis en kvinde havde mistet sin mand eller barn, varede hendes tabutid et år. Der var forskellige taburegler omkring tøj, mad og menneskers handlinger.

Taburegler hang dog ikke altid sammen med dødsfald. Forældre til et nyfødt barn kunne for eksempel pålægge dette barn en række tabu, som skulle gøre, at barnet eksempelvis blev en dygtig sælfanger.

Efter moderens død boede G.Q. hos sin moster, som han var glad for, men han savnede sin mor voldsomt.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

De mere generelle bemærkninger om tabuer og ritualer ved forskellige personers død er muligvis indføjet af Sandgreen fra andre kilder, fx Chr. Rosings "Tunuamiut", 1906. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, red. W. Thalbitzer. Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972, s. 184 - 188.

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at selvom han var færdig med sin nidvise, var det nu tvivlsomt om han nogensinde ville opsøge og synge nidvise mod sin fjende. Selvom de endnu opholdt sig langt væk fra kirkens arbejde havde de hørt at de skulle holde op med deres gamle skikke og elske deres medmennesker.

Engang mens de forberedte sig på at overvintre i Akornínaq / Akorninnaq kom Ûkûtsîaq / Uukuutsiiaq, som med sin datter boede som Kilimii-familien. De var begge blevet døbt.

G.Q. fortæller, at han aldrig hævnede sig, og citerer så sin vise, som han ellers skulle have brugt til mos Kilimii. I visen omtaler han gang på gang sit elendige liv som faderløs og appellerer til det bedre jeg, som Kilimii burde have udvist da han, G.Q. var hans stedsøn. Han nævner at sangen her er en hævn, for nu er han voksen, og - skønt stadig en stakkels forældreløs, der må misunde andre, der har fået en bedre skæbne - er han blevet åndemaner. G.Q. havde dog også andre planer, idet han efter visen ville skære sig med en kniv og med det samme få såret til at hele. Så ville han byde Kilimii at skære sig, og hvis denne ikke ville, ville han selv give ham et sår, et overfladisk et, men et som ville vokse og bliver større og større, indtil det ville forvolde hans død.    

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Kommentar: G.Q. vil åbenbart få endelig hævn med hekseri, en mumlet formular fx, der skulle hindre såret i at hele.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972, s. 172 - 173

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at der opstod trækninger ved hans ene øje, som betød dødsfald. Dette opdagede han efter at han var begyndt at uddanne sig til åndemaner, men da en af hans hjælpeånder kurerede det, blev det godt igen. Dette skete en dag G.Q. gik inde i landet, og hans øje blev ubehageligt. Da kom en af hans nye hjælpeånder til ham og spurgte, hvad der var galt med hans øje. Hjælpeånden gav ham besked på at bukke sig ned mod en lille elv, og da han gjorde det, sprøjtede hjælpeånden ham til med elvens vand, og han tabte bevidstheden. Da han vågnede igen, havde hjælpeånden taget det dødbringende væk. Hjælpeånden sagde så til ham, at hvis hans kone eller børn skulle være på vej til at dø, skulle han tage dem med derop til elven, så ville hjælpeånden fjerne deres dødsårsag.

G.Q. fortæller til slut at han dog aldrig gjorde brug af dette tilbud, idet den senere udvikling forhindrede ham i det, og han så aldrig denne hjælpeånd igen.  

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Stikord: sygdom; dødsvarsel

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972, s. 179 - 184.

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at han og Nángajak / Nanngajak var gode venner og hjalp hinanden. Nanngajak ville dog være åndemaner af egen fri vilje, mens G.Q. gjorde det for at hævne sin mor, og hans mål var at komme på højde med fordums dygtige åndemanere.

På den tid da G.Q. havde færdiggjort sin nidvise og blot ventede på en passende lejlighed, ville Kúnak / Kunnak af sted mod Nôrajik / Norajik, og han ville have sin søn Nanngajak med, skønt denne ikke havde lyst. Kunnak bebrejdede sin søn, at det bare var fordi han ville blive og søge efter noget (fremtidige hjælpeånder, BS), og beordrede ham til at tage med til Norajik.

Under en fangsttur sammen med Sakkitivakki ved Norajik blev Nanngajak væk og blev siden ikke set. Dette var hårdt for G.Q., fordi Nanngajak var hans ven og skulle have fulgt og støttet ham til sangkampen (hvor G.Q. skulle synge sin nidvise mod Kilimii).

En dag G.Q. var på fangst alene så han en kajakmand, som roede mod ham, og dette viste sig at være Nanngajak. Denne var ikke død, men var blevet røvet af sin hjælpeånd Ajapertuarnaq da hans kajakfælle, Sakkitivakki, var taget hjem. Nanngajak fortalte, hvordan hans hjælpeånd havde tvunget ham med sig mod sin vilje. De tog af sted med stor fart i kajakker, og Nanngajak prøvede forgæves at bremse med sin åre. Så hørte han noget slå mod sin kajak, og det viste sig at være Sakkitivakkis kastetræ, som han havde lånt. Dette kastetræ ville hjem til sin ejermand, hvorfor det forsøgte at rive sig løs, og dermed sagtnede det farten på både Nanngajaks og Ajapertuarnaqs kajakker. Da kastetræet havde revet sig løs, fortsatte de to kajakker igen med stor fart til de kom til det sted, hvor hjælpeånden boede. Her skar Ajapertuarnaq Nanngajaks næse af og noget af en finger samt et stykke kød fra hans ankel. Dette skete, fordi Ajapertuarnaq var en af ildfolket, innersuit, de næseløse.

Det viste sig, at hjælpeånden havde hentet Nanngajak, fordi han var bange for, at der var andre, der skulle hente ham. Nanngajaks far havde nemlig ikke vist medfølelse med og kærlighed for sin søn og hans uddannelse til åndemaner. Så roede Nanngajak væk igen, og G.Q. så ham aldrig siden. Kunnak som var blevet meget bedrøvet over, at hans søn ikke var kommet hjem ville kaste sig i havet, men de andre på bopladsen fik stoppet ham.

Lang tid senere var Kunnak kørt gennem isen med sin hundeslæde og var omkommet.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Kommentar og tolkning: Bemærk forklaringen på at Nanngajak blir taget af de næseløse, dvs. af sin hjælpeånd blandt dem: Faderens negligering af sønnens forehavende viser at han ikke har medfølelse med ham. Denne glose, nallinneq, medfølelse, medlidenhed, oversættes ofte med "kærlighed", men går altså specielt på indlevelsesevne til at forstå og ville andre det bedste. Og når faderen svigter sin søn på denne måde, har han prisgivet ham til ånderne eller "den anden verden". For at ondskabsfulde ånder ikke skal røve N., træder da hans hjælpeånd til og røver ham, dvs. - i dette tilfælde - adopterer ham.

Innersuit, ildfolket, var slemme til at røve unge kakakmænd. Var en sådan udeblevet i kajak, var et sådant røveri ofte forklaringen. Og havde man først fået skåret næsen af hos de såkaldt næseløse innersuit, var der ingen vej tilbage. - Med mindre man - ifølge visse vestgrønlandske fortællinger - havde en meget stærk hjælpeånd, der kunne klare paragrafferne. Søg på equngasoq / Equngasoq og Ujúnguaq, åndemaneren fra Tuapait.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 107 - 110

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at hans far blev myrdet, og at han ønskede at hævne ham ved at synge nidviser over Kilimê / Kilimii. Derfor var han glad for at høre sangdueller og få indblik i fremgangsmåden. Han ville dog også gøre Kilimii skade uden, at det blev rigtigt opdaget, men vidste ikke hvordan. Derfor søgte G.Q. til stadighed efter hjælpeånder, fordi én af dem måske kunne fortælle ham, hvad han skulle gøre.

En dag var han ude i kajak og mødte hverken andre kajakker eller sæler. Til sidst fangede han dog en sæl, og da han kom hjem, flænsede hans moster den.

Mens G.Q. stod uden for huset og ventede på, at sælen skulle blive kogt, hørte han noget fremmedartet. Han mente stemmen kom nede fra havet og gik ned til stranden. Han fulgte stemmen langs stranden og kom til en klippe der var revnet. Her kaldte han på stemmen. Så begyndte vandet at boble, og op af vandet kom et menneske. Mennesket sagde, at G.Q. var så lysende og attråværdig, at han godt vil have ham som sit tilflugtssted / være hans fremtidige hjælpeånd.

Det viser sig, at G.Q.s nye hjælpeånd var en af havets beboere der hedder Napatariaq. Når G.Q. begyndte at mane og ville have Napatariaq til at komme, skulle han sænke noget sælkød i havet, så hjælpeånden kunne spise det.  

Da G.Q. kom tilbage til huset, var hans mad ved at være klar. Han holdt meget af lårstykkerne fra en sæl.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 63 - 65

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at han begyndte, at høre stemmer når han gik ture ind i landet, men han så ingenting.

En dag følte han, at han gik på gyngende grund, og jorden bølgede faktisk. Pludselig dukkede en mand op foran ham, og bange gik G.Q. hen til manden. Manden ville gerne være hans ven og hjælper. Fra nu af ville G.Q. vide i forvejen, hvis nogen tragtede efter hans liv. Manden hed Navtãnguaq / Nattaannguaq og blev G.Q.s forsvarer mod det uhyggelige.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Bemærk fornemmelsen af usikker grund under fødderne - truet balance - når G.Q. møder en kommende hjælpeånd.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 131 - 138

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at Navtãnguaq / Nattaannguaq var hans første hjælpeånd, og at det var de første hjælpeånder man havde mest kontakt med.

Nattaannguaq kom ofte når G.Q. søgte inde i landet og altid for at give råd og han giver et eksempel:

En sommerdag han var ude på fangst, fangede han en sæl næsten med det samme, og han begyndte at ro hurtigt hjem, men da han rundede et næs, så han et menneske, der klappede på jorden ved siden af sig og han måtte derhen. Det viste sig at være Nattaannguaq, som sagde, at han skulle se en fugl, som skulle klare det, han var bange for og ikke kunne klare. Så landede en falk ved siden af dem, og den var ualmindelig stor. Han rørte ved den med sin venstre hånd, og fra da af ville falken komme, hvis han oplevede noget rædselsfuldt. Så fløj falken igen.

G.Q. fortæller så, at falken var en af de stærkeste og mest evnerige hjælpeånder, den kunne fx fange en tupilak på land, hvis ingen andre kunne, og tôrnârssuk / toornaarsuk ikke kunne komme op på land.

G.Q. fortæller videre, at han plejede at udspørge Nattaannguaq om hvad som helst. En gang hvor han havde mistanke om, at nogen havde kastet onde øjne på ham, spurgte han således Nattaannguaq om, hvad han skulle gøre. Han fik da det råd at fange en vandmand og lægge et stykke af den på den ondskabsfuldes mad, så ville dennes mavesæk ødelægges, og han ville langsomt dø. Andre metoder var at komme rester fra en stenbiders mavesæk i den ondskabsfuldes drikkevand eller hænge enebærgrene op over det sted, han plejede at opholde sig. Begge dele ville resultere i den ondskabsfuldes død.

Noget andet G.Q. spurgte Nattaannguaq om var, hvorfor nogle mænd lider af kajaksvimmelhed, og hjælpeånden forklarede, at det skyldes, at nogle ville disse mænd det ondt. G.Q. fik derefter råd om altid at undersøge sin kajak grundigt, for der kunne ligge planter deri, som var beregnet på at gøre ham ondt.

G.Q. fortæller også om en anden gang, han og Nattaannguaq var sammen, og hjælpeånden gav ham et råd om at spise et lille stykke af en stenbiders sugeskive. Dette gjorde han så en dag han var på fangst, men vidste ikke hvorfor han skulle gøre det. Langt tid senere fandt han dog ud af hvorfor: Han var jo genert overfor kvinder og vidste ikke, hvordan han skulle komme i kontakt med dem. Nattaannguaq fortalte så, at det stykke af stenbiderens sugeskive, som han havde spist, skulle gøre ham i stand til at holde hænderne sammen på den kvinde, han gerne ville have, hvis hun ikke ville have ham, og således ville hun hengive sig til ham.

Han benyttede dog aldrig denne anvisning og at han pga. sin forældreløshed ikke havde lyst til kvinder. Nattaannguaq blev dog ved at opfordre ham til at tage en kone og få børn, men han havde ikke lyst. Alligevel flyttede han dog ind hos en kvinde, og så var det sket med at fryse og sulte. Men der gik dog nogle år, før han begyndte at røre hende og tage hende.

G.Q. fortæller til slut om lampeslukningsleg, og hvordan han allerede som barn havde oplevet dette.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 101 - 103

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at de efter et kort ophold i Inigssalik / Inissalik tog af sted til Narssârssuk / Narsaarsuk for at tilbringe sommeren dér. Da han stadig "søgte efter noget" (hjælpeånder el. angakkoq / åndemaner-viden), gik han en dag ind i landet. Pludselig begyndte det sted han gik at rulle og bølge, og med ét så han et menneske foran sig. Manden bad om at måtte komme til G.Q. når han blev ældre og begyndte at mane. Manden hed Pítagtaritseq / Pittattaritseq, og G.Q. så ham ikke mere det år. Efter at have tilbragt vinteren i Tovqutaq / Toqqutaq skulle de igen til Inigssalik / Inissalik, men inden tog G.Q. ud i kajak. Undervejs hørte han dejlig sang, og da han roede efter sangen, så han, at det var Pittattaritseq.

Pittattaritseq gav ham et råd om, at når han gik inde i landet, skulle han ikke prøve at se i retning af, hvor dagen mørknede, for da vil hans liv være slut. Så han derimod noget i retning af lysets komme, ville hans liv blive fuldkomment.

G.Q. søgte efter så mange hjælpeånder som muligt, som kunne hjælpe ham med at skaffe hævn. Han havde dog besluttet ikke at hævne sig i vrede, men i blidhed ved at synge Kilimê / Kilimii en trommesang / nidvise, idet denne ikke kunne synge trommesang.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Bemærk fornemmelsen af usikker grund under fødderne, - truet balance - når en kommende hjælpeånd nærmer sig G.Q. Tilbudet om at blive en kommende hjælpeånd var en fast vending i ordvekslingen mellem lærling og ånd.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 110 - 114

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at man ikke kun på landjorden kunne søge efter hjælp, men også fra havet. En sommer da han var blevet en rigtig ung mand, roede han på fangst  vest for Tovqutaq / Toqqutaq. Han fangede ingenting, men gik i land for at lede efter noget langs stranden. Så så han en vingesnegl, qârtulâjik / qaartulaajik / den lille ravn, der nærmede sig land. Da han kunne nå den, tog han den og puttede den i sin kajakvante, fyldte vanten med havvand og bragte den langt op i landet, ude af øjesyn fra havet, fordi han havde planer med vingesneglen. Så lagde han sneglen i en hulning, dækkede den, og tætnede dækstenen med jord og spyt, så sneglen ikke kunne komme ud. Derefter tog han udmattet hjem.

Dagen efter roede G.Q. ud til sneglen, men både den og vandet i hullet var væk. Da han ledte efter sneglen i vandkanten, hørte han en stemme og gav sig til at kalde på den. Lidt efter kunne han se et sort uhyre med hvide striber (dens "pynt"), der begyndte at stige op fra dybet. Det viste sig at være sneglen, og den ville vide hvorfor G.Q. havde behandlet den så dårligt, nl. bragt den op i land, borte fra dens rette element, havet. Den var om natten selv svømmet tilbage i havet. Han svarede, at det var fordi han havde hørt, at åndemanerlærlinge søgte efter vingesnegle for at få dem til hjælpeånder, at det var for at prøve den, og han bad om at måtte få sneglen til hjælpeånd / tilflugtssted. Det ville sneglen gerne - det var derfor den dagen før havde vist sig for ham - og bad da G.Q.om at røre ved sig. Vingesneglen hjalp åndemanere med at jagte tupilakker, den var havets hjæleånd, den stærkeste af alle hjælpeånder, og således blev denne snegl Georg Qúpersimâns / Georg Quppersimaans tôrnârssuk. Og da den sorte vingesnegl, qaartulaajik var stærkere end en anden slags toornaarsuk, den hvide vingesnegl, aattaasaq, søgte G.Q. ikke efter den sidstnævnte.

Var.: Rasmussen Ostermann 110 - 114 (?). Fortælleren her synes at være Quppersimaan, omend han da fortæller en ganske anden historie om sit møde med sin toornaarsuk. Måske har han haft to, måske er den ene fortælling "lånt" fra en anden åndemaners biografi: Maratse lærer til åndemaner. Søg denne.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Vedr. toornaarsuk blev dette de første missionærers betegnelse for kristendommens djævel, hvorfor kilderne tilbage til de tidligste er stærkt farvede af denne identifikation. Se bl.a. Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, og GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Den sorte vingesnegls "pynt", de hvide striber, opfattes undertiden i Ø.Grl. som dens amuletremme. Qaartulaajik er den østgrønlandske term for den sorte vingesnegl. I Vestgrønland kalden den 'den ravne-lignende'tulukaasaq'

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 118 - 120

Resumé: Georg Quppersimaan fortæller om dengang han fik sit navn som angakkoq / åndemaner, nemlig Qipinngi. En dag var han på opsøgning efter hjælpeånder i indlandet, men selv om han gjorde sig umage for at være bange så han længe intet mærkeligt. Langt om længe mærkede han pludselig forventningens angst komme over sig og hørte på en slette nogle voldsomme drøn. De kom fra noget oprodet jord, mente han, men det var en indlandskæmpe så stor, at G.Q. selv ikke var større en kæmpens underarm. Kæmpen klappede ham bydende hen til sig, heraf drønene, og G.Q. måtte helt derhen. Da kæmpen havde forhørt sig og blevet bekræftet i at G.Q. skulle være åndemaner som voksen, tilbød han sig som fremtidig hjælpeånd: Må jeg få dig som tilflugtssted (må jeg være en der kommer til dig - under seancen - , BS). Til bekræftelse rørte G.Q. ved kæmpens bryst ved hjertet med venstre hånd og de to udvekslede navne. Således fik de hinandens navne og identiteter - dvs. egenskaber, forklares det. G.Q. mødte kæmpen tre gange men skulle kun røre ved ham de to - til bekræftelse af aftalen.  

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Kommentar: Dette forløb svarer ganske til andre østgrønlandske beskrivelser af  møder med fremtidige hjælpeånder, dvs. som kommer når novicen har afsløret sig / åbenbaret / offentliggjort sig som åndemaner. Søg: Naaja; Kaakaaq og - hjælpeånd o.l.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 8 - 14.

Resumé:

Quppersimaan og Pitsuana.

G.Q. genfortæller hvad han som stor dreng hørte om mordet på sin far, da denne sammen med sin yngre bror, Ukussoqarteq, bugserede en nedlagt klapmyds hjem. Morderne var Qaqattuk og Iisimmmardik / Iisimmarteq / Ísimardik, massemorderen, der allerede dengang var begyndt at myrde. Han blev overtalt af Qaqattuk til dobbeltmordet på G.Q.'s far og farbror. Motivet skulle være Qaqattuks tidligere mislykkede mordforsøg på de to mænds far, Pitsuana, der i en sej tvekamp var blevet såret i underlivet og i højre arm, men havde klaret sig længe nok til at hidkalde en forbipasserende kajakmand. Senere hånede Pitsuana Qaqattuks nederlag i en sang, der gengives, og Qaq. gentog blot hvad Pit. havde sunget om sin sejr og den sølle Qaq.s nederlag. Af angst for hævn fra Pit.s' to sønners side, var det så Qaq. dræbte dem. En tredje søn, som G.Q. senere kom til at bo en del hos, Qaatak, blev sparet, formentlig fordi han som ene mand tilbage næppe ville hævne sig (mener enten G.Q. eller Sandgreen, BS).

Hist.: selvbiografi. Søg på Iisimardik for bekræftelse fra anden kilde.

Selvbiografien er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 19 - 20.

Resumé: Fortsættelse af "Kaakaaq begynder at søge", Sandgreen 1987: s.

224 - 228. Da Kaakaaq kommer hen til ånden, er han sammen med en anden ånd.

Denne anden udspørger hende om navn og familieforhold på åndesproget,

som han kan oversætte til menneskesprog. Kaakaaq identificerer sig over for ånderne som Aseriit. Selv hedder han Mitertikkaat

og har et vissent ben, der dog ikke forhindrer ham i at nå ud til

kysten, fange sæler, og tilbage til indlandet på samme dag. K.

fortæller senere om disse ånder, der jo lever i indlandet, at de minsandten lever af sælfangst, og at de to hjælpeånder blev hendes forsvar mod at blive

slået af angst under den fortsatte søgen.

Var.: J. Rosing 1963: s. 286 - 288.

Hist.: Tid: 1870'erne. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 -

285: "Kâkâq". Da ånden under samtalen spør K. om hun har en far, siger

hun ja. Dette tyder på, at denne far (Nalakkaaq) endnu ikke er død.

Men Sandgreen vil helst forstå hendes udvikling til åndemaner som en

konsekvens af den skræk hun rammes af ved N.s død. Denne skræk vil hun

til livs ved at gøre sig frygtet som åndemaner. Vedrørende navnet fik en nyfødt flere. Det er uvist om Kaakaaq var opkaldt Aseriit efter en bestemt person, fx en afdød åndemaner, eller det blot et navn med særlig relation til åndesproget. Også Georg Quppersimaan havde et sådant navn.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Om indlandsånder se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Dværge og kæmper".

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972, s. 173 - 179:

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at han vidste, at tiden blev mere og mere knap: hans kone var efterhånden blevet hans rigtige kone, og de havde fået børn, men Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan var stadig ikke færdigt med sit smædedigt (mod hans mors tidligere ondkskabfulde mand, Kilimii) og Erqitsúmat / Eqqitsummat havde stadig onde tanker (mht. at røve G.Q.s kone). G.Q. måtte derfor stadig uddanne sig. Med disse tanker gik han en dag en tur inde i landet. Mens han gik, tænkte han på Navtãnguaq / Nattaannguaq, og efter kort tid kom hjælpeånden og spurgte, hvorfor G.Q. var nedtrykt. Denne forklarede, at han var bange for at synge nidvise mod den, han ønskede at hævne sig på, fordi denne da kunne tænkes at sende en tupilak efter ham.

Nattaannguaq gav ham derfor det råd, at han skulle samle noget tang og en svamp og lægge dette på det sted, hvor de skulle have sangduel. Disse ting ville kunne danne en dis, som ville forhindre modstanderens tupilak i at se ham. Samtidig lovede Nattaannguaq, at G.Q.s hjælpeånder ville følge ham under sangdysten, fordi han ingen brødre havde. Så forsvandt Nattaannguaq og også G.Q. gik hjem. Nu følte han, at han kunne arbejde videre med sin nidvise, fordi der ikke længere var nogen hindringer.

Nogle dage efter at han havde lavet sin nidvise færdig, tog han af sted i kajak med Nángajak / Nanngajak, én af Kúnaks / Kunnaks sønner. De øvede både til åndemaner og kajakroning sammen. De fortalte også hinanden om deres hjælpeånder, for det måtte man godt overfor en åndemanerkollega.

Undervejs bad G.Q. Nanngajak om at myrde ham, så han kan kurere sig selv, men det ville vennen ikke. Efter at have prøvet nogle gange, lykkedes det dog at overtale Nanngajak, og de to mænd roede til et sted, hvor der ikke var andre. Det var meningen, at Nanngajak skulle harpunere G.Q. ordentligt, for hvis han kun ramte overfladisk, ville han dø. Dette lykkedes dog ikke, og Nanngajak ramte ikke alvorligt. Alligevel lykkedes det G.Q. selv at stoppe blødningen.

Dagen efter harpunerede G.Q. Nanngajak, og han gjorde det så grundigt, at harpunspidsen gik helt igennem vennen og kom ud på den anden side.

G.Q. fortæller, at han fra da af ikke var bange for den mand, han skulle synge nidvise imod, fordi han havde fået rige evner.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Stikord: angakkoq tricks: sårheling

Dette afsnit er ikke med i den danske udgave: Min eskimoiske fortid, 1982.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Stadig i vores hus.  

   Da jeg var barn var jeg ikke særlig godt forsørget og havde dårligt tøj, og det skyldtes jo, at jeg var faderløs. Ind imellem fik jeg bedre tøj, og det var før min mor døde, hvor jeg fik langt bedre tøj end tidligere. Men det var først efter at jeg fik mig en kone, at jeg følte mig lykkelig over forandringen ved at få godt tøj. Jeg fandt ud af, at min kone slet ikke var dårlig til det der med at forarbejde skind og sy af det. Så da jeg kom hertil, fik jeg virkelig en forbedring i min påklædning.

   Vi brugte forskellige typer skind til bukser. Skind af klapmyds og tæt behårede skind blev almindeligvis brugt til bukser, og også skind, som man havde rykket alle hårene af ("erisaat" = vandskind), blev til bukser "maagtamernit" / maattamiliit. Og når vi havde bukser af tyndhårede skind, sagde vi, at vi brugte maattamiliit. Vi havde også bukser af isbjørneskind, og alle de lange bukser jeg har nævnt blev brugt udendørs. Hjemme og inden døre brugte man korte bukser, og dem havde man på nærmest kroppen under det andet tøj, og hårsiden vendte vi udad. De korte bukser var hjemme-bukser, og de blev også brugt som pyjamasbukser. De havde ingen bagdel, fordi de var så lave, så når vi sad ned, sad vi på den bare hud. Disse hjemmebukser blev skiftet ud med nogle nye og bedre, når man skulle til at ro i kajak.

   Når vi tog på besøg, havde vi både lange bukser og korte bukser på, og når vi så kom ind, lukkede vi bare de lange bukser op og trak dem ned og satte os, og så snart vi skulle ud, trak vi bukserne op igen. Vores lange bukser havde en stump skind eller snørerem om livet med tilpasset længde, og i hver ende af dette stykke var der et stykke ben, der var lavet af sæltand, der passede ind i hinanden som en lukkeanordning, og den kaldte vi "singiitaat".

På den øvrige del af kroppen havde vi følgende påklædning: En anorak af isbjørneskind og også en anorak af tyndhåret skind, hvortil man havde forsøgt at udvælge de skind, der havde de smukkeste pletter, fordi de var kønnest. Når vi havde en anorak af tyndhåret skind, plejede der at være en pelsbræmme om hætten af isbjørneskind. Senere brød man sig ikke mere så meget om denne kant af isbjørneskind, og så brugte man sommetider i stedet for at sy en dobbelt skindstrimmel ind i kanten.

   Og så havde vi også en anorak, der var syet af sælskind, der vendte hårsiden indad, og den bar man direkte mod huden. Den var godt nok meget varm og let at gå med, men når man svedte mere eller mindre, var den ikke længere så rar at have på. Om sommeren havde vi kun anorakken på, når vi roede i kajak, og  først i fugtigt vejr eller regnvejr tog vi noget på indenunder, og det var "ikiaq" / igiaq?.

   "Ikkiaq" / ikiaq var en slags anorak, der var syet af remmesælens tarme (tarmskindsanorak), og den havde man uden på tøjet i fugtigt vejr. Men når man havde ydertøj på i form af en helpels ("tuilik"), bar man "ikiaq"-en direkte på kroppen og havde helpelsen udenpå.

   Når vejret ikke virkede så truende, lod vi sommetider være med at bruge helpelsen på kajakturen og brugte i stedet for en anorak af hvidt, frostbleget sælskind ("unnermit annoraaq"), og den brugte vi for at undgå at blive set af sælerne. -  Både anorakken og den hvide frostblegede anorak havde hætte.

   Kamikker af afhåret sælskind (vandskind) blev i gamle dage kaldt "attartakkat", og om vinteren, når man tog på ture, havde man overtrækskamikker ("kamerussat") af tyndhårede skind ("meqqiliit"). Der var naturligvis en strømpe i kamikkerne, og vi havde hø i mellemlaget mellem kamikken og strømpen og også i strømpen. Kamikkerne var lange, og de havde en snørerem oppe i kanten mod vores lange bukser.

   Vi brugte forskellige slags vanter. Nogle kaldte vi "tigummisit" ("at holde med"), og det var skindvanter med hår på, hvor hårsiden vendte udad, og de havde ingen pelsbræmme langs kanten. Så havde vi dobbelte skindvanter af afhårede skind (vandskind) med tommelfinger på, som vi brugte, når vi roede i kajak, og de blev kaldt "maattaatit" eller "qaasiitit".

   Vores huer var almindeligvis syet af fugleskind eller af ræveskind, og når det var ræveskind, havde vi rævehalen hængende som et vedhæng i nakken.

   Helpelsen ("tuilik") brugte vi i stormvejr og blæsevejr, og i sømkanterne var der gerne syet en smal skindstrimmel af hvidt, frostbleget sælskind, der mest fungerede som pynt. På samme måde havde vores kajak-halvpels ("akuilisaq") en smal, bugtet og snoet skindstrimmel af hvidt, frost-bleget sælskind til pynt både foroven og forneden. Og forneden var denne kant i to lag ovenover hinanden. Denne halvpels brugte vi så i fint, vindstille vejr uden at gøre noget ved den. Men så snart det trak op til blæst, trak vi den opad og strammede selerne, der var lavet af remme. Og disse seler var udsmykkede med runde stykker ben, der sad ret tæt sammen.

   Jeg glædes over, at min kone udstyrede mig med alle sådanne beklædningsgenstande. Og jeg blev endnu mere glad, når jeg skulle til gudstjeneste, og hun vaskede mit tøj, så jeg kunne se pæn ud.

   Vi havde også nogle fine kamikker, som vi brugte, når vi for eksempel skulle til gudstjeneste. Det var lave kamikker med en skindstrimmel, der var syet mellem kamiksålen og skaftet, og et smalt stykke hvidt, frostbleget sælskind løb oppefra og ned mod sålen som pynt i zigzag-mønster i to striber, der nogle steder rørte hinanden.

   Noget som jeg ikke brugte, men som jeg har set andre bruge, var hårbånd. Det var to smalle stykker af afhåret skind, der var med bukket kant, hvorpå der var syet (knogler fra ?, BS) ammassætters rygsøjler fast som pynt, og disse to bånd lå meget tæt ved hinanden, og for at holde dem adskilt, havde man sat små, skinnende hvide øreben fra fisk imellem strimlerne og stukket dem en smule ind i hver strimmels sammenbukkede kant, så man med dem holdt strimlerne fra hinanden.

   Der var også overarmssmykker, der også var lavet af to smalle stykker afhåret skind, som man havde syet (knogler fra ?, BS) ammassætrygsøjler på som pynt. Men dem, der havde den slags, brugte dem mere som amuletter, for at overarmsknoglens muskel kunne få hjælpekraft til at trække noget.

   På det tidspunkt tav Quppersimaan et øjeblik, og så sagde han til mig: En gang for længe siden sagde du til mig, at du allerede havde fundet ud af, hvad vi spiste dengang, fordi du havde samlet fortællingerne om Naaja. Så lader jeg være med at fortælle dig noget om den slags".

   Men jeg svarede ham: "Ii, ja, jeg har jo allerede samlet dem. Men du fortæller jo om dit eget liv, så fortæl du bare noget om det også. Man kan jo aldrig vide, om der er noget, som jeg ikke tidligere har hørt".

   Og han fortalte: Dengang det ikke længere var svært at skaffe mad, tænkte jeg sommetider på den tid, hvor jeg gik og sultede, og så prøvede jeg da også på at spise men fandt ud af, at det heller ikke var rart bare at kunne få det man ville have. Jeg tog for eksempel aldrig på jagt, når jeg lige havde spist, fordi man blev søvnig efter et stykke tid. På samme måde kunne jeg ikke lide at komme salt i min mad, og jeg kunne bedre lide usaltet mad. Men når jeg havde tilgang til det, efter at jeg havde været på jagt, og især når jeg havde været væk i længere tid, var der noget, som jeg holdt særlig meget af. Og hver gang det var muligt, var det det første jeg spiste: "misaqqat", der er en slags tang, som jeg dyppede i kødsuppe og spiste suppe til. Det var det første jeg spiste, og først derefter spiste jeg kød. Det var virkelig noget jeg nød.

    Om sommeren, når det var dejligt vejr, spiste vi hvad som helst af det, vi fangede. Og vi prøvede på at samle forskellige typer forråd til vinterens forbrug: I den periode, hvor man kunne tørre proviant, og det var også hen mod efteråret, blev det tørret i hele portioner. Og ved siden af det samlede vi meget mad i beholdere. Rødder, bær, rosenrødder og andre vækster, som vi brugte på den måde, og deri kom vi mattak (hvalhud), baglaller og luffer af sæl, hvalroskød, isbjørnefedt, især når de var fede. De forskellige slags kød, mattak og spæk kogte vi først, inden vi kom det i beholderen, så holdt det sig bedre. Bærrene, markens bær, som var opbevaret i beholdere, de smagte vidunderligt. Har du smagt dem?

   "Ja, de smager virkelig godt!"

Oversat af Signe Åsblom.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Kommentar: Den eneste eksisterende østgrønlandske ordbog har ikke alle de nævnte gloser på redskaber osv. med. Derfor er de ikke stavet på østgrønlandsk, men bevaret sådan som Sandgreen har stavet dem: tilpasset vestgrønlandsk ortografi.

Stikord: redskaber, brugsgenstande, materialer; mad; spise; forråd; tøj; klæder

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 37 - 43

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller om slædekusken, der kørte ham det sidste stykke til Íkáteq / Ikkatteq under flugten fra stedfaderen, Kilimii: Taqqisima var både åndemaner og heksekunstner. Når han skulle påkalde sine hjælpeånder, satte han sig på et skind lige inden for indgangen til huset. Han blev bundet, og lyset blev slukket, og så begyndte han at påkalde sine hjælpeånder. Den ene hjælpeånd bad altid Taqqisimas kone om at komme med Taqqisimas tobak, og så kunne man høre hjælpeånden nyde tobakken. Hjælpeånderne kom også til deres ejermand for at få lidt varme, da de ellers bare drev rundt.

Taqqisima var også heksekunstner og fortællingen om et hekseri han lavede med en halshvirvel, men blev sendt tilbage mod ham selv af Kunnak, blev ifølge G.Q begået mod Sapangaq. Taqqisima blev ramt af sindssyge, ikke den rasende, men medkomplet ufølsomhed for sin omverden, indtil han døde. Taqqisima lavede også mange tupilakker. Hans bopladsfæller var derfor bange for ham. Engang havde Taqqisima prøvet at rane G.Q.s mosters sjæl (Kaakaaq ?)i raseri over, at hun ikke ville i seng med ham, da hendes første mand blev myrdet. Men hun havde klaret sig og over for ham selv afsløret, at hun vidste om hans mislykkede forsøg på at sjælerane hende. G.Q. blev efterhånden mere og mere ængstelig efter at have oplevet så mange ubehagelige og rædselsvækkende ting.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Taqqisimas hekseri har i ID 1257 en anden modtager, Sinngertaat, og hans mislykkedetilnærmelser til G.Q.s moster kunne være det, som Kaakaaq blev udsat for af sin svoger, se ID 1245

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 152 - 155

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan kommer i tanke om noget forfærdeligt, der skete engang de var i Akornínaq / Akorninnaq, og det fortæller han om: Det var forår, og storisen var lige kommet ind i fjorden. G.Q. var taget på fangst med nogle andre, og vejret var fint. Mens de sejlede mellem to isflager, begyndte disse at nærme sig hinanden. G.Q., som var i midten, blev mast, og hans kajak blev fuldstændig ødelagt. Da flagerne endelig stoppede, kunne han endelig komme op af sin kajak på en isflage, men opdagede, at hans ben var helt ubrugelige. Snart standsede isflagerne deres skruninger og da der kom lidt åbent vand opdagede G.Q. sin sorte vingesnegl, hans toornaarsuk, der snart forsvandt ned i dybet. Det var den der havde bragt skruningerne til standsning og således reddet G.Q.s liv.

Han nåede derefter kun lige at tænke, at Navtãnguaq / Nattaannguaq ville kunne hjælpe ham videre, så dukkede hjælpeånden op. Nattaannguaq gav sig til at behandle Georg Quppersimaans ben, og efter en tid følte han en stærk smerte. Inden hjælpeånden forsvandt igen, gav han G.Q. besked på, at blive liggende indtil han så et menneske.

Så dukkede en af de andre kajakmænd op, han var gået op på isen for at se, om han kunne redde nogle af G.Q.s ting, men regnede ikke med at finde ham i live. Hans kajak var helt smadret, men ved at binde kajakkerne sammen, nåede de tre mænd hjem.

Efter en måned var benene lægt, men først langt senere fik G.Q. en ny kajak og begyndte at fange igen.

Var.: Rasmussen Ostermann 110 - 114 (?)

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 56 - 60.

Resumé: Fra lille dreng bliver Kukkujooq opfordret af sin morbror

Sinngertaat til at træne til åndemaner som forsvar mod sin fars

mordere. S. er selv åndemaner og giver K. to anvisninger på, hvordan

han skal sikre sin kajak mod at flyve bort, mens han selv under sin

træning i ødemarken undertiden dør (besvimer): 1. Han skal ro langt

bort, tynge kajakken godt ned med sten og helst have forsynet den for

og agter med to bestemte stykker sælskind, når den blir betrukket:

Stykket fra øjnene til forluffen og stykket over halen til baglufferne.

2. Pakke sine redskaber ind og lægge dem i kajakken. Senere opfordrer

S. ham gentagne gange til at styrke sine fysiske kræfter, idet han

hver gang puffer hårdt til ham. I sine vanter skal K. putte sener fra

falkeben. K. følger straks den sidste opfordring, men er længe om at

gå i gang med åndemanertræningen, fordi han ved, at fejltagelser kan

betyde den visse død. Af en gammel kone får K. et andet middel til sin

træning: Han skal stikke nogle blåbærgrene ned i halsen.

Ifølge Sandgreen havde S. selv et formål med at undervise Kukkujooq. S. var

bange for fjender og ønskede K. til forsvar. I det mindste vil

overleveringen vide, at åndemaneren Taqqisima, der var S.s fætter,

engang søgte at skade S. ved hekseri: Nogen har lagt halshvirvlen af

et menneske på S.s briks i teltet, mens familien er på ørredfangst. S.

tilkalder Eqeqqoq (Kunnak), der fjerner knoglen uden at røre den med

hænderne og spår, at man snart vil få syn for sagn. Et par dage efter

blir Taqqisima sindssyg og dør.

Var.: Quppersimaan / Qúpersimân 1982: s. 34 - 41: "Tarqisima".

Hist.: Tid: 1890'erne - 1905. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen piisui". Sinngertaat (ca. 1854

- 1907), åndemaner. Taqqisima (ca.. 1852 - 1905), åndemaner.

Sandgreens fortæller siger, at Kukkujooq ikke fulgte den gamle kones råd med

blåbærgrenene. Fortællingen: "Apulu får et knæk" ss. 444 - 450, siger

dog det modsatte.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kommentar: Kukkujooq får ikke nogen vanlig instruktion i uddannelse til åndemaner.

Søg på uddannelse og/eller initiation.

Tolkning: Amuletterne af sælskind, der skal hindre kajakken i at flyve

bort, mens dens ejer mister sin sila, skæres af skindet for og bag,

men inkluderer ikke forluffer, bagluffer og haleparti. For symbolikken

af disse stykker se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): legemsdeles symbolbetydninger.

Taqqisimas sindssyge forklares som vanligt med tilbageslag af hekseri.

se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering...".

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Det fortælles om Georg Quppersimaan (Igimadir's barnebarn ?) at han dræbte Kunnaks / Eqqeeqoqs ældste søn, Itarpik, ved hekseri idet han lagde en fordærvet rype under dennes hovedpude. De to drenge havde været oppe at toppes om jagten på en rype.

Hist.: Georg har ikke nævnt dette dødsfald i sin selvbiografi, Qúpersimân 1972. Med mindre denne søn er identisk med Nanngajak, der udeblev i kajak. Søg på denne.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 43 - 46

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at de efter at have overvintret i Íkàteq / Ikkatteq tog de sydover. G.Q. og hans mor var med Kúnaks / Kunnaks konebåd, og da de kom til Tovqutaq / Toqqutaq tog Kunnak G.Q.s mor til kone. Efter at have boet i et gammelt hus et stykke tid, byggede de et nyt, og senere da Sapangaqs og Nusugkalivats / Nusukkalivats familie ankom, udvidede de huset.

Husbyggeri var mest kvindearbejde. G.Q. fortæller, hvordan huset byggedes og hvad det bestod af. Georg nævner tillige et hus uden vinduer op ad en klippevæg, der er et kulthus, som de, der ville være de allerstørste angakokker benyttede. I den grønlandske tekst nævnes det, at det er dem der vil være angakkut puullit (ental, angakkoq puulik). Det er et hus, der er understøttet på særlig vis: ajangiaaliffik.

Kommentar: Saajooq fortalte i 1961 Jens Rosing (1963:180f) om et sådant kulthus, hvor man kunne sidde beskyttet og rådføre sig med toornaarsuk, der blev holdt ude af et par udstikkende 'horn', fordi den var for farlig at få indenfor.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Ed. by H. Ostermann.

Det har ikke været muligt at identificere fortællingen i håndskrifterne. Stammer muligvis fra Chr. Rosings indsamlinger.

Resumé:

Det fortælles om Aggu / Akku, at han som ganske lille fik besked af sin far om at rette sig efter sin bedstefars anvisninger på, hvordan han skulle udvikle sig til åndemaner / angakkoq. Det gør han så. En dag bestiger han et bjerg, får et slag på skulderen bagfra, mærker munden løbe fuld af blod og besvimer. Det er en dødning han på den måde har fået som sin første hjælpeånd.

            Hans næste hjælpeånd er en voksen dværg med skæg fra bjergene, hvis spejlbillede han får øje på ved siden af sit i en lille sø, hvor han leger med kajakker. De er lige store og dværgen fortæller ham, hvorledes han ikke skal frygte nogen af de ånder, der kommer til ham fordi han stråler af lys. Han skal altid bare røre ved dem. Denne dværg bliver en af hans nærmeste hjælpeånder.

            Derefter får Aggu en dag næseblod så kraftigt og så længe at han besvimer af blodtabet. Forældrene tror han er død og begraver ham i en gammel grav oven for huset, hvor de dagligt sidder og græder over ham den ganske dag. Aggu kommer delvis til sig selv uden for sin krop og betragter undrende hvordan hans anus udvider sig og trækker sig sammen. Han ser også en trappe med tre trin. Næste dag husker han noget hans far har sagt om, at sjælen vil tilbage i legemet når anus udvider sig, og at der vil være en sådan trappe som man først skal op ad. Med besvær og et hajee / håje, hajee, hajee (se kommentar ndf.), når han op på det første trin, dernæst nemt på de to næste, og da han atter er smuttet ind i sin krop, råber han til sine grædende forældre om at fjerne dækstenen. Lykkelige går de alle tre hjem sammen, og Aggu er nu sikret en stor fremtid som angakkoq efter sin død, begravelse og tilbagekomst.

            Når Aggu derefter tar ud i kajak fanger han altid en sæl og oplever altid noget ekstra. Han bliver ædt af søens troldbjørn (søens bjørn) tre gange (beskrives ikke her i nogen detaljer) som sig hør og bør, hvorefter det lykkes ham at få en innersuaq, som kommer til ham ude til havs i kajak, som hjælpeånd. Pamialaaq hedder den. Den ber Aggu om også at røre en kæmpefalk, der er Pam.s hjælpeånd og således også bliver Aggus. Ligeledes får han på en tur til Sermilik-fjorden (han hører selv hjemme i Sermiligaaq-fjorden) to innersuit, Unarnaq og dennes nevø, Unarmerajik, idet han skal berøre en tupilak som de to har fanget.

            Aggu søger hjælpeånder i mange år og får senere ry for sin særlige evne til at efterligne sine forskellige hjælpeånders stemmer.

Var.: Jens Rosing, 1963: Avko / Aggu / Akku, der tilføjer andre fortællinger om ham. Om hans besøg i dødsrigerne, i himlen og under havet, søg Rasmussen 1921 s. 72 og  1921 s. 78. For en beskrivelse af en af Aggus seancer søg Rasmussen 1938 s. 122 - 125.

Vedr. lærlingens uddannelse til åndemaner med dens søgning efter hjælpeånder er især fortællingerne om Naaja, Kaakaaq, Tiimiartissaq og Georg Qúpersimân rige på detajler.

Hist.: Aggu var en ældre, men stadig aktiv åndemaner under Gustav Holms overvintring i Ammassalik, 1884 - 1885. Han levede fra 1843 (ca.) til 1891.

Kommentar: Uddannelse til åndemaner, initiation. hajee, hajee, hajee (el. håje) er åndemanerens signallyd, når han forlader og når han vender tilbage til sin krop under seancen; eller hjælpeåndernes - med lette variationer i udtalen - når de ankommer og stiger fra under gulvet op i seancens rum.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 103 - 107

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at da han begyndte at forberede sig på hævn og havde lært og opnået en del, var det blevet hans mål at blive åndemaner / angakkoq / angakok, for det var kun åndemanere, der søgte efter hjælpeånder, og kun med disse kunne hævnen blive fuldbyrdet. G.Q. fortæller, at der før hans tid var åndemanere, som blev benævnt med et ord som muligvis betyder "de der bruger kæleviser": Aqartivinnalik. Disse åndemanere kunne ikke holde en almindelig seance. De startede med trommedans ved tændte lamper, kom i ekstase ved at svinge kroppen voldsomte frem og tilbage og fra side til side, og de havde som regel kun én, men en meget magtfuld hjælpeånd. Den talte ikke åndesprog, men almindeligt menneskesprog. Den blev tilkaldt ved en ajaajaa - sang. Når skindet foran indgangsåbningen blafrede, slukkede man lamperne. Og Aqartivinnalik'en skulle ikke bindes til sin ånderejse.

G.Q. fortæller om én af disse åndemanere og hans hjælpeånd ved navn Útake / Uttaki, som havde store evner: Engang var der én, der havde skabt en tupilak i skikkelse af en bjørn. På et tidspunkt opdagede man, at et stort hus var ved at blive ødelagt, fordi nogen gravede grunden væk under det. En af åndemanerne så i et syn, at det var en bjørn, og åndemaneren prøvede at fange bjørnen, men den slap hele tiden væk. Så hentede man "kælevisemanden", så han kunne finde den. Han gik i gang med sin trommedans og kropssvingninger, og selv om det var svært for ham, så det ud som om, han skulle få mere held end de øvrige åndemanere. "Kælevisemanden" gav sin hjælpeånd besked på at få fat i en lanse som lå i forstavnen af konebåden, og kort efter hørtes bjørnebrøl. Bjørnen var dog kun blevet såret af lansen, og jagtede nu hjælpeånden, men da den var ved at få ham, faldt den om, død af sine sår.

Var.: Aqartivinnalik

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Ed. by H. Ostermann.

Det har ikke været muligt at identificere fortællingen i håndskrifterne. Stammer muligvis fra Chr. Rosings indsamlinger.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Resumé:

Fortællerens motivation for at blive angakkoq / åndemaner er den, at han er faderløs og at hans mor er andenkone hos den ondskabsfulde Noortiit (eller er det bopladsen på Kulusuk?), der gang på gang dolker hende i lår og underliv og desuden håner drengen nårsomhelst. Den onde mand smider dem omsider til ud, de kommer til Sermilik, og der begynder drengen sin træning ved en sø langt inde i landet nær indlandsisen. Han kaster sten i vandet, længe, blir træt, men netop som han vil give op kommer der en voksende bevægelse i vandet. Han kaster oplivet flere sten og råber, hvorefter søens kæmpebjørn, der er hvid men med korte lemmer og lang snude, dukker op med ryggen til. Drengen får skræk men bliver med vilje stående, og han besvimer før han blir ædt. Han vækkes af to dværge med det vanlige råb, går splitternøgen hjemad og hans klæder kommer i to omgange flyvende til ham bagfra. Han vil fortælle alt når han kommer hjem, men det tør han alligevel ikke. To gange til gentager han denne proces med søens bjørn. Herefter får han en del hjælpeånder blandt innersuit (ildfolket) og timersit (kæmperne).

Samme bjørn hjælper denne dreng på et senere tidspunkt, hvor han  og en kammerat, som han søger efter hjælpeånder sammen med (den der ser en ny ånd først, får retten til den), er ude i kajak sammen. Her får fortælleren harpuneret et skaldet, nøgent, rødt menneske på et skær (der dukker frem ved lavvande). Utysket farer under vandet afsted med harpunspidsen i sig og fangstblæren efter sig op i en elv og videre op til en sø. Drengene prøver forgæves at indhente den, hvorfor fortælleren kalder på bjørnen. Den fanger den skoldede skaldede, giver fortælleren hans fangstblære tilbage, åbner en kløft ned til en boplads, og smider umennesket derned med en bemærkning om at 'den slags smager dem godt, dernede.' Og fortælleren glæder sig over at have fanget en lækkerbid til sine hjælpeånder.

            En anden gang afprøver de to drenge deres angakkoq-evner til at bevæge sig hurtigt gennem hvadsomhelst. Ved et roligt vandløb smider de tøjet og hopper i, først kammeraten, så fortælleren, og en rivende strøm fører dem lynhurtigt afsted ud i havet og hen på en strand, hvor de aldrig har været før.

Hist.: Dette må være den første trykte version af en del af Georg Qúpersimâns selvbiografi.

Georg var kendt for ikke altid kun at fortælle sine egne oplevelser, men også tilskrive sig selv dem han havde hørt fra andre.

Den røde, skaldede og nøgne ånd, som fortælleren får bugt med hjulpet af søens bjørn, hører ikke hjemme i det vanlige galleri af åndetyper. Det kunne være billedet på en (kristen) djævel, der havde været udsat for en ligeså voldsom varme, som drengen, der ifølge en østgrønlandsk myte blev slugt af en stor bjørn, men fik skåret sig ud af bugen og fremstod skaldet og skoldet af heden derinde. Eller det er blot en af de nederste innersuit, der boede længst nede (eller ude) på undersøiske skær og blev opfattet som decideret ondskabsfulde. Det er ikke klart hvilke hjælpeånder nede i kløften, innersuit eller kæmper (timersiit), fortælleren har skaffet en godbid.

Kommentar: Det er ikke nævnt, at Georg Quppersimaan er fortælleren, men det kan næppe være andre.

Var.: Ifølge Georgs selvbiografi fortalt til Sandgreen (1982) blev hans far (og purunge farbror) myrdet af Iisimmardik, mens Georg endnu var spæd. Hans mor blev andenkone hos Kilimê (hed han også Noorsiit / Noortiit, eller boede han dér en overgang?), der ofte stak hende i lårene med sin kniv. Mor og søn blev dog hos Sandgreen ikke smidt ud, men flygtede nordpå til moderens slægtninge i Sermilik-fjorden, hvor Georg søgte efter hælpeånder sammen med en ven, der var Kunnak's søn. Denne søn omkom senere i kajak.

            Fortællingen om søens bjørn er yderst kortfattet hos Sandgreen, mens den her hos Rasmussen nøje følger hele forløbet i de fleste varianter (den østgrønlandske lærlinge-fortælling, der forekommer hyppigst og varierer mindst). Se: Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr.  ... søens troldbjørn. Søens uhyre. Mislykket uddannelse. Teemiartissaq.

            De to fortællinger om den røde ånd og lynrejsen ned ad det ellers rolige vandløb forekommer ikke hos Sandgreen.

            Det gør til gengæld fortællingerne om Georgs toornaarsuk, der svarer ret nøje til dem i Rasmussen 1938: 114 - 117. Se: En åndemaners toornaarsuk.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation