Dokumentation og formidling af Danmarks historie i Grønland og Arktis

Introduktion

Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.

Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.

Download søgemanual som pdf her.

Søgning på Sandgreen, Otto gav 252 resultater.

"Angákerduaq". Den store åndemaners vidunderlige åndeflugter

Print
Dokument id:1665
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Akernilik
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andrassen, Kaarali
Titel:"Angákerduaq". Den store åndemaners vidunderlige åndeflugter
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 195 - 198
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 96 - 100; angakkortalissuit, 1990: 219 - 223: Uden overskrift. Begynder således: "Angakkorsuarmik taasagaat Sarfap ..."

 

Resumé af Jens Rosings oversættelse:

I Sermilik-fjorden lever to åndemanere / angakkoq'er / angakokker, der kappes om at være den

største. Sejrherren kaldes herefter Angakkertuaq (den store åndemaner)

og den anden Angakkeq (åndemaneren). Denne søger af misundelse at rane

den stores sjæl, men forgæves. Den store gør gengæld af frygt for, at

Angakkeq i stedet skal røve sjælene fra hans børn. Den stores sjæleran

lykkes. Derefter har han intet at frygte og foretager ofte åndeflugter

ud over fjordmundingen, hvor man ser ham flyve forbi. Et efterår

rejser han imidlertid den modsatte vej ind over indlandsisen til en

boplads inde i en fjord, hvor han fra et fjeld ser folk drive nogle

små bjørnelignende dyr med tynde ben ned mod bopladsen. Han vender

uset tilbage, men om foråret, der ellers er et ugunstigt tidspunkt for

åndeflugter, flyver han fulgt af gnistrende hjælpeånder derover igen,

fortsætter ud til en anden boplads ved fjordmundingen og blir vidne

til en vældig fangst af hvidhvaler. Skumsprøjtet er så voldsomt at

dyrene flyver langt op på stranden. Man opdager ham oppe på fjeldet,

hvorefter han skynder sig tilbage.

   Akkernilik, der fortalte det til Kaarali Andreassen, havde ikke

flere fortællinger om Den store Åndemaner. Men Kaarali selv får som

seminarieelev 1910 - 14 bekræftet fortællingen af Luutivik inde i

Godthåbsfjorden K: fortæller L. historierne om angakertuaq, hvorefter

L. bleg af undren kvitterer med sine: Et efterår, da herrnhuterne

driver deres geder hjem, standser de af forskrækkelse over en ildkugle

med gnistrende hale både for og bag, og kuglen kan i et glimt

identificeres som en sammenkrummet mand (i åndeflugtstilling, BS).

Også fortællingen om hvidhvalsfangsten kan bekræftes. Under den ser

man en mand oppe på Nattoralinnguit, en fjeldknold i nærheden af

Qaquk.

   L. og A. er lige stumme af forbavselse.

 

Hist.: Lysfænomenet peger på Halleys komet, der var synlig i 1758, i

1834 og i 1910. Men herrnhuterne oprettede først Uummannaq i Godthåbsfjorden

i 1861 og rejste i 1900. Østgrønlænderne kan have hørt om herrnhuternes geder

(der ligner små bjørne med tynde ben) via sydøstgrønlænderne siden

midten af 1700-tallet..

Aaqi, l'angakeq, et Imap uguwa, la déesse des animaux marins / Aaqi, angakkoq, og havets mor, havdyrenes gudinde

Print
Dokument id:29
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu fra Tiderida (Abudu)
Nedskriver:Kristian fra Kangerlussuatsiaq
Mellem-person:
Indsamler:Victor, Paul-Émile
Titel:Aaqi, l'angakeq, et Imap uguwa, la déesse des animaux marins / Aaqi, angakkoq, og havets mor, havdyrenes gudinde
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 181 - 182
Lokalisering:Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Aaqqii, der var samtidig med den anden store angakkoq / åndemaner, Naaja, rejser til Havkvinden, Havets Moder under en svær isvinter, hvor alt er frosset til. Hjemme igen fortæller han om turen: Han rejser sammen med sin hjælpeånd med basstemmen, Qadidika (?) gennem et land hvor det uafbrudt bruser fra en stor elv. Her må han gennem en revne i en høj sten, der skiftevis åbner og lukker sig. På den anden bred ligger en vældig teltlejr og dér er Havkvindens bolig. Hun sidder på knæ på briksen med bøjet hoved og håret filtret ind i snavs slæbende hen ad briksen. Snavset stammer fra onde folk på jorden, og fordi så få åndemanere kan komme frem til hende, er der meget snavs. Aaqqii griber fat i det for at rense hende, hun bliver bange men beroliget, da hjælpeånden fortæller at angakkoq'en er Aaqqii. Efter rensningen og ordningen af håret strømmer isbjørne og alle slags sødyr ud og Aqqi mærker sig en grønlandssæl med halvdelen af hovedet hvidt og den anden halvdel sort.

Næste dag vil der være sæler, slutter han. Mange tror ham ikke. Men det kommer til at passe. Isen har åbnet sig, der er mange remmesæler, og Aaqqii påbyder dem kun at fange een hver. Han fanger den sæl han har mærket sig, mange kun een sæl hver, men en del fanger flere sæler. Næste dag lukker revnen sig igen som straf.

 

Var.: Rejsen til havkvinden, Havets Mor.

 

Hist.: Kan udmærket være en historisk fortælling om en af Aaqqis seancer i begyndelsen af 1800-tallet. Muligvis endog i 1816, året efter det store vulkanudbrud i Indonesien, der bevirkede at "to vintre fulgte efter hinanden" uden sommer imellem. Søg på: vulkan.

 

Kommentar: Også Naaja sagdes at være rejst ned til Havkvinden. Se Sandgreen 1987, nr. 37, Snemasserne.

Aataaq / Sermilimmi nannup nerisaa

Print
Dokument id:832
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1990
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Aataaq / Sermilimmi nannup nerisaa
Publikationstitel:Angakkortalissuit
Tidsskrift:
Omfang:side 198 - 209
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

1. udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, Godthåb 1957-61, II: 72 - 83.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

"Aataaq (der blev ædt af en isbjørn i Sermilik)"

Det fortælles at Aataaq var en rigtig mand. Han var en stor mand med meget brede skuldre, og det var som om hans underkrop var for smal til ham og hans vældige hoved for stort til ham. Det var én man næppe ville kunne stille noget op imod, hvis han skulle give sig til at stange i en sangduel på nidviser. Det var nemlig også en kendt sag, at der ikke var nogen der kunne måle sig med ham blandt dem, der sang nidviser i Sermilik. Da Maratsi havde sunget nidviser mod ham, var han selvfølgelig også blevet grundigt til grin, fordi Aataaq havde besejret Maratsi helt og aldeles, både med hensyn til midvisernes indhold og ved sin fremførelse af dem.

       Aataaq var ikke kun legendarisk for sin kunnen i forbindelse med nidviser, men også fordi han var en stor åndemaner / angakkoq og heksekyndig / ilisiitsoq. Han var også god i sin rolle som mægtig mand. Han var den største godgører over for folk. Og fordi han var latterens sande mester, var det så dejligt at komme på besøg hos ham, at det kunne være svært at forlade ham igen. Desuden kunne han fortælle så mange historier. Han var Sermiliks store kloge mand. Igen en historie om et menneske, der var til glæde for sine medmennesker. Men det siges at han i det skjulte var et rigtig slet menneske, fordi han tog for store stykker af andres sælfangst for at lave tupilakker af dem. Han var et menneske som det var svært at gøre sig klog på. Når der var fare få færde hos kajakkerne eller på isen, var han uhyre hjælpsom. Men når nogen pludselig blev meget bange for et andet menneske, og når nogen fik besvær med at finde fangstdyr, følte Aataaq sig vældig godt tilpas. Det var svært rigtigt at forstå ham som menneske, fordi han var sådan.

       En dag tog han så til Qeqertarsuatsiaq for at overvintre, og der skulle han bo sammen med Siannialik og hans familie. Huset var ikke stort, og da de var flyttet ind, var der fire brikse til Aataaq, Aarluarsuk, Quunapii og Siannialik og hver deres familier.

       Da de var flyttet rigtigt ind, virkede det som om der boede en hele masse mennesker, selv om det var et lille hus. Det indtryk fik man fordi de brugte de mange aftener på sanglege. Desuden var alle i slægt med hinanden med undtagelse af Siannialik og hans familie. Aarluarsuks kone Tupaaja var Aataaqs storesøster, og Quunapii var Aarluarsuks søn. Når de ind imellem ikke sang, udpegede de én der kunne mane ånder. Aataaq var ofte åndemaner, og ved de lejligheder viste han dem mange forskellige ting. Mens solen gik længere og længere ned mod horisonten, kom hans påkaldelse af ånderne med alt kortere mellemrum, og han fik sandelig også øje på noget! Når han ind imellem gjorde ophold i åndemaningen, sukkede han dybt og inderligt.

       Dette så Aataaq under åndemaningen: Da han kom til sig selv under seancen og så nærmere på det han havde fået øje på, viste det sig at være noget der skinnede! Det var noget der kom til syne ud for Illuluarsuits kyst. Han tænkte: Det er nok en bjørn som jeg skal fange, en hjælpeånd er det næppe. Da han nu havde set den én gang, ventede han utålmodigt på igen at få øje på den. Når han med jævne mellemrum igen så den, havde den knap nok flyttet sig ud af stedet. Og han var meget utålmodig efter at finde ud af, hvad det egentlig var han havde set.

       En anden gang var han igen ved at at mane ånder, og eftersom han havde skyndt sig meget blev han forbavset, da han kom til sig selv og befandt sig udenskærs mellem Ammassalik og Sermilik. Han tænkte: Hvad i alverden er dét dernede, bare den nu ikke er blevet dirigeret om mod mig (hans egen tupilak) - men det kan da også være, at den omsider er på vej hen til den som den skal æde?

Efter på den måde at have spekuleret lidt frem og tilbage, havde han stadig ikke fundet ud af det og gav så tegn til den om at dreje i retning af Kulusuk. Og minsandten om den ikke allerede havde drejet rundt. Men han havde stadig ikke genkendt det han havde set. Dagen efter manede han igen ånder og kom så til sig selv - og det var dogt utroligt! Nu var den drejet i en forkert retning. Han tænkte bare: Gad vide hvorfor den har gjort det? Nu gav han for anden gang tegn til den, og da den jo havde prøvet det før, bøjede den nu selvfølgelig af mod Kulusuk. Da den var ved at dreje virkede den dog betænkelig, og det bekymrede ham. De følgende dage manede han også ånder, men det virkede ikke særlig godt, fordi den blev ved med at dreje i den forkerte retning, og da han nu selv var på vej i den retning, hvorfra solen står op, vidste han at han ikke ville komme til at opleve vinterens slutning, for han var ved at blive "én der vender ansigtet mod sig selv". På det tidspunkt skete der igen noget mærkeligt, for nu spiste noget usynligt indholdet af hans madpose ved at begynde fra sømkanten.

       Aataaq var enkemand; hans storessøster havde flere gange sagt at han skulle få sig en kone, men han svarede aldrig andet end: "Hvis jeg fik en kone ville hun bare lide til ingen verdens nytte, for mit liv er uforudsigeligt."

       Aataaq holdt op med at tænke på en fremtidig kone og koncentrerede sig udelukkende om ikke at tabe det sete af syne. Og samtidigt mistede han også lysten til at synge. Når han var ved at slutte sin åndemaning, sagde han gerne til sidst: "Den kommer altså nærmere og nærmere mod land." Og det mærkelige var, at han aldrig blev spurgt om noget og heller aldrig fik svar på noget.

       Langt om længe bleve dagene længere, for det var i begyndelsen af april. Beboerne i Qeqertarsuatsiaq begyndte af småsulte, fordi der ikke længere var nogen der overhovedet fangede noget. På det tidspunkt begyndte der at ske noget som husets beboere syntes var meget mærkeligt. Om aftenerne knirkede og knagede det så voldsomt i husgangen at det lød som om den skulle brase sammen. En snevejrsdag tog Siannialik afsted til Akorninnarmiut. Da han var taget afsted var der kun to duelige mænd tilbage. Aarluarsuk forsøgte godt nok at fungere som tredjemand, men ham kunne man kun sætte sin lid til med hensyn til trylleformularerne.

       Vejret var ikke så rart at være ude i, så folk holdt sig trygt og godt inden døre. Der var netop ved at falde ro over dem, da de blev meget opskræmte over at høre nogen råbe uden for, at der var en kæmpestor isbjørn. Det var så et barn, der var gået ud og havde fået øje på en stor isbjørn, der dukkede op derude i vest.

       De stakkels få mænd tog deres lanser for at have dem i beredskab som våben og gav sig til at forfølge bjørnen. Aarluarsuk fulgte efter dem så godt han kunne. De fik øje på bjørnen, der stod oprejst på en lille drivende isflage i dampen fra et isfjeld. De andre ventede først på Aarluarsuk, for når han kom måtte han kuune komme med en idé om hvad man skulle gøre. Han nåede helt udaset frem og spurgte: "Hvorfor har I ikke forsøgt at ramme og såre den?" Da han sagde det syntes de andre også, at den virkede noget særpræget og gav sig til at se nøjere på den. De så allesammen at den havde to store pletter. Aarluarsuk og hans søn var meget forbavsede og sagde: "Den er ligesom en hund; det kan da aldrig være en rigtig isbjørn! Når man kommer hen til en isbjørn opfører den sig da ikke på den måde. Denne her bevæger sig nøjagtigt som en hund."

       Aataaq stod ved siden af dem og virkede betænkelig og sagde: "Jeg er også bange for den." Samtidigt holdt Aarluarsuk sig årvågen og påpegede: "Se der, - når den gør sådan opfører den sig i hvert fald ikke som en isbjørn!" Da de andre så hen på den, gik den som en anden hund rundt om sig selv for at lægge sig ned. Aarluarsuk sagde: "Nu går jeg altså min vej; du er sandelig en køn isbjørn!" Da han begav sig hjemad fulgte de andre bare efter. Heller ikke da de fjernede sig fra den rørte deres forventede isbjørnefangst sig ud af stedet. Aarluarsuk og hans søn mente at det var en tupilak.

       Og således var der ingen der vidste, hvor den bagefter gik hen.

       Efter et par dage beyndte Aataaq en nat at græde. Hans storesøster hørte ham og følte den største medlidenhed med ham, fordi hun troede at han græd over sin afdøde kone. Omsider tav han, og så spurgte hun alligevel hvad han var ked af. Aataaq svarede: "Det siges at det der skal æde mig, allerede er ved at være tæt på." Da han havde sagt det græd han igen, og hans storesøster spurgte ham hvad det var, der skulle æde ham, men da han ikke svarede tav hun.

       På trejdedagen af dette forløb vågnede de igen om morgenen til et rædsomt vejr. Alle mændene havde taget deres støvler af og sad på briksen, og Aataaq sad

som den eneste på forbriksen med bar overkrop og syslede med sin lanse

og sagde: "Når der kommer en isbjørn skal jeg bruge den som våben."

       Sa hørte man at Aarluarsuk sagde til sin yngste søn: "Saajooq, hent lige noget sne." (Noget sne til at nedkøle drikkevandet med). Saajooq skyndte sig ud. Han tog noget sne og var på vej ind igen. Men hvad var det dog for noget stort der dukkede op helt tæt på husets sidevæg!" Så opdagede han at det var en stor isbjørn, der listede sig frem og var ved at nå hen til ham. Da han kom ind og fortalte om den, gjorde mændene sig klar og samtidig kunne man høre, at den begyndte at grave derude foran vinduet (der bestod af et lille stykke forhæng). Efter en tid derude foran vinduet begav den sig nedefter, og så gik mændene ud. Da isbjørnen så at mændene kom ud, vendte den sig om, rettede sine store ører mod dem og gav sig til at holde øje med dem. Men efter en rum tid vendte den sig fra dem.

       Aataaq sagde: "Kom så, gå nu hen efter den!" "Det er jo faktisk kun dig det drejer sig om." "Mig kan man ikke længere sætte sin lid til", svarede Aataaq nedslået.

       Isbjørnen gik ned på isen, og ganske langsomt begyndte den at gå vestpå, og selvfølgelig kunne dens forfølgere snart indhente den. Da de var ved at nå den, drejede isbjørnen bare af hen mod isfoden, og der standsede den.

       "Sikken bamse!" sagde Quunapii, og samtidig gik han roligt hen mod den og havde allerede løftet armen for at kaste lansen. Men han nåede overhovedet ikke at forsøge på at kaste, før isbjørnen kom farende hen mod ham så det det bare røg omkring den! Da den straks efter nåede ham, skubbede den ham omkuld så han rullede og trimlede afsted. Det var lige netop lykkedes ham at blive liggende stille på maven, da isbjørnen kom over ham. Og uden videre gav den sig til at bide i hans stakkels overkrop. Quunapii skreg som besat, og da de andre bjørnejægere også gav sig til at skrige op, forlod isbjørnen sit sårede bytte og brølede i vilden sky. Selv om bjørnen havde fjernet sig, rørte Quunapii sig ikke, for han var jo kvæstet.

       Aataaq gik hen mod bjørnen og sagde: "Og hvad tror du egentlig at du laver! Se nu bare på mig!" Og så skulle han netop til at kaste lansen i den. Men isbjørnen satte sig i bevægelse og drejede sig på tværs, og da han i samme øjeblik sendte lansen mod den, slyngedes lansen ind mellem dens ben. Da han nu havde forfejlet sit kast, vendte han rundt og flygtede det bedste han havde lært. Og bag ham kom isbjørnen brølende i en røgsky og løb efter ham for at få fat på ham. Man nåede ikke at blinke mange gange før den stakkels Aataaq befandt sig mellem bjørnens vældige forben. Den havde nemlig kun givet ham et enkelt dask og derefter stillet sig over ham. Siannialik så til og tænkte kun: Gad vide hvor på kroppen den først bider ham! Aataaq blev liggende på ryggen fordi han var forhindret i at vende sig om på maven. Den kæmpestore isbjørn åbnede sit gab så meget den kunne for at knase Aataaqs hoved mellem sine tænder. Det siges at det var den rene rædsel at se Aataaqs angst! Lige da han gjorde en afværgende bevægelse for at beskytte sit hoved, bed isbjørnen ham så ansigtshuden blev flået af. Og Aataaq skreg skingrende. Netop som de troede den ville slippe ham, rykkede den ham i armen for at flå et stykke af, og da den havde slugt det, bed den for anden gang til og ruskede godt for at flå en bid af.

       Mens den var i gang med det, gik Quunapiis kone hen til ham sammen med Aarluarsuk, selv om isbjørnen var ved at bide Aataaq ihjel kun et skuds afstand fra dem. Da de kom hen til Quunapii hjalp de ham op at stå og holdt ham i hænderne og førte ham afsted. Da de var kommet et stykke væk, gik isbjørnen igen til angreb på dem - mon den denne gang skulle få held til at slå ham helt ihjel? Hjælperne mente nu at der ikke længere var nogen redning, så de slap den stakkels mand som de havde ledt ved hånden, og flygtede selv. Isbjørnen interesserede sig overhovedet ikke for de flygtende men løb hen til Quunapii.

        På det tidspunkt var Aataaqs storesøster nået hen til ham. Og uden at se nærmere på hans sår sagde hun til sin lillebror, at han skulle flygte. Da han løftede sit hoved fik hun et rædselsvækkende syn: Helt oppe fra hårkanten var al hans ansigtshud revet af og hang neden for hagen. Det vil sige at huden var flået af helt oppefra og til langt neden for øjnene, og han var naturligvis smurt helt ind i blod. Hun fik ham op at stå og førte ham ved hånden, mens hun med den anden hånd støttede den løse ansigtshud. Det blev selvsagt en besværlig gang, for hendes lillebror kunne knap nok stå på benene. Mens hun uden tanke for andet kæmpede for sin bror, hørte hun Aarluarsuks let genkendelige stemme råbe: "Slip ham og

flygt!" Da hun så sig tilbage fik hun øje på isbjørnen, der kom farende bagfra for

at angribe, og den kom nærmere og mærmere og var nu knap ti skridt fra dem. Hunblev skrækslagen, vendte sig om, og slap så ham hun havde villet hjælpe, og så flygtede hun, så godt hun kunne. På det tidspunkt hvor isbjørnen allerede burde have nået hende, så hun sig tilbage uden at standse op. Og hun så at isbjørnen havde bidt fat om hendes bror på en måde, som var han lige så let som et stykke stof, og nu bar ham udefter. Hun kunne intet andet gøre end at vende grædende hjem.

       Da isbjørnen igen var kommet hen til Aataaq, var de andre allerede igen nået hen til Quunapii, og mens de hele tiden så sig tilbage førte de ham med sig indefter. Da de var gået et lille stykke tid, blev de indhentet af Aataaqs storesøster. Nu var de tre om at hjælpes ad, og derfor gik det meget lettere. Langsomt nåede de så endelig hjem. (Afstanden fra isbjørnen op til husene var nemlig omkring fire gange den afstand et gevær er indstillet til.) Da de bar Quunapii indenfor, fremsagde hans far Aarluarsuk en trylleformular for ham inden han fik taget tøjet af, fordi han ville have hans sår til at læges hurtigt. De lagde ham på briksen så han vendte udefter. Aarluarsuk kravlede op på briksen og skrævede midt over sin søn, mens han støttede på sine knæ, og sådan gik han i gang med sin formular:

 

       "Ija, ija! Der er noget der dækker mig,

       ija, ija! rypens kro dækker mig,

       ija, ija! fordi den dækkede mig, overvandt jeg det heldigvis,

       jeg overvandt det heldigvis, ija, ija!"

 

       Først da havde fremsagt formularen over ham på den måde lod han ham tage tøjet af overkroppen. Da opdagede de at han havde store sår på overkroppen, og når han trak vejret boblede det op, og det var meget tvivlsomt om han ville overleve.

       Da den store isbjørn var gået udefter med den stakkels Aataaq i gabet, varede det ikke længe før den standsede op og lagde ham ned, og så begyndte den at klæde ham af. Derefter gav den sig til at æde ham ved at tage en bid her og der. Og det siges at den vendte hovedet op mod huset hver gang den skulle synke. Da de forstod hvor farlig isbjørnen var, havde de ikke længere blandt sig nogen der kunne hjælpe. Inden det blev aften var der kun skelettet tilbage efter Aataaq. Da det blev aften prøvede de at lade være med at lytte efter isbjørnen, men det siges at de så bare kunne høre dens brølen for deres indre øre.

       I det tidlige morgengry døde Quunapii, fordi han pludselig begyndte at bløde kraftigt fra sin store sår. (Det viste sig at han havde drukket af en lille konservesdåse, som der havde været mælk i, og som folk havde haft med på deres vej sydover. Det havde taget kraften ud af trylleformularen.)

       De bar ikke den døde ud med det samme, for det lød som om den store isbjørn blev ved med at holde sig alt for tæt på. Først da det blev lyst, lagde de ham i hans grav. Da de var færdige med det, begyndte de at se nærmere på isbjørnens spor, og de opdagede at den flere gange var kommet helt hen til huset. Op ad dagen havde den stadig ikke flyttet sig fra sin spiseplads, og den blev ved med at brøle. Hele dagen blev den liggende, og med jævne mellemrum brølede den. Og når der kom nogen ud af huset, rejste den sig op. Omsider fik da dagen ende.

       Ud på natten kunne man høre isbjørnen komme brølende. Da det lød som om den var kommet helt hen til huset, fik dets arme beboere de værste anelser. Og nu gik den ganske rigtig hen til vinduet (der bestod af en smule forhæng) og begyndte at snuse til det, og da den forlod det, fik de stakkels mennesker en smule håb. De kunne høre hvordan den snusede sig frem og begav sig om bag huset. Og det eneste de sagde var: "Gad vide om den har tænkt sig at krvle op ovenpå huset." Så blev dens næselyd tydeligere, og nu kunne man høre at den virkelig begyndte at kravle op på taget. Da den kom derop, så knirkede og knagede det ellers i husets tværbjælker! Beboerne var rædselsslagne, for hvis den slog lidt på tværbjælkerne ville de knække og isbjørnen falde ned. Den slog dog ikke ud efter noget, men til gengæld kunne man nu tydeligt høre lyden af dens kløer, da den gav sig til at kradse i tagets overflade. Husets kvindelige overhoved hviskede: "Vær nu sød at gå ned!" Og minsandten om ikke den omgående kravlede ned. Og som man kunne vente begyndte den at lunte brummende og brølende rundt om huset. Hele den lange nat kunne man høre hvordan den holdt til omkring huset; og først da det begyndte at lysne forsvandt dens lyde efterhånden. Og da det blev lyst kunne de

se, at den igen havde lagt sig på sin vante plads. - Nu begyndte de virkelig at frygte for den kommende nat.

       "Siannialik, gå ned langs vores sydside og prøv om du ikke kan komme til at alarmere dem fra Akorninnaq, for nu virker det som om det blir alt for farligt i nat", sagde Aarluarsuk.

       Siannialik gjorde sig hurtigt klar og tog afsted langs østsiden af Qeqertarsuatsiaqs modsatte side. Så hurtigt han kunne krydsede han Sermiliks fjordmunding. Da han kom til Akorninnaq var det første han sagde: "Hvor er Umeerinneq?" (Umeerinneq var en gang rejst langt væk og havde så skaffet sig et gevær, og han var den eneste der ejede et gevær.) De adspurgte svarede: "Umeerinneq er taget op i nærheden af Immikkeertaajik for at jage sæler der soler sig på isen. Hvorfor spørger du efter ham?" "Fordi en isbjørn har ædt Aataaq så der ikke er mere tilbage af ham, og den slog også Quunapii ihjel. Derfor vil vi gerne at alle, der kan krybe og gå, kommer os til hælp." Så gav han sig til at skynde på dem, men de kunne ikke tage afsted før Umeerinneq var kommet tilbage. Da der ikke var andet for, gav de sig til at synge efter ham (kalde på ham) under briksen: "Umeerinneq skal komme hertil, Umeerinneq skal komme hertil!" Og så gjorde de sig klar til at tage afsted.

       Umeerinneq var i hemmelighed lidt af en åndemaner / angakkoq. Da han havde fanget to sæler der lå og solede sig på isen, følte han at der var noget galt og følte at han nåtte hjem i en fart. Han lod sit fangstbytte ligge og begyndte at løbe hjemefter, og snart var han hjemme. Hans første spørgsmål var: "Og hvad er der så sket?" Hans fæller fortalte ham det hele, og eftersom de allerede var parate, varede det ikke længe før de i en stor flok tog afsted med budbringeren. Akorninnaqs beboere havde nemlig også nået at alarmere de nærmeste vinterbopladser. På den måde kom Sermiliks fjordmunding virkelig til at vrimle af mennesker. I Akorninnaq var der kun en enkelt hundeslæde, og den kørte først da de gående havde krydset fjordmundingen; og hundene var fuldkommen vilde efter at komme ind på livet af en isbjørn.

        Nogle af beboerne i Qeqertarsuatsiaq havde holdt udkig, og da de kom ind sagde de: "Så, nu kommer de sandelig myldrende over fjorden." De havde kigget så meget efter de ventede at de endda helt havde glemt at holde øje med den store isbjørn. Da de kom i tanker om den og så sig om, opdagede de at den allerede var på vej udefter. Aarluarsuk sagde: "Den løber godt nok ikke afsted, men ... Har de ankommende ikke nogen hundeslæde med?" "Derhenne er en hundeslæde allerede på vej", svarede de. "Så kan hundene standse den," sagde den gamle.

       Dem fra Akorninnaq var nu kommet over fjorden og nærmede sig Qeqertarsuatsiaq, og så spurgte de Siannialik: "Hvor er isbjørnen egentlig?" Inden han nåede at svare spærrede Umeerinneq øjnene op og sagde: "Prøv at se dér! Den er allerede nået langt derud." Og da de andre kiggede derhen, så de langt derude bare noget der ind imellem glimtede brunligt!

       Da deres hundeslæde efterhånden var ved at nå frem, pegede de straks i den retning isbjørnen var gået, så slædeføreren kunne vide besked. Derude fik han sine hunde til at lystre og kastede sig så afsted udefter! Det eneste man så efter ham var en enorm sky af sne! Han havde åbenbart givet hundene jagtsignal. Derefter tabte de ham af syne derude.

       De gående begyndte at følge efter ud i det fjerne. Og det varede ikke længe før de kunne høre hundene hyle som tegn på, at de havde fået færten af isbjørnen. Og efter at have gået endnu et stykke tid kom de frem og så noget, der bestemt ikke var nogen lille isbjørn, og som desuden var godt gal! Hundene nappede den (de bed den lidt her og lidt der). Så snart den vendte sig lidt var de der, så den kom til kort. Den store bjørn kunne ikke komme nogen vegne; så snart den vendte sig fra dem bed de den, og når den vendte sig mod dem smuttede de fra den. Bjørnen drejede rundt og rundt og var meget ophidset. Men hundene var lykkelige og jagede den. Da de var kommet tæt på, undrede de sig allesammen over isbjørnens enorme størrelse. Og der var naturligvis ingen der forsøgte at bekæmpe den med en lanse.

       Da de alle var nået frem begyndte Umeerinneq, der havde geværet, at dirigere: "De fleste skal stå i udkanten. Den dér høj dernede er velegnet at flygte til; kommer jeg til at anskyde den skal I skynde jer at løbe derned! Og så er det kun godt, hvis der står nogle stykker i midten!"

       En hel flok stillede sig længst væk, blandt dem Qilerulik som siges at have været meget nærsynet. Den arme stakkel var meget bange og sagde til sine fæller: "Hvis den skulle finde på at vende sig mod os, må I straks sige det!" (han kunne

jo ikke se den.)

       Med retning fra land begyndte Umeerinneq frygtløst at nærme sig isbjørnen, og de mange mennesker stod uden den mindste lyd og så efter ham. (Og det var kun et lille gevær han havde.) Endelig sigtede han på den! - Inden han overhovedet nåede at skyde, havde isbjørnen pludselig vendt sig om så den stod med bagen mod skytten. - Derhenne skød han endelig, og isbjørnen var tydeligt plaget og brølede vildt. Og de mange mennesker stod rædselsslagne og så til.

       Da bjørnen havde sundet sig lidt over sin pine rejste den sig op og begav sig højlydt brølende hen mod de mange mennesker. "Så, nu kommer den virkelig hen imod os!" sagde de og stak i løb så det glimtede sort af mennesker mellem hver lille ujævnhed! Inden bjørnen overhovedet var nået derhen, var de allesammen stimlet sammen oppe på højen - med undtagelse af Qilerulik - ham havde de ladt i stikken da de stormede afsted mellem hinanden. Endelig var den arme Qilerulik ved at nærme sig de andre, mens han hev efter vejret, og han skyndte sig så meget, at han næsten følte det som om han løb med ryggen vandret langs jorden. Den nærsynede mand havde så travlt med at ville se hvor langt der var til højen, at han løb ind i en mur af is og faldt bagover. Staklen forsøgte at komme på benene i en fart og vendte sig om: Så så han omsider at den store bjørn var ved at nå ham. For sidste gang rejste han sig op og ville flygte for livet. Men han havde fuldstændig glemt at han var løbet ind i noget! Og så fandt han igen sig selv liggende på ryggen og tænkte: Ja, men så er jeg da omsider død! Hurtigt rejste han sig dog op og kiggede sig flere gange tilbage, men den store isbjørn var ingen steder at se! Hvor var den forsvundet hen? Han så til siden; og dér stod den helt stille på en arms afstand! Så råbte han hen i vejret: "Jamen du godeste, dér er den jo!" og så løb han alt det han orkede, i den modsatte retning. Mens han løb for livet råbte Umeerinneq efter ham: "Hold op med at flygte, kom og rør ved den, den er død forlængst!" Da han hørte det gik han hen til bjørnen og rørte ved den. Bjørnen var altså løbet rundt i dødskamp og havde slået dem med skræk, selv om den ikke havde til hensigt at angribe dem. Det var et rent tilfælde at den var løbet hen imod folk. På den måde sluttede Qileruliks store rædsel med et godt grin.

       Nu var isbjørnen endelig død og så gav de sig til at skære den op. Da de havde fået dens mægtige skind af, bad Umeerinneq dem være forsigtige med dens store mavesæk. Alligevel var de alt for ivrige kommet til at skære hul i den, og da der kom menneskerester ud af den, flyttede de bjørnen og parterede den færdig.

       Da de var færdige og skulle til at vende hjem, græd Aarluarsuk - selvfølgelig græd han over at denne isbjørn havde dræbt hans prægtige søn og hans gode svoger - og grædende gik han hen til Umeerinneq og tog ham i armen og sagde: "Umeerinneq, kære du, hvor er det dog godt at du ikke bare blev heroppe som os andre (fordi han var sejlet sydpå og havde skaffet sig et gevær). Sådan skal du blive ved med at rejse rundt. Og nu hvor jeg ikke længere har nogen at støtte mig til håber jeg, at du vil være min støtte, så skal du og dine leve til evig tid."

       Da Aarluarsuk var gået tilbage tog han hen for at undersøge Aataaqs krop. Der var kun skelettet tilbage, alt kød var væk. Og da der ikke var andet at gøre, lod han ham ligge og gik.

       Om foråret forlod beboerne Qeqertarsuatsiaq, og i de følgende år var der ingen der boede der.

       

       Dengang Aataaq manede ånder og gjorde tegn til den isbjørn han havde set, om at gå i retning af Kulusuk - da var Simmujooq længere sydpå samtidigt også i gang med at mane ånder. Så så han til sin overraskelse at Aataags og hans egen fælles tupilak var på vej mod syd og allerede var nået til Qasigissat. Han så sig om og opdagede, at Aataaq blev ved med at gøre tegn til den om at gå sydpå. Først efter at Aataaq havde gjort tegn til den, gjorde Simmujooq tegn til den om at gå i retning af Sermilik og han gav sine hjælpeånder besked om, at hvis den begyndte at dreje af, skulle de gøre tegn til den om at gå mod Sermilik. Aataaq var naturligvis meget overrasket over at isbjørnen vendte sig mere og mere i hans egen retning, for han havde ikke set at Simmujooq gjorde tegn. Selv var han nemlig ikke så god en åndemaner som denne.

       Da der var gået adskillige år, var der nogle der havde vinterboplads i Savanganaarsuk, og de have et meget stort hus. De havde det rigtig rart, fordi de var mange mennesker. Lige i begyndelsen af vinteren tog de mange mænd i huset på en rejse til det inderste af Sermilik; kun de yngre mænd blev hjemme og

naturligvis også kvinderne og børnene. Først på aftenen opfordrede de unge hinanden til at lytte efter noget, der kunne gå hen og blive uhyggeligt. For at finde på noget at fordrive tiden med ville de lege en lytteleg - hør! Hvad kan det dog være?

       De forberedte sig; og de hængte et stift afhåret sælskind og et skind med hår på op i gangen, der førte ind til rummet. Og så bandt de trommen så solidt fast, at hvis nogen forsøgte at komme ind, eller hvis noget blot rørte lidt ved tingene, ville det støje og give lyd. Da de var færdige begyndte de at slukke lysene og begyndte med de lys, der vendt mod solnedgangen.  Den ene af de unge befandt sig i opgangen, og da han var færdig med forberedelserne dér og var den sidste der var på vej ind i rummet, råbte han udefter: "Vi kalder på noget der kan komme og underholde os; er der nogen der lytter, så kom!" Og samtidig med at han flyttede ind i rummet trak han sine støvler / kamikker af og satte sig på briksen.

       Så begyndte de ellers at sige højlydt i kor:

       "Hør! Hør! Hør!"

       Når de tav, fordi de var ude af stand til at sige en lyd mere, lyttede de anspændt efter den mindste lille lyd. Men der kom aldrig nogen lyde, når de havde råbt deres  hør! hør! Da der ikke skete noget, gav de sig til at lege en sangleg. Og da den var ovre forsøgte de sig igen med lyttelegen. Men da der aldrig skete noget, sagde den af dem: "Lad os prøve med de viser som den mand brugte, der blev ædt af isbjørnen i Qeqertarsuatsiaq! Det siges at dem, der er blevet ædt af isbjørne, kan høre!" Allesammen gav deres samtykke. Og før de begyndte, prøvede de at kalde ham frem ved at kalde under briksen: "Aataaq, Aataaq! Nu har vi tænkt os at bruge dine viser. Kom herind. Samtidigt får du varmen!" Efter på den måde at have råbt nogle gange, stemte de i. Hver gang de var færdige med én vise, kaldte de igen nogle gange på hovedpersonen, men nej, intet skete. De snakkede frem og tilbage: "Lad os bare holde op, der er nok ikke nogen." "Vi holder op når vi har sunget hans vise til Maratsi," svarede én - og så tog de ellers fat:

 

       "Jeg hører stadig min modstanders vise

       og Maratsis digt

       og jeg vil digte

       om alle disse forsøg og viser

       dem jeg har ædt - de derhenne

       dem jeg har forsat i mørke - de herhenne - - "

 

       Og da de nåede dertil begyndte de ophængte skind i indgangen endelig at bevæge sig, og allesammen havde de trukket deres kamikker af og havde sat sig godt til rette på briksen, og de forsatte deres sang:

       

       " - - - jeg kan skamme dem ud!

       men jeg gør det ikke

       for de er mine redskaber

       de er min redning - - -"

 

       Og så hoppede trommen pludselig ned på gulvet, selv om den var så godt bundet fast, og kraftløst og langsomt begyndte den at vugge afsted.

       Folk i huset blev meget bange og kunne ikke fortsætte deres sang. Lydene fra skindene og trommen blev svagere og holdt så helt op. Derefter kunne man høre at han krøb ind i husgangen, og det lød oven i købet som om hans kamikker var gennemfrosne. Man kunne høre at han ganske langsomt var på vej ind. Da han kom til midten af husgangen begyndte skindet igen at bevæge sig, så rummet genlød af dets raslen, og lige inden han nåede til selve rummets indgang, standsede han. Så kunne man høre at han kom ind uden at tage det mindste hensyn til det skind, der var ophængt som dør ind til rummet. Straks han kom ind gav han sig til at brøle dybt fra sit inderste, og da han holdt op med det, trak han vejret voldsomt og højlydt gennem næsen for at rense den; og så begyndte han at småskrige, og man kunne høre at han også rystede temmelig meget. Nu var han da endelig kommet derind, og så sad de alle uden en lyd i fælles rædsel, da de hørte ham derhenne støtte sig til forbriksens endekant, så det bare knagede! De hørte ham sætte sig ned og derefter brøle, småskrige og snorke luften ind gennem næsen. Andre lyde var der ikke. De havde så vedholdende kaldt på noget spændende og gyseligt, og nu sad de, som man kunne vente, og var ved at gå til af rædsel. Unge mænd blev placeret på briksene med noget i hænderne som de kunne bruge som køller. Til sidst længtes de virkelig

efter at han skulle gå ud igen. Og da morgenlyset så småt begyndte at sive ind, smuttede han pludselig ud.

              Da han var forsvundet ud, tændte de lamperne; og de så at trommen virkelig var kommet ned, men ellers var der ikke noget der havde flyttet sig. Det siges at der derefter aldrig mere var nogen der forsøgte at tilkalde Aataaq. Det de havde oplevet var trods alt blevet dem for skræmmende.

 

Oversat af Signe Åsblom.

              

 

Hist. periode 1880 - 1892

 

Var.: Âtâq, ham, som bjørnen åd. Rosing, Jens 1963: 162 - 165.

Ajagarneq

Print
Dokument id:1185
Registreringsår:1957
Publikationsår:1972
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Ajagarneq
Publikationstitel:Taimane gûtimik nalussûgama
Tidsskrift:
Omfang:97 - 100
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Dette afsnit er ikke med i den danske udgave: Min eskimoiske fortid 1982.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Ajagarneq.  At spille gribespil.

 

Fra vores barndom til vores ungdom har vi gerne noget at lege med, noget der skal være sjovt, og som har til formål at adsprede os. Det er det samme vi gør helt frem til vores alderdom; som tiden går ændrer vi bare på legetøjet. Og efterhånden som vi bliver ældre, vender vi os mere og mere til sangen og forskellige varianter af denne. Vi er ængstelige og frygter det, der kan ske vores medmennesker og i forbindelse med det sted, hvor vi er født. Og sørgede vi ikke for at komme ud og finde nogle at være sammen med, ville vi føle det hele meget tungere. Derfor sætter vi stor pris på at have selskab, og vi har jo da også stor glæde og lettelse af at få os et godt grin. Af alle typer spil og legetøj er jeg gladest for gribespillet, for det meste bare som et legetøj og et spil men også som noget at tjene penge på.

   Til gribespillet brugte vi mest den korte underarmsknogle af en grønlandssæl, og naturligvis også mange andre slags knogler. Vi borede hul i hele knoglen, fra den ene ende til den anden, og så kaldte vi de to huller, det vil sige rørets ender, for: Den smalle endes hul "ersiva", og den brede endes hul "paaja".

   Udover disse to huller (ersiva og paaja) var der 12 andre huller, der var boret langs knoglen, fire rækker med tre huller i hver række. Nogle nøjedes med at bore 9 huller eller endnu færre, og disse huller kaldtes:

På den buede overdel af knoglen, nærmest "ersiva" (den smalle knogleendes hul) hed det første hul: "rygfinnen" ("sulussugutaa"); det næste hul: "den midterste" ("qeqqarleq"), og så det hul, der er nærmest "paaja" (den knoglebrede endes hul), der kaldtes: "dens smalle" ("ippikitsuaq").

Og på knoglens modsatte konkave underside: Hullet nærmest "ersiva" (den smalle knogleendes hul) hed: "rygfinnen" ("sulussugutaa"); det næste hul hed "dens krumning" ("peqingasuutaa"); og hullet nærmest "paaja" (den brede knogleendes hul) hed: "dens hage" ("tallua").

Og på knoglens sider var der huller overfor hinanden, der havde ens navne for hver to:

Nærmest "ersiva" hed hullerne: "hans knogler" ("saarniligaa"); og de næste hed: "den midterste" ("qeqqarleq"); og de sidste to huller nærmest "paaja" hed: "øret" ("siut").

   Når vi spillede gribespil, var det sjoveste spil det, som vi kaldte "at tage nordpå" ("avunnaaneq")*, det vil sige i konebåd. Der spillede vi sammen i hold. Var vi for eksempel fem personer, kunne der være tre på det ene hold og to på det andet, og det dårligste hold havde flest medlemmer.

   Vi begyndte altid ved "paaja" (den brede knogleendes hul). Og så begyndte vi at spille ved først at ramme hullerne et efter et på den buede overdel af knoglen: Når man ramte rigtigt første gang: bar man sit telt ned; når man ramte rigtigt anden gang: satte man sin konebåd i vandet. Og sådan fortsatte vi med: at lægge teltet i konebåden, at gå ombord i konebåden. Og man spillede også om, hvor mange besætningsmedlemmer konebåden skulle have.

   Og når én syntes, at han havde tilstrækkeligt mange besætningsmedlemmer, besluttede han sig for at rejse og sagde: Fra den første (det var det femte hul man ramte), og det betød: den første dag på rejsen. Og for det meste regnede man med at skulle bruge antallet af alle fingrene på begge hænder og alle tæerne på begge fødder som rejsedage, og dertil kom så dage, som skulle lægges til på grund af det, der måtte indtræffe undervejs på rejsen.

   Og blev man ved med at ramme rigtigt, talte man sådan: Den første, anden, tredje, fjerde, femte, første på den anden, anden, tredje, fjerde, femte. Når man havde talt alle fingrene på hænderne, gik man ned til fødderne: Den første nedenunder, den anden, tredje, fjerde, femte, første på den anden, anden, tredje, fjerde, femte. Havde man gennemført alle disse dage (ved uafbrudt at ramme rigtigt), nåede man frem til et stykke hav med stærk strøm, og på grund af den stærke strøm, kunne det være et tidkrævende arbejde at ro der, og derfor tog den del af rejsen flere dage, det vil sige antallet af alle fingrene på hænderne. Derfor startede man forfra med at tælle, når man nåede dertil: Den første osv., og talte alle fingrene på hænderne; men under denne del af spillet skulle man spille med venstre hånd, mens man havde spillet med højre hånd på vej til det strømfyldte sted. Og når man havde kæmpet mod dette strømfyldte sted i disse antal dage (det vil sige, at man havde ramt rigtigt de antal gange), nåede man endelig frem til det landområde, som man var på vej hen til.

   Efter at have spillet med venstre hånd, måtte man nu igen spille med højre hånd: Han bærer sit telt op, han slår teltet op, han tager ud at ro i kajak, han fanger en sæl, han ror ind til land med den, hans kone parterer byttet, hun skraber skindet (og her lagdes kaste- eller skubbepinden ned mellem fingrene), han skærer skindet op i lange baner til remme, han tørrer dem, han skærer dem op i længder, han søger efter nogen at bo hos, han går op på udkigspunktet, han tager en sten.

   Når han søger et sted at flytte ind, har det en bestemt funktion. Lad os sige: Når man spiller og ikke rammer rigtigt, før man er nået hen til sit mål, skal man give kastepinden til holdmedspilleren, og så skal medspilleren begynde at spille på nøjagtig samme måde for at nå det samme mål. Men da nogen altid vil være bagefter, vil den første, der ankommer til stedet, indlogere den sidst ankommende, når han rammer det hul, som den anden nåede hen til, fordi han ikke kunne ramme. Når han altså er nået til det hul, som den anden stoppede ved: Han indlogerer konebådsbesætningen, og ved at gøre det, får han spillet til at dreje om sin egen akse, fordi han indlogerer nogen. Dette sker ikke særlig ofte, og derfor er de indlogerede ude af spillet, fordi de ikke når hen til deres mål og desuden kommer bagud, og de har altså tabt.

Der kan dog også ske det, at de i deres kappestrid endnu ikke er nået frem til deres bestemmelsessted. De konkurrerer jo, så når de når hen til hinanden og vinder over hinanden, går de ikke bare forbi hinanden, men de slår hinandens konebådsbesætning ihjel på følgende måde: De vælter modstanderens konebåd, skærer hans arm af, skærer hans ben af, skærer hans stakkels hoved af, han tager hovedet ombord i sin båd, han tager videre med den myrdedes hoved i sin konebåd. Og så må han som nybegynder begynde forfra med dagene og gennemføre dagene (den første, den anden osv.) eller tage alle fingrene på hænderne en efter en, eller måske tage alle tæernes antal med også. Hvis han på den måde bliver ved med at ramme rigtigt og når hen til sit mål, skal han ikke først tage på jagt i kajak men i stedet for gå videre på følgende måde: han kaster det medbragte hoved i vandet, en haj kommer hen til det, hajen æder hovedet, og her skal man spille ved at bide sammen med tænderne om spillepinden. Og hvis man rammer rigtigt har man vundet, og modstanderen, der ikke formodes at kunne blive levende igen, når hans hoved jo er blevet ædt, er ude af spillet, fordi han har tabt.

   Men ham der faktisk slog sig selv ihjel, fordi han ikke ramte rigtigt, før han var nået hen til sit mål, han kan faktisk få en chance for at blive levende igen ved at ramme rigtigt på følgende måde: Han læges, andre dele af ham læges, hans konebåd vendes på ret køl, hans besætning ror af sted; og når han bruger tallene "den første, den anden osv.", kan han nå derhen, hvor han tager sit hoved og bliver levende igen, og på den måde kan han udmærket godt komme til at spille med i spillet igen.

   Og rammer man ikke det hul, hvor man blev slået ihjel, kan man ikke blive levende igen. Og selv om man er kommet forud for sin modstander, kan man udmærket godt slå vedkommende ihjel. Man kan belægge et af de huller, som man har ramt, med f.eks. følgende ord: "Jeg dræber dig i rygfinnen!" Når efterfølgeren når hen til netop hullet "rygfinnen", dør han der og kan også blive levende der. Det er for at sinke modstanderen, fordi den, der er foran, så inderligt gerne vil vinde.

   "At tage nordpå" kan udvides med langt flere kast og skub for at forlænge spillet og for at gøre det sjovere og mere spændende.

   Andre typer spil er f.eks. disse, der spilles for sjov:

"At trække røvhul"  man tager knoglen og lader pinden falde ned, så snoren bliver helt rettet ud, og med den ene hånd løftes knoglen, og man prøver på at kaste pinden, så den rammer knoglens smalle åbning. Rammer man, har man trukket sit røvhul ind.

"At hakke med sit næb":  man lægger pinden mellem langfinger og ringfinger og prøver på at ramme knoglens smalle åbning ("ersiva").

"At sy den":  ved et pludseligt ryk prøver man på at få pinden ind i knoglens bredeste åbning ("paaja"). Og det gøres uden at løfte pinden op.

"At slå den ind":  man prøver at ramme knoglens bredeste åbning ("paaja"), men denne gang har man løftet knoglen men holder pinden inde i sin hånd.

"Jeg bider dig":  man bider fast om pinden og prøver på at ramme den ene eller anden knogleendes åbning.

"Jeg kysser dig":  man propper en del af pinden ind i næsen og prøver på at ramme den ene eller den anden knogleendes åbning.

"Jeg drejer dig rundt, mens jeg bider den":  man bider fast om pinden og lader knoglen dreje rundt og prøver på at ramme knoglens bredeste åbning ("paaja").

   Nogle gange spillede vi bare de forskellige spil, andre gange lod vi spillene indgå i forskellige konkurrencer og brugte dem som pausespil.

 

Oversat af Signe Åsblom.

*i Østgrønland betyder avunnaarneq: sydpå, altså spejlvendt betydningen i Vestgrønland (begge steder orienterer man sig med fronten mod havet, til højre og til venstre).

 

Hist.: Afsnit af den grønlandske udgave af Quppersimaans selvbiografi. Se også udgivelsen: Sandgreen: ajagarneq (Ring og pind spil), Eget forlag, Nuuk 1967, der er en tosproget (grønlandsk/dansk) beskrivelse af legen på grundlag af samme informationer. Her ses også et par tegninger med angivelse af hullernes navne.

Der findes næppe nogen mere detaljeret beskrivelse af agajarneq, der var en fælleseskimoisk leg. I arktisk Canada var der tabu mod spillet på visse årstider i forhold til vintersolhverv. Se MacDonald, John: The Arctic Sky. Nunavut Research Institute 1998: 123 - 124, med noter..

Ajijak

Print
Dokument id:1311
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Ajijak
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 214 - 216
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 123 - 126; angakkortalissuit, 1990: 121 - 124.

 

Resumé af Jens Rosings oversættelse: Ajijak er født til at blive åndemaner, fordi alle hans ældre

søskende er døde som små. Da han erfarer sin bestemmelse bestræber han

sig for altid at være årvågen og påpasselig. I hemmelighed får han

efterhånden mange hjælpeånder, der en midsommer gir ham besked om på samme

dag at fange to sortsider, en hun og en sort han af de sjældne.

Skindene skal beredes omhyggeligt til forhængsskind. A.s første

initiation, forløsningen, kommer en midvinter aften, hvor solen står lavest på sin bane og faderens ven fra

Utoqqarmiin er kommet til sangkamp. Initiationsånden nedefra,

Oortortoq / Oordortoq (en tejst), besætter ham, mundvigene bløder, han farer rundt i vildelse, og alle søger at undgå blodstænkene, fordi de ellers vil dø.

A. kommer til sig selv og åndepuster alt blodet væk; besættelsen

gentager sig endnu to aftener, hvor A. den sidste aften krænger sin

hovedhud af. Man skynder sig at slukke lamperne for det fæle syn, og

hører huden svuppe på plads igen.

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq.

 

Tolkning: Søg på: forløsning el. blod / bløde / blødte o.l. for andre

fortællinger om denne initiation, der var typisk for de legendariske østgrønlandske åndemanere. Vedr. Oortortoq se J. Rosing 1963: 181

Ajijaks første åndebesværgelse

Print
Dokument id:1674
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Ajijaks første åndebesværgelse
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 216 - 224
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 126 - 136: tôrnerqârneq; angakkortalissuit, 1990: 124 - 129.

 

Resumé:

Kaaralis fortsættelse af "Ajijak". Sortsideskindene hænges kødside mod

kødside foran indgangshullet og A. tar plads på et sælskind foran det.

Faderen spør om han blot skal mane ånder eller vil på åndeflugt.  A.

indvilger i åndeflugten, der vil være bedst for ham, hvis han kan

gennemføre den. Hans mål er "det træløse land", en skybanke ved

himmelranden. Ajijak går ud og kommer ind med en harpunline til bindingen.

Faderen bagbinder hans arme og binder hovedet fast med

panden mod knæene. Det er meget smertefuldt.  A. væltes om på siden,

men da trommen et stykke tid har danset af sig selv på håndtaget,

kommer han atter på ret køl, trækkes af trommen i vejret, og flyver

tre gange rundt i en skrå elipse, inden han forsvinder ud dér, hvor

taget og muren mødes. Alle hans skræmmeånder farer rundt i rummet, men

afløses så af kæmpen Ipak (Inupak), der beretter om A.s åndeflugt,

mens den foregår. Han flyver mod syd og tror sig vel forbi de farlige

Qulummiin-ånder, men ryger øjeblikkeligt ind i deres hus, da han

skæver til siden efter det. Ånderne tæver løs på ham med kæppe og

lader sig ikke anfægte af A.s tilkaldte skræmmeånd. Sådan en har de

selv. Ingen af A.s andre hjælpeånder tør komme ind. Til slut kommer

hans dødningeånd, Angiiaarneqs store stærke mor, som Qulummiin-ånderne

forskrækket flygter op på briksen for. A. ser sit snit til at smutte

ud. Mens Ipak rapporterer om begivenhederne er han ligeså forskrækket

som faderen og de andre over den vending det har taget indtil A.

kommer fri. Derefter tager trommen til at vugge voldsomt og Ipak afløses af A.s andre hjælpeånder på skift, som tilhørerne får lov at beføle en for for en. De er som mennesker, blot enten

større eller mindre. A. ankommer med et vældigt lysglimt, mens alt i

huset brager og ryster. Da man løser knuderne på hans bindinger snor

de sig løs og farer med smæld som en piskesnert ind mod væggen. Trommen giver et sidste

brøl fra sig og tier. Da man får lamperne tændt, er A. oversået med

blå mærker.

   A. får under den næste seance en kærkommen anerkendelse som

åndemaner af en af egnens stærkeste og ældste åndemanere,

Uitsaleqanngitseq / Uitsaleqanngilaq / Uitsatiqanngitseq / Uitsataqanngitseq.

   En sommer under ammassætfangsten ved Qinngeq bliver A.s kone syg,

fordi hun har fået tilbageslag fra en tupilak, som hun har lavet. Hun

vil ikke gå til bekendelse og dermed blive rask. Da folk håner A.,

fordi han ikke kan helbrede hende, inviterer han til seance i fuldt

dagslys uden døre. Han lægger sin kone nøgen på et skind og mens han

selv liggende og vendt mod solopgangen lader en hjælpeånd besætte sig,

forsvinder alt kødet fra hans krop og vokser ud igen. Hjælpeånderne

bebrejder tilskuerne deres manglende tiltro til A.s evner. A. rejser

sig og parterer sin kones krop. Gentager så sin forvandling til skelet

og tilbage igen, hvorefter han i en brølende bjørns skikkelse

undersøger sin parterede kones forskellige dele og slikker lidt af

blodet op. For tredje gang lægger A. sig, forvandles til skelet og får

sit huld igen, hvorefter han om konen erklærer, at hun har pint sig

selv. Han puster alle stykkerne sammen igen, hun kommer til

bevidsthed, A. bliver sig selv og nu vil hans kone gerne gå til

bekendelse. Men det er for sent. Tre dage senere dør hun. Man

fortæller, at det var værre at se A. som skelet end at se konen blive

parteret. Mange tilskuere besvimede og måtte støttes, da man gik hjem.

Men den unge Aggu / Akku havde fået en oplevelse for livet.

 

Var.: Sandgreen 1987: 330 - 333. Se især KRH 425 nr. 33 med kommentar om at disse boldspillende ånder meget vel kan være nordlysets døde i himlen, søg: Qajaqanngitsoq angakkussartoq. Se også initiation, uddannelse

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq. Aggu levede fra 1843 (ca.) til 1891.

Akínâtsân / Akinnaatsaan

Print
Dokument id:1651
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Tiardukku (Tiarduko)
Nedskriver:Rosing, Otto
Mellem-person:Rosing, Otto
Indsamler:Rosing, Otto
Titel:Akínâtsân / Akinnaatsaan
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 126 - 132
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 38 - 45; angakkortalissuit, 1990: 163 - 170: "Akinnaatsaat".

 

Resumé:

I Akinnaatsaan overvinter i sultevinteren følgende nært beslægtede fangere med

familier: Taqivaq, Naaqqortooq, Nuuku, Baalik og desuden den

ikke-beslægtede Qaratserpik.

   Voldsom regn og storm fra sydvest hindrer al fangst og allerede

efter solhverv begynder beboerne at dø af sult. Taqivaq og hans kone

er blandt de første - de efterlader fire sønner. De tre dør én for én,

fordi ingen af deres slægtninge under dem noget. De lægger sig tæt op

ad hinanden uden for husgangen. Den fjerde, Qaqqitina, hjælper sin

morbroder, Naaqqortooq, med teltslagningen om foråret, men N. jager

ham ud af teltet med prygl, og han lægger sig til at dø hos sine

brødre. N. bebrejdes voldsomt den følgende sommer af sin bror,

Amattanneq, da denne vender tilbage fra en overvintring ved Ittivartik

på sydøstkysten.

   

Mange dør på stribe om foråret, selv om et et tyveri af bjørnekød ved Suunaajik har forsynet dem med mad i en periode. De bestjålne hævner sig senere på Nuuku, der var den der opfordrede sine fæller til tyveriet, idet han senere næsten ingenting får af en stor bjørn, som han har set som den første og derfor tilkommer ham. Den nedlægges af flere fangere, blandt andet Simmujooq fra nabobopladsen, Ittitalik, der var medejer af de bjørne, som Nuukus fæller stjal. Simmujooq bemægtiger sig derfor broderparten af Nuukus bjørn.

 

   Baalik rejser ind i fjorden for at tigge mad ved en anden boplads,

men dør derinde af forspisning. Af hans efterladte er til sidst kun

hans kone og sønnen Kukkilaan tilbage. K. ber om foråret forgæves sin

morbror, Naaqqortooq om hjælp til at lave et telt; må så selv lave et

sølle et, som N. også afviser at hjælpe med at sikre, da en snestorm

trækker op i juni. Teltet rives løs, K. og hans mor søger dække under

det i læ af en klippe, moderen dør, og da Aalik tilbyder K. husly,

foretrækker K. at blive hos sin døde mor af medlidenhed. K. er død den

næste morgen, og Naaqqortooq tier til Aaliks bebrejdelser.

   Putsaanaq falder død om på briksen i forsøget på at komme med de

andre på fangst, da isen var brudt op et stykke ude.

 

Tiardukku, der var barn ved Ittitalik i sultevinteren, fortæller

følgende:

1. Aggu / Akku fik skylden for sultevinteren, fordi han, da han

havde dræbt Aakajik, forbød faderen at holde dødstabuerne med den

forklaring at Aakajik var taget af innersuit.

 

2.  Tiardukkus far slagter sine hunde til mad, får sår i mundvigene af at smelte is til vand som han spytter ind i sine børns munde. Simmujooq nedlægger en isbjørnemor med to unger, som Akinnaatsaan-folkene stjæler det meste af. Tardukkus mor koger suppe på indvoldene, og da den sultne Taqivaq fra Akinnaatsaan

kommer på tiggerbesøg, får han en øsefuld skoldhed suppe, sluger den uden at mærke skoldningen.

 

3. De fleste husfæller flytter til

Akinnaatsaan, da Tiardukkus forældre flytter med børnene til mosteren i

Noortiit. I Noortiit er der ingen mangel på fersk drikkevand. Taqivaqs søn kommer på tiggerbesøg fra Akinnaatsaan, får en øsefuld suppe, hager sig fast i tørrehækken for også at få kød og er ikke til at jage væk. Mosteren må til sidst svide pelskanten på hans hætte med sin brændende lampepind for at få ham væk.  

 

4. Ved Akinnaatsaan fanger Nuuku en klapmyds, som T.s families husfæller stjæler som hævn for Simmujooqs bjørnekød, som Nuuku og hans fæller stjal. T.s far

redder sig mirakuløst efter en bjørnefangst i forsommeren, hvor han

kommer væk fra de andre, må efterlade sin kajak i isskruningen og,

afskåret fra sin boplads af åbent vand, ser tegningen af en kajak

under sneen på land. Ejeren er før snefaldet styrtet om i nærheden.

 

5. T. besøger i maj sammen med sin søster Akinnaastaan, hvor kun to

udmarvede kvinder lever omgivet af lig.

 

6. Snestormen i juni, der gør det af med

mange af de sidste overlevende, slår om i regn og endelig får

sommersolen overtaget. T. fanger et par snespurve. Forældrene får bryststykkerne og børnene knaser resten i sig.

 

Hist.: Historisk fortælling fra sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

 

Kommentar: der foregår en del kødtyverier bopladserne imellem. Vedr. høvn over Nuukus tyveri af Simmujooqs bjørnekød se også: Akinnaatsaan

Amuletter og andet / Annússat avdlatdlo

Print
Dokument id:1158
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Amuletter og andet / Annússat avdlatdlo
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 90 - 92
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 90 - 91

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller nu om amuletter:  Nogle amuletter blev givet til børnene allerede ved fødslen, andre fik først deres amuletter senere i livet. Alt kunne bruges som amulet. Selv havde G.Q. en som var et stykke ben i enden af en harpunrem. Det var det eneste han havde arvet fra sin far, og den skulle gøre ham lige så dygtig en fanger som han, der havde været ret dygtig.

Det var ikke kun mennesker, men også rejsefartøjer som havde amuletter, og dette var vigtigt, for at der ikke skulle ske ulykker, hvis en heks for eksempel ville forårsage skævhed i en konebåd (og således gøre den tilbøjelig til at kæntre, BS).

Man kunne også sende en "forfølger" efter en dygtig fanger, som forlod en boplads med sin familie mod bopladsfællernes vilje. Folk ville jo nødig af med en dygtig fanger, fordi han skaffede meget mad.  Sådan en forfølger kunne bringe ulykke over fangeren og hans familie, hvis de ikke med en tilbagesendelses-trylleformular kunne sende den tilbage. G.Q. slutter af med at fortælle, at man dengang skulle være meget forsigtig, og at der var mange ting, man skulle tage vare på.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

 

Vedr. en samling af østgrønlændernes amuletter, deres betydninger og brug se Rosing, Emil:

Angákorssuaq inugtûmassunut tikerârtoq / Angakkorsuaq inuttuumassunut tikeraartoq

Print
Dokument id:1902
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aqajak (Ambrosius)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákorssuaq inugtûmassunut tikerârtoq / Angakkorsuaq inuttuumassunut tikeraartoq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 54 - 56
Lokalisering:Ujarasussuk: Qeqertarsuaq / Godhavn
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Angákoq inugtûmassunut tikerârtoq".

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Den store åndemaner / angakkoq / angakok, der tog over til menneskeæderne.

 

Det fortælles, at der sydpå boede en stor åndemaner på en ø ud for fastlandet.

 

En gang var han ude i kajak, og en storm kom over ham, så han ikke længere kunne bruge sin kajakåre men måtte nøjes med at bruge fangstblæren. Da han drev ind til fastlandet, så han op og opdagede, at han var drevet ind til kysten nedenfor et hus. Han stod ud af kajakken og lagde den, så den støttede på en sten. Og ud fra huset kom en mand, der havde krænget sin helpels ned fra overkroppen. Manden kom ned og bad ham gå med op til huset. Da han var kommet ind, kom han til at rive i en stor sæk, der hang lige ved gangåbningen ind til rummet. Og da manden bød ham at sætte sig på sidebriksen, satte han sig ned.

 

Der sad han og vænnede sig til mørket, og da han kunne se, kiggede han nærmere på briksen og opdagede, at der under den lå en mængde menneskeknogler og skrækkelige menneskehoveder med hår på. Og så kom han i tanke om den store sæk og kiggede hen på den. Det viste sig at være et menneske, der var hængt til gæring med hovedet nedad, og hans ben var bundet fast til tagbjælken.

 

Nu vidste han, at de var menneskeædere. Og nu serverede de kolde, kogte stykker menneskekød for ham.

 

Åndemaneren sagde: "Vi spiser aldrig sådan noget!"

 

Menneskeædernes kvindelige overhoved spurgte: "Hvad spiser I da dernede?"

 

Åndemaneren svarede: "Vi spiser ikke vores fæller. Vi spiser kun det, som vi fanger under jagten." Og det fortælles, at åndemaneren var så sulten, at han bare ønskede, at de ville give ham et lille stykke sælkød.

 

"Han ville ikke have det, fordi det er koldt," sagde den ældste kone i huset. "Måske vil han synes bedre om dette gærede stykke!"

 

Kvinden gik ned fra briksen og gik hen til den døde, der var hængt til gæring. Hans snot var løbet ud på gulvet. Og da hun kom hen til ham, snød hun hans næse ved at suge snottet ud af næsen på ham, sådan som man gør det ved et spædbarn. De andre gik også derhen, og de tog ham ned og klædte ham af. Og så begyndte de at partere ham. Nogle af dem skar stykker af kroppen lidt hist og her og spiste dem. Da de skar hul på den dødes blodårer, var de som en flok hunde, der blev fodret, og alle slikkede de ivrigt den døde.

 

Da de rejste sig op, stod pulsen dem helt op i øjnene, og så gik de hen og satte sig. De lagde kød i gryderne, og hurtigt fik de dem i kog. Da de begyndte at småkoge, bredte der sig en stank i huset der knap gjorde det muligt at trække vejret.

 

Da kødet var kogt, satte de det frem for ham, men igen nægtede han at spise. Selv spiste de af hjertens lyst og brugte den dødes fedt som dyppelse. Et stykke tid efter at de var blevet færdige med at spise, gabte en af dem. Og så væltede de om på briksen ind mod væggen, og alle begyndte at snorke gevaldigt. Efter at have sovet lidt vågnede de. Og snart efer lagde vinden sig. Han sagde til husets ældste, at han ville tage på jagt, og da denne ikke havde noget imod det, tog han afsted på jagt, fordi han var så sulten.

 

Han havde ikke været længe væk, da han kom tilbage og havde haft held til at fange en sortside. De slæbte afsted med den, og han gik ind efter at have lagt sin kajak på plads. Det viste sig at de var igang med at partere sælen. Da de skar hul på blodårerne, opførte de sig som hunde, der blev fodret. Først da der ikke var mere blod tilbage, rejste de sig op.

 

Den store åndemaner tog gryden ned fra krogen og gik ud med den. Han bar den ned til stranden og vaskede den godt med sand, og efter at have fyldt den med vand, bar han den op. Så fyldte han den med kødstykker og hængte den op. Lige da det var begyndt at koge, gav han sig til at lede efter et fad. Og han kom ind og havde fundet et lille stykke træ, som han kunne bruge som fad. Da kødet var kogt færdigt, øste han så meget kød op til sig selv, at han ikke ville kunne spise det hele. Resten stillede han frem, men ingen ville spise det.

 

Da han var godt mæt, gik han ud for at drikke. Og da han var kommet ind igen, sagde han, at han ville tage afsted. Men så rejste de sig allesammen, og husherren gav dem allesammen et våben, men han lod, som om han ikke så dem. Det fortælles, at åndemaneren gik baglæns ned til sin kajak, fordi de nu var ude på at dræbe ham. Selv om han nåede ned til sin kajak, havde de nu omringet ham. Og han bad dem vente lidt, fordi han måtte hen og forrette sin nødtørft. Han gik hen mellem jordhøjene og satte sig på hug, og i det skjulte fremsatte han en trylleformular. Derefter gik han hen til dem. Han fik de skrækkelige mennesker til at flytte sig, så han kunne gå ned mellem dem til sin kajak. Så tog han sin kajakhelpels på og gik ned, men han bar sin kajak på lænden og samtidig skubbede til dem. Mens de var optaget af at skubbe til hinanden, roede han afsted. Disse mennesker havde ikke kajakker, og da han havde roet et stykke tid, ville han have dem til at komme i tanke om ham:"Hvor er gæsten, hvor er hans kajak? Han er forsvundet!"

 

Og alle de mange mennesker begyndte på en storstilet eftersøgning, og så kunne man pludselig høre, at deres mandlige overhoved sagde: "Dérude er han!"

 

Sådan fortælles det, at han havde held til at redde sig, og derefter tog han aldrig mere på besøg hos menneskeæderne.

 

Her ender historien.

 

Var.: Besøg hos menneskeædere er et hyppigt tema, men præcis ovenstående forløb er jeg ikke truffet på i andre fortællinger.

 

Bemærk betoningen af at disse menneskeædere ikke har kajak og opfører sig som hunde, så snart de lugter blod. De minder således om indlandets modbydelige eqqillit, hundemennesker.

Angákumik / Angákoq tôrnâta píkagâ

Print
Dokument id:441
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 7
Fortæller:Petersen, Ole
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákumik / Angákoq tôrnâta píkagâ
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 141
Lokalisering:Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, læg 5) til Rasmussen i 1907.

 

Oversættelse ved Birgitte Sonne:

Hjælpeånden der mistede respekten for sin angakkoq /åndemaner

 

Her i Grønland, dengang de fleste nord for Nuuk og sydpå var døbte, fortalte man om en af de sidste åndemanere / angakokker / angakkut ved navn Juua, at han boede i Uigorluni og gik helt over gevind med at holde seancer / åndemaninger for fællerne dér.

      Man fortæller så, at når han indimellem havde husket at få sine kroge med og han ingen sæler fangede, så fiskede han ulke i stedet. En dag han kom hjem måtte han så indrømme at han havde været i yderste livsfare, fordi hans hjælpeånd havde trukket ham til sig i den anden ende af snøren. Næste dag da alle hans fæller i Uuigorleq ventede at han var kommet hjem, så var han overhovedet ikke kommet.

      Om grunden til at han udeblev næste dag, fortæller man, at et par dage før var nogle folk fra Neria, fire kajakmænd, roet til Paamiut. Hele den vinter blæste det kraftigt fra øst, så undervejs nordpå / udad lagde de til ved Uigorleq, og da folk fortalte at deres angakkoq var udeblevet, så havde disse kajakmænd (fortalte de) ude på vandet langt ude set en fangstblære ved siden af en kajak med bunden i vejret. Da de var kommet derhen havde de roet hans krop ind mod land. Men da han var en ganske ung mand gruede de for ankomsten. Hans lig lå der helt tæt ved siden af hans kajak og hans fangstblære. Men både arme og ben var bøjet og han havde hænderne for ansigtet. Og tænk, det var ham der netop med nød og næppe havde overlevet at være trukket ned. Til sidst, sagde de, lod de ham bare være og forlod ham.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

 

Hist.: Virker autentisk

 

Kommentar: Det er åbenbart de hyppige seancer der har fået hjælpeånden til at miste respekten for sin unge angakkoq. I Østgrønland nærede man den forestilling ifølge kilderne fra de voksendøbte, at hjælpeånderne blev fornærmede, hvis deres angakkoq for sjældent holdt seancer. De fik nemlig varmen i hans krop, når de på skift trængte ind i hans "afsjælede" legeme under seancen og underholdt tilhørerne. se fx Sandgreen Taqqisima; Sorssungnerssuaq

Angákut mardluk ingmingnut unangmissut / To åndemanere, der kappedes

Print
Dokument id:347
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Salomon (Sâlumût)
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákut mardluk ingmingnut unangmissut / To åndemanere, der kappedes
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 37v - 40h
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Vedr. fortæller, se ndf.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Der var engang en åndemaner / angakkoq, der kunne det hele. F.eks.

kunne han mane ånder, flyve gennem luften, rejse ned til

underverdenen, besøge månen og meget andet.

Den store åndemaner havde også følgende for vane: Når

åndemanerkollegaerne søgte (røvede) sjæle hos ham, gik han altid hen

og sagde til dem, at det ikke passede (at det ikke var ham, der havde

røvet dem). Han manede endog ånder sammen med alle dem han fortalte,

at det ikke passede, og han vandt altid og lod dem stå som tabere med

disse ord: "Herefter skal du ikke prale med, at du er åndemaner!" Så

forlod han dem og blev aldrig gode venner med dem igen.

 

Engang var der en sølle ældre åndemaner, som ikke kunne holde seance

(med tromme og tilkalde sine hjælpeånder). Han kunne ikke efterligne

åndemanere som andre, men når han udførte sin slags åndemaning,

placerede han sig altid i fodenden af briksen med et skind over sig

(som et "loft").

Engang han sådan manede ånder på skrømt, pralede han lidt: "Den store

åndemaner ved Innarsuaq har igen ranet en sjæl, og den hvis sjæl han har

røvet, kan ikke undgå at dø!(med mindre jeg henter den tilbage)" Da han blev færdig med sit åndemaneri, sagde han: "Nu skal han nok indfinde sig, for at kappes med mig!"

 

Få dage senere, så man den ene slæde efter den anden dukke frem uden

om et lille næs. De nåede bopladsen, og ikke en eneste gik ned for at

tage imod dem. Det var fordi de opdagede, at det var folk fra

Sermilik, og de gik op mod husene, før nogen overhovedet var kommet

ned og havde budt dem op.

 

Da de kom op så man den store åndemaner var med. Og denne store

åndemaner gik lige hen mod den sølle åndemaner, der ikke kunne mane

ånder, og som nu stod under konebåden og var i færd med at hugge noget

med sin økse. Den store åndemaner gik hen til ham; og den sølle

åndemaner tænkte: "Han vil ganske givet kappes med mig, som han

plejer." Ganske rigtigt; da han kom derhen, sagde han: "Jeg hører, at

du har jagtet / fået fat i en sjæl hos mig. (Jeg hører, du har helbredt den, hvis

sjæl jeg har berøvet.)" Den sølle åndemaner svarede uden tøven:

"Netop, jeg har gjort, som du plejer. Jeg har gjort ligesom du!" Så

sagde den store åndemaner: "Du må ikke lyve; for det har jeg aldrig

gjort." Den anden svarede: "Hvordan kan det så være, at folk altid

mistænker dig for et have gjort noget ondt, hvis du ikke har gjort

det?" Så svarede den store åndemaner: "Jeg har faktisk aldrig gjort

det, men folk mistænker mig alligevel for noget ondt." Den sølle

åndemaner gensvarede: "Så mange mennesker kan umuligt lyve

samstemmende. De har sikkert opdaget, at du har gjort noget for at

bringe andre mennesker i ulykke. Det er derfor, de har mistænkt dig

for at have gjort noget ondt; for sådan har mange oplevet dig. Det kan

du slet ikke benægte!" Den store åndemaner sagde blot: "Lad os mane

ånder i aften!" Den anden svarede: "Ser du, det kan jeg ikke

genneføre, for jeg kan ikke holde åndemaning." Den store åndemaner

ænsede ikke, hvad han sagde; og han fastholdt at han ville mane ånder

sammen med ham.

Da han insisterede og blev ved, svarede den sølle åndemaner: "Hvis vi

absolut skal mane ånder sammen, så lad os først snitte et sår i os

selv i alles påsyn!" Da sagde den store åndemaner: "Det er ikke noget

jeg bruger. Og når jeg ikke bruger det, vil jeg ikke være med til det

med at give sig selv snitsår." Den anden svarede: "Hør nu her. Du vil

ikke snitte dig selv, fordi du ikke bruger det. Jeg bruger heller ikke

det (med at mane ånder) og nægter at være med. Lad os derfoe slutte

her uden at  mane ånder sammen og uden at give os selv snitsår." "Jeg

vil ikke tilbagelægge den lange vej hertil til ingen nytte!" Og nu

blev han meget vred og fortsatte: "Jeg er kommet for at mane ånder

sammen med dig, og skal vi mane ånder, skal vi mane ånder, ikke

sandt?" Den anden blev også vred og sagde: "Jeg vil ikke mane ånder

sammen med dig, før jeg har gennemført det jeg agter at gøre." Med de

ord gav han sig til at lede efter noget omkring spænderemmen til

konebådsbetrækket. Så begyndte han at rense en kniv for fedt. Mens han

endnu rensede løs, kom en af tilhørerne, (der ellers havde været tavs)

med en bemærkning: "Ham dér plejer ikke at rense en kniv uden at

skulle bruge den til noget." Derefter var der ingen der sagde noget.

 

Da den sølle åndemaner havde renset kniven for fedt, fik han den andens

opmærksomhed henledt på sig og sagde: "Kig nøje på min kniv, for

ellers kan du jo sagtens finde på at sige, at det ikke passer."

Efter denne bemærkning var der ingen af de mange gæster, der havde

lyst til at stå bagest. Alle spilede øjnene vidt op og stirrede på

ham. Han trak sin anorak op, og så stak han kniven i brystet og

begyndte at flænse sig nedefter langs med brystbenet. Da han havde

skåret så stort et snit, at man kunne putte en hånd ind i såret, trak

han den store kniv op; imens holdt han såret åbent og vendt imod den

store åndemaner, som på den måde så lige ind i det. Det bevirkede

også, at den ene mand efter den anden blandt tilskuerne faldt om i

sneen og besvimede. Mens han endnu holdt såret åbent, sagde han til

den store åndemaner: "Tror du på dette?" Han svarede ja. Derefter

spyttede den sølle åndemaner på sin venstre hånd og gav sig langsomt

til at stryge nedover det store sår. Han havde ikke gjort det ret

længe så var såret lægt.

 

Han gav sin store kniv til den anden og sagde: "Hvis du ikke

snitter dig, vil jeg ikke mane ånder sammen med dig i aften!"

Så tog den anden sin (sådan står der. Men det var jo den sølle

åndemaners kniv) store kniv ("savissuani" Der skulle nok stå

"savissuaq") Idet han tog den, sagde den, der gav ham kniven: "Vis

det så for folk sådan som jeg gjorde det!" Den anden løftede armen op

gentagne gange og var klar til at stikke sig. Men da han ikke kunne få

sig selv til at stikke den ind, sagde han: "Jeg kan ikke snitte mig

selv. Formålet med, at jeg tog hertil, var jo ikke, at vi skulle

snitte os selv:" Den anden svarede: "En åndemaner, som mangler at

mestre et område, bør ikke tage ud for at kappes med nogen

("unammiartorsinnaavoq": kan tage ud for at kappes. Men der skulle vist

have stået: "unammiartorsinnaanngilaq") Kun den der føler, at han kan

klare alt, er skikket til at tage ud for at kappes med nogen." Han

fortsatte: "Skammer du dig ikke over, at du må give mig kniven igen,

uden at du har brugt den til noget?"

Hist.: Hvis denne fortælling, som angivet på håndskriftet, virkelig er fortalt af Salomon fra Bjørneøen, peger den på indvandring fra Østgrønland til herrnhuternes område derinde i fjorden ved Uummannaq: Den store åndemaner fra Innarsuaq kan være Naaja fra begyndelsen af 1800-tallet, eller en af hans sønner. Tilmed nævnes fjorden Sermilik, hvor Innarsuaq ligger på østre bred. Se Sandgreen 1967,

I - II; 1987.

I overensstemmelse hermed har Leopoldus Ringsted, Puutuusi, i Grønlands Radio, KNR i 1950'erne fortalt en overleveret fortælling om en indvandring fra Østgrønland til Pisissaarfik nær herrnhuternes Uummannaq. Puutuusi var født her i 1861. Arnaq Grove oversatte fortællingen fra KNR-båndet i sit speciale fra RUC, 1995 (upubl.).

Den lille åndemaners metode til åndemaning, hvor han lægger sig under

et skind, var velkendt i Østgrønland og hos de canadiske inuit, mens tricket med sårhelingen er fælleseskimoisk.

Angut arnamut arnagtoq

Print
Dokument id:882
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Timuutta
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Angut arnamut arnagtoq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 46 - 49
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 51ff.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Manden der blev som en død kvinde.

 

Timuutta: Jeg havde for vane at blive en anden udelukkende gennem mine drømme, og jeg lærte mennesker at kende, som jeg ellers ikke kendte, og som jeg heller aldrig havde mødt. En person blev jeg ved med at drømme om i over et år.

   Først drømte jeg, at jeg var en kvinde, og at jeg ikke havde nogen mand. Da vi skulle til at tage afsted i konebåd, var der to kvinder med udover Eva fra Aappilattoq, der var Palannguaqs søster. Vi tog afsted og kom så til Aappilattoq. På vejen tilbage lå vi vejrfast og kom ingen vegne på grund af vejret. Der var meget sne, og vi var for-frosne af kulde. Jeg tog en kvinde på skødet og blev ved med at klappe på hende for at prøve på at holde hende varm, men hun døde ganske enkelt af kulde. Da det blev lyst, fortsatte vi rejsen, hvor flere mænd sluttede sig til os, og vi kom frem til et beboet sted og havde taget den person med, der var frosset ihjel undervejs.

   Kort tid efter følte jeg, at jeg havde en mand. Og igennem drømmene forstod jeg, at Makkunnguaq var min mand. Jeg havde ikke set hans kone, for hun var død, da de var flyttet til Kullorsuaq (Djævelens Tommelfinger), men Makkunnguaq kendte jeg godt.

   Jeg fik et barn, og da barnet døde, fik jeg et andet, og det var Ole. Derefter har jeg også fået børnene Rasmus, Johanne og Agathe. Da jeg derefter igen blev gravid, var vi i Naajaat. Og en dag ankom Lud-vig, der var Makkunnguaqs bror. Det var, da vi skulle til at flytte til Kullorsuaq. Makkunnguaq havde givet nogle af sine hunde til Otto fra Aappilattoq, og det bebrejdede jeg ham, fordi jeg havde planlagt at børnene skulle have varmt tøj af de hundehvalpeskind, som han nu havde givet væk. Makkunnguaq sagde til mig, at hvis vi skulle leve sammen på en ordentlig måde, måtte vi være enige og også give gaver til andre mennesker.

   Da jeg nu var blevet sådan, som jeg var - og det forstod jeg først senere - viste det sig, at jeg havde haft nøjagtig den samme slags tøj på, som hun havde haft på netop denne dag. Jeg havde endda næsten givet hendes storesøster hjerteslag, fordi det viste sig, at det jeg fortalte var så helt i overensstemmelse med hendes opførsel, dengang da hun levede.

   Dengang jeg begyndte at drømme om hende, var jeg fanger og havde bestemte sælgarnspladser, og så skete det endda, at jeg ikke kunne finde frem til stederne, når jeg tog ud for at røgte garnene.

   I begyndelsen, hvor jeg lige var begyndt at drømme om hende, kom hun ind og lagde sig på maven ovenpå mig, mens jeg sov. Og det havde den virkning, at når jeg vågnede, var jeg blevet så afkølet, at jeg ikke kunne få varmen, selv om solen skinnede. Luften i mit synsfelt blev ligesom dirrende og helt lyst og klart.

   0g når jeg var ude at jage sæler, der soler sig på isen og krav-lede på knæ for at komme nærmere hen mod sælen, blev jeg fuldkommen forfrossen over knæene, hvor sneen kom ind over kanten på mine kvindekamikker, og når jeg så prøvede på at ramme sælen, smuttede den ned i vandet. Det var bestemt heller ikke let at ro i kajak. Og at være gravid og være på jagt og skulle skyde, det var virkelig svært, for det gjorde ondt.

   Da Makkunnguaq havde slået sig ned her (han ankom hertil den som-mer, hvor jeg om foråret var begyndt at drømme om kvinden), og jeg begyndte at fortælle ham om hende, lyttede han naturligvis grædende til mig. Når han sad og drak en varm drik, gav han mig et stykke sukker, som han havde i munden, eller han gav mig et stykke af det kød, som han sad og spiste af, for at få mig til at føle mig godt tilpas.

   Mens jeg var gravid, havde jeg mange smerter over lænden. Når jeg ville sætte mig godt tilrette, kunne jeg kun finde hvile ved at sidde sidelæns og støtte på albuen.

   Makkunnguaq ville gerne have Marianne (Maaliaanna) til kone. Hun var Makkorsuaqs kone, der boede her på stedet (det var før hun fik sin mand). Og hver gang jeg så hende, blev jeg meget vred. Når jeg var vågen, plejede mine hunde ikke at gø særlig meget, men når jeg faldt i søvn, "gøede" de sommetider så meget, at jeg oven i købet vågnede af det.

   Det var meget svært at sove, når man havde veer. Og når man gik, smertede det i skridtet.

   Jeg lærte endda de mennesker at kende i Aappilattoq, som jeg ellers slet ikke kendte, og jeg blev helt fortrolig med bygden Naajaat, som jeg aldrig havde været i. Og det skulle vise sig, at mit kendskab til bygden svarede fuldstændig til virkeligheden. Da jeg senere kom til Naajaat, hvor bygden var blevet nedlagt, kunne jeg med det samme ud-pege et af de gamle huse og sige, at der havde jeg boet. Og det gav de mig ret i.

   Kvinden, som jeg drømte om, sagde, at når "hun gik hen til mig", plejede hun ikke at gå ind af hoveddøren, men hun gik ind ved husets sokkel. Og når hun kom ind, så hun ud som en død.

   Jeg har kun set hende en enkelt gang i virkeligheden. En (anden?) gang havde vi inviteret dem, men da hendes fæller kom, var hun ikke med, fordi hun var gravid. Kun hendes familie kom. Derefter har jeg ikke truffet hende.

   Og hun sagde, at hvis jeg ikke fortalte om hende, ville jeg dø.

 

Herefter er det en anden fortæller, dvs. sikkert Hans Lynges egen kommentar:

   Måske forstod vi bedre denne mands optræden som kvinde, da han havde fortalt os om sine oplevelser. Når man hører fortællingen, forstår man, at han har haft en sygdom i flere år. Allerede inden han fyldte 50 år, lignede han en meget gammel mand, og på det tidspunkt kunne han ikke længere klare sig selv. Han havde hverken kajak eller hundespand. Hans store, sorte skæg var slet ikke grånet, og når man så ham, tænkte man derfor, at han lignede en mand, der var syg i hovedet uden dog at være farlig. Da han flyttede til Kullorsuaq og hørte, at der skulle komme en kateket, flygtede han med sine børn til en lille bygd, "fordi han havde ondt af børnene". Selv kunne han hverken læse eller skrive. Dér i denne lille bygd fik han det meget værre end før. Og da han flyttede til Nuussuaq / Kraulshavn, byggede han et lille, elendigt hus, der ikke var egnet til menneskebolig. Jeg så dette hus, da jeg kom dertil i 1949. Senere hjalp myndighederne ham, så han fik et nyt hus, der til dels var betalt af Røde Kors. Da han blev gammel, havde han det virkelig godt. Selv havde han ni børn, og alligevel fik han i sin fødedygtige alder også børn med Makkunnguaq, da han var hans kone. Det er helt ubegribeligt.

 

Hist.: Historiske begivenheder fra begyndelsen af 1900-tallet.

 

Kommentar: Det hændte ikke helt sjældent at drenge blev opdraget som piger eller omvendt. Men det store skæg tyder ikke på at Timuutta var en pige der var opdraget til fanger. Måske har han blot været homoseksuel og haft tilhørende fantasier og tilbøjeligheder.

Apulu får et knæk / Apulo navípoq

Print
Dokument id:1289
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Apulu får et knæk / Apulo navípoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 444 - 450, nr. 54
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 203 - 208.

 

Resumé: Når åndemanere og heksekyndige modtog dåbsundervisning skulle

de fortælle præsten alt om deres tidligere liv og intet glemme. Det

gjorde Kukkujooq / Apulu og efter dåben ville han ikke længere kaldes

andet end Apulu, fordi han nu havde aflagt sit tidligere liv.

Apulu har været i Tasiilaq til fods for at handle. På hjemvejen

snubler han over nogle sten, smadrer sin vrist, må slæbe sig hjem og gå

til sengs, hvor han ligger hele efteråret. Smerterne i foden er

slemme, men en dag da foden blir følelsesløs, vikler han forbindingen

af og opdager i det boblende, betændte sår en del blåbærkviste, som

han fjerner en for en. Derefter læges såret, han blir rask, og da han

funderer over årsagen, forstår han med eet, at den er noget han mente

var for ubetydeligt at fortælle præsten. Som ung hørte han, at

oldefaderen Naaja fik stukket glødende blåbærkviste ned i halsen, der

skulle fjerne hans angst for ånderne, når han voksede til. Apulu var

meget bange for de ånder, han skulle møde, og spiste bare nogle

blåbærgrene, fordi han ikke havde ild ved hånden. Han mærkede ingen

virkning af dem, og de var så åbenbart blevet inde i ham, men havde

såret ham, da de ville ud.

A. havde som sagt været meget bange, da han søgte efter hjælpeånder. Men det var de fremtidige hjælpeånder også for ham. En af hans dværge havde rystet så

kraftigt af angst, at snippen på dens anorak ligefrem smeldede.

 

Hist.: Tid: Efter 1917. Apulu / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui" (Kukkujooq).

 

Varianterne stemmer

ikke overens om det ritual, hvormed Naajas far blev gjort til

fremtidig åndemaner. Hos Sandgreen 1987: s. 72 - 74, får N. stukket

glødende mos ned i halsen. Men se også ibid. ss. 273 - 277, hvor

Kukkujooq rådgives om ritualet med blåbærrisene.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Aqatiaq ( Aqigsiaq / Aqissiaq ) Igataligdlo / Igatalillu

Print
Dokument id:1327
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aqatiaq ( Aqigsiaq / Aqissiaq ) Igataligdlo / Igatalillu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 4 - 16, nr. 11
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Måske fortalt af Johanne Andreassen, Kârales kone.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 369: Aqatsiaq og Igatalik

(Rypekylling og grydemanden)

 Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Det fortælles, at Aqissiaq og hans søn hørte hjemme hos de mellemstore timersit (indlandskæmper ikke kæmpestore og ikke de mindste). De havde ingen kajakker men var dygtige til at fange. De fik sælerne til at komme op ad elve, og de sultede aldrig. Men engang artede den tidlige vinter sig helt anderledes end det, de ellers var vant til. Der var hverken sæler eller isbjørne. Sommeren udeblev, så der var tale om to sammenhængende vintre. Det betød sult hos Aqissiaqs, selv om de ikke holdt op med at tage ud på fangst. Da de ikke længere havde noget at leve af, så det blev lige meget, om de levede eller døde (eller: så de lige så godt kunne lægge sig til at dø), tog Aqissiaq og sønnen ud på meget lange jagtture, uanset hvor lange de blev. Under en af dissse jagtture kom de ved aftenstid til de største indlandsboeres hus. Der kom ingen mennesker ud af huset; det viste sig, at de også sultede. De gik hen til huset og fortsatte ind gennem gangen; og da det endelig lykkedes dem at kravle op ad trinnet til rummet, satte de sig ned på rummets store siddeplads. Knap nok havde de sat sig, så spurgte den store husherre; "Hvorfor er I kommet herhen?" Aqissiaq svarede: "Vi er ved at dø af sult. Derfor rejser vi rundt over alt og glemmer al skam." Husherren svarede: "I en sådan situation lader man al generthed fare. Bliv her endelig i nat, I kære." Og han spurgte ham: "En af jer skulle vel ikke være åndemaner / angakkoq / angakok?" Aqissiaq svarede: "Det ved jeg ikke." "Jo", sagde husherren: "for vores lille datter, som åndemanere ellers har kigget på, er ved at dø. Vil du ikke nok prøve, at gøre noget ved hende?" Aqissiaq svarede: "Jamen, så prøver jeg." Han dækkede sig med et vandskind, ved fodenden af briksen for om muligt at finde ud af noget ved hjælp af qilaneq. Da Aqissiaq var en angakok af de allerstørste fandt han hurtigt ud af, hvad der var i vejen med pigen. Han sagde: "Hun er blevet berøvet sjælen; og den findes i en spalte i indlandsisen." Da sagde den syges mor: "Nu husker jeg, at jeg engang for længe siden under en slædetur faktisk faldt i en revne. Det er nok derfor, at sjælen er røvet." Da Aqissiaq havde fået sjælen på plads, sluttede han. Straks efter sagde kæmperne: "Hvad vil du helst betales med bær eller ammassætter?" Aqissiaq svarede: "Hvis I betaler mig med bær, risikerer man, at jeres datters sjæl drukner i bærsaften. Så du skal ikke betale mig med bær." Så tog pigens far tøj på og gik ud af huset. Snart efter kom han slæbende gennem husgangen med en sæk (ammassætter) så stor, at den satte sig fast i indgangen og måtte slides løs før han fik den ind. Ammassætterne var ordnet sådan, at de var trukket på en snor i bundter på tre. Så begyndte han at dele ud, og han gav gæsterne en håndfuld som appetitvækker. Aqissiaq og hans søn troede, at det var alt, de skulle få, men det var skam kun ment som en appetitvækker. Først bagefter fik de betalingen for datterens helbredelse. De fik alt det de ville kunne bære på ryggen. De overnattede så hos disse mennesker. Da de skulle af sted næste dag, forhørte Aqissiaq og hans søn sig om nogen skulle kende en trylleformular / formular til at lokke hvaler med. Men ingen af de gamle, de spurgte, kendte til en sådan formular. Nær ved at opgive håbet spurgte han så alligevel en pige, som endnu ikke var helt voksen, om hun kendte nogen. Og til Aqissiaqs overraskelse sagde hun: "Jeg har kendt en. Jeg husker min bedstemors trylleformular til at lokke hvaler med. Måske kan den bruges." Med de ord gik de tre op ad et højt fjeld. Da de nåede op på fjeldtoppen, begyndte de at lokke / kalde en hval op ad en elv. De stirrede ufravendt østover, og himlen over vandet var klar nok. Så pegede pigen på noget og sagde: "Derude, hvor himlen og havet mødes er der noget, der ligner et lille blåst." Aqissiaq og hans søn spejdede derud hvor hun pegede, men de så ikke noget. Så sagde pigen: "Nu er det helt tydeligt." Endelig kunne de andre også se det. De blev glade, fordi de nu var sikre på at fange en hval. Hvalen nærmede sig og dukkede op gennem isen, som var isen det bare vand. Ganske tæt ved stranden dykkede den. Den dukkede ikke op igen. De var ved at bliver utålmodige; så så' man den svømme udad. De tre, der havde lokket den ind, tabte næsten modet. Men midt i modløsheden klappede pigen i hænderne og udbrød: "Nu husker jeg, hvad min gamle bedstemor sagde: Hvis det skal lykkes, må hvalen først tage turen tilbage udad." Så ventede hun på at den skulle dukke op igen. Det gjorde den, og da var den kommet op i elven. De, som hvalen styrede imod, smilede af lutter tilfredshed i forventning om, at nu ville de få noget at spise. Hvalen svømmede op imod elvens strøm og dukkede jævnligt op. Endelig dukkede den op lige foran dem, og Aqissiaq belavede sig på at harpunere den. Men han kunne ikke rigtig komme til at kaste harpunen. Hvalen var ved at forsvinde op ad elven. Der var ikke andet at gøre end at få pigen til at stå foran dem. Og da dukkede hvalen op lige ved dem. Tænk, hvalen ville, at pigen fik den fordi det var hende der havde kaldt på den. Aqissiaq, der stod bagved pigen, harpunerede hvalen, hvorefter sønnen også kastede sin harpun mod den. Derefter sårede de den mange gange med lansen, for at dræbe den. Kîsa tunuanut itivigsilerpât. tássangmigôq itivigsigunigko ánaussagdlugo (det er noget med, at hvalen er ved at komme over på den anden side, på bagsiden, inden de får den dræbt, og de vil miste den, hvis det lykkes for den at komme om på bagsiden, CB. Itivippoq, gå over en bjergkam HN). Langt om længe lykkedes det dem, at dræbe hvalen. Hele hvalen var havnet oppe på sneen, da den døde. Nu den var oppe, gik de så i gang med at flænse den. Da de var færdige, tog Aqissiaq og sønnen hjem. Således levede de godt af deres fangster. Til sidst var der ikke ret meget tilbage. Da der kun var ganske lidt tilbage, gik de op på det store fjeld for at holde udkig. De kiggede sig omkring for at se, om der var noget usædvanligt at se. Så sagde Aqissiaq: "Det forekommer mig, at der stiger damp op dér, hvor indlandsisen og havisen støder imod hinanden." Da sønnen også havde fået øje på det, besluttede de sig til at gå derhen. De gik det meste af dagen inden de omsider nåede frem til stedet. Bræen var faktisk revnet, og der steg frosttåge op nedefra. Der måtte altså være vand dernede. Aqissiaq ville klatre ned ad revnen med en line om livet, og sønnen skulle holde i linen oppe fra. Han begyndte at klatre ned, idet han samtidig huggede trin med sin tuk. Han nåede ned til vandet, og mens han stod og gjorde sig klar, dukkede der en lille netside op lige ved hans fødder. Det var ikke svært for ham at harpunere den. Da han havde dræbt sælen rykkede han i linen. Så halede sønnen ham op. Så snart sønnen kunne se faderen, så han, at han havde fanget en netside. De skyndte sig hjem og nåede deres hus ud på aftenen. Tidligt næste morgen tog de ud på fangst til samme sted, og begge kom hjem med en sæl. Hver dag tog de ud til samme sted og kunne på den måde holde sulten ude. Efterhånden begyndte de også at fange narhvaler. Når de fangede en narhval, flækkede de den på langs og bar hver sin halvdel hjem på ryggen. En dag for hjemadgående gjorde sønnen faderen opmærksom på noget. Faderen opdagede nu et stort menneske med en gryde på maven. Der kom damp op fra gryden. Kæmpen så dem. De forsøgte at flygte, men forgæves. Da kæmpen nåede dem, snuppede han narhvalen og puttede den i sin gryde, hvorefter han vendte dem ryggen og gik. Og uden at se sig tilbage,forsvandt han bag noget. Aqissiaq og sønnen kom tomhændede hjem. Det kom minsandten til at gentage sig. Herefter skete det hver dag, at de blev frataget deres narhval undevejs hjem fra fangst. En dag de endnu engang blev berøvet deres narhval, stirrede Aqissiaq vedholdende på kæmpens overkrop. Da denne vendte ryggen til, sagde han: "I morgen ved denne tid vil han være en død mand." Hjemme i huset fik han travlt med at lave lassoer. Da han blev færdig, sagde han til sønnen: "Når jeg har fået denne omkring ham, vil han ikke kunne bruge armene. Så skal du stikke løs i ham med kniven." Med de ord gik de i seng. Næste morgen tog de på fangst, som de plejede. De fangede en narhval, flækkede den, og tog hver sin halvdel på ryggen og begav sig hjemover. Næppe var de startet, før kæmpen kom og huggede deres fangstbytte. Derpå vendte han dem ryggen og gik uden at se tilbage. Aqissiaq gjorde sine lassoer klar og begyndte at løbe efter ham med sønnen i hælene. Da Aqissiaq nåede ham bagfra, fik han lassoen omkring ham lige ovenover hænderne og strammede den til, så han ikke kunne røre armene. Sønnen stak så løs i ham med kniven og gav ham flere stik i maven, så han begyndte at sprælle voldsomt. Ilden fra lampen sprang til alle sider, og gryden skvulpede over. Far og søn brændte sig, men kæmpede alt hvad de kunne, fordi de aldrig ville kunne få deres fangst med hjem, så længe kæmpen levede. Langt om længe faldt han om; grydens indhold spildtes, og den store narhval havnede på sneen. De gravede det store menneske, de havde dræbt, ned i sne og suppe /sjask (ivseq suppen fra gryden CB eller udsivet blod HN) og dækkede det til. De undersøgte narhvalen og så, at hele den ene side var blevet kogt. De tog atter halvdelene på ryggen og gik hjem. Efter drabet på kæmpen holdt de i en periode op med at tage på fangst i forventning om, at der ville komme nogen for at hævne sig. Og så skete det pludselig, at de stik imod sædvane fik besøg af en mand. Den ankomne sagde: "Det siges, at timersiit's (indlandskæmpernes) forsørger er udeblevet; og at I muligvis har dræbt ham." Det ville Aqissiaq og hans søn ikke indrømme og sagde: "Hvordan skulle vi bære os ad med at dræbe ham, så stor som han er. Den kæmpe har vi aldrig set." "De tror jer aldrig. Jeg hørte dem sige, at de ville komme og angribe jer," sagde gæsten. Med de ord tog han hjem. Da han var væk, sagde Aqissiaq: "De kommer helt sikkert og angriber os." Og han gav sig til at grave i jorden ude i gangen imod sidevæggen. Han sagde til sønnen: "Du skal grave i jorden lige uden for indgangen til rummet. Jeg skal sætte mig i det hul, du graver og du i det, jeg graver." Så forklarede Aqissiaq, hvad de skulle gøre: "Vi skal være ude i gangen og jeg i den inderste del. Du skal ikke dolke dem undervejs ind. Det skal jeg. Når jeg så kaster dem mod udgangen, og de rammer jorden lige foran dig, skal du kaste dem videre ud, uden at såre dem. Kun på den måde, kan vi dræbe dem alle sammen. Da de på den måde havde forberedt sig, ventede de blot på, at angriberne skulle komme. Som ventet kom der en hel masse. Da de nærmede sig, anbragte far og søn sig på deres pladser. De ankomne kom ind én af gangen. Sønnen var lige ved at stikke den første ned, der var på vej ind, men så huskede han, hvad faderen havde sagt og lod ham passere. Netop som han ventede at noget skulle ske, lød der et knald. Det var skam Aqissiaq, der havde stukket manden lige i hjertet. Som sønnen ventede det, kastede Aqissiaq manden fra sig, så han landede lige foran ham. Han kastede ham videre ud. De, der stod udenfor, fór løs på ham med deres knive. Så hørte man én sige: "Hør, det er helt galt. Vi har allesammen stukket kniven i en af vore egne!" Så begyndte de ellers på rad og række en for en at trænge ind i husgangen allesammen. Den første var ellers godt på vej ind, men så råbte Aqissiaq ud til ham: "Gå ikke ind, hvis du har dit liv kært. Og sig til de andre, at de ikke skal angribe os en anden gang, for vi er svære at dræbe." Ved de ord fór dette store menneske ud og flygtede. Så kunne Aqissiaq og sønnen gå udenfor. Dagen efter om morgenen tog Aqissiaq og hans søn af sted for at besøge grydemandens husfæller. De gik hele dagen og nåede frem langt ud på aftenen. De ventede en tid på, at nogen skulle komme ud af huset. Men ingen kom ud, og så de gik selv ind. Alle inde i huset så bistre ud. Ikke den mindste antydning af et smil. De forventede, at man ville servere mad, men nej. Man lagde nu brikseskind på gulvet og anbragte en lampe ved sidevæggen, og ved lampen var der et stykke bart gulv, hvor der lige var plads til et menneske. De skulle minsandten til at mane ånder, fordi de ville dræbe Aqissiaq og hans søn, som de anså for at være ringere åndemanere end dem selv. Indvånerne begyndte at ægge hinanden: "Kom så, kom så." Endelig rejste én sig op og stillede sig op ved den anden sidevæg. Dér blev han stående et stykke tid; så satte han i løb og sprang hen på det stykke gulv, hvor der ikke var lagt brikseskind. Han sank i med fødderne, ned i stenen op til knæene. Han forsøgte at forsvinde helt ned i jorden, men ganske af sig selv hævedes han op igen (på gulvniveau). Den ene efter den anden forsøgte sig (uden held). Når de svageste sprang sank de ikke dybere end at de blot fik stenmasse mellem tæerne. De gjorde, hvad de kunne, men ingen af de mange mænd i huset formåede at forsvinde ned. Så begyndte de at opfordre Aqissiaq og hans søn til at gøre forsøget. Da de blev ved, sagde Aqissiaq til sin søn: "Når jeg løber, løber du lige efter." Derefter drejede han hovedet mod dem, der sad på briksen og råbte af alle kræfter: "Ha, ha, ha, ha. Når jeg skal lade mig bruge som hjælpeånd for den store hidsige eller skrækindjagende kystbo, gør jeg sådan." Han satte i løb med sønnen efter sig. Han sprang over på det bare stykke gulv uden brikseskind; og så hurtigt forsvandt han ned i jorden, at hans hår strittede i vejret. Så såre faderen forsvandt ned i jorden, sprang sønnen over til det samme stykke stengulv og forsvandt ned lige så hurtigt som faderen. Da far og søn smuttede ned, gjorde husets beboere sig klar til at dræbe dem dér, hvor de forsvandt. I det samme hørte man nogen på vej ind gennem husgangen. Beboerne i huset blev optaget af det, fordi de troede, at det var nogle andre. Ind kom de, og det var Aqissiaq og hans søn. Aqissiaq sagde: "Sådan gør jeg altid, når jeg bytter plads med / tjener kystboen som hjælpeånd." Til dette hørte man husets kvindelige overhoved sige: "Nu har man hørt det med. Tænk, han er hjælpeånd hos en kystbo! Han plejer at (taartâser....) tjene / bytte plads med kystboen." Skønt de ville dræbe far og søn, blev de bange for dem og lod dem gå uden at gøre dem noget. Således levede Aqissiaq og hans søn videre.

Var.: Aqissiaq. Kommentar: Verdensbillede: Her får vi en god beskrivelse af indlandsånders fangstmedtoder, modstrøms op ad elve og gennem revner i indlandsisen, hvorunder havet fortsætter. Tilsyneladende bærer denne grydemand sit ildsted med under gryden. Om grydemænd, igalillit, skriver Kaarali i generelle vendinger, at de ikke søges som hjælpeånder, fordi de er ondsindede, og de går ikke på fangst men stjæler fra andre indlandsboere. Træffer de et menneske dræber de ham (Jens Rosing 1963: 187 og Otto Rosing: angákortaligssuit, 1957.61, I: 80). Helga Nielsen (østgrønlænder) har korrigeret teksten for de gloser, som Christian Berthelsen var usikker på. Hist.: Aqissiaq i rollen som hjælpeånd for en åndemander blandt kystboerne, dvs. rigtige mennesker, er usædvanligt, men understreger hér en respektindgydende modsætning til de ondsindede grydefolk, der ikke kan søges til hjælpeånder. Fangsten i en revne i indlandsisen (eller rettere i en revne hvor indlandsis og havis mødes) er muligvis kun en østgrønlandsk forestilling. De største kæmper på indlandsisen fangede bl.a. på denne vis. (Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): kæmper).]

 

 

Ardiaq stævner úpiînnguaq / Uppiinnguaq

Print
Dokument id:1672
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu (Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Ardiaq stævner úpiînnguaq / Uppiinnguaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 211
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortsættelse af "Uppiinguaqs Ajumaaq sjæleraner Naaja". Fordi Naaja

endnu ikke er kommet sig af Upp.s Ajumaaqs sjæleran, flyver N.s ældgamle

dværg, Artiaq sammen med to andre hjælpeånder, ildmanden Taamaangivaq

og den gamle dværg Nujaaki op til Upp., hvor T. prøver at gøre det af

med U.  Nujaaki springer til, da T. ikke kan klare kæmpen, og Upp.s

anmodning om hjælp blandt sine fæller afvises af hans plejefar, fordi

U. selv har været ude om det med sit forsøg på at sjælerane Naaja.

Plejefaderen begraver Upp., men får også vakt ham til live igen med

formularer, hvorefter Upp. flygter mod Qilerseq.

 

Var.: Sandgreen 1987: 184 - 187: "Den drabelige krig". Uppiinnguaq.

 

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet.

âriagssuaq / Aariassuaq

Print
Dokument id:1815
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 409
Fortæller:Salomon
Nedskriver:? Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:âriagssuaq / Aariassuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:16 sider
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 10-11.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Aariassuaq

Det fortælles om fætrene Aariassuaq og Quaaveersuaq, at de elskede hinanden meget højt og begge var dygtige kajakfangere. De boede i hver sit hus og var begge store åndemanere. Når det blev midvinter og mørkt, manede de ånder på skift.

 

Når de roede ud på fangst fulgtes de hele vejen ud til fangstpladsen. Her skiltes de, men aldrig i større afstand end den man skulle tilbagelægge for at komme tæt nok på til at harpunere en sæl. Når de havde fået fangst, roede de hen til hinanden og tog hjem. Når de kom hjem var de igen sammen, og de gik først hver til sit, når de skulle i seng.

 

En aften de som sædvanlig havde hygget sig med hinanden og det var blevet sent, blev Aariassuaq ret fåmælt. Fætteren Quaaveersuaq spurgte: "Hvorfor er du så tavs?" Aariassuaq svarede: "Hvorfor bor vi dog i hver sit hus? Det er derfor jeg siger så lidt. Jeg ville være gladest hvis vi boede i samme hus, så vi kunne være sammen hele tiden." Fætter Quaaveersuaq svarede: "Den tanke har jeg også haft. Lad os bygge os et hus til sommer, hvor vi kan bo sammen, om alt går vel." Fætteren blev meget glad, da han hørte ham sige det. De blev endnu tættere knyttet til hinanden under fangstturene.

 

Da vinteren var omme og det var blevet sommer, byggede de sig et fælles hus, og nu forlod de aldrig mere hinanden. Kun når de kom til deres fangstområde skiltes de, men ikke i større afstand end den man skulle tilbagelægge for at komme tæt nok på til at harpunere en sæl. Når de kom hjem om aftenen hyggede de sig med hinanden lige til de gik i seng. Om morgenen, når de vågnede, fortsatte de med at hygge sig, og de afbrød ikke samværet før de gik i seng. De gik så meget op i det, at de en overgang opgav deres åndemaneraktiviteter.

 

En aften blev Aariassuaq noget tavs. Så spurgte Quaaveersuaq: "Hvorfor siger du så lidt?" Aariassuaq svarede: "Hvorfor er vi egentlig holdt op med at mane ånder efter at vi kommet til at bo i samme hus?" "Det har jeg også tænkt på. Ja, vi er holdt helt op med at mane ånder efter at vi er kommet til at bo i samme hus. Hvis du har lyst må du endelig mane ånder", sagde Quaaveersuaq. Fætter Aariassuaq blev pludselig helt opsat på det. Da det blev sen aften, beordrede han lamperne slukket. Da så hele husstanden havde sat sig til rette, gav han sig til at mane ånder. Når Aariassuaq manede ånder rejste han altid over til Akilineq, fordi man dér fik meget nyt at vide og gerne oplevede noget, man kunne fortælle

videre. Som altid fløj han (først) rundt inde i huset med sine lillefingre som vinger for at kunne smutte ud gennem enden af tugssaq (formodentlig loftsbjælken, CB). På et tidspunkt da så enden af tugssaq åbnede sig, smuttede han ud. Han mærkede et vindpust, da han kom ud i det fri. Han kiggede sig lige omkring, men så satte han kursen mod Akilineq som han plejede. Han fløj udefter, fløj og fløj. Da han havde lagt den yderste kyst bag og vendte sig om, opdagede han at han stadig befandt sig tæt ved kysten, og at konturerne i landskabet endnu tydeligt kunne skelnes. Han blev dybt forundret, for han havde aldrig før fløjet så langsomt. Så fløj han videre mens han brugte både lillefingrene og ringfingrene som vinger. Da han regnede med at han nu var kommet så langt væk, at han ikke længere kunne se kysten, vendte han sig om og så, at de høje fjelde endnu kunne ses som sæler, der holder sig flydende i vandskorpen. Han undrede sig over, at det gik så langsomt. Så fløj han ellers videre udefter. Langt om længe blev landet på den anden side synligt. Nu nærmede han sig noget, der lignede en tågebanke, og han fløj bare videre, men så gik det nedad. Han så sig omkring og opdagede, at han snart ville tørne imod et stort isstykke. Han søgte at hæve sig igen, og det lykkedes. Da han mente, at nu var han kommet højt nok op, satte han igen kursen mod det der lignede en tågebanke. Men han havde kun fløjet ganske kort tid i den retning, da han for anden gang begyndte at tabe højde. Han kiggede sig omkring og opdagede, at han endnu engang skulle til at ramle ind i isen. Han hævede blikket, og straks begyndte han at stige. Da han havde fløjet et stykke tid var han endelig ved at nå sit mål. Men tågebanken, som han plejede at komme op over, lå denne gang meget højere. Da han opdagede det, satte han ekstra fart på. Han prøvede at komme op ad den som han plejede, men så begyndte han at tabe højde, og han prøvede længe at holde sig fast med neglene, men til sidst faldt han. Først fjernede han sig, og fløj så for anden gang op mod den af alle kræfter. Han prøvede igen at komme op over den, men det gik bare endnu værre. Igen prøvede han at klamre sig til den, men han faldt ned. Han overvejede ellers at prøve en tredje gang, men da det var ved at blive lyst, vendte han næsen hjemad. Han undrede sig meget, for det var aldrig sket ham før.

 

Fætter Quaaveersuaq kom til at vente længe på den åndeflyvende Aariassuaq. Til sidst var det ved at blive morgen, og han var da aldrig før blevet væk så længe. Han var ved at blive helt utålmodig, da Aariassuaq dumpede ned lige før solopgang. I samme øjeblik han faldt ned, tændte de lamperne, og de så ham sidde på gæstebriksen over for selve briksen med bøjet hoved og blikket i gulvet, mens snottet hang ham fra næsen helt ned til gulvet. Fætter Quaaveersuaq spurte hvorfor han havde været så længe væk, og Aariassuaq svarede: "Det var mærkeligt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende i al den tid jeg har været på åndeflugt. Hver gang jeg er fløjet gennem luften er jeg taget over til Akilineq, fordi man altid oplever noget dér, man kan fortælle om, og fordi der altid er noget nyt at høre. Men denne gang var det ikke muligt at komme op over det, der ligner en tågebanke. Jeg gjorde to forsøg, men begge gange måtte jeg gøre det modsatte af det jeg gerne ville. Jeg måtte vende om, fordi jeg risikerede at det nåede at blive lyst, hvis jeg skulle gøre flere forsøg. Jeg aner ikke hvad grunden kan være." Da han havde sagt det bemærkede fætter Quaaveersuaq: "Det gælder én af os - du eller jeg vil dø i nær fremtid."

 

Nu var de igen sammen. De forlod aldrig hinanden og var kun optaget af at tage ud på fangst.

 

Vinteren gik og det blev forår, og da klapmydstrækket kom, helligede de sig helt jagten på dem. Til sidst kom den tid, hvor man så dem sjældnere. Så en dag de som sædvanlig var ude på fangst, skiltes de i en afstand som den man skulle tilbagelægge for at komme tæt nok på en sæl for at kunne harpunere den. Da de havde ligget stille et stykke tid, kiggede Quaaveersuaq hen hvor fætteren var og så, at han var ved at ro hurtigt i retning mod skyggesiden for at harpunere en sæl. Han kiggede på, mens han i fuld fart roede ind på sælen og harpunerede den. Det var altid sådan, at når den ene harpunerede en sæl, så roede den anden hen til ham og var med til at dræbe den med lansen. Nu roede så Quaaveersuaq hen til Aariassuaq, og han så at fangstblæren blev trukket ned men standsede, da vandet nåede blærens forluffer (eller der hvor de havde siddet, CB). Inden han nåede derhen, gav Aariassuaq sig til at hale linen ind, og da han nåede helt frem, inden man kunne se sælen, spurgte han: "Hvad har du fanget?" "Jeg har harpuneret en af dem fra forårstrækket", sagde Aariassuaq. Så kom dyret op, og det var en stor sortside med et smukt sort snudeparti. Han roede væk fra ham, da han var færdig med at ordne den til bugsering. Han var kun lige roet væk, da han så en snude stikke op af vandskorpen - sådan bare en anelse. Quaaveersuaq roede hurtigt derhenad. Fætter Aariassuaq havde et øjeblik vendt hovedet væk fra Quaaveersuaq, og da han så vendte sig om, opdagede han at Quaaveersuaq roede rask fremad (qajasualitdlartoq. Renskriften har: qajaagssualitdlartoq, ?? CB), og mens han kiggede på ham, harpunerede han sælen. Fangstblæren drev hen mod sælen (tungaanut ornigukkami) og standsede da vandet nåede op til lufferne. Han roede hen til ham og nåede frem, inden han havde trukket sælen op. Han spurgte: "Hvad har du fanget?" Fætteren svarede: "Jeg har harpuneret en af dem fra forårstrækket." Da han fik den op, (inatdlune, nok ingatdlune, dvs.: viste det sig at den havde et endnu smukkere snudeparti, CB). Aariassuaq sagde:" Jeg har ikke tænkt mig at fange to sæler, for jeg glæder mig sådan til at spise kødet af den jeg har fanget. Tænk at få halvkogt kød af en af dem fra forårstrækket!" "Jeg har heller ikke tænkt mig at fange to", sagde Quaaveersuaq. Så de vendte næsen hjemad.

 

Da de lagde til, overlod Aariassuaq sin fangst til sine husfæller og sagde: "Kødet af min fangst skal serveres halvkogt. Jeg glæder mig sådan til at spise kødet af en af dem fra forårstrækket halvkogt." Hans husfæller tog sig af flænsningen og satte kødet over. Inden de var færdige, havde man kogt kødet af Quaaveersuaqs fangst, så han inviterede sin fætter og sammen spiste de kød. Netop som de var færdige, gav Aariassuaqs husfæller besked om at kødet af hans fangst var kogt. De forlod Quaaveersuaqs telt og gik ind i Aariassuaqs, og de tog fat på maden som om de ikke havde fået noget at spise for et øjeblik siden. Først da de var blevet stopmætte holdt de inde. Som altid fortalte de historier, og midt mens de underholdt sig med hinanden sagde Aariassuaq: "Inde i fjorden hvor vi plejer at øse ammassætter op, er der sikkert en hel del saæler fra forårstrækket, for der er jo allerede kommet nogen her. Det er jo også ved denne tid ammassætterne plejer at komme." "Ja," sagde Quaaveersuaq, "lad os pakke i morgen. Så kan vi rejse derind i overmorgen."

 

Næste dag tog de ud på fangst, for de havde tænkt sig at ordne de ting de skulle have med, når de kom hjem. Men da de kom tilbage, havde husfællerne alt parat, og da de derfor ikke havde noget at give sig til om aftenen, underholdt de sig som sædvanlig med hinanden. Da de vågnede næste morgen gjorde de sig klar og tog ind i fjorden. Det var en ret dyb fjord. Normalt nåede de ammassætpladsen inden solen gik ned, når de tog hjemmefra tidligt om morgenen. Men denne gang måtte de slå lejr undervejs, fordi de i dagens løb havde rastet flere gange for at lave mad. Først næste morgen tidlig var de fremme ved ammassætpladsen.

       De havde egentlig tænkt sig at ro ud til deres fangstområde i løbet af dagen for at se, om der var sæler, men da de følte sig så mætte af alt det de havde spist, blev det ikke til noget. Det blev aften uden at de nåede at komme ud. Næste dag tog de så ud og fangede hver en sæl. Aariassuaq sagde: "Heller ikke denne gang har jeg tænkt mig at fange to sæler. Jeg vil hjem til lejren og igen nyde halvkogt kød af en sæl fra forårstrækket mens jeg sidder vendt mod solens første varme stråler." "Jeg er enig", svarede fætter Quaaveersuaq. Og så roede de hjem sammen som de plejede. Da de kom hjem inviterede de hinanden og fik som altid kogt kød. De gav sig god tid til maden og nød at sidde med ansigtet mod solen der strålede varmere og varmere. Egentlig ville de have været på fangst igen, men de blev så mætte at dagen gik, uden de kom ud. Næste dag tog de på fangst og kom som sædvanlig hjem med den ene sæl efter den anden. Som altid fangede de sæler hver eneste dag og fik kød nok til tørring til vinterforråd, og da springtiden var ved at være på retur, kom ammassætterne ellers helt ind til stranden for at gyde så det kogte og sydede. Så glemte de alt om fangst og begyndte at øse ammassætter. Da de havde samlet nok til vinterforråd, sagde Quaaveersuaq til fætter Aariassuaq: "Nu har jeg vist ammassætter nok til at fylde sækkene til de tørrede, så nu vil jeg ikke fange flere." Fætteren erklærede sig enig: "Jeg har også samlet nok." Fra nu af gik tiden med at tørre kød og ammassætter. Da alt var tørt stoppede de ammassætterne i sækkene, og hele fangsten kunne skam lige netop være i sækkene. Så gik tiden med at bundte det tørrede kød. Da der kun var kød tilbage til et sidste bundt, og Aariassuaq bøjede sig ned for at binde det, fik han pludselig så voldsomme sting i siden, at han ikke engang kunne klare at gøre det, men måtte gå hen til fætter Quaaveersuaq, der kunne høre ham komme og vendte sig om efter ham. Aariassuaq gav et lille skrig fra sig hver gang han tog et skridt. "Hvad er der i vejen med dig?" spurgte han. "Jeg var ved at binde det næstsidste bundt, da jeg fik så voldsomme smerter i siden, at jeg ikke kunne gøre det færdigt og måtte lade det ligge." Da sagde fætter Quaaveersuaq: "Kom du ikke i tanke om noget jeg har sagt? Det var dengang i vinter, hvor det under åndemaningen ikke lykkedes dig at komme op over det, der lignede en tågebanke. Da sagde jeg, at det ville gå ud over (? pileqigit, CB) en af os to, og at en af os ville dø ingen længe. Nu er det ved at gå ud over (?) dig." Med møje og besvær fik fætteren så sagt: "Det er nok bare mig der synes det er ubehageligt uden at det i virkeligheden er det, for jeg har aldrig været ude for den slags før (lidt usikkert om det faktisk er sygdommen, der er tale om: agtuiuíkama / attuiuikkama burde så snarere have været atuiuikkama (af atorpaa), CB). Jeg skal ikke dø." Da sagde Quaaveersuaq: "Du kan ikke arbejde i den tilstand. Gå nu hjem, så skal jeg nok gøre det færdigt." Han gik over mod sit telt, og hans små skrig lød hele vejen. Da fætteren forlængst var klar over, hvor dårligt han havde det, bandt han det tørrede kød sammen i en fart, og så snart han var færdig med det sidste bundt gik han hen til fætterens telt. Da han var fremme ved indgangen var fætterens skrig allerede blevet svagere. Han gik ind til ham og bøjede hovedet ned over ham og hørte et enkelt åndedrag. Han ventede på at han skulle trække vejret igen, men det gjorde han ikke.

 

Fætteren kunne bare stå og se til, og der var ikke andet at gøre end at lave en grav til ham. Da han var færdig lagde han ham i graven og dækkede den forsvarligt til med sten. Nu skulle han egentlig af sted tilbage, men han blev der. Hans husfæller ville også gerne af sted, men de kunne ikke få ham med, fordi han ikke kunne rive sig løs fra sin fætter.

 

Til sidst var sommeren gået og efteråret stundede til. Nyisen begyndte at lægge sig (originalen har 'islæg', renskriften 'nyis', CB) dér, hvor de havde øst ammassætter op. Husfællerne blev urolige for at isen skulle spærre dem vejen hjem, så de tilskyndede hinanden til at sige til ham, at de heller måtte ud af fjorden nu, fordi der allerede havde dannet sig islæg. En af dem sagde så til ham: "Lad os ro ud af fjorden nu, for isen er allerede begyndt at lægge sig. Kommer vi ikke af sted blir vi spærret inde af isen." Og til deres overraskelse svarede han: "Ja, lad os bare tage ud af fjorden."

 

Næste Morgen tog de så ud af fjorden. Da de kom tilbage til deres vinterboplads, kom Quaaveersuaq så ganske forfærdeligt til at savne fætter Aariassuaq. Hen mod aften kunne han ikke få ham ud af tankerne, og om aftenen blev det endnu værre fordi han huskede, hvordan de plejede at hygge sig sammen hver eneste aften. Han sov ikke om natten, og da det blev morgen kunne han stadig ikke få ham ud af tankerne. Han tog ikke på fangst, men efterhånden som solen flyttede sig højere op på himlen, kunne han ikke længere styre sin lyst til at tage hen til fætteren. Da han havde gjort sig klar gik han ned for at tage af sted. Han roede fra land og roede så straks af alle kræfter ind i fjorden, hvor han allerede ved middagstid lagde til neden for graven. Han steg ud af kajakken, gik op til graven og satte sig oven på den, for der var intet andet at se og intet andet at gøre end at tudbrøle. Midt i det hele kom han så i tanker om, at han jo var åndemaner. Og mens han sad dér istemte han (? appissinnarpoq: en slags formular han messede, CB): "Hør Aariassuaq, hør Aariassuaq! Din herlige fætter Quaaveersuaq siger noget for at få dig til at stå op. Stå op!" Da han havde sagt det lyttede han, så ørerne strittede. Men hvor meget han end lyttede, var der naturligvis intet at høre. Igen sagde han: "Hør Aariassuaq, hør Aariassuaq! Din herlige fætter Quaaveersuaq siger noget for at få dig til at stå op. Stå op!" Han lyttede, og nu kunne han høre at der var en flue i nærheden. Dens summen blev langsomt højere og højere. Den blev så høj at mosset på klipperne sprang til alle sider. Han, der ellers prøvede at få den døde til at rejse sig, sprang op og nedad i løb. Han nåede ned til sin kajak, krøb i den og roede straks ud. Han så sig tilbage og så, at fætteren var kommet ned til stranden og stod der lige ud for ham. Han betragtede ham udefra, og mens han så på ham, sagde fætteren: "Du ved jo, at vi ikke kan undvære hinanden. Kom her hen. Jeg har det godt nok." Og straks roede fætteren ind mod ham. Han lagde til neden for, og netop som han skulle op af kajakken, kastede han lige et blik på ham og opdagede, at han så ud som om han pønsede på noget, så derfor stødte han fra land på flugt udefter. I det øjeblik han ville flygte nåede den anden at få fat i kajakspidsen, mens han sagde: "Nu æder jeg dig!" Han stred og baksede af alle kræfter for at få kajakken fri af hans greb, og endelig lykkedes det. Han roede ud af fjorden uden at se sig

tilbage, og siden tænkte han aldrig mere på fætter Aariassuaq, fordi han nær havde ædt ham.

 

Var.: Aariassuaq.

 

Kommentar: Der ligger gerne en moralsk advarsel gemt i fortællinger om to mænd, der blir så nære venner (aldrig kvinder - de blir ikke venner på den måde i fortællingerne). Så tæt må man ikke knytte sig til hinanden. I Aariassuaq går det både ud over angakkoq / åndemaner-evnerne og jagtiveren. Man hygger sig og nyder livet til overmål.

 

Hist.: Tågebankerne på vej til Akilineq minder stærkt om de østgrønlandske billede af ruten til det nederste dødsrige og videre ud til Havkvinden (Sandgreen 52 Den alvorstunge vinter). Det kan hænge sammen med at overleveringen har en østgrønlandsk baggrund, der er kommet med immigranter til herrnhutstationen Uummannaq inde i Godthåbsfjorden. Det kunne være mindelser om en sådan rejse fra Øst- til Vestgrønland, der er overleveret i fortællingen "Anaqorsuaq", som Leopoldus Ringsted fortalte i KNR / Grønlands Radio i 1959. Den er transskriberet, oversat og analyseret i Arnaq Groves speciale: Fortællinger fra Godthåbsegnen, RUC 1995 (ikke publiceret). Leopoldus Ringsted voksede op ved herrnhutstationen Uummannaq.

Arnagtartoq / Arnattartoq

Print
Dokument id:1059
Registreringsår:1903
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Qisunnguaq (Qissúnguaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Søby, Regitze M.
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Arnagtartoq / Arnattartoq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 19 - 20
Lokalisering:Netsilivik: Avanersuaq / Thule
Note:

Redaktør: Søby, R. M. og renskriver: Otto Sandgreen.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "arnagtartoq" / arnattartoq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge:

 

Den, der drømte om de døde / Den der tog ophold i det ene hunvæsen efter det andet.

Det berettes om et menneske, at da han døde kunne han ikke længere huske hvem hans kvinde var.

Så blev han en hund og fik ofte mad fra husene, hvor han varmede sig og derefter stjal mad fra. Da folk blev trætte af ham, kastede de ting efter ham. Og da han så for alvor blev ramt, så han et voldsomt lysglimt. Så ville han ikke være hund mere.

       Han forvandlede sig så til et rensdyr. Men ikke til en ren, der var hurtig til bens. De (andre rensdyr) gav sig så til sidst til at lære ham op med den besked, at han skulle prøve at strejfe himlens navle med sine klove. Han begyndte så så småt at komme efter det. Han løb snart lige så hurtigt som sine fæller, og de lærte ham hvad han skulle spise, nemlig jordens lave vækster, rensdyrlav. Det spiste han så af og begyndte af få talg på kroppen.

       En stor ulv gav sig til jage rensdyret, der vadede ud i havet, hvor kajakmænd fangede det. De gemte dets kød i en kødgrav af sten. Her levede han så sin gravtilværelse. Da det blev vinter begyndte han at længes efter at blive afhentet, og da de hentede kødet blev han meget glad. De fjernede kødgravens dæksten og gav sig til at skære i det for at spise marven i dens ben. Da han kom ud af kødgraven blev han en ulv.

       Så begyndte hans liv som ulv. Heller ikke denne gang var han specielt hurtig til bens. Hans fæller var i gang med at æde af det de havde fanget, inden han nåede frem. Til sidst spurgte han dem: "Hvordan bærer I jer ad med at løbe så hurtigt?"

"Ved at sparke til kimingen med vores bagben."

       Så vandt han frem, kom foran og kunne indhente renerne.

       "Nu gider jeg ikke mere være ulv", og så blev han en hvalros. I starten kunne han kun svømme nær overfladen, så han blev meget sulten og efterhånden døden nær, fordi han ikke kunne dykke i dybet.

       Så fortalte de andre (større) dyr ham: "Du skal sparke mod himlens midte."

Han sparkede så kraftig mod himlens midte at han ramlede lige med hovedet mod havbunden. Men så vidste han ikke hvad den skulle spise. Muslinger, sagde de andre hvalrosser.

       Så spiste han ellers alt det den kunne. Til sidst, da havisen blev meget tyk, forlod de andre dyr ham, og han dykkede op og ned via sit åndehul.

       Senere blev han til en sæl. Da begyndte han at opdage mennesker, der var på åndehulsfangst. Han kunne nu se lapningerne på det menneskes kamiksåler, der var på åndehulsfangst. Han dukkede så kun en smule op (idet han kun holdt fast?) med sine forluffers lillefingre, og da han var en stor åndemaner / angakkoq gemte han sig gang på gang under storetåneglene på åndehulsfangerne.

       Men til sidst, engang han lige kiggede op, var det et menneske uden negl på storetåen, som fik øje på ham, harpunerede og fangede ham. Mennesket tog sælen med hjem og bragte den ind i huset.

       De gav sig til at flænse sælen. Da mennesket kastede dens lunger til side, fulgte han med og blev til et foster i fangerens kone. Derinde boede han så, det blev hans hus, med navlen som vindue og hendes kønsdele som husgang, og man siger at han havde sin vandbeholder oppe over husgangen.

        Mens han opholdt sig inde i mennesket rensede han gang på gang dets indre. Og mens han var derinde så han en stor hund, der gang på gang dukkede op i husgangen. Det var altså fordi de havde samleje.

       En anden gang fik han øje på en stor krabbe, og det vist sig at være kvindens amulet.

       Da flygtede han og kom til at vælte vandbeholderen, og det var jo fordi han nu endelig blev født.

Oversat af Apollo Lynge.

 

Var.: Navagiaq; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq

Arnaq pivdlerortorssuaq / Arnaq pillerortorsuaq / Den vanvittige kvinde

Print
Dokument id:1903
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aqajak (Ambrosius)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnaq pivdlerortorssuaq / Arnaq pillerortorsuaq / Den vanvittige kvinde
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 57 - 59
Lokalisering:Ujarasussuk: Qeqertarsuaq / Godhavn
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Qavanigugume Arnaq Pivdlerugtorssuaq".

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Det fortælles, at der sydpå boede en kvinde, der var gået fra forstanden. Kvindens mand elskede hende højt. Og da hun fødte og begyndte at sprøjte mælk op i hovedet på sig selv, fordi hun var gået fra forstanden, måtte de mange fangere og de andre kvinder tage sig af hende.

 

Da bandt hende fast med en stor rem, fordi hun blev værre og værre, og til sidst måtte de flygte ud til en ø ud for deres kyst.

 

Dagene gik, og til sidst kunne hendes mand ikke klare det længere, og han besluttede sig til at tage ind og se til hende. Han ledte efter en ledsager og ville belønne denne med sin nye konebåd. Da andre ikke ville, fik han en gammel ungkarl som ledsager. Da de havde roet ind til land, bad han sin ledsager vende kajakken, så den vendte ud mod havet. Kvindens mand gik i land og mærkede, at det dunkede i jorden. Da han kom derop, var hans kone alene i huset, og i smug kiggede han på hende.

 

"Jeg har skam set dig, kom ind!" Så gik han ind. De satte sig til at kigge intenst på hinanden. Langt om længe lagde han mærke til, at hans kone ville til at angribe ham. Så flygtede han ud. I løb kom han ned til sin kajak, og da han var kommet ned i den, roede han afsted.

 

Hun fulgte efter sin mand, men da hun ikke nåede ham, sprang hun uden videre ud i vandet. Da hendes mand nåede ud til strømstedet, vendte han sig mod land. Og først da hun nåede tilbage til stranden, roede han hjem. Den gamle ungkarl blev helt afskrækket af forskrækkelsen.

 

Dagene gik, og manden længtes frygteligt efter sin kone. Han ville igen tage ind og se til hende og søgte en ledsager, som han ville belønne med sit store nye telt og oven i købet også med det skind, som man lægger ovenpå skindteltet. Igen blev den gamle ungkarl hans ledsager. Og manden lod ungkarlen blive ude ved det yderste strømsted. Selv roede han ind til land og steg ud af kajakken. Jorden dunkede stadig derinde. Så snart hun så ham, løb hun efter ham. Hendes mand flygtede alt hvad remmer og tøj kunne holde, og han begyndte allerede at ro, mens han kravlede ned i kajakken.

 

Den gamle ungkarl fik sig virkelig en forskrækkelse. Og da kvinden heller ikke denne gang kunne nå sin mand, fulgte hun efter ham. Da han kom ud til det yderste strømsted, så det ud, som om hun ville følge efter, men så vendte hun om. Hendes mand kiggede som sædvanligt efter hende, og først da hun gik på på land, roede han hjem.

 

Da den gamle ungkarl nåede hjem, var han helt afskrækket, og han sagde, at kvinden snart ville tage sig over til øen.

 

"Hvad skal vi gøre, når vi ikke har andre steder at flygte hen?"

 

Dagene gik, og igen fik kvindens mand ondt af hende. Han ville tage hen og se til hende og søgte igen efter en ledsager, som han nu ville belønne med sin nye, fine kajak, og oveni skulle han også få kajakredskaberne. Og igen blev den gamle ungkarl hans ledsager. Da de roede ind mod land, lod han igen sin ledsager vente ude ved strømstedet. Og det dunkede stadig i jorden, da han gik i land. Han ledte i alle husene, men der var ikke nogen. Da han ikke fandt hende, gik han for en sikkerheds skyld op til de gamle grave for at se efter dér.

 

Det fortælles, at hun havde flået hovedet af et menneske og nu spiste af hjernen, mens hun holdt fast i hovedhåret. Og uden at gøre hende opmærksom på sin tilstedeværelse tog han nu bare hjem. Igen gik dagene, og han længtes, så han måtte tage hen og se til hende.

 

Heller ikke denne gang var der andre, der ville ledsage ham, så den gamle ungkarl blev igen hans ledsager. Og igen lod han ham blive ude ved strømstedet og tog selv ind for at lede efter hende. Igen kiggede han ind af vinduerne på de mange huse, men hun var forsvundet. Langt om længe fik han til sin overraskelse øje på hende, hvor hun sad på en lille klippeafsats. Hendes hovedhud var revnet på midten så den hang ned til hver side som et halstørklæde! Og hendes øjne hang kun fast i synsnerverne!

 

Nogle store krager fulgte dem, og da de fløj over hende, og hun så på den, faldt den første ned. Da den anden kom hen til hende, og hun så på den, faldt den også ned. Det siges, at kragerne blev så frygteligt forskrækkede, at de døde, for det var virkeligt et grufuldt syn. Uden at give sig til kende overfor hende, vendte hendes mand bare hjem.

 

Igen gik dagene, og han kunne ikke klare det længere. Han tog igen den samme ledsager, som han havde haft med før, og igen lod han ham vente ved strømstedet. Da han selv kom i land, mærkede han, at det ikke længere dunkede i jorden, og så forstod han, at hun var død. Han ledte efter hende og fandt hende ved en stor kløft, hvor man plejede at kaste dræbte mennesker ned. Han råbte til sin stakkels ledsager. Og da denne råbte, at han ville hente hjælp, kom der snart mange mænd i kajak. Da de kom hen til ham, lod de hende ganske enkelt falde ned i kløften, og de måtte have vanter på, fordi hun var så opløst, at det var umuligt at tage fat på hende.

 

Det fortælles, at dem, der boede dér, aldrig mere kom ud for, at nogen gik fra forstanden.

Arnasuaussaq / Arnasuaassaq

Print
Dokument id:1898
Registreringsår:?
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Cecilie (Olsen, Cecilie )
Nedskriver:Olsen, Frederik (Fali)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnasuaussaq / Arnasuaassaq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 11 - 14
Lokalisering:Amerloq / Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Arnarsuaasaq

Der var engang et ægtepar der havde en datter. Når faderen havde været på fangst i kajak plejede han at få sin datter til at bære kajakredskaberne op for sig. En dag da faderen kom hjem fra en tur, var datteren ikke kommet ned, og han fik nogen til at råbe efter hende:

       "Arnasuaasaq skulle komme ned og bære kajakredskaberne op!"

De svarede ham så: "Hun har ingen kamikker!"

       "Sig at hun kan tage sin mors kamikker på, sagde faderen. "Hun siger hun ikke gider", svarede de.

       Så gik faderen op, og da han kom ind sagde han til sin datter: "Lille, dumme Arnasuaasaq, nu synes jeg at du bare skal gå din vej om bag fjeldene!"

Så brast Arnasuaasaq ellers i gråd. De havde godt nok lavet mad, men hun spiste ikke noget for lutter gråd. Da det blev aften, gik de andre til sidst i seng, mens hun stadig græd. Da de var faldet i søvn tog hun en skindpose med tørrede gnaveben fra lomvier og tog det, som hun ville have med som proviant. Og så skar hun nogle store stykker skind ud til såler og fyldte sin skindpose og gik. Hun gik et godt stykke tid, og da hun kom om bag fjeldene, skinnede månen smukt og klart. Der stoppede hun op og brast i gråd med ansigtet i sine hænder. Pludselig kunne hun se en stor skygge igennem sine spredte fingre. Manden stod og kiggede på hende og spurgte: "Hvad er der med dig?"

       "Min far og mor sagde at jeg skulle gå min vej, og så gik jeg."

       "Ja, sådan gik det også for mig. Jeg knækkede min brors snare (?). Og da han sagde, at jeg skulle gå min vej, gik jeg. Lad os følges!"

       Så gik de sammen derfra. Undervejs derudad sagde hendes ledsager: "Lad os nu se om ikke vi deroppe snart ser den store renselsesplads!"

       Da de kom derhen hvor de kunne se stedet, viste det sig at være en utroligt skinnende og glitrende klippeflade. De gik derhen og gjorde ophold. Lidt efter hørte de nogen sige rigtig gnavent:

       "Når jeg pluselig bliver lysvågen midt om natten, og når det hurtigt og voldsomt glider ned ad den dybe sne, sådan som vi er vant til det - kung - kung - kung - kuu!"

       Så gik de væk fra det. Da de havde gået et stykke tid fik de øje på nogle huse. De gik derhen og begyndte at gå ind. Og et øjeblik senere var Arnasuaasaq kommet igennem deres husgang og dukkede op ved ingangen til rummet. Da de havde hjulpet hende op, satte de hende ved sidevæggen, - allesammen var de nogle kæmpestore indlandsboere, tunersuit. Hun havde ikke været længe derinde, før alle stimlede nysgerrigt sammen om hende, og vinduet blev helt rødt af nysgerrige ansigter! Og den store tuneq-mands mor sagde: "Vores lile, nye svigerdatter har både halskæde og perler!"

       Mens hun stadig var derinde, blev der råbt:

       "Sig til vores lille, nye svigerinde at hun skal komme ned og spise knasekugler!"

       Så gik hun derned og smuttede indenfor, og der så hun: Et lille fad propfyldt med hare- og rævetestikler. Så sagde de til hende: "Spis nu nogle testikler!"

       Arnasuaassaq kunne ikke lide dem og begyndte at lade som om hun spiste ved at lade dem falde ned inden for halslinningen og ærmekanderne. Da de så det sagde de:

       "Hvordan er det vores lille, nye svigerinde spiser testikler? Hun lader dem falde ned inden for halslinningen og ærmekanterne."

       "Jeg spiser aldrig sådan noget," sagde hun.

       Lidt efter gik hun hjem. - Da hun havde boet der et stykke tid begyndte hun omsider at længes hjem. Til sidst holdt hun helt op med at sige noget. Så gav de sig til at fritte:

       "Hvad er der med dig, Arnasuaasaq? Har du lyst til lidt talg?"

       "Nej!"

       "Har du lyst til kødet fra et kæbeben?"

       Hun blev ved med at sige nej.

       "Men havd har du da lyst til? har du lyst til lidt nethinde?"

       Igen sagde hun nej, og så spurgte de hende: "Er det noget med dine fæller?" Så nikkede hun.

       "Du går i hvert fald ikke ud vest på til dine fæller", sagde hendes store mand.

       Langt om længe blev Arnasuaasaq gravid og fødte en søn. Da hun var kommet sig igen, ville hendes store fæller afsted på rensdyrjagt, og de ville have hende med. Så tog de hendes kamikker med ned til stranden og fyldte dem med tanglopper og lod Arnasuaasaq tage kamikkerne på. Tanglopperne skulle suge kød af hende, så hun kunne blive lettere til bens, når hun skulle løbe og drive rensdyr sammen. Da tanglopperne havde suget af hende opdagde hun, at der ikke længere var kød på hendes ben. Der var kun sener tilbage. Så ventede hun på at sårene skulle heles. Og da de var helet, tog de afsted på rensdyrjagt, og Arnasuaasaq var med og bar sin søn på ryggen. De nedlagde mange rener, og da de syntes at de havde nok, fandt de sig et sted at sove. De lagde sig til at sove, og da hendes store mand var faldet i søvn, stod hun op for at flygte. Hun udsøgte sig de smukkeste rensdyrskind og lavde sig en bærebylt. Da hun var færdig med det placerede hun sin lille søn på maven og tog bylten på ryggen, og så stak hun ellers i rend. Hun løb og løb og var helt udmattet, men da hun vendte sig om viste det sig, at hun stadig befandt sig lige ved sovestedet!

       For anden gang tog hun afsted, og denne gang anstrengte hun sig endnu mere. Da hun havde løbet et stykke tid, så hun sig tilbage - og nu kunne hun ikke længere se de sovende. Hun gik længe og nåede så frem til sin families hus, men der var ingen mennesker. Det viste sig at de var taget ud til en ø ud for deres kyst. Hun gav sig til at råbe efter dem, og endelig kom der en konebåd ud på vandet. Da de nåede hen til hende blev de meget forbavsede  - alt det rensdyrkød hun havde med! Og da de så hendes spædbarn blev de meget lykkelig over deres nye barnebarn. Hun sagde til dem, at det var bedst at de ikke tog tilbage til deres hus, fordi hendes store mand nok ikke bare ville lade hende være, når han kom. - Han ville snarere tage hende med.

       Så blev da da boende ude på øen, og først om efteråret vendte de tilbage til deres boplads.

       Det fortælles at hendes store mand havde været der for at se efter hende, men fordi der aldrig var mennesker der, lod han hende til sidst være.

       Her slutter fortællingen.

 

Oversat af Signe Åsblom.

 

Hist.: Det er usædvanligt og antyder et nyt syn på de "anderledes", at et barn hvis ene forælder ikke er et rigtigt menneske, overlever blandt mennesker.

 

Var.: Arnarsuaasaq

Avko / Aggu

Print
Dokument id:1312
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Avko / Aggu
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 239 - 244
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 106 - 112; angakkortalissuit, 1990: 105 - 111.

 

Resumé af Jens Rosings oversættelse: Som seks-årig dør Aggu / Akku af næseblod, begraves og begrædes af

sine forældre. A. vågner op under gråden adskilt fra sit døde legeme

der ligger tre stentrin oppe i graven. Efter mange mislykkede forsøg,

fordi han kun kan trække vejret ind, men ikke puste ud, når han

endelig op i sin krop, vågner op, skriger og bliver udfriet af graven.

A. er bestemt til at blive åndmaner og hans far forstår af hændelsen,

at A. vil blive en meget stor åndemaner.

A.s "forløsning" kommer på en af årets korteste dage. Hans kone

Porngartivan ser det, spør om han er blevet afsindig, og A. svarer. at

det blir han nok engang. Man er i færd med at lege blindebuk og A.

farer selv rundt i vildelse som en blind. Han råber massassamo til først den ældste mand, der råber det samme tilbage, så den næste osv. Dette forløsningsritual kaldes akiversaarineq, at svare opildnende. Pludselig sluger Akku så et knastørt lomvieskind og derefter et tørt, tilskåret stykke sålelæder (af remmesæl), en handling der kaldes niilerneq, helslugning.

Alt dette gentager sig tre aftener.

 

Da A. den tredje aften skal holde seance, vil han ikke lade sig binde, fordi han ikke er blevet forløst ved "ueerineq" (blødning fra mundvige og andre bløddele).

Han tilkalder sine ånder ved at slå en smældeskive (makkortaq) i hånden i

stedet for tromme og husets ældste, Kaattuarnaaq står ham bi med råb

og spørgsmål. Hjælpeånderne ankommer, men kommer endnu ikke ind.

Trommen danser for sig selv på gulvet og op på A.s ryg, hvorved han

får sila, alverdens viden. A. gennemfører derefter prøven på store

evner, idet han seks gange presser sit åndedræt ned under gulvet.

Derefter kommer hans amoo / Amuu-skræmmeånd ind, og derefter alle hans

skræmmeånder på skift. Dernæst ånden Ajaqqisaaq, der glæder sig over

at være kommet tilbage til bopladsen, hvor dens tidligere herre, hvis åndeflugter altid foregik i en regn af gnister, boede. Akku får sit åndedræt tilbage og opfordrer enhver vantro tilhører til at beføle Ajaq. , der viser sig at være meget stor. Aggu råber pludselig til en husfælle,

at denne skal trække en fedtring om sin kone, fordi Ajaq. vil dræbe

hende. Ajaq. ærgrer sig, dens herre ser da også alt. Ajaq. fortæller

så sin historie om hvordan den først skiftede fra en mindre lysende til en langt mere strålende herre, men kom for sent til at redde ham, da denne blev dræbt af to kajakmænd. Ajaq. dræbte til gengæld dem, og har

siden efterstræbt alle deres slægtninge. Husfællens kone, der skulle beskyttes med en fedtring omkring sig var en afdem. Dernæst præsenterer Akku alle sine øvrige hjælpeånder på skift:

Ukuana, Pamialaaq, Sukardik, Umarnaq, Unarmi og andre. Han får vejret op igen og er erklæret angakkoq. Seancen gentages (siges det) to gange til.

 

Var.: Bortset fra at Aggu ikke bløder følger hans initiation til den første seance, også kaldet "forløsning" i oversættelse, det ideale forløb i Ammassalik området for initiation til angakkoq / åndemaner.

 

Hist.: Aggu levede fra 1843 (ca.) til 1891. Foruden Ajaqqisaaq har han

sikret sig to af sit store idol, Ajijaks hjælpeånder: Umarnaq og

Unarmi.

 

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering.."; "Relationer mellem rigtige mennesker..."; og eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Bemærk præsentationen af hjælpeånder, hvor tilhørerne tilmed får lov at føle på den ene af dem. Også Ajijak præsenterede sin hjælpeånder under sin første seance, tilmed synligt, omend synet gjorde tilskuerne omtågede. Måske har de der spillede ånder ved sådanne lejligheder båret masker. s. 242 taler de ankommende hjælpeånder åndesprog og bruger bl.a. vendingen narta makinginngami, som J. Rosing oversætter til "før dagens øje (stod op)". Den første glose skal staves naarta (som det også fremgår af originalen, hvor Otto Rosings oversættelse til daglig tale lyder: før dagen står op). naarta betyder ordret "dens mave", et åndeglose for sila, der især bruges om døgnets liminale overgange, tusmørke og daggry. Se Vejledningens eksempel på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Avko / Aggu / Akku hævner sig

Print
Dokument id:1684
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Avko / Aggu / Akku hævner sig
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 247 - 252
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, Angakortaligssuit, 1957 - 61, I:116 - 122: Avgo akiniartoq; angakkortalissuit, 1990: 114 - 120: Aggu akiniartoq.

 

Resumé:

Fortsættelse af Kaaralis fortæling om Aggu.

   I foråret 1880 mister Aggu den sidste af sine søskende, en

storebror, han var nært knyttet til. Midt under hans sorg kommer folk

fra Sermilik på besøg og udfordrer til sangkamp. Deriblandt

Ilinngivakkeeq, der udfordrer Aggu. A.s fæller mener, at det ikke er

nogen skam, om A. ikke tar imod udfordringen. Men Aggu stiller op,

lader sig håne for sin sorg og sine tab, som I. synger om, og A. må

endog modtage kindbenstød. A., der ikke har haft mulighed for at digte

en modvise, synger blot en afskedsvise. Men om efteråret tar han hævn.

Han kommer uanmeldt til I.s boplads og sangkampen begynder straks. A.

synger om sin sorg og håner folk som I., der hverken græder, har

følelser eller kan føle med andre. I.s bror, Pikkinaq kalder på sine

hjælpeånder, men den ånd, der pludselig svarer ude fra en ø, er A.s

hjælpeånd Ajaqqisaaq. Aggu går straks i trance, hans tarmskindsanorak

blafrer, men han kommer til sig selv igen, og ved slutordet i næste

vers røver Ajaq. og en anden af Aggus hjælpeånder sjælen fra I.s

andenkones to-årige barn. Det sidder i hendes amaat og begynder at

bløde ud af munden.  I. har ingen lyst til at synge mere.  A.

afslutter sin sang, ror derefter ud til øen, snakker med sine

hjælpeånder og er sig selv igen, da han kommer tilbage. Ved afrejsen

forstår han af I.s bror, Kaakkajik, der er den største åndemaner af

brødrene, at ingen vil hævne sig på A.  A. drager bort med fred i

sindet.

 

Hist.: Aggu levede ca. 1843 til 1891. Ilinngivakkeeq / Ilinnguakkii /

Ilinguaki (ca. 1830 - 1893) var en af Naajas sønner. Det samme  var

Kâvkajik / Kaakkajik / Kakasik (ca. 1835 - 1885).

Avko / Aggu / Akku lader sig bortføre

Print
Dokument id:1683
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Avko / Aggu / Akku lader sig bortføre
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 245 - 247
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, Angákortaligssuit, Godhavn: Det grønlandske Forlag, 1957 - 61, I: 112 - 116: Avgo pôrtoq; angakkortalissuit, 1990: 111 - 114: Aggu poortoq.

 

Resumé: Fortsættelse af Kaaralis fortællinger om Aggu.

 

I 1879 - 80 overvintrer Aggu i Nortsiit / Nortiit, og på hans vante boplads,

Kangaartik diskuterer man om A. eller Maratsi er den største

åndemaner. De, der mener M. er den største, karakteriserer A.s

åndemaneri som barneleg.  A. sender bud. Han vil lade sig bortføre af

kæmpebjørnen og kæmpehvalrossen. Jo, man vil gerne komme og se A. lege

som barn.

   Under forberedelser afskærmes hovedbriksen og den østvendte

sidebriks med et rækværk af teltstænger, der beklædes med et med

kighuller gennemstukket skind. A. sætter sig og kalder sine ånder til

hjælp mod alle dem, der ikke tiltror ham større evner. Trommen tar til at

larme. A. beordrer straks lamperne slukket, hvorefter det ryster og

knager i alle stængerne. Pludselig blir alt stille. Efter en tid

fremkalder A. tre øredøvende brag med passende mellemrum. Kæmpebjørnen

ankommer i husindgangen, flænger forhængsskindet og er synlig i

fuldmåneskinnet. Aggu er væk, men slæbes så skrigende ud af bjørnen.

Nogle mænd, der erstatter skindene med nye, får fodsålerne tilsølet i

blod. En siger: "Nu leger Aggu ikke mere som barn." Trommen kaldes

i gang igen af tilskuerne. Hjælpeånden Ajaqqisaaq kommer, standser

lyden, fortæller at Aggu nærmer sig, og man hører stadig Aggus skrig

komme nærmere. Under gulvet lyder nu hans eneste ledsager,

toornaarsuks "ululuu, ululuu". Trommen går atter i gang,

skindtapeterne rasler i lufttrykket, Ajaq. meddeler Akkus ankomst med fryd. Det er lige som dens forrige, fantastiske herre. Så forsvinder Ajaq. og i en regn af gnister kommer Akku flyvende ind og rundt i rummet. Alle lyde forstummer. Aggu kommer til sig selv, spørger om det var ham selv eller kun hans ånde, der rejste.

Han har klaret turen, hans krop er blå af underløbet blod. Kun hans fodsåler er uskadte og han stiger i alles agtelse.

 

Var.: En ganske kort beskrivelse af denne historiske seance findes hos: Holm, Gustav: Ethnologisk Skizze / Skitse af Angmagsalikerne 1888: 133 (Meddr. Grønland X) = 1972: 132 (Konebådsekspeditionen, red. J. Meldgaard) og på engelsk i Holm 1918: 98f.

Med andre hovedpersoner, søg: Naaja puulik; Kaakaaq puulik; Georg puulik og Missuarniannga puulik.

 

Hist.: Akku levede fra ca. 1843 til 1891.

 

Tolkning: Aggu har klaret at blive en "puulik": Se Vejledningens eksempel på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Azia' / Asiaq

Print
Dokument id:2012
Registreringsår:1935
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu ? (Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq)
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Azia' / Asiaq
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 389 - 390
Lokalisering:Tineteqilaq ?: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Naaja's besøg hos Asiaq:

En mand i et hus beklager sig over sin skrigende baby, som han ønsker at andre vil tage sig af. En ung pige kommer og tar barnet med i sin amaat. Hun er hul i ryggen. Det må være Asiaq, regnens gudinde, finder man ud af.

Mange år senere kommer åndemaneren Naaja på besøg hos Asiaq for at få hende til at regne sneen bort, der dækker åndehullerne. Hos hende ser han en gammel mand med skæg, der skriger unngaa som en baby. Det må være barnet hun kidnappede. Selv sænker hun en pose i højre side af sin indgang ned mod jorden og trækker den op fuld af løvetand. Næste gang blir det i højre side og posen er fuld af narhvalkød snuppet fra køddepoter og skindsække på jorden.

Naaja ber hende sende regn. Hun ryster et isbjørneskind til sædet i en kajak en enkelt gang. Anden gang stopper Naaja hende i tide. Den ene gang giver regn i en hel måned.

 

Var.: Asiaq.

 

Hist.: Naaja var åndemaner i Sermilik-området i første halvdel af 1800-tallet. De fleste fortællinger om ham er samlet og udgivet af Otto Sandgreen 1987. Enkelte af Jens Rosing. Søg på Naaja.

Bedste forglemmer sig / ânaq puigortoq

Print
Dokument id:1222
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Bedste forglemmer sig / ânaq puigortoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 97 - 99, nr. 15
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 66 - 67, nr. 15.

 

Resumé: Naajas mormor holder øje med, at han overholder sine tabuer i

dagtimerne, mens faderen er på fangst. Hun tager sin opgave alvorligt,

for også hun ønsker, at drengen engang bliver åndemaner.

En dag mens de to er ude sammen på bærplukning, giver hun efter N.s

ønske om selv at løbe hjem til teltene. Han ønsker det så kraftigt, at

hun mener at noget usynligt har magt over ham. N. kommer undervejs over

en slette til en lille elv, hvor han opdager et lille vandfald. Da det

pludselig løber opad og han har lært altid at være årvågen og opmærksom, sætter han sig ned og undersøger det. En stor rødlig hund dukker frem af

vandfaldet, N. flygter rædselsslagen, snubler, bliver liggende og

bliver ædt. Han vækkes af sin opvækker-ånd, er nøgen, fryser, husker

hunden og sætter hjemad stærkt utilpas, fordi han har lært, at han

aldrig må være ude med nøgen overkrop. Det må vordende åndemanere

ikke.

Fortæringen fremkalder det indre lys, qaammaq, det andet syn, dvs. for den Anden Verden og dens væsner. Sandgreen undrer sig lidt, fordi Naaja allerede havde fået 'lyset' med det glødende mos proppet i halsen efter fødslen.

 

Var.: Søg på: søens troldbjørn.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om denne initiation se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. .

Besøget hos spyfluerne / Niviugkanut / Niviukkanut pulaortoq

Print
Dokument id:1244
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Besøget hos spyfluerne / Niviugkanut / Niviukkanut pulaortoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 242 - 245, nr. 9
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 29 - 32.

 

Resumé: Den morgen Kaakaaq skulle have mødt Papeqqia igen træffer hun

på et hus, hvor små hvide menneskevæsner taler næsten uforståeligt

med mange iii-lyde. De vil give hende mad, men husker så, at hun intet

må få, hvis hun ikke skal blive hos dem. K. blir træt af deres

iii-snak, de læser hendes tanker, siger at nu vil hun gå, og på hjemvejen træffer hun en fluesværm, der synger så kønt som om de sang trommesange. Det er nok

dem hun lige har mødt i menneskeskikkelser.

Med Papeqqia og fluerne som hjælpeånder har K. afbalanceret to af de

heksemidler hun fik af Qanappi. Det tredje afbalanceres da hun en

anden gang møder åndekvinden Saddiniarit, der belærer hende om, at hun

skal være seksuelt afholdende under lærertiden til åndemaner. S.

fortæller advarende om en mand, der engang så hende, S., lå med hende og

døde af det.

 

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J- Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om afbalanceringen af heksemidler og hjælpeånder se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering...".

De dygtige hjælpeånder / Tôrnat píkorigsut

Print
Dokument id:1205
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:De dygtige hjælpeånder / Tôrnat píkorigsut
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 152 - 154, nr. 32
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 112 - 114, nr. 32.

 

Resumé: Denne tekst er ikke en fortælling, men en gennemgang af: 1.

Åndemanerens forhold til sine hjælpeånder (uden dem ville han være

ligeså magtesløs og uvidende som almindelige mennesker, og åndemaneren

får ikke rigtig magt over sine ånder, hvis han ikke holder seance).

2. Åndernes liv, der i samfunds- og følelsesliv ikke adskiller sig fra

menneskers.

3. Det gængse forløb under en seance, hvor åndemaneren bliver

bundet, hvis han skal ud og flyve, og hvor han (hans åndedræt) i tre

forsøg skal dykke ned under gulvet og give plads for hjælpeånderne,

der på skift trænger ind i hans legeme. Dér får de varmen, beretter om

den fraværende åndemaners oplevelser, eller fortæller løst og fast,

eller afslører tabubrud o.l.

 

Hist.: Oplysningerne svarer til andre generaliserende beskrivelser fra

Østgrønland. Søg på: seance / åndemaning / mane ånder; åndeflugt.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

De store ildvæsner I / Ingnerssuarmiut / innersuarmiut / innersuit

Print
Dokument id:1219
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:De store ildvæsner I / Ingnerssuarmiut / innersuarmiut / innersuit
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 106 - 112, nr. 18
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 73 - 78, nr. 18.

 

Resumé: N. udvikler sig, har en gevaldig appetit og bliver ligefrem

temmelig buttet. En dag han vil tilse sin mågekrog, står der allerede

to mennesker ved den. Han genkender dem fra sin bedstes fortællinger

som "de næseløse" eller "innersuit / ildvæsner". De ligefrem trækker

ham hen til sig. De fortæller hinanden deres navne, N. rører ved dem,

og dermed er de blevet hans hjælpeånder. De inviterer ham hjem på

besøg. N. tør ikke rigtig, men har dog lyst. På kanten af en skrænt

tegner den ene ligesom en streg i luften med sin arm, hvorefter

ildvæsnernes flade strandland dernede med deres boplads viser sig for hans

øjne. Hjælpeånderne fører ham med ind i det største hus, der er fuldt

af tavse ildmennesker. Han får anvist plads på vinduesbriksen og

iagttager en af kvinderne, der koger kød og længe, længe øser mad op

til sin mand og de andre husfæller. De spiser hviskende, men byder ikke

Naaja noget. Deres kød består af lutter sælnyrer.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om "innersuit" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

De store ildvæsner II / Ingnerssuarmiut / Innersuarmiut

Print
Dokument id:1218
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:De store ildvæsner II / Ingnerssuarmiut / Innersuarmiut
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 112 - 116, nr. 19
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 78 - 82, nr. 19.

 

Resumé: Fortsættelse af "De store ildvæsner". Mens ildvæsnerne spiser

og hvisker, og da en af mændene giver sig til at lede efter noget,

forstår Naaja, at de ikke vil ham det godt. Han forsøger flere gange

at flygte, men bliver grebet i kraven og sat på plads igen. Han sætter

i at tude. De fleste kvinder ønsker ham ud, men manden finder det han

søger efter: en kniv, som han skærper (for at skære N.s næse af). N.

tænker i sin nød på sine hjælpeånder blandt dværgene. De kommer straks

til stede men kan intet rigtigt gøre. N. kommer så i tanke om en af

sine hjælpeånders hjælpeånder, en toornaarsuk. Da den sender sit

åndepust ind i rummet, farer de der holder vagt ved døråbningen ind

under briksen, og manden med kniven styrter tilbage på sin plads.

Kvinderne ønsker atter den skrigende N. ud af huset. Han smutter

snøftende ud i husgangen, forskrækkes over toornaarsuk'ens lysende

øjne i den ydre ende, men passerer uhindret forbi. Hans to ildvæsner

kommer til, undskylder fællernes opførsel, følger ham tilbage til

mågekrogen og forsvinder.

Senere opsøger N. ildfolket flere gange og de blir så gode venner, at

de tilbyder N. en af deres døtre som kone. Men N. afslår, fordi

ildvæsenerne ikke forstår sig på at sy det rette tøj til en kystbo.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om "innersuit" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

De umulige kvinder og narhvaler / Arnat, qilalugkatdlo ajornartut

Print
Dokument id:1266
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:De umulige kvinder og narhvaler / Arnat, qilalugkatdlo ajornartut
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 304 - 308, nr. 31
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 81 - 85.

 

Resumé: Allerede mens Kukkujooq er gift med Mamiak får han et godt øje til

Qaatsaarajik, som han efterstræber, da M. er død. Men Q. gør modstand,

vil ikke vide af ham. K. hævner sig ved at binde en hundesele til

hende families teltstang, og hun er da heller ikke spor attraktiv, da

han langt senere træffer hende igen.

K. har endnu ikke fanget en narhval og den sommer, hvor han er opsat

på det, passerer de dagligt langt uden for deres normale rute.

Ærgrelig ror han ind til land, hvor han går til fjelds, hører sang,

træffer en lille kvinde (ånd), der hedder Uddeq, ligger med hende og

erfarer, at narhvalerne holder sig så langt ude, fordi en kvinde har

begået tabubrud: Hendes hårbånd har lagt sig på tværs af dyrenes rute.

Hans hjælpeånder kan ikke afhjælpe miseren effektivt, fordi K. endnu

ikke har åbenbaret sig som åndemaner.

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Den alvorstunge vinter / Ukioq ilungersornartulik

Print
Dokument id:1287
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den alvorstunge vinter / Ukioq ilungersornartulik
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 427 - 437, nr. 52
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 188 - 196.

 

Resumé: Kort før sin død fortæller Kukkujooq Sandgreen om den vinter,

hvor han afskar sig selv fra nogensinde at rejse til Havkvinden / havets moder og

mistede lysten til både at holde sin første seance og hævne sin far.

K. havde fået en uimodståelig trang til at se sin far, der blev myrdet

mens K. endnu var lille. De ville nok kunne genkende hinanden dernede

i dødsriget, for K. og hans far havde vel et eller andet fælles

legemligt træk. Det blev K. klar over engang, da han skulle puste liv

i sin nyfødte halvbror og nær havde ladet drengen dø, fordi den spæde

drengs næse var en tro kopi af sin fars, Imaakkas næse. K. hadede

nemlig sin stedfar I. Kukkujooq overvandt dog sin vrede og fik liv i

drengen.

K.s hjælpeånder fandt, at besøget i dødsriget var en dårlig

ide, fordi han dermed villle afskære ethvert senere forsøg på at gå

længere ud under havet til Havkvinden / Sødyrenes mor. Desuden burde han også først holde sin første seance. Men K.s trang til at se sin far er for stor,

selv om han ikke kan forstå årsagen til denne trang. En dag under en

kajaktur i dejligt vejr kommer trangen voldsomt over ham, og da han

hører sang (åndesang) fra toppen af en høj bratning ved havet, går han

i land, klatrer derop, hvor hjælpeånden stryger ham over øjnene.

Udsynet over de bittesmå isbjerge ned i havet fortoner sig og giver

efter en sløret overgang plads for et nyt udsyn over tre tågebanker

bag hinanden med mørke imellem sig. Ånden forklarer, at det første

mellemrum er vejen ned til dødsriget, det andet til Havkvinden, og at

kun åndemanere, der har holdt seance, kan følge den nemmere vej langs

havbunden. K. vil ned til sin far. Ånden træder sammen med ham eet

skridt ud til det første mellemrum. Det er væmmeligt blødt, men i et

enormt stormsus får K. fast grund under fødderne på en lille høj med

udsigt til en stor boplads. Alle mænd er ude på fangst. Han krydser

sig vej mellem husene ned til stranden, hvor han trækker en kajakmand

på land. Denne er hans far, der smiler, men intet siger. Da K. så

siger, at han er kommet for at se ham, viser faderen ham sit banesår i

ryggen og ber ham fortælle hjemme, at han endnu så nogenlunde er

ligesom dengang han blev myrdet. K. tager tilbage til skrænten, hans

normale syn vender tilbage og ombord i sin kajak igen, undrer han sig

over, at faderen intet sagde om den hævn, som K. skal tage. Måske det

så ikke var nødvendigt?

Vinteren bliver strengere end normalt. Sulten truer, og skønt K.

adskillige gange prøver at rejse ned til Havkvinden for at få

sødyrene frigjort, kan hverken han eller hans hjælpeånder overskride

den grænse han satte med sit besøg i dødsriget. Nu opgiver han også

helt at holde sin første seance.

 

Hist.: Tid: Ca. 1910 - 1915. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui". Det er næppe sandt, at

K. aldrig holdt seancer. Han har blot ikke villet indrømme det over

for præsten Otto Sandgreen. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens

afbalancering...". Men tilsyneladende gennemgik han aldrig den afgørende mytiskeinitiation, fortæringen ved søens troldbjørn eller -hund, der skulle være forudsætningen for at kunne klare alle en åndemaners rejse-opgaver. Kukkujooq kunne dog flyve. Det havde han lært af en gås. Men flyve til dødsriget kunne man næppe. Han må vist følge de de dødes besværlige vej (se Kanak).

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: Søg Rejsen til havkvinden, der er talrige varianter.

Det er altid en risikabel sag at tage hævn, for en selv og ens nærmeste, der kunne rammes af gengæld (omend serier af gengældelser var yderst sjældne: Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.). Den fremskredne mission, der forbød drab, har også været en hæmsko for Kukkujooq. Incitatmentet må være blevet svækket.

Den drabelige krig / Sorssungnerssuaq

Print
Dokument id:1198
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den drabelige krig / Sorssungnerssuaq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 179 - 187, nr. 39
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 135 - 141, nr. 39.

 

Resumé: Fortsættelse af "Uppiinnguaq skaffer sig en svigersøn".

Innartuaqboen, Naaja, holder seance næsten hver aften. Under en seance

kommer hans nære ven blandt hjælpeånderne, Aakaks søn, tilstede og

fortæller om Uppiinnguaqs ran af en ung mand. Upp. hører, at N. har fået

det at vide, og derfor vil han N. til livs. Upp. sender sin hjælpånd, en

ajumaaq, der viser sig i skikkelse af en stor falk over N. under et

ritual uden døre, hvor N. skal indvie sin nye anorak. Hans kone, der

er med ude, ser N. vakle og svinge frem og tilbage ude af balance. Hun

tilkalder deres sønner, der ser ham endelig falde om, og de hører

suset af hans åndedræt, der forsvinder ned i jorden. Man bærer ham ind

i huset, synger ham til live og ind kommer hjælpånderne Aakaks søn,

Nakattak og Pamialluk. På Naajas bud får de drevet ajumaaq'en ind i

huset, hvor de forfølger den rundt og rundt i rummet. Den ser sit snit

til at smutte ud gennem røghullet og op til Upp.s hus i indlandet, hvor

jagten fortsættes af Nakattak. Upp. kan ikke hindre det og beordrer sin

ajumaaq hjem til dens tunnel i indlandsisen, hvor Nakattaq med sit

mordvåben får gjort det af med det store utyske. Med mordvåbnet vender

sig af ophidselse mod N., der må synge det til ro med kælesange.

Nakattak vender tilbage til Upp.s hus, hvor også Aakaks søn er ankommet

og trods sit sangkampvenskab med Upp. går A.s søn løs på Upp., fordi denne

har ville aflive Naaja, i hvis legeme hjælpeånderne plejer at varme

sig. Upp.s egne hjælpeånder kan intet stille op. Upp. lokker sin halvbror

blandt de største kæmper til at hjælpe sig, men forgæves. A.s søn

stikker ham et velrettet slag, og Upp.s far giver sin mening til kende:

Har man opført sig forkert må man lide for det. A.s søn piner og

plager Upp., der ber ham dræbe sig. Det sker, Upp. bliver klædt i ligtøj,

stensat, graven omcirkles med solen, og alle vender tilbage undtagen Upp.s far, der synger

tryllesange ved graven og blir ved med det dag for dag i en hel måned.

Upp. kommer atter til live, men flytter længere op i landet til sine

stammefrænder, indlandets kæmper, hvor han bliver deres åndemaner.

 

Var.: Uppiinnguaq

 

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Den første hævn / akiniarneq sujugdleq

Print
Dokument id:1214
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den første hævn / akiniarneq sujugdleq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 127 - 131, nr. 23
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 91 - 94, nr. 23.

 

Resumé: Fortsættelse af "Indlandsisens menneske". Naaja bliver

øjeblikkelig klar over, at hans fangst er blevet stjålet, og måske

kan han endnu nå at indhente tyven. Han har roet længe spejdende, da

han pludselig opdager, at han ror langs et stort isbjerg, der når som

helst kan bryde i stumper og stykker. Hastigt ror han til, kommer

forbi og hen til et mindre isbjerg, hvor han finder tyven, en af de

unge fra den over for liggende boplads, Qipa. Tyven benægter tyveriet,

N. slår ham omkuld med åren, og tyven falder ud af sin kajak, som N.

smadrer i stumper og stykker. Straks efter bryder det store isbjerg

sammen. Da man senere finder den druknedes kvaste kajak, slutter man,

at isbjerget har smadret den.

 

Kommentar: som initierende ånd er indlandsisens menneske en variant af 'søens troldbjørn'.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Den habile kajakroer bliver kajaksvimmel / Qajartutdlámak nangialersoq

Print
Dokument id:1278
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den habile kajakroer bliver kajaksvimmel / Qajartutdlámak nangialersoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 359 - 370, nr. 43
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 129 - 138.

 

Resumé: Kukkujooq er blevet en meget dygtig kajakfanger og har trænet

sine kræfter op til så stor styrke, at ingen kan måle sig med ham i

fangst og roning. Han ved det kan vække misundelse og er derfor altid

på vagt over for de sæler, han skal harpunere i angst for, at de skal

være tupilakker. Da de alle er rigtige sæler, glemmer han nu og da sin

angst for dem.

En efterårsdag, hvor det blir tæt snevejr i mørkningen, viser han sin

store fysiske styrke. Han kan se, at det ser ud til sne, men tager

alligevel langt ud i sundet efter først én så endnu én sæl endnu

længere ude. I mørkningen ror han hjemad, sneen falder nu tæt og han

støder på et isbjerg, som han ikke tør ro udenom, for ikke at ro vild.

Isbjergets overflade er på højde med hans armhuler, når han stående

op i kajakken vil op på det. Han binder sin harpunline fast i

kajakken, støtter sig til åren og får svunget sig op, hvorefter han

haler først kajak og dernæst sine to sæler op på isfladen. På den

modsatte side er det også stejlt, men han firer kajak og fangster ned,

støtter åren mod kajakkens bund og med stor forsigtighed glider han

ned og sætter sig i kajakken. Lettet ror han hjemad i tykt snefog, der

holder op netop som han når hjem. Næste dag undrer alle sig over hans

tydelige kajakspor gennem sneen på vandets overflade. Det går endog

tværs over det høje isfjeld.

En sensommer inde ved familiens ørredsted ved Parnarkajit / Paarnakajiit inde i

fjordbunden har K. med familie udsat hjemrejsen, indtil der blir lidt

bedre plads mellem isskodserne. K. undersøger hver dag sin kajak for

muligt hekseri, specielt om nogen skulle have stukket noget fra land i

hans kajak, for da ville han blive kajaksvimmel. Han ror ud på fangst,

fanger et par sæler, men blive så slået af skræk, fordi hans åre

pludselig støder mod noget blødt. Det viser sig at være en usædvanlig

stor ørred, der ikke lader sig genne væk med åren. Skrækken bliver

ikke mindre, da ørreden pludselig er væk. Han blir svimmel, får med

besvær vendt rundt og når omsider tilbage til teltpladsen. Længe må K.

kæmpe med sin kajaksvimmelhed, inden han overvinder den og atter kan

ro ud i åbent vand og fange som før. Af andre hører han senere, at den

slags ørreder ikke er rigtige tupilakker, men skademidler, der knurrer

"naar, naar, naar!"

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui". For Kaakaaqs persondata, søg på: J. Rosing

1963: s. 281 - 285: "Kâkâq".

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: K.s mor Kaakaaq bliver nu og da sindsforvirret og siger da

ikke andet end: "naar, naar, naar!"

Den ihærdige udspørgning / Aperssuinerssuaq

Print
Dokument id:1228
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den ihærdige udspørgning / Aperssuinerssuaq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 58 - 63, nr. 6
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 32 - 36, nr. 6.

 

Resumé: Vinteren går, mens Innartuaqboen fanger meget lidt, fordi han

kun spekulerer på, hvordan han skal få fat i den viden om det middel,

der skal til, for at han kan gøre det barn, hans kone venter, til

vordende / fremtidig / kommende åndemaner / angakkoq. Efterhånden har han fået forhørt sig hos alle fælleshusets gamle uden resultat. Bedre går det heller ikke på sommerpladsen, Qinngu / Qingek / Qinngeq, hvor ellers talrige familier opholder

sig på ammassatfangst. Hans kone tør ikke fortælle ham, at hun nu er

sikker på, at barnet blir en dreng. Det vil blot gøre ham endnu mere

fortvivlet, fordi han endnu ikke ved, hvordan han skal skaffe barnet

"forsvarsmidler".

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til slutningen af 1700-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: bemærk udtrykket "forsvarsmidler" som forudsætning for at klare udviklingen til angakkoq, hvor lærlingen møder og efterhånden selv opsøger hjælpeånder i "ødemarken".

Den liderlige Naaja / Nauja tîngassoq

Print
Dokument id:1217
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den liderlige Naaja / Nauja tîngassoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 116 - 119, nr. 20
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 82 - 84, nr. 20.

 

Resumé: Naaja, der efterhånden har fået mange hjælpeånder og blevet

venner med dem, udvikles hurtigt, både psykisk og fysisk. Han har

allerede haft en del løse forbindelser, da han så småt begynder at

ønske sig noget mere fast. Hans storesøsters veninde, som hun sover

ved siden af på briksen, er helt vild med ham. Han får den ide at afprøve sine

evner som åndemaner på dem, mens de sover. Han puster deres sovedække

af dem og glæder sig over deres nøgenhed. Det gentager sig et par

aftener og en aften gør han mere ud af pusteriet end vanligt.

Sovedækket hæver sig, pigerne holder fast i det, og straks efter

styrter dækket mod gulvet. Naaja ender i sengen hos dem begge og de

leger længe sammen.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Den lille elv med det store dyr / Kunguaq ûmassorssualik

Print
Dokument id:1236
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den lille elv med det store dyr / Kunguaq ûmassorssualik
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 91 - 97, nr. 14
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 61 - 65, nr. 14.

 

Resumé: Da Naaja har mistet sin mor, passer hans bedstemor ham, og

da han skal være angakkoq / åndemaner passer hun ham nøje, efter alle reglerne.

Da Innartuaqboen mistede sin kone, tog han enken, som han havde taget med fra ammassætpladsen, Qinngu, til livsledsagerske.

 

En sommer i Innartalik, går Naaja med sin Bedste ud

på bærplukning. Han er hele tiden i nærheden af hende, mens de

plukker bær. På et tidspunkt vil han gå alene ned til teltene og fordi han insisterer så kraftigt, at Bedste, der aner at noget med ånder er på færde, ikke tør standse ham.

Han løber raskt ned af fjeldet.

Midtvejs på sletten løb en lille elv, som han leger ved, idet han

springer frem og tilbage over den. Han standser ved et vandfald, som

løber opad, hvilket forbavser ham. Men da han altdi er blevet indpodet at være opmærksom på alt anderledes, mærkeligt, kigger han nysgerrigt på det.

Pludselig viser en stor, rødlig

hund sig, den ser farlig ud, og Naaja bliver bange og flygter bort.

Han falder og bliver bare liggende, fordi han er besvimet. Idet han

ligger besvimet hen bliver han spist af hunden. Hans klæder er af bar

angst flygtet bort. Så da Naaja kommer til sig selv hundefryser han,

fordi han er nøgen.

Han opfanger en stemme, som siger at han skal stå op, fordi solen allerede er ved at gå ned (hvis han sover efter solnedgang er han fortabt). Han kalder på

sin Bedste, som ikke kommer. Det eneste han husker er den

væmmelige hund. Han løber ned mod teltene, selvom han er nøgen,

hvilket en vordende angakkoq ikke må være.

 

Var.: Denne gængse østgrønlandske mytiske initiation til søgningen efter hjælpeånder er fortalt i talrige varianter: søens troldbjørn, fx.

 

Hist.: Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Den lysende Naaja / Nauja qaumanilik

Print
Dokument id:1233
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den lysende Naaja / Nauja qaumanilik
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 80 - 86, nr. 11
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 52 - 56, nr. 11.

 

Resumé: Naaja, der i 4 - 5 års alderen er blevet skamfuld og vred over

en irettesættelse, går imod indlandet, hvor hans indre lys tiltrækker

to små drenge (dværge), der straks læser hans tanker, får hans mund på

gled og inviterer ham hjem. N. indvilger tøvende, da de forsikrer ham

om, at ingen af deres fæller er ondskabsfulde. Længere inde i landet

ved et langstrakt buskads fægter den ene dværg med armen i luften, og

en bittelille husgang kommer til syne for N., der til sin forbavselse

ganske nemt slipper gennem den. Der er mange familier på briksen. Kun

den ældre kone, en senefletterske, siger noget. Hun forhører sig om

N.s identitet og ærinde. Hans to dværge, der viser sig at være voksne

mænd, svarer, at N. er en kystbo (= et menneske), der for første gang har forsøgt sig med at jage (søge hjælpeånder) i ødemarken. N. blir budt på mad, et

ræveben af en anden kvinde, men seneflettersken spiser alt kødet,

fordi N. intet må få, når han ikke skal blive hos dværgene. Det samme

gentager sig med et tørret rypebryst. Hendes mand kommer hjem. Han

sveder og er meget venlig.

 

Var.: J. Rosing 1963: s. 205 - 207.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om dværge se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Den skarpsynede Innartuaqbo / Ivnartuarmio tagpigsoq

Print
Dokument id:1204
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den skarpsynede Innartuaqbo / Ivnartuarmio tagpigsoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 154 - 155, nr. 33
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 114 - 115, nr. 33.

 

Resumé: Naaja (Innartuaqboen) har under sin første seance fået

"klarsyn" og kan dermed se hele horisonten rundt, fordi den klarsynede

ser med hårranden. Blot ser hårranden ikke så skarpt fremad som

øjnene.

Det var de vise forfædre, der blev klar over, at den hvide hårrand

rummede evnen til at se, hvad der er skjult for andre. Naaja bliver så

skarpsynet, at han kan se sæler, der blot er krusninger i vandet,

men som bliver til sæler, når han ser dem. Men når han kommer hjem

med dem, er de lige til at smide ud. De er blodløse og består blot af

saltvand. Større held har han altid med fangst af rigtige sæler, fordi

han ikke slipper dem af syne i det øjeblik de dykker. Han ser deres hvide

bug under vandet helt frem til det sted, hvor de dukker op igen og kan

nedlægges.

 

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Det anbefales.

Den stenrige gamle kone / Arnarquássâq pisôrssuaq

Print
Dokument id:1229
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den stenrige gamle kone / Arnarquássâq pisôrssuaq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 63 - 72, nr. 7
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 37 - 44, nr. 7.

 

Resumé: Efter mange dages forgæves udspørgen og fortvivlet humør, går

Innartuaqboen bort fra teltpladsen ved Qinngu. Kvinden, som

svigerforældrene har beskyldt for sjæleranet af hans tvillinger, er

selv barnløs, datter af Akorninnaq-boen Aqqii og har lært sig

åndemaning ligesom sin far. Men de har ikke fortalt svigersønnen om deres mistanke. Selv mener Innartuaqboen ikke den skyldige er Aqqii, mistanke til datteren har han heller ikke.

I sin fortvivlede søgen venter han ikke selv at møde ånder, for den slags har han aldrig forsøgt sig med. Men da han på

afstand ser en ældre kvinde springe op og flygte for ham, tror han en

overgang, at det er en ånd. Men hun flygter blot fordi hun er i færd

med at file sig en synål til af jern. Det er en kostbarhed hun nødig

vil frarøves. Innartuaqboen får dog beroliget hende, de ser hinanden

an med forskellige bemærkninger, og da konen forstår, at han vil

betale hendes viden klækkeligt, fortæller hun ham hvordan man gør en

nyfødt til en vordende åndemaner: Han skal tørre en bestemt slags mos

knastørt, få det til at gløde i lampeilden men ikke flamme op, og

stikke det ned i halsen på den nyfødte. Gløden vil udvikle det indre lys,

som enhver åndemanerlæring må udstråle for at tiltrække hjæpeånder.

Innartuaqboen takker henrykt, skynder sig tilbage, beordrer familien at

gøre sig rejseklar, farer selv hen til den gamle kones telt med et par

brikseskind som gave og hjælper derefter familien med at pakke.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til slutningen af 1700-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Den store beslutning / Aulajangernerssuaq

Print
Dokument id:1258
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den store beslutning / Aulajangernerssuaq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 278 - 284, nr. 23
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 60 - 65.

 

Resumé: Som 12-årig har Kukkujooq endnu ikke turdet beslutte sig til

at blive åndemaner og endnu ikke fået kajak, men dog nu og da lånt en.

Han har en kæreste, Mamiak, og han ønsker sig et fangstmiddel. Det får

han om foråret ved elvens opbrud af en ældre kvinde, der tilbyder sig.

De ligger sammen, og K. får bagefter den viden af hende, at skindet af

hans første fangst inklusive snudepartiet skal lægges under

vandspanden og bindes med en rem til husstolpen. Da vil der aldrig ske

nogen forandring i hans fangst. K. bliver lykkelig, fordi den heldige

fanger misundes og ofte får stjålet nogle af sine fangster. Det vil

tyven ikke kunne få held til, hvis K. bruger midlet.

 

Hist.: Tid: 1897. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen

1987: s. 263 -264: "Drengen Piisui". Sinngertaat (ca. 1854 - 1907),

åndemaner.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Den store bjørn æder hende / Nanorssûp nerivâ

Print
Dokument id:1241
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den store bjørn æder hende / Nanorssûp nerivâ
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 231 - 235, nr. 6
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 20 - 23.

 

Resumé: Kaakaaq er en rigtig drengepige, der foretrækker at lege med

drenge. En dag går hun op til en sø i indlandet, hvor hun slår smut

med små sten hen over vandfladen. Den kommer i bevægelse, en søjle af vand rejser

sig i midten, den bryder sammen, det gentager sig, og tredje gang den

kommer op, bliver den længe stående på nippet til at bryde sammen. Et

vindpust får så K. til at bukke sig sammen. Op af søen kommer en kæmpe-

bjørn. K. vil hjem og fortælle om den, men hendes fodsåler er som

klistrede til jorden. Bjørnen kommer svømmende, hun besvimer og vågner

først længe efter nøgen. En hjælpeånd har vækket hende. Den fortæller,

at den hedder Uttu. På hjemvejen møder hun sin anorak og dernæst sine

bukser. Iført begge dele og med en tryg fornemmelse af, at nu er hun sig selv igen, når hun frem dér, hvor teltene kan ses.

Straks glemmer hun alt om bjørnen og husker den først igen, da hun

vågner om natten, mens alle sover. Om morgenen har hun glemt den igen.

 

Var.: J. Rosing 1963: s. 290 - 291. Søg også på: søens troldbjørn.

 

Hist.: Tid: 1870'erne. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 -

285.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: K. er blevet spist og kastet op igen af bjørnen. Om denne

initiation og lærlingens glemsel, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering..."; og ibid.: "Månen og Solen". Det er usædvanligt, at lærlingen først får sin opvækkerånd efter at han/hun er blevet ædt og vågner op igen.

Den store død

Print
Dokument id:2325
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Otto Rosing og Saajooq
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Den store død
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:side 137-144
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Beretning blev givet af Otto Rosing i Grønlands radio,

 

Resumé: Som indledning opregner Jens Rosing selv alle de epidemier, der ramte østgrønlænderne, dels fra handelstogter til Sydgrønland og dels fra de mange ekspeditioner. Epidemien i 1935-36 ryddede voldsomt ud i befolkningen. Ved Paarnakajit fandt man i et stort ellers rigt forsynet hus kun få overlevende mellem ligene, en invalid mand, en kvinde og seks mindreårige børn. Dette ifølge Otto Rosings beretning i Grønlands Radio, 1964. Odin (Saajooq) fortalte Jens Rosing om Sermiligaaq, der undgik epidemien, men ved en mærkelig begivenhed mistede deres fleste hunde. En hvid ræv kom på besøg, helt ind i huset og satte sig på briksen, mens invånerne chokerede listede sig ud. Da den kom ud igen og ville angribe hundene, der netop var bundet efter en ophidsende bjørnejagt, fik den hurtig sin bekomst. Den blev flået i stumper og stykker. Desværre havde den hundegalskab. Det smittede.

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Den stærke Kukkujooq / Kúkujôq nakuaq

Print
Dokument id:1273
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:Kajammat, Juuserfi
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den stærke Kukkujooq / Kúkujôq nakuaq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 340 - 342, nr. 38
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 112 - 113.

 

Resumé: En dag K. har harpuneret en sæl på den anden side af en

isflage, sætter linen sig fast under flagen, og K. må bruge så enorme

kræfter på at få linen løs, at hans tøj flænges i stumper over ryggen.

En anden gang har han sin unge søn Juuserfi med ude i kajak. Der

ligger megen is, men da sønnen bag K. er ved at blive klemt inde

mellem to isflager, vender K. lynsnart rundt trods den megen is og når

både at skubbe sønnen bagud gennem revnen og selv komme igennem, inden

den lukker sig.

 

Hist.: Tid: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på. Sandgreen 1987: s.

263 - 264: "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Den tryllebesungne datter / Panik serrassaq

Print
Dokument id:1279
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den tryllebesungne datter / Panik serrassaq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 370 - 376, nr. 44
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 138 - 143.

 

Resumé: Kukkojooqs kone Ukoorajivat har to uforlignelige egenskaber:

Hun elsker at ligge med sin mand til stor fryd for dem begge, og hun

er yderst sensibel. Det har hun været lige siden hun i barndommen blev

bevidst om sig selv, idet hun så længe hun kan huske altid har fået en

forudanelse, når andre ville hende ondt eller en ulykke ville ramme

hende. Således har hun undgået alskens fortrædeligheder, og derfor kan

hendes svigermor, der hader hende, ikke få ram på hende. Kukkujooq er

klar over moderens hensigter, der kan ramme hamselv, fordi hun kun ved

at skade ham kan få ram på hans kone. Han har også andre fjender, og

da han før eller siden må blive ramt, beslutter han at oplære sin

sidstfødte datter til fanger. Han synger over hende efter fødslen,

bygger en særlig smuk kajak til hende med opadsvungne spidser,

Ukoorajivat betrækker den uden andres hjælp, for at ingen skal

forhekse den, og K. indvier sin datter til fanger: Han lader hende

sidde i den nye kajak, bringer den i let slingren og synger om alle de

sødyrarter, der skal tiltrækkes af hende: "Et lille kødben" (en sæl);

"havets hvide mand" (en sortside); "den med neglene" (en spraglet

sæl); "stort snevejr" (en klapmyds), og tilslut en remmesæl.

Han lader hende stige op af kajakken, bærer den selv op, og hun leger

videre som om intet var hændt.

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui". Om piger, der bliver opdraget til fangere se

GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Arbejdsdeling, tabuerede kønsskel og ...";

"Piaqqussiat, en blandingskategori...".

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: metaforerne for sælarterne er muligvis åndesprogsgloser. Eller blot de gloser man bruger, hvis der er tabu mod at nævne sælen ved sit rette artsnavn.

Den unge mand går til sine fædre / Nukagpiaq sujuaissaminut ingerdlavoq

Print
Dokument id:1197
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den unge mand går til sine fædre / Nukagpiaq sujuaissaminut ingerdlavoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 187 - 191, nr. 40
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 141 - 144, nr. 40.

 

Resumé: Fortsættelse af "Uppiinnguaq skaffer sig en svigersøn".

Den unge mand, som Naajas hjælpeånd, Upp., har røvet fra Naajas husstand, beslutter at

drukne sig, fordi han er led og ked af sin kone (Upp.s datter), der er

kæmpestor og alt for ivrig, når de boller. Han vil ned til sin fætter,

der nyligt er forulykket i kajak. Kæmpekonen, der ikke viger fra hans

side, er ikke for klog, og hun forstår ikke hvad hans ønske om at

følge efter sin fætter indebærer. Hun ser ham kaste sig ud over

skrænten, hører hans skrig langt nede, og forstår endelig, at hun er

blev enke. Upp. bebrejder hende ikke noget.

 

Var.: Uppiinnguaq

 

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Da landånderne, når de dør, ikke kommer til

nogen af dødsrigerne, forstår U.s datter ikke sin menneskemands snak

om, at han vil finde vejen til sin fætter. Iøvrigt overholder fortællingen den gængse regel i overleveringen, at menneskers og ånders samfund ikke lader sig integrere i hinanden.

Den vrede Imaakka / Imaka kamagtoq

Print
Dokument id:1264
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den vrede Imaakka / Imaka kamagtoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 297 - 300, nr. 29
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 76 - 78.

 

Resumé: Fortsættelse af "Hvalrosfangeren Kukkujooq".

Imaakka bliver først stolt af Kukkujooqs hvalrosfangst, men dernæst så rasende på ham, at han flænger hans klæder med en kniv. Kaakaaq beordrer straks sin søn Kukkujooq at smide dem væk.

Dernæst vil I. lave en tupilak mod Kukkujooq og stjæler til formålet tungen

af hans hvalroshoved, der ligger dækket af sne. Næste dag vil K.

flytte hovedet til lagring, opdager tyveriet, blir rasende, mistænker

stedfaderen I. og flytter hjemmefra til sin kæreste Mamiak, der er

Ujarneqs datter. I. ærgrer sig over ikke allerede at ha' dræbt K.

Kaakaaq tar det roligt på K.s vegne, for hun ved, at han har en af "de

tyndhårede" ("netside unge", men en eufemisme for "hvalros") som

amulet. Derimod frygter hun for, hvad der nu kan ske Imaakka.

 

Var.: Søg på: Imaakka.

 

Hist.: Tid: Ca. 1910 - 1914. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreeen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisuui. Imaakka (ca. 1875 -

1915), åndemaner, gift med Kaakaaq.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Drabet på Augpaligtoq

Print
Dokument id:875
Registreringsår:1921
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:Andrassen, Kaarali
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Drabet på Augpaligtoq
Publikationstitel:Rosing, Jens: Îsímardik / Iisimmardik / Ilisimmarteq, den store drabsmand. Det grønlandske Selskabs skrifter, XX, 1960
Tidsskrift:
Omfang:side 48 - 60
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, I, 1957: 30 - 42;

Angakkortalissuit, 1990: 34 - 45: "Aappaluttup toqutaanera".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Resumé:

 

Tre år senere (1887 ?) får Iisimmardik en søn, der sætter han humør mange grader i vejret. Familien tager ham igen til nåde, men da den lille dør som et-årig om vinteren, mister Ii. ganske humøret og mistænker åndemaneren / angakkoq'en Aappilattoq for at have sjæleranet den lille.

 

Da Aap. sommeren udfordrer Ii.s ældste søsters mand, Alivtsãkât / Alitsaakkaat til sangkamp, når det rygte Aap., at Ii. ved den lejlighed vil dræbe ham. Men Aap., der er uskyldig i drengens død, lader sig ikke overtale til at opgive sangkampen, og skulle han blive dræbt, siger han, opnår han det gode at blive ordentlig begravet. Det ville han ikke få ved en almindelig død, fordi han er slægtsløs.

Alverden strømmer til sangkamp, og efter en lang lyrisk beskrivelse af vejr, tilrejsende og stemning, gengiver Jens Rosing nogle af viserne fra sangkampen (både Alitsaakaats og Aappilattoqs - som regel husker informanter kun dem fra deres egen side - ), og Aal. understreger sin hån med at sy rynkerne i Aap.s pande sammen og efter sangen fjerene senetråden igen, mens Aap. da det blir hans tur, binder Aal.s hoved fast ved en rem, der bindes fra et tværstykke stukket i hans mund op over panden og omkring overarmen (fordi Aal. har det med at kaste hovedet til den ene side mens han synger). Og ligesom Aap. udholder Aal. smerterne uden at kny. - Da så Aap. synger sin sidste sang, styrter han pludselig om, dolket ned bagfra af Ii., der yderligere martrer ham med flere sår ind han udånder. Aap.s kone trygler nu Ii. om også at dræbe hende, men han værdiger hende ikke et blik.

Under et løfte om at det er hans sidste drab tvinger Ii. sin gamle svigerfar, Qagduadak, til at hjælpe sig med at partere liget, putte hovedet i en fangstblære og sænke det i havet.

Folk styrter rædselsslagne i kajakker og konebåde og ror bort. I al forvirringen blir en dreng roet ned i sin kajak, og han er nær druknet. Men en behjertet mand får rejst ham, og faderen, Ii.s svoger Aal. ånder lettet op, men sværger derefter hævn over Ii.

Her hjælper svogerskab intet.

 

Efter en rum nærmer Ii. sig atter sine slægtninge og overvintrer med forældre og søskende i Umiivik, hvor også svogeren, Kilimii, overvintrer. Han byder til ædegilde, men da hans kone lidt for hurtigt ber mændene tage for sig, giver Kil. lidt ondt af sig, hvorefter alle fjerner sig fra maden og ikke er til at overtale til at tage fat igen. Ii. går rasende udenfor, rask fulgt af storebor, Narsinngattaq, der husker at han har noget værktøj og fangstredskaber liggende ved sin konebåd. Dem skal Ii. ikke bevæbne sig med. Kilimii og hans kone kommer ud med resten af festmaden, der skal i forrådsskuret, og det lykkes Ii. at lange ud efter ham med en tung åre. Kil. når at dukke sig, men rammes i ryggen. Nars. tager roligt åren fra Ii. og sætter sig under et skænderi i respekt, hvorefter Kil. flygter over hals og hoved. Nars. finder ham senere ved yderkysten, får ham med hjem, hvor han skyndsomt pakker og tager bort igen med kone og børn.

 

Var.: Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100.

 

Hist. periode: 1880 - 1892

Drabet på Símujôq og Pîlákân / Simmujooq, Piilakkaan / Piitakkaat

Print
Dokument id:1658
Registreringsår:1934
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Tiardukku (Tiarduko)
Nedskriver:Rosing, Otto
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Drabet på Símujôq og Pîlákân / Simmujooq, Piilakkaan / Piitakkaat
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 152 - 155
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 85 - 90; angakkortalissuit, 1990: 209 - 214: "Simmujuup Piitakkaallu toqutaanerat"

 

Resumé:

Tid: 1893. Tiardukku er så småt begyndt at fange, da hans far, dør af

sygdom. Med sine fire yngre søskende må Tiardukku flytte til deres ældste

søster, Kukkarnaaq, der er gift med Simmujooq. Simmujooq og Missuarniannga er

gode venner, men Piilakkaan ophidser Missuarniannga til at være med til at dræbe

Simmujooq, som P. påstår har dræbt Missuarnianngas yngste barn ved hekseri. Ajukutooq kan

fortælle hvem, der har begået mordet, og Tiardukku får selve handlingen

bekræftet, da han finder Simmujooqs hoved nedgravet i sandet ved

stranden. Drabsmændene har udført drabsritualer på det. Ajukutooq

hjælper Tiardukku med at gravsætte det på land. Tiardukku besøger næste dag

Naaqqortooq. Naaqqortooq advarer ham mod Piilakkaan, der frygter Tiardukkus hævn og uden tvivl vil ombringe ham. Tiardukku og hans søskende flygter til Maratsis teltsted i Ammassalik-fjorden, hvor de tages i hus og får hans beskyttelse. Tiardukku møder dog Piilakkaan under fangst og trues, men P. opgiver, da en anden

kajakmand dukker op. P. fortæller, at han tar til Agdereq / Ateqi / Attereq,

hvor familierne Naaqqortooq, Pukaaqarteq, Amattanneq og Ajukutooq for

tiden bor. Piilakkaans følgesvend, Ningavaan, kommer ikke Tiardukku på nært hold. Tiardukku gir besked om Piilakkaan til alle Ateqis fangere efterhånden som de vender tilbage fra fangst og følges ind med den sidste. Mændene er enige om

at dræbe Piilakkaan. Ajukutooq går først alene ind i det telt, hvor Piilakkaanbefinder sig og kæmper med ham. De andre støder til og slæber ham bevidstløs ud

med flere knivstik i ryggen, hvorefter han får en kugle for panden.

Fællesdrabet på Piilakkaan skyldes, at han har dræbt hele fire mænd og flere

af dem endog uden grund.

   Kaarali Andreassen har fortalt Otto Rosing om, hvordan hans

(Kaaralis) far Missuarniannga om efteråret blev truet af brødrene

Tiardukku, Kuuitsi og Peqilaq for sin medvirken i drabet på Simmujooq.

Ved en fejltagelse dræber de som varsel om deres hævn en hund, der

tilhører Missuarnianngas bopladsfælle, Kalia. Missuarniannga går direkte til Kuuitsi og hans brødre, men har ikke i sinde at hævne sig. Brødrene opgiver da hævnen over Missuarniannga.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.

Drengen Piisui / Pîsue nukagpiaraq

Print
Dokument id:1252
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Drengen Piisui / Pîsue nukagpiaraq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 263 - 264, nr. 17
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 47 - 48.

 

Resumé: Det første Piisui / Kukkujooq husker, da han kommer til bevidsthed om sig

selv, er kulden og sulten en vinter i Savanganaartuk / Sivinganaartik. Det næste han husker er det dejlige vejr i forsommeren, hvor de ligger i telt. Selve sommeren husker han ikke noget af, men opbruddet fra sommerpladsen til Umiivik

og alt, der derefter er sket, husker han. Vinteren i Umiivik blev

hård, dels på grund af dårligt fangstvejr og dels fordi alt for mange

havde slået sig ned dér, tiltrukket af Piisuis mor, den smukke, unge

enke Kaakaaq. Om sommeren tar de sydpå til Iliarmiut, næste vinter til

Ulermiut længere mod syd, og sommeren efter nordpå igen til Ikkatseq / Ikkatteq.

P. og hans mor bor skiftevis hos hendes søster og broderen

Sinngertaat.

 

Hist.: Tid: 1890'erne. For K.s persondata søg på: J. Rosing 1963: s.

281 - 285: "Kâkâq".

Piisui, Peqorti, Ajoqi, Kukkujooq, Napa / Nappa, Aaqqi, f. 1885, døbt Apulu 1917, død 1962.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

En advarsel / Inerterneqarpunga

Print
Dokument id:1166
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:En advarsel / Inerterneqarpunga
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 115 - 117
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 121 - 123

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller om en dag, han var på kajakfangst. Mens han kiggede efter sæler, fik han øje på en islom, som søgte efter føde. Han blev  interesseret i fangstdyret, men vidste hvor sky den var. Alligevel gik han i land med sin fuglepil og nærmede sig fuglen. Da han var kommet i land skjulte han sig og ventede på, at fuglen skulle dukke op af vandet. Mens han ventede, hørte han en lyd, der ikke kom fra fuglen. Det viste sig, at lyden kom fra et menneske. Dette menneske sagde til ham, at islommen var til glæde for menneskene, og hvis han satte pris på sit liv skulle han ikke eftertragte fuglen. Så forsvandt mennesket, og også islommen var væk. Derefter roede G.Q. hjem, og advarslen resulterede i, at han mistede lysten til at fange. G.Q. slutter sin fortælling med at sige, at det eneste fremmedartede ved mennesket var, at hans ben var meget tynde.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

En af hans skræmmeånder gør det af med hans kone / Qimarrataisa ilâta nulêrpâ

Print
Dokument id:1194
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:En af hans skræmmeånder gør det af med hans kone / Qimarrataisa ilâta nulêrpâ
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 200 - 201, nr. 43
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 153, nr. 43.

 

Resumé: Foruden Niimilaa har Naaja også en anden skræmmeånd, der

sender folk på flugt rundt i huset, hvor de prøver at undgå dens

stokkeslag.

 

Naajas kone har sjældent lyst til at deltage, og en aften kommer

skræmmeånden (ifølge Naajas senere forklaring) til at strejfe hendes

ryg. Hun dør af sine kvæstelser.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til midte af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

En gammel gav / Ilivitoqaq

Print
Dokument id:1167
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:En gammel gav / Ilivitoqaq
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 117 - 121
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 123 - 127

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at han det følgende efterår mærkede en ny følelse af at miste glæden af og til, selvom han stadig havde det store mod og en stigende kunnen. Indimellem havde han lyst til at stoppe sin søgen efter rædselsvækkende ting, men følelsen varede ikke længe, og tanken om moderens blod fik ham til at fortsætte søgningen.

Den næste sommer tog de til Íkáteq / Ikkatteq og en dag gik han en tur ud til enden af øen. Solen var lige gået ned, og vejret var lidt diset. Det var med et bestemt mål, at han gik derud, og efter hensigten kom han til en gammel grav, som stammede fra gammel tid. G.Q. lagde sig oven på graven og pustede tre gange. Derefter satte han sig på toppen af gravhøjen, hvorfra han fik øje på en rund sort sten, som han samlede op. Det viste sig at være sådan en sten, som "gnidende" åndemanere brugte, til at kalde på de døde og søge deres hjælp.

Han tog stenen i venstre hånd og begyndte at gnide. Da hørte han en lyd, som blev mere og mere tydelig, og så begyndte graven at ryste. Nu stak han sin arm ned i graven og mærkede, at nogen tog fat i hans hånd. Så slap liget sit tag, men han beholdt sin arm nede i graven. Så tog liget igen fat i ham, men kunne dog ikke komme til at røre hans hånd, som han havde trukket op i sit kajakærme, for at liget ikke skulle røre hans kød.

Endelig trak liget sin arm til sig, men så hørtes pludselig lyde fra graven. G.Q. kaldte og liget dukkede op krumrygget og jordslået. Det fortalte, at det havde savnet kontakt med mennesker og tilbød at være G.Q.s hjælpeånd.

G.Q. afrunder sin fortælling med at sige, at disse gravboere ikke var rigtige hjælpeånder, men alligevel blev benyttet af åndemanerne som kaldte dem "mit eget lig" og disse hjælpeånder havde de samme evner som de rigtige og var i øvrigt de mest rædselsfulde man kunne tænke sig.  

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

 

Gnidningen i solret kreds med en sten mod en flad kampesten nævnes oftest som den indledende metode til at tilkalde en fremtidig hjælpeånd. Søg på: gnide / gnid o.l.

En herlig dyst / Unangmineq nuánersoq

Print
Dokument id:1172
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:En herlig dyst / Unangmineq nuánersoq
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 141 - 145
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 148 - 152

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at der blev snakket meget om den sædvanlige sommerplads Angmâq / Ammaaq, hvortil alle fra forskellige steder kom, og en dag tog de af sted, men G.Q. og den jævnaldrende Auvârtik / Auaartik blev tilbage. Da de dog ikke vidste, hvad de skulle lave alene, tog de alligevel efter de andre, og da de nåede Maqe- / Maqi-familiens konebåd ville han følges med dem, mens Auvârtik / Auaartik ville ro hen til sin familie.

Nogle af hundene i Mage- / Maqi-familiens konebåde gav sig til at slås, og da faldt en kiste med tøj og tobak over bord. G.Q., som var glad for tobak, gav sig til at samle tobakken op som det første, og det viste sig, at det var tobak, som hans kones søster gemte, for at bruge det til gaver. Nu fik G.Q. noget af det, da det alligevel ikke længere kunne holdes hemmeligt.

Da konebåden var stor og tungt lastet, sakkede familien hele tiden agterud. Efter en pause besluttede man, at se hvem der først kom frem til Angmâq / Ammaaq og G.Q.begyndte at skubbe Maqe- / Maqi-familiens konebåd bagfra, idet han håbede, at hans hjælpeånd vingesneglen ville komme og hjælpe.

Selv om G.Q. gjorde god gavn, sakkede konebåden atter bagud, fordi den var så stor og tung. Endelig kom vingesneglen, og den trak eller skubbede G.Q.s kajak frem, så konebåden fik fart på. På denne måde indhentede de de andre konebåde en efter en. Da de nærmede sig Angmâq / Ammaaq og G.Q. var sikker på, at de andre ikke længere kunne indhente dem, slap han konebåden og vingesneglen forsvandt ned i dybet.

G.Q. fortæller, at han følte sig rigtigt i sit es, fordi han hjalp sin nye kone på en pæn måde.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

 

Kommentar: Vingesneglen var G.Q.s toornaarsuk. Søg på den.

   

En sjæleraners saga

Print
Dokument id:952
Registreringsår:1904
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Nukarajua
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En sjæleraners saga
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 169 - 172
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal
Note:

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret.

 

Resumé:

Iisimmardik / Îsímardik / Ilisimartoq er fra Ammassalik-egnen og undervejs på en handelsrejse til Vestkysten gør han ophold på Sydøstkysten ved Illuluarsuit (mødestedet for øst- og sydøstgrønlændere), hvor han dræber to unge brødre ude i kajak: Quperneq og Ukugssulik / Ukussulik. Selv siger Ii. intet derom, men han kommer hjem med Up.s hårprydelse og fangst og han benægter heller ikke drabene. Da Ii. atter hvæsser sin harpunspids af jern som han kun bruger til mord på mennesker, bliver bl.a. hans to svogre, Igsiavik / Issiavik og Isângassoq / Isaangasoq, bekymrede over igen at skulle få nye fjender. Sammen med to andre mænd planlægger at myrde ham en dag, hvor alle fem følges ud til en ø. Ii. går i land for at hvæsse sin harpunspids. De andre bliver i deres kajakker og synger trommesange. Men da Ii. aner uråd og ror bort alene, må den ene svoger fremsige eller synge en formular, der får Ii. til at vende om, komme tilbage, gå i land, sætte sig og hvæsse videre. Igsiavik lister sig ind bagfra, skyder med en bøsse gennem skulderen og ud gennem hovedet. Men den sårede Ii. er stærk. Han slynger de fire mænd fra sig, stryger sig over såret, hvorved det heler. Det var den Onde selv der hjalp ham, kommenterer den relativt nydøbte fortæller.

       Man får så gnedet spæk i såret og dermed genåbnet det. Og mens to mand holder ham fast stikker en tredje sin fuglepil langt ind gennem endetarmen og kører rundt i tarmene. Da dør Ii. Man parterer ham i alle led og smider hovedet, indsvøbt i en fangstblære / fangeblære ned i en dyb spalte i indlandsisen. Længe efter kan man høre ham brøle dernedefra. Så stor var han magt (fortællerens omkvæd til alle de utrolige hændelser).

       Da Igsiavik får medlidenhed med sin søster, der nu er blevet enke, standser broderen hans gråd med en trussel om at myrde ham også.

 

Var.: Rosing 1960: Iisimmardik / Îsímardik. Ostermann 1938, Meddr Grønland 109(1): Iisimmardik. Victor 1993. Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100.

 

Hist.: Historisk fortælling om mordet på masse- og lystmorderen Iisimmardik i 1890. Fortælleren, der var kommet fra sydøst- til vestkysten omkr. 1890 og blevet døbt dér, har fortællingen på 2. hånd. Versionen hos Rosing 1960, der er oversat fra Otto Rosing 1990: 27 - 71 (Angakkortalissuit, Nuuk: Atuakkiorfik), er mindre "magisk" og tættere på de faktiske begivenheder.  Nukarajua har i sin kristne forståelse af hændelserne formentlig selv tilføjet flere før-kristne træk:

Formularen der kan trække Ii. tilbage, og sårhelingen, som var et af åndemanernes almindelige tricks. Ligeså var spæk en effektiv før-kristen modgift mod alskens ånder og åndemaning. Men Iis. var ikke åndemaner.

Kommentar: Bemærk at Knud Rasmussen i sin oversættelse ikke har tænkt over, at de grønlandske retningsbetegnelser har modsatte betydninger på vest- og østkysten: Han lader således Iis. rejse nordpå fra Ammassalik til Vestkysten. Avannaamut, nordpå (egtl. til højre med front mod havet) på vestgrønlandsk, betyder sydpå (ligeledes: til højre med front mod havet) i Østgrønland.

En stor oplevelse i barndommen / Mêraunerme misigissarssuaq

Print
Dokument id:1153
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:En stor oplevelse i barndommen / Mêraunerme misigissarssuaq
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 57 - 62
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 58 - 63

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at hans mor mente, at ånderne kunne lide ham, og hun bad ham søge efter noget usædvanligt inde i landet.

G.Q. begyndte da at gå ture ind i landet. En dag han bevægede sig langt væk fra teltet, kom han til en sø og begyndte at slå smut. Pludselig kom der en stor hund op af vandet, og G.Q. blev så bange, at han besvimede.

Senere blev han vækket af sang fra sine to første hjælpeånder (de to spurve var blevet hans hjælpeånder, fordi han ikke havde fortalt nogen om dem). G.Q. var nøgen og let. Han løb hjemad, og på vejen mødte han sit tøj, som løb af sig selv. Af nysgerrighed gik han igen op til søen, og det samme skete igen. Tredje dag gik G.Q. igen til søen, og det samme skete endnu engang, dog bad spurvene ham blive lidt. De fortalte, at når han besvimede, flygtede hans tøj, og hunden åd hans kød, så kun knoglerne blev tilbage. Det var spurvene, der vækkede ham til live igen.

Inden G.Q. gik hjem, bad spurvene ham om aldrig

mere at vende tilbage til søen, for så kunne de ikke vække ham. G.Q. fortsatte med at strejfe om, men ikke til søen.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

 

Kommentar: opvækker-dværgen bruger åndesprogets glose for døgnets overgange, naarta el. naartaq (mave, bug) Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

En åndemaners toornaarsuk

Print
Dokument id:965
Registreringsår:1919
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg?
Nedskriver:Rasmussen, Knud?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En åndemaners toornaarsuk
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 114 - 117
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk. Fortælleren identificeres ikke i manus, men den ligner ganske meget Georgs fra dennes selvbiografi: se var.: ndf.

 

Resumé:

En åndemaner / angakkoq / angakok fortæller hvordan han oppe fra et udsigtspunkt så en bevægelse i havet nær kysten. Det viste sig at være en skikkelse med ryggen til med hoved og krop ud i et og lemmer der lignede arme og ben. Den vendte sig, de så hinanden an, fortælleren var uforklarligt lige ved at springe på den, da den styrtede sydpå med ham efter sig. Han nåede den og fik den som hjælpeånd.

Denne toornaarsuk var ham to gange til hjælp i nød. Første gang kom han i sin kajak i klemme mellem drivis og vinteris. Toornaarsuk kom til og standsede isens bevægelse sålænge at fortælleren kunne redde sig op på isen. Anden gang mistede han sin kajakåre, da han havde harpuneret en tyndhåret sæl og kæntrede. Da fik han sin tililende toornaarsuk at støtte hånden på og sætte af fra op på ret køl.

Rasmussen tilføjer dernæst en om, at har en lærling først fået en toornaarsuk, vil han snart få fjender der vil angribe ham med en tupilak. Det må være en henvisning til den tyndhårede sæl, som toornaarsuk'en redder fortælleren fra.

 

Hist.: Dette må (mit kvalificerede gæt, BS) være den første trykte version af en del af Georg Qúpersimâns selvbiografi.

Georg var kendt for ikke altid kun at fortælle sine egne oplevelser, men også tilskrive sig selv dem han havde hørt fra andre.

 

Var.: Sandgreen 1982: Tôrnârssuk

 

Kommentar: Om toornaarsuk se denne og GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Endelig finder jeg noget / Kîsame navssârpunga

Print
Dokument id:1168
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Endelig finder jeg noget / Kîsame navssârpunga
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 122 - 125
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 127 - 131

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at hans glade og triste stunder skiftede oftere og oftere, og at hans søgen blev mere og mere anstrengt.

En dag han var på fangst i kajak, roede han ind mod land til Kûgssuaq / Kuussuaq og tanken strejfede han, at han ville være længe væk.

Han var fortsat opsat på hævn, men havde intet fundet, som kunne bruges.

Han begyndte at gå og kom til en ret stor sø. Mens han gik langs bredden, så han noget, som lignede en fugl. Fuglen fløj mod ham og tilbød sig som hans hjælpeånd.

Derefter gav fuglen ham besked på at lægge sig på maven. Da den kom nærmere, så han at vandet farvedes rødt, fordi der dryppede blod fra dens mundvige. Så mærkede han et stik og tabte bevidstheden. Da han igen kom til bevidsthed, løb han i forskellige retninger, og fuglen var kommet tilbage til sin plads.

Fuglen fløj så mod ham igen og gav ham besked på at spise noget fra vandet, for ellers var det sket med hans liv. G.Q. spiste noget fra vandet og fik da at vide, at nu ville han ikke bløde indvendigt, når han blev såret af en lanse.

Så gik han tilbage til sin kajak.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

 

Kommentar: En blødende ånd tjener den undertiden som indvielsesånd til selveåndemanerkarrieren. Mange indvielsesånder er kraftigt associeret til blod, ligesom også lærlingen kunne bløde kraftigt fra ansigtets bløddele som en første afsløring eller tilkendegivelse: Forløsningen (Se bl. a. Ajijak, Naaja, og endelig Aggu / Akku (som ikke blødte).

Initiation / initiation

Eqingaleq (Den skæve) / Equngasoq

Print
Dokument id:1192
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Eqingaleq (Den skæve) / Equngasoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 205 - 206, nr. 45
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 156 - 157, nr. 45.

 

Resumé: Under en åndemaning om foråret melder trommen med en voldsom

lyd, at der er fare på færde. Naaja udspørger sine ånder der

fortæller om en kampesten, en gammel offersten, der er på vej ned mod

huset fra fjeldets top.

N.s ånder prøver forgæves at standse stenen, der har skikkelse som en

slags fugl. Nu tilkalder N. for første gang sin Eqingaleq / Eqingasoq / Equngasoq, der selv består af sten undtagen mundvige og bagsiden af albuerne. De består af

kød. Den sender uden virkning sit blærespyd mod stenfuglen, griber den

derefter bagfra om vingerne, såres gentagne gange i sine bløddele,

kysser sårene hele, og får omsider båret stenfuglen op på toppen af

fjeldet. Stenen hæver sig et stykke i vejret, falder og knuses i

faldet. Nu er den kun sten.

 

Var.: Aqajarormiorsiorpua; (undertiden er det månen der kommer med sin store stav for at smadre huset om foråret pga. tabubrud): Den straffende månemand; En månefortælling; Karrak / Karraq; Ajijak 224 225;

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

Det sker nu og da at en sådan stor sten løsner sig og med bulder og gnister ruller ned af fjeldet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Det anbefales at læse resuméerne af de foregående afsnit:

Søg på Sandgreen 1987. Om den truende kampesten, der har samme mytiske

funktion som Månen om foråret, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Månen og Solen" og

Sonne 1990: 14 - 16.

Et fangstmiddel til tupilakker / Tupilangmik pissaqautigssaq

Print
Dokument id:1271
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Et fangstmiddel til tupilakker / Tupilangmik pissaqautigssaq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 320 - 333, nr. 36
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 94 - 105.

 

Resumé: Fortsættelse af "Et middel til sjæleran og...".

Skønt Kukkujooq har og kan næsten alt, der sikrer ham et godt og trygt

liv, frygter han andres misundelse, fordi han ikke har et middel mod

tupilakker. Han er den dygtigste og særkeste fanger på stedet. Og han

har i lutter glæde over at ha' overvundet sin barndoms sult sendt sin

harpun i sæler, som tilkom andre. Alt dette vækker misundelse. Han har

en god kone og mange børn. Men hans mor misunder hans kone, som hun

ikke kan skade. Derfor kan hun i sin sindsforvirrede tilstand finde på

at skade hamselv, sin egen søn, for på den måde at få ram på

svigerdatteren. Og levedygtige børn kan vække misundelse hos andre,

der har færre eller ingen børn. Endelig har han hjælpeånder med store

evner, men de kan åbenbart ikke skaffe ham et middel mod tupilakker,

for de kan læse hans tanker og har ikke tilbudt hjælp. Han bør dog

ikke i sine tanker klandre dem, for så kan de hævne fornærmelsen på

ham. Han mister humøret, lysten til at gå på fangst, og kuløren i den

grad, at hjælpeånderne end ikke ser ham, når han møder dem.(Hans indre

lys har mistet sin udstråling. BS).

Snart bliver han overbevist om, at der er lavet tupilak imod ham. Mere

og mere foruroliget koncentrerer han sine tanker om at skaffe sig det

ønskede middel mod tupilakker. Det skal hentes langt, langt borte.

 

En nat, hvor han ikke lader sig forstyrre af sin villige kones

blottelser, ser han vildgåsen for sig. Den er den eneste, der kan føre

ham langt nok bort.

Næste morgen meget tidligt ror han afsted langs kysten. Han skal ikke

ud på det dybe på fangst. Alligevel dukker en lille netside op på det

lave vand. Den flygter ikke, og K. der blir grebet af fangstiver, har

allerede hævet harpunen til kast, da han blir slået af skræk. Det er

selvfølgelig en tupilak. Han piler i land, går lettet op til sit mål,

en sø i baglandet, hvor han sætter sig og døser han, men vækkes af

vingesus. Snart lander den på søen, vildgåsen, og det er slet ikke

sæson for gåsetræk.

K. har ikke fortalt om sin samtale med gåsen, man hans søn Juuserfi

gengiver sin fars fortælling om, hvordan gåsen lærte K. at flyve og

selve flyveturen: Man spytter på ringfingrene. De kroges under venstre

knæ, der bøjes, mens højre strækkes godt frem. Da letter man. Man

lander med små hop på højre fod og knæet let bøjet. Gåsen lyser som

ild, mens den fører K. flyvende over landet, og han taber højde, hvis

han ikke uafbrudt kigger på dens hale. De kommer frelst forbi det røde

bjerg med Quulukboerne / Qulukboerne / Qulummiin- / Quulummiin-ånderne, der er farlige, fordi de kun lader sig hverve af nordlændingene (eller sydlændingene ifølge den østgrønlandske spejlvending af "verdenshjørnerne"). K. slipper forbi, fordi han har hørt om åndemaneren Ajijak fra Sermiligaaq. Denne lod sig lokke af

disse ånders kalden til at skæve efter dem, hvorefter han straks

befandt sig i deres hus. De spillede bold med ham så blodet flød og

klaskede ned på hans trommme. Også hans håndremme faldt ned. Både hans

hjælpeånder derhjemme og hans far blev rædselsslagne. Faderen havde

ellers gjort ham til en angerlartussiaq (en der vil komme hjem igen,

hvis han dør i utide). Da imidlertid den anden rem, som A. var blevet bundet

med til åndeflugten ikke faldt ned, fik faderen tiltro til at A.

alligevel ville komme hjem. Trommens ildevarslende klapren holdt op, og

hjælpeånderne pludrede atter løs af lettelse. A. kom tilbage tilsølet

i blod og uden sine håndremme.

 

Var: Til Ajijak-fortællingen: J. Rosing 1963: s. 216 - 224; KRH 425 nr. 33 med kommentar om at disse boldspillende ånder meget vel kan være nordlysets døde i himlen, se: Qajaqanngitsoq angakkussartoq. Sandgreen staver disse ånder med kort u i første stavelse, Jens Rosing med forlænget u.

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui". Det er sandsynligt at Sandgreen har fået

spejlvendt retningen efter østgrønlændernes orientering, som

Qulummiin-ånderne bor i. De lader sig formentlig kun hverve af

"sydlændingene". Se varianten hos J. Rosing.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Et middel til sjæleran og et skjulested til sjælen / Tarnêrsíssutigssaq tarninutdlo torqorsivigssaq

Print
Dokument id:1270
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Et middel til sjæleran og et skjulested til sjælen / Tarnêrsíssutigssaq tarninutdlo torqorsivigssaq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 315 - 320, nr. 35
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 91 - 94.

 

Resumé: Kukkujooq, der har fjender (sin faders to mordere), er endnu

ikke tilfreds med de midler og hjælpeånder han har fået sig. Han

savner endnu to ting: 1. Et skjulested til en røvet sjæl, som hverken

åndemanere eller heksekyndige kan opdage, og dermed måske redde hjem

til patienten i tide. 2. Et middel til at nedlægge tupilakker med.

 

En dag i smukt vejr lander en havlit på vandet lige ud for ham. Han

tar en sten op, men undlader at kaste, fordi der er noget særligt ved

fuglen. Den vender skiftevis den ene og den anden side til. Den ene

side er hvid, den anden sort. Den ber på åndesprog om at blive hans hjælpeånd (blive den der kommer til ham under seancerne),

fordi han lyser så tiltrækkende. K. indvilger. Den lover ham så, at

hvis nogen vil sjælerane ham og befinder sig i nord, vil han gøre K.

usynlig med sin mørke side. Og når K. så til gengæld vil røve sjælen

fra den uheldige sjæleraner, vil den gøre ham usynlig i blændende

modlys med sin hvide side. K. er forløbig godt tilfreds. Senere møder

han havlitten igen, netop som han har fået den strålende ide, at det

omvendte spejlbillede af landet i havet ved kysten må være det bedst

tænkelige skjulested for røvede sjæle. Havlitten fører ham ned i

spejlbillede - eller skyggelandet, hvor det vrimler med ørred- og

fugleskygger, og lader ham stige op til overfladen igen, da han må ha'

luft.

 

Hist.: Piisui / Kukkujooq persondata, søg på: Sandgreen 1987. s. 263 -

264: "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "tarneq, inua..."; "Situationens "sjæl"

og "selv". Og: "Åndemanerens afbalancering...". Og:

eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. 

Flere minder / Sule erqaimassat

Print
Dokument id:1285
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Flere minder / Sule erqaimassat
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 411 - 422, nr. 50
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 174 - 184.

 

Resumé: Kukkujooq er en hjemmefødning, der elsker sin hjemegn, og

skulle nogen driste sig til at tale nedsættende om dens

fangstmuligheder, skal han nok vide at tage hævn. En dag går han op

til en gammel grav, sparker til den et par gange, indtil den giver lyd

(den dødes accept), og fjerner skulderbladet, hvis evne til at hæve

havbunden han dernæst afprøver. Han sænker det ned på fjordbunden ved

ebbe, mærker sig vandets dybde på stedet, og da han nogle dage senere

afprøver dybden på stedet ved samme ebbestand, er den blevet mindre.

Han vil da kunne hævne en eventuel fornærmelse ved at nedsænke den

dødes andet skulderblad i vandet på den formasteliges fangststed,

hvorefter sælerne vil forsvinde fra det lavere vand.

K. er sælernes ven, men hans forhold til bjørne er mere problematisk.

Han har længe været storfanger, da han endelig ser en bjørn på en

isskodse. Han ror derhenad. Bjørnen, det store land-og havdyr, lader

sig tyst glide ned i vandet, og vender sig brummende med blottede

tænder imod ham, da han vil kaste lansen. Forskrækket jager han den i

stedet med åre og skumsprøjt ind mod bopladsen, hvor både en

fangstfælle i kajak og kvinderne i konebåd kommer roende til hjælp.

Kort før bjørnen når i land, får K. travlt med at nedlægge den. Hans

mor, den næsten blinde Kaakaaq, hører tumulten og er den første til at

røre den, hvorefter hun gnider dens hoved ind i urin. Alle skærer nu

flænseparter af det store dyr uden at spare skindet, med K. får

hovedet og hele ryggen. Kødet koges udendørs i de tre dage, hvor intet

af det må bringes ind i huset.

I sit overmod, fordi han nu har fanget bjørn, præsterer K. noget

senere egenhændigt at bære et stort stykke drivtømmmer og en nedlagt

sæl fra kysten op på det sted på Qeqertaasuk, hvor han i sin tid

afprøvede sit nyerhvervede middel i tupilakfangst. Derefter mister han

sit fangstheld, som han først genvinder, da han er flyttet til

Akorninnaq. Det var sammenblandingen af fangst og afprøvning af

tupilak-middel, der havde hindret ham i at fange.

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 26 -

264. "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Forfølgelsen / Malerssorneqarneq

Print
Dokument id:1234
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Forfølgelsen / Malerssorneqarneq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 86 - 90, nr. 12
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 56 - 60, nr. 12.

 

Resumé: Mens Naaja er på besøg hos sine første hjælpeånders husfæller,

der er dværge, melder de en ondskabsfuld fælles ankomst. N. blir

gennet ud. Den ondskabsfulde er endnu langt borte, men opdager N. og

skifter retning for at indhente ham. De to dværge tager N. i hænderne

og puster på ham. Afsted går det i flyvende fart. Dværgene forlader

hverken N. ved teltlejrens vandsø eller dens vaskested, og de farer

teltet rundt med et buldrende vindstød, inden de forlader ham. N. får

vejret, går ind i teltet og fortæller intet om sin oplevelse, men

hans bedstemor forstår, at der må være sket ham noget særligt, der

skyldes, at han er gjort til åndemaner-emne.

 

Var.: J. Rosing 1963: s. 205 - 207.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om dværge se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Glemsel / Puigorneq

Print
Dokument id:1221
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Glemsel / Puigorneq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 99 - 103, nr. 16
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 68 - 70, nr. 16.

 

Resumé: Indledningsvis filosoferer fortælleren over glemsel: Man har

en tendens til at glemme det, man burde huske og huske det, man burde

glemme. Især burde man huske andre menneskers gode handlinger i stedet

for deres fornærmelser mod en.

Naajas bedstemor glemmer Naaja for alle de dejlige bær hun forspiser sig

så kraftigt i, at hun omgående falder i søvn, da hun når hjem til

teltet. Da hun vågner, er han ikke kommet hjem.

Scenen skifter til Naaja på flugt, efter at han er blevet spist af

hunden (se: Den lille elv med det store dyr) og vågnet nøgen op igen.

Undervejs møder han et frygteligt

væsen med udbredte arme, men uden understel. Det viser sig dog at være

hans anorak, som han tar på. Næste gang er det bukser og kamikker,

og han bliver endelig sig selv, da han får dem på. Klæderne flygtede

fra ham og skjulte sig, da han besvimede af skræk. Da han når op på en lille høj og kan se teltene, glemmer han hele den uhyggelige oplevelse. Han blander sig med pladsens legende drenge og flår imens kødtrevler af et skankeben med tænderne. Udmattelsen driver ham tidlig i seng.

 

Var.: søg på: søens troldbjørn (afslutningen). Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om lærlingens mytiske initiation søg uddannelse

Gud ankommer / Gûte tikípoq

Print
Dokument id:1277
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Gud ankommer / Gûte tikípoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 351 - 359, nr. 42
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 122 - 129.

 

Resumé: Sandgreen skildrer det velsignelsesrige liv på sommerpladsen

Aammat i Sermilik-fjordens bund. Der fanges sæler, der tørres kød,

ordnes skind, laves blodpølse, altsammen til vinterforråd. Vejret er

strålende, kvinderne sludrer, mændene fortæller hinanden

jagtoplevelser og fortællinger, de store drenge kappes, og piger og

drenge leger "livet", dvs. "far-mor-og-børn" i konturer af hus, kajak

og konebåd, som de har "tegnet" med små hvide sten, der lyser mod den

mørke jord. Man taler lidt om præsten, der er kommet til Tasiilaq, men

skal være svær at forstå, og om handelsbestyreren, som de fleste har

handlet med. Man har hørt, at præsten vil komme på besøg, og da man

venter Maratsi til sangkamp, håber man, at præsten vil komme senere.

Deres konebåde ankommer dog samtidigt, besætningerne går på rundvisit og

bespises alle steder, og præsten, der hurtigt blir mæt, prøver at

belære Qaartuq og hans familie om Gud. Q. finder det lidt svært at tro

på nogen, som ingen har set, og som tilmed er kommet til Aammat med

præsten uden at blive set. Præsten forklarer, at det er Guds ord, der

er kommet. Han vil se sangkampen næste morgen for at erfare om den er

syndig og går tidlig i seng. De øvrige samles til sangfest i et telt,

hvor varmen stiger, og man bruger den som undskyldning for at slukke

lamperne og hengive sig til lampeslukningslegen. Da en af præstens

roersker sladrer næste morgen, opgiver han at overvære sangkampen og

tager bedrøvet af sted med det samme.

 

Hist.: Datering til slutningen af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Han bliver næsten fanget af tupilakken / Tupilangmit pissaorqajarpoq

Print
Dokument id:1281
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Han bliver næsten fanget af tupilakken / Tupilangmit pissaorqajarpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 385 - 393, nr. 46
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 152 - 159.

 

Resumé: Det har været sløjt med fangst et stykke tid. Kukkujooq er

roet ud til sit vanlige lurested i fjordmundingen og har længe ventet

forgæves på en sæl, da han beslutter at ro ud på det åbne vand til et

godt fangststed. I samme øjeblik ser han så noget, der ligner en sæl

langt inde i fjorden. Han gør omkring, ror derhen, jo, det er en sæl,

endda en stor en. Næste gang den dykker ser han, at det kun er

hovedet, der er stort i forhold til en lille underkrop. Han harpunerer

den vanskabte sæl, mister sin åre, kæntrer, kan ikke vende rundt uden

åre, og roder forgæves efter den i overfladen, mens han tænker på alle

de hjælpeånder, der kan redde ham. Det blir hans innersuaq, ildmand,

ved navn Qapuneq, der får ham på et køl, befaler ham at smide

fangstblæren ud, ro sin halvt sunkne kajak i land, tømme vandet ud af

den og få vredet og tørret sit tøj. Sælen holder sig nede, og Qapuneq

holder vagt ved fangstblæren, der står lodret og hopper på

vandoverfladen. Kukkujooq kommer tilbage i tømt kajak og tørt tøj, men

remmen er stadig stram og sælen, der altså er en tupilak er ikke til

at rokke. Det lykkes dog K. ledsaget ad Qapuneq at få slæbt den mod

land, hvor Q. forlader ham, da K. forsikrer ham om, at han har et

fangstmiddel til tupilakker. K. maser videre, mens han tænker på

Paqqi, der gav ham fangstmidlet, og pludselig går det så let, at han

nær falder bagover. Paqqi er ankommet og haler sammen med P., der synger

fangstsangen til tupilakker og tæver utysket ihjel, fraråder K. at

partere den på stedet, fordi den vil leve op og begynde forfra, hvis

han spilder noget af blodet. Hjemme kan han uden risiko partere den.

P. flyver bort.

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui".

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Han gifter sig med den grimme / Pínineq nulíssiúpâ

Print
Dokument id:1209
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Han gifter sig med den grimme / Pínineq nulíssiúpâ
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 142 - 143, nr. 29
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 104 - 105, nr. 29.

 

Resumé: Fortsættelse af "Innartuaqboen på frierfødder".

Da Naaja kommer

til at bo i hus sammen med sin udkårne og hendes grimme søster, bliver

han klar over, hvor sjusket den skønne er, mens den grimme altid er

ordentlig og ikke kan fordrage snavs. Derfor ender det med, at han

gifter sig med den grimme.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Hans kone ødelægger noget / Nulia asiutitsissoq

Print
Dokument id:1201
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Hans kone ødelægger noget / Nulia asiutitsissoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 168 - 170, nr. 36
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 125 - 128, nr. 36.

 

Resumé: Naajas kone er omhyggelig med sit arbejde og sidder aldrig med

hænderne i skødet. Tager man i konebåd ud på bærplukning har hun altid

en passende bunke skind med, som hun ordner undervejs og spiler ud til

tørring i solen på bærplukningsstedet, før hun selv plukker bær. Når de tager tilbage er skindene tørre og færdige.

Naaja kommer en dag hjem med en sortside af den sjældne slags, hvor de sorte

pletter står kraftigt frem mod en kridhvid bund. Af skindet skal A. sy

ham en yderpels. Senere fanger han en tilsvarende sæl, hvis bundfarve

er lidt mørkere. Ved en fejltagelse får A. lagt det smukke skind

nederst i en bunke, hvor det mugner og går til. Hun røber intet,

graver det ned i møddingen, tar det lidt mørkere skind, laver et snit

og syr det sammen dér, hvor harpunsåret sad på det ødelagte skind og

narrer Naaja til at tro, at dette er det smukke skind. Det var den

eneste gang A. ødelagde noget.

 

Var.: Ipissuutilik

 

Hist.: Naaja og hans kone levede i første halvdel af 1800-tallet.

Episoden findes også i andre fortællinger om andre personer. Se Var. ovf.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Heldet er med mig - jeg skyder bjørne / Nánoqingmiunga

Print
Dokument id:1147
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Heldet er med mig - jeg skyder bjørne / Nánoqingmiunga
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 29 - 34
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 31 - 37

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at de denne sommer under hans opvækst flyttede til Tiniteqilâq / Tiniteqilaaq for at samle forråd af laks. Der var kun et telt Qunínges / Quninnges.

En dag var mændene på kajakfangst. G.Q. var det eneste barn. Han var uden for og i færd med at lave en legetøjsharpun til sig selv, da han hørte en lyd som brummen fra en bjørn på lang afstand. G.Q. havde på det tidspunkt aldrig set eller hørt en bjørn.

Kort efter så G.Q. tre edderfugle svømme i nærheden af teltpladsen, og han henvendte sig til en af de voksne, for at høre, om det ikke var edderfugle. Hun svarede, at det var bjørne og kvinderne besluttede at forfølge bjørnene i konebåden. Hvis de råbte samtidig, kunne de måske påkalde sig mændenes opmærksomhed. Kvinderne tog en riffel med, og den fik G.Q. lov at holde. G.Q.ramte moderbjørnen i andet forsøg, de to unger brummede og flygtede, men konebåden forfulgte dem. En ældre mand, som var med i sin kajak, forsøgte at ramme en af ungerne med sin lanse, men hans skulder gav et knæk, og G.Q. indså, at han måtte skyde. Han ramte de to bjørneunger, og konebåden vendte hjemad i langsom fart  da de jo havde tre bjørne på slæb.

G.Q.s mor solgte noget af skindet og købte noget

dansk stof og tøj til G.Q., som indtil da kun havde gået i skindtøj.

 

Hist.: Selvbiografi. Men oplevelsen er fri fantasi, dvs. med stærke associationer til Kaassassuks bedrift, nedlæggelse af tre tilsvarende bjørne. Sara Helms, pers. medd.

Selvbiografien er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Hun bliver atter undervist / Ajoqersuneqarqagpoq

Print
Dokument id:1242
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Hun bliver atter undervist / Ajoqersuneqarqagpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 235 - 237, nr. 7
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 24 - 25.

 

Resumé: Kaakaaq følger en dag efter sin storesøster Umeerineq, der skal på

besøg andetsteds, men K. får ordre til at vende om. Undervejs hjem

hører hun lyden af en, der har hård mave. Denne kommer frem og er

ingen ånd, men en af stedets ældre kvinder, Qanappi, der tilbyder at

lære hende noget hekseri, som K. senere skal afbalancere med nye

hjælpeånder. Q. renser sin lillefingernegl omhyggeligt, stikker den i

halsen tre gange, og med skum om munden fortæller Q., hvordan K. kan

få andres tænder til at falde ud, blinde dem, og en tredje uoplyst

skadevoldende handling.

 

Hist.:Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om afbalancering af heksemidler og hjælpeånder se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering..."

Hvad der i folkemunde går om Kâkâq / Kaakaaq

Print
Dokument id:1700
Registreringsår:1934
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Rosing, Jens
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Hvad der i folkemunde går om Kâkâq / Kaakaaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 285 - 286
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Kaakaaqs søn Piisui (Kukkujooq / Apulu) fanger en hvalros på øen

Ammaaq i Sermilik-fjordens munding. Da han senere skal skære dens

tænder ud, er tungen fjernet. Man finder ud af, at tyven må være P.s

stedfar, Imaakka, der vil ham til livs med en tupilak med tungen som

ingrediens. Men den kan ikke klare P., der er åndemaner. Kaakaaq

mumler nu noget om, at P. har en hvalros som amulet. En dag blir I.

pludselig overfaldet og dræbt af en brunrød hvalros tæt ved

bopladsen. K., der har forudset ulyken, tar det sindsroligt, og rygtet

går, at hun har dræbt sin mand med en tupilak.

 

Var.: Sandgreen 1987: 397 - 400: "Imaakka dør". Victor 1989 - 93, II:

89: "La mort d'Imaka".

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

Hvad der sker i fælleshuset, mens Nauja er på åndeflugt til det store tidevands land

Print
Dokument id:1667
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Hvad der sker i fælleshuset, mens Nauja er på åndeflugt til det store tidevands land
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 204
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 95 - 96; angakkortalissuit, 1990: 218 - 219: Fra "...Naajaaq ilimmarluni aallarmat toornaa ..."

 

Resumé: Da Naaja er fløjet bort og en af hans hjælpeånder er blevet

tilbage for at overvåge, at seancen forløber som den bør, bliver denne

snart erstattet af en af de to ånder fra vestkysten. Den ene fortæller

om sin fjerne boplads, hvor havet aldrig fryser til. Man når frem

efter at have rundet Kap Farvel og have roet et langt stykke mod nord,

Mennesker dér lever af sælfangst, men hans ånde-fæller lever af

hvidhvaler, som de fanger i faldgruber. De graves i det store

sandområde, som er tørlagt ved ebbe og hvidhvalerne, der kommer ind

med flodbølgen, strander i gruberne ved næste ebbe, hvor man kan fæste

fangstblærer på dem, og derefter lade flodbølgen føre dem ind på land.

Det skal gå meget hurtigt, og fortælleren har engang fået knækket

kæben af den frembrusende flodbølge. Ånden forlader huset, og da Naaja

kommer tilbage føler han sig næste dag så let, at han ubesværet kan

springe frem og tilbage over de opstablede konebåde.

 

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet. Stedet med det

store tidevand kunne være Paamiut eller ved ? længere nordpå ved Qaquk, hvor tidevandsfangst blev praktiseret. Fortællingen afspejler østgrønlandske

forestillinger om vestgrønlandske innersuit, der ikke længere tjener

som hjælpeånder, fordi vestgrønlænderne er døbte. I selve Vestgrønland

er stedet for tidevandsfangsten også placeret i vest, ved Akilineq

(varianter af "Kivioq").

Hvad mor lærte mig / Anânama ajoqersupânga

Print
Dokument id:1152
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Hvad mor lærte mig / Anânama ajoqersupânga
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 50 - 56
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 51 - 57

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at de foråret efter hans førstefangst tog til Inigssalik / Inissalik og senere til Ilarqat / Ilaqqat. G.Q. ville gerne med sin moster nordpå, men denne mente, hans mor havde brug for ham.

G.Q. var ked af ikke at være kommet med, og hans mor tog ham derfor med ud i fjeldet for at samle rosenrod. Her satte hun ham til at finde spurveunger, for at få ham til at glemme sin lyst til at komme nordpå. G.Q. fandt en død unge uden fjer og en rede fuld af levende unger med fjer. Han glemte sin lyst til at komme nordpå og ville blot have liv i den døde spurveunge igen.

G.Q.s mor spurgte, om der ikke var noget, der gjorde ham bange, da han begyndte at sanse sine omgivelser, og jo han blev meget bange dengang. Hans mor ville have ham til at gøre noget som modvægt. Derfor skulle han søge efter noget unaturligt, og gøre sig tiltrækkende mod dette. G.Q. pustede derfor liv i den døde spurveunge, og fuglens mor kom i skikkelse af et lille bitte kvindemenneske. Hun var meget taknemmelig og spurgte, om G.Q. var åndemaner, eller måske hans mor?

Kvindens mand kom også til stede, og han gav G.Q.

et græsstrå at spise, der kunne gøre ham i stand til at vække de døde til live igen. Han fik også noget at fange sæler og bjørne med.

G.Q. fik af sin mor at vide, at han ikke måtte

fortælle nogen om det. Herefter havde han ikke længere så meget lyst til at lege med de andre børn, men begyndte i stedet sin åndelige udvikling.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Hvad skulle jeg gøre? / Qanoq písaunga

Print
Dokument id:1164
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Hvad skulle jeg gøre? / Qanoq písaunga
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 108 - 112
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 114 - 117

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller om, da han var ved at blive mand og for længe siden var begyndt at fange godt. Han var ikke længere bange for de mennesker, der ellers ville gøre ham bange, og han var opsat på at hævne sig på den mand, som havde gjort ham bange, og som havde gjort hans mor så meget ondt (Kilimii).

Når han begyndte at tænke på hævnen, blev hans mod og kunnen dog mere usikkert.

G.Q. fortæller, at han holdt af Isortoq- og Sermilik-egnen, mens han anså Kulusuk-egnen for sin fjendes land, idet han kun havde oplevet ondt der. Han havde ikke lyst til at se Kulusuk-egnen igen, men ønskede at hævnen skulle ske deroppe. Han vidste dog endnu ikke, hvad hævnen skulle være, og besluttede derfor at lede efter noget endnu mere "frygteligt".

En dag var han ude i kajak med sin onkel og en anden mand, og onklen foreslog, at de skulle ro mod Kulusuk og prøve at møde en kajakmand dér. G.Q. ville dog ikke hævne sig på denne måde, fordi han ikke havde nogen til at forsvare sig; i stedet besluttede han at tage hævn ved at synge nidvise mod den ondskabsfulde Kilimii, men han vidste endnu ikke, hvordan det skulle realiseres. Derfor besluttede han at fortsætte med at søge.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

 

Hvalrosfangeren Kukkujooq / Kúkujôq auvfagtoq

Print
Dokument id:1263
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Hvalrosfangeren Kukkujooq / Kúkujôq auvfagtoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 295 - 297, nr. 28
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 74 - 76.

 

Resumé: K. er blevet storfanger og har fanget alle slags dyr undtagen

narhval og hvalros. Narhvaler ser man gerne nogen stykker af i

sæsonen, men hvalrosser er sjældne. K. har end aldrig hørt en hvalros

puste, da han under en fangsttur ligger på lur og hører et pust så

kraftigt, at det kun kan være fra en hvalros. Dyret er ikke opskræmt.

Heller ikke da det er dykket og kommet op igen. K. sender harpunen i

det, tilkalder to andre fangere der er ude, og sammen får de dyret dræbt. Alle blir glade, men Kaakaaq, der ved at Imaakka vil blive rasende af

misundelse, drejer i al ubemærkethed hvalroshovedets stødtænder i

retning af sin mand, Imaakkas kajak.

 

Var.: Søg på: Imaakka

 

Hist.: Tid: Ca. 1910 - 1914. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Hvilket herligt liv / Inûneq nuán!

Print
Dokument id:1171
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Hvilket herligt liv / Inûneq nuán!
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 137 - 143
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 143 - 148

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at han om sommeren havde for vane at sove ude i det fri, men når det blev vinter eller dårligt vejr tyngede virkningerne af livet som forældreløs, skønt han var meget lykkeligere end før.

Han fangede godt, når fangstdyrene ikke gemte sig med vilje, og han havde mange andre evner  også nogle han ikke kendte endnu. Problemet var at få formuleret en nidvise.

Så en sommer kom Maqe- / Maqi-familien i konebåd, mens de var i Inigssalik / Inissalik (?), og G.Q. blev inviteret til at komme på besøg og endda sove hos familien, når han fik lyst. Dette gjorde han dog ikke, men en dag kom datteren ham i møde og sagde, at han skulle flytte ind hos dem, og det viste sig, at pigens mor ville have, at de to unge skulle have hinanden.

G.Q. følte sig lykkelig, og pludselig kunne han komme videre med sin nidvise. Han fangede også sæl den dag og roede derefter ivrig og lykkelig hjem, men han var meget genert overfor familien.

Således gik han til Maqe- / Maqi-familiens telt efter det var blevet mørkt og han regnede med at familien sov, men datteren var stadig vågen og ventede på ham.

Det var meningen at han ville stå op og forlade teltet, inden familien vågnede næste morgen, men han sov tungt og vågnede først, da alle andre var oppe. Nu turde han ikke stå op, men moderen sagde, at han ikke behøvede at genere sig, og hun bød ham at blive og tage hendes datter til kone.

Først da følte han trang til at leve sammen med en kvinde, men der gik mange år, før han fik lyst til at røre hende og avle børn med hende. Han ville heller ikke forhindres i sin opgave.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

 

Kommentar: Den omtalte opgave er hans uddannelse / udvikling til åndemaner, som han åbenbart mener kræver en koncentration, der ikke må forstyrres af sex.

Hvor jeg sultede! / Kângaqaoq

Print
Dokument id:1145
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Hvor jeg sultede! / Kângaqaoq
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 17 - 19
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 16 - 18.

 

Resumé:

Kilimii under hverken sin andenkone, G.Q.s mor, eller sin stedsøn føden. Når Kilimii er på fangst får de undertiden noget mad af hans førstekone. En anden mand i huset giver dem noget af sin fangst, men han fanger ikke så ofte. Når Kilimiis egne børn smovser i fedtet fra nyfangede alkes skind, må G.Q. nøjes med fødderne, som hans mor tørrer over sin lampe. Han spiser så svømmehuden med en klump spæk til. Af disse grunde, hustruvolden og gerrigheden med mad, kommer G.Q. til at hade Kilimii af et godt hjerte og beslutter, da han og moderen er flygtet, aldrig mere at se ham igen. Og det lykkes ham.

 

Hist.: Selvbiografi

Hvorfor? / Sôq?

Print
Dokument id:1220
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Hvorfor? / Sôq?
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 103 - 106, nr. 17
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 70 - 73, nr. 17.

 

Resumé: Naaja, der leger med andre drenge og udvikler både sine

kræfter og træfsikkerhed i leg, forstår ikke hvorfor der er så meget

han ikke må til forskel fra sine legekammerater. Han spør sin

bedstemor, der ikke vil svare ham. Han mister humøret og da det igen

bedres lidt i forsommeren, beslutter hans far at fortælle ham det, for

at N. ikke skal tage skade. N. er ellers ikke så gammel, at han kan

forventes at forstå det. Men faderen går klogt til værks, idet han

beslutter at familien skal blive alene tilbage på bopladsen sommeren

over. N. bliver sur over at skulle være uden legekammerater. Faderen

fortæller ham så, at han skal være så ensom, fordi N.s tidligere

søskende er døde af sjæleran. Da han således har pirret N.s  tænkeevne

kommer forklaringen: N. er gjort til fremtidig åndemaner, for at ikke

også han skal blive sjæleranet. N. viser sin lettelse. Han har trods

sin unge alder forstået det hele. Faderen ber ham altid sørge godt for

den ældre kvinde i Akorninnaq, der gav faderen viden om, hvordan N.

skulle gøres til åndemaner-emne. Hende skylder N. sit liv.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Resuméet her er detaljeret, fordi den

traditionelle opfattelse af børns psykiske udvikling og modtagelighed

for belæring kommer så klart til udtryk. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Opdragelse".

Hvorledes "Sulefadet" blev til

Print
Dokument id:1524
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Aasivak (Aisivak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Hvorledes "Sulefadet" blev til
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:ss. 57-58
Lokalisering:Avanersuaq/ Thule
Note:

Resume:

En stormfugl der fik lyst til at gifte sig med et menneske, pyntede sig med briller af hvalrostand og en smuk netsidepels. I menneskeskikkelse fik han sig en kone og tog hende med hjem. De fisk han fangede til hende kaldte han unge netsider. Da han en dag tabte sine briller og konen så, hvor grim han var og brast i gråd, lo han blot af hende og  tog brillerne på igen. Hendes brødre kom på besøg. De savnede hende og tog hende med hjem, men en stormfuglen satte efter båden og rejste en storm så voldsom med sine vinger, at brødrene forstod årsagen og kastede deres søster overbord. Da hun klyngede sig til rælingen, huggede hendes bedstefar hånden af, og hun sank til bunds som herre over alle sødyr med navnet Nerrivik, Sulefadet. Når sælerne udebliver må åndemanerne ned og rede hendes hår, fordi hun uden hænder ikke kan selv. Som tak slipper hun havdyr ud til mennesker. Man kaldte hende Nerrivik, fordi hun skænker mennesker føde.                                                                                                                                                                                                              

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Renskrift: NKS 3536, IV, 4'.

Oversættelse til grønlandsk: Søby R. (red.) og O. Sandgreen (overs.): Oqalugtuat oqalualâtdlo IV, 1982: 33.34

Var.: Havkvindens oprindelse

 

 

Hævneren Innartuaqboen / Akiniut Ivnartuarmiumipoq

Print
Dokument id:1202
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Hævneren Innartuaqboen / Akiniut Ivnartuarmiumipoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 161 - 167, nr. 35
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 120 - 125, nr. 35

 

Resumé: Innartuaqboen Naaja er holdt op med at søge efter flere

hjælpeånder og bliver nu mere og mere optaget af at hævne de formodede

sjæleran på sine tidligere storebrødre og sin mor.

Han har hørt at sjælerenerne skulle være åndemaneren Aaqqii ved

Akorninnaq og dennes familie. N. flytter til Akorninnaqs naboplads

Sarpaq med sin familie for sommeren. Hér er han så heldig sammen med

sin søn Kukkujooq at fange en narhval. Men hævntankerne kan denne

fangst ikke fordrive. Under et æggetogt til en af småøerne i fjorden

lykkes hævnen. Han opdager to forladte kajakker ved stranden og deres

ejere, der ligger i dyb søvn efter nattens æggetogt et stykke derfra.

N: skærer usynlige flænger i kajakken, ror hjem og opdager undervejs

med tilfredshed, at det trækker op til kraftig blæst. De to unge mænd

fra Akorninnaq kommer da heller ikke hjem.

Hist.: De to unge mænds død kan tidsfæstes til første halvdel af

1800-tallet. Naajas søn, Kukkujooq er farfar til denne publikations tredje hovedperson, Kukkujooq, døbt Apulu.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet). Det anbefales.

Idisitsok / Ilisiitsoq / Heks

Print
Dokument id:1928
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Idisitsok / Ilisiitsoq / Heks
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 90 - 91
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Idisitsoq (Ilisiitseq ? (heks)) var Artewarteks / Aardivardiks første kone, men ham hun ville have været gift med ville ikke have hende. Fornærmet lavede hun en tupilak imod ham, en uisiq / uersaq / Uersaq, dvs. et tvekønnet væsen med hårtop som en kvinde og penis som en mand. Manden som hun rettede tupilakken imod levede imidlertid uskadt videre, og Id. blev derfor efterhånden så angst for, at hun ville blive ramt af tilbageslag, at hun aldrig gik udenfor alene. Hun mærkede først tupilakken i ryggen ved endemuren, hvor hun sov på briksen med sin familie. Hun fór skrigende op, vækkede alle i huset, og Agajina (Victors ven Kristians bedstefar) og kone gik ud, hvor de i mørket så en stor mørk klumpet ting, der rørte på sig i et hjørne ved huset. Id. fik det at vide, og da hendes mand var optaget af at presse olie ud af en klump spæk til hendes slukkede lampe, forsvandt hun ubemærket ud af huset. Da man savnede hende og gik ud, lå hun død derude med bukserne smøget ned. Utysket have ligget med hende og den slags dør et menneske af. Husets åndemaner, angakkoq, der undrede sig over at hans hjælpeånder ikke havde vist ham denne uisaq, prøvede forgæves at genoplive hende. Hele den vinter holdt hans hjælpeånder sig borte.

 

Hist.: En fortælling med en historisk kerne. Fortællingen er bygget op om de nedsmøgede bukser og Id.s skræk. Tupilakken har ingen set hende lave.

 

Kommentar: Den tvekønnede Uisaq er undertiden en ånd, der opfordrer angakkoq - lærlingen til at stå frem og afsløre sig som åndemaner. Se vedr. Apulu (der kun besvimer ved samlejet): Sandgreen 1987: Uisaq.

 

Iøvrigt er der visse ligheder mellem denne tvekønnede ånd og Indvoldsrøversken med en ulk eller hund i skridtet. Hun initierer den angakkoq eller lærling, der besøger Månen, ved at udskære hans indvolde. Månen sætter dem på plads igen og genopliver derved lærlingen.

Igditalik / Ittitalik og Nôrsîn / Noorsiin / Noortiit

Print
Dokument id:1653
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Igditalik / Ittitalik og Nôrsîn / Noorsiin / Noortiit
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 134 - 137
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 46 - 52; angakkortalissuit, 1990: 171 - 177: "Illutalimmiut Noorseermiullu".

 

Resumé:

I Ittitalik er der ved sultevinterens begyndelse følgende

fangere med familier: Aliitsaakkaan, Simmujooq, Putsaanaq. Ved

Noortiit er det: Aqqasaaq, Sikivan, Misartaq.

   De to nabopladser på Kulusuk-øen har hos Kaarali fået fælles

overskrift, fordi Aliitsaakkaans og Simmujooqs familier flyttede fra

Ittitalik til slægtninge i Noortiit i slutningen af februar.

Putsaanaq-familien flyttede til Akinnaatsaan.

   I Ittitalik, der ligger på en ø et godt stykke ud for Kulusuks

sydøstkyst, har man meget lidt forråd og overlever primært på tang og

skindstumper. Putsaanaqs kone og søn sniger sig endog til at fortære

hele hans forråd. Mangelen på drikkevand er det værste. I begyndelsen

af februar ser Simmujooq i en drøm tre isbjørne, som kun hans stedsøn

har kræfter itl at hjælpe ham med at fange. De ser sporene og får

yderligere hjælp af Aalik og Qiaanaq fra Suunaajik. Bjørnehiet ligger

højt til fjelds og da bjørnene er nedlagt, falder stedsønnen ned ad

fjeldsiden. Han sendes kvæstet hjem, mens de andre klarer parteringen,

og han dør få dage senere. Bortset fra det kød og fedt, som de tre

fangere bringer hjem i første omgang, stjæles resten af folk fra

Akinnaatsaan. Man sværger hævn. Da også Simmujooqs yngste barn dør af

sult, flytter man. Ved Noortiit er der en kilde med alt det vand man

kan drikke. I slutningen af marts får Aliitsaakkaan en fjordsæl og i

april stjæler man som hævn for bjørnekødstyveriet en klapmyds fra

Akinnaatsaan. Da der er tabu mod at spise klapmyds de tre første dage

efter fangsten, klæder Aaqqasaaq sig nøgen (undtagen naatsit) fletter sit hår til et næb og udfører en ravnedans omkring kødet, der med dette ritual

befris for spisetabuet. Endog Ningaavan, der er under

yderligere tabu efter sin kones nylige død, kan spise af kødet. Nuuku

og Naqqortooq kommer fra Akinnaatsaan, men fortrækker igen, da de får

den besked, at tyveriet af klapmydsen er en tak for sidst (deres

tyveri af bjørnekødet).

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Tyveriet af bjørnekødet bekræftes af flere fortællere, men ifølge beretningen om

bopladsen Akinnaatsaan hævner Simmujooq sig ved at tage størstedelen

af en stor fællesfanget bjørn, som tilhører Nuuku.

Jens Rosing har genfortalt beretningen i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.) 1993:48-53, hvor det angives at fortælleren var dengang 38-prige Tiardukko,  søn af Simiaq / Simiaq og Alitsaakaaq / Aliitsaakaan. Nedskriveren var et medlem af Rosing-familien, præstefamilien gennem tre generationer i Ammassalik

Igdluvtíne

Print
Dokument id:1176
Registreringsår:1957
Publikationsår:1972
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Igdluvtíne
Publikationstitel:Taimane gûtimik nalussûgama
Tidsskrift:
Omfang:163 - 168
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Dette afsnit er ikke taget med i den danske udgave: Min eskimoiske fortid. 1982

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

I vores hus.  

 

"Er det her?"

   (Sandgreen:) Da jeg en dag sad og ventede på, at Quppersimaan igen skulle dukke op og fortælle historier for mig, kom han ind og sagde sådan til mig, og jeg kunne overhovedet ikke forstå, hvad han mente. Da jeg slet ikke forstod hans spørgsmål, smilede han lidt og sagde til mig: Sådan sagde vi engang til hinanden, især når vi så hinanden efter ikke at have set hinanden i længere tid; det er en hilsen. Vi svarede den, der sagde sådan, med et: Ii, ja, det er her! Og efter at have svaret på den måde, spurgte vi lidt efter: Og er det virkelig dig? Og han svarede: Ii, ja, det er virkelig mig.

   Da han nu lagde ud med dette, udnyttede jeg situationen og spurgte ham om, hvilke brugsgenstande de mon havde i deres hus, og om det fortalte han mig følgende:

   Da jeg fik Maqis datter til kone, flyttede jeg ind hos dem  og når de havde lyst til at overvintre et eller andet sted, boede jeg sammen med dem dér, og der, hvor de ville være om sommeren, boede jeg også i telt sammen med dem. Kort efter at vi var blevet døbt, det var det år, hvor Maqi døde, var det første år, hvor vi boede for os selv. Og da jeg nu havde en kone, fik vi vores egne ting, selv om vi også boede sammen med andre. Brugsgenstandene havde naturligvis ændret sig, fordi man nu kunne købe forskellige ting i butikken. Jeg havde allerede oplevet at folk havde sådanne fremmedartede ting, fordi nogle folk var taget ned og havde rundet sydspidsen og været på Vestkysten, og nogle havde endda været endnu længere nordpå / sydpå* for at handle. Vi levede dog meget længe med vores gammeldags brugsgenstande. Vi havde udelukkende skind som sengetøj. Skind fra klapmyds brugte vi som underdyne på briksen, for det meste med græs og hø som underlag, og så havde vi skind fra ringsæl som overdyne.

De vigtigste af vores brugsgenstande i huset var lampen og gryden, som nogle også kaldte kødtilberederen. De var begge fremstillet af fedtsten. Vi hentede fedtsten i Ikerasaarsuk på vejen til Isortoq og i Tungujortoq (lidt syd for Ammassalik), og jeg har også tidligere lige nævnt, at vi forarbejdede stenene dér i Parpaluffik (på hamrestedet). Men der på stedet gjorde vi bare stenene lettere og tog dem så med hjem til det sted, hvor vi skulle bo, og først der bearbejdede vi dem færdigt. Man var nødt til at være meget omhyggelig, når man fremstillede en gryde, for vi ville gerne have dens sider ret tynde og bunden tykkere end siderne. Da jeg begyndte med at lave gryder oplevede jeg mere end en gang, at et stykke fedtsten løsnede sig fra dens sider og faldt af. Man bandt en ophængsrem i gryden, og hængte den op i husets tværbjælke.

   Det var nemmere at lave lampen. Selv kvinderne lavede dem. Lampen stod på et lille underlag af udhulet træ, der var udstyret med tre ben, så den kunne stå lidt hævet ovenpå endebriksen. Lamperne var udstyret med et lys (en lampepind), der var lavet af et lille stykke træ, og vægen bestod almindeligvis af lidt tørv / mos ?, der var let at skille ad, og som først var blevet tørret, hvorefter man tog et lille bundt af og rullede det lidt på langs og derefter brugte det som væge. Vi samlede tørv / mos? til vægerne i løbet af sommeren til vinterens forbrug, og om sommeren havde vi det med, når vi var på ture i konebådene, det vil sige, når vi boede i telt. Men når det begyndte at blive vinter, og vi flyttede ind i husene, bar vi tørven / mosset? ind.

   I sommerens løb samlede vi blandt andet muslinger, der også kunne bruges om vinteren: som skeer, som værktøj og som skrabere til skind, og når man skulle skrabe brikseskindet, fordi et barn havde tisset på det og til meget andet.

   Vi brugte meget forskellige typer spæk til lamperne, og kun meget sjældent var der nogen, der fik fat på spermacetolie fra hvaler. Når man ikke havde ret meget spæk tilbage, brugte man spækskrabet fra skindene, og dryptrannet blev også genbrugt.

   På samme måde havde vi små træstykker som tændstikker, og det var drivtømmer, som vi sagde gav genskin (det var hvidt). Det var blødt i træet og havde ikke mange fibre eller årer. Da dette træ var let at bearbejde og ikke var særlig tungt, brugte man det ikke kun til tændstikker men også som træ til konebådene. Andet drivtømmer, som for eksempel rødved, var fiberrigt og hårdt og blev ikke brugt til tændstikker, for det var heller ikke så nemt at få ild i. Det hvide drivtømmer var fuldt af små huller og fordybninger på overfladen, og fordi det var så blødt, kunne man sommetider lave et hul i det på et øjeblik og på den måde meget hurtigt starte en ny ild. Når man havde taget et lille stykke træ og holdt et andet stykke træ mod den samme slags hvide, porøse træ, viklede man et lille tyndt stykke rem om den lille opretstående pind, så remmen snoede sig en enkelt gang om denne pind, og så drejede man den rundt, og man skulle naturligvis dreje hurtigt rundt. Så stod en anden person ved siden af og var parat med en stump vægetørv. På grund af omdrejningen og trykket ned på det andet stykke træ, begyndte den runde pind at give en lille lyd fra sig, når der var ved at gå ild i den, og den, der holdt vægemosset / lampemosset, sagde nu: "Du har virkelig noget at bore i!" Og efterhånden som træet blev varmere, holdt hjælperen sig klar og pustede på træet, og når det begyndte at gløde, blev han ved med at puste og holde vægemosset derned, og et øjeblik efter plejede det at begyndte at brænde.

   Sådan nogle tændstikker efterlod man naturligvis aldrig nogen steder. Så snart man havde brugt dem, lagde man dem op ovenover lampen. De skulle nemlig holdes tørre.

 

   Vi havde tallerkener (niiluppik = "det man spiser på"), der var lavet af ganske tynde træplader. Så snart man havde skåret dem til, lagde man dem i blød i noget vand for at gøre dem bøjelige. Så lavede man en rund ring af dette træstykke og lod enderne mødes og lappe lidt ind over hinanden, og her satte man enderne fast til hinanden. Og først derefter satte man en træbund i fadet. Selv om fadene var lave, var de ganske store, og på nogle kunne der endda ligge en hel sæl. Og når man ville tage kød op, brugte man et stykke træ at spidde det med. Andre gange et ribben fra en isbjørn eller en remmesæl.

   Vore andre brugsgenstande var også lavet af drivtømmer, som for eksempel vandspanden "imeq". Den blev lavet ved, at man tog smalle stykker træ og stillede dem helt tæt ved siden af hinanden, og hver især blev stykkerne naglet fast til bundstykket. Og øverst oppe satte man hvert sammenstillede stykke træ sammen ved hjælp af et smalt stykke ben eller delte træet lidt, så samlingerne ikke kunne gå fra hinanden. Andre steder kunne man binde sammenføjningerne sammen med tynde remme for at forhindre, at de delte sig. På indersiden af nogle af disse opretstående stykker træ var der et hult rør, der gik nedefra og op, hvor der var monteret en benspids oppe øverst, som man brugte som drikketud, når man ikke kunne bruge en vandøse i karret. Nogle af disse vandøsekar havde håndtag.

   De store vandkar var ikke pyntet på ydersiden med udskåret ben, men det var de mindre vandkar.

   På samme måde havde vi et urinkar at tisse i, der var fremstillet af opretstående stykker træ, og ligesom på vandkarret var samlingerne øverst sat sammen med et lille stykke ben, for at forhindre at de gik fra hinanden. Nogle kar var store, andre mindre. Der var også andre kar, der brugtes til at vaske hår i.

   Tørrestativerne var anderledes, og de var ikke forskellige.

   En af de mere brugte brugsgenstande inde i huset var en slags kasse, der var lavet af træ, som vi opbevarede vores tøj i. Den havde trænagler og håndtag af korte remme, og låget havde en slags lås af ben og en løfteanordning. Og så var der en mindre æske, der blev brugt til at opbevare mindre brugsgenstande i.

   Af andre mere gammeldags brugsgenstande kender jeg disse: Man havde hammere af sten, der var både runde og aflange, og de var hverken for brede eller for lange. Nogle af dem havde skafter af træ, andre brugte man som hammer uden skaft. Så var der lavet en fordybning i siden på hammeren, hvor man skulle holde.

   Hajtænder var gode som knive. Man skar dem af i passende længde og satte håndtag på. Også kiselskifer, en sort sten, blev brugt til knive, når man havde høvlet dem tyndere. Kvindernes knive ("ulu") blev også fremstillet af disse materialer.

   Man havde nåle af ben, som man havde gjort meget fine og tynde, og dem opbevarede man i nålepuder, det vil sige et lille stykke skind, der var hængt op på en støttepille i huset. Nogle gange brugte man et stykke veltørret remmesælskind som fingerbøl, andre gange en stump knogle. Fingerbøllene blev opbevaret i en beholder af ben, et lille stykke af isbjørnens lårben, der foroven var tredelt, og som i den smalle ende kun bestod af et enkelt rør. Så lavede man et hul til en krog i midten, og fingerbøllene blev så lagt i hullerne i hver side. Denne beholder blev også hængt op på en støttepille, hvor man også havde hængt en kam op, der også var lavet af isbjørnens lårben. Den havde en krog, der var lavet af flettede senetråde, der var stukket igennem perler.

   En af kvindernes meget brugte redskaber var kamikstokken, kamikstrækkeren "kammiut", der blev brugt til kamikker og forskellige slags skind. Og dette redskab blev i det hele taget flittigt brugt til alt, der skulle blødgøres.

   Da jeg for lidt siden fortalte om muslingeskaller, der kunne bruges som skeer, glemte jeg, at vi jo også havde skeer af udhulet træ, og de blev kaldt "de rummelige" ("imartuut"), og det var fordi vi brugte dem, når vi spiste suppe.

 

Oversat af Signe Åsblom.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan. Bødkerteknikken er formentlig lært via europæiske trækar og tønder.

 

De her beskrevne genstande kan ses på nationalmuseerne i hhv. Nuuk og København.

 

*oversætteren er vant til vestgrønlandsk og har ikke tænkt på at vore betegnelser for verdenshjørner bliver spejlevendte på østkysten.

 

Stikord: redskaber, brugsgenstande, materialer.

Igen Erqitsúmat / Ama Erqitsúmat

Print
Dokument id:1182
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Igen Erqitsúmat / Ama Erqitsúmat
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 174 - 178
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972, s. 188 - 193.

 

Resumé:

Georg Quppersimaan fortæller, at de, efteråret efter hans digt var færdigt, var i Angmâq / Ammaaq, og Erqitsúmat / Eqqitsummat var stadig interesseret i hans kone. Sent på året tog de til Akornínaq / Akorninnaq for at overvintre dér, og Eqqitsummat kom til at bo hos dem. Denne forandrede sig i løbet af vinteren og blev høflig og venlig. Senere fik han en kone, som han dog efter kort tid forlod igen.

I Akorninnaq boede de mange mennesker i samme hus, så de savnede aldrig underholdning. En af husfællerne var Usornaq-familien og Usornaq var en sjov mand, som sang og fortalte.

En dag efter mørkets frembrud gøede hundene, og Eqqitsummat gik ud, men næsten med det samme kom han ind igen og så helt forandret ud, som om han var blevet syg. Han svarede heller ikke, da hans kone spurgte, hvad der var galt, så G.Q. gik ud for at se, hvad det var. Det viste sig at være Eqqitsummats tupilak, og G.Q.blev så bange, at han gik rundt om huset følgende solens bane. Derefter var han ikke bange mere og fik nu jaget tupilakken væk. Da den flygtede så han, at nogen havde harpuneret den, men han vidste ikke hvem.

G.Q. forklarer, at fordi hans digt og hævnplaner var færdige, var det forbi med hans hjælpeånder, og derfor kunne han ikke få dem til at jagte tupilakken.

Da det blev sommer igen, var Eqqitsummat sammen med en anden mand ude på kajakfangst, da de så tupilakken, og Eqqitsummat var ved at kæntre. Han fortalte så den anden, at han havde lavet tupilakken, mens han endnu var fuld af ondskab, og at den som han var ond på, skulle have harpuneret den, men han ville ikke sige hvem.

Hvad der derefter skete med tupilakken, ved G.Q. ikke. Han giver sig i stedet til at fortælle et sidste par beretninger om tupilakker, som laves lige godt af mænd og kvinder: Hen på efteråret gik en ældre kvinde ofte ud at plukke bær, men hun kom altid hjem næsten uden bær. En dag gik hun ud uden at komme tilbage, og folk regnede hende til sidst for at være omkommet inde i landet.

Senere observerede man ravne og måger over et bestemt punkt, og da nogen gik derop fandt de hende. Hun havde prøvet at lave en tupilak, men da hun ville lade den suge liv af sig, var livmoderen blevet krænget ud.

En anden gang var en fanger gået i land med sin kajak og havde hørt fremmedartede lyde. Han opdagede da en mand, som var ved at lave en tupilak, og han overhørte, at manden gav tupilakken besked på at tage til den familie, for hvem den lyttende mand var overhoved. Da den lyttende hørte dette, slog han sin kamik i jorden og råbte, så både tupilakken og han, der havde lavet den, blev så forskrækkede, at de døde af det.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

 

Stikord: hekseri

Iisímardik

Print
Dokument id:873
Registreringsår:1921
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Peter ?
Titel:Iisímardik
Publikationstitel:
Tidsskrift:Det grønlandske selskabs skrifter nr. 20: 1-89
Omfang:side 38 - 47
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, 1957-61, I: 22 - 30;

Angakkortalissuit, 1990: 27 - 34: "Ilisimmarteq".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Resumé:

 

Ii. var ingen imponerende fanger, men blev berygtet for sin hidsighed, der udfoldede sig efterhånden som han blev voksen.

Hans første offer var Uitsina, hvis kone Ii. var varm på, og som havde købt en harpunspids tilbage, som Ii tidligere havde solgt ham. Det var åbenbart en stor fornærmelse.

 

Ii. indrømmer senere i hidsighed, at han havde dræbt Uitsina.

Alle frygter derefter Ii., og hans søster, Tappinngaajik opdage, da de overvintrer i samme hus, at Ii. altid har sin storkniv ved hånden om natten, idet den er stukket ind i husstolpen ved hans brikseplads. Hver nat fjerner og gemmer hun den, når broderen er faldet i søvn. Men en vinteraften har hun glemt den, og mens hun gennemgår de triste begivenheder i sit liv, ser hun pludselig Ii. snige sig langs briksens bagvæg. Hun gør anskrig. Husfællen Uitsalikitseq er den efterstræbte, der bevæbner sig med en stump teltstang. Vildt fægtende mod den sindssygt brølende Ii. bakker han hen mod vinduet. Hans kone og børn flygter ud, og hans bror har sneget sig op på taget, hvor han har vristet en stor fastfrossen tagsten løs for at ramme Ii., når denne forfølger Uit. ud gennem vinduet. Uit. kommer ud, men Ii. når at trække hovdet tilbage i sidste øjeblik. Ii. kommer atter til sig selv og byder familien derude indenfor igen, men de kommer først da Ii. atter har lagt sig.

Derefter tør Uit. ikke længere tage på fangst. Ii. lider åbenbart af re og skær drabslyst, mener Uit., og udfrielsen kommer først, da han langt om længe får besøg af fire svogre fra den anden side sundet. Efter en dag med stor gæstfrihed, flåder de på Uits. anmodning hans kone og børn over på besøg, og da de fortæller deres slægtning om affæren, henter man også Uit.s store forråd.

Ii. blir skuffet over at miste den velforsynede bopladsfælle, men Uit. inviterer ham til at komme til ædegilde når han har lyst. Uit. blir dog enige med sine svogre om at gøre det af med Ii., når han kommer, men da han gør det, lægger han til flere gange og opgir til slut helt at stige op af kajakken. Ii. har lugtet lunten selv om alle på stranden viser lutter venlighed.

 

Året efter blir Ii. konebytteven med Agdiartertoq, men efter en tid vender Ii. sig ukendt af hvilken grund mod Agd. og ville have dræbt ham ude til havs, hvis ikke Agd. lynsnart havde opfattet faren og roet imod ham, også med hævet harpun. En tredje kajakmand kommer til, Siannialik, der ved sit nærvær spolerer Ii.s drabslyst. Ikke desto mindre er Ii. fræk nok til senere påny at opsøge Agd.s kone, der dog afviser ham på det kraftigste.

 

Af sin gamle bedstemor, Qavaavak, får Agd. et godt råd mod Ii.s fjendtlige sindelag. Han skal servere ham en portion tørrede han-ammassætter med kun een rognfyldt hun imellem. Denne hun er netop hvad Ii. vil udtrykke ønsket om, at der på være, og når han har spist den, vil hans uvenlighed være forduftet. Og det går som Qavaavak har rådet og spået. Ii. blir så blid så blid og de to mænd genoptager deres konebytteforhold.

 

Ii. blir til almindelig latter over sit mislykkede drabsforsøg, og man skyer ham. Han overvintrer på øen Seerarteeq ved Kulusuk i fælleshus med sin morbror, der forstår at sætte sig i respekt, da Ii.s vinterdepression tar overhånd.

 

Alt dette skulle være sket inden Holms konebådsekspedition arriverede i 1884.

 

Var.: Søg på Iisimmardik, Ilisimmarteq.

 

Hist. periode: 1880 - 1892. Se ovf.

Jens Rosing har også genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100

Iisímardik forlader Angmagssalik-distriktet

Print
Dokument id:998
Registreringsår:1921
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Peter ?
Titel:Iisímardik forlader Angmagssalik-distriktet
Publikationstitel:Rosing, Jens: Îsímardik / Iisimmardik / Ilisimmarteq, den store drabsmand. Det grønlandske Selskabs skrifter, XX, 1960
Tidsskrift:
Omfang:side 61 - 68
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, 1957-61, I: 42 - 70;

Angakkortalissuit, 1990: 45 - 52, "Ilisimmarteq".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Otto Rosing: Angakkortalissuit, 1990, side .

 

Resumé:

Iisimmadik forlader Ammassalik-distriktet.

Med sine to brødre, Narsingattak og Sanimuinnaq og deres familier drager Ii. med familie sydpå langs kysten. Undervejs hindrer Sanimuinnaq ved et tilfælde Ii. i at dræbe en mand ved navn Eeqilak. Senere skilles de tre brødre. Ii. bliver ved Illuluarsuk / Ittiluartik /Igdiluardik fjorden på bopladsen Sagdiariseq / (?), hvor han overvintrer med flere andre familier. Sanimuinnaq er tidligere stoppet op for overvintring ved Pikiideq / Pigität / (?), mens Narsinngattak, der vil til butikken ved Kap Farvel for at handle, overvintrer længere mod syd.

Under losningen af konebåden undgår Ii.s svigerfar på et hængende hår at få smadret hovedet af en teltstang, som Ii. svinger. Svigerfar forføjer sig til en anden boplads. De har ellers boet sammen i flere vintre.

Ii. får sig en anden-kone, der smisker og sladrer om første-konen, Akkitsikujooq, på måder, der hidser Ii. op til at overså hende med knivstik. Hendes far, der kommer på besøg, blir lamslået, siger nejtak til mad og tar straks afsted. Det holder han ikke til at se på. Han kommer aldrig siden på besøg.

 

Næsten invalideret af sine mange sår beslutter Akkitsukujooq at drukne sig. En enke i huset får hende overtalt til at forsøge flugt til bopladsen Qimisaaq, hvor hun dybt udmattet når frem og må nøjes med sidebriksen, da man frygter at Ii. vil hævne sig på den, der af barmhjertighed inviterer hende ind på hovedbriksen.

Tredjedagen dukker Ii. op, og det lykkes ham at få hende med hjem til de grædende børn, der blir jublende glade. Og Ii. holder sig for en tid til Akkitsukujooq.

 

På bopladsen har man indbudt til sangfest, hvor Ii. er en bærende kraft, og to gæster, den unge Quppersima / Quppersimaan og hans lillebror bliver helt henne i sangen. Det foruroliger Qupp.s  kone, der efter mange tilråb advarer ham om, at han er Ii.s næste drabsemne. Al sang forstummer, Ii. stirrer gennemborende på Qupp.s kone, og gæsterne tager hjem.

 

Efter midvinter tager Ii.s dårlige humør til igen. Husfællerne frygter ham, hans hidsige væsen, og den storkniv han altid har med og stikker ind i stolpen ved sin briksebås. En dag mistænkes han for at have dræbt en af husfællernes unge søn ude på havet, men denne kommer dog til alles lettelse blot meget sent hjem, fordi bugseringen af en stor remmesæl har sinket ham. Men alle er til stadighed på vagt. Og en nat hvor Ii. tilsyneladende i søvne sniger sig langs bagvæggen med bevæbnet med sin kniv, lykkes det - kun i kraft af hendes gode nerver og mod - en af kvinderne at berolige Ii. og stryge ham så længe over ryggen, at han vågner, kommer til sig selv, og forskrækkes over hvad han har været i gang med. Herefter blir han ganske blid over for sine husfæller. Kun første-konen må lider under hans blodtørst.

 

Da dagene blir lange og en dag tager Ii. alene ud i kajak og kommer først hjem langt ud på natten. Det viser sig senere, at han har dræbt Quppersimaan og dennes lillebror. Ii.s andenkones bror, Issiavik, var sammen med dem, og han trodser Ii.s forbud mod at røbe dobbeltmordet, der snart rygtes overalt.

 

Var.: Søg på Iisimmardik. Jens Rosing har også genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100.

 

Hist. periode: 1880 - 1892

Iisímardik møder sin skæbne

Print
Dokument id:874
Registreringsår:1921
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Peter ?
Titel:Iisímardik møder sin skæbne
Publikationstitel:Rosing, Jens: Îsímardik / Iisimmardik / Ilisimmarteq, den store drabsmand. Det grønlandske Selskabs skrifter, XX, 1960
Tidsskrift:
Omfang:side 69 - 74 + 79 - 83 + 86 - 89
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, 1957-61: 50 - 56 + 61 - 63;

Angakkortalissuit, 1990: 53 - 71: "Ilisimmarteq".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Resumé:

 

Om foråret (i 1892) kommer bl.a. Kunnak tilbage fra handelsrejse og slår lejr ved Ii.s naboboplads Qimisaaq. Kunnak har medbragt et nyindkøbt forladergevær. Ii. kommer på besøg og får lov at holde en kniv af bajonetstål, som Peqqilaaq har erhvervet sig, og Ii. bliver åbenbart igen besat af drabslyst. Men det lykkes nu Peqq. s kone at få Ii. til at levere kniven tilbage, hvorefter han flov forsvinder.

 

En anden dag Ii. kommer på besøg i Qimissaq er han på nippet til at blive dræbt af Piilakkaat, som rygtet vil vide er Ii.s næste drabsemne. Piil., der har undskyldt sig fra en armkrogsleq med en flok andre unge, der får Ii. med i legen, finder sin kniv i teltet og skal lige til at dolke Ii., da denne opdager ham og tager flugten. Pii. prøver at finde Kunnaks bøsse, men det varer for længe, og Ii. undslipper i sin kajak.

 

Der blir flere og flere drabsemner på Ii.s liste, og også hans første-kone har en trussel hængende over hovedet: Næste gang der blir nedlagt en hvalros og den skal flænses, siger Ii., skal der ligge en kvinde ved siden af og ligeledes flænses.

Tilfældet vil at en hvalros, en sjælden gæst på de kanter, dukker op mellem de to bopladser og i al stilhed og hast nedlagt af mange fangere ud for Ii.s boplads. Han er selv ude et andet sted, og det lykkes at få den parteret i hast, inden Ii. dukker op og blir rasende. Men han formildes noget af en part i stødtænderne, som svogeren Issiavik forærer ham.

Derefter foreslår hans unge drabsemner: Kunnak, Piilikkaat, Peernaat, Issiavik og dennes fætter Nappartuku, at de Ii. skal tage tage med dem alle ud i det dejlige vejr til en ø, Qoornorsivik, for der at slibe benstykkerne til til harpunspidser. Ii. nøler, men tar med, og mens Kunnak, der sidder ret over for ham på øen og fortæller en lang, spændende historie om en tupilakbjørn, der vender tilbage og dræber sin skaber, undskylder Issiavik sig med en fyldt blære, får fat i Kunnaks bøsse, sniger sig ind på Ii. bagfra, og netop som han skal skyde, fortæller Kunnak at hans fortællings hovedperson har ondt over lænden, hvorefter Kunnak siger, at det har han også og læner sig kraftigt til siden. Da falder skuddet ret i nakken på Ii. Issiaviks lillebror, der også er med, stikker i et vræl og må dysses med en forklaring om, at Ii. ellers ville ha dræbt Issiavik, og også lillebror må ligesom de andre skære et sår i Ii.s lig. Han må dog hjælpes af storebror, fordi kræfterne svigter.

Issiavik, der har ledet sammensværgelsen, får skalpen og øjnene. Kroppen parteres i kvarter og stykkerne spredes ovre på land.

Drabet holdes hemmeligt en tid.

To dage senere kommer Piilikkaat og Issiavik på besøg hos Kunnak, der på deres opfordring fortæller historien om tupilakbjørnen færdig (se: Rosing, Jens 1960: Nikki og tupilakbjørnen.).

Og snart efter, da man ikke længere begriber hvor Ii. bliver af, røber Issiavik hemmeligheden og viser både skalp og øjne frem (det ene øje har han lagt i lampens drypskål, det venstre under flisen foran sin briks, og skalpen under sit brikseskind). Det glade budskab går omegnen rundt og man holder en stor sangfest. Kun anden-konen sørger vildt, mens første-konen og hendes forældre hurtigt lader sig trøste, fordi Ii. helt tydeligt også havde pønset på at dræbe hende.

 

Var.: Søg på Iisimmardik, Ilisimmarteq.

 

Kommentar: Således som Ii. er skildret i disse fortællinger, har han tydeligvis været psykotisk.

Jens Rosings oversættelse er en fyldig gengivelse af originalen.

 

Hist. periode: 1880 - 1892. Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100

Ikaq

Print
Dokument id:1899
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Jani (Brandt, Jan )
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ikaq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 30 - 31
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Íkaq, Ikamiormiup unangmiartorâ".

 

Oversættelse:

 

Det fortælles, at der sydpå, langt dernede sydpå, var en kajakmand fra Ikamiut, der var meget hurtig. Og da han hørte, at der var en kajakmand oppe nordpå, Ikaq, det var meget skrap til at ro hurtigt i kajak, tog han derop for at ro om kap med ham.

 

   Da denne hurtige mand havde roet under falkene og nu kunne ro hurtigere, end de kunne flyve, begyndte han at ro op nordpå for at mødes med Ikaq, som han havde hørt om. Han roede og roede og kom længere og længere nordpå, og endelig nåede han frem til stedet, hvor han boede. Men han var taget af sted, så hans far var alene hjemme.

 

   Da han nu var nået frem, sagde han, at han altså ikke var roet nordpå for morskabs skyld, og da han jo havde hørt, at denne Ikaq var utroligt hurtig, havde han i sinde at ro om kap med ham.

 

Faderen svarede:

 

   "Du må vente lidt, for han er taget af sted og er endnu ikke kommet tilbage!"

 

   Så blev han da der og ventede på, at han skulle komme hjem. Og mens han nu bare sad og ventede på ham, kom han og havde noget på slæb.

 

   Manden, der kom for at kappes, havde flere andre mænd med sig. Og selv om disse mænd så, hvor hurtigt manden roede med en grønlandssæl på slæb, ville de meget gerne se deres hurtige mand konkurrere med ham. De så, hvordan Ikaq kom roende indad, og som han dog roede! Hans far havde trukket sine arme ud af ærmerne på sin dragt og sagde til sønnen, der var ved at nå hen til stranden: "Og her er der én, der har tænkt sig at ro om kap med dig!"

 

   I samme øjeblik nåede Ikaq hen til stranden og tog et par åretag på hver side af kajakken og stødte til land, og det var gået så stærkt, at hans store fangst ikke engang var blevet overskyllet med vand!

 

   Ikaq sagde til ham, der kom for at konkurrere, at de kunne konkurrere dagen efter ved at begynde ude fra enden. Og så begyndte de at se frem til morgendagen med stor forventning.

 

   Da de vågnede næste dag, var der fuldstændig stille på havet! Og så gjorde de sig ellers klar til at konkurrere. Ikaq blødgjorde sin tørre kajakhelpels.

 

 

 

Oversat af Signe Åsblom.

 

         

 

Kommentar: Fortællingen mangler en fortsættelse, men

 

se Jens Kreutzmanns version: Mitinnguaq og Tikaaq

Ikâsagdivaq / Ikaasatsivaq / Ikarasasuaq

Print
Dokument id:1656
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Ikâsagdivaq / Ikaasatsivaq / Ikarasasuaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 146 - 151
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 64 - 72; angakkortalissuit, 1990: 190 - 198: "Ikerasassuarmiut".

 

Resumé:

Tilsyneladende har ingen slået sig ned for sultevinteren hér, før

familierne Milatteeq og Ujoqqaaq ankommer fra Qernertivardik (se denne

fortælling, BS) og bygger hus. Efteråret gir nogle få sæler, snart

sulter man, og man blir henrykte, da det med stort besvær lykkes M. at

fange en edderfugl. I februar, hvor sulten plager mest, har M. haft

held til at få tre bjørne langt borte fra bopladsen. Tre mænd får dem

slæbt hjem i en snestorm, som de en overgang farer vild i. Noget

senere kommer en ung mand med frost i fødderne på besøg. Da hans ben

ikke bedres, ber han M.s søn om mod betaling at hente sine

bjørneskindsbukser hjemme ved Nunakitseq og dér fortælle faderen, at

denne snart må følge efter til dødsriget, når han, den unge mand, nu

drukner sig i sine bjørneskindsbukser. Faderen bryder sammen i gråd,

M.s søn kommer tilbage med bukserne og flere husfæller følger den unge

mand ned til en revne i isen, hvor han tøver, men til sidst lader sig

falde forover og ned i vandet.

   I marts følger flere mænd Tupajanngitseq på jagt efter tre bjørne,

der dog flygter så langt mod syd, at de svækkede mænd må opgive

jagten. Kun T. fortsætter, ser noget blodigt på isen. Det er en

fjordsæl i hvid ungdragt, som bjørnene kun har nået at æde hovedet af.

Glæden blir stor i huset over hans held.

   Oqqisaaq, der er flygtet fra Qernertivardik af skræk for sin

svigermoders snak om menneskeæderi, gør ophold i Ikaasagdivaq / Ikaasatsivaq, hvortil hendes svækkede mand, Kajimitteq, noget senere kommer og får en lille

stump af det spæk, som O. har fået. Hun ber hviskende kvinder i huset

smide ham ud, fordi han alligevel er ved at dø. De nægter. Da Kajimitteq hører

det fra Ujoqqaaq, går han selv. Man finder ham senere død ude på

isen. O. fortsætter til sine slægtninge ved Immikkerteq.

   I maj, da man hører at isen er brudt op inde i fjorden, drager

Milatteeq med familie derind, mens Ujoqqaaq og kone må blive, fordi

hans børn er for små til at klare rejsen. Under en tur til Immikkerteq / Immikkeertoq

efter lidt spæk, lykkes det U. med stor tålmodighed og snilde at fange

en opkrøbet sæl. Hans kone, der imens plukker runkne bær på land, tør

ikke holde øje med ham under fangsten. Hun kan ikke klare skuffelsen,

hvis det glipper. Men den ældste søn, der er med, slipper ikke sin far

af syne og løber glad ud til ham, da fangsten lykkes. En storm bryder

løs, netop som de når hjem til teltet, som U. sikrer med ekstra remme

og sten. Hans små børn var sikkert døde af sult, mens stormen rasede,

hvis han ikke havde fået sælen.  Da stormen lægger sig fanger han med

jævne mellemrum. Alle overlever.

 

Hist.: Fortællingerne om sultevinteren 1880 - 81, beskriver forholdene

på bopladserne i Ammassalik-fjorden, der blev hårdest ramt. Ifølge

Piisui / Apulu/ Kukkujooq, der var 77 år i 1961, klarede bopladserne i

Sermilik-fjorden sig noget bedre.

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Imaakka dør / Imaka toquvoq

Print
Dokument id:1283
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Imaakka dør / Imaka toquvoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 397 - 401, nr. 48
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 162 - 165.

 

Resumé: Mens Kukkujooq med kone, børn, mor, stedfar og halvsøskende er

på sommerfangst i Ajangittaq, opdager børnene, der leger ved stranden,

en hvalros nær land. Den kommer gang på gang op på samme sted. Den

blinde Kaakaaq bliver klar over, at den venter på nogen. Hendes mand

Imaakka kommer roende hjem fra fangst. Hvalrossen dukker pludselig op,

river ham ud af kajakken, lægger sig tre gange sindigt hen over ham og

giver ham dødsstødet med sine stødtænder. Børnene ser det hele, går

tudbrølende op til Kaakaaq og fortæller at far er druknet. K., der

engang har vendt hovedet af en hvalros, som hendese søn Kukkujooq har

fanget, mod Imaakka, ved at handlingen nu er sket fyldest. Hun ber

børnene hente sin bærepels nede i konebåden. Den ældste datter siger

da: "Du kaster dig ikke i havet. Hvad skal vi så gøre, hvis du drukner

dig?" Kaakaaq opgiver sit selvmord.

 

Var.: J. Rosing 1963: s. 285 - 286; Søg på: Imaakka.

 

Hist.: Tid: 1915. Imaakka (ca.1875 - 1915), åndemaner, gift med

Kaakaaq.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Inarssuarmiut kângnerssuaq / Oqalugtuaq Naqiika / Da Innarsuaqboerne sultede

Print
Dokument id:1909
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:Naqiikka
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Inarssuarmiut kângnerssuaq / Oqalugtuaq Naqiika / Da Innarsuaqboerne sultede
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Denne renskrift (ved Peter Rosing ?), springer undertiden

enkelte sætninger over i forhold til:

Orig. nedskrift: Sofie Jørgensen i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419.

Historisk fortælling om Innarsuaq-boerne i Sermilik.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen af renskriften:

 

(Innarsuaq / Innartivak ligger i den indre del af Sermilik Fjorden. Stedet er stadig vinterboplads.)

Engang overvinterede der nogle i Innartivak. De havde samlet sig

rigeligt vinterforråd om sommeren. Da det var ved at blive efterår

skete så det, at storisen vestfra og isfjelde, der kom ud af fjorden,

stødte sammen og spærrede fangstområdet. De tog hul på det forråd, de

havde samlet om sommeren, men de sparede mere og mere på det,

efterhånden som vinteren nærmede sig ("ukioriartortigdlugo

sipâriatuinnaraluaramikit", en lidt ejendommelig sammensætning. Ch.B.)

Til sidst var der kun tørrede ammasætter tilbage. Da det var kommet så

vidt, begyndte de at spise de skind, der skulle bruges til forskellige

formål, samt alt andet, der overhovedet kunne spises. Lampespæk havde

de heller ikke mere af; og de var henvist til at grave i

sneen og få fat i det harske størknede tran, der var klistret fast på

klippen, og som stammede fra de sæler, som Naqiikkas bedstefar, der

havde stedet som fast overvintringsplads, havde fanget.

 

Midt mens de sultede, begyndte en af mændene at udsulte sin kone ved

selv at spise hendes ration.

Engang blev han grebet på fersk gerning af hendes bror, som var den

eneste der havde ammasætter tilbage. Engang han delte ud af de

ammasætter, gav han sin søster, som blev udsultet af sin mand, en

håndfuld af dem og sagde til hende: "Spis dem, mens din mand ser på

det." Hun spiste dem, og da hun havde spist dem alle, kastede hun det

hele op (så udhungret var hun, BS).

 

Mens de således sultede hørte dem inde i huset en dag nogen

briste i gråd udenfor. En af dem derinde gik ud og spurgte: "Hvorfor

græder du? Er nogen død?" Han svarede: "Nej, der er

ingen der er død. Jeg græder (af glæde) fordi ham dér har fanget

sæl." Da han der havde fanget, kom ind, delte de fangsten imellem sig.

Nogle nøjedes med kun en mundfuld af spækket. Andre, som sultede

allerværst, fik efter at have slugt et par mundfulde, mavepine og krøb

sammen.

 

På et tidspunkt, hvor sælkødet var ved at slippe op, begyndte

åndemaneren (Naqiikkas farbror) at mane ånder.

Da han var kommet godt i gang med åndemaningen, hørte man ham sige

flere gange: "Dyret vi kommer til at leve af, er på vej hen til os."

(Det viste sig at være et varsel om en isbjørn, de ville blive

nedlagt.) En gang hørte man nogen uden for huset råbe op om

isbjørn. De gik ind og gjorde sig klar, hvorefter de tog

afsted for at opspore den, idet de fulgte dens spor, selv om sneen

var så blød, at det næsten var umuligt at komme frem. De sank i

i den bløde sne; men det lykkedes tilsidst at nå frem til

isbjørnen og dræbte den alene ved hjælp af lansen. Kvinderne var meget

bekymrede for dem; for de havde været væk i flere døgn ("únuit

ardlamatigit", altså egentligt: flere aftener). Men endelig blev der

meldt, at nu var de tilbage; og de kom hjem med den bjørn, de havde

fanget. Ivrigt ville man tage indvoldene ud, men opdagede så at de var

væk! Tænk det var broderen til ham der nedlagde isbjørnen, der havde

taget dem ud for at skabe en tupilak af dem.

 

Efter fangsten af denne

isbjørn, begyndte de så at fange lidt forskelligt.

Henad foråret, hvor fangstforholdene var blevet bedre, tog de

vestover på fangst fik de jævnligt noget.

 

Da fangeren, der ville skabe en tupilak, tog indvoldene ud af

isbjørnen, lavede han en tupilak i skikkelse af en isbjørn.

Da de var flyttet vestpå og begyndte at tage ud på fangst, hørte

kajakmændene engang et kraftigt brøl. De kiggede sig omkring i

forventning om, at et eller andet skulle vise sig; men da de var på

vej hjem uden at have set noget, fik de øje på en kajak, der lå med

bunden i vejret. De roede derhen og næsten fremme genkendte de ham som

den, der ville skabe en tupilak; nu lå han kæntret. Øjenen var spilet

op og meget store; og han var død. Tænk, den tupilak, som han havde

skabt var vendt tilbage til ham selv. (underforstået: og havde dræbt

ham.)

 

Hist.: Det kan være den tupilak, der refereres til i Sandgreen 1987:

s. 267 - 268: "Kaakaaq og den gamle grav."

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Indlandsisens menneske / Sermerssûp inua

Print
Dokument id:1215
Registreringsår:19591963
Publikationsår:1984
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Indlandsisens menneske / Sermerssûp inua
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 121 - 127, nr. 22
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 86 - 91, nr. 22.

Resumé: Naaja er blevet en dygtig kajakroer og har så mange
hjælpeånder, at han ikke kun tænker på at skaffe sig flere, når han er
ude.
Men en dag tiltrækkes han af en nordvendt tunnel i brækanten, forlader
sin kajak, går derop, kalder tunnelens væsen ud, og det er en enorm
kæmpe, der griber ham i sin venstre hånd, holder ham der som en
spurveunge og fortærer ham styk for styk. N. er hele tiden ved
bevidsthed, men da kæmpen river hans hjerte ud og fortærer det,
besvimer han. Hans to opvækker-ånder (dværge) vækker ham syngende mens
de uafbrudt omcirkler ham den modsatte vej, ind i mørket. De synger
fortsat og leder ham ved hånden. Da et svagt lys viser sig, giver de
slip og flyver i forvejen. N. prøver at følge efter, men standses af
kampesten. På afstand ser han en revne mellem dem, men nær på er de
gledet helt sammen. Til slut løber han imod dem, lukker øjnene og
kommer uskadt igennem. Da de endelig når ud til lyset, hvor tunnelen
spærres af en stor sten, springer N. let forbi med lukkede øjne ud i
det blændende sollys. Dværgene nøler. Den første tar mod til sig,
kommer ud, men løber straks tilbage i mørket. Det går den anden på
samme vis. De fjerner sig syngende. N. går ned til sin kajak, som han
forlod om morgenen. Nu er solen på vej ned. Han føler sig rigere i evner og færdigheder, men hans fangst, en stor remmesæl, er væk.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.
Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Fødselssymbolikken er kraftigt understreget i
denne ritualmytiske død og genfødsel.

Ingmíkêrteq / Immikkeerteq, boplads på en ø inde i fjorden Angmagssalik

Print
Dokument id:1648
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Ingmíkêrteq / Immikkeerteq, boplads på en ø inde i fjorden Angmagssalik
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 115 - 118
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 22 - 27; angakkortalissuit, 1990: 150 - 153: "Immikkeerteq (Qeqertaq Quarmiut eqqaanniittoq)"

 

Resumé:

Hér overvintrer i sultevinteren disse nært beslægtede og dygtige fangere med

deres familier: Peqitissaq, Nuttanneq, Uviaq, Ippartikajik,

Uitsalikitseq, Missuarniannga.

   Man holder yderst fornuftigt hus med de få sæler, man fanger, og da

Ilipaaq fra Umiivik stjæler Peqitissaqs lille forråd, ønsker denne

død over ham. Ilipaaq dør som ønsket den følgende sommer. Man sulter

en tid frem til marts, hvor det lykkes Missuarniannga ved ihærdighed

og i yderste livsfare at fælde en angribende bjørn. Ved dens kød

kommer man til kræfter og fanger med jævne mellemrum resten af

vinteren. En berygtet tyv, Kaanngitsukkaaq, der er smidt ud fra sin

boplads, kommer på besøg, stjæler, og tvinges ved kvælertag til at

rykke ud med, hvor han har gemt tyvekosterne. Han får lov at blive,

indtil han stjæler igen og tampes ud af huset.

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Ingnerssuaq / Innersuaq

Print
Dokument id:1900
Registreringsår:?
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ingnerssuaq / Innersuaq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, III
Tidsskrift:
Omfang:side 98 - 99
Lokalisering:? Sydøstgrønland
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskrift har ikke kunnet identificeres.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Det fortælles, at Pallianaq var så stærk, at ingen kunne måle sig med ham - han var en gammel kones søn, og han havde ikke andet i hovedet end at tage ud i kajak! Når han havde været ude at ro i kajak, kom han hjem noget senere på dagen og havde mistet sin nye rem.

Hans lille mor var vældig stolt over hans styrke og var meget øm over ham. Og en skønne dag tog han ud i kajak, og det blev aften, og han var stadig ikke kommet hjem. Hans mor ville ikke begræde ham, for hun kunne slet ikke undvære ham og var helt sikker på, at han nok skulle komme hjem. Da hun langt om længe virkelig kom til at tvivle på, at han skulle komme hjem, begyndte hun at græde over ham. Så var der nogle mænd i kajak, der havde hørt Pallianaqs stemme. De hørte ham græde, og lyden kom fra en meget stejl skrænt, - denne klippevæg lå nemlig ret tæt på deres boplads. Hans stakkelse mor gik grædende ud. Og i kajak begav hun sig afsted i den retning, som han plejede at tage, og grædende begyndte hun at råbe efter ham: "Min kære lille Pallianaq, hvor er du min lille dreng?"

Det fortælles, at man kunne høre, at hendes søn svarede og sagde noget. Men så snart han begyndte at sige noget, lød det som om hans mund blev lukket. Sådan gik det i lang tid, og så hørtes det fra klippevæggens retning, at nogen råbte, at Pallianaq havde noget på slæb: "De siger, at Pallianaq har noget på slæb!" Også hans bopladsfæller hørte dette.

Det fortælles, at han havde sluttet sig til innersuit (ildfolkene) og ganske enkelt var blevet en innersuaq.

Derefter hørte man ikke noget til Pallianaq, for han var taget over til innersuit.

Innartuaq får en ny angakkoq / Ivnartuaq angâkortârpoq

Print
Dokument id:1230
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Innartuaq får en ny angakkoq / Ivnartuaq angâkortârpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 72 - 74, nr. 8
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 45 - 47, nr. 8.

 

Resumé: Da Innartuaqboen har fået viden af den ældre kone om hvordan

han skal gøre sit ventende barn til vordende åndemaner fra fødslen,

får han sin gamle energi tilbage og fanger dagligt sæler. Han har

taget en enke med to halvvoksne børn, en søn og en datter, i hus.

Sønnen tager han med på fangst, og enken og hendes datter hjælper hans

svigermor med at ordne al fangsten, fordi hans kone nu er højgravid.

Da hun føder, er det en dreng. Innartuaqboen tar noget af det særlige

mos han har samlet og tørret, får det i glød i lampen og propper det

et øjeblik ned i halsen på den nyfødte. Snart efter ror han til

åndemaneren Aaqqiis fælleshus i Akorninnaq med en værdifuld bunke

skind til den ældre kvinde som tak for den viden hun har givet ham.

Hun er Aaqqiis anden-kone, som han delvis har forskudt.

(En af fortællingeren om Naaja).

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til slutningen af 1700-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Innartuaqboen bliver ikke hyllet ind / Ivnartuarmio puûngilaq

Print
Dokument id:1203
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Innartuaqboen bliver ikke hyllet ind / Ivnartuarmio puûngilaq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 156 - 161, nr. 34
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 115 - 120, nr. 34.

 

Resumé: For at blive en ægte stor-angakoq (stor-åndemaner) skal

Naaja (Innartuaqboen) "hylles ind" / "få pooq". Han vægrer sig længe af

angst, men beslutter så at forsøge. Da han under seancen hører den

store bjørns brummende lyd nærme sig, forestiller han sig hvad der vil

ske og bliver bange: Bjørnen vil komme ind, lukke gabet om hans

testikler, bære ham ned til stranden, hvor kæmpehvalrossen vil stikke

stødtænderne under hans nøgleben og kaste ham ud over havet til

bjørnen, der allerede er derude, og således videre i en kastestafet

helt ud til himlens rand.

Undervejs vil isbjergene snuppe hans kød stykke for stykke, for at det

ikke skal gå til. Ved himmelranden, qilap sillia, Mælkevejen, vil de to dyr være borte, han må selv finde hjem og finde alt sit kød, og ingen af hans ånder kan

hjælpe ham helt derude. Skrækken får ham til at græde og vækker et par

aflagte bukser fyldt med lampemos til live i husgangen. De sender den

ankommende bjørn på flugt. Straks kommer Naaja sig af sin skræk og vil

alligevel efter bjørnen, men bliver selv standset af bukserne. Der

lyder et vældigt spektakel. Trommen tier, man får blus på den mindste

lampe, og N.s kone finder ham i husgangens åbning i omvendt

retstilling. Man lemper ham ind på gulvet, synger tilkalderåb til hans

hjælpeånder, der besætter ham og får liv i ham. Han vræler som et

spædbarn og kommer stærkt svedende til sig selv. Således blev Naaja

aldrig en ægte stor-angakkoq.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Det anbefales.

Vedrørende "at få pooq" blive en angakkoq puulik, se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Innartuaqboen dør / Ivnartuarmio toquvoq / Innartivarmiu

Print
Dokument id:1191
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Innartuaqboen dør / Ivnartuarmio toquvoq / Innartivarmiu
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 206 - 210, nr. 46
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 157 - 160, nr. 46

 

Resumé: Med alderen udvikler Innartuaqboen Naaja sig til en berygtet

sjæleraner, der får skyld for alle uforklarlige dødsfald og han

bliver helt skeløjet af at kigge efter sjæle han kan rane.

Ingen har længere lyst til at dele hus med familien om vinteren. En

kyndig kvinde flytter dog ind en vinter og undgår længe Naajas

efterstræbelser, indtil han en dag får sneget sig ind på hende bagfra

og kyst sjælen ud af hende med et "bøh!" En senere vinter overvintrer

familien ude ved mundingen af Sermilik ved Savangarnaartuk / Sivinganaartik. En kyndig enke med en voksen søn sørger for at mure noget af "sin viden" ind i

husgangen nær åbningen ind til rummet. Hen på efteråret, da konebådene

for længst er lagt op for vinteren, skal N. ud i et ærinde, men falder

bagover nær åbningen, må kravle op på briksen og døjer de frygtligste

smerter. Han beordrede sine sønner at ro sig til sin egen boplads,

Innartuaq / Innartivak, hvor han vil dø. De må søsætte konebåden, her og der ro

gennem tyndis, men N. dør, da de har passeret Akorninnaq, og sønnerne

stensætter ham på øen Immikoortaajik / Immikkeerterajik (?).

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til midten af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Naaja er formentlig blevet halvsenil med alderen. Om hans

tendens til sjæleran se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering ...

heksemidler".

Innartuaqboen holder gilde / Ivnartuarmio pigdlerpoq / pillerpoq

Print
Dokument id:1211
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Innartuaqboen holder gilde / Ivnartuarmio pigdlerpoq / pillerpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 135 - 140, nr. 26
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 98 - 102, nr. 26.

Fortsættelse af: Naaja begynder at blive angakkoq / åndemaner.

 

Resumé: Naaja ligger besvimet hele natten og næste dag med, indtil en

lysstribe fra årets første kortvarige, røde solskin, falder ind

gennem vinduet. Det er m.a.o. vintersolhverv. Han åbner øjene, stirrer tomt på lysstriben og falder

om igen, da den slukkes.

Om natten, hvor der er stjerneklart med nordlys og måneskin, sætter N.

sig atter op, lader sit tomme blik vandre husrummet rundt og falder om

igen. Hans far, der nu er vis på, at N. er ved at blive åndemaner,

byder husfællerne til spisegilde. Mens man guffer i sig, opdager man

pludselig, at det bløder fra N.s mundvige. Så er faderen helt sikker i

sin sag og inviterer til kapløb ud over isen om sit siddeskind af

isbjørn og to lår af en hengemt remmesæl. N.s ånd deltager i kapløbet,

men da det ikke tilkommer ham at vinde, vender han tilbage til sit

bevidste legeme. På tredjedagen vågner Naaja og denne gang rigtigt med klare forundrede øjne. Han styrer direkte hen mod kødfadet og guffer i sig med glubende appetit.

Alt dette har N. senere fortalt, og desuden, at den ånds

ansigt, der ikke lod sig skræmme bort af kniv og urin, var Niimilaa.

Kort efter N.s "forløsning" / indvielse / initiation, hvorved han først for alvor bliver sine hjælpeånders herre, dør hans far. Derefter kaldes Naaja: Innartuaqboen.

 

Hist.:Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Søg på: forløsning el. blod / bløde / blødte o.l. for andre

fortællinger om denne initiation, der var typisk for de legendariske østgrønlandske åndemanere.

Innartuaqboen på frierfødder / Ivnartuarmio nuliarsalerpoq / Innartivarmiu

Print
Dokument id:1210
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Innartuaqboen på frierfødder / Ivnartuarmio nuliarsalerpoq / Innartivarmiu
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 140 - 142, nr. 27
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 103 - 104, nr. 27.

 

Resumé: Naaja er blevet voksen. Han har længe kunnet komme i seng med

hvemsomhelst i kraft af en elskovsformular han ejer. Men efter faderens død

får han lyst til at gifte sig. Om sommeren flytter en familie med to

døtre til Innartuaq. Den ene er underskøn, den anden temmelig grim. N.

bliver vildt forelsket i dejligheden, skønt han efterhånden forstår,

at hun er temmelig doven i modsætning til den grimme, der er yderst

flittig. Familien med de to døtre beslutter sig for at overvintre ved

Innartuaq.

 

Hist.: Fortællingen om valget mellem den kønne, dovne og den grimme, flittige er formentlig en vandrehistorie.

 

Datering: første halvdel af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Innartuaqboens første åndemaning / Ivnartuarmiup tôrnerqârnera

Print
Dokument id:1206
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Innartuaqboens første åndemaning / Ivnartuarmiup tôrnerqârnera
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 148 - 151, nr. 31
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 109 - 112, nr. 31.

 

Resumé: Naaja (Innartuaqboen) her endnu ikke holdt sin første seance.

Han øver sig på det alene i en gammel husruin, og da hjælpeånderne

begynder at møde frem, lader han det være nok, og beordrer en aften i

mørketiden lamperne slukket undtagen den mindste. Han lader sig binde,

remmene snærer, men da han får trommen til at lyde og danse på gulvet,

glemmer han smerterne. Trommen danser på hans ryg, men da den når

nakkehulen og han bliver isnende klar i hovedet, mærker han atter

smerterne. To gange til kommer trommen op i nakkehulen. N. bevarer

roen og ser et gulbrunt lys langt ude. To bjerge spærrer dog noget for

udsynet, hvorfor man beordrer ham til at dreje fødderne til side. Nu

er bjergene forsvundet, og han kan se det, der er skjult for andre.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Naaja får som så mange østgrønlandske

åndemanere synsevnen "sila" under sin første seance. Oversættes også med "viden". Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Sila.

Innartuaqboens himmelrejse / Ivnartuarmiup ilímarnera

Print
Dokument id:1193
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Innartuaqboens himmelrejse / Ivnartuarmiup ilímarnera
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 201 - 204, nr. 44
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 153 - 156, nr. 44.

 

Resumé: Innartuaqboen Naaja hører, at man fanger hvidhvaler på

Vestkysten og beslutter at flyve derhen med sine hjælpånder. Undervejs

lander de på et smukt tværstribet fjeld, og N. vil vende om, fordi han

ikke kender vejen videre frem. Men hjælpeånderne advarer ham: Han vil

for altid sætte sin grænse her. De flyver videre, kommer til et stort

hus på vestkysten, hvor der sidder en åndemaner i hveranden briksebås.

N. og hans ånder bliver foreløbig under huset, hvor de afprøver

åndemanernes følsomhed ved at glide hen under dem. Kun een af dem

reagerer. Han spiser af et stykke mattak, som han har stukket sin

finger igennem og drejer rundt, og han siger: "Det er virkelig ligesom

dengang nogen lugtede maddingen!" To ånder fra huset flyver til N.s

hus på østkysten på udveksling, N. kommer ind, løsnes for sine remme,

og hører af den følsomme åndemaner, hvordan denne engang under en

hvidhvalfangst fik brækket sin kæbe. Her nedlægger man nemlig

hvidhvalerne, der strander i pytterne ved ebbe, gør dem klar til

bugsering og lader højvandet skylle dem ind til kysten. Men flodbølgen

kommer med en styrke, der kan kvæste fangerne, mens de løber mod land.

N. bindes til hjemrejsen, hvor han møder udvekslingsånderne i susende

fart og selv sinkes af en stump medbragt rødt anorakstof, som vil

tilbage til Vesetkysten. Alle beundrer stumpen da han kommer hjem, og

han gemmer den godt livet ud.

 

Var.: Ipisannguaq; J. Rosing 1963: 199 - 202; 212 - 213.

Hist.: Dette spor af kendskab i Østgrønland til Vestgrønland kan - også ud fra andre kilder tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

Titlen burde være oversat: "Innartuaqboens åndeflugt".

Beviset på et besøg ved el. nær en handelsstation, her en stump rødt stof, forekommer ofte i østgrønlandske fortællinger om åndeflugt.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Værterne på Vestkysten er ånder, som

vestgrønlændernes åndemanere fik som hjælpeånder, før man herovre blev

kristnede. Det lækre mattak opfattes som en madding der lokker - hvem? åndemanere blandt mennesker? - til huse.

Innartuaqboens kone / Ivnartuarmiup nulia

Print
Dokument id:1208
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Innartuaqboens kone / Ivnartuarmiup nulia
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 143 - 146, nr. 29
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 105 - 107, nr. 29.

 

Resumé: Innartuaqboen Naajas grimme kone hedder Aaviitsuk, og hun er

et jern, der altid arbejder, klarer alt hun skal, føder ham det ene

drengebarn efter det andet, og sørger endog for både forældreløse og

andre, der har behov for hjælp. Ofte sover hun siddende om natten, og

kun et lille blund. Med al denne ihærdighed viser hun uimodsigeligt

N., der stadig er forelsket i hendes kønne søster, at hun udmærket kan

klare alt arbejdet og derfor ikke har brug for, at han tager sig en

anden-kone.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Innartuaqboens rejse til landet under havet / Ivnartuarmiup atdlermukarnera

Print
Dokument id:1196
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Innartuaqboens rejse til landet under havet / Ivnartuarmiup atdlermukarnera
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 191 - 197, nr. 41
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik 1967, , 191 - 197, nr. 41, I s. 144 - 150, nr. 41.

 

Resumé: I en periode, hvor det er meget småt med sæler, rejser

Innartuaqboen Naaja med sine hjælpeånder ned til kvinden under havet,

hvor sælerne holdes indespærrede i hendes hus, når mennesker begår

tabubrud. Hun kan ikke hjælpe dem, hvor gerne hun end ville. Fra

stranden et langt stykke nedefter er der meget mørkt. Så

bliver det lysere af skummet fra en rivende elv med mange sten, der er

slimede af algevækst. N. vil vende om, men belæres af sine hjælpeånder

om, at i så fald sætter han for altid sin grænse ved denne elv. Han

slipper over og kommer til en boplads med huse og telte, hvor der er

ganske uddødt. Heller ikke hernede er der sæler at fange. Han vader

ind gennem det største hus' indgang, hvor en elv løber indad med en

masse skidt og ragelse. På briksen derinde sidder en stor enson kvinde

med en masse skidt i håret. N. springer ind, hager sig fast i håret,

bliver svunget frem og tilbage, og kan endelig komme til at rense

kvinden. Derefter flyder elven ren og gennemsigtig ud af huset med en

masse forskellige sæler, hvoraf een er en sortside med et tvefarvet

hvidt og sort snudeparti. Kvinden forærer N. denne sæl som tak for

rensningen. Da N. kommer tilbage og kan love fangst næste dag,

forbyder han dem at fange mere end een sæl hver denne første dag. Nogle

overtræder forbudet og kan siden kun fange to sæler hver dag, mens de

andre fanger langt flere. N. har glemt Havkvindens gave, da sortsiden

med det tvefarvede snudeparti en dag ganske roligt lader sig fange af

ham.

 

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor; sødyrenes moder o.l.

 

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet.

 

Mens denne ritualmyte er nedskrevet i varianter langs hele Grønland er Havkvindens oprindelsesmyte i historisk tid kun nedskrevet i Midtvest-Grønland af Poul Egede i 1730'erne, i Thule området før og efter 1900, og i Sydgrønland i 1870'erne og efter 1900. Hos inuit i Canada var den udbredt hos de fleste inuit, men den blev også udvekslet i nye varianter mellem forskellige grupper dér. Se Sonne 1990: The Acculturative Role of Sea Woman, Meddr. Grønland No. 13.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Innartuaqboens skræmmeånd / Ivnartuarmiup qimarratâ

Print
Dokument id:1195
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Innartuaqboens skræmmeånd / Ivnartuarmiup qimarratâ
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 197 - 200, nr. 42
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 150 - 152, nr. 42.

 

Resumé: På sine ældre dage - og i modsætninge til andre gamle - sover Innartuaqboen Naaja mere og mere og han

mister lysten til at holde seancer. Når sønnerne endelig får vækket og

overtalt ham, tilkalder han gerne sin skræmmeånd, Niimilaa, som alle

må flygte ud af huset for, inden den ankommer med lynets hast. En

aften gemmer to af N.s sønner sig i huset og bliver vidne til at Niimilaa roder rundt efter noget spiseligt, river skindtapeterne ned og efterlader rummet i et syndigt rod.

En anden aften, hvor en enke må blive inde pga. sine dødstabuer, skærmer man hende af med fyldte urinkar og hænger hendes ene strømpe fyldt med halvrådden

spæk op på bjælken. De, der er flygtet ud på god afstand af huset, ser

blot et strejf af den ankommende Niimilaa, der inde i huset roder

rundt, finder strømpen, fortærer dens indhold og heldigvis træder i

urinkarret, da den vil gå løs på enken. Ånder tåler absolut ikke urin. Uden for ser man så Niimilaa komme farende ud og

bevæge sig mod syd (nord?), svingende fra side til side mens den nu og da standser

op. Den er blevet synlig af spækket den har spist. Næste dag i dagslys

ser man dens spor: spækket som den har kastet op, hver gang den

standsede.

 

Var.: Skræmmeånden Niimilaa har tilsyneladende været kendt / brugt i Ammassalik området i flere generationer. Om det er en enkelt ånd eller en art af ånder kan ikke afgøres ud fra de få tekststeder til den.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til midten af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om Naajas erhvervelse af Niimilaa se Sandgreen 1987:

131-133

Ipigssûtilik / Ipissuutilik / Manden, der holdt sit ord

Print
Dokument id:824
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ipigssûtilik / Ipissuutilik / Manden, der holdt sit ord
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider, nr. 34
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Se også KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Ipigsûtilik", renskrevet med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?.

 

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, side 373 - 374: "Ipigssûtilik" / Manden

med den skarpe kniv...".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Manden med den skarpe kniv.

I Upernivik overvintrede der engang en fanger, der næppe havde sin lige i hidsighed. Enhver, han blev vred på, dræbte han. Engang

tilbragte han sommeren i Amitsuarsuk / Amitsivartik? sammen med nogle andre, og han begyndte at tage ud på fangst. Når en af de fangere, der var med,

placerede sig i vindsiden og skræmte den sæl, jagtede,

dræbte han ham. Han var en dygtig fanger. En gang han kom hjem med en

sæl, sagde han til sin kone: "Sørg for at tørre skindet af min sæl her i en fart, for det skal være min ataseq (? yderpels)."

Det skulle hans kone nok.

 

En dag, mens manden var ude på fangst,

behandlede hun skind. Der var så mange at hun glemte at

behandle det skind, som han havde bedt hende ordne. Hun kom i

tanke om det, før han kom hjem, og gik hen til det sted, hvor det lå.

Da var hårene ved at løsne sig fra skindet. Det blev hun meget

forskrækket over. Hun tænkte, at manden sikkert ville dræbe hende, når

han kom hjem. Hun gav sig til at kigge på sælskindene for at finde et,

der lignede det. Endelig fandt hun ét, der næsten var mage til det.

Pletterne var en smule forskellige, men det var blevet harpuneret

nøjagtigt samme sted. Det skind gemte hun, til manden kom hjem. Men

skindet, som manden skulle have haft til yderpels, men hvis hår havde

løsnet sig, gemte hun nedenfor køkkenmøddingen, dér hvor deres tidligere bopladsfæller havde teltplads.

 

Lidt senere kom manden hjem. Da han havde været hjemme lidt, sagde han:

"Jeg går lige hen og ser til vores tidligere bopladsfællers teltplads."

Straks gik han derhen, mens hans kone var parterede sælen.

Så hørte hun ham sige:

"Mine tidligere bopladsfæller fangede ellers ikke sæler så tit. Alligevel

ligger der her et skind og rådner." Da blev hans

kone meget forskrækket. Hun hørte ham sige igen: "Det ligner

fuldstændig skindet til min yderpels - selv det sted,

harpunen har ramt." Konen svarede: "Skindet til din yderpels er allerede tørt og ligger i teltets vindfang (ifølge originalen. Afskriften har: uden for teltet).

 

Hendes mand ville se det. Konen gav ham nogle skind, der var rullet

sammen. Han ledte efter skindet, men fandt det ikke. Hun gav ham endnu

en rulle, men heller ikke blandt dem fandt han det. Han fandt det i

den tredje rulle og sagde: "Men pletterne er anderledes." Konen

svarede: "Se efter dér, hvor harpunen  har ramt. Det er nøjagtig det

samme." Manden sagde: "Det er rigtigt, det var dér, harpunen ramte."

Nu var han endelig beroliget.

 

Den samme fanger havde en kniv, en sort

sten. Når han skulle ud på fangst, lagde han den under sit brikseskind

- dér, hvor man plejede at sætte sig ned; og  han plejede at sige:

"Den, der knækker kniven vil blive dræbt."

Nogen tid efter at de var vendt tilbage til deres boplads, Upernivik,

skete det, at konen, mens manden var ude på fangst, kom til at sætte

sig ned på briksen, uden at tænke på, at kniven lå under

brikseskindet, med det resultat, at kniven knækkede. Det betød, at hun

skulle dø. Men hun tænkte sig om og klistrede den knækkede kniv sammen,

så den blev hel. Hun lagde den dér, hvor manden plejede at sætte sig

ned. Da manden kom hjem, satte han sig ned dér uden at tænke på

kniven. Men da der i det samme hørtes et lille knæk, kom han i tanker

om det og sagde: "Så, nu knækkede jeg min skarpe kniv." Idet han sagde

dette tog han kniven og dræbte sig selv.

 

Var.: Sandgreen 1987 Hans kone ødelægger noget.

Jeg / Uvanga

Print
Dokument id:1141
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Jeg / Uvanga
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 7 - 8
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972:  s. 7 - 8.

Resumé:

Georg Quppersimaan indleder med sine fødselsdata, 1889, ca. oktober, i Illuluarsuit nær Skjoldungen, og alle de navne som hans forskellige slægtninge tiltalte ham med hver især. Det navn han regner for sit egentlige navn, Qipinngi, fik han mens han lærte til åndemaner / angakkoq af sin onkel. Det navn havde enten en forhenværende stor åndemaner eller en hjælpeånd båret (søg: Qipinngi).

Han opfatter de navne han har fået som gaver fra sine slægtninge, der har givet ham noget af sig selv.

G.Q. mistede sin far som lille, og han og hans mor flyttede en del rundt og endte på bopladser i Sermilik-fjorden.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan. Vedrørende navnet Qipinngi se ID 1240

Jeg får en kajak / Qajartârpunga

Print
Dokument id:1155
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Jeg får en kajak / Qajartârpunga
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 64 - 67
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 65 - 68

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at da han og hans mor ikke havde nogen husfader, tog de med hvem som helst, der vil have dem, når sommeren kom.

De fleste af G.Q.s barnekammerater havde nu kajakker, men da han selv ingen far havde, havde han ingen kajak. Dette var han mismodig over.

En sommer kommer G.Q.s onkel Qârtuaq / Qaartuaq, for de var barnløse og ville give G.Q. en kajak.

Samtidig lærer G.Q. at lave kajakker selv, og senere byggede han sine egne kajakker.

Qârtuaq / Qaartuaq lærte G.Q. at sejle i kajak. Når G.Q. tænkte på, at hans far blev myrdet, mens han var i kajak, gjorde det ham dog både bange og gav ham mod, og han blev snart dygtig med sin kajak.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Jeg må gøre ham til angakkoq-emne / Angákugssiarísavara

Print
Dokument id:1227
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Jeg må gøre ham til angakkoq-emne / Angákugssiarísavara
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 53 - 58, nr. 5
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 28 - 32, nr. 5.

 

Resumé: Innartuaqboen beslutter, at det barn hans kone venter må gøres

til vordende åndemaner fra fødslen. Ellers bliver det bare sjæleranet

ligesom tvillingerne. Han meddeler beslutningen til sin kone, der

indvilger ved forsigtigt at spørge, om han ved, hvad han i så fald

skal gøre ved barnet. Det ved han ikke, men mener han kan få det at

vide af ældre åndemanere eller heksekyndige, og som de første spørger

han sin kones forældre, der dog ikke kan hjælpe ham. De ved ingenting

om den slags. Nu ankommer vinterens husfæller.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til slutningen af 1700-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: bemærk at forældrene selv kan gøre et barn til fremtidig angakkoq. Det er således ikke altid ånderne - eller en ældre åndemaner, der udvælger en lærling.

Jeg slutter her / Nâvara

Print
Dokument id:1184
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Jeg slutter her / Nâvara
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 178 - 183
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972, s. 198 - 203.

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at han har oplevet skikke og vaner, som de troede var uforanderlige, men som efterhånden blev erstattet af andre gennem mission og dåb. Han giver sig dog til at fortælle om nogle flere af de gamle skikke, fordi de har haft betydning for hans liv: Dengang regnedes sjæleraning for at være årsag til sygdom og død, og opdagedes sjæleraning, resulterede det i hævn.

G.Q. fortæller at Kilimês / Kilimiis kone døde, fordi nogen havde taget hendes skygge, og Kilimii selv døde af vådeskud.

Ikke kun mennesker, men også dyr kunne rane sjæle, derfor var der forskellige regler for, hvordan dyrene skulle behandles.

Det var ikke kun gengæld som hævn, der praktiseredes, men også som tak og G.Q.giver forskellige eksempler. Han siger senere, at det var meget underligt, da missionærerne begyndte at sige til dem, at disse skikke var til ingen nytte, for det var jo skikke, de ikke mente de kunne opgive. De var dog nødt til at opgive dem, hvis de ville døbes. Derfor fortalte G.Q. missionærerne om sine forskellige hjælpeånder, dog ikke om snespurven, som var den første han mødte, da han ikke troede, det havde betydning.

En tid efter at de var blevet døbt, blev G.Q. imidlertid syg, og et af hans børn undrede sig over, hvorfor der var en snespurv, der hver aften sad over deres vindue. Da G.Q. kom i tanke om sit første møde med snespurven, fortalte han således dette og fik det straks meget bedre.

G.Q. fortæller, at efter de var blevet døbt, blev de klar over, hvor besværligt og ubehageligt deres liv havde været, men det var svært at frigøre sig fra de ting, de havde levet med hele livet og at få dem stemplet som nyttesløse. Dog følte han sig lykkelig, da han ikke længere var uvidende om Gud.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

 

Tolkning: Missionærerne forlangte af dåbskandidaterne, at de fortalte alt om deres tidligere "hedenske" handlinger og forestillinger. Hvis ikke alt blev fortalt mente man, at det glemte efter dåben før eller siden ville volde uheld, sygdom, død. Den døbte Kukkujooq / Apulu / Abudu blev ligeledes ramt af en forglemmelse: Apulu får et knæk.  

Fortællingen om G.Q.s første møde med snespurven: Hvad mor lærte mig.

Jeg øvede mine kræfter / Sángisarpunga

Print
Dokument id:1159
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Jeg øvede mine kræfter / Sángisarpunga
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 92 - 95
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 91 - 96

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at det var almindeligt at lege med sten, for at styrke sine muskler. Dette gjorde han imidlertid ikke selv, i stedet øgede han sine kræfter ved at gøre alt det arbejde, der blev ham pålagt, også det han ikke mente, han havde kræfter nok til.

G.Q. skjulte sine kræfter også overfor vennen Qâtdluatdlak / Qaalluallak, som ellers sloges med han for at gøre ham stærk. Engang løftede G.Q. en stor sten op på en klippe, hvor der ellers ikke var nogen sten, men Qâtdluatdlak /Qaalluallak ville ikke tro på, at det var ham, der havde gjort det. Så hentede G.Q. stenen ned for at bevise det og bad derefter Qâtdluatdlak / Qaalluallak om at bære den op igen, men han var ikke stærk nok og måtte opgive. Så bar G.Q. selv stenen op igen, så den kunne ligge på klippen, og fordi der ikke var andre sten på det sted, så det netop ud som om, nogen havde brugt den til at træne muskler med.

Mange år senere lå stenen der endnu, fordi ingen var stærk nok til at skubbe den ned igen.

Efter at G.Q. havde båret stenen op på klippen igen, begyndte der at gå rygter om hans styrke.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

En af G.Q.s helte synes at være Kaassassuk, der blev kolossalt stærk og nedlagde hele tre bjørne, en mor med to unger, på een gang. Det samme gør G.Q., der var kendt for ofte at pynte på sin selvbiografi (Sara Helms; Pierre Robbe, pers. medd.

Kaakaaq begynder at søge / Kâkâq ujardlilerpoq

Print
Dokument id:1239
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq begynder at søge / Kâkâq ujardlilerpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 224 - 229, nr. 4
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 15 - 18.

 

Resumé: Skønt fortællerne ikke stemmer overens om, hvorvidt Kaakaaq

begyndte at søge efter hjælpeånder før eller efter hendes fars død,

begynder selve hendes uddannelse på denne måde: Hun har vred af skam søgt ensomhed

i kort afstand af huset, fordi hun har knækket sin mors værdifulde

synål og blevet irettesat. En ånd overrasker den grædende pige og

tilbyder at vejlede hende i åndemaneruddannelsen. K. vægrer sig,

men så tre slags "viden" af ånden, som befaler hende at opsøge tre

spøgelser (hjælpeånder), der kan afbalancere denne viden. Ellers vil

hun dø. Til gengæld får hun dermed styrke til uden angst at modstå alle, der vil behandle hende uforskammet, især fordi hun er så smuk. Hun fortæller ingen om denne oplevelse.

Næste dag går K. beslutsomt mod indlandet, hvor hun finder to gnidesten,

"mandens" og "kvindens" gnidesten. Dem afprøver hun en tid uden

resultat, opgiver gnidningen og går videre. Senere skal hun have sagt,

at de sten ikke betød noget. Fra en lille høj ser hun på afstand et

menneske, som hun tror er en af kajakmændene, der holder hvil. Det

viser sig at være en fremmed, en ånd, der inviterer hende nærmere ved

at klappe ned ved siden af sig. Hun nærmer sig ængsteligt.

 

Hist.: Tid: 1870'erne. Persondatea søg på: J. Rosing 1963. s. 281 -

285: "Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Om afbalanceringen af heksemidler med hjælpeånder se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering...".

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

 

Kommentar: skamfølelse over forældres bebrejdelser angives ofte som årsag til at børn "går hjemmefra", hvor de møder deres første hjælpeånd. Samme årsag kan optræde i qivittoq-fortællinger.

Kaakaaq bliver blind / Kâkâq tagpingerpoq

Print
Dokument id:1276
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq bliver blind / Kâkâq tagpingerpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 350 - 351, nr. 41
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 121.

 

Resumé: Kaakaaq vil ikke efterkomme sine hjælpeånders opfordring til

at holde offentlig seance, omend de truer hende med at slå hende med

blindhed. Gang på gang kaster de noget efter hende, dog uden at ramme.

Hun vil stadig ikke. En dag rammes hun af et slimet sæløje på brystet.

Øjet sprøjter hende i øjnene. Derefter aftager hendes syn og hun

bliver blind.

 

Hist.: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaaq bliver enke / Kâkâq uvigdlarpoq

Print
Dokument id:1251
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq bliver enke / Kâkâq uvigdlarpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 260 - 263, nr. 16
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 45 - 47.

 

Resumé: Kajammat bliver dræbt på hjemvejen fra et besøg i

Savanganaartuk / Sivingnaartik af to af stedets beboerer: Tupajanngitseq og

Aavaardik / Avaartik. Muligvis fordi de begge ønskede Kaakaaq til kone. K.

flytter med sin søn ind i sin bror Sinngertaats telt og overholder

sine tabuer. Dog spiser hun i smug lidt af det, der er tabu for hende,

fordi hendes hjælpeånd har giver hende lov. Ikke desto mindre blir hun

under et muslingetogt angrebet af en måge, der vokser sig kæmpestor

for øjnene af hende og fortæller, at folk under tabu ikke må spise

mågernes føde, der går op mod strømmen. Det er ørreder. K. bliver

vred. Hvem har sendt den måge? Hvad bilder vedkommende sig ind? Hun

beslutter at lave en tupilak mod den formastelige.

 

Hist.: Tid: Ca. 1890. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaaq endnu en gang / Sule Kâkâq

Print
Dokument id:1260
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq endnu en gang / Sule Kâkâq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 287 - 289, nr. 25
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 67 - 69.

 

Resumé: Det er småt med fangsten og man sulter. Imaakka fanger så en

sæl, men under ikke sin stedsøn, storfangeren Kukkujooq noget af den.

Hans mor Kaakaaq tager ham med udenfor og gir ham et stykke kogt kød,

som han hugger i sig mens hun råber: "Hva'?" op mod fjeldene. Lidt

senere råber hun: "Ja, ja!" Hun forklarer at nogen, hun engang har

hjulpet til verden netop har sagt, at hendes mand vil dø ("komme ind" - på åndesprog) før hun selv. Denne nogen er en snespurv, som hun engang var fødselshjælper for (Se Sandgreen 1987: s. 451 - 455). Kukkujooq forstår det ikke

rigtigt, men det er meningen, at han nu, hvor han venteligt må blive

hendes forsørger og derfor ikke bør lade sig overraske af sine

fjender, skal tage sin søgen (efter hjælpånder) alvorligt.

 

Hist.: Tid: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaaq får det ene barn efter det andet / Kâkâq qitorniorqilerpoq

Print
Dokument id:1253
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq får det ene barn efter det andet / Kâkâq qitorniorqilerpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 264 - 267, nr. 18
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 48 - 50.

 

Resumé: Enken, Kaakaaq, holder sig ikke tilbage fra mænd, men gifter sig først

nogen tid efter sin tabuperiode. Den udvalgte blir Imaakka. K. bliver

hurtigt meget omfangsrig, og føder snart en datter. I., der har sat

næsen op efter en søn, forlader K. Hun sørger for, at datteren

(Sannginaleq) senere vil blive psykisk urokkelig og fysisk

modstandsdygtig som en sten ved at putte en lille rullesten i pigens

anorak-hætte. I. vender tilbage allerede næste dag, men forsvinder

atter for længere tid, da K. føder sin datter nr. 2. (Anngannii). K.

hævner sig på alle den slags mandfolk, der opfører sig som Imaakka,

idet hun lader den nyfødte slikke en halvkvalt hunds spyt. Pigen vil

da udvikle sig til en tøjte, der ligger i med alle og enhver og

fratager koner deres mænd (ligesom hundene). Da pigebarnet trives,

vender Imaakka tilbage.

 

Hist.: Tid. Ca. 1890'erne. For K.s persondata søg på: J. Rosing 1963:

s. 281 - 285: "Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Forklaringen på den sidstnævnte fødselsrite, at K. vil hævne

sig på chauvinistiske mænd, virker besynderlig. Det er dog disse mænds

koner, der vil lide under rendemaskens eventyr.

Kaakaaq i Arpertuaq / Kâkâq Arpertuarme

Print
Dokument id:1248
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq i Arpertuaq / Kâkâq Arpertuarme
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 253 - 256, nr. 13
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 39 - 41.

 

Resumé: Efter sin mors død brister Kaakaaq i gråd hver gang hun er

gået ind i indlandet på søgning efter nye hjælpeånder. Samtidig er hun

forelsket i sin hjælpeånd Aannilaat, som hun jævnligt ligger med.

En dag finder hun for foden af en skrænt et spædbarn, som hun tar op

og bærer hjemad, men må lægge fra sig dér, hvor teltene bliver

synlige, fordi det pludselig blir alt for tungt. Det gentager sig

flere gange. Barnet er af sig selv vendt tilbage til skrænten. Sidste

gang er barnet væk, men hun ser sin mor i et glimt ved skrænten.

Trøstet holder K. herefter op med at græde. Hun fortæller senere, at

barnet var lampemossets person (inua).

Sandgreen tilføjer for egen regning, at Kaakaaq måske fik et uægte barn, som hun skaffede sig af med i ødemarken.

 

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaaq laver tupilak / Kâkâq tupigdlivoq

Print
Dokument id:1275
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq laver tupilak / Kâkâq tupigdlivoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 346 - 350, nr. 40
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 117 - 120.

 

Resumé: Kaakaaq, der uden held har villet sin svigerdatter, Kukkujooqs

kone, til livs og derfor vil sende en tupilak mod Kukkujooq, vil trods

alt ikke selv lave tupilakken. Hun søger en ondsindet ånd og træffer

den ved en elv. Den tilbyder at få et barn med hende, de har samleje,

og den skaber en tupilak af det sælhovede hun har medbragt fra en af

sin søns fangster. Derefter får Kaakaaq liv i dette, sit spædbarn med

en citeret formular og ved at lade det patte på sine kønsdele.

Tupilakken kommer til live, skrigende som et spædbarn og får besked af

ånden på at dræbe en af kystboerne. Kaakaaq er tilfreds med at hun

ikke selv har skabt tupilakken.

 

Hist.: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq". Sandgreen ved, at fortællingen hører hjemme på et tidligere

tidspunkt i det kronologiske forløb, men placerer den hér, fordi det

stemmer bedre med hans tolkning af alle begivenhederne som udtryk for

blodhævnens naturlov hos de "hedenske" østgrønlændere.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaaq og den gamle grav / Kâkâq ilivitoqardlo

Print
Dokument id:1254
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaq og den gamle grav / Kâkâq ilivitoqardlo
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 267 - 268, nr. 19
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 50 - 52.

 

Resumé: Sammen med sin kusine / fætter Isaangaleq forfølger Kaakaaq en

snespurv. De støder på nogle gamle grave og beslutter sig for at

gnide en af de døde frem. K. der foretager gnidningen, føler en kløe i

håndfladen, der forplanter sig helt op til issen. De ser den dødes vej

til graven: Det er en regnbue. Det summer nu fra graven. K. spørger

den døde, hvem der har begravet ham og hvorfor han er død. Han svarer:

"Min mor og mine søskendes mor!" og "Fordi jeg tog den bjørn, som min

bror skulle have haft. Det skulle vise sig at blive til min egen

skade." Dernæst ber han dem sige andre, at man ikke skal kalde en død

til sin grav, fordi vejen er så besværlig. Fortælleren forklarer til

slut, at den døde havde lavet en bjørnetupilak, der havde vendt sig

mod ham selv og gjort ham sindssyg til døden.

 

Var.: J. Rosing 1963: 291 - 292.

 

Hist.: Tid: Ca. 1890. For K.s persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 -

285. "Kâkâq":

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaaqs ven og hendes ægteskab / Kâkâp ikíngutâ uviningneralo

Print
Dokument id:1249
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaaqs ven og hendes ægteskab / Kâkâp ikíngutâ uviningneralo
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 256 - 258, nr. 14
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 41 - 43.

 

Resumé: Den unge Kaakaaq får viden om heksemidler af Eqeqqoq (Kunnak)

mod at ligge med ham. Hun vil dog ikke giftes med ham, men med den

flotte Kajammat. Da dennes mor bliver klar over, at de to har et godt

øje til hinanden, ber hun Kaakaaq flytte ind i familiens telt. K. flytter

straks, også fordi hun får det bedre som gift end som forældreløs hos

sin storesøster. Kajammat vogter skindsygt over K., der i perlende humør (over at være forsørget og sluppet ud af situationen som forældreløs hos sin søster og hendes mand, nu ganske har glemt sin søgning. Hun nyder sin frihed, men en dag hun - uden at sige noget til sin mand - slutter sig til de unge, der leger ude,

gennemtæver han hende og siger, at når først hun har fået en søn, kan

hun lege med hvem hun vil.

 

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaq og hendes moder / Kâkâq arnâlo

Print
Dokument id:1246
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaq og hendes moder / Kâkâq arnâlo
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 248 - 250, nr. 11
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II,1967, s. 35 - 36.

 

Resumé: Fordi den unge Kaakaaq er meget smuk, er mange kvinder jaloux

på hende, endog hendes egen mor, der af samme grund behandler hende

så strikst, at Kaakaaq blir fornærmet. Hendes hjælpeånder mærker det

straks, udfritter hende og spør om de skal gøre noget for hende. K.

afviser det gang på gang, men giver tilsidst efter for en af

hjælpeåndernes ønske om at dræbe hendes mor. Kort efter svulmer

moderens hænder op og revner. Hun dør snart, men ikke af det. Hun dør

bare. Alligevel vil rygtet vide, at en af K.s hjælpeånder har taget

moderen af dage.

 

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kaakaq og hendes svoger / Kâkâq ningaunilo

Print
Dokument id:1245
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaq og hendes svoger / Kâkâq ningaunilo
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 245 - 248, nr. 10
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 32 - 35.

 

Resumé: K., der er blevet teenager eftrstræbes af sin storesøsters

mand. Med sit skamløse tilbud om at bolle, sender han den stor bjørn

på flugt, som nærmer sig hende ude fra horisonten for at give hende

pooq. Hun blir da ingen angakkoq puulik, og får derfor ikke evnen til

at partere et menneske og sætte det sammen igen. Men hun får afvist

svogeren med en hånlig bemærkning om det feje fangstmod, han under en tidligere storm har udvist.

 

Hist.: Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Om angakkoq / åndemaner puulik se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Kaakaqs forstand formørkes / Kâkâp silâ târsiartulerpoq

Print
Dokument id:1268
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kaakaqs forstand formørkes / Kâkâp silâ târsiartulerpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 311 - 313, nr. 33
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 87 - 88.

 

Resumé: Kukkujooq har giftet sig med Ukoorajivat, som hans mor Kaakaaq

finder mindreværdig i forhold til sin søn. Gang på gang prøver Kaakaaq

at skade U., men uden virkning. U., den grønskolling, har måske selv

en ligeså stor viden som Kaakaaq? K. erkender sit nederlag og blir med

mellemrum omtåget og siger ikke andet end "Naar, naar!!" I stedet

beslutter hun at ramme sin egen søn, fordi svigerdatteren vil få det

svært, hvis hun mister sin mand og forsørger.

 

Hist.: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Kaakaaqs begyndende sindsforvirring forklares som

tilbageslag af hekseri, og da hun tydeligvis ikke bryder sig om sin

svigerdatter, der ikke lader sig anfægte, må hendes hekseri have været

rettet mod svigerdatteren og ramt tilbage på hende selv.

Kâgssagssuk / Kaassassuk

Print
Dokument id:1060
Registreringsår:1903
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Simigaq
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Søby, Regitze M.
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kâgssagssuk / Kaassassuk
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 71 - 73
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Genfortalt efter Qilerneq, Kangerlussuaq

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Ifølge Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Kâvssavssuk" / Kaassassuk, viser det sig at være Simigaq fra Appat der har genfortalt Qilerneqs fortælling.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 226 - 229. Der er Qilerneq anført som fortælleren.

 

Resumé:

Kaassassuk vokser op som forældreløs mellem hundene i husgangen. Ved loftsventilen på taget prøver han at få del i varmen, der strømmer ud. Hans farmor er ondskabsfuld, han mormor rar. Hun tørrer gerne hans kamikker. Umerlutoorsuaq, Den "bredsnudede" er hans værste plageånd, der hiver ham op og indenfor fra husgangen ved næseborene. Sej hvalroshud får han tilbudt, men kan ikke tygge det af mangel på de tænder, som man morer sig med at trække ud.

En dag under en gåtur møder han en kæmpe, der flænser et stort dyr. Kaas. ber om en bid. Kæmpen ser ham ikke, men slænger ham alligevel en stor klump, som K. bygger et stendepot til. Men næste dag er kødet væk. Han græder. Kæmpen kommer, tilstår at han har taget kødet, - vidste ikke hvis det var - og prøver nu at få K. i humør ved at kappes med ham i at få kampesten til at snurre rundt. K. magter det slet ikke, men efter mange forsøg lykkes det ham. Kæmpen lover ham snarligt kød, tre isbjørne. Tilbage ved huset afprøver K. sine nyvundne kræfter. Han river sin plageånds umiaq af stilladset. Denne bliver noget bekymret ved synet næste dag.

De tre bjørne er set uden for bopladsen. K. hvis kamikker er til tørre, låner et par små indendørs kamikker af sin fætter og spurter af sted så sneen fyger om ham. Han nedlægger med lethed bjørnemor med to unger og bærer dem hjem uden besvær. Han tænder ild under en vældig gryde til kødet og smider sin onde bedstemor på bålet, hvor hun brænder op. Den gode vil flygte men standses af Kaass. Hende vil han intet ondt. Umerlutoorsuaq er flygtet væk med sine koner og sit telt, hvor han prøver at holde sig vågen til evt. kamp med Kaass. Um. er dog faldet i søvn, da Kaass. kommer på hævntogt, griber Um. i næseborene, ryster ham kraftigt ud over en skrænt så næseborene revner, og stjæler derefter hans koner efter at have nedbrudt hans telt. Um. dør af sine næsesår.

Med tiden bliver Kaass. dog lystmorderisk farlig for sine omgivelser og dræbes.

 

Var.: Kaassassuk.

 

Kommentar: Moralen er klar: mishandlede forældreløse kan opnå farlige kræfter fra dem i den anden verden, så store, at de aldrig for alvor kan socialiseres. I visse, oftest sene vestgrønlandske, versioner sker der en resocialisering. Men ikke i denne polareskimoiske version, der afviger fra andre varianter fra Thule området ved ikke at indledes med fortællingen om den store ild. Se Arnaaluk Kaassassuk.

Kâkâq / Kaakaaq / Kakak / Kaga

Print
Dokument id:1699
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Rosing, Jens
Nedskriver:
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Kâkâq / Kaakaaq / Kakak / Kaga
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 281 - 285
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Jens Rosing fortæller om to besøg hos Kaakaaq, da han var femten år og

Kaakaaq ca. 75. Første gang er det vinter, han er sammen med sin far,

præsten Otto Rosing, og K. overvintrer på bopladsen Sermiligaaq. Hun

er blind, men passer sin lampe med sikre hænder. Man siger, hun har et

indre øje. Hun er helt indtørret, kun skind og ben, men glat i huden,

og hun beføler Jens over hele ansigtet for at "se" ham. De gaver hun

får af præsten, skrå, tobak og sæbe, gir anledning til en lille

ceremoni. Først vasker hun ansigt, hænder og underarme. Dernæst former

hun en lang cigar af skråen, der skæres itu og blandes med tobakken,

hvorefter hun ryger den i sin pibe og til slut putter den rygende skrå

i munden. Hun kommer i trance, synger og siger uforståelige ord, og

falder til sidst i søvn. Næste gang er i august, hvor K. er med sine

gifte børn på sommerfangst i Sermilik-fjorden. Hun har sit eget telt,

hvor Jens besøger hende alene. Hun genkender ham ikke, men gentager

vaske- og rygeceremonien med hans medbragte gaver og går atter i

trance. Mens hun gnider håndfladerne mod hinanden lyder der pludselig

et sus af fløjtende vinger over teltet og noget efter skrig af ravne.

K. blir øjeblikkelig klar i hovedet igen, snakker med Jens og

fremsiger en formular, der skal give ham en god hjemrejse. Hun takker

for gaverne og falder i søvn. Jens forlader hende.

 

Hist.: Kaakaaq (f. ca. 1865, døbt Karen / kara / Kaga 1917, død 1942).

Gift med Naajas sønnesøn, åndemaneren Kajammat (f. ca. 1863, myrdet

1890), og derefter med åndemaneren Imaakka (ca. 1875 - 1915).

Kâkâq / Kaakaaq forløser Paperqias / Papeqqias kone

Print
Dokument id:1702
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Kâkâq / Kaakaaq forløser Paperqias / Papeqqias kone
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 288 - 289
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Året efter Kaakaaqs første møde med Papeqqia træffer hun ham igen som

en snespurv, der forvandler sig til menneske og ber hende hjælpe sin

kone, der er i barselsnød. K. er udset til at skulle være åndemaner,

fortæller P. hende og bistår hende under et ritual, hvor hun lægger

sig afklædt under et skindtæppe, gnider håndfladerne mod hinanden og

puster i dem, mister åndedrættet og blir besat af hjælpeånden P. Nu

kan K. se det, der er skjult for andre. Hun fjerner noget, der

spærrer fødselsvejen, kvinden føder, K. får som tak en teltstang og

to stykker såleskind, der på hjemvejen, da K.'s syn lagdeles og hun får sit normale syn igen, blot er et vissent græsstrå og to indtørrede rosenrodsblade.

 

Var.: Sandgreen 1987: 451 - 452: "Slutning".

Kommentar: Denne trance-teknik kaldes i denne tekst qilaaqutserneq (qilaaqqutserneq?, tilkalde en qilaa-ånd? BS). Det samme gør Kaarali i teksten til sin tegning af seancen i Thalbitzer 1941: 710, fig. 224. Rasmussen brugte en anden betegnelse, kilummoorsoq om den der 'trak sig tilbage på briksen' og gik i trance (Rasmussen 1921-25,I: 20) mens den samme hed en nerfallasoq (en der har lagt sig på ryggen) hos Glahn (1921: 64).

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

Kâkâq / Kaakaaq taler med en dødning

Print
Dokument id:1704
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Kâkâq / Kaakaaq taler med en dødning
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 291 - 292
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Kaakaaq og hendes kusine Isaangaleq får lyst til at gnide en død frem

af dens grav og udspørge den om årsagen til, at gravens dæksten er så

tunge. K., der er den modigste, foretager strygningen, den døde melder

sig med en summen, der blir stærkere, og svarer at fordi han engang

tog sin søsters bjørn fra hende, døde han og blev begravet af

søsterens barn og sit eget barn.

 

Var.: Sandgreen 1987: 267 - 268.

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

 

Tolkning: Det er uklart om den døde har franarret sin søster en bjørn,

der var hendes, fordi hun havde set den først, eller om han har sendt

en tupilak mod hende og fået tilbageslag.

Kâkâq / Kaakaaq træffer den næseløse Îkiaq / Iikiaq

Print
Dokument id:1706
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Kâkâq / Kaakaaq træffer den næseløse Îkiaq / Iikiaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 293
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Som en af de sidste af sine talrige hjælpeånder får Kaakaaq Iikiaq, en

ildmand (innersuaq), der selv tilbyder sig, fordi dens forrige herre

(åndemaner) er død. Den synger pralende om alle de fjender i

åndeverdenen, som den har dræbt.

 

Var.: Sandgreen 1987: 250 - 253: "Ungmøen Kaakaaq", hvor ånden dog er

en indlandsbo.

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

Kâkâq / Kaakaaq ædes levende af søens troldbjørn

Print
Dokument id:1703
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Kâkâq / Kaakaaq ædes levende af søens troldbjørn
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:290 - 291
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Som lille skældes Kaakaaq ud af sin mor, da hun ved et uheld vælter en

spand med blod, og hun går grædende til fjelds, hvor en ånd ved navn

Aadaadak / Aataatak tilbyder sig som hendes vejleder i åndemaning. K.

vægrer sig i angst, men overtales. Næste morgen ved solopgang finder

hun to gnidesten, en hvid, for mænd og en sort for kvinder. Hun tar

den sorte med ind til en sø, gnider den mod en flad klippe, slår

derefter smut med småsten, der fremkalder bevægelse og til sidst en

vandboble. Den sprænges og ud af den kommer en stor bjørn. Synet lammer

hende, bjørnen nærmer sig, æder hende og kaster hende op igen. Hun vågner

nøgen efter en lang besvimelse og møder på hjemvejen både sin anorak

og sine bukser, som hun ifører sig. I kraft af dette mytiske ritual

får K. "klarsyn".. Hun kan se det, der er skjult for andre.

 

Var.: Den faste mytiske initiation for en østgrønlandsk åndemanerlærling.

Søg på: søens troldbjørn.

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

   Fortælleren undrer sig med rette over, at K. først møder sin

vejlederånd efter at hun allerede har mødt og fået sin første

hjælpeånd, Papeqqia. Begge møder resulterer jo også i, at K. får

"klarsyn". Hos Sandgren (1987), hvis fortæller sandsynligvis også var

Piisui / Kukkujooq, møder K. først vejleder-ånden, dernæst et par indlandsånder,

der blir hendes første hjælpeånder, og derefter P.   Den rette

rækkefølge er umulig at afgøre.

Tolkning: Om åndemanerens "klarsyn" se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Var.: Sandgreen 1987: 231 - 235: "Den store bjørn æder hende".

Kâkâqs / Kaakaaqs oplivningsvise for tupilak

Print
Dokument id:1707
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Napaatuun (Napâtûn)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Kâkâqs / Kaakaaqs oplivningsvise for tupilak
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 294
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Fortællersken genfortæller og prøver uden større held at tolke sin

mor, Kaakaaqs sang til oplivning af en tupilak, som K. har skabt og

sendt ud efter flere navngivne mænd. Sangen nævner formentlig tre

hjælpeånder, der bistår hende under oplivningen, og omtaler hendes

store spædbarn, som fortællersken ikke kan identificere.

 

Var.: Sandgreen 1987: 289 - 290: "Nogle af Kaakaaqs meriter".

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285 "Kâkâq".

 

Tolkning: Det store spædbarn er nok tupilakken, der kommer til live

ved at die tupilakmagerens kønsdele.

Kataineq / Kataaneq

Print
Dokument id:1904
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aqajak (Ambrosius)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kataineq / Kataaneq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 59 - 60
Lokalisering:Ujarasugssuk / Ujarasussuk: Qeqertarsuaq / Godhavn
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Katâneq".

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Det fortælles, at Kataaneq var fra Isunngaq, og at han havde mange venner på Qeqertarsuaqs kyst.

 

Da han blev meget gammel, var han for træt til at stå oprejst, og når han kom til sælens åndehul i isen, havde han lavet sig en slags stol af træ, som han kunne sidde på. Og der sad han så og ventede på, at sælen skulle komme op for at ånde. Så kunne han stikke den uden overhovedet at flytte sig.

 

Så skete det engang, at Kataaneq var yderst, da nordenvinden kom med en frygtelig storm fra højlandet. Himmel og hav stod i et, og isen brast, da der pludselig kom kæmpestore bølger og en frygtelig vind. Han drev længe til havs på isen. I fire dage blæste det fra nord på den samme frygtelige måde. Først på femtedagen stilnede stormen af.

 

Han kunne ikke gøre andet end at finde frem til den mest holdbare del af isen og der bygge sig en snehytte mellem alle ujævnhederne. Da han havde ordnet det rigtigt godt, gik han ind og lagde sig. Han havde ikke andet at spise end nogle fugleendetarme, og dem spiste han så, én om dagen. Når han havde spist tog han sne som dessert.

 

Da det begyndte at lysne på fjerdedagen, gik han ud og så efter Qeqertaqsuaq, men den var ikke at se. Efter at have set nøje på landområderne mod syd, fik han endelig øje på Qeqertarsuaq nord for sig. Det siges, at han ikke kunne sammenligne den med andet end en renko, der ved sin flugt var kommet bagud for de andre rener.

 

Og så blev det pludselig aften, og det lød, som om det begyndte at blæse meget fra syd. Og dér om aftenen nåede søndenvinden ham med lige så stor kraft som nordenvinden havde blæst før, og de store bølgers brusen omkring det lille stykke is var ubeskrivelig. Og på denne skrækkelige måde drev han afsted i fire dage. Efter at have været inde i sit snehus i fire dage, vågnede han på femtedagen - og lyttede og lyttede - og isflagen stod minsandten stille.

 

Han ventede på, at det skulle blive lyst, og så gik han ud og så, at isflagen var drevet i land ved Alluttoq, og søndenvinden var pludselig stilnet af. Da han kikkede ind mod land, kunne han tydeligt se mennesker gå omkring. Han var strandet nedenfor deres boplads. Men han havde ikke tænkt sig at søge redning hos dem, folk fra Alluttoq havde det nemlig med at gøre grin med fremmede, som de mødte.

 

Da det begyndte at blive mørkt, gik han ud, og efter at have kigget på himlen og opdaget, at det så ud til at blæse op fra øst og udefter, gik han ind i sin snehytte igen. Han havde kun været inde et kort stykke tid, da der begyndte at blæse en kraftig østenvind, så det bare brusede derude. Han kunne mærke, hvordan han drev afsted, og langt om længe mærkede han også, at isflagen gik i stå. Nu var det også blevet morgen. Og han havde ikke flere fugleendetarme tilbage.

 

Da det blev lyst, gik han ud og opdagede, at han var strandet ved Nuuk. Og så gik han i land. Uden overhovedet at nærme sig husene, gik han op i fjeldene. Og efter at have lagt sit stå- og siddebræt dér, gik han ned til husene.

 

Han var ankommet om morgenen, og på en enkelt dag havde man helt ude vestpå hørt, at Kataaneq var kommet. Og de kom fra vinterbopladserne, og når der kom én, rejste en anden. Ja, han var nemlig én med mange venner! -

 

Endnu inden der var gået fem dage, havde han lovet at skaffe sælbaglaller, og så faldt hans storetå af. Det viste sig, at hans grimme forfrysninger endnu ikke var helet, da han kom med løfterne.  

 

Det fortælles, at det var derfor, de begyndte at kalde ham Kataaneq*. Og han levede videre i meget lang tid efter dette.

 

Her ender historien.

 

* katappaa: taber det

 

Hist.: Sandsynlig historisk fortælling

Kâvêraq / Kaaveeraq

Print
Dokument id:1896
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Eva
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kâvêraq / Kaaveeraq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, I
Tidsskrift:
Omfang:side 136 - 137
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Kâvêraq".

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Det fortælles at Kaaveeraq var en meget heldig fanger, der også havde en samleverske.

Langt om længe blev hans samleverske gravid. Og en dag tog Kaaveeraq ud på sæljagt i kajak og var så heldig at fange en halvstor hval. Han roede indad for at lægge til land med den.

Da han var næsten inde ved land, tog hans samleverske selvfølgelig de kamikker på, som havde de bedste såler.

Da nu hvalen var så stor, var det umuligt at få den op på land, så de gav sig til at afvente højvande. Efter højvande blev det igen lavvande, og da vandet stod som lavest, begyndte de at flænse hvalen.

Hun var iklædt ny anorak, nye kamikker med sælskindsbroderi foran, og det store hårbånd, der var så grønt, at det så ud som grønne alger. Da hendes fødder efterhånden blev helt smurt ind i spæk, var hun flere gange ved at glide og falde. Og lige så hurtigt som hun skar med sin kvindekniv ned igennem spækket, lige så hurtigt var hendes samlever der og tog stykker fra.

Langt om længe blev de store stykker spæk båret op, og fordi hendes fødder var så indsmurt i spæk, gled hun og faldt. Det eneste der hørtes, var et stort smæld, og så var hendes mave revnet, og barnet lå ved siden af hende.

Hendes samlever blev så forfærdelig ked af det, at han helt holdt op med at tage på fangst.

Engang, mens han stadig holdt sig hjemme og ikke tog på kajakfangst, sov han om natten og led så frygteligt af savn, at han drømte, at det buldrede udenfor. Hurtigt kiggede han ud af vinduet, og straks genkendte han sin samleverske.

Og hvor hendes øjne dog udtrykte længsel! "Måske kunne man lægge sig lidt hos Kaaveeraq! Men hvis jeg lægger mig, bliver jeg nok helt afmægtig!"

Hun kom ind og svævede hen over ham og sagde: "Å, jeg lægger mig bare hos Kaaveeraq! Å, hvis jeg lægger mig, bliver jeg nok helt afmægtig!"

Da hun gik ud, buldrede det gevaldigt. Han vågnede og var blevet helt glad, og så tog han på sælfangst. Da han kom hjem, havde han sin gamle vane tro fanget en sæl. Kvinderne udviste venlighed og kogte kødet og lagde sælens hoved på dets skind inde under briksen. Omsider var de imødekommende. Om aftenen lagde Kaaveeraq sig på sit sted på briksen. Og nu var hans samleverske endnu tidligere på færde om morgenen. Igen kiggede hans samleverske ind gennem vinduet, og nu sagde hun: "Kaaveeraq har sandelig fanget en sæl igen. Dér under briksen er kødet og skindet jo helt friskt. Måske skulle man spise noget af Kaaveeraqs fangst."

Derude dundrede det, da hun var på vej ind. Hun kom ind og bukkede sig ned under briksen. Og så sagde hun: "Måske skulle man spise noget af Kaaveeraqs fangst. Men hvis jeg spiser, bliver jeg nok helt afkræftet."

Da hun gik ud, lød der en buldren derudefra. Lige da hun var gået ud, vågnede Kaaveeraq og følte sig endnu gladere end før. Og på sin kajaktur fangede han to grønlandssæler. Hans bopladsfæller undrede sig nu over, hvorfor Kaaveeraq havde forandret sig. De kogte kødet og fyldte alle fadene. Om aftenen gik de i seng, og som sædvanlig tænkte de ikke på, at der overhovedet kunne ske noget.

Denne morgen var hans samleverske endnu tidligere på færde. Hun kiggede hen over skillevæggen og sagde: "Måske skulle man tage og lægge sig hos Kaaveeraq!"

Efter at have taget kamikkerne af lagde hun sig. Kaaveeraq vågnede om morgenen, og hvad i alverden var det, der trykkede sig ind til ham - hans samleverske lå sammen med ham. Han blev utrolig forbavset! Og hans fæller blev endnu mere forbløffede. Og det fortælles, at hans husfæller forståeligt fik bange anelser i begyndelsen, fordi han jo havde genoplivet sin samleverske. Derefter levede han sammen med hende som sin kone. Og efter at hans samleverske var revnet, havde han aldrig mere nogen samleverske.

Her ender historien.

 

Oversat af Signe Åsblom.

 

Hist.: Kristen morale: Man bør gifte sig og ikke bare leve på polsk.

Kigssaviarssugpagssuaq / Kissaviarsuppassuaq

Print
Dokument id:1058
Registreringsår:1903
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Søby, Regitze M.
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kigssaviarssugpagssuaq / Kissaviarsuppassuaq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 38 - 39
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Fortælling fra Akilineq / Baffinland

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1, 4(10). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "kigssaviarssugpagssuaq"/ Kissaviarsuppassuaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Fortælling om en kæmpefalk, der fanger hvidhvaler og bærer dem flyvende i kløerne. Oversætteren har ikke turde binde an med teksten, der er spækket med dialektale gloser.

 

Hist.: En af de fortællinger, som indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860 medbragte. Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret) og søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Kingítâjik / Kingittaajik, boplads på den anden side af Kûngmîn

Print
Dokument id:1647
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Kingítâjik / Kingittaajik, boplads på den anden side af Kûngmîn
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 112 - 114
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit,  1957 - 61, II: 20 - 22; angakkortalissuit, 1990: 148 - 149: "Kingittorajik (Kuummiut akiani)".

 

Resumé:

Hér overvintrer i sultevinteren Suvduitseq og hans søn, Qattaavaq, Qaartuan,

Assoruttoq, Aapalittoq / Aappalittoq og Piki med deres familier.

Aappalittoq der er åndemaner / angakkoq prøver at afværge nøden med en seance, men må erkende sin afmagt. På et tidspunkt fanger man en bjørn med to unger, og langt hen på vinteren redder den gamle Suvduitseq dem alle ved åndehulsfangst,

idet man skaffer regn med en formular, der smelter sneen over

åndehullerne. Da isen i det store sund, Ikaasattivaq, skæres igennem

af strømmen, fanger Qattaavaq støt sæler i vågerne.

 

Hist.: Sultevinter. Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Kukkujooq bliver misundt / Kúkujôq síngássaq

Print
Dokument id:1267
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kukkujooq bliver misundt / Kúkujôq síngássaq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 308 - 311, nr. 32
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 85 - 87.

 

Resumé: Narhvalerne er kommet så tæt på kysten, at de lader sig fange.

Kukkujooq ror ud mod dem, men hans kajak tar vand ind, og han når land i

sidste øjeblik. Forarget meddeler han sin mor Kaakaaq, at nogen har

flænget hans kajak. Hun syr riften sammen, gnider den rasende med

fingrene og siger efter en rum tavshed, at et barn af den, der har

skåret flængen, vil stivne. Tre dage senere stivner et af Naammatseqs

børn og dør.

I sin vrede træner K. endnu ihærdigere sine kræfter (riften har jo

vist, at han har fjender). En dag får han rokket en kampesten løs,

bakset den op på sit knæ og vil lempe den ned igen, lyner en smerte

gennem ham, og han hoster blod op. Hans mor læger ham effektivt med en

formular og siger: "Fra nu af behøver du ikke længere at tage hensyn

til skrøbelighed."

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kukkujooq er langsom til bens / Kújujôq oqilaitsoq

Print
Dokument id:1262
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kukkujooq er langsom til bens / Kújujôq oqilaitsoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 292 - 295, nr. 27
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 71 - 74.

 

Resumé: K. er blevet en stor sælfanger og uhyre let til bens. En dag

under en bjørnejagt, hvor han låner sin stedfars hunde og slæde,

kommer han dog til kort, da hundene har fået færten af bjørnen og

styrter afsted. K. løber i opstænderne og må opgive at kaste sig op

på slæden. Så havde de gamle alligevel ret, når de påstod, at ingen

kunne følge med, når hunde løb efter en bjørn.

K.s stedfar Imaakka, der ellers ikke bryder sig om K., bliver denne

gang så stolt af ham, at han belærer ham om, hvordan han skal undgå,

at der bliver lavet tupilak imod ham. Han skal tage en rødfisk, som en

ung klapmyds er kommet op med i gabet, tørre den ved briksens gulvstolpe,

og derefter gemme den.

Senere fortryder I. sin belæring, af had til K.. I. forsøger endda, men

forgæves, at overliste K. for at stikke ham ned.

 

Hist.: Tid: Omkr. 1900. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kukkujooq får børn / Kúkujukut qitorniorput

Print
Dokument id:1269
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kukkujooq får børn / Kúkujukut qitorniorput
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 313 - 315, nr. 34
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 88 - 91.

 

Resumé: Kukkujooq forbereder de amuletter hans børn skal ha', inden de blir

født, og til den første fødsel har han lært sin kone en formular om en

hund, der slikker blodet op. Den letter fødslen. Til den førstefødte,

en søn, har han skaffet sener fra en snespurvehan, der levede på et

næs og hvis unge netop var kommet ud af ægget hen på efteråret (?BS).

Senerne fra vingerne lægger han på drengens hænder og dem fra fødderne

på hans fødder. Da vil han ikke blive skadet på sin krop, når han

senere træner sine kræfter. Den næste søn vil blive forsvaret mod alt

ondt af hundene, fordi K. kort før drengen blir født fæstner en tand

fra en spraglet sæl til sin førerhund, der selv er gravid. Spraglede

sæler er meget glubske. Sin ældste datter giver han evnen til at gøre

sig usynlig i kraft af en snespurverede, som hendes sjæl vil gemme sig

i, hvis nogen efterstræber hende. Og den næste datter får en

sommerfuglelarve som amulet. Hendes fingre vil blive som dens

knibeklør og derfor gode til at sy.

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Der er muligvis en forbindelse mellem K.s kælenavn Piisui

(snespurveunge) og de to amuletter han laver af snespurve.

Kukkujooq får kajak / Kúkujôq qajartârpoq

Print
Dokument id:1259
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kukkujooq får kajak / Kúkujôq qajartârpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 284 - 287, nr. 24
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 65 - 67.

 

Resumé: Langt om længe bygger Kukkujooqs stedfar, Imaakka, kajak til ham og

oplærer ham i kajakfangst. K.s mor Kaakaaq sørger for kajakkens

amuletter: forluffer af voksne netsider i forstavnen og sæltænder

agter. De vil slå ethvert forsøg på hekseri mod hans kajak tilbage og

ramme heksen selv. K. havde gerne fulgt sin morbrors, Sinngertaats råd om andre

skindstykker som amuletter (Sandgreen 1987: s. 273 - 278), men tør

intet sige og har derfor altid disse stykker skind med i kajakken som

ekstra amuletter. Kaakaaq gør sit til at øge hans fangstlykke. Hun

deler isstykker ud til alle ved hans førstefangst, idet is aldrig

slipper op. Hun hverken vrider skindet eller lægger det i urin. Ligeså med

skindene af hans senere fangster. K. blir snart

en dygtig kajakroer og fanger, og Imaakka blir misundelig på ham.

 

Hist.: Tid: Slutningen af 1890'erne. Piisui / Kukkujooq persondata,

søg på: Sandgreen 1987: s. 263 264: "Drengen Piisui". Sinngertaat (ca.

1854 - 1907), åndemaner.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kukkujooq mister sin kone / Kúkujôq nulêrpoq

Print
Dokument id:1265
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kukkujooq mister sin kone / Kúkujôq nulêrpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 300 - 304, nr. 30
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 78 - 81.

 

Resumé: Kukkujooq har det godt med sin kone Mamiak. Fuglefri flytter de fra

sted til sted som de lyster. K. er i højt humør, fanger godt, søger

efter hjælpeånder med ildhu, og træner sine kræfter. De overvintrer på

deres sidste sommerplads, hvor de deler hus med både Mamiaks og Kukkujooqs

forældre, og M. føder en søn, men hun dør i barselseng. Barnet vil

ikke tage andres bryst og K. må lægge den nyfødte ud på M.s grav. Mens

han holder sine dødstabuer og plejer sin vrede sorg, bliver der syet nyt

tøj til ham. Inden han efter de tre sørgedage ifører sig dem, skal han

vaske sig over det hele med en stump mågeskind dyppet i urin.

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui".

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kukkujooq og tupilakken / Kúkujôq tupilagdlo

Print
Dokument id:1282
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kukkujooq og tupilakken / Kúkujôq tupilagdlo
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 393 - 397, nr. 47
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 159 - 162.

 

Resumé: Fortsættelse af "Han bliver næsten fanget af tupilakken".

Kukkujooq er klar over / overbevist om, at tupilakken er lavet af hans egen mor,

Kaakaaq.

Han overvejer derfor længe, om han skal partere den straks og dermed

lade den leve op igen og vende tilbage mod hende selv, eller tage den med

hjem, hvor hun vil afsløre sig, når hun ser den. Vred over ikke at

have kunne magte ham, vil hun da vende vreden mod en anden, og det må

blive mod hendes egen mand Imaakka. Denne, K.s stedfar, har ladet ham

døje meget ondt, og K. beslutter at transportere tupilakken med hjem i

forventning om, at hans mor vil udføre den hævn, han godt kunne ønske

sig over sin stedfar.

Det går foreløbig som ventet. Kaakaaq, der endnu ikke er blevet ganske

blind, genkender tupilakken, skriger, synger ajaaja, har dermed

afsløret sig og blir nu ganske blind. K. befaler Imaakka at partere

tupilakken og endelig lade alt blod løbe ud på jorden. I. adlyder sin

stedsøn, fordi en sådan tupilakfanger er ham for stærk, og kaster

ifølge sin egen viden dens luffer og snude ud i havet. Således går

tupilakken helt til grunde uden at have forvoldt nogens død.

 

Hist.: Kukkujooqs søn Juuserfi har godkendt Sandgreens udgave af

faderens selvbiografiske fortællinger, hvorfor denne fortælling må

afspejle noget sandt om Kukkujooqs forhold til sin mor. Se også: J.

Rosing 1963: s. 295 -297. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui".

 

Dateres til ca. 1900.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Kukkujooq ved sin kones side / Kúkujôq nuliame saniane

Print
Dokument id:1274
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kukkujooq ved sin kones side / Kúkujôq nuliame saniane
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 342 - 346, nr. 39
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 114 - 117.

 

Resumé: K. nyder livet ved sin kones side, han kan ikke længere selv

rammes af tupilakker eller sjæleran, men hvad hvis hans kone eller

børn bliver udsat for sjæleran? Han søger efter middel en smuk morgen,

hvor tågen langsomt letter og møder en ånd ved foden af en bræ, der

nylig har trukket sig tilbage og efterladt stenene nedenunder hvide og

golde. Ånden giver ham to midler, der kan levendegøre den sjæleranedes

"menneskevæsen". 1. Han skal give personen nogle uanselige brune

blomster, der vokser på stedet, at spise. Da vil den sjæleranede kaste

"hindringen" op. 2. Han skal omvandre de små blå sne-ensianer medsols.

Da vil den sjæleranede rejse sig på højkant igen.

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Bemærk associationen mellem menneske- og planteliv (planter

er opretstående) og den livsfornyende kredsgang med solen eller

"verden". For flere detaljer se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Den tredelte

verdens.."; og: "Sinds- og sjælerørelser..."; og:

"Menneskekroppens balanceevne"; og: "Konklusion om sila's

semantiske felt".

Kúnak-familien / Ilaqutarît Kúnákut

Print
Dokument id:1156
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kúnak-familien / Ilaqutarît Kúnákut
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 67 - 85
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s.68 - 84.

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at han efter at have fået Navtãnguaq / Nattaannguaq begyndte at tænke på hævn. Han begynder dog at tale om Kúnak- / Kunnak-familien, før han vender tilbage til at tale om sin hævn:

Denne familie var så stor, at den havde to telte. G.Q. og hans mor boede forskellige steder, men mest hos Kunnak, der sædvanligvis opholdt sig i Ikkatteq. Der oplevede G.Q. meget, hvad angår hekse og åndemanere.

Engang lavede Kunnak en tupilak, fordi han var træt af, at der altid var nået andre kajakker frem på de steder, hvor han skulle på sælfangst. Det var meningen, at en af kajakmændene skulle harpunere tupilakken og komme af dage.

Kunnaks søn Nángajak / Nanngajak og G.Q. opdagede Kunnak, og Nanngajak tilkaldte sin hjælpeånd, så den kunne ødelægge tupilakken, før den nåede at lave ulykker, og bad sin far gå sin vej, for overværede han destrueringen ville han ikke leve længe. Faderen adlød og hjælpeånden gjorde det af med udyret.

G.Q. fortæller videre om, hvordan man kan lave tupilakker, og hvor farlige de kan være også for den, der har lavet dem.

Han fortæller også mere om Kunnak, som havde taget sig en medhustru Qivi, fordi dennes oprindelige mand  var en dårlig fanger og tilmed tilbøjelig til at stjæle andres ting. De to mænd lavede derefter en nidvise om hinanden, og endte med at blive sang-venner.

Til sidst fortæller G.Q. om Kunnaks tobakshunger. En dag Kunnak var gået ud for tobak, hvilket ofte skete, besluttede han at tage ud til to af sine fætre, som var brødre og som aldrig gik ud for tobak. Det var efterår, og der var høje bølger, men det generede ikke Kunnak, som ville have tobak. Først dagen efter hen imod aften kom han hjem.

Kunnak mistede flere familiemedlemmer og var ofte tynget af sorg, og Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller om engang hvor han mistede en søn, og var fuld af sorg. På det tidspunkt G.Q. så en præst for første gang, han var lige kommet til østkysten og kom til Kunnaks familie, efter besøget mildnedes deres sorg.

 

Var.: Nikkooq; Nikooq; Tupiwdliseq; søg også på: tupilak / tupilakmager; en del af Qujaavaarsuk er fortællinger over samme tema

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

 

Ifølge denne og andre kilder til Kunnak er han tydeligvis kyndig i såvel hekseri (ilisiinneq) som åndemaneri. Det er en fasttømret opfattelse i dagens Grønland, at der var et skarpt skel imellem heksekyndige og angakkut. En anden sejlivet forestilling om fortidens heksekyndige i Grønland er den, at de alle var kvinder. Kilderne støtter ingen af disse opfattelser.

L 'homme qui tombe dans l 'urine fermentée / Manden som faldt i urinspanden

Print
Dokument id:1917
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:L 'homme qui tombe dans l 'urine fermentée / Manden som faldt i urinspanden
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 56 - 59
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Indledningsvis forklarer Victor at hvert fælleshus har en stor urinbalje, som mænd tisser direkte i, kvinderne via en natpotte, og at urinen bruges til garvning af skind og vask af hår og krop. Folk i de to store fælleshuse, et i Sarpak / Sarpaq og et i Umitiwarti / Umiitivarti (?)(på hver side af Sermilik kort før Ammassalik-øen), tog ofte på besøg hos hinanden. En aften alle var sammen i Sarpaq holdt Artewarte / Aardivardik seance for sjov. Han blev bundet løst, alle lamper blev slukkede, og på briksen akkompagnerede man hans hidkalden af hjælpeånder med slag med en kammiut (støvlestrækker). Ard. kom fri af sine bånd, kravlede på alle fire hen til briksen og fik fat i den anden ende af kammiut'en. Begge halede til i hver sin ende af den. Pludselig lød der et klask og stanken af gæret urin bredte sig i rummet. Med besvær og ildbor fik man tændt ild og sat blus i lamperne igen. Langt inde på briksen sad Ard.s svigerfar nøgen og holdt sig på testiklerne, fordi gæret urin svier voldsomt. Ard.s svigerfar tog hjem mens festen fortsatte under hylen og latter og den varede endnu tre dage. Da gæsterne tog afsted tog Ard.s kone med med den undskyldning at hendes far havde befalet hende at forlade Ard.

Næste vinter, da Ard. og hans eks-svigerfar var på glatisfangst sammen, harpunerede og dræbte Ard. eks-svigerfaderen, der ikke begreb hvorfor og ingen svar fik. Ard. sønderlemmede liget, dækkede det med sne. Ard.s bror opdagede lidt senere fra sit udsigtspunkt blodet på isen, troede først det var en nedlagt bjørn og skyndte sig hen for at få fangstpart. Troede så det var en hvalros, fjernede sneen, så hvem den døde var, og tog hjem for at høre hvem morderen var. Ard. vedgik straks mordet, som vel alle kendte årsagen til (konens bortgang). Men alle vidste også at Ard. i virkeligheden var varm på sin ex-svigerfars kone. På dennes boplads havde man fået nyheden, da Ard. kom på besøg, men både han og de lod som ingenting. Ard. vidste ikke, at de vidste noget, og de var bange fordi han havde mange brødre. Men da han om natten sneg sig til at gå i lag med sit offers kone, slog hun om sig og erklærede at hun søgte efter sin kniv. Da greb Ard. sine kamikker, vendte lampen på hovedet på vej ud og tog flugten.

 

Hist.: Fortælleren Junta var Aardivardiks nevø, hvorfor begivenheden må dateres til sidste halvdel af 1800-tallet. Aardivardik var en af Naajas sønner (Sandgreen)

 

Kommentar: Personnavnene er ikke altid umiddelbart genkendelige i Victors stavemåde.

La grande famine des deux hivers consécutifs / Den store sult i de to sammenhængende vintre

Print
Dokument id:13
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:La grande famine des deux hivers consécutifs / Den store sult i de to sammenhængende vintre
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 141-142
Lokalisering:Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Dengang var der to store åndemanere i Ammassalik området: Naaja og Aja / Ajijak (?).

Naaja får et forvarsel om de to vintre, der vil følge efter hinanden uden sommer imellem, da han er på fangst ved Innartilik lidt nord for sin boplads, Umittivartivit (på Sermiliks østvendte kyst, BS). To remmesæler holder hovedet over vandet i længere tid og siger på skift: unga (hér?) og ikka (dér? dér i syd?). Han opfordrer derfor alle på bopladsen til at fange og samle mest muligt forråd og hver morgen og aften kun spise hver en lille stump spæk med en lille stump kød. Allerede første vinter, hvor det sner endeløst, bliver de, trods en masse forråd, temmelig afkræftede. Men det lykkes Naaja både at harpunere og miste en sæl og bagefter at få en, da han er ude med sin lillebror. De er meget omhyggelige med at slikke alt blodet af harpunspidsen, der har siddet i sælen de ikke får, og at slikke alt blodet udenpå den de får. Om sommeren smelter kun det øverste lag sne, og da det viser sig umuligt at få umiaq'en / konebåden på gled i smeltevandet, tar man betrækket af for at spise det under næste vinters nød. Også den bliver hård, men det lykkes at komme igennem den uden dødsfald. I alle de andre fælleshuse er mange helt uddøde, mens andre har overlevet ved at spise deres døde fæller.

Det næste forår smelter sneen og det vrimler med sæler igen.

 

Var.: muligvis Sandgreen 1987, nr. 37.

 

Kommentar: varslet fra de to remmesesæler er interessant, fordi remmesæler netop ofte forbindes med strenge sultevintre. Remmesælen trækker hen på efteråret ud fra fjordene, hvor isen lægger sig, og holder sig altid ude bag iskanten på havet om vinteren, fordi den ikke har åndehuller i isen.

Hist.: Denne dobbelte sultevinter, som der også er fortællinger om på vestkysten (og andre steder på den nordlige halvkugle), må være den i 1815 - 1816, der fulgte efter Tamboras enorme vulkanudbrud på Sumbawa, Indonesien i juli 1815 (se også Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, 1993:11. Ikke registeret).

Om Naaja er der overleveret talrige fortællinger. Søg på Sandgreen 1987, der også rummer et par fortællinger, nr. 37 om disse to vintre med kolossalt snefald, og Rosing 1963. OBS!

La mort d'Apartsok / Appaarteqs død

Print
Dokument id:1923
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:La mort d'Apartsok / Appaarteqs død
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 77 - 79
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

En vinter i det store fælleshus i Savangartik / Sivinganaartuk ?/ Sivinganaartoq ? får Kaga's / Kaakaaq's far, Appaarteq et stykke kød af en af sine nevøer. Han tager tavs imod med et nik, spiser en bid, og falder pludselig bagover på briksen, hvor han gir sig til at hyle og hulke. Længe er han syg med stadig hyppigere tilbagefald af sindssyge, hvor han liggende på ryggen spræller med arme og ben, springer rundt på briksen som en fanget laks i en snøre og undertiden ikke kan røre sig. Han tager heller ingen føde til sig og blir ganske mager. Den første aften springer han højt op, falder ned og besvimer. Måske er han blevet besat af en kiapa / kiiappak (et spøgelse) i stedet for alle hans sjæle, der har forladt ham, mener man. Efter en rolig nat tar det fat igen. En af husfællerne, Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak prøver at kæmpe ham ned, men blir slynget væk som en hund, der angriber en stor isbjørn. Under kampen taber Appaarteq sine husbukser, og man ser alle de blå mærker på hans magre, nøgne krop.

Man henter udenfor to aflange sten så tunge at der skal fire mand til at bære een. Til dem binder man hans ben på briksen. Han hyler stadig med mellemrum, og om natten lykkes det ham mellem to skrig at få stenene til at retombér / falde ned igen på briksen. Der går to uger på denne vis, inden han atter besvimer og man ordner ham til begravelse. Men han kommer atter til sig selv, sprænger syningen i ligskindet om sin krop, hyler, hulker og springer rundt. Da man får ham overmandet og bundet til hele tre store sten og tagbjælken hænger han der som et skind på en tørreramme. Da han atter besvimer bærer man ham ud på klippen ved havet og kaster ham ned. Han dukker op en enkelt gang, hylende med åben mund. Da han synker igen, går man hjem og begynder sørgedagene.

 

Var.: Victor fik senere Juntas fremstilling bekræftet af Kara ved Kangerlussuatsiaq.

Sandgreen, Øje for øje og tand for tand, 1987: Nalakkaaq mister forstanden.

 

Hist.: Åbenbart hed Kaakaaqs far både Appaarteq og Nalakkaaq. Bemærk også at Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak bor i samme fælleshus som den sindssyge ifølge Victors data. Ifølge Sandgreen kommer han til hjælp fra Ikkatteq. Trods forskellig stavemåde viser kortene hos Victor og Sandgreen, at der er tale om samme boplads ved mundingen af Sermilik på Ammassalik-siden.

La mort d'Imaka / Imakas død

Print
Dokument id:1927
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu (Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq)
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:La mort d'Imaka / Imakas død
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 89
Lokalisering:Tiderida / Tineteqilaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Kâgâ / Kaakaaq, angakkoqen / åndermanersken, der var blind i 1937, ville af uransagelige grunde ikke fortælle Victor noget, da han besøgte hende. Det blev så hendes søn Kukkujooq, døbt Apulu, der fortalte, hvordan hans stedfar, Imaakka, engang havde lavet en tupilak imod ham ved at bygge den op omkring tungen af en hvalros, som Apulu havde dræbt. Imaakka / Imãka var ond i sulet og misundelig på Apulu. Ranet af tungen blev opdaget i så god tid, at moderen, Kaakaaq, fik afværget tupilakangrebet med sine særlige evner. Tupilakken vendte sig derfor mod Imaakka, der var den første til at opdage en hvalros ud for sommerteltpladsens næs, Kagadi / Kakalik (Ifølge Jens Rosing skulle det være Ajangitaq, se ndf.). Han roede ud som den første i fuld fart, men blev angrebet af hvalrossen, der først dykkede og vendte kajakken rundt nedefra, og da Imaak. kom på ret køl igen, sænkede den begge sine stødtænder i hans ryg. Senere så man blot den tomme kajak med bunden i vejret og en masse blod omkring den. Liget blev ikke fundet. Hvalrossen havde taget det med sig.

 

Var.: Sandgreen, Øje for øje og tand for tand, 1987: Imaakka dør. Jens Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: Hvad der i folkemunde går om Kâkâq / Kaakaaq.

 

Hist.: Historisk beretning om Imaakkas død d. 3. marts 1915.

 

Kommentar: Der er i tidlig kristen tid ofte noget djævelsk over store hvalrosser, ligesom også hvalrossen i førkristen tid absolut ikke var et dyr man havde lyst at identificere sig med. Fortælleren antyder en vis ekstra hævn ved at understrege, at denne hvalros tog den onde stedfar med sig ( i dybet; til helvede?).

 

Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Landet der ånder fred / Erqigsismaornerup nunâ

Print
Dokument id:1223
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Landet der ånder fred / Erqigsismaornerup nunâ
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 31 - 35, nr. 1
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 10 - 13, nr. 1.

 

Resumé: Forfatteren Sandgreens beskrivelse af Sermilikfjordens lyde

fra isbræens kælvinger, fjordens kyster, vækster, vildt og den nu

forladte boplads ved Innartuaq / Innarsuaq ("Den store bratning")

langt inde i fjorden på dens østkyst. Her tager sasmlingens

fortællinger deres begyndelse i slutningen af 1700-tallet.

Lidt om mine egne evner / ãma Akornínarme

Print
Dokument id:1174
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Lidt om mine egne evner / ãma Akornínarme
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 149 - 154
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 155 - 160

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan begynder at fortælle om en anden begivenhed, som skete, mens de var i Akornínaq / Akorninnaq: Dengang havde han været gift i flere år. Han og hans kone havde haft kontakt med missionærerne og lært så meget, at de snart skulle døbes.

En dag var han ude på fangst, da det begyndte at blæse piteraq / orkan fra land, og han måtte gå i land på en ø, for at tage sin kajakpels på før han tog hjemad. Vandfygningen gjorde dog, at han ikke kunne se noget, men på grund af sin kajakpels følte han sig alligevel sikker. Før han troede det, var han hjemme, hvor hans kone fortalte ham, at folk havde været bekymrede for ham. Også Maqe / Maqi havde været bekymret og gav ham besked på at passe på, når han var ude, for Maqe / Maqi ville nødigt miste ham. Denne bekymring var G.Q. slet ikke vant til som forældreløs.

Maqe /Maqi gav sig også til at give gode råd om, hvordan G.Q. skulle færdes i hård vind, for han vidste at G.Q. ikke tidligere havde fået sådanne anvisninger.

En dag var han så ude at ro uden at have sin kajakpels med, og da det så ud til at blive voldsom storm, bandt han sin halvpels godt fast og roede af sted. Da han skulle passere et smalt sund, mærkede han, at der begyndte at komme vand over kanten på hans halvpels og ned i kajakken. Derfor gik han i land et sted, hvor han alligevel hurtigt kunne gå til deres teltplads. Igen havde svigerfamilien dog været bekymret for ham.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Liv blandt Fjeldånder

Print
Dokument id:2283
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Liv blandt Fjeldånder
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 22 - 34
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskr. KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 418, ss. 1 - 44. Knud Rasmussen har nedskrevet fortællingen på dansk, men i den trykte version er den noget forkortet og flere episoder er udeladt. Til sammenligning har jeg her renskrevet Rasmussens nedskrift.

Kaarali, søn af Missuarniannga, har formentlig dikteret fortællingen på vestgrønlandsk, idet Rasmussen med mellemrum noterer lidt på grønlandsk og nu og da går over til telegramstil:

Åndemaneren Migssuarnianga / Missuarniannga og hans læretid.

 

M. mistede som halvvoksen sin fader og tog sig hans død meget nær. Han elskede sin fader og havde selv været sin faders øjesten. Som forældreløs følte han alleslags savn, thi faderen havde været en meget dygtig fanger. Han sultede nu hver dag, og frøs, da han ikke længere havde varme klæder. Når han slet ikke kunne holde det ud, gik han op i fjeldene og græd der hele dagen igennem. Han kunne blive ved med at gå hen og græde til han ikke længere havde tårer og var helt udmattet.

En dag kom åndemaneren (angakkoq) Aggu / Akku på besøg til bopladsen, og da han skulle hjem mødte han den forgrædte dreng.

(M. var opkaldt efter Aggus stedfader og denne kaldte ham derfor: angutingúvara (min lille forsørger ?).

Aggu kom hen til ham og da han så hans røde øjne sagde han:

"Nu har du igen været ude og begræde din fader."

Drengen sagde ingenting!

"Du har igen været ude at græde over din faders død. Du gør ikke ret i at begræde ham så meget. Selv har du intet udbytte af gråd og du gør det blot svært for din far at komme ind på i (sic) de dødes land, når dine tårer sådan holder ham igen. Du skulle hellere se at blive åndemaner / angakkoq / angakok. Så vil du kunne se din fader igen og du vil ikke længere være så fattig."

"Jeg ved ikke hvordan jeg skal bære mig ad, og jeg er også bange for at blive åndemaner!"

"Jeg skal lære dig det."

"Du skal gå op i fjeldene og søge efter en sten, der er hvid på den ene side, sort på den anden. Derefter skal du opsøge en sø; den skal du komme til fra dens vestre side, thi solen viser sig først på den østre side. Så skal du stryge [gnide den sten du har fundet, på en qârsoq / qaarsoq / klippeflade, du skal stryge den ind imod dig, således at du stryger i samme retning som solens bane. Stryger du ud fra dig selv, vil du stryge hjælpeånderne bort fra dig, i stedet for ind til dig.

Således skal du stryge. Mærker du ikke noget, skal du gå ned til havet og der søge dig en sten ud; også denne sten skal være sort og hvid, men den skal ligge låledes at den aldrig ligger tør af havet. Du må vade ud til - . Stenen skal være således at der sidder meget tang og havplanter på. Når du har taget denne sten op skal du vaske dig over hele kroppen med tang, og du skal derefter atter vandre tilbage til søen. Når du har vasket dig med tang, vil det "lysne" for dig, det som før var mørkt omkring dig vil blive lyst, og du vil blive mere (?) seende. Hjælpeånden vil komme til dig. - Dette skal du først gøre. Siden skal jeg fortælle dig mere."

Drengen fik af alt dette stor lyst til at blive åndemaner, men det var ikke muligt at foretage fjeldvandringen, fordi de boede på en lille ø. Vinteren faldt ham derfor meget lang - han længtes meget efter fastlandet og fjeldene.

Først hen på efteåret flyttede de til et større land, det var ikke fastlandet, ganske vist, men en del af Kulusuk-landet, hvor der er høje fjelde, og som er kendt som stedet, hvor åndemanere har mødt overnaturlige ting.

Såsnart de kom hertil vandrede han ind i landet mellem fjeldene, op til Qalerangnenerup (Qalerujooneq ?) qulequtâ / qulequtaa (øverste del). Han havde ikke svært ved at finde den sten han skulle stryge med, den lå lige for ham ved en sø. Han overholdt nøje alt, hvad Aggu havde sagt, nærmede sig søen fra venstre, og satte sig ved en qaarsoq (klippeflade) og gned hele dagen. Han mærkede slet intet usædvanligt og gik bedrøvet hjem: Thi han troede ikke at han kunne blive åndemaner.

Dagen efter gik han langs med havet, helt ude i det, for at finde en sten, sort og hvid, som han nu kunne stryge med. Han fandt den hurtigt, så den var overgroet med havplanter.

Næppe havde han funde denne sten - og var på vej op mod søen i i fjeldene, før han traf en inuarigdligoq / inuarulligaq (târajuatsiaq / taarajuatsiaq angakkoqglose eller: iâjiatsiaq / iaajivatsiaq / dværg.

Den lille mand slog følge med ham.

"Hvad hedder du?" spurge drengen.

"Jeg hedder Qataitsâq / Qataatsaaq / Diskant."

Drengen rørte nu ved ham og den blev hans taartoq / hjælpeånd

Dværgen fortalte nu drengen alt det, som Aggu / Akku allerede havde fortalt ham og fulgte ham omtrent helt op til søen. Her forsvandt han.

Drengen begyndte nu at stryge stenen rundt, og han havde ikke strøget ret længe før vandet i søen begyndte at bevæge sig. Han blev meget bange, han ville meget gerne (flygte?), men holdt sig dog tilbage, fordi han meget gerne ville blive åndemaner.

Så begyndte en hvirvel at rejse sig midt ude i søen, det ligesom kogte i en strøm, der drejede rundt, så dannedes der ligesom en fordybning dér, hvor hvirvlen havde stået, og vandet i søen hævede sig op sank, havde sig og sank, og søerne slog op på bredderne. Og nu viste der sig et uhyre midt ude i søen, noget, der lignede en bjørn, men dog også mindede om en hund, - og uhyret vendte ryggen til ham: Atter tænkte han på at flygte, men nu kunne han ikke røre sig af stedet. Bjørnen drejede sig langsomt til højre og vendte sig om imod ham og kom så svømmende. Hans krop lå fast, men så var det som om øjnene alene forsøgte at flygte. Da bjørnen rører ved ham, vælter han om imod den, men da den løfter forpoterne er han oppe igen. ?? skifter han fra den ene stilling til den anden. Hver gang den sætter fødderne på jorden / land, vælter han om imod den, men han rejser sig atter, hver gang den løfter benene. Uhyret så meget frygtindgydende ud. Halsen var lige så bred som selve kroppen. Han havde også hørt omtale at bugen var hul og åben, men dette var ikke tilfældet. Den havde blot langt hår på bugen.

Da uhyret nåede ham, væltede han om imod det; han kunne slet ikke holde sig tilbage; så mærkede han blot den varme ånde og et bid i nakken, der gjorde forfærdelig ondt, og så besvimede han.

Hvorlænge han lå bevidstløs ved han ikke selv, men han vågnede ved sang, - og genkendte stemmen: det var dværgen Qataatsaaqs stemme. Han opdagede da, at han lå fuldtstændig nøgen og at han var fuldstændig udmattet.

Bange for sin mor - komme hjem uden tøj - men går dog alligevel hjem over, da han ikke kan andet.

Sunaissukarsâmik (?) inuk ilisarnagitsorssuaq: qimaniaraluarpoq (hvad var det? et menneske der virkede kendt: den var ellers flygtet): hans trøje, den standser lige foran ham. Tager den på. Siden på samme måde kamikker og bukser, der kommer løbende.

Han holdt alt hemmeligt ved sin hjemkomst, men besøgte bjørnen tre gange ialt. -

 

Der gik nogen tid og siger moderen til ham:

"Du skulle gå til Sapusat (i nærh. af Norsiit / Noortiit) for at fange laks!"

Og så gik han til Sapusat for at fange laks. Da han kom i hærheden af elven så han en ravn sidde der og fiske.

Den vil vi forsøge på at ramme med en sten, tænkte drengen.

Og så listede han sig ind på den idet han søgte dækning bag en fjeldkam. Men da han kom frem fra fjeldkammen og skulle kaste sin sten, var ravnen blevet til et menneske, et lille bitte menneske, en dværg.

Han gik hen til ham og spurgte:

"Hvad hedder du?"

Jeg hedder Anaavoq og jeg bor bag Tissungasoq" (Titsingaleq ?), og så fangede de laks sammen.

Da drengen skulle til at gå hjem, sa ---

"Hvorfor skulle jeg ikke give dig den halve af denne store laks, jeg har fanget?"

Og så skar han laksen over og gav drengen den.

"Men hvad skal jeg nu sige til min mor, når jeg kommer med en laks der er skåret midt over?"

"Du kan jo bare sige, at det var én ravnene havde spist af, og så skar du den over!"

Så rørte drengen ved Anaavoq og dværgen blev hans hjælpeånd.

 

Nu tænkte han kun på at få sig en angiut (fil, gnidemiddel). Dette er en lille fjordsæl, som åndemanerne kan kalde til sig, og som kan fortælle om, hvem der har fanget og hvem der er syg. Han gik da atter tilfjelds og gav sig til at gnide og stryge en sort-hvid sten rundt på en qaarsoq. Han sad længe og gned og strøg - og tilsidst var det da som om fjeldet han strøg den mod pludselig blev helt blødt, det føltes slet ikke mere som hårdt og samtidigt gik den ligesom ned i fjeldet. Han løftede nu stenen op og opdagede, at der havde dannet sig et hul i fjeldet, et hul, der gik helt igennem, ned i dybet, og som ganske lignede et åndehul på isen. Da han tog stenen væk, kom der et væsen og stak hovedet op af hullet; overkroppen var ganske som en sæls, men hovedet var uden sener og kød, som en dødnings. Den så meget uhyggelig ud.

Såsnart den fik hovedet op gav drengen sig til at tale med den, og dens tale var som et menneskes. Da han havdet fået at vide, det som han ønskede, hvem der havde fanget og hvem der var syg, satte han atter stenen for hullet og gik hjem.

Denne åndesæl opsøgte han tre gange og den var derefter hans ejendom, hans hjælpeånd.

 

Nu ville Missuarniannga gerne have en tornârsuk / toornaarsuk til hjælpeånd. Toornaarsuk er den af alle hjælpeånder der kommer hyppigst til åndemaneren, og regnes gerne for tornat nalagait / toornat nalagaat / hjælpeånders herre. Kan de øvrige hjælpeånder ikke klare en sag op, kalder åndemaneren på toornaarsuk. Kun equngasoq regnes for større end toornaarsuk, men det er kun meget sjældent, at en angakkoq kan få den som hjælpeånd.

Equngasoq samanersuaq siorâne / sioraani nunaqarpoq (bor dybt neden for stranden, BS) og kommer altså ikke fra havet, når man kalder på den.

M. ville nu altså gerne have en toornaarsuk, men tiltrods for at han gik og gik oppe mellem fjeldene, ville der ikke vise sig noget overnaturligt for ham.

Så møder han en dag Aggu, og Aggu spørger ham om han nu har fået en toornaarsuk.

Nej, han havde da ikke fået nogen t. endnu, og han havde dog gået meget om mellem fjeldene.

"Det tager også altid tid at få en toornaarsuk, sagde Aggu, man må gå meget efter den; den er svær at få fat på. Men du skal holde ud, giv ikke op, men gå bort i ensomhed mellem fjeldene."

Så gik M. atter om for at møde noget overnaturligt, for at opleve noget, men det var som om han aldrig skulle få nogen toornaarsuk.

Aggu havde fortalt ham, hvordan han skulle bære sig ad med at få en:

Han skulle gå ned i nærheden af havet, da ville det en gang hænde at toorn. ville vise sig. Han skulle da tage en lille hvid sten og kaste den på t. med sin venstre hånd, og når han så ramte den, blev den hans toornaarsuk.

"Hvordan skal jeg kunne ramme noget med venstre hånd?"

"Du skal se. Det går af sig selv," havde Aggu sagt.

Så var det en dag at Missuarniannga sad på en fjeldknaus i nærheden af en lille vig; han tænkte den dag slet ikke på toornaarsuk - og så var kom (sic) der pludseligt noget levende op af vigen, han så en mægtig ryg, og så siden et ansigt, der var midt mellem et dyr og et menneskes, - og dette ansigt kom op af havet og smilte til ham.

Det er sandt, du skal jo ramme den med en sten! - tænkte M.

I samme øjeblik så han en lille hvid sten lige ved siden af sig, - og idet t. atter dukkede ned og kun viste sin ryg, greb han den hvide sten med sin keite / kejte / venstre og kastede. Stenen ramte uhyret lige i ryggen, og uhyret gik langsomt under vandet - i retning bort fra ham.

M. rejste sig nu for at gå hjem, men da var t. vendt om og svømmede ind under land, gennem klippe i jorden (? klippegrund ? BS). Da den kom ind under ham, var det som om han blev så underlig let og ??? i kroppen - han følte sig så underlig, som om han ikke rigtig gik på jorden - og således var det på hele vejen hjem, fordi t. fulgte ham under jorden. Først da han kom omtrent helt ned til husene, forlod t. ham, og da var det som om han fik et tryk på skuldrene. Han blev så pludselig tung. Det var fordi t. ikke længere opholdt sig under jorden, lige under ham.

Således fik M. en t. Han søgte den ikke op flere gange, thi det er nok når man en gang har mødt en toornaarsuk og ramt den med en lille hvid sten. Da blev den for stedse ens hjælpeånd.

 

Nu var han så vidt at han begyndte at tænke på at få sig en ajumaaq. En ajumaaq er en hjælpeånd der er halvt menneske, halvt hund. Kroppen er et menneskes, men den har kun tre fingre og tre tæer. Hovedet ligner en hunds, men ser ellers meget uyggeligt ud. Den har sorte arme og ben og svæver hen over jorden. Den går ikke, den svæver uden at berøre jorden. Alt hvad den rører ved må rådne og dø.

Så gik han til fjelds og gik og tænkte bare på dette ene, at han gerne ville have sig trolden ajumaaq til hjælpeånd. Han besteg et fjeld, men var dog ikke længere inde i land end at han kunne se havet. Han satte sig på fjeldet i nærheden af en kløft og blev pludselig betaget af en ubestemmelig angst. Han rystede over hele kroppen af angst, og vidste dog ikke hvad det var han var bange for. Så gik frygten lige så pludselig over som den var kommen, og med et var det som om kløften begyndte at bevæge sig; kløftens rand begyndte at bevæge sig, og han hørte ganske svagt nede fra kløftens dyb:

"agtungara aujumârtoq!/ attungara aajumaartoq"

"Hvad jeg rører ved må rådne dø."

Stemmen var fjern og ganske svag. Han ventede længe på at den skulle blive stærkere, men så kom han til at tænkte på, at dette ikke ville ske. - Stemmen ville ikke blive stærkere, før han selv havde gentaget ordene:

"agtungara aujumârtoq!"

Da kom stemmen igen, men højere end første gang han hørte den. Og så råbte han igen, højere igen, og for hver gang han gentog det, des højere skreg trolden:

"agtungara aujumârtoq!"

Han stirrede ufravendt mod kløften, og så kom trolden ganske langsomt frem. Den så forfærdelig ud. De sorte arme var strakt frem imod ham, han så den klolignende hånd med de tre fingre, og hovedet, der var spidst og skarpt, noget som en hunds, men uden hår, og med store stikkende øjne. Han så ufravendt på trolden, der langsomt og lydløst svævede hen imod ham, og da var det ham så nær, at han kunne mærke dens varme ånde, faldt han sammen og besvimede. Han mærkede blot at ajumaaq gik hen over ham.

Da han kom til sig selv igen så han straks hen mod kløften. Men der var intet mere at se. Trolden var forsvunden.

Siden besøgte han stedet endnu to gange, og da han havde set ajumaaq tre gange, blev den hans hjælpeånd.

---

Selv en åndemaner-lærling der får en ajumaaq må også se at få sig en amoo - der kan indfinde sig, når de laver angakkoq-kunster og det bliver mørkt i huset. Der var ingen der havde lært ham, hvordan han skulle bære sig ad og han gik derfor blot op i fjeldet - rundt om, og nede ved havet, stadig alene, i ensomhed.

       

Det følgende i parentes hører ifølge Rasmussens note i margin til fortællingen om Kangialeq, BS:

(En dag var han, som han havde fået for vane, ude at gå, og den gang tænkte han slet ikke på at få sig nogen amoo. - Han var bare ude for at gå og havde lagt sig i en kløft ved en elv - på et meget frodigt sted, et smukt sted, hvor han bare lå ned og så på strandbredden eller bare var et lille stykke fra ham (???))

 

Mens han opholdt sig på en skråning ud mod havet hørte han pludseligt imap nunavdlo akornanit (fra midten mellem hav og land, havstokken), svagt, næsten hviskende: amoo.

amoo.

Han ventede længe på at høre lyden igen, men da den ikke blev gentaget, kom han til at tænke på at det var skik? og brug, at åndemanerlærlingen selv skulle gentage ordet. Og så sagde han:

amoo - amoo!

Straks voksede tonen - og da han blev ved med at gentage ordene, blev det tilsidst til et vældigt råb:

amoo - amoo!

Og nu så han pludselig en trold komme op fra dybet. Øjnene var store og runde, næsten som ild skinnede de imod ham, de blev ved med at se på ham, idet den skød op af vandet. Hovedet var vældigt, næsten bare hoved og en lille krop, små ben, men nogle lange, lange arme, der blev rakt op imod ham. Aldrig havde han set så lange arme, og ligesom ajumaaq havde denne kun tre fingre, en vældig klo var det, der blev rakt op imod ham.

Så mistede han bevidstheden, og da han kom til sig selv igen, lå han helt nede ved højvandsbæltet. Det var amoo der havde trukket ham derned.

Amoo så han kun denne ene gang, og dermed var den hans hjælpeånd.

---

Ved Itilleq (i nærheden af Kulusuk) - en grøn frodig plet - var en elvkløft. ??? mødte han en dværg, inuarulligaq, en lille mand med spraglet-skinds benklæder, spragle-skinds støvler, blålig anorak.

"Hvor kommer du fra?"

"Umîviup timânit! nunarssuit ingê kunigssârtigdlingit tikigtunga / Umiiviup tmaanit! nunarsuit ingii kunissaartillungit tikittunga. (Fra Umiiviks indland. Jeg kom herhen ved at lade det store lands venusbjerge kysses, (dvs. presse bjergene sammen for at mindske afstanden. Rasmussen)

I sin venstre hånd bar han noget der lignede en hul pind, inde i den stak der noget frem, der lignede tre fingerspidser. Det var hans våben. Han fortalte at han havde stjålet en del tørret kød ved Umiivik og at den mand han havde stjålet det fra hvde været så rasende over tyveriet at han havde råbt:

"ángiortoq saqúnerdle!" / anngiortoq saqunnerli  (kom til syne, den der kommer som en tyv om natten, BS)

Så havde dværgen, vred over råbet, vist sig (for) manden og peget på ham med sin pind, og da var manden død med det samme.

Denne lille dværg glemte han at berøre og derfor blev han ikke hans hjælpeånd.

---

Så kom den tid da han fik sig en kajak og begyndte at færdes på havet. Da var atter hans toornaarsuk hos ham og hjalp ham, hvis han kom i fare.

Nu var det hans højeste ønske at få sig en innersuaq (en af ildfolket, BS), men mange gange måtte han ro til havs forgæves. Der viste sig ingen for ham. Så var det en gang, at han besøgte et sted ved Ikerasak, hvor der var en gammel hustomt, mens han var her ser han en kajak vesten for sig, uden for sig. Den kom hen mod ham og han opdagede da: ingen kinder, ingen næse - Det var nu ikke rigtigt at sige, at han ingen næse havde: ??? qâkiviaq / qaakiviaq, meget, meget lille næse.

De kom i snak med hinanden.

"Hvad hedder du?"

"Nagkalia" / Nakkalia (den der er skabt til at falde ned, Rasmussen)

"Hvor har du land?"

"Henne ved det skær! Du skulle komme og besøge os. Vi er kun ene to, min kone og jeg."

Han gik derefter på besøg. Den underjordiske gned hen over stenene ved fjæren med sin hånd, og så løftede landene sig, og de så ind i en smuk, frodig dal, hvor de havde et hus, et smukt lille hus.

Da inn. gik ud af sin kajak opdagede han, at han var sigfîtsoq / siffitsoq (en med hoftelammelse), - igdligtut / illitut (i begge sider).

Han fortalte at han havde forsøgt at trylle sygdom over en anden, men at hans fjende havde været stærkere og havde slået ham med den sygdom, som han forsøgte at trylle ham med.

Inde i huset var alt fint og rent, alt træværk skinnede hvidt. Et skind var hængt op over indgangsåbningen og rullet op, det var tegn på at Nakkalia var en ivrig åndemaner.

Han fortalte at han havde haft 5 sønner, men at de alle var dræbt af fjenden.

"Når er du født?"

"I forgårs"

Dvs. itsarsuaq (ikke rigtig læseligt, BS) - for længe siden.

"Hvor længe lever I"

"atanigte / atanitti naggatat nalunarpoq" (Man kender ikke ophøret af tilknytningen (til livet). Dvs. vi kender ikke til at dø , Rasmussen).

Man siger om en åndemaner: ikiâgsigtoq / ikiaassittoq: når han besøger en innersuaq (?? ikke sikker på læsningen. BS).

 

Han fik intet at spise, dertil var han endnu ikke tilstrækkelig stor åndemaner. Fik han da noget at spise, ville han glemme sin hjemrejse.

Da (han) siden afsluttede sit besøg og tog hjem mærkede han slet ikke at han kom inde fra jordens indre.

Denne innersuaq besøgte han kun én dag, og dermed var Nakkalia hans hjælpeånd.

Da han således havde fået sin første innersuaq, varede det ikke længe før han fik en til. Han var ude i kajak da han opdagede en anden kajak, der kom roende gennem vandet uden at man kunn se vandet røre sig for kajakken: minittorneqanngitsoq.

Da han kom nærmere, så han nøje efter om hans kajakpels var kantet med rødt; det betyder at manden er farlig. Så snart han så at linningen om hans pels var blå, roede han ham rolig i møde.

"Hvor bor du?"

"sangnît timane! / sanniit timani (i landet nedenfor kysten , BS ?)

Han havde også en lille broder, der også var ude at ro i kajak.

"Rør ved mig", sagde manden, hvis havn nu er glemt.

Så rørte han ved ham, og mødte ham siden endnu to gange.

Dermed var også denne innersuaq hans hjælpeånd.

---

Engang skulle han fra Amitsuarsuit / Amitsivartik til Tasiusaq / Tasiilaq; da han paserer nakatákat itínerat / nakatakkat itinnerat (rypernes lavning, Rasm.) hører han oppe i luften en vældig susen, og går derpå i land for at undersøge det nærmere. Han tog med sig sin kniv og et stykke spæk og gik op i land. Ved en lille sø så han en stor mand ligge ned - magelig henslængt med hånden under kinden. En gang imellem klappede han på græstørven ved siden af sig, og det var det der gav den mærkelige lyd oppe i luften.

Da kæmpen, der var en timerseq af de middelstore, det vil sige - af sagdlêt / salliit, de der bor yderst mod havet, så, at han kom bærende med en kniv og et stykke spæk, vinkede han med hånden for at lade ham forstå at han skulle lægge det. Manden var så stor at han (M.), selv bevæbnet, ikke ville kunne gøre ham noget, og han lagde derfor både kniv og spæk.

Mandens navn er glemt. De talte sammen, og indlandsboen spørger ham om, hvordan det går med hans angakkoq-kunster. Jo, det gik meget godt.

Har du lært: "asíkut angalaneq"*, at flyve - at færdes gennem luften? (BS: udtrykket bruges i Østgrønland også om at færdes til fods i indlandet / det øde / den anden verden i søgen efter hjælpeånder).

"Nej, det er der ingen der har lært mig!"

"Det skulle de have lært dig. Nu skal jeg lære dig det!"

Så blæste (pustede) han ud over fjorden og en fin tynd røgsky blev synlig fra Kiliglâjuit (? Kigdluisâjuit / Killuisaajuit, ifølge den trykte tekst) over mod Akugdlêt / Akulliit. Så bøjede indlandsboen benene, samlede dem under sig og fløj hen over den smalle røgsky. Det så ganske ud som en glidebane på nyis. Denne fulgte indlandsboen til Akulliit og kom tilbage den samme vej.

"Sådan færdes vi!" sa' han. "Sommetider, når I ser tågeslør op over fjeldene, så er det os, der er på luftfart. Rør nu ved mig, så skal jeg siden blive din hjælpeånd."**

Og så rørte M. ved ham og indlandsboen blev hans hjælpeånd.

Denne indlandsbo opsøgte han kun denne ene gang, og så ham ikke mere.

Men han forstod nu den kunst at flyve - gennem luften.

 

Siden gik der lang tid og han oplevede intet mærkeligt, men så var det hans farbror, Kiajkaq (?), der boede ved Amitsivartik ved mundingen af Ammassalik-fjord, bestemte sig til at rejse sydover for at handle ved Pamiua (Pamialluk?) Missuarniannga  boede den gang selv ved Nunakitsut ved Sermiligaaq. Hans onkel havde ønsket at se ham, inden han rejste ud på den lange handelsfærd, der ville tage flere år, og han begav sig derfor på vej i kajak, idet han lagde sin rute bag om Ammassalik-fjord.

Da han passerede Êrqua / Eeqqua / Eeqi hørte han en stadig (?) fløjten og hvislen ovre fra den anden side. Han bestemte sig straks til at ro over og undersøge hvad det var. Da han roede over så han en vældig kæmpe oppe på land. Han sad ned og fløjtede, og hver gang han havde udstødt et fløjt, slog han med hånden - daskede han med hånden på jorden ved siden af sig.

Han (M.) tog sin kniv og begyndte at arbejde sig ud af kajakken. Men da han havde fået benene halvt ud og så, hvor stor kæmpen var, gøs det i ham, og han var lige ved at ro bort igen. Men så skød han modet op i sig og krøb helt ud af kajakken. Han havde sin kniv i hånden, men så snart kæmpen så dette, vinkede han til ham og lod ham forstå, at han skulle lade kniven blive tilbage.

Så gik han op til ham.

Så snart han var oppe, sagde kæmpen:

"Mig skal du ikke være bange for. Jeg ligger bare her og nyder udsigten (alianâr...lunga (?)).

Han havde netop sagt dette, da der viste sig en endnu større og vældigere kæmpe, der kom oppe fra fjeldet.

De lignede mennesker men var blot ganske blå i klæderne.

Og denne sidste kæmpe smilede til ham og han var derfor ikke bange for den.

Så kom der en tredie øst fra, han kom krybende og skulende og så meget alvorlig ud. Han var helt rød om anorak-linningen, og det var tegn på, at han var meget farlig. Han fik ikke tid til at blive bange for denne, thi så hurtigt efter ham kom der endnu en kæmpe, den største af dem alle sammen, nede fra hans kajak. Denne gang var han lige ved at flygte, så forfærdelig, så umådelig så denne kæmpe ud, - men da han kom smilende frem, gik hans angst hurtig over.

"Mig skal du ikke være bange for - Jeg er den ældste af os. Vi er brødre. Der er kun ham dér, sa' han, og pegede på den tavse og alvorlige. Han kan sommetider ikke ?? sindet."

De sad nu der alle og talte sammen. Og en af dem sagde:

"Maratsi kommer meget hyppigt forbi her; han bor ved Nunakitsut / Nunakitsit, men hvor meget vi end fløjter, kan vi ikke tildrage os hans opmærksomhed. Han hører os ikke. Han er ikke åndemaner nok. Men så snart vi begyndte at fløjte ad dig, voksede dine øren ud ad og blev umådelige, de strakte sig helt over os til, og du hørte os øjeblikkeligt."

De sad atter noget og talte sammen. Så siger de:

"Skal vi se hvem af os der kan se længst?" Og dette blev de enige om.

Den mindste af kæmperne har de bedste øjne og opdager en kajak langt ude i fjordens munding. Lidt efter lidt får brødrene også øje på den, men Missuarnianngaq kan slet ikke få øje på den.

Da stryger den yngste af kæmperne ham over øjnene, og da er det pludseligt som om hele verden bliver lys - han bliver klart seende og langt, langt ude får han nu øje på kajakken.

--

Derpå gjorde han sig klar til at rejse videre. Og berørte nu den største og den mindste, der begge blev hans hjælpeånder.

"Skal vi ?? dig hurtigt frem til boplads?" sp. de -

"Det behøves ikke, sa' M. - jeg har min toornaarsuk." Og så gik han i sin kajak og roede bort.

Et stykke ude i fjorden så han tilbage for at se hvad der var blevet af kæmperne, og han så da at de alle med samlede knæ og krumme ben havde hævet sig op i luften og de sang alle højt, ivngertorsûvdltik / inngertorsuullutik - idet de hævede sig op over fjeldene og forsvandt.

Selv kom han også hurtigt frem. Thi hans toornaarsuk holdt sig lige under hans kajak og gjorde den let, og således nåede han Amitsuarsuk inden aften.

 

Da hans farbror senere for sydover for at drage på handelsrejse, fulgte han konebåden helt ned til Ikersuaq, hvorfra han vendte ?? tilbage. Da han kom til øen (akuut) Angiit (Angiitit ?) syd for Sermilik-fjorden så han to kajakker forude. Der lå storis mellem ham og kajakkerne, og den lå således at de ville være skjult for ham lige til han havde passeret storisen, men da ville han også møde dem klos ind på livet. Han roede derefter frem, kom gennem isen, og så straks at det ikke var rigtige mennesker, det var innersuit. Hans kajak havde en sådan fart på, at han gled lige hen til dem. Den nærmeste af mændene havde blå anorak-linning, mens den som var længst borte fra ham havde røde linninger både om hætte og håndled, og således var meget farlig.

"Er du bange for os? Ja, han der", sagde den nærmeste og pegede på ham de de røde linninger, "kan være meget ondsindet, slår også meget gerne mennesker ihjel, myrder, overfalder, men det er min lille bror, så jeg er ikke bange for ham, og du kan derfor være rolig. Han (hedder?) Tunuigât / Tunuigaat."

De lå nu sammen mellem isen og talte samamen, og da de skulle skilles, rørte han ved ham med de blå linninger.

"Vil du ikke også røre ved mig?" spurgte så menneskedræberen.

Jo, så M. berørte ham, og således fik han de to underjordiske til hjælpeånder. De havde land ved den østre side af Angiitit-øen (??). M. søgte dem ikke oftere op, da de med det samme var blevne hans hjælpeånder.

 

Kort tid efter var han ude i kajak på solsiden af Angiitit-øen. Silagik, silagik: dejligt vejr, dejligt vejr! seqínanik, seqínanik: solskin, solskin!

 Så hører han en summende lyd som fra en flue, og lidt efter:

"ee - ee- ee! jeg kommer ikke op!"

"Kom du kun op hvis du kan", siger han.

Og så kom hun op! Det var en kvinde fra innersuit, og hun kom op med bortvendt ansigt.

Hun sagde. "Tidligere var her mange sæler på denne tid af sommeren, der var så mange, at man ikke kunne se ende på alle dem der kom op for at puste. Men siden Ulutaaq roede her forbi, skønt hun var paqúnartoq - havde været med til stensætningen af en død - forsvandt alle sælerne."

"Men hvem er Ulutaaq?"

"Hun kaldes også Aleqaaja!"

Så vidste min fader (fortælleren Kaaralis far, Missuarniannga, BS), hvem det var. Han kendte blot ikke det første navn.

"Besøg mig," sagde kvinden.

Og da M. ikke rigtig vidste, hvad han skulle gøre, sagde hun:

"Jeg er ikke farlig. Vi er kun to i husene, jeg og så min plejesøn."

Så strøg hun med en finger hen over en kløft, og så kom der straks land tilsyne, der steg en boplads op fra havet, fra fjæren, og de så et stort hus med fire vinduer.

"I bor da ikke alene i det store hus?"

"Jo, nu skal du bare se!"

Ved husgangen så han et skinnende hvidt stykke træ. Det lignede ribbenet af en hval.

"Det der er noget jeg skal bruge til at købe mig en ulu for", sagde hun. Og så gik de ind i huset.

"En gang var vi mange, mange mennesker i dette hus", fortalte konen. "Men de mennesker, der bor østen for os, har dræbt dem alle sammen. Der bor to brødre ikke langt herfra, de er de eneste der bringer os kød."

Det må være Tunuigaaq og hans brødre, tænkte (min fader (overstreget af Rasm.)) M.

Så viste der sig et ansigt for vinduet og straks sagde kvinden:

"De har opdaget at jeg har en gæst - nu må du straks flygte, for ellers bliver du dræbt!"

Han ville springe ned i husgangen, men den gik sammen, groede sammen, så han ikke kunne komme ud. Derefter sprang han til det første vindue, også det groede sammen, lukkede sig for ham - og så det næste, alle udgange lukkede sig for ham, så ofte han forsøgte at komme ud. Først ved det alleryderste vindue slap han ud med besvær og flygtede derefter bort af alle kræfter, og han blev ved med at ro og ro lige til han nåede til Amitsivartik ved mundingen af Am.-fjorden.

Dette var meget farlige folk at besøge, og længe efter kunne han mærke skrækken i livet.

 

Lang tid efter disse begivenheder roede M. sammen med den nu døde søn af åndemaneren Aggu / Akku til ammassætpladen for at hente tørrede fisk.

På tilbagevejen gav de sig til at synge inngerutit, - og de roede da under sang - de sang, og de sang idet de passerede Kúarmiut / Quarmiit ?, Pitsiulleq (?), Kigdagdoq (?), It-tala (Ittaajik ?), - tilsidst var de nåede til sydsiden af Ujarasussuit, og da de sluttede af her, svaredes der inde fra land, således som der svares af tilhørere, når en trommesang afsluttes.

De sang igen en vise, og idet de afsluttede den, gentog det samme sig, der svaredes af tilhørere inde fra land.

Så blev de enige om, at de ville synge endnu en sang og så slutte den af ganske pludseligt. Dette gjorde de, - og stemmerne inde på land, da de ikke var forberedte på denne pludselige afslutning, kom således til at lyde ganske tydeligt.

Så roede de ind til land for at se, hvad det var.

aunámagûsakasime-ilâ(?), råbte de og fik øje på en inuarulligaq / dværg, sigsfigsoq igdlagtut, ãma kiasiga (?) --- krum. pukkelrygget (tosidet hoftelam og pukkelrygget, BS).

"Hvorfor er du sådan på kroppen?"

"Jeg har forsøgt at hekse folk til med sygdom, men jeg har ikke været stærk nok i min trolddom og derfor har jeg selv fået alle de sygdomme jeg har tiltænkt andre."

"Hvad er det I har på kajakkerne?"

"Det er qingersâqat! (qeersaqat / havkat ?)

"Smager det godt?"

"mamaqaaq" / det smager dejligt

"Hvor bor I?"

"It-talap timaani / i It-talas indland. Men næste år vil jeg tage ind og fange ammassætter. Hvorfor giver I mig ikke nogle? Og lidt spæk (aammaqqaaq!). Jeg er ikke angakkoq og derfor fattig. Jeg bor ene med min kone."

Og derpå fløj dværgen bort gennem luften op mod fjeldene bag It-tala. Og han istemte en sang så vældig, at hele verden (silarsuaq tamarmi) genlød af sangen.

Denne dværg så M. ikke mere. Han var ikke angakkoq og duede derfor ikke som hjælpeånd.

 

Han havde nu allerede mange slags hjælpeånder og var således i færd med at blive en stor angakkoq, men manglede endnu en død, et lig, en dødning, "qarlimaatsoq".

Hvorledes han skulle bære sig ad med at få en sådan i sin magt vidste han ikke, og ofte gik han derfor forbi grave, gamle grave, for at den døde skulle vise sig for ham. En dag var han ude at gå, på vandring, og da han kommer forbi en grav, hører han inde fra graven en susende lyd: surrrr - surrrr - surrrr!

Lyden kom stærkt og tydeligt, og så snart han hørte det, standsede han og lyttede. I samme øjeblik kom den døde farende ud af graven, det gik så hurtigt, at han ikke en gang kunne komme til at dækkke sig, og i samme øjeblik han berørtes, mistede han bevidstheden.

Da han langt om længe kom til bevidsthed igen, var dødningen borte, og han selv var ganske udmattet havde slet ingen kræfter. De vendte først langsomt tilbage.

Denne dødning berørte ham kun én gang. Han så den ikke mere, men det var også tilstrækkeligt, thi nu var den hans taartoq / hjælpeånd.

 

Der var gået nogen tid efter dette - han var ved Noortiit på en tur ?? over Vardefjældet. Her lagde han sig til at sove, og hørte nu gennem søvnen, langt borte, langt, langt borte et spædbarn skrige, så snart han hørte dette mistede han bevidstheden. Han havde lige fået tid til at se, at det havde sorte arme. Da han kom til sig selv igen lang tid efter, sad han endnu med ansigtet vendt mod det sted, hvor han havde set spædbarnet.

Siden besøgte han endnu 2 gange stedet, to gange uden at sove imellem, og så spædbarnet tre gange.

Derefter blev også dette hans hjælpeånd.

 

(Den gamle innersuaq og hans søn med den skæve mund - står der i margin - som oversskrift, BS). Er den skævmundede equngasoq, BS?)

saqilerpoq. Orsûlerviap tunganut ilangormiut tikilerdl: qaqortuvatsianguaq. / Han var ude i kajak. I retning mod Orsuulervik kom han til Ilangormiut: en lille skinnende hvid (ikke sikker på oversættelsen, BS) Men han betragter den for at blive klar over, hvad det kan være: Sarqiseq / en kajakroer (? BS) med større fart bagfra: en gammel innersuaq! M. ikke bange, blå kant. - "Det er min søn der forude! Skæv mund, flænget helt op til ørene. Han kan kun tale i hæse småråb og klynk." Den gamle fortæller, at det er tupilakken han har lavet, som er gået retur. Selv har han været for stærk, og så har de hævnet sig på sønnen.

Opsøger og rører dem tre gange, så bliver de hans hjælpeånder.

 

Angalerpoq Amitsuarsuup / Amitsivartiip timaanut. ilivertoqarsuaq. Tassani angialerpaa / Han tager ind i Amitsuarsuks bagland. Der er en gammel grav. Den giver han sig til at gnide på med en sten. Så hører han derindefra en lyd: he - e - e - e! Stenene uvaasut / bevæger sig / slingrer. Pludselig bliver der synlig en lille lysstribe, at se som en regnbue, en regnbue, der farer fra solen og ned til graven; ned i graven.

Gravstenene åbnes på den side der vender mod vest. Og en kvinde rejser sig fra graven; hun vender ryggen til. Sort i ansigtet - og over hele kroppen hentørret over det hele.

Hun vender sig langsomt og vugger i hofterne henimod ham. Da besvimer han og vælter henimod hende.

Silatsûlerpoq / silatsuulerpoq: sang! ingerpalainguaq / inngerpalaanguaq. Det var Qataatsaaq / Diskant, der vækker ham med sang.

"Hvorfor er du her?"

"Dødningen er nu din hjælpeånd, hun har budsendt mig, for at jeg skulle vække dig."

Han så kun dødningen denne ene gang.

(Med denne episode afslutter Rasmussen den trykte gengivelse, hvor han lader genfærdene, som M. møder til slut i nedskriften hér, både anvise M. graven, hvis lig han får som hjælpeånd, og bestille Qataatsaaq til at vække ham igen. BS)

 

("Åndemanerne der påkalder stående" - står der i marginen som overskrift. Men Rasmussen har ikke stykket med i den trykte tekst, BS)

Norseine únuarsiordlune (?). saqivdlune seqineq nuilerssoq tikivdlune. ivnerpoq. Alle kvinderne til sælerne. ene i teltet. Artulerpoq. Hører: ungaa - uua - uaa! aggerpaligtoq bag fra teltet, pamut perpatiligpoq. artulerpoq: iseriarp: naulungiarsuk kîsame inerqinartoq ersisangivdluiqaqaoq. Aggerfigînalerpa. misigssuleriarâ: hudløs i hovedet. Op på briksen til ham.

(Han har hygget sig om aftenen i Norsiit. Da han roende når hjem er solen stået op. Der lyder sang (?). Alle kvinderne er ude for at flænse sæler. Han bliver afmægtig. Hører spædbarnelyde. Det lyder som det nærmer sig bag fra teltet, det støjer ved ?. Han magter det ikke: den kommer ind. Han undersøger den: hudløs i hovedet. Den klatrer op på briksen til ham. BS)

Da høres pludselig stemmer ude, kvinderne kom snakkende og leende tilbage fra flænsningen. Og i samme øjeblik kilumut pularoq (smuttede den ned ved fodenden, BS).

Han anede ikke hvad dette skulle forestille, men fik senere af Aggu at vide, at det var aqerdlorsainatdlit / aqerlorsaanallit - de største og stærkeste af alle åndemanere - taartut! / hjælpeånder dvs.: åndemanere nikorfavdlutik tivavdlutik tôrnisatut / nikorfallutik tivallutik toornisartut / der maner ånder stående og svajende fra side til side.

 

(Dværgfolket på vandring. (Dette afsnit er også udeladt fra den trykte tekst, BS))

Angalârdlune Porulortusume nasivdlune talerpa oqalúpaluk / angalaarluni Porulortusumi nasilluni / Under en tur er han taget op på P. (Puulortuluk ?) på udkig.

ser sig omkring. kommer vandrende små bitte dværge, lidt højere end en finger. Der var en gammel mand med et langt, langt  skæg, og en kvinde med amaat.

Den gamle: Agtornianga! / attornianga / rør ved mig.

De andre gik videre, men den gamle blev stående og fortalte:

"Der boede en gang en storfanger her ....., vi stjal, vi plejede at stjæle af hans kødforråd. Han har nu forladt stedet, og siden har ingen boet her, der fangede så godt. Og det lider vi meget under.

Vi så dig i går herfra, du lå da ved Amitsivartik på den anden side fjorden; da vi har set dig i går kommer vi (til?) dig for at blive din hjæpeånd.

Nu er vi på vej til en naboboplads - de andre fået et stort forspring, og jeg må løbe efter dem for at nå dem."

Og så løb den lille mand afsted så hurtig han kunne og blev borte mellem stenene, der var store som fjelde for ham.

 

Ved Amitsuarsuk / Amitsivartik ind over land findes en stor kløft, der kaldes Uvarsat / Uersat / Uersaq. her findes en qârsoq / qaarsoq, angiutilik / en stenflade, et gnidested.

Tass. angialerpoq / her gir han sig til at gnide. Fløjt og hvislen fra kløften. Han vedbliver med at stryge stenen. Pludselig kommer en splitternøgen mand ud af kløften. Besvimer så snart han ser ham. Langt om længe kommer han til sig selv, frysende. Hvor? inde i mørke, frysende, afklædt, kraftløs.

Han vækkes som sædv. af Qataatsaaq, der synger for ham. Hans tøj ligger ved siden af ham. hjem. Ser Uversat / Uersaq ialt tre gange og får ham som hjælpeånd.

Det er uersap inua, der skærmer hans liv mod tupilakker, og vækker ham til live igen, når en død har rørt ved ham.

 

Han ror i kajak fra Immiikoortooq / Immiikeerteeq og idet han kommer gennem Ikerasaq, omtrent ved det sted, hvor han i sin tid traf Nakkalia, hører han latter i nærheden. Straks derefter to kajakker, to afdøde (note i margin: nunaniîtsut qardlimaitsut / de døde der er begravet på land

kan i midsommer vende tilbage til deres grav og leve der, mens der er varmt og skønt på jorden). Det var ?? den ene af dem var i kajak efter sin død og derfor turde han ikke forlade ham. Så nær holdt han sig ved land, at han fik sin åre ind i en lille kløft og nær var kæntret derved. Og det var det de lo af.

 

De kommer ind i en lille bugt, og da misigilerpa silane ivsulasoq / luften dirrer. her finder de et hus. smukt. ingen torsût / husgang. De kommer ind: Kingûngajassimasoq samia tungâne ûngalik / ?. Ingen kone. Den anden har kone. Midt imellem sidder en gammel mand.

Gryderne ophængt i snore, der når helt op til himlen.

Den gamle fortæller:

Vi lider af tagdryp nogen har leget ved vort hus og borttaget nogle af stenene.

- giver ham kød at spise (note i margin): sigende: "du er nu en så stor ang. / angakkoq, der har set så meget overnaturligt at du godt kan spise dødes mad." Hårdkogt, men ikke tungt at sluge.

Det kan spises tre gange. vokser ud på benet igen.

tarkua târtârtâingilai, pulârfigiînarpai.

Da han ikke kan lære mere, men har hjæpånder nok - får han en dag hovedpine, - det er som om hans hjerne buldner op inde fra

vældige kræfter presser på inde fra

kisiane sarqimerdlune

(endnu enkelte stikord på grønlandsk)

 

I den trykte oversættelse er de sidste notater blevet til en lang tekst, der her blot resumeres:

Disse genfærd blev ikke hans hjælpeånder men udpegede ham den grav hvor han gned en død kvinde op af graven. (det ser ud til at være Rasmussens egen sammenkobling af denne episode med den tidligere om den døde, han gnider op af graven, BS).

 

"På den her skildrede måde øgedes for hvert år åndernes store følge for Missuarniannga. Han kom i kontakt med alt det skjulte liv oppe mellem fjældene, som viser sig for mennesker, der søger ensomheden ude i naturen. Alt fik væsen og skikkelse og kom til ham som skabninger af kød og blod. Men ingen vidste det; hans læretid var foregået i dybeste hemmelighed."

 

De sidste hjælpeånder han får er alle dødninge, som regnes for stærke. De blir levende af lys, der strømmer ind i dem, når han kommer til dem, og de stiger op fra gravene som nordlys.

 

Miss. er nu parat til at stå frem, nu hvor han har fået alle de færdigheder en åndemaner har brug for: han kan hente syges sjæle hjem, rejse til månen efter godt fangstvejr, til den farlige Havkvinde, havets mor efter hvaler, hvalrosser og sæler. Og hans equngasoq kan føre ham til de dødes land med deres storfangster og sangfester.

 

En morgen vågner han med vilde smerter i hovedet osv. (se ovf.). Han må holde åndemaning for ikke at blive vanvittig / sindssyg / sindsyg. Under seancen, hvor han er bagbundet, kommer trommen i bevægelse af sig selv og da den berører hans hæl er det som om det første hvide daggry viser sig for ham. Da den berører hans hofter er det selve dagen der viser sig. En senere aften når trommen hans skuldre og da ".. vældede solen med alt sit lys frem for hans åsyn og alle jordens lande samlede sig i kreds foran ham. Alle afstande og al fjernhed var ikke mere.

Missuaarniannga var bleven alvidende og havde samlet hele verden i sig selv.

En ny angakkoq var opstået blandt menneskene."

Var.: søg på åndemaner uddannelse og/eller initiation. Se også søens troldbjørn.

 

Kommentarer:

Mitsuarniannga / Missuarniannga følger det ideale uddannelsesforløb i Østgrønland.

Bemærk at toornaarsuk i nedskriften ikke tildeles helt samme evner som i Rasmussens trykte tekst. T. er i nedskriften ikke den stærkeste af alle hjælpeånder (equngasoq og de særlige hjælpeånder, der selv er angakkut / angakokker og tilkalder ånder stående med kroppen i svingninger, siges at være de stærkeste). Og i nedskriften klarer toornaarsuk det op, som andre ikke kan klare op / gennemskue. I Rasmussens trykte tekst "klarer" han det andre hjælpeånder ikke kan klare. Kaarali er den eneste kilde til toornaarsuks rolle som hjælpeåndernes herre.

 

Der er et par logiske brist: Aggu / Akku råder Miss. til at søge toornaarsuk ihærdigt og længe mellem fjeldene, men Aggus andet råd går ud på at søge denne hjælpeånd ved havet.

Det evige liv, eller den manglende evne til at dø, som er tolkningen af Nakkalias udtalelse om, at han ikke ved, hvornår hans / deres forbindelse med livet slutter, rimer dårligt med drabet på hans 5 sønner.

 

Uersaq / Uisaq kaldes i den trykte tekst for de uægtefødtes herre. I andre forløb optræder denne ånd ikke som en splitternøgen mand, men som et tvekønnet væsen, der enten tilskynder lærlingen til at stå frem som åndemaner eller betegner en dobbeltkønnet tupilak eller tjener som hjælpeånd. Søg på: Uersaq.

 

Rasmussens udeladelser af episoder: Den ene af dem om en tosidet hoftelam innersuaq (gentagelser keder?). Den om den lange række bittesmå dværge (myrer?).

Den om hjælpeånder, der i egenskab af åndemanere påkalder ånderne stående, svajende fra side til side.

Sidstnævnte forekommer beslægtet med Aqartivínalik / Aqartivinnalik, der ifølge Jens Rosing er en åndemaner der kun har een hjælpeånd, en kælevisesynger, og som påkalder ånder ved sang og dans. Hos Jens Rosing beskriver Asiineq Aqartivínalik / Aqartivinnalik som en sjælden slags åndemaner fra en fjern fortid, og effektiv til bekæmpelse af tupilakker (1963: 303 søg på Aqartivinnalik). Dette bekræftes af en fortælling, ibid. s. 304 (er registreret, kan søges).

 

Rasmussens indføjelser af tekststykker, der ikke er med i nedskriften, dækker især slutningen. I indhold afviger de ikke fra det, der karakteriserer andre østgrønlandske åndemaneres første seance. Formentlig er Kaarali fortælleren også til disse episoder. Ordvalget i oversættelsen forekommer dog mere kristent påvirket end normalt: Se Jens Rosing: Sagn og Saga 1963: Aggu; Ajijak; Hvordan det gik Maratse / Maratsi og Sandgreen 1987: Naajas første seance.

 

Stednavnene er ikke alle med på kommunekortet i det ny atlas: Grønland, Pilersuiffik, 1989.

Mellemspil / Oqaluasârtitsissup akúniliússâ

Print
Dokument id:1170
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Mellemspil / Oqaluasârtitsissup akúniliússâ
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 132 - 137
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 138 - 143

 

Resumé:

Otto Sandgreen vælger her i korthed at fortælle om de hjælpeånder Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan havde. At søge og prøve at møde disse hjælpeånder kunne først lade sig gøre, når man var bange, og alle ånderne virkede forfærdende første gang, man mødte dem. Lidt en passant fortæller Georg at han har fået pooq, er blevet en angakkoq puulik, men ikke under en offentlig seance. Ånden Amoo hentede ham ud i husgangen til en gammel ruin, hvor bjørnen ventede og slæbte ham ned til hvalrossen. De to dyr sendte ham afsted i en sådan fart over havet, at han troede han skulle dø. Han græd snot og var siden ikke længere bange for at nogen skulle myrde ham.

En af de andre hjælpeånder, Otto Sandgreen fortæller om, er Navtorneq / Nattorneq, som boede i og levede af kvanrødder. Denne hjælpeånd kunne fange tupilakker, som fór under jorden, fordi den boede her.

Så fortsætter G.Q. sin fortælling og fortæller om nogle af de evner han fik: En gang kravlede han op af en stejl klippe for at hente rosenrod. Før han klatrede op, spyttede han på sine fingerspidser, og det var ligesom klippen blev blød, så han kunne bore sine fingre ind i den.

 

var.: initiation

 

Kommentar: initiationen til angakkoq puulik, se Akku, er ellers en dramatisk affære, som angakkoq'en kan opnå en vældig prestige ved at gennemføre offentligt. Måske er det en af de fortællinger om andre, som Georg har levet sig ind i og gjort til sin egen. Hans forklaring på den sikkerhed han hermed har opnået, passer kun delvis med de gængse forklaringer. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Memories of youth of a female angakok: Episodes in the training of Teemiartissaq's brother for angakok / Træk fra oplæringen af Teemiartissaq's broder til angakok

Print
Dokument id:1110
Registreringsår:1905
Publikationsår:1923
Arkiv navn:
Fortæller:Tiimiartissaq (Teemiartissaq / Timiartissaq)
Nedskriver:Thalbitzer, William
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Memories of youth of a female angakok: Episodes in the training of Teemiartissaq's brother for angakok / Træk fra oplæringen af Teemiartissaq's broder til angakok
Publikationstitel:The Ammassalik Eskimo, Second Part
Tidsskrift:Meddr. Grønland 40(3)
Omfang:side 472 - 476 (3 sider), nr. 232
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.473-477 (2 sider)

 

Thalbitzers oversættelse kan kun resuméres med stor usikkerhed, idet Thalb. ikke rigtig har kunnet tyde hvad Teemiartissaq har sagt til fonografen.

 

Resumé:

Teem. nævner til indledning tre måder at starte uddannelsen på:

Gnidning (i kredsrund bevægelse af sten mod kampesten)

Besmittelse med dampe fra indlandsisens revner (dampen svarer til den der bølger ud fra en person under tabu), og

Vandringer på indlandsisen.

En lærer vil instruere lærlingen om disse muligheder.

Teem.s egen lillebror går ind på indlandsisen, hvor lyset blænder ham selv om han selv befinder sig i mørke. Han ser to kæmper, inviterer dem til at blive sine vordende hjælpeånder. De indvilger, men det er pga. det blændende lys vanskeligt at nærme sig hinanden. Heller ikke kæmperne kan klare sig ude i lyset. De inviterer ham indenfor i indlandsisen, hvor der er mørkt og ingen revner i en uhyre flade. Lærlingen skal frem til indlandsisens dobbeltstore isbjørn med det mærkelige ansigt. (Det fremgår dog ikke om Teem.s bror møder den). Teem.s bror skal forbi nogle væmmelige sager, som han er bange for, men mandes op til det af de to kæmper. Han vil da blive uovervindelig. Kæmperne stikker i løb syd om ham og så langt bort op nordpå til det ækle mørke, hvorefter Teem.s bror tar hjem sydpå, flyvende.

      Næste dag kommer Teem.s bror på besøg hos dværge (iaajivatsiaat) i indlandet. Der er tre af dem, der bor i hver sit hus. I det øverste bor en gift kone, hvis mand kan ro i kajak men kun fanger landdyr som ryper og ræve med stenkast. Disse dværge kaldes "dem der sætter (?) i bevægelse". I det midterste bor Seneflettersken" og i det nederste "Menneskefangersken", som man besøger i trance liggende på ryggen. Hendes mad er et ræveforben. Seneflettersken spørger Teem.s bror om han er kommet for at blive. Nej, han er bare angakkoq / åndemaner-lærling, svarer han, og redder dermed sig selv fra at blive ædt af Menneskefangersken. Det hvisker Seneflettersken til ham med hånden for munden. Og videre at hendes naboerskes mand er aldeles tosset, fordi en ung pige atter er begyndt at reparere sin kamik. Hun er forstyrret, er stået op (har muligvis rejst sig for tidligt fra en tabuperiode, hvor man skal sidde ørkesløst på briksen). - Dernæst følger muligvis et ritual, hvormed hun af Seneflettersken og en hjælpeånd, gives lov til at sy igen (temmelig uklart).

      Da Teem.s bror kommer ud igen, leder to ånder (dværge?) ham ved hænderne og de må flygte fra Menneskefangersken. Den ene dværg puster på ham, og han når hjem, hvor forældrene forskrækkes over hans udseende. Men han svarer undvigende på deres spørgsmål.

 

Var.: se Kommentar ndf.

 

Hist.: En kvindes selvbiografi, der i dette afsnit omhandler hendes brors uddannelse til åndemaner.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

 

Kommentar:

Begge fortællinger om broderen genkendes som versioner af dem om Naaja's udvikling til angakkoq. Blot er dem om Naaja noget mere gennemskuelige. Ifølge den ene blir han først ædt af hulekæmpen i indlandsisen (en variant af den hyppigste initierende ånde, 'søens troldbjørn', hvorefter han med to indlandsis-ånder skal gennem en lang, mørk tunnel i indlandsisen. De løber først rundt om ham nogle gange, og da han senere skal passere gennem en smal sprække mellem to kampesten for at komme ud, lukker de sig sammen hver gang han prøver, indtil han får det råd af at lukke øjnene imens. Vips er han ude i lyset, men dér skal dværgene ikke nyde noget af at opholde sig. De stikker tilbage i mørket: Tydeligvis en symbolsk genfødsel efter at han er blevet ædt.

Det er nok noget i samme retning, der er hændt for Tim.s bror. Teemiartissaq har iøvrigt kendt fortællingerne om Naaja, fremgår det af teksten nr. 231.

Det næste fortælling er en version af den, der også tillægges Naaja: Hans første besøg hos indlandsdværgene, Sandgreen 1987 nr. 11 og 12. Læs resuméet, det vil hjælpe en del på forståelsen.

Memories of youth of a female angakok: How Teemiartissaq in her youth learned to summon her qila and other assistant spirits / Hvorledes Teemiartissaq i sin ungdom lærte at hidkalde sin qila og andre hjælpeånder

Print
Dokument id:1109
Registreringsår:1905
Publikationsår:1923
Arkiv navn:
Fortæller:Tiimiartissaq (Teemiartissaq / Timiartissaq)
Nedskriver:Thalbitzer, William
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Memories of youth of a female angakok: How Teemiartissaq in her youth learned to summon her qila and other assistant spirits / Hvorledes Teemiartissaq i sin ungdom lærte at hidkalde sin qila og andre hjælpeånder
Publikationstitel:The Ammassalik Eskimo, Second Part
Tidsskrift:Meddr. Grønland 40(3)
Omfang:side 464 - 468 (3 sider), nr. 231
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.465-469 (3 sider)

 

Thalbitzers oversættelse kan kun resuméres med stor usikkerhed, idet Thalb. ikke rigtig har kunnet tyde hvad Teemiartissaq har sagt til fonografen.

 

Resumé:

Teemiartissaq blir meget fattig da hendes far dør og hun overtaler sin yngste faster til at oplære sig i qilaneq-kunsten, hovedløftning / hovedvipning. Fasteren giver hende endog sin egen qila-ånd, der besvarer hendes spørgsmål om diagnosen når hun løfter patientens hoved med sin rem og stok (en slags fiskestang, hvor snøren er bundet om hovedet (undertiden foden) på patienten, BS).

Teem. beskriver dernæst hvordan udspørgningen af qila-ånden forløber. Det drejer sig oftest om tarneq - / sjæle - tab, og hvis den er fjernet og befinder sig hos fx isbjørnene, skal den hentes hjem og sættes fast igen. Det befaler Teem. så sin sjæle-henter at gøre, idet den følger el. adlyder orakelånden / spørgeånden, Apeqqitek. Den kommer tilbage med sjælen(e) i sine hule hænder og Teem. befaler den at sætte den / dem fast til patientens helbredelse.

 - Efter en afbrydelse i interviewet - fortæller Teem. hvorledes den hentede sjæl befales at stige op og ind i patienten (gennem anus). Så kommer patienten sig og qilalik'en / her Teem. får tak. Hun får også betaling i kød og senetråd fortæller hun til indledning.

      Belært af en vis Pikkinor om, at de døde er angakkoq / åndemaner-væsenets grundlag og at en angakok bør have en af de døde som sin livslange "stævn" (? måske spion, BS?) tager Teem. sine qilaneq-remedier med op til en gammel grav. Hun stikker sin arm ned i graven, den døde klatrer op ad den og blir på den måde hendes vordende hjælpeånd, da hun to andre dage har gentaget ritualet. Hjemme holder hun det hemmeligt som angakkoq-lærlinge skal, for hun har hørt at fuldt uddannede kvindelige angakkut / åndemanere kan mestre alt, flyve gennem luften og fløjte hjælpeånder til sig.

      Fløjte-tilkaldelsen prøver hun en dag oppe i indlandets bjerge. Den tilfløjtede ånd haster i forvejen op til en kløft (?), hvor den svinger sig frem og tilbage mellem bjergsiderne, så håret flagrer bagud. Den dukker så op (den samme ånd, eller en dødning, eller en anden ånd?), blodrød over det hele (el. kun i ansigtet). Teem. kan ikke flytte sig af skræk. Den kryber ind i hende og slikker el. pisker hende. Når denne ånd viser sig på briksen med sit røde ansigt (?) og fløjter, ved folk at nogen er i gang med angakkoq-uddannelsen. Den vordende angakkoq selv mister en overgang bevidstheden men røber intet selv.

      Teem. mærker at hun er ved at blive angakkoq og besøger en grav på en ø. Dækstenen roterer kraftigt, dødningen kommer op, men hun mærker den ikke ved skuldrene. Først da den smyger sig hen over hendes hofte. Den er helt stiv, siger den, fordi den slæber rundt på kroppen, som folk har bundet så stramt til begravelsen (de har måske glemt at skære bindingerne over inden tildængningen med sten, BS?). Men den blir mere bøjelig efterhånden. Den vender tilbage til sin grav og dækstenen falder på plads af sig selv.

      Teem., hvis bror og stedfar begge var store angakkut med alverdens viden, fortæller dernæst hvordan en lærling første gang afslører sig som angakkoq: Man hører ved sengetid hans toornaarsuk (særlige hjælpeånd), der allerede har været til stede på gulvet, sige o-oh med vibrerende stemme.

      Da jeg stod frem som angakkoq, siger Teem. (det gjorde hun jo aldrig - ifølge Thalbitzer selv, der måske har brugt en forkert engelsk glose? BS), havde jeg fået en toornaarsuk, men var stadig fuld af angst for at opsøge alle de øvrige hjælpeånder, jeg manglede. Da fortæller hendes stedfar (hvis død hun ynker) om første gang hendes onkel stod frem som angakkoq. Han lod sine skræmmeånder, der råber amoo -, jage folk op og rundt på briksene. En anden skræmmeånd, der har sat skræk i folk, er en af de ældste innarsuarboeres (Naaja's ?) Uppiinnguaq, den lille ugle.

      Da Teem. hører om, hvordan Innarsuaq-boerne lærte sig selv op til angakkut, gør hun et lignende forsøg, hvor hun går ud i fjeldet til bredden af den store elv, lægger sig på ryggen og råber efter hvem, der vil komme til hende. Et skrækkeligt blåsort væsen stiger op. Hun besvimer og vågner nøgen, tar sine klæder på, og da moderen ved hendes hjemkomst spørger til hendes befindende, slår hun det bare hen.

      Den følgende vinter holder hendes stedfar seance fordi Teem. åbenbart er syg. Hun har mistet en af sine sjæle, erklærer en af hans hjælpeånder.

      Herefter afbrydes interviewet.

 

Var.: En mindre besværet fremstilling er formuleret af Thalbitzer i "Grønland nu og før." Nordisk Tidsskrift för Vetenskap, Konst och Industri, 8, 1932.

 

Hist.: En kvindes selvbiografi, der specielt omhandler hendes uddannelse til åndemaner (som dog ikke afsluttes).

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

 

Kommentar:

Det fremgår ikke altid klart, hvornår Teem. taler ud fra egne erfaringer, eller udsiger noget om angakkut og lærlinge i almindelighed. Det kan ikke betvivles at qilaneq ofte blev praktiseret med en hjælpeånd i Østgrønland, men det er uklart om den også kunne klare at hente mistede sjæle hjem og måske endog adlød endnu en ånd, spørgeånden apeqqitek / apeqqiteeq. Måske var denne spørgeånd simpelthen qila-ånden (Hos netsilik-inuit i Arktisk Canada hed en ånd til qilaneq tilsvarende en apiqsaq, en spørgeånd (Oosten, J. G. & Fr. Laugrand & Wim Rasing: Perspectives on Traditional Law. Nunavut Arctic College, Iqaluit 1999: 21). En åndemaners helbredelsesseance kunne ofte indledes med en diagnosticering ved qilaneq-metoden.

      Den blodrøde ånd er muligvis den samme som sommerfuglen i tekst nr. 230. I teksten her, nr. 231, tjener den også som indvielsesånd til åndemanerkarrieren. Næsten alle indvielsesånder er kraftigt associeret til blod, ligesom også lærlingen selv siges at bløde kraftigt fra ansigtets bløddele som en første afsløring eller tilkendegivelse (Se bl. a. Ajijak, Naaja, og endelig Aggu / Akku (som ikke blødte)).

      Noget tyder på, at stedfaderens seance var anledningen til at han afslørede Teem. som åndemanerlærling, som det fremgår af tekst nr. 230, og dermed spolerede hendes forehavende.

      Thalb. mener, at Teem. aldrig opnåede at få hjælpeånder, men det kan næppe passe.

Man kan dog sige, at fordi Teem. må opgive at blive angakkoq må hun også opgive forbindelsen med alle de ånder hun har knyttet til sig som sine fremtidige hjælpeånder. I tekst nr. 230 knytter således en kystdværg sig til hende, og det er hele to fremtidige hjælpeånder, der leder hende omtrent frem til dødsriget og mødet med den døde storebror.

I teksten her, nr. 231, får hun hele to dødninge, en uidentificerbar ånd, og en toornaarsuk.

Var.: Inspireret af fortællinger om åndemanerne ved Innarsuaq i Sermilik-fjorden bliver hun tillige overfaldet af uhyret ved / i elven, og formentlig ædt og kastet op igen, som det sig hør og bør for østgrønlandske angakkoq-lærlinge. (Søg: ferskvandets isbjørn og elvens hund) Kun uhyrets mørkeblå farve i denne tekst er udsædvanlig. Denne mytiske død og genfødsel mentes at forsyne lærlingen med et indre lys, der ville tiltrække hjælpeånder.

Vedr. Uppiinnguaq er der flere fortællinger både hos Sandgreen 1987 og Jens Rosing 1963.

Memories of youth of a female angakok: Of the pupils who learn to summon the spirits and make tupilaks / Om eleverne, der lærer at hidkalde ånder og lave tupilak'er

Print
Dokument id:1017
Registreringsår:1905
Publikationsår:1923
Arkiv navn:
Fortæller:Tiimiartissaq (Teemiartissaq / Timiartissaq)
Nedskriver:Thalbitzer, William
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Memories of youth of a female angakok: Of the pupils who learn to summon the spirits and make tupilaks / Om eleverne, der lærer at hidkalde ånder og lave tupilak'er
Publikationstitel:The Ammassalik Eskimo , Second Part
Tidsskrift:Meddr. Grønland 40(3)
Omfang:side 478 - 486, nr. 233
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.479-489

 

Thalbitzers oversættelse kan kun resuméres med stor usikkerhed, idet Thalb. ikke rigtig har kunnet tyde hvad Teemiartissaq har sagt til fonografen.

 

Resumé:

Teemiartissaq indleder med sin opfattelse, at det er til trøst for dem der frygter døden og for at helbrede de syge at vi (østgrønlænderne) lærer os selv op til angakokker.

      En åndemanerlærling opsøger med stor ihærdighed og omhu sine fremtidige hjælpeånder ved hjælp af sin toornaarsuk. Hver ånd man knytter til sig, skal man opsøge ialt tre gange. I havet finder de nogle. Alle søger og finder også en spørgeånd, en apeqqitek / apeqqiteeq, og så den særlige ånd i ferskvandet, Nilersoq / Niilersoq? "æderen", som fortærer hver kødtrævl på lærlingen. Skelettet får atter kød på, men lærlingen vågner nøgen. Hans klæder kommer af sig selv flyvende tilbage mens de skriger kia ka ka ka! (Med det samme råb opildner eller tilkalder tilhørerne hjælpeånderne når åndemaneren under seancen er i fare eller skal kaldes til bage til livet, BS).

      Falkeånder tilkaldes af lærlingen med et ke, ke, ke. De jordboende iaajivatsiat, dværge, kan forsyne en med midler til at fremstille en tupilak.

      Lærlingen søger menneskers naboer, ånder, der bor i jordens indre, når sommeren sætter ind. De belærer ham og inviterer ham hjem på besøg.

      Endelig er der Niimilaa, som Teem. el. Thalbitzer opfatter som en kvindelig ånd, en skræmmeånd, der bor i en hule og arbejder på at fremstille en stor ulu / kvindekniv. Teem.s bror kunne få hende til at flygte. Hun sank ned i en sø, mens han løb langs søbredden og kaldte med hendes eget råb, niimilaa. Hun lignede af form en konebåds forstævn, var helt udmarvet og råbte: gid man kunne få nogle menneskelunger at spise. Hun løb så uset forbi ham og tilbage til sin hule: Se et menneske deroppe på toppen af det stejle bjerg! / Eller: hulen befinder sig øverst på det stejle bjerg (Thalb. er usikker).

      Da angakkoq'en (Teem.s bror?) nu er parat indledes hans første seance med at Niimilaa kommer og kyser alle, selv små børn ud af huset. Hun river skindtapeterne ned af væggene i jagt på mennesker hun kan æde og trykker angakkoq'en ned i jorden, hvor hun også selv dykker ned. Dernæst kommer tarajuatsiat, skyggerne, der ifølge Thalb. skulle være de samme som iaajivatsiat, dværgene, og efter dem indlandskæmperne, timersit, både de nærmere, der kaldes omstrejferne, og de fjernest boende.

      Angakkoq'en (stadig under den første seance) mister bevidstheden, genvinder den, fæstner forhængsskindet tæt til indgangshullet, trommer med sin trommestik med udskåret menneskehovede på (kanten af) trommen for at give den liv, og puster på sin smældeskive (makkortaq) af remmesælsskind i hånden mens han udstøder bestemte lyde: aala-laa-laa-laa-auci-witci-witci-witci-wit.

Når hans ånder kommer for første gang mumler han aataa-taa-taa. De kommer så alle, hans falk, hans toornaarsuk, hans skræmmeånd, der prøver at trække mennesker til sig med sit amoo...h, amoo...h!

Da han ikke genkender dem spørger han sin apeqqerteeq / apeqqitek / apeqqiteeq om hvem de er. Men det er, mens hans hjælpeånder blandt de nærmest boende dværge er inde, at trommen tager til at danse og hoppe op på hans ryg. Da er det han får sin synske evne (silanippoq, alverdens viden - i andre versioner, BS). Han synker (derefter?) med et håi, håi, håi, ned i jorden, hvor han samtaler med sine hjælpeånder på bjergtoppene af underverdenen. Med samme råb kommer de tilbage, og tilhørerne spørger ham ud om den syge (som han åbenbart er sat til at kurere under sin første seance).

Denne, en gammel kone, har mistet en sjæl, viser det sig. Publikum spørger om den kan hentes tilbage, og det kan den sagtens, siger angakokken, hvis den ikke har lidt skade.

      Teemiartissaq skildrer dernæst hjælpeåndernes livsbetingelser. De gifter sig får børn, sønner og døtre, men vokser ikke. De blir hverken syge eller gamle og småpigerne gifter sig og får børn i ti-årsalderen. Når en hjælpeånd blir syg (alligevel? BS), besøger de (angakkut?) deres hjælpeånder (glosen er åndesprog for hjælpeånder, BS), og da kan hjælpeåndernes (eller angakoq'ens?) husfæller ikke rigtig fange noget.

      Det skyldes en tupilak, som åndemaneren lover at fjerne. Man kan fjerne den ved at stjæle en stump af tupilakmagerens fangst og bekæmpe tupilakken med denne stump.

      Denæst beskriver Teemiartissaq hvordan man laver en tupilak af stumper af alle mulige dyr og fugle og gerne noget af et dødt menneske. Det hele skal helst sys ind i skind, der stammer fra tøjet af den man vil ramme. Tupilakken gøres levende ved at man lader den sutte på ens kønsdele. Tupilakmageren udstøder da et langt faldende eeeh. Tupilakken spørger hvor den skal hen, får besked og sendes afsted mod den nævnte person.

      Denæst skildres åndemanerens fangst og tilintetgørelse af en tupilak, der har hindret en bestemt fanger i at fange. Den fanges vha. hjælpeånden falken, der lidt efter lidt æder tupilakken, og jo mere den æder af den, des raskere bliver den person, den har angrebet. Åndemaneren udpeger (måske vha. en af sine hjælpeånder) den skyldige, tupilakmageren, der straks tilstår, hvorefter der følger en uforståelig reprimande om at gøre ugerningen god igen.

      Angakoq'en sender sine ånder bort og kommer til sig selv med nogle bestemte lyde: Håi, håi, herrn, herrn. (De mange forskellige udråb under forløbet signalerer for tilhørerne, hvad der foregår i mørket, oplyser Thalb.). Tilhørerne udtrykker til slut deres taknemmelighed til angakoq'en.

 

Var.: En mindre besværet fremstilling er formuleret af Thalbitzer i "Grønland nu og før." Nordisk Tidsskrift för Vetenskap, Konst och Industri, 8, 1932.

 

Hist.: Teemiartissaq fortæller Thalbitzer hvad hun mere generelt har hørt og oplevet om åndemanerens uddannelse med søgen efter hjælpeånder, hans initiation, helbredelses-seancer og seancer til udryddelse af tupilakker.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på uddannelse og initiation.

 

Kommentar: Ganske som de øvrige Teemiartissaq-tekster er heller ikke denne synderlig klar. Andre langt tydeligere fremstillinger hjælper en del på forståelsen:

Vedr. de forskellige hjælpeånder se: Rosing, Jens 1963: 173 - 194, der er en oversættelse af Kaarali Andreassens fremstilling, trykt på grønlandsk i Rosing, Otto: Angákortaligssuit, I, 1957. Også genoptrykt i ny retskrivning. (Afsnittet er ikke registreret i denne base).

Vedr. ferskvandsånden, der æder lærlingens kød, søg på fx. Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr;  ... søens troldbjørn; Søens uhyre; Mislykket uddannelse; Rasmussen 1938: 110: Åndemaners selvbiografi; Aadaarutaa; Georg Quppersimaan.

Vedr. Niimilaa, der af Sandgreen eller hans informant opfattes som en mandlig ånd, søg på Sandgreen og Niimilaa.

Den første seance, initiationen til angakkoq, saqqummerneq, er beskrevet flere gange: Naaja's hos Sandgreen, Ajijak's og Aggu's / Akku's hos Jens Rosing.

Fremstillingen af en tupilak er her klart beskrevet og svarer ganske til andre beskrivelser fra Ammassalik.

Bemærk det særlig tætte forhold, der ifølge Teemiartissaq består mellem mennesker og deres naboer blandt ånderne, dværgene (de bor i jordhuler nær kysten) og innersuit (ildfolkene under stranden). De deler land/egn/omegn/sila med mennesker, kystfolkene i åndesprog. De er deres naboer, nærmeststående.  

De evner der tillægges forskellige arter af hjælpeånder, dværge, kæmper osv. kan variere ganske meget. Det nytter således ikke selv at generalisere ud fra eet eller et par udsagn, - og heller ikke at stole blindt på fortælleres generaliseringer.

Mere sult / Sule kârujungneq

Print
Dokument id:1150
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Mere sult / Sule kârujungneq
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 45 - 48
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: 46 - 49

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at han under sin opvækst sultede periodevis. Han fortæller om en af de længste sulteperioder:

Det var den første vinter i Tovqutaq / Toqqulaq, og en storm blæste i mange dage. Det var ikke langt fra, at de spiste menneskekød, men de undgik det ved at spise næsten alle deres hunde.

Kúnak / Kunnak, som var deres vise mand, hvad angik heksekunster og traditioner, gik op på et udkigspunkt for at "blødgøre" stormen, og senere blev det stille vejr.

G.Q. gengiver en af de gamles historier om en sultvinter ved Inigssalik / Inissalik. Denne vinter døde mange af sult, og de overlevende endte med at spise menneskekød: Når folk sultede, og de havde spist deres køddepoter og hunde, begyndte de at spise andet, som var næsten uspiseligt fx deres skindtøj.

Det var ofte de voldsomme storme, som var årsag til hungersnøden, for så kunne

fangerne ikke tage på fangst.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Min barndom i Ikáteq / Ikatteq / Ikátime mêraunerma ilâ / Ikkattimi meeraanerma ilaa

Print
Dokument id:1146
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Min barndom i Ikáteq / Ikatteq / Ikátime mêraunerma ilâ / Ikkattimi meeraanerma ilaa
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 27 - 29
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 27 - 31

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at han stadig sultede meget, men havde det bedre end hos Kilimê / Kilimii. Han legede meget med de andre børn. Nogle gange 'tegnede' de omrids af huse, konebåde og kajakker af sten i rækker på jorden. Når de blev sultne, tog drengene ud på sælfangst og kom hjem med kogt og tørret sælkød. Deres kæreste leg var boldspil. Også de voksne legede. De legede bl.a. en leg, hvor det gik ud på at gøre sig selv bange.

Alle lys blev slukket, og så hviskede og råbte folk for at kalde ånder og spøgelser ind. Så kom de, og folk slog i luften, indtil én råbte, at de skulle prøve at tænde ild. Når ilden så blev tændt, var spøgelserne væk. De var forsvundet under den lange tid, det tog at tænde bål.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Min første sæl / Angornarpunga

Print
Dokument id:1151
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Min første sæl / Angornarpunga
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 48 - 49
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 50 - 51

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller om det år, han fangede sin første sæl:

Han var taget med to mænd ud til iskanten på fangst. Der var mange sæler og G.Q.skød én med Qardligpagtâliks /Qarlippattaaliks riffel, skønt han kun havde skudt med riffel én gang tidligere. Hans mor var glad og stolt, for hidtil havde G.Q.kun levet af andres gaver, men nu kunne han selv fange sæler.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Min kone eftertragtes af en anden / Nuliartâra pilerigineqartoq

Print
Dokument id:1175
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Min kone eftertragtes af en anden / Nuliartâra pilerigineqartoq
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 154 - 157
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 160 - 163

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at en anden fanger - Erqitsúmat / Eqqitsummat - var blevet interesseret i hans kone:

Det var den sommer de var kommet til Angmâq /Ammaaq, mens de roede om kap i konebådene. Da de ankom til sommerbopladsen, gav Eqqitsummat sig til at hjælpe med at tømme Maqes / Maqis konebåd, og G.Q. blev så skamfuld over, at han var ved at tage en kvinde til kone, som en anden mand var interesseret i, at han ikke kom familien til hjælp med tømningen. Han gik heller ikke hen til dem, da teltet skulle rejses, men blev hos en anden familie. Eqqitsummat derimod gik til Maqi-familiens telt da de skulle sove, men G.Q.s kone afviste ham. Da det blev nat gik G.Q. endelig hen til Maqi-familiens telt, og hans kone fortalte, at det var ham, der skulle være hos hende, og at hun havde afvist Erqitsummat.

En dag da G.Q. var ude på fangst og havde fanget en klapmyds, så han pludselig en anden kajakmand nærme sig. Denne mand tog sin hætte på, og det var tegn på, at han ville myrde G.Q. Det viste sig, at denne mand var Eqqitsummat. G.Q. skyndte sig at frigøre sin harpunrem fra klapmydsen og gøre sin harpun klar. Selv om han da ikke følte sig så bange, tænkte han alligevel på (sin nære hjælpeånd) Navtãnguaq / Nattaannguaq. Eqqitsummat vendte dog om, og kort efter dukkede Nattaannguaq op for at høre hvad G.Q. ville. Det viste sig dog, at Nattaannguaq allerede vidste, at Erqitsummat ville myrde G.Q. og kunne berolige ham med, at han nok skulle beskytte ham.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

 

Stikord: konerov; mordtrussel; hjælpeånd

Min mor dør / Anânaga toquvoq

Print
Dokument id:1157
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Min mor dør / Anânaga toquvoq
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 84 - 90
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 85 - 89

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at hans mor døde i begyndelsen af efteråret et årstid efter at han havde fået sin kajak. Hun var ikke så gammel, men led af noget i sit indre og var i det hele taget syg, måske på grund af sine hårde prøvelser.

Kort tid efter at hans mor blev syg, kaldte G.Q. på sin hjælpeånd, som prøvede at få sygdommen ud af moderens krop, men det hjalp ikke. Moderen prøvede selv med en trylleformular at drive sygdommen ud, men heller ikke dette hjalp.    

Da hans mor døde var G.Q. for alvor forældreløs.

Lige før moderen døde, blev alt bragt ud af huset, og i tre dage fra hendes død var alt ude af huset, og reglen var, at den nærmeste familie skulle overholde en række forbud.

G.Q. fortæller om taburegler: For kvinder var det værst. Hvis eksempelvis en kvinde havde mistet sin mand eller barn, varede hendes tabutid et år. Der var forskellige taburegler omkring tøj, mad og menneskers handlinger.

Taburegler hang dog ikke altid sammen med dødsfald. Forældre til et nyfødt barn kunne for eksempel pålægge dette barn en række tabu, som skulle gøre, at barnet eksempelvis blev en dygtig sælfanger.

Efter moderens død boede G.Q. hos sin moster, som han var glad for, men han savnede sin mor voldsomt.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

De mere generelle bemærkninger om tabuer og ritualer ved forskellige personers død er muligvis indføjet af Sandgreen fra andre kilder, fx Chr. Rosings "Tunuamiut", 1906. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, red. W. Thalbitzer. Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.

Min stakkels mor / Anânaga nâgdliugtoq

Print
Dokument id:1143
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Min stakkels mor / Anânaga nâgdliugtoq
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 15 - 17
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 14 - 16.

Resumé:

Efter mordet på G.Q.'s far og en hård overvintring uden forsørger flytter G.Q. med sin mor til Sermilik til hendes fætter, Sinngertaat, der netop er blevet enkemand. De får gæster fra Kap Dan området, bl.a. familien Kilimii / Kilimê, der tager G.Q.'s mor med hjem som sin andenkone. G.Q. følger jo med. Men Kilimii stikker hende så ofte i irritation med sin kniv, at hun flere gange tager G.Q. med ud til en stejl skrænt og opfordrer ham til fælles selvmord. Men han stritter imod, og hun opgiver denne udvej af lidelserne.

 

Hist.: selvbiografi

Minalaaq

Print
Dokument id:8
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Abrahamsen, Otto
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Minalaaq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 116
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 126 - 127.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Da min bedstefar Minalaaq boede i Saveerneq med sine tre børn Siina og Inger og sønnen Aabalaanguaq (Lille Abraham), som den mandlige forsørger, fik de sjældent kød at spise. Og det tænkte han på, da han en dag var ude at fiske. Så fik han helt ondt af dem og fik sin hjælpeånd til at hente sin bedstefar Ussuk, som han så nedlagde som bytte. Og først senere, da han ikke havde langt igen og skulle dø, fortalte han, at han havde fået ondt af sine børn og havde forvandlet sin bedstefar til en remmesæl og ladet dem spise den. Min bedstemor, der således havde spist noget fortryllet, plejede at sige, at hun fejlede noget indeni (at hun havde et dårligt indre). Og det siges, at fordi Minalaaq havde dræbt et menneske, blev han sindssyg, inden han døde.

 

Hist.: Otto Abrahamsen, f. 1897.

Historisk fortælling fra 1800-tallet:

Minalaaq blev født 1827, og hans far hed Ikkiitsoq, og hans mor hed Kigasi. Ikkiitsoqs far hed Ussuernersuaq. Minalaaq døde, da han var 61 år gammel. Og ud for hans navn på fortegnelsen over mennesker, står der, at han døde af hjernebetændelse.

Minalâq / Minalaaq

Print
Dokument id:920
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Svendsen, Eliinna, Abrahamsen, Otto, Abrahamsen, Jens
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Minalâq / Minalaaq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 116
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 125.

Øvrige fortællere, søg på: Otto Abrahamsen; Jens Adamsen; Poul Hansen, Nukaaraq

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Minalaaq.

 

Eliina Svendsen. Det fortælles, at Ussuks barnebarn Minalaaq først fik sig en kone, da han var blevet en gammel ungkarl. Hver gang de sagde til ham, at han burde få sig en kone, plejede han at svare: Kan kvinder dykke ned? Han tvivlede nemlig slet ikke på svaret. Han fik Ineqinnavaaqs datter Najannguaq til kone. Eftersom Minalaaq ikke havde nogen hunde, kom han, da han boede i Aappilattoq, på besøg til Upernavik med sin kone ved at have hende på slæden og skubbe den foran sig.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallet.    Minalaaq blev født 1827, og hans far hed Ikkiitsoq, og hans mor hed Kigasi. Ikkiitsoqs far hed Ussuernersuaq. Minalaaq døde, da han var 61 år gammel. Og udfor hans navn på fortegnelsen over mennesker, står der, at han døde af hjernebetændelse.

 

Kommentar: Uklart hvad der menes med spørgsmålet om kvinder kan dykke ned. Måske drejer det sig om, hvorvidt kvindelige angakkut / kvindelig angakkoq / åndemaner kan rejse til Havkvinden.

Misartaqs endeligt

Print
Dokument id:1654
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Misartaqs endeligt
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 138 - 139
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 52 - 54; angakkortalissuit, 1990: 177 - 179:  "Misartap toqunera".

 

Resumé:

Under et tiggerbesøg ved Umiivik (nord for Kulusuk) fortæller Misartaq

(der overvintrer ved Noortiit på Kulusuk) om en sultevinter ved den

nordlige fjord, Kangerlussuatsiaq, hvor man overlevede ved at spise

dem, der døde af sult (det fortælles dog ikke med rene ord). På

hjemvejen følges M. med kvinden Tappinngajik, der skal til Suunaajik.

Det blir tæt tåge, M. sagter agterud, T. går i forvejen og fortæller

intet om M., da hun når frem, fordi han er varmt klædt på. Om natten

hører Aaliks kone skrig og hyl, og næste morgen forstår man på T., at

det kan have været M. Man finder ham død med vidskræmte øjne på isen

ud for Akinnaatsaan og slutter sig til, at han er skræmt ihjel af dem,

han i sin tid spiste ved Kangerlussuatsiaq.

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Mit digt / Pitsiara

Print
Dokument id:1181
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Mit digt / Pitsiara
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 170 - 174
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972, s. 184 - 188.

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at selvom han var færdig med sin nidvise, var det nu tvivlsomt om han nogensinde ville opsøge og synge nidvise mod sin fjende. Selvom de endnu opholdt sig langt væk fra kirkens arbejde havde de hørt at de skulle holde op med deres gamle skikke og elske deres medmennesker.

Engang mens de forberedte sig på at overvintre i Akornínaq / Akorninnaq kom Ûkûtsîaq / Uukuutsiiaq, som med sin datter boede som Kilimii-familien. De var begge blevet døbt.

G.Q. fortæller, at han aldrig hævnede sig, og citerer så sin vise, som han ellers skulle have brugt til mos Kilimii. I visen omtaler han gang på gang sit elendige liv som faderløs og appellerer til det bedre jeg, som Kilimii burde have udvist da han, G.Q. var hans stedsøn. Han nævner at sangen her er en hævn, for nu er han voksen, og - skønt stadig en stakkels forældreløs, der må misunde andre, der har fået en bedre skæbne - er han blevet åndemaner. G.Q. havde dog også andre planer, idet han efter visen ville skære sig med en kniv og med det samme få såret til at hele. Så ville han byde Kilimii at skære sig, og hvis denne ikke ville, ville han selv give ham et sår, et overfladisk et, men et som ville vokse og bliver større og større, indtil det ville forvolde hans død.    

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

 

Kommentar: G.Q. vil åbenbart få endelig hævn med hekseri, en mumlet formular fx, der skulle hindre såret i at hele.

Mit dårlige øje / Issera ajortoq

Print
Dokument id:1178
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Mit dårlige øje / Issera ajortoq
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 157 - 159
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972, s. 172 - 173

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at der opstod trækninger ved hans ene øje, som betød dødsfald. Dette opdagede han efter at han var begyndt at uddanne sig til åndemaner, men da en af hans hjælpeånder kurerede det, blev det godt igen. Dette skete en dag G.Q. gik inde i landet, og hans øje blev ubehageligt. Da kom en af hans nye hjælpeånder til ham og spurgte, hvad der var galt med hans øje. Hjælpeånden gav ham besked på at bukke sig ned mod en lille elv, og da han gjorde det, sprøjtede hjælpeånden ham til med elvens vand, og han tabte bevidstheden. Da han vågnede igen, havde hjælpeånden taget det dødbringende væk. Hjælpeånden sagde så til ham, at hvis hans kone eller børn skulle være på vej til at dø, skulle han tage dem med derop til elven, så ville hjælpeånden fjerne deres dødsårsag.

G.Q. fortæller til slut at han dog aldrig gjorde brug af dette tilbud, idet den senere udvikling forhindrede ham i det, og han så aldrig denne hjælpeånd igen.  

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

 

Stikord: sygdom; dødsvarsel

Mitsivarniánga / Missuarniannga

Print
Dokument id:1313
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Mitsivarniánga / Missuarniannga
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 252 - 258
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 97 - 105; angakkortalissuit, 1990: 97 - 104.

Resumé:

Aggus hævn over Ilinngivakkeeq ("Avkos hævn"), som Missuarniannga

overværede, gjorde dybt indtryk på ham. Som åndemaner var han dybt

seriøs, søgte nye veje og fortolkninger, men blev aldrig så stor en

åndemaner som sin svigerfar Aggu / Akku. Til gengæld var M. meget dygtig til

fangst og håndværk og hans kone en pertentlig syerske. Familien var

derfor rig og velklædt.

   M.s ældste søn Kaakkajik, døbt Kaarali Andreassen, var otte i 1898,

da M. holdt den ene af de to seancer, der næsten tog livet af ham. Ved

dens afslutning sender hans hjælpeånd, Tunivia sin skræmmende Ajumaaq

mod M. med et hvinende sus. M. besvimer, trommen tier, længe tror man

ham død. En af hjælpeånderne forsikrer dog om, at han stadig er i

live, og endelig lykkes det den at besjæle M.s legeme, der atter

kommer til live. Tunivia ville hævne sig på M., der havde røbet, at

den ville røve et menneske.

   Den anden seance finder sted i tiden mellem M.s kones og søns dåb i

1899 og hans egen i 1901. M. har manet ånder to aftener i træk og set

et stærkt lys nærme sig ude fra havet. Tredje aften når det frem som

skyggen af en bjørn med bulder, brag og rysten så de nye glasruder

sprænges, og M. falder livløs om. Denne gang tar det endnu længere

tid, før det lykkes M.s åndedræt at komme så vidt tilbage, at en af

hans hjælpeånder, en kæmpe, kan få liv i ham igen. I mellemtiden

fjerner M.s kone forhængsskindet, der lader fuldmånens lys trænge ind

og afsløre M.s ligblege krop, og angsten blir uudholdelig, da trommen

senere går i gang, for så at stoppe igen. Kæmpen tæver og puster på

M., mens lydene fra forhæng og tromme blir hørligere og stærkere.

Under gulvet høres M.s hjælpeånderne og den ledende stemme: ululo, ululoo. M.s stemme blir hørlig langt ude

fra fjordmundingen og nærmer sig - kæmpen går. Med besvær får M. sin

stemme (og åndedræt) ind i kroppen, sætter sig over ende med

overkroppen svingende frem og tilbage, rejser sig og vakler hen på

briksen, hvor han efter tre dage blir sig selv igen.

   M. melder sig derefter til dåb, blir døbt april 1901, fanger godt

den følgende sommer, men blir så syg i det ene ben og sengeliggende.

En af hans hjælpeånder har formodentlig hævnet sig. Kort efter

midvinter dør M.s kone Piseerajik under en dødfødsel. Sønnen K. gør

sit bedste for at holde modet oppe hos faderen, passer sin moders

lampe og læser sin ABD. En aften, da den syges far som så ofte før

besættes, ser K. et forfærdende spædbarn i briksens fodende. Det har

M. set i meget lang tid og han tilstår for sin svoger, Ajukutooq, at

det er en tupilak, der er vendt tilbage mod ham.  M. beslutter nu at

presse sit åndedræt ned og væk, dvs at dø. Han ligger bevidstløs i ca.

en halv time, hvorefter M. må opgive og bedrøvet lade sit åndedræt

komme tilbage.

   Hele forløbet af de to seancer og det mislykkede selvmord skildrer

hvordan M. må lide, mens han lidt efter lidt mister magten over sine

hjælpeånder.

 

Hist.: Missuarniannga, der blev døbt som voksen, levede fra ca. 1862 til 1910. Ilinngivakkeeq / Ilinnguakki / Ilinguaki (ca. 1830 - 1893) var en af Naajas sønner. Det samme var Kãvkajik / Kaakkajik / Kakasik (ca. 1835 - 1885), der var

M.s sangkampven og som M. opkaldte sin søn efter i 1890.

 

Tolkning: Adskillige historiske fortællinger beretter om de lidelser,

det kostede åndemanere at blive døbt og skille sig fra deres

hjælpeånder. Også Kukkujooq angribes således af et aggressivt

lysfænomen, der dog ikke rammer ham (Sandgreen 1987: nr. 53, s. 443 - 444).

I fortællingen om M. svarer ilddød og åndedrættets bortførelse ud over

havet under seancen ved en skyggebjørn til initiationerne ved såvel

ferskvandets bjørn til det "indre lys" som puulik. Det samme gør det råb, hvormed hjælpeånderne arriverer, da han er nået tilbage: ululo, ululoo. Det er sandsynligvis remmesælens parrings kald, mating call. Se også eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor og Sonne 2017: Worldviews of the Greenlanders, chap. 5.

Kommentar: Som man ser forstod Miss. sig på at lave tupilakker, dvs. heksekunst, ilisiinneq, samtidig med at han var angakkoq / åndemaner.

Mitsivarniángas / Mitsivarnianngas beretning om sit besøg ved Akínâtsân / Akinnaatsaan

Print
Dokument id:1652
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Missuarniannga
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Otto
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Mitsivarniángas / Mitsivarnianngas beretning om sit besøg ved Akínâtsân / Akinnaatsaan
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 132
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 45 - 46; angakkortalissuit, 1990: 170 - 171: "Mitsivarniannga aamma oqaluttuarallassaaq".

 

Resumé:

Missuarniannga undersøger forholdene ved Akinnaatsaan i juni efter sultevinteren og kan bekræfte det sørgelige syn af de fire døde brødre, af ligene af

Baaliks lille søn sammen med sin mor, der alle er skæmmede af ravne.

Det samme er fem mennesker, der er faldet næsegrus om på taget i

solvarmen, mens Putsaanaq er den eneste han genkender af alle de mange

døde på briksene inde i huset, da han kigger ind gennem vinduet.

Stanken derinde fra afholder ham fra at gå inden for. Det mærkeligste

syn er en varmt påklædt kone, der er død nær stranden af forspisning i

et stykke spæk, som der endnu er rester af i hendes hånd og ved hendes

side.

Ajaatteq

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Naaja begynder at blive angakkoq

Print
Dokument id:1212
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Naaja begynder at blive angakkoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 133 - 135, nr. 25
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 96 - 98, nr. 25.

 

Resumé: N. mangler endnu noget i at blive en vordende stor-åndemaner,

men hans hjælpånder presser på, for at han skal afsløre sig som

åndemaner, fordi hans far, der ikke har langt igen, ønsker sig vished

for, at sønnen faktisk er blevet åndemaner. Ånderne visker N. om

ansigtet hele efteråret. Han synes det er for tidligt at afsløre sig.

Men dagen før midvinter kan han ikke bortvejre et åndeansigt på

størrelse med en hånd ved sin kind. Han sætter sig på fars kniv. Det

hjælper ikke. Han sætter sig på urinbaljen. Ansigtet bliver på samme

sted, og N. besvimer.

 

Hist.: Begivenheden kan tidfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Søg på: forløsning el. blod / bløde / blødte o.l. for andre

fortællinger om sådanne optakter til initiationen, der var typisk for de legendariske østgrønlandske åndemanere.

Naaja bliver fornærmet / Nauja ajuatdlagpoq

Print
Dokument id:1232
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Naaja bliver fornærmet / Nauja ajuatdlagpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 77 - 80, nr. 10
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 49 - 51, nr. 10.

 

Resumé: Den moderløse Naaja forkæles af sin far, der dog ikke slækker på

kravet om de mange tabuer, som vordende åndemanerer skal overholde.

N. adlyder kun sin far og er vel 4-5 år, da hans far en dag ber ham

lægge en udtørret læderspand ned i vandet ved stranden. N. lystrer,

men tynger kun spanden ned med små isstumper, hvorfor den flyder væk

ved højvande. Faderen bebrejder ikke N., men da han stilfærdigt

belærer ham om fejltagelsen, blir N. så skamfuld og vred, at han må ud

og væk. Han går mod indlandet.

 

Var: J. Rosing 1963: s. 205 - 207.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: skamfølelse over forældres bebrejdelser angives ofte som årsag til at børn "går hjemmefra", hvor de møder deres første hjælpeånd. Samme årsag kan optræde i qivittoq-fortællinger.

Naaja får første-bytte / Nauja pernarpoq

Print
Dokument id:1235
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Naaja får første-bytte / Nauja pernarpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 90 - 91. nr. 13
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 60 - 61, nr. 13.

 

Resumé: det første dyr Naaja nedlægger er en snespurv, som han rammer med

et stenkast. Hans far skærer galdeblæren ud, smører galden ud over

hans kødmad. N. synes ikke det smager godt, men tier. Det samme sker

med alle hans andre førstefangster. N. fortalte selv senere, at galden af

hvalros og af ravn smagte værst.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Naaja miste sin moder / Nauja anânaerúpoq

Print
Dokument id:1231
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Naaja miste sin moder / Nauja anânaerúpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 74 - 78, nr. 9
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 47 - 49, nr. 9.

 

Resumé: Ritualet med det glødende mos, der stikkes i halsen på den

nyfødte, gentager Innartuaqboen hver gang drengen får nyt tøj, sin

første kajak, osv. At disse gentagelser er nødvendige har Inn. erfaret

fra andre, og skønt den ældre kone, der gav ham viden om ritualet med det brændende mos, hverken kan be- eller afkræfte kravet om gentagelserne, får

hun fortsat store gaver af skind for sin første afgørende viden.

Drengen får navnet Naaja ("Måge"). Mens han endnu dier sin mor, men

dog er begyndt at spise kød, sygner hun hen og dør. Langt senere

forstår man, at det må være Aaqqii, der har kastet onde øjne på hende,

idet A. hverken kan ramme Naaja, hvis indre lys A. allerede har kunnet

se, eller Innartuaqboen, der er ham for stærk.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til slutningen af 1700-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: ritualer - ofte gentagne - ved afgørende første-begivenheder er karakteristisk for hele eskimo-området.

Naajas efterkommere / Naujap kinuâve

Print
Dokument id:1190
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Naajas efterkommere / Naujap kinuâve
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 217 - 219, nr. 1
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 9 - 11.

 

Resumé: Naaja og hans kone fik mange sønner: Tiardukku, Kukkujooq,

Pikkinaq, Kaakajik, Ilinngivakeeq og Aardivartik. De blev alle

åndemanere, men ikke særlig fremragende. Kun muligvis Kukkujooq, hvis

han i overensstemmelse med overleveringen vitterlig engang fangede en

tupilak under en seance. Ilinngivakkeeq ranede engang en sæl.

Kukkujooq fik fire sønner, bl.a. Kajammat, der blev gift med Kaakaaq,

og tre døtre. De fleste omkom dog engang, da et isbjerg kælvede ned

over en konebåd. Den eneste overlevende var Quinngi fra en anden

Sermilik-familie.

Hist.: Ifølge Victor 1989 - 93, II: 408, skulle Ilinngivakkeeq /

Ilinnguakkii / Ilinguaki (ca. 1830 - 1893) være født før Kâvkajik /

Kakasik (ca. 1835 - 1885). Quninngi blev født i ca. 1874 og døbt

Nataanialik i 1920.

Nalakkaaq mister forstanden / Nalákâq silaerúpoq

Print
Dokument id:1238
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Nalakkaaq mister forstanden / Nalákâq silaerúpoq
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 221 - 224, nr. 3
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 12 - 15.

 

Resumé: Kaakaaq er en halvstor pige, da hendes far Nalakkaaq bliver

sindssyg i Savanganartuk. Nal. har været urolig hele dagen og er blevet

hjemme fra fangst. Hen på dagen får han en kødgave af en slægtning,

som hans kone straks koger. Nal. spiser det hele uden et ord. Derefter

roder han længe efter noget i rummet under briksen, hvor hans kone

finder ham med det hvide ud af øjene. Skrækslagne flygter familien

undtagen Kaakaaq og hendes søster til bopladsen Ikkatseq / Ikkatteq, hvis

heksekyndige Eqeqqoq (Kunnak) tager til Savanganaartuk / Sivinganaartik og forsøger at helbrede Nal. E. binder Nal. til indgangshullets to lange slanke sten,

"patsisit / patdisan / pattisat / pallisat", som familien har lagt

parat. Nal. åndepuster bindingerne løse, men E. binder dem igen og

smører dem med dryptran. Nu holder de. Kaakaaq og hendes søster giver

op og går til Ikkatseq / Ikkatteq den næste dag. E. bliver og holder vagt.

Desværre bedres Nal. ikke. Han dør i færd med at fortære sig selv. Det

skulle være Naajas søn Ilinngivakkeeq, der havde sjæleranet Nalakkaaq.

Nal.s datter Kaakaaq bliver senere gift med Il.s brodersøn Kajammat.

Hist.: Tid: 1870'erne. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 -

285: "Kâkâq".

 

Hist.: Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Den form for sindssyge, hvor den syge får voldsomme kræfter,

en umættelig appetit og undertiden lyst til at æde sine egne

slægtninge, var stærkt frygtet i Grønland.

 

Kommentar: om denne publikations tema: blodhævn, se indledningen (ikke registreret i denne base) ved oversætteren, BS

Nángajak og Kúnak blev borte / Nángajak Kúnagdlo pêrúput

Print
Dokument id:1180
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Nángajak og Kúnak blev borte / Nángajak Kúnagdlo pêrúput
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 165 - 170
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972, s. 179 - 184.

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at han og Nángajak / Nanngajak var gode venner og hjalp hinanden. Nanngajak ville dog være åndemaner af egen fri vilje, mens G.Q. gjorde det for at hævne sin mor, og hans mål var at komme på højde med fordums dygtige åndemanere.

På den tid da G.Q. havde færdiggjort sin nidvise og blot ventede på en passende lejlighed, ville Kúnak / Kunnak af sted mod Nôrajik / Norajik, og han ville have sin søn Nanngajak med, skønt denne ikke havde lyst. Kunnak bebrejdede sin søn, at det bare var fordi han ville blive og søge efter noget (fremtidige hjælpeånder, BS), og beordrede ham til at tage med til Norajik.

Under en fangsttur sammen med Sakkitivakki ved Norajik blev Nanngajak væk og blev siden ikke set. Dette var hårdt for G.Q., fordi Nanngajak var hans ven og skulle have fulgt og støttet ham til sangkampen (hvor G.Q. skulle synge sin nidvise mod Kilimii).

En dag G.Q. var på fangst alene så han en kajakmand, som roede mod ham, og dette viste sig at være Nanngajak. Denne var ikke død, men var blevet røvet af sin hjælpeånd Ajapertuarnaq da hans kajakfælle, Sakkitivakki, var taget hjem. Nanngajak fortalte, hvordan hans hjælpeånd havde tvunget ham med sig mod sin vilje. De tog af sted med stor fart i kajakker, og Nanngajak prøvede forgæves at bremse med sin åre. Så hørte han noget slå mod sin kajak, og det viste sig at være Sakkitivakkis kastetræ, som han havde lånt. Dette kastetræ ville hjem til sin ejermand, hvorfor det forsøgte at rive sig løs, og dermed sagtnede det farten på både Nanngajaks og Ajapertuarnaqs kajakker. Da kastetræet havde revet sig løs, fortsatte de to kajakker igen med stor fart til de kom til det sted, hvor hjælpeånden boede. Her skar Ajapertuarnaq Nanngajaks næse af og noget af en finger samt et stykke kød fra hans ankel. Dette skete, fordi Ajapertuarnaq var en af ildfolket, innersuit, de næseløse.

Det viste sig, at hjælpeånden havde hentet Nanngajak, fordi han var bange for, at der var andre, der skulle hente ham. Nanngajaks far havde nemlig ikke vist medfølelse med og kærlighed for sin søn og hans uddannelse til åndemaner. Så roede Nanngajak væk igen, og G.Q. så ham aldrig siden. Kunnak som var blevet meget bedrøvet over, at hans søn ikke var kommet hjem ville kaste sig i havet, men de andre på bopladsen fik stoppet ham.

Lang tid senere var Kunnak kørt gennem isen med sin hundeslæde og var omkommet.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

 

Kommentar og tolkning: Bemærk forklaringen på at Nanngajak blir taget af de næseløse, dvs. af sin hjælpeånd blandt dem: Faderens negligering af sønnens forehavende viser at han ikke har medfølelse med ham. Denne glose, nallinneq, medfølelse, medlidenhed, oversættes ofte med "kærlighed", men går altså specielt på indlevelsesevne til at forstå og ville andre det bedste. Og når faderen svigter sin søn på denne måde, har han prisgivet ham til ånderne eller "den anden verden". For at ondskabsfulde ånder ikke skal røve N., træder da hans hjælpeånd til og røver ham, dvs. - i dette tilfælde - adopterer ham.

Innersuit, ildfolket, var slemme til at røve unge kakakmænd. Var en sådan udeblevet i kajak, var et sådant røveri ofte forklaringen. Og havde man først fået skåret næsen af hos de såkaldt næseløse innersuit, var der ingen vej tilbage. - Med mindre man - ifølge visse vestgrønlandske fortællinger - havde en meget stærk hjælpeånd, der kunne klare paragrafferne. Søg på equngasoq / Equngasoq og Ujúnguaq, åndemaneren fra Tuapait.

Nápartuko / Nappartuko

Print
Dokument id:567
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Nápartuko / Nappartuko
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 77 - 80
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 103 - 107; 1990: angakkortalissuit,  226 - 229: "Nappartuku".

 

Resumé:

Nappartuku var åndemaneren Maratsis bedstefar.

     Som ung på ammassætpladsen Qinngeq vælger Nappartuku sig en kone,

Atsivaq, fordi hun har skæve hæle. Han fører hende op til

Napaajaq-bjergets top, viser hende alle bjergtoppene, nævner dem ved

navn, og fortæller hende at så mange skal deres børn blive. De tar

tilbage til deres faste boplads Puisoqqaq og får da også mange børn.

Den ældste søn opkalder Ats. efter sin søster, Angii ("Den ældre").

 

Angii bliver voksen, fanger godt, og N,. der elsker hele, hengemte

sæler, ber altid kun om Angiis hengemte sæler. Da Angii blir gift og

hans kone skal føde, lader N. fosterets hoved vokse og konen dør.

Ats. ber Angii gifte sig igen, og da han svarer, at det vil han kun

hvis det ikke går som sidst, virker det som om N. slet ikke hører

efter. Som ældre får N. tyndskid, opfører sig underligt, bliver

sindssyg, bundet og løst igen, og sønnerne må kæmpe voldsomt med ham.

Endelig falder han til ro, men om natten springer han ud på gulvet,

falder på halen, vælter en urinspand, glider på strømmen af urin ud

gennem husgangen, letter og flyver, men falder ned igen over hundenes

ædeplads, der er fedtet af spæk. Han græder som et spædbarn, rejser

sig, tvinger sig vej ind gennem vinduet, smider bukserne og råber,

at Aataaqs datter er ankommet. Derefter fortæller han om en voldsom

kamp han netop har været blandet op i hos de hvide i deres land,

Ilivilardivaq ("Den store grav" ? BS), hvorfra hans brors hjælpeånder

har ført ham tilbage. Desuden er nu alt fjernet, der tidligere var i

vejen, nemlig hekseriet mod Angiis kone i sin tid. Til sommer vil der

derfor komme mange sæler. Angii knuser i vrede sin fars rygknogler,

hvorefter N. fortæller, at Niilaalaqs datter ved Kialeeq i nord er død

af galskab. Han sluger sit åndedræt og dør. N.s spådomme og udsagn

viser sig at være sande.

 

Hist.: En historisk fortælling fra sidste halvdel af 1800-tallet (i Sagn og Saga har Jens Rosing tidsfæstet den til 1700-tallet, men af hans senere undersøgelser, publiceret i 1993:  Hvis vi vågner til havblik, døde Nappartuku i 1879, og den samme fortælling står her ss. 12-19.

Der er en del historiske fortællinger om Nappartuku, men da flere af dem foregår i slutningen af 1800-tallet, må denne være sønnesønnen, Nappartuku, som var omkr. 20 år i 1884 (ifølge Jens Rosings slægtstavle i Hvis vi vågner til havblik, 1993).

 

Tolkning: Sindssyge, der gerne blev sat i forbindelse med

tilbageslag af hekseri. N. kunne med sin tilståelse være kommet sig.

Den forestillede motivation til hans hekseri mod svigerdatteren kunne

være den, at han holdt for meget af sin ældste søn, Angii, og derfor

allerede så småt havde mistet sin forstands sunde brug. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering ... ".

Napatariaq

Print
Dokument id:1162
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Napatariaq
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 102 - 105
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 107 - 110

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at hans far blev myrdet, og at han ønskede at hævne ham ved at synge nidviser over Kilimê / Kilimii. Derfor var han glad for at høre sangdueller og få indblik i fremgangsmåden. Han ville dog også gøre Kilimii skade uden, at det blev rigtigt opdaget, men vidste ikke hvordan. Derfor søgte G.Q. til stadighed efter hjælpeånder, fordi én af dem måske kunne fortælle ham, hvad han skulle gøre.

En dag var han ude i kajak og mødte hverken andre kajakker eller sæler. Til sidst fangede han dog en sæl, og da han kom hjem, flænsede hans moster den.

Mens G.Q. stod uden for huset og ventede på, at sælen skulle blive kogt, hørte han noget fremmedartet. Han mente stemmen kom nede fra havet og gik ned til stranden. Han fulgte stemmen langs stranden og kom til en klippe der var revnet. Her kaldte han på stemmen. Så begyndte vandet at boble, og op af vandet kom et menneske. Mennesket sagde, at G.Q. var så lysende og attråværdig, at han godt vil have ham som sit tilflugtssted / være hans fremtidige hjælpeånd.

Det viser sig, at G.Q.s nye hjælpeånd var en af havets beboere der hedder Napatariaq. Når G.Q. begyndte at mane og ville have Napatariaq til at komme, skulle han sænke noget sælkød i havet, så hjælpeånden kunne spise det.  

Da G.Q. kom tilbage til huset, var hans mad ved at være klar. Han holdt meget af lårstykkerne fra en sæl.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Naujas / Naajas første hjælpeånder

Print
Dokument id:1668
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Naujas / Naajas første hjælpeånder
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 205 - 207
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Naajas far ber ham lægge en udtørret (læder)spand i en pyt ved ebbe og

fylde sten i den. N. adlyder, men fylder blot spanden med en lille

sten og nogle isstykker. Næste dag er spanden væk. Faderen forklarer

hvorfor, og N. går beskæmmet over belæringen langsomt hjemmefra langs fjorden indefter, hvor han møder to ånder. De ved, at han er skamfuld, fordi "hans indre synger", og de inviterer ham hjem på besøg. Nær åndernes usynlige hus lagdeles

N.s syn, hvorefter det afklares. Nu kan han se husgangen. Inde på

briksen sidder en temmelig stor kvinde, Itiva, og fletter senetråd.

Hun forhører sig om N. og hans ærinde. Han er vandret ud for at prøve

sine evner, svarer hans to ånder. Hun giver ham mad, først noget, der

ligner et rypebryst, og senere da hendes mand Kikkeeq er vendt hjem

fra jagt, et kogt rævelår. Han skal spise det hele op, hvis de to

ånder skal blive hans hjælpeånder. Da endnu en af husfællerne er på

vej hjem, skal N. afsted fulgt af to ånder, der puster på ham og gir

ham fart så han flyver til sidst. N. vil se husfællen, der nærmer sig

gennem lavningerne. Men denne flygter for ham.

De to hjælpeånder tager ham i hænderne og sender ham afsted, flyvende ned ad fjeldet, slipper ham så. Endnu engang er han tæt på den flygtende ånd, der pludselig forsvinder. Ved hans forældres vaskested sender hjælpeånderne ham

i et kast helt frem og lige ind i husgangen, så den brager. N. når uskadt ind, og har intet at fortælle sine forbavsede forældre om årsagen til tummelen.

Hvis de to ånder havde fanget ham på det sidste stykke, havde de

forvandlet sig til ondsindede fjeldånder i stedet for hjælpeånder. De

er to falke i menneskeskikkelse.

 

Var.: Sandgreen 1987: 77 - 90: "Naaja bliver fornærmet".

 

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet. Da tidspunktet

for begivenheden er om sommeren, er det lidt mærkeligt, at forældrene

bor i hus i stedet for i telt. Sml. versionerne hos Sandgreen, hvor

ånderne er dværge, hvor N. intet må spise, hvor han og de to ånder

flygter for ånden, der nærmer sig gennem hulninger i terrænnet, og

hvor N.s familie på det tidspunkt bor i telt.

 

Tolkning: Der er små forskelle på denne version og den, som Sandgreen fik, hvor det er den sidst ankomne ånd, der er ondskabsfuld, vil se Naaja, og forfølger ham og de to hjælpeånder (se ovf.). Interessant i den version, Rosing har fået, er den rumlige kosmologi: Her tegnes klart flere skel mellem den normalt synlige og den "anden" verden: Først efter et lagdelt dobbeltsyn / tvesyn kan Naaja se åndernes hus og senere danner bostedets vaskeplads grænsen mellem det beboede og det mennesketomme "asia": Hvis hans to hjælpeånder var kommet over den grænse, var de blevet ondsindede og aggressive. Under en seance kan de komme helt ind i huset, men da er rummet rituelt omskabt til at kunne huse de "andre" med sin mørkelægning. Og de fleste hjælpeånder kommer da også op gennem gulvet - ikke ind gennem husgangen. I en del østgrønlandske fortællinger danner stedet op mod indlandet, hvor man ikke længere kan se / ses fra teltene, grænsen til asia, hvor man kan være heldig at træffe hjælpeånder.

Naujas / Naajas åndeflugt til det store tidevands land

Print
Dokument id:1666
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Naujas / Naajas åndeflugt til det store tidevands land
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 199 - 202
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 92 - 95; angakkortalissuit, 1990: 215 - 218: "Tinitarfissualiarneq" frem til og med "...Qaammaatilillaraatik Naajaaq nunaminut tikippoq."

 

Resumé:

Naaja, der bor ved Innardivaq / Innartivaq / Innarsuaq et stykke inde i Sermilik,

inviterer til en seance, hvor han vil rejse til det store tidevands

land (Vestkysten). Han bagbindes, får tejstevinger stukket i

armhulerne, han væltes om på siden, lamperne slukkes og trommen kommer

i gang af sig selv. Tre gange danser den op på hans skuldre og giver

både den bagbundne N. "viden" (sila) og evnen til at rejse sig op i siddende

stilling. Derefter placerer den sig på hans storetå, fører ham tre

gange rundt i en skrå elipse inde i huset, og han farer ud dér, hvor

tag og mur mødes. Mod syd langs kysten flyver han så i en regn af

gnister med sine hjælpeånder. På toppen af et højt lagdelt fjeld i

smukke farver standser de, uvisse om den videre vej frem. Naaja vil vende om og foreslår, at de kan prøve en anden gang, men han belæres af sin hjælpeånd, Ardiaq, om, at i så fald sætter ahn sin grænser her. Men så har N.s

toornaarsuk med de store ører været nede på stranden for at lytte

sig frem og med et ryk i højre øre angiver den at vejen til vestkysten

er farbar. De når, stadig langs kysten, frem til et enormt fælleshus

med mange familiebåse, hvor hveranden er stærkt oplyst, fordi

familiefaderen er åndemaner. I den vestlige ende af briksen leger

mange mænd en leg, nordortaun / nortortaat / norlortaat (?), hvor de

med en tilspidset narhvalstand søger at ramme et af de tre huller i en

hjørnetand af en klapmyds, og denne tand hænger midt imellem en klynge

af hjørnetænder fra bjørne. N. glider nedenunder alle åndemanerne på

stribe, men kun den åndemaner, der sidder i den næstyderste bås mod

øst og spiser mattak, reagerer. Han erklærer, at det føles ligesom i

gamle dage, da åndemanere blandt mennesker hvervede dem som

hjælpeånder. N. stiger op gennem gulvet, giver sig til kende, og

åndemaneren rejser sammen med en yngre åndemaner på udvekslingsbesøg

til Innarsuaq / Innartivaq. De blir således N.s hjælpeånder. N. opfordres til at

afprøve kastelegen, rammer det øverste hul, og har derved fået

sikkerhed for, at han skal leve hele sit liv til ende. På hjemvejen

møder N. og hans følge de to vestkystånder på vej tilbage i susende

fart.(Fortsættes i: Hvad der sker i fælleshuset, mens Nauja er på åndeflugt til

det store tidevands land)

 

Hist.: Angakkoq'en Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet. Om toornaarsuk i

Østgrønland, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Toornaarsuk".

Flere steder langs vestkysten drev man tidevandsfangst med afspærring: ved Qaquk (Nipisat Sundet overfor Nuuk); Appamiut; Prøven (i NV Grønland). Qaquk var det givtigste sted.

 

Var. Rosing, J. 1963: 212 - 213: "Naajas åndeflugt til Tinitarseerpik

...". Sandgreen 1987: 201 - 204: "Innartuaqboens himmelrejse".

Vedr. udvekslingen med hjælpeånder, se også den vestgrønlandske fortælling: Ipisannguaq.

Naujas / Naajas åndeflugt til Tinitarsêrpik / Tinitarseerpik, det store tidevands land

Print
Dokument id:1673
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Naujas / Naajas åndeflugt til Tinitarsêrpik / Tinitarseerpik, det store tidevands land
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 212 - 213
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:


Resumé:
N. rejser under en seance med talrige tilhørere afsted mod det store
tidevands land (Vestkysten) med sine to stærkeste hjælpeånder, den
gamle dværg, Artiaq og kæmpen Nuukattiq. De følger kysten mod syd,
standser på toppen af et lagdelt fjeld i flotte farver for at
orientere sig, men da ingen af hjælpeånderne kender vejen og N.
foreslår at de vender om, afslår hjælpeånderne det, fordi N. dermed
vil have sat grænsen for sine åndeflugter mod syd ved dette lagdelte
fjeld. Men Toornaardik / Toornaarsuk nede ved fjeldets fod finder vej
ved at lytte med sine kæmpestore ører og flyver i spidsen til
tidevandets land, hvor man fanger narhvaler og hvidhvaler i
faldgruber, som man graver ud i stranden ved ebbe. N. vil straks ind i
det hus, de kommer til, men A. holder ham tilbage. Under huset
afprøver de dets åndemaneres følsomhed ved at glide hen under dem. I
hveranden briksebås er der en åndemaner, der oplyser båsen. Kun én af
dem, der spiser indmad af hvidhval, reagerer med råbet: "Det er som
dengang, åndemanere opsøgte os til hjælpeånder".
   N. og hans følge trænger sig op i husrummet, hvor to ånder straks
flyver på udvekslingsbesøg hjemme hos N. De blir hans hjælpeånder. Man
løser hans remme, der flyver alene hjem til N.s far, der tar det som
et dårligt tegn. Men N. klarer sig, skønt han føler sig fanget uden
bånd. Han har held til at ramme et af hullerne i en hvalroskindtand,
der hænger skjult mellem en masse bjørnekindtænder. Det betyder at han
skal leve sin tid til ende. Dernæst raner han sjælen fra to unge mænd,
og flyver hjem med sit følge. De to åndemænd sygner hen med indfalden
brystkasse og dør.

Var.: Rosing, J. 1963: 199 - 202: "Naajas åndeflugt til det store
tidevands land ...". Sandgreen 1987: 201 - 204: "Innartuaqboens
himmelrejse".

Hist.: Naaja levede i første halvdel af 1800-tallet. Stedet med det
store tidevand kunne være et af flere steder langs vestkysten, hvor man drev man tidevandsfangst med afspærring: ved Qaquk (Nipisat Sundet overfor Nuuk); Appamiut; Prøven (i NV Grønland, hvortil sydlændinges rejser næppe nåede op). Qaquk var det givtigste sted. Den ældste kilde til østgrønlændernes rejser til og op langs vestkysten er fra 1724 i Hans Egedes dagbog (1925, Meddr. Grønland).
Fortællingen afspejler østgrønlandske
forestillinger om vestgrønlandske innersuit, der ikke længere kan
tjene som hjælpeånder, fordi vestgrønlænderne er døbte. I Vestgrønland
er stedet for tidevandsfangsten også placeret mod vest, i Akilineq
(varianter af "Kivioq").

Toornaarsuks tilstedeværelse ved klippens fod virker påfaldende, fordi
Naaja kun medtager to andre navngivne ånder. I Sandgreens variant
1987: 201 - 204 optræder ingen Toornaarsuk, mens denne ånd har en
begrundet placering i Kaaralis variant: J. Rosing 1963: 199 - 202- Om
Toornaarsuk i Østgrønland se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Toornaarsuk".

Tolkning: Lyset i åndemanernes briksebåse er naturligvis synlige for
åndemaneren N. og hans hjælpeånder.

Navtanguaq

Print
Dokument id:1154
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Navtanguaq
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 62 - 64
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 63 - 65

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at han begyndte, at høre stemmer når han gik ture ind i landet, men han så ingenting.

En dag følte han, at han gik på gyngende grund, og jorden bølgede faktisk. Pludselig dukkede en mand op foran ham, og bange gik G.Q. hen til manden. Manden ville gerne være hans ven og hjælper. Fra nu af ville G.Q. vide i forvejen, hvis nogen tragtede efter hans liv. Manden hed Navtãnguaq / Nattaannguaq og blev G.Q.s forsvarer mod det uhyggelige.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

 

Bemærk fornemmelsen af usikker grund under fødderne - truet balance - når G.Q. møder en kommende hjælpeånd.

 

Navtãnguaq og jeg / Nataannguaq

Print
Dokument id:1169
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Navtãnguaq og jeg / Nataannguaq
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 125 - 132
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 131 - 138

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at Navtãnguaq / Nattaannguaq var hans første hjælpeånd, og at det var de første hjælpeånder man havde mest kontakt med.

Nattaannguaq kom ofte når G.Q. søgte inde i landet og altid for at give råd og han giver et eksempel:

En sommerdag han var ude på fangst, fangede han en sæl næsten med det samme, og han begyndte at ro hurtigt hjem, men da han rundede et næs, så han et menneske, der klappede på jorden ved siden af sig og han måtte derhen. Det viste sig at være Nattaannguaq, som sagde, at han skulle se en fugl, som skulle klare det, han var bange for og ikke kunne klare. Så landede en falk ved siden af dem, og den var ualmindelig stor. Han rørte ved den med sin venstre hånd, og fra da af ville falken komme, hvis han oplevede noget rædselsfuldt. Så fløj falken igen.

G.Q. fortæller så, at falken var en af de stærkeste og mest evnerige hjælpeånder, den kunne fx fange en tupilak på land, hvis ingen andre kunne, og tôrnârssuk / toornaarsuk ikke kunne komme op på land.

G.Q. fortæller videre, at han plejede at udspørge Nattaannguaq om hvad som helst. En gang hvor han havde mistanke om, at nogen havde kastet onde øjne på ham, spurgte han således Nattaannguaq om, hvad han skulle gøre. Han fik da det råd at fange en vandmand og lægge et stykke af den på den ondskabsfuldes mad, så ville dennes mavesæk ødelægges, og han ville langsomt dø. Andre metoder var at komme rester fra en stenbiders mavesæk i den ondskabsfuldes drikkevand eller hænge enebærgrene op over det sted, han plejede at opholde sig. Begge dele ville resultere i den ondskabsfuldes død.

Noget andet G.Q. spurgte Nattaannguaq om var, hvorfor nogle mænd lider af kajaksvimmelhed, og hjælpeånden forklarede, at det skyldes, at nogle ville disse mænd det ondt. G.Q. fik derefter råd om altid at undersøge sin kajak grundigt, for der kunne ligge planter deri, som var beregnet på at gøre ham ondt.

 

G.Q. fortæller også om en anden gang, han og Nattaannguaq var sammen, og hjælpeånden gav ham et råd om at spise et lille stykke af en stenbiders sugeskive. Dette gjorde han så en dag han var på fangst, men vidste ikke hvorfor han skulle gøre det. Langt tid senere fandt han dog ud af hvorfor: Han var jo genert overfor kvinder og vidste ikke, hvordan han skulle komme i kontakt med dem. Nattaannguaq fortalte så, at det stykke af stenbiderens sugeskive, som han havde spist, skulle gøre ham i stand til at holde hænderne sammen på den kvinde, han gerne ville have, hvis hun ikke ville have ham, og således ville hun hengive sig til ham.

Han benyttede dog aldrig denne anvisning og at han pga. sin forældreløshed ikke havde lyst til kvinder. Nattaannguaq blev dog ved at opfordre ham til at tage en kone og få børn, men han havde ikke lyst. Alligevel flyttede han dog ind hos en kvinde, og så var det sket med at fryse og sulte. Men der gik dog nogle år, før han begyndte at røre hende og tage hende.

G.Q. fortæller til slut om lampeslukningsleg, og hvordan han allerede som barn havde oplevet dette.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

 

Niimilaa / Nîmilâ

Print
Dokument id:1213
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Niimilaa / Nîmilâ
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 131 - 133, nr. 24
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 94 - 96, nr. 24.

 

Resumé: Naaja er ikke længere bange for at dø, når han opsøger

hjælpeånder, men da han en dag har kaldt en ånd ud af en hule med

åbningen mod læsiden (vest), lader han sig ikke æde af ånden, men

flygter. Ellers vil han nemlig ikke vågne til live igen. Ånder i

huler, der vender mod solnedgangen, er dødelige. Den har et våben af

jern, og den råber hele tiden niimilaa, mens den forfølger N. rundt og

rundt om en sø. Da N. blir træt og ånden vinder ind på ham, stikker

han tilfældigt sin ene fod i søbreddens sump, og ånden stryger lige

forbi og videre rundt. Efter nogle omgange søen rundt, forsvinder

ånden atter op til sin hule.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Solnedgangens betydning er åbenbart endegyldig

"død". N. har tidligere med held ladet sig æde af en ånd i en hule,

der vender mod nord (se "Indlandsisens menneske). Måske vendte den i

virkeligheden mod syd (det livgivende verdenshjørne) ifølge

østgrønlændernes spejlvendte retningsbetegnelser, som Sandgreen måske

ikke har kalkuleret med. - Jeg spurgte Sandgreen om dette problem i sin tid, og svaret var at det havde han ikke slet ikke overvejet. Det giver da også kun problemer i oversættelsen til verdenshjørner, der retter sig efter solens gang, o.a.: BS

Noget af hendes forråd / Nuliata peqûsiasa ilait

Print
Dokument id:1207
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Noget af hendes forråd / Nuliata peqûsiasa ilait
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 146 - 148, nr. 30
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 107 - 108, nr. 30.

 

Resumé: Dette kapitel beskriver de forskellige slags forråd, som

Naajas kone ligesom andre grønlandske kvinder tilbereder af sommerens

ammassat- og sælfangst. En opskrift på blodpølse kan anbefales.

 

Hist.: Tid: Første halvdel af 1800-tallet.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Nogle af Kaakaaqs meriter / Kâkâp pissarnerisa ilait

Print
Dokument id:1261
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Nogle af Kaakaaqs meriter / Kâkâp pissarnerisa ilait
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 289 - 292, nr. 26
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967 s. 69 - 71.

 

Resumé: Kaakaaq laver ialt tre tupilakker, de to dog ikke for at

dræbe. De skal kun skade hendes fjender. En af dem retter hun mod sin

svigersøn, fordi hun finder ham slap og doven.

Til den ene tupilak bruger hun hovedet af en sortside og nogle dele

af en sæl. Til den anden en ravn og noget af en sæl. Dernæst beskrives

i generelle vendinger, hvordan man får liv i en tupilak med en

formular. Tupilakken tiltales som ens pattebarn, der skal passere over

landtangen, dvs. tupilakmagerens ben. Når den er blevet levende og

kommet over "tangen" slutter sangen: "Så kom den over!"

K. laver som sagt tupilakker, men hun vil ikke stå offentligt frem som

åndemaner, skønt hendes hjælpeånder presser på. Hun søger stadig nye

ånder. En dag går hun i indlandet i trance med fremstrakte håndflader.

En vipstjert lander på dem. Hun river den i stumper uden at spilde den

mindste dråbe blod, sætter den sammen igen, puster den levende og

sender den op at flyve. Den vender tilbage med ordene: "Så kan du

begynde at mane ånder." K. vil stadig ikke. Fuglen truer hende da med,

at hun vil blive blind.

 

Hist.: For K.s persondata, søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Vipstjerten forlener K. med den egenskab hun gik glip af, da

hun ikke fik pooq. Nu er hun derfor initieret til at holde sin første

seance. For "pooq" se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Kaakaaqs uvilje mod at stå offentligt frem som åndemaner skal både

forklare hendes senere blindhed og heksekyndige tupilakmageri.

Optakter til at stå offentlig frem som færdig angakkoq / åndemaner associeres ofte til blod. Hér til blod der ikke må spildes. Søg på: forløsning; blod; o.l.

Nogle af Naajas hjælpeånder / Naujap tôrnaisa ilait

Print
Dokument id:1216
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Nogle af Naajas hjælpeånder / Naujap tôrnaisa ilait
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 119 - 121, nr. 21
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 85 - 86, nr. 21.

 

Resumé: Naaja søger fortsat efter nye hjælpeånder hver eneste sommer,

og inden han er udvokset har han så mange, at han føler sig beskyttet

mod fjendske anslag. De berømteste hjælpeånder er kæmpen fra det

midterste indland, Uppiinnguaq (den kære ugle), to dværge ved navn

Nakattak (Hængehoved) og Pamialluk (Haleben), og de tre ildvæsner

eller innersuit: Aakak, Aakaks søn og Qusugarisaq. De to dværge har

begge et våben skjult i venstre hånd. Fortællerne er ikke helt enige

om, hvor vidt Pamialluks håndvåben er en ravneklo, tre fingre af et andet væsen,

eller hans egne tre fingre.

Støder han det ned i isen under lurefangst, falder sælen død om på

stedet. Nakattaks våben har ingen nogensinde set.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallat.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Om "dværge", "kæmper" og "innersuit" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Nogle få hændelser / Pissaetut ilaminíngue

Print
Dokument id:1280
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Nogle få hændelser / Pissaetut ilaminíngue
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 376 - 385, nr. 45
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 143 - 151

 

Resumé: Kukkujooq har det med at blive træt og miste humøret.

Missionen er kommet, men det kommer ikke rigtig ham ved. Han er vel

blot blevet træt af den daglige trommerum. En af de begivenheder, der

for alvor gør ham mismodig, er den tortur man i fælleshuset udsætter

en ung, febersyg pige for med den begrundelse, at hun skulle have

lavet tupilak mod sin egen far. Rygtet er sat i omløb af en ældre

kvinde, som hun har vundet over i kastespil / ajagarneq. Den unge pige blir syg

straks efter, og skønt ingen i begyndelsen tror på beskyldningen, får

den tag i flere og flere. Moderen plager hende om at gå til

bekendelse. Så faderen. Endelig, da de andre hælder gammel urin i

ansigtet på hende, tilstår hun. Men K. kan høre at det ikke er sandt.

Under en senere tur til Tasiilaq kommer den unge pige ikke med

tilbage. Hun har fortalt præsten sin skrækkelige historie, er kommet i

pleje hos andre og modtager nu dåbsundervisning. Da præsten kommer på

besøg får han hendes forældres tilsagn om, at hun må blive og blive

døbt. Under besøget inviteres præsten indenfor hos Umeerineq, der

gerne vil undervises og døbes, men mister modet, fordi han i så fald

ikke må beholde begge sine koner. Derefter holder præsten gudstjeneste

med sine roersker. Kukkujooq synes bedst om deres salmesang og mener

også, at han vil kunne klare at lære og huske de svar, som roerskerne

giver præsten på hans spørgsmål. Men endnu falder det ham ikke ind, at

dåben skulle være noget for ham.

 

Hist.: Tiden burde være inden for pastor Rüttels periode fra 1894 -

1904, men i 1894 var Kukkujooq kun 8 år og han var næppe hverken

blevet gift eller træt af den daglige trommerum allerede som 18 årig i

1904. Sandgreen har byttet rundt på fortællingernes kronologi i

overensstemmelse med sit eget budskab om kristen næstekærlighed.

Om Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263 -

264: "Drengen Piisui".

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Nogle oplevelser / Misigissartagkat ilait / misigisartakkat ilaat

Print
Dokument id:1284
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Nogle oplevelser / Misigissartagkat ilait / misigisartakkat ilaat
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 401 - 411, nr. 49
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 165 - 174.

 

Resumé: Kukkujooq, der nåede en alder af 75 år, var en hjemmefødning.

Fx. besøgte han aldrig Kuluksuk, og hans yndlingssteder i

Sermilik-fjorden var øerne Qeqertaasaq og Qeqertarsuatsiaq.

Som aldrende tar han ofte med slæde til Qeqertaasaq, hvor han sætter

sig med udsigt over den velkendte egn og mindes sine tidligere

oplevelser.

Ved synet af et næs husker han dengang, han dér mødte to dværge, som

stak hinanden med knive og straks helede deres sår. En af dem stak

også ham med sin kniv og helede det dybe smertende sår. Sådan fik han

et sårhelingsmiddel mod eventuelle fjenders harpunsår.

Som yngre foretrak han at gå frem for at køre slæde. Hundene var ham

for langsomme. Ofte gik han således over til Tasiilaq for at handle,

og engang mødte han på hjemvejen en bjørn, som han ikke fik. Til

gengæld fik han skindet af den sæl, som bjørnen netop havde fanget.

Under opvæksten blev Kukkujooq gang på gang opfordret af sine

farbrødre til at være årvågen, at lægge mærke til alt, fordi han var

faderløs. Derfor lærte han at give agt på de mindste forandringer i

vejret.

En dag havde han nok mærket noget, men da tegnene på storm udeblev,

roede han ud, og blev pludselig overrasket af vestenstormen,

piteraq'en inde fra land, der voksede til orkanstyrke. (K. fantastiske manøvrer i

kajakken beskrives derefter i detaljer). Da han nåede hjem, hvor man

havde opgivet at se ham igen, sagde han blot: "Så fik den da endelig

indhentet mig!"

De opkrøbne sæler ude på isen får K. til at mindes de gange, han tog

sin lillesøster med på krybefangst, for at hun kunne slæbe byttet

hjem. Hun søgte også efter hjælpeånder, og han mistænkte hende for at

bruge sin skræmmeånd mod de sæler han ikke fik. Han hørte kraftige

lyde, der skræmte den opkrøbne sæl ned i vandet. Hun gad nok ikke

slæbe byttet hjem, mente K., men fortalte aldrig om det til de andre,

fordi han ikke ville være uvenner med hende. En anden gang hjalp han

hende. Hendes mand havde forladt hende, hun skulle føde sit første

barn, fødslen gjorde knuder, og på deres mors opfordring sendte han

alle ud af huset, pustede på sin søster, og straks var barnet født.

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui".

 

Begivenhederne må dateres til begyndelsen af 1900-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: Opfordringen til altid at være årvågen, opmærksom er en fast del af opdragelsen hos alle eskimoer. I Alaska oversættes sila / ella (SV Alaska) med årvågenhed, awareness. Noget af samme betydning ligger der - traditionelt - også i sila som fornuft og indsigt i Grønland og arktisk Canada.

Nukarît mardluk nakuarssuit arfangniat tigdlingniaraluarait / Nukariit marluk nakuarsuit arfanniat tillinniaraluaraat

Print
Dokument id:545
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Brandt, Jan
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nukarît mardluk nakuarssuit arfangniat tigdlingniaraluarait / Nukariit marluk nakuarsuit arfanniat tillinniaraluaraat
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 33 - 34
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrevet af Otto Sandgreen.

 

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

 

Oversættelse ved Birgitte Sonne. Revideret af Stig Bjørnum:

 

To stærke brødre, som nogle hvalfangere havde prøvet at stjæle

 

Man fortæller om to stærke brødre, at de tog ud til et skib, der lå for anker et stykke ude. De blev gæstfrit modtaget da de var kommet op af kajakken (oppe på dækket), og kaptajnen inviterede dem med ind sin agterkahyt. Han lod dem kigge sig omkring, skænkede op for dem og fik dem i godt humør. Man siger, at kun kaptajnen og hvalflænseren lige fra de var kommet derind blev ganske særligt venlige og hele tiden skænkede op for dem. Og derinde kunne de udefra høre en farlig larm af hamren og banken. Til sidst blev kaptajnen og flænseren helt overstrømmende. Da de syntes de til overmål havde fået mere end nok, sagde den ene af dem at han ville ud, men så kunne han ikke få døren op. De ville ud sagde han til kaptajnen. Men denne og flænseren sagde nej. Så gik de sammen til angreb for at smadre døren, men da greb nogen dem bagfra. Sikken slåskamp! Den ene greb ham bag sig, trak ham frem og klaskede ham ned så han ikke rørte sig mere. Den anden abede efter og gjorde ligeså. Så maste de skuldrene mod døren så den splintredes, skønt de ellers havde spærret og sikret den med spigre, og de kom ud. Derude blev de overfaldet af styrmanden og en anden grimrian. Så drejede de rundt og i en håndevending kylede de dem lige i døden. Da flygtede hele sværmen af matroser ud på fordækket.

 

De befalede en af matroserne, en styrmand, at dreje roret og styre mod land. Ikke tale om han ville. Da var det først de så, at deres kajakker hang og dinglede oppe i masterne.

 

      

 

Den ene greb den sølle styrmand og dræbte ham. Så styrede han selv skibet mod land. Da de nåede frem, beordrede de ankeret kastet helt henne ved stranden og deres kajakker hejset ned. Så snart de havde dem fat, kappede de skibets styrke, dvs. vanten fra den øverste mast (? mastetoppen ?) til agterstavnen, og sådan, siger man, berøvede de skibet dets kraft; men selv roede de ind til fastlandet.

 

      

 

Da skibet var sejlet ud, hørte man aldrig siden noget til det. De havde gjort ende på de øverstbefalende.

 

      De nåede nok aldrig frem?

 

Var.: Røverskibet. Pukkitsulik; Brandt 33 34; Piratskibet.

Nunakitseq, boplads ved Kulusuk

Print
Dokument id:1650
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?. Ajaateq
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Nunakitseq, boplads ved Kulusuk
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 119 - 124
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 29 - 35; angakkortalissuit, 1990: 154 - 161: "Nunakitseq (Kulusup eqqaani)"

 

Resumé:

I Nunakitseq nær Kulusuk overvintrer i sultevinteren følgende fangere med familie: Aggu / Akku, Pattorngooq, Uggunaqqisimaleq, Ippatikajik. Kun Aggus søsterdatter

Ajaateq overlever på selve bopladsen, mens Aggu, hans førstekone, søn

og datter klarer sig ved at flytte til Sitsingalik. Stormvejr hindrer

fangst det meste af vinteren, hvor Aggu, som den eneste, fanger en

bjørn, og siden - i marts - endnu én, som udpeges af hans hjælpeånd i

kort afstand fra huset. De første dødsfald indtræffer i maj, da Aggu

og et par andre har stjålet af Sannersaqs forråd ved Suunaajik, og

alle undtagen Aggu blir mere eller mindre syge af maden. Aggu tar

derefter alene til Sitsingalik, og da han får besked om, at hans

andenkone har født en søn, sender han bud tilbage om, at hun skal

forlade husstanden. Hun går ud, knuser barnets hoved mod en klippe og

får møjsommeligt slæbt sig ned til vandet, hvor hun drukner sig i

tidevandsrevnen. Kort efter henter Aggu sin førstekone og datter til

Sitsingalik, men efterlader søsterdatteren Ajaateq. Hun overlever på

det skind, hun når at slæbe ind, inden et uvejr bryder løs. Alle

husfællerne dør, og hun vænner sig efter et par søvnløse nætter

til disse dødes snorken, pusten og knasen lus om natten. Hun fanger

tre snespurve, falder i en dødlignende søvn, og hører derfor ikke

Aggus råb, da han kommer for at se efter overlevende. Senere kommer

Aalik forbi, ser et levende menneske, vover sig op til huset, og

forstår at det magre væsen er Ajaateq. Han beordrer hende til at vaske

sig og til ikke at sove mellem de døde næste nat, hvorefter Aggu

kommer og henter hende. Efter den første mundfuld rigtige mad sover

hun i et døgn og må ruskes vågen. Lidt efter lidt kommer hun til

kræfter igen. Mistænkt for kannibalisme under sulteperioden, indrømmer hun beredvilligt og der sker hende ikke mere af den grund. Hun slutter sin fortælling med ordene: "Ja, dengang vi sultede, da sultede vi, så det kunne forslå noget."

 

Var.: Ajaattoq Victor.

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Nunakitseq, boplads ved Sermiligâq / Sermiligaaq

Print
Dokument id:1646
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Rosing, Peter
Titel:Nunakitseq, boplads ved Sermiligâq / Sermiligaaq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 108 - 112
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 16 - 20; angakkortalissuit, 1990: 143 - 147: "Nunakitsit (Sermiligaami)".

 

Resumé:

På øen Nunakitseq/Nunakitsit i Sermiligaaq-fjorden overvintrer i sultevinteren disse familier: Quarrajeeq, Maratsi, Aqqi/Aqqii, Issiavikiseq,

Kukku, Uuttuaq, Siannialik og Umitteeq. Man finder en del sortebær

under sneen ved vinterens begyndelse. Noget senere er der fangst i en

kort periode, hvor skrueis gir plads for åbent vand. Derefter en lang

periode med sult. Forgæves søger man at overtale Maratsi til at holde

åndemaning. Hans bror, Kukku stjæler, afsløres ved qilaneq og tilstår.

De to brødres hunde kommer i klammeri, hvorefter Maratsi forgriber sig

på en af Kukkus hunde uden dog at dræbe den, mens K. slår en af M.s

hunde i smadder og myndigt dæmper M.s lyst til at hævne sig ved

hekseri. M.s stedsøn og yngste barn dør af sult, og da hans kone føder

en søn, beordrer han den nyfødte sat ud. Selv skærer han sig med

mellemrum stumper af konebådens skind, som han spiser uden at dele med

sin familie. Issiavakitseq redder dem alle på slutningen af vinteren

ved åndehulsfangst, som andre også efterhånden har fået kræfter til at

deltage i. Siannialik, der tidligere har hånet I. for hans

fangstevner, modtager flov hans kødgaver. I april kommer Kilimii og

Simmujooq på besøg og får mad i nogle dage.

 

Hist.: Sultevinter. Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Om Piisuis barndom / Pîsuip mêrauneranit

Print
Dokument id:1256
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Om Piisuis barndom / Pîsuip mêrauneranit
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 270 - 273, nr. 21
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 53 - 55.

 

Resumé: Piisui var Kaakaqs kælenavn for sin søn, Kukkujooq. Ingen kender P.s rigtige navn, men måske var det Aaqqii, fordi han skulle følge i denne berømte

åndemaners spor. Som voksen blev han kaldt Kukkujooq efter sin farfar.

Det vælger Sandgreen at bruge i sine genfortællinger af P.s biografi.

P. får dårlige kår, fordi hans stedfar Imaakka ikke vil forsørge ham.

P. bliver bange for I. Når P. bor hos sin mor, må hun stjæle sig til at

give ham lidt mad. P. bor oftest hos sin morbror Sinngertaat, og nu og

da hos sin yngre morbror Aaviaakuluk, hvor han har det bedst. Men der kan han kun

bo, når A.s familie, der flytter meget rundt, bor i nærheden af P.s mor og

morbror.

P. er en stor knægt, da hans åndedræt en nat under søvnen pludselig

synker. Da P. får vejret igen fortæller åndedrættet ham, at det har

forsvaret ham mod en af Taqqisimas hjælpeånder, der ville trænge ind i

P. (gennem rumpehullet, BS) og rane P.s sjæl. T. ville egentlig have

ramt Imaakka, som han påstod havde sjæleranet en af hans slægtninge,

men vendte sig i stedet mod P.

 

Hist.: Tid: 1890'erne. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på:

Sandgreen 1987: s. 263 - 264: "Drengen Piisui". Åndemaneren Taqqisima

(ca. 1852 - 1905) var Kaakaaqs fætter. Sinngertaat (ca. 1854 - 1907),

åndemaner. Imaakka (ca. 1875 - 1915), åndemaner. Aaqqii (første

halvdel af 1800-tallet), åndemaner, var P.s oldefars arvefjende ifølge

Sandgreen 1987: s. 161 - 167: "Hævneren Innartuaqboen". P.s egennavne

er oplyst i Victor 1989 - 93, II: s. 409.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Tolkning: Bemærk at åndedrættet har sit eget liv. Glosen bruges i Østgrønland ofte for samme livsfunktioner som tarneq hos andre inuit. Tarneq oversættes ofte med "sjæl", men det tarneq dækker ikke ganske vores opfattelse af sjæl. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Tarneq, inua..."

Omsider får de en søn / Kîsame ernertârput

Print
Dokument id:1255
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Omsider får de en søn / Kîsame ernertârput
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 269 - 270, nr. 20
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 52 - 53.

 

Resumé: Kaakaaq, der har fået to døtre med Imaakka, samler en dag

muslinger ved Isortoq. Hun har en fornemmelse af, at hun vil se noget,

der kan sikre hende og hendes efterkommere mod andres hævnkrav. Hun

får øje på en vingesnegl, som hun gemmer til sin næste fødsel, en søn.

Hun fæstner vingesneglen til den nyfødte med det formål, at han vil

forvandle sig til en vingesnegl, hvis nogen efterstræber ham på havet.

Imaakka forlader hende ikke, da han endelig har fået en søn.

 

Hist.: Tid: ca. 1900. For K.s persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 -

285: "Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Kommentar: I adskillige østgrønlandske biografiske tekster kaldes en vingesnegl, hvid eller sort, som hjælpeånd for en toornaarsuk. Se denne.

Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse: besøg af hvalfangere)

Print
Dokument id:1948
Registreringsår:1957
Publikationsår:1957
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse: besøg af hvalfangere)
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 142 - 143
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse). (Fortællinger om hvalfangere).

Dengang boede Usunnguaq 's bror, Tiggak, ved Kingigtoq / Kingittoq, der ligger lige nord for Upernavik, som hvert forår blev besøgt af hvalfangere. Og der fik de så mange gode ting i bytte.

      En af Kingittoqboerne, en gammel mand, var Tiggaks gode ven, og morskab, og de snakkede næsten altid med hinanden. Denne gamle mand, der hed Otto kaldtes af sine bopladsfæller for Taannakuluk. Taan. havde en særlig ven blandt kaptajnerne, og det pralede han med overfor Tigg. og sagde til Tigg., at han skulle prøve at få sig en ven blandt kaptajnerne. Og denne kaptajn blev af eskimoerne kaldt Vaakka (muligvis Walker, RP). Når V. ankom, kom Taan. ombord på besøg hos kaptajnen og kom ud lidt påvirket og blev kaptajn for en dag. Og så gik han sammen med kaptajnen til de forskellige matroser, der havde forskelligt arbejde og så gav han dem en befaling, og for at more ham, udførte matroserne hans befalinger så hurtigt som han sagde dem. Og Tiggak lod som om han var misundelig på Tannakuluk, fordi han kunne gøre sådan.

Engang da Vaakka var kommet og Taann. blev den store mand ombord, gik Tiggaaq hen til ham og sagde, at han ville give ham noget at lugte af sin tarmåbning.

Taann. prøvede at flygte, men Tigg. tog fat i ham, så han ikke kunne vride sig løs. Og da han stak fingeren ind under bukserne, vendte Tann. ansigtet bort, og masede på for at komme løs. Men Tigg. klemte hans ben mellem sine ben, og så stak han sin finger op i næsen på ham og slap ham så løs. Og så fik matroserne noget at le af og de skraldgrinede allesammen. Og V. lod som om han skældte ud, men ind imellem lo han og pegede på Tigg. og sagde: No good. Det var sjovt den gang at Tiggak viste hvor stærk han var, og Taan. fortalte senere, at han prøvede at komme løs, men at han havde følt sig som et lille barn. Og han måtte så opgive at anstrenge sig. Og denne Taan. var blevet Vaakkas ven, fordi dengang Vaakka kom som barn, havde Taann. givet ham et par vanter af vandskind.

En anden, en tidligere kaptajn Vaakka, der havde mistet sin kone, kom med sin 9-årige søn, idet han syntes, at det ikke ville være videre godt for barnet at blive sendt på kostskole. Denne lille Vaakka havde, eftersom han var barn, ikke noget at gi', og han ville også gerne have noget, men måtte nøjes med at misunde de andre, fordi han ikke havde noget at tilbyde. Og Taannakuluk lod så sin kone lave et par vanter af vandskind, og han lavede så en ters af narhvaltand, og han

gav det så til Vaakka, idet han sagde, at det skulle han ikke betale noget for.

Da de rejste glemte han det. Som gammel mand boede han ved Kingittoq, og et forår kom der et hvalfangerskib til Kingittoq, og blandt dem, der kom ud til skibet var Taan. Den nye kaptajn Vaakka så Taan. og genkendte ham, selv om Taan. ikke kunne huske noget. Og så nævnte han, hvor han havde set Tann. Da Taan. stadig ikke kunne huske det, så viste kaptajnen med hånden hvor stor han var,

og fortalte, at han havde givet ham et par vanter. Og så kunne Taan. pludselig huske, at det var sket et sted nord for Tasiussaq / Tasiusaq. Efter den tid fik Taan. mange venner blandt hvalfangerne lige til han døde, og hvalfangerne kaldte ham John Otto.

 

Hist.: autentisk

Overvintringen ved Ingmíkêrteq / Immikkeerteq

Print
Dokument id:1660
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Punngujooq (Púngujôq)
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Peter ?
Titel:Overvintringen ved Ingmíkêrteq / Immikkeerteq
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 156 - 157
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 109 - 110; angakkortalissuit, 1990: 230 - 231: "Immikkeertimi ukiineat"

 

Resumé:

Fortsættelse af "Pungujooqs skæbne".

   Punngujooq, hendes bror og mor overvintrer hos Missuarniannga på

Immikkeertoq, hvor hendes bror dør, og hendes mor i tynde bomuldsklær

dør under forsøget på at lempe liget ned i isrevnen. P. kan ikke få

nogen til at hjælpe sig, fordi ingen ønsker at komme under dødstabuer.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.

Overvintringen ved Nunakitsâjik / Nunakitsaajik

Print
Dokument id:1661
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Punngujooq (Púngujôq)
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Overvintringen ved Nunakitsâjik / Nunakitsaajik
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 157 - 161
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 110 - 117; angakkortalissuit, 1990: 231 - 238: "Nunakitserajinni ukiinerat"

 

Resumé: Fortsættelse af "Punngujooqs skæbne".

   Om sommeren efter overvintringen ved Immikkeerteq, oplever

Punngujooq, der stadig bor hos Missuarniannga, drabet  på Piilakkaan / Piitakkaat i Ateqi / Attereq. M. tar så med familie til Nunakitseq for at overvintre. Det

efterår ankommer et skib, som man frygter vil hævne sig ifølge

overleverede myter om nordboerne. Men søfolkene, der overvintrer, blir

P.s redning, idet hun er blevet smidt ud af M. Aleqaajik har nemlig

tilbudt den pjaltede P. husly, men fortryder, de P. ankommer, fordi

A.s mand, Kilimii, er blevet syg. Da P. vender tilbage til M. er han

fornærmet over hendes bortgang og smider hende ud. Nu tilbyder Maratsi

på samme boplads hende husly, men hans svigermor vil ikke vide af

hende og smider hende ud. To unge søstre indretter så godt de kan et

hus til P. og gir hende lidt at spise, som hundene bryder ind og æder.

Senere kommer hundene ind og varmer hende, fordi hun har bedt sine

døde forældre om hjælp. En ung mand, Quvtuiaq, bringer hende lidt kød

og spæk. Kunnak fra Sermilik kommer efter hende, fordi han engang har

haft hende som roerske i syd. Men han opgir, da han ser hendes

tilstand og gir hende intet spiseligt. Quvtuiaq / Quttuiaq (?) overtaler hende om

foråret til at sætte sig ud i den varme sol, hvor de overvintrede

søfolk opdager hende og hjælper hende. Af den mad de jævnligt gir

hende, lægger hun det meste hen til forråd. Inden bopladsen spredes på

sommerfangst, flikker nogle halvstore børn et sølle telt sammen til

hende. Da det blæser bort i en storm, tages hun ombord på skibet, og

kaptajnen, der berejser distriktet i motorbåd, får omsider overtalt

Missuarniannga til at tage hende i hus igen. Tre dage efter skibets

afrejse kommer et nyt, der anlægger kolonien Ammassalik / Tasiilaq.

   P., der overvintrer hos M., er nær ved at omkomme under en af hans

seancer, fordi hun har mistet en del af sine tæer og ikke kan følge

med, da M. annoncerer, at månemandens hund kommer og alle flygter. Hun

anbringes under en konebåd uden for, men reddes af kvinde, der

fornærmet er vendt alene tilbage fra nabopladsen, fordi ingen har

givet hende del i festmåltidet dér. Om sommeren behandles P.s fødder

af Johan Petersen og missionær, pastor Rüttel, og hun flytter til kolonien, hvor hun overdrages arbejdet med at berede de indhandlede bjørneskind. Hun

bliver undervist, døbt, får navnet Magdalene, adopterer en pige og en

dreng, gifter sig med drengen, Abel, da han blir voksen, og da

Magdalene dør, gifter han sig og får børn med sin plejesøster, Malene.

 

Hist.: Skibet, der overvintrede fra 1893 - 94, var norsk, hed Ino.,

Kaptajnen, P. Michelsen, har gjort en god handel med de skind, som

østgrønlænderne havde gemt til handelen ved kolonien det næste år.

Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.

Pamiagdik og hans rejsefæller

Print
Dokument id:1638
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Pamiagdik og hans rejsefæller
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 80 - 83
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 100 - 103; angakkortalissuit, 1990: 223 - 226: "Pamiallukkut".

 

Resumé:

Fortsættelse af "Nápartuko". Pamiallik er en af Nappartukus sønner,

der leder rejsen nordpå til Kialeeq efter N.s død. P. er dybt

nedbøjet, fordi Angakkeq fra Innardivaq (Åndemaneren fra Innarsuaq / Innartivaq

i Sermilik-fjorden) har hånet P. for hans ringe åndemanerevner. Men P.

viser sine store evner under rejsen. Da han ikke kommer tilbage med

sit følge den næste sommer, rejser hans svoger, Qeerseeq, med husstand

nordpå og finder P. nord for Kialeeq, hvor han netop har mistet et

barn. I glæde over besøget bryder P. en mængde afsine dødstabuer og

brillierer med først at rejse og dernæst dæmpe en storm, der åbner

havet for en rigdom af fangstdyr. Næsten hele sommerens indsamlede

forråd sluges dog af havet under et uvejr. Man har til hele vinteren

kun nogle få sæler, som en kvinde ved navn Kersagaq alene har været så

forsynlig at redde op i tide. Ingen har villet hjælpe hende. P. gør

forgæves sit yderste for at finde fangstdyr ved åndemaning. Han har

mistet magten over sine ånder ved sit tabubrud. Da en af Kersagaqs

store, stærke sønner bebrejder ham valget af boplads, tager P. livet

af både denne og K.s mand. Mange sulter ihjel. De overlevende spiser

de døde. Da P.s svoger Qeerseeq dør, skræmmer han som genfærd

livet af P. og dennes søn. P.s ældste bror Sigdisikajik (Angii) når

frem næste sommer, og da er kun Kersagaq og to af hendes sønner i

live. Nu vrimler det igen med fangstdyr.

 

Hist.: En historisk fortælling fra 1700-tallets slutning, mener Jens Rosing her. Men i en senere publikation (Hvis vi vågner til havblik, 1993, Ikke registreret i denne base) er dateringen slutningen af 1800-tallet. Det kunne passe med sultevinteren men forekommer noget sent, hvis

åndemaneren Angakkeq fra Innersuaq enten er Naaja (der blev kaldt Innartuaqboen / Innartivaqboen eller den lidt ældre åndemaner / angakkoq Aaqqii i Sandgreen 1987, I. Om Angakkeq se: J. Rosing 1963: 195 - 196: "Angákersuaq".

Den store ...".

Paperqia / Papeqqia, Kâkâqs / Kaakaaqs første hjælpeånd

Print
Dokument id:1701
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Paperqia / Papeqqia, Kâkâqs / Kaakaaqs første hjælpeånd
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 286 - 288
Lokalisering:Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé:

Kaakaaq er endnu en lille pige, da hun en morgen vågner og

opdager at hendes mor og bror er borte. Hun vil ud efter dem og går

trods en tantes forbud. Grædende møder hun en stor, fremmed mand, der

har medlidenhed med hende. De udveksler navne, og han hedder Papeqqia.

K. vil gerne med ham hjem på besøg, han indvilger, de går op mod hans hjem i en fjeldside, hvor K.s syn lagdeles og hun ser husgangen.

 P. bor sammen med sin mor, der af P.s udtalelser forstår, at K. er

en, der prøver at vandre på vidderne (jage hjælpeånder i ødemarken, "... asikkut saqileruvit ... ifølge Sandgreen 1967,II:28).

P.s mor fortæller, at hendes mand nylig er død (hans udgang blev

spærret), kan læse K.s tanker og beordrer P. at følge hende hjem, da

hun vil gå. Da teltene blir synlige, går P. tre gange rundt om K.,

inden de skilles. K. vil fortælle om P. derhjemme, men glemmer alt,

når hun er sammen med andre.

 

Var.: Sandgreen 1987: 237 - 242: "På kvan-stedet".

 

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

 

Tolkning: Om åndemanerlærlinges svigtende hukommelse se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, til