Dette afsnit er ikke med i den danske udgave: Min eskimoiske fortid 1982.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Ajagarneq.  At spille gribespil.

Fra vores barndom til vores ungdom har vi gerne noget at lege med, noget der skal være sjovt, og som har til formål at adsprede os. Det er det samme vi gør helt frem til vores alderdom; som tiden går ændrer vi bare på legetøjet. Og efterhånden som vi bliver ældre, vender vi os mere og mere til sangen og forskellige varianter af denne. Vi er ængstelige og frygter det, der kan ske vores medmennesker og i forbindelse med det sted, hvor vi er født. Og sørgede vi ikke for at komme ud og finde nogle at være sammen med, ville vi føle det hele meget tungere. Derfor sætter vi stor pris på at have selskab, og vi har jo da også stor glæde og lettelse af at få os et godt grin. Af alle typer spil og legetøj er jeg gladest for gribespillet, for det meste bare som et legetøj og et spil men også som noget at tjene penge på.

   Til gribespillet brugte vi mest den korte underarmsknogle af en grønlandssæl, og naturligvis også mange andre slags knogler. Vi borede hul i hele knoglen, fra den ene ende til den anden, og så kaldte vi de to huller, det vil sige rørets ender, for: Den smalle endes hul "ersiva", og den brede endes hul "paaja".

   Udover disse to huller (ersiva og paaja) var der 12 andre huller, der var boret langs knoglen, fire rækker med tre huller i hver række. Nogle nøjedes med at bore 9 huller eller endnu færre, og disse huller kaldtes:

På den buede overdel af knoglen, nærmest "ersiva" (den smalle knogleendes hul) hed det første hul: "rygfinnen" ("sulussugutaa"); det næste hul: "den midterste" ("qeqqarleq"), og så det hul, der er nærmest "paaja" (den knoglebrede endes hul), der kaldtes: "dens smalle" ("ippikitsuaq").

Og på knoglens modsatte konkave underside: Hullet nærmest "ersiva" (den smalle knogleendes hul) hed: "rygfinnen" ("sulussugutaa"); det næste hul hed "dens krumning" ("peqingasuutaa"); og hullet nærmest "paaja" (den brede knogleendes hul) hed: "dens hage" ("tallua").

Og på knoglens sider var der huller overfor hinanden, der havde ens navne for hver to:

Nærmest "ersiva" hed hullerne: "hans knogler" ("saarniligaa"); og de næste hed: "den midterste" ("qeqqarleq"); og de sidste to huller nærmest "paaja" hed: "øret" ("siut").

   Når vi spillede gribespil, var det sjoveste spil det, som vi kaldte "at tage nordpå" ("avunnaaneq")*, det vil sige i konebåd. Der spillede vi sammen i hold. Var vi for eksempel fem personer, kunne der være tre på det ene hold og to på det andet, og det dårligste hold havde flest medlemmer.

   Vi begyndte altid ved "paaja" (den brede knogleendes hul). Og så begyndte vi at spille ved først at ramme hullerne et efter et på den buede overdel af knoglen: Når man ramte rigtigt første gang: bar man sit telt ned; når man ramte rigtigt anden gang: satte man sin konebåd i vandet. Og sådan fortsatte vi med: at lægge teltet i konebåden, at gå ombord i konebåden. Og man spillede også om, hvor mange besætningsmedlemmer konebåden skulle have.

   Og når én syntes, at han havde tilstrækkeligt mange besætningsmedlemmer, besluttede han sig for at rejse og sagde: Fra den første (det var det femte hul man ramte), og det betød: den første dag på rejsen. Og for det meste regnede man med at skulle bruge antallet af alle fingrene på begge hænder og alle tæerne på begge fødder som rejsedage, og dertil kom så dage, som skulle lægges til på grund af det, der måtte indtræffe undervejs på rejsen.

   Og blev man ved med at ramme rigtigt, talte man sådan: Den første, anden, tredje, fjerde, femte, første på den anden, anden, tredje, fjerde, femte. Når man havde talt alle fingrene på hænderne, gik man ned til fødderne: Den første nedenunder, den anden, tredje, fjerde, femte, første på den anden, anden, tredje, fjerde, femte. Havde man gennemført alle disse dage (ved uafbrudt at ramme rigtigt), nåede man frem til et stykke hav med stærk strøm, og på grund af den stærke strøm, kunne det være et tidkrævende arbejde at ro der, og derfor tog den del af rejsen flere dage, det vil sige antallet af alle fingrene på hænderne. Derfor startede man forfra med at tælle, når man nåede dertil: Den første osv., og talte alle fingrene på hænderne; men under denne del af spillet skulle man spille med venstre hånd, mens man havde spillet med højre hånd på vej til det strømfyldte sted. Og når man havde kæmpet mod dette strømfyldte sted i disse antal dage (det vil sige, at man havde ramt rigtigt de antal gange), nåede man endelig frem til det landområde, som man var på vej hen til.

   Efter at have spillet med venstre hånd, måtte man nu igen spille med højre hånd: Han bærer sit telt op, han slår teltet op, han tager ud at ro i kajak, han fanger en sæl, han ror ind til land med den, hans kone parterer byttet, hun skraber skindet (og her lagdes kaste- eller skubbepinden ned mellem fingrene), han skærer skindet op i lange baner til remme, han tørrer dem, han skærer dem op i længder, han søger efter nogen at bo hos, han går op på udkigspunktet, han tager en sten.

   Når han søger et sted at flytte ind, har det en bestemt funktion. Lad os sige: Når man spiller og ikke rammer rigtigt, før man er nået hen til sit mål, skal man give kastepinden til holdmedspilleren, og så skal medspilleren begynde at spille på nøjagtig samme måde for at nå det samme mål. Men da nogen altid vil være bagefter, vil den første, der ankommer til stedet, indlogere den sidst ankommende, når han rammer det hul, som den anden nåede hen til, fordi han ikke kunne ramme. Når han altså er nået til det hul, som den anden stoppede ved: Han indlogerer konebådsbesætningen, og ved at gøre det, får han spillet til at dreje om sin egen akse, fordi han indlogerer nogen. Dette sker ikke særlig ofte, og derfor er de indlogerede ude af spillet, fordi de ikke når hen til deres mål og desuden kommer bagud, og de har altså tabt.

Der kan dog også ske det, at de i deres kappestrid endnu ikke er nået frem til deres bestemmelsessted. De konkurrerer jo, så når de når hen til hinanden og vinder over hinanden, går de ikke bare forbi hinanden, men de slår hinandens konebådsbesætning ihjel på følgende måde: De vælter modstanderens konebåd, skærer hans arm af, skærer hans ben af, skærer hans stakkels hoved af, han tager hovedet ombord i sin båd, han tager videre med den myrdedes hoved i sin konebåd. Og så må han som nybegynder begynde forfra med dagene og gennemføre dagene (den første, den anden osv.) eller tage alle fingrene på hænderne en efter en, eller måske tage alle tæernes antal med også. Hvis han på den måde bliver ved med at ramme rigtigt og når hen til sit mål, skal han ikke først tage på jagt i kajak men i stedet for gå videre på følgende måde: han kaster det medbragte hoved i vandet, en haj kommer hen til det, hajen æder hovedet, og her skal man spille ved at bide sammen med tænderne om spillepinden. Og hvis man rammer rigtigt har man vundet, og modstanderen, der ikke formodes at kunne blive levende igen, når hans hoved jo er blevet ædt, er ude af spillet, fordi han har tabt.

   Men ham der faktisk slog sig selv ihjel, fordi han ikke ramte rigtigt, før han var nået hen til sit mål, han kan faktisk få en chance for at blive levende igen ved at ramme rigtigt på følgende måde: Han læges, andre dele af ham læges, hans konebåd vendes på ret køl, hans besætning ror af sted; og når han bruger tallene "den første, den anden osv.", kan han nå derhen, hvor han tager sit hoved og bliver levende igen, og på den måde kan han udmærket godt komme til at spille med i spillet igen.

   Og rammer man ikke det hul, hvor man blev slået ihjel, kan man ikke blive levende igen. Og selv om man er kommet forud for sin modstander, kan man udmærket godt slå vedkommende ihjel. Man kan belægge et af de huller, som man har ramt, med f.eks. følgende ord: "Jeg dræber dig i rygfinnen!" Når efterfølgeren når hen til netop hullet "rygfinnen", dør han der og kan også blive levende der. Det er for at sinke modstanderen, fordi den, der er foran, så inderligt gerne vil vinde.

   "At tage nordpå" kan udvides med langt flere kast og skub for at forlænge spillet og for at gøre det sjovere og mere spændende.

   Andre typer spil er f.eks. disse, der spilles for sjov:

"At trække røvhul"  man tager knoglen og lader pinden falde ned, så snoren bliver helt rettet ud, og med den ene hånd løftes knoglen, og man prøver på at kaste pinden, så den rammer knoglens smalle åbning. Rammer man, har man trukket sit røvhul ind.

"At hakke med sit næb":  man lægger pinden mellem langfinger og ringfinger og prøver på at ramme knoglens smalle åbning ("ersiva").

"At sy den":  ved et pludseligt ryk prøver man på at få pinden ind i knoglens bredeste åbning ("paaja"). Og det gøres uden at løfte pinden op.

"At slå den ind":  man prøver at ramme knoglens bredeste åbning ("paaja"), men denne gang har man løftet knoglen men holder pinden inde i sin hånd.

"Jeg bider dig":  man bider fast om pinden og prøver på at ramme den ene eller anden knogleendes åbning.

"Jeg kysser dig":  man propper en del af pinden ind i næsen og prøver på at ramme den ene eller den anden knogleendes åbning.

"Jeg drejer dig rundt, mens jeg bider den":  man bider fast om pinden og lader knoglen dreje rundt og prøver på at ramme knoglens bredeste åbning ("paaja").

   Nogle gange spillede vi bare de forskellige spil, andre gange lod vi spillene indgå i forskellige konkurrencer og brugte dem som pausespil.

Oversat af Signe Åsblom.

*i Østgrønland betyder avunnaarneq: sydpå, altså spejlvendt betydningen i Vestgrønland (begge steder orienterer man sig med fronten mod havet, til højre og til venstre).

Hist.: Afsnit af den grønlandske udgave af Quppersimaans selvbiografi. Se også udgivelsen: Sandgreen: ajagarneq (Ring og pind spil), Eget forlag, Nuuk 1967, der er en tosproget (grønlandsk/dansk) beskrivelse af legen på grundlag af samme informationer. Her ses også et par tegninger med angivelse af hullernes navne.

Der findes næppe nogen mere detaljeret beskrivelse af agajarneq, der var en fælleseskimoisk leg. I arktisk Canada var der tabu mod spillet på visse årstider i forhold til vintersolhverv. Se MacDonald, John: The Arctic Sky. Nunavut Research Institute 1998: 123 - 124, med noter..

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Fortælling der knytter sig til underholdende udfoldelser.

Resumé:

Legen med snorefigurer, ajaraaneq ?, må ikke overdrives, siges det. Det var faktisk hændt engang nær Aappilattoq på efterårsfangst. Om natten, da fortællerens morbror var ude og tisse, så han et helt uhyre stort isbjerg ligge lige ud for kysten. Alle hviskede af frygt, kvinderne turde ikke hente saltvand til kogning nede ved det. Heldigvis var det væk næste morgen. Kun et lille isbjerg sås. Derfor advarede man altid mod at overdrive både ajaraaneq og ajagaq-legen (kastespillet, pind i hul, ajagarneq).

Hist. : begivenheden med det store isbjerg må have fundet sted i begyndelsen af 1900-tallet.

Kommentar: Man kunne frygte, at isbjerget ville kælve med en flodbølge så enorm, at den ville skylle alt på kysten med sig i havet. Larm ville kunne få den til at kælve.

I arktisk Canada var der tabu mod at spille begge spil på hver sin side af vintersolhverv; Se MacDonald, John: The Arctic Sky. Nunavut Research Institute 1998: 123 - 124, med noter.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fjordboen og kystboen (opr. ingen titel)

En fjordbo og en kystbo blev gode venner. De var så gode

venner, at der ikke gik en dag, hvor de ikke så hinanden.

Når de traf hinanden, inviterede de hinanden på besøg. Engang fik

kystboen den onde ide at forgive fjordboen. Han henlagde en sæl til

gæring, så den kom til at lugte og miste hårlaget, og han gned den

ene side af sælen med noget fra en gammel grav (i varianterne er der

tale om menneskefedt fra et lig).

Så inviterede han sin gode ven og serverede den frosne sæl med en kniv

i kødet til ham. Han troede, at vennen bare ville lange til maden; men

venner gik ud for at tisse. Undervejs tilbage var der ikke et menneske

at se nogen steder; men han hørte en stemme sige: "Din gode ven vil

forgive dig. Før du langer til, skal du vende sælen, og du skal bruge

en anden kniv når du spiser."

Værten forventede, at hans gode ven straks ville lange til; men først

vendte han sælen om, hvorefter han gav sig til at spise af den med en

anden kniv. Det gik op for vennen, at han ikke var til at forgive

sådan uden videre. Dertil var han for klog. Efter besøget tog vennen

hjem og fortalte sin husstand, at vennen havde prøvet at forgive ham.

Han slap med et ondartet mavetilfælde, der skyldtes, at han alligevel

var kommet til at spise et lille stykke af det, der var smurt med

noget fra en gammel grav.

Nu ville fjordboen hæven sig på den anden. Han lagde et helt rensdyr

med skind og det hele til gæring og smurte noget fra en gammel grav

over det hele. Da han mødte sin ven, inviterede han ham hjem.

Så kom han, og værten bad kvinderne hente mad til ham. De kom ind med

et lækkert frossent rensdyr, som var helt afhåret.

Da de havde serveret ham det, sagde han, at han først ville ud og

tisse - selv om han slet ikke var trængende. Han gik ud, men kom

tilbage uden at have tisset. Han var blot ude for at trække frisk

luft. Hans gode ven forventede, at han først ville "ændre dyrets

stilling." Men han gav sig til at spise uden at flytte på det. Han

holdt først op, da han var blevet helt mæt. Så tog han hjem.

Efter dette besøg mødte han ikke længere sin ven på sine fangstture.

Til sidst kom han til at længes efter at se ham igen.

Så tog han hen til hans boplads for at besøge ham. Han så ingen

mennesker. Han bar sin kajak længere op på stranden; stadig var der

ikke et eneste menneske at se. Nu var han på vej op til huset og

konstaterede, at vennens kajak lå på sin plads. Han kiggede ind og så,

at han lå på briksen på maven med hovedet ud over kanten. Hans øjne

var uhyggeligt store. Udefra spurgte han ham: "Hvad går der af dig?"

Tænk så svarede han: "Du har jo forgivet mig. Så vil jeg også spise

dig!" Da han begyndte at røre på sig, løb fjordboen ned til sin kajak

med kystboen i hælene.

Netop som han var kommet ned i kajakken og var roet ud, nåede kystboen

til stranden og bad ham komme i land igen, for han ville

ikke gøre ham fortræd. Det viste sig, at han ("avâlârdlune": i

sindssyge) havde spist alle de andre.

Da han kom hjem, fortalte han de andre, at hans gode ven, som han

forgav, havde spist alle i sin husstand, og at han selv nær var blevet

spist af ham. De andre i huset advarede ham mod at besøge ham igen.

Der gik lang tid hvor han ikke besøgte ham. Men så kom han til at

længes så meget efter ham, at han igen tog derhen på besøg. Dennegang

var han så utryg, at han kun lige trak kajakken op på stranden og gik

op. Han kiggede ind igennem indgangen fra gangen og så, at han nu lå

på briksen med hovedet imod bagvæggen. Han sagde: "Hvad går der af

dig?" Intet svar. Så gik han hen for at røre ved ham. Straks han

rørte ham, råbte han: " Hvad vil du!" og sagde: "Du har jo forgivet

mig, så jeg vil spise dig!" Gæsten ville springe ud i gangen; men den

anden spærrede åbningen. Så gav han sig ellers til at løbe efter ham.

På et tidspunkt da den syge var langt fra åbningen ud til gangen,

sprang gæsten ud og løb ned til stranden med den syge lige i hælene.

Idet gæsten kom ned i kajakken og stødte fra land, vadede vennen ud i

vandet for at gribe fat i spidsen af kajakken; men da den smule

bølgegang, der der skabtes af kajakkens bevægelser, nåede vennen,

sagde denne: "Nu falder jeg ned i en stor revne!"

Vennen faldt om i vandet, og mens han kom op igen, roede gæsten væk.

Da han kom hjem, fortalte han de andre, at han var blevet forfulgt af

ham inde i huset og helt ud i vandet, og at han denne gang have været

lige på nippet til at blive spist. De andre sagde, at nu måtte han

altså lade være med at besøge ham.

Så kom han igen til at længes efter at se sin gode ven; og roede

derhen. Han trak kajakken halvt op på land og gik op til huset. Han

kiggede ind i rummet gennem åbningen fra gangen; men der var ikke

nogen at se. Han gik ind og ledte efter ham bag skindtapetet. Men han

var der ikke. Han ville egentlig afsted igen, men gik så op til en

stor klippehule ovenfor huset. Han kom til indgangen og så, at vennen

lå der pjaskvåd. Udefra spurgte han ham: "Hvad går der af dig?" Han

blev ved med at sige "hvad går der af dig" og gik hen til ham. Han

rørte ved hans fødder og på kroppen, men han bevægede sig ikke. Han

gik tættere på og vendte ham om. Han opdagede at han var død af skræk.

Øjene var så langt ude, at kun en streng forbandt dem til øjenhulerne.

Han blev rædselsslagen. Han tog hjem; og det var så sidste gang han

besøgte sin gode vens boplads for at se til ham.

Sådan dræbte han dette menneske, som ellers var hans hjertensven.

Var.: kangerlumiorlungooq kitaamiorlu; Vennerne; Fætrene. Bespiste ondt; Fætrene; fjordbo og kystbo; sindsyg / sindssyg / menneskefedt; ligfedt.

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Neruvkaq" / Nerukkaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:240 - 241.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 81 - 82: "Neruvkaq" / Nerukkaq.

Resumé:

Nerukkaq er gift med en tuneq-kvinde, Navarnaaq (Navaranaaq), der er

eneste søster til mange brødre, hvis navne alle remses op. Nerukkaq er

en plageånd. Han borer ofte sin kone i benene. Hun truer med sine

brødres hævn og løber hjem til dem. Brødrene kommer, men Nerukkaq har

stærke forsvarsmidler (sit barnetøj oversyet med hvalrostand), en mor,

der kan gøre ham stærk og pile med modhager. Brødrene flygter helt

ned til Kap Melville, og Navarnaaq lever skrækslagen resten af sit

liv i et hul, som hun graver under briksen. Den sladderhank!

Hist.: Om tuneq, fl. tornit: Se Kleivan 1996: Inuit Oral Traditions about Tunit in Greenland. The Paleo-Eskimo Cultures. New Perspectives in Greenlandic Archaeology. Ed. by Bjarne Grønnow and John Pind. Cphg.: Danish Polar Center.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Om en rejse Nordpå.

Deroppe nordpå nord for Upernavik på sydsiden af en stor bugt og ude på det åbne hav er der en stor klippe, der kaldes Norsersorfik (stedet hvor man bruger en fuglepil?). Når man får øje på stedet udefra, ligner det en stor klippe, der sejler for fulde sejl. Englænderne kalder det Devil´s Thump, men på vores sprog kaldes det Toornaarsuup Kullorsua (Djævelens Tommelfinger). Men det første sted hvor man lander på solsiden af denne bredning kaldes Kittorsalik, som vi også kalder Qipisup Nunaa. Stedets beboere er oprindeligt grønlændere.

En af dem, som I måske har hørt om, blev fanget af en af de fremmede og taget med til England; denne grønlænder, som på grønlandsk hedder Qalasik (Qalaarfik?), kom, efter at have lært engelsk, til at hedde Rasmus. Denne fortæller først om John Franklin´s forlis, men uden at han selv har set det, men at andre mennesker har set det, og at de har fortalt om, hvad de har været ude for i vores land. Disse folk der kom, har fortalt om det, men han selv ikke har nogen viden om det land, disse henviser til. Han har ikke set det land, men kun hørt om det.

(Er det følgende Rasmus´ fortælling der gengives? BS). Men vi rejser her fra Grønland sammen med ni skibe, der hedder Rasalot, Sistin Brin, Saugbat Mornings og to hjuldampere. Vi er med skonnerten, med en der hedder John Roers (Ross?) som kaptajn og sammen med to andre skibe, Lesli(e) Franklin med Beeni som kaptajn og skibet Sorria med Fokser som kaptajn.

I et andet land der hedder Sistin Pim (Sixteen?) nord for vores land. Dette land har ikke tørve- eller mosejord, da der ikke findes jord her, det eneste man kan se her er sten. Der er masser af dyr at se i havet. Man kan se ringsæler og hvalrosser og isbjørne, men man kan ikke se noget som helst andet, selvom der er sildepiskere?

På selve landet er der ganske vist ryper at se og ind imellem også harer. Jeg færdes ganske vist på land, endda helt derhen hvor landene skilles. Og man kan også se Akilineq (Ellesmere Land?).

Efter at have været på rejse i fire år og efter at have udnyttet alle rejseformer, nåede jeg dog ikke at se den sydlige del af vores land, da det ligger så langt væk.

Hist.: Hist.: Adam Beck var i 1860'erne både med på en ekspedition til Baffinland med et par års ophold på Blacklead Island i Cumberland Sound som tolk, arbejdsformand og muligvis missionær, og på en af eftersøgningerne efter Franklin. Formentlig er det første strækning af den sidstnævnte rejse, der skildres her.

Se Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311, med henvisninger til Becks (staves hos Petersen: Bech) skildringer i Atuagagdliutit 1865 og 1867.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse). (Fortællinger om hvalfangere).

Dengang boede Usunnguaq 's bror, Tiggak, ved Kingigtoq / Kingittoq, der ligger lige nord for Upernavik, som hvert forår blev besøgt af hvalfangere. Og der fik de så mange gode ting i bytte.

      En af Kingittoqboerne, en gammel mand, var Tiggaks gode ven, og morskab, og de snakkede næsten altid med hinanden. Denne gamle mand, der hed Otto kaldtes af sine bopladsfæller for Taannakuluk. Taan. havde en særlig ven blandt kaptajnerne, og det pralede han med overfor Tigg. og sagde til Tigg., at han skulle prøve at få sig en ven blandt kaptajnerne. Og denne kaptajn blev af eskimoerne kaldt Vaakka (muligvis Walker, RP). Når V. ankom, kom Taan. ombord på besøg hos kaptajnen og kom ud lidt påvirket og blev kaptajn for en dag. Og så gik han sammen med kaptajnen til de forskellige matroser, der havde forskelligt arbejde og så gav han dem en befaling, og for at more ham, udførte matroserne hans befalinger så hurtigt som han sagde dem. Og Tiggak lod som om han var misundelig på Tannakuluk, fordi han kunne gøre sådan.

Engang da Vaakka var kommet og Taann. blev den store mand ombord, gik Tiggaaq hen til ham og sagde, at han ville give ham noget at lugte af sin tarmåbning.

Taann. prøvede at flygte, men Tigg. tog fat i ham, så han ikke kunne vride sig løs. Og da han stak fingeren ind under bukserne, vendte Tann. ansigtet bort, og masede på for at komme løs. Men Tigg. klemte hans ben mellem sine ben, og så stak han sin finger op i næsen på ham og slap ham så løs. Og så fik matroserne noget at le af og de skraldgrinede allesammen. Og V. lod som om han skældte ud, men ind imellem lo han og pegede på Tigg. og sagde: No good. Det var sjovt den gang at Tiggak viste hvor stærk han var, og Taan. fortalte senere, at han prøvede at komme løs, men at han havde følt sig som et lille barn. Og han måtte så opgive at anstrenge sig. Og denne Taan. var blevet Vaakkas ven, fordi dengang Vaakka kom som barn, havde Taann. givet ham et par vanter af vandskind.

En anden, en tidligere kaptajn Vaakka, der havde mistet sin kone, kom med sin 9-årige søn, idet han syntes, at det ikke ville være videre godt for barnet at blive sendt på kostskole. Denne lille Vaakka havde, eftersom han var barn, ikke noget at gi', og han ville også gerne have noget, men måtte nøjes med at misunde de andre, fordi han ikke havde noget at tilbyde. Og Taannakuluk lod så sin kone lave et par vanter af vandskind, og han lavede så en ters af narhvaltand, og han

gav det så til Vaakka, idet han sagde, at det skulle han ikke betale noget for.

Da de rejste glemte han det. Som gammel mand boede han ved Kingittoq, og et forår kom der et hvalfangerskib til Kingittoq, og blandt dem, der kom ud til skibet var Taan. Den nye kaptajn Vaakka så Taan. og genkendte ham, selv om Taan. ikke kunne huske noget. Og så nævnte han, hvor han havde set Tann. Da Taan. stadig ikke kunne huske det, så viste kaptajnen med hånden hvor stor han var,

og fortalte, at han havde givet ham et par vanter. Og så kunne Taan. pludselig huske, at det var sket et sted nord for Tasiussaq / Tasiusaq. Efter den tid fik Taan. mange venner blandt hvalfangerne lige til han døde, og hvalfangerne kaldte ham John Otto.

Hist.: autentisk

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang en lille ældre mand, der var alle tiders

til at prutte. De havde deres vinterboplads et sted på fastlandet.

Når bærtiden kom om sommeren, satte de mærke der, hvor der var flest,

fordi de om vinteren godt kunne få lyst til bær. Når de så om

vinteren, hvor sneen dækkede jorden, fik lyst til at spise bær

henvendte de sig til gamlingen. Denne gik hen til det sted, hvor der

var mange bær og slog en ordentlig prut, så al sne i området

forsvandt. Så guffede man ellers bær. Når han inde i huset trængte til

at slå én, sagde han til de andre: "Hold fast på  husstøtterne." Når

han så slog én, slyngede den benene i vejret på dem, der holdt fast på

støtterne.

Man siger, at mens de endnu var der (på vinterbopladsen)

fik de nys om at der i nærheden overvintrede nogen med en stor hund,

en hund, sagde man, der dræbte alle dem, der kom på besøg. Og næppe

havde prutmesteren hørt dette, førend han fik lyst til at besøge dem.

En dag i fint vejr rejste han på besøg, idet han undervejs samlede

sammen til et ordentligt brag. Han roede langs stranden for ikke at

blive opdaget af hunden, før han gik i land. Så snart han gik i land,

opdagede den store hund ham; og den familie, han ville besøge, råbte,

at han omgående skulle flygte - ellers ville han blive dræbt. Vist

ville han ej. Han stillede sig blot op med ryggen til hunden. Da den

nærmede sig, trak han bukserne ned og slog en ordentlig skid. Han vendte sig om, men der var ingen hund. Men mens han stod der, så han nogle knogler falde

ned på jorden. Tænk, det var hunden, der var blevet slynget til vejrs

da han pruttede.

Nu da hunden var dræbt, kom der mange gæster til

familien. Som tak for at ha' gjort det af med hunden, blev han

overøst med gaver fra alle i familien, der ejede hunden.

På en dejlig dag, nogen tid efter han havde dræbt hunden, fik han

lyst til at tage ud på fangst vestover. Han roede ud forbi de yderste

øer. Mens han ventede på, at en sæl skulle dukke op, trængte en prut

sig på for fuld kraft og han roede til, alt hvad han kunne, for at nå

til land i tide. Ganske tæt på land blev trangen så voldsom, at han

end ikke var i stand til at ro. Han lå stille et stykke tid. Men han

fandt ud af, at det blev det kun værre af, så han fortsatte helt ind

til land og op på stranden. Nu kunne han ikke længere holde luften

tilbage, og han slog en ordentlig én. Kajakken knækkede over, der hvor

han sad, og den bagerste halvdel røg til vejrs og forsvandt. Den

forreste del var havnet oppe på stranden; og i den redelighed reddede

han sig kun selv med nød og næppe i land. Mens han stod på stranden,

roede der et par kajakmænd forbi. Han råbte til dem, og de fik ham med

hjem. Derefter holdt han sig til landjorden, hvor han bare døde, uden nogensinde at få sig en kajak igen.

                    Skrevet af John  Nikolaisen (seminarieelev)

Var.: Søg på prutmester; Storfjærteren

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Beretningen om den ældre mand.

Det fortælles om en ældre mand, at han havde en enkelt søn og en yndlingssommerplads. En sommer døde deres eneste søn, mens de opholdt sig på deres vanlige sommerplads. Det siges, at de ville have bragt deres afdøde søn hjem til deres vanlige vinterboplads, men de var blevet så få, at der ikke var folk nok til deres konebåd, så de måtte begrave deres søn på deres vanlige sommerboplads. De troede også, at de måtte overvintre på dette sted og begyndte derfor straks at bygge sig et vinterhus. Mens de stadig var i færd med at bygge deres hus, hørte deres slægtninge, at den ældre mand og hans kone kunne komme til at overvintre alene, og så fik familien medlidenhed med dem og tog hen efter dem i deres konebåd. Da de kom til deres sommerboplads, tog de dem med hjem til deres vinterboplads.

Det fortælles, at da de var kommet til deres vinterboplads, begyndte den ældre mand at besøge sin eneste søns gravplads for at klage sin nød. Det siges, at han til sidst besøgte stedet hver dag og ikke længere gad tage på fangst. Når han kom til sin søns grav, sad han ved siden af den og havde ingen fornemmelse af, hvordan dagen gik. Og når han pludselig så, at solen allerede var ved at gå ned, måtte han tage hjem.

En morgen vågnede de til en vindstille og skyfri dag, hvor himlen netop var klaret op, og det fortælles, at der kun var lidt skyer ude i vest. Så tog den ældre mand af sted på sælfangst. Da han havde passeret yderkysten undervejs vestpå, fik han øje på en stor sort genstand forude i horisonten. Så begyndte han at ro hen mod den. Da han var kommet den nærmere på hold, tænkte han, at det bestemt lignede et menneske. Endelig var han ved at nå den, men på grund af sin høje alder var han næsten nået derhen uden at genkende den. Først da han så en klapmyds bagved genstanden, genkendte han den som et stort menneske. Det viste sig at være en tuneq-mand, der var ude på sælfangst med en lille nedfalden sky som kajak, og da skyerne forsvandt, så han, at vandet var ved at nå ham til livet. Da han nåede hen til ham, spurgte han ham således: "Man har svært ved at få adspredt sine tanker, fortæl noget." Den tiltalte tav, og det var faktisk fordi den ældre mand var kommet ham i forkøbet, for han havde ellers tænkt sig at sige noget. I forventning om, at manden skulle sige noget, fulgte den ældre mand efter ham, og uden at tuneq-manden havde sagt noget, kom de et godt stykke ind mod land, og den ældre mand spekulerede over, hvilken retning tuneq-manden ville vælge. Til sidst opdagede han, at tuneq-manden havde retning mod hans søns gravplads. Mens han fulgte efter ham tænkte han: "Han er ikke meget for at sige noget, måske skulle man tage og harpunere ham." Så tænkte han videre: "Jeg kan harpunere ham, når han næsten er ved land." Da så tuneq-manden nærmede sig kysten, begyndte den ældre mand at vente på, at tuneq-manden skulle få et forspring; og da han havde fået et forspring, begyndte han at ro hurtigt hen mod ham, og han besluttede at harpunere ham lige mellem skulderbladene. Da han havde gjort sin harpun klar til kast, så han, at tuneq-manden var lige ved at kigge sig tilbage, og netop som han så sig tilbage, harpunerede han ham, så det straks boblede fra hans lunger og han begyndte at synke. Før han var sunket, tog den ældre mand fat i ham, og bugserede ham i land nedenfor sin søns gravplads. Først tænkte han på at lade ham ligge der, men kom meget i tvivl og besluttede sig for at sænke ham i vandet. Han hentede så sin fangstline fra sin kajak og bandt sænkesten om tuneq-mandens hals og sænkede ham, men tuneq-mandens storetå stak op af vandet. Han parterede også hans klapmydsfangst og sænkede den.

Da den ældre mand kom hjem, spurgte bopladsfællerne ham, hvor han havde været. Den ældre mand svarede: "Fremover tager jeg aldrig andre steder hen end til min søns grav, hvor jeg kan klage over tilværelsen." Bopladsfællerne lagde mærke til, at den ældre mand gik meget tidligt i seng om aftenen, men de sagde ikke noget. Da de andre havde sovet og vågnede, var den ældre mand der ikke længere, og det viste sig, at den ældre mand ikke havde kunnet falde i søvn, fordi han glædede sig så meget til den næste dag, og at han derfor var taget af sted uden at sove.

Da den ældre mand var taget af sted midt om natten, kom han som sædvanligt til sin søns gravplads og var som sædvanlig lige begyndt at jamre og klage, da han hørte en lyd bagved sig, og han kiggede sig tilbage og så, at en tuneq-mand var lige ved at nå hen til ham. Da den ældre mand så ham, spurgte han ham: "Hvad kommer du her efter?" Den store tuneq-mand svarede dertil: "Jeg søger efter min eneste søn, der tog på fangst i går og endnu ikke er kommet tilbage." Da han sagde det, var den gamle mand lige ved at sige: "Jeg har dræbt ham," - men han nåede lige at holde sine ord tilbage. Mens han var der sammen med tuneq-manden, begyndte denne at kigge udefter, mens han skyggede for sine øjne med hånden, og den ældre mand vendte hovedet væk fra ham. Så hørte han tuneq-manden udbryde: "Hvad er det derude, der dukker op og igen forsvinder fra havoverfladen?" Den ældre mand svarede: "Ja, hvad mon det kan være, måske skulle man tage derud og undersøge det." Tuneq-manden sagde: "Ja gør det, tag ud og find ud af det!" Så tog den ældre mand derud, og da han nåede derhen, hørte tuneq-manden ham sige: "Hør du dér, det er jo et menneske!" De store tuneq-mand svarede: Måske kunne du bugsere det ind:" Så trak den ældre mand med besvær mennesket op og begyndte at bugsere det ind. Da han var nået ind til land med det, genkendte den store tuneq-mand sin søn, og straks begyndte han at græde. Den ældre mand begyndte at græde sammen med ham, og da han havde grædt, sagde tuneq-manden: "Hvis jeg havde været alene, havde jeg aldrig fundet ham, kom nu med og få din belønning." Da han sagde, det, gik den ældre mand med til det. Så ordnede tuneq-manden sin bærebylt og begyndte at gå opad sammen med den ældre mand.

Det berettes, at den ældre mand på sine ældre dage kunne løbe alle slags landdyr op, og derfor regnede han med, at han kunne holde trit med den anden. Men tuneq-manden sagde: "Nu skal du løbe så hurtigt du kan." Derfra begyndte de at gå op ad et meget stort fjeld, men halvvejs oppe begyndte den ældre mand ofte at sakke bagud. Hver gang han kom bagud, løb tuneq-manden langsommere, og når den ældre mand nåede ham, sagde tuneq-manden til ham: "Så skynd dig dog lidt, ellers bliver det aften, inden vi når frem." Da de endelig var kommet over det store fjeld, fortsatte de støt ind mod indlandsisen. Da de endelig kom til indlandsisen, fortsatte de over den direkte østpå. Undervejs fik de længere fremme øje på en stor nunatak. Da de kom nærmere, så de et hus foran sig, der lå på vestsiden af den store nunatak. Da de nærmede sig huset, og der ikke kom mennesker ud, løb den store tuneq-mand endnu hurtigere, og den ældre mand sakkede hurtigt agterud. Kort efter at tuneq-manden var kommet ind i huset, kunne man høre tuneq-folkene begynde at græde og jamre sig. Den ældre mand tænkte først på at gå ind i huset, men så besluttede han sig for at blive stående udenfor. Der stod han endnu, da de bød ham indenfor. Det fortælles, at da den ældre mand var på vej ind gennem den store husgang, og regnede med bare at springe op på afsatsen til husrummet, men så rummets enormt høje afsats, standsede han, fordi han sikkert ikke ville kunne klare springet. Da han blev stående nedenfor afsatsen, tog tuneq-manden ham ved armen og hjalp ham op, og straks han var kommet ind, satte han mad frem for ham, lutter tørret rensdyrkød. Da den ældre mand havde spist nok og ville holde op, insisterede tuneq-folkene på, at han skulle spise sig rigeligt mæt, for de sagde, at hvis han ikke havde været til stede, ville deres fælle ikke være blevet fundet. Først da den ældre mand var stop mæt, holdt han op med at spise.

Da han holdt op med at spise, sagde én af tuneq-folkene: "Måske skulle jeg mane ånder bare for at prøve," og straks bad han om at få slukket lamperne, mens han satte sig i krogen ved afsatsen til husrummet. Så fik den ældre mand brug for et gemmested. Inden han havde fundet sådan et gemmested, bad åndemaneren om at få lamperne tændt. Så snart lamperne var blevet tændt, sagde han til den ældre mand: "Det er dig, der har gjort det, det er dig, der har dræbt ham." Den ældre mand tænkte først på at benægte det, men fik så den tanke, at hvis de kunne genoplive den dræbte, kunne han selv fortælle, at det var den ældre mand, der havde dræbt ham, og så sagde han: Ja, jeg har dræbt ham, fordi han nægtede at sige noget som helst." Da den ældre mand sagde det, sagde den dræbte mands fader: "Vent lidt, jeg vil først prøve på at genoplive ham." Så forsøgte de at genoplive den døde. Da de havde fået ham til live igen, spurgte de ham grundigt ud, om hvad der var sket. En af tuneq-mændene spurgte den dræbtes fader: "Hvordan vil du tage hævn over ham, der så usselt har dræbt din søn." Denne svarede ikke, men begyndte så at hviske til de andre. Da de havde hvisket sammen, gik to af mændene ud efter at have taget armbeskyttere med sig. Snart efter kom de tilbage med to fyldte armbeskyttere. Det viste sig, at de havde hentet tanglopper fra havet. Da de kom ind, trak de kamikkerne af den ældre mand og gav ham armbeskytterne på som kamikker og snørede dem tæt til for oven, hvorefter de hængte ham op på væggen bag ved briksen. Den ældre mand måtte blive der, da de havde hængt ham op. Mens han hang der, blev han tyndere og tyndere, fordi tanglopperne spiste af ham. Til sidst var han helt afmagret, og først da han næsten ikke havde mere kød tilbage, tog de ham ned. Da de havde taget ham ned, faldt han hele tiden til siden, når han forsøgte at træde på fødderne, fordi hans ben var helt døde. Så blev han dér på stedet for at samle lidt kræfter. Da han havde fået flere kræfter, startede han hjemturen, og han var adskillige dage om at nå sin kajak. Da han nåede den, tog han hjem til sin boplads.

Da den ældre mand udeblev så længe, troede hans familie, at han var kæntret og druknet. En dag rygtedes det så, at den ældre mand var komme tilbage. Det fortælles, at da den ældre mand var nået hjem, tog han ikke ud i kajak i et godt stykke tid. Senere da han regnede med, at den tuneq, han havde dræbt, havde glemt hændelsen, fik han lyst til at se sin søns gravplads. Så tog han af sted for at se sin søns gravplads. Da han var roet derhen og kom til stranden nedenfor sin søns gravplads og skulle op af sin kajak, rakte han armen indefter for at støtte sig, og tænk, så stak han sin arm lige ind i gabet på den tuneq, som han havde dræbt, og tuneq-manden bed den ældre mands arm af lige op til armhulen. Den dræbte var nemlig, for at tage hævn, kommet derhen og havde lagt sig på lur lige ved strandkanten. Således fik tuneq-manden sin hævn over den ældre mand, som på et tidspunkt havde taget hans liv.

Her slutter fortællingen.

Var.: Ingen i denne bases samlinger

Kommentar: John Nicolaisens fortællinger er ikke helt almindelige, men det er vanskeligt at klargøre hvordan og hvorfor.

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "sujugdlît" / Siulliit.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Tegning af denne stjerne konstellation med et par kommentarer findes i KRKB, Dagbøger fra 1. Thuleekspedition 1912-14, 1(2).

En fortælling om nogle stjerners oprindelse, formentlig Arcturus og Muphrid, der opfattes som 'de første', dvs. foran Karlsvognen (Se MacDonald, John, The Arctic Sky 1998.)

Oversætteren har ikke turde binde an med teksten, der er spækket med dialektale gloser

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 37 - 38.

Resumé:

Et barn lavede intet andet end snorefigurer. En dag kom en

mand, som lavede snorefigurer af sine indvolde. Han kendte mange

forskellige snorefigurer. Han sagde til barnet:" Lad os se, hvem der

først kan lave "rensdyret"?" Barnet var hurtigst. Så sagde manden:"

"Lad os se hvem der først kan lave "ræven"!" Barnet var igen hurtigst.

Manden, der lavede snorefigure ud af sine indvolde, indså at barnet var

hurtigst, og lod det være i fred.

Kommentar: Hos mange inuit var der tabu mod at lave snorefigurer på bestemte tider af året. Se: At holde op mens legen er god; og MacDonald, John: The Arctic Sky. Nunavut Research Institute 1998: 123 - 124, med noter.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles om Tiggaaq, at han beherskede heksekunsten ("ilisiippoq" og "kussuuvoq" betyder det samme), at han var meget vidende, og at han var åndemaner / angakkoq.

Han havde en plejesøn og havde iøvrigt selv to sønner. Når havet var

frosset til, når havet var frosset til, tog han på ture alle mulige

steder hen sammen med de to.

Engang frøs havet til langt ud imod vest. Han tog afsted (på fangst)

sammen med de andre langt derudad. De var kommet langt derud, så gav

Tiggaaq sig til at undersøge himmelen. Han lavede åbninger i isen og

undersøgte strømforholdene. Da han engang havde lavet en åbning og

havde rejst sig igen, sagde han, at det ville blæse op til føhn, fordi

småting i havet var begyndt at drive udefter. Han sagde til dem, at de

skulle løbe indad, alt det de kunne.

Så stak de ellers i løb ind mod land. De var kommet ret langt ind, da noget sort nærmede sig fra vindsiden. Det store hav kom nærmere og nærmere imod dem, og der var ikke andet at gøre end at redde sig op på et isfjeld. Så begyndte de

at drive udad. Mens dette stod på, blev de tørstige. En af Tiggaaqs

sønner sagde så: "Man har hørt, at Tiggaaq er åndemaner, og at han

forstår at trylle. Vi er ved at dø af tørst."

Så såre sønnen havde sagt det, bøjede Tiggaaq hovedet bagover. Mens

han stod med hovedet bøjet bagud, sagde han til dem, at de skulle

kigge ned. Der sprang den fineste kilde op lige ved siden af der, hvor

han stod. Straks ville sønnen drikke af den, men faderen sagde til

ham: "Aaja, hvis I drikker først af den vil vandet straks slippe op!"

Tiggaaq drak først og de andre bagefter. Så var kilden udtørret. Mens

de var på isfjeldet blev de også tissetrængende. En af sønnerne sagde:

"Jeg skal tisse!" Faderen sagde: "Nej, I skal ikke tisse først; jeg

skal først!" Så skød Tiggaaq skambenspartiet voldsomt frem

("ingeerpoq") og gav sig til at tisse. Han standsede strålen brat og

ikke en dråbe faldt ned på isen. Han sagde til de andre: "Sådan skal I

også gøre."

Langt om længe drev de i land. De gik over land og fik på den anden

side af fjeldet øje på et hus (her står der ganske vist "huse", men

senere er det blevet tl "et hus"). De var meget sultne og gik ned.

Huset var beboet. Man satte mad frem til dem; og de spiste naturligvis

og blev helt mætte.

Mens de var inde i huset, forsvandt af og til en ud af huset; og til

sidst var der af alle beboerne kun en ældre mand tilbage.

Da nu alle beboerne var gået ud, spærrede den ældre mand indgangen med

at stor skulderblad af en hval. Han tog et vandskind frem og bredte

det ud på gulvet. Han satte sig på glvet og udfordrede gæsterne til at

trække armkrog. Han begyndte med den ene af sønnerne. De kappedes og

midt i kappestriden gav sønnen sig til at hive efter vejret og

udåndede. Straks råbte ha op: "Giv mig noget rem!" Så kastede de en

rem ned til ham. Han råbte op igen: "Så er det bundet!" De trak liget

op; og så snart de havde fået det op, kunne man høre, at de begyndte

at flænse det. Så udfordrede den ældre mand dem igen til at trække

armkrog. Han trak armkrog med den anden søn oog dræbte ham. Han råbte

op og bad om noget rem; og da han havde bundet remmen om ham, råbte

han op: "Nu er det bundet!" De hev liget op; og man kunne høre, at de

flænsede. Tiggaaq blev bange for, at han på den måde ville dræbe alle

hans ledsagere; og da den ældre mand endnu engang udfordrede, trådte

Tiggaaq til.

Tiggaaq strakte hans arm ud og rykkede hans testikler ud. Han hev

efter vejret; så var han død. Efter at have dræbt ham sagde han: "Hvad

skal vi dog gøre ved ham." Så råbte han op, idet han efterlignede hans

stemme: "Kom med remmen!" Han var spændt på, om han blev hørt. Så smed

de remmen ned til ham. Han råbte op: "Så er det bundet!" De hev det

op; og man kunne høre, at de flænsede ham. En af dem deroppe sagde:

"Vores husherre kan godt li øjne, så jeg vil gemme et par øjne til

ham." Så hørte man han sige, med forskrækket stemme

("avaalaammeriarluni"): "Vi er ved at flænse vores store husherre!"

Herefter tav de. Så begyndte de der at løbe vand ned gennem tagets

åbning. Tiggaaq sagde: "Nu dræber de os." Uden forventning om at det

nyttede råbte han op og bad dem hente sin yderpels, som han havde

hængt under konebåden. Det varede ikke længe; så faldt den ned gennem

tagåbningen. Han skyndte sig med at rode efter noget inde bag

ærmekanten. Det var sin amulet, han ledte efter. Han fik fat i den og

var nu overbevist om, at de ikke ville dø. Han puttede amuletten i

munden. Mens han havde den i munden, kunne han mærke, at den ville ud.

Og idet han spyttede den ud af munden, smed han den op og sagde: "Ram

dem!" Stemmerne oppefra aftog efterhånden, og vandet forsvandt også

efterhånden. Da der slet ikke kom mere vand ned faldt amuletten ned

oversmurt med blod og afføring. Der var ikke meget liv tilbage i den.

Så snart den faldt ned, puttede han den i munden. Mens han havde den i

munden, kunne han mærke, at den ville ud. Han sagde til den: "Ram

dem alle sammen!" Da den nu sidste gang falddt ned, var den næsten

lige så kvik som før. Nu havde den udryddet dem. De kom ud med noget

besvær og så alle de mennesker, som var blevet myrdet. Da Tiggaaq kom

ud, ville han ha'sine børn tilbage. Han fandt de stykker, som man

havde skåret af dem, og satte dem sammen, hvorefter han gjide dem

levende igen.

Nu snakkede de om, hvordan de mon skulle se at komme hjem. De gik ned

til havet. Og han spurgte børnene, hvad for en amulet de havde. Den

ene søn sagde, at han havde en isbjørn som amulet; og den anden søn

sagde, at han også havde en isbjørn som amulet. Han spurgte så sin

plejesøn: "Hvad for en slags amulet har du så?" Denne vidste ikke,

hvad for en slags amulet han havde. Tiggaaq sprang ud i vand. Efter at

have været forsvundet et stykke tid kom han op og var blevet til en

isjørn. Også hans børn kom op og var blevet til isbjørne. Nu sagde de

til plejesønnen, at han skulle springe ud. Denne tøvede længe af skræk

for vandet. Da han fortsat tøvede, sagde de til ham, at de ville

efterlade ham der, hvis han ikke ville springe. Efter yderligere tøven

lukkede han øjnene og sprang ud. Han kom op igen og var blevet til en

lille fugl, der baskede med vingerne hen over vandet. Tiggaaq sagde

til ham, at han skulle krybe ind i hans store øre. Det gjorde han. Så

var de på vej hjemad. De to sønner dykkede af og til, men Tiggaaq blev

oppe hele tiden, fordi han mente det ellers blev for farligt for ham

inde i øret. På den måde fortsatte de til deres boplads. De kom op på

landet, hvor bopladsen lå. Da de rystede sig, sprang der bjørnestumper

til alle sider. Så blev de til mennesker. Da plejesønnen rystede sig,

så man kun en stump af en fugl springe. På den måde nåede de hjem til

deres boplads. Siden tog Tiggaaq og hans sønner aldrig vestover.

Var.: Tiggaaq; Qilaasuaq; Amos Daniel 161 Alluunnguaq; Sungersuusaq; Qiláituaq, Qiláussuaq; Qátsâq; Asalooq; Qilaasuaq og Allunnguaq;

Kommentar: Dette med at angakkoq'en bøjer hovedet bagover er også nævnt i en anden fortælling (Tunnerluk / Tummerluk:)og betyder tilsyneladende det samme som at se ind i, eller forbinde sig med den "anden verden" (søg denne). For åndemaneren i trance / under seancen er verden omvendt. Se GTV(= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).