Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 61 ss.184 - 188 har Rink sammenstykket denne med en anden variant. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 50, ss. 291 - 297.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Om Qasiassaq.

Det fortælles om Qasiassaq, at han boede i Tuapammiut, i et langt hus sammen med andre familier. Han kom aldrig hjem med fangst fra sine kajakture, selvom hans kone Killassuk havde tallerkener af sælskulderblade. Når manden var ude på fangst, gik hun ustandselig ud og ind i forventning om, at han ville komme hjem med fangst. Alle de andre på stedet kom hjem med fangst undtagen Qasiassaq. Qasiassaq havde reddet sig skulderbladene, når han spiste af andres fangst (uklart udtrykt - Chr. B.). Engang Qasiassaq var ude i kajak, så han noget sort oven på et isstykke. Han roede derhenad og opdagede, da han var kommet tilstrækkeligt tæt på, at det var en netside. Sælen rejste sig ikke på højkant, og han roede til for at harpunere den, men han lagde sin harpun på plads igen, og idet han roede en smule baglæns, sagde han: "Det er en sæl, der er såret. Jeg kan forfølge den og tage den, når den ikke længere kan trække vejret." Idet han sagde dette, råbte han, og sælen forsvandt fra isskodsen. Lidt efter dukkede den op lige ved siden af kajakkens forspids. Han råbte igen og sælen forsvandt under vandet. Da den var meget tam og ikke fjernede sig fra ham, gav han sig til at forfølge den. Men nu begyndte den at dukke op længere væk fra ham. Efterhånden fjernede den sig mere og mere, så han fik den ikke. Idet Qasiassaq roede bort fra den, sagde han: "Det er svært at få fangst, kom nu kun hen til mig." En anden dag, Qasiassaq var ude at ro i kajak, så han noget sort oven på et stykke is. Da han kom nærmere, opdagede han, at det var en netside. Den rejste sig ikke, og han roede stærkt henimod den for at harpunere den. Han løftede harpunen, men lagde den på plads igen, og idet han roede en smule baglæns, sagde han: "Det er en sæl, der er såret. Jeg vil forfølge den og tage den op, når den ikke længere kan trække vejret." Da han råbte, gled den ned i vandet, den dukkede op igen lige tæt ved kajakkens forspids. Han råbte igen, men den var så tam, at den hele tiden holdt sig i nærheden af kajakken. En anden gang han råbte, forsvandt den og dukkede op længere væk. Han roede efter den, men gav op, da den efterhånden fjernede sig langt væk. Han roede væk mens han lokkede: "Det er svært at få fangst, kom nu kun hen til mig." En dag da det var godt vejr og klar himmel, var fangerne ude på fangst. Qasiassaq lå yderst og var på lur efter en sæl. Han så, at en af dem, der lå nærmere ved land, harpunere en sæl. De andre kajakker roede hen til ham, der havde harpuneret, men Qasiassaq blev liggende samme sted og kiggede. Fangeren med sælen, bugserede sin fangst ind mod land. Qasiassaq så manden tøjre sælen til land og ro ud igen. Så begyndte Qasiassaq at ro udefter, væk fra de andre. Da han ikke længere kunne se dem, roede han hen til den sæl, der var tøjret ('siláinaK nimerdlugo' - jeg kender ikke udtrykket - Chr. B.). Han løsnede fortøjningen og tog den med på slæb indefter (hjemover). Der var mange benbeslag af hvalrostand på den line, sælen var fortøjet med. Qasiassaq kiggede hele tiden tilbage på den sæl, han bugserede. Han var så glad, for det var første gang, han prøvede at bugsere en sæl. Qasiassaqs kone kom kun sjældent ind i huset under mandens fravær, for hun håbede så inderligt, at han fangede. En gang, hun kom ud af huset, hørte de andre hende sige: "Der kommer en kajak." De andre kom også ud og så kajakken. Qasiassaqs kone, der kiggede ud med hånden over øjnene, sagde: "Det ligner den kære Qasiassaq. Han ror 'únákingallune'('únákingardlune eller ánákingardlune - jeg kender ikke udtrykket. Der er ifølge Rinks kommentar, som jeg ikke kan læse - Chr. B.). I skal nok få jeres andel, I skal også nok få noget spæk." Da Qasiassaq kom hjem, spurgte hans kone: "Hør Qasiassaq! Hvorfra stammer linen til bugsertøjet?" Manden svarede: "Det var så dejligt vejr, da jeg kom ud tidligt i morges. Jeg fik lyst til at fange en sæl og jeg tog det bugsereredskab med, som jeg længe har gemt." Hans kone kvitterede med et glædesudbrud (îmiînaarpoq - îmivok, kommer med et glædesudbrud - lidt mærkelig anvendelse. Gl. bem. siger: 'siger åh' - Chr. B.). Konen flænsede sælen, og der blev kun hovedet, bagkroppen og skindet tilbage, resten og herunder spækket, forærede hun væk. Qasiassaqs kone fortalte alle, der kom hjem fra fangst, og kvinder, der kom hjem fra tur, at hendes mand havde fanget en sæl. En af fangerne blev længere ude end de andre. Mens man ventede på ham, satte Qasiassaq sig op på briksen længst imod bagvæggen. Manden kom hjem sent på aftenen. Da han kom ind i huset, sagde han: "Qasiassaq, hvor er mine bugserremme?" ('agdlunârtáka' - egentlig: 'linetøj' - Chr. B.) "Her har du dem", sagde hans kone og tilføjede: "Har du løjet?" Han svarede: "I morges, mens jeg var på lur efter sæler, så jeg en kajakmand harpunere en sæl. De andre roede hen til ham, men jeg gjorde det ikke. Da han havde bugseret den til land, fik jeg fat i den." Konen sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq laver den slags." Han bøh'ede hende med et: "Paq", så hun var ved at lette af bare forskrækkelse. En dag Qasiassaq var ude at ro i kajak, så han oven på en isflage noget sort af store dimensioner. Han roede hen til isflagen og opdagede, at det var en stor sten. Han så hen til de andre og gav sig til at ro kraftigt mod isflagen som, når man skal harpunere en sæl. Lige før han forsvandt bag isflagen, løftede han harpunen. Han steg op på isflagen, skyndte sig at binde sin line omkring stenen og smed den ud i vandet, så det skummede. Derefter kom han igen ned i sin kajak og roede frem, så de andre kunne se ham. Så gav han sig til at råbe om assistance (til fangsten, BS). Da de andre kom hen til ham, var hans fangstblære væk. Qasiassaq sagde: "I kan lede efter den. Jeg vil ro ind for at fortælle om den glædelige nyhed." Og med de ord satte han indefter af alle kræfter. Som sædvanlig kom Qasiassaqs kone ud (for at kigge efter ham) og hun råbte: "Der kommer en kajak." I det samme vendte kajakken siden til bopladsen og begyndte at råbe om hjælp. Qasiassaqs kone råbte ind i huset: "Hør I derinde. Kajakmanden råber om hjælp." Da de andre var kommet ud, skyggede hun med hånden for øjnene og kiggede ud. Hun sagde: "Kajakmanden ligner den kære Qasiassaq, der 'ánakingardlune' (se mine bemærkninger tidligere - Chr. B.)." Så hørte man nogen sige: "Jeg harpunerede en stor hvalros og har mistet fangstblæren. Jeg er roet hjem for at fortælle om den gode nyhed." Konen løb ind i huset og slog håndtaget af sin ulu (kvindekniv) i stykker. Hun sagde: "Det bliver dejligt at få et nyt håndtag til min ulu, nye beslag på gryden (beslag med huller, hvorigennem føres remme til at hænge gryden op med - Chr. B.) og et nyt stok til at rynke kamiksåler med (kammiut) fra tænderne på den hvalros, som Qasiassaq har fanget." Qasiassaq blev hjemme, og hans kone fortalte alle de nybegyndere i kajakroning, der kom hjem fra tur, om hvalrossen, som Qasiassaq havde fanget (og som de andre ville komme hjem med). Hun fortalte den samme nyhed til kvinder, der vendte tilbage fra en lille tur. En af fangerne blev ude længe og Qasiassaq satte sig længst tilbage på briksen, så kun hans hæle sås. Sent på aftenen kom fangeren hjem, og idet han kom ind i huset, sagde han: "Qasiassaq, her er dine fangstblærer." Det viste sig, at hans fangstblærer bestod af sælmaver, der var forbundet med hinanden. Idet han afleverede dem, sagde han: "Den store sten var godt nok bundet fast med en line, men den var gået løs." Hans kone sagde: "Qasiassaq, har du nu løjet igen?" Han svarede: "Ja, jeg løj. Mens jeg lå på lur efter sæler imorges, fik jeg øje på noget sort på en isflage. Jeg roede hen til isflagen og opdagede, at det var en stor sten. Jeg løj og sagde, at det var en hvalros." Konen sagde til ham: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq lyver." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun var lige ved at lette af bare forskrækkelse. En gang var Qasiassaq ude i kajak og opdagede ved land nogle områder med sand, hvor der lå en hel masse isstykker. Han roede derhen og gik i land. To kvinder, der var ude at samle bær, iagttog ham ovenfra. Qasiassaq gav sig til at fylde kajakken med isstumper. Da han havde gjort det, trampede han ned på den i stumper og stykker ('nungutdluínardlugo' - så der ikke var mere tilbage - Chr. B.). Da den var smadret, gik han ud i vandet med sine pjaltede klæder på. Han forsøgte at svømme med kun hovedet over vandoverfladen. Da han kom op igen, 'tunume ilaitkârarpai' (tunu er bagside - ilait, nogle - qaarpaa, knalder det, også: smadre. Jeg har svært ved at få mening ud af det. Men jeg vil tro, at der er blærer på ryggen) ved at slå dem med sten (knaldede han løs på sin ryg med sten, BS?). Og han stak isstumper ind under tøjet. Så tog han af sted hjemover. Han kom ned i sin kajak (dette forstår jeg heller ikke, for kajakken var jo smadret? Chr. B.), som lå dybt i vandet. Da Qasiassaqs kone som sædvanlig kom ud af huset, råbte hun: "Hør I derinde, der er en lille kajak på vej ind ('imâKale' kan jeg ikke få mening ud af - Chr. B.). Hendes husfæller kom ud og Qasiassaqs kone skyggede med hånden for øjnene og kiggede. Så sagde hun: "Kajakmanden ligner den kære Qasiassaq, men armene hænger langt nede." Nu kunne man se (der står egentlig: høre - Chr. B.), at Qasiassaq rystede af kulde og høre ham tale: "Nogle isstykker fra et kælvende isfjeld ramte mig ('iluliarpoq', blev ramt af isstykker fra kælvende isfjeld - ifølge Rinks kommentar lyder det sandsynligt. Jeg kender ikke ordet i den betydning, og det står ikke i ordbogen - Chr. B.)." Hans kone løb ned til ham, idet hun sagde: "Den lille Qasiassaq er blevet ramt af et isstykke fra et kælvende isfjeld." Hun kunne ikke få fat i hans kajak fra land. Qasiassaqs kajak begyndte at fare i alle mulige retninger og han blev ved med at sige: "Jeg blev ramt af isstykker fra et kælvende isfjeld, og jeg længes efter at komme hjem." Da hans kone ikke kunne få fat i kajakken, sagde hun: "Nu vil jeg tage lutter nyt tøj på og komme tilbage." Hun kom tilbage og sagde: "Jeg skal få dig til at ramme stranden her, hvor jeg står" (usikker - Chr. B.). Men når han begyndte at ryste af kulde, flyttede hun sig.- Langt om længe fik hun fat i kajakkens forspids og sagde: "Endelig fik jeg fat i den kære Qasiassaq." Da hun fik ham op af kajakken, faldt der isstumper ud af indersiden af tøjet. Da de kom op til huset jamrede Qasiassaq sig, for det gjorde ondt der, hvor han havde knaldet (punkteret - Chr. B.) blærerne (usikkert - Chr. B.). Fangere, der kom hjem fra fangst og andre, der havde været ude en tur, fik af Qasiassaqs kone fortalt historien om, at Qasiassaq havde været i fare, fordi han var blevet ramt af isstykker fra et kælvende isfjeld, og at han kun var nået hjem med nød og næppe (usikkert - 'angerlaarsummallu - Chr. B.). To kvinder, der kom hjem fra en tur sent på aftenen, fik også historien fortalt, men de sagde: "Det må være ham, som vi imorges så fylde sin kajak med isstumper på det store sanstrand under den store klint. Ja, han lignede Qasiassaq." Så sagde han kone: "Har du løjet, Qasiassaq?" Han svarede: "Ja, jeg løj som sædvanlig. Jeg var som sædvanlig ude på fangst imorges. Så så jeg en masse isstumper på en stor strækning med sand. Det var disse, som fik mig til at lyve - som sædvanlig." Hans kone sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq gør den slags." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun var lige ved at lette af bare forskrækkelse. Da Qasiassaq ikke længere havde en kajak, forærede konens bror ham den ene af sine to kajakkker. Nu rådede Qasiassaq igen over en kajak. Engang besøgte Qasiassaq sin svigerfar. Han bar sin kajak op og da han kom ind i huset, sagde han: "I har ikke meget lampelys, så vil du ikke koge dette sølle hundehoved?" Svigerfaderen sagde, idet han pegede på sin søn: "Den stakkel er som altid så sulten, så lad os koge det. Vi har jo ikke andet." Svigerfaderen var grædefærdig. Qasiassaq bemærkede frækt: "I går ordnede min mor og jeg vores proviant i to køddepoter, som var fyldt op. Vi flyttede om på hele sæler, således at de øverste kom længere ned og de nederste kom til at ligge øverst. Jeg er endnu øm i armmusklerne." Svigerfaderen sagde: "Dengang Qasiassaq blev forældreløs, var der ingen, der tænkte, at han ville blive så velstillet." I det samme begyndte svigerfaderen at græde og Qasiassaq græd med ham. Men det hele var jo humbug fra Qasiassaqs side. Da Qasiassaq dagen efter skulle af sted, sagde han til sin unge svoger: "Du kan følges med mig. Så kan du få noget mad med hjem." Svigerfaderen sagde til sin søn: "Din kære svoger vil gerne have dig med hjem, så du kan bringe noget med hjem til os. Følg's du med ham." Da de kom til bopladsen, bar Qasiassaq sin kajak og sin line op. Inde i huset skrabede han bundfaldet af sin kones lampe og tog det ud for at bruge det som madding til ravne, som han ville fange i snaren. Han havde knap nok placeret sig ved vinduet, da han sagde: "Der var to - nå, den anden slap væk." Han gik ud, og da han kom ind igen, sagde han til sin kone, at den (ravnen) skulle koges omgående. Hans kone kom igang med at koge den ('aitdlugo' - kender jeg ikke). Den unge svoger kom også ind i huset og blev bespist af andre beboere i (fælles)huset. Søsterens mand gav ham ingenting. Han troede ellers det var ham, der skulle byde ham noget at spise, når det nu var ham, der havde inviterede ham, så han kunne få noget mad med hjem. Han fik ikke noget mad med fra Qasiassaq og hans kone, da han næste dag skulle af sted, men de andre beboere gav ham noget mad med hjem. Da han kom tilbage, spurgte moderen: "Er den mad fra Qasiassaqs?" Han svarede: "Nej, det var fra andre beboere i huset. Jeg fik ikke noget mad fra Qasiassaqs." Moderen spurgte igen: "Fik du noget at spise hos Qasiassaqs?" Han svarede: "Jeg fik kun ravn at spise." Da sønnen sagde dette, skældte moderen ud på sin svigersøn, der ikke var til stede, ud, fordi han havde løjet så groft. En gang rejste Qasiassaq på besøg hos nogle i Appatsivik, som lå øst for deres boplads. Han gik ind i huset og opdagede, at de sørgede over et dødsfald. Han spurgte en af dem i huset, hvad der var årsag til deres sorg. Denne svarede: "De sørger over, at de har mistet deres lille datter". Han spurgte igen: "Hvad hed den lille pige?" Den anden svarede: "Hun hed Nipisaan- nguujuk." Qasiassaq hævede sin stemme og sagde: "Vi derhjemme har opkaldt vores datter efter den afdøde. Vi kalder hende altid Nipisaannguaq." De sørgende sagde: "Det var vel nok pænt af dig at opkalde jeres datter efter den afdøde." Da de begyndte at græde, holdt Qasiassaq sine hænder for ansigtet, og lod som om han græd, idet han kiggede rundt mellem fingrene. Da de havde grædt, gav de Qasiassaq noget godt at spise som tak for, at han havde opkaldt sin datter efter den afdøde. Qasiassaq løj som sædvanlig, for hans kone kunne ikke få børn. Qasiassaq skulle af sted næste dag, og de der havde mistet deres datter, sagde: "Her er nogle perler, og her er hendes tallerken, de skal tilbage til den, der er opkaldt efter hende. Her er også nogle sælunderarmsben, som man skal lade barnet smage." Da Qasiassaq skulle af sted med disse ting, sagde en af mændene: "Sig til din boplads, at jeg har en gryde til at hænge over lampen, som jeg gerne vil bytte med en kajak." Qasiassaq svarede: "Lad mig få den, for jeg har en ny kajak derhjemme. Jeg har fedtet betrækket ind i nogen tid, men jeg har aldrig brugt den, fordi jeg synes den kæntrer så let." Den anden svarede: "Ja, tag den endelig." Da han havde fået gryden, tog Qasiassaq af sted hjemover. Qasiassaqs kone gik som sædvanlig ud (for at kigge efter manden) og hun råbte ind: "Hør I derinde, der kommer en kajakmand med megen last bag på." Hun skyggede med hånden for øjnene og sagde igen: "Kajakmanden ligner den stakkels Qasiassaq. Han ror med armene hævet højt (efter de danske bemærkninger: 'ánákingardlune' - Chr. B.)." Idet hun sagde dette, løb hun som altid ned til ham. Hun spurgte ham: "Hvor stammer alle de ting, du har bag på kajakken fra?" Manden svarede: "Der var forlist en konebåd og de har kastet alle de ting bort og efterladt dem på en isflage, derfra har jeg taget dem." Konen svarede: "Det er vel nok dejligt, at jeg får en ny gryde." Qasiassaq stak hånden ned bag i kajakken og tog en tallerken og perler frem. Hans kone blev henrykt. Hun gik op til huset og tog sin gryde, der hang over lampen, ned og smadrede den, og hun smed de sælskulderblade, de brugte som tallerkener, ud. Da manden kom ind i huset, havde hun allerede hængt hans medbragte gryde op, og hun var i færd med at pynte sig med perler. Da hun var færdig, rystede hun pelsflippen ('kinini', pelsflippen - efter de danske bem. - Jeg kender ikke udtrykket. - Men det kan også være 'kiinnani': sit ansigt? Chr. B.), for hun var så glad for perlerne. Næste morgenen meddelte de, der havde været udenfor, at mange kajakker var på vej ind. Da Qasiassaq hørte dette, satte han sig helt tilbage på briksen. Kajakkerne lagde til, og man hørte nogen sige: "Der er mad til Qasiassaqs (og hans kones) lille datter. Sig til dem, at de skal hente det." En af husfællerne sagde: "Qasiassaqs har ikke fået nogen datter." "Så sig til dem, at de skal bringe perler og tallerkener ned," blev der sagt nedefra. En af de fremmede sagde: "Spørg Qasiassaq, hvor kajakken, som jeg skal købe, er henne." En af Qasiassaqs husfæller sagde: "Qasiassaq har ikke fået nogen ny kajak." Manden svarede: "Så sig til ham, at han skal bringe gryden ned." Qasiassaqs kone måtte skære sine pelsflipper af, og hun måtte skære gryden ned fra opænget. Da de fremmede var taget af sted med alle disse ting, sagde Qasiassaqs kone: "Qasiassaq, har du nu løjet igen?" Qasiassaq svarede: "Ja, jeg har som sædvanlig løjet. Da jeg i går under mit besøg erfarede, at de havde mistet et barn, sagde jeg til dem, at vi havde fået et barn, og jeg fortalte, at jeg havde fået mig en ny kajak." Konen sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq laver den slags." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun var lige ved at lette af bare forskrækkelse. Engang var Qasiassaq ude at ro i kajak. Han blev længe ude og kom først hjem sent på aftenen. Han fortalte: "Jeg har fundet en død hval. I morgen kan I tage derhen i konebåd østover." Næste morgen tog de af sted allesammen. De spurgte Qasiassaq flere gange: "Hvor er den så henne?" "Derhenne østpå." Hver gang de nåede til det af Qasiassaq udpegede sted, var der ingen hval. Da han blev ved med at føre dem længere og længere væk, dræbte de ham endelig. Det blev enden på Qasiassaqs løgnehistorier. Slut. Var.: Thalbitzer nr. 226 A: Qasiättak. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten. Hist.: En af overleveringens mest populære historier om løgneren der er så tåbelig at han ikke engang kan fange en sæl, der kommer helt hen for stille og roligt at lade sig fang

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.447 - 448.

Resumé:

Aar. siger ofte når han holder sangkamp med sin sangkampven, at selv efter han er død vil han holde sangkamp. Da Aar. dør vil hans ven gøre forsøget og man stævner i flok og følge til Aar.s grav, hvor han prøver at kalde ham op af graven ved at huske ham på hans egne ord. Først anden gang vennen kalder, bevæger dækstenen sig, Aar. stiger op og synger mens han trommer med sit spoleben på sit hofteben. Alle konebåde kæntrer og folk drukner af skræk bortset fra dem, der har en mandsfigur og en kvindefigur i hver sin ende af konebåden.

Var.: Aariassuaq.

Kommentar: Bemærk den afbalancerende virkning det symbolske ægtepar har på konebådene. Om balance som et væsentligt princip i det traditionelle verdensbillede, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): verdens balancegang

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.447.

Resumé:

Aariassuaq er så ivrig en sangkæmper at han efter lang tids sangkamp med sinsangkampven erklærer, at selv efter at han, Aar., er død vil han synge nidviser. Sangkampvennen inviteres til sangkamp af Aar. og skønt vennen skynder sig, er Aa. død, da vennen når frem. Talrige konebåde med kajakker fortsætter nu hen til Aar.s grav, hvor han "er på vej til at dø". Vennen kalder ham til sangkamp, og da Aar. er blevet kaldt på 2. gang, stiger han op, vælter sine tunge gravsten til side og synger mens han trommer med sit spoleben på sit hofteben. Alle konebådene og kajakkerne kæntrer af skræk.

Var.: Aariassuaq

Resumé:

Et af Nappartuku og Atsivaqs børnebørn, Aleqaajik, havde nogle planer om et ægteskab for sig selv og sin søn, der heldigvis gik i vasken. Sønnen der allerede var gift, flyttede i vrede med sin kone, men vendte dog senere tilbage til sin mor. Selv dukkede hun op med voksne børn og en plejesøn ved kolonien i 1898, hvor det lykkedes hende at få arbejde som syerske, til stor fortrydelse for Missuarnianngas kone, Piseerajik, der ellers havde det monopol. Miss. generede Aleegajik så kraftigt at hun flyttede nordpå for vinteren. Næste forår kom hun igen og fik fornyet ansættelse. Flyttede ind, først hos plejesønnen, derefter hos en nygift søn, men ingen ville have hende. Efter endnu en tur nordpå blev hun atter ansat og denne gang døbt sammen med datteren Atsivaq og sønnen Tippa i 1901. De fik navnene: Katrine, Margrethe og Jens Emil. Alaqaajik / Katrine forblev sammen med børn og børnebørn ved kolonien, hvor hun gjorde sig uundværlig som skindbehandler og syerske. Hun var både Christian Kruuse og Thalbitzer til meget hjælp med sange o.l. Kruuse plantede nogle kvan ved et vandsted for hende. Hun passede det resten af sit liv.

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 43, ss. 149 - 151 har Rink sammenstykket denne variant med en af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 28, ss. 217 - 221: The Girl who fled to the Inlanders.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Kvinden, der drog bort, fordi hun knækkede sin storesøsters synål (Orig. uden overskrift).

En kvinde kom engang til at knække sin storesøsters synål. Hun blev så ked af dette, at hun drog bort hjemmefra for at leve som eneboer, qivittoq. Mens hun gik grædende af sted, var der én bagved, der grinede og sagde: "Der er én, der græder over noget." Da hun holdt med at græde, spurgte vedkommende: "Hvorfor græder du?" "Jeg knækkede min storesøsters synål; og min storesøster sagde, at jeg skulle gå hjemmefra," svarede pigen. Så sagde den anden: "Jeg har revet min storebroders snare over, og han sagde, at jeg skulle gå hjemmefra. Må jeg følges med dig?" Så gik de videre.

Et stykke tid efter sagde den mandlige ledsager: "Det varer ikke så længe, så vil vi kunnne få øje på et hvilested." Ganske rigtigt! De fik øje på en stor klippe. Klippen og dens revner var dækket til med skidt og møg. På klippen var der en hel masse børn. Ledsageren sagde: "Jeg vil råbe kungujooq til dem." Først hørte børnene ikke råbet. Men da han gentagne gange havde råbt: "Jeg er kungujooq," råbte børnene tilbage: "Kom ned til os." Der var to huse på stedet. De gik ind i det ene hus. Der var kun kvinder hjemme. Mændene var ude på fangst. Der blev budt på mad, og da den fremmede pige havde spist, skjulte kvinden i huset hende ved fodenden af briksen. Hun ønskede, at hendes søn skulle have hende til kone. Blandt beboerne i huset var der en galning, der med rene ord fik besked på ikke at sige noget til bopladsfællerne.

Hen på aftenen hørte de buldren udenfor. Lidt efter trådte en høj mand ind i

huset - helt våd af sved. "Her lugter af menneske - en kystbo," sagde han. Men da

moderen sagde, at der ingen fremmede var i huset, sagde han ikke mere. Det

buldrede igen udenfor; og ind trådte en mand, som viste sig at være den yngste

søn. Også han sagde, at der lugtede af kystbo; men moderen beroligede ham. Han

satte sig på gæstebriksen og begyndte at spise. Men moderen bad ham sætte sig på

briksen ved siden af sig; og hun fortalte ham, at hun havde skaffet ham en pige,

en kystbo, til kone. Sønnen lagde sig på briksen, som om han ville hvile sig, og

greb kvinden, som skulle være hans kone. Hans storebroder gjorde vrøvl og sagde,

at det jo var ham, der kunne lugte hende før sin lillebror. Men moderen mindede

ham om, at han i forvejen havde en kone.

Galningen / den tossede fik endnu engang besked på, at hun ikke måtte sige noget om kystboen.Men det første hun gjorde, da hun kom ud, var at komme med noget sløret snak om den smukke svigerdatter i huset. Straks kom folk og kiggede ind ad vinduet og åbnede husets tag for at få et glimt af dem fremmede pige.

Der var to piger på stedet, som godt kunne tænke sig at blive gift med denne

yngste søn. De udbredte sig om, at de var i stand til at løbe en renkalv op. De

var misundelige på kystboen og sagde, at hun slet ikke kunne løbe hurtigt. Så

gik kystboens mand ud; da han kom ind igen, havde han kamikker med, der var

fyldt med orme og lignende. Han gav sin kone kamikkerne på. Snart var der ikke

meget kød tilbage på benene. Så tog han hende med ud. Han begyndte at løbe med

hende, idet han sagde, at hun hele tiden skulle kigge på hans hæle. De løb sammen - først op og derefter ned; og hun løb hele tiden bagved så tæt på ham,

at hun somme tider trådte ham i hælene.

Det forlød nu, at der skulle holdes sangfest. Nogle kravlede op på en stor sten

og begyndte at lave bevægelser med armene, som om de roede. Så dansede man

trommedans. Det viste sig, at en kusine til kystboen også var tilstede. De græd

af glæde, da de mødtes. De blev enige om at vende tilbage til kysten. En morgen

tog de af sted. Undervejs dræbte de deres børn.

Var.: oqaluttuaq qatanngutigiinnik Arnasuaasaq; NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq;

Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. Rulningen hed inutsannaarneq. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. I Østgrønland kaldte man en forlæns kolbøtte for en 'sol', der jo tar fat på ny efter et års forløb (Victor & Robert Lamblin 1989-93, I: 208f. Og i en oprindelsesmyte til menneskers død fra Nunivak satte ravnen således en brat stopper for menneskers evne til ligesom minken at opnå ungdom igen ved at rulle ned ad en skrænt (Lantis, 1946:297). De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge.

Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eskimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk. Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', side 255 - 256.

2. udg. Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 284.

Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 291 - 292.

Resumé:

Rypen bebrejder havlitten dens lange lodne strømper om

sommeren, havlitten rypen dens lange isharpun om sommeren. De brydes.

Havlitten slæber rypen ned til stranden og kaster den i vandet, hvor

de fortsætter brydningen. Rypen river havlitten i brystet. Den dør, og

rypen flyver glad i land: "kakerkaka!"

Var.: Rypen og havliten / havlitten; Slagsmål mellem en rype og en angeltaske.

Sangkamp i dyreverdenen.

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid. s.415ff.

Håndskrift: Nedskrevet og trykt med fonetisk skrift på østgrønlandsk af Thalbitzer. Håndskriftet befinder sig formentlig i Thalbitzers (kaotiske) Arkiv på Det kgl. Bibiliotek.

Resumé af Thalbitzers engelske oversættelse:

Hos Aqättiaqs (far og søn) begynder man at sulte. Far og søn tar ud i kajak til et stort isbjerg som de bestiger. Langs væggen af et hul i isbjerget hugger de trin, som A. klatrer ned ad med et reb om livet, som sønnen holder i den anden ende. Han haler A. op, da denne har fanget en lille almindelig sæl dernede. De vender hjem og spiser sælen. De gentager turen flere gange, og A. fanger hhv. en stor, almindelig sæl, en stor, ung remmesæl, og en narhval. Næste (femte) gang de er ude fanger A. igen en narhval, men den blir stjålet af en kæmpe, en grydemand / ildstedsmand der er dukket op og uden videre putter den i sin gryde og løber mod indlandet. På den næste fangsttur stjæler grydemanden igen den nyfangne narhval, men denne gang overmander A. og søn kæmpen og stikker ham ihjel.

       Nu venter hævnen fra grydemandens fæller. A. og hans søn lægger sig til at sove i husgangen. De vågner, da hævnerne kommer og en for en blir dræbt og smidt ud. Derefter kan A. og søn vente yderligere hævnere, men denne gang foretrækker A. og søn selv at drage ind til kæmperne i indlandet, hvor deres hus er så enormt stort, at det tager lang tid bare at komme ind gennem husgangen og op i rummet. Kæmperne ligger på gulvet. En af dem, som de kravler hen over, har tæer så store som bjerge med smalle passager imellem. Med et råb forsvinder så kæmperne ned i jorden. A. og hans søn er ene tilbage. A. beordrer nu sin søn at efterligne sig, når han snart efter flygter, og A. udstøder nogle lyde og en latter, som han siger han plejer at udstøde når han tilkalder en af de små dværge fra kysten som hjælpeånd. A. springer afsted, og sønnen springer efter, men han synker dybt ned i jorden, hvor kæmperne stikker ham nedefra. Begge (ser det ud til) kommer dog videre til et hus, hvor et par gamle forældre (stadig kæmper?) ser dem komme og spørger hvem de er. A. kommer ind i husangen og gentager dette med at tilkalde den lille kystdværg. Den store gamle mand i indlandet (stadig kæmpen i huset?) berømmer A. for hans evner, når han (den gamle kæmpe) sårer sig i knæet. A. og hans søn når endelig hjem.

       Igen sulter man hos A., men denne gang går turen til indlandet, hvor han hos nogle (andre?) kæmper ved qilaneq (hovedløftning og udspørgning) finder ud af hvad deres lille pige fejler. Han udsteder et spisetabu af et døgns varighed, og vender hjem med store gaver af tørrede ammassætter. Dem overlever man så på den vinter.

Var.: Aqissiaq

Hist.: En ikke ganske gennemskuelig traditionel fortælling om Aqissiaq, der ikke som den vestgrønlandske Aqissiaq er indlandsbo, men en kystbo, dvs. et rigtigt menneske. Om denne østgrønlandske Aqissiaq er mere "oprindelig" end den vestgrønlandske, er et åbent spørgsmål. Slutningen der genspejler fortællingen om indlandskæmper eller Amaarsiniooq der røber en lille pige, virker noget umotiverret i denne sammenhæng. Se Tunerluk.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 63 - 68.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 241 - 242.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 251 - 252.

Resume: Arfersiatok. Hvalfangersken.

Et ægtepars eneste barn dør. Af sorg forlader manden sin kone og

rejser bort med konebåden. Hun er gravid og går ind over land gennem

en lang dal til kysten, hvor en død hval er strandet ved et forbjerg.

En måge hakker i den. Hun bærer kødet ind i land, bygger et hus af

knoglerne som tagtræ og tarmene som vinduer. Hun føder en datter og

giver det dukker af sælluffeknogler at lege med. Om vinteren fanger

hun ræve i snarer med hvalkød som lokkemad og får skind nok til at

betrække briks, vægge og tag. En dag mens hun syer vinduesskind,

vælter en af pigens dukker og begynder at løbe. Hun leger seance med

dukkerne, der fortæller, at pigens far er på vej. Moderen tror det

ikke, men han kommer, får hendes historie med hvalen og rævene, sover

med hende om natten, men hun vil ikke med ham tilbage. Hele vinteren

lever hun og datteren af hvalen. Om foråret drager de ud til mandens

sted. Han skiller sig ved sin ny kone og tager sin første kone tilbage.

Senere dør han. Men hun kan klare alt og fanger både sæler og andre

dyr.

Var.: Qaarnartoq Aaneralaarlu.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s.248 - 250.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn ogFortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 282.

Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo,I, Meddr. Grønland 39(5):290.

Resumé:

Aariassuaq og hans ven holder ofte trommedans og beslutter at

fortsætte efter døden. A. dør. Vennen kommer til hans grav med flere

konebåde i følge. Vennen kalder gentagne gange på A. Gravens dæksten

snurrer rundt, A. kommer til slut ned fra himlen, stenen vælter fra

graven, han tar sit lægben og skulderblad og begynder at tromme med

øjnene ude af hulerne og stiger så til vejrs i solens bane (i spiral,

BS). Den ene konebåd kæntrer. Den anden redder sig ved sin amulet af

et aborteret foster.

Var.: Ariassuaq

Hist.: A.s grav siges at ligge på sydøstkysten mellem Illuluarsuk og

Akorninnaq, men fortællingen med samme navn kendes også fra

vestkysten. Den er enten gammel eller bragt med af tilflyttere fra

østkysten.

Håndskr.: Uddrag fra Johannes Hansens / Hansêraqs / Hanseeraqs dagbog, Thalbitzer, W. 1933.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 293.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 300 - 301.

Resumé:

Asiaq og hans kone lever i himlen af madvarer, som de fisker op fra

folks depoter nede på jorden. Ønsker man regn rejser en åndemaner til

himmels og ber Asiaq lade sin mand tisse i en stump bjørneskind, som

hun ryster ud over jorden.

Var.: Asiaq

Kommentar: Ifølge andre varianter er det konen der hedder Asiaq.

Grønlandsk tekst, engelk oversættelse ibid, s.403 - 404.

Resumé: Asiaq er i et skrækkeligt humør. Vejret blir værre og værre, og folk begynder at sulte. En angakkoq / åndemaner rejser på opfordring op til hende sammen med sine hjælpeånder for at få ham (hendes spædbarne-mand) til at tisse (dvs. regne, for at sneen, der dækker åndehullerne kan smelte væk, BS). (Det følgende er vist en generel beskrivelse af Asiaq og hendes baby-mand, BS) Hun slår på sin store baby-mand for at gøre ham mindre, fordi hun skammer sig over ham. Babyen siger kun owá, owá (unngaa). Hun gir ham et ordentlig dask og beordrer ham til at tisse. Imens hun dasker til ham siger hun: "Ham der, en fedtet klump sten" ( orsuiaq el. orsugiaq). Baby-manden har en skævvredet mund (en Equngasoq, BS?), og Asiaqs øjne og bryster sidder lodret (i stedet for vandret).

       Åndemaneren fortæller om sit ærinde, fordi der er faldet for meget sne. Asiaq svarer at hun må have mere spæk, hvorefter hun i en rem sænker en vante i en sæk ned og befaler den at trænge ind gennem fælde-dørene (?) i syd, øst og vest. Vanten fylder en stor hvidhval i sækken og binder for den, hvorefter Asiaq trækker den op. Det tar sin tid. Alle forundres eller begejstres over hvad vanten, der er helt indfedtet i lampespæk, har fanget. Den fanger hvidhvaler som om de var omkringflydende ådsler. Derefter fortærer de (også gæsterne og baby-manden ?) det fangede. Asiaq har en enorm appetit. Derefter ber åndemaneren hende om at lade det regne.

       Asiaq sænker og ryster et stykke bjørneskind, som hendes baby-mand har tisset på, mens hun hvisker "tsyp, tsyp" (lyden af regn). Når hun ryster det ofte, falder der så megen regn at sneen smelter. Åndemaneren, hans spørgeånd, Apeqqiteq og andre hjælpeånder flyver hjem. Åndemanere plejer at flyve op til dem, siger folk så, og videre, at det vil vare fem dage før det begynder at regne voldsomt.

       (Fortællersken går nu over til at fortælle om engang folk var ved at dø af sult). De sulter pga. den megen sne, men så regner og regner det næsten en måned, hvorefter månen giver havet et glat isdække. Nu kan folk atter fange.

       Fortælleren slutter med en lovprisning af åndemanere, som hun lægger i munden på de folk, der er blevet reddet. De takker ham, fordi han blev åndemaner.

Var.: Asiaq

Kommentar: som antydet i parenteserne, veksler dette forløb mellem mere generelle beskrivelser og et begivenhedsforløb.

Hist.: Fortællingen er traditionel. Asiaq kendes ikke fra Vestgrønland, men hendes baby-mand har store ligheder med netsilik-inuits personifikation af Sila. Behovet for regnvejr om foråret er reelt nok i Østgrønland, hvor der faktisk falder store mængder sne.

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 147 - 152.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 255 - 256.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 265 - 266.

Resumé: Et gammelt ægtepar følger altid efter deres søn på

kajakfangst. Hver gang de når frem til ham, har han fanget en hvalros.

En dag ser de ham stå på et næs forude. Et skaft er stukket op igennem

ham, og hans testikler er hængt i rem om hans pande. Forældrene ror

sørgende videre og overvintrer hos et andet gammelt ægtepar, hvis søn

har lidt samme skæbne. Værten, der er åndemaner, ser under en seance

vejen til misdæderne. Om foråret følger de to gamle fædre vejen over

vandet til et land bag synsranden, hvor grønne blade fra deres eget

land er blæst over i store mængder. De skjuler kajakkerne under

bladene, nærmer sig stedets vinterhus og antaster to drenge, der

kommer ned fra to telte med åbningerne mod hinanden, hvor drengenes

fædre holder trommesang. De to gamle fædre opfordrer drengene til at

trække armkrog med hinanden og derefter den ene med den ene gamle

mand. Denne lader sin arm bøje og river med den anden drengens

testikler ud. Den anden dreng lider samme skæbne og begge drenge

sættes på stage med testiklerne om panden. De gamle rejser hjem og

fortæller om deres udlignende hævn.

Var.: En historie om et gammelt ægtepar, der hævnede deres søn; Iviangersuunnguaq; Uikkiaq; Isigarseraq, Isigaaseraaq, men oftest med et ganske andet indhold; Fortællingen om den lille

ældre mand, som havde en eneste søn;

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

MS: NKS 2488, VIII, 4', s. 233 - 240.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 278 - 279.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 286 - 288.

Resumé:

To brødre er åndemanere. Alle stedets kajakmænd forsvinder en

efter en. Brødrene ror inde i fjorden, hører nogen råbe "matta,

matta", inviteres op til et stort hus, ser deres dræbte fællers

redskaber og kajakker i en kløft på vej op.

Husets mænd er placeret efter alder fra venstre til højre på briksen.

Mellem de to yngste sidder bedstemor, der opfordres til at udfordre

til trommedans. Hendes trommestav er en pana (stor kniv), trommen er

sort (af størknet blod). Da hun har sunget, kaster hun kniven mod

modstanderen, den ene åndemaner, der har gjort sig lille og springer

til vejrs i kastet. Hun snupper kniven igen, synger, kaster og rammer

heller ikke denne gang: Han har gjort sig stor og kryber sammen i

kastet. Han synger en sang, dernæst sin barnevise og rammer kællingen

i hendes oppustede strube. Alle beboerne styrter ud og ordner deres

våben til drab. De to brødre binder hinanden til åndflugt, når usete

forbi mændene, ned i kajakkerne og væk. Hjemme igen fortæller de om

fællernes skæbne.

Var.: Hyppig episode i heltefortællinger. Søg på: Kunuk.

Kommentar: i østgrønlandske fortællinger om åndeflugt plejer de ånder, der råber matta, matta at være himmelånder. Søg: Qulummiin-ånderne - og kommentarer til de fortællinger.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 134 - 139.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 252 - 253.

Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 261 - 263.

Resumé: Drengene er sønner af en enkemand. Når han er på fangst øver

de sig i at svømme i en dam. Faderen vil se om de kan svømme under

vandet og lader dem springe ud fra et forbjerg. De dukker ikke op

igen. Han finder dem rystende af kulde hjemme ved lampen. De øver sig

på den måde i undervandssvømning, hver gang faderen er ude på fangst.

Han fortæller stolt om sønnernes evner til andre kajakmænd, der samler

sig og ankommer for at dræbe drengene. Mændene bevæbner sig med

kastesten, da drengene springer ud, forbliver borte og genfindes

hjemme ved lampen. Her hører man råb om hvalros, alle styrter i deres

kajakker, sætter efter den, der dukker op og dykker ned udefter og

harpuneres af en af mændene. Drengene springer i havet med hver sin

kniv, dykker, river harpunen ud af hvalrossen, dræber den, skærer

stykker af den, tynger resten ned med sten og bringer stykkerne op på

stranden. Da hele dyret er bragt på land i stykker, spiser drengene

dem alene. Da mændene hører, at drengene har stjålet deres hvalros,

kommer de på hævntogt. Drengene springer i vandet, kajakmændene ror

efter dem, drengene dykker og fortsætter udefter.

De begynder at fryse, dukker op, er nær ved at blive harpuneret, og

tar årene fra nogle af mændene, der kæntrer og drukner. En storm fra

nordøst sætter ind, kajakmændene vender om, men drengene forfølger

dem. De drukner alle til hobe.

Var.: Svømme under vandet som en sæl.

Kommentar: Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 103 - 111.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 244 - 246.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 253 - 256.

Resumé: "De to fætre"

Den ene fætter udebliver i kajak. Den anden træffer ham inde i bunden

af fjorden og overtales til at følge med til fætterens nye hjem hos en

gammel fjordbo, dennes søn og datter. De fanger store sortsider,

beværter gæsten med tørkød, men da de slår alle fremmede ihjel, må

gæsten undslippe ved list. Iført sin fætters anorak når han langt bort

i kajak, inden fætteren røber, at han er stukket af. Under forfølgelsen

i konebåd overtar fætteren styreåren fra sin svigerfar, knækker den

tre gange, angribes af sin svoger, og da svigerfaderen lægger sig

imellem, har den flygtende fået tilstrækkeligt forspring. Med sine

fæller rejser han ind til fjordboerne, som de dræber med bue og pil,

men de skåner fætterens kone og kan ikke få ram på hans svigerfar, der

letter som en ravn. En forældreløs dreng, der er dværg og skeløjet får

ramt på ham med en skæv pil, der er lavet af en kødvender. De tager

fjordboens datter med hjem.

Var.: Episoden er hyppig i mange variationer i forbindelse med besøg hos fremmede, det være sig mennesker, kannibaler eller ånder.

Kommentar: Det står ikke ganske klart om disse fjordboere er en slags rigtige mennesker, blot fjendtlige, eller åndemennesker. Svigerfaderens evne til at forvandle sig til en ravn kunne tyde på det sidstnævnte.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 192 - 195.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 267 - 268.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 276 - 277.

Resumé: Efter ammassætfangsten i fjordbunden flytter man ud på

klapmydsfangst ved Sissuaraq, nær Noortiit på Kulusuk. Det blir tåge,

alle ror hjem undtagen to, der vil afvente godt vejr. Tågen letter,

men de kan kun se solens op- og nedgangssted (syd) og ror i den

retning. Ved et stort isbjerg løber vandet mod nord (syd?), som det

har gjort siden verdens tilblivelse. De slipper forbi v.h.a. en

formular. De møder fjordsæler og spraglede sæler, der ikke kan dykke

ned, og sæler der er sorte i ansigtet af for megen gråd. De øjner

den ene moders dødssted, Qalerujaq, i en luftspejling, der forsvinder

igen. De når frem til Pikkiulleq (Pikiulleq?) og derfra til en boplads

ved Sermilik, hvor man dårlig kan se dem, fordi de har været så længe

borte. Deres koner, der har fået nye mænd, får de igen.

Hist.: En lidt dunkel fortælling, der muligvis orienterer om den

"anden" verden. Uvist om oversættelsen har taget hensyn til verdenshjørnernes spejlvending i forhold til de vestgrønlandske.

Nedskrevet af Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen: NKS 2488, VIII, 4', s. 59 - 62.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 240 - 241.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 250 - 251.

Resume:

Inik (Inuk, "menneske"?) fanger en ung remmesæl, af hvis skind han vil

lave sig remme, skønt hans bedstemor vil have det til brikseskind.

Under forarbejdelsen springer remmen og blinder hans øjne. Han hører

en bjørn nærme sig vinduet, får sin bedstemor til at sigte for sig og

nedlægger bjørnen. Bedstemoderen benægter, at han ramt den og gir ham

intet af dens kød at spise. Inik lader sin lillesøster lede sig op til

en stor slette, hvor han lægger sig, mens søsteren går hjem. En flok

vildgæs kommer flyvende, ynkes over ham, stryger ham over øjnene og

beordrer ham til at holde dem lukkede til han kommer hjem. Nu kan han

se. En stor stime narhvaler og hvidhvaler komme ind i fjorden. Inik

bruger sin bedstemor som fangstblære. Hun blir trukket bort af den

narhval han fanger. Inik og hans søster går ind i landet og gifter sig

med hver en "skygge", der ikke har rumpehul og suger saften ud af

ildelugtende kød. Inik's kone føder et barn med rumpehul. Dets

bedstemor synger af glæde: "Det har et dejligt hul i bagen". -Til sidst

får hun selv et hul i bagen og dør.

Hist.: Fortællingen lokaliseres til Kialineq i nord, hvor der findes store

sletter. Men den er ikke historisk.

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til.

English version: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, In Monographs on Greenland 39(5): 250-251.

Hist.: The tale is localised in Kialineq in the North, where there are large plains. However it is not historical.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 198 - 202.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 269 - 270.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 278 - 279.

Resumé: Det foregår i gamle dage: En åndemaner ror ind i en fjord, går

i land på et næs, ser to kajakker forfølge en edderfugl, der dykker.

Men de fortsætter, får øje på hans kajak, skubber den ud i vandet, og

åndemaneren husker i fortvivlelse på sin hjælpeånd, en kajakmand, der

skubber den ind til land igen. De to fremmede beslutter ikke at dræbe

åndemaneren og tar ham med hjem på besøg til deres boplads, hvor man

ugæstfrit starter forfølgelsen af ham i kajakker. Bag en isskodse går

han under isen og fremkalder regn fra en skyfri himmel. Forfølgerne

vender om. Han ror ud fra sit skjul og bliver igen forfulgt, men en

hjælpeånd, en ugle, flyver mod dem. De slår efter den med årerne,

kæntrer og drukner. To små kajakmænd skånes og sendes grædende

tilbage.

Kommentar: De fremmede er muligvis ånder af en eller anden race.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 267 - 270.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 287 - 288.

Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 294 - 295.

Resumé: En gammel ungkarl opfordres af sin stedfader til for en gangs

skyld at bruge sin kajak, der er groet helt til i grønt. Ungkarlen ror

ind i fjorden, fanger en edderfugl, spiser fedtet af den på et næs,

ser en højgravid kupajeeq-kvinde (nerrersooq, grovæderånd) grave

ivrigt i noget rødligt sand med sine negle af jern. Her skal hun føde,

og hun kigger efter sin mand, der er udeblevet på fangst. Ungkarlen

dræber hende, skærer barnet ud og vil bruge det som medhjælper.

Undervejs i kajakken river det ham ihjel fra ryggen og æder ham.

Var.: Koopajeeq / Kupajeeq / Kobajaq / grovædertrold

Hist.: Bemærk at kløerne er af jern, men den mytiske skikkelse er traditionel.

Håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 408, side 1 - 13, nr. 73,

"Ulîvaitsiaq"

Resumé:

Ul. er så stor som de yderste indlandsboere. Han er ikke gift,

bor hos sin gifte søster og har ingen kajak. Han fanger sæler i garn,

som han spænder ud i smalle sund. Han lader ofte kvinder, der vil

plukke bær, komme med i konebåde, når han skal se til sine garn. En

lille pige forsvinder under et af disse togter.

En dag får Ul. den idé, at hun må være hos kæmperne på indlandsisens

nunatak, hvor han engang har besøgt dem: Fem kæmper og deres søster.

Han lover at tage derind under en åndemaning, men udsætter rejsen

vinteren over, indtil dagene begynder at længes.

Han får syet sig en lang anorak, der går helt ned til fødderne, af

stift remmesælsskind, der kun er tygget blødt under armene og omkring

albuerne. Pigens forældre tager med. Undervejs flækker Ul. store sten

med sine bare næver og rykker sten op af leret med to fingre. Da

kæmpernes hus bliver synligt går Ul. selv derhen, ser gennem

loftsventilen kæmperne omkring søsteren, der har pigen på skødet i

fosterstilling. De spørger om hun er sulten, tørstig, vil forrette sin

nødtørft, eller længes efter sin familie. Hun svarer kun ja til det

sidste spørgsmål og får lovning på at komme hjem. Det er løgn. Ul. gør

tegn til pigens forældre. De kommer derhen og får besked på at følge

Ul. gennem husgangen, bliver stående i den ved indgangshullet, griber

pigen, når han kaster hende til dem, og flygte hjemad med hende.

Undervejs gennem husgangen spærrer den ene flade sten efter den anden

passagen. UL. puster på dem. De drejer sig som døre, der åbnes.

Indenfor åbningen hænger bjørnetænder på en udspændt snor. De vil

larme, hvis han går ind. Ul. springer ind med et sæt, flyver over til

kvinden, slår hende ihjel, kaster barnet ud til forældrene og over

faldes af kæmperne. En af dem tygger hans hætte blød og drejer den

rundt for at kvæle ham. Ul. har næsten mistet vejret, da han slår

kæmperne ihjel en for en med sine bare næver. Den sidste leger han med

og dræber ganske langsomt for at pine ham.

Da de gamle med datteren mellem sig i hver hånd ser Ul. komme, tror de

at han er en af kæmperne og styrter videre. Han indhenter dem og de

når hjem. Ul. får pigens fars kajak og redskaber, øver sig og bliver

snart en dygtig kajakmand.

En besøgende fortæller om Kaassassuks søn, der slår alle ihjel, der

besøger ham. Ul. ror derhen trods sine bopladsfællers advarsler.

Det nederste hus har to indgange, Kaas.' og hans søns. Ul. vælger

tilfældigt Kaas.' indgang. Kaas. tager venligt imod, underholder med

fortællinger og opfordrer indirekte Ul. til at rejse, da sønnen kan

ventes hjem fra fangst. Ul. bliver. Kaas. spørger da sin søns kone,

hvilken kajak dene er ude i. Hun svarer: "Den der først af alle blev

lavet til ham." "Så må du hellere skynde dig herfra," siger Kaas. til

Ul. Men Ul. bliver.

Da Kaas.' søn er på vej mod land med en hvalros på slæb, går Ul. ned

med hans kone om livet. Kaas.' søn bliver jaloux, ror rasende til

land, trækker fangsten op på et ujævnt sted og går op for at skifte

tøj. Ul. slæber hvalrossen hen til et endnu mere ujævnt sted og hiver

den på land, så dens nakkeskind rives op. Kaas.' søn kommer tilbage,

finder omsider hvalrossen, slæber der tilbage gennem vandet og trækker

den på land igen. Ul. går ind af Kaas.' husindgang. Dennes søn går ind

af den ene og ud af den anden. Det bliver han ved med. Griber endelig

et stort ophængt bensttykke med træskaft og retter flere slag imod

Ul., der hver gang parerer. Da Ul. får et ondt slag på sin ene hånd,

flår han våbenet til sig, presser Kaas.' søn ned, holder hans arme og

ben fastspændt mellem sine ben, og torterer ham i øjne og ansigt med

det spidse våben. Ul. går op til det andet hus, hvor han med mellemrum

sender en lille forældreløs dreng ned til Kaas. for at forhører sig om

sønnens tilstand. Først er denne helt ophovnet. Næste gang er han

svimmel og forvirret. Dernæst er han ved at udånde. Men sidste gang er

han ved at komme sig. Ul. rejser hjem, og Kaas.' søn opfører sig siden

som et skikkeligt menneske.

Var.: Det stjålne barn hentes hjem: Søg på Tunerluk;

Rasmussen, Knud 1921-25, I: 187-194. Den store Ulîvaitsiaq. Og 228-230: Manden som fangede sæler i garn ...

Søg iøvrigt på Ulivaatsiaq / Uliivaatsiaq / Ulîvaitsiaq.

Tolkning: Fødsel er symbolet, der spilles på, i beskrivelsen af

kæmpernes hus, hvis husgang er spærret flere steder, og hvor kæmpernes

søster foregiver, at pigen er hendes foster. Ul. baner fødselsvejen

for pigen, der som foster ikke har andre behov end at komme ud til sin

familie. Fødsel-symbolikken forbindes yderligere med det nærliggende

pooq-kompleks' symboler: Bjørn (tænderne på snor i kæmpernes hus),

remmesæl (Ul.s beskyttende dragt), hvalros (Kaas.' søns fangst),

molesteringen af hans øjne og ansigt, hans ophovning, svimmelhed,

aftagende åndedræt og endelig bedring i overgangen til et nyt,

fredsommeligt menneske.

Var.: se Kommentar ndf.

Hist: Thalbitzer mener at fortællingen afspejler kontakter mellem nordboere og østgrønlændere. Ulivaatsiaq skulle således svare til en sydgrønlandsk traditions Olauwaarsuaq (Oláfr på islandsk + -arsuaq el. -suaq), der var ven med Uunngortoq (Yngvarr, forelsår Thalb.) Fortællerens far, Missuarniannga mener, at østgrønlænderne i ældre tid endnu ingen kajakker havde, og først begyndte at få dem på Ulivaatsiaqs tid. Der er næppe tale om andet end spekulationer. Derimod er det muligt at net af hvalbarder tidligere har været brugt til sælfangst. Thalb. anfører her Porsild, Morten, Meddr. Grønland, 51, 1915:176-179. Thalb. bemærker iøvrigt, at en kølle af den størrelse, der må være

tale om, og som bruges til hvalrosser, sæler og måske mennesker, er

fundet på forladte bopladser længere nordpå, og beskrives i (The

Ammassalik Eskimo, I, 1909: 442, 105).

Kommentar: der er ingen umiddelbar forklaring på at disse fortællinger er blevet koblet sammen i Ammassalik. Begyndelsen var gjort før Konebådsekspeditionen.

Se: Kunuk; Uiarteq; Kaassassuk; Uliivaatsiaq

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid., s.407.

Håndskrift: Nedskrevet og trykt med fonetisk skrift på østgrønlandsk af Thalbitzer. Håndskriftet befinder sig formentlig i Thalbitzers (kaotiske) Arkiv på Det kgl. Bibiliotek.

Resumé af Thalbitzers engelske oversættelse:

I begyndelsen (urtiden, BS) kan mennesker ikke dø. Der blir alt for mange børn. Han (?) overvejer at gøre noget ved det og fremsiger en morgen, hvor han kommer ind i huset en formular, der bevirker at folk blir til skum mens de sover. Nogle af dem dør. Den første døde har en besværlig vej at gå op til himlen ad en stejl bjergside med "omvendte" trin, og han må kæmpe sig gennem "aterqat" (? åndehuller eller tabuer ?, BS), men han bliver lykkelig, da han ser hvordan der er i himlen og bryder ud i denne sang:

Folk har nu fået en ny vane

De dør nu fra tid til anden (når tiden er inde)

Hugger sig små trin

Folk dør fra tid til anden

Efter at de er kommet igennem store hindringer.

Kommentar og Hist.: Thalbitzers oversættelse til engelsk af toquca´rpun: "De dør nu fra tid til anden", oversætter han andetsteds (ibid. s. 289) i en sang, der også tilskrives den første døde, med: "De er nu holdt op med at dø". Og det er sikkert den rette oversættelse (Jørgen Rischel, pers. medd.). At de nu er holdt op med at dø, giver dog ikke mening i forhold til fortællingens indledning, der refererer til den mytiske urtid, hvor folk ikke kunne dø og derfor blev for mange. I Vestgrønland og hos polar inuit fortalte man en kort myte om, hvordan man fik lys og død ind i verden, i stedet for urtidens mørke og evige liv. Men der er ikke indsamlet nogen version af den i Østgrønland. Måske er der dog en forbindelse mellem død og lys i "De første døde", fordi den lægger vægt på, at det er børn, der blir for mange af, og en fremherskende forestilling om nordlysene var i Østgrønland, at det stammede fra dødfødte, dræbte og aborterede spædbørn, der spillede bold med deres moderkage i himlen.

       Kristen påvirkning er dog også mulig, idet fortællersken af "De første døde" mente, at den stammede fra syd - fra Pitsaat (?), dvs. muligvis fra et område, hvor man fra missionen ved Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal havde hørt det glade budskab om de kristnes liv i himlen. I så fald er oversættelsen: "er holdt op med at dø" i overensstemmelse med det kristne budskab: Efter at være nået igennem hindringerne dør den døde ikke men lever videre i himlen.

For denne tolkning taler også det faktum, at man traditionelt havde to dødsriger, et undersøisk og et i himlen. Men "De første døde" undlader at tage stilling til efterlivet i det undersøiske, der i kristen tolkning identificeredes med helvede, mens det i det traditionelle verdensbillede var et godt sted at være.

       Vi ved ikke hvordan fortællingen har lydt i den sydligere version, og måske har den været delvis uforståelig for ammassalikerne. I det mindste opfattede Mitsuarniannga / Missuarniannga det hele lidt anderledes: Han mente, at fordi folk var holdt op med at dø på et tidspunkt, var der blevet for mange mennesker i himlen og kun få mennesker på jorden. Den sang han kendte lød:

"Deroppe, hvor jeg havde det held at komme, var folk holdt op med at dø".

Sangen stammede fra en mand, der havde levet for to generationer siden (dvs. ca. 1840), kom til himlen efter døden og stadig sang denne sang, da en åndemaner / angakkoq under et besøg i himlen på et senere tidspunkt hørte den af ham (Thalb. 1923: 289). Måske er det kristne budskab om evigt liv i himlen, der tolkes således af Missuarniannga.

Om historiske åndemaneres rejser, der mest ligner undersøgelsesrejser (hvordan var der egentlig?), til de to dødsriger, Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 196 - 198.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 268 - 269.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 277 - 278.

Resumé: En kæmpeorm med et ansigt som Månens lever under en sten, ved

vinduesbriksen, hvor hundene har deres plads. Den æder uset hundenes

afkom. Konen i huset opdager den, manden tar et kig på den, da han

kommer hjem fra fangst og laver et langt spyd. Inden han dræber ormen

med spyddet, bringer han konen i sikkerhed på en afsides klippehylde.

Da ormen dræbes gungrer jorden, og ægteparret lever af ormens kød hele

vinteren.

Tolkning: Associationerne her er tætte mellem jordskælv, Måne, hund,

kæmpeorm, og føde. Orm som føde kan associeres til

mandens penis, der fodrer fosteret med sæd i dets vinterhus alias

moderhulen.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 281 - 283.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 290 - 291.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39: 298.

Resumé: Folk på en ø ud for Umiivik lider under en sultevinter nød og

må spise alle kvinderne. Den første mand har som den eneste kræfter

nok til at kravle op gennem et hul man laver i taget på det tilsneede

hus. Han henter sig dagligt en stump spæk, som han snupper i sin

søsters gryde ovre ved Umiivik. Til sine fæller samler han lidt tang,

som han kaster ned til dem gennem taghullet. En dag mandens svoger har

fanget, får manden intet af sælen. Hjemme hos ham selv fortsætter

kannibalismen, og han overlever som den eneste af dem alle.

Hist: Fortællingen tidsfæstes til gamle dage, og kan gå tilbage til 1816, dengang to vintre fulgte efter hinanden (efter vulkanudbruddet i Indonesien i 1815). Mandens svoger føler sig ikke forpligtet til at dele med ham, og manden selv sørger kun for sig selv med spækklumperne fra søsterens gryde. Bror-søster relationen forpligter mest.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

MS: NKS 2488, VIII, 4', s. 229 - 233.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 277 - 278.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 285 - 286.

Resumé: Månen blir vred på to mænd ved Sarsik (?), der altid bytter

koner. Den ene hører på vej til den andens hus indsøens bjørn brumme

under isen, tør ikke ligge med konen for slukkede lamper, og ser på

hjemvejen Månen i bjørneskindspels og Nelaarsik / Nilaarseq i vandskindspels med hvide broderier stå oppe på et bjerg ved Puilortuluk / Puulortuluk (?)ud for øen, Immikeerteq.

Manden går ind i et hus ved Puulortuluk, hvor to kvinder har

fremkaldt Månens vrede ved tabubrud. En åndemaner med eet øje

(Karrak,  / Karraq / Uitsaleqanngitseq BS) holder seance. Vinden piber i hans hår. Man hører Månen

ude i gangen. Alle tæver Månen med deres kamikker. Månen flyver op på et

bjerg, hvorfra han går til angreb på huset med sit store spyd. Karrak

tilkalder sin hjælpeånd, øboen Ikilerfik, der er på nippet til at

knække spyddet. Månen bér for sig: "Skal vandet da ikke falde mere,

og skal sælerne ikke mere få unger?" Månen får sit spyd tilbage og

flyver hjem.

Var.: Aqajarormiorsiorpua; (undertiden er det månen der kommer med sin store stav for at smadre huset om foråret pga. tabubrud): Den straffende månemand; En månefortælling; Karrak; Eqingaleq Naaja; Ajijak 224 225; søg også på Equngasoq = Eqingaleq, en stormfugleånd og øbo, der ofte overmander månemanden.

Vedr. andre sejrrige kampe med månemanden se Manguaraq med Var.

Hist.: Se noter til Holm 1888, nr 30.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

MS: NKS 2488, VIII, 4', s. 220 - 229.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 275 - 277.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 283 - 285.

Resume: Karrak / Karraq / Uitsaleqanngitseq har på en rejse til Månen formaninger med hjem til

Tasiilaq/Ammassalik om, at Månen vil komme på straffende besøg, hvis

kvinderne ikke overholder deres tabuer efter dødsfald. To gamle koner

har brudt tabuet mod at lyske hinanden og tale om fangerne, mens de

var på fangst. De bor ved Puilortuloq / Puulortuluk ovre på Kulusuk-øen, hører om

Karraks rejse, men tror ham ikke, hvorfor Karrak besøger Puilortuloq / Puulortuluksammen med en anden åndemaner / angakok fra Sermiligaaq og til skræk og advarsel

holder en seance. Alle voksne mænd er på fangst. Månen kommer

pustende med en stormvind gennem Karraks hår, dukker op i husgangen i

bjørneskindsdragt, og alle tilhørerne maser sig ud og kaster sig over

ham med hårde knubs. Man hører en voldsom susen, da Månen fortrækker,

og han flyver op på det nærliggende udsigtsfjeld, mens en anden mytisk

skikkelse, Nilaarsik, der åbenbart er fulgt med Månen ned

fra himlen, ses på en ø i sin vandskindsdragt. Da både Månen og

Nalaarsik er forsvundet, kommer en lokal åndemaner, Angisaq, ind og

bér sin kone pakke til opbrud. De rejser og næste dag anbringer

husets ældste mand en hammer og en lampefod over indgangshullet,

der om aftenen begynder at røre på sig. Hammeren rokker, lampefoden

falder ned på gulvet, hvor den snurrer rundt (med- eller modsols?). Af

skræk flygter nu alle til en boplads længere inde i fjorden, hvor man

om aftenen hører Månens hunde gø i luften og ferskvandets kæmpebjørn

brumme under isen. Næste dag vender man hjem og får syn for lydene.

Husgangen er skredet sammen, taget er faldet ned og briksen er faldet

sammen. Hele gulvet flyder med stumperne i eet rod. Det var Nalaarsik,

der havde været på spil. Næste aften lykkes det endelig to af Karraks

hjælpeånder, en fjerntboende økæmpe, Ipak (Inupak) og en øbo,

Ikilerfik, ud for Kulusuk at få krammet på Månen, der fra toppen af

udsigtsfjeldet er i færd med at bryde hele huset ned med sit lange

stikkeredskab. Økæmpen befaler Månen at holde inde, og øboen tager spydet

fra Månen for at brække det itu, og da må Månen på knæ: "Skal da

vandet aldrig falde mere? Skal sælerne ikke få unger mere? Siden du

vil brække mit spyd." Månen får sit spyd, flyver op i luften og bort.

Var.: Manguaraq m.fl.

Hist.: Karrak, der mistede sit ene øje til angakokbjørnen, formentlig puulik-initiationens isbjørn, levede i

første halvdel af 1800-tallet. Nalaarsik er stjernen Vega, som

østgrønlænderne beregnede tiden efter, når det var mørkt. Den fulgte

samme bane som solen. Man havde myter om Nilaarsiks oprindelse, der

nøje svarede til den om Månen og Solen (Holm 1972:122; Victor

1989-93,II:388).

Naalassartoq var planeten Venus hos polar inuit / inughuit (Holtved

1951, I:56; II:19).

Hjælpeånden, der overmander månemanden er ofte Equngasoq, en stormfugleånd der ligesom Inupak også bor på en fjerntliggende ø.

Angisaq var far til Kunitit (Kunitsi?) i Noorajik. Husets ældste mand

var Tigaajats fars bedstefar.

Fortællingen virker autentisk. Det har været et par spændende seancer, og godt iscensat.

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Månen".

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 208 - 219.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 272 - 274.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 280 - 83.

Resumé: Et gammelt barnløst ægtepar sydfra overvintrer, modtages

ugæstfrit på nabopladsen, hvor en mand har fanget en bjørn, men får

dog kød og et par tæer af den kogte bjørn. De gemmer stykkerne til en

tupilak. Inden de rejser hjem om foråret, stjæler de til tupilakken et

dødfødt barn, som bjørnefangeren har fået. De anbringer det på

konebådens horn og tager det med i land, når de telter undervejs.

Hjemme giver de tupilakken en rypekæbe og en rævekæbe, betrækker dens

hoved med hundeskind og gør den levende.

Da nøden truer slår bjørnefangeren en af sine hunde ihjel og synger

over den, for at hans børn skal leve. Hans kone føder et barn, der

dør, vandrer ind til Qernertuarsuk, og tages med i en konebåd på vej

til sangkamp. Men p.g.a. hendes sorg undlader de sangkampen og lader

seks åndemanere holder seancer for at opmuntre hende. Den sjette,

Aqellissanalik, ser hende for sig med et barn i skødet. Hun inviterer

dem til Umiivik for at slå tupilakken ihjel. Kun A. får held til det

med meget besvær:

Hans hjælpeånder er asagisat (en slags krebs), han rører næsten gulvet

med nakken i ekstase, og får harpuneret tupilakken inderst inde under

brikseskindet. Men den smutter fra ham og må lokkes ind fra husgangen,

hvor den skiftevis siger som et spædbarn, en bjørn (eller hund), en

ræv, en rype, konebåd, kajakker og sæler. Man lokker den ind i syv af

kvindens klædningsstykker, der bindes i den anden ende. Man tamper løs

på den. Den smutter ud af en tarmskindsanorak uden hul i. Anden gang

den lokkes ind, får man endelig has på den, skønt den bider fra sig.

Den ligger i Aqellissanaliks skød, da man får blus på lamperne, men

tupilakmagersken løber ud og ind og slukker dem, mens man forsøger at

gnide ild. A. beordrer de syge at vende ansigtet mod væggen, mens man

gnider ild over en urinballe. Nu kan tupilakkens moder ikke slukke

den. De ser nu det mærkelige barn (tupilakken) med rypefødder på

brystet og med blod om munden af alle de spædbørn, det har ædt. A. puster

en mængde rypefjer af det, man sprætter hundeskindet af dets hoved og

koger barnet uden for oppe i fjeldet.

Bjørnefangerens kone får nu et barn, der lever.

Var.: Tupilak pissaassoq.

Hist.: Det omtalte sted, Umiivik, ligger enten i Ammassalikområdet

eller på sydøstkysten halvvejs fra Ammassalik til Kap Farvel. Måske

tænkes der på det sidstnævnte, fordi det er ulogisk, at

tupilakmagersken er til stede under seancen, hvor den fanges, med

mindre man er taget til sydøstkystens Umiivik for at fange den.

Vedr. åndemanerens særlige hjælpeånd og måde at bevæge kroppen på, søg på: Tupilak pissaassoq.

Oversat af K. Rasmussen fra Chr. Rosings "Tunuamiut", 1906, ss.

27-28. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, ss.

41-42, red. W. Thalbitzer. Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.

Resumé af Karl Rosings oversættelse:

Søens uhyre

En anonym angakkoq / åndemaner (X) fortæller Chr. Rosing, hvordan han som optakt til sin læretid (formentlig) følges med en åndemaner til en sø, hvor denne gør X usynlig ved at lægge et blad ved hans side og sætter en stenbiders sugeskive fast under hans kamiksål, for at han ikke skal løbe væk. Åndemaneren får så ved gnidning af sten mod sten søen i bevægelse og en kæmpebjørn til at stige op. Den nærmer sig, slynger åndemaneren afsted to gange og tredje gang ned til søen, hvorefter den bærer ham op til gnidestedet og æder ham alt kødet fra knoglerne. En rum tid senere har han atter fået kød på kroppen, og hans klæder, som bjørnen har flået af, kalder ham til live med et kiakkakka, hvorefter de kommer flyvende tilbage til ham.

      Formålet med fortæringen, forklares det, er at sætte åndemaneren i stand til at rejse ned i jordens indre, at give ham ny viden og at gøre ham ufarlig at nærme sig for dyr (i menneskeskikkelse), der skal blive hans hjælpeånder. Bjørnen bliver ikke hans hjælpeånd, og det siges (også?), at hjælpeånder er de mennesker, der faldt ned da jorden revnede i tidernes morgen. Dvs. innersuit.

Hist.: Det er oplevelser helt i overensstemmelse med østgrønlandsk tradition, som X her fortæller om. Uhyret kan være en isbjørn, eller en hund (også i Upernavik-distriktet, se: Sjælen tvinges til søs.), og altid er den et ferskvandsvæsen.

Var.: Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr. Angakkoq-uddannelse.  '... søens troldbjørn'. Søens uhyre. Mislykket uddannelse. Tiimiartissaq. Rasmussen 1938. 110: Åndemaners selvbiografi.

Kommentar: Oftere siges det, at fortæringen skal forsyne lærlingen med et indre lys, der vil virke tiltrækkende på fremtidige hjælpeånder, og at det kun kan ses af dem og af andre åndemanere.

Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Åndemanerens lys.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

MS: NKS 2488, VIII, 4', s.240 - 243.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 280.

Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 288 - 89.

Resumé:

Af fem brødre "her på egnen", bliver de tre borte en efter en.

Den ældste bror går alene ud med sin sorg på et næs. En af hans døde

brødre henter ham. De rejser over vandet til "den anden side", videre

langt over land med slæde til en sky, der er et hus på stolper i

luften. Her bor de døde brødre hos Akilineq-folkene, der serverer og

sammen fortærer en hel sildepisker. De skuffes over den netside deres

gæst forærer dem til gengæld: "Sikke en smule, vi skal have!" Efter

måltidet kaster de alle op. Storebror rejser hjem og kan fortælle,

hvor de døde brødre er.

Hist.: Måske kristen påvirkning. GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67.

Ifølge Holm identificerede ammassalikkerne Akilineq med Island, dvs. med det land de mente måtte befinde sig under en fjern fast skydannelse i horisonten.

Vedr. ammassalikkernes forestillinger om Akilineq-boerne søg: Kamikinnaq

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 278 - 280.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 290.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I,: Meddr Grønland 39(5): 297 - 298.

Resumé: En dygtig fanger bor alene med sin kone et stykke inde i en

fjord. Han lægger nogle af sine fangster til lagring under briksen. En

dag dræber han tre bjørne og senere en kajakmand fra fjordmundingen og

lægger liget under briksen. Den dræbtes brødre kommer, mens mandens

kone koger bjørnekød. De får serveret den dødes lever rå med

netsidespæk ovenpå og kødet af den døde med bjørnefedt ovenpå. Manden

stikker en af den dødes knogler i en af brødrenes kajak ved afrejsen

og ønsker at den døde må hævne sig på dem, der har spist ham. Det

sker. Alle brødrene dør.

Tolkning: De tre bjørne associerer både til "Kaassassuk", der blev

morder efter nedlæggelsen af tre bjørne og til smagen af bjørn, der

smager som mennesker. Normalt vil mordere, der har spist deres offer,

undgå offerets hævn ved at partere liget og begrave delene

langt fra hinanden. Knoglerne af den døde, der lægges i brødrenes

kajak, gør udslaget. En "smart" udvej.

Orig. håndskr. skal man lede efter i Thalbitzer samlingen på Det kgl. Bibliotek.

Resumé:

Engang en mand var ude på jagt og så et hus, hvor han gik ind, blev han gæst hos to mænd, den ene hvid, den anden sort. Efter tur ber de deres tjener, Qi'oqe (qiioqi ? en slags søfugl på østgrønlandsk ifølge Thalb.) hente mad til gæsten. Den hvide mand siger at den sorte således vil servere et afføringsmiddel, som den sorte selv siger er lændestykket af den sidste hunsæl han har fanget. Den hvide mands servering består af en lille ørred. Den slags vil gæsten gerne spise (men åbenbart ikke den sorte mands mad, BS). Den sorte mand blir gal, og den hvide sender med Qi'oqe bud efter 'den morsomme' (tivsinaq), der har en forskrækkelig latter og en ulk hængende mellem benene. Denne siger, at da han nyligt var ude med en vis Itivis'uaq fik han revner i årebladet.

Nu går gæsten og da han ser sig tilbage er den sorte mand en ravn, den hvide en måge, den morsomme en falk, og Qi'oqe en qi'oqe.

Var.: Søg på måge, ravn.

Kommentar: en udbredt fortælling, der understreger hvor uspiselig ravnens mad ofte er (hyppigst består serveringen af afføring) modsat mågens lækre fisk. Den morsomme minder stærkt om indvoldsrøversken med sin ulk mellem benene og sin forfærdelige latter. Men her er det altså en falk, der skal sætte det lille selskab i humør igen. Meget kunne tyde på at fortællingen i denne form hér viser tilbage til et underholdende ritual, muligvis med masker, i lighed med de østgrønlandske uajeertut. Ganske mange varianter har falken med og ofte omtalt som den morsomme.

Resumé:

Der var engang en mand der var ude på jagt. Han fik øje på et hus. Da

han gik i huset, så han en sort mand på den ene side og en hvid mand

på den anden side. De havde en tjener, den sorte mand sagde til

tjeneren, at han skulle hente noget kød. Tjeneren gik, og den hvide

mand sagde: "Han giver dig et afføringsmiddel(en klump lort? BS), det er lænden af den sidste hun-sæl han har fanget." Da tjeneren kom ind, sagde den sorte

mand: "Han vil give dig en lille ørred." Gæsten ville gerne have den,

fordi han var vant til at spise den slags. Den sorte mand blev sur, og

sagde til tjeneren, at han skulle hente den sjove. Tjeneren gik ud for

at hente den sjove. Da den sjove var på vej, kunne man høre hans

latter. Den sjove kom ind, et provokerende væsen med opstopper næse og

en hav-skorpion imellem benene. Han sagde: "Idag har It?tivissuaq og

jeg været ude at ro efter en sæl, så bladet på min åre har fået nogle

sprækker." Manden der havde været ude på jagt gik ud, og da han vendte

sig om, så han en ravn, en måge, en Qvoqe (?) og en falk på toppen af et

bjerg. Da forstod han at de havde vist sig for ham i

menneske-skikkelse.

Var.: Talrige om besøg hos ravn, måge el. andre fugle - og dyr - i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Søg på ravn; måge; terne; bjørne. De fleste versioner er langt kortere og uden indslaget med den morsomme falk.

Hist.: Netop episoden med den morsomme falk kunne tyde på at myten gengiver en leg eller et ritual, måske lig uaajeertut, morsomme rituelle optrin, der opførtes med masker i Ammassalik området - især ved nytår, men også ved andre sammenkomster. Søg på: uaajeertut

Orig. håndskr. skal man lede efter i Thalbitzer samlingen på Det kgl. Bibliotek.

Resumé:

Folkene i et enligt hus på en ø lukker det af om natten for at undgå besøg af fremmede. Men en nat kommer en mand alligevel ind, sætter sig ved forvæggen, stikker hånden ind gennem et hul i sin side, trækker en rulle tråd ud og ber om lidt spæk, fordi han vil lave sig en lille beholder. De skrækslagne beboere giver ham spækket og følger efter ham ud, hvor de til deres forbavselse ser manden forsvinde ind i sin beholder (kokon, BS).

Kommentar: iagttagelsen af at visse insekter forpupper sig er interessant. Humlebien har formentlig iøvrigt givet anledning til forestillingen om kvinden, evt. manden med kniv- el. jernhalen.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 174 - 177.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 262 - 263.

Eng.udg. Thalbitzer, W., 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39(5): 272.

Resumé: En hund med hårtop røver en pige. I dens hus er en anden pige,

der er blevet mager af hundens ustandselige elskov. Den nytilkomne

pige synger på opfordring den magre hund i dyb søvn. De flygter

hjem, advarer familie og fæller, og når ud fra land i konebåden, inden

hunden standser ved stranden, tar kvindebukser på og et topbånd om

håret.

Tolkning: Hunden er åbenbart hermafrodit. Og temmelig liderlig, et fast karaktertræk ved hunde hos inuit.

Oversat af K. Rasmussen fra Chr. Rosing: "Tunuamiut",  1906, ss.

24-25. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, ss.

38-39, red. W. Thalbitzer. Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.

Resumé af Karl Rosings oversættelse:

(Chr. Rosing nævner ikke, at åndemaneren er Ajukutooq)

Han er søn af en angakkoq (Akku), der blev bundet, forsynet med tejstevinger og således kunne foretage åndeflugt, men så vidt har han aldrig drevet det selv.

I sorg over at miste sin mor, der efter skilsmissen efterlader ham hos hans far, begynder NN sin oplæring ved at finde og derefter gnide en sort sten mod en hvid sten i lange tider. Første dag oplever han intet, anden dag hører han blot en kraftig lyd, men senere bliver han mødt af en dødning, en qarlimaateq, der kaster ham omkuld så han besvimer. Under hver helbredelsesseance lader NN sit åndedræt falde ned og dødningen krybe ind i sig, hvorefter landet åbner sig for NN, der kan se alle den syges sjæle: 'vi er ikke skabt som I (de kristne med kun een sjæl, BS), for vi består af mange små blærer og har derfor mange sjæle'. Når de falder ud af kroppen falder de durk ned gennem jorden og ud på den anden side, hvor åndemaneren må hente dem tilbage. Selv fortæller han ofte en del historier når dødningen er inde i ham. Når hans åndedræt kommer tilbage er seancen forbi.

Kommentar: Uddannelse til åndemaner. Initiation.

Af denne skildring fremgår det, at jorden opfattes som en tyk skive. Det kan have været den herskende forestilling i hele Grønland, før missionærernes kugle med helvede dybest nede i jordens skød fik forrang. Da de fleste tekster / kildesteder til underverdenen er formidlet gennem europæiske hovder, der ikke længere opfatter jorden som en pandekage, er det svært at få et klart billede af grønlændernes underverden (Se Sonne 2000: Heaven Negotiated .. Ètudes/Inuit/Studies 24(2). Informationer fra eskimoer ( yupiit ) i S.V.Alaska siger klart, at jorden er en skive (Fienup-Riordan, 1994: Boundaries and passages : rules and ritual in Yup'ik Eskimo oral tradition. Norman : University of Oklahoma Press.)

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift ?): NKS 2488, VIII, 4', side 297 -305.

2. udg. Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik, Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 294 - 296.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I,  Meddr Grønland, 39(5):302 - 303.

Resumé: Læseren der er interesseret i skilsmisser og gengifter i Ammassalik-distriktet i førkristen tid, henvises til selve teksten, hvor et rigt udvalg præsenteres med Missuarniannga og Issiavik som hovedpersoner. Under selve sangen, hvor Issiavik tilbageviser beskyldninger om at ville dræbe Akenatsiaq / Akinatsiaq (?), driver han alskens løjer med Missuarniannga, der får en stopklods i munden, spæk stoppet i halsen og en rem bundet fra sin mund op i loftsbjælken. Miss. lader dog som ingenting (som han bør) under alle løjerne.

Kommentar: Kun undtagelsesvis er nogle få trommesangstekster inkluderet i denne registrant. Righoldige udvalg findes I Jens Rosings "Kimilik", 1970; Rasmussen, Knud 1921 - 25: Myter og Sagn fra Grønland, I; Thalbitzer 1923: The Ammassalik Eskimo, Second Part, Meddr Grønland 40(3): 318 - 378; Thisted, 1997: Jens Kreutzmann.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen: NKS

2488, VIII, 4', s. 18 - 24, nr. 3 (suppleret med Sanimuinak's fortælling, ibid. s. 24 - 30).

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Det Grønlandske Selskabs skrifter, XIX,

II: Østgrønlandske Sagn og fortællinger, Ammassalik, s. 223 - 225.

Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 235 - 237.

Resumé: Hver gang Iimarasussuk / Igimarasussuk får en kone,

spiser han hende og deres børn. Han feder en kone op ved at nægte hende vand at drikke. Han fanger godt, men når han undertiden intet fanger, dræber han sin kone.

Misana, der har mange brødre, blir hans kone, og han tar hendes

lillebror med. M. slikker vand af husgangen, når Ii. er ude på fangst.

Ii. dræber hendes lillebror, koger ham og tvinger M. til at tage imod

en hånd, som hun lader glide ned under halslinningen. M. udstopper sin

anorak med lampemos, beordrer den at skrige, når Ii. stikker i den,

graver et hul i muren bag en af dens store sten, gemmer sig dér, og

undgår at bliver ramt af Ii.s kniv, da han efter at have stukket i

anorakken søger husrummet rundt. Ii. går ud for at lede efter hende.

Da han er ude af syne, flygter hun, opdager at han forfølger hende, og

hun omskaber sig til sin amulets materiale, der er træ. Ii. går hjem

efter en økse. M. flygter videre til stranden, hvor der er ebbe. Her

omskaber hun sig til tang. Ii., der ved hun er der, men ikke kan finde

hende, går hjem for at lade højvandet drukne hende (tang-episoden er fra Sanimuinnaqs version, BS).

Hun når hjem til brødrene, men af angst for, at Ii følger efter,

gemmer hun sig i brødrenes ræve- og ravnefælde, hvorfra en bror tar

hende med hjem.

Ii. kommer på besøg. M. gemmer sig under skind på briksen. Ii. græder

tørre tårer over tabet af sin kone, men brødrene græder ikke med. En

af dem ærter alle med trommesange og Ii. med, at han spiser sine koner

og børn. Ii. nægter. M. afslører sig og fortæller om Ii.s fortæring af

lillebroderen. "Du har spist den ene hånd", siger Ii. "Nej", forklarer

M.

Ii. vil afsted. Man tvinger ham høfligt til at blive. Hans hunde slås

med brødrenes hunde. Ii. vil ud for at skille dem ad og får ikke lov

til at tage sin anorak på. Uden for pisker en af brødrene både

hundene og Ii. med en stor knude på piskesnerten. Ii.s ryg revner. M.

skal stikke ham ihjel. Hun har ikke kræfter nok. Da brødrene tar

over, er Ii. allerede død.

Var.: Igimarasussuk; Iimarasussuk

Kommentar: Holm har indskudt enkelte elementer fra Sanimuinnaqs variant,

der måske findes i Thalbitzers eller et andet arkiv.

Tolkning: Man bliver åbenbart mager af at drikke for meget vand. Det

er betydningsfuldt at Ii. netop giver M. lillebroderens hånd, symbolet

på samarbejde, at spise. Havde hun spist den, var hun blevet Ii.s

medskyldige og afskåret fra relationen til sine brødre.

Hist.: Det er spørgeligt om ammassalikkerne fangede ravne i deres

rævefælder.

Håndskr.: Befinder sig muligvis i Thalbitzers arkiv på det Kgl. Bibliotek. Det var Thalbitzer der opfordrede Jaakuaraq til skriverierne ifølge indledningen, ibid. s. 20. Jaakuaraq lægger ud med sin fødsel, opvækst, oplæring til fanger, årets cyklus som ung fanger og som udlært, og lidt småfortællinger om mennesker, der blev beskyldt for hekseri i hans ungdom.

Emner der tages op ind imellem fortællingerne er trommesange, hekseri, qivittut (fjeldgængere) og inuarullikkat / dværge ibid. ss. 75 - 76; sjæleran og angakkoq-uddannelse / åndemaner-uddannelse, ibid. s. 82 - 84; børnenes lege på stranden ibid s. 91 - 92; mænd fortæller hinanden historier, ibid. s. 92.

Jaakuaraqs version af Ataatsiaq er ikke oversat. Den nåede ikke med i tide. Egner sig glimrende til opdatering.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

Var.: Ataatsiarsuaq

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke.

Steenholdts afskrift findes i NKS 2488, VI: 9v - 11h.

Trykt med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1859-63, IV: Kaladlit Oqaluktualliait / Grønlandske Folkesagn, ss. 24 - 33, hvorfra Knud Rasmussen har brugt den i en friere oversættelse i:

Rasmussen, Knud: Myter og Sagn fra Grønland, III: 246 - 249: Fjælddværgen Sêrsoq / Seersoq.

Tilsvarende oversættelse i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 116.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 76, ss. 400 - 404: Inuarutligak - whose Christian name was Peter Rantholl.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 267 - 268. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 267 - 268: Peter Ranthol - kuissutaa taaguutaa, inuarulligaq ima oqluttuarpoq.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om dværgene (Orig. uden overskrift).

En mand med døbenavnet Peter Ranthol, som blev kaldt Inuarulligaq (en dværg), fortalte følgende:

For mange mange år siden boede Inuarulligaqs forfædre i Kap Farvel-området på

et sted, der hed Kutsersarfik. De boede tæt ved menneskene, som de ikke var sky

overfor. Men da en af dværgene blev dræbt af menneskene, flygtede de til et

sted, der ikke var beboet, og tog bolig i huler, som de gravede ned i jorden. De

hævnede sig på menneskene ved at dræbe en af dem, der var ude at gå en tur.

Dværgene søgte efter noget, de kunne bruge som våben. Endelig fandt de et

elletræ på sydsiden af Kutsersarfikfjeldet. Træet lignede et menneske, der lå på

knæ og støttede sig på jorden med hænderne, med ryggen skudt op. Af dette træs

rod begyndte de at lave våben. En del af roden, der var på størrelse med en

knyttet næve, var under jorden. Denne rod lignede kolben på en revolver. Men

spidsen, der dræbte - en sort sten med en rød sten ovenpå - var knækket.

Dværge overalt på jorden fik et sådant våben. Det kaldtes et "pegevåben". De gik

med dette "pegevåben" i hånden, for det kunne være farligt for nogle.

Inuarulligaq blev født dengang, da dværgene endnu var sky for menneskene.

Faderen hed Maleqqi. Den ældste af sønnerne hed Kinaviina, den næste Kuuk, den

tredje Asarfi, den fjerde Sersaq - altså ham, der fortalte historien. Deres

forfædre rejste nordover på et tidligt tidspunkt. Og på et meget senere

tidspunkt var andre taget nordpå over land. Vandringen varede flere år.

Om vinteren boede de i huler, der var gravet ned i jorden, og om foråret vandrede

de videre. På deres vandring mødte de væsener, der havde kroppe som menneskers

mens benene var som en hunds bagkrop. Bue og pile var deres våben. Disse

væsener, der kaldtes eqqillit, var skrækindjagende. Deres lugtesans var som

dyrenes, og de reagerede på lugte, der førtes med vinden. Under vandringen

fangede de et dyr med fem ben, som de kaldte kiliffak (mammut) eller atalik. De

dræbte dyret blot ved at "pege på" det. Skindet var tilstrækkeligt stort til at

beklæde alle væggene i et hus med. Når de havde spist kødet, voksede der igen

kød på knoglerne. Dette gentog sig fem gange, hvorefter de smed knoglerne væk.

Efter et år, tog de af sted igen. For at gøre de store afstande

mindre, trængte de landskabet sammen, idet de lagde sig

på knæ ved siden af hinanden, strakte armene frem hen over jorden og gjorde

bevægelser, som om de samlede noget sammen. Når der havde hobet sig så meget

landskab sammen, at de ikke længere kunne nå over det med armene, gik en af dem

over det sammenhobede landskab, og de andre fulgte efter ved at gå i den førstes

spor. Sådan gik det i flere år. En dag nåede de til bunden af Ikerasassuaq, hvor

der boede dværge og inorutsit (kæmper). Da isen lagde til, gik

de over til den anden side, hvor de indlogerede sig hos andre dværge. De rejste

videre og kom til det indre af Nuusaq. Og her blev de i mange år hos deres

slægtninge.

Dengang var der ingen evig sne/is på fjeldtoppene, og indlandsisen var ikke

nået til Ikerasassuaq. Først da de havde været i det indre af Nuusaq i mange år,

blev fjeldene og Ikerasassuaq dækket af is. Disse dværge havde to forskellige

anorakker. Den ene slags anorak var af den samme størrelse som den, menneskene

brugte, og den anden passede til dværgenes egen størrelse. Når de skulle

transportere noget stort over land, tog de deres store anorak på. Så klaskede de

på sig selv med hænderne og blev hurtigt så store som mennesker (sådan fortalte

en af de store dværge). Når de havde transporteret tingene, antog de igen deres

normale (dværge-)størrelse. Det med at gøre sig mindre foregik på den måde, at

de krøb ind i en klippehule med hovedet mod klippens loft. Så "aflusede" de

hinanden og antog igen dværgestørrelse.

Derinde i det indre af Nuusaq blev den yngste af Maleqqis børn købt af en

åndemaner, hvis kone ikke kunne få børn. Prisen var tre hvalfangerknive, et

stykke af et isbjørneskind og et stykke hvalbarde, der var skåret til

fiskesnøre. Maleqqi beholdt selv bjørneskindstykket og hvalbarden. Han

overlod knivene til de tre sønner.

Når dværgene blev gamle, foryngede de sig ved, at lade sig falde ned ad en stejl

fjeldvæg. Så blev de hurtige til bens som unge mennesker. En sådan foryngelse

kunne gentages fem gange. Så var det også slut. Dødsfald blandt unge dværge var sjældent. De enkelte tilfælde skyldtes sneskred ved forårstid.

Faderen havde altså taget ham med hjem og holdt ham skjult bag ved huset. Da det

blev aften, gik han ind og krøb ind i sin mor, og han forblev dér - endog i hele

babystadiet.

(Der er en del uklarheder i fortællingen. Det allersidste afsnit er mærkværdigt

- Chr.B.)

Var.: Delvis: søg på: pegevåben; Avatarsuaq, kuisimassoq Natanimik ateqartoq;

Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga. af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge.

Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eksimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk.

Thalbitzer ser også en anden forbindelse mellem Ranthols inuarulligaq-far, Malerqe / Maleqqi og nogle versioner af en sang, hvor navnet forekommer og associeres til det højeste nord i Grønland: een fra Uummannaq i 1901, Martin Mörch, og to fra Østgrønland i 1905 - 1906 (Thalbitzer: 532 - 533, 219 - 220: 'The seal's daughter').

Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk.

Kommentar: Den sidste sætning oversættes af Kirsten Thisted til: "og han var inde i sin mor - lige indtil spædbarnstadiet." Både hun og Chr. B. har her holdt sig til sesminarieelevens afskrift : ilersimavoq. I den trykte udgave (Kal. Oq. IV) står der ilisimavoq, hvorfor Rink oversætter til: "... han havde bevidsthed, mens han var i moders liv, og som et lille barn endog." Steenholdts afskrift har ligeledes ilisimavoq. Thisted nævner denne anden mulighed, der giver god, måske bedre mening, fordi barnet herved har kunnet fortælle om sin tidligere tilværelse som dværg.

Bemærk iøvrigt, at det ikke er en ligetil adoption fra dværge til mennesker. Dværgen skal igennem hele den menneskeskelige fosterudvikling, hvor han (ifølge en udbredt forestilling) næres af sin faders sæd, for at blive et rigtigt menneske. Mennesker og ånder kan ikke blande samfund. BS

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 153 - 160.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 256 - 258.

Eng.udg. Thalbitzer, W.  1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 266 - 268.

Resumé: Inurudsiaq har tre eqqillit (de lusebefængte, der ligner hunde)

til plejesøskende. Om foråret kommer mange eqqillit ned til huset og

dræber fra tagets fire hjørner alle indvånerne undtagen I. og hans

søster. To eqqillit bliver tilbage. De hænger I. og hans søster med

hovedet nedad over en dyb afgrund. I. kan drikke sit eget tis, men

søsteren dør af tørst. I. får efter flere forgæves forsøg hejst sig op

på en klippehylde ved linen, anråber først forgæves, siden med held en

passerende konebåd.

I. øver sine kræfter mens han vokser op. Han har fem gode bjørnehunde

og kører ofte på uuttoq-fangst ind i fjorden om foråret. Herinde

overrasker han de to eqqillit optaget af kiggefangst. De undres over,

at I. er blevet voksen, ber ham blive, mens de henter deres fangst, og

flygter. I. finder deres fangst af lyse og mørke sæler, forfølger

deres spor til de taber sig på indlandsisens glatte flade. Her får han

øje på mange eqqillit nede i en revne, kravler derned, foregiver

at lyske en af dem og dræber denne med et bor ind i øret.

Tar således livet af alle synlige eqqillit. Andre har gemt sig i en

sten med en smal revne, som han synger åben. Han dræber dem alle,

undtagen sine to særlige fjender, som han spænder for sin slæde bag

hundene og pisker dem til blods, mens de løber. Hvergang pisken bliver

for tung af blod, skifter han den ud med en ny. Den ene eqqilik dør,

da de når ned fra isen, den anden da de når ud af fjorden. Hjemme

fortæller han om sin tilfredsstillende hævn over sine plejesøskende.

Var.: Begyndelsen er fra en vidt udbredt myte, også i Arktisk Canada:

Venus; Den gamle pebersvend, der indesluttede de legende børn i en klippe; Nuerniagarnakasik; En sørgelig fortælling;

"erqidlit" som stedsøskende; eqidi' / eqqillit

Resumé:

Året efter Kaakaaqs første møde med Papeqqia træffer hun ham igen som

en snespurv, der forvandler sig til menneske og ber hende hjælpe sin

kone, der er i barselsnød. K. er udset til at skulle være åndemaner,

fortæller P. hende og bistår hende under et ritual, hvor hun lægger

sig afklædt under et skindtæppe, gnider håndfladerne mod hinanden og

puster i dem, mister åndedrættet og blir besat af hjælpeånden P. Nu

kan K. se det, der er skjult for andre. Hun fjerner noget, der

spærrer fødselsvejen, kvinden føder, K. får som tak en teltstang og

to stykker såleskind, der på hjemvejen, da K.'s syn lagdeles og hun får sit normale syn igen, blot er et vissent græsstrå og to indtørrede rosenrodsblade.

Var.: Sandgreen 1987: 451 - 452: "Slutning".

Kommentar: Denne trance-teknik kaldes i denne tekst qilaaqutserneq (qilaaqqutserneq?, tilkalde en qilaa-ånd? BS). Det samme gør Kaarali i teksten til sin tegning af seancen i Thalbitzer 1941: 710, fig. 224. Rasmussen brugte en anden betegnelse, kilummoorsoq om den der 'trak sig tilbage på briksen' og gik i trance (Rasmussen 1921-25,I: 20) mens den samme hed en nerfallasoq (en der har lagt sig på ryggen) hos Glahn (1921: 64).

Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq".

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Denne tekst er publiceret, iblandet tilføjelser fra Agdlagdlaks og Angutinuaks versioner, i Holm 1888: 248 - 250, nr. 3 (med noter); Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, nr. 3 (uden noter); og på engelsk i Thalbitzer 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39: 237 - 239 (uden noter).

Johan Petersens oversættelse:

Kaluluk var en lille spinkel person. Da han begyndte at gå i kajak, roede han ud til en ø, der hedder Imikertok / Immikkeertoq og steg i land her. Han tog sin blærepil, kastetræ og lille kniv og gik op på øen hvor han satte sig til at arbejde ved siden af en dam. Mens han arbejdede på sin blærepil, så han, at en kajak kom ind til stranden. Manden steg i land og gik op og tog fat på Kaluluk. De begyndte da at brydes, men da Kaluluk mærkede, at han ikke kunne magte manden, der var meget større end ham, så råbte han på sin amulet, der var en vanskabning (angiak / anngiaq): "Kom og hjælp mig!" Da amuletten kom Kaluluk til hjælp, trykkede han manden til jorden bag fra, slæbte ham hen til dammen, og kastede ham i den. Da manden krøb op af dammen, stak Kaluluk ham ihjel med sin blærepil, og halede døde mennesker op af havet, hvilke, han lagde ovenpå ham.

Kaluluk rejste derefter hjem, men fortalte ikke noget om, at han havde slået en mand ihjel.

3 dage efter kom der mange kajakker fra den anden side. De sagde, at manden ikke var kommet hjem, og at der ikke var andre end Kaluluk, der kunne have slået ham ihjel. Kaluluk sagde: "Hvorledes skulle jeg kunne slå den mand ihjel, som er meget større end jeg?" Men de sagde, at de skulle nok komme og hævne ham.

Da Kaluluk kom op, fortalte han det til sin gamle bedstemoder, som han boede sammen med. Hun begyndte dermed at synge tryllesange. Først sang hun over en vandøse, derefter tog hun en blodprop ud af sin pose og sang over den, og derefter over en kødvender.

Da folkene fra den anden side kom, hentede hun vand i vandøsen og satte den ved stranden, hvor de skulle gå i land. Efter at have gjort dette, sagde hun: "Bare de nu ville holde deres åre på ryggen, når de går op."

Da den første mand kom i land, tog han åren på ryggen, gik hen til den spand den gamle kone hvade stillet ved stranden, og begyndte at drikke. Mens han drak, gik Kaluluk hen til ham og stak ham med kødvenderen i siden, men han vedblev at drikke. Kaluluk trak nu kødvenderen ud, blodet flød ud af siden på manden, men Kaluluk satte blodproppen i. Da han derefter trak blodproppen ud døde manden.

Sådan gjorde han ved dem allesammen undtagen to. Til dem sagde han, at de skulle tage hjem, ellers ville det gå med dem, som det var gået med de andre.

Da de kom hjem fortalte de, at alle andre var slået ihjel. Kaluluk skar de døde i stykker og kastede dem i vandet. Derefter rejste Kaluluk ind til bunden af Sermilik, hvor han levede af hvidhvaler og narhvaler og kom aldrig mere sammen med mennesker.

Var.: Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Ukussulik. I øvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Om slæderne, der altid bortkom; Kajakmændene der udeblev; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 54 - 59,(suppleret med Angitinguak's og Adlagdlaks fortællinger hhv. ibid. s. 46 - 50, 50 - 54).

2. udgave: Petersen, Johan, (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger,

Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 226 - 227.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 237 - 239.

Resume: "Kaluluk"

Kaluluk er en lille, spinkel, forældreløs dreng, der bor hos sin gamle

bedstemor. Nabolagets kajakmænd forsvinder en efter en. Kaluluk får

kajak, ror en dag til øen, Immikeertoq, hvor han arbejder med sin kniv

på sin fuglepil. En kajakmand kommer roende, går i land, brydes med

Kaluluk der husker sin amulet af et utidigt født foster og tilkalder

dette. Det overmander manden bagfra og kaster ham ud i en sort dam, og

da manden kravler op på land, stikker Kaluluk ham ihjel med sin

fuglepil. Ved at stikke den ned i vandet opdager Kaluluk ligene af

alle de forsvundne kajakmænd. Den dræbtes fæller fra "den anden side"

kommer for at afsløre Kaluluk. Han nægter. Blandt dem er Kaluluk's

halvfætter, der røber at de vil komme tilbage for at hævne

sig. Bedstemoderen synger over en vandøse, en sælprop og en kødvender

af et ribben, som Kaluluk selv har brugt som barn. Kaluluk får hendes

rensdyrkamikker på og får proppen og kødvenderen som våben. Selv

anbringer hun en fyldt vandspand ved stranden og forvandler ved sit

blotte ønske fjenderne en for en til en ren, der drikker af

vandspanden.

Kaluluk dræber dem efter tur med kødvenderen, som han stikker hul i

dem med fra siden, og sælproppen, som han stikker i hullet og trækker ud,

så blodet styrter ud af dem. De to sidste mænd lader han leve med

besked om at tage hjem og fortælle, hvad eventuelle hævnere kan vente

sig. Kaluluk flytter ind i bunden af Sermilik, hvor han lever af

narhvaler og hvidhvaler, og han kommer ikke siden sammen med rigtige

mennesker (men sikkert med indlandskæmperne, timersit, derinde, BS).

Da sammenblandingen af de tre versioner er udpræget, er Angitinguaks, Agdlagaks og Pitigas versioner indskrevet under NKS 2488, VIII,  hhv. s. 46 - 50 og s. 50 - 54, og s. 54 - 59.

Var.: Qalulik / Kalulik. Qalulaajik; Kaluluk; Iøvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

I Holm, G. 1888: nr. 1, ss. 241 - 244 er mindre dele af Uutuaqs version indskudt som supplement til Angitinguaqs version. Samme er genudgivet i: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II:: 219 - 220.

Eng. udg. Thalbitzer, W 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 232 - 234.

Johan Petersens oversættelse:

En dag da Kamikinak som barn sad og spiste, sagde hans moder til ham: "Hvorfor spiser du? Du vokser jo alligevel ikke." Kamikinak blev vred herover og gik ud i kajak. Da han kom ud på havet, så han en stor kajak (mand) sidde og fiske ulke. Han råbte op til den store mand. Da denne blev opmærksom på ham, tog han ham tilligemed kajak i hånden og satte ham op på kajakstolen. Den store mand roede nu til sit hjem på Akilineq. Her satte han K. op på en hylde på væggen. Han gik derefter ud og hentede fødemidler, som han delte ud til husfællerne først de skulle spise. Om natten blev K. sat under briksen for at vokse. Fra briksen blev der sat et tov (?), der nåede hen til vinduet, for at K. ad dette kunne krybe hen til vinduet for at se efter bjørne, der plejede at komme udenfor huset mellem 2 store sten. Han opdagede snart en stor bjørn (af den størrelse som findes herovre), som fyldte åbningen mellem de to sten. Da plejefaderen på anskrig kom til, sagde han: "Herovre kalder vi det kun for en ræv." Han sparkede ræven ihjel, skar den i stykker og gav alle i huset af den. Næste dag opdagede K. en meget stor bjørn (sådanne som findes derovre). Plejefaderen gik ud, stak den ihjel og gav K. et spækkorn (fedtcelle) til at bære hjem. K. kunne imidlertid ikke magte det. Hans plejefader skar det derfor over, og K. bar det halve stykke til huset, mens plejefaderen bar hele bjørnen.

Den næste dag gik de ud for at fiske ulke. Plejefaderen sagde til K., at han skulle se med igennem et hul i isen og passe på, når de andre ulke løb deres vej, for da ville der komme en stor ulk. Da denne kom frem, stak plejefaderen den ihjel. Derefter gik de hjem med deres fangst. Da det blev dag igen gik de ud for at fiske laks, og så snart efter den store mand med de 2 store tænder, der næsten havde fisket alle laksene. Han lå ned og kikkede gennem et hul på isen. Plejefaderen sagde til K., at han skulle råbe: "nerrisilik mardlinik" (ham med de to tænder). Manden hørte det ikke. K. måtte derfor atter råbe: "n ... m ...!" K. sagde til plejefaderen: "Jeg er bange for den store mand." Denne svarede: "Jeg er ikke bange for ham, kommer han skal jeg nok tage fat på ham." Den store mand rejste sig op og løb hen imod den lille K. men nu kom plejefaderen frem og de begyndte at brydes. Tilsidst blev manden med de 2 tænder kastet omkuld og derefter slået ihjel af plejefaderen. Derefter samlede de en del tøndermos, lagde manden med de 2 tænder derpå og tildækkede ham dermed.

Da K. kom tilbage hertil igen, spiste han alt sin faders tørrede kød. Efter at have spist det altsammen, gik han ud for at fange sælhunde. Førend han gik ud, tog han faderens telt ved toppen og flyttede det op på et højt fjeld; thi han var bange for, at når han roede bort, skulle bølgerne skylle det bort. Han sagde til de andre, der havde telt derved, at de ligeledes skulle flytte deres telte, for at de ikke skulle skylle bort af bølgerne, som frembragtes af hans åretag; men de troede ham ikke og lod deres telte blive stående. Han roede nu bort og alle teltene, med undtagelse af hans faders, blev bortskyllede og folkene druknede. Han traf nu en stor stime sortsider og øste dem med hånden op på kajakken.

Var.: Kamikinnaq / Kamikinnarajik; En anden type: The giant and the dwarf; Giant scoops up ...; Den store indlandsbo, der bortførte konebåden; Umiartuaqátáutunik

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 8 - 17,(suppleret med dele af Utuak's fortælling, ibid. side 3 - 8).

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II:219 - 222.

Eng.udg: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 232 - 234.

Resumé: Den "kære navnkundige Kamikinnaq", Kamikinnarajik, er en

kæmpe, der bor i kæmpernes land, Akilineq. Engang da han besøger

sine forældre, af almindelig størrelse i Ammassalik området, forærer

han dem sin fangst: sortsider, som han øser op med hånden og to

sildepiskere, som han dræber med sin blærepil. Af den ene sildepisker

kaster han lallen i land. Den når fra stranden helt op til huset.

Inden sin rejse flytter han forældrene med deres telt op på et bjerg

og ber forgæves bopladsfælllerne gøre det samme(anmodningen stammer fra Utuaqs version, BS). Alle undtagen forældrene blir skyllet i havet af bølgeslagene, da han ror bort.

Som barn kunne K. ikke vokse og blev af sine forældre opfordret til at

rejse bort. Han ror mod øst til en stor ø, hvor det lyder som

hammerslag, når en af dens kæmper fisker ulke. Kæmpen adopterer K.,

henter en sildepisker til et fællesmåltid, og anbringer om natten K.

under sin briks, for at han kan vokse. K. bliver bange for en rød

bjørn der klatrer op ad den sovende kæmpes hår. K. klatrer selv samme

vej og får af kæmpen at vide, at det blot er et insekt (sikkert en

edderkop, pisiisiaq, på østgrønlandsk, eller måske en tangloppe, BS)

Kæmpen henter endnu en sildepisker til fortæring. K. skal holde øje

med bjørne, der plejer at dukke op ude på en ø mellem to store sten.

Den første, han ser, og derfor bliver hans førstefangst / førstegangsfangst er i kæmpernes øjne kun en ræv. Alle husfæller spiser med af denne førstefangst (fra Utuaqs version, BS).

Næste gang er det en kæmpestor bjørn, mener K., men blot en lille

bjørn i kæmpernes øjne. K. får fangstpart af den. Sammen fisker K. og

kæmpen efter en kæmpeulk under isen. Når den kommer, flygter alle de

almindelig ulke. Kæmpen stikker den store ulk ihjel. Næste udflugt

gælder laksefangst gennem isen. En endnu større kæmpe, der kaldes "Manden fra Akilineq", med eet øje midt i panden og kun to tænder har allerede fanget mange laks. K. opfordres af sin kæmpe-plejefar

til at råbe "ham med de to tænder" til laksefiskeren. K. må råbe meget

højt, før kæmpen hører det og farer hen mod ham. Kæmpen brydes med

denne, dræber ham og begraver ham under optændingsmos. Derefter gør

kæmpen K. til en stor mand, og K. hjælper ofte folk herovre i

Ammassalik området.

Uutuaqs variant er indskrevet under Rink NKS 2488, VIII, nr 3.

Var.: Kamikinnaq; En anden type: The giant and the dwarf; Giant scoops up ...; Den store indlandsbo, der bortførte konebåden; Umiartuaqátáutunik

Tolkning: Den lalle af en sildepisker, som K. kaster på land til sine

forældres boplads signalerer formentlig den hjælp, han i fremtiden

yder ammassalikerne. Den er ikke ufarlig. Det viser bølgeslaget fra

hans afrejse, der ligesom lallen når fra stranden op til teltene. Og

de to første fællesmåltider K. deltager i hos kæmperne er kødet af to

hele sildepiskere. Forudsætningerne for K.s vækst til kæmpe er både

disse måltider, hans klatretur som en edderkop fra rummet under

briksen op på briksen, førstefangsterne af ræv, bjørn og kæmpeulk, og

endelig drabet på den enøjede laksefisker, hvis begravelse associeres

med ild: optændingsmos. I en anden version stikker kæmpen ild til sine underbukser som middel til at få K. op i kæmpestørrelse.

Hist.: Island var ammassalikkernes Akilineq, hvis eksistens de

sluttede sig til fra skydannelserne over øen i klart vejr (Holm

1972:139).

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 202 - 207.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 270 - 271.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 279 - 280.

Resumé: Karrak arbejder på et pilejern. Det får hans hjælpeånd, kæmpen

Ibak (Ipak / inupak, kæmpe) hovedpine af. Ibak dukker ikke længere op til K.'s

seancer og hævner sig engang ved at stikke en lanse med menneskekød på

tværs gennem K. fra ryggen. K. heler nemt såret forpå, vanskeligere er

det bagpå, fordi menneskekødet har rørt ved det. K. tar på besøg hos

I., der ikke deltager i sine husfællers trommesange. K. stikker I. i

halsen. I. udebliver stadig fra K.s seancer, K. besøger atter I. der

er ved at dø, men helbredes af K., der holder seance på stedet. Siden

gør I. ingen skade på K.

Hist.: Karrak, der mistede sit ene øje under læretiden, levede i

første halvdel af 1800-tallet. Også om Aggu / Akku sagde man, at han engang var blev angrebet af en af sine hjælpeånder. Formentlig et yndet trick. En anden gang hjalp Ipak Karrak mod Månen, der var kommet på straffeekspedition. Søg på: Ipak.

Ligeledes blev Maratsi to gange angrebet, een gang af sin toornaarsuk, som han havde inviteret til at kaste kæmpestore sten efter sig, og to gange af sin Iikatik / Iikadik, der stak ham, første gang forfra og anden gang i ryggen. Som hos Karrak heler såret forpå nemmere end det bagpå. Søg på: Maratsi.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 61 ss.184 - 188 har Rink sammenstykket denne med en anden variant. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 50, ss. 291 - 297.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Om Qasiassaq.

Det fortælles om Qasiassaq, at han boede i Tuapammiut, i et langt hus sammen med andre familier. Han kom aldrig hjem med fangst fra sine kajakture, selvom hans kone Killassuk havde tallerkener af sælskulderblade. Når manden var
ude på fangst, gik hun ustandselig ud og ind i forventning om, at han ville komme hjem med fangst. Alle de andre på stedet kom hjem med fangst undtagen Qasiassaq. Qasiassaq havde reddet sig skulderbladene, når han spiste af andres fangst (uklart udtrykt - Chr. B.).
     
Engang Qasiassaq var ude i kajak, så han noget sort oven på et isstykke. Han roede derhenad og opdagede, da han var kommet tilstrækkeligt tæt på, at det var en netside. Sælen rejste sig ikke på højkant, og han roede til for at harpunere den, men han lagde sin harpun på plads igen, og idet han roede en smule baglæns, sagde han: "Det er en sæl, der er såret. Jeg kan forfølge den og tage den, når den ikke længere kan trække vejret." Idet han
sagde dette, råbte han, og sælen forsvandt fra isskodsen. Lidt efter dukkede den op lige ved siden af kajakkens forspids. Han råbte igen og sælen forsvandt under vandet. Da den var meget tam og ikke fjernede sig fra ham, gav han sig til at forfølge den. Men nu begyndte den at dukke op længere væk fra ham. Efterhånden fjernede den sig mere og mere, så han fik den ikke. Idet Qasiassaq roede bort fra den, sagde han: "Det er svært at få fangst, kom nu kun hen til mig".

En anden dag, Qasiassaq var ude at ro i kajak, så han noget sort oven på et stykke is. Da han kom nærmere, opdagede han, at det var en netside.Den rejste sig ikke, og han roede stærkt henimod den for at harpunere den. Hanløftede harpunen, men lagde den på plads igen, og idet han roede en smule baglæns, sagde han: "Det er en sæl, der er såret. Jeg vil forfølge den og tage den op, når den ikke længere kan trække vejret." Da han råbte, gled den ned ivandet, den dukkede op igen lige tæt ved kajakkens forspids. Han råbte igen, men den var så tam, at den hele tiden holdt sig i nærheden af kajakken. En anden gang han råbte, forsvandt den og dukkede op længere væk. Han roede efter den, men gav op, da den efterhånden fjernede sig langt væk. Han roede væk mens han lokkede: "Det er svært at få fangst, kom nu kun hen til mig." En dag da det var godt vejr og klar himmel, var fangerne ude på fangst.Qasiassaq lå yderst og var på lur efter en sæl. Han så, at en af dem, der lånærmere ved land, harpunere en sæl. De andre kajakker roede hen til ham, der havdeharpuneret, men Qasiassaq blev liggende samme sted og kiggede. Fangeren med sælen,bugserede sin fangst ind mod land. Qasiassaq så mandentøjre sælen til land og ro ud igen. Så begyndte Qasiassaq at ro udefter,væk fra de andre. Da han ikke længere kunne se dem, roede han hen til den sæl, der var tøjret ('siláinaK nimerdlugo' - jeg kender ikke udtrykket - Chr. B.). Han løsnede fortøjningen og tog den med på slæb indefter(hjemover). Der var mange benbeslag af hvalrostand på den line, sælen varfortøjet med. Qasiassaq kiggede hele tiden tilbage på den sæl, han bugserede. Han var så glad, for det var første gang, han prøvede at bugsere en sæl. Qasiassaqs kone kom kun sjældent ind i huset under mandens fravær, for hun håbede så inderligt, at han fangede. En gang, hun kom ud af huset, hørte de andre hende sige:"Der kommer en kajak." De andre kom også ud og så kajakken. Qasiassaqs kone, derkiggede ud med hånden over øjnene, sagde: "Det ligner den kære Qasiassaq. Hanror 'únákingallune'('únákingardlune eller ánákingardlune - jeg kender ikkeudtrykket. Der er ifølge Rinks kommentar, som jeg ikke kan læse - Chr. B.). I skal nok få jeres andel, I skal også nok få noget spæk." Da Qasiassaq kom hjem, spurgtehans kone: "Hør Qasiassaq! Hvorfra stammer linen til bugsertøjet?" Mandensvarede: "Det var så dejligt vejr, da jeg kom ud tidligt i morges. Jeg fik lysttil at fange en sæl og jeg tog det bugsereredskab med, som jeg længe har gemt."Hans kone kvitterede med et glædesudbrud (îmiînaarpoq - îmivok, kommer medet glædesudbrud - lidt mærkelig anvendelse. Gl. bem. siger: 'siger åh' - Chr. B.).Konen flænsede sælen, og der blev kun hovedet, bagkroppen og skindet tilbage,resten og herunder spækket, forærede hun væk. Qasiassaqs kone fortalte alle, der kom hjem fra fangst, og kvinder, der kom hjem fra tur, at hendesmand havde fanget en sæl. En af fangerne blev længere ude end de andre. Mens manventede på ham, satte Qasiassaq sig op på briksen længst imod bagvæggen. Manden kom hjem sent på aftenen. Da han kom ind i huset, sagde han: "Qasiassaq, hvor er mine bugserremme?" ('agdlunârtáka' - egentlig: 'linetøj' - Chr. B.) "Her har du dem", sagde hans kone og tilføjede: "Har du løjet?" Han svarede: "I morges, mens jeg var på lur efter sæler, så jeg en kajakmand harpunere en sæl. De andre roede hen til ham, men jeg gjorde det ikke. Da han havde bugseret den til land, fik jegfat i den." Konen sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq laver den slags." Han bøh'ede hende med et: "Paq", så hun var ved at lette af bare forskrækkelse.     En dag Qasiassaq var ude at ro i kajak, så han oven på en isflage nogetsort af store dimensioner. Han roede hen til isflagen og opdagede, at det var enstor sten. Han så hen til de andre og gav sig til at ro kraftigt modisflagen som, når man skal harpunere en sæl. Lige før han forsvandt bagisflagen, løftede han harpunen. Han steg op på isflagen, skyndte sig atbinde sin line omkring stenen og smed den ud i vandet, så det skummede. Derefterkom han igen ned i sin kajak og roede frem, så de andre kunne se ham. Så gav hansig til at råbe om assistance (til fangsten, BS). Da de andre kom hen til ham, var hans fangstblære væk. Qasiassaq sagde: "I kan lede efter den. Jeg vil ro ind for at fortælle om den glædelige nyhed." Og med de ord satte han indefter af allekræfter.     Som sædvanlig kom Qasiassaqs kone ud (for at kigge efter ham) og hun råbte:"Der kommer en kajak." I det samme vendte kajakken siden til bopladsen ogbegyndte at råbe om hjælp. Qasiassaqs kone råbte ind i huset: "Hør I derinde.Kajakmanden råber om hjælp." Da de andre var kommet ud, skyggede hun med håndenfor øjnene og kiggede ud. Hun sagde: "Kajakmanden ligner den kære Qasiassaq, der'ánakingardlune' (se mine bemærkninger tidligere - Chr. B.)." Såhørte man nogen sige: "Jeg harpunerede en stor hvalros og har mistetfangstblæren. Jeg er roet hjem for at fortælle om den gode nyhed." Konen løb indi huset og slog håndtaget af sin ulu (kvindekniv) i stykker. Hun sagde: "Detbliver dejligt at få et nyt håndtag til min ulu, nye beslag på gryden (beslag medhuller, hvorigennem føres remme til at hænge gryden op med - Chr. B.) og et nytstok til at rynke kamiksåler med (kammiut) fra tænderne på den hvalros, somQasiassaq har fanget." Qasiassaq blev hjemme, og hans kone fortalte alle denybegyndere i kajakroning, der kom hjem fra tur, om hvalrossen, som Qasiassaqhavde fanget (og som de andre ville komme hjem med). Hun fortalte den sammenyhed til kvinder, der vendte tilbage fra en lille tur. En af fangerne blev udelænge og Qasiassaq satte sig længst tilbage på briksen, så kun hans hæle sås.Sent på aftenen kom fangeren hjem, og idet han kom ind i huset, sagde han:"Qasiassaq, her er dine fangstblærer." Det viste sig, at hans fangstblærerbestod af sælmaver, der var forbundet med hinanden. Idet han afleverede dem,sagde han: "Den store sten var godt nok bundet fast med en line, men den vargået løs." Hans kone sagde: "Qasiassaq, har du nu løjet igen?" Han svarede: "Ja,jeg løj. Mens jeg lå på lur efter sæler imorges, fik jeg øje på noget sort på enisflage. Jeg roede hen til isflagen og opdagede, at det var en stor sten. Jegløj og sagde, at det var en hvalros." Konen sagde til ham: "Hvor er det flovt, nårQasiassaq lyver." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun varlige ved at lette af bare forskrækkelse.     En gang var Qasiassaq ude i kajak og opdagede ved land nogle områder medsand, hvor der lå en hel masse isstykker. Han roede derhen og gik i land. Tokvinder, der var ude at samle bær, iagttog ham ovenfra. Qasiassaq gav sig til atfylde kajakken med isstumper. Da han havde gjort det, trampede han ned på den i stumper og stykker ('nungutdluínardlugo' - så der ikke var mere tilbage - Chr. B.). Da den var smadret, gik han ud i vandet med sine pjaltede klæder på. Han forsøgte at svømme med kun hovedet over vandoverfladen. Da han kom op igen, 'tunume ilaitkârarpai' (tunu er bagside - ilait, nogle - qaarpaa, knalder det, også: smadre. Jeg har svært ved at få mening ud af det. Men jeg vil tro, at der erblærer på ryggen) ved at slå dem med sten (knaldede han løs på sin ryg med sten, BS?). Og han stak isstumper ind under tøjet. Så tog han af sted hjemover. Han kom ned i sin kajak (dette forstår jeg heller ikke, for kajakken var jo smadret? Chr. B.), som lå dybt i vandet.     Da Qasiassaqs kone som sædvanlig kom ud af huset, råbte hun: "Hør Iderinde, der er en lille kajak på vej ind ('imâKale' kan jeg ikke få mening udaf - Chr. B.). Hendes husfæller kom ud og Qasiassaqs kone skyggede med hånden forøjnene og kiggede. Så sagde hun: "Kajakmanden ligner den kære Qasiassaq, menarmene hænger langt nede." Nu kunne man se (der står egentlig: høre - Chr. B.), atQasiassaq rystede af kulde og høre ham tale: "Nogle isstykker fra et kælvendeisfjeld ramte mig ('iluliarpoq', blev ramt af isstykker fra kælvende isfjeld -ifølge Rinks kommentar lyder det sandsynligt. Jeg kender ikke ordet i den betydning, og det står ikke i ordbogen - Chr. B.)." Hans kone løb ned til ham, idet hun sagde: "Den lille Qasiassaq er blevet ramt af et isstykke fra et kælvende isfjeld." Hun kunne ikke få fat i hans kajak fra land. Qasiassaqs kajak begyndte at fare i alle mulige retninger og han blev ved med at sige: "Jeg blev ramt af isstykker fra et kælvende isfjeld, og jeg længes efter at komme hjem." Da hans kone ikke kunne få fat i kajakken, sagde hun: "Nu vil jeg tage lutter nyt tøj på og komme tilbage." Hun kom tilbage og sagde: "Jeg skal få dig til at ramme stranden her, hvor jeg står" (usikker - Chr. B.). Men når han begyndte at ryste af kulde, flyttede hun sig.- Langt om længe fik hun fat i kajakkens forspids og sagde: "Endelig fik jeg fat i den kære Qasiassaq." Da hun fik ham op af kajakken, faldt der isstumper ud af indersiden af tøjet. Da de kom op til huset jamrede Qasiassaq sig, for det gjorde ondt der, hvor han havde knaldet (punkteret - Chr. B.) blærerne (usikkert - Chr. B.). Fangere, der kom hjem fra fangst og andre, der havde været ude en tur, fik af Qasiassaqs kone fortalt historien om, at Qasiassaq havde været i fare, fordi han var blevet ramt af isstykker fra et kælvende isfjeld, og at han kun var nået hjem med nød og næppe (usikkert - 'angerlaarsummallu - Chr. B.). To kvinder, der kom hjem fra en tur sent på aftenen, fik også historien fortalt, men de sagde: "Det må være ham, som vi imorges så fylde sin kajak med isstumper på det store sanstrand under den store klint. Ja, han lignede Qasiassaq." Så sagde han kone: "Har du løjet, Qasiassaq?" Han svarede: "Ja, jeg løj som sædvanlig. Jeg var som sædvanlig ude på fangst imorges. Så så jeg en masse isstumper på en stor strækning med sand. Det var disse, som fik mig til at lyve - som sædvanlig." Hans kone sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq gør den slags." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun var lige ved at lette af bare forskrækkelse. Da Qasiassaq ikke længere havde en kajak, forærede konens bror ham den ene af sine to kajakkker. Nu rådede Qasiassaq igen over en kajak.     Engang besøgte Qasiassaq sin svigerfar. Han bar sin kajak op og da han komind i huset, sagde han: "I har ikke meget lampelys, så vil du ikke koge dettesølle hundehoved?" Svigerfaderen sagde, idet han pegede på sin søn:"Den stakkel er som altid så sulten, så lad os koge det. Vi har jo ikkeandet." Svigerfaderen var grædefærdig. Qasiassaq bemærkede frækt: "Igår ordnede min mor og jeg vores proviant i to køddepoter, som var fyldt op. Viflyttede om på hele sæler, således at de øverste kom længere ned og de nederstekom til at ligge øverst. Jeg er endnu øm i armmusklerne." Svigerfaderen sagde:"Dengang Qasiassaq blev forældreløs, var der ingen, der tænkte, at han villeblive så velstillet." I det samme begyndte svigerfaderen at græde og Qasiassaqgræd med ham. Men det hele var jo humbug fra Qasiassaqs side.     Da Qasiassaq dagen efter skulle af sted, sagde han til sin unge svoger: "Dukan følges med mig. Så kan du få noget mad med hjem." Svigerfaderen sagde tilsin søn: "Din kære svoger vil gerne have dig med hjem, så du kan bringenoget med hjem til os. Følg's du med ham." Da de kom til bopladsen,bar Qasiassaq sin kajak og sin line op. Inde i huset skrabede han bundfaldet afsin kones lampe og tog det ud for at bruge det som madding til ravne, som hanville fange i snaren. Han havde knap nok placeret sig ved vinduet, da han sagde:"Der var to - nå, den anden slap væk." Han gik ud, og da han kom ind igen, sagdehan til sin kone, at den (ravnen) skulle koges omgående. Hans kone kom igang medat koge den ('aitdlugo' - kender jeg ikke). Den unge svoger kom også ind i husetog blev bespist af andre beboere i (fælles)huset. Søsterens mand gav ham ingenting. Han troede ellers det var ham, der skulle byde ham noget at spise, når det nu var ham, der havde inviterede ham, så han kunne få noget mad med hjem.Han fik ikke noget mad med fra Qasiassaq og hans kone, da han næste dag skulleaf sted, men de andre beboere gav ham noget mad med hjem. Da hankom tilbage, spurgte moderen: "Er den mad fra Qasiassaqs?" Han svarede: "Nej, detvar fra andre beboere i huset. Jeg fik ikke noget mad fra Qasiassaqs." Moderenspurgte igen: "Fik du noget at spise hos Qasiassaqs?" Han svarede: "Jeg fikkun ravn at spise." Da sønnen sagde dette, skældte moderen ud på sin svigersøn, der ikke var til stede, ud, fordi han havde løjet så groft.     En gang rejste Qasiassaq på besøg hos nogle i Appatsivik, som lå øst forderes boplads. Han gik ind i huset og opdagede, at de sørgede over etdødsfald. Han spurgte en af dem i huset, hvad der var årsag til deres sorg.Denne svarede: "De sørger over, at de har mistet deres lille datter". Hanspurgte igen: "Hvad hed den lille pige?" Den anden svarede: "Hun hed Nipisaan-nguujuk." Qasiassaq hævede sin stemme og sagde: "Vi derhjemme har opkaldt voresdatter efter den afdøde. Vi kalder hende altid Nipisaannguaq." De sørgendesagde: "Det var vel nok pænt af dig at opkalde jeres datter efter den afdøde." Da de begyndte at græde, holdt Qasiassaq sine hænder for ansigtet, og lod som om hangræd, idet han kiggede rundt mellem fingrene. Da de havde grædt, gav deQasiassaq noget godt at spise som tak for, at han havde opkaldt sin datter efterden afdøde. Qasiassaq løj som sædvanlig, for hans kone kunne ikke få børn.Qasiassaq skulle af sted næste dag, og de der havde mistet deres datter, sagde:"Her er nogle perler, og her er hendes tallerken, de skal tilbage til den, der eropkaldt efter hende. Her er også nogle sælunderarmsben, som man skal ladebarnet smage." Da Qasiassaq skulle af sted med disse ting, sagde enaf mændene: "Sig til din boplads, at jeg har en gryde til at hænge over lampen,som jeg gerne vil bytte med en kajak." Qasiassaq svarede: "Lad mig få den, forjeg har en ny kajak derhjemme. Jeg har fedtet betrækket ind i nogen tid, men jeghar aldrig brugt den, fordi jeg synes den kæntrer så let." Den anden svarede:"Ja, tag den endelig." Da han havde fået gryden, tog Qasiassaq af sted hjemover.     Qasiassaqs kone gik som sædvanlig ud (for at kigge efter manden) og hunråbte ind: "Hør I derinde, der kommer en kajakmand med megen last bag på." Hunskyggede med hånden for øjnene og sagde igen: "Kajakmanden ligner den stakkelsQasiassaq. Han ror med armene hævet højt (efter de danske bemærkninger:'ánákingardlune' - Chr. B.)." Idet hun sagde dette, løb hun som altid ned tilham. Hun spurgte ham: "Hvor stammer alle de ting, du har bag på kajakken fra?"Manden svarede: "Der var forlist en konebåd og de har kastet alle de ting bortog efterladt dem på en isflage, derfra har jeg taget dem." Konen svarede: "Deter vel nok dejligt, at jeg får en ny gryde." Qasiassaq stak hånden ned bag ikajakken og tog en tallerken og perler frem. Hans kone blev henrykt. Hun gikop til huset og tog sin gryde, der hang over lampen, ned og smadrede den, og hunsmed de sælskulderblade, de brugte som tallerkener, ud. Da manden kom ind ihuset, havde hun allerede hængt hans medbragte gryde op, og hun var i færdmed at pynte sig med perler. Da hun var færdig, rystede hun pelsflippen('kinini', pelsflippen - efter de danske bem. - Jeg kender ikke udtrykket. - Mendet kan også være 'kiinnani': sit ansigt? Chr. B.), for hun var så glad forperlerne. Næste morgenen meddelte de, der havde været udenfor, at mangekajakker var på vej ind. Da Qasiassaq hørte dette, satte han sig helt tilbage påbriksen. Kajakkerne lagde til, og man hørte nogen sige: "Der er mad tilQasiassaqs (og hans kones) lille datter. Sig til dem, at de skal hente det." En af husfællerne sagde: "Qasiassaqs har ikke fået nogen datter." "Så sig tildem, at de skal bringe perler og tallerkener ned," blev der sagt nedefra. En afde fremmede sagde: "Spørg Qasiassaq, hvor kajakken, som jeg skal købe, erhenne." En af Qasiassaqs husfæller sagde: "Qasiassaq har ikke fået nogen nykajak." Manden svarede: "Så sig til ham, at han skal bringe gryden ned."Qasiassaqs kone måtte skære sine pelsflipper af, og hun måtte skære gryden ned fra opænget. Da de fremmede var taget af sted med alledisse ting, sagde Qasiassaqs kone: "Qasiassaq, har du nu løjet igen?" Qasiassaqsvarede: "Ja, jeg har som sædvanlig løjet. Da jeg i går under mit besøgerfarede, at de havde mistet et barn, sagde jeg til dem, at vi havde fået etbarn, og jeg fortalte, at jeg havde fået mig en ny kajak." Konen sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq laver den slags." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun varlige ved at lette af bare forskrækkelse.Engang var Qasiassaq ude at ro i kajak. Han blev længe ude og kom førsthjem sent på aftenen. Han fortalte: "Jeg har fundet en død hval. I morgen kan Itage derhen i konebåd østover." Næste morgen tog de af stedallesammen. De spurgte Qasiassaq flere gange: "Hvor er den så henne?" "Derhenne østpå." Hver gang de nåede til det af Qasiassaq udpegede sted, varder ingen hval. Da han blev ved med at føre dem længere og længere væk, dræbtede ham endelig. Det blev enden på Qasiassaqs løgnehistorier. Slut.Var.: Thalbitzer nr. 226 A: Qasiättak. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten.Hist.: En af overleveringens mest populære historier om løgneren der er så tåbelig at han ikke engang kan fange en sæl, der kommer helt hen for stille og roligt at lade sig fange.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 189 - 192.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 266 - 267.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5):275 - 276.

Resumé: Hun sover i mere end et døgn og drømmer, at hun gennem sit tøj

ved den oplagte konebåd fortsætter ud over havet til en dyb, mørk

revne ved himlens sillia (Mælkevejen). Da hun springer over

den, er hun nær ved at falde bagover (og ned, dvs. dø, BS), men

falder forover og fortsætter til to huse, hhv. en isbjørns og en

hvalros'. I isbjørnens hus kommer hvalrossen ind for at købe en rem,

som den river itu, da bjørnen ikke vil sælge den. Hun går over i

hvalrossens hus, hvor de to dyr forfølger hende, mens hun flyver

rundt, op gennem et hjørne i taget og endelig hjem, fordi hendes

familie har sunget hende tilbage med serratit / formularer.

Tolkning: Bemærk puulik-motivet (søg: puulik), kvindens åndeflugt bort fra

puulik-dyrene og det mørke svælg bag "verdenshusets" ende, der også

findes i Havkvindens hus. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Hist.: Vedr. Mælkevejen som himlens skillelinie i kosmologien se MacDonald 1998

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s. 421-142.

Håndskrift: Nedskrevet og trykt med fonetisk skrift på østgrønlandsk af Thalbitzer. Håndskriftet befinder sig formentlig i Thalbitzers (kaotiske) Arkiv på Det kgl. Bibiliotek.

Resumé af Thalbitzers engelske oversættelse:

Undervejs ind i en stor fjord ser en kajakmand en kupajeeq-kælling grave ivrigt i jorden. Hun graver efter en plejesøn, fortæller hun kajakmanden. Og nu har hun fundet en anngiaq (et hemmeligt født foster eller barn), der blev født i forfjor, siger hun til sin egen mand. Kajakmanden slår hende ihjel, trækker fosteret op af jorden og tager det med i kajakken for at øge dens fart. Undervejs borer utysket sig ind i hans ryg og æder ham op.

Var.: Koopajeeq; Gobajak-barnet / koopajaaq; Kupajiq IV

Hist.: En traditionel fortælling, der afspejler en forestilling om, at et dødt spædbarn som kajakamulet øger kajakkens fart.

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.423.

Håndskrift: Nedskrevet og trykt med fonetisk skrift på østgrønlandsk af Thalbitzer. Håndskriftet befinder sig formentlig i Thalbitzers (kaotiske) Arkiv på Det kgl. Bibiliotek.

Oversættelse af Thalbitzers engelske resumé (selve tekstens ordlyd er temmelig uklar):

Nær kysten lever to trolde af Kupajeeq folket; Den store "opgraver af jorden" og hans kone. En dag opdager de at en sølle barn af inuit folket er flygtet over til deres hus. Barnet opdager snart, at han er kommet til kannibaler og Kupajeeq-børnene opfordres til at æde ham. Barnets mor, ældre bror og flere andre leder efter den vildfarne, når frem til kannibalernes hus, hvor de skjuler sig inden døre og dræber utyskerne en for en, efterhånden som de kommer ind i huset.

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.423 - 424.

Håndskrift: Nedskrevet og trykt med fonetisk skrift på østgrønlandsk af Thalbitzer. Håndskriftet befinder sig formentlig i Thalbitzers (kaotiske) Arkiv på Det kgl. Bibiliotek.

Resumé af Thalbitzers engelske oversættelse:

Et ægtepars barn dør og stensættes, men liget stjæles. Barnets far lader sig levende stensætte, og da tyven (en kupajeeq) kommer efter ham, udbryder tyven: "Så mast han er, den stakkel! Så våd han er, den stakkel". Tyven slæber ham hjemad og er nær ved at snuble, da det formodede lig griber fat om en sten på jorden. Da tyvens kone skal partere ham, råber børnene: "Helle for indvoldene!" "Dem skal far have", siger moderen. Det samme gentager sig med hjertesenerne, hænderne og tæerne, hvorpå det ene af de to børn råber: "Nu åbner han øjnene". Men deres far siger, at "liget" sover, hvorefter "liget" hugger hovedet af ham og flygter med kupajeeq-moderen i hælene. "Hvordan slipper du over alle forhindringerne?" spørger den flygtende. "Jeg slipper uskadt over dem alle, uanset hvor de befinder sig. Jeg kommer over den store indsø, den store elv, ved at drikke dem tørre fra ende til anden". "Så drik", siger manden. Kupajeeq-kællingen drikker til hun revner.

Var.: Tågens oprindelse. Hvordan tågen blev til. The body-snatcher troll 42; 42 A.. Koopajeeq III. Ligrøveren. Søg også på: tågen; Tågen.

Hist.: En vidt udbredt traditionel fortælling, der hyppigst forklarer tågens oprindelse af alt det af maven opvarmede vand fra den bristede kælling.

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.425 - 426.

Håndskrift: Nedskrevet og trykt med fonetisk skrift på østgrønlandsk af Thalbitzer. Håndskriftet befinder sig formentlig i Thalbitzers (kaotiske) Arkiv på Det kgl. Bibiliotek.

Resumé af Thalbitzers engelske oversættelse:

Kupajiq, troldkællingens forheksende samtale med en inuk i kajak.

Kupajiq'en inviterer den nølende kajakmand op og serverer ham først sortebær / krækkebær / revlinger med menneskefingre i, som han afviser, og dernæst frosne planter og/eller rødder indsmurt i slim, der viser sig at være menneskefedt. Han spiser det meste inden han spørger til slimen, får svaret, og derefter afviser resten. Han trækker i hast sin anorak på, styrter ned til sin kajak med troldkællingen efter sig. Hun svømmer efter ham med en kniv i hånden, men han undslipper hjem, hvor man forstår at det er hende, der har gjort det af med flere mænd fra bopladsen. Imod sin kones ønske tar kajakmanden igen hen til kupajiq'en, hvis gentagne invitation han besvarer med en anklage om at hun næsten forheksede ham ihjel den foregående dag. Nej det var barnet i min amaat, siger hun og kaster barnet ud på jorden på kajakmandens befaling. Barnet forfølger imidlertid kajakmanden og fortærer ham (sandsynligvis).

Var.:Thalb. selv indsamlede ialt 4 versioner af denne fortælling (223 A - 223 D).

Koopajeeq; Gobajak-barnet / koopajaaq; Kupajiq IV. Kajakmændene der forsvandt i en fjord.

Kommentar: Episoden med menneskefingre i maden er hyppigt genkommende i fortællinger om kannibalistiske ånder

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s. 427 - 428.

Resumé af Thalbitzers engelske oversættelse:

Kupajiq, troldkællingens forheksende samtale med en inuk i kajak.

Kupajiq'en inviterer den nølende kajakmand op, befaler ham at tage sin anorak af og serverer ham først noget mad med menneskefingre i, som han afviser, hvorefter hun hekser ham i søvn. Dernæst serverer hun ham frosne planter og/eller rødder indsmurt i slim, der viser sig at være menneskefedt. Inden han spiser spørger til slimen, får svaret, og afviser derefter retten. Han styrter ned til sin kajak med troldkællingen efter sig. Men han undslipper hjem, hvor han fortæller at han næste dag vil hævne hekseriet. Atter inviterer kupajiq'en ham op, men han svarer med en anklage om, at hun næsten forheksede ham ihjel den foregående dag. Nej det var barnet i min amaat, siger hun og kaster barnet ud på jorden, stener det ihjel og laver sig en pose til spæk af liget.

Var.: Thalb. selv indsamlede ialt 4 versioner af denne fortælling (223 A - 223 D). Koopajeeq; Gobajak-barnet / koopajaaq; Kupajiq IV.

Kajakmændene der forsvandt i en fjord.

Kommentar: Episoden med menneskefingre i maden er hyppigt genkommende i fortællinger om kannibalistiske ånder

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.429

Resumé af Thalbitzers engelske oversættelse:

Kupajiq, troldkællingens forheksende samtale med en inuk i kajak.

Kupajiq'en inviterer den nølende kajakmand op, befaler ham at afføre sig anorak, yderkamikker og overtræksbukser. Hun serverer ham først sortebær / krækkebær / revlinger som han afviser (fortælleren har vist glemt at fortælle, at der var menneskefingre i maden, BS), og dernæst frosne planter og/eller rødder indsmurt i slim, der viser sig at være menneskefedt. Han spørger til slimen, får svaret, og afviser derefter retten. Han undslipper hjem, hvor man forstår at det er hende, der har gjort det af med flere mænd fra bopladsen. Næste dag tar kajakmanden igen hen til kupajiq'en, hvis invitation han besvarer med en anklage om at hun næsten forheksede ham ihjel den foregående dag. Nej det var barnet i min amaat, siger hun og kaster barnet ud på jorden, dræber det og æder det.

Var.: Kajakmændene der forsvinder. Thalb. selv indsamlede ialt 4 versioner af denne fortælling (223 A - 223 D).

Koopajeeq; Gobajak-barnet / koopajaaq; Kupajiq IV. Kajakmændene der forsvandt i en fjord.

Kommentar: Episoden med menneskefingre i maden er hyppigt genkommende i fortællinger om kannibalistiske ånder

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.429 - 430.

Resumé af Thalbitzers engelske oversættelse:

Kupajiq, troldkællingens forheksende samtale med en inuk i kajak.

Kupajiq'en inviterer en forbipasserede kajakmand op og serverer ham først sortebær / krækkebær / revlinger, der er slimede, og dernæst frosne planter og/eller røddermed en vis Kungaaqs menneskefingre i. Han nægter at spise maden. Han styrter ned til sin kajak, får vendt den forkert, men han undslipper hjem. Næste dag tar kajakmanden igen hen til kupajiq'en, hvis invitation han besvarer med en anklage om at hun forheksede ham den foregående dag. Nej det var barnet i min amaat, siger hun og kaster barnet ud på jorden, dræber det og laver sig en ny trætallerken af dets hoved.

Var.: Episoden med menneskefingre i maden er hyppigt genkommende i fortællinger om kannibalistiske ånder. Thalb. selv indsamlede ialt 4 versioner af denne fortælling (223 A - 223 D).

Koopajeeq; Gobajak-barnet / koopajaaq; Kupajiq IV.

Var.:  Thalb. selv indsamlede ialt 4 versioner af denne fortælling (223 A - 223 D). Koopajeeq; Gobajak-barnet / koopajaaq; Kupajiq IV. Kajakmændene der forsvandt i en fjord.

Kommentar: Episoden med menneskefingre i maden er hyppigt genkommende i fortællinger om kannibalistiske ånder.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 68 -78 med titlen "Ungilataké" / Ungilattaqi (suppleret med nogle få elementer fra Uutuak's fortælling, "Uiartek", ibid. s. 78 - 92).

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 227 - 231.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39(5): 239 - 242.

Resumé:

Der ligger to huse tæt ved hinanden. Nuerniakajik (Tejsten) slår

beboerne af nabohuset ihjel. Kun Kunuk / Kunnuk og hans lillebror overlever.

De rejser bort om natten. Næste dag ser de et barnløst ægtepar på

kiggefangst. Ægteparret løber om kap hen til dem. Konen rører først

ved Kunuk og får ham til plejesøn. Manden får lillebroderen. Vinteren

igennem øver drengene deres kræfter ved at hente tang og løfte store

sten.

Lillebror dør. Kunnuk sørger dybt. Genoptager træningen af sine

kræfter. Får kajak, bliver en dygtig fanger og gifter sig med en smuk

pige.

Ungilatagí / Ungilattaqi udfordrer K., der aldrig har sunget, til

trommestrid for at slå K. ihjel og røve hans kone. Ung. har en

hjælper, den lille fede Ususungmiarssuuk / Ususummiarsuk, som han deler

koner med.

Inden afrejsen synger K.s plejemor over ham, for at gøre ham usårlig.

Hun råder ham til at dræbe en kvinde og en hund, hvis han får dræbt

Ung. Så snart K. i konebåd er fremme, røver U. hans kone som sin

fjerde kone. U.s husfæller bryder sig ikke om, at U. skal slå K.

ihjel. U. og K. stiller sig op i hver sin ende af huset. U. synger

først. Hans trommestav er en kniv, en pana (tveægget?, BS). U. synger

to sange og kaster efter K., der gør sig lille, springer til vejrs og

undgår at blive ramt. U. henter kniven, synger og kaster anden gang.

K., der nu har gjort sig stor, undgår kniven ved at gøre sig

lille. U. vil tage kniven igen, men K. snupper den, synger, gør en

pause, hvor tilhørerne opfordrer ham til at kaste, men han synger igen

og kaster så. U. vil gøre sig smal ved at vende siden til, men blir

ramt i struben. K.s kone trækker i sine kamikker (hun er befriet). K.

tar den smukkeste af U.s koner. U. siger: "Jeg har aldrig vendt mit

ansigt bort fra hende, når jeg har ligget med hende, og du må heller

ikke vende ansigtet fra hende."

På vej ud af husgangen blir K. flere gange puffet af Ususummiarsuk.

Udenfor brydes de. Da K. træder i et hul, hundene har gravet, og er

nær ved at falde, klemmer han Us. Us. synker sammmen og skriger:

"Kunuk, Kunuk, Kunuk har klemt mig, så blodet strømmer ud af

munden og ekskrementerne ud af bagen på mig!." Dermed dør Us.

Hjemme igen bliver K. bebrejdet af plejemoderen, fordi han ikke også har dræbt en

kvinde og en hund. Derefter dræber K. alle kajakmænd, han møder.

K. blir gammel, plejemoderen dør, og K. rejser ud for at hævne sig på

drabet af sin familie.

K. ber Tejstens fætter om at låne en kniv, en

pana. Denne nægter, men blir bange og gir sig. K. kan ikke finde

Tejsten. Først næste morgen ser han noget blankt oppe på en høj,

nemlig det tagskind Tejsten sover under. K. løfter skindet op med

kniven og stikker ganske langsomt Tejsten ihjæl for at pine ham mest

muligt. Til slut dræber K. alle Tejstens børn.

Var.: Kunuk; Uutuaqs to versioner er indskrevet under NKS 2488, VIII, nr. 12 og nr. 13. Sidstnævnte eksisterer dog kun som håndskrift i et uddrag.

Tolkning: Måske var Kunuk ikke blevet vanemorder, hvis han havde

opvejet drabet af Ung. med de drab af en kvinde og en hund, som hans

plejemor havde anbefalet. I stedet dræber han Us. med association til

"kvinde" (Us. er lille og fed), fordi han, K., næsten mister balancen

i et hundehul.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 42 - 44: "Oqaloqatigiinnerup ilamernga / (Fortællingen hér er) En lille del af en samtale".

Udpluk af den originale og meget længere tekst på dialekt og engelsk og i lyd på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: lige sider fra 76 - 98 (dialekt) og ulige sider fra 77 - 99 (engelsk).

Resumé: Storfangeren Kvania havde for skik, når han en tid ikke fangede noget, at tage fortællerens fætters søn på skødet og hviske med ham. Derefter fangede Kvania gerne noget stort og forærede drengen en gave som tak.

Kvania, der ikke var åndemaner / angakkoq, men havde svært ved helt at slippe hedenskabet efter dåben, blev Thalbitzers informant. Da Thalb. og kone var ankommet, havde sagt goddag og sagt, at han gerne ville høre nogle slemme fortællinger, meldte Kvania sig med glæde. Parret var meget vellidt. Thalbitzer sendte senere Kvania en stor kasse tøj til familien som tak.

Hist.: RA, der var 68 år i 1963, har tidligere boet i Illukasik, Saqqarmiut, og Itilleq.

Thalbitzer var i det sydligste Grønland i 1914, hvor både Kvania og Aadaarutaa hjalp ham med at tyde en del af det store materiale han havde indsamlet i Ammassalik-distriktet i 1905 - 06. Det udkom i Meddr. Grønland nr. 40: The Ammassalik Eskimo II, 1923.

RA's bedstemor havde været kok hos hvalfangerne og var selv af blandet europæisk-grønlandsk herkomst. RA's far var en immigreret østgrønlænder, Ananias, der døde af tuberkulose. Han optræder også i Knud Rasmussen: Under Nordenvindens Svøbe 1906. Søg på Ananias.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 274 - 277.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 289.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39:296 - 297.

Resume: For mange år siden overlevede en mand og hans kone en

sultevinter ved Illitalik/ Illutalik på Kulusuk. De havde spist de

døde naboer. Manden får atter fangst, en ung remmesæl, men længes

efter menneskekød og koger i smug sit og konens lille barn før

sælkødet. Han spiser selv barnet i stedet for det dejlige sælkød. En

gammel mand kommer over vandet, opdager den tykke sælsuppe, man har

smidt ud, spiser den op, bliver yderligere beværtet med kød inde i

huset, og manden må følge den gamle over vandet, fordi han har forædt

sig. Den gamle dør af forædelse, fordi han har sultet så længe.

Not: Fortællingen virker afkortet. Episoderne hænger ikke sammen i

andrt end i emnet "sult" som motiv for umenneskelige og tankeløse

handlinger.

Hist: Fortællingen kan udmærket være historisk med tanke på

sultevintrene i Ammassalik området.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen: NKS 2488, VIII, 4', s. 111 - 117.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 246 - 247.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 256 - 257.

Resumé:

I gamle dage fangede Matakatak sæler i garn knyttet af

hvalbarder og udspændt inde i fjorden. Han tager derind i konebåd, og

roerskerne samler bær og tullerunnat, rosenrod, mens han røgter sine

garn. I dem fanger han remmesæler, spraglede sæler og netsider.

Engang naboens lille søn er med, bliver han borte. Hans forældre

sørger dybt. M. har set røg fra et hus inde i land og mener derfor, at

indlandskæmperne, timersit, har taget ham. M. lader sin kone sy sig

en anorak af dobbelt remmesælsskind så stiv, at den kun kan bøjes ved

armene.

Han rejser sammen med drengens forældre ind til indlandskæmpernes hus.

Undervejs slår han hule sten itu med sin knyttede næve. Fremme ved

huset kigger de alle tre ned gennem dets røghul, og de ser en gammel

kæmpe vugge drengen med hovedet nedad på sit skød. Drengen vil intet

nyde af længsel efter sin familie. Han får løfte om at komme hjem

næste dag. M. flytter en stor sten foran husgangen og vender ialt tre

spærrende sten undervejs gennem den, hvor forældrene følger ham.

I åbningen ind til rummet hænger bjørnetænder og benstumper, der vil

klirre, hvis han går ind. Han trækker dem klirrende til side, springer

ind, slår kæmpen med barnet i maven, kaster barnet ud til forældrene i

husgangen. De flygter, mens kæmperne forgæves søger at kvæle M. ved at

dreje hans anorakhætte rundt. Han undslipper, men uden for får tre

kæmper så store som konebåde fat i ham. Han slår dem ihjel med sine

knyttede næver. Han indhenter forældrene, tager barnet for at lette

dem og løber ind i de tre kæmpers sjæle (på størrelse med almindelige

mennesker), der blot viger til side for ham. Alle kommer velbeholdne

hjem.

Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; qilaamasoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Missuarniannga / Mitsivarniannga identificerede denne Matakaták med Uliivaatsiaq (Thalb. 1914).

Transskriptionen af originalen er ikke trykt, kun den engelske oversættelse.

Thalbitzers oversættelse kan kun resuméres med stor usikkerhed, idet Thalb. ikke

rigtig har kunnet tyde hvad Teemiartissaq har sagt til fonografen.

Resumé:

Teem., der er gravid, drømmer at hun er sulten, og opdager en anden kvinde ved sin mands side. Manden siger, at det skal være hendes medkone. Teem. protesterer, men manden afviser hende og holder sig til den ny kvinde. Teem. forlader dem. Dernæst følger vist endnu et besøg i dødsriget og noget om Marhraa (?) og en hvidhval hun snupper fra ham, spiser af og tilbyder ham tilbage, men han betakker sig (uigennemskueligt). Teem. ser Marhraaq hvirvle op gennem luften fra dødsriget, mens han synger aja-omkvæd. Da Teem. kommer til sig selv er Marhraa svimmel. Det var altså fordi han for en tid havde mistet sin sjæl at Teem. havde mødt ham i dødsriget.

Hist.: Historisk selvbiografisk fortælling.

Kommentar: Det fremgår ikke af Thalbitzers noter om Teem. s mand faktisk tog sig en medkone.

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.455- 461 (3 sider)

Thalbitzers oversættelse kan kun resuméres med stor usikkerhed, idet Thalb. ikke rigtig har kunnet tyde hvad Teemiartissaq har sagt til fonografen.

Resumé:

Teemiartissaqs gamle far opfordrede hende til at uddanne sig til angakkoq / angakok / åndemaner / shaman, og hun gik ind i landet for at søge. Hun mødte en sommerfugl, rød af blod (måske), som hun gør et eller andet med; måske får hun den på som en ham. Hun enten fløjter ad den eller mister alt sit kød (en parallel til uddannelsens mytiske indvielse / initiation, hvor ferskvandets røde hund el. kæmpe isbjørn fortærer lærlingen og kaster ham nøgen op igen, BS). Nogen siger: nu træner hun flittigt til angakkoq, for nu er hun begyndt at fløjte / miste sit kød. Hun træner til en, der kan rejse ned i det dybe hav. Gad vist om hun dér vil besøge havets menneske (Havkvinden), siger en nogen (en ånd?). Til slut slikker sommerfuglen alt blodet af sig, og Teemiartissaq kommer atter til bevidsthed.

Den anden (?) siger, at nu er hun godt på vej til at blive angakkoq og vil snart kunne stige til vejrs på åndeflugt. Hun siger ja til et tilbud om at få hjælpeånder.

Næste gang hun går ind i landet hører hun en samtale mellem to ræve (indvielsen ved sommerfuglen har åbenbart givet hende forståelse for åndesproget, som alle taler, der ikke er mennesker). Deres dialog går ud på at nævne alle de dyr, der er i strandkanten og havet dernede i forhold til alle de planter og rødder, der findes oppe i landet. Efter den lange, detaljerede opremsning hører hun skræmmeånden, Niimila's stemme og bliver rædselsslagen.

På sin næste tur møder hun et uhyre, der belærer hende om, hvordan hun skal berøve sin mand livet, når hun blir gift. Hun skal tage hundehår fra nakke- og skulderpartiet og både anbringe det mellem hårene i hans kamiksåler og i alle kajakbetrækkets sammensyninger. Da vil hans sjæl forlade ham og han vil dø.

      På en anden udflugt ser hun de små dværge, men kun som i tåge. De belærer hende om at når hun under stor koncentration har set alle dem, der er i falken (dens ufødte unger?), vil hun blive i stand til at tilkalde sine hjælpeånder vha. trommen.

      På et tidspunkt, da hendes lille søn er ved at dø, røber hendes stedfar for alverden at hun er under optræning til angakkoq. Da må hun til sin store ærgrelse afbryde uddannelsen. Men sønnen kommer sig.

      Teemiartissaq ærgrer sig fortsat over, at hun ikke, som hun havde regnet med, kom til at holde seancer og tage på åndeflugt til både himmel- og underverdenen. Men hun har engang rejst i drømme med to, der skulle have været hendes hjælpeånder. Først falder hun dybt, dybt ned til grænsen mellem jord og hav (horisonten, tilføjer Thalbitzer). Dér fremtager den ene en helt sort tingest på en underarms længde fra sin hofte og med den laver han en grænse, der formindsker havet (? snarere en afgrund eller en vanskelig passabel kløft, en stejl skråning el. lign., BS), så hun kan slippe over og videre ned på dybhavets bund og derfra videre en lang, lang vandring mod øst indtil nogle telte kommer til syne. Den ene hjælpeånd ber hende vente med løfte om at hun senere, som åndemaner / angakkoq, vil kunne følges med ham helt frem til de dødes sted. Nu henter de to ånder i stedet Teem.s (døde) storebror, som hun blir dybt bevæget over at gense. Hun spørger hvorfor han udeblev (druknede). Jo, han kæntrede. Og hun fortæller at hun havde kunnet besøge sin bror ofte, hvis hun var blevet angakkoq som hun ønskede det. "Du længtes altså efter mig," siger broderen, "og ville ligesom mig have været en angakkoq, der tilkaldte hjælpeånder og tog på åndeflugt." "Ja, hvor var det uretfærdigt at jeg ikke blev det, bare fordi din navnefælle, min stedfar var så uforskammet at røbe mig. Ja virkelig!" siger Teem. med eftertryk. Hun får dernæst af broderen at vide, at et telt i den nordlige ende af de dødes lejr er der, hvor hendes svigermor indrettede sig, da hun døde. Derefter må hendes bror tilbage, nedad, og Teem. grædende opad, kravlende op til denne verdens grænse.

      Da hun vågner ryster hendes mand. Hun råber håj, håj, ligesom en åndemaner der har en hjælpeånd, og fortæller at hun bare i drømme har været nede og besøge sine døde slægtninge.

Men hun har ikke bare drømt, siger hun til Thalbitzer, selv om det er sandt at hun var sammen med sine døde slægtninge.

Var.: Var.: En mindre besværet fremstilling er formuleret af Thalbitzer i "Grønland nu og før." Nordisk Tidsskrift för Vetenskap, Konst och Industri, 8, 1932.

Flere om besøg i det nedre dødsrige: Aggu / Akku; Maratsi; Kukkujooq; Nivikkana.

Se også om dødsrigerne i traditionen: GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67.

Hist.: En selvbiografisk fortælling om oplæringen til åndemaner, og hvordan den i dette tilfælde blev afbrudt, pga. af utidig indblanding fra stedfaderen, der iøvrigt selv var angakkoq og hed Taqqisima (søg på navnet).

Kommentar: Mens man er under uddannelse skal denne holdes hemmelig, ellers mister man forbindelsen til sine fremtidige hjælpeånder (dvs. de blir ens hjælpeånder når man færdiguddannet afslører sig som åndemaner). 

Helga Maqé Nielsen, østgrønlænder, mener ikke at oversættelsen, "at fløjte", af uingi- ordene kan være rigtige. Måske snarere noget med at miste sit kød, som også Thalbitzer foreslår i en note (s. 460). Dvs. at sommerfuglen bliver T.s ham - måske som puppe, forestiller jeg mig.

Tim.s mere detaljeret fremstilling af sin uddannelse findes i tekst nr. 231.

Flere dunkle steder har jeg søgt at forklare undervejs, men den belæring, som Teem. får på et tidligt tidspunkt, om hvordan hun skal ombringe sin mand, når hun blir gift, virker besynderlig. Der verserede dog i Ammassalik-distriktet en idé om, at hver eneste hjælpeånd en lærling fik, skulle afbalanceres med et middel til hekseri. Dette med hundehårene er et typisk eksempel. Der ses desuden i Grønland en tendens til at det var sværere for kvinder, især gifte kvinder med børn, end for mænd at blive en åndemaner af de store (kvindelig angakkoq / åndemaner). I den sammenhæng bliver åndens slet skjulte opfordring forståelig. Hvis hun rydder manden af vejen kan hun blive en stor angakkoq, som hendes hjælpeånder kan være stolte af at tjene.

Grænsen mellem hav og land: Thalbitzer tilføjer i parentes: horisonten. Men i så fald fortsætter landet ud langs havbunden til det sted, hvor havet ovenover mødes med himlen. En anden mulighed er den, at grænsen er undersiden af nuna, jorden, dvs. jorden opfattet som en tyk skive man skal igennem for at komme ud under havet.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.473-477 (2 sider)

Thalbitzers oversættelse kan kun resuméres med stor usikkerhed, idet Thalb. ikke rigtig har kunnet tyde hvad Teemiartissaq har sagt til fonografen.

Resumé:

Teem. nævner til indledning tre måder at starte uddannelsen på:

Gnidning (i kredsrund bevægelse af sten mod kampesten)

Besmittelse med dampe fra indlandsisens revner (dampen svarer til den der bølger ud fra en person under tabu), og

Vandringer på indlandsisen.

En lærer vil instruere lærlingen om disse muligheder.

Teem.s egen lillebror går ind på indlandsisen, hvor lyset blænder ham selv om han selv befinder sig i mørke. Han ser to kæmper, inviterer dem til at blive sine vordende hjælpeånder. De indvilger, men det er pga. det blændende lys vanskeligt at nærme sig hinanden. Heller ikke kæmperne kan klare sig ude i lyset. De inviterer ham indenfor i indlandsisen, hvor der er mørkt og ingen revner i en uhyre flade. Lærlingen skal frem til indlandsisens dobbeltstore isbjørn med det mærkelige ansigt. (Det fremgår dog ikke om Teem.s bror møder den). Teem.s bror skal forbi nogle væmmelige sager, som han er bange for, men mandes op til det af de to kæmper. Han vil da blive uovervindelig. Kæmperne stikker i løb syd om ham og så langt bort op nordpå til det ækle mørke, hvorefter Teem.s bror tar hjem sydpå, flyvende.

      Næste dag kommer Teem.s bror på besøg hos dværge (iaajivatsiaat) i indlandet. Der er tre af dem, der bor i hver sit hus. I det øverste bor en gift kone, hvis mand kan ro i kajak men kun fanger landdyr som ryper og ræve med stenkast. Disse dværge kaldes "dem der sætter (?) i bevægelse". I det midterste bor Seneflettersken" og i det nederste "Menneskefangersken", som man besøger i trance liggende på ryggen. Hendes mad er et ræveforben. Seneflettersken spørger Teem.s bror om han er kommet for at blive. Nej, han er bare angakkoq / åndemaner-lærling, svarer han, og redder dermed sig selv fra at blive ædt af Menneskefangersken. Det hvisker Seneflettersken til ham med hånden for munden. Og videre at hendes naboerskes mand er aldeles tosset, fordi en ung pige atter er begyndt at reparere sin kamik. Hun er forstyrret, er stået op (har muligvis rejst sig for tidligt fra en tabuperiode, hvor man skal sidde ørkesløst på briksen). - Dernæst følger muligvis et ritual, hvormed hun af Seneflettersken og en hjælpeånd, gives lov til at sy igen (temmelig uklart).

      Da Teem.s bror kommer ud igen, leder to ånder (dværge?) ham ved hænderne og de må flygte fra Menneskefangersken. Den ene dværg puster på ham, og han når hjem, hvor forældrene forskrækkes over hans udseende. Men han svarer undvigende på deres spørgsmål.

Var.: se Kommentar ndf.

Hist.: En kvindes selvbiografi, der i dette afsnit omhandler hendes brors uddannelse til åndemaner.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

Kommentar:

Begge fortællinger om broderen genkendes som versioner af dem om Naaja's udvikling til angakkoq. Blot er dem om Naaja noget mere gennemskuelige. Ifølge den ene blir han først ædt af hulekæmpen i indlandsisen (en variant af den hyppigste initierende ånde, 'søens troldbjørn', hvorefter han med to indlandsis-ånder skal gennem en lang, mørk tunnel i indlandsisen. De løber først rundt om ham nogle gange, og da han senere skal passere gennem en smal sprække mellem to kampesten for at komme ud, lukker de sig sammen hver gang han prøver, indtil han får det råd af at lukke øjnene imens. Vips er han ude i lyset, men dér skal dværgene ikke nyde noget af at opholde sig. De stikker tilbage i mørket: Tydeligvis en symbolsk genfødsel efter at han er blevet ædt.

Det er nok noget i samme retning, der er hændt for Tim.s bror. Teemiartissaq har iøvrigt kendt fortællingerne om Naaja, fremgår det af teksten nr. 231.

Det næste fortælling er en version af den, der også tillægges Naaja: Hans første besøg hos indlandsdværgene, Sandgreen 1987 nr. 11 og 12. Læs resuméet, det vil hjælpe en del på forståelsen.

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.465-469 (3 sider)

Thalbitzers oversættelse kan kun resuméres med stor usikkerhed, idet Thalb. ikke rigtig har kunnet tyde hvad Teemiartissaq har sagt til fonografen.

Resumé:

Teemiartissaq blir meget fattig da hendes far dør og hun overtaler sin yngste faster til at oplære sig i qilaneq-kunsten, hovedløftning / hovedvipning. Fasteren giver hende endog sin egen qila-ånd, der besvarer hendes spørgsmål om diagnosen når hun løfter patientens hoved med sin rem og stok (en slags fiskestang, hvor snøren er bundet om hovedet (undertiden foden) på patienten, BS).

Teem. beskriver dernæst hvordan udspørgningen af qila-ånden forløber. Det drejer sig oftest om tarneq - / sjæle - tab, og hvis den er fjernet og befinder sig hos fx isbjørnene, skal den hentes hjem og sættes fast igen. Det befaler Teem. så sin sjæle-henter at gøre, idet den følger el. adlyder orakelånden / spørgeånden, Apeqqitek. Den kommer tilbage med sjælen(e) i sine hule hænder og Teem. befaler den at sætte den / dem fast til patientens helbredelse.

 - Efter en afbrydelse i interviewet - fortæller Teem. hvorledes den hentede sjæl befales at stige op og ind i patienten (gennem anus). Så kommer patienten sig og qilalik'en / her Teem. får tak. Hun får også betaling i kød og senetråd fortæller hun til indledning.

      Belært af en vis Pikkinor om, at de døde er angakkoq / åndemaner-væsenets grundlag og at en angakok bør have en af de døde som sin livslange "stævn" (? måske spion, BS?) tager Teem. sine qilaneq-remedier med op til en gammel grav. Hun stikker sin arm ned i graven, den døde klatrer op ad den og blir på den måde hendes vordende hjælpeånd, da hun to andre dage har gentaget ritualet. Hjemme holder hun det hemmeligt som angakkoq-lærlinge skal, for hun har hørt at fuldt uddannede kvindelige angakkut / åndemanere kan mestre alt, flyve gennem luften og fløjte hjælpeånder til sig.

      Fløjte-tilkaldelsen prøver hun en dag oppe i indlandets bjerge. Den tilfløjtede ånd haster i forvejen op til en kløft (?), hvor den svinger sig frem og tilbage mellem bjergsiderne, så håret flagrer bagud. Den dukker så op (den samme ånd, eller en dødning, eller en anden ånd?), blodrød over det hele (el. kun i ansigtet). Teem. kan ikke flytte sig af skræk. Den kryber ind i hende og slikker el. pisker hende. Når denne ånd viser sig på briksen med sit røde ansigt (?) og fløjter, ved folk at nogen er i gang med angakkoq-uddannelsen. Den vordende angakkoq selv mister en overgang bevidstheden men røber intet selv.

      Teem. mærker at hun er ved at blive angakkoq og besøger en grav på en ø. Dækstenen roterer kraftigt, dødningen kommer op, men hun mærker den ikke ved skuldrene. Først da den smyger sig hen over hendes hofte. Den er helt stiv, siger den, fordi den slæber rundt på kroppen, som folk har bundet så stramt til begravelsen (de har måske glemt at skære bindingerne over inden tildængningen med sten, BS?). Men den blir mere bøjelig efterhånden. Den vender tilbage til sin grav og dækstenen falder på plads af sig selv.

      Teem., hvis bror og stedfar begge var store angakkut med alverdens viden, fortæller dernæst hvordan en lærling første gang afslører sig som angakkoq: Man hører ved sengetid hans toornaarsuk (særlige hjælpeånd), der allerede har været til stede på gulvet, sige o-oh med vibrerende stemme.

      Da jeg stod frem som angakkoq, siger Teem. (det gjorde hun jo aldrig - ifølge Thalbitzer selv, der måske har brugt en forkert engelsk glose? BS), havde jeg fået en toornaarsuk, men var stadig fuld af angst for at opsøge alle de øvrige hjælpeånder, jeg manglede. Da fortæller hendes stedfar (hvis død hun ynker) om første gang hendes onkel stod frem som angakkoq. Han lod sine skræmmeånder, der råber amoo -, jage folk op og rundt på briksene. En anden skræmmeånd, der har sat skræk i folk, er en af de ældste innarsuarboeres (Naaja's ?) Uppiinnguaq, den lille ugle.

      Da Teem. hører om, hvordan Innarsuaq-boerne lærte sig selv op til angakkut, gør hun et lignende forsøg, hvor hun går ud i fjeldet til bredden af den store elv, lægger sig på ryggen og råber efter hvem, der vil komme til hende. Et skrækkeligt blåsort væsen stiger op. Hun besvimer og vågner nøgen, tar sine klæder på, og da moderen ved hendes hjemkomst spørger til hendes befindende, slår hun det bare hen.

      Den følgende vinter holder hendes stedfar seance fordi Teem. åbenbart er syg. Hun har mistet en af sine sjæle, erklærer en af hans hjælpeånder.

      Herefter afbrydes interviewet.

Var.: En mindre besværet fremstilling er formuleret af Thalbitzer i "Grønland nu og før." Nordisk Tidsskrift för Vetenskap, Konst och Industri, 8, 1932.

Hist.: En kvindes selvbiografi, der specielt omhandler hendes uddannelse til åndemaner (som dog ikke afsluttes).

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

Kommentar:

Det fremgår ikke altid klart, hvornår Teem. taler ud fra egne erfaringer, eller udsiger noget om angakkut og lærlinge i almindelighed. Det kan ikke betvivles at qilaneq ofte blev praktiseret med en hjælpeånd i Østgrønland, men det er uklart om den også kunne klare at hente mistede sjæle hjem og måske endog adlød endnu en ånd, spørgeånden apeqqitek / apeqqiteeq. Måske var denne spørgeånd simpelthen qila-ånden (Hos netsilik-inuit i Arktisk Canada hed en ånd til qilaneq tilsvarende en apiqsaq, en spørgeånd (Oosten, J. G. & Fr. Laugrand & Wim Rasing: Perspectives on Traditional Law. Nunavut Arctic College, Iqaluit 1999: 21). En åndemaners helbredelsesseance kunne ofte indledes med en diagnosticering ved qilaneq-metoden.

      Den blodrøde ånd er muligvis den samme som sommerfuglen i tekst nr. 230. I teksten her, nr. 231, tjener den også som indvielsesånd til åndemanerkarrieren. Næsten alle indvielsesånder er kraftigt associeret til blod, ligesom også lærlingen selv siges at bløde kraftigt fra ansigtets bløddele som en første afsløring eller tilkendegivelse (Se bl. a. Ajijak, Naaja, og endelig Aggu / Akku (som ikke blødte)).

      Noget tyder på, at stedfaderens seance var anledningen til at han afslørede Teem. som åndemanerlærling, som det fremgår af tekst nr. 230, og dermed spolerede hendes forehavende.

      Thalb. mener, at Teem. aldrig opnåede at få hjælpeånder, men det kan næppe passe.

Man kan dog sige, at fordi Teem. må opgive at blive angakkoq må hun også opgive forbindelsen med alle de ånder hun har knyttet til sig som sine fremtidige hjælpeånder. I tekst nr. 230 knytter således en kystdværg sig til hende, og det er hele to fremtidige hjælpeånder, der leder hende omtrent frem til dødsriget og mødet med den døde storebror.

I teksten her, nr. 231, får hun hele to dødninge, en uidentificerbar ånd, og en toornaarsuk.

Var.: Inspireret af fortællinger om åndemanerne ved Innarsuaq i Sermilik-fjorden bliver hun tillige overfaldet af uhyret ved / i elven, og formentlig ædt og kastet op igen, som det sig hør og bør for østgrønlandske angakkoq-lærlinge. (Søg: ferskvandets isbjørn og elvens hund) Kun uhyrets mørkeblå farve i denne tekst er udsædvanlig. Denne mytiske død og genfødsel mentes at forsyne lærlingen med et indre lys, der ville tiltrække hjælpeånder.

Vedr. Uppiinnguaq er der flere fortællinger både hos Sandgreen 1987 og Jens Rosing 1963.

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.479-489

Thalbitzers oversættelse kan kun resuméres med stor usikkerhed, idet Thalb. ikke rigtig har kunnet tyde hvad Teemiartissaq har sagt til fonografen.

Resumé:

Teemiartissaq indleder med sin opfattelse, at det er til trøst for dem der frygter døden og for at helbrede de syge at vi (østgrønlænderne) lærer os selv op til angakokker.

      En åndemanerlærling opsøger med stor ihærdighed og omhu sine fremtidige hjælpeånder ved hjælp af sin toornaarsuk. Hver ånd man knytter til sig, skal man opsøge ialt tre gange. I havet finder de nogle. Alle søger og finder også en spørgeånd, en apeqqitek / apeqqiteeq, og så den særlige ånd i ferskvandet, Nilersoq / Niilersoq? "æderen", som fortærer hver kødtrævl på lærlingen. Skelettet får atter kød på, men lærlingen vågner nøgen. Hans klæder kommer af sig selv flyvende tilbage mens de skriger kia ka ka ka! (Med det samme råb opildner eller tilkalder tilhørerne hjælpeånderne når åndemaneren under seancen er i fare eller skal kaldes til bage til livet, BS).

      Falkeånder tilkaldes af lærlingen med et ke, ke, ke. De jordboende iaajivatsiat, dværge, kan forsyne en med midler til at fremstille en tupilak.

      Lærlingen søger menneskers naboer, ånder, der bor i jordens indre, når sommeren sætter ind. De belærer ham og inviterer ham hjem på besøg.

      Endelig er der Niimilaa, som Teem. el. Thalbitzer opfatter som en kvindelig ånd, en skræmmeånd, der bor i en hule og arbejder på at fremstille en stor ulu / kvindekniv. Teem.s bror kunne få hende til at flygte. Hun sank ned i en sø, mens han løb langs søbredden og kaldte med hendes eget råb, niimilaa. Hun lignede af form en konebåds forstævn, var helt udmarvet og råbte: gid man kunne få nogle menneskelunger at spise. Hun løb så uset forbi ham og tilbage til sin hule: Se et menneske deroppe på toppen af det stejle bjerg! / Eller: hulen befinder sig øverst på det stejle bjerg (Thalb. er usikker).

      Da angakkoq'en (Teem.s bror?) nu er parat indledes hans første seance med at Niimilaa kommer og kyser alle, selv små børn ud af huset. Hun river skindtapeterne ned af væggene i jagt på mennesker hun kan æde og trykker angakkoq'en ned i jorden, hvor hun også selv dykker ned. Dernæst kommer tarajuatsiat, skyggerne, der ifølge Thalb. skulle være de samme som iaajivatsiat, dværgene, og efter dem indlandskæmperne, timersit, både de nærmere, der kaldes omstrejferne, og de fjernest boende.

      Angakkoq'en (stadig under den første seance) mister bevidstheden, genvinder den, fæstner forhængsskindet tæt til indgangshullet, trommer med sin trommestik med udskåret menneskehovede på (kanten af) trommen for at give den liv, og puster på sin smældeskive (makkortaq) af remmesælsskind i hånden mens han udstøder bestemte lyde: aala-laa-laa-laa-auci-witci-witci-witci-wit.

Når hans ånder kommer for første gang mumler han aataa-taa-taa. De kommer så alle, hans falk, hans toornaarsuk, hans skræmmeånd, der prøver at trække mennesker til sig med sit amoo...h, amoo...h!

Da han ikke genkender dem spørger han sin apeqqerteeq / apeqqitek / apeqqiteeq om hvem de er. Men det er, mens hans hjælpeånder blandt de nærmest boende dværge er inde, at trommen tager til at danse og hoppe op på hans ryg. Da er det han får sin synske evne (silanippoq, alverdens viden - i andre versioner, BS). Han synker (derefter?) med et håi, håi, håi, ned i jorden, hvor han samtaler med sine hjælpeånder på bjergtoppene af underverdenen. Med samme råb kommer de tilbage, og tilhørerne spørger ham ud om den syge (som han åbenbart er sat til at kurere under sin første seance).

Denne, en gammel kone, har mistet en sjæl, viser det sig. Publikum spørger om den kan hentes tilbage, og det kan den sagtens, siger angakokken, hvis den ikke har lidt skade.

      Teemiartissaq skildrer dernæst hjælpeåndernes livsbetingelser. De gifter sig får børn, sønner og døtre, men vokser ikke. De blir hverken syge eller gamle og småpigerne gifter sig og får børn i ti-årsalderen. Når en hjælpeånd blir syg (alligevel? BS), besøger de (angakkut?) deres hjælpeånder (glosen er åndesprog for hjælpeånder, BS), og da kan hjælpeåndernes (eller angakoq'ens?) husfæller ikke rigtig fange noget.

      Det skyldes en tupilak, som åndemaneren lover at fjerne. Man kan fjerne den ved at stjæle en stump af tupilakmagerens fangst og bekæmpe tupilakken med denne stump.

      Denæst beskriver Teemiartissaq hvordan man laver en tupilak af stumper af alle mulige dyr og fugle og gerne noget af et dødt menneske. Det hele skal helst sys ind i skind, der stammer fra tøjet af den man vil ramme. Tupilakken gøres levende ved at man lader den sutte på ens kønsdele. Tupilakmageren udstøder da et langt faldende eeeh. Tupilakken spørger hvor den skal hen, får besked og sendes afsted mod den nævnte person.

      Denæst skildres åndemanerens fangst og tilintetgørelse af en tupilak, der har hindret en bestemt fanger i at fange. Den fanges vha. hjælpeånden falken, der lidt efter lidt æder tupilakken, og jo mere den æder af den, des raskere bliver den person, den har angrebet. Åndemaneren udpeger (måske vha. en af sine hjælpeånder) den skyldige, tupilakmageren, der straks tilstår, hvorefter der følger en uforståelig reprimande om at gøre ugerningen god igen.

      Angakoq'en sender sine ånder bort og kommer til sig selv med nogle bestemte lyde: Håi, håi, herrn, herrn. (De mange forskellige udråb under forløbet signalerer for tilhørerne, hvad der foregår i mørket, oplyser Thalb.). Tilhørerne udtrykker til slut deres taknemmelighed til angakoq'en.

Var.: En mindre besværet fremstilling er formuleret af Thalbitzer i "Grønland nu og før." Nordisk Tidsskrift för Vetenskap, Konst och Industri, 8, 1932.

Hist.: Teemiartissaq fortæller Thalbitzer hvad hun mere generelt har hørt og oplevet om åndemanerens uddannelse med søgen efter hjælpeånder, hans initiation, helbredelses-seancer og seancer til udryddelse af tupilakker.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på uddannelse og initiation.

Kommentar: Ganske som de øvrige Teemiartissaq-tekster er heller ikke denne synderlig klar. Andre langt tydeligere fremstillinger hjælper en del på forståelsen:

Vedr. de forskellige hjælpeånder se: Rosing, Jens 1963: 173 - 194, der er en oversættelse af Kaarali Andreassens fremstilling, trykt på grønlandsk i Rosing, Otto: Angákortaligssuit, I, 1957. Også genoptrykt i ny retskrivning. (Afsnittet er ikke registreret i denne base).

Vedr. ferskvandsånden, der æder lærlingens kød, søg på fx. Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr;  ... søens troldbjørn; Søens uhyre; Mislykket uddannelse; Rasmussen 1938: 110: Åndemaners selvbiografi; Aadaarutaa; Georg Quppersimaan.

Vedr. Niimilaa, der af Sandgreen eller hans informant opfattes som en mandlig ånd, søg på Sandgreen og Niimilaa.

Den første seance, initiationen til angakkoq, saqqummerneq, er beskrevet flere gange: Naaja's hos Sandgreen, Ajijak's og Aggu's / Akku's hos Jens Rosing.

Fremstillingen af en tupilak er her klart beskrevet og svarer ganske til andre beskrivelser fra Ammassalik.

Bemærk det særlig tætte forhold, der ifølge Teemiartissaq består mellem mennesker og deres naboer blandt ånderne, dværgene (de bor i jordhuler nær kysten) og innersuit (ildfolkene under stranden). De deler land/egn/omegn/sila med mennesker, kystfolkene i åndesprog. De er deres naboer, nærmeststående.  

De evner der tillægges forskellige arter af hjælpeånder, dværge, kæmper osv. kan variere ganske meget. Det nytter således ikke selv at generalisere ud fra eet eller et par udsagn, - og heller ikke at stole blindt på fortælleres generaliseringer.

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.491 - 492.

Thalbitzers oversættelse kan kun resuméres med stor usikkerhed, idet Thalb. ikke rigtig har kunnet tyde hvad Teemiartissaq har sagt til fonografen.

Resumé:

Teem.s far, som hendes ene søn er opkaldt efter, har taget sit bedste tøj på for at give hende gode råd om hvordan hun skal reparere hans navnefælles harpuner. Hvis bentappen falder af harpunen, skal hun hælde noget støv fra en støvbold (?) i fordybningen, hvor den skal fæstnes, og trykke den fast til. Ønsker han sig et andet harpunskaft skal den øverste del ved "vingerne" fornys med nyt træ. Og hvis så forskaftet på hans harpun til hajer har en tendens til at sætte sig skævt (i dyret han harpunerer ?) vil det (eller hajen) (alligevel ?) komme tilbage til ham.

Hvis han får uheld med sin sælfangst hjælper det, hvis hun anbringer en møddingeflue i hullet på en af hans pagajs benkantninger.

Håndskr.: Befinder sig muligvis i Thalbitzers arkiv på det Kgl. Bibliotek. Det var Thalbitzer der opfordrede Jaakuaraq til skriverierne ifølge indledningen, ibid. s. 20. Jaakuaraq lægger ud med sin fødsel, opvækst, oplæring til fanger, årets cyklus som ung fanger og som udlært, og lidt småfortællinger om mennesker, der blev beskyldt for hekseri i hans ungdom.

Emner der tages op ind imellem fortællingerne er trommesange, hekseri, qivittut (fjeldgængere) og inuarullikkat / dværge ibid. ss. 75 - 76; sjæleran og angakkoq-uddannelse / åndemaner-uddannelse, ibid. s. 82 - 84; børnenes lege på stranden ibid s. 91 - 92; mænd fortæller hinanden historier, ibid. s. 92.

Jaakuaraqs version af Milortuaraq er ikke oversat. Den nåede ikke med i tide. Egner sig glimrende til opdatering.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

Var.: Milortuaraq

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 85 - 89

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at hans mor døde i begyndelsen af efteråret et årstid efter at han havde fået sin kajak. Hun var ikke så gammel, men led af noget i sit indre og var i det hele taget syg, måske på grund af sine hårde prøvelser.

Kort tid efter at hans mor blev syg, kaldte G.Q. på sin hjælpeånd, som prøvede at få sygdommen ud af moderens krop, men det hjalp ikke. Moderen prøvede selv med en trylleformular at drive sygdommen ud, men heller ikke dette hjalp.    

Da hans mor døde var G.Q. for alvor forældreløs.

Lige før moderen døde, blev alt bragt ud af huset, og i tre dage fra hendes død var alt ude af huset, og reglen var, at den nærmeste familie skulle overholde en række forbud.

G.Q. fortæller om taburegler: For kvinder var det værst. Hvis eksempelvis en kvinde havde mistet sin mand eller barn, varede hendes tabutid et år. Der var forskellige taburegler omkring tøj, mad og menneskers handlinger.

Taburegler hang dog ikke altid sammen med dødsfald. Forældre til et nyfødt barn kunne for eksempel pålægge dette barn en række tabu, som skulle gøre, at barnet eksempelvis blev en dygtig sælfanger.

Efter moderens død boede G.Q. hos sin moster, som han var glad for, men han savnede sin mor voldsomt.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

De mere generelle bemærkninger om tabuer og ritualer ved forskellige personers død er muligvis indføjet af Sandgreen fra andre kilder, fx Chr. Rosings "Tunuamiut", 1906. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, red. W. Thalbitzer. Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.

Oversat af K. Rasmussen fra Chr. Rosings "Tunuamiut", 1906, ss.

28-29. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, ss. 42 - 43,

red. W. Thalbitzer, Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.

Resumé af Karl Rosings oversættelse:

En åndemaner / angakok fortæller Chr. Rosing om en uddannelse, men det er usikkert om det er hans egen:

En ung forældreløs mand opfordres til at lære til åndemaner / angakkoq / angakok af en anden åndemaner og rådes, for at kunne tjene lidt til livets ophold, til at søge sig hjælpeånder langt borte. Han møder to ravne i menneskeskikkelse som bliver hans hjælpeånder, men da de vil lære ham åndeflugt, magter han det ikke, og heller ikke på deres anvisning at fange og hive en aataasaq (vingesnegl, undertiden en toornaarsuk, der havde evnen til at fange tupilakker i Østgrønland, BS) i land fra midten af en sø. Derfor bliver han aldrig i stand til at fange tupilakker. En ømmert / islom får han ikke som hjælpeånd, fordi hans kamiksåler er lappet med gammelt spæktrukkent skind, og da han er blevet ædt af en blødende tejst, ødelægger hans mor virkningen bagefter, da hun imod hans ordre skyller hans helpels i urinbaljen. Ellers ville tejsten have kunnet gentage fortæringen under hans seancer.

Hist.: Som sagt er det usikkert om denne fortælling er selvbiografisk eller ej. Hvis den er det, har denne åndemaner villet understrege hvor ringe han var i denne kunst.

Kommentar: Visioner af blødende fugle opfattes undertiden som opfordringer til at holde den første seance. Denne tejst fungerer tilsyneladende ligeså meget i rollen som søens eller ferskvandets uhyre (se dette), der fortærer lærlingen som forudsætning for, at hans søgen efter hjælpeånder lykkes.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 250 - 254.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 282 - 283.

Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 290 - 291.

Resumé:

Musatak, der hverken har mand eller børn, adopterer en

bjørneunge, der får spækgaver af bopladsfællerne, og de får kødgaver af

den, da den blir stor nok til at fange. Den redder dem ofte fra sult,

bliver gift med en menneskekvinde, og de får en bjørnesøn, som folk

fra et andet sted dræber, parterer og koger. Bjørnefaderen dræber alle

mændene undtagen den ældste, der får stukket den ned. Den mister ikke

bevidstheden under hele processen, og da dens sjæl, der har gemt sig

under briksen for at køle af, vender tilbage til sin plejemor, har

hun grædt så meget, at snottet hænger helt ned til gulvet.

Var.: Anoritooq. Kvinden der opfostrede en bjørn.

Tolkning: Den sidste metafor om snottet betyder ofte, at den sørgende

har grædt sig ihjel.

Kommentar: I modsætning til polar-inuit i Thule området, der forholder sig fjendtligt til isbjørne i deres fortællinger, har ammassalikkerne ikke svært ved at forestille sig en bjørn som et hjælpsomt medlem af samfundet. Men her som altid, når fortællingernes mennesker og dyr (el. ånder) for alvor blander samfund - får børn sammen fx - går det galt.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 140 - 146.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II:253 - 255.

Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 263 - 264.

Resumé: En kone, hvis børn altid dør, voldtages undervejs efter vand

af Månen, der kommer på sin slæde. Hun besvimer under voldtægten og

vågner badet i blod på det vandskind, Månen har bredt ud til samlejet.

Månen beordrer hende til ikke at ligge med sin mand de første nætter

og ikke sy anorak til det barn, hun vil få. Den vil månen levere.

Hun holder sig fra sin mand i tre dage, og da hun føder, får familiens

ufrugtbare hund også en hvalp. Månen leverer anorakken, der er syet af

remmesælstarme, og desuden en hvalrosluffe og en bjørnebov, som barnet

skal spise.

Konen lærer sønnen at holde vejret under vand lige så længe som en

netside.

Drengen og hvalpen udvikler sig lige hurtigt. Månen forærer sin søn en

hundepisk, og drengen pisker sin hvalp ihjel med venstre hånd. Han

pisker også sine legekammerater. En af dem dør. Da dennes søskende

pønser på hævn, bygger drengens mor et vinterhus på en stejl klippeø.

Hævnerne ankommer i kajakker. Moderen giver sin søn hans første

klædedragt på, tarmskindsanorakken. Han smutter ud mellem kajakkerne,

svømmer udefter under vandet med kajakkerne efter sig. Langt ude,

hvor kystbjergene ikke længere kan skelnes fra hinanden, begynder

drengen at fryse, dykker ned til bunden, råber fra roden af noget

vingetang, og vinden begynder at suse. Han råber fra roden af noget

andet tang. Nu kommer nordøstenvinden. Det fyger fra toppen af det

højeste bjerg, Qalerajueq, på Kulusuk. Kajakmændene vender om. Nogle

af dem kæntrer, og drengen tar årerne fra de øvrige. Han kommer alene

hjem.

Var.: Svømme under vandet som en sæl.

Arnaaluk 50 - 52; Sahra 179v; The man in the moon and the entrail-snatcher; Kvinden hos Qaumatip inua; En ufrugtbar kone der gifter sig med Malenen (?);

Kommentar: Vingetang har været brugt som pusterør i Østgrønland, Emil Rosing pers. medd.

For en analyse af denne fortælling se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Månen" og eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 30 - 45.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 236 - 240.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 246 - 250.

Resume: "Natatek"

Natatek / Nattattoq / Nattatteq er gammel, han og konen har mistet alle deres børn, og de bor

alene i et hus i Noortiit på Kulusuk ud for Ammassalik fjordens

munding. Hans mange naboer inviterer ham ofte til at fortælle sagn. De

tvinger ham til at fortælle om sine afdøde børn og giver ham en

sælluffe uden kød under fællesspisningen. Til slut blir Natatek vred.

Da en mand går ud, smider han luffeskelettet ud i gangen efter ham med

et udtalt ønske om, at det skal forvandle sig til et menneske-skelet.

Det skræmmer manden ihjel og bagefter alle hans husfæller. Natatek og

konen flytter til øen, Immikeerteq / Immikkoortoq ( i Semilikfjorden?), hvor der bor et gammel ægtepar med en datter. Da folk fra fjordmundingen nærmer sig

på hævntogt, holder han seance, skønt han ikke er åndemaner. Alle

træfadene fyldes med laks, hvorfra et sælkranium dukker op og skræmmer

alle i huset til døde. Natateq og hans kone vågner til live igen. En

hævner kommer ind, stikker dem i ansigtet, men uden virkning. Natateq

og hans kone flytter ind i bunden af Semilik til indlandskæmperne,

timersit, og bosætter sig hos et barnløst ægtepar blandt dem.

Kæmpen og Natateq går på renjagt og jager narhvaler ved et strømsted i

isen. En anden timerseq harpunerer en narhval, som Natateq har fanget

og trækker den til sig. Natateq blir drillet med det. Om natten klatrer

Natateq og hans fælle ad en udspændt rem over strømstedet. Derover

ligger narhvalen, som Natateq binder til remmen. De fortsætter til

tyvens hus, hvis indgang spærres flere steder af sten søm døre.

Natateq flytter dem, springer ind i husrummet, griber sin harpunline,

som tyven har bragt hjem, griber narhvalen og klatrer ved remmen over

strømstedet. Næste gang den fremmede timerseq harpunerer en af Natateq's narhvaler, formår Natateq at trække den over til sig. Næste

styrkeprøve gælder en timerseqs to døtre, der griber alle mandfolk i

skridtet og river indvoldene ud af dem. Af sin fælle får han et par

underbukser af dobbelt remmesælsskind og i en styrkeprøve med stenkast

flere kræfter. Natateq får has på begge indvoldsrøvende damer. Dernæst

bytter han kone med sin fælle. Begge koner føder en søn. Natateq's

kones søn tiltrækker fugle, der ligefrem sætter sig på ham, og blir en

dygtig kajakroer, mens kæmpens kones søn ofte kæntrer i sin kajak.

Natateq's kones søn tiltrækker også sæler i sådan mængde, at de er nær

ved at kæntre ham.

Natateq forsyner ham med harpun, rem og fangstblære. Når sønnen

harpunerer en sæl, fanger han på en gang hele stimen. Natateq og

sønnen øver sig også i at surre en knækket åre sammen, for det

tilfælde at åren virkelig skulle knække i stormvejr. Kæmpens kones søn

lærer aldrig at rejse sig igen, når han er kæntret. Derfor rejser de

ind i landet og fanger sæler fra land, mens Natateq med kone og søn

rejser tilbage til fjordmundingen.

Var.: Nattattoq; Natarteq;

Kommentar: For en analyse af Nattatteq, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "kæmper".

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 178 - 185.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 263 - 265.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39(5): 272 - 274.

Resumé:

Navagijak harpunerer en tupilak, skønt han kan se det er en tupilak, fordi den har hætte på og bagkrop som en hund. Det er ikke en angakkoq / åndemaner men en ilisiitsoq / heksekyndig, der har skabt den. N. gør modstand, men trækkes under vandet og besvimer, da tupilakken bider ham i skulderen. N. kommer til sig selv ude ved horisonten, ror landet rundt langs den, hvorefter han ikke længere er et menneske, men en ånd. Som ånd / ånde tager han først bolig i en hun-sortside og lærer af sortsiderne, hvordan han skal sparke i retning af himlens Tukuija (?), for at komme hurtigt mod dybet. Dernæst flytter han til et hun-græsstrå, hvor han sveder for meget. Så til en hund, der kun kan sige vov - vov, står bundet og får prygl. Næste ophold bliver i en hvalros, hvor han sulter, men hvor de andre hvalrosser lærer ham, hvor han kan rode muslinger op med sine stødtænder. Til slut flytter han til en netside, bliver harpuneret ved et åndehul af sin tidligere kones nye mand, der har kunnet liste sig ind på ham i bjørnskindsstøvler og desuden med sin amulet bliver usynlig, da han nærmer sig åndehullet. Da han bliver flænset af sine tidligere kone, springer han op i hende, renser en masse is ud af hendes livmoder, så blodet flyder, hvorefter hun, der hidtil ikke har kunnet få børn, bliver gravid. Fødslen trækker ud. Manden stikker en bi i halsen på den fødende, et hætteklædt ansigt viser sig ved bagvæggen, manden styrter ud af skræk, og N. bliver født. Da han ikke i første omgang får sit navn, N., græder han vedholdende, får så sagt navnet, som de giver ham, hvorefter han holder op med at græde og trives godt.

Var.: Navagiaq; "sjælevandring"; arnattatoq / Arnattatoq

Vedr. is i underlivet, var det er en rodfæstet forestilling i Østgrønland, at sterile kvinder havde is eller sne i underlivet. Menstruationer opfattes altså som en slags tøbrud, der baner vej for frugtbarhed.

Rasmussen har søgt at gengive visse særheder ved Kuannias sydøstgrønlandske dialekt i teksten.

Var.: Erluaralik, Erluaraleeq

Hist.:

Rasmussen placerer Kuannia på Sydøstkysten, nærmere betegnet Kangitlerajuk lidt nord for Illuluarsuit, men Rasmussen har givet mødt ham efter indvandringen før el. i 1900 til Narsaq Kujalleq / Narsarmijit. Kuannia var en af de indvandrede sydøstgrønlændere, der i 1914 var Thalbitzer behjælpelig med tydningen af en del bånd og tekster fra Thalbitzers ophold i Ammassalik i 1905 - 06.

Teksten er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.411.

Håndskrift: Nedskrevet og trykt med fonetisk skrift på østgrønlandsk af Thalbitzer. Håndskriftet befinder sig formentlig i Thalbitzers (kaotiske) Arkiv på Det kgl. Bibiliotek.

Resumé af Thalbitzers engelske oversættelse:

Niwagiaq dør, og da han er død og kommer til bevidsthed igen, kryber han først ind (søger sig en mor, arnappoq, BS) i sin hund, hvor han intet får at drikke, tæves, hyler og bindes, hvorfor han forlader hunden, der dør. N. smutter derefter ind i et græsstrå, men der blir han træt af dens svajen for vinden og skifter til en ravn. Som ravn stjæler han så alt for meget, at han foretrækker at skifte til en sortside. I den skikkelse kommer han altid bagud for de andre sortsider, når de dykker på flugt fra fangerne. Sortsiderne lærer ham da at sætte af med himmelhvælvingens skillelinie (horisonten) som mål, og nu kommer han forrest i den dykkende flok. Til sin næste eksistens vælger han en fjordsæl, netside, og blir harpuneret af en fanger, der har gjort sig usynlig for ham med en amulet. Fanget i den nedlagte sæl dør han ikke, og da fangerens kone skal partere sælen inde i huset, undersøger hun først med fingrene sælens anus ("sjælen"s ind- og udgang, BS), og skærer dernæst sælen op fra anus til strube. Da hun når struben, smutter N. ind i hendes underliv og renser ud derinde, hvorefter konen er nær ved at dø af blodtab (menstruation). Hun, der hidtil ikke har fået børn, blir gravid, og da fødslen går i gang, blir hun umedgørlig og truer husfællerne med tæv, hvis de ikke skynder sig ud. Barnet blir født og skriger sit navn, vedholdende, indtil man omsider har forstået det og genkendende nævner det klart og tydeligt. Efter denne (gen)navngivning trives N. og får styrke. Som gammel fortæller han sin historie, og således er den blevet fortalt gennem alle slægtled sidenhen.

Var.: Nivagiaq / Navagiaq / Sjælen der gennemvandrede alle dyr; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq

Kommentar: Thalbitzer oversætter det, der "søger sig en mor" med "sjæl". Men et ord for sjæl findes ingen steder i fortællingens tekst. Der står kun Niwagiaq eller "han". I håndskriftet til versionen hos Knud Rasmussen (Navagiaq) bruger nedskriveren, Sofie Jørgensen, glosen "anerneq", dvs. "ånde" eller "åndedræt".

Thalbitzer nedskrev i fragmenter også Mahre's version, hvoraf enkelte forklarende elementer indgår i Thalbitzers oversættelse. Desuden kommenterede Aleqaajik fortællingen: N. tar først ophold i en lakseørred og når med den op ad en elv til en ferskvandssø. Og det N. renser ud af konen er sne, som altså kommer ud som blod. Dette er en rodfæstet forestilling i Østgrønland, at sterile kvinder har is eller sne i underlivet. Menstruationer opfattes altså som en slags tøbrud, der baner vej for frugtbarhed. Fødselsforberedelse fordrede ligeledes et ritual til udrensning af den is, der havde samlet under graviditeten.

Hist.: Dette er en vidt udbredt østeskimoisk myte om forskellige dyrs vaner og navngivningen, der understreger identifikationen mellem den døde og den levende navnefæller og forskellen i netop navnet på mennesker og dyr. Det er det udtalte navn, der gør barnet til et menneske i modsætning til dyr, der ikke har navne. Kun hunde navngives som regel

Orig. håndskr. skal man lede efter i Thalbitzer samlingen på Det kgl. Bibliotek.

Resumé:

En bette purk

En mand har to koner, en på hver sit sted. Kone nr. 2 ved ikke noget om den første, men da manden ofte forsvinder ud af syne under fangst, går hun derhen, hvor han blir borte og finder et hus med en lille dreng og en masse kød. Hun genkender sin mands harpunrem derinde, forstår sammenhængen og hænger en løkke af remmen op over indgangshullet, hvor drengens mor, da hun vender hjem fra bærplukning, fanges og dør. Kone nr. 2 tager drengen med hjem, men da manden kommer hjem efter at have fundet sin første kone hængt, skælder han ikke andenkonen ud, fordi hun har ladet sønnen leve.

      Sønnen vokser op til en stor og stærk fanger og fisker, og det gør et dybt indtryk på ham, da han fra faderen hører om sin biologiske mors død. Da han har fanget sin allerførste hvidhval og man har nydt af dens mattak (hvalhud), river han i raseri sin harpunrem fra fangsten i små stumper, siger at en sådan rem også kan bruges som snare, der kan få den fangne til at åbne munden (dø). Han underskylder sig med at han bare ville rulle remmen op.

Hist.: Helten der stækker sin hævnlyst, kunne tyde på kristen påvirkning. Men han viser at han sagtens kunne have taget den, idet der skal enorme kræfter til at rykke en så tyk rem itu. Også det kristne forbud mod flerkoneri har sat rammen anderledes end i ældre fortællinger.

Men iturykningen er et hyppigt udtryk for stor vrede i traditionelle fortællinger

Resumé:

En mand havde to koner. Den anden kone troede ikke at han var gift med

andre end hende. Når hendes mand tog ud i sin kajak, holdt hun øje med

ham. Når han havde fanget nok sæler, styrede han imod land og

forsvandt bag en pynt, hvor han blev i lang tid. Hun blev mistænksom.

Næste gang han forsvandt, gik hun ud til det sted, hvor han plejede

at gemme sig. Der så hun et lille hus, og gennem vinduet så hun en

lille dreng tumle rundt på sove-briksen. Hun syntes at det var synd at

drengen ikke havde nogen mor, så hun gik ind til ham. Indenfor så hun

at der lå noget kød, og på væggen hang hendes mands harpun-line. Han

havde altså en anden kone end hende, og dette var hendes søn. Hun blev

vred, og da hun så drengens mor nærme sig, tog hun harpun-linen og

lavede en løkke til at kvæle den anden kone med. Udefra kaldte konen

på sin søn: "Nukappiaraluk!" Hun nærmede sig hus-gangen, hvor hun blev

kvalt med harpun-linen og tabte alle de bær som hun havde ude for at

plukke.

Derefter klædte den anden kone drengen på og gik hjem igen. Manden

fandt sin første kone dræbt og sønnen væk, hvorpå han skyndt sig hjem

til det andet hus. Der fandt han den anden kone og den lille søn. Han

blev ikke vred over at hun havde dræbt hans første kone, fordi hun havde

ladet drengen leve.

Drengen voksede sig stor og meget stærk. Det mærkede ham, da han fik

at vide at hans mor var blevet dræbt. Han blev en god fanger, og

sammen med sin far skød han sin første hvid-hval. Han kom hjem med

hvid-hvalen. Da de var færdige med at spise mattak, Bar han sin harpun

ind, og smed den på gulvet. Han tog fat i den ene ende og sagde:

"Denne harpun-strop burde have en mor! Fordi den store harpun har

dræbt hende, har jeg revet den istykker, da jeg skulle rulle den op.

Se der ligge et instrument, som har været en fælde! der ligger en som

har fået sin mund på vid gab."

Var.: Ingen i denne bases samlinger

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 263 - 267.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 286 - 287.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39:294.

Resumé:

En gammel ungkarl / pebersvend, der aldrig går ud i kajak, finder sin overgroede kajak frem, renser den og tar på besøg hos rare folk, hvor han forelsker sig dødeligt i den smukke datter. Hver gang hun smiler venligt til ham, rykker han hende lidt nærmere på briksen og besvimer. Da de til slut har samleje forsvinder han led for led ind i hende. Næste morgen tisser hun hans skeletdele ud.

Fortælling til en sang, se: Thalbitzer, ibid, s. 234 - 235. (2 versioner).

Resumé:

Det er en efterkommer af Bibelens syndige Adam og hans familie, en kvinde, der uddanner sig i kajakfangst og fanger en grønlandssæl helt ude på det ydre fangstfelt. Hun håner sin søn og mener sig at være en bedre fanger end ham og derfor berettiget til at bortføre sin kommende svigerdatter. Med hende lever hun som sælfanger og mand. Sønnen finder huset, bliver af konen opfordret til at gemme sig bag skindtapetet og herfra ser han sin mor komme hjem, dampende af sved i mandstøj, med mandsamuletter på brystet og en penis af en kajakspids. Hun har samleje med sin svigerdatter, der jamrer sig af smerte. Derefter parteres den hjembragte sæl, kødstykker koges og i dampen, der animerer moderen til at padle i kajak (hun svæver vist rundt som i en kajak i luften båret oppe af dampen, BS) og synge sin sang om den grønlandssæl hun har fanget langt udenskærs. Sønnen dræber sin mor, hvorefter han beundrer hendes smukke fangstgrej med fine harpunspidser af hvalrostand. Men lidt senere er det bare tørre kvan / angelika stængler, som moderen havde forvandlet vha. sine angakkoq - evner / åndemaner / angakok. Han dræber så også sin kone, fordi han ikke kan udholde hverken at forlade eller jage hende bort, og han begraver mor og kone oven på hinanden i en stensætning.

Var. Ukuamaaq.

Versionerne A og B: søg: Thalbitzer 1923: 234 - 235.

Versionen 260 DX (s. 515) er blot fortælleren, Molättes kortfattede forklaring til sin version af Ukuamaaqs sang. Molätte er oprindelig fra Timmiarmiut, Sydøstgrønland.

Hist.: Fortælleren, Kuannia, der er voksendøbt kristen, opfatter tydeligvis den lesbiske svigermors handlinger som dybt syndige. Det ses både af hendes direkte nedstamning fra arvesyndens indstifter, Adam med familie, og af hendes status af angakkoq, der hørte djævelen og hans værk til i missionærernes fortolkning. Fordi hun er angakkoq kan hun både forvandle sig til mand, ligesom indlandskæmper bruge damp (lig tåge) som transportmiddel i stedet for kajak, og ligesom de fleste landånder forvandle tørrede planter til redskaber (Det er et almindeligt træk ved de gaver som mennesker får af ånder, at de i den synlige verden forvandler sig til visne planter). Thalbitzer (1923: 211 - 212) mener at fortællerens association til syndefaldet skyldes østrønlandske misopfattelser af visse vestgrønlandske ord i sen førkristen tid.

Vedrørende seksuel ejendomsret, piger opdraget som drenge til fangst og drenge til kvindearbejde se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Kønsrelationer.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s.244 - 247.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 281.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 289 - 290.

Resumé: På månen bor månemanden i et hus med et hul i husgangen, hvor

han kan holde øje med jorden. Han har ingen konebåd og tager på fangst

i slæde med en narhval som slædehund. Den eller Månen har en hund med

hudløs pandeskal. Man kan høre den gø, når åndemanere kommer til Månen

efter børn. Støjer man på hans hustag, blir han vred. Han lader det

sne eller tager sjælen fra en kvinde, der mister et barn, hvis hun

ikke overholder tabuerne. En åndemaner må hente sjælen tilbage. Månen

fremkalder kvinders menstruation.

En åndemaner på vej til Månen bliver skåret itu og frarøvet sin

lever af Solens mor, Jupiter, der spiser leveren, men ikke når at

sluge sjælen, som åndemaneren snupper tilbage. Han blir rask igen.

Equngasoq er en fjern, kejthåndet øbo, der kvaser mennesker på lang

afstand med sin fuglepil. Med samme pil jager han Månen, Jajaaq, bort,

hvis denne vil smadre folks huse, og fanger tupilakker, hvis en

åndemaner ber ham om det.

Kommentar: Disse østgrønlandske forstillinger har Holm og Petersen stykket sammen fra flere forskellige fortællinger og informanters udsagn. Måske er det Indvoldsrøveren / Indvoldsrøversken der her blevet identificeret med Solens mor, og denne med planeten Jupiter. Men i Thalbitzer 1914, I:106 er det eskplicit Indvoldsrøversken der identificeres med Aldabaran el. Alcyone (cf. MacDonald 1998:57f). Netsilikkerne identificerede Indvoldsrøversken med Altair, vintersolhvervs- eller nytårsstjernen, under navnet Aagjuuk, og placerede hende uden for solens hus (ibid.s.49), mens en yngre østgrønlandsk fortælling identificerer Altair med en slags vagt(hund?) for Nalikkatteeq, dvs. Indvoldsrøversken (søg på Altair). Navnet på Månen, Jajaaq, træffes også i Østgrønland som navnet på åndemanerens tromme / shamantrommen. Der er fortællinger om Equngasoq, der jager den straffende Månemand på flugt. Men kun om foråret. Om efteråret klarer den det ikke. Da skal der kæmpefalke til. Søg på: Equngasoq / equngasoq.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 259 - 263.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 285 - 286.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 293.

Resumé:

Disse dyr fandtes i gamle dage. Ved Noorsiit / Noortiit på

Kulusuk jagede man landdyr fra midvinter. En mand nedlægger først en

del rener, dernæst en moskusokse, så et dyr med jernhale, hvis

afskårne hove han lægger i husgangen. Det forstyrrer hans nattesøvn.

Endelig jager han et hvidt dyr, der er større end en ræv og har fødder

som en bjørn (en snehare). Rener, moskusokser og harer er

planteædende. Man jagede dem med bue og pil med benspids.

Skydeskjulene ses endnu nær Noortiit. En sang om fortidens jagt på

rener og harer fortæller at sangerens lillebror er bange for disse

dyr, som han selv fanger.

Hist.: Se note til Holm 1888, nr 38

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 168 - 174.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 261 - 262.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 270 - 271

Resumé: En ung pige bliver gang på gang gift, men ægteskabet varer

altid kort. Faderen mener, at hun bør have en hund til mand. Om natten

river hunden sig løs, kommer ind og besover pigen. Det gentager sig.

Til sidst slæber den hende med uden for. Hun bliver svanger og føder

et stort kuld unger, der æder så meget, at hendes far flytter dem over

på en ø. Undertiden kommer han selv med mad, undertiden sender han

hunden over med en pose mad om halsen. En dag fylder han sten mellem

maden. Hunden kommer med nød og næppe i land og befaler sine unger at

æde deres bedstefar, når han næste gang kommer med mad. Han kommer og

ynker dem for deres sult. Moderen har beordret dem at æde ham. De æder

både kajakken og bedstefar, hvorefter moderen sender dem ud i verden

for at sørge for sig selv.

De hunde, der blir europæere, sender hun ud på en kamiksål med besked om at

lære at fremstille ting. De andre sendes afsted på et pileblad. De

kommer til indlandet som eqqillit og timersit. De sidstnævnte kommer

hvert efterår dundrende ned til havet for at fange sæler og anmodes om

ikke at gøre deres fætre fortræd.

Europæerne kommer til et fjernt land, hvor de lærer sig at lave huse,

skibe og jern. Jernet fremstilles af mennesker, der kastes i store

trangryder. Først bliver de hvide, så røde, så sorte. Europæerne kan

ikke komme ind til Ammassalik p.g.a. isen. Derfor får man jernet

sydfra. Man fik først jern, da landet var gået i stykker og havde fået

sit nuværende udseende.

Var.: Kvinden og hunden; Kvinden der blev gift med en hund. Hunden der tog en kvinde til kone; Tartuneqi; Tartitsinnaaq; Kvinden, som fik en hund til mand.

Hist.: Tidsfæstelsen af jernets komme står åben for tolkning.

Trankogerierne ved handelsstationerne i Sydgrønland har vel givet ideen

til metoden til fremstilling af det kostbare jern.

Bemærk den logiske brist, hvor først hunden, dernæst moderen tillægges

ansvaret for hvalpenes fortæring af deres bedstefar.

Fortællelogisk burde også eqqillit være karakteriseret ved deres

jagtmetoder. Måske skyldes deres tilstedeværelse påvirkning fra

Vestgrønland. Strukturelt placeres de som modsætning til europæerne,

og timersiit som mediatorer og østgrønlandernes fætre.

Hist.: "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat" og "Kvinden og hunden ..." 

Kommentar: Både i Østgrønland og i Thule området havde man forestillinger om at jorden i mytisk tid revnede. Søg: Holtved The partition of the earth og ID 959, 960, 985.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 61 ss.184 - 188 har Rink sammenstykket denne med en anden variant. Samme i engelsk oversættelse i

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 50, ss. 291 - 297.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Qasiassaq, den store løgner.

Qasiassaq var gift med en kvinde, der ikke kunne få børn. Han var ikke nogen god fanger. En dag han var ude at ro i kajak, så han en fuldvoksen sortside, der var tøjret til land. Han løsnede fortøjningen og slæbte den hjem. Hans kone fik øje på ham, ligesom han roede uden om det lille næs ved bopladsen. Hun råbte: "Qasiassaq er på vej ind med en sæl på slæb!" Da han kom til land, slæbte de den op og gjorde, hvad der skulle gøres. Konen sagde til ham: "Qasiassaq, som plejer at tage ud på fangst, har fanget en sæl!" Hans kone parterede sælen og forærede en del af kødet til sine bopladsfæller. Når hun afleverede foræringen, sagde hun: "Det er et stykke kød fra Qasiassaqs fangst." Om aftenen kom de andre fangere hjem, og en af dem kom hjem uden fangst, den havde han mistet. Da bryststykkerne af sælen var blevet kogt om aftenen, indbød Qasiassaq alle mænd på stedet til spisning. Hans kone kom med et fad med kød og sagde: "Det er Qasiassaqs fangst." Under måltidet fik gæsterne øje på nogle bugserremme med beslag af hvalros- / hvidhvaltænder, som var blevet hængt op. En af mændene spurgte ham: "Qasiassaq, hvornår har du fået dette bugsergrej?" "Det er noget, jeg længe har haft liggende i min (værktøjs)kasse," svarede Qasiassaq. Efter at gæsterne var gået, kom der en knøs ind hos Qasiassaqs og sagde: "Jeg skulle sige fra ejeren til bugsergrejet, der er hos Qasiassaq, at han gerne vil have det, men ikke sælen". Det viste sig, at Qasiassaq havde stjålet en sæl, som en af hans bopladsfæller havde fanget. Qasiassaqs kone sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq opfører sig sådan!" Da gav Qasiassaq sig til at prikke / kilde sin kone i siden med sin pegefinger, mens han fløjtende lagde sig ned på briksen med hovedet mod væggen.

Dagen efter tog Qasiassaq ud på fangst. Denne gang kom han hjem uden sæl.

Dagen efter tog han af sted igen. Han roede til land, hvor der var mange is-

stumper, der stammede fra et isfjeld, der var kælvet. Han knuste sin kajak og

stoppede en masse isstumper i den. Han tog sit tøj af og dyppede det i

vandet, hvorefter han tog det på igen og tog af sted hjemad. Så snart han

roede uden om det lille næs ved bopladsen, råbte han: "Et isfjeld kælvede på

mig, et isfjeld kælvede på mig!" Da hans kone kom ned til ham, råbte hun:

"Qasiassaq fortæller, at et isfjeld har kælvet på ham." Han steg ud af sin kajak,

og han var våd over det hele. Han trak det ene isstykke efter det andet op af

kajakken, og han rystede meget af kulde. Hen imod aften kom en af kvinderne hjem

fra et bærtogt og fortalte: "I dag så vi Qasiassaq knuse sin kajak og putte en

masse isstykker ned i den, og vi så, at han dyppede sit tøj i vandet,

hvorefter han tog det på og tog af sted." Da hans kone fik dette at vide, sagde

hun til mand: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq opfører sig sådan!" Da gav Qasiassaq sig til at prikke / kilde sin kone i siden.    

Qasiassaq gjorde sin kajak nødtørftigt i stand, og næste morgen

tog han ud på fangst. Efter at have jaget sæler uden at fange nogen, gik han

i land. Her bandt han sin line omkring en stor sten og roede ud med den et godt

stykke fra land. Så firede han den store sten så langt ned, at hans sølle

fangstblære forsvandt ned sammen med stenen. Herefter roede han hurtigt hjem. Så

snart han rundede det lille næs ved bopladsen, råbte han: "Jeg harpunerede en

stor hvalros, men mistede min fangstblære!" Hans bopladsfæller fik dette at vide

da han kom hjem. En af dem sagde: "Imaqa ârrup amerssua haîngâ" (måske hvalrossens store skind ...... ?) (Det er svært at få nogen sammenhæng ud af det. 'Haîngâ' kender jeg ikke - Chr. B.). En af kajakmændene, der kom hjem i løbet af eftermiddagen, havde Qasiassaqs sølle fangstblære med hjem. Knuden på linen,

der var bundet fast til stenen, havde løsnet sig (eller: stenen var gledet ud af

båndet - Chr. B.), og derfor var fangstblæren kommet op på overfladen. Da konen

hørte dette, sagde hun som sædvanlig: "Hvor er det flovt, Qasiassaq!" Qasiassaq

bemærkede: "Ja, jeg løj."

Dagen efter tog Qasiassaq ud på besøgstur. Der, hvor han var på besøg, var

der sorg, fordi en af fangernes datter var død. Qasiassaq sagde: "I går fik

vi en lille datter, og vi gav hende navn efter deres afdøde datter her."

De sørgende blev glade, da de fik at vide, at et nyfødt barn var blevet

navngivet efter deres afdøde datter. Qasiassaq sagde endvidere: "Når barnet

skriger, lyder det altid: 'apangajaa'." Værtsfolkene sagde: "Det kan jo være, at

den lille gerne vil have sine perler ('sapangánguane' - lydlighed med

'apangajaa' - Chr. B.)." Da Qasiassaq skulle af sted, sendte de barnet en masse

perler samt kød og en gryde til at hænge over en tranlampe. De sagde til

Qasiassaq: "Kom endelig på besøg ofte og få kød med hjem." Qasiassaq sagde: "Kom

og se min nyfødte lille datter i morgen!"

Så såre Qasiassaq rundede det lille næs ved bopladsen, råbte han: "Jeg er helt forvirret. Der har været forlis, og jeg fandt deres efterladte ting." Hans kone sagde: "Qasiassaq fortæller at han har truffet nogle, der er forlist." De ting, Qasiassaq havde med, bar hans kone op. Hen på aftenen ('únuleriarmat') tog Qasiassaq deres gamle gryde og smed den ud på 'qagtaq' (?), så den gik i stykker, for nu havde de jo fået en anden til erstatning. Næste morgen kom der en hel masse kajakker på besøg. De sagde: "Vi kommer for at se til Qasiassaqs nyfødte datter, (der står: 'panigssãnik', kommende datter. Men der skulle formentlig have stået 'panigsâvánik? Chr. B.)." De, som de besøgte sagde: "Den kone Qasiassaq har kan ikke få børn." Gæsterne sagde: "Sig til Qasiassaq, at han skal komme ned med gryden og perlerne." Så bar man dem ned til ejerne, fordi Qasiassaq havde løjet.

Næste morgen tog Qasiassaq igen ud på fangst. Undervejs fandt han et stykke

mattak af en hval. Han tog det op bag på kajakken og skyndte sig hjem. Så snart

han rundede næsset ved bopladsen, råbte han, at der var hval. Da bopladsfællerne

hørte om det, og da de havde set mattakstykket af hval, tog de af sted i konebåde

for at bugsere hvalen. De spurgte Qasiassaq: "Hvor er hvalen?" Han svarede:

"Derhenne, derhenne." Efterhånden var de kommet langt fra deres boplads. De

havde spurgt ham flere gange, og han svarede altid: "Derhenne." Da han blev ved

med at komme med sit 'derhenne', sagde de: "Mon ikke Qasiassaq endnu engang har

løjet. Lad os dræbe ham." Qasiassaq sagde som sædvanlig: "Ja, jeg har løjet." Da

de andre ikke længere kunne tro på Qasiassaq, dræbte de ham. Qasiassaqs løgn- agtighed blev hans endeligt. Slut.

Jeremias, forstander på Qeqertarsuaq og Avigaat. Sandelig, løgnagtighed er noget man må betale for, og det bringer én i ulykke. 28. april. 1860.

Var.: Thalbitzer nr. 226 A: Qasiättak. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten.

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.449.

Resumé af Thalbitzers engelske oversættelse:

En mand ror langt, langt væk, ser et hus, lander, kravler ind gennem indgangen og ser derinde på briksen en kvinde af spæksten. Han spiser nogle madrester og kryber ind bagest på briksen. Nogen kommer ind og spørger stenkvinden, hvor levningerne er. Gæsten har spist dem, og han har taget sine kamikker af og lagt sig inderst på briksen, siger hun. Hendes mand ber gæsten komme ud og spise sammen med sig. Han forhører sig om, hvad man siger ud ved kysten (blandt rigtige mennesker, kystboerne) om ham. At han er en morder, svarer gæsten. "Sandelig er jeg det." Gæsten ber (til gengæld for at have fortalt det?) om en harpunspids af sten. Det får han. Manden skubber sin kone ned fra briksen. Hun falder ned i husgangen med et stort brag og svømmer som en flynder ud i havet. Selv forvandler manden sig i et lignende fald fra briksen til en innginngiwaq, en skolæst (Lang hale med meget store øjne, Macrouridae, Muus et al. 1981: 63).

Var.: 228B; søg også på: Spæksten; orsugiak.

Kommentar: Stenen mener Thalb. er feldspat, etymologisk er det en spæksten (orsugiaq). Det er kryolit i Vestgrl., men da denne stenart ikke findes i Ø.grl. og da det af den næste version (228 B) fremgår, at stenen slår gnister, er det muligvis kvarts.

Endnu en mulighed: Måske kan disse spæksten associeres til de små, runde, hvide sten, der mentes at være faldet ned fra himlen og virke frugtbargørende i en kvindes husbukser: Thalbitzer 1923:249, 273-274. Se også fortællingen Anarteq el. Anartoq, hvor hovedpersonen formår at forvandle små hvide sten til næringsrig mad.

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.451.

nr. 228 B

Resumé:

En kajakmand går op i landet og ind i et hus, hvis husmor er en spæksten. Fra en rodebunke af overarmsben på briksen, tar han et, spiser af det, bliver straks søvnig og lægger sig til at sove inde på briksen. Stenkonens mand kommer hjem, spørger efter levningerne af deres egen lille søn. Gæsten har spist dem, siger hun, har taget kamikkerne af og lagt sig til at sove. Manden, der vil have selskab af ham under sit måltid, vækker og spørger ham mens de spiser, hvad man plejer at sige om ham ude ved kysten (blandt rigtige mennesker). Ingenting, siger gæsten flere gange. Men da værten insisterer lyver gæsten: at du er en morder, siger ham. Mange tak for oplysningen, siger værten, der til gengæld forærer ham en stenspids til en isharpun, der aldrig vil forfejle sit mål. Værten hamrer derpå sin stenkone mod gulvet. Hun gylper ild op, og det fortsætter hun med, da han fører hende ned gennem husgangen.

Var.: 228A; søg også på Spæksten; spæk-sten; orsugiak.

Kommentar: orsugiaq, orsugiak, spæksten, er i V.Grl. kryolit, der ikke findes i Østgrønland. Thalb. mener det er feldspat, men da konen er ildsprudende er det snarere kvarts, der gnistrer ved slag.

Tolkning: Orsuiaq, mener Thalb. er i Østgrønland en nedsættende metafor for en mands kone. Det nedsættende, mener jeg (BS) fremgår af skildringen af disse sælvæsener som kannibaler, der har spist deres lille søn, hvorimod den seksuelle association mellem kvindens tiltrækkende ild eller varme og "spæksten" muligvis ikke er nedsættende.

Orig. håndskr. skal man lede efter i Thalbitzer samlingen på Det kgl. Bibliotek.

Resumé:

Tumben.

En tosse bor alene med sin mor, og han har ikke skaffet meget spiseligt til huse. Tilmed blæser det op så taget blæser af og deres smule mad blæser væk. Gå til østenvinden og få noget igen, befaler moderen. Tossen går ud, kalder på østenvinden, der først ved anden påkaldelse dukker frem, en lille mand, der på tossens opfordring om at betale for maden, giver ham en 'bord-dæk-dig'-dug og demonstrerer dens evner for tossen. Han kan dog ikke få den til at virke derhjemme og leverer den tilbage med krav om en anden slags kompensation. Denne gang får han en saks, der kan klippe tøjstykker ned fra den blå luft. På hjemvejen møder tossen Havkvinden, der giver ham en drik vand mens hun holder øje med saksen. Heller ikke den kan tossen få til at virke derhjemme. Det sidste han får af østenvinden er en hammer og samtidig besked om at slå havkvinden ihjel, for det er hende der har fjernet virkningen fra de ting han har fået. Tossen, der gør som befalet, kommer nu hjem med dugen, der dækker sig, saksen, der klipper tøj ned, et lam, og hammeren. Alle disse ting har han betalt havkvinden for drikkevand.

      Da kongen hører om de fantastiske remedier og besøger tossen med alle sine hoffolk, fylder tossen en svineblære med aske, lægger den på sin mors mave, og da kongen kommer, stikker tossen en kniv dybt ind denne mave. Moderen spiller død og vækkes til live, da tossen stikker en kaglende høne op i hovdet på hende.  Den vil kongen gerne købe. Han gir en masse mønter for den, tager hjem, stikker sin kone ihjel og skriger hende ind i ørerne. Men hun forblir død. Kongen tar på hævntogt til tossen med alle sine mænd, som tossen lader hammeren slå ihjel allesammen.

Hist.: Et lidt rodet fortalt dansk folkeeventyr, der giver lejlighed til at gøre det af med traditionens Havkvinde (alias eventyrets heks), som var blevet en slags djævel i kristendommens univers (Fandens / toornaarsuks oldemor). Tossen har åbenbart også mødt hende undervejs hjem med dugen, men der er gået kuk i handlingen, idet han både prøver dugen af hjemme og senere tager den tilbage fra havkvinden. Måske er to folkeeventyr blevet blandet sammen.

Resumé:

Perleqqojaq havde lidt mad i sin hytte. Han boede alene med sin mor.

En aften kom en østenvind og blæste toppen af hytten og al maden væk.

Moren sagde: "Det var dog forfærdeligt, det er din skyld. Du må drage

til herren af østenvinden og få det tilbage."

Perleqqojaq drager afsted og han råber ud i luften: "Herren af

østenvinden må betale!" Han kommer frem fra en lille skrænt, et

menneske med en dug i hænderne, som han tilbyder Perleqqojaq.

Perleqqojaq afslår, da han har èn dug. Herren af østenvinden spreder

derpå dugen ud, og så siger han: "Giv brød, giv grød, giv søde sager!"

Og det hele er på dugen. Perleqqojaq tager dugen og går hjem.

Derhjemme prøver han dugen, men forgæves, den duer ikke.

Han tager tilbage til herren af østenvinden med dugen. Istedet for

dugen for han nu en saks, som når man klipper i luften med den, falder

der tøj ned. Perleqqojaq tager saksen med sig hjem. På vejen hjem

møder han den gamle havheks, og han beder hende om noget vand.

Hun giver ham noget vand, og siger at hun nok skal passe på det

han har i hænderne.

Da han er færdig med at drikke, fortsætter han hjemad. Derhjemme

prøver han saksen, men den virker ikke, der falder ikke noget tøj

ned. Han tager så tilbage til herren af østenvinden, for at bede om

kompensation. Denne gang får han en hammer. Herren af østenvinden

spørger om han havde mødt nogen på vejen hjem. Perleqqojaq svarer, at

han havde mødt havheksen. Herren af østenvinden siger, at næste gang

han møder hende, skal han slå hende ihjel med hammeren, når hun beder

om betaling for vandet. Da Perleqqojaq møder heksen, slår han hende

ihjel med hammeren. Så tager han de ting tilbage, som hun har taget,

som betaling for vandet: dugen, saksen og en lampe.

Da han kommer hjem, gnider han på lampen, og der rasler penge ud. Han

spreder dugen ud, og med det samme bliver den fyldt med mad.

Kongen hører om det, og sammen med sine officerer besøger ham

Perleqqojaq. Hvad gør Perleqqojaq??

Han fylder en svineblære med aske og lægger den på sin mores mave.

Idet kongen træder ind, trækker Perleqqojaq en kniv og stikker den ind

i sin more, som lader somom hun er død.

"Hvorfor dræbte du hende?" spørger kongen.

Perleqqojaq tager en høne, bøjer den over sin mors øre, så den

kagler. Derpå rejser moren sig. Kongen køber hønen af Perleqqojaq.

Da kongen kommer hjem stikker han kniven i sin egen kone, han skriger

hende ind i øret, men hun er død. Kongen bliver gal og går tilbage til

Perleqqojaq hus, sammen med sine officerer. Idet de træder ind i huset,

siger Perleqqojaq til hammeren: "Slå dem ned!" De falder en for en, og

da kongen er alene tilbage, siger han til Perleqqojaq: "Lad mig

slippe, så må du gifte dig med min datter."

På den måde blev Perlerqojaq gift med kongens datter.

Hist.: Et nordisk folkeeventyr i grønlandsk gengivelse. Søg på Store Klaus og Lille Klaus og Sissi fra Sisimiut for flere lignende fortællinger.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 185 - 188.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 265 - 266.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 274 - 275.

Resumé: Hun går hjemmefra med kniv, synål og såler, fordi hendes

storesøsters mand vil giftes med hende også. På indlandsisen gemmer

hun sig ved den anden nunatak i en revne, for to timersit,

indlandskæmper, sover ved nunatakken. Da de er borte, syr hun nye

såler i kamikkerne, kommer ned på vestsiden, hvor en mand på renjagt

skyder en ren, spiser dens hjerne og tar hende til kone. Hun får

jerngryde og alting. Engang fortalte hun tilrejsende fra

sydøstkysten: "Derovre havde jeg synål af kobber, her har jeg gryde

af jern."

Hist.: Det forjættede land er Vestkysten, hvor man kan jage rener og

tilhandle sig jernsager.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 161 - 168.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn ogFortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 259 - 260.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 268 - 270

Resumé: En pige og hendes lillebror er plejebørn hos en kone, der

føder et barn. Konen vil lære det ikke at spise så meget, og giver det

derfor hverken die eller bærer det i amaat. Plejedatteren passer det

og giver det vand at drikke.

Det vokser sig uhyggeligt stort, æder sin mor og sin far og vil også

æde sine plejesøskende. En gammel kælling i huset gemmer sig af skræk

under sin amulet, en træøse, som hun gør større.

På vej ud gennem gangen stopper plejesøsteren flere gange utysket ved

at minde det om, at hun har givet det vand og mad. Uden for gemmer hun

sig under en konebåd på stativ. Utysket bliver nærgående. Hun kaster

en stenkniv mod det og flækker det. Sammen med broderen flygter hun

ind i landet. Lillebror bliver tørstig, hver gang de kommer til et

hus, hvor der ved indgangshullet er ophængt en rangle af tænder, som

storesøsteren skærer ned med sin kniv. De slukker tørsten, pigen råber

efter ranglens ejer, der dukker frem. Hun kaster sin

bjørneskindskamik dræbende mod ejeren. Den første ejer er blå i

hovedet. Den anden blå over det hele. Den tredje endnu mere blå.

De to søskende går længere ind i landet og sætter sig ned. Dermed er

fortællingen slut.

Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. The infant which ate its parents; naalungiarsuk; Neqikitsuliaq; Nerrikitsuliaq.

Hist.: Fortællingens besynderlige slutning skyldes sikkert, at

Ukuttiaq ikke rigtig kan huske den. Han har netop solgt Holm en

stenkniv og et par kamikker af bjørneskind og indskyder om pigens

stenkniv og bjørneskindskamik, der begge er dræbende, at det er derfor

den slags er så dyre. Fortællingen skal med andre ord blot overbevise

Holm om, at det nærmest er amuletter, han har købt så dyrt.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 117 - 124.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 247 - 249.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 257 - 259.

Resume: "Pouia"

Pouia bliver ude i kajak røvet af en indlandskæmpe, en timerseq, og

gift med hans to døtre, en yngre smuk og en ældre grim. Når han ligger

mellem dem om natten vendt mod den smukke, vender den grimme ham om

mod sig. Pouia får lyst til at fange i sin kajak, der er tørret helt

ud. Konerne betrækker den på ny, men syr i deres uforstand på kajakker

mandehullet til. Pouia belærer dem. Han føres af svigerfar til en stor

sø og lægger fra land, mens den gamle går ud i vandet og med

råbet, "kee, kee", tiltrækker en mængde fugle. Pouia lægger den første

bunke han har fanget på en ø, for frit at kunne fange flere. Hans

koner henter dem ad en tågebro, som de sender over til øen. Senere, da

Pouia vil fange narhvaler i søen, tiltrækker svigerfaderen dem med

råbet: "Ho! ho!". Pouia fanger den alene og slæber den selv hjem. Pouia

der længes efter havet lokker sine koner med ned til Tasiusaq, hvor

ammassalikkerne plejer at samle rosenrod. En konebåd med snakkende

mennesker nærmer sig.

Pouia får sine skræmte koner til at tro, at det er skrigende måger.

Folk går i land, men styrter tilbage ved synet af kvinderne. Pouia

råber, at han ikke er timerseq, stikker sine hænder i konernes

kamikskafter, og trækker dem med sig. Den smukke kones skaft revner.

Hun er en dårlig syerske. Den grimme er gang på gang ved at kæntre

båden, mens de ror hjem til Pouia's fæller. Senere finder de hende

ofte ude i vandet på vej hjem til sine egne. Hun får et barn. Næste

forår opfordrer hun Pouia til at rejse med hende hjem på besøg. Hun

insisterer på at tage barnet med, og de kommer aldrig siden tilbage

til mennesker ved kysten.

Var.: NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit / eqqillit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq; søg på Akilineq. Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

Resumé:

Qasiassaq forstår sig ikke på sælfangst og hans kone er ufrugtbar. På

nabobopladsen dør et barn. Q. udhugger en trædukke, fortæller

forældrene at han har fået et barn og opkaldt det efter den døde. I

taknemmelighed forærer de ham mad og skind til den nye navnefælle, men

Q.s snyderi afsløres, da de kommer på besøg. Q.s kone tvivler om sin

mands forstand.

   Fire gange møder Q. i kajak et fangstdyr, der trygt byder sig til

fangst: En fjordsælsunge, en fuldvoksen remmesæl, en narhval og en

isbjørn. Q., der end ike kan genkende dem som fangstdyr, skræmmer dem

blot med sin åre, og han praler bagefter af sine mærkelige oplevelser

med disse dyr. Hans kone håner ham og blir vred. Endelig hamrer Q. sin

kajak i stykker med store isklumper, propper den med isklumper, lader

sig rulle ned ad en stejl klippe tre gange, slår sig halvt fordærvet

og ror langsomt og stønnende hjem, hvor han fortæller, at et isbjerg

kælvede over ham. Han opnår stor medfølelse, indtil to piger, der

under bærtogt har overværet hans tåbelige adfærd kommer hjem og

afslører ham. Q. kilder sin kone og pludrer løs: "Vololo -

bolo-lo-lo-lo!" Således undgår han sin kones skænd, men hun

opgiver ham herefter som komplet tåbelig.

Var.: Thalbitzer nr. 226 A: Qasiättak. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten.

Tolkning: En fanger der ikke fanger de dyr, der ligefrem byder sig

frem, er en topmålt idiot.

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, side 21 - 32: Oqalugtuaq / Qasiagssaq

Resumé:

Q. gifter sig med Piusoritsaat og de bor ved Tupaat. Q. ligger ikke på

den lade side, men hans kajak er læk og hans fangstredskaber elendige.

Hans fangstblære er to sammenbundne sælmaver, harpunen et lårben og

dens od en lændehvirvel af en remmesæl. Hver dag kommer han kun hjem

med sin kajak halvfyldt af vand. Men de får lidt kødgaver af

bopladsfællerne og har et muntert erotisk samliv. En dag ser Q. en

nedlagt sortside bundet med en smukt prydet harpunrem til en sten i

vandet. Han får lyst til at prøve fornemmelsen af at bugsere en sæl og

derefter at bringe den hjem. Hans kone P., der hver dag ivrigt holder

udkig efter ham i håb om at han kommer hjem med fangst, genkender ham

på lang afstand og vader helt ud i vandet efter sælen, som hun trækker

i land, parterer og uddeler til alle bortset fra hoved, et lår og

lændestykket. Sælens ejer sender bud efter sin harpunline, Q.s tyveri

afsløres, konen bliver flov, men munter igen, da Q. i sjov gør hende

så forskrækket, at hun nær ryger op i loftet. Dette gentager sig efter

hver løgn Q. stikker om sine meritter:

  Q. må atter i land med sin vandfyldte kajak ved et bærsted, hvor han

mæsker sig. Han ser et isstykke med sten i og vil afprøve, hvor

megen vægt hans små fangstblærer kan tåle. Han binder stadig større

sten til linen og endelig een så stor, at den synker til bunds med

blærerne. Han fortæller ved hjemkomsten, at han har fanget en hvalros,

som de andre fangere vil komme hjem med. P. ødelægger skaftet på sin

ulu i glæde over det nye skaft af hvalrostand hun skal få og lover

alle og enhver del i tænderne. En af de unge fangere kommer hjem med

Q.s fangstblærer, som han har set og skåret løs.

  Q. må atter i land et sted med sin vandfyldte kajak. To piger ser

ham. I ærgrelse over kajakken tramper Q. dens ribber itu, svømmer ud i

vandet så hurtigt som en hund og med en stribe af snavs efter sig.

Derefter smadrer han flere gange sine testikler med en sten og ryger

hver gang i luften og ruller rundt på jorden af smerte. Han kommer til

sig selv, svømmer atter ud med en stribe af blod efter sig, og stopper

derefter isstykker ind under sine klæder. Hans kajak ligger så lavt i

vandet, at P. tror ham død, da han nærmer sig. Man hun ved, at han er

en angerlartussiaq og kaster sig ud over en skrænt. Hendes

ravneskindsanorak pustes op og bærer hende i luften, hun lander

sikkert, og nærmer sig foroverbøjet med hovedet skjult sin

tænderklaprende mand i kajakken. Han siger, at et isbjerg kælvede over

ham. P. tror at hun har fået ham tilbage til livet. (Pigernes

afsløring af Q.s løgn er udeladt). Q.s svigerfar forærer ham en god

kajak, som Q. ror dygtigt i. Men under hele to fangstture efter

hinanden kan Q. ikke bekvemme sig til at harpunere en sæl, der ellers

byder sig til og næsten ikke er til at skræmme bort. Han vil fange den

med hænderne, for at der ikke skal komme huller i skindet. Han må

opgive og vender sælen ryggen.

  Q. får nu lyst til en længere besøgsrejse i sin gode kajak. De

voksne, han besøger, sidder triste og tavse i huset. Q. blir

fornærmet, men erfarer af børnene, at en lille pige ved navn

Nipisartaannguaq netop er død. Q. fortæller så, at han netop har fået

en datter, der har fået det navn. Alle græder og derefter sørger de

for ham på bedste vis. Han får den døde piges legetøj og en masse

lækkerier med hjem til hende (hendes navnefælle). Q. fortæller, at han

har fundet alle gaverne. Folkene kommer senere til Q.s boplads med

flere gaver, men kræver de første tilbage, da de erfarer, at han har

løjet. P. er ufrugtbar (trods ægteparrets ivrige sexliv, BS).

  Q. kommer en aften hjem og fortæller, at han har fanget en

pukkelhval. De andre fangere presser ham til at tage med ud til den

samme aften, og da han har ført dem omkring fra et sted til et andet

uden resultat, forstår de, at han igen har løjet og slår ham ihjel.

Han kæntrer ikke i sin kajak, fordi de mange fuglepile i hans krop

holder ham oppe. "Således satte Q.s løgnagtighed en grænse for hans

liv..."

Var.: Thalbitzer nr. 226 A: Qasiättak. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten.

Tolkning: Dette er en usædvanlig detaljeret og fornøjelig variant af

"Q", der i nedskrift viser hvordan den kunne fortælles mundtligt. Den

indforståede morskab i andre varianter bliver hér fuldt begribelig og

kompositionen er mesterlig i sin brug af traditionelle symboler. En

episode i andre varianter mangler hér: Q. inviterer en slægtning fra

en udhungret boplads med hjem på mad og kødgaver, men fanger kun en

ravn til ham. Den er hér udskiftet med episoden om P., der i sin

ravnepels springer ud og mener at have genoplivet Q. Og associationer

til ravn er talrige i skildringen af Q. som libidinøs charlatan, der

fortaber sig i bærspisning og lever af andres fangster. Forvandlingen

til en habil kajakmand, der tiltrækker sæler, men ikke fanger dem, går

over associationen til hund, der også får sin føde af mennesker.

Han renses for smuds under sin svømmetur

(renhed tiltrækker sæler), men smadrer sine midler til fangst:

kajakken og sine kønsorganer. Ergo kan han nu hverken fange eller få

børn. De to evner er traditionelt synonyme (se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under

"Mand/Kvinde..."

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 3(8), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Qasiagssaq. (NB: ikke nedskrevet af Knud Rasmussen men på grønlandsk af ?)

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s.46 - 51, "Qasiagssaq, the great liar".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 76 - 82: "Qasiagssaq" / Qasiassaq.

Resumé: Qasiassaq's kone hedder Qillussuk. Han sover dårligt om natten

og vækker altid sine fæller, når de skal på fangst. Selv fanger han

aldrig noget. Er træt af sig selv og beslutter at lyve sig noget på.

Stjæler en stor sortside, en anden har fanget. Harpunlinen sidder ved

med fine udskæringer af narhvalstand. Konen blir lykkelig, deler ud

til alle af sælen og beholder kun en smule selv. Ejeren kommer sent

hjem fra fangst, får nys om sin mistede sortsides skæbne og sender bud

efter sin bugserline. Qasiassaq's kone skammer sig og Qasiassaq siger

prraa for at forskrække hende.

En anden dag ror han i land et sted, tar bukserne af, smadrer sine

testikler med en sten, smadrer skelettet i sin kajak, fylder den og

sine bukser med isstumper. Hjemme fortæller han, at et isbjerg har

kælvet over ham. Men to kvinder har set det hele. Qasiassaq's kone

skammer sig osv.

Da Qasiassaq endelig er blevet rask ror han ud igen, finder et sted på

land en lang sten, binder sine to små fangstblærer af sælmaver til

den og sænker den i havet. Kajakmændene, der er ude, ser det hele. Han

gemmer sig lidt bag et isbjerg, kommer tilbage og opdager at

sælblærerne er væk, ror hjem og lover kvinderne nye uluskafter af

hvalrostand. Han har harpuneret en hvalros, som de andre fangere nok

skal bringe hjem. De kommer hjem med hans fangstblærer, der har løsnet

sig fra stenen. Qasiassaq's kone skammer sig osv.

Qasiassaq kommer en dag meget tæt på en spraglet sæl. Undlader at

harpunere den, for at skindet, som hans kone skal ha til bukser, ikke

skal få huller. Hvisler for at lamme sælen (det gør man ofte). Den

ligger helt stille. Han undlader igen at harpunere den, søger at få

den med hænderne, men den undslipper.

Qasiassaq hører om et ægtepar på en anden boplads, der har mistet

deres lille barn. Ror derover. De sørger over deres datter,

Nipisartanngivaq. Qasiassaq siger, at hans lille datter hedder det

samme. Forældrene giver ham den dødes kæreste ejendele, desuden en

gryde og mange kødgaver med hjem. Næste dag kommer de selv for at se

den lille nævnefælle, forstår af de andre sagens sammenhæng og

forlanger gaverne tilbage. Qasiassaq's kone skammer sig osv.

Qasiassaq's kones mor har et lille barn. Qasiassaq besøger svigermor,

der sulter. Han inviterer dem hjem, hvor han fanger en ravn på

møddingen til dem. De spiser ravnekød kogt i et skulderblad over en

lampe af et skulderblad. Svigermor og barn får derefter nok at spise i de

andre huse.

Qasiassaq annoncerer, at han har fanget en hval. Lokker de andre

kajakmænd på langfart fra næs til næs efter hvalen. Til slut  blir de

sure og slår ham ihjel.

Var.: Thalbitzer nr. 226 A: Qasiättak. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Qasiassaq, som ikke var rigtig klog.

Qasiassaq var ugift og havde ingen kajak. En dag sagde han: "Bare man

havde en kajak." En husfælle sagde: "Du kan låne den ene af mine

kajakker." Så roede Qasiassaq af sted. han fik øje på et stykke træ på

havet. Han roede hen til det og slog på det. Han blev meget

forskrækket, da det pludseligt bevægede sig. Han tænkte, at det måtte

være en tupilak. Da han kom hjem, fortalte han, at han havde set

noget, der sikkert var en tupilak. Faktisk var det en netsideunge. Man

spurgte ham, hvordan den så ud. Qasiassaq svarede, at den var helt blå

med noget langt uldent hår yderst. "Det må ha' været en netsideunge,"

sagde de andre. Qasiassaq sagde: "Hvis jeg igen ser sådan én, vil jeg

harpunere den." Han tog igen ud i kajak. Han så det samme som sidst -

blot en, der var større, og som var spraglet. Så snart han slog på den,

gjorde også den en bevægelse. Igen mente Qasiassaq, at det måtte

være en tupilak, og han fortalte om den, da han kom hjem. Tænk, det

var jo en voksen netside. Sådan gik det med alle de sæl(art)er, han

mødte. Så fik han øje på en isbjørn, som han troede var en hund, og

begyndte at drive den mod land for at få den til hund. Han tænkte:

"Den vil jeg have til hund." Gang på gang slog han på hovedet.

Isbjørnen gav et brøl fra sig og ville angribe ham. Qasiassaq blev

bange og vaklede imellem om han skulle flygte eller fortsat drive den

mod land. Han valgte, at flygte. Da han kom hjem, spurgte de andre, om

han havde set en sæl. Qasiassaq svarede: "Jeg har ikke set nogen sæl;

men jeg så en meget stor hund." En af de andre spurgte, om det ikke

var en isbjørn. Qasiassaq sagde igen: "Jeg kender en isbjørn udmærket;

men den, jeg så, var en hund." "En hund kan næppe være så stor," sagde

en af dem. Qasiassaq sagde: "Så var det nok en isbjørn. Næste  gang

jeg ser den, vil jeg fange den og dræbe den." Siden så han aldrig

isbjørne på sine kajakture.

Det var ved at blive efterår, og nogle var taget ud på en tur over

land for at plukke og spise sortebær. Midt i det hele opdagede de en

kajakmand ro mod land. Tænk - det var Qasiassaq. Han gik i land og op

ad en skrænt. Så lod han sig rulle forover ned ad skrænten. Da han

nåede foden af skrænten, rejste  han sig op og gav sig til at

undersøge sig selv. Så gik han op igen. Fra et ret højt sted lod han

sig igen rulle forover ned. Nede ved foden af skrænten

"kugungimersordlune (? lå han længe helt stille), så bevægede  han sig

og rejste sig op. Han undersøgte sig selv; og det sås, at han havde

fået mange skrammer. Alligevel gik han op igen og kom endnu højere

op. Så lod han sig trille ned. Han nåede foden af skrænten og var død.

Han blev liggende død i nogen tid; men langsomt arbejdede han på at

gøre sig selv levende igen (ûmarnijarujôrdlune), og det lykkedes. Han

kom med besvær ned til sin kajak. Han gav sig til at smadre den med

store sten, men holdt dog op inden den fulde ødelæggelse. Så fyldte

han den med isstykker, hvorefter han kom ned i kajakken og roede af

sted. Da han var på vej ind, sagde folk: "Qasiassasq er dukket op og

er knap levende". Man spurgte ham: "Hvad er der sket?" Han svarede:

"Det store isfjeld iluqavkânga (? kælvede)". Hans kone (i starten var

han ungkarl) syntes, det var meget synd for ham; og Qasiassaq lod alt

dette ske uden at protestere. Ved aftenstid vendte de, der havde været

ude at spise bær, tilbage til bopladsen. Børnene var meget ivrige

efter at være den første, der fortalte dem om, at Qasiassaq med nød

og næppe havde overlevet en ulykke. Men bærspiserne sagde: "Vi så selv, at Qasiassaq gentagne gange lod sig rulle ned ad en

skrænt." Qasiassaq's kone sagde til sin mand: "Du har jo løjet."

Qasiassaq blev flov og ville aflede opmærksomheden ved at kilde sin

kone.

Qasiassaq længtes efter at blive rask; og så snart han blev

rask, tog han ud på en kajaktur. Han nåede det sted, hvor han havde

ladet sig falde ned ad skrænten. Han gik i land og tog en stor sten,

som han bar ned til sin kajak. Han bandt sin line omkring den og roede

ud med den. Da han var kommet tilstrækkeligt langt ud nartipâ (? lod

han den falde) i havet avatanilo amardlugo (? og trække sin

fangstblære med). Så sænkede han stenen ned. Nu var han på vej hjem

uden line. Han roede halvvejs sidelæns. Folk sagde: "Qasiassaq har

mistet sin fangstblære." De råbte gentagne gange til andre: "Qasiassaq

har mistet sin fangstblære." Han roede stadigvæk halvvejs sidelæns. Da

han nåede hjem, spurgte man ham: "Har du mistet din fangstblære,

Qasiassaq?" "Ja," svarede Qasiassaq, "jeg mistede fangstblæren på en

klapmyds." Så gik han i seng. Om aftenen kom de, der havde været ude

at spise sortebær, hjem. Børnene kappedes om at være den første, der

fortalte dem om, hvad der var sket med Qasiassaq. Men bærspiserne

sagde: "Vi så ham gå i land nedenfor der, hvor vi stod. Han tog en

stor sten og bandt linen omkring den. Så roede han ud, smed sin fangstblære

amaramiuk (?) og sænkede stenen." Da børnene gik ind, sagde de:

"De siger, at Qasiassaq har løjet, for han har sænket sin fangstblære

ned i vandet ved at binde den midtpå." Qasiassaq's kone sagde til ham:

"Du har jo løjet." Qasiassaq skammede sig, fordi han havde løjet. Han

kildede sin kone.

Efter at Qasiassaq havde løjet mangfoldige gange

ville han udhugge et barn af træ (qitornaliornijalerpoq). Han spurgte

en husfælle, om han havde en økse. Husfællen sagde: "Ja, jeg har en

økse, du må gerne låne den." Han tog øksen, gik hen til et stort

stykke (driv)tømmer og gav sig til at hugge. Da han fik en dukke

færdig, gik han ind og gav sin kone den, idet han sagde: "Det skal

være vores barn." Hans kone sagde: "Der er ingen, der har et barn, der

er lavet af træ." Qasiassaq sagde igen: "Det skal være vort barn."

Konen måtte så tage imod det og hun syede en anorak til det af et

stykke af overdynen. På det tidspunkt havde en familile, der boede

vesten for deres boplads, mistet deres søn. Qasiassaq tog derhen - og

da han var fremme gik han hen til forældrene, der havde mistet sønnen,

på deres plads på briksen og sagde: "Vi har fået et barn, oven i købet

et drengebarn; jeg har opkaldt ham efter jeres afdøde søn. I må mindes

ham (give den nye navnefælle en gave). Han (Qasiassaq's påståede søn)

forsøgte også at sige noget. De andre spurgte: "Hvad prøvede han at sige?" Qasiassaq svarede: "Det var noget med, at han gerne ville have

en kniv." Så gav den afdødes far Qasiassaq sønnens kniv. Da Qasiassaq

havde taget en hel masse ting (qaserpasuvit tigôqaramigit - der

tilhørte den døde og nu Qasiassaq's (påståede) søn p.g.a. navnet), tog

han af sted. Hjemme sagde han: "De længtes så meget efter at få besøg

af nogen. Fordi jeg kom på besøg, gav de mig alle disse ting. De blev

ved med at give mig gaver, indtil jeg sagde stop." Så kom manden fra

bopladsen vesten for og besøgte Qasiassaqs. Han satte sig ned på deres

afdeling af briksen og sagde: "Hvor er sønnen, der er opkaldt efter

min afdøde søn?" Qasiassaq lå på briksen. Og gæsten sagde igen:

"Qasiassaq, hvor er  han, der er opkaldt efter min søn? Jeg vil gerne

se ham." Som sædvanlig gav Qasiassaq sig til at kilde konen. Konen

sagde til ham: "Qasiassaq, har du nu løjet igen?" Så tog gæsten hjem

til sin boplads.

Det var den sidste af Qasiassaq's løgne.

Var.: Thalbitzer nr. 226 A: Qasiättak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten.

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.441 - 442.

Resumé:

Qasiättak er en dårlig kajakfanger, der aldrig fanger noget. En dag, hvor kvinder fra bopladsen går ud på bærplukning, ser de at Qas. punkterer sin fangstblære / fangeblære og sænker den. Han fortæller hjemme, at han har mistet den, dvs. at et stort sødyr, som han foregiver at have harpuneret, er stukket til havs med den. Man tror ham, indtil bærplukkerskerne kommer tilbage og afslører hans løgn. Hans kone udtrykker sin misbilligelse og den udskammede Qas. kyser hende med et bøh. Tilsvarende forsøger Qas. sig næste gang med at smadre sin kajak, fylde den med isstumper, slå sig selv halvt til invalid ved at rulle flere gange ned ad en bjergside, komme hjem i en ynkelig forfatning og forklare den med, at et isbjerg kælvede ned over ham. Bærplukkerne har igen været vidner, osv. I sidste omgang skærer Qas. (der er barnløs) en dukke af træ og opkalder den efter en nyligt afdød dreng på en naboboplads. Han besøger de sørgende forældre med den glade nyhed. De giver ham en kniv og et skind som gaver, men da de efterkommer hans invitation og opdager snyderiet, bliver de dybt forargede. Og det samme gør hans kone.

Var.: Thalbitzer nr. 226 B. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten.

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.443 - 444.

Resumé:

Qasättak er en dårlig kajakfanger, der aldrig fanger noget. Heller ikke selv om han tiltrækker fangstdyr: Først en sæl, så en isbjørn, og så en hvidhval. Han kender end ikke disse fangstdyr. En dag, hvor kvinder fra bopladsen tar på udflugt, ser de at Qas. punkterer sin fangstblære / fangeblære og sænker den. Han fortæller hjemme, at han har mistet den, dvs.  at et stort sødyr, som han foregiver at have harpuneret, er stukket til havs med den. Man tror ham, indtil kvinderne kommer tilbage og afslører hans løgn. Hans kone udtrykker sin dybe misbilligelse og foragt. Tilsvarende forsøger Qas. sig næste gang med at smadre sin kajak, fylde den med isstumper, slå sig selv halvt til invalid ved at rulle flere gange ned ad en bjergside, komme hjem i en ynkelig forfatning og forklare den med, at et isbjerg kælvede ned over ham. Kvinderne har igen været vidner, osv. I sidste omgang skærer Qas. (der er barnløs) en dukke af træ og opkalder den efter en nyligt afdød dreng på en naboboplads. Han besøger de sørgende forældre med den glade nyhed. De giver ham en kniv og et skind som gaver, men da de efterkommer hans invitation og opdager snyderiet, bliver de dybt forargede. Og det samme gør hans kone.

Var.: Thalbitzer nr. 226 A: Qasiättak. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten.

Tolkning: Qas. er dummere end han har lov til at være, når han ikke forstår at fange de dyr, der tilbyder sig af sig selv. Symbolsk er der ligeledes en klar overensstemmelse mellem hans manglende fangstevner og barnløshed.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 245: "Qassimiut"

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

Ifølge Abel Klemensen blev de første af egnens grønlændere døbt i Oqaatsormiut, som en overgang var et udsted, og som man ville gøre til koloni. Men havnemulighederne var for ringe. Det var de også i Qassimiut, som man dernæst tænkte på. Derfor endte det med at blive Qaqortoq.

      I Qassimiut lå et stort rundt hus, båret af tre kampestore bjælker, der var fastgjort i midten. En qassi.

Hertil strømmede folk fra fjern og nær og holdt fredelige fester med brydekampe.

      Ved missionens begyndelse var der nogle der protesterede. Bl.a. Levi (han må altså senere være blevet døbt, BS), der stillede sig op på en høj i det dejligste vejr og advarede mod havet, der var farligt denne dag, pga. af for mange ulke og alt for mange sæler der flød rundt!

Hist.: AK var 66 år i 1965.

Vedr. qassi, et festhus, som man kender fra inuit i canadisk Arktis og Alaska, er der en del oplysninger fra Grønland. Se Thalbitzer i Meddr. Grønland Bd. 40, 1941: 656 - 666, og Gulløv, H. C. 2003: Fra festhus til fælleshus. Tidsskriftet Grønland.

Grønlandsk tekst. Oversættelse til engelsk forekommer kun som indskud i kantede parenteser i oversættelsen til 229 A, og de ændrer ikke meningen.

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.451 - 452.

Resumé af Thalbitzers engelske oversættelse:

On the cutting board / Ved Skrabebrædtet.

Deroppe i nord ved Skrabebrædtet (stednavn), plejer man at hænge blodpølser og strimler af tørret hajkød ind under den opstablede konebåd til brug i trangstider. En mand går derhen efter noget og hører nogen snakke sammen derinde. Det er tarrajuatsiat (skygger), en kvinde, der ligger død el. besvimet og en mere og mere liderlig mand. Hun klager over at nogen er kommet til at træde på hende. Da mennesket snupper sin fangstblære, der ligger derinde, skriger hun ialt tre gange at nogen griber hende og/eller (?) læner sig op ad hende. De to væsener tumler ned og hjem, hvor bedsteforældrene står uden for og tar imod dem. Mennesket hører nogen sige: "Vi tumlede ned." Og: 'En "logrehale" kom ind og tog hende med vold! En "logrehale" dernede ved kysten ville ind i konebåden af lyst til hende.

Mennesket hører videre, hvordan man ved qilaneq søger at finde ud af, hvad han egentlig ville. "Han tog bare sin fangeblære / fangstblære" lyder qilaneq-åndens svar nede fra jorden / indskyder fortælleren? Da qilaneq-ånden får forelagt sagen spørger den: Gjorde det ondt? Ja, det gjorde, siger den forulempede åndekvinde. Var det et rigtigt samleje? "Jeg klarer dig, ikke? Gid du må få rigtig ondt i dem" (? Siger vist den gamle, der udspørger qila-ånden). "Ak, ja selvfølgelig", svarer den forulempede angerfuldt. Du har rigtig godt af det (siger den gamle (?). "Ak, ja selvfølgelig", svarer den forulempede angerfuldt.

Kommentar: Absolut ikke nogen gennemsigtig, men sikkert meget morsom historie, med de der tarrajuatsiat, der også hedder iaajivatsiaat (følge Thalb. 1923: 462, n. 34), dvs. inuarullikkat, dværge, el. halvmennesker (ifølge Thalb.) - dvs. dem der ligner mennesker mest af alle ånder (ifølge Thalb.). Tænk at de tror, at mennesker, som de ligner ved indsmigrende hunde, er vilde med at ligge med dem! Det omtalte par har åbenbart fundet et lidt upraktisk sted til deres samlejer. Reprimanden fra deres gamle spåkvinde gælder enten valget af sted (hvor mennesker nu og da kommer) eller også at de har et illegitimt forhold gående.

Grønlandsk tekst, engelsk oversætelse ibid, s.435-440 (3 sider)

Resumé:

Qilaasuaq med søn, sønnekone og en stor, gevaldig svoger (eller svigersøn), der er på isfangst med hundeslæde, sendes til havs af en fralandsstorm på et isbjerg. De spiser først hundene, dernæst opfordres Qilaasuaq af først sin søn, så sin svoger til at bruge sin særlige viden. Q. indrømmer at han har nogen viden i forbindelse med en kroget vandøse, og han snitter to par dukker, en mand med kort hår og en gammel kone, og en mand med langt hår og en ung kone. Han udhuler et hul i isbjerget og lægger parrene der natten over, hvor de bytter koner. Hullet er da fyldt med vand, som sønnen straks drikker af, hvorefter ikke en dråbe er tilbage. Q. må lægge parrene i et nyt hul og næste dag skubbe den store svoger til side for at drikke først. Det er betingelsen for at vandet ikke slipper op efter første drikning. Senere indrømmer Q, at han har noget viden i forbindelse med den slags, der er bestemt til at komme tilbage, hvis de dør (drukner, dør i utide, angerlartussiaq). Han lader sig glide i havet og kommer op som en isbjørn. Han søn og svigerdatter gør ligeså. Svogeren nøler, men indvilger så og kommer op som en slags hvalros. Han må dog dykke tre gange for at opnå rigtig lighed med en hvalros. De svømmer mod Akilineq og nær på kommer folk strømmende for at jagte isbjørnene, der skynder sig i skjul og forvandler sig tilbage til mennesker. De inviteres venligt på mad, men bopladsens ældste, Meetaanaain / Mitaanaat (?) serverer menneskehjerne for dem. Q. kan tåle kosten, men M. blir sindssyg da han tvinger noget af den i hende. Hun går ud, hvor man parterer hende.

       Folk i huset hævner sig på Q.s svoger, der besvimer og skæres i stykker uden for. Q. og søn klarer sig i første omgang med en ræveamulet fra Q.s støvlebånd / kamikrem, men i næste omgang er det hans ravneamulet fra pelskraven på hans bjørneskindspels. Den trækker indvoldene ud på alle fjenderne undtagen en dreng, som Q. opfordrer til at være styrmand for dem næste dag. Drengen synger (til de døde?) om at blive til en tupilak eller en anngiaq, der kan hævne sig. Han sover over sig, følger efter båden, men Q. får bukket begge ender sammen på ham, så han taber bevidstheden og dør. De når velbeholdne hjem.

Var.: Thalb. nævner nogle få afvigelser fra denne version i en anden, som han indsamlede hos den dengang 15-årige Kaarali.

Se ellers: Qilâssuaq, Qiláituaq, Qiláussuaq, Qátsâq med lemmingamuletten, Qattaaq, Sungersuusaq, Sungersûssaq; Asalooq; Tiggaaq; Qilaasuaq og Allunnguaq.

Hist.: Fortællingens hovedperson er ikke identisk med den historiske Qilaasuaq fra Baffin Island, der med familie indvandrede til Thuleområdet omkr. 1860.

Kommentar: den 'krogede øse' må være en forkert oversættelse af ernguming nikisimatime (transskriberet fra lydskrift). I Saatooqs version, som Jens Rosing fik og oversatte, er nikisimadûn en konebytningsformular og ernguming (erngumik) må ganske enkelt være til (at skaffe) vand (op fra jorden).